Dagbok 1811

av Christiane Koren

Decbr –

101Mandag 2den Vel er endnu ikke alle Bryllupsgiæster reyste, eller Sviren, det er Fortumlingen, ret af Hovedet paa mig; men jeg maae dog giøre en Begyndelse paa det nye Hefte. – Jeg forlod, mindes jeg ret, Økeren ved det forriges Slutning, efter at have gientaget mit Løfte at blive Fadder til lille Ida, rimeligviis naar jeg neste Gang kommer til Byen.

Mit unge Følge tog jeg snart igien. Føret var ulige bædre, end da jeg tog ind, og jo længere vi kom, jo bædre blev det. I Bonkellen, vort gamle Standqvarter paa Hiemveyen, spiste vi vore gode Smørrebrød, og deylige Æbler tracterede lille Zarina med. Strax vi havde forladt det, mødte vi den fine søde Branddirecteur. «Nu faaer De prægtigt Føre, søde Kona mi!» – raabteTeksttap ved skade på papiret han ned fra sin Kariol, ‹i›mens min Slæde gleed ham forb‹…› ‹…› ‹…›rgenTeksttap ved skade på papiret slap ikke saa let, men maatte holde en Prat ud med sin fine Ven, den han, Jørgen, dog skyndte sig at afbryde; den havde vel ellers varet til nu – Det var imidlertiid intet slemt Omen, som jeg havde frygtet, dette hiertebrækkende søde Møde; thi hele Touren blev ved at gaae ret ønskeligt, og mit unge Selskab var lustigt og vi alle vel tilmode. Paa Moe drak vi Caffe efter gammel Stiil, og i det herligste blideste Maanlys ariverede vi til vort velsignede Hiem Kl: 8 –

Vi fik neppe Reysetøyet af, før vi maatte ud og see paa Sendingerne ‹(›Fønd kaldet) Hele Spisekammeret laae fuldt af Brød og Rugkager, Smørstykker, kruserede og graverede saa det var Lyst at skue, et Par Flæskeskinker, Bryster, Pølser, Stege – Det saae ud til, en heel Armee kunde spiist sig mæt her, og dog er det gaaet med, og en heel Bagning Brød og Kager til, alle andre Ting uberegnede. Blandt disse er Caffe, Sukker, Brændeviin og Øll det væsentligste, i det mindste kostbareste. 70 Mennesker i to Dage; vil have Mad og Drikke, og det blev der sørget for, de fik. Aftenen før Bryllupet blev ogsaa alle 102Føngenterne med deres Følge beværtede, og fik sig en Svingom. Bryllupsgiæsterne sankedes i Storstuen, og Kl henimod 1 vare de samlede. Brud og Brudgom stod naturligviis under Speylet. Jeg har aldrig været saa forlegen ved noget Selskab, hvis Honneurs jeg skulde giøre, som ved dette, da jeg hvert Øyeblik frygtede for at støde an mod Reglerne. Jeg overlod det derfor ganske til Kiøgemesteren, Skolemester paa sit Haandværk, og en rask, ædruelig Knøs, der vel vaasede – thi det fordrer hans Bestilling – men dog i mere Korthed og Eenfoldighed end ellers Skik og Brug er – Lina kan hans hele Præk udenad, Talen før Kirkegangen, og siden, og ved Bordet, kort alt som det følger i sin Orden. Bryllupsdagen sad vi alle tilbords med – de spiste paa Sahlen – men længe holdt jeg det ikke ud, saa sad jeg her nede i god Roe, skrev og læste, og saae blot op til dem engang imellem – ligesaa da de var kommet fra Bordet – kl 9 – (de pleyer ‹…›Teksttap ved skade på papiret egne Lag sidde til 1, 2 om Natten) og drak Caffe og siden dansede i Storstuen. Henimod 1 gik jeg tilsengs, men Skriveren holdt ud med al Ungdommen til Morgenstunden. Lige saa i Løverdags (dog ikke fuldt saa længe) da de atter vare samlede, flere og ikke færre, spiste, drak og dandsede (dog det sidste paa Skolen) ligerviis som Bryllupsdagen. Jeg saae atter stunddom til dem, spiste Grød af Fad med Brudgommens Fader, som havde sig en drøy Perial, og sladdrede snart med den ene, snart med den anden. Koren og Børnene J: Bull, Johanna Bull, Jomfruerne Horster, Chrystie, og Heide, alle Contoirfolkene, vare stedse hos og iblandt dem, og den mageløs utrættelige Hertel, som i al sit Liv kun lever for og tragter efter at være andre til Glæde og Gavn, var overalt, havde Øyne og Tanker overalt, saa Gud veed, hvordan hans Hoved og Been holdt det ud. Maja og Maren Skieldrup, afløst af Zarina, agerede Vertinder, og alle Jomfruerne gik dem tilhaande. Engang, da Zarina lagde for, sagde 103Melin – som gik i en evindelig Ruus, og paa en Maade var hele Selskabets Bajaz – til en af sine Naboer: «Men er det ikke sandt smager ikke Maden dobbelt saa godt, naar den lægges for af et dannet Fruentimmer?» – Den Adspurgte saae paa ham og paa Zarinalild, som han vist fandt ret godt dannet, men var for Resten saa klog at tie og blot nikke sit Ja – Til mig talte han en heel Mængde, som Gud veed jeg ikke forstod mere, end det havde været mesopotamiskt. En anden, ellers i sin Ædruelighed meget prosaisk Person, vor Avlskarl paa Houg, Sr Guldbrand, tiltalte paa følgende høytravende Viis: «Gud skee Lov, vi seer Fruen her, at hun giør os den Ære – al vor Glæde er omsonst, naar Fruen ikke seer til os.» – «Ja, seer du, kiære Guldbrand, jeg taaler ikke godt at være hvor det er saa varmt for mit Hoveds Skyld. Og saa sidder min Maria jo der i mit Sted.» – «Ja, det er meget godt det. Gud velsigne Jomfrue Maria! men – vi glæder os nok over Blomsterne, men vi vil giærne see Roden, de er kommet af, og den maae vi agte mere end Blomsterne, for er den ikke god, kan den heller ikke bære noget, som er godt.» – Var ikke det zirligt? –

I Gaar Middags spiste det unge Par, med alle Brudens Paarørende (som ere her ude fra Christiania) og nogle af Brudgommens med os. Hr Munthe var her, Wærners, og Frue Hiort – og dermed vare Høytidelighederne forbi. De fik 450rd i Brudegave. Det kan være godt til Hielp at sætte Boe med. Overalt glæder det mig hierteligt, at min Anes 18 Aars troe Tiæneste «efter al Sandsynlighed vil blive lønnet ved et nogenlunde behageligt og sorgfrit Liv ved en stræbsom, og ikke fattig Mands Side – selv har hun ved megen Forsynlighed fra sin første Ungdom lagt sig mange gode Ting til, og var, som Presidenten kalder det, ret en let Pige. – I Morgen reyser hendes Familie – da reyser ogsaa mit unge Følge, Bull, Hanna og Zarina, som ey kom bort i Dag for Veyrets Skyld. Tingfolkene reyste til Næss i Morges.

104Tirsdag 3die Nu er da Huset i sin gamle Orden og Roe og de sidste Bryllupsgiæster bortreyste. Med dem sendte jeg til Byen det sidstsluttede Journalhefte, Slutningen af Ferdinand Warner, første Deel, og et Brev til Lotta, et Do til Maja C, og et til alle de fire præstelige Barna mine i Byen. Ved mine andre mange Skriverier gaaer det slemt istaae med Brevskrivningen. Men da det alt har en Hensigt: at glæde og more mine Elskede, giør jeg mig ingen Samvittighed over hvad Form jeg hertil vælger. Jeg begynder igien at skrive ved Lys, og mærker Gud skee Lov ikke til, at det skader mine Øyne. Det er i mange Henseender en velsignet Opdagelse. Dog vil jeg ey misbruge den, saa meget mindre, som jeg derved giør Barna mine her Uret, ved at være alt for lidt hos dem, da de just om Aftenen alle ere samlede og om mig. Naar min Koren er hiemme, lider han det heller ikke i det mindste ikke, at det bliver til nogen Vane. – I Aften venter jeg ham halvveys. Vi skulde i Morgen fulgtes ad til Ejdsvold, hvor han har en Forretning om Torsdagen, og jeg skulde giøre mine Baslemaner og Krumlereyser for den ankerske Familie; men kommer ingen Snee i Nat, gaar min Tour ned igien, thi i Vogn eller Kariol kommer jeg ikke i Vinter, det er baade vist og sandt; og i Slæde er det umueligt at komme frem. Giid de gode Børn som reyste i Dag, kom vel frem! – Jeg har nu udholdt en lang Prat med Mellin, Brylluppet betræffende. Keyseren selv, (jeg veed ikke hvilken) paastaaer han, kunde ikke giort det galantere eller fornøyeligere – i det sidste kan han vel have Ret – og den Nedladelighed hos Secretairen og Fruen gaaer overalt, og at Skriveren saadan var der støt, og dandsede med alle, og var saa munter – (og saa veed den arme Skiælen ikke, at det især var ham og hans Menuetter, 105Skriveren gottede sig med) – ney, det giorde Gildet mageløst – Jeg maatte som sædvanlig bryde overtvært og gaae, thi ellers havde han pratet endnu –

Onsdag 4de I Gaar kom ingen Skriver, og af min Eidsvoldreyse blev intet, og havde intet blevet, var han end kommet. Thi vel snedte det stærkt i Nat, men fra Morgenstunden har det regnet uophørligt – Skiøndt Koren skal til Eidsvold i Morgen, bliver jeg neppe med ham da, fordi han maae være hiemme igien i Morgenaften, og jeg nødig vil blive der igien allene. Derimod gaaer maaske Touren til Plogstad – hvor den altiid gaaer saa let, om ey Føre og Veyr reent forbyder det. Jeg har en Grund mere til at være borte i Morgen, da 6 store Sviin skal sætte til, og jeg giærne vilde undgaae at høre det stygge Skriig. Jeg faaer nu høre, hvad min Husbond og Herre siger –

Aften Jeg er ret saa vreed paa mig selv, at jeg neppe kan holde Taarene tilbage – og flyder de nu, sandelig, da er det sande Angers Taare. En huslig Fortredelighed havde bragt mig ret i Harnisk – I det samme kom Koren. Nu havde jeg, maae I vide, ogsaa lidt Groll imod ham, fordi han uden Fruens – jeg vil ikke engang sige Tilladelse – men Viden, havde ladet dem tage hendes Gul til Byen i Gaar i det slemme Føre – og da han nu kom, brød al min Harme ud – Burde han finde slig Modtagelse, naar han efter flere Dages Slæb og Kiedsomhed iler til sit Hiem, hvor han ellers altiid – Gud skee Lov! – er vant til at finde Hvile og Opmuntring og Løn? – Jeg er ret inderlig bedrøvet, og dog – vil I troe det om Eders Moer Koren? – dog kan jeg endnu ikke overtale mig til, anderledes end her at tilstaae min Feyl – Ja, nu denne ydmygende Tilstaaelse er giort, er det endog saa, som jeg var blevet lettere om Hiertet – og dog veed jeg, jeg bør giøre mere.

106Sidene 106 til 115 er stokket om i originalinnbiningen. Kommer i følgende rekkefølge: s.106, 111, 112, 113, 114, 107, 108, 109, 110, 115.

Torsdag 5te Der blev slet ingen Reyse af. Svinene havde avskreget inden jeg stod op, og da det var graat leyt Sludveyr, opsatte jeg ogsaa Plogstadreysen til en anden Gang. De fra Byen Hiemkomne, Anes unge Mand, og lille Ole, bragte mig saa kiære Breve fra min Lotta, Thrinasara, Pavels, Realf, og Kista – Ikke mange Linier fra hver, men glædefulde, fordi de vidnede om alle de Elskedes Vel. Kun min Lotta er bekymret for sin Broder, min gamle Ungdomsven O: Bull, som skal være meget syg. Men ney, min Lotta, vi vilde ey sørge, om Gud kalder den Gode fra det lange Mørke, hvori han saa længe og haardt satte hans Siælsstyrke paa Prøve, til det klare, evige Lys. I flere Aar har Dagens Lys ey qvæget hans Øyne, og dog formaaede det Mørke, som omgav ham, ikke mørkne hans Indre, ikke at betage hans Siæl sin Munterhed og Virksomhed. Dobbelt herligt vil det evige Lys straale ham imøde, og Døden lægger jo kun sin kolde Haand paa de hede, saa længe tillukkede Øyne, for at aabne dem for dette aldrig udslukkede Lys – derfor sørg ikke, min elskede Lotta! naar Du hører: «Nu har den længe prøvede blinde Mand faaet sit Syn igien for aldrig mere at tabe det.» – Dem Alle som taber ham, skal det være Trøst og Qvægelse.

Af de 6 No af Sandsigeren min Realf sendte mig, har jeg læst det ene, 35, som nesten heelt igiennem angaaer Norges Universitet, og begynder med et Digt af Bonnevie under denne Tittel. Det har glædet mig i mit Hiertes Inderste, det hele Blad, og jeg længes ret efter at see min Frederichs i denne Anledning skrevne Digte til Dramens og Kongsbergs Høytidsfest, ligesaadan aftrykte. Bliver de ikke det? min gode Søn? – O, hvorfor skulde ikke flere glæde sig over dem, end den lille Kreds, for hvilken de ere digtede? Vidste jeg, de ey kom videre, saa tog jeg mig nok den moderlige Friehed, at afskrive og giøre dem til min Journals Eyendom, som saa meget andet fra samme kiære Sønnehaand.

Jeg har ogsaa i disse Aftner læst Molbecks Ungdomsvandringer – dog ikke endnu ganske til Ende – og med hiertelig Fornøyelse. Kun kan jeg ey for, at de mange Landskabsmalerier, i hvor deylige de nesten uden Undtagelse ere, trætter mig, hvad aldrig blev Tilfældet, om de imellem oplivedes af et eller andet levende Væsen, foruden Digteren. Det er jo saa sandt: «at Mennesket altiid bliver Menneskets kiæreste Studium» –

Men jeg indseer fuld vel, at det ikke gaaer an i en Indenlandsreyse107beskrivelse, giort og trykt i dette Aar, at omtale Vedkommende. Men der er saa meget, man veed, og dog ikke kan hente sig nogen Trøst og Opbyggelse af. Saa gad jeg ogsaa giærne vide, hvad der stemmer denne unge Mand i de evindelige hastiske Klagetoner, om virkelig eller indbildt Kummer. At den, hvis Hierte hænger med saa varm og umiskiendelig sand Kiærlighed ved alt Godt, Ædelt og Skiønt i den hele Natur, kan siges at staae ene i denne, naar han har en elsket Fader, Søster og Broder, til hvem han klager over denne Enestaaen, seer I, mine Elskede, det begriber jeg ikke. Har man Lov at klage saaledes, saa længe man endnu har et eneste elsket og elskende Væsen at helde sig til? – Som blot Digter? – ja det forstaaer sig – men som Menneske og Borger i den virkelige Verden ikke. Jeg havde ret Lyst til at kiende Manden selv, det er alt hvad jeg endnu kan sige Eder – Maaskee mere, naar jeg Bogen er tilende, som desværre nok bliver i denne Aften. – Ja, og saa gad jeg ogsaa grummelig giærne vide, hvem der i Litteratur-Tidenden har recenseret Øhlenschlägers, Reins, og Staffeldts Digte. Det er ret en Mand efter mit Hierte, i det mindste har han fast Ord for Ord udhviklet mine Følelser og Tanker om Øhlensl: og Reins Arbeyder (Staffeldts nyeste Digte skulde jeg ey troe, det faldt Brummer ind, paa egen Haand at sende mig, og skrive om dem giør jeg mafoi ikke) – Der er neppe nogen af Eder, mine Elskelige, som ikke har følt hvor behageligt det er, at møde en saadan Gienlyd af sine endnu ey udtalte Tanker og Fornemmelser, og nesten ubetinget underskriver jeg Recensentens Roes og Daddel. Nu erindrer jeg ogsaa, at jeg hørte mine geystlige Sønner, Hr Frederich og Pavels tale mellem sig om bemeldte Rec: og ønske at vide hvem han var, da vi sidst vare samlede hos Ottesens. Af dem faaer jeg da ey min Nysgiærrighed stillet. Maaske kan engang min allerældste Søn, T: i Kbhn, tilfredsstille den –

Fredag 6te Kl er halvni, og endnu seer jeg neppe at skrive. Det er de mørkeste, ak, for mig de allermørkeste Dage i hele Aaret. Der behøvedes intet for at opfriske deres sørgelige Minde fra 1808 – og dog staaer alle hine Angstscener om mueligt endnu mere levende for min Siæl siden i Aftes, da min Koren kom hiem fra Eidsvold og fra Ankers. Han saae kun Faderen. Datteren er meget syg, og efter al Beskrivelse er 108det Nærvefeber hun har. Moderen er heller ikke frisk, og hvor kan hun være det, den arme Moder, paa dette sørgelige Sted, hvor hendes Søn fandt Døden i Bølgerne, og hvor maaskee nu hendes eneste Datter skal rives ud af hendes Arme. O Gud, kan det saa være, saa tag denne bittre Kalk fra den arme Fader, den lidende Moder! O denne bittrere end vor egen Dødskalk nogensinde kan være – – Saa lidt jeg var for at giøre Stadsvisit der – som nu vilde være høystupassende – saa giærne tog jeg nu derhen, om jeg kiendte Frue Anker, om ey for andet, saa for at græde med hende, ak, maaske ved hendes Saras Dødsleye og mine Taare skulde fremlokke hendes – Dog ney! o evige Gud, tag denne Kalk fra den arme arme Moders Læber! Giv hende sin Datter igien, at det kan trøste hende over Sønnens Tab! – I Dag 3 Aar – efter Dagen – da mit allerede udslukte Haab atter oplivedes – O den Overgang fra den høyeste Smerte til den høyeste Glæde, og atter til den dybeste Jammer! – da bad jeg: Gud, giv mig hende, giv mig min Sara igien! og jeg skal aldrig klage over min Wilhelms Tab – du har givet mig ham igien i hende – Men han hørte mig ikke – Imens jeg bad saaledes, tog han hende til sig og Wilhelm – Ingen Ord forkyndte mig det, men jeg læste den skrækkelige Vished i alle Omkringstaaendes blege Ansigter, i de stumme Taare – Jeg allene havde ingen Taare, de brændte blot paa det sammenpræssede Hierte – da havde jeg ingen Bøn, intet Ønske mere – jeg ville blot døe – men Hiertet var for stærkt – og da de første bedøvende Øyeblik var forbi – o da sagde min Majas dødblege Ansigt og Linas strømmende Taare: «Er vi da ikke ogsaa dine Børn? Elskede du kun Sara og Wilhelm?»

Kl: 12 «Jeg havde ret ventet et Jeremiadebrev fra dig, Christianemoer!» – skriver Inger Flood i et Brev, jeg fik i Gaar – «over den unge Munthes Død, da jeg veed du kiendte og holdt af ham, og saa blev jeg dobbelt glad ved at see et Brev fra dig skrevet i den allergladeste Tone, i Anledning af vor elskede Thrinas, hendes Reals og Forældres Lykke.» – Ja, hvem kan giøre Rede for de underlige Modsigelser, de hastige Omvexlinger af Sorg og Glæde i den menneskelige Siæl og det menneskelige Liv! – Hiertelig bedrøvet sad jeg her, og skrev paa min Oversættelse, og dette Arbeyde stemmede ret med mit Indvortes, da jeg just var ved det sørgelige Sted, hvor Ferdinand Warner taler med den gamle Martin om sin 109Ludvigs Død – mit Hierte bankede, og mine Øyne vare vaade; thi jeg vidste, hvad Oldingen fortaug Ferdinand, Ludvigs Dødsmaade – da kom Posten, da kom Dit triumpherende Brev, min elskede Etatsraadinde Thrina! med den uventede Efterretning, den glædelige, om Universitetets trylleriskhastige Istandbringelse. Ja, fristes vi ikke til at troe, Alladdins Lampe maae være lidt med i Spillet? – om et Aar skal dette saa Manges mangeaarige længselfulde Ønske være opfyldt – om et Aar – maaske før – skal jeg favne Eder igien, I saa længe Savnede! Skal jeg see min ædle Treschows glædetindrende Øyne – o, jeg seer dem allerede nu – jeg saae dem i det Øyeblik, Pram, Castberg og Sverdrup styrtede ind, og den første, den ungdommelige Olding, med et Smækkys gratulerede Etatsraadinden, og Sverdrup sagde til den Forundrede: «Ney, De veed dog ingen Ting!» – og nu alle i Mundene paa hverandre fortalte om Commissionen som skal sættes – alt er sat – og det hele Glædesbudskab – O, jeg saae og hørte alting, men rev mig løs fra alle Betragtninger og ilede til Barna mine, og til Telja, som føler saa dybt og stille for sit Norges Vel, og læste for dem – og velsignede den gode, ædle, alle sine Børn saa faderligelskende Frederich – Men min Haand ryster lidt endnu – mere siden –

Søndag 8de Just som jeg i Gaar vilde tage fat paa Dagbogen, kom Frue Hiort og skulde strax reyse til Byen. Jeg fik da grumme travlt, kan I troe, skrev til min Sally og sendte hende det deylige kbhnske Brev, som jeg saa giærne havde ønsket selv at bringe hende, for imens hun læste det, at læse i hendes glædefunklende Øyne – og Brevet selv besvarede jeg, og skrev til Lottamoer, og et lille Circulair til Barna i Byen – og alt, mindre end to Timer. Imidlertiid var det blevet mørkt, og jeg sagde til mig selv: I Morgen skal du giøre Fyldest for din Forsømmelse i Dag, og udmale i Journalen alle de glade Billeder, der fylder din Siæl – Og nu krøb jeg, Kl 10, med Møye af Sengen. Jeg har været meget syg, havt heftige Mavesmerter, og stærk Feber. De første ere Gud skee Lov formildede, og af den Sidste er kun Frysen og Tørst tilbage. Men jeg er grumme mat – Sovet har jeg slet ikke, kun phantaseret i Feberslummer.

110Tirsdag 10de Det var deylige Feberphantasier. Jeg giennemvandrede de deyligste Enge og Haver, skiønnere end jeg nogensinde saae dem med vaagne Øyne, omgivet af nesten alle mine Elskede, Levende og Døde. Naar jeg imellem samlede mig, tænkte jeg paa hvad jeg havde seet og følt – thi drømt havde jeg intet – og glædede mig, og uden at have Tiid eller Kraft til at ønske disse yndige Scener fornyede, vare de om mueligt end skiønnere vendt tilbage. Da jeg endelig om Morgenen ved Dagens Lys og Dagens Tummel blev sadt midt ind i det virkelige jordiske Liv, og følte mig saa svag og mat, at jeg neppe kunde røre mig, tænkte jeg: «Maaskee skal den 9de ogsaa blive din Dødsdag, og Sara og Wilhelm modtage og føre dig giennem de skiønne Egne, de himmelskskiønne, din Aand allerede i Nat har giennemvandret.» – Jeg vilde i Gaar intet sige Eder herom, mine Elskede paa Jorden, fordi jeg da endnu ikke var mindre end frisk; men i Dag er jeg det, Gud skee Lov, og beder Gud ret inderlig, at jeg endnu længer maae blive hos Eder, fordi jeg veed, hvor meget min Bortgang vilde bedrøve Eder – og derfor nu heller ikke et Ord mere om Sygdom, Drømme og Phantasier. Disse sidste – dette kun endnu – kunde jeg maaskee ellers tildeels udlede af den levende Interesse, hvormed jeg Løverdagaften læste Slutningen af Molbechs deylige Ungdomsvandringer, eller rettere giorde dem med ham –

Jeg fik i Løverdags en lille venlig Sæddel fra min Rikke, med Indbydelse til Søndagen; men deels fordi jeg nødig vilde forlade min Koren en af de faa Dage, han er hiemme, deels fordi jeg alt havde foresat mig at at tilbringe den sørgelige Mandag ved min hulde Rikkes Side, skrev jeg til hende, at jeg da først kom. Men jeg kom ikke. Jeg var alt for ussel til at torde vove mig ud; ogsaa regnede det uophørligt den hele Dag. Saa giør det i Dag og med, og den kiære Ungdom, som i Morgen skal paa Ball paa Nordlie, faaer nok et misligt Føre. De har ret havt travlt i denne Tiid, mindre med Pynten 111og hvad Ballet egentlig vedkommer, end med Slagtning og andre Hussysler, som der alltiid mod Julen gives saa mange af, og som de ey for disse Dage vilde paabyrde Telja allene. Kl 4 har de været oppe, og da jeg i Morges kom ned, Kl over 8, sad Maja mi endnu inden for de nedrullede Gardiner og syede ved Lys paa en hiemmevævet Kiole, Maren S. endelig maae have paa (den anden Dag, da de bliver over paa Vildberg) for at de kan være lige.

Vi havde i Gaar Bud paa Eidsvoldværk. Der er ingen Forandring med Frøkenen. Gud veed, hvad det vil blive til. Jeg kan sielden rive mine Tanker fra de arme sorgfulde Forældre. Ingen af dem er friske, og Moderen, skriver Forvalteren, forlader ikke sit – eller vel rettere sin Datters – Værelse.

Jeg fik jo ogsaa i Fredags et lille Hastværks Brev fra min trofaste Maja C, skrevet just som hun stod færdig at tage til et underligt Bryllup: N: G: Omsteds Datter, en 15 Aars gl: ret vakker Pige, ofrer da sit Livs Roe og Lyksalighed paa Rigdoms og Forfængeligheds Altar, i Forening med den, som min Maja saa rigtig siger, kun halv levende Bugge, hvem det ulykkelige forblændede Barn endnu for kort siden ikke udholdt at være i Selskab med – Men hendes Brudepynt skal være fast fyrstelig. Jeg erindrer ikke mere, hvor mange tusind det var, min Egersøn sagde han havde hørt, den kostede. Det har den svage, kun til Pragt og Glimmer opdragne Ambrosia ikke magtet at modstaae. Vee hende, om dette – og det maae det dog vel – engang taber sit Værd i hendes Øyne, og de aabnes for at see det Bædre, hun ved hiint for evig har berøvet sig. Hvad der paa hendes Vegne brøster mig, er, at et Hierte som hendes neppe er skabt til nogensinde at føle, hvad sand Kiærlighed virkelig er, saa i det mindste ikke denne Juvel skal fordunkle Glandsen af de døde Stene der nu glimre paa det deylige, men kolde Bryst –

112Ak, hvilken ganske anden Foreningsfest var jeg i Dag et Aar Vidne til! Der glimrede ingen Diamanter paa Din Barm, min Thrinasara: thi Dine ædle Forældre forvandler heller Guldet til Brød for den Hungrige, end til Stene – Din Realf, som giærne havde lagt en Krone for Dine Fødder, kunde ingen give Dig, og savnede dem ligesaa lidt som Du og vi alle, der saae langt skiønnere Perler i Dine Øyne og i hinandens Øyne – Og hvor dobbelt hellig er Dig denne Din Høytids første Aarsdag! Spørg Din Realf, naar Du var ham kiærere, da eller nu? og han vil istæden for Svar lægge sin Søn i Dine Arme. O, som I nu undres over at I ere og kunde blive lykkeligere end I da var, saa tiltage Eders glade Forundring hver Gang I paa denne Eders lykkelige Dag seer tilbage paa de svundne! Og ofte, ofte, og stedse saaledes vende den tilbage! Amen.

Onsdag 11te Saa mange Stæder, over Land og Riger, modtages du med Jubel, velsignede Dag! Giærne havde jeg i Herrens Tempel bragt mit Takoffer i Forening med saa Manges; men Hiertet er jo dog det egentlige Tempel, eller Templets Allerhelligste, hvori Ingen gaaer ind uden Gud, og han veed og seer, hvor jeg glæder mig paa denne Dag i Stilhed, og beder til ham for mit kiære Norges Held og for Danmarks og Norges eyegode Frederich. Høyere, og mig selv tydeligere, vil min Glæde blive, om Gud lader mig opleve den skiønne Dag, naar det staaer der for saa Manges, Troendes og Vantroendes Øyne, det herlige Tempel, hvorfra «i Nord sig Lys skal brede ud» –

«Med nordisk Kraft og ædelt Sind
Vi Templet stærkt og skiønt vil bygge,
Og Visdom det skal vie ind,
Og Fredens Palmer det beskygge;
113Og Fredrichs Fadernavn skal pryde
Dets stolte Indgang herligen,
Og Templets Hvælving skal gienlyde:
Held Fredrich, Lysets, Folkets Ven!!!»

Denne eneste Strophe af min Egersøns Digt til Dagsfesten (i Drammen) maae staae her, istæden for Alt hvad jeg vilde og kunde sige Eder. –

___________

Alle, undtagen min Koren, som ey fik Tiid i denne Tingsurr, jeg, som ikke torde vove mig ud, og fast ingensteds kommer, Telja og Kaja, toge Kl henimod 10 i dag til Ullensager Kirke. Hertel kommer tilbage derfra, de andre tager til Ballet paa Nordlie, og kommer først hiem Fredag. Jeg har halvveys lovet dem, bliver jeg ret rask, at møde dem paa Vildberg i Morgen, og bliver Veyret saa skiønt som i Dag – thi blidere kunde det ikke smile til Festdagen – fristes jeg rigtig til denne Tour, da det deels er Skam, jeg ikke har været der endnu i Barselvisit, deels høyst gavnligt for mig, det mærker jeg, at komme lidt ud igien i Luften. –

Kl 3 Nu kom Hertel hiem, ganske indtaget i lille Faer Mørks Tale. Den var saa varm og hiertelig, siger han, og alting saare høytideligt. Paa et lille fremsat Bord lagde til Slutning enhver Tilstædeværende sit Offer til de Fattige – og mindst bør de glæmmes ved nogen Hiertets Høytiid –

Fra Kirken vare alle indbudne at spise hos Munthes – det kunde jeg ogsaa godt lide. Føret skal være ypperligt, altsaa gaaer nok min Udenlandstour for sig i Morgen Formiddag.

Løverdag 14de For ikke at vrøvle det ene i det andet, vil jeg gaae igien tilbage til Festaftenen. Da kom Frue Hiort, og bragte mig et kiærligt Brev fra min Lotta, skiøndt hun ikke var frisk, og havde meget travlt – men ellers intet af hvad jeg mere havde ventet. Hun 114fortalte om al den Stads der lavedes til. Hvor hun kom og alt hvad hun saae og hørte, var Stads og Fias Dagens Orden. At de glædede sig – o det maatte og burde de – men ikke saaledes, synes mig, ikke ved at bortødsle saa mange tusind til Pragt og Fraadsen – allermindst naar saa Utallige forsmægter af Kuld og Hunger. Fierdeparten af hvad her blev spist, drukket etc bort, kunde i denne Vinter sikkret flere usle Familier en luun Stue, som Brændets uhyre Priis giør dem det umueligt at faae – (og Gud see i Naade til de Fattige i Byerne, bliver Vinteren for haard!) – og endda kunde Selskabet, lad det end, som der siges, have bestaaet af 8- til 900de Mennesker, fornøyet sig meget anstændigt –

Jeg tog da til Vildberg Torsdag Morgen, med samme Frue Hiorth, reyste og kom til Vildberg, hvor jeg fandt Vangensten nyelig opstaaet og utidig, hans Kone og Søster, Moer Holbye, som ey havde været paa Ball, muntre og raske, og alle glade i deres Moer Koren – Alle Mine sov, og sov i et væk til Kl 4 om Eftermiddagen – Jess var taget til Bingen med Justitsrd Nielsons. – Vangensten har to flinke vakre Gutter, Bodvard og Frithiof, min Gudsøn, en vilter Krabat, og saa den lille Hervore, en tyk feed lille Rulte. Med mit Strikketøy befandt jeg mig vel i dette Selskab, og meget havde vi at fortælle hinanden, saa Dagen gik brat. Vangensteen har nu atter, med en Godhed og Taalmod som giør hans Hierte Ære, taget sin Svigermoder, den høyst forunderlige Eventyrerske, Mad: Skieldrup, i Huset; sin stille, tækkelige, vakre Datter saa ulig som Natten Dagen. Arme Thrina, giid denne hendes og Mands Godhed (ak som er saa naturlig – hun bliver jo dog altiid Moder) ikke kom dem for dyrt at staae. Med al min ømme Agtelse for Alderdommen, kan jeg ingen have for denne i saa høy Grad ubehagelige gamle Kone, uden hun vilde tie stille, thi da giør hendes sammenfaldne Figur og dybe Spor, som man da antager for Lidelsens, i hendes Ansigt, et dybt Indtryk; men aldrig snarere aabner hun Munden, før det forsvinder. Hun har lidt utroeligt, Mangel, Mishandling, kort, alt hvad Mennesket i den mest fornedrede 115 til Dyriskhedgrændsende Tilstand kan lide – blot fordi det ey har været hende mueligt at udholde gode Dage og være i Roelighed. Nu lader det som hun ved Affældighed tvinges til at udholde disse, og Gud give de gode Børn den Glæde, at see hende døe fredelig paa sin Seng, den største, jeg kan ønske dem. – Jeg har talt saa meget om dette af saa forskiællige Naturer sammensatte Væsen, fordi, saa vidt jeg erindrer, en saadan Original ikke før er forekommet i disse Blade.

Barna mine havde glædet sig deyligt, og alting været peent og ordentligt og nok uden Overflod. I et væk havde de dandset til den lyse Dag – og det fandt de naturligviis det bedste – Men hvad der paa Vildberg var mig det bedste, var to kiære Breve jeg fik med Posten (jeg havde bestilt mine Breve did) fra min Maja C: og min Egersøn – Det Sidste – o en anden Gang skal jeg sige Eder mere om det kiære interessante Brev – thi seer I, det mørknes alt, baade paa Vildberg og her, saa jeg maae skynde mig hiem. Med adskilligt af Vangenstens Bibliothek forlod jeg med mit Følge det vakre Vildberg, hvor saa mange Erindringer overalt smiler mig vemodigt imøde – Dog, noget af det bedste havde jeg nær glæmt – at jeg i Selskab med den fromme Moer Holbye giorde et Formidd: Besøg til den høystagtværdige gamle Faster (I kiender jo alle under dette Navn gaml Jomfr: Vangensten) som lever fornøyeligt i sin Eensomhed, agtet og elsket, som hun fortiæner det af alle. Der er en kort, men slem Vey fra Vildberg did, men jeg fik mine smaae Forskrækkelser rundelig betalte ved et Par behagelige Timer hos denne sieldne Gamle, som elsker mig saa hierteligt – Et Par interessante Breve fra Moer Keyser, som jeg fik læse paa Vildberg, hører ogsaa til de finere Nydelser der – Kl: 5 var vi hiemme (et Øyeblik var jeg inde hos Munthes) og fandt Skriveren og hans Hr Søn, Telja og Kaja – Tingfolkene vare endnu ey ariverede fra Nannestad, men kom strax efter – Det var min gode Teljas Fødselsdag, og fik hun paa den et deyligt Æble af os hver – Og i Dag, dyrebareste Thrinasara! er det Din, den første 116Du som Moder oplever. O, saa lykkelig som Du nu er i alle Dine Forhold og Forbindelser, opleve Du mange mange Gange denne Dit Livs første Dag! – Gud veed, om Du har modtaget min lille Geburtsdagsgave, som skulde været med Posten men kom forseent og gik saa paa Lykke og Fromme – addresseret var den til Festnings Barna mine – fra Vildberg til Moe, hvorfra Vangst: mente, den nok skulde komme sikkert og snart ind med en Reysende: Det var ikke andet end min Majadal, afskrivet saa peent jeg kunde paa zirligt Velinpapir. Et andet lille Digt skulde ledsaget den men da jeg i de Dage var saa syg, blev der intet af. Kun skrev jeg foran, hvad der kom mig i Pennen med samme jeg pakkede det ind:

Er «ingen Stæder Roserne saa røde»
Som de, i Livets Vaar vi saae fremgløde
Og «ingen Stæder Tornene saa smaae»
Som de, den spæde Finger stak sig paa;

Saa tør mit lille Digt, som dig gienkalder
Saa mangen Scener fra Din Rosenalder
Om end den Haand som malte dem var svag,
Dig hilse venligt paa Din Fødselsdag

Mandag 16de I Gaar kom jeg da endelig til min elskede Rikke, og fandt hende, Gud være lovet, rask og munter, fast mere, end jeg torde vente. Den morsomme lustige Fut reyste til Tinge, og vi vare den ganske Dag allene. Det var en saare behagelig Dag; og som jeg i denne Egn aldrig har dem uden for mit Hiem. At Willa ogsaa var rask, kan I tænke, naar Moderen var saa færm – Hun fortalte mig en Drøm, som vilde giort et dybt Indtryk paa mig – ak, den syntes saa sørgelig betydningsfuld – om jeg ey vidste af Erfaring, hvordan i den Forfatning endogsaa vaagen, og uden at vide det, sammensætter sig mange saadanne Drømme, og hvordan en levende Indbildningskraft da endmere end ellers, svæver blandt de elskede Henslumredes Minder, og tænker sig iblandt dem. At jeg, om end lidt mod min Overbevisning, bestreed Drømmes og Ahnelsers Betydning, og anførte Exempler til at bekræfte min Sætning med, kan I nok tænke.

117Nu lidt om, hvordan Festen løb af i Eidsvold. Nesten alle ønskede Dagen der, som nesten overalt sluttet med et Ball, min Professor Leganger modsatte sig dette aldeles, og arangerede et Middagsmaaltiid og Selskab paa en Bondegaard, blot for Mænd – en Universitetsfest syntes det ham formodentlig upassende for Fruentimmer at tage Deel i – Men see! bedst som de der sidde, «de Nordens Mænd, ved Egeborde Ven hos Ven,» kommer en zirlig Invitationen, skreven med en smuk qvindelig Haand (en Frue Stabell havde skrevet den) til alle Herrerne, at deeltage i et Ball etc om Aftenen, i Eidsvoldbakken (et Tractersted). Invitationen var underskrevet af alle Bøygdens Damer, og blev naturligviis honoreret af alle Tilstædeværende, den fornærmede Professor undtagen, som end ikke tillod sin Søn at være af Partiet, og Conferrd Anker, som ilede hiem til sin endnu syge, skiøndt Gud skee Lov i Bædring værende Datter. – Var det ikke kiækt af Damerne? Jo jo, mit Kiøn lader sig ikke oversee.

Siden jeg nu er i med at fortælle Anecdoter, erindrer jeg een, Frue Hiort fortalte da hun var her. Hun blev for en 14 Dage siden anmodet saa hierteligt om, at komme hen og pynte en Brud; og da dennes Familie havde viist hende adskillige Tiænester, vilde hun ikke nægte det. Tidlig en Morgen blev hun hentet did, og fandt Bruden, en 17 Aars meget vakker Pige, upasselig. Dette var Frue Hiort mindre paafaldende, end Brudens Førlighed. Imidlertiid blev der begyndt med Pynten; men det gik smaat, da det Onde alt tog mere og mere til – Dog, jeg vil lade den raske Frue Hiort selv fortælle: ‹«› Jeg mærkede, der var anden Hielp fornøden, end min, og fik dem til at være beredt paa noget af hvert. Ogsaa fik jeg dem 118til, at sende Bud til Faer Bierk, om han vilde vie den i Huset, eller ogsaa, om det ikke gik an, i den nærliggende Holter (Anex)kirke – Budet kom med den Beskeed, at Præsten ikke uden Tilladelse torde vie dem i Huset, men at han ufortøvet skulde begive sig til Holter. Men see! Inden Rapporten var aflagt, havde den unge Brud sig en rask, stoer Gut. Ney, aldrig kan nogen tænke sig den Forvirring der blev i den hele Forsamling. Bruden allene var saa glad i Gutten Sin, at hun hverken tænkte paa Stads eller Bryllup eller Giæstebud. Men nu de forskiællige Udtryk i de forskiællige Ansigter! Nogle loe, andre græd, nogle var frygtsomme for, hele Brylluppet skulde gaae ind igien, andre fandt det alt for galt, at holde Bryllup uden Brud. Men saa kom atter Bud fra Præsten, som var blevet underrettet om alting, at han syntes, da nu alt var tillavet og mange Giæster kommet lang Veys fra, det var bedst de lod Brylluppet gaae sin Gang, og at saa, naar den unge Moder var blevet frisk, Brudeparret tog et Par Mænd med sig, og kom til Kirken, da Vielsen kunde gaae for sig i al Stilhed. Da nu Tingen var kommet saa vidt i Rigtighed, vilde jeg reyst; men der blev en nye Lametering paa dem alle, og Tiggen at jeg maatte blive og sidde hos Brudgommen (en ung grumme vakker Mand) da den Stakkel ellers maatte sidde ene som fattig Peer Erichsen. Kort, enten jeg peeb eller sang, maatte jeg blive, og sad der som en Nar og paraderede i Høgsædet og kom ikke hiem før langt paa Natten.» –

Snip snap snude – nu er mit Eventyr ude.

119Torsdag 19de Tak og tusind Tak, Søn Pavels, for det deylige lange Brev, som jeg skulde havt i Mandags, men først i Gaar fik fra Ullensager Postaabner, Hr Andreas Munthe. Der har jeg da Beskrivelsen over den store Fest, hvorved Enkelte viste seg saa smaae. Dog, det hører ikke saa lige til Dagbogen. Kun maae det staae her for sin Synderligheds Skyld, at i et Værelse – der blev spist i 7 eller 8 – sang man: Kiøre Ved og kiøre Vand» – og – drak i den Anledning den høye Directeursions Skaal – Dog, det har vel været en Laps eller Lapsinde der ved dette Bord – hvor min elskelige Maja P, Gud veed for hvad lille Synds Skyld – var kommet til at sidde – har givet Tonen an. «Ved mit Bord» – siger Fader P: – «gik alting meget ordentligt og anstændigt til.» – I Kirken – ja der var det nu saa som saa, ikke som Pavels eller jeg vilde havt det, var vi blevet tagne paa Raad med. Hverken Talen eller Sangen var, efter alt hvad jeg har hørt, Festens Anledning værdig. Men det var Indbydelsen dertil, den jeg med sand varm Følelse har læst. Cantaten af Platon synes jeg har enkelte skiønne Stæder, ligesom Storm Munkes Sange – dog alle disse trykte Sager bliver vel bekiendte, derfor her intet mere om dem –

I Morges vilde det slet ikke blive lyst, og er det nesten ikke endnu, skiøndt det er Middag. Min lille Kaja var meget syg i Gaar, og jeg var ret inderlig bedrøvet da jeg saae hende i saa stærk Feber. Men Walbohm kom, trøstede os, og gav hende Brækvand, som virkede hastig og godt. Kun hendes kiære Maja 120kunde faae hende til at drikke, og hun veeg heller ikke fr‹a› hende den hele Dag. Lina holdt dem troet med Selskab, og var Ærindsvend. Gud skee Lov, saa snart Brækmidlet havde afvirket, faldt hun i sød Søvn, og vaagnede fuldkommen ra‹sk.› Det er i alle Henseender en saadan heftig lille Person, heftig i sin Glæde og Sorg, Sundhed og Sygdom; men stedse saa føyelig og god som et Barn kan være. – Jess tog til Byen Kl 6 i Gaar Morges, og kommer maaskee hiem i Dag igien. Da hører jeg nok noget fra Eder, mine Elskede Alle! – Aldrig har jeg lidt saa ondt for Penne som i disse Dage, da Skriveren, Sønnen hans, og Lund‹…› alle mine Penneskiærere, er borte. Ingen andre her i Huset kan skiære mig dem tilpas, og selv seer jeg ikke.

Men det var ret stygt af mig, at jeg intet har nævnt om min lille Faer Mørkes Tale til 11te Decbr. Den ligger her for mig, og er saa varm og hiertelig, uden at han har talt imod sin Overbevisning, som altiid har været, at det ingen sand Lykke var for Norge, i det mindste ikke for Nordmænd, at faae Universitet. Vi har stridt meget herom; men han tilstaaer selv, det er hans enthusiastiske Kiærlighed for Danmark, og Mindet om sine hans lykkelige Dage der, som har «maaske vildledt min Følelse» – siger han. Texten til hans Tale er: Og der var ikke holdet saadan en Paaskefest som denne, fra Dommerne af som dømde Israel.

Fredag 20de Min Koren kom i Aftes fra de sluttede Tingreyser. Han havde spiist hos Ankers. Frøkenen er endnu ikke brav, saa Forældrene vare meget bekymrede. Hun har været bædre, end hun nu igien er – Jessen min kom i Nat, og nu var han her med saa kiærlige Hilsener fra alle Barna og Vennerne mine derinde, og to velsignede Breve fra min Realf og Thrinasara – Og der bringer Posten mig 4 Breve, men som jeg ey aabner før dette Hefte er fuldskrevet, da det skal i Øyeblikket afsted, og tilønske alle mine Dyrebare en glæde‹lig›, glædelig Julefest. Ja, den give Gud Eder, Elskede! og os Alle.

121Søndag 22de I Gaar, Aarets korteste Dag, fik jeg, ved at stræbe fra Daggryet til Kl 9 i Aftes, Oversættelsen af Ferdinand Warner fuldendt, og er den allerede nu, tilligemed et Brev til mine kbnske Børn, og deres sidst mig tilhændekomne, til Sally nu transporterede, og et lille til Thrinasara mi, alt underveys til Byen med min Koren. Mindes jeg ret, sluttede jeg det i Fredags bortsendte Journalhefte med Victoria over alle de velsignede Breve, jeg just i samme Øyeblik havde modtaget: Og hør kun, om jeg ey havde Aarsag til det – Fra min Maja C var det det længste, jeg har faaet siden vi saaes – Fra mine kbhnske Døttre det længste i meget lang Tiid, og høyst interessant fra flere Sider. Catty var deri saa ganske Catty – Malla just som jeg synes see hende for mine Øyne med Pennen i Haanden, som Syvald endelig vil have fat paa, for ogsaa at skrive til Moer Koren – Min kiære, gode Bergh havde begynt sit fem Sider lange Brev paa vor Sallys Dødsdag, men først sluttet det den 13de, da Tonen fra den Klagende var gaaet over i den jublende over Norges Universitet og den herlig sømmelige Fest i den Anledning, som han beskrev mig som om jeg selv havde hørt og seet alting, lige til da den jævne gode Frederich trak vor Treschow i Kioleærmet hen til sin Maria. O men giid jeg dog havde sadt ved Eders Side, I Elskede dernede! – Eller ogsaa – naar det ikke kunde gaaet an – giid jeg havde været paa Kongsberg den Aften! Der har det været høytidsfuldt og festligt som det burde sig ved denne Leylighed at være – Derom handlede det fierde Brev fra den glædevarme Poppenheim fra et heelt fuldskrevet Arks Begyndelse til Ende. At Egersønnen min ret blev taget i Tiæneste den Dag, har jeg nok fortalt Eder, nemlig hvorlunde han først maatte afsynge endeel af sit eget Arbeyde i Drammen, og derfra ile til Kongsberg i do do Anledning. Det lader til at have været Poppas endda allerstørste Glæde, at faae see og høre og tale med denne «altiid ligedanne, herlige Mand» – som ogsaa hilsede hende fra og fortalte hende om Hovind –

122Min Koren er, som sagt, taget til Byen, med ham fulgte Lunde. Grüner er for nogle Dage siden reyst hiem, og i Morgen farer Hertel og Jessen min til Smaalehnene til den altiid forstyrrede Rasch, fra hvem vi alle blevne indbudne at møde paa det gamle Mustorp, for at spise Mælkepap og Ludefisk Juleaften – Men reyser nogen, kommer andre. I dette Øyeblik fik jeg et lille venligt Brev fra min Lotta, at hun kommer til mig Juleaften, i Følge med sin Hr Gemahl og Søn, og bliver hos mig, medens disse ere paa Hedemarken og Toten. De kommer da vist med Skriveren min, Gud skee Lov!

Og nu da jeg har mit forsagte Arbeyde, Oversættelsen, fra Haanden, skal jeg for Alvor begynde at betale den Brevgield, jeg imidlertiid er geraadet i, og som ikke er liden. – Maja og Telja toge nu en lille Gesvindttour til Houg, efter at de først havde opvartet mig med en varm Vurterkage – Og nu, siger Maren S:, er Fuglesuppen paa Bordet. «Velbekomme dig, naar du faaer spiist den, Moer vor!» Jeg siger saa mange Tak! – sagde Rasmussen i gamle Dage. Det giør mig saa ondt, at han ikke siger det saaledes mere.

Juleaften To rigtig lange Breve, til min Maja C og Pavels’s, gik nu Postbudet med, og nu skal jeg til at fortælle Eder lidt om de foregaaende Dage. Søndagen saae vi ikke et fremmed Menneske, udenom Formiddagen Fader Mørk, som var her med et Brev fra sin oldgranskende Broder Præsten i Hurum, der med Pokkers Vold og Magt vil have min Koren til at nedstamme fra en ældgammel adelig Familie, Korn, som, jeg troer i det 14de Seculs, residerede og huserede i Bergens Stift – og om Aftenen Sollner en Times Tiid – Hertel og jeg spillede, efter lang Tiids Forløb, vore gamle tre Rabusser, og siden læste jeg, og sladdrede med Ungerne. – Jess, som endelig maatte have sig en nye Julekiole, og hvis Vadmel jeg ey kunde faae færdigt saa betimeligt, fik sig da en fra Byen, som, uden at være fiin, koster henimod 100rd – det er forskrækkeligt. Men det er den første Kistekiortel 123(det vil sige Klædes) han siden sin Confirmation har faaet, stakkels Gut, og bliver nok ogsaa den sidste i flere Aar, da rigtig fiint peent Vadmel giør det selvsamme. Han har faaet en prægtig Kappe – Vadmels – som er efter nyeste Pfif, en Smuk nye Slæde, og var, kort sagt, udrustet til dette Tog som en Frier, og aldrig har jeg hørt ham være saa om sig til at faae alt i complet Stand. Sad ikke Maja og Maren oppe til Kl: 2 om Natten for at sye et Par sorte Gramasker færdige til ham. «De er ikke klogere», siger Skiveren; og han har kanskee Ret. Men saa er det mig glædeligt at see, hvordan de gode Børn ret kappes om at tiæne og fornøye hverandre paa alle kun optænkelige Maader. Og en større Glæde kan en Moder neppe have, og ogsaa denne gav Gud mig saa ren og høy som den kan gives. – To smaae venlige Sædler havde jeg fra min Rikke, og med den sidste fulgte en lille Pose deylige Nødder. Hun var hierteglad ved at have sin Fut hiemme efter Tingreyserne, og vente sin lille Rasmus til det første Julebesøg fra Byen – O denne Glæde – Gud lade den aldrig blive afbrudt for Dig, elskede Rikke, som min blev det! –

Gaarsdagen gik da bort med Brevskrivning. Da jeg ikke saae længere, tog jeg over til min gamle Mørk, og hensladdrede et Par Timer saare behageligt der, og spiste Julekage og drak Hæggebær Aqvavit, og slap ikke med det, men maatte til guter letzt spise et Par nyebagte Kringler med Fløde til, og var saa forproppet, som jeg ikke mindes i lang Tiid at have været. Et sandere Billede af Philemon og Baucis end dette gamle troe Ægtepar, gives ikke i Naturen –

Kl: 9 kom med et Bud fra Byen en lille Sæddel fra min Koren, med Anmodning om at indsende Bredslæde til Tøyen, for at faae min kiære kiære Kista og Hanna Bull herud i Morgen. Med der blev Glæde over al den Gaard! og det forstaaer sig: længe før Dag foer Aslak afsted med Gulen – Og nu, i det skiøneste Veyr tænkes kan – for en Juleaften at sige – er vel allerede mine kiære Ventede underveys – Kl er alt over 11, og nu først, da Solen kom, er det blevet ret lyst – Da jeg i Morges havde klædt mig paa i 124Mulm og Mørke, gik jeg ind paa Jomfruekammeret, og der sad Maja med begge sine Smaae nok saa peent og syede ved Lys paa Juleaftens forklæder. Thi ikke at have noget Nyt paa Juleaften var fast saa uregelmessigt, som ikke at hædre den med sød Grød. Ellers sidder min Maja saa hver Morgen fra Kl 6, ofte tidligere, ved sit Arbeyde, saa stille og fromt, og tidt hører jeg hende synge sagte sin Morgenpsalme, og mit Hierte løfter sig med hendes uskyldige rene Hierte til Gud – Og nu flød det atter over, dette Moderhierte – men for mine ædle elskede Læsere og Læserinder behøver dette ingen Undskyldning. Hvad ere vel disse Blade? – Mit Hiertes Dagbog. Var den Eder vel ellers saa kiær?!


Første Juledag.

Eder Alle en glædelig Julefest, mine, vore Elskede! – thi min kiære Lotta som sidder her ved min Side, tilønsker Eder det med mig – Hun kom i Aftes med min Koren før det var ret mørkt, og noget efter kom hendes Lawsonmand og Jørgen, som havde taget Touren om Sørum, hvor Fader President havde noget at afhandle med Skriveren der. De bragte mig saa meget kiært, men intet kunde drage mine Tanker fra Samtalen med de kiære Komne, undtagen en deylig Nytaars- eller Julegave fra min elskelige Søn Realf, Nyrups Iduna med min evig elskede Adams Portrait. Ja, det ligner ham temmelig, som naar han sad henrykt i Edda eller Snorro Sturleson, men ikke som naar han saae paa sin Moer Koren eller læste for eller talte med hende. Da havde hans Ansigt et Udtryk, som vel neppe nogen Maler eller Graverer kan give det. Ney, man maae see ham i Bevægelse, og høre ham, for at have seet Øhlenschläger, naar Hiertet ligger paa hans Læber, i hans Øyne, i hans Smiil eller Taare – Dog, alt dette kan jeg tænke mig saa livagtigt, og kiær er Gaven mig, min dyrebare Realf, og min moderlige Tak for den! – Seet videre i Bogen har 125jeg endnu ikke faaet Tiid til – Ogsaa kom min kiære President med noget, som atter drog min Opmærksomhed fra mine kiære Omgivelser – det var et Brev til ham fra vor ædle Treschow, som han havde den Godhed at lade mig læse, og det var en ægte Kammeratstreg, som han selv siger ved slige Leyligheder, at han tog det med til mig. Der saae jeg, hvad jeg vel vidste før, hvordan Haabet om snart at see det elskede Norge, og see det i lykkelig Besiddelse af hvad det saa længe ønskede, giennemglødede hans Hierte – ja, mere end noget Brev, end han selv kan sige mig det (det maatte da være naar Øynene brugte deres hele Veltalenhed) kan jeg føle det; men dog saae jeg det ogsaa her saa glad i de kiære kiendte Træk — Kl: 5 i Morges fortsatte Fader og Søn Reysen til Toten og Hedemarken. Og naar jeg nu har sagt Eder, at min Koren fra den tidlige Morgenstund har været saa reent forstyrret; skiøndt han er en lille Smule upasselig, og at Lotta og jeg har havt det saa godt herinde i Kammeret, at Maja vor var i Kirken og bad for os Alle (det giorde hun vist) og at vi nu hvert Øyeblik venter vor Kista og Hannalild, see saa har jeg fortalt Eder Alt for i Dag, og kan – da Maanen alt smiler herind – roelig gaae til det ventende Caffebord.

Fredag 27de «En stillere Juul, end denne tegner til at blive, har vi aldrig havt paa Hovind, naar vi har været hiemme» – sagde jeg i Aftes. I det samme kom Posten. «Nu faaer vi da see, om Borches kommer» – blev jeg ved, og aabnede Nellas Brev – men ney, de kommer ikke. Hun er syg, og han er reyst til Sverrig, og kommer først tilbage neste Aar – Det andet Brev var fra min huldtroe Maja, og den første Linie forkyndte os Fader Cappelens Komme. Paa en Tour til Fedt, hvor hans Real skulde møde ham, vilde han komme herom. Og see! neppe en halv Time efter kom han, i det klare Maaneskin, og hans og vor Real med ham. Gud veed, det var et saa kiært som uventet Julebesøg, havde det kun ikke varet saa kort – De ere alt borte, nu Kl: halvtre – men jeg 126klager ikke; giorde jeg det, havde jeg ikke været de glade Timer værd, som vi fik saa uformodet – og jeg kan jo kun ved Taknemmelighed mod Gud og Mennesker, og ved at giøre alle saa glade somdet er mig mueligt, fortiæne alt det Gode, der saa rigelig falder i mit Lod. – Intet Selskab kan være min Koren kiærere end Faer Cappelens, og Børnene hang om ham – o hvor de gik snart de faa Timer! Glæde og Munterhed straaler af Reals Ansigt, af hans hele Væsen, af hver hans Bevægelse. «Var man ikke glad, ved at see ham maatte man blive det» – siger min Kista, og deri har hun vel fuldelig ret – Da de vare borte, lavede hele Ungdommen, og iblandt den Frue Lotta sig til, at gaae i Kirken for at see 5 – skriver og siger fem Par Brudefolk blive viede, de to Smaae hoppede omkring paa Gulvet, og før vi vidste et Ord af det, gav Lotta sig i Kast med dem; og saadan saae jeg hende ikke siden hun tumlede sig omkring med sin og min Wilhelm —

I Aften er alle Jomfruerne budne til Giørups, og kun vi tre Gamle, Lotta, Skriveren og jeg, bliver hiemme i al Stilhed. Men Tiden skal ey vorde os lang. Vi skal læse, strikke, snakke, lægge Kabal og spille Rabus. Vi lever saa deyligt i vor Stilhed. Munthe, som kun kom indom her i Gaar, da han var buden til Walbohms til Middag, bad os saa meget, at komme did. Men vi frabad os det ligesaa meget. Hvorfor skulde vi berøve os selv saa behagelig en Dag, som de vi her i vor lille Kreds skaber os selv? – Kun til vor Rikke har vi tænkt os, men naar, er endnu uvist – Munthe er rask og munter som før, og bærer sit store Tab taalig over al Forventning. Jeg under, men misunder ham ikke sin Lykke Roelighed. Ak «jeg elsker meer mit Suk, min Sorg, min Taare – min Mathed selv behager mig saa saare» – Tak min troe Ven Pavels for det lille vennehulde Brev med vor Real. 127Det kan jeg først besvare med Moer Bull. Men til Maja C skrev jeg en lille Brevunge, at Fader Pedro ikke skulde komme reent tomhændet fra Hovind – Jeg har nu læst Nyrups Iduna nesten halv ud, og Ingemanns Digte heelt igiennem. I den første er et Par smaae nysselige Fortællinger: Skinnet bedrager, oversat fra Tydsk af Rahbek, og Hierterdame af Kruse. Af Poesierne har jeg kun læst faa af de første, og venter de bædre og bedste tilsidst – Ingemann, Ynglingen, synes jeg lover meget. Der er nogle deylige Stykker mellem hans Digte. Gratierne paa BiergetDe tvende KysterParizade ere de, som ved denne første flygtige Giennemlæsning har giort meest Indtryk paa mig. Lidt mere Correcthed vil den unge Digter vel faae med Tiden. I sine Riim er han yderst skiødesløs –

Løverdag 28de Til Dig, min elskede Malla, det første God Morgen; og til Himlen mit første Ønske: at Du maae helligholde Din neste Fødselsdag i Dit Norge, i «Din Ungdoms første Kreds, som Hiertet aldrig glæmmer» – Ja, dette Ønskes Opfyldelse saae jeg jo aldrig med mere Grund og nærmere imøde, end nu alt fra det Du og Dine reves fra mit Bryst – Gud signe Dig, gode, kiære Pige, nu og evindelig! Amen.

Jeg har slem Hovedpine i Dag. Men jeg har længe været befriet for denne Plage, og haaber ogsaa, den op ad Dagen skal gaae over igien. Hele Gaarsaftenen tilbragte vi tre Gamle ganske allene, da alle Jomfruerne, saa snart Toget var kommet fra Kirken (hvor dog kun tre, ikke fem Par, bleve viede) toge til Giørups. Lotta læste i la Valiere, og ærgede sig over den bestialske Oversættelse, indtil hendes Ærgelse opløste sig i Taare over den ulykkelige Kiærligheds Martyrinde. Koren erholte sig, det er udlagt, læste i Erholungen, og jeg i Iduna; men den sletteblege, smaae Tryk giorde ondt i mine Øyne, saa jeg for at hvile dem lagde Kabal om Alskens Ting; men den slog sig vrangvillig, og gik ikke ud en eneste Gang. Kl. lidt over 10 kom Smaaepigerne, som havde moret sig ganske bra saa Gu, og saa gik det til sengs –

Tidlig i Dag tog min Koren til Eidsvold, Lunde til Toten, saa vi nu er i fuld klosterlig Eensomhed.

128Aarets sidste Dag. Ja, mine Dyrebare! saa vidt ere vi komne, og i tre Dage har jeg ikke talt et eneste Ord med Eder. Aarsagen skal nu ligge tydeligt for Eders Øyne, naar jeg fører Eder ordentlig tilbage til Løverdagen. Den gik da som den begyndte, i al muelig Stilhed, og mindst er der jo nesten altiid at sige om vort Livs behageligste Dage.

Søndagen foresatte vi os, min Lotta og jeg, at giøre et lille Besøg hos Rikkemoer. Formiddagen skrev jeg til Poppenheim, og begyndte paa et Brev til Bergens Skriveren, som jeg overalt foresatte mig at blive det gamle Ordsprog troe: «Enden god, alting godt.» – og faae de ubesvarede Breves Rum ganske udtømt, inden det sidste Sandskorn af 1811 var udrunden. Saa lidt som Spaadommen om dette Lyksalighedbringende Aar er gaaet i Opfyldelse, vil vel dette gode Forsæt gaae i Opfyldelse, som I nu videre skal høre.

Vi spiste da vor Kaal med behørig Kiød og Flæsk til, drak vor Caffe, og bleve enige om, at reyse som vi vare, i vore hiemmevævede blaarudede Kiorteler – «Vi er visse paa, mente jeg, at træffe det kiære Ægtepar ganske allene hiemme.» Koldt var det, som det har været den hele Juul, og er endnu. Men det gleed fort i det herligste Føre. Da vi kom paa Gaarden, saae vi ikke et Menneske, og jeg begyndte at frygte, da heller ingen lod sig see i Vinduerne eller paa Trappen, hvor min Rikke altiid kommer saa venligt at tage imod mig, at hun var syg. Men neppe havde vi standset, saa kom baade Vert og Vertinde ud og i fuld Puds tog imod os. Endnu ahnede vi intet, før Futen førte os ind i Storstuekamret, hvor Seng, Bord og Stole laae fulde af Peltse, Hatte, Muffer, etc – «Er her Fremmede?» spurgte jeg; og hørte nu til min store Forundring og end større Misnøye, at der var stort Middags Selskab. Det var første, og jeg haaber skal blive sidste Gang, jeg ønskede mig 129bort fra Plogstad, og havde jeg ikke frygtet for at bedrøve min ømme Rikke, var jeg rigtig reyst strax igien – thi at Lotta ønskede det, saae jeg. Men nu maatte vi ind blandt alle de stadselige Mardamer og Herrer, der endnu kun var halvveys med Spisningen. Da jeg havde orienteret mig lidt, fandt jeg mig en Plads ud hos min tækkelige agtværdige Frue Ingier (hvis Mand nyelig er blevet Major) og sandelig, undtager jeg hende og et Par til, har jeg sielden seet saa mange uinteressante Mennesker paa en Plæt. Den samme Iagttagelse giorde Lotta. Fra Munthes Huus var ey mindre end 14 Stykker, fra Ingiers 9 eller 10, det var da kun dem selv og deres Børn. Men fra Munthes var General Meyers, Lieut: Nesser, Mad: Munthes Halvbroder, med Kone, og endeel andre Fremmede. Foruden disse var der den stive Krigs-Commissair Hansen og Frue, Frue Waager og hendes Lieutenant, Mad: Krog og Dotter, og nogle flere Enkelte, samt en velsignet Børneflok. Den talrige Ungdom fik sig en Dands, og havde jeg nok undt Barna mine Deel i denne Fornøyelse, som ingen havde undt dem bædre end Rikke og hendes Fut, om Forsamlingen ikke havde været saa talrig, at det intet Rum var tilovers i Herberget. Jeg negter ikke, jeg kiedede mig morderisk, maaskee især fordi jeg havde tænkt mig denne Aften saa deylig tilbragt i Sophaen (hvor nu den fatale Frue Waager sad og laae og bredte sig) mellem Rikke og Lotta, med mit Strikketøy og i fornøyelig Prat. Dog holdt jeg ud til Kl: der var henimod 10, men vist i Tiden 11 – thi da vi kom hiem – (og neppe var vi tre Qvarter underveys – o det var en deylig Fart i det dagslyse Maaneskin) var Klokken ikke langt fra 12. Dog sad min Koren, Kista, alle Barna og ventede paa os. Vi drak en Kop varm Thee, takkede Gud at vi var hiemme igien i vor søde Roe, som vi helligt lovede ikke forsætlig at afbryde mere i dette Aar, og gik tilsengs. Folkene havde havt et lidet Collads her hiemme, og det havde 130moret Ungerne mine saa godt. Paa Hiemveyen, da jeg uden at fryse kiendte hvilken skiærende Kuld det var, takkede jeg Gud, at Barna vare hiemme og kunde tye til den varme Seng. I Gaar hørte jeg, at min stakkels Rikke havde en heftig Skræk efter at vi var taget bort, da der kom Ild i Skorstenspiben. Gud give at baade dette og alt det øvrige Bryderie denne Dag voldte hende (jeg veed ikke, hvordan hun i den Forfatning holdt al den Trippen ud) maatte blive uden ubehagelige Følger. –

I Gaar, Saras Fødselsdag, fordum Glædens festligste Dag paa Hovind, var jeg meget, meget syg. Derfor, seer I, blev intet skrevet her. Jeg begyndte paa et Brev til unge Bergh, som vel denne Dag var med sin hele Siæl mere her, end hvor Legemet var. Men jeg fik netop begynt, saa maatte jeg lægge mig, kom først ned da det alt var mørkt, og sad som en Støtte et Par Timerstiid. Siden blev det bædre, og før jeg lagde mig var det Onde reent forbi – Det var en trist Dag for mit hele velsignede Husgesinde, en sørgelig Contrast af hvad den 30de Decbr var i fordum Dage.

Men i Dag er jeg igien saa rask som mueligt, har været oppe før det lysnede, og skrevet en Side til Saras unge Ven i Daggryet; dette Brev skal jeg nu fortsætte og slutte; men vil ey slutte dette lille Hefte «før Aarets sidste Dagskiær svinder i Maanens stille Glands» –

Kl 3½ Det er forsvundet. – Al Ungdommen er taget til Houg – Lotta, Skriveren, Telja og jeg, ere ene tilbage.

Under Klokkernes Kiming tager jeg for dette Aar Afskeed med Eder, I Evigelskede! For Alt hvad i var i det svundne, og vil blive mig i det kommende og i alle mit Lives Aar og Dage, hvile Gudherrens bedste Velsignelser over Eder til Dagenes Ende! Fred være med os Alle i al Evighed!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.