Dagbøker 25/7-31/12 1810

av Christiane Koren

[September]


73Septbr

Løverd: 1ste Just som vi fik vort sidste Læs Høe ind, kom Regnen[.] Var det ikke honet af den, at blive saa længe? «Ende godt, alting godt» – tænkte den nok. Det har været en besværlig Høehøst; men vi har med alt det faaet godt og meget Høe – og hvad klager vi da over? «Hvorover klager ikke Menneskene? Hvorover lader der sig ikke klage?» siger min kiære Herder. Og at han har Ret kan jeg bevise Eder deraf, at uagtet den Compliment jeg nu nyelig giorde Regnen, er jeg vreed paa den, fordi den hindrer mig fra at komme ud og gaae, som jeg havde foresadt mig efter at have sadt fast her ved Skriverbordet nesten den hele Dag.

Da jeg seent i Aftes var med min Koren ved Graven, bragte jeg den allersidste Rose did som blomstrede her i Haven, men der, i den lille stille Have bryder nu først Roserne ‹…›paa to Træer frem i al sin Friskhed og Ynde.

I Eftermidd: da jeg hvilede mit tunge Hoved paa Sophaen, og var slumret ind et Øyeblik, skrækkedes jeg op af de sørgelige Klokker. De ringede to smaae Sydskende fra Naboe-Gaarden Houg, til Hvile. De døde i Blodgang. Moderen var her i Gaar og plukkede Blomster til at pynte de henblomstrede Spæde med. «Saa godt som de nu har det hos Gud kunde jeg ikke giøre dem det» sagde hun; men hendes Taare sagde dog hvor giærne hun havde beholdt og giort dem det Gode, hun kunde.

Søndag 2den Uagtet jeg i Nat vaagnede af en ængstelig Drøm – jeg syntes min Jes var syg; siden var det ikke ham, men en gl: Mand som jeg holdt meget af – vaagnede jeg dog i Morges uden Hovedpine, og satte mig saa glad hen til at skrive et længe lovet langt Brev til min Kista, og var saa let i mit Sind. Ak, men da fik jeg et lille Brev fra min elskelige Dolly Bull, hvori det gode ømme Barn ret har udøst sit saarede Hiertes Klager over den elskede Pleyemoders Tab. Mange Stæder vare udslættede af Taare, og mine blændede mig tiere end engang før jeg fik det lille Klagebrev udlæst. «I 8 Uger holdt hun bestandig Sengen, skriver hun, 74og endskiøndt hendes Smerter ofte vare grændseløse, udholdt hun dem dog med en nesten utroelig Taalmodighed» – I hvor stærkt hun føler sit Tab – og intet Barn har tabt en kiærligere Moder – føler hun dog sin ædle Fosterfaders stærkere. «Du veed Tante – vedbliver hun – hvor nødig Fader er ude, og hvor glad han var, naar han om Aftenen kunde hvile fra sit Arbeyde imellem os – og nu er hun borte, som saa godt vidste hvordan han vilde have det – nu er han ene» – Ja, jeg veed det, min Dolly, jeg mindes og glæmmer dem aldrig de deylige Aftener, og hvor fornøyede vi alle bleve, naar han kom og satte sig imellem os. O, hvor Mange iblandt Eder, mine Dyrebare som læser disse Blade, erindrer ikke med Taknemmelighed og bittert Savn disse Aftener?! –

I Dag er min Maja første Gang Fadder til en lille Dreng, hvis Moder har tiænt her, og var en af de vakreste Piger jeg har havt, og er endnu en smuk Kone. Hendes Mand er Smed. Mad: Giørup og hele Contoiret er de andre Faddere. Maja skulde give Gutten hvad Navn hun vilde, og nu hedder han Johan Vilhelm – de kiæreste Navne hun kiender.

Det er mørkt melancholskt Veyr, og da det i Dag skal være en Mærkedag, Qværneknurren kalder de den her, spaaer de længe sligt Veyr. En Lykke, at Høet de fleste Stæder er bierget.

Mand: 3die Sollner er her nu for at bede til Begravelse hos sig paa Onsdag. En Jomfrue Petersen, hans Kones Coucine, som var der i Huset, er død. Han beder ogsaa om at faae min Maja med sig i Aften, for at gaae hans Kone lidt til Haande, og det kan vi ey nægte ham. Gud skee Lov de her for det meste har den gode Skik, ikke at bede Fruentimmer i Begravelse. Jeg kom der nu en for alle Gange ikke; men saa spares man for den Ubehagelighed at sige Ney – Sollner og Faer Mørk har nu sadt her saa længe og snakket, at jeg derved er hindret fra at faae et Brev færdigt, som jeg har begyndt paa til vor Sally. Det er, eller bliver paa 4 fulde Qvartsider, et Udtog af Dagb: fra vi paa Ejdsfoss skrev hende til. Jeg veed jo, hvor vigtig, selv de mindste Smaaeting fra et kiært Sted og om kiære Mennesker ere for den Fraværende – og saa behageligt er det, at tale med hende.

75Onsdag 5te Hvor kiær og velsignet denne Dag burde være mig, har jeg ikke vidst, før Dit Brev i Gaar, dyrebare Katty, sagde mig, at det var vor ædle Treschows Fødselsdag. At denne var i Septbr. vidste jeg, men Dagen ikke. Og i Aften har I Eders Kiæreste dernede omkring Eder – det er Din gladeste Dag i hele Aaret, elskede Katty, det veed jeg, selv Din Syvalds Fødselsdag ikke undtagen, Din Førstefødte, Enestes. O, kunde jeg nu med et, som Tanken, være midt iblandt Eder, og synke til de tre varme barnlige Hierter, og trykke Syvald, det søde hulde Barn, som græder for at komme til Moer Koren, trykke ham med den ømmeste Moderkiærlighed til min Barm – Ak, hvi kan jeg det ikke?! Og dog er jeg midt iblandt Eder –

Min Aand omsvæver tro den lille Kreds,
Og stolt sin simple Blomst i Krandsen binder,
Som Venskabs Genius og Kiærligheds
Og Haabets, om den Ædles Tinding vinder[.]
«Ey blot i vort, ey blot i Nutids Navn
Vi med vor lille Krands hen for Dig træder.
Ey blot i Kiærligheds og Venskabs Favn
Og dette Nu, den flættes Dig til Hæder.
Den Dag, da Du til Lyset kaldtes frem,
For Lys til fjærne Slægter at udbrede,
End signes høyt, naar længst i Lysets Hiem
Du henrykt Lysets Udspring vil tilbede.»
Men Haabet med et stille Vemods Smiil
Endnu en Rosenknop i Krandsen binder,
Som først sig duftende udfolde vil
Iblandt Dit elskte Norges stolte Tinder.

_________

76Hvor det glædede mig, det kiære lange Brev, som jeg i Gaar fik fra Tøyen; et fra min gode Kista; hvor det skal glæde mine og Eders Elskede, som I, fordi de ere Eders Elskede ligesom mine, giærne vil unde Meddelelsen af det. Vor Sally har jeg allerede givet sin behørige Deel. Saadan føler jeg først ret inderlig hvad I hver for sig, og hvad I Alle ere mig naar jeg tænker mig – det er en stolt Tanke, men den kommer fra Eder – som det Centrum («du skal sige Middelpunkt» – vilde Koren og Sywald belære mig) hvorom I Alle og al Eders Kiærlighed samler sig, og hvorfra, som fra det sande Moderhierte. Kierlighed omfatter Eder Alle igien –

Men o Gud, du veed, at jeg aldrig føler din Fadergodhed varmere, taknemmeligere, end i saadanne Øyeblik.

Her er saa stille, saa stille omkring mig. Med min Telja og de Smaae var jeg tidlig i Dag ved det kiære Minde, hvorpaa jeg hang en frisk Krands imens de strødde Blomster rundt om det. Lina og Kaja stode der, da Ligfølget kom, og da Kisten var sadt ned ved den aabne Grav (‹…›Sollners er tæt ved vort Hvilested) tog Lina Krandsen og lagde den paa Brudens stille Seng, og da den var nedsunken i det endnu stillere, dybe Rum, overstrødde hun og Kaja den med Blomster. «Lina» sagde Fader Mørk, «saae livagtig ud som en Lysets Engel, da hun kom der saa sneehviid imellem alle de sorte Mennesker, med sin Krands»

Hertel havde lovet Maria og Sollners at tage Lina med sig til Sørgehuset. Liden Kaja tumler sig i Haven med et Par Smaaebørn, og alle Folkene ere i Agren, Jomfruerne hver ved sit Arb[e]yde, saa her ingen Lyd høres uden Stormen, og den des stærkere i denne Stilhed. Men – en Kariol holder her uden for. Hvem kan det være?

Torsdag 6te Hvem uden Jettemoer! Ja, hende var det. Hun kommer fra Hurdalen, og skal nu til Grevskabet Jarlsberg, i et Huus om hvilket hun ikke veed mere, end at det beboes af en Mad: Engøe, der har to Børn, hendes tilkommende Elever, og som skriver ret gode Breve i en troehiertig godlidende Tone[.] 77Ved en af Jettes gamle Discippelinder er hun bleven Kiendt af denne Kone, som paa en meget venskabelige Fod tilbyder hende sit Huus. Drag did i Fred, gode Jettemoer! og giid din Troe paa Menneskegodhed hverken her eller andensteds maae lide Skibbrud! For det første bliver hun her til Søndag. Hun er altiid den samme kurtvillige snilde Jette, skiøndt, for at bruge endnu et af Dichmans Ord, lidt foos imellemstunder. Men «vi er desværre jo alle Jyder for vor Herre!» –

Ja, her er da et Brev fra Dig ogsaa, elskede, elskelige Maja, et deyligt langt Brev, hvori jeg har fulgt Dig Skridt for Skridt, fra Dit sidste venlige Nik i Omdreyningen ved Alleen, til og igiennem Din kiære Dal. Men nu paa Stand skal det besvares, skal der skrives til de kiære Døttrene mine dernede, og til min Lotta, som ledsagede det lange Majabrev med et kortere, men dog et Lottabrev – «Hvorfor alt dette skal være færdigt endnu i denne Qvæl?» Fordi og eftersom, mine Elskelige, at jeg i Morgen skal og maae til min Rikke, og fra hende giøre de andre længe udsatte Visitter, og fordi Hertel, Maja K. og Linchen tager til Tøyen Søndag Morgen, og skal have det altsammen med sig. Dog, naar jeg betænker mig ret, skal jo ogsaa dette Hefte da være følgagtigt, og kan jeg jo altsaa ligesaa godt fortælle lidt endnu, f E: om hvordan de levede i Gaar i Graverøllet, osv – Ja, der levede de ret godt og i Stilhed, som passeligt var. Hertel forsikkrer Maria tog sig nok saa godt ud som Med-Værtinde, og alle toge af de Retter, hun lagde for – og havde hun lavet deylige Kiødpølser. De kom hiem i god Betids (som jeg ret takkede den omhufulde Hertel for, da Veyret var saa sludfuldt og leyt)(som … leyt)] parentesbuene erstatter kommaer (ved overskriving) og havde en Mængde Gotter af alle Slags med sig. Min Koren blev der i Nat, og kommer ikke hiem før Løverdag. See nu kan jeg tage fat paa et af de kiære Breve, imens denne Side tørres. At strøe Sand paa det Skrevne er usundt – sagde sal: Tode.

787de Fredag Det er jo allerede nu mørkt før man veed af det om Aftenen, og især herinde hos mig, hvor Træerne skygge vel alt for meget; men jeg har ikke Hierte til at formindske denne Skygge. Dettenne Løn lige for Vinduet, plantede Biltzing den Høst, jeg og min Sara var i Kbhn. Den var da saa spæd, og er nu et stort, tykt Træe. Paa dens Vext og nye Skud kan jeg tælle Aarene siden jeg saae, vel for sidste Gang, det dyrebare, siden saa skrækkelig mishandlede Danmark –

Tak, min ædle Egersøn, for det behagelige lange Brev i Aftes med Posten, det jeg i Dag ikke kan besvare, og allerede har alle Brevpakkerne færdige og tillukte, kan altsaa ikke engang paa anden Haand, ved vor Maja, takke Dem for det. Men saa er det et kiært Arbeyde der venter mig, naar jeg kommer tilbage, som nok ikke bliver før seent i Morgenaften, et deyligt Sabbatsarbeyde. Ogsaa fra Pastor Niels fik jeg et lille men fiint og tæt skrevet Brev, et af de folkeligste jeg i lang Tiid har seet fra den gode stundesløse Ven. At Grunden i hans Siæl er mørk, skinner desværre frem igiennem det lyse Slør han undertiden kaster over den. Dog er hans mislige Helbred vel meget Skyld i hans Nedstemmelse. Hans Kone har været meget heftig syg og alle Børnene skrantne, siger han, men føyer til, at de nu alle ere friske, og tilskriver sin egen snare Helbredelse sin kiære Confrater Frederichs Besøg hos ham da han var syg. Han var en sand Sygetrøster, siger han, og det troer jeg meget, eller som Svensken siger, alt for giærne.

Men Aslak rusler alt med Paasehlingen, og jeg sidder endnu i min graae Kasseking, med hvilken jeg ikke tør gaae Hovind, end sige Hovedsognet, omkring. Den kunde ellers passe godt til Veyret, som truer med et stærkt Bad – jeg faaer taale det, stakkels Puus! Friskt Mod er halv Tæring – Jette dolerer og protesterer over og imod Veyret og min Udvandring. Faaer altsammen ikke hielpe. Vi ere stakkels Puser tilhobe, og faaer taale. –

79Søndag 9deJeg faaer desværre god Tiid til at faae det færdigt, som i Dag skulde været til Byen med Hertel og Børnene. Da jeg kom hiem i Aftes i Mørkningen, saae jeg intet Menneske, da de ellers pleyer springe mig saa glade imøde. Endelig kom Lunde, og med ham en stærk Medicinlugt mig imøde, og jeg torde neppe spørge: om nogen var syg? Skriveren er lidt skranten, svarede han, men det har intet at betyde. Gud skee Lov, det troer jeg heller ikke det har, og endskiøndt han selv, den Gode, strax efter kom mig smilende imøde, og saae ud som sædvanlig, var jeg dog ængstligere da, end jeg er i Dag. Det er hans sædvanlige, Gud skee Lov, eneste Onde, altiid Følger af Mavens Forkiølelse, en stærk Diarrhe, men som just nu ved den hærskende smitsomme Blodgang er frygteligere end ellers. Men nu har han tidlig i Dag faaet Brækmiddel, som har virket overflødigt, og føler sig nu saa let og brav. Den gode omhyggelige Walbohm har selv givet ham det, og været her siden Kl 7 i Morges. Nu hører jeg her ned – min Koren ligger paa det forreste Sahlskammer – hvor høyt og muntert han taler med Doctoren, og naar jeg nu har seet derop igien, kom – – her bankede det, og jeg sprang op. Ja, Gud skee Tak, jeg kan ganske roelig tale med Eder, mine Elskelige, thi naar han nu har sovet godt, som ‹j›eg veed vil blive Tilfældet efter Brækningen, er han sikkert frisk ‹o›g færm som før. Han har ogsaa i denne Tiid været uophørlig i Bevægelse, gaaet i dette vaade kolde Veyr, i Skovene og Fieldene, og lidt ret Ondt. Han taaler vel alleslags, og i høyere Grad end de fleste Mennesker jeg kiender; men med hver Dag bliver han jo dog ældre, og Alderen, mærker jeg tydeligt nok, la‹d›er sig ikke uhævnet sine Rettigheder aftrætte.

Ja, af Hertels Byetour bliver nu intet før maaskee Tirsdag. Min Rikke forlod jeg heller ikke saa vel i Gaar som jeg ønskede hende at være, ak, og det er hun høyst sielden. I Fredags da ‹j›eg kom var hun saa vidt taalelig, og blev med til Maastad om Eftermidd: Men Synet af de Smaae der, af hvilke to netop er i Alder med to af hendes Mistede, virker altiid saa stærkt paa det stakkels Moderhierte, og dette igien paa det svage Legeme; 80Taarene vilde hvert Øyeblik bryde frem, og det havde været bædre, hun havde givet dem frit Løb; nu bleve de staaende i Hiertet og det bløder saaledes stærkere i Stilhed. Dette, min kiære Rikke‹s› Nedslagenhed og den usædvanlige Stilhed paa det ellers saa muntre Maastad, hvor nu kun de tre Yngste ere hiemme, de andr‹e› 8 i Byen, giorde mig de Timer vi vare der ret lange, i hvor hiertelig jeg holder af den værdige Frue Ingier, og hvor giærne jeg seer Ritmesteren hiemme i sit Huus. Han er en sielden Fader og Husfader, og har en af de beste Maader jeg kiender at omgaaes sine Børn paa, der ogsaa tilhobe ere gode, velopdragne. Nu har han 4 Sønner i Byen, to Melitaire, to paa Skolen, og fandt at det var lettere at holde en ordentlig Husholdning for dem derinde, end betal‹e› 300d for hver. Hans Svigerinde, en fornuftig husholdri‹sk› Pige, en anden Moder for hans Børn, forestaaer Oeconomien derinde, og ha‹r› de tre mellemste Smaaepiger hos sig, som gaaer i Skole der. Den Ælds‹te› Aaslaug, var nu inde for at sye og stelle lidt om dem Alle.

I Gaar var jeg paa Hiemreysen inde om Munthes, hvor alt var vel og ved det Gamle, paa den nye Søn nær, som nu er ko‹m›met op fra Kbhn. Stakkels Andreas bliver saa glad, naar han seer nogen Hovindianer.

Med Posten var Brev fra den gode Kammerjunker v: Krogh, den ædle Hetgens ædle Broder, til min Koren. Han er saa uforandret den samme, der med Vemod erindrer sig alt fra de gode svundne Dage, det Glædelige og Sørgelige. Aarsagen til hans lange Taushed, siger han, er deels hans omflakkende Liv, men isæ‹r› vort smertelige Tab, som han har følt for meget baade til at kunde skrive om det, og lade det blive uberørt. Til Slutningen fortæller han sine huslige Omstendigheder, og glæmmer ikke engang at hilse Melin. –

Nogle faa Hastværks-Linier, ligeledes til min Koren, fra den slemme Sorenskriver Christi, tiænte da til at overbevise os om, han endnu var i Live, hvad vi vare færdige at tvivle om. Han lover Bædring, og jeg taber ikke hastig min Troe og Tilliid til Mennesker som denne min egen gode Wilhelm.

81Mandag 10de Gud skee Lov, jeg kan hilse Eder saa glad i Dag, mine Dyrebare, kan sige Eder, at min Koren er i bedste Bædring, har havt en roelig Nat, har Appetit, ja endog paa Tobak, og det er mig altiid et sikkert Tegn til sand Bædring. Mere af Forsigtighed end Fornødenhed lagde han sig igien da han havde været oppe en Stund i Dag, og underholder sig nu med de kraftfulde Lebensläufe in aufsteigender Linie, imens jeg har ordnet og bortsendt en heel Pakke Brevpakker, som nu lille Ole er afsted med, da Hertels og Barnas Tour for det første gik overstyr. Ja, vare kun alle disse Breve hver paa sit Sted. Der er noget nesten til alle Barna, i Kbhn, London, Majadal, Eger, foruden en Pakke for Tiden til Wulfsberg, og et Brev til Zarine, og det altsammen anbefalet vor fromme Frue Lotta, som denne Gang fik mindst, men maae, som Kista mi der slet intet fik, tage Resten i Dagbogen –

Kl: 8 i Morges reyste Jette herfra, og det er meget sandsynligt, hun aldrig kommer her mere. Giid hun fandt et Sted, hvor hun kunde tilbringe sine Dage i Fred og Roe, vel det eneste hun, tilligemed Livets Underholdning, kan giøre eller har Fordring paa her i Verden. Seent i Aftes maatte jeg følge hende til Graven, og at hun der var rørt til Siælen beviste hun ved den dybeste Taushed. Ogsaa i Dag før hun reyste var hun der. Saras Død kostede hende en haard Sygdom. Hun elskede hende fra Barndommen ubeskrivelig. Derfor, og fordi du mener hele Verden det saa vel, far hen i Fred, gode Jette!

Nu er det sidste Journalhefte borte, og nu erindrer jeg ikke, hvad jeg der har fortalt Eder, saa I maaskee faaer Gientagelser istæden for Nyeheder, og er det da nok ikke første eller blive sidste Gang sligt hender. – At jeg fik et langt muntert Brev fra Egersønnen har jeg vist sagt Eder, mine Gode; men mon ogsaa, at han fortalte hvorlunde han nu sidst paa Tøyen fuldendte en Dands med Frue Pavels, som de begyndte 1809 paa Festdagen for vor tabte Christian, men som da blev afbrudt ved den jamrende Slotspræsts Mellemkomst, der var bange for, hans Maria ikke taalte Dandsen i den Hede, og forskrækket 82for, at Fæstningsporten skulde være lukket naar de bleve saa længe. Endelig tager han, paa Frue Lottas Vegne, i sit P. S: saaledes til Orde: «Jeg veed nok, Lottamoer er alt for from til at føre Klage over sin Lawsonmand; men han skal derfor ikke døe i Synden. Tænk, i Søndags Morges (alle de Kiære logerede paa Tøyen) brugte den uvorne Presidenten hendes bedste Skoe som Tøfler, og det saaledes, at Hælklapperne aldrig reyser sig mere i dette Liv, hvilket altiid er Synd, men om Helligdage dobbelt Synd» – Dobbelt, kiæreste Søn Frederich, glæder mig denne muntre Tone som hærsker nesten det hele Brev igiennem, da det bestyrker min Troe, (som i visse Ting er saare svag) at De er fuldkommen færm igien, og at den Upasselighed, der paa Hiemreysen saa pludselig overfaldt Dem, ligesaa pludselig ophørte. Gud give ethvert uundgaaeligt Onde maatte være saa forbigaaende for Eder Alle og altiid, mine Dyrebare!

Tirsdag 11te Eller i det høyeste kun vare saa længe, som min elskede Korens, der efter en roelig Nat befinder sig fuldkommen vel i Dag, har alt til sin Thee røget sin Pibe paa Sengen, og nu vil staae op. I Aftes – han var oppe hele Eftermiddagen – da jeg sad hos ham paa det inderste Sahlskammer, faldt Maanens Straaler hen paa Sengen just saadan, som den nest sidste Aften før Saras Død. Men i min Siæl var Haabet endnu ikke dødt, og det er jo ogsaa det sidste som døer i Menneskets Siæl, og i en Moders lever det længere end i nogen andens, overlever selv Mueligheden og holder sig til Mirakler –

Jeg syntes endnu see hendes blege Ansigt i Skyggen, og Maanen skinne paa de foldede Hænder, som jeg da saae det. I denne Stilling laae hun ofte, ogsaa imens hun var frisk, og især naar hun sov. Tidt tog jeg da de foldede Hænder fra hverandre, og vaagnede hun ved det, smilede hun, og skiøndt jeg aldrig nævnte hvorfor jeg giorde det, forstod hun mig vist. Ogsaa den Gang, ak den sidste, tog jeg de matte Hænder fra hinanden, og hun trykkede med al den Kraft hun havde tilbage, min Haand til de hede tørre Læber. Det alt blev mig saa levende i Aftes, og den samme Gysen som da giennemfoer mig ved Synet af den Ligstilling hvori hun laae, giennemfoer mig atter, og jeg maatte gaae ned, og kom ikke op igien før min Koren havde lagt sig i det andet Kammer. 83Han maatte jo ikke see mine Taare eller hvad der foregik i mit Inderste. Kun i saadanne Øyeblik maae han ikke see det.

Onsdag 12te I Gaar Middags – vi skulde just gaae tilbords, kom den kiære President tilbage fra sin Hedemarkstour, hvor han har kiøbt sig en stoer Eyendom i Stanger Sogn. Han havde hørt underveys, at Koren var syg, og blev nu meget fornøyet ved at finde ham oppe og ifærd med en stegt Kylling, som han lod sig smage godt. Gud skee Lov for det, og fordi den brave President, paa lidt Tandpine nær, befandt sig i beste Velgaaende efter sin Tour. Kl: 7½ nu i Øyeblikket ilede han til sit kiære Tøyen, sin end kiærere Lotta og alle de Ventende, og det var neppe vi fik ham overtalt til at blive over i Gaar. Nu bliver Du glad, dyrebare Lottamoer, og endnu gladere, naar han siger Dig, hvor vel det staaer til her, og saaa, om ikke før, tilgiver Du ham vist de nedtraaddte Skoe.

Min kiære Jes, som i Gaar Middags fik høre, hans Fader var syg, ilede grædende til Tøyen, sit eneste Trøstested, og skiøndt baade Mo‹er› Bull og Kista søgte at beroelige ham, hialp det dog ikke, han vilde og maatte hiem. Det forstaaer sig, han fik Hest til Groerud strax og giærne, siger han havde Tante ladet mig faae den hele Veyen, om jeg ikke havde troe‹t,› at komme fortere frem med Skyds – Fra Naboegaarden sendte han Bud til sin troe Hertel, for ikke at forskræ‹k›ke mig med sin uventede Komme, og Gud være evig lovet, at hans Angst endtes i den gladeste Overbevisning, da han fandt sin Fader nede iblandt os. Stakkels Gut, hvor tung denne Vey har været ham, kan ingen bædre føle, end jeg. Vi bleve alle mere glade end forundrede ved at see ham; og med hvad Følelser jeg i Dag gik i Haven mellem alle mine, behøver jo intet at staae om he‹r›[.]

Vi har nogle og halvhundrede Mennesker i Dag til at optage Kartofler paa Ageren, og Jes fører Inspection over dem, dog veed jeg ikke om som Høyst- eller Nestcommanderende, over eller ‹…› under Melli‹n›[.]

At ogsaa den brave Presidents Nærværelse i Gaar bidrog sit til Forøgelse i Korens Bædring, er upaatvivleligt. De holde paa sit Viis af hverandre som Lotta og jeg. Sollner og Fader Mørk vare her. Der blev blandt andet snakket om den velsignede Kornhøst vi alle spaaer os. «Nu tænker jeg vel, mente Sollner, «at 84Kiøbmanden faaer slaae noget af, eller ogsaa beholde sit Korn»
Jeg. Gud give, det maatte fordærves for de Afskum i Bund og Grund, at Muus og Rotter maatte fortære hvad de har giort den Trængende umueligt at anskaffe sig.
Presidenten. Og at de saa maatte gaae hen og hænge sig alle i hob.
Jeg: Ney, det var for stygt. Hvor gik det da med de arme Siæle?
Presid: De dumpede i Helvede og lad dem dumpe! did skal de dog, de Kornpugere, lell.

Var ikke det en smuk Stump Dialog? mine Elskede! I denne Anledning fortalte Presidenten en Anecdote om en skinhellig Mardam, som laante paa Pant og udsugede, hvor det var mueligt, den kiære Neste til Marv og Been, men læste derhos høyt sine Aften- og Morgenbønner, sang Bodpsalmer saa det skingrede i Huset, og forsømte i intet den udvortes Tugt. Hun havde en Svoger, som skiøndt han holdt stærkt paa Perialen var Ærligheden selv. Denne sagde engang, da hun med et dybt Suk og Himmeløyne (Fortællerens egne Ord) lagde sin Bønnebog bort: «Herregud Moer, du kommer dog vist lys levende ind i Himmerig» – Det haaber jeg for Jesu Værdskyld og Fortiænester, giensvarede Hyklersken med et endu dybere Suk og Selvtilfredsheds Smil – «Ja men agte dig, du ikke dumper lukt ned i Helvede» tog han atter til Orde, og foreholdt hende nu i en stræng Skriftetale alle sine Synder. «Hialp det da noget?» spurgte en af os. «Ney Gu de giorde de inte», endtes Fortællingen, og det troer jeg nok.

Torsdag 13de Jeg var netop kommet saa langt her i Gaar Formiddag da en Vogn med to sneehvide Heste holdt heruden for mit Vindue og vidste jeg neppe, om jeg torde gaae ud i den Gesvindtdragt jeg tog paa for at komme ned i Betids til Presidenten, og som jeg befandt mig saa vel i, at jeg ikke hastede mig med at forandre den (Det(Det] venstre parentesbue erstatter punktum (ved overskriving) var en Variation af den graa Kasseking) «Gaae da som du er, Moer Koren, og lad ikke de Fremmede blive siddende i Vognen!» – Jeg er alt gaaet, kiære utaalmodige Barn, og Madamen med sine to raske Gutter og sin Pige er allerede af Reyseklæderne, og inde. «Hvem er det da?» Min gode Thrine Wangensten med sin Bodward og min Fritiof, to aller kiæreste Drenge, skiøndt jeg, naar jeg skal blive Sandheden troe, maae tilstaae Bodvard er smukkere end min Stig Kat‹o› Fritio‹f› 85Skieldrup – dog, hvorfor nævner jeg ikke Broderen ogsaa ved sit fulde Navn Ove Bodvard Hussein? – Her staaer det, at I ikke skal troe, jeg handler stedmoderlig mod ham fordi han ikke har den Lykke at være min Gudsøn. Det er meget over Aar og Dag siden Thrinemoer var her, og Gutten min var her for første Gang. Vor meste Tiid tilbragte vi i Haven mellem Rips og Stikkelsbær, men mine Knæe vare saa usle, at da jeg havde været ved Graven med den gode Thrina, som ikke havde været der før, kunde jeg neppe komme her hiem igien. I Dag ere de lidt stærkere, men dog slemme nok, især naar det gaaer opad en Trappe. Jeg veed nok Aarsagen. Hver Gang jeg bliver angst eller bekymret, føler jeg det i Knæernes Svækkelse, og fornam det den Aften jeg kom hiem, saa snart jeg hørte, Koren var syg. Det gaaer nok over igien. Vi havde saa mangehaande at tale om, at Tiden fløy for os. Det var ikke alt saa glædeligt, som jeg ønskede det, og mangt et bittert Minde er bleven tilbage i min Siæl, saa smerteligt fornyet ved vor Samtale. Vi vare nesten ganske uforstyrrede til henimod Aften, da kom med Hertel Proctr Krogh og Lehnsmand Riis, og lidt efter Major Krogh, som dog alle kun bleve her ganske kort. Moer Wangensten tog ogsaa bort før det blev mørkt.

I Aftes flyttede min Koren igien ind til mig, og er nu Gud skee Lov alt i sin gamle Orden. Længere end til i Morgen varer ikke hans Roelighed, da maae han ud.

Eftermidd. Jeg kommer nu tilbage fra et Sygebesøg hos den kiæreste af mine Naboekoner, den samme som i Feydens Tiid var saa uforfærdet og ønskede sig Moder til 12 Sønner som alle kunde forsvare sit Fædreland. Hun ligger i stærk Blodgang, og derfor har de ikke villet, jeg maatte gaae did, og jeg ikke, at Børnene kom der, ellers har vi passet hende saae troet mueligt med Medicin og hvad hun kunde behøve og alle kappes om at gaae did, fordi alle holder saa af hende. Da hun hørte i Dag jeg skulde til Byen, græd hun saa bitterlig, vel fordi hun troede, aldrig at faae see mig mere, og da jeg hørte det maatte jeg hen til hende, kan I tænke. Maja og Maren fulgte mig, og hun blev saa glad da hun saae os, og troede vist, de Draaber jeg gav hende med min egen Haand, maatte hielpe hende. Gud give det! Hun er sielden i sin Stand, og den Fattige vilde især savne hende.

86Løverdag 15de I Gaar var Fader Chrystie her for at hilse os fra Schien, og for at glæde sig med os over vor elskede Skrivers hastige Helbredelse. Og i Dag kom han selv, Gud skee Lov, saa færm og munter, som om han i hele Aar ikke havde vidst hvad Sygdom var. Roelig og glad kan jeg nu tænke paa Reysen i Morgen. Alt er færdigt til den. Jeg har i dette himmelske Veyr taget Afskeed med min Høy og Saras Grotte. Min Koren var med mig, og imens vi vare der, kom Præsten Brok med Kone og Barn, og bliver her vel for det første i Nat. Til Vilhelmsminde kommer vi da ikke i Dag; men to andre Besøg har jeg igien, til min syge Naboerske, og til de dyrebare Sovende. Først naar jeg har været der, seer I mig her igien, NB om jeg da seer at tale med Eder. Med Solen, synes mig, gaaer Dagen under.

Søndag 16de Og den var under da jeg kom tilbage fra det grønklædte blomstrende Hvilested og den syge, den frygter jeg, til Døden syge Kari Gade. «Du seer hende ikke mere Moer» sagde min Maja med Taarene i Øynene, da vi forlode hende. «Skee Guds Villie!» siger jeg med den retskafne Kone, som sagde det saa hiertelig og med sand Hengivenhed i hans Villie, som kun vil vort Vel. Hun kan jo ogsaa gaae roelig til Faderen, hendes Regnskab staaer vist godt, og mødig og træt venter hende jo først der den sande Hvile. «Hun har her været troe over Lidet – han den evige Fader vil der give hende Meget» –

Kl: er strax 8, og da var det aftalt, vi skulde afsted, men lidt gaaer der vel over. Jeg er færdig med min nyesværtede Kiortel paa[.] Kommer jeg bare ikke reent som en Morian til det velsignede Tøyen, saa de ikke vil kiendes ved mig. Man finder paa Alskens Besparelser i disse Tider. En svært‹et› Klædning har før været mig en Vederstyggelighed. Nu tager je‹g› til Takke. Men saa maae jeg ogsaa sige, at min Ane har brugt alle sine Kunster, og taget den forstandige Telja paa Raad med sig, at den ikke skal sværte for meget af, og saa haaber jeg det Bedste. – Men I skulde dog vide, hvor forfængelig jeg er i Søvne («ogsaa?») I Nat blev jeg saa vreed paa en Ungdoms Veninde – der længe siden er gaaet til Hvile – fordi hu‹n› 87spurgte mig: om jeg var over 30 Aar? Jeg har altsaa vel i Drømmen været, hvad man nesten altiid er der, i min Ungdoms Blomster. Det er Novalis, troer jeg, som har sagt, vi ældedes snarere, om Drømme ikke var. Vist er det, at disse nesten altiid sætter os tilbage i Livets Vaar, og saa vedbliver jo vor Ungdom den halve Deel af Jordlivet. Saaledes forynges vi rigtig nok ved Drømmene, disse Søvnens spøgende evigunge Børn.

Farvel da fra Hovind for mange Dage, I Evigelskede! Naar jeg nu sidder her igien, brænder det vellystigt i Ovnen, og er det hele lille Kabinet i sin Vintergestalt. Farvel, Farvel! –


Tøyen

Tirsdag 18de Tildeels var det Dovenskab som hele Gaarsdagen holdt mig fra disse kiære Blade. Men nu vil jeg lade, som jeg nyelig var kommen til Tøyen, og naar jeg blot har hilset Eder Godmorgen herfra, iler jeg som snarest tilbage fratil Hovind, siger de Elskede der Farvel, og ruller saa afsted i min lille Kariol, følgende min Karen og Jes, som ruller foran i en bredere, men strax giver mig Forrangen, da de mærker det støver temmelig stærkt. Vi har neppe havt en varmere Dag i denne kolde Sommer, end det blev da det leed mod Middag. Jeg svedte under min Fløyels Hat (og Du sveder, min Malla, blot ved at høre det Dig forhadte Ord: Fløyel nævne, eller see det her) og ønskede den hundrede Gange ombyttet med min Straahat, som dog fra Morgenstunden vilde været migt gigterigske Hoved for sval. Det var forskrækkelig, al den Stads vi mødte. Først en stoer Calesche med 3 Heste, en Kurvvogn og Kiærre, alle i et Følge. Det var en Greve, sagde de paa Moe, men kun den stadselige Eqvipage var grevelig at see til, og dens Indsiddere vare en Kudtzons Familie fra Trondhiem. Et Par Karioler og Ditto Ridende vare passerte os forbi, da en Vogn kom os skarpt farende imøde og i denne Fart hørte jeg: God Morgen, god Morgen, Frue Koren! Det var General Meyers, som i en Snup vare af Vognen og hos mig, og passiarede en Stund med os. De skulde til Vardal, hvor i Morgen to af Generalindens Stedsønner har Bryllup, den ene, Secretairen, som eyer Storhammer paa Hedemarken, med den vakre, yndefulde Jomfr: Lund, Præsten i Vardals Datter. Imens vi hvilede paa Moe, kom Justitsraad Nilsons did. De skulde til Brotnow. Det var meer end to Aar siden vi havde seet hverandre, i Barselet paa Vildberg, og Frue Nilsons Ord den Gang: «Ney Moer Koren, Deres Wilhelm er dog detn første blandt alle de unge Mennesker jeg kiender» – lød endnu for mit Øre, og mit arme Hierte flød i Taare.

88De havde deres 3 Aars gl: Lina med sig, et lille Kiælebarn, som da intet Under er. Hun kom saa uventet, da den Yngste allerede var 13 Aar. – Paa Skrimstad traf vi lille Ovidia Holbye, som havde kiedet sig i dette Hundehul en lang Tiid, og maaskee enda længe fik bie paa Skyds. Kl 4½ mødte os endelig til syvende og sidst hernede i Alleen vor elskelige Frue Lotta, Lena Wold, Agatha Messel, og en ung Foged Klingenberg, som i Gaar reyste ad Romsdalen til, for at holde Bryllup med Amtmand Sommerfeldts Datter. Presidenten kom os paa sine egne, og derfor ikke alt for zirlige Tøfler imøde i Haven, og Kistamoer i Stuen, saa det gik i en Kyssen og Hilsen og Goddagbeden lige til Theebordet, eller rettere for mig, Caffebordet. Aftenen bortsladdrede vi, meest om Stadsaffairer (jeg(jeg] venstre parentesbue erstatter tankestrek (ved overskriving) beder Eder, læs det som det staaer, og intet t for d –) Brudgommen bragte flere Kufferter med sig, efter hvad jeg kunde slutte mig til, fyldt med lutter Stadssager, Kiorteler, Blomsterganeringer, Tyls Do, Hatter, Guldstads etc etc – Og med alle disse Herligheder skal den unge Futekone pynte sig høyt oppe i det kolde Nordland, hvor en Levantintaftes rosengarneret Klædning vel aldrig er seet før. Ja, Ungdom og Viisdom følges ikke ad – Fogden reyste i Gaar Formidd:, min Koren ligesaa, og ham fulgte foruden de mange Velsignelser og Hilsener han tog med sig, et ømt Suk, som jo her ingen Fortolkning behøver. Sikkert iler han nu allerede opad Bergstien, og snart ligger den venlige Dal for ham. Samles og glæder Eder der i Fred, I Dyrebare! I vil ofte tænke paa, og tale om Eders Tøyen –

Ogsaa i Gaar var det en saare skiøn Dag, og vi sadde alle med vort Arbeyde i Haven en god Deel af Eftermiddagen, som vi tilbragte i uforstyrret Roe, og i fortroelig Snak, min elskede Lotta, Kista og jeg. Mod Aftenen kom vor kiære President, saa munter og brav som han nu Gud skee Lov stedse er, og senere Pastor Wulfsberg, Capit: Widing, og Reg: Qvartmstr Smith. Præsten har, forsikrede han, frasagt sig al Kortleeg (jeg undres for hvor længe) og saa blev det ved Praten om Alskens Ting.

Nu er Dall kommen, hører jeg, og nu er Andreas nede at faae ham opspurgt og om mueligt herhid, eller dog hvad han kan have medbragt mig fra Eder, elskelige Børn! Jeg veed, han maae have noget fra Eder, og venter saa utaalmodig. Fik jeg dog ogsaa see den gode Lollik, som kommer lige fra Eder, hvor glad vilde jeg være! og kan han, saa kommer han –

Onsdag 19de Han kom, den brave Landsmand, og blev her til Kl: 9. Men som han pleyer, var han ikke, hans Stilling medfører mange Ubehageligheder, og han fortiænte en bædre. De mange politiske 89Nyeheder, Mændene (vor kiære Real og Broderen Secretairen vare her ogsaa) havde at underholde sig med, lod os Qvindfolk ikke komme meget til Orde, dog fik jeg mangt et lidet kiært Brev til min elskede Malla, Brev, som var bragt mig før Bull kom herop. Det er allerede besvaret, det kiære Brev, med Nedreysende i Gaar, dog skal Du ogsaa her finde min Tak for det, gode Barn, og Du ligeledes, beste Katty, for de Linier fra Din Haand som sluttede det. – Baade Dall og min kiære unge Præst – som blev her længe efter de andre, og røgte sin Pibe og sladdrede med os, og var saa hierteglad – vilde fristet mig, eller fristede mig stærkt til at følge med dem til Majadal, hvor de alle skulde samles. Dall er reyst i Formiddag, og med ham var jeg kommet lige til Eger; Ottesen er vel nu, Kl 5½ snart reysefærdig. Men jeg lukkede mit Øre reent i Laas for deres Lokketoner, som paa et andet Sted og under andre Omstændigheder kunde kanskee blevet uimodstaaelige før Laasen var lagt rigtig for.

Ja, Ottesen var ret paa sin hvide Hest, og en glad overgiven Rytter; vi loe alle saa hierteligt, og Presidenten følte slet ingen Søvn eller Træthed, som de forrige Aftener har været Tilfældet. Ogsaa i Eftermiddag har vi vor brave Presidenter hiemme hos os, og er endnu ganske i Roelighed og ene. Siig kun, om det ikke var saa bra af ham, at han da han med sin Lotta blev buden til Major Juls i Aften Morgen Middag, ikke talte om, jeg var her? «Jeg vidste ikke» sagde han, «hvordan du kunde være tilsinds, om du havde Lyst til at tage did eller ey» – Ney, sandelig det har jeg ingen Lyst til, og da min kiære Lotta undskylder sig, fordi hendes ene Øye er hovnet af et Myggestik, tænker jeg vi skal have det nok saa godt her hiemme, hun, Kistamoer, liden Hanna og jeg, og kanskee Jesse Gutten. Hu! tu! tu! saadanne Selskaber er den sandeste Aandsfortærelse jeg har Begreb om. Det er ellers i Anledning af Sorensk: Thaulovs og Kones Komme til Byen, dette Selskab er. De meldte sig i Dag hid til en Dag i Ugen, og kommer nu Fredag, den velsignede Fredag. Men min kiære Maja Pavels kommer da ogsaa, og den brave Slotspræst, og Vennen Rasmussen (haaber jeg) og saa mange af vore egne Folk – hvad vil? jeg mere?

Det er Theetiid. Min Jes har været her i Dag, ellers ingen.

90Torsdag 20de Jeg lagde disse Blade hen, og med Brillerne paa kom jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg fandt begge Munkerne, Provsten og Læreren. De sloge sig ganske til Roe her, og vi havde, jeg troer vist alle, en saare behagelig Aften. Samtalen afvexlede, det forstaar sig, men selv naar det slog ind i Politiken, kunde vi tale et Ord med. For det meste kom det tilbage til Oldtiden i Nord, hvorom Provsten taler i digterigsk Varme. Vi lagde en Plan, hvorlunde vi alle, om det kommer istand, det Befordringsvæsen mellem Christ: og Trundhiem, skulde rey‹se› sammen og samlede besee Lævningerne af den gamle ærværdige Domkirke, «et af de sidste Minder» sagde Storm Munk, for «om nordisk Heltekraft» – og alle de øvrige hellige Ruiner, hvorpaa denne Egn er saa rig, og derfra skulde Touren gaae til Guldbrandsdalen, hvor saa mangt et Sagn fra Zinclars Fald har forplantet og forplanter sig fra Slægt til Slægt, og hvor Storms herlige Vise er i alles Munde. Blandt flere af disse Sagn, som begge Brødrene fortalte, var ogsaa det: at Zinclars Kone, som upaatvivlelig skal have fulgt sin Mand paa det sørgelige Tog, skal, da hun saae ham falde, have grebet et Gevær, og øyebliklig fældet hans Banemand, den eneste Norske, som faldt i dette morderiske Slag. Heri stemmer alle Sagn overeens; men ikke saa om den ulykkelige Heltindes Død. De fleste siger, hun blev styrtet i Lauen, og da hendes Klæder bar hende længe oven Vandet, holdt for en Hex, og dræbt med en Øxe; men andre giver hende en endnu skrækkeligere Dødsmaade som det oprører Menneskeligheden at tænke paa. Overalt var det søgrgeligt, at de kiække Gubber skulde vanære sig og deres herlige Daad ved den uhørte Grusomhed mod de ulykkelige Overblevne, der ikke strax, som deres lykkeligere Brødre, fandt Døden for deres skarpe Øxer og sikkre Rifler. Ogsaa dette vilde Munkebrødrene, de ægte Guldbrandsdøler, giærne, da der desværre ikke kan kastes et Slør over det, give et mindre barbariskt Udseende, ved at giøre det til Nødværge, da de intet andet Raad havde med de mange Fanger, og de frygtede? Sammenrottelser i de mørke Høstnætter. Men man hørte tydeligt nok, at deres Hierter modsagde hvad de saa giærne anførte til de gamle kiække Landsmænds Undskyldning, om ikke Forsvar. Som skrevet staaer, mine Elskelige, det var en saare deylig Aften, og Kl: blev kun alt for snart 10, og manede til Opbrud. At Jean Paul, begge Brødrenes – saavel fleres – Yndlingsdigter, havde eller gav et righaltigt Stof til Underholdningen, er vel ingen Tvivl underkastet. Dog, da kun de og jeg kiender 91den Herlige, og da vi alle tre fandt det Upassende i at rive hele Samtalen til os, var det kun som i Forbigaaende vi udgiød vore Hierter i hans Roes og vor Lykke i at kiende ham. Jeg lovede baade for mig og Dig, dyrebare Maja C: at de skulde faae laant hvad vi havde, og de ikke havde læst af denne ædle, i mange Henseender mageløse Digter.

Og nu er her, Poppenheim, som kom saa ganske pludselig paa os, da vi ikke kunde troe andet, end at hun var i god Roe paa Kongsberg – hun er kun i et Flyvebesøg i Byen, og tager bort igien i Morgen – og min kiære Moer Messel, som jeg saa længe ikke har seet, med hende en Jomfrue Holbye, hvis Forlovede, en Student Hage, er død for ikke længe siden. Arme Pige, hun sukkede mange Gange saa dybt før, da vi talede om min Vilhelm, som Moer Messel aldrig nævner uden at hendes hele Ansigt faaer et andet Udtryk. Moer Messel var spadserende herop yderst ude fra gamle Byen, hvadefter at hun i mangfoldige Aar ikke har været istand til at gaae en tiende Part af denne Vey. Det var os alle her, som kiender denne Sieldne som Faa kiender hende, og derfor elsker hende som disse Faa, en sand Glæde at faae denne fulde Overbevisning om hendes fornyede Helbred og Raskhed. Hun har det meste af Sommeren været paa Stabek hos sin fromme elskelige Ovidia, som nu er Moder, (og Gud give maae blive en lykkelig Moder!) til en rask Dreng.

21de «Vi hilse med Jubel den festlige Dag» – Ja, med de varmeste Bønner for Dit Held, Du Elskede, aabnede jeg i Dag mine Øyne; og nu har vi Alle sagt hinanden: «I Dag er det vor Majas Dag!» og i alle vore Hierter gienlyder det: «Gud, lad den ofte, og stedse lykkeligere, vende tilbage!» Hør og bønhør os vor Fader, du, som er i Himmelen! Og nu har ogsaa det lille uskyldige Oblatsignet med det kiære Navn frembragt Din Moer Korens Hilsen og hendes Ønske:

O! Venskab, Ømhed, Kiærlighed
Omkrandse i en evig Fred
Den Elskede, hvis Navn du bær;
Som giver dig et Større Værd
End om en Ædelsten du var,
Og aaben Hiælm og Krone bar –

_________

Her kommer en heel Deel Fremmede i Aften. Jeg er slet ikke frisk, og har længe ikke havt saadan Hovedpine. Naar vi har spist, lægger jeg mig lidt, «og naar du saa» siger min velsignede Lotta, har faaet dig en Kop god varm Caffe, skal du see det bliver bædre» – «J‹a›, siger min Kist‹a›, de‹n› ‹s›kal bli‹v›e saa ‹g›od, kiæreste Moer Koren!»teksttap i siste linje grunnet skade på siden

92Løverd. 22. Min egen Kista holdt Ord. Den var «reen og varm og stærk» men det hialp ikke, og ikke heller det, at vor snilde Maja Pavels kom imens vi drak, og var gaaet herop for at vi kunde have en Time for os selv. Det var saa vennehuldt af hende, og vi kunde havt det saa godt. Men det leed mit Hoved ikke den Gang. I Dag er jeg des raskere, og skal have nok saa godt af Gaarsdagen ved at fortælle Eder om den. Da Frue Pavels kom, sad’ vi endnu alle upyntede, og da jeg kom ind igien i min Stads, det er, efter Lottamoers Udtryk, i Sorgetacte‹…› sorte Noder, sad Justitsrd Wexels ogsaa derinde, og lidt efter lidt samledes Selskabet, som bestod af: Slotspræstens, Major Juls, Thaulows, Obrstind. Neuman, hendes Datter Fr: Nimm, ‹…› Sommerhielm, Major Auberts, Edvard Munk og Kone, og min kiære Rasmussen. Blandt disse var tre mig aldeles Ubekiendte: Major Aubert, som med sit ulykkelige Udseende og uforstaaelige Taleorgan, skal være en behagelig, som han er en saare agtværdig Mand; hans Kone, Thaulows Syster, som skal være en flink og brav Kone, men har en mageløs smidig og hurtig Tunge, der trætter Øret i det friskeste Hoved, hvor meget mere i et saa sygt som mit i Aftes? Det er den sandeste qvindelige Gert Vestphaler jeg har seet i mine Dage. Desbædre syntes jeg om den unge Sophie Munk, et saa reent Naturens Barn, hverken hvad man egentlig kalder smuk eller i sit Udvortes udmærket, men med et saa levende Udtryk af Godmodighed i det lyse fyldige Ansigt, og paa en saa tækkelig Maade ligefrem, at man ynder hende før man kiender hende, blot ved at see hendes venlige Blik. Udentvivl et meget lykkeligt og værdigt Par.

Smukt og efter Reglerne var det vel ikke, at vi saa ofte det lod sig giøre skildte os fra Selskabet, Maja P: Mad: Munk, og hendes Mand, som ikke spillede. Men jeg var virkelig nød til at holde mig i et luftigere Værelse og et stillere, da megen Hede og Snak er mig ufordragelig naar jeg har Hovedpine. Det giorde mig ondt, at min kiære Lotta skulde saa godt som ene holde Laget med de tildeels stive Mardame‹r› vedlige; men Gud veed, jeg kunde ikke lette hendes Byrde, saa giærne jeg havde villet det. Imellem saae hun ud til os, ligesaa Kista saa ofte hun fik en Stund tilovers. De fatale Spilleborde afbrød en Samtale med min kiære, i saa lang Tiid ikke seete Rasmussen, som jeg altiid har saa meget at tale med om. Men saa har jeg Haab om at vi skal sees oftere baade her og hos mit hiertelig gode og kiære Slotspræstpar, hos hvem jeg lover mig en glad Dag, naar nu min 93Thrinasara og hendes Real kommer, som vi venter Mandag tilligemed min Koren, der desværre da strax maae forføye sig til den forhadte Skatte-Comission, og maae betale disse Dages Glæde med fordoblet Anstrængelse naar han kommer tilbage. Men saa kan ogsaa saadanne Dage skabe Kraft og Mod og Lyst, eller dog oplive og fornye det, til igen at tage fat selv paa de kiedeligste Arbeyder.

Justistrd Wexels var saa god at tilbyde mig sin Tiæneste, om der i Kbhn ‹va›r noget, jeg ønskede udrettet. Han reyser ned i Morgen, men tænker at komme snart herop igien. Vel har jeg nyelig skrevet Eder til, I Elskelige dernede; men en saadan Leylighed – kunde jeg have Hierte til at forsømme den?

Og saa intet mere om Gaarsdagen, end at vor kiære President ved Bordet proponerede Din Skaal, Elskelige Maja, hvorved alle klinkede, men ingen hierteligere, jeg kunde vel sige: saa hierteligt, som vor egen Kreds, der bestod af Slotspræstparret, Rasmussen, Edvard Munk og hans Sophie, (vi vare alle komne til at sidde sammen) Lotta, jeg, og Kista, som kom ned fra den anden Bordende, tilligemed liden Hanna, for at drikke vor dyrebare Nyefødtes Skaal. Lotta og Moer Koren takkede, og hvor giærne! for den kiære Skaal.

Søndag 23de Ikke et fremmet Menneske saae vi i Gaar, og tilbragte Tiden arbeydende, læsende og spadserende. Jeg skrev heri, og til Døttrene mine med Wexels, som vel allerede nu har begyndt sin Reyse. Da Lotta og jeg vare paa Overværelserne, vilde jeg gaae ind paa den kiære Sahl, som jeg holder saa meget af, men Dørren var lukket i Laas. Imens den snilde Lotta gik ned efter Nøglen, satte jeg mig ved et Bord i Forsahlen, som tiæner Hanna og Maria mi, naar hun er herinde, til Skriverbord. Jeg sad med Haanden under Kinden og saa mangen lykkelig, ak evig svunden, Scene, gik forbi Tankerne. Jeg havde taget en Strimmel Papir i Haanden, som laae paa Bordet, og saae uvilkaarlig ned paa den, og see der stod: «G‹læ›den Tiden heniler ‹s›om rindende Strøm, Glæderne smiler og flyer som en Drøm» – Det var som et Echo af mine Følelser, og I veed ikke hvor underligt disse Linier paa det afrevne Stykke Papiir, satte mig i Bevægelse. Ja «Glæderne smiler – tryller og flyer som en Drøm» –

Endnu er her ingen i Dag – Kl: er 3 – ikke Jomfr. Wolderne engang, som pleyer være her hver Søndag, og ikke min Jes, som jeg havde ventet i Formiddag – og hiemme fra hører jeg intet; det foruroeliger mig noget, og mit Hoved er slet ikke rigtigt, hvad dog ikke maa tages bogstaveli‹gt›[.]

94Mand: 24de En saa stille Søndag som i Gaar, har det nok ikke i lang Tiid været paa Tøyen, i det mindste ikke i saa herligt et Veyr. Her var ikke et Menneske, min Jes undtagen, som bragte mig endeel Bøger, hvormed jeg haaber at glæde mig i lang Tiid. Men vor kiære President var hiemme hos os, og vi levede som den forrige Dag, ret behageligt[.] Kun ængstes jeg ved, slet intet at høre hiemme fra, da jeg dog havde bedt dem saa indstændigt at lade et Bud gaae herind. Min Søvn i Nat var uroelig, afbrudt ved skræksomme Syner, saa jeg forlod Sengen langt trættere end jeg lagde mig. Engang saae jeg alle mine Bøger nedstyrtede i en Afgrund og bedækkede med Jord af en nedstyrtende Vold. Min Urania bejamrede jeg meest. Saa forvirrede som Bøgerne laae mellem hverandre, vare alle de Syner der afløste hinanden, undertiden blandt de sørgeligste de latterligste. Saa drømte jeg noget om Presidenten som var saa uhøviskt, at Oncle Erik vilde sagt: «heel ublueligt!» og jeg ikke kan ret vel fortælle det her, og i det jeg, selv i Søvne ikke kunde andet end lee heraf, var jeg atter omringet af Skræk-Scener. Jeg vil ikke trætte Eder med flere –

Gud skee Lov, i Dag kommer dog vist min elskede Koren, og vor Thrina. Muelig bringer ogsaa Posten mig i Dag noget fra det velsignede Hiem. Maatte kun alt der være vel! Min ellers saa paalidelige og for min Tilfredshed saa omhyggelige Maries Taushed er mig ubegribelig. Jeg skal nu ind og læse for den flittige Kista og Hanna Kotzebues fordanskede Ildegerte, som jeg helst læser saaledes høyt og flygtigt, for ikke at forarges alt for meget ved de tusind Urimeligheder, ikke allene i de moderne Declamationer han lægger de ærlige gamle Nordmænd i Munden, ja det som mere er, i Pennen; men saa alle de Bøge- og Lindetræer og Nattergaler det vrimler af! Dog er der enkelte ret nysselige Billeder, som undertiden ikke lykkes denne Sammensuriums Digter saa galt, og som tilligemed den lette raske Stiil, der især udmærker Dialogen i hans Skuespil, giør at det alt lader sig ret godt læse. Men i Længden holder det ikke ud med disse Stikpænge til den sunde Fornuft.

Aften. Med Posten var intet fra Hovind. Derimod fik jeg uventet et Brev fra vor elskelige Maja, o, som aldrig lader nogen Leylighed til at glæde sine Venner, gaae unyttet forbi. Heller ikke giør Du det, min troefaste Johan! Ja, ogsaa fra ham var der i den kiære Couvert, første Gang forseglet med det lille Signet, nogle ømme 95Linier, og fra min velsignede Egersøn ligesaa. I skulde hørt, hvilke Anmærkninger Presidenten giorde over hvad han kalder evigt Skriverie og Fjesfjas (men mener det dog nok ikke ganske saa) og især over det, at min Koren «var en saadan gammel Nar og vedblev at coqvettere (tænk hvilket stygt Ord!) med en Kone, han nesten havde havt – det var godt han ikke sagde: været plaget med – nesten et Fierdedeel Secul.» – Men det er med alt det min egen bra Presidenter lell. Han har været saa munter i Dag, og siunget for mig saa mange af de deylige gamle Viser fra Norske Selskabs gyldne Periode. Nu er det mørkt paa Øyeblikket, og snart maae vel min Koren og det kiære unge Par være her. Dog mener Presid: vi ikke kan vente dem før Kl: 9 –

Lidt senere. Andreas kom ind og saae ud som Glæden selv, gav mig en Æske og sagde: «de er allesammen friske paa Hovind» – Gud skee evig Lov, det ere de, bevidner min Maja og bekræfter Lina i to kiære smaae Breve. Det er som om I alle sørgede med mig naar jeg sørger, derfor skynder jeg mig saa at glæde Eder naar jeg kan –

Tirsdag 25de Jo smukt kom de Kl: 9. Under en Piqvet med Presidenten og dygtig Hunger, blev den 10, og ingen kom. Da spiste vi, og talte om at gaae til Sengs, og Fader i Huset gik ogsaa, see, saa kom endelig Mossø Koren, Kl: over 11, uden at vide mere omaf sit Følge end at de vist kom efter, men vare ikke færdige endnu da han tog fra Strømsøe Kl: 3. Jeg var baa‹d›e von og bekymret for de kiære Børn, da det blev saa bælmørkt, og hørte, uden endnu at have lukket Øynene, da de kom langt over Midnat. Men mit søde Thrinabarn er færm og munter som efter den ordentligste Hvile. «Ved en troefast Mages Side Jeg af ingen Nød kan vide» staaer der i en gl: Vise, og disse Ord bliver aldrig gamle, bliver evig Sandhed. Mange Gange har jeg allerede trykket det kiære Barn til mit moderlige Hierte. Hendes Real seer vi først til Middag. Ved en lille venlig Sæddel fra Maja Pavels ere vi alle budne did i Aften. Jeg veed hvem vi skal finde der, og lover mig en glad Aften.

Onsdag 26de Og lovede mig ey for meget. Nu først hvem der var: Herfra vor Lotta, Thrina, Kista, Hanna og jeg. (Presidenten gik, istæden for did, hiem til Fetter Randulff, som kom hid i Gaar Midd: og var ikke ret vel. Det var Christen- og Fetter-Kiærlighed). Gener. Audtr: Bergh og hans Maja, Lena og lille Maja, samt Jomfrue Zi‹l›che. Edvard Munk med sin Sophie. Vor Rasmussen. Etatsraad Falbe. Denne Sidste var nu just ikke af vore Folk; men han giorde ærlig hvad han kunde for 96at fornøye Selskabet. Endogsaa sin Mops tog han til Hielp, og drak den ved Bordet af hans Bæger og spiste af hans Brød. Men naar jeg nu skal være ret ærlig, saa troer jeg det er Mandens alvorligste Alvor at være enhver til Velgefal, og er han saaledes «saa Gu ganske bra» – Han spillede forskiællige Fragmenter, jeg formoder af hans egen Musik, men det var fremmet for mit Øre og lod mit Hierte blive koldt. Langt bædre behagede mig den naragtige Janitschar Musik han siden fik bragt istand hvorved alle Hænder bleve sadtte i Bevægelse med Messingkiedler, Lyseplader, Tin Tallerkener, Ildtænger, etc. Ingen tog sig herved bædre ud end det stolte Bergh med sine store Messing Lyseplader, og vor Rasmussen der bankede sin stakkels Kiedel, saa Frue Pavels vist maae have den til Badtskiæreren for at faae alle Buler udglattede. Det var umueligt at see ham uden at blive glad i sin Siæl. Giid jeg kunde samlet Eder Alle omkring ham og os! Og saa stolt blev han af sit Musik Talent, at han endog vovede sig til Claveret, hvor han med megen Gravitet figurerede paa samme Stoel som Etatsraaden. Jo, Jo! «Men Hiertet har ogsaa sine Rettigheder» tænkte min gode Maja P: og satte sig hen og spillede og sang Fatimes Aftensang, Aladdins Vuggevise og Theklas Sang. Lægger I nu, mine Elskede, dette alt til den ret morsomme Conversation, saa vil I troe det var en behagelig Aften, endogsaa før jeg siger Eder, at jeg dog fik talt nogle Hiertens Ord med min kiære Rasmussen[.] Vi talte som vi pleyer om de forgangne og tilkommende Tider, og saae i disse hine fornyede. «Vi skal have dem igien iblandt os» sagde vi – hvilke dem er der sikkert ingen iblandt Eder der spørger om – og Rasmussens Øyne glinsede, jeg syntes som om de vare vaade, ved denne Forestilling. Vi talte saa meget i de faa Ord, jeg kan ikke sige det Alt. Og var nu de fatale Spilleborde kommet frem, saa havde denne Aften gaaet tilgrunde som saa mangen anden, hvor jeg med indædt Ærgelse har seet de Mennesker, jeg havde saa meget at sige, skiænke de fæle malede Blade en Opmærksomhed, som jeg saa taknemmelig vilde glædet mig ved, og dog vel uden at smigre mig for meget tør troe mig bædre værd end de fire stygge Kortdronninger, som jeg ret har misundt deres Majestætsret. Men lad da dette Tidsdrab høre til og være en sand Nødvendighed for de store sammenrapsede Selskaber, hvor den stakkels Tiid paa denne Maade dog kommer mildere af Dage end ved tom, ussel, tidt skiændig Snak – kun for de mindre – jeg tør ikke sige Venne-Cirkler – være den landlyst fra nu af og indtil Evighed – Amen! 97Da vi kom seent tilbords, maatte vi forføye os lige derfra og hiem. Hestene havde allerede længe ventet efter os.

Torsdag 27de Fetter Randulff er reyst, Presidenten spadseret til Byen. I fuldt Arbeyde sidde nu alle de Kiære derinde, og venter deres Forelæserinde, dog faaer I vente, Børn, til jeg har sagt de andre Barna God Morgen og fortalt hvordan vi havde det i Gaar. Ja, det var nu saa som saa. Formiddagen gik med Arbeyde og Læsning, det vil sige: fornøyeligt. Kl: 44] rettet fra: 9 forlod vor elskede Skriver os. Jeg havde faaet saa ondt i Hovedet, og lagde mig til Hvile med en foos Bog inde i den pene graae Stue paa den grønne Silke Ottoman. Neppe var jeg ret kommet i Lag, saa kom min Thrina og fortalte mig, der var Fremmede inde. Det var Frue Wexels med to Døttre og en tilkommende Svigerdatter. Hu tu tu! det var endnu fosere end Hartmans Bog. De fleste af Eder kiender denne evig spørgende, alt recenserende Frue. Det var Aletta og Kaja som var med hende. Det skal være, som alle hendes Børn, gode Mennesker. Aletta er virkelig grim, men ikke utækkelig. Kaja er et sandt Monstrum af Fedme. Jeg har aldrig seet en saa dan 17 Aars Pige, og saae saa lidt paa hende som mueligt, af Frygt for hun skulde mærke min Forundring. Virkelig er hun at beklage; dog troer jeg hun er lykkelig nok til ikke at mærke det selv. Den lille kbnhke Jomfr: Wexels var et godlidende Pigebarn, langt fra ikke smuk, men net og behagelig. De drak Thee og bleve her til det mørknede. Siden blev det alt bædre og bædre med os. Saa kom vor kiære Præst, og min Jes, de unge Garbener, og Lieut: Bi‹e›rk, et prægtigt ungt Menneske, og vi henpassiarede Aftenen ret deyligt. Først over Midnat kom Presidenten hiem fra Rosenkrantz’s, hvor Sel‹s›kabet for Norges Vel havde taget til Takke, det er udlagt, giort sig tilgode oven paa Dagens Byrde og Hede – men endda laae vi vaag‹n›e og snakkende, Thrinalild og jeg, hvad vel ikke er saa prisværdigt; men Sandhed maae blive Sandhed, og alting maae I vide, det Onde med det Gode, ogsaa at mit Hoved i Dag, kanskee af ovenmeldte Aarsag, ikke er bædre, fast værre, end i Gaar.

Eftermidd: De kiære Unge ere gangne til Byen for at besee deres
til‹k›ommende Boepæl, hvor Gud give dem mange, og om mueligt lutter gla‹d›e Dage. Dog for nogen lang Tiid bliver vel ikke dette deres Boelig. Men kiær og uforglæmmelig bliver altiid for det lykkelige Ægtepar det Sted, hvor deres Huus- deres nøyeste Foreningsstand begyndte, det har jeg lært af Erfaring og om 23 Aar vil dette deres første Hiem sikkert blive dem i ligesaa kiært Minde som mit er mig – o ja, min Thrina, min Real, det vil det.

98Fredag 28de Lille Zarine kom da endelig hid i Gaar. Hun har deels ikke været frisk, deels ingen Skoe kunde faaet i den hele Bye, det arme Barn! Min Jes var her et Øyeblik, og Barna de andre kom smukt hiem til Aftens, og saa var den Dag forbi. I Eftermidd: maae jeg til Byen og lander tilligemed Ungerne mine, Thrina og Real, hos Slotspræstens. Men Formiddagen være Eder opofret, mine Elskede kbhnske Børn! Dall kommer til Byen i Dag, og vist seer jeg ham inden han tager herfra.

Løverd: 29, Michelsdag. Før jeg tog til Pavels’s, giorde jeg et lille Visk til min gode Frue Ingiers Syster, Jomfr: Hals, som her i Byen holder Husholdning for de 7 Børn, de nu maae have herinde, og kommer de saaledes langt bædre ud af det, end ved at betale for disse Mange. De 4 Sønner, hvoraf 2 ere Officerer og 2 gaaer paa Skolen, maa blive her, de 3 smaae Piger gaaer i en Skole, og profiterer i alle Henseender ved saaledes at lære hvad der paa Landet ingen Leylighed gives til, og dog blive i sin vante Circel. Det er en snurrig gammeldags, men saare agtværdig Pige, denne Jomfr: Hals, en moderlig Moster. Saa glad hun blev i at see mig, saa forkert fandt hun det, at jeg saa snart forlod hende, og uden at nyde noget af alt det hun saa giæstfrie bød mig. Det var morsomt at see det lille Husstel og de glade vakkre Glutter, som dog ikke alle vare hiemme. Lykkelige, lykkelige Moder! tænkte jeg og tænker jeg ofte, naar jeg seer eller forestiller mig hende mellem sine 11 raske, gode, haabefulde Børn. Gud lade hende længe, ja altiid blive det, den gode blide retskafne Kone!

«Naa, i Dag var min Moer Koren saa snild» – med disse Ord tog Maja imod mig – «som kom saa tidlig.» – Strax efter kom vor unge Præst med sin og vor Thrina, dog kom han ikke længere end til Trappen, da han maatte paa Academiet. Skiøndt vi havde drukket Caffe her hiemme, drak dog jeg om igien, og gik vi da, Præsteparret, Kathinka, lille Julie og jeg (Claudine og Marianne vare sprungne hen til Edvard Munkes, at bede dem til Aftens) en deylig Tour om Volden, alt lige til Verdens Ende, hvor vi dog ikke fandt noget af alt det Forunderlige, Baggesen og Claudius der vil have opdaget. Saadan en Høstaften overgaaer – efter min Følelse selv Danmarks deyligste Vaardag. «Lad os sætte os paa disse Stene» sagde Maja, hvor jeg har sadt med vor gode Sara Bøyesen 99en Morgenstund, der var saa skiøn som denne Aften. Her sidder jeg nu saa giærne, og tænker paa hende og ønsker hende tilbage hos os.» – Gode Maja! ja hvor ofte ønsker jeg det med Dig. Nedenfor satte Kathinka sig, og lille Julie lod hende ingen Roe have. De ere, maae I vide, meget gode Venner. «Du er saa ustyrlig, Gullet mit» sagde hun et Par Gange, og vi loe og forsikkrede, det var godt, hun vante sig til denne søde Uroe. Paa Tilbageveyen mødte vi Hr Real, og hvem der først fik Øye paa ham, giætter I vel – Julle (Julie) fløy ham imøde og i hans aabne Arme. Hvem der giærne havde giort det samme, giætter I nok ogsaa. Madame Munk og Døderlein fandt vi ved Hiemkomsten, Mændene kom siden, og Widding, Capitajnen (som nu er kommet i Major Juels Sted)(som … Sted)] parentesbuene erstatter kommaer (ved overskriving) hans Kone, hendes lille Julius, hendes Syster, og Christian Frederichsøn, som af sin høye Fader er sadt i Kost der. Baronessen skal elske ham med moderlig Ømhed. Det er et ganske almindeligt Barneansigt, en rask munter 5 Aars gammel Dreng for Resten. Vor brave Dall kom der ogsaa ud paa Aftenen, lige fra sin Reyse, og uagtet Bostonbordet var fremme, og blev brugt lidt imellem, fik vi dog baade Claveer- og Fløytespil og Sang og behagelig Conversation. Edvardus havde taget sin Fløyte med, og fik derfor ikke lang Roe ved Spillebordet, som han heller ikke giærne forlod. Ved Bordet vare vi ret lustige, drak Skaaler og klinkede saa det havde Skik. Da Vægteren raabte 11 stege vi til Vogns, min Thrina og jeg, fulgte ud af Festningsporten af den bekymrede Elsker med Formaninger til Kiøresvenden, for Guds Skyld at være forsigtig og see sig for, ved den Lygte NB som Kathinka holdt i Haanden, ‹o›g som giorde os god Nytte, da Aftenen var meget mørk. Vi kom hiem uden al Fare og Skade, hvad jeg er fristet til at lade Hr Real ‹u›nderrette om, at han ikke skal bruge sin Angst til Paaskud at komme her i Dag, hvad vi alle strængelig har forbudet ham, da han har ‹sa›a meget at forrette baade i Dag, og i Morgen ved Confirmationen. ‹H›an bad ynkelig om Tilladelse at komme herop kun en Time; men jeg var især ganske uovertalelig og moderlig stræng, det vil sige, til hans ‹e›get Beste. Men sligt skiønner ikke Ungdommen, Mætta!

Jeg maae dog meddele Eder, mine Elskede, et nyt Træk til Fader Pavels og hans Majas Charakteristik. Da hun ved Claveret tog Feyl i Sangen, kun ved et eneste Ords Ombytning med et andet, foer han op fra sin Boston 100og hen til hende i en Iver som havde Liv og Død lagt paa hendes Læber og i det uskyldige Ords Forvexling. Der blev en underlig Pause i alt Spillet. Hun skiftede Farve, syntes jeg, men fattede sig strax og sagde med sin hele qvindelige Huldhed: «Jeg troede, det var rigtigt.» Men da han blev ved, og erklærede, at saadanne Urigtigheder forstyrrede ham reent i sit Spil, traadde vi alle som Een paa hendes Side, og hun begyndte igien, og saae sig meget nøye for, men kunde ligesaa lidt som vi andre bare sig for Latter, da den første Skræk var forbi, og ved Latteren gik tilsidst alting istaae. Ja, «hvem Gud elsker giver han saadan en Kone» siger vist denne i øvrigt saa brave, fra mange Sider agtværdige Mand, ofte ved sig selv, naar han eftertænker saadanne smaae Optrin i sit huslige Liv, der ved hendes Forstand og Mildhed opløses i Spøg, men ved at tages anderledes let kunde blive en Kilde til Misnøye og forgifte dem der‹es› hele Liv. Thi i saadanne Ubetydeligheder troer jeg vist man kunde finde Grunden til at saa mangt et elsk- og agtværdigt Par ikke ere lykkelige, ja ofte forbittre hindanden alle det ægteskabelige og huslige Livs Glæder. Held hver den Mand, hvis Qvinde saaledes opfylder sit skiønne Kald! og tre Gange Held den ædle Qvinde selv!!!

Alle vore Elskede her ere nu mere eller mindre beskiæftigede med Tilberedelser til Morgendagen, da her skal være stort Selskab. Lotta synes ikke hun kan faae sin adopterede Datter peen nok, og Kista glæder sig over at hendes Hvedebrød og Butterdeygs Kage er lykkedes saa godt. Min Thrina syer Kniplinger og Baand paa en Kiole, Presidenten er i Byen, og jeg sidder her, som I seer, sladdrende med Eder, og søger herved, og ved Forventningen af min Majas, Linas og Hertels Komme at glæmme hvordan det var i Dag 2 og 4 Aar, da jeg kom hid fra Hovind til Wilhelms, fra Strømsøe til Jes’s Confirmation – første Gang saa glad mellem alle de Glade, anden Gang saa bedrøvet mellem alle de Bedrøvede, svævende mellem Haab og Frygt for den lide‹n›de President – ak men begge Gange den lykkeligste Moder –

Her kom min kiære Lotta med en deylig Kage til mig, og nu kyssede min hulde Sarathrina Taarene af mine Øyne, og gik for at skiule sine –

Og nu slutter jeg dette Hefte, og tager atter fat paa de kiære Breve, so‹m› skal med Dall paa Tirsdag. Han lovede ogsaa at komme her i Morgen[.] Tak, dyrebare Maja C:, Tak mine elskede Egerbørn for de Hilsener han medbragte fra Eder. Farvel alle, allesammen!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbøker 25/7-31/12 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808 (kommer)
1809
1810 (fullstendig utgave utgitt 2017)
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.