Dagbok 1811

av Christiane Koren

April

76Mandag 1ste Hilsen fra min Koren og Jes. Nu toge de hiem, men til Hest som de kom, da den lille Smule Snee fra i Gaar allerede flyder hen i Vand. Gieddes reyser først i Morgen, og tager da ind om Hovind for at overnatte der. Jeg har ikke ofte seet Skriveren saa conversabel, mindst med Fremmede, som med denne lille danske Frue Julie. For at mene og tage alt i den beste Mening, vil jeg umage mig for at troe, det er fordi hun er hans Christianes Landsmandinde. Frue Pavels finder hendes Stemme og Figur (Julies) saa liig Frue Rahbeks, og saa vidt jeg erindrer begge Dele – den sidste staaer ganske tydelig for mig – har hun Ret.

Her var da i Gaar den gode Slotspræst og min hulde Maja – (der nu ogsaa ere indlæmmede blandt disse vigtige Blades Læsere) – Min elskelige Thrinasara og hendes og min Real – Vor gode lille Zarine – Det nysselige Par, Marieboe og Kone – Jomfrue Wolderne – Forvalter Unger og Kone – Major Auber og Frue – Asessor Debes – Lieut: Torvig – Capitain Widing og Kone – See der troer jeg I har dem paa en Traad; men jeg har trukket dem som mine Ravpærler, de største falder strax i Øynene, og saa sparer jeg Eder den Umage, at lede dem ud. Dog, det havde i alt Fald vel ikke kostet Eder synderlig Umage –

Da vi sadde der i Halvcirkel havde jeg snart min Thrina snart Maja P: til Sidemand, og mit Øre sultede ikke, og mit Øye heller ikke, thi det hvilede med Velbehag paa den vakre Frue Mariboe. Auber tog mig tilbords. Han er en interessant Mand, siger Alle som kiender ham nøyere; men hans ulykkelige Udseende og høyst uforstaaelige Stemme giør Samtale med ham ikke allene ubehagelig, men ængstelig. Saa giærne jeg nu havde henvendt mig ganske til min anden Sidemand, Mariboe, med hvem jeg kom ind i en levende Samtale om Øhlenschläger og hans Mesterværker, som han veed at sætte Priis paa, fandt jeg det dog upassende, og gav Auber hvad Aubers var – For at spille frietages jeg stedse overalt hvor man vil mig vel – og hvor vil man det mere end paa Tøyen? –

Saa var jeg overalt, og da hverken Maja P: eller Thrina mi vare fængslede 77ved Spillebordet, havde vi det ret hyggeligt, og imellemstunder, f:E: naar den med Siæl og Legeme bostonerende Frue Auber huserede for heftligt og opregnede alle sine Kort, Spardame smaae fiere etc – endogsaa lustigt. Ottesen, Julies og Unger vare Fruens Medspillende. De to Sidste sadde saa roelige og lode sig correxe, men Real hørte det ikke endgang, fordi hans Thrina sad hos ham, og hans Moer Koren, og Frue P:, som forbarmede sig og tog hans Kort imellem. Lotta kom til os, saa ofte hendes Vertindepligter tillod det, Kista ligesaa, naar hun havde en Feriestund, og saa gik Aftenen i en Snup. Ogsaa med Frue Mariboe talte jeg for første Gang ret meget, og det frapperte mig at denne unge, smukke Kone, denne unge smukke Mands Elskede og Elskende, til hvem desuden Verden paa alle Maader smiler saa blidt, talte om Døden og det bædre, egentligere Liv med en Varme, som giorde hende dobbelt elskelig i mine Øyne. Anledningen til denne Vending i Samtalen var hendes Barns Død, og hendes egen og Mandens derpaa fulgte Sygdom. Hun talte derpaa om mine Hiemgangne, som hun vel aldrig havde seet, men hørt desmere omtale, sagde hun, da Gud havde taget dem til sig. «Saadan som Deres Søns Tab blev beklaget har jeg aldrig hørt noget ungt Menneskes Tab beklaget» sagde hun. «Jeg hørte ikke tale om andet, og saae mange Taare i flere af Skolelærernes Øyne, som forsikrede, de aldri havde elsket nogen Elev som ham. Da nu ogsaa Deres Datter var død, og jeg hørte hvor meget De ogsaa havde mistet i hende, veed Gud jeg beklagede Dem hierteligt. Men jeg synes det maae være den største Glæde – jeg kan ingen større tænke mig – at have to saadanne Børn, der var saadan elskede, hos Gud. De gik saa uskyldige og lykkelige ud af Verden» – Taarene stode herved i hendes skiønne blaa Øyne, og jeg kunde kun svare hende med et Haandtryk. Der er noget barnligtfromt i hendes hele Væsen, som vilde giøre hende indtagende om hun end slet ikke var smuk –

Og saa kom Dit Brev, dyrebare Maja C, og et fra Din lille Maja til Lina. Ungene Dine her fik sin Part af det, og det var alle Dine saa kiært og det var os, som om vi ikke i lang Tiid havde hørt fra vore Majaer. Lina 78der hele Dagen havde været saa stille og nedstemt, da hendes Tænder smertede hende meget, blev med et saa qvik, som al Kiæling før ikke havde formaaet før at giøre hende. Saa ganske er hun sin Moders Datter. Min Thrina klynkede lidt for hun ikke skulde see mig mere denne Gang, og min Maja endnu mere, fordi jeg slet ikke havde været hos hende. Fader Pavels gav jeg, paa hans Spørgsmaal: «Naar seer vi nu Moer Koren hos os?» Anvisning paa hans Maja, som vidste Beskeed – Men jeg har jo ikke været ret paa Tøyen denne Gang heller – saa paastaaer i det mindste Lotta og Kista – og dertil kommer, at man i dette Føre ikke kan traske om i Gaderne, og det er saa kiedeligt at kiøre op og ned af dem. Dog hvem veed, hvad skee kan? mine Elskede! Jeg maae en lille Tour til Byen lell – Herom en anden Gang. Thi nu har jeg maalt Eder Skiæppen fuld, og fuldere var den maaskee blevet, havde jeg ikke alt iblandt slaaet en Prat af med Lottamoer, som har sadt hos mig og skrevet til sine Broderbørn i Kbhn, fra hvem Præsten Juell i For-Gaars bragte hende saa mange pene Smaaeting, de havde forarbeydet og sendt den kiære Tante.

I Dag er mit Hoved ret bravt, men Lottas ikke. Frue Giedde sidder ogsaa ved Skriverbordet, og skal siden pakke ind til sin besværlige Reyse. Jeg seer saa længselfuld ud efter min Koren og Jes, som om jeg ventede dem tilbage. Hvorfor er det saa underligt, naar nogen af vore Kiære har forladt os?!

Tirsdag 2den I dag, gode Lise S: helligholder Du Din Fødselsdag i Hovedstaden, og giid Du ofte og altiid helligholde den med Glæde! Ak denne, engang det stolte Danmarks Hædersdag! Hvor er nu Stolthed og Hæder?! «Blandt Aarene for Syndfloden» –

Seent i Aftes kom en Pige fra Hovind – ikke mit Hovind – og bragte mig et Brev fra min Sally B: Det var som hun skulde været der, og som det var i fordum Dage. Pigen sagde tillige: «I Morgen gaaer der Bud til Engeland, om Fruen vil skrive did og sende det til Horsters.» – Flux satte jeg mig ned og skrev saa langt jeg torde skrive ved Lys, og 79uden Skiærm, og fik Lossius endnu dette lille Bilag til alt det øvrige han har at bringe de kiære Barna mine dernede, og som nu fra Kl: 6 i Morges er underveys med ham.

En deylig Frokost fik jeg i Morges: Brev fra begge Majaerne mine, og fra den store Maja Franz Sternbalds Wanderungen, som skal fryde min Siæl i det lille grønne Kammer. Den første Deel havde jeg for mange Aar siden laant af Professor Sverdrup, og har siden aldrig faaet see mere af den, hvor begiærlig jeg var efter Fortsættelsen. Og hvem vilde ikke været det?

Først Kl: henimod 12 kom Gieddes afsted. Den gode Julie tog Afskeed med Taare, som rev hun sig atter fra et kiært Hiem. Vi bleve saa kiendte i den korte Tiid. Det var tydeligt, hun havde dyb Følelse for Venskab. Gud lade hende finde flere Tøyener paa sin Vey, det lille kiærlige Væsen, og i det fremmede Land saadan Vennehuldhed og Godhed som overalt modtog mig, og som jeg i de 24 Aar her aldrig har savnet. Hun vil skiønne paa det som jeg med et taknemmeligt Hierte. Var nu for det første den i dette mislige Føre besværlige Reyse lykkelig fuldendt. Men ved hendes trofaste Wilhelms Side vil alle Besværligheder vorde lette. Nu haaber jeg de ikke ere saa langt fra Hovind, hvor jeg giærne havde modtaget dem, om jeg ikke før havde lovet mine Elskede her og mig selv at blive til Torsdag. Jeg kan tænke mig hvor travlt Skriveren har for at stelle alt tilrette og agere baade Vert og Vertinde –

Jeg var buden til Slotspræstens i Dag Morgen, og vilde min gode Maja saa giærne havt sin Moer Koren med paa Comedien; men da jeg skal ud tidlig Torsdag Morgen, tør jeg ikke vove at sætte mit Hoved paa denne Prøve. Lina er nu taget did for at følge med Claudine paa Generalprøven. Min hierteligste Tak I Gode for hver Glæde, I saa hiertelig under mig, har skiænket og vil skiænke mig –

Presidenten er i Byen denne hele Dag. Jørgen hiemme hos os.

80Onsdag 3die Gaarsaftenen tilbragte vi i fuldkommen Roelighed med Snak, Strikning og Rabus. Vor gode Jørgens Øyne ere i disse Dage lidt daarlige; og endogsaa stærke Øyne lider ved Vaarvinden, og Solens Gienskin paa Sneen. At det foruroeliger min gode Lotta undres jeg ikke over – thi hvad foruroeliger ikke Moderen! Min Lina blev længere i Aftes end jeg havde ventet, og jeg torde ikke lade mig mærke med hvor bekymret jeg var, fordi jeg fuld vel følte, det var urimeligt. Hun slap ikke fra det kiærlige Slotspræstpar før hun havde spis‹…› til Aftens. Fra Fader Pavels bragte hun mig en lille venlig Sæddel m‹…› hans Farvel, som han havde tænkt at sige mig muntlig hos sig, og ugiærne gav mig saaledes. Men jeg havde afgiort det før med hans og min Maja, da det er lidt besværligt i dette Søl at komme ned til Byen og fra et Sted til et andet der. Jeg havde vist foresat mig at see den gode Frue Bergh i Dag, som har sadt sig i Hovedet, at jeg aldrig vil komme til hende; men nu tør jeg ikke, da jeg ikke troer, mit Hoved fordrager det i denne Blæst. Jeg skriver til hende, og siger min elskede Thr‹…› og Real et skriftligt Farvel, sender en lille Hilsen til Strømsøes elskelige Majaer, foruden den der findes paa dette Blad, skriver nogle Linier til min Egersøn for at besvære ham med en Comission og viger saa Resten af Dagen ikke fra min hulde Lottas og min t‹…›faste Kistas Side – denne sidste Dag, vi nu for en Tiid ere samled‹…›[.] Og giid jeg nu, naar jeg lægger mig i Aften kunde gnide lidt paa Aladdins Lampe, for i Morgen at vaagne paa mit kiære Hovind ved min Korens Side. Jeg gruer lidt for Hiemreysen, som altiid fo‹…› den første Tour paa Hine om Vaaren.

Og saa Farvel fra Strømsøe og Tøyen, I Elskede i og uden for disse mine kiære Hiem, som ikke er fremmede for nogen af Eder, selv ikke for Jer, som aldrig saae dem. Endnu en sørgelig Nyehed: Den i saa mange Dele agtværdige Gener: Krigs: Commssr Birk er blevet stærkt rørt af Slag, og der tvivles om hans Liv, som man under disse Omstændigheder ikke bør ønske forlænget –

81

Hovind

Fredag 5te Nu sidder jeg Gud skee Lov her igien paa min kiære gamle Plads; og giid I nu Alle, min Siæls Elskede, vidste det, og hvor godt det imod al Formodning gik med min og min Linas Hidreyse – og at I; som vor himmelske Fader kunde see, med hvilket glæde- og taknemmelighedsfuldt Hierte jeg sidder her – kunde see, hvordan mine Tanker og Følelser svæver fra Himmelen over mig, hvor min Sara og Wilhelm er, til min jordiske Himmel, hvor I endnu Alle ere mine, I Alle, som skaber denne Himmel omkring mig, som skaber Glæder selv af mine Sorger, og skiænker mig denne reene, eneste Forudfølelse af de histhaabede ublandede Glæder.

___________

Den sidste Aften paa Tøyen tilbragte vi ganske ene. Secretair Ottesen og Jørgensen var der et Øyeblik om Eftermiddagen. Presidenten var hele Dagen ‹i› Byen. Jeg begyndte at blive lidt uroelig, da Hestene ikke kom herfra – ‹En›delig kom Aslak med dem, og bragte mig et kiærligt Brev fra min Koren, der havde føyet saa gode Anstalter for vor Hiemtour som mueligt.

‹…›‹…›] skade med teksttap lidt over 9 i Gaar Morges fulgte alle de velsignede Tøyenianere, (Presidenten i sin strikkede Nattrøye, Jørgen i sin brune Schanzloper) mig til Kariols, Lina til Slæde. Deres Vinken og Blik fulgte os saa længe de kunde øyne os, deres Ønsker følger os til Maalet for Livets Reyse. Det saa snurrigt ud hvordan Lina, det lille lette Ting, gleed saa fort, snart paa høyre snart paa venstre Side af min rullende Kariol. For denne kunde Føret ikke været bædre høyeste Sommer, skiøndt stakkels Gulen vel fandt det lidt haardere; og Slæden, som sagt, fulgte os for det meste, kun ikke altiid paa Landeveyen, og aldrig i vore Spor.

Uden noget Slags Hendelser, nesten uden at møde nogen, gik det jævnt og godt alt lige hid. Kistamoer havde lagt Maden ved vort Reysetøy af Frygt for det skulde gaae som sidst, saa den styrkede og qvægede os, og oven paa den – en god Kop Caffe hos Moer Moe, som kiender min Smag i denne Henseende. Lina var i prægtigt Humeur, og dandsede med sine Findskoe paa de nye Feyertrin, hun havde lært af Lossius. Alt lige hid gik Reysen ønskelig! sagde jeg ikke det? Men Sandheden troe maae jeg fortælle Eder, at det dog ikke ganske forholdt sig saa.

82Efter min Korens Anmodningordning – han var i Eidsvold paa Maanedsting – skuld‹e› Jes mødt mig ved Allergodt, hvor vi tager af Kongeveyen, med Slæde; men enten han nu troede Føret slettere end det var, eller ikke erindrede af hvor hurtig Natur hans Frue Mama er, nok er det, han var der ikke, og mødte os først ved Wilhelmsminde, da vi havde overstaaet det værste, og ved Aslaks Raskhed bestaaet det, saa jeg slap med et Par Unzer Angst, da Kariolen to Ganger laae fast overende i den dybe Snee. Endnu havde den slemme Gut ikke mødt os der, om ikke Lina, som kiørte den næmere Slædevey giennem Bierkedalen, ved sin Ankomst havde sadt ham i Forskrækkelse. «Hvor kunde vi vente dig saa tidlig? Moer!» raabte han mig undskyldende imøde – og hvor kunde jeg blive vreed paa den snilde Gutten min, som jeg saa glad saae igien, og ved mit Wilhelmsminde, og alle de kiære kiendte Gienstande trindt om mig?! Han styrede mig da det lille Stykke med sin egen nye pene Hingst, og giorde mig Regnskab for hvordan alt stod til herhiemme. Og det staaer Gud skee Lov godt til altsammen. Hertel og lille Kaja og Lina modtog mig, og side‹n› min Telja og Maren Skieldrup, og saa var jeg ude i Kiøkkenet og hilsede paa alle Folkene, og mine to nye Hallinggenter, som vare komne hid i mens jeg var borte, og som jeg haaber skal skaffe mig dygtig Mælk og Sm‹ør› etc af Kuerne mine.

Hertel maatte tage til Nannestad, og strax efter kom min Koren, og strax efter ham Posten og det kiærligste sønligste Brev som nogensinde har glædet en Moders Hierte fra min Frederich – ja, det var Topmaalet paa mine Hiemkomstglæder, dette velsignede Brev, som foruden sit rige Indhold bebudede mig – ak saa meget, meget Godt, hvad nu vel alt er i Dine Hænder, elskelige Maja C, og som Du ikke længer beholder for Dig allene, fordi selv de høyeste Goder ikke vare Goder for Dig, kunde Du ey dele dem med Dine Elskede –

Og saa skal det øvrige af Dagen opofres Brevskrivning; til min Maja C til min Lotta først og fremmest; og neppe barer jeg mig for endnu denne Post at besvare hiint kiærlige Sønnebrev, der ogsaa bragte mig Hilsener fra Døttrene mine, og Forsikringer om alle de Elskedes Velgaaende.

Naa Gud hvilke Spectakler med den Napoleons Søn! dræber de bare ikke den arme Glut (ak hvor arm i al sin romerske Konge herlighet!) med lutter Ceremonier, eller som Biørnen sine Unger ved 83bare Ømhed. Gud hielpe de stakkels Mennesker (det bliver vel ikke andet end Prindser og Prindsesser) som dette dyrebare Klenodie bliver betroet. Ved hver suur Mine – og den lille Romer Konge er vel ikke mere frie for Kneb i Maven end andre Støvets Børn – maae de jo sættes i dødelig Angst. Mon der siden Verdens Skabelse er blevet giort saadan Høytiid af noget Adams Barn? Dog, for ikke at være ubillig maae vi ogsaa tage i Betragtning de mange Ulykkelige som ved denne Leylighed føler sine Byrder lettere. Var det ikke en i sig selv saa hadeværdig Ting at efterspore hvad Stort og Godt der skeer i sit første Udspring for at finde noget at dadle, kunde man her sige, at Napoleon paa denne Maade ligesom vilde bringe Nemesis et Sonoffer, som han ved sine Takkefester dog erkiender en Herre over sig.

Søndag 7de Walbohm var her i Gaar. Hans Kone er syg, og var det ikke saa fælt et Veyr, skulde jeg over at see til hende, og til Moder Mørk. Begge disse mine nærmeste Naboer har jeg ikke besøgt i Vinter. Fra min hulde Rikke fik jeg et saa vemodigt Brev, fordi vi saa længe ikke har seet hverandre, og det ikke seer ud til det snart skal skee. Indsluttet i dette var et fra hendes Søster, den elskelige Eline. Lille Wilhelm har været meget syg for en Tiid siden, men er nu Gud skee Lov fuldkommen frisk og flink.

Jeg fik mine tre Breve færdige, et meget langt til Søn Frederich, et lidt kortere til Lottamoer, og det korteste til Maja C, men som dog intet har at klage, da hun tillige fik den deylige Epistel fra vor Egerven. – Med et Bud til Byen fik jeg indsendt til det kiære Slotspræstpar alt hvad jeg havde hiemme af min Dagbog, som jeg hiertelig ønsker maae blive dem kiær nu og for Fremtiden som den er dens øvrige Læsere og Læserinder. Og det vil den vist: thi elsker ikke ogsaa de deres Moer Koren? – Da Budet ikke kunde opholdes, fik jeg blot ledsaget den med to, tre Linier.

Madam Brock, som endnu er med sin Mand i det gamle kiære Hiem i Nannestad Præstegaard, hvor hun ved de gode Præstefolks kiærlige Behandling vist ikke føler seg Fremmed; fik i Mandags en Datter, som alt er døbt og kaldt, efter hendes unge Veninde, Sara Jesine.

84Mandag 8de I to Dage saae vi ey Solen. En tyk Taage hang sørgelig over den hele Jord. I Dag, Din Dag, dyrebare Katty! hilser den mig et saa varmt og venligt God Morgen herind giennem mit grønne Gardin[.] Saa varmt og venligt smile Livet stedse omkring Dig, elskede Barn! Og det vil det: thi giennem dets tykkeste Taage vil Din Treschows, Din Syvalds Kiærlighed trænge sig som et mildtqvægende Solsmiil til Dit Hiert‹e.› Ere I maaske Alle forsamlede i Dag? Det ahner mig, og jeg er midt iblandt Eder, og «signer dig, ottende Dag i April imens jeg er til» –

Uagtet det fæle Sludveyr i Gaar, tog jeg dog i Aftes til Walbohms og Mørkes. Paa det første Sted drak jeg Thee (dog uden egentlig at snakke om Dyden. I veed jo der skal være et Skuespil som begynder med: «Kom, min Søster, lad os nu sætte os ned, drikke Thee og snakke om Dyden» – paa det sidste ‹pusmaatte jeg drikke af Moer Mørks Heggebærbrændeviin, spise hendes hiemmebagte Tvebakker, nyekiærnede Smør, etc – og der sad jeg saa godt i den patriarkalske Læhnestoel (som min Sara stedse maatte sidde i, da hun gik til Confirmation, og hver Gang blev der og spiste) imellem denne sande Philemon og Baucis, saa det var mørkt og Kl over 8 før jeg troede den var 7. Hvor disse to Gamle, deres Kiærlighed og hele Liv interesserer mig! Deres Hierter ere saa ungdommelige saa aabne for alle Indtryk, og deres Kiærlighed udbreder sig til alt hvad der omgiver dem, levende og livløst. Naar vore Urtepotter – det er at sige Vexterne i dem, begynder at see sygelige ud, sender vi dem til Moer Mørk, og faaer dem altiid i fuldt Flor tilbage. Nu har hun saaledes et Laurbærtræe for Hertel og et Figentræe for min lille Maja i Cur. Hun viste mig dem triumpherende! «Og hver Gang jeg seer paa dette deylige Træe – ja nok meget oftere – tænker jeg paa min velsignede Marie» – sagde hun. Og nu kan I troe, Fader Mørk stemte i med af Hiertens Grund. Dog han taler stedse af Hiertens Grund. Jeg veed ingen af mine Landsmændinder heroppe, der i saa mange Aar har bevaret sit Sprog, Accent og alt, saa puurt og reent som Moer Mørk. Denne Danskhed, er det nok ogsaa, der har givet hendes Mand den Forkiærlighed han har for alt hvad Danskt er.

 Jeg vilde saa giærne i Dag besøgt min Rikke, da det nok gik an for Førets Skyld – men alle Folk og Heste bruges til uopsættelige Ting. 85«Kunde du opsætte det, Moer», siger Jes, «var det rigtig godt» – og saa faaer jeg vel, skiøndt jeg da neppe seer hende i lang Tiid, hende og vor Wilhelm. Min Koren tog tidlig i Dag til Næss og kommer ikke hiem før i Morgenaften eller Onsdag. Hertel er ogsaa borte for nogle Dage.

Den gode Madam Walbohm er temmelig brav igien.

Onsdag 10de I Gaar nat havde det frosset temmelig stærkt, og Morgenen var saa usigelig deylig. Da vaagnede paa nye min Længsel efter at see det kiære Plogstad endnu engang paa Vinterføret. Min gode Jes, som fra Morgenen Kl 4 til Aftenen Kl: 7 er med Folkene i Skov og Mark og tager Haand med i alt saa godt som nogen – hvorved der da i een Dag udrettes mere end ellers i 3 – paatog sig nu i Aslaks Sted at staae den hele Dag – med Respect at sige – i Møgdyngen og læsse paa – thi dette Arbeyde skulde endelig være færdigt til Helge, og saa vilde han nødig forlade det, – da han ellers kunde styret mig. Jeg tog da bort heel tidlig, og det gleed deyligt, mange Stæder var det endogsaa ypperligt Føre, og ingensteds slet! Rikke, som kiender sin Moer Koren, havde ventet mig den forrige Dag, og ventede mig til jeg kom, og glade saae vi hverandre igien efter 4 Ugers Forløb, og havde en glad lang og dog saa kort Dag, og saa uendelig meget at giøre hinanden Regnskab for. Futen saae vi netop da vi spiste og drak Caffe; siden holdt hans kiedsommelige Forretninger ham fængslet ved Skriverbordet. Men han var Gud skee Lov munter og rask, og det var søde Willa ogsaa, og Rikke med, og alt vel.

Jeg lod Aslak gaae til Ullensager efter Søndags Posten, og fik jeg Brev fra den brave Olsen, at hans Thrina d: 5te havde glædet ham med en rask stoer Dreng, og befandt sig med samme meget vel. Denne selvsamme Glæde har den vakre Bea Hofmand skiænket Sin Gemahl for 8 Dage siden. For alle de Printser der i denne Tiid træder frem for Lyset! –

Futen forelæste os i Gaar af Aviserne med Hiertens Glæde: «at Roms Konge – den første Dag efter hans Fødsel – havde med megen Begiærlighed flere Gange taget sin Ammes Bryst» – Noget Latterligere kan man vel neppe tænke sig end denne Sammensætning –

86Ak, men sørgeligeligt og omstændeligt fortalte denne Dags Aviser hvad min gode Egersøn forhen havde tilmeldt os: vort Tab ved det mislykkede Forsøg paa Anholts Igien-Erobring.

Er Lykken naa slet veget fra dig, mit elskede ulykkelige Fødeland! Har din Skytsaand forladt dig? og skal Fredens Engel ikke mere bøye sin beskyttende Oliegreen henover dig?! – –

Skiærtorsdag 11te Jeg kan ret længes saa hiertelig efter at komme i Kirken, og gik, naar jeg var frisk og Veyret mildt, ret ofte, om ikke de gode Præster her havde den slemme Skik, at begynde Tiænesten saa seent. I Dag var jeg der da for første Gang i Vinter, da jeg ikke torde vove mig did, syg som jeg var, i Kulden. Min Koren var med mig, og Lunde og Grüner. Men først Kl: over 12 ringede det sammen, og altsaa kom vi ikke hiem før den var henved 2. Maren S: var lidt grætten fordi hendes Pander og Potter maatte koge saa længe, dog svarte Brændeskuden endda til sit Navn.

Min snilde Faer Mørk prædikede i Dag længere, end sædvanligt, og lagde jeg vel især Mærke hertil, da hans Foredrag var mindre klart og bestemt end det pleyer være. Dags Texten var ellers en af de jeg helst vilde tale over, var jeg Præst. O, den sande guddommelige Mildhed og Kiærlighed i Jesu Charakter fremlyste dog aldrig skiønnere, end her, hvor han faa Øyeblik før den forsmædeligste Døds Rædsler skulde bemægtige sig ham, kun tænkte paa de Elskede, der saa snart og bittert skulde savne ham, og paa den hele elskede Menneskeslægt, som han ikke længere kunde lyksaliggiøre med sin Nærværelse.

«O saa lader os elske hinanden, thi Han haver elsket os først» –

Langfredag 12te Med end meer end almindelig Længsel ventede jeg Posten i Aften: thi med Vished haabede jeg noget fra mine Majaer og et Dagboghefte fra Sønnen min, og ventede ogsaa at høre lidt fra Tøyen.

Men dette slog mig feyl. Derimod fik jeg fra Strømsøe meer og mindre end jeg ventede: Istædet for et, to velsignede høyst interessante Journalhefter, begge – thi de vare i særskildte Convoluter, fra forskiællig Dato bortsendte – ledsagede med barnligkiærlige Breve fra min lille Maja, men fra Navnesøsteren, fra min elskede store Maja kun en eneste Linie, skrevet med Møye. O! saa lider Du endnu 87Du Gode, af den smertelige Gigt, og har været syg alt siden Din Moer Koren forlod Dig, meget sygere, end Du da var! Vor lille Maja fortæller saa vemodigt hvor meget Du har lidt; og jeg kunde længe ikke fatte mig, ikke glæde mig i hvad Maja skrev: at Du nu var meget bædre – som Du ogsaa (ak maaskee kun for at beroelige mig) – havde bekræftet med Din egen ophovnede Haand – og i hvad det kiære Barn fortæller om sig selv, hvor lykkelig hun, paa denne Bekymring nær, er hos sine kiærlige Forældre, hvor godt det gaaer hende hos sin Lærerinde, Jomfr: Ravert, hvis Læremaade og hele Charakter hun er indtaget i – jeg kunde længe ikke ret glæde mig i Dagb: Hefterne, der dog, da jeg kom ind i de levede Skildringer, rev mig reent bort med sig, fordi jeg saae og hørte Alt, lige til hele Forestillingen af Hakon Jarl. «Her har du nok et Dagboghefte fra min gode Broder Frederich, og det vil glæde dig» – siger lille Maja – Ja det veed Gud, og vidste De det saaledes, beste Frederich, kunde jeg ingen bædre Tak give Dem for denne Glæde. – De endtes med en Aften hos Øhlenschl: og at hans gode stille Christiane (som jeg saa aldeles gienkiender i Deres Beskrivelse) var upasselig. Gud give det Neste maae begynde med, at hun lykkelig har overstaaet sin Nedkomst, og glædet sin Adam med en rask Dreng eller Pige.

Fra min uforglæmmelige Hetgens ædle Broder, Carl, fik jeg ogsaa Brev, hvori han maler mig sit hele Liv og Levnet, sin Plan for Sommeren; og som for Resten fra Begyndelsen til Enden aander Længsel efter det elskede Fædreland, og siger saa tydeligt, skiøndt uden klare Ord, at han kun der fandt sig lykkelig – thi «intet Steds er Roserne saa røde» etc –

Aften Nu har ogsaa min Koren læst de kiære Dagboghefter, og for første Gang, da han før har nøyedes med den Extract deraf jeg har givet ham. I Dag traf det saa deyligt ind, at han ferierede, og holdt saaledes ret Festdag. Han takker Sønnen Frederich saa hiertelig for en rig nydelsefuld Time.

Og jeg har skrevet til begge mine Majaer, og indpakket Journalen «til videre Forsendelse med Posten i Morgen» –

Et lille vennehuldt Kistabrev bragte et Bud fra Byen mig i Dag, som i Morgen skal besvares. Nu veed jeg, Gud skee Lov, at alt staaer vel til paa mit kiære Tøyen.

88Jes, som i Onsdags tog til Næss og skulde kommet hiem i Dag, skrev og bad om Tilladelse, at blive der Paaskedagene over. Den fik han da. For Resten ere vi ganske i vor Roelighed – Baade i Gaar og i Dag har min Koren sadt troet herinde hos mig naar jeg har sadt her. Saa sidder vi inde hos Ungerne; og har det saa godt. O havde alle vore Elskede – havde alle Mennesker det dog, hver paa sin Maade, saa godt!

Der kom Frøken Keilhau og Jomfrue Antze fra Gislevold

Første Paaskedag og Sommerdagen, som seer heel vinterlig ud. Imidlertiid, en glædelig Paaskefest, mine Elskede! Den skiænke Gud os Alle!

I Aftes var jeg meget syg. Hele Eftermiddagen følte jeg Smerte og Trykning for Brystet, men tilsidst blev det saa stærkt, at jeg neppe kunde aande. Det var heftig Brystkrampe. Jeg lod mig ikke mærke med noget før jeg ey torde tie længere, men da vi tænkte at sende Bud til Walbohm, formildedes Smerterne, og jeg lod det beroe. I Nat har jeg sovet deyligt, og er Gud skee Lov fuldelig rask i Dag.

Imens det nesten var paa det værste, skrev jeg til min gode Kista da Brevet strax skulde bort. Saa glad Du er i Moer Korens Breve kiære Pige, vilde dette ikke glædet Dig, havde Du vist med hvad Besvær det var skrevet. Min Majas Gigtdraaber, som jeg tog en vældig Portion af, mildnede strax Trykningen. Det var mig saa livagtig, da jeg med den zittrende Haand aftalte de 60 Draaber, som jeg havde seet Dig, hulde Veninde, staae veemodsfuld ved min Side det var Din Genius som stod der, og aandede Lindring i det lidende Bryst. Gud give min Genius saaledes maatte staae hos Dig og bortaande alle Smerter – saa var Du rask i Dag som Din Moer K

Anden Paaskedag. 15de Munthe bragte mig to meget kiære Breve, men intet fra Strømsøe, som jeg da vel ogsaa har havt Uret i at vente noget fra før Torsdag. Maatte det da komme, og bringe beroeligende Efterretninger. Hvordan skal jeg takke Dem, gode, værdige Pavels, for den lange vennehuldaandende Epistel, som fra Begyndelsen til Enden lod mig læse i Deres Inderste, der laae aabent for mig som Bladet; og glædede og – 89beskiæmmede mig? Dog, jeg veed paa hvad Maade jeg bedst – og allene kan takke Dem. Men ogsaa den Tak, De finder her, vil De ikke forsmaae, og trykke den Haand, jeg her saa moder-søsterlig rækker Dem til Deres redelige Hierte, og sige: «Hvordan kunde jeg og Moer Koren misforstaae hverandre? Eller har denne Misforstaaelse nogensinde havt Sted?» – Jeg troer det ikke, min værdige Ven! Men at det aldrig oftere skal blive Tilfældet, tør jeg for os Begge love med Vished. Lævnes mig Tiid for Ki‹r›kegiæsterne, som ere her i Dag baade i Slæder, til Hest og i Kariol – skal jeg slutte Paaskefesten med denne kiære Epistels Besvarelse, og med den andens ligesaa Sønnekiærlige fra min gode Bergh, ak! som har kostet mig hede Taare. Skal da alt hvad Du elsker, rives fra Dit Hierte? gode Yngling! – I vil vist, mine Elskede, billige mine Taare, naar jeg her afskriver Eder de Stæder, som fremlokkede dem: «Jeg har havt og har megen Sorg i denne Tiid. Min Ven og Fetter Holsteen, faldt i Attaqven paa Anholt. Det var en herlig ung Mand «med sandt Mod og varm Følelse for sin Konge og sin Pligt. Kongen erkiender ogsaa i ham Tabet af en af sine fortrinlige Officerer, som han har lagt for Dagen i et egenhændigt Brev til hans Moder, og hvori han tillige udtrykker den høye Agtelse han bærer for denne sieldne Kone» (hun er Fayes Søster) «og Moder, hvis eneste Trøst det er, at hendes Søn faldt for en Konge, hun tilbeder. Den eneste hiemmeværende Datter, som i den Faldne tabte sin kiæreste Broder, er stærkt rystet ved dette for hende første smertelige Stød. Man maatte være uindviet i Sorger af dette Slags, for ikke ganske at kunde sætte sig ind i den Lidendes Stilling. Med mageløs Standhaftighed glæmmer Moderen sin egen Lidelse for at fremføre Trøstegrunde for Datteren, dem hun selv ikke erkiender.

Den anden smertelige Lidelse der i denne Tiid draabeviis udgydes over mig, er at see min sieldne, min kiæreste Ven, Colbiørnsen, hver Dag, blive svagere og svagere, og hver Dag komme Graven nærmere med ilende Skridt. Den blide elskværdige Yngling har en Tæring, og ligner en Skygge. Ogsaa her saares dybt en elskværdig Familie, især en Søster, en fortræffelig Pige, hvis høyeste Glæde denne eneste Broder – var!»

Ja, jeg kiender denne elskelige Yngling. Han var paa Tøyen hiin smertelige 90Vinter 1809, da jeg med min Koren og vore tre Børn kom tilbag‹e› fra det giæstmilde vennehulde Strømsøe til det vennehulde giæstmilde Tøyen. Hvor mange Gange hvilede hans Øye da vemodsfuldt paa mig, hvor mild og beskeden og deeltagende var hans hele Adfærd. Da bandt han sit Hierte til den sørgende Ynglings, som nu ogsaa snart skal see dette Baand opløst af Dødens strænge Haand –

Moder! Søster! Ven! Gud trøste Eder Alle! Hvem kan det, uden han! Men han kan og han vil det. Mig kan I troe.

Gud, at see et med saa megen Ret elsket Barn saadan hendøe for sine Øyne! Ney, denne Lidelse overgaar nesten alle andre. Kun den at see det paa Lastens Vey ile uopholdelig sin Undergang imøde – det allene er skrækkeligere.

Sammenligner vi disse tvende Mødres Skiæbne, o hvor langt mere beklagelseværdig er da Frue Colbiørnsen end hiin unge, for Fædrelandet faldne Krigers Moder! Vel traf det haardt, det pludselige Stød. «Pludselige? Og da han drog ud mod Fienden, var han ikke da allerede halvtabt for hende? Nagede ikke fra det Øyeblik, han sidste Gang forlod hende, Frygt og Ængstelse det arme Moderhierte?» – O vist nok; men Haabet stod smilende bag disse, og førte ved sin Haand den kiække Yngling seyrende tilbage. «Ak Gud! des skrækkeligere maatte Dødsbudet jo være hende!» – Saa synes det: men ganske skuffede Haabet hende ikke. Han vendte ikke mere tilbage, men hans Navn, hans ‹hæ›derfulde Rygte. Han døde i sit ærefulde Kald, hans Bestemmelse var opfyldt, og hans Tab var Nationens Tab, og den og den gode Konge deler det med hende. Og det trøstefuldeste af Alt: Han leed ikke:

Som Solens sidste Straale slukkes
I Havets gyldne Favn,
Saa Heltens blide Øye lukkes.
Han faldt – høyt steeg hans Navn,
Og i en evig Morgenrøde
Med Palmer krandset, skal det gløde.

Men denne uophørlige Siælemarter, med hvert Øyeblik at see sit Hiertes Yndling færdig at segne i den allerede udhulede Grav, at vide ham rædningløs, at see det unge skiønne Liv hensvinde under Sinds og Legems Smerter. O Gud! o Gud! naar en Moder intet andet Ønske har tilbage end at det at maae komme snart, det afgiørende Øyeblik, som tilintetgiør alle 91hendes Ønsker og Haab for dette Liv – «Du har en forunderlig ulykkelig Gave til at martre dig selv, Christiane!» siger min Koren saa ofte til mig, og han har vel Ret, Mit Bryst giør saa ondt –

Onsdag 17de I hvor meget jeg stræbte i Gaar – i Mandags kom jeg ikke langt – fik jeg dog kun Brevet til Bergh færdigt og indsendt med et Bud fra Munthes. Et Par Ord til min Kista ledsagede det – Mod Aftenen fik jeg Dit vennehulde Brev, dyrebare Lotta og saae med Harme, at Du saa længe havde ventet forgiæves efter mit første herfra, som jeg skrev og bortsendte Dagen efter min Hiemkomst i Haab om det skulde kommet til Tøyen Søndag. Og saa har det lagt hos Munthe eller Thomsen til Langfredag, acurat 8de Dagen efter det var skrevet. Nu har Du da Gud skee Lov seet, at det ikke var min Skyld. Og saadan er det vist ogsaa gaaet med det samme Gang afsendte til Strømsøe. Det er ret ubehageligt – og saa gaaer det saa ofte. Giid nu den fire fulde Sider lange Epistel var i Eders Hænder, mit elskelige Slotspræstpar! Men før Søndag faaer I den nu vel neppe, og giid I fik den da. Jeg har atter ved Besvarelsen af det lange vennehulde Brev nydt og qvæget mig ved dets rige Indhold, og Gud lønne Dem denne Nydelse, ædle Pavels! I denne og i mit Svar er Text til mangen Afhandling!

I Gaar Middags kom Jes tilbage fra sin lange Næsstour. Skiøndt han ikke fik see de stadselige Piger gaae til Offers, da de, hører jeg, ere for fornemme til at følge denne gamle Skik, havde han dog moret sig ret godt for det meste i sin Verts, Proctr Smiths Selskab og i hans Huus. Det er en brav og en tænkende Mand, og Landvæsnet driver ingen her omring med saadan Iver og Dulighed som han, hvorfor især hans Bekiendtskab er vor Jes, som han har fattet megen Godhed for, meget nyttig. – See, der kommer den unge Landmann ridende paa lille Roen – hans og Vilhelms felles Eyendom fra Barndomsdagene – med de andre Folk fra Marken. Nu vil Eftersvælgen smage godt, tænker jeg.

Hvem her var anden Paaskedag? Munthe, hvis unge Kone er syg af Tandpine, som jo pleyer være et ønskeligt Tegn for unge Koner; og Solner, Werner og Mad: Giørup. Intet fornøyeligt Selskab just i det Hele. Det fornøyeligste var, at de alle toge meget tidlig bort.

Jeg har nu udlæst Lafontaines Emma, der imod denne Digters Sædvane faaer et sørgeligt Udfald, hvad man da kan spaae fra Begyndelsen. Hvor det svage Menneske formasteligt griber ind i det Hine, Forsynet allene kan drive frem og standse, maae dette vel knuse ham og de Ulykkelige[.] ‹Ingen› vil lade det rulle hen over, eller rettere, som han vilde rædde ved 92at give det en anden Retning. Dette, synes mig, er det, Forfatteren her har villet forsøge at vise os. Den har i øvrigt, som fast uden Undtagelse alle Lafontaines Arbeyder, deylige Stæder, og nogle ganske fortryllende Schweitzerscener. – Ellers, naar al anden Læsning slipper, tager jeg min Tilflugt til den gamle Tilskuer, og finder, i hvor kiendt jeg er med den, stedse nye og fødende Underholdning. Intet Under derfor, at jeg glæder mig saa til dens Fortsættelse i Sandsigeren, den jeg endnu ikke har kunnet faae fat paa.

TorsdagTorsdag] rettet fra: Fredag ved overskriving 19de Lige til Kl: halv 11 i Aftes havde jeg Haab om Postens Komme; men da maatte jeg opgive det. Først i Formidd: kom den til Ullensager og hid mod Middag. Det ahnede mig hvad den vilde bringe mig, og ventede jeg den derfor saa længselfuld. Endelig igien et velsignet Brev dyrebare Maja C fra Din kiære, endnu syge Haand. Men Gud skee Lov, nu er Du bædre, nesten ganske vel igien; og da jeg nu havde denne beroeligende Forsikring fra begge mine Majaer, hvor glad tog jeg da fat paa det saa uventede som kiærkomne DagbogHefte, der lige til den 9de d: M: giør mig Rede for Deres hele Thun und Lassen min elskede Egersøn, og hvor jeg da ogsaa seer, at I, som jeg tænkte, vare samlede den kiære 8de April, mine elskede Børn, og havde en deylig Aften, den jeg, ak hvor giærne! havde deelt med Eder, og nu, ved Beskrivelsen over den, tog al muelig Deel i. Jeg havde begyndt at læse med Lina, men hun maatte gaae til en anden Gang, dog gik hun ikke før hun havde hørt hvordan det stod til med hendes Moer C og hendes Marie. Og de glade Ord: «Nu er Moer Cappelen brav igien! Marie er frisk og rask!» gik fra Læbe til Læbe og fra disse til Hiertet. Allerede er min Post afgaaet i Morges med min Koren (som er paa Plogstad) med det lange Brev til Ven Pavels, et kun lidt kortere til von Krogh, den uforglæmmelige Hetgens sande Broder, og et ikke kort til Nella – Men ubesvarede kan de velsignede Majabreve ikke blive denne Postdag over, og uforsvarligt var det at forholde de andre Dagboglæsere og Læserinder hvad deres er, da jeg dømmer deres Længsel efter min. «Saadan skulde Moer Koren altiid sætte sig i sin Næstes Sted» – hører jeg min Egersøn sige, dog allerede mildere, end da han skrev den første Side af dette Journalhefte, hvor han med Ret bebreyder mig min Unøysomhed, den jeg i Øyeblikket den yttrede sig, fortrød, og som jeg nu veed, længesiden er mig tilgivet. Ja, det skulde jeg vel, og stræber derefter, kommer vel ogsaa Maalet noget nærmere; men staaer desværre endda langt, langt fra det – Læg dig nu til Hvile, min Dagbog, og vær ikke skindsyg over, at din kbhnske Søster gaaer saa raskt og livfuldt frem, imens du kryber saa smaat frem som Sneglen, der 93med sit Huus paa Ryggen ikke kan skyde mange Miles Fart i Vagten – Istæden for at have Huset paa Ryggen, sidder vi godt og langt inde i det, det har sin Rigtighed – «Men just derfor» – er du færdig at gaae istaae – jeg veed det nok. Men giv dig nu tilfreds, og vær roelig til jeg har dette ene Brev endnu færdig, som endelig skal bort i Morgen Formiddag, og bliver du da ved at være kiøn beskeden, som jeg har i Stilhed glædet mig over (kanskee med moderlig Partiskhed) du hidtil har været, og ikke kaster skelende Blik til din elskelige yngre Søster, saa skal du see, at hun endogsaa med Glæde rækker dig Haanden, at det, i det mindste et Stykke Vey; kan gaae lidt fortere med dig, kun; mit Barn, at «du, som for den værste Snare «dig for Avind tager vare!»

Fredag 20de Brevet var færdigt i Aftes, og saa snart jeg kom herind i Dag, erindrede Dagbogen mig om mit Løfte. – At giøre Sammenligninger har jeg vant mig saadan til, at de kommer ufrievillig af sig selv ved alle Leyligheder. Men da jeg veed, hvor krænkende en Sammenligning ofte kan være, kommer de siælden længere end i Tankerne, og ogsaa der cujonerer jeg dem det bedste jeg kan. Men Contrasten mellem den danske Vaar, som baade De, beste Frederich, og Kamjkr Krogh maler med saa levende Farver, kunde ikke andet end aftvinge mig et Suk da jeg saae ud paa den steenhaarde, nesten overalt med sit hvide Sørgeklæde bedækkede Jord, ude i den hele øde intet Liv aandende Natur. Da vi toge fra Byen, jeg og Lina, hvirvlede Lærken sin Vaarsang op i den blaa Æther, det var en frydelig varm Foraarsdag, og saadanne havde vi adskillige i Marti og de første Dage af denne Maaned. Dog gientog Vinteren om Natten sit Herredom, og nu har han den gientaget det baade Dag og Nat, og det lader ikke til, den saa snart vil nedlægge sit Jærnscepter, hvorunder de svage Spor af Liv allerede ere forsvundne. Lærken tier, og den lille muntre Stær sidder taus og stille paa Ladetaget, hvor den før uophørlig tumlede sig og sladdrede om og frydede sig over sit igiengivne Liv. Jeg synes høre den sukke med Ewalds Edderfugl: «O du som tog min Varme, hvi gavst du mig mit Aandedræt!» – Men han, som Vinteren og alt adlyder (ak, kun ikke Mennesket!) veed nok hvorfor det er godt, og i denne Troe vil jeg være taus og stille som Stæren, og atter, som den, glæde mig over den første Times Solskin, og haabe: Nu er Vaaren kommet! om end dette Haab skal afbrydes saa ofte, at jeg ikke længere kan sige: nu er Vaaren men: Nu er Sommeren kommet!

94Hvordan jeg af moderligt Hierte under Eder og glæder mig over de Glæder Eders Ophold dernede skiænker Eder, mine Elskede, behøver jeg intet at fortælle om. «Det er Overflødighed, reen Luxus!» siger Presidenteren, naar hans Lotta hilser ham og bringer ham min fattige Tak for al hans Godhed og Venskab for mig og Mine. Men om hine mine Yttringer kunde dette siges med Sandhed: thi hvad kunde jeg herom sige Eder, som I ikke veed før? Det var os ikke godt, mig i det mindste ikke, var det anderledes.

Og saa er det da nu vist, at Norge faaer et Universitet! De har Ret, mit elskte Barn: det var en sand kongelig Gave vor gode Konge skiænker hertil: Indkomsterne af hele Grevskabet Laurvigen. Giennem hvor mange Kilder indgyder ikke denne Efterretning Tilfredshed i min danske Siæl! Gud lønne hver Ædel, fra den første, hos hvem denne Idee først opkom, til den sidste som kronede dens Udførelse! «Havde dog den stakkels Professor Wilse oplevet dette!» sagde min Telja, da jeg fortalte hende denne Nyehed. Og den Glæde havde jeg ogsaa undt den gamle vistnok ligesaa redelige som confuse Patron. Om de mange, mit eget Jeg nærmere angaaende Haab, Billeder og Drømme, som hiin Efterretning atter har opvakt og fremkaldt, var det ligesaa luxiøst (i presidentlig Forstand) at tale her, som ovenfor. – I ville Alle selv kunde tænke Eder dem –

 Hvor travlt jeg har havt det denne Formiddag med at forsegle og igien aabne Breve, pakke en Hat til lille Maja af en Æske i en anden, til en fandtes som var let og beqvæm nok til at bære for Kræmmeren, vor Naboe, som i Dag vandrer til Byen. Med ham kom Strømsøebrevet, en lille Billet til Frue Lotta og Do til Frue Maribo, som bad mig saa venligt efterhøre om en Amme til hende, hvilken jeg nu er kommet paa Spor efter. Walbohm har sadt og snakket her en Stund, Linchen læst sin bestemte Tiid; læg nu hertil uophørlig Nysen og, med Respect at sige, Snyden, og en komplet Hovedpine, saa vil I selv see, jeg har havt forsagt Arbeyde.

Min Koren kom først hiem Kl: 11 i Aftes fra Plogstad, hvor alt er vel, men hvor han ikke saae Wilhelm, som fandt forgodt at sove al den Tiid Koren var i den Bygning, og være vaagen naar han var paa Fogdens Contoir, som er langt nede i Gaarden i den gamle Bygning.

Da jeg ikke var ret rask, oppebiede jeg ikke min Husbonds Komme, men gik til Sengs ved min sædvanlige Tiid. Og nu troer jeg jeg faaer gaae paa en usædvanlig –

95Aften Det er, som I veed, Løverdag. Jeg kunde altsaa ikke vente synderlig Roe paa Korens Audients: og vort Sovegemak. Jeg fik mig altsaa, da jeg havde spiist hvad Dagen tilhører: Øllebrød og Sild (hvilken Sidste den snilde Fetter Hosevinkel har forsynet os med, af sielden Godhed) og Fleskepandekage, en deylig Slum her paa min Sopha, og den jog Hovedpinen og tildeels Snuen paa Dør. Det kommer nu an paa, om den er saa beskeden som Jalles Fremmede, og «ikke kommer igien i Morgen» –

I den kiære Strømsøe Pakke i Gaar var ogsaa et Vers af Schack Staffeldt ved Kronprintsessens Confirmation (opsendt fra Egersønen, Værset nemlig) der er inderlig vakkert, og hvor man paa intet Sted gienkiender denne ellers saa svulstige Digter. Det er en dobbelt Borgen for, at det er strømmet umiddelbart fra hans Inderste, og giver det altsaa dobbelt Interesse. Slutningen finder jeg især saa skiøn, at jeg ikke kan nægte mig at afskrive den her:

«Dein Engel stand, fromm lächelnd, dir zur Seiten.
Mit Seheraugen sah der Sanger ihn
Die Strahlenflügel um dein Haupt verbreiten
Und Lilien um deine Schläfen ziehn.
Und als er blickte in das Buch der Zeiten,
Da wollt’ im Lächeln noch ein Lächeln blühn,
Doch unerreichbar bleibt das Bild dem Liede,
Und unaussprechlich war der Züge Friede.

Es führt dich treu des heil’gen Engels Rechte:
Sanft wirst du wie die fromme Mutter seyn,
Und wie dein treuer Vater, der Gerechte,
Von wahrem Schatten, falschem Glanze rein.
Hoch stehn auf Erde die gekrönten Mächte,
Doch lieblos ist die Höh’ und kalt der Schein,
Drum weih auch du die Königsburg zur Hütte
Durch Einfalt, Wahrheit, Frömmigkeit und Sitte.

Es ist ein Reich, wo ewig Lieb’ und Frieden
In treuer, seliger Umarmung stehn,
Dem Sehenden ist es schon hier beschieden,
Darf er das Göttliche in sich verstehn;
Es blüht den Eingeweiheten hienieden
Was Ungeweihte nur in Fernen sehn,
96Und leise in des Sterblichen Gemüthe
Entfaltet sich des ew’gen Frühlings Blüte.»

___________

Og har jeg ikke nu holdt dig Ord? kiære Dagbog! og er du ikke nu ved din og min troe Vens og din unge kiærlige Søsters Bistand paa een Dag kommet længere, end du ellers i dette Førefald (du kan giærne tage dette Udtryk i bogstavelig Forstand) var kommet, Gud veed i hvor mange Dage? – Siig derfor nu begge din og min Tak saa venligt du veed og kan det – og dernest alle vore Elskede en god roelig Nat! –

Mandag 22de (min ældste Søsters, min første elskede Maries Fødselsdag, til hvilken jeg giorde et af mine første Værs – i mit 11te eller 12te Aar – som er til den Dag i Dag) For Gaarsdagen er snart aflagt Regnskab. Fader Mørk kom som sædvanlig før han gik i Kirken, dog, i Gaar kiørte han saamen i Slæde – Ellers saae vi intet fremmet Menneske. Jeg skrev et lille Brev til mine kiære kbhnske Døttre, og deri nogle Linier til Sønnen Frederich, ligeledes nogle Linier i et Brev fra Lina til Maja K, og et ordentlig Brev til Poppenheim; for Resten fik jeg meget vakkert indført i min Thrinasaras Værsebog, læste, og sladdrede med Ungerne. Imens jeg sad herinde, sad Skriveren troet ved min Side med sit sædvanlige Hvilearbeyde, Udskiæring. Brevene er alt paa Veyen til Byen med Lunde, som tog bort tidlig i Morges.

Tirsdag 23de Lina, der ligesom jeg har været plaget i nogle Dage af stærk Snue, fik i Aftes en ret alvorlig Feber men da jeg saa tydelig saae dens Oprindelse, foruroligede den mig mindre, end ellers vilde været Tilfældet. Vi toge hver et godt Kampherpulver, hvorefter jeg i Dag befinder mig ret vel, og som ogsaa har giort sin Virkning hos Lina, kun at det har mattet det lille søde Dyr meget. Jeg haaber med Guds Hielp, at naar hun i Dag bliver roelig paa sit Kammer og drikker brav Havresuppe, skal det snart gaae over, Resten af Forkiølelsen. Jeg forudsaae det vilde gaae saa. Hun og Kaja havde en Kiælke i Haven og Kiælkebakke med, det forstaaer sig, og i alle deres Frietimer vare de der. Jeg vilde det ikke giærne, thi jeg veed Vaarluften er skarp og Solsmilet ikke saa ret at sætte Liid til; men Koren og Alle, min Telja undtagen, som maaskee er endnu ængstligere over sligt end jeg, smaaespottede over min overdrevne Frygt. «De maae hærde sig» hedder det altiid – men mit Hierte kan ikke lære at hærde sig nok til denne Hærdelse. Kaja blev først forkiølet 97og var saa hæs, hun ikke kunde tale, men lige flink endda. Seer du? sagde Koren. Men det er en lille Kiæmpeunge, som ingen Ting bider paa (og Gud skee Lov for det)[.] Lina er desværre ikke af saa fast Malm, lader det. Imidlertiid er det mig ganske begribeligt at Bevægelse i den frie Luft er hende som alle ikke forkiælede Børn nødvendig – og forkiælet er hun sandelig ikke – kun alt til Maade. Da jeg i Morges spurgte hvordan det var med hende, svarede hun: Jeg er rigtig bra, Moer mi, det maae du troe, bare det at jeg er mat «som en Fendrik» af det jeg har svedt saa stærkt i Nat. – Og mat seer man hun er –

I Aviserne, som vi fik i Gaar, staaer et Værs (i Anledning af et foregaaende juridiskt Spørgsmaal) som indeholder de afskyeligste Beskyldninger imod en Mand i Dommer Embede, der umuelig, siger alle, kan være nogen anden end Justitsraad Kløcker ved Schien. Min Koren mener, Regieringen maatte tage til Gienmæle, og affordre Pasqvillanten Beviis for sine Beskyldninger, hvoraf de halve vare meer end nok til Embedstab, om de NB bevistes, hvad jeg til Menneskelighedens og den Anklagedes Ære haaber, de ikke kan. Men hvad skal man sige om saadanne Angreb i Mørket? de røbe dog, synes mig, en sort Siæl.

Min lille Zarine skriver, at hun i disse Dage venter sin Christie, som er beordret med en Batallion til Hadeland, og faaer vi da vist ogsaa see den snilde Gut her. Saa fortæller hun ogsaa, hvorlunde hendes Søster befinder sig i bedste Velgaaende med samt sin lille Prints, hvis Navn allene Zarinchen formaliserer sig over: «thi, siger hun, «da han er fød paa samme Tiid som Roms Konge, og jeg strax han saae Lyset giorde ham til Konge over Vaterland (hvor Olsens boer) vilde jeg givet ham et brillant Navn, f.E: Salamon; men nu hedder han, mine Bestræbelser til Trods, Ole Severin (der klinger – ikke sandt? Moer Koren! – som Jørgen Hattemager). Jeg bad da det i det mindste maatte blive Oluf; men Olsen stod stivt og fast paa, han vilde have sin Fader (en gammel reputerlig Bonde i Østerdalen) rigtig opkaldt,og Thrina holdt med ham, for hun havde lovet den gamle Mand, da de i Vinter var der i Besøg, at han skulde blive opkaldt, fik hun en Søn – og saa maatte jeg tie, og Gutten hedder som sagt, Ole» –

98Aften. Henimod Middag kom mit Onde igien med fordoblet Kraft. Da de øvrige gik tilbords, gik jeg til Sengs, og faldt i en Feberslum, som kun mattede mere. Det er nok den allerede længe ventede Vaarfeber, som melder sig, som jeg aldrig undgaaer, og derfor giærne seer kommer jo før jo heller, da det er godt at faae sligt fra Haanden. Imens jeg laae, havde Kræmmeren bragt mig tre velsignede Breve fra min Lotta, Thrinasara og hendes Real, som rigtig en Stund fik Bugt med Hede, Kuld, og Hovedpine, og som jeg troer havde manet det Onde reent bort, havde de været længere. Det vil ikke forstaaes, som om de vare korte i sig selv. Min Lottas var langt, min Thrinas endnu længere, og Søn Reals efter hans korte Tiid kan ogsaa bringes i Ligning med de andre. Gud signe Jer hver især for det Alt!

Vort kiære unge Par er saa lykkelige, at der ikke bliver selv Moderhiertet noget tilovers at ønske dem. Men Din Jørgens Øyne, dyrebare Lotta, er igien slemmere. Det bedrøver mig inderligt for hans og for Din Skyld, nesten endnu mere for Din, fordi vi lide dobbelt for og med dem vi elske. Men i denne Vaar troer jeg, Øyensygdomme ere almindelige, og med Guds Hielp vil den renere, blidere Luft, som vi dog nu maae have snart i Vente, helbrede Din gode Jørgens syge Øyne og med dem Dit med-lidende Sind.

Lina er Gud skee Lov bædre endnu i Aften end i Formiddag. Ogsaa hun fik et kiærligt Brev fra sin Kista, som jeg maatte læse for hende, da hun ligger i en stærk Sveed, der dog nu har sagtnet noget –Fra Frue Maribo fik jeg et meget forbindtligt og yderst peent og godt skrevet Brev, og deri et Kys til min elskværdige Lina, ere hendes Ord. Hun fik Kysset uden videre. Hun er ikke mindre indtaget i den smukke Frue Ragne (den første Danske jeg har hørt hed saa) end denne i hende.

At den brave Præsten Juell anden Paaske Dag fik et Offer af 1500rd, vil vist fornøye Eder Alle, som det fornøyer mig. En lille Erstatning er dog dette – hvad vel ogsaa Menighederne ønskede det at være – for den kostbare Reyse og det end kostbarere lange forgiæves Ophold i Kbhn –

Torsdag 25te Nu kan jeg Gud skee Lov sige Eder, at min Lina er rask igien, nu, da jeg har hende oppe og munter. Bleegt er vel endnu det lille Fiæs, og Hosten har langt fra ikke forladt hende, men det har med Guds Hielp intet at betyde. Ogsaa i Gaar laae hun hele Dagen. Jeg sad saa troet og læste for hende i Florian al den Tiid, han kunde være inde. Walbohm vilde 99ikke hun skulde tale meget, for ikke at iritere Hosten. Dertil fristede jeg hende heller ikke, da jeg neppe kunde tale selv for Snue. Alle Midler trodser den endnu lige haardnakket,og Hovedpine er dens uadskillelige Kammerat. Men nu har jeg begyndt med min gamle Krydderthee, der nok bliver mit Universalmiddel for Fremtiden. Og naar kun min Koren og Glutterne ere raske, hvad skulde da en Smule Hovedpine og Snue anfægte mig? Kaja forlader sielden Lina, som endnu i Dag maae blive paa sit Kammer. Hun var meget bedrøvet i Forgaars, men nu, hun har faaet sin Lina paa Benene, er hun den gamle Kaja. De har nu endeel Kobberstykker og slikt at more sig med. Telja sidder hos dem med sin Rok, og af os Alle har de jævnligt Besøg. I Morgen haaber jeg vi skal komme i vor gamle Tommeromme – Andreas Munthe var her i Gaar. Det er forskrækkeligt saa de unge Mennesker lægger sig ud, baade han og Broderen. For Resten var han Sku Sku den samme snurrige Patron, og ønskede sig kun snart en Bøxelgaard, vist nok for at blive gift. Men jeg veed ikke hvordan det er, jeg er ordentlig glad i at see ham. Det er en snild Gut, og os alle saa hengiven. Hans Moder plages endnu stedse af Tandpine; men dog tvivler jeg om det har den Betydning, Tandpine hos unge Koner saa ofte har.

Lunde kom hiem i Gaarnat, og bragte mig Eders kiære smaae Breve, min elskede Lotta og Kista – dog først i Gaar Morges, da vi troede at see hans Gienfærd, siden vi ikke vidste han var ariveret – Efter nogle ret milde Dage har det atter frosset temmelig stærkt i Nat. Saa længe Solen skinner, er det Sommer.

LøverFredagen 26de. Linas Hoste foruroeligede mig i Nat mere, end hende. Hun sov lige godt, forsikrer hun; men mig vaagnede den ofte, og Kl: var neppe 6 da jeg stod op, trættere end jeg lagde mig. Gud skee Lov, det søde Barn er fuldkommen rask; men ned vil jeg dog ikke hun skal komme endnu. Et Par Timer har hun været inde paa sin gode Faders Værelse mens Jomfruekammeret blev udluftet. Der skrev hun til sin Kista; thi hun er Mamas Datter: naar hun seer Blæk og Pen etc. kommer Skrivelysten strax over hende. Hvordan min Koren ellers kan skrive – og han og Hertel sidder ved et stort Bord fuldt af Regnskabssager – under Smaapigernes Piattren, hvori undertiden min blander sig, ikke at tale om Kajas Krumspring, begriber jeg ikke – men han kan alting. – Hvad mon Posten i Dag vil bringe mig? Endnu, Kl: 12, er den ikke kommet.

100Kl: 5 Da vi havde spiist, forsøgte jeg at faae mig et Blund her paa Sophaen, som ogsaa lykkedes mig, men som, i hvor qvægende det va‹r,› dog ikke qvægede mig som det, der afbrød det. To velsignede Majabrev‹e,› et paa 6 Sider fra den troefaste store Maja, som vilde tilfulde overbevise sin Moer Koren om hvor frisk hun nu var, og erstatte hende hvad hun i den senere Tiid saa bittert har savnet – (og Gud Glæde Dig, saa Du giorde det‹)› Et lidt ældre, ogsaa et langt barnligt Brev fra min lille Majaunge, der er saa lykkelig og skiønsom glad i sit nuværende Hiem, og – næppe torde jeg troe hvad Convoluttens Form lovede mig – atter et Sønne‹-›Dagboghefte, som ikke allene intet eftergiver sine ældre Sødskende i Interesse, men er vel saa rigt paa Alskens deylige Ting som noge‹n› af dem. Jeg kunde ikke lægge det fra mig før det var tilende, og det var det kun alt for snart. Nu skal min Koren gotte sig med det, og saa skal det i Morgen ind til Fader Pavels, der med saa hiertelig Længsel seer dets Komme imøde (hvor lykkelige vi ere, gode Pavels, som har Følelse for, og har saadanne Glæder!) og skaffe ham, hans og min Maja og de andre Elskte en ligesaa kostelig Stund – Jeg maatte lee, min høyærværdige Provstesøn, da jeg saa skinbarlig saae Dem med den vakkre Jomfrue Olsen paa Armen, og ja men troer jeg nok, hun sad bædre paa Deres Arm, end paa Frydendals (hun er Actrice, maae I vid‹e› mine Elskelige, og klagede over, at Fryd: som var Hakon Jarl, bar hende, Lundesolen, saa slemt; thi prøvende Hr Frederich paa at giøre det bædre, som tilfulde lykkedes ham. Scenen var Bakkehuset) – Men da jeg længere henne saae, at lille Syvald endnu ikke var ret rask, loe jeg ikke mere. Gud give han maae blive saa snart rask som min Lina! – Øhlenschläger skal have skrevet mig til, allerede fo‹…› d: 10de d: M: – Der maae være en Irring, hvori det saa stikker; men saa kommer det dog vist, og «at vente en Glæde er jo allerede en Glæde» –

Jeg skal endnu i Aften skrive nogle Linier til Søn Slotspræst, og kanskee til min Lotta med dette Hefte, som da endelig har naaet sit Endeligt, og min Lina venter mig, og har, det veed jeg, endnu saa meget at tale om sit lille Brev fra den kiære Maja, og jeg om mine lange Breve: thi hele Huset maae glæde sig med mig. Hvem kan glæde sig ene‹?›

101Søndag 28de I Gaar Morges stod jeg op Kl: 6 saa frisk og let, og takkede Gud saa hierteligt, og glædede mig ret ved alt det jeg havde at bestille. Lina havde nesten ikke hostet hele Natten, og laae i sød tryg Søvn da jeg gik ned. Jeg gav mig knap Tiid at drikke min gode Caffe, før jeg ilede herind, og oversaae endnu engang mit Dagarbeyde før jeg begyndte det. Det første bestod i atter at giennemløbe det kiære kbhnske Journalhefte, før jeg pakkede det ind, ledsaget med et Par Linier, til Søn Slotspræst. Mit gik til Tøyen, med et lille Brev fra Lina og mig til vor Kista. Saa skrev jeg lidt til Maja K: og begyndte paa, tænkte jeg; et langt Brev til Maja C – Men med et overfaldt mig en rasende Hovedpine, som nødte mig til at faae det og alt færdigt i en Hast og bortsendt, mens jeg endnu samlede lidt. Walbohm og jeg kaldte Linas Feber Kælkebakkefeber, min kan jeg kalde Løverdagsfeber – Men havde det ti Gange været Løver- og Audientsdag, til Sengs maatte jeg, og i min egen Seng, da jeg ikke torde lægge mig i et koldt Værelse og kolde Klæder. «Stakkels dig» sagde min Koren, «du faaer vist ingen Roe her.» Han hængte Sparlagenet over den gamle grønne Damastes Lænestoel, og det kom mig for, som jeg skulde ligge paa Luur, eller var Kontraband, f.E: engelske Varer, eller en Brændeviinskiedel, som Lehnsmændene i denne Tiid har faaet Ordre fra hans Durchlautighed Stadtholderen (det forstaaer sig, giennem Fogden) at søge om i alle Kroge, og var denne sidste Lignelse ogsaa den beste: thi saa længe nys hiemkomne engelske Vare falholdes i Intelligentsbladene midt for Høystbemeldtes Øyne og Næse, kan da ikke behøves at lægge Dølgsmaal paa dem. Der laae jeg da, og maatte, den smertelige Hovedpine til Trods, smile over alt det Vrøvl, som naturligviis giorde mit Onde Værre. Koren kom mig for som det delphiske Orakel, endskiøndt sandt at sige, de Spørgsmaal der bleve giorte ham, kom mig mørkere for end hans Svar, dette burde altsaa været omvendt. Jeg følte, at en Skriver maatte være en høyst beklagelseværdig Mand, om den Kiedsomhed hans Embede medfører ikke formildedes deels ved Vanen, deels og især ved den Bevidsthed, at disse Mennesker tyer saa trygge til ham med alle deres Anker og Kæremaal, og gaaer for det meste beroeliget bort. Den fortroelige 102tillidsfulde Tone et Par af dem talte i, giorde mig ordentlig godt der jeg laae, som ethvert Beviis paa, at min Koren er elsket som han fortiæner at være det. – Dog, «mens nogle kom og nogle gik, det Onde ingen Ende fik» – og det fik det ikke den hele Dag. For første Gang giorde jeg en Tour ud i Haven (hvor nogle Gange netop ere saa frie for Snee at man kan gaae i dem) med min Koren, som troede den deylige milde Luft skulde hiulpet. Jo, «fikst du Pæren, Zacharias!» –

I Dag laae jeg længere for at forsøge om Hovedet vilde have det paa den Facon; men nu vil jeg ikke kiæle saadan før det, saa kanskee det bliver bædre. Min Lina er nu fuldkommen flink og nede, og flyver i Kap med Kaja op og ned ad Trapperne, dog faaer hun i Dag ikke Lov at gaae ud, hvad det mørkegraa Veyr da ikke heller just frister til.

Hvilke stille, stille Søndager! Saae vi ikke Fader Mørk, kunde vi glæmme hvordan fremmede Folk seer ud.

Kl 4. Nu har jeg drukket Caffe, og fik mig under den to nyemodens Rabusser med Hertel, som skal reyse til Nannestad. Ellers har jeg læst i min gamle Tilskuer og skrevet paa mine trarentiske Brødre som skal udgiøre en Deel af mine samlede Digtes andet Bind – for mine Dagboglæsere og Læserinder og Skriverpulten.

Blandt det meget som glædede mig i Søn Frederichs sidste Journal Hefte, var det meget, han fortæller om Grundtvig. Jeg holder saa inderlig af denne unge Mand, og det har været mig saa viktigt, at faae en nøye Beskrivelse over ham. Den har jeg nu, tak være min ædle Egersøn, faaet, og seer og hører ham ganske livagtig. Skulde jeg ønske mine Sønners Tal forøget, var det ved at tælle Gr: iblandt dem. Dog ikke ved noget andet Baand end det Siælebaand, som omslynger den lykkelige Moer Koren og hendes ældre Børn. Hans Rige er ikke af denne Verden, hvor vel heller ikke hans Dage vil blive mange.

Det koster mig ellers megen Selvfornægtelse, ikke at fortælle mere af det kiære Dagboghefte; men jeg vil lægge Haand og Pen paa Munden i det mindste for denne Gang –

Mandag 29de Med min Ane Stuepige, som i Dag tog til Houg for der at væve et langt Lagen-Lærret for mig, sendte jeg min Rikke en 103en lille Hiertestyrkning af mit Bogskab. Ogsaa hun tager til Takke med at giennemgaae det Gamle, der nu – og altiid – er godt aa ha – Jes, som ogsaa var paa Houg, og derfra lod hente Søndagsposten, bragte mig Deres kiære Brev, beste Fader Pavels, som jeg nu i god Andagt har giennemlæst og takker Dem saa hiertelig for, og takker Dem og Maja ret moderligt for det Ønske: at Eders Moer Koren havde været hos Eders i Torsdags, da saa mange af vore fælles Elskede vare der. At boe saaledes i en Kreds med Eder – o, hvor vilde det være deyligt, kunde vi kun faae rykket Hovind «dahin, dahin»[.] Men heller ikke meget længere, gode Søn Pavels. Jeg sukker vel ogsaa imellem over Vaarens Udeblivelse, og tænker paa hvordan jeg i mit Livs Vaar, paa denne Aarets Tiid tilbragte nesten alle mine Frietimer i den unge opvaagnede Natur, og hilsede hvert Græsstraae med Glæde, og den første Aurikel og Hyacinth med høy Jubel; men jeg længes ikke bort fra Hovind og mine Børns Grav til noget Sted i Verden. Her føler jeg mit Hierte saa fastgroet, at jeg med Vished veed det vilde forbløde sig, skulde det rives herfra. Men selv uden disse Hensyn er dette Land, «som i saa mangeslags Scener Rædsel med Ynde forener» mig nu for kiært til at jeg engang kan skiænde paa dets lange Vintre, dets Vaar- og øvrige Mangler. Det var Gienstanden for mine Barndoms Ønsker, Længsler og Drømme; og de gik i Opfyldelse, og see – alt var og er saare godt. Nu seer jeg først, at jeg ligesom har forutsat, I Alle havde læst vor kiære Slotspræsts Brev. Da I nu ikke har det, maae jeg sige Eder, at det er nogle Yttringer deri, lidt, desværre ikke ugrundet, Beklagelse over vor sene eller ingen Vaar o.s.v. der har foranlediget ovenstaaende Tirade.

Og er det ikke vaarligt, at alt det unge Mandskab – Fabritius er her ogsaa – spiller Kegler i Haven af Liv og Magt. Jeg har atter i Dag faaet mig en lille Promenade, Lina ligesaa i Middagssolen. Hun har ogsaa læst med mig i Dag som sædvanligt, og saa er Gud skee Lov alting igien i sin Orden. Kl: lidt over 6 kiørte min Koren til Eidsvold i en bedagelig Kariol som staaer her efter Poppenheim. Det gik heel sædeligt ud giennem Alleen. – Saa fuldkommen frisk som i Dag har jeg neppe været siden jeg kom hiem fra min lange Tour.

104Tirsdag 30te «Mal ikke Fanden paa Væggen!» siger Ordsproget. Saa lidt som denne, taaler min Hovedpine Omtale. Det lader rigtig, som den i Gaar havde hvilet sig, for at kunde regiere des strængere i Nat da den flere Gange vakte mig, og i Dag, da den to Gange har tvunget mig til Sengs. At man kan vænne sig til et dagligt Aag, seer jeg deraf, at jeg ikke længe har været saa utaalmodig og nedslagen som i Dag, blot fordi den Pause i Gaar gav mig Mod at haabe den slemme Periode nu var forbi. Vaarmaanederne er jeg engang for alle vant til, det ikke skal være anderledes. I maae trættes, mine Elskede ved disse evindelige Klagesange. Men hvordan kan jeg skaane Eder for dem, naar disse Blade skal være en troe Beskrivelse over mit Liv og Levnet, hvori Hovedpinen virkelig spiller en Hovedrolle? –

Kl: 3½ forlod jeg da Sengen for tredie Gang, og siden har det været taaleligt. Men jeg er grumme mat. God Nat, mine Dyrebare!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.