Dagbok 1810

av Christiane Koren

[Juni]

Strømsøe 4de Junj.

«Var end din Reyse aldrig saa forcert, Moer Koren, saa kunde dog baade du og Dagbogen have udhvilet nu for længe siden.» – Udhvilet? Ja, mine Elskede, i den Forstand Ordet almindelig tages kunde vi det længe siden og har det. Men ey vilde I undres, mindre vredes over, at jeg, karrig paa denne kostbare korte Tiid, ikke veed, hvordan jeg skal lage mig, for at «giøre det ene uden at forsømme det andet» – Dog er der noget som endnu er mig ulige vanskeligere, og det er, hvordan jeg skal giøre Eder denne min hele Tours Behagelighed begribelig og beskuelig. Mistvivlende om at finde levende Farver nok for mit Malerie, og følende, at et mat og maadeligt ligesaa lidt opfyldte Eders Forventning som mit Ønske, vil jeg prøve, blot i en Avistone at fortælle Eder Dagens Begivenheder. Falder jeg imellem ud af den, og da vil I, og maaskee alt for giærne, tilgive mig.

Det var da Fredagen, d: 1ste Junj, og den første alvorlige Sommerdag, at jeg Kl: henved 7 efter at have taget Afskeed med de endnu halvsovende Smaae og de heeltvaagende Store, min Koren og Telja satte mig i min lille lette Kariol, Gulen for, Aslak bag paa den, og saae nu ved min Korens, min troe Hertels, ved alle de gode 158Menneskers forenede Bestræbelser alle de smaae Hindringer, som vilde modsætte sig min glade Reyse, ryddede af Veyen. Sielden har jeg saa let om Hiertet forladt det kiære Hiem. Jeg var saa ungdommelig tilmode, anderledes veed jeg ikke at beskrive Eder det. Paa Moe, da jeg sad ene og i den samme lille Stue, hvor jeg har grædt saa bittre Taare og levet nogle af mit Livs græsseligste Øyeblikke, sang jeg høyt en Lovsang til ham, som giorde at jeg nu kunde føle mig saa lykkelig. Jeg havde intet levende Væsen jeg kunde trykke til mit Hierte, og saa giorde jeg, som naar jeg er hiertelig bedrøvet, jeg trykkede det eviglevende, alkiærlige Væsen til det, og som jeg da bliver mindre bedrøvet, blev jeg nu end gladere.

Da vi vare komne forbi Skrimstad, begyndte jeg allerede at see efter mine hiemvandrende Jomfruer, som jeg traf først paa det Sted, jeg pleyer at hvile, strax nedenfor Aasen. De bleve ey lidet forundrede over at see mig, og troede neppe deres egne Øyne. Alle omringede Kariolen og vare færdige at løfte mig ud af den. Jeg maatte drikke Caffe med dem, og vi sladdrede nesten en Timestiid bort. Gud skee Lov, de vare alle færme, og Maja mi saae ud som Sundhed og Munterhed selv, det kiære fromme blide Barn! Arme Nella havde jeg ingen glad Efterretning til. Hendes ubegribelige Brudgom har atter seet sig nødsaget, siger han, til at udsætte Brylluppet endnu nogle Maaneder, og saaledes frygter jeg, vil det gaae længe endnu. Hun blev mismodig stakkels Barn, men tvang sig saa meget mueligt. Endelig maatte vi bryde over tvært, og hver tage sin Vey. Uden at friste flere Eventyrer naaede jeg det første Maal for min Reyse. For at slippe den lange Omvey, og for at være des før i de Elskedes Arme, steeg jeg af og gik lige over fra Landeveyen til mit kiære Tøyen, giennem Haven og ubemærket ind i Havestuen, hvor jeg mødte Presidenten der giorde store Øyne, og knap troede dem endda. Mindre troede han, hvad jeg vilde indbilde ham, at jeg var gaaet hiemme fra. «Ja det seer du ud til» sagde han, og det samme gientog først Kista, siden Lottamoer, da jeg istæden for at hilse sagde: «Ligesom jeg ikke kunde gaae til Tøyen!» O, hvor møder Kiærlighed overalt Eders lykkelige Christiane

159En lille Vent havde de vel, de Elskede, at jeg kunde komme did, om just ikke denne Dag, dog gladere kunde de ikke blevet, var jeg kommet uventet. Noget tempereredes vel Glæden ved den hastig forestaaende Skilsmisse, dog var det jo til vore Egne jeg skulde reyse, og snart komme tilbage; langt andet Stød fik den for os Alle, da vor velsignede Roe blev afbrudt ved Frue Wexels Besøg, som kom strax efter mig, og blev og fiaasede til Kl: 10. Dog var jeg et Par gange paa Veye at forsone mig med hendes Tiadren, og havde været saa ædelmodig at foreslaae min Lotta og Kista vi skulde følge hende ned til Byen; men saa bedærvede hun det altsammen ved at udlade sig meget for bittert om den arme Conradine Dunker, som nu med sin Mand og tre Børn er kommet til Christ: og for nærværende Tiid logerer hos den gode agtværdige Moder, som et saadant Besøg – eller hvad det nu er – ikke kan være andet end besværligt i Tider som disse. Jeg burde sanket gloende Kul paa hendes Hoved, men det blev ved halvbrændte: det betyder, vi fulgte hende alle ikke længere end til Haveporten. Min Jes ledsagede hende til sit Hiem. Stakkels Gut, han er bleven saa bleeg efter de Anstød af Koldfeberen han har havt. Dog forsikkrede han, han nu var fuldkommen færm. Det er vor gode President ikke endnu; men med Guds Hielp bliver han det nu Sommeren synes at vilde giæste os i al sin Skiønhed. Vi har rigtig nok havt Tiid til at forberede os paa dens Komme.

Saa tidlig som fra Hovind kom jeg ikke fra Tøyen, dog før Kl var 9. Alt samstemte som den forrige Dag til at giøre min Tour frydefuld fra alle Sider. Jo længere vi kom, jo mere mødte Sommeren os, og henimod Gillebæk overraskedes jeg ved at see paa en Gang i en viid Omkreds alt, Træer og Mark og Eng i sin fulde St: Hansd: Pynt. Paa Ravnsborg traf jeg to Jomfruer, ventende paa Skyds. Det var en Jomfru Nescher, og en lille Jomfru Wang, som jeg har seet i Vuggen og baaret paa mine Arme, en godlidende Pige, 15 eller 16 Aar. Hendes Selskabssyster var en heel lustig Person, og kom vi snart i godt Passiar. Da jeg tog mine pene Tøyen Smørrebrød frem bød de mig et Glas ægte god Miød, som qvægede mig ret, kan I troe og som jeg fik Anledning til at vederlægge med Gienqvægelse (jeg veed ikke om I lægger Mærke til, at jeg kappes med Dagens Udgiver 160i at skabe nye Ord) paa Gillebæk ved at en deylig Kop Caffe. Gulen min var blevet lidt ‹…› halt af Skoningen, saa det gik meget for langsomt for min Ilen, selv ned over de fornøyelige Paradisbakker hvor det pleyer glide saa hurtigt. Lige ved Sundet boer Nellas Borch, som jeg havde Lyst, eller rettere følte det min Pligt at tale et Par Ord med, ettale et Par Ord med, et] rettet fra: tale med et Par Ord, et ved nummerering over ordene par Sandhedsord. Jeg fandt hans Mama og hos hende Madam Omsted, men ham ikke; dog kom han snart. Imidlertiid maatte jeg drikke Thee der, og fik saa mange deylige Blomster, ja, fandt ud, at Mari Hotvedt skulde være go aa ha i Nærheden, da hun har saa mange Blomster, og var saa forbintlig at sige, da hun saae hvor disse søde Sommerbørn glædede mig: «boede jeg saa sandt Frue Kaaren noget nærmere (hun bruger altid to aer istæden for et o til mit Navn) skulde jeg ret være glad ved at sende hende de smukkeste Blomster jeg har paa Hotvedt,» og jeg hørte og saae, det var hendes Hiertensmening. Og nu maae jeg ligesaa oprigtig forsikkre Eder, at den samme Madame før denne Udladelse forekom mig ret saa tækkelig i sin pene Huusdragt. Hun har vist sine meget gode Sider. Om den gamle Mad: Borch har det? Af christen Kiærlighed vil jeg troe det. Men det var mig saa underligt der, og jeg følte temmelig bestemt: her bliver Nella aldrig lykkelig. Gud give, jeg maatte have følt feyl! Borch fulgte mig over Sundet, og fik jeg sagt ham mine Tanker; om han sagde mig sine veed jeg ikke; men Brylluppet kan der intet blive af før sidst i neste Maaned. Alle mine Grunde vare forgiæves; men vilde neppe været det, havde han havt andet end Skingrunde at modsætte dem. Med ulige Vaaben fægtes aldrig godt.

Hos Borches hørte jeg den høystsørgelige Efterretning, at et Skib, som tilhørte vor Cappelen her, var forlist, og kun tre eller 44] rettet fra: f ved overskriving fire af Folkene biærgede. Ikke det egentlige Tab smerter den ædle Mand, og Gud skee Lov, det kan han bære; men de mange Menneskers Undergang, og deres Efterladtes Jammer. Blandt disse sidste er Styrmandens Kone vel en af de beklagelseværdigste. Hun skal nesten være vanvittig. Et Skiærf som hun havde strikket til sin Mand, ak, som hun alt i Tankerne havde slynget om den Elskede, har hun sendt Faer Cappelen og bedt ham bære det. Med taarefulde Øyne 161taler han om de mange Ulykkelige, og hvad der kan giøres til at formilde deres bittre Lod, o, det giør disse Ædle til deres eget Livs Forsødelse.

Don Pedro var ene hiemme da jeg kom; hans Maja og Thrina vare gaaede til Auestad. Did bleve vi enige om at følge dem, og overlagde, hvordan vi skulde overraske dem. Han var nok saa glad i Moer Korens Komme, og ved at tænke paa sin Majas og Thrinas Glæde. Forud vidste han og beskrev hvordan alt vilde gaae til. Vi saae dem oppe i Haven, sagtnede endnu mere vore Skridt, og jeg holdt Parasolen for hele Ansigtet. Nu troer de, sagde han, det er, Gud veed hvilken gammel Mardame jeg bringer dem, og nu siger Maja: «Hm, jeg veed heller ikke hvorfor Faer trækker slige herop?» – Vi saae, hvor de speydede og trak sig lidt tilbage som vi kom nærmere. Endelig vare vi i Haven og lige for dem – og i hverandres Arme, først Sarathrine, saa Maja om min Hals. O, var ikke mit Hierte saa aldeles Kiærlighed for Eder, I Velsignede, hvordan kunde det udholde at være saadan elsket! men at det kan det, og staaer i glad Taknemmelighed i denne salige Følelse, er mig Borgen for, at det ikke er denne Kiærlighed, hvor reen og varm den er, uværdig.

(Fortsættelsen følger fra Tøyen.)

7de Juni Torsdag. O, lad mig først og for alting, I Dyrebare, ile til Eder med min hiertelige Bedrøvelse, lad mig klage, klage, at han er falden, den Ædle, saa skiændigen og forrædersk udrevet fra ‹…› den Verden, han med Opofrelse af al egen Lyksalighed levede for at gavne og giøre lykkelig. O, det er græsseligt – saa blodig og skiændig falden, den Ædle. Det var den første Efterretning, her mødte mig i Aftes jeg kom hid. Jeg kunde, jeg torde ikke troe det. Men i Dag er det skrækkelig bleven til Vished. Den 28de May blev det diævelske Anslag udført, de andre Forsøg vare mislykkede. O, hvor var du da, Norges, Menneskelighedens Genius, hvi veeg du fra hans Side – hvi vendte du dit Aasyn bort fra os!

Farvel, dyrebare Christian – ikke Carl – ney, du fornægtede dit Navn som dit Haab om jordisk Lykke blot for vor Skyld, for dit elskede Norges og Danmarks Skyld – i Evigheden, hos din Darre finder du dit Navn og din Lyksalighed igien, og din Løn fordi du her opofrede 162os det og alt. Farvel! Farvel! og Vee over de Uhyrer, som gav dig Døden! O at du ikke saa overmenneskelig ædel havde tilgivet de Umennesker som giorde de første Forsøg mod dit dyrebare Liv! denne din Storhed dræbte dig; lig den anden dig saa lige Helt, Bernhard af Weimar, foragtede du de Elendiges Planer, og sønderknuste ikke Slangens Hoved. Dog, hvad vilde det nyttet at stride mod dette Hydra – hvad vilde det alt nyttet – nu er det forbi – forbi. Farvel! og beed for os, for dit elskede Land, for det Folk som tilbad dig, og som nu, rystet ved dette Rædselsbud gaaer saare dybt nedbøyet. Farvel! Farvel!

Eftermiddag. Vi staaer da endnu i hinandens Arme paa det yndefuld Auestad, og saa godt dette var, vil I dog tilstaae mig mine Elskede, at vi nu har staaet der for længe. Derfor sidde vi os nu i det lille Lysthus, og der kommer det til Erklæring om Reysen, dens hastige Bestemmelse, og saa mange mange andre Ting. Imens gottede Fader Cappelen sig over vor giensidige Glæde, og især over at hans Spaadom var indtruffet, og Maja hans havde forarget sig over han slæbte fremmede Mardamer derop. Saa gik han selv ud og giorde Anstalter til Vognen blev forspendt, da han absolut vilde jeg skulde kiøre ned, da jeg ikke vilde give Tiid til at oppebie de Kiære hiemme i Stilhed, som han først proponerede fordi han troede mig træt efter Touren. O, træt efter en saadan Tour! og havde jeg end været det, i en saadan Modtagelse maatte vel Trætheden forsvunden. Det var en herlig Aften. Min Sarathrine laae paa mit Værelse (I kiender det nok, der de grønne damastes forgyldte Stole staaer) og nesten var Solen færdig at træde frem før vi lukkede vore Øyne, eller følte Trang til at lukke dem. Søndagen levede vi i den fuldkomneste Stilhed. Cappelen tog til Asker, og kom først hiem om Aftenen, da vi vare komne tilbage fra en deylig Spadsertour, paa hvilken jeg giorde Bekiendtskab med et lille nydeligt Sted, der havde været min elskede Majas Yndlingssted fra hendes Barndom. Om Formiddagen havde baade Maja og jeg skrevet til Eger, og moder-systerligt bedt Egerbarna giøre en lille Tour til Strømsøe, da det faldt mig tungt, at være saa nær uden at kunde faae see dem. Og see, Mandag aften eftermiddag, da jeg sad i god Roe ved min Journal, hørte jeg nogle sagte Trin i det ydre Værelse henimod mit, 163op gik Dørren, og ind traadde ved min Majas Haand vor elskelige Hr Frederich i sin spraglede Sommerkiortel (han kalder den for dens Spragelhed sin Josephkiortel) og havde han, sønlig kiærlig og troefast, revet sig løs fra sine mange og for en stoer Deel byrdefulde Forretninger, for at opfylde vore – og sit eget Ønske. Nu fandt vi, at der dog havde fattedes os noget – af hvad vi kunde tænke os mueligt – for at have det ret godt – og nu havde vi da det med. Lisemoer kunde ey komme denne Gang, og Gud skee Lov, det varer jo ey længe, før vi atter alle samles.

Don Pedro, den Rastløse, som til den forestaaende Fhldstour havde end meer end sædvanligt at ordne og tænke paa, var faret til Ejdsfoss. Bedst som vi sad’ og jeg gientog: «det var dog meer end en Kamerat – det var en Sønstreeg af min kiære Frederich at komme hid» (han havde ey længere Tiid end til neste Morgen tidligt) gienmælede han: «Ja, og jeg har end ydermere taget med mig «det blanke Sværd paa Væggen hang» – det var da nemlig den deylige Romance af Sovedrikken med Weisses tryllende Musik, som jeg nu hørte rigtig for første Gang, og hørte alle, alle mine Livstykker det ene efter det andet; uopfordret og velsignet god gav han os dem, og giæmte kun nogle faa, som vi skulde have – og fik – til god roelig Nat, da vi kom hiem fra en lille Spadsertour, og det allerede var ganske mørkt. Inden vi tænkte paa Tiid og Klokke mindte denne os om hiin. Det var en Time over Midnat da vi gik til sød Hvile, og gave vi hinanden vort Ord, min Thrina og jeg, ikke forsætlig at berøve Søvnen flere af de Øyeblik der tilkom den, ved vore Samtaler. Kl: 5½ var jeg igien paa Benene, og hørte alt Egersønnen i neste Værelse ligeledes vaagen og oppe. Thrinabarnet sov saa sødt og drømte vist behageligt, thi undertiden smilede hun. Jeg gik saa sagte, dog vaagnede hun, og Kl: lidt over 6 sad’ vi alle om det lille fortroelige runde Bord ved en deylig Kop Caffe. 7 precis var vor kiære Vens Afreyse bestemt og gik for sig. Hvor ofte har jeg følt, at det er Sandhed: «man kan leve meget i kort Tiid» – Tak, min Frederich for dette nye Beviis paa sønlig Kiærlighed. Min beste Tak veed jeg er den Vished, De ikke først faaer her: at De glædede mig, glædede vor Maja og vor Thrina – og selv var De jo glad med os og som vi. Hvad Bædre kan Livet give os?!

164De fløy som de pleyer, Timerne. Man skulde ikke troe det mueligt de kunde ile saaledes om vi ikke alle (Gud skee Lov) havde erfaret denne paa engang behagelige og tunge Sandhed bekræftet – og vel dem, der ofte finder det! Fader Cappelen kom hiem Tirsdag Eftermidd: og Onsdag Formidd: forlod jeg det kiære Huus med de venlige grønne Træer udenfor, Symbolet paa den Tone der hærsker inden de kiære Mure, de beskygger. Min Maja og Thrina fulgte mig over den salte Søe. Kariolen gik – ved Gulens og Aslaks Hielp forstaaer sig, omkring over Færgen. Vi roede tvært over. Derved undgik jeg den fatale lange Bragnæsgade, og havde de Elskede saa meget længere. Men hvor meget vi stræbte imod, og hvor karrigt vi beregnede det, dog kom Afskedsøyeblikket, og da Kl slog Middagsslaget vare vi tabte hinanden af Syne. Men Gud skee evig Tak for det indre Syn, hvor vi aldrig skulde forsvinde for hinanden! – og dernest for Visheden om snart atter at samles! Visheden? og hvad tør vi da sige, vi har Vished om? – Var jeg ikke vis paa, at samles lige glad igien med mine Elskede her, som jeg forlod dem, og gladere, haabede jeg, da min kiære Kista før jeg steeg af Kariolen forsikrede mig: Presidenten var meget bædre, og i Byen. Ak, og neppe havde jeg favnet min hulde Lotta, og hilset Etatsrd: Falbe og en Secretair Lange som var her, saa hørte jeg hiin Rædselstidende, tvivlede vel endnu, men saae alt for snart hver trøstende Tvivl hævet – Uforberedt kom den vel ikke. Vi havde hørt om de Helvedforsøg der før vare giorte mod den Ædles Liv – ney, lad mig ikke tale herom, ikke forbittre mig den blide Morgenstund, som jeg har indviet til dette kiære Arbeyde, og til at slutte dette Hefte. Det er neml: i Dag Fred: 8de[.] Jeg sidder acurat saadan klædt, saa løselig, i en lille Klokke og Nattrøye, som jeg i Dag 27 Aar overraskedes af den unge Secretair Koren i Taarnbye Have paa Amager (det var en første Pintsedag) hvor jeg efter Sædvane Kl 5 om Morgenen løb ud for at hente Blomster til Prydelse for Festen. Kunde jeg formodet noget levende Væsen der? Mindst en Secretair. Kanskee kunde han formodet Mødet. Hvor da alt var anderledes, jeg og alt! – Men her er for lidet Rum til at gaa 27 Aar tilbage i Tiden. Nu vil jeg kun i Korthed sige, at alting er vel her, at Presid: vel har taget sig Printsens Død nær, meget nær, men er dog Gud ske Tak meget bædre, end da jeg sidst forlod ham – at Lotta er færm – at Ottesen den Gode, ellers ingen, var her i Gaar, jo og min Jes, som i Dag gaae‹r› til Hovind, hvor vi i Morgen følger ham, Kista mi, Hanna og jeg – at jeg i Gaar fik et velsignet men gl: Brev fra min M: Devegge – ak, og endelig, at dette vel er det sidste Hefte vor Sally for lang Tiid læser – om 14 Dage gaaer Reysen for sig til Engeland. Det er mig saa ængsteligt. Gud ledsage Dig, Du Evigelskede!

165Første Pintsedag. Hovind.

Hvor lidet saae det i Gaar ved denne Tiid ud til, jeg i Dag skulde sidde saa nogenlunde frisk her i mit lille roelige af den gode Hertel med deylige Blomsterpotter prydede Kammer, og sige Eder, I Elskede Alle, en glædelig Pintse God Morgen. O, at den blev glædelig! Men er det ikke som om dette Ord ey mere hørte til denne Tiids Ordbok? –

«Men hvorfor saae det ud til, du ikke skulde sidde paa dit Hovind, i dit Kammer? Moer Koren, da dog Hiemreysen var bestemt?» Fordi, mine Dyrebare, jeg var saa syg, at jeg to Gange giorde forgiæves Forsøg paa at komme op og blive oppe. Jeg burde nu, for Skik og Ordens Skyld, gaae tilbage og begynde hvor jeg slap Fredag. Men nu ere I saa uroelige inden I veed, det altsammen er godt igien, og lad mig derfor først beroelige Eder med den Forsikring, at jeg er for saa vidt brav, kun lidt træt og mødig – og naar I nu veed det, kan I jo nok følge mig, Lottamoer, vor Sally, Kista, og lille Hanna først ned til Olsens, saa derfra og ombord paa Skibet: Den store Caroline Mathilda, ført af en Capitajn Berg, og som skal føre, Gud give lykkelig og vel, vor elskede Sally til det forhadte Land, men hvorhen hun dog stunder til elskende sieldne Brødre, og i det smigrende Haab, ved denne Tour at faae endeel af den tabte Helbred tilbage. Denne godlidende Mand der, efter samme Sallys Udtryk er «en sielden Skipper» kom Torsd: til Tøyen i Følge med Olsens, og bad os alle paa Tøyen saa hiertelig at drikke Thee og tilbringe Aftenen hos ham i hans flydende Huus, at det var umueligt at afslaae det, skiøndt jeg bestemt vidste, det ikke vilde bekomme mig vel. Vi gik da, alle før benævnte til Olsens i en flyvende Storm, og fulgtes med dem og Forvalter Krefting til Skibet, som ikke laae langt ude, men dog langt nok til at vi nær vare blevne blødte ved en stærk Regnbyge, den første i lang Tiid, saa længe ønsket, og dog nu ubeleylig. Al muelig Beqvæmmelighed fandt vi, bleve ophidsede i en Lænestoel, omgivet med det danske Flag, og slap saaledes den fæle Trappe, det eneste hvorfor jeg gruede. Et stort Selskab 166var alt kommet, og flere kom. Det var vist henved 40 Mennesker, hvoraf jeg vel kiendte de fleste, men ikke var der nogen, nest mit eget kiære Følge, jeg hyggede mig saa til (for at bruge et vakkert norskt Ord) som den stedse tækkelige behagelige Frue Bergh, og min egen Præst Ottesen. Berget, det slemme, kom ikke, skiøndt vi alle, ogsaa hans Maja, ventede ham. Men Presidenten kom som en ordholden Mand, og var det ret en morsom Qvel. Ved Bordet blev siungen mangen deylig gammeldags Vise som gienkaldte en og anden veemodsfuld Erindring. Ogsaa havde vi Taffelmusik, blæsende Instrumenter, som tog sig prægtigt ud under den aabne høye Hvælving – vi spiste paa Dækket – og Kl: var over 11½ før de første begyndte at takke af (jeg undtager Mad: Wulfsberg som tog meget tidlig bort da hendes Mand var syg) Da vi skulde nedhidses i Baaden var der tusind Spectakler – «Nu er det ingen Sag med den lille Spirrevip» sagde Frue Lotta, som troede det var vor Sally som blev nedsendt til os i Baaden, og see! ud af den beslørede Stoel kom – Presidenten. En net let lille Spirrevip! Han var saa undseelig forsikkrede han, over saaledes at agere Dame – det var for mørkt til at see ham rødme. Jeg havde bestilt min Kariol til Olsens, da jeg i nogen Tiid har havt ondt i en Fod og ey torde prøve paa at gaae til Tøyen saa seent. Men der var ikke mere Kariol end bag paa min Haand. Jeg blev heel ilde tilmode; men min huldtroe unge Præst bad mig være roelig hos Olsens, han skulde snart skaffe mig min Hest; og før jeg kunde svare var han mig alt af Syne. De andre vandrede da, og blev jeg ene tilbage i de tomme Værelser – thi Olsens, Kista og Hanna fik ey Lov at slippe saa snart. Jeg lagde mig paa en Sopha, men blev snart opskrækket, da jeg savnede mit Armbaand, af min Saras Haar. Forgiæves var al Leden baade her og paa Skibet Dagen efter – det fandtes aldrig mere. Gud veed, om Præsterne ikke kan paamane sig Vinger. Det var ingen halv Time om at giøre, saa var Ottesen med samt Kariolen der. Midt paa Gaden gav jeg ham et ret moderligt Kys for denne sønlige Fremfart, og raskt gik det nu ad det kiære Tøyen til. Ved Porten mødte jeg vor Sally, som ligeledes havde ventet forgiæves at finde sin Hest der, som ingen bevinget Præst havde at skaffe sig den, og som var saa egensindig, slet ikke at vilde blive Natten over, hvor meget vor kiære Lotta havde bedt hende.

167Saaledes med grønt Tørklæde og grøn, hvidsløret Hat, vil jeg nu stedse see det kiære Barn for mig, som jeg her ved Tøyenport saae hende sidste Gang – Gud veed for hvor lang Tiid – hiemvandrende med Andreas efter sig – Det var lys Dag før jeg begav mig til Hvile, som blev tidlig afbrudt ved en forsmædelig Hovedpine og Qvalme, der nesten betog mig Sands og Samling. Dog det har I jo alt seet, og veed, skiøndt det ikke har staaet her endnu, at min ømme Lottamoer var saa bekymret, og at hverken hun eller Kistamoer vilde jeg skulde reyst. Imens jeg var som uslest, kom de og fortalte, Dall var kommen. Min Aslak havde mødt og talt med ham, og bragte mig strax efter en Pakke, men intet Brev.

Hvor giærne havde jeg seet og talt med den troe Lollik! Han vilde ogsaa kommet til Tøyen, men da, i det Øyeblik han kom, var det umueligt, og da jeg Kl henimod 2: var lidt bædre, kunde jeg ikke udsætte Hiemreysen længere. Synet af den kiære Pakke havde oplivet mig. Jeg vilde ey aabne den før jeg ret kunde glæde mig i dens Indhold, og da alt kom til alt, var det ikke en Smule andet end Bogcataloger fra Brummer. Jeg havde nær blevet syg igien. Ikke et Ord fra de elskede Døttrene mine. Det var ubegribeligt; men saa tidt hvor meget jeg søgte og grublede, udfandt jeg dog intet –

Anden Pintsedag (Fortsættelse). Saa stod Du i Vinduet, min Lotta, og tilvinkede os endnu et Farvel fra Dit deylige Tøyen. Havde Du ‹…› vidst, hvor syg jeg sad, uden Kraft til at vende mig henimod Dig, hvor vilde det ængstet Dig. Gud skee Lov, Du ey vidste det. Dog blev det bædre, og paa Moe spiste vi vor gode Lax og drak oven paa en god Kop Caffe ret med deylig Appetit. Her hiemme begyndte de at skiænde for vi kom saa seent; men da de hørte Aarsagen, som mit askegraa Udseende bekræftede, bleve de med et tause. Hvor mit Hovind var blevet vakkert i de otte Dage, jeg ikke havde seet det; og vakkrere bliver det vist efter den deylige blide Regn, vi faaer i Dag. Bliid? det er den dog just ikke; thi sandelig, for at kunde røre mine Fingre har jeg maattet lægge et lille bitte Gran i min Ovn. Men godt giør den dog vist lell.

I Gaar kom den brave vederheftige Olsen med sin snilde Thrine og vor lille Zarinchen. Dobbelt velkommen bleve disse Gode mig, da de medbragte det velsignede Brev, som jeg jo vidste maatte være der fra Døttrene mine, som jeg alt har besvaret, og atter her takker Eder for, I Dyrebare! Før det blev afsendt, vidste I allerede det Skrækkelige fra det troeløse Sverrig. Dog, lad os ikke forsynde os imod en heel 168agtværdig Nation. – Adelen er ikke Nationen. Ene paa den hviler Brøden. O, hvor retfærdiggiøres nu anden Christians Grusomhed ved Stokholms Blodbad! og er det ikke undskyldeligt, om der selv i det blødeste Hierte – det ægte norske og danske – opstiger det Ønske, at han havde løftet det blodige Sværd end høyere, at han havde udryddet den hele fordærvede Race til den sidste Spire? Ikke allene var da Dit hellige Liv skaanet, ædle Christian, men Riget, lettet for denne elendige Byrde, skulde blomstret friere frodigere, og ikke saa ofte været betynget med Blodskyld. O, alt i den Fordring til dig, at du skulde fornægte Dit os saa kiære Navn, laae en lønlig Trudsel, at de vilde hævne sig, vilde giengielde paa dig de Forsmædelser Dit Navne for Aarhundrede siden tilføyede dig. Varslede da intet Dig? Jo, en Stemme i Dit Bryst sagde Dig da Du gik fra os: «jeg gaaer til Døden» – men Du troede dog vist ikke det dræbende Slag saa nær, troede dog vist først at skulde faae udført Dine ædle Planer: at forene tre Naboefolk ved Venskabs og Kiærligheds ømme, faste Baand, at giøre saa mange Tusinde lykkelige – og for denne Priis havde Du hengivet Dit Liv med Glæde. For hvad hengav Du det nu? Dog, hisset sees det alt som fuldendt, lønnes som fuldendt, og vi ære, vi elske, vi skulde evig elske Dig, som var det alt fuldendt, og begræde i Dig Tabet af Norges giæveste Mand, som Du altiid kaldte ham, min Katty, af vor Ven, vor Fader, vor Skytsengel.

Her var i Gaar en gammel graahærdet Soldat. Han græd som et Barn. Ingen Lovtale kan være mere rørende end de simple Udbrud af hans dybe Følelser. Og saa føle de Alle. Skulde Krigen imellem os og Sverrig atter bryde ud (Gud afvende det!) da vil Nordmandens Sværd falde tungt som Hævnens paa Svenskens Hoved. I enhver vil de troe at see den Tilbededes Morder, og denne Troe vil give selv den svage Arm Kraft, Kiæmpekraft.

__________

I Gaar var den interessante Baumann her, men kunde ey blive længere end til henimod Aften. Her er en Mængde Mennesker i Dag, som alle, Fader Munthe undtagen, bliver her i Nat. Det er foruden Byefolkene to Jomfruer Reich fra Næss, Madam Widing og Syster og begge Gierdrum Smaaepigerne. Ungdommen dandser nu inde i Storstuen efter den flinke Thrine Olsens Harpe. Jeg stiæler mig hid til min Journal og mine Breve saa tidt jeg kan. Men nu er det mørkt. Og Harpeslaget – det er Saras Harpe – giør denne Dunkelhed saa ængstelig.

16913de Onsdag. I Gaar Eftermiddag kom Gierdrum Præstefolk, og strax efter reyste Olsen, hans Kone, og Jessen min som Kudsk. Da hans Medvandrer, Adolph Horn, blev syg – og er det endnu, arme Gut! – vilde vi ikke han skulde gaae ind allene. Lille Zarine bliver til Fredag da hun følger ind med min kiære Kista og Hanna Bull. Chrysties toge bort igien i Aftes, kun ikke Smaaepigerne, som først gaaer i Aften. Det var blevet saa ødt, vare de alle reyste i Gaar. Jomfr: Reicherne kunde heller ikke blive længere.Med Olsens var et langt Brev til Eder, mine elskede Børn dernede, et kortere til Maja, og nogle Linier kun til Lotta mi. Men i denne Hurlumhei var det alt sammen meget, maae I troe. Det er Morgenstunden jeg især har opofret disse kiære Arbeyder. Var der end en Rest af Søvn tilbage, forsvinder den ved Forestillingen om den bædre Nydelse der venter mig i Samtale med mit Hiertes Elskede, og den Morgen jeg før Kl 7 (oftest er det før den er 6) forlader mit Leye, NB uden Hovedpine, er jeg altiid muntrere end ellers, saa denne behagelige Tvang, jeg har paalagt mig, er mig dobbelt gavnlig.

Min Koren og Hertel var i Gaar paa Oppen, hvor et evindeligt Skifte skulde sluttes efter Fogden Kyhn. Vi ventede til Kl: over 11, men ingen kom. Jeg gik tilsengs, faldt i Søvn, og drømte saa tydeligt, Koren kom, lagde sig, og fortalte Aarsagen til den lange Udeblivelse. Hvor forundret blev jeg derfor ikke, da en af Pigerne kom op og fortalte, Hertel var kommen, og han bad mig ikke være uroelig over Skriveren ikke kom. Begges Heste var spadseret bort, og fandtes saa seent igien, at min Koren alt forinden havde begivet sig til Hvile hos Fogdens. Alt dette hørte jeg halv i Søvne, endnu uvis om jeg ikke drømte endnu. Først da Marthe – saa hedder min lille nette Kokkepige – var gaaet, vaagnede jeg rigtig, og overbeviste mig om, at hun havde virkelig staaet for mig og talt Sandhed.

Nu hører jeg, mine Jomfruer i det mindste ere vaagne. Vi skal, bliver vi kun alle samlede, drikke Caffe i Haven. I Gaar Eftermidd: drak vi for første Gang under aaben Himmel i Keglebane-Lysthuset. De ere ellers temmelig ustyrlige, for ikke at sige uskikkelige, disse Mamseller, og jeg faaer nok til at vise mig ret gravitetisk for at holde dem i Ave. Hvad mener I? Mon det lykkes mig? I gamle Dage fandt rigtig 170nok en vis Professor (den Gang Doctor Theologiæ) at jeg saae grusom ud; men jeg har dog sielden erfaret at dette barske Udseende har sat nogen ret i Frygt, ikke engang ham selv, om han end havde noksaa ond en Samvittighed, som desværre ofte var Tilfældet. –

15de Fredag Træt og mødig kom jeg nu tilbage efter at have fulgt min kiære Kista, Zarine, Hanna Bull, og unge Horn til Wilhelms-Minde. Min Maja, Nella og Maren Skieldrup følger dem længere, og det seer ud til, de alle kunde blive blødte, som vel var slemt for dem, men godt for Jorden, den tørstige forsmægtede Jord. Dog, den fatale Blæst driver vel atter Skyerne fra hinanden før de faaer Roe til at give os den ønskede Qvægelse.

I Gaar vare vi i en Formidd: Visit paa Gislevold og Løfti, og i en Aftenvisit hos de elskede Hvilende. Det var min elskede Kista, min Zarine og jeg, og saa deyligt pyntede vi de dyrebare Slumrendes stille Seng med hvide Pintselilier og hvide Heggeblomster, deres Uskylds Sindbilleder, og vandede dem med hede Taare. Vi sad længe alle tre paa den lille Bænk ved Graven, der nu ved den gode Hertels Omhu (som han ikke lod sig betage af nogen anden) er saa smukt indhægnet, og talte om de Hvilende og de foregangne lykkelige Dage, da de endnu herneden vare vore, og om de lykkeligere, da de hisset igien skulde blive det, og om den ædle Christian, hvis Støv nu ogsaa snart skulde hensmuldre, hvilende for al Uroe og Møye, og hvis Aand alt længe siden har begyndt at modtage tifold den Løn, der nægtedes ham her –

Siden læste jeg for dem nede i mit Hægge Lysthus, men ikke som jeg engang havde tænkt, en Farce af Kotzebue, «die Zerstreuten» som er meget naragtig. Dertil vare ingen af os stemte, men en lille interessant Fortælling, «der Pilger» i Erholungen.

Med Posten fik jeg to bergenske Breve, fra Fetter Hosewinkel og min lille kiære Dolly Bull, som giver mig Efterretning om alle de Kiære der. Vor kiære gamle Justiskar er saa ungdommelig færm, skriver hun, og liig sig selv, men hans gode, i saa mange Henseender sieldne Kone tager saa synlig af, at de nesten daglig frygter hendes Bortgang. Hun vilde savnes smerteligt af mange, og det er vel for disse Manges skyld, Gud har opholdt hende saa længe 171over al Forventning. Liden Dolly er altiid den samme naive gode Dolly, som jeg saa ofte og inderlig længes efter, endnu engang at trykke til mit Bryst. Ikke mindre længes hun efter at see sine østlandske Venner igien, og haaber, om ikke lang Tiid at faae dette Ønske opfyldt. Kista ventede saa vist Brev fra sin Moer Bull, og blev hiertelig mismodig, da Lunde som modtog Posten forsikkrede, der var intet. Dog laae det lille kiære Brev paa Theebordet i Morges, da jeg kom ned – det var kommet tilside blandt andre Breve – og giorde Kista, da hun saae alt stod vel til paa det kiære Tøyen, meget lettere om Hiertet ved Afskeden i Dag.

__________

Og i Dag, maaskee allerede nu – Kl: er henimod 5 – seer Du, dyrebare Maja, og Du, elskede Thrinebarn, den velsignede Dal for første Gang i Sommer, og skikker Eder til at være hiemme der, og taler maaskee i al Eders Travlhed om Eders Moer Koren og de flere kiære Ventede, der skal deeltage i det velsignede Daleliv med Eder i Sommer, og har maaskee alt faaet mit Brev, og faaer i Morgen med en reysende Ven mit sidste Journalhefte, og sætter Eder da i den første roelige Stund hen og skriver og fortæller – o, var det Torsdag!

17de Søndag Atter er vor kiære President syg, atter er Du bedrøvet, dyrebare Lotta, siger et Brev mig i Dag fra vor Kista, som heller ikke – hvad der er naturligt – er vel tilmode. Hvi skal jeg dog være saa langt fra Eder, og ikke selv kunde see hvordan I har det. Og dog er det godt, saa længe jeg kan høre fra Eder, min Siæls Elskede! Men nu, Tirsdag eller Onsdag, adskilles Du fra mig, min kiære troefaste Sally; ved det vide Hav, og jeg seer dig ikke i – Gud allene veed hvor lang Tiid, og om nogen Tiid – og hører sielden fra Dig, ak, og veed Dig i et Land, jeg nødes til at tænke paa med Afskye. Dog, Gud give, jeg vidste Dig der og i Sikkerhed, da Du skal og vil og maae did! Det var en tung huul Storm i Nat, og jeg sov ikke, og jeg tænkte paa Dig, og bad for Dig, min Sally –

Kunde jeg see Eder Alle, kun et Øyeblik! og var den snilde President bædre, min kiære Lotta lettere om Hiertet, saa jeg glad kunde ile derfra og dale ned over Majas Dal, og see alle de Kiære der lykkelige, glade som jeg ønsker og haaber det, og saa beroeliget 172vende min Flugt hen til hvert Sted, hvor de Elskede boe, og tilsidst tilbage til mit Hovind, hvor aromatisk skulde da den herlige Moccasaft smage i Keglebane Lysthuset, hvor jeg nu hører de vandrer ned med det raslende Theebræt, og hvorhen en af de mange deylige Bøger jeg nu har at vælge iblandt, skal følge mig, og hvorfra jeg ønsker vi alle maatte blive opjagede ved en dygtig Regnbyge, som den tørstige Jord skulde qvæges ved end mere end jeg ved den sødtdampende Caffe.

Lykkelig og vel, og ret i Mag – da de vare 9 Timer underveys – kom min kiære, min egen Kista til Byen med sit lille muntre Følge. Giid Du kun, gode Pige, havde fundet alting vel i Dit andet kiære Hiem, saa vilde Mindet om denne lille Tour endnu længe glæde Dig.

I Gaar netop i Middagsstunden, kom Major Neumann her med sin lille Søn. Han er ret bleven flink paa sit Krigstog, og «staaer nu ganske paa egne Been» Hans Carl var er en rask ret vakker Dreng, paa hvem Moderens Forkiæling ikke har efterladt sig noget ufordelagtigt Spor. Han er endnu i Edsvold hos en Lieut: S‹wen›tsen, og skulde blot hiem i Besøg.

Majoren talte med den inderligste Taknemmelighed om sit Logie paa Strømsøe, som han vist aldrig glæmmer, og paalagde mig at hilse saa forbindtlig. Og her, I Elskede, kan I jo ligesaa godt som i et Brev tage mod denne Hilsen.

18de Mandag Der blev Gud skee Lov ingen Læsning af i Lysthuset i Gaar. «Gud skee Lov! siger du. Var da den Bog, du tog med» – Ikke god? Jo, mine Elskede, det var den tilvisse; det var den ædle Schillers Breve over hans herlige Don Carlos. Men seer I, end kiærere var mig min Rikkes Selskab, og hun kom, den Gode, spadserende med sin Borchsenius, og tilraabte mig et: God Dag, Moer Koren! uden for Plankeværket. Jeg troede neppe mit Øre da det fornam den kiendte venlige Stemme. Saa blev de her til Kl: henimod 10. Jomfrue Heide kom efter til Hest, da Rikkemoer reed hiem igien og Jomfruen spadserte med Futen. Det var faa Timer jeg havde hende, min gode Rikke, som jeg i saa lang Tiid ikke saae; men vi lode heller intet Øyeblik gaae til Spilde, sadd’, stod’ og gik sammen, besøgte Hvilestædet og pyntede det, og var for det øvrige her i 173Kammeret, hvor Rikke helst er, naar vi ikke kan være ude. Hun var saa frisk, som hendes lange Spadsertour da vidnede om, saa vel som om vor Wilhelms Velbefindende. I Morgen haaber jeg at see dem alle de Kiære i deres Hiem, som jeg nu ret længes meget efter. Da Fogden var færdig med noget han havde at udrette paa Contoiret, spillede de Kegler en Stund, men da var det for koldt til, vi kunde være hos dem. I Dag regner det saa velsignet mildt og godt, og i Gaar har de faaet herlig Rodebløde i det stakkels tørre Høland og Urschoug, fortalte en Mand derfra i Dag. Gud skee Tak for det! Ogsaa ind over Byen haaber jeg det strakte sig, da det saae deylig sort ud der hen over. Saa forandres alt ved Omstændighederne. En mørk regnfuld Dag er os nu ulige skiønnere end den reneste skiøneste. Og nu glædes mangt sorrigfuldt Hierte heromkring ogsaa, det veed jeg. «Hvi ere I dog saa snart forsagte? I Lidet Troende!»

Nu har jeg læst den kostelige Attila af Werner, og jeg tilstaaer, at af alt hvad jeg har læst af denne mig alt for mysthiske Digter, har jeg bedst formaaet at fatte ham i dette. Saa læste jeg ogsaa i Gaar med megen inderlig Velbehag den kraftfulde Grundtvigs Optrin af Kiæmpelivets Undergang i Nord, og var mig Slutningen mig især saare tilfredsstillende. Hvi lignede ey fra Begyndelsen alle Christi Læres Udbredere den blide elskelige Odinkar? Hvi ligner de ham ikke endnu alle?

Tirsdag 19de Havde det end ikke været saa stærk Regn, som det Gud skee Lov er i Dag, var der dog ingen Plogstadtour bleven af. I Gaar var jeg meget syg, og er ikke stort friskere i Dag. Nu har jeg ogsaa skrevet et Brev som jeg ikke burde skrevet, naar jeg var syg før. Det er til Øhlenslæger, og det kom mig for som et Afskedsbrev. I veed alle, mine Dyrebare, hvor usigelig kiær han er og evig maae blive mig. O, hvilken trøstefuld salig Vished: at vore virkelige Glæder ere varige, at intet er forgiængeligt uden Smerter – de virkelige og indbildte.

Hvor det øser ned! Min arme Koren, som nu er paa Veyen til Hurdalen, han bliver blødt. Dog er det mindre ubehageligt naar Regnen er saa velgiørende som nu. Han ventede forgiæves sin Skyds fra Kl 5 til 9, og maatte faae sig en anden Hest. Nu kan han ikke komme tilbage i Aften, det er umueligt –

174Onsdag 20de Og hvad er umueligt for den samme Skriver? Uagtet den vedholdende Regn og de 9 Mile han havde frem og tilbage og Opholdet med Skydsen, og Forretningen, som dog ogsaa medtog nogen Tiid, kom han tilbage da vi netop havde lagt os. Min Maja havde lagt sig saa godt hos Moder, som ikke var saa rigtig frisk og derfor ikke vilde ligge ene. Nu maatte det stakkels Barn, imens Faer fjærnede sig lidt bort, hylle sig ind i det beste hun kunde, og trippe ind til de andre Jomfruer. Men dog var jeg glad ved at have min Koren frisk og munter og tør tilbage. Nu sidder han her og skiærer mine Penne og leer af, at jeg troede det umueligt, han kunde komme hiem

«I Morgen skal du ret faae noget morsomt at fortælle i Dagbogen» sagde jeg til mig selv i Nat, forstaaer sig, i Drømme. Jeg fandt mig neml: i Selskab med Hr von Kotzebue og hans Frøken Datter (Gud veed om han har nogen) og Frøken Bech, og mange andre curiose Personer. Endnu da jeg vaagnede forekom det mig som jeg havde noget vigtigt at fortælle Eder her, mine Elskelige, og see, det var idel Tant. Imidlertiid tiltroer jeg Eders Kiærlighed at I vil regne mig til Fortiæneste at jeg, selv i Drømme er beskiæftiget med min Journal og mit Ønske at underholde Eder. Jeg har sagt Eder før, og vel flere Gange, mine Kiære, og I har ey tvivlet om det kom fra mit inderste Hierte, at det var mig ubegribeligt (fast som det er mig glædeligt) hvordan disse Blade kunde vedblive at interessere Eder. I Hensyn til Eder, mine dyrebare Døttre og Veninder, finder jeg det, ved at gaae ind i mit eget Hierte, endda rimeligt nok. Det ligger saa ganske i den qvindelige Natur at finde Interesse i alt hvad der, endog paa den fjærneste Maade – være sig ved Venskab, Slægtskab eller blot Bekiendtskab, staaer i nogen Forbindelse med os. Thi for Qvinden gives der jo egentlig ingen Smaaeting. Men at Mænd, og Mænd i Ordets høyeste, helligste Bemærkelse tager til takke, saa sønligt og vennehuldt – «See der har du jo selv opløst dig Gaaden, Moer vor: i det sønlige og vennehulde ligger det jo tydeligt» – og Gud lade det altiid og uforandret ligge deri.

Ogsaa i Dag vedholder den velgiørende Regn, ikke saa stærk som i Gaar, men dog for stærk til, at jeg kan see mit kiære Plogstad, og jeg bør jo glæde mig, og glæder mig virkelig over Hindringen.

175Løverdag St. Hansaften Seer I mine Elskede, Torsdag klarede Veyret op, og da gik Plogstadtouren for sig. Men med Opklaringen var det ikke saa rigtig meent, thi vi havde, dog efter jeg var kommet did, et Par svære Ilinger, Hagl og Blæst, og maatte, da vi havde forsøgt alle muelige Stæder at sidde, tilsidst dog lægge i Kakkelovnen. Vi har det altiid lidt godt naar vi er sammen, og saa vil vi giærne have det mere og meget godt. Det fik vi det ogsaa rigtig. Min Rikke havde befundet sig vel efter Spadsertouren hid, og var baade hun og vor Wilhelm, det søde roelige Barn, frisk og vel. Fogden var i en Forretning med Skriveren min, og kom først hiem kort før jeg reyste; thi Visheden om, at her ventede mig kiære Breve, og Længslen efter at høre, især fra Tøyen og min kiære President, gav mig, selv hos min hulde Rikke, hverken Rast eller Roe. Og fem Breve laae her til mig. Det tøyenske greb jeg først, og læste det med søde Vemodstaare. Tak, Du elskede Lotta for det velsignede Brev, og takket være Gud, at Din Lawsonmand qvikner op igien, som Du skriver, og at Dit fromme Hierte igien kan slaae roeligt. Men hvor ængstedes jeg, dyrebare Maja, ved at see i hvad Fare Du Din Pedro og Thrina har været over Horten. Det fæle Billede vilde ikke vige fra min Siæl, og det komiske Optrin, der her som i saa mange af Livets skrækkeligste, blander Latterligheder i Gyseligheder, Dit fornemme Reyseselskabs Angst for et Skriin, der, som Du anmærker, vist nok giæmte deres Mammon, kunde ikke adsprede Skrækbillederne, thi jeg kunde jo ikke see det ene uden det andet. Det var en slem møysommelig, men med alt det som Du siger meget eventyrlig Tour, og jeg veed hvor høyst interessant det er, at skue tilbage paa saadanne overstandne Farer og Besvær. Med alt det vil jeg dog aldrig mere være glad ved denne Eders Fhldstour over Horten. Giid I stedse vilde tage om Christiania, og Gud skee Lov, der ingen Søe, men blot blide Dale og Slætter og overstigelige Bierge adskiller os. Og nu med denne Ængstelse i Hiertet aabnede og læste jeg min Sallys søde rørende Brev, og kunde ikke holde mine Taare tilbage; men det var ikke ganske saadanne Vemodstaare som Dit Brev, elskede Lotta, aflokkede mig. De vare blandede med noget bittert, som ved en Afskeed for stedse. Og skulde disse Linier være de sidste – ney, det var for uudholdelig en Forestilling. Men Dig selv seer jeg dog maaskee ikke – saa snart.

176Inden i det barnlige rørende Farvelbrev laae et til Systrene dernede, som jeg skal sende dem. Det kom mig – i disse Øyeblik – saa testamentarisk for, og endnu kan jeg ikke see det – det ligger her lige for mig, uden at sukke. Eders Sidste til hende, elskede C og M, sendte hun mig ogsaa, og Eders Glæde over, at hendes Engelandstour – som I troede – ikke skulde gaae for sig, Eders hiertelige Anmodninger at hun vil komme til Kbhn, hvor I troer, hendes Helbred ligesaa snart kunde gienbringes som i Engeland, i Mordgruben London, Eders sande systerlige Kiærlighed der var saa umiskiendelig reen som Eders barnlige er det, o, alt faldt saa tungt paa mit Hierte; og min egen Bekymring fordobledes ved at tænke mig Eders, og Eders skuffede Haab. Dog dette Haab er allerede nu forsvunden. Mit Sidste med Posten har sagt Eder alt.

Med Nella, som foer til Byen i Gaar, sendte jeg det kiære Barn endnu et Levvel, og en Haarlok, som hun bad mig om. Men det naaer hende neppe. Vinden er god, og i Gaar skulde Skibet være seylklart. Hun er maaskee allerede langt langt fra sit Norges Kyster. Guds Engle ledsage Dig, min Sara, og denne Taare – O, mon disse Blade skal mere, ved sin fortroelige Snak skaffe Dig behagelige Øyeblikk?!

De andre to Breve var fra den gode Inger Flood, og fra min Jes. Alle disse besvarede jeg i Gaar, var oppe, som jeg er hver Dag naar jeg er frisk, Kl 5½, og skrev nesten i et til den var 5 i Aftes, da gik jeg en Tour med min Koren, til Wilhelmsminde, og min Høy, som pranger i frodig Skiønhed, og Saras Grotte, og var saa træt, da jeg kom tilbage. Gud veed hvordan jeg kan være saa mat, og hvordan jeg skal bære mig ad for at faae lidt Kraft igien i de svage Knæe, som synes kiede af at bære mig længere.

Hiertelig Tak, gode beste Rasmussen, fordi De foranstaltede mine Dagb: H: nedsendte med Dall. Det var sønligt og broderligt. Saa snart havde jeg ikke troet, den gode Lollik havde reyst ned igien. Det var ligesom jeg havde Haab om at faae see ham saa længe jeg vidste – eller troede ham i Norge. Nu faaer jeg nøyes med at høre noget fra ham paa anden Haand, og dette Noget venter jeg især fra min kiære Egersøn, til hvem jeg ogsaa skrev nogle Linier i Gaar, og gav ham Erholung for lang Tiid. Var ikke det smukt giort af mig?

177St. Hansdag Søndag I Gaaraftes var Børnene og Telja hos Giørups, Hertel ude og fiskede, Nella og Lunde i Byen, saa kun Maren, der ikke er ret frisk, var hiemme hos min Koren og mig, der, for første Gang i lang Tiid spiste allene vor St. Hansaftens Flødegrød. Siden gik vi i det himmelske Veyr hen og besøgte vore Sødtslumrende, og sad længe hos dem, og endskiøndt vi talte meget om dem, om deres Barndom og Bortgang – den uventede tidlige smertelige Bortgang – blev mit Hierte dog saa roeligt, og kun et Kys, ingen Taare gav jeg de to Narcisser med, som jeg satte paa Graven. Da vi gik tilbage, mødte vi Jomfr: Skieldrup og Ane Stuepige med en Kurv Blomster, hvormed de gik hen at pynte den os alle saa dyre Jordhøy, der stedse, saa længe Grønt og Blomster er at faae, seer ud som et Blomsterbeed.

Det var saa stille og høytideligt, og overalt saae det saa festligt ud. Den vakre Have var i fuldt Puds, hvor jeg kom i det hele Huus, smilte, i Forening med den yderste Reenhed, Blomster og Grønt mig imøde. Selv i Drengestuen var alle Vægge og Loftet klædt med Løv, og over Sengene hang – et Galanterie af Pigerne – Kroner af gule Smørblomster og Æggeskaller. Over Aslaks og Gunders prangede den største og smukkeste.

Just saadanne Fester, som den Ringeste saa hiertelig – og allerhierteligst – kan deeltage i, er mig saa kiær. Den usleste Hytte bliver til et Feepallads, smykket med Naturens egen Haand, som aabner sig mild og rund for alle aandende Væsner.

Børnene havde moret sig ret godt hos Giørups. Kun liden Kaja havde grædt saa hiertelig da hun saae de mangfoldige Tiæretønder som blussede rundt omkring – der var 21 siger de – til den hellige Johannes’s Ære. Det erindrede det stakkels Barn om hendes brændende Fødebye og det sammenstyrtede Fædrene-Huus. Det varede længe inden de fik hende beroeliget. Nella er ogsaa kommet hiem i Nat, men sover endnu, og unge Steen kom hid i Morges, men er allerede paa Hiemtouren herfra til det skiønne Hedemarken. Det er en god Yngling, den Steen, med et lyst Hoved, og som jeg troer en af de bedste Lærlinger paa Skolen, hvorfra han nu snart var færdig, da hans Fader fandt for godt at sætte et andet Maal for hans Løbebane. Han vil neml: han skal antage Gaarden og Landkræmmeriet. Da man ikke veed hans Grunde, maae man være varsom i at bedømme denne Handling, som synes ubillig. Om Sønnen saa giærne som villig fulgte Faderbudet, veed jeg heller ikke, men troer det neppe.

178Onsdag 27de I Mandags mødte efter Aftale, min kiære Rikke mig paa mit Houg. Maja, Nella og Maren gik did Kl: 5 om Morgenen, og havde, da jeg, min Koren, Telja og de Smaae kom der om Eftermidd pyntet alle Værelserne, selv Mælkeboden (rigtig nok der et af de væsentligste) med Blomster, saa vi neppe vidste, hvor vi nænte at sætte Foden for ikke at forstyrre den virkelig nydelige Pynt. Midt paa Gulvet var en Krands af Grønt indfattet med gule Stokroser, og rundt om Væggene samme Prydelse – kort det var zirligt og giorde deres Smag, endnu mere deres Lyst i at fornøye os, Ære. Andreas, arme Gut, som var kommet did fra Præstgrd: havde de taget hvast i Tiæneste, og maatte han, saa heed han og Solen var, plukke dem Blomster og hielpe dem, og giorde det troeligt og giærne, som han overalt giør «alt for at behage Damerne» – Det var en velsignet Eftermiddag, skiøndt min Rikke ikke var ganske frisk, dog blev hun bædre ved en Spadsertour i de vakkre Enge, som nu staaer i sit fulde Flor. Naar jeg undtager en lille Ret Asparges vi tog med os, var det i øvrigt Husmandskost, tyk Mælk, friskt Smør og Brød vi lode os nøye med. Flødegrød, forstaaer sig, ikke at forglæmme. Det hører til Sæterreyserne. «Men en Ting vankede der dog visst ogsaa, siden du var der, Moer Koren» – Caffe? – ja Gu bevar’s, det troer jeg. Kun min Lina, som fandt sig skuffet i sit glade Haab, at mødes der med sin Rikke, Luise Radik, feldte sine modige Taare. Ludwiska var neml: efter sin Faders Anmodning taget hiem, for at modtage sin Moder, der har været i et Besøg hos sine Slægtninge i Danmark, og nu ventes tilbage. De stride Taare smertede mig dog, skiøndt jeg vidste, de snart vilde standse – Ak, i den Alder tager de jo «ikke Mayen af vor Kind» – Jeg vilde giærne hun og de Alle skulde havt det saa godt som jeg, og jeg havde det godt, og glædede mig saa ved at ogsaa min Koren kunde nyde nogle Timer paa sit Viis. Hertel og de andre Contoirfolk kunde ikke faae Tiid at være med, og Futen var det ligeledes blevet for vanskeligt at rive sig løs.

Da vi kom tilbage, vilde Lunde, Grÿner og Munthe (som var hiemme i Forveyen) giøre det saa gilt, og tage mod os ved Wilhelmsminde med Sværmere og romerske Lys, men denne Høytiid kunde let faaet 179et slemt Udfald, thi ved den første Spragen og Ild giorde Gulen min et Kast til Siden, saa vi let, havde hans Kammerat ikke været et gl: erfaret og forstandigt Dyr, kunde kommet i Bad i Liøgodtkiæret. Vi maatte altsaa bede dem holde op med den Stads, i hvor meget Aslak, der fandt mere Smag i disse Løyer end Gulen, end paastod, det slet ingen Fare skulde have. I Aftes, da vi kom hiem fra Giørups, fik vi Resten af Fyrværkeriet.

Ja vist maatte vi til Giørups i Gaaraftes. Madamen var med os paa Houg, og der bad hun saa indstændigt, vi vilde komme did, og følge med dem til et stort Kiær oppe i Skoven, Nordbykiæret benamset, hvor den lille Lehnsmand har ladet bygge en stoer Baad, i hvilken vi da skulde ud og fiske. At det skulde blevet i Gaar, tænkte jeg ikke paa, før Invitationen kom, og var det mig slet ikke gemytligt, da jeg havde endeel forsagt Arbeyde, som da skulde været færdigt til Aften. Deriblandt var et Brev til de Kbhnske Døttrene mine, et til min Maja C og et til Lottamoer, som alle skulde ind med min Ane Stuepige til Byen. Kl: 5 var det saa vidt revet tilside, og da skulde vi vandret, hvad jeg ret gruede for, da det var saa hedt og der er et godt Stykke did. Men Moer Giørup som vidste, vi ingen Heste havde hiemme, var saa betænksom og snild at sende os sine. Først da vi alle vare blevne samlede, spadserte vi til bemeldte Kiær, en ret vakker Vey giennem Skoven, kun paa sine Stæder meget sandet. Det var temmelig langt, og længere end jeg har gaaet i lang Tiid, hvad jeg endnu i Dag føler i mine Knæe. Da vi kom derop, og Fartøyet skulde løbet af Stablen, os til Ære og Fornøyelse, laae det endnu høyt oppe paa Landet, inden og uden saa betiæret, at al Fart for den Gang var umuelig. Men det var saa godlidende ved det temmelig store, blikstille Vand. En Timestiid tilbragte vi der, spiste Eftersvælg og Mælk. Al Ungdommen vandrede hele Kiæret rundt, og besaae en paa den annen Side beliggende Jordhytte, hvori en Mand med Kone og 3 Børn levede hele forrige Vinter. Det var dem umueligt at faae Huuslye, Vinteren nærmede sig, thi tog Manden nogle Græstorv og Lægter og reyste sit Paulun, og levede der ret lunt og godt? med sin Familie.

«Hvor saare lidet vil der til for lykkelig at være» –

180Min Koren og jeg gik saa jævnt tilbage lidt før de øvrige brød op. Træt og mødig kom jeg til Giæstad igien, men Aftensmaden smagte godt, dog Sengen endnu bædre, hvor jeg i et slumrede sødelig fra Kl 11½ til 7: i Morges. Og nu har jeg og Nella og Linchen sadt med vort Arbeyde et Par deylige Timer paa min Høy, indtil Vinden og Solen og Sulten fordrev os derfra. Vi gik tidlig derhen. En Eftermiddagssøvn vil dertil, det fornæmmer jeg grant i mit Hoved.

Efter mange Aars Forløb saae jeg den ulykkelige Jomfrue Scheitlie igien i Gaar. Jeg har nok sagt Eder, hun er i Kost hos Giørups. Det er den personificerede stille Vanvittighed, som ingen kan see uden den dybeste Medlidenhed. Dette blege indfaldne Ansigt, disse stedse paa Jorden heftede Øyne, dette underlige Smiil, disse sig uophørlig rørende Læber, som nesten aldrig frembringer nogen Lyd, og disse sammenfoldede mavre lange Fingre – hvilket Jammers Billede! Hendes eneste Beskiæftigelse er, at sidde paa Hug og oppille alt hvad hun finder paa Gulvet, er der ikke andet, tager hun alle de Naale, hun har paa, piller dem af og stikker dem i Sprækkerne for at tage dem derop af igien med megen Møye. Jeg spurgte, om hun vilde komme til Hovind! og Hertel, om hun erindrede hendes Fader, havde boet her? til begge Dele svarte hun et kort Ja. Hertel har hun ligesom et gl: Kiendtskab til. Hun bliver stedse opmærksom ved hans Navn, og naar de vil hindre hende fra at bringe sine Klæder i Uorden, siger de, Hertel kommer der. I sin elendige Forfatning har hun det vist nu saa godt som mueligt iblandt disse hierteliggode Mennesker der behandler hende med den Agtelse, hendes Ulykke berettiger hende til. Den gode Frue Bergh lader hende heller ikke mangle det mindste. Hvad hun er som Kone og Moder, er hun ogsaa som Syster.

28de Torsdag. Hvad jeg i disse Dage først seer efter, er Vinden. Endelig er det i Dag en frisk god nordenen frisk god norden] rettet fra: god, en frisk norden ved nummerering over ordene Vind, som Gud give snart maae føre vor elskede Sally til sin Reyses Maal, i de kiære Ventendes Arme! Der gaaer saa foruroeligende Rygter om Opløb, paasat Ild, og Pøbelens Raserie i London. Før – i hvor unaturligt det synes – vilde disse Rygter været mig kiærkomne, fordi alle ere enige i, at disse ere de eneste Midler til at bringe de Mennesker til Raison, og skaffe 181os Roe for dem – og man er sig jo dog selv, desværre ofte alt for meget, nærmest. Men nu staaer det kiære Barn som en Fredens Genius imellem mig og London, og i det mindste til jeg veed hende under alle Omstændigheder i Sikkerhed, ønsker jeg kun at høre lutter fredeligt derfra. Det ahner mig, at Dagsposten vil bringe mig et vigtigt Brev –

Aften Kl: 7 Endnu er Posten ikke kommet, og kan for mig blive borte saa længe den lyster. Det dyrebare velsignede ahnede Brev er kommet med flere kiære Breve fra Byen, fra min Lotta, min Sally, og Kista. Fra Sally endnu et Farvel. I Gaar gik hun ombord. Gud ledsage hende!

Saa er Du da nu, min elskede Thrinasara, en ædel ung Mands Brud, en lykkelig Mands, en af de Faa, som jeg kunde unde den Lykke at kalde Dig sin. Ja, med sande Modertaare lyser mit Hierte Velsignelsen over Dig, elskede Barn, og over Din værdige unge Præstemand, Din Ottesen, hvis hele Livs Bestræbelse, det tør jeg borge for, vil blive at giøre sin Thrina, som hendes at giøre ham lykkelig –

«Det var da det ahnede Brev? Aha, Mama Koren, slig Ahnelse giver vi, som Ahnelse betragtet, ikke meget for. See nu seer vi paa engang alting tydeligt, hvad før laae indhyllet i Dunkelhed –» Ja, mine Elskede, see nu og viid og fat alting, og glæder Eder med mig, at de, som synes at være saa skabte for, have fundet hinanden. Lykke og Held og Velsignelse hvile over denne Forbindelse, og blive Eder, I Alle, som det saa nær angaaer, en Kilde til de reneste jordiske og himmelske Glæder! Hvor slaaer mit Hierte det Øyeblik imøde, da jeg skal trykke det til den hulde Moders, den rødmende Bruds Hierte! Da jeg med øm og dyb Agtelse skal trykke den værdige Faders Haand, hvis eneste Øyemed var, at see sit Barn sin Yndling lykkelig, uden hermed at forbinde de vrange Begreb, som Fædre, og især rige Fædre, saa sielden kunde skille sig ved.

Ja, I Ædle! i denne Eders Enestes glade Fremtiid, blomstre Eder nye Glæder imøde, saa skiønne og rene som de, I engang kiendte i al sin Fylde – ak! men længere, varigere, omdufte de endnu sødt og sildigt – Eders Støv, naar I mellem Eders forevigede Petraer, selv forevigede velsigner dem, de dyre Igienblevne, fra Salighedens Boeliger!

182Fredag 29de Den Aands- og Legemskraft fortærende Hede, der ligesom med et falder ned over os, betager mig næsten al Evne til at foretage mig nogenting, og giør mig kun mismodig over det meget ufuldendte jeg har liggende for mig. Hvordan min Koren og de tre Jomfruer, Maja, Nella og Maren, holder ud at ride til Næss i Dag, begriber jeg ikke, endnu mindre, at det kan være dem en Lysttour[.] Skriveren skulde did for at besee og indrette noget paa sin der for en Tiid siden kiøbte Gaard, Svindal, men havde neppe taget derhen i Dag, havde de forkerte Piger ikke faldt paa, at de nu endelig maatte have den dem saa længe lovede Ridetour.

Tre Sørgedigte ved vor elskede Christians Død fik jeg i Gaar. Et af Arnesen fra min Lotta, i gammel Bardemaneer. Slutningen fandt jeg mig meest tilfreds med. Den maae staae her:

«Som Jord og Guder
I graae Oldtiid
Græde for Baldur,
Baldur hiin Gode –
Da Utgards-Lokes
Udaad trædske
Til Hel ham sendte,
Saa Nordmænd mindes
Baldur – Christian.

Staalsatte Spydsod
Blinkende Sværd;
Lumske Dødspiil,
Surturs Ædder,
Fenris Skum
Det sprudlende dræbende
Mægte ey myrde
Mindesværd Daad
Blandt Askurs Børn,
Ey Heltens herligen
Funklende Hæder
I Lysets Boe.»

Det andet sendte min Maja mig, et skiønt Udbrud af min Egersøns varme Hierte. Det tredie:

«Daner Skialden alt har Runer gravet
Som fornyed Heltens Daad og Fald.
Vældig lød hans Drapa over Havet
Saa g det gungede i Norges Hald»

siger i ovenmeldte Qvad min Frederich – læste jeg i Tiden. Der saae jeg ogsaa, at Fhlds Borgere havde anlagt Sorg, frievillig, alle, uden Aftale, for den elskede faldne Helt.

Jeg har ingen Sorg anlagt, i hvor giærne jeg vilde det; ingen Strophe nedskreven af de mange mit Hierte har tilsagt mig; men i hver Blomst paa min Saras og Wilhelms Grav bringer jeg ogsaa Dit Minde et Offer, Du Norges Skytsaand, thi ogsaa nu, «svæved 183Du end til Evighedens Hiem», er og bliver Du det.

«Thi som en Seraph straaler Du nu hist,
Staaer begge?! Riger bi i Tidens Torden,
Bortvifter Hadet med din Olieqvist,
Og elskes som en Genius for Norden.»

Saa sluttes Øhlenschlägers Drapa. Kunde det slutte skiønnere?

__________

Da jeg seent i Aftes havde giennemvandret Haven, satte jeg mig træt og mat i Runddelen (det var Wilhelms Yndlingssted) og saae Lynet snart stærkere snart svagere giennembryde en tyk mørk Skye, der længe syntes at staae ganske stille. Det var et skiønt Syn. Langt borte tordnede det, svagt neppe lydeligt hørtes det hid. Men den ønskede og halvventede Regn udeblev, dog havde de Gud skee Lov paa andre Stæder denne Qvægelse, det saae vi, og vistnok kommer den ogsaa snart til os.

Min Koren fik Brev fra Gener. Audit: Bergh. Han hilser fra Sara, at hun Dagen før var gaaet ombord, men endnu i Torsdags vare de ikke komne afsted, skriver lille Zarine i Gaar. Olsens havde fulgt det kiære Barn til Skibet. Gud følger hende overalt.

Løverdag sidste Junj. Ogsaa i Dag blæser det frisk Nordenvind, og skiøndt den ikke spaaer os den saa ængstligønskede Regn, glæder den mig dog, da jeg haaber den snart skal befrie det kiære Barn fra Søens Ubehageligheder og bringe hende til de kiærlige Brødre, som ogsaa ere de kiærlige Sønner, da de ingen Leylighed lader gaae forbi uden at sende de gamle Forældre alt Mueligt. Hvor uendelig maae den barnlige Kiærlighed ikke forhøye disse Tings Værd i de gode Forældres Øyne, og forsøde dem deres Alderdomsdages Besværligheder –

Jeg havde lovet al Ungdommen, at jeg vilde tilbringe en Nat med dem paa Wilhelmsminde, for derfra at see Solen staae op i al sin første Herlighed. Denne forestaaende Nat havde vi bestemt hertil; men jo mere det nærmer sig til Tiden, jo mere frygter jeg for, det vil lide for meget paa mit Hoved, og tvinge mig i Sengen i Morgen, hvor jeg hverken har Tiid eller Lyst til at spilde en varm deylig Sommerdag. Og see, nu kom her en Indbydelse fra den gode Frue Hiort, at vi vilde komme til hende i Morgen 184Middag. Jeg kan og bør ikke sige hende Ney, i hvor nødig jeg i disse hede og travle Dage forlader mit kiøle Hovind. Min Koren, Telja, Nella og Smaaeungerne bliver med. Maja bad altfor venligt og om Tilladelse at blive hiemme til at jeg kunde afslaae hende det. Gud lade hende, om hun faaer et eget Hiem, blive saa glad og føle sig saa lykkelig i det som i hendes nuværende. Hun fordrer, eller ønsker (intet Væsen kan være fordringsfriere end hun) saa beskedent, og dog vil hendes Hierte maaskee hige efter mere, end det finder – kan finde herneden; men det vil ikke destomindre slaae ømt for hvert følende Væsen, og taknemmeligt for hver lille Blomst – det vil ikke oversee den mindste – det finder paa sin Vey. Gud lade hende finde mange, sødt og varigtduftende, som endog henplantede paa Graven ikke visner.

Middagsbesøget frabad jeg os, først i Morgen Eftermiddag tager vi derhen. Barna skal ofre lille Fader Mørk i Morgen. Alt dette tilsammentaget giør vor Nattevaagen, om ikke umuelig, saa besværlig. Den bliver da for det første udsat til videre.

Heden giør det fast umueligt at være ude. Vi drak Caffe i det tætteste Lysthuus, der var deylig Skygge, men Luften aander Hede, og Vinden brænder. Forgiæves speyder Øyet efter en Skye paa den matblaa Hvælving. Haabet finder paa denne intet at fæste sig ved. Det maae stige høyere, over den, til ham hvis Fodskammel den er, did, hvor det har sit evige Anker.

Kl. er 6. Jeg har skrevet til min Maja, og velsignet vor Thrinasara; jeg har skrevet et langt Brev til den gode unge Bergh, og deri indsluttet min elskede Egersøns ømme Mindeqvad til de elskede Døttrene mine; og nu skal den gode troe Kista have nogle Linier – min kiære af Tandpine lidende Lotta intet denne Gang – intet Brev, men dette Dagboghefte, hvormed jeg nu – velsignende alle dets Læsere og Læserinder – slutter dette Aars første Deel.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.