April

Onsdag, 1^ste

Det var ret godt, at det ikke var den 1^ste April i Gaar, thi nesten lignede det underlige Liv jeg førte en Smule Aprilrenden. Hør nu kun. Kl 1 tog jeg herfra, da Koren havde bedt mig, ikke at være for seent ude. Det var halv Sommervarme, men maadeligt Føre. «Lad os kiøre saa smaat» sagde jeg til Aslak, og Gulen forhastede sig ikke. En Miils Vey herfra – hvem kunde jeg møde uden mein Busenfreund, Branddirecteur Heyerdal, som saa snart han øynede mig raabte mig imøde: «God Dag, beste Moer Koren – Hvordan lever De? brav frisk? søde Moer mi!» – o.s.v. – Unge Leganger, som gaaer paa Skolen, var med ham. Begge skulde bede mig træde ind i Risebroe, hvor jeg vilde finde Professorens og hele Ankers Familie, og Frokost. «Nu kan vi giærne kiøre end sagtere» sagde jeg; men som om Gulen havde forstaaet, at der snart skulde vanke Hvile og Frokost, blev han med et lustig og foer afsted som en Piil. Vi var i et Øyeblik i Riisbro, hvor jeg da forefandt de Omtalte, Leganger, Frue, Datter og 2 Sønner, Anker, hans Kone, Søn og Datter, den unge Grev Moltke, og Obr: Lieutnant von Krogh, der desværre endnu ikke er kommet tilbage fra sin Sindsforvirring[.] Siden Charakteristikket; som man efter saa kort Bekiendtskab kan give det, over de mig hidtil Fremmede i denne Kreds, hvor jeg blev modtaget som en kiærkommen Bekiendt af Alle. Vi spiste da varm Kalve- og Jerpesteg, drak Viin og Caffe, og gik der og vaasede vist to Timer. Det blev mig ret langweiligt tilsidst, og som det lod ^{gik det} alle de Øvrige ligedan. Det er sandt, nu seer jeg, at jeg har glæmt en Person i Selskabet, som nok egentlig heller ikke burde høre i det mindste til den elskværdige Frue og Frøken Ankers Selskab, en Frøken Herward – Miss kaldes hun almindelig, og af nogle Conferentsraadens Miss – hvad Landsmandinde hun er, veed jeg ikke. Hun taler ret morsomt dansk.

Endelig slap vi fra Riisbroe, men kun af Dynen i Halmen. Vi skulde endnu til guter letzt om Berger, hvorhen Frue Leganger ilede forud. Conferd: var taget lidt før vi fra Riisbroe og lige hiem. Der gik vi da atter henved en Time, uden at tage Reysetøyet af, da vi hvert Øyeblik 115haabede at komme afsted; men først skulde vi drikke Thee der. Har nogen hørt sligt? Med det samme Solen sank, satte vi os da i Slæderne for at tage til Værket, hvor jeg fandt min Koren, som var ret ungeduldig over vor Udeblivelse. Kl halvotte kom vi da til det saa kaldte Middagsbord, og har jeg aldrig før ved denne Tiid spiist Kiødsuppe før ^det jeg kan mindes. Zirligt og smagfuldt finder man det overalt, saa vidt Bygningen er færdig, men naar, eller om den nogensinde bliver ganske færdig, er et Spørgsmaal. Da vi havde spiist og drukket Caffe førte Conferd. mig omkring for at vise mig hvad der var giort og sige mig, hvad der skulde giøres. Hans Planer ere brillante. Hvad jeg syntes bedst om, som jeg ogsaa sagde ham, var Anlægget til et Bibliothek og Læsekabinet, hvilket sidste skal vende ud og have Udgang til Haven. Begge skal staae aabent for alle, som kommer der. «Skulde det da træffe engang, sagde jeg, at jeg kom hid og ingen fandt hiemme, vidste jeg, hvortil jeg skulde tage min Tilflugt» Ja ja, svarede han, jeg skal sørge for, De i saa Fald ikke skal mangle Selskab. Blandt alle de smukke Værelser, er Fruens og Frøkenens de nydeligste. Inden for Moderens Sovekammer er Datterens, og til det første støder et større Værelse, hvor de nok samlede henlever deres meste Tiid. Professor Leganger havde Ret, da han sagde: «Denne Moder og Datter lever blot for hinanden» – O Gud give, de længe maae kunde det! Gud skaane det arme lidende Moderhierte for flere bittre Savn! Giid jeg kunde rigtig forklare Eder, hvordan jeg finder denne Moder og Datter. Frue Anker har i Høyde og Væsen megen Lighed med Dig, dyrebare Maja C, og Klædedragten giorde ogsaa sit til denne Lighed. Hendes Ansigt bærer Præg af lange Lidelser, og naar hun heftede det tungsindige Blik paa den blege Datter, svømmede mit Hierte i Taare. Ak, jeg frygter at dette saa elskede og elskelige Barns Helbred endnu langtfra ikke er fast. Gud i Himmelen give at min Ahnelse om, at en skiult Orm nager paa denne henblegnende Rosenknop, maae være ugrundet. Jeg torde naturligviis ikke yttre min Frygt: at Sygdoms Spiren ikke ganske var udryddet, for den bekymrede Moder, og det kom mig for, som hun selv ikke torde tilstaae sig 116at hun frygtede det samme. Vi talte meget om vore Børn, og græd i Stilhed, imens de andre loe og besaae Modeller, Tegninger etc, som den gamle livfulde Anker har Hovedet fuldt af. Antonette Anker er ikke smuk; men der taler en huld Siæl giennem de deylige mørkeblaa Øyne, giennem den blide Sølvstemme, giennem hendes hele ukonstlede forekommende Væsen. Efter Sygdommen har hun mistet alt sit Haar, som Koren, der saae hende strax hun kom herop, beskrev som meget langt, mørkbrunt. Nu maae hun, ligesom min Maria da hun havde været syg paa Tøyen, stedse have noget paa Hovedet. I Gaar havde hun en lille Kappe, hvormed hun saae ud som en lille ung Kone, der nyelig var kommet op af sin første Barselseng. Kammerjunker Erich er et vakkert ungt Menneske, og udgiør vist nok i Forening med Søsteren Moderens beste om ikke eneste jordiske Glæde. Ved Børnene bindes hun til et Hus, hvori hun ellers synes at være fremmed, i det mindste for saa vidt at hun, som jeg hører, og tildeels kunde see, slet ikke befatter sig med Husvæsenet, det den snurrige Gamle nok vil styre paa sin egen Facon. Miss Herward er et midaldrende Fruentimmer med et Par skarpe store brune Øyne, der dog formildes naar hun taler; men dertil havde hun sielden Anledning, da hun nesten altiid gik og stod og sad allene. Hun er meget net voxet, og har formodentlig engang været ret kiøn. I hvad Forhold hun virkelig staaer med Familien veed jeg ikke. Rygtet er mig usandsynligt. Den unge Moltke, som jeg i Begyndelsen tog for en Tiæner, har et aldeles ubetydeligt Udvortes. Hans nærværende Stilling giør vist hverken det eller hans Indvortes betydeligere. Ved Bordet sad jeg mellem den gamle og unge Leganger, spiste lidt, men drak et Par Glas Lynel, strax derpaa en Kop stærk Caffe, saa Thee, nyelig før vi reyste Kl: halvelleve, alt dette var vel Skyld i, at jeg sad i saadan Hede den hele Vey, saa jeg var ganske svedt da jeg kom hiem. Kl var 12½. Jeg har været dygtig fortumlet i Dag, indtil nu, jeg har faaet mig en god Middagssøvn her paa Sophaen, og min gode Caffe deroven paa. Fabritius var her i Formidd: med sin Grethe Keilhau, for at bede Farvel, da han skulde tilbage til Wallers.

117Torsdag 2^den Ney, saadan veed jeg endnu aldrig at have modtaget paa engang, som efter en kiærlig Aftale, Breve fra nesten alle mit Hiertes Kiæreste. Egentlig var det i Aftes, just som vi skulde lægge os, jeg med Jomfr: Skieldrup modtog alle de velsignede Breve og Pakker; men jeg lod mig nøye med hendes mundtlige Efterretninger, brød blot Sallys Epistel, for at see det glade Haab om hendes Faders Bædring bekræftet, som det Gud være lovet, blev, og giæmte alt det øvrige til i Dag, den mærkelige anden April – Gud velsigne Dig, lille Lisemoer Schmidt! Det er Din Fødselsdag i Dag men kunde neppe sove, og ønskede det var Morgen da jeg lagde mig. Nu maae I vide, Elskede, at det ikke er mig, Rosen for denne tilsyneladende Selvfornægtelse tilkommer. Min Koren har engang for alle bedt mig, aldrig at læse Breve med det samme jeg skal gaae til Hvile, og det burde maaske heller Ingen, hvis Sind saa let bringes i Giæring som mit. Hertil kom endnu, at her var saa meget at vælge iblandt – thi med alt var jeg ikke blevet færdig før Midnat – og Valget saa tungt.

En ængstelig Drøm vakte mig til den glade Morgen, og desværre, I skal siden see den gik i Opfyldelse. Men hvor begynder jeg nu? og hvormed? O, det er let bestæmt: med moder-søsterlig Tak til Eder Alle, min Lotta, min Maja C, min Maja P, min Sally, Katty, Malla, Treschow! – tæl nu efter, 7 saadanne kiære Epistler!

Over en heel Time har jeg læst – og dog var det kun den første flygtige Giennemlæsning. Friske ere I Gud være lovet Alle, mine Dyrebare! Af den hele Tone i Dit Brev, elskede Maja C, seer jeg, Du er bædre, langt bædre, end da Du sidst skrev, skiøndt der ikke stod med udtrykkelige Ord, at Du var syg. Og Din gamle ærværdige Fader, min Sally, tør Du nu haabe at beholde, og hvor dobbelt glad vil Du nu modtage Søstrenes Brev, og Broderens, den ædle Treschows, som ogsaa skrev lidt til sin Moer Koren, og skiøndt jeg opdager en Smule Modsigelsesaand i hvad han skriver baade til Sally og mig, o dog ere de mig saa kiære disse faa Linier. I seer, at jeg har brækket Brevet til vor Sally. Jeg var lidt i Uvished, om jeg burde, men saa faldt det mig ind, at I vel af Vanvare havde forseglet det, og at jeg jo skulde læse det lell, og kunde nu spare den Frem- og Tilbagesenden. Var det lidt for modermyndigt, saa lad min aabenhiertede Selvanklage erhværve mig Tilgivelse. Jeg kunde jo giærne fortiet det, og opdaget var det ey blevet.

118Den omtalte Modsigelsesaand bestaaer da deri, at De ikke, min ældste dyrebare Søn, vil sætte flere Støtter under den Haabsbygning vi saa gladeligen, men som De frygter, alt for tidlig, har opført. O jeg veed, De opførte den giærne saa hurtigt som vi, og saa fast, som De har grundet den, stod kun det første saa meget i Deres Magt som det sidste. Jeg erkiender fuldelig det Vennehulde i Deres Strænghed, min ædle Ven – men den kan ikke betage mig de blide Udsigter som alt mere og mere aabner sig for os, Udsigter til den glade Giensamling – «Og vil jeg det?» spørger De. O ney! De vil kun, at vi ikke skal sætte noget vist og alt ^alt for nært Maal for vore Ønsker. Og vi vil hvad vi kan. Hvad Du, elskelige Katty, af min Adams Stærkodder har taget Dig til Symbolum i denne Anledning, skal ogsaa blive mit: «Ja ja, i Slægtskab staaer Naturens Kræfter, Hvor Haabet er, der følger Lykken efter.»

Hvor forundret jeg blev ved at see, min Maja P. at Din Pavels var reyst til Bergen, kan Du neppe forestille Dig. «Hans Stedfaders pludselige Død og hans døende Moders Bønner kalder ham did» skriver Du. Første Paaskedag kom Sørgebudskabet, anden Dags Morgen Kl 7 var han allerede underveys. Gud ledsage den gode, ømme Søn paa den lange besværlige Reyse, og lade ham til sin Kiærligheds og Lydigheds Løn finde sin gamle Moder i Live, at han styrket ved hendes Velsignelse kan ile tilbage i sine Elskedes Arme. Dog, modtog han den end ikke fra hendes Læber, hendes bristende Hierte havde dog givet ham den. Men Gud lade ham finde de kiærlige Øyne aabne, det fulde Moderhierte varmt og bankende endnu. Hende undte jeg da vel, at dette maatte standse, hine lukke sig i den elskede elskende Enestes Arme, for sidste Gang – og min Pavels under jeg det – thi blev det ey lettere at tage denne Afskeed med den gode ærværdige Moder, og vide hende hvilende sødt fra alle Livets Bekymringer, end at rive sig endnu engang af de zittrende Arme med den smertelige Vished: «de aabner sig aldrig mere for dig, disse kiærlige Arme, og i ingen kiærlig Mages eller Barns Arme skal dette hulde Hierte slaae sit sidste Slag» – Det var et haardt Slag for den i saa mange Aar svagelige Kone at tabe en troefast Mage, hvis Sundhed og Styrke gav hende det fasteste Haab om en tryg Støttestav til Graven. «O, I menneskelige Forhaabninger, I letsvigtende Rør!» – maae vi vel sukke. Og dog helde vi os til dem – og hvor dobbelt tung blev Vandringen giennem Livet! giorde vi det ikke, 119levede vi i varig Frygt for, at hver Stav vi fandt, var et brækkeligt Rør – Og Gud være evig lovet! Alle ere de det jo dog heller ikke. –

Han, vor Pavels’s Stedfader, Obr: Lieut: Hohlenfeldt, gik sund og frisk i Kirken, blev syg strax han havde sadt sig, blev bragt ind i Sakristiet, men var allerede død forinden. Arme gamle Kone! hvor lidt tænkte du paa, da han forlod dig, at du skulde see ham saaledes igien! –

For min Drøm og dens Opfyldelse har jeg endnu ikke giort Eder Rede. Jeg saae en Fader – hvem det var veed jeg ikke – bære sit døde lille Barn bort og lægge det i Kisten. I det Kisten faldt til, rev Moderen sig jamrende af mine Arme, og derved vaagnede jeg. Nu skriver min Katty, at Sverdrups har mistet et elskværdigt halvfierde Aars gl Barn – og jeg seer den lille blege Døde, en Pige omtrænt af samme Alder, for mine Øyne – hun beskriver deres Kummer saa rørende, og mit Hierte fatter den i al sin Styrke – Gud styrke de Lidende, og opholde dem deres tre øvrige elskværdige Smaae, som alle har Kighoste, der dræbte Søsteren. Og Gud holde sin Haand over lille Syvald, som heller ikke er ganske frisk – og over alles vores Haab og Glæder, de sandeste og største, fordi de skal følge os i Evigheden! –

Med et Bud som i Morgen gaaer herfra til Byen, skal jeg besvare meget af det Kiære, jeg modtog i Gaar, besvare alt, om det er mueligt. Jeg seer, Bispen er kommet op (og at hans tilkommende Svigersøn er blevet Præst i Oudalen) og efter hvad min Katty skriver, har Wedel havt den Pakke fra hende op til mig. Skulde da Rosenkrantz allene være blevet tilbage, eller skulde min gode Bergh intet have sendt mig med alle disse gode Leyligheder? Maaskee kan Dagsposten give mig nogen Underretning herom.

Det ved Hælligdagene afbrudte Vaarting begyndte igien i Dag i Næss. Jeg seer nu ikke min Koren igien før Løverdag. Havde Veyret været godt og ikke alle de kiære Hindringer kommet i Aftes med Skieldrup, vilde jeg i Dag været til Plogstad og til Maastad for at see til Major Ingier, som skal være syg endnu. Nu bliver det neppe i denne Uge. Fra min velsignede Maja C fik jeg rigtig nok Stærkodder, som Jess allerede med Hiertens Lyst har giennemlæst. Men jeg har lovet min lille Maja at læse den høyt for hende i Aften. Fra min Adam havde jeg vist ventet den op nu, jeg seer, han har det i Sinde, og saa kommer den vel.

120«Hvoraf seer du det?» af min Katty’s Brev. Han vilde sende mig den og skrive mig til, havde han sagt. Jeg har nu under min Middagshvile læst et Par smaae Fortællinger af Lafontaine og Pfeffel i en Lommebog (Taschenbuch) som Frue Maribo laante mig, og som ere ret nysselige. Hr Schlau eller Prøven, hedder den ene, den anden Bortførelsen. Og nu gaaer det til Brevskriveriet det bedste det gaae kan. Dog, ogsaa dette Journalhefte vilde jeg giærne have fuldskrevet og indsendt med det samme. Fra Lunde fik vi ogsaa Brev i Aftes. Han var i Vilderede med sin Reyse, dog haaber jeg ham nu underveys.

Eftermidd: «Alting skal hende før Verden taer Ende» siger Ordsproget. I et Brev fra min Broder i Helsingøer, som Posten nu bragte (tilligemed et lille Flyvebrev fra min Maja C – hun kalder det selv saa) laae et – fra Biltzing! Med en underlig vemodig Følelse betragtede jeg det længe før jeg brød det – i 6 Aar saae vi intet fra ham – Det var kun faa Linier, dem min Broder ved et Besøg i Nachschau havde aftvunget ham, og man seer ogsaa, at de ere frempinte ved Tvang. Jeg havde længe siden forekommet ham, for engang igien at høre noget fra et Menneske, jeg for mine Børns Dannelse skylder saa meget, og som engang var mig saa kiær, og hvis Skiæbne aldrig kan blive mig ligegyldig; men stedse var der noget, som holdt mig tilbage – og kan det ikke være gaaet ham ligedan? Han har en tækkelig Kone og et elskværdigt Barn, siger – ikke han, men min Broder. Hans Indkomster som Skolelærer er formodentlig smaaelige i Forhold til Tiderne. Nu er Isen, om ikke brudt, dog løsnet, og jeg skal besvare hans tilsyneladende kolde Linier med Hiertens Varme. Jesses Øyne glimrede, da han saae sin gamle Lærers Haand. Jess var hans Yndling –

Gud være lovet, Du er ganske rask igien, elskede Maja C, det tilaandes mig hvert Ord i det lille Brev, og Vaaren og Omgivelsen af Dine Dyrebareste, og frem for alt lille Peders Kiærtegn vil, haaber jeg til Gud, daglig forøge Dine i Vinter saa stærkt aftagende Kræfter.

Jeg kan ikke slutte dette Hefte, uden endnu engang at takke Eder Alle for de mange deylige Øyeblikke I i Dag Syvfold har skiænket mig.

121Fredag 3^die April Jeg fik kun skrevet til min Lotta og Sara i Gaar; men saa malede jeg ogsaa fire Sider, troer jeg, i Journalen, og deri taler jeg jo med Eder Alle. Denne og Brevene er nu underveys til Tøyen. – I Aftes læste jeg Stærkodder for Børnene, og føler det i mit Hoved i Dag, at den først fik Ende Klokken henimod 11. Men hvor kunde vi holde op før den var udlæst? Hvordan jeg nu finder den? Mange Stæder ^{finder jeg} usigelig deylige, f:E: den allerførste Scene mellem Eigil og Helga. Men i det Hele fyldestgiør den mig ikke, som min Adams øvrige Stykker. Jeg finder i dette ingen Charakter saaledes udmalet som i hine, selv ikke Hovedpersonens, Stærkodder. Vel er jeg ikke saa urimelig at fordre den Fuldstændighed i et Drama som i et episkt Digt. Men det gaaer mig som min Maja C siger om sig, da hun sendte mig Sørgespillet: Prams Stærkodder, hans blide Sørgeqvad, den ædle Helga i saa mange modsigende Forhold altiid det samme hulde elskelige Væsen, har præget sig for dybt i Erindringen (hvor stærkt er desuden stedse det første Indtryk!) til kanskee endogsaa at lade det mesterlige dramatiske Digt vederfares Ret. Dog, mere herom naar jeg har læst Stykket igien med mere Opmærksomhed, end der er muelig under en Forelæsning, som ingen Standsning taaler. Nu sidder jeg færdig at tage til Plogstad, hvorfra jeg vilde giort Touren i Eftermiddag til Ingiers, men Walbohm som var her da han tog did, bad mig udsætte dette Besøg til Majorens Tilstand, som desværre er meget tvivlsom, forandredes. Gud lade denne Forandring blive til det bædre, og snart!

Løverdag 4^de Det var i Gaar, da jeg tog til Plogstad, et mørkt, og hvad man her kalder surt Veyr. Jeg var neppe kommet der, før det begyndte at snee og blæse, og saa blev det ved den hele Dag. Ved min Rikkes Side kan I vel tænke, jeg lod det blæse og snee saa meget det lystede, men jeg tænkte ret meget paa vor gode Pavels, om sligt Veyr skulde forfølge eller overfalde ham paa Filefjeldet, hvor han just nu, efter min Beregning, maae være. Dog, Luften er vist der mildere, og muelig har han havt det blideste Vaarveyr. Ak, men mere end paa alt 122andet tænkte jeg paa den arme Frue Ingier og hendes mange Smaae, hvis Mand og Fader er overmaade syg, og vel neppe vil, om ogsaa dette Anfald gaaer over, blive ret længe hos dem. Vi kunde umuelig glæde os sammen som ellers, min Rikke og jeg. Hvad vi end begyndte paa, vare vi før vi vidste det med Tanker og Hierter iblandt de Lidende. Paa Hiemveyen mødte jeg Walbohm, som atter tog did, og mødte ham midt paa Mosen, hvor det var os umueligt at komme hinanden forbi, saa den stakkels Mand maatte lade spende fra, og selv ud i Sneen, og det i det afskyelige Veyr.

I Dag er det Biltzings Geburtsdag, og derfor vil jeg skrive ham til, og skrive til begge Majaerne, og, strækker Dagen saa langt, til de Kiære i Kbhn. Der vedbliver nu daglig at gaae Bud til Byen; siden standser det vel med et. –

Mand: 6^te Efter Aftale med min kiære Rikke, skulde vi mødes i Gaar Eftermiddag paa Houg. Veyret syntes at vilde giøre en Streg i vor Regning – thi kun i Tilfælde det blev godt, skulde Mødet gaae for sig. Dog, Solen traadde frem af Sneeskyerne og vinkede os til Reysen. Maja og Telja tog en Times Tiid i Forveyen for at have alt i Beredskab til Herskabets Komme, og saa fulgte vi, jeg styret af min Jess, og for første Gang med hans nye meget smukke Hest (som jeg har givet det hæderlige Navn Vaillant, deels efter denne unge raske Eventyrer selv, deels efter min kiære Carl von Kroghs Ridehest, som Hetzen havde kaldt saa) Maren S: og begge de Smaae i Bredslæde med Gulen. Vi frygtede for Føret, men det var over Forventning godt, og det gik uden alle Viderværdigheder til Dragvold. Men her mødte de ogsaa tilgavns. Hele Gaarden og Veyen paa begge Sider var pakfuld af Melitaire og Transportskyds (vore stakkels Heste havde ventet der efter Tilsigelse fra Kl 8 om Morgenen) Der var ingen Muelighed i at komme frem før Officererne tog sig lidt af Tingene, og giorde hvad de kunde, for at skaffe os frem, hvilket dog maatte skee med Læmpe. Men i det samme gik Trommen til Afmarsch, og adskillige af de Heste vi vare indspærrede imellem begyndte at blive rubalske. Jeg skialv skialv] rettet fra: skjalv ved overskriving for disse, for Gulen, som ikke er for slig Tummel, og for Vaillant, den unge vælige, mig ganske ukiendte Person. 123Men han spidsede blot Ørnene, og stod da hans Herre talte til ham. Men med et følte jeg et stærkt Stød i Nakken, og hørte Børnene raabe, og alt bag mig i fuld Larm. Jeg troede det var Gulen, som ogsaa virkelig var i Uroe; men min største Fare kiendte jeg ikke før den var forbi. En af Transporthestene sprang ud, og havde Jess ikke kastet sig mellem den og mig og faaet den i Hovedet, veed Gud, om jeg nu havde sadt her og fortalt Eder det farlige Tog. Stakkels Gutten min var det, som blev stødt hen over mig, men Gud skee Lov, ingen af os kom til Skade, de gode Hedemarkinger kom os til Hielp (det var et Compagnie af dem som marscherede til Christiania) og ledte Hestene til vi havde frie Passage og den fæle Tromme taug. Mad: Giørup, som ogsaa skulde til Houg, men var kommet en Stund efter os, havde det ikke gaaet stort bædre. Min Rikke og hendes Heide var alt længe komne, og en god Kop Caffe, skiøndt af en sort Kiædel, giorde godt oven paa den Skræk. Men bædre giorde mig dog min Rikkes blide Aasyn. Vi spiste siden Smørrebrød, kold Steeg, og deylig tyk Mælk, og et Par Timer gik i en Snup. Ungdommen, min Maria undtagen, tumlede sig i Sneen – Spektakelmageren Gryner var ogsaa med – saa de kom ind som druknede Muus. Nogle af de muntre smaa Geddekid fik vi ind i Stuen, og et lille vakkert Føl i Kiøkkenet. Mælende og Umælende var i bedste Velgaaende – og før Solen var ret nede, ariverede vi lykkelig og vel til vort, som jeg haaber Rikkemoer til sit Hiem. Hun skyndte sig hiem til sin ventende Glut –

Fra min Kista laae her et venligt Brev til mig, det jeg nu i Øyeblikket skal besvare; og tvende D^o bragte mig Posten, et fra den lille, med sieldne Siælsevner begavede Georg Jessen, og et fra min gamle troefaste Moer Messel, det længste jeg i flere Aar har havt fra hende.

Kl 12 Gud være lovet, ogsaa Major Ingiers Liv er der nu Haab om. Walbohm var saa snild, selv at bringe mig denne glade Tidende, den jeg læste i hans Ansigt, før Læben forkyndte den. Han har faaet Roe og Søvn. Gud lade hans Bædring vedblive, og at hans talrige Børneflok, hans retskafne Kone endnu længe maae beholde denne deres Ven og Forsørger, Husets vigtigste Støtte!

Jeg afbrød min Brevskrivning for at I skulde glæde Eder med mig, og ligesaa snart som jeg. Nu begynder jeg den igien.

124Onsdag 8^de «Hvem veed» har jeg i denne Tiid ofte tænkt «om du ikke neste ottende April mundtlig kan sige din dyrebare Katty:»

«Saa glade dig vorde de kommende Dage
At aldrig med Længsel du skue tilbage»

– men endnu engang skal Du skue med Længsel fremad til det elskede Land hvor Du paa denne Dag første Gang hilsede Dagens Lys. Men da iler allerede Dit Hjerte forud paa meer end Haabets, paa Vishedens Vinger –

«Da synker Du snart i unævnelig Lyst til moderligt Bryst» –

Og neppe feyler jeg naar jeg troer, at selv Din T: i det mindste i Dag seer Maalet for alles vores Ønsker staae fast paa en ikke fjærn Punkt. Han vil kun vende vort alt for fastheftede Blik for Øyeblikke derfra, at det siden des gladere kan vende sig did igien.

Eftermiddag Ja, gode Maja P:, jeg kan ey negte det, lidt ley blev jeg over, at Du havde sendt mit nestsidste Journalhefte til Bergen. At jeg under vor værdige kiære Pavels al muelig Glæde, og vil takke Gud for hvert Gran jeg kan bidrage til den, det veed baade Du og han – Men jeg havde just i Gaar, i et Brev til de elskede khnske Børn lovet dem dette Hefte nedsendt med første Expresse, og kan nu ikke holde mit Løfte. Dog, det er giort, og kan ey være anderledes. Barna dernede faaer, som de har maattet vænne sig til, gedulde sig til det har giort Reysen over Filefjeldet frem og tilbage. Kunde det med det samme fortælle dem lidt derfra, f.E: om vor gamle kiære Justiskar, ja, da vandt I, elskede forgiæves ventende Børn, meget ved den lille Udsættelse. Nu er da Fader Pavels længe siden i Bergen, og med Guds Hielp i god Behold. Et lille Brev til hans Maja fra Land fik jeg til Giennemlæsning. Saa langt var alt gaaet godt og behageligt. «Seer du» skriver Lotta, som sendte mig Brevet, «hvor høyt du staaer anskrevet hos vor gode Slotspræst, saa han saa gar coqvetterer med dig i Drømme» – det er den Smukke Frues egne Ord. Han havde nemlig drømt, at han var her paa Hovind, og vilde ret sætte sig til Roe og læse i det lille grønne Kammer (hvor han slet ikke havde været mens han var her) men fik hverken Rast eller Roe for to Malerdrenge, som endelig vilde have Kammeret pyntet op, og fordrev ham med Alskens Malergreyer derfra.

125Torsdag 9^de Hvad jeg kun i dunkle ubestemte Udtryk kunde tale om i Anledning af de Forandringer, der forestode her i Huset, kan jeg nu, da Tingen er afgiort, tale ligefrem om. Vor sieldne, maaskee mig og Huset end mere end Koren og Contoiret uerstattelige Hertel, forlader os. Han gifter sig med en Enke, Madam Fenstad, i Næss, en efter alles eenstemmige Vidnesbyrd ham værdig ung Kone. At dette var i Giæring, har jeg længe vist, og forudseet Udfaldet. Nu nyelig sagde han mig, at det var afgiort i Gaar. At de Taare, denne Efterretning kostede mig, flød fra en reen Kilde, det veed Gud og jeg; men om de vare Glædens eller Bedrøvelsens, er det mig umueligt at forklare Eder. See, der ere de alt igien! – Han bliver vist lykkelig som han fortiæner at blive det; og hvad vil, hvad bør jeg mere ville? Maria og Jess sørge og glæder sig med mig. Min Koren, som tog til Næss i Gaar, og i Dag tager lige derfra til Tinget paa Giestad, har jeg ikke kundet tale med herom, som I da indseer, ligesom at han længe har været forberedt paa sit Tab: Saa bliver da min Telja ene tilbage af de Gamle. Hvor længe? veed Gud; men dog vist til han behager at henflytte en af os i den Verden, hvor ingen Skilsmisse kiendes.

Tak for Dit Brev i Gaar med Byebudet, min elskede Lotta! Tre Officerer og 5 Soldater ere indqvarterede paa Tøyen. Den ene af Lieutenanterne – der er to, og en Major – bukker uophørlig, den anden aldrig, siger Lotta, og saadanne Contraster ere de i det Hele.

Og mon Du nu i Dag, elskede Maja, flytter igien til Dit kiære Auestad, som Du paa denne Dag forlod for 5 Aar siden? Det er vel vanskeligt, om det er kommet saa vidt, at det kan beboes, eller kommer saa vidt inden Høsten, endskjøndt den raske Don Pedro kan drive paa, det veed jeg. Maaskee faaer jeg høre noget herom i Dag – thi Brev fra Dig bringer Posten mig sikkert. –

Fredag 10^de Det bragte den, og ogsaa kun dette eneste kiære Brev. Alt er vel hos Dig, Gud skee Lov, skriver Du, men min Ahnelse, at Du endnu ikke var indflyttet i Din deylige nye Boelig, var rigtig. Endnu beboer Du, Elskede, det kiære gl Hus med Barna Dine, og flytter vel lige derfra til Din Dal, naar Gud behager at lade Vaaraanden løsne de haarde Baand, som er lagt paa den overalt stivfrosne, sneedækte Jord.

126Løverdag 11^te I Gaar Eftermiddag var Kamjkr Anker her vel et Par Timers Tiid. Da disse Mennesker har en saa egen Maade at leve paa, veed man ikke i en Hast hvad man skal byde dem. Jeg sagde ham reent ud denne min Forlegenhed, og spurgte om jeg maatte byde ham Mad eller Caffe. Han havde spiist Frokost just som han tog hiemmefra, sagde han (Kl var over 4 da han kom her) og bad om Caffe, som han da fik, og den som deylig var. Maria og Lina sad ved sine Spinderokke da han kom (de spinder Bomuld for mig til Lærrets Indslæt) og jeg her. Men de hentede mig snart. Skriveren var ikke at finde, dog kom han ogsaa ude fra Gaarden. Det er ret et godlidende og vakkert ungt Menneske, kun at han bander lidt vel meget. Jeg blev ret glad ved at see ham, da jeg havde hørt, han i Søndags var blevet slaget af en Hest, saa han blev baaret død ind. Det forholdt sig virkelig saa. Han havde været længe besvimet, og hans stakkels Søster, som i Vinduet saae det Hele, ligesaa. Til al Lykke fikk Moderen ikke vide det, før det nesten var forbi.

I Formiddag var Obr: Lieut: Krogh her, men kun et Øyeblik da han skulde til Byen, og reyste om Giestad for at tale med min Koren, som da endelig i Dag med Skatte-Commissionen ender Tinget for denne Gang. Krogh er mindre end brav endnu. Han var yderlig stille, og mig forekommer det, han i denne Vinter er ældedes meget. At han har været nødt til at tage sin Afskeed, og for 34 Aars Tjæneste faaer – 200^rd – i Vartpenge, er vel meget Aarsag i hans langvarige Sindsforvirring. Det bedrøvede mig ret inderlig at see paa ham.

Jess giør i Dag sin Debut, under Hertels Anførsel, som tilkommende Auctionsmester og Incassator, hvilket sidste Hertel har været fast over hele Districtet, og nu giærne ønskede, Jess maatte blive efter ham. Vinder han sin Formands ^Folkets Tilliid, som hans Forgiænger har vundet den, og jeg haaber, han skal fortiæne det, saa bliver han det vist, og har da, især faaer han en god Gaard til, et ønskeligt Levebrød. Gud give ham Lykke!

127Mandag 13^de I Gaar vilde jeg ikke skrive, fordi det ey havde blevet andet end Jerimiader over mit Hoved og mig selv, som paa en vis Maade var Skyld i, det atter havde slaaet sig vrangt. Det er ikke bædre i Dag – det er vel langvarige Rævselser, fordi jeg i Løverdags ikke agtede paa at jeg ved at gaae over Gaarden var blevet lidt fugtig paa Fødderne. Men var det end værre, end det er, maatte jeg fortælle Eder, at jeg i Gaar fik to velsignede Breve, fra min Lotta et, som ledsagede alt hvad Rosenkrantz havde bragt op til mig, og dette ledsagedes atter af et sønligt Brev fra min gode Bergh. I de kiære Pakker var Jeanpauliana, det er, denne elskelige Digters Fata und Werke vor und in Nurnberg, hvoraf jeg læste Begyndelsen, og maatte denne Gang, hvad ellers sjelden er Tilfældet, give Hovedet Ret imod Hjertet, da hiint paastod, det blev mere ørrt ved den Anstrængelse det paa enkelte Stæder kostede at følge de underlige Vendinger, og dette, at hine Vendinger ikke afbrød dets Nydelse. Dog maatte det rive sig løst, og i Dag begynder vel Striden paa nye. Bogen tilhører min Maja C – thi for hende har jeg bestilt den med flere, som det afskyelige franske Censurvæsen i Hamburg har lagt Beslag paa (det er at sige, ikke paa disse allene, men paa flere Kasser, tilhørende stakkels Brummer) Mere om den, naar jeg har læst den igjennem. I en anden Pakke var Stærkodder og Faruk fra min Adam, men uden et eneste Ord, og da jeg har læst begge, ventede jeg dem saa længselfuld kun fordi jeg troede, med dem faaer du da vist Brev. «Jo, fikst du Pæren, Zacharias?» – Dog, da Bergh sendte, som Øhlenschl: havde bedt ham, Bud efter Bøgerne Dagen før R:s Opreyse, bragte denne selv sine Digte, og bad Bergh sige sin og hans Moer Koren, at han i denne Skynding ikke kunde faae et Moerkorenværdigt Brev (den kjære Smigrer!) færdigt, da han havde saa travlt i Anledning af Faruks Opførelse Dagen efter; hans Benefice – Nu faaer jeg vel atter længe vente; men, det nøysomme Moderhierte har imidlertiid dog, som I seer, noget at støtte sig ved.

Vor kjære Presidenter er kommet lidt skranten tilbage fra en lille Reyse, og frygter for Podagra; dog haaber min Lotta, og jeg med hende, at denne Frygt er ugrundet. En Efterretning fra Bergen, hvor om maaskee mere en anden Gang, nedstemde mig meget. Posten 128bragte mig et vennehuldt interessant Brev fra min Maja P: med Efterretning om vor kiære Pavels’s Reyse til Leirdalsøerne. Han havde paa de sidste Mile did lidt meget ondt. Gud give det øvrige af Veyen over Søe og salten Bølge maae være gaaet bædre, og at han, som Maja haaber, maae have fundet sin elskede Moder bædre, end han torde vente det! Med Længsel venter jeg denne Efterretning, og da først hjemsøger jeg ham med et langt Brev.

Her var ikke et fremmed Menneske i Gaar, undtagen Fader Mørk efter gammel Stiil før Kirketiænesten. Nesten en Time sad han herinde hos mig og snakkede. Han som Alle, og vist ingen hjerteligere, tager Deel i Hertels Vel, men føler forud det Savn, der forestaaer os. Samme Hertel kom nu, Kl 8, fra sin Enke, hos hvem han har været siden Løverdagaften, og foer igjen med Jess bag paa Slæden, uden at jeg fik tale et Ord med ham, til Eidsvold, hvorfra de ey kommer før Onsdag aften. I dag skulde jeg været til Ingiers; men jeg vover mig ey ud med det skrøbelige Hoved, og desuden kommer Obr: Lieut: Krogh hid paa Tilbagetouren fra Byen. Jeg vil altsaa nødig være borte.

Tirsdag 14. Han kom først i Morges Kl 6, da ikke engang Koren var oppe, men kom snart paa Benene. Han havde lagt paa Moe, derfor kom han saa tidlig, da han var kommet for seent did til at naae hid i Aftes. Snurrigt nok, at Præsten Bergh fra Ringsager, som kom her i Eftermiddag, ogsaa havde lagt paa Moe i Nat, dog kom han hid fra Gierdrum Præstgrd. Det var første Gang jeg saae min gode Berghs Fader her, og derfor bad jeg ham saa vakkert slaae sig til Roe Natten over, som han da ogsaa giør, og har meget at afhandle med Skriveren, især Landbruget angaaende, begges Yndlingsfag. –

Jeg har ikke været bædre, snarere værre i Dag. Det er dog nok Vaarfeberen som er i færd med mig, og som jeg troede at slippe. Jeg har nu reent opgivet Haabet om at see min kiære Rikke eller komme noget Sted paa dette Føre. I Morgen tager nok min Koren til Plogstad og Maastad. Imellem Rikke og mig har en lille Gangerpilt i Dag bragt et Par Smaae Billetter, og saadan faaer vi nu tale sammen i lang Tiid. Gud skee Lov for dette Middel – og velsignet være den, som opfandt det, dette Følelesernes Organ, som Frostanden ingen Magt har over –

129Torsdag 16^de Tidlig i Gaar Morges tog min Koren til Plogstad og Maastad. Paa det sidste Sted stod det ikke saa ganske vel til endnu. Major Ingier maatte atter holde Sengen, og saadanne Tilbagefald frygter jeg altiid meget for. Gu give denne Gang uden Grund!

Fader Bergh og jeg havde tusind Ting at tale om, og nesten alt førte os til hvad der laae os nærmest om Hiertet, vore Børn. Han havde nu fulgt den fierde af sine Sønner, som vil forsøge sin Lykke paa Søen, de første Skridt ud i den vide Verden. Selv har han været alle sine Børns Lærer, og seet sin Omhu og Fliid rigelig lønnet, og Gud lade ham vedblive at høste saa ædle og rundelige Frugter af sin Stræben med dem, som han høster af sin Jord, den han driver i det Store, og med Held. Han tog herfra Kl: 10, og lovede, herefter aldrig at tage Hovind forbi. I Christiania havde han forgiæves spurgt efter de tvende Brude. Jeg bad ham medtage et Exemplar af mig til sin ældste Datter. Det var bestemt Jess eller Maja, men de skal vel endda faae hver sit. Det er mig kiært, de gaaer saa friskt af, saa seer Seidelin sig skadesløs, og entrerer vel oftere med mig.

Jeg var med min hele Siæl ude i Jean Pauls Fata und Werke vor und in Nurnberg (jeg vil intet sige om den, fordi jeg umuelig kan sige Alt, og kun, da jeg med bankende Hierte og søde Vemods Taare lagde Bogen bort, kunde sige: Guds Løn over dig, ædle J: Paul i alle Evigheders Evighed!») da Barna med saadan Victoria kom løbende og fortalte, Ritmester Rasch (fra Edsberg og vort gamle Mustorp) var kommet. Den gamle jovialske Ven var mig vist nok kiærkommen; men Overgangen fra Jean Pauls Himmel til alle disse Hverdags Scener faldt mig lidt tung. Men hvad er der andet for, saa længe vi vandrer, i det mindste med vore Legemer hernede, maae vi underkaste os Skik og Brug. Jeg gik ind og bød den Galning velkommen, som han virkelig var, og bad ham tage til takke med Børnenes Selskab (som allerede tumlede om med ham, for det første. Koren vilde strax komme, og jeg med, naar jeg havde faaet ferdigt hvad Hertel skulde have med sig i Dag til Byen, og saa ilte jeg igien til min Bog og mine Breve, og altsammen ligger nu færdigt til Bortsendelse. Hertel, som tilligemed Jess kom hiem i Nat, reyser om en Times Tiid. Rasch følger ham, troer jeg, til Plogstad. Jeg er i Dag som i Gaar, men mere beklæmt – jeg veed ikke selv hvorfor. Til Maja C og P: har jeg skrevet, til Doctor Møller for min stærkt 130forkiølede Marie, et lille Brev til Kista, og et D^o til min lille Commissionair Georg Jessen. Nu – Kl 3 – sidder jeg her atter efter en Kort Middagshvile med den samme, næsten stærkere Hovedpine, mat og usselig. Rasch blev med Hertel, men er her nok snart igien. Det var første Gang Hertel spiste hiemme til Middag siden han blev forlovet. Vi drak hans Skaal og klinkede, Rasch holdt en zirlig Tale. Mig stode Taarene om ey i Øynene saa i Hiertet, som de har giort den hele Dag. Jeg veed ikke hvorfor – lider Siælen maaske med Legemet? Ak, det er vel oftere Tilfældet end det skulde være det.

Fredag 17^de Hvad hver evig lige Torsdagspost bringer mig, bragte den mig ogsaa i Gaar: et langt kjærligt Brev fra min huldtroe Maja C – dog, det sidste er det kun stedse, det første ikke altiid, dog som oftest. Dette beskrev mig et aandsfortærende Confirmatjons-Selskab, og et lidt mindre morderisk Barselsgilde. Qvæge mig maae de kjære Breve stedse, men more mig kunde intet i Gaar – i Dag kan alting det, at sige i Aften, – thi en Stund i Formiddag var jeg ret bekymret for min Maja. Hun havde stærk Hovedpine, og var saa feberheed. Men nu er hun Gud skee Lov brav, og leer nok saa godt ved sin grønne Rok af Grethe Keilhaus Spektakler. Jeg har sagt Eder, hvor morsom og naiv hun er –

Rasch tog Afskeed med os allesammen i Aftes, og vilde reyse Kl 4 i Morges, dog blev det først Kl 6, da jeg allerede var i færd med at staae op, og min Koren længe nede hos ham. Det er den lustigste Person jeg kjender, og sine største Galskaber siger han saa tørt, som var det det alleralvorligste – des latterligere er det Tilhørerne.

Ankers havde ladet forhøre, om Koren og jeg bleve hiemme i denne Uge. Deraf sluttede vi naturligviis, de havde i Sinde at hiemsøge os, og var jeg ret tilfreds de giorde Alvor af det; thi seer I, mine Elskede, nu har jeg en Kalvesteg hængende saa stoer og feed, at den kunde lokke salig Adler eller Ridder Collet op af Graven. «Tys, Moer Koren! tænk paa hvad Straf der venter dem, der bryder de Dødes Fred.» – Aa jeg veed det desværre nok. Gud skee Lov at det var før jeg paadrog mig denne Straf, at jeg skrev Tilegnelsen (jeg var netop færdig med den) som skal staae foran i en Afskrift af mine Digte til min Adam. Han giver mig saa meget, jeg vilde giærne efter Evne give ham lidt igien. Men saa strax efter ovenmeldte Forhandling har jeg mine gode Grunde til ey at meddele Eder den her – Tilegnelsen nemlig.

131Søndag 19^de Saa ussel jeg var i Gaar, saa rask er jeg Gud skee Lov i Dag. Dog, det er vel Feberens Gang, og altsaa en slem Dag i Vente i Morgen. Men vi vilde lade hver Dag have sin Plage. Hertel kom, som vi forudsaae det, først Hiem i Nat. Nu i Eftermidd: er han reyst til sin Kiæreste, hvem han bringer al muelig Brudestads. Et ret stygt, men modernt og vist alt for kostbart, Tørklæde forærede mig, som jeg skal ærlig giøre Stads med paa hans Hædersdag. Fra min Lotta, Maja P: lille Zarinchen, og Doctr Møller bragte han mig saare fornøyelige Breve; thi overalt var alting vel, og vor gode Pavels var ^er Gud skee Lov lykkelig og vel ariveret til Bergen (dog efter mange Møysommeligheder) og har fundet sin gamle Moder over al Forventning brav – Hvad der foruroeliger mig nu er, at Hertel paa Hiemveyen har stødt sit Been, som i Dag var meget hovent, og vil, frygter jeg, blive værre ved Reysen i Dag. Men saadanne Reyser lader sig nu engang for alle ikke opsætte, allermindst for den, hvis Tiid er saa knap som vor gode Hertels. Tirsdag har han igien Forretninger, og saa hele Ugen, Bededagen selv neppe undtagen. Og alt hvad jeg bad ham tog han dog ingen Styrekarl med. Det er ret et egensindigt Folk, de Mandfolk. Fra litle Møller fik jeg Medicin til Maja nu for hendes Hoste, og uanmodet en Flaske Draaber til mig, som han forsikrer, skal jage min Feber bort. Med alt dette fulgte et lille venligt og forbindtligt Brev.

Fatter Munthe tog nu herfra. Hans Kone skranter bestandig, og det seer ikke uligt ud til, at den stakkels gamle Mand endnu engang kunde blive sat i eenlig Stand. – Dette skriver jeg efter Takten. Min Maja har fundet paa at boe paa det inderste Sahlskammer, hendes Yndlingssted, om Søndagen, og derop har hun taget sin Harpe – og just nu spiller hun: «Wie sie so sanft ruh’n» – og tænker vist paa sine sødt Slumrende – paa sin Sara, hvis Yndlings- ak og Dødskammer – dette var.

Om Morgenen tegner hun deroppe fra Kl 6 – 7 – til 8 – eller 9 Jeg har skrevet et langt Brev til min kiære Bergh, en lille Lap til min Maja P: om Stads- ikke Stats-Sager – og nu gaaer jeg ind til Skriveren min, som sidder ved sit Pillearbeyde, og lægger Kabale.

132Dog maae jeg først fortælle Eder de Debatter her var i Aftes, da Koren talte om, han i Dag vilde skrive til Bergh for at bede ham opsøge sig en nye Fuldmægtig. «Jeg veed sagtens» sagde jeg, «vi aldrig faaer nogen Hertel igien, men giid det endda blev et hyggeligt, beskedentligt Menneske. Og det er jeg vis paa, Bergh ønsker, ligesaa meget som at han maae være duelig, og ikke vil oversee nogen af disse Egenskabers Mangel» – Maja var af samme formening, og havde det samme Ønske. Men nu kom Lina: «Moer, du maae min Troe skrive til Bergh, og det fra mig, at Faers Fuldmægtig endelig maae være ung og pfiffig, og ha Lyst til aa dandse, om han just ikke dandser godt – det ska vi nok lære ham» – «Jo pyt!» sagde Skriveren til Lina, som Peer til Kongen, efter Ordsproget. Men nu hialp Maja hende, og jeg mærkede nok, hun ogsaa giærne vilde, han skulde være ung, om just ikke pfiffig – hvad der da ikke er hendes Sag – «Og veed du hvad? Fader – sagde hun – er han overmaade snild, skal han faae Lov at passe Hønsene naar vi er borte» – Hvad synes I om disse Unger, mine Elskelige, og om den hele Striid?

Mandag 20^de I Aftes fik vi Brev fra Lunde, som lykkelig var ariveret til Kbhn, om hvilket han efter to Dages Ophold ikke kunde sige stort. Dog havde han afleveret mine Breve til de Kiære dernede, og hilsede mig: at de snart skulde besvare dem. Hr Seidelin havde ogsaa taget imod Eudocia, og lovet at befordre saa vel den som dens Søster Thekla og Broder Ferdinand Warner, saa snart muelig til Trykken. Det var meyet kiønt giort af ham, holder han saa sandt kun Ord. Men nu har jeg ikke Egersønnen min dernede at drive paa ham.

Feberen er udeblevet i Dag, da jeg dog var ganske i Beredskab til at tage imod den. Mon Møllers Draaber, blot to Gange brugt, kunde udrette saa store Ting? Rigtig ^nok ere de bittrere end Galde, og Smagen nesten ikke at blive qvit den hele Dag. Men Ondt skal Ondt fordrive – Saa skal dette afskyelige Sludveyr i Dag vel ogsaa begynde at jage Sneen og de øvrige Vinterspor bort. I dette Haab finder jeg det taaleligt og det kan jeg da sagtens, inde i mit lune Kammer. Men de Stakler, som maae ud – Arme Hertel, giid vi havde ham vel hiemme! – Walbohm, som nu gik herfra, havde væltet kapitalsk fra en Bakke ned i en Dal, og var nær aldrig kommet op igien. Men han kiører da ogsaa – som en Doctor –

133Tirsdag 21^de Nu har jeg saa men holdt en lille Straffepræken for Brudgommen, at han aldrig kan aflade den Uvane – den eneste jeg veed han har – at reyse og færdes om Natten. Til Kl henimod 11 fik jeg min Koren til at sidde i Aftes – (og tog han sig en Søvn i Sophaen, imens jeg giennembladdrede Amalias Glæder og Lidelser, som var mig fast nye igien efter mange Aars Omvandring i Laan) – i Haab om, Hertel skulde komme, og jeg faae vide hvordan det var med hans Been. Over Midnat kom han først. Gud skee Lov, Benet er godt igien, forsikrer han, og alt er godt. Til den 11^te May er Bryllupsdagen bestemt, eller rettere denne bestemt til Bryllupsdagen. Jeg formodede, han vilde vælge denne Dag, om intet kom i Veyen. «Og hvorfor just den?» – fordi det var paa denne han første Gang, for 22 Aar siden, traadde ind i vort Huus – To og tyve Aar – hvilken Tiid! – Kan I undres over, Elskede, at jeg sørger over, dette nu ogsaa er forbi? – O ney, og I undres heller ikke ^over, I billiger min Sorg. «Endogsaa jeg vil savne ^komme til at savne den gode sieldne Hertel paa Hovind, hvor maae han da ikke blive savnet af dit hele kiære Huus!» skriver min hulde Maja C – «men den Tanke at han bliver glad og lykkelig vil forsøde Savnet» – Ja, det vil den – thi jeg veed Dit Ønske: «de bedste Velsignelser følge og hvile over ham!» – vil gaae i Opfyldelse.

At vi Alle skal og maae did, kan I nok tænke Eder. Skiøndt jeg forudseer jeg vil komme til at udstaae megen Angst og Qvide paa Veyen i det vist værste Førefald, faaer det ey hielpe. Det vilde bedrøve Brudgommen at savne mig; og aldrig nænte jeg at bedrøve noget Menneske paa sit Hiertes Glædesdag, hvor meget mindre et Menneske, en Ven som Hertel! Kan jeg nogensinde giøre for meget for dens Glæde, som gladelig havde gaaet i Døden for at frelse min Saras og Wilhelms Liv, og som deres Død bragte nesten ligesaa nær Graven som mig, og som overvandt sin Kummer og sin Lyst til at døe, for at leve for mig og Mine?! – Han og Jess tog nu til Eidsvold, med Sadler i Slæderne, for at ride hvor de ikke kan kiøre. De kommer nok ikke igien før i Morgenaften.

Torsdag 23^de I Dag har jeg ret havt det saa travlt med Brevskrivning. Det længste var dog til den længst Fraværende, min kiære Søn Pavels i Bergen. Men I skulde see, hvilken Pakke her ligger! dog de fleste, til Lotta, Maja P:, Seidelin, skrev jeg i Gaar.

134Hertel og Jess er atter borte i Dag. De kom seent hiem i Aftes, min Koren ligesaa. Og nu er saa men Maja og Maren paa Gislevold og Leufti for at bede disse vore Naboer herover til i Morgen Eftermiddag. Jeg seer nok nu, der ingen Ankers kommer paa dette Føre, og den gode Kalvesteg er det saa leyt at spise op allene. Vi har heller ikke seet hverken Moer Mørk eller Walbohm her i lang Tiid, og har heller ikke fortiænt det, da jeg aldrig kommer der – eller noget steds –

Nu kom Gesandtskabet tilbage: De har alle den Ære at komme.

Bededagen 24^de Vi vilde været i Kirke, baade min Koren og jeg, men Veyret er saa reent aprilsk, at vi nok begiver vort gode Forsæt – Det hagler, sneer, sluder, og bedst som det er, siger Solen: «Tit, tit!» – og kryber, knap den har sagt det, ind i de tykke Sneeskyer. Men saa ønsker man sig her helst denne Maaned, at den nemlig skal blive sin Charakter troe. Des mere Stadighed lover man sig af dens Efterfølger – om den nu saadan vil staae paa sin Repetation og med Rette kunde kaldes den grønne May. Inden i Majabrevet i Gaar laae et fra min gode Elisa Thorsteinson, som havde glædet sig saa hiertelig i min Oversættelse af Ferdinand Warner, som har vandret om blandt mine Eger og Strømsøebarn, og nu skal vandre til Kbhn og Seidelin. Min Maja C havde saa gar læst den høyt for sin Thrina, for at trøste hende over sin Realfs Fraværelse – han var faret med Faer sin til Majadal paa et par Dage – og de har dog begge læst den i Grundsproget. Seer I, mine Elskede, maae da saadant Arbeyde ikke være mig kiært? Jeg kunde ønske det mindre fornøyeligt i sig selv, for at have en lille Smule Fortiæneste ved lidt Møysommelighed – nu er det altsammen Fornøyelse, og jeg har ingen Ret til at modtage nogen Tak – men tager den saa glad lell – Den velsignede gamle Betta, skriver min Elisa, har nu nesten ganske tabt sin Hørelse, men det har ingen Forandring giort i hendes blide Sindsstemning. Hendes indre Øre er lige aabent, og selv om hendes fromme Øyne fordunkledes, og hun ikke mere som nu kunde forkorte sig de lange søvnløse Nætter ved Synet af Stjærnerne, vilde hun lige fuldt holde Samtaler med dem. «Sjælens Flammer slukker ikke selve Gravens Mørke Nat» – Endnu, siger Elisa, taler hun om 135mit og min Maja C’s korte Besøg i Vinter med saadan Glæde, og forsikrer, at Caffen aldrig har smagt hende saa godt, som da Moer Koren ved hendes Side giorde sig saa hiertelig tilgode med den –

Løverdag 25^de «Vi vil spise tidlig, sagde jeg ^{i Gaar Morges} til Maren S, at jeg kan faae min sædvanlige Læsehvile inden de Fremmede kommer.» – Og Kl lidt over 1 laae jeg her paa Sophaen med ^og læste med ret megen Interesse i en gl Minerva John Locke, en Forelæsning af Sander. Men den var ey stort over 2, saa var Gislevolderne – som aldrig pleyer være tidlig ude – her allerede. Deres Kl gaaer nemlig Pokker et Øre af, det vil sige en heel Time fortere end vor. Sukkende lagde jeg min Bog, tog mig en Priis Contenance, skjød Brillerne af og Skoene paa, og saa ind og neyede. Jeg var sandelig dette uagtet glad i at see de gode Mennesker her, de snilde Naboer, som ikke har været her eller jeg hos dem – hvad virkelig er en Skam – den hele Vinter. Obristinde Roweder er, som nesten altiid, hos Walbohms (hendes egentlige Opholdssted er ellers, eller skulde være, hos Svigersønnen, Lieut: Keilhau, paa Oppen) Lidt efter kom min Philemon og Baucis, det fromme Ægtepar fra Leufti, og sidst Giørup med sin meyet goe Kone. Det var min troe et ganske fornøyligt Companie i det hele. Jeg vidste intet bædre at more dem med mellem Caffen og Theen, end at bære alle de 14 Bind, Børnene har af Berthuchs Bilderbuch ind til dem, og denne Moroe holdt dem alle som Een, Ritmester Holch ikke undtagen, i Aande lige til Spisetiid, saa Gnavposen, den Hertel med sin sædvanlige Omhu for Selskabets Fornøyelse, havde faaet hid fra Gislevold (hvor den pleyer være i Brug hver hellig Dag) blev liggende, som om aldrig nogen Nar, noget Nul etc havde været til i Verden. Lille Fader Mørk, som man kan høre har studeret sin Naturhistorie som en Yndlings-Videnskab, holdt ordentlig Forelæsninger for de opmærksomme Tilhørere. Det eneste som giorde en lille Standsning var Punschglassenes Samklang da vor alles kiære Hertels Skaal blev drukket, og Hierternes Samklang med Læbernes var umiskiendelig i Alles Aasyn, og nogles taarefulde Øyne. I Faer Mørkes ærlige mørkeblaa Øyne læste jeg en Bøn for denne hans kiære Ven, hvis Opfyldelse vil giøre ham til den lykkeligste Mand. Gud høre den! Og det vil han. Kl 11 tog hver til sit.

136Søndag 26^de Marie og Jess fulgte i Dag med Hertel til Rotnæss – saa hedder Madam Fenstads Gaard; der fra i Morgen 14 Dage ogsaa er Hertels. Han ønskede at have dem med, og de ikke mindre at følge ham. Veyret er ogsaa saa varmt og mildt, at min Maja med Guds Hielp snarere har godt end ondt af denne Tour. Føret kommer da ikke saa meget i Betragtning hos det Slags Folk. De kommer tilbage Tirsdag. Saa nødig jeg ellers tager ud, havde jeg dog giærne ønsket jeg kunde fulgt med dem, saa længes jeg efter at giøre min tilkommende Venindes – thi det bliver hun vist – personlige Bekiendtskab. Nu, i Dag 14 Dage ved denne Tiid er da Begyndelsen til dette Bekiendtskab giort. Naar jeg tænker paa hvilken Karavane vi vil blive, kan jeg ikke andet end lee, og undres over, hvordan det vil gaae. Hertel haaber at faae foruden vor kiære Kista, hans Ven Jørgen Bull og smaae Hanna herud. Tys! lad mig nu engang tælle Folket – ikke av Hovmod som Konning David, snarere af Ydmyghed over vor Mængde.

Min Koren, jeg og Børnene                       6
Begge Jomfruerne, Andersen og Gryner  4
Georgius Bull, Kista, Hanna                      3

Det er 13 – fye, det er just min Contrapart mellem alle Tal. Jeg var tilfreds, Ritmester Rasch holdt Ord og kom; baade fordi det saa Gu var ganske bra at have ham med, og at vi kunde blive 14 – Dog, jeg tager i alt Fald Brudgommen selv med. Ingen nest Koren, mig og Glutterne, kan vel siges mere at høre til Huset end han – det maatte da være den gamle troe Telja, som kom et halvt Aar før til os. Hun kom først, og gaaer sidst, og jeg haaber, ikke før hun gaaer til Gud, og til den Fredens Himmel, hun bærer i sit stille Hierte.

I Dag var Fader Mørk her saa længe, at vi maatte erindre ham om Klokken var over 11. Da blev han forfærdet, sprang op og tog sin Hat. Men saa kom Maja, og Hatten blev lagt bort igien, til han havde omfavnet hende, og givet hende sin Velsignelse med paa Veyen, og de andre ligesaa. De vare just reysefeærdige. Vi vare komne ind i den gamle nordiske Mythologie, den han endnu paa sin Gammelalder har Lyst at studere sig dybere ind i –

137Mandag 27^de Ney, mindst ventede jeg mig saa deylig, saa interessant en Post i Aftes. Lidt før Sengetiid kom den, og da jeg ikke troede, den kunde bringe mig noget, bad jeg Maren – Skriveren og Kaja paa hans Skiød sov begge i Sophaen – og Linchen toge de Breve ud, som skulde bort. «Men see for et stort Brev til Moer!» – sagde Maren «Vist et Dagbogbrev!» lød det i mit Inderste, og det var det; det første Hefte af min sande Søn Pavels’s Reysejournal, ledsaget af et lille venligt Brev fra ham selv, og et D^o, men længere, fra hans og min Maja. Disse læste jeg strax, men den kiære Dagbog tittede jeg blot i, og lagde den hen, for ey at blive forført til at paa mine Øynes Bekostning at tilfredsstille min Længsel. Thi begyndte jeg først, det følte jeg, gik det i et til Enden. Det havde ogsaa været Synd mod Skriveren min, da Kl alt var over halvelleve, skiøndt han vel havde sovet der han sad, uden at vide hvor Tïden leed. Men nu var ogsaa mit første Arbeyde, da jeg Kl 7 var færdig med Avisernes Giennemløbning (de gaaer herfra til Mørk) at tage fat paa de kiære Blade, dem jeg nu lagde bort, for at ile hid og takke Dem ret af Hiertens Grund, min dyrebare Ven og Søn, for denne deylige Sjælefrokost. Et Par Stæder loe jeg ret høyt, af Ægget som flød ud paa Lehnsmandsmadamens Dug, og den strax derpaa paa Thedugen væltede Kaffekopderpaa paa Thedugen væltede Kaffekop] rettet fra: derpaa væltede Kaffekop paa Thedugen ved nummerering av ordene, men meest af den med Fandens Kunster ituslagne kostelige Spølkum som maatte erstattes med rene 5^rd – dog «til Lykke kun i dansk Courant» – siger Journalisten saare taalmodig. – Ja, hvor mange Mødre har saadanne Sønner – overalt saadanne baade Sønner og Døttre, som jeg? – Ikke een blandt tusinde – «Vi følger vor schreibselige Moders Fodspor» – hører jeg begge mine præstelige Sønner tage til Gienmæle. Ja saa Gud skee Lov jeg gav Eder dette Spor da, og at I fandt det værd at træde i. Nu skal jeg atter nogle Postdage see denne Underholdning imøde fra Bergen, ligesom i Fjor fra Kbhn. Men saa meget har jeg dog lært af Sønnerne mine, at hvis jeg nogensinde giør en lang Reyse fra mit Hiem (hvad dog neppe bliver Tilfældet herefter) skal jeg ligesom de Hefteviis sende de elskte Fraværende min Journal, da jeg nu af egen Erfaring veed, den saaledes interesserer dobbelt. I Aften skal min Koren gotte sig med at følge Ven Pavels den hele ham saa bekiendte Tour, og i Morgen skal Journalen efter Ordre gaae til vore Elskede paa Strømsøe og Eger, og derfra til Tøyen og vor Sally. Endnu engang moderlig Tak for det sønligkiærlige Brev, for Dagbogen, og for Alt – og for Dit velsignede Brev, min Maja P.!

138Aften Et Bud, Hertel havde i Byen, kom i Middagsstunden og med det et langt Brev fra min kiære vennehulde Lotta; som var dobbelt vennehuldt af henne, da der den følgende Dag – (i Gaar skulde være stort Middagsselskab, og hun altsaa havde grumme travlt, ikke at tale om den fortredelige Indqvartering, som medfører allehaande Uleyligheder og Kiedsommelighed –

Presidentens Been ere endnu meget hovne, og Thulstrup siger, det er Skiørbug, hvorover den ømme Lotta er meget angst – Jeg har nu i et lille Brev trøstet hende det bedste jeg kunde, og har jeg ogsaa den faste Troe, at Thulstrup – som jeg skrev – nok er Mand for at skaffe Lawsonmand igien paa karske Been –

Ak, men hverken Thulstrup eller nogen jordisk Læge kan mere give Dig den elskede Fader igien, dyrebare Sally – Endnu, da Lotta skrev, var han ikke ganske revet af Dine Arme, Du kiære Lidende; men i dette Øyeblik staaer Du maaskee og væder hans blege kolde Haand, som aldrig mere skal trykke Dig til det standsede Faderhierte, med hede Taare – og trykker brændende Kys paa de stumme Læber, som ingen flere Velsignelser skal udtale over sit elskede Barn, paa de lukte Øyne, som aldrig mere smiler til Dig og siger Dig: «Du er min Trøst og Glæde!» – O Sara, Sara, saaledes staaer Du for mig overalt hvor jeg vender mit Blik – Gud være lovet, Du har faaet Din elskede elskende Ulrich igien – Ved hans Bryst vil Dine Taare blandede med den ømme Søns og Broders, flyde mildere, og I vil glæmme Eders Smerte for at tænke paa hvor sødt den fromme Fader hviler ved sin gamle troe Ledsagerindes Side, hvis Savn selv hans ømme Sara dog ikke kunde erstatte ham, og intet paa Jorden, derfor gav Gud ham hende saa snart tilbage – Hans, den algode Faders Fred over Dig, mit elskede Barn, over Dine Brødre, over den fromme Helena, ak, som maaskee i Kamp med Fødselssmerter ikke kunde sige den troefaste Fader det sidste Farvel – hun var syg, skrev min Lotta –

Arme Peter, hvor tomt finder Du dit Hiem, naar du seer det igien! 139Dog være Gud lovet, at du kan see det igien, at den arme Helene ikke skal savne sin Mand, sine Børns Fader, at Du min Sally skal see den kiære yngste Broder igien, og at Du har dem, alle disse gode sieldne Brødre, som vil forenes om at forsøde Dig Dine bittre Savn, og over dette glæmme, at det ikke var Dig allene som tabte Moder og Fader.

Tirsdag 28^de Sønnedagbogen er allerede afsted til Strømsøe, ledsaget af nogle Linier til min Maja C, og et ordentligt Brev til min Frederich. Ogsaa Lottamoer fik en liden Billet med Tilbagesendelsen af et Brev fra vor kiære gamle Justiskar til Presidenten, som interesserede mig som alt fra din Haand. Det vidste Lotta det vilde, og derfor sendte hun mig det. Til Lunde skrev jeg et Par Ord i min Korens Brev. See det er mit Dagarbeyde. Det gaaer altsammen mindre raskt i Dag. Jeg har havt en slem Stramning i Hovedet, formodentlig af det jeg i Gaar gik lidt ud og blev en Smule Klam om Fødderne. Det er urimeligt, hvor lidt jeg taaler, og det er vel atter min egen Skyld – i det mindste siger Skriveren det – fordi jeg sidder alt for meget inde og coculurer. Saa blev jeg ogsaa dygtig bange i Aftes. Just som jeg skrev det sidste her i Journalen, blev der saadan Allarm udenfor Vinduet, Koren kom nedstyrtende af Trapperne, alle Pigerne – her var ingen af Gutterne hiemme uden den gamle halte lamme Hans, som «glæder sig ved Livet i sin Ungdoms Vaar» – naar han halter afsted ‹(› med Hestene) toge Veyen ned bag Fjøset, hvor den største Dam er: Til al Lykke fik jeg ogsaa i Mængden Øye paa Kaja, som jeg altiid med Angst tænker paa, naar her bliver nogen Tumult, fordi hun flyver baade høyt og lavt. ^Hvad Var det da var? Min Korens kiære lille President var paa Veye at drukne. Den var kommet ned i Vaagen og under Isen. Min gamle brave Kari Gades brave Søn var ilet hid da han hørte Skriget det var Melin som skreeg dem sammen, og for Resten lod det gaae som det kunde – og med Touge lykkedes det dem at faae den op, som ikke var let, da Isen var tyk og stærk. De tørrede den, lagde alle muelige Hesteklæder over den, og lod den løbe sig varm, da den havde pustet sig ^ud. I Dag befinder den sig meget vel efter det kolde Bad, det lille gode, raske Dyr, Skriverens og Majas Yndling, og som, vil Gud, neste Sommer skal blive lille Syvalds Ridehest. Paa min Maja tænkte jeg strax, hvor bedrøvet hun vilde blevet, var den kommet noget til.

140Forskrækkelsen var da forbi, og Grøden paa Bordet, saa kom Obr: Lieut: Krogh. Han kom fra Gislevold, og skulde did igien, da han havde lovet at spise og ligge der, men her blev han gaaende henved to Timer, dog sad han imellem, men faldt da strax i Søvn, saa jeg maatte ret gribe mig an og finde paa alt Mueligt for at holde ham vaagen. Stakkels Mand, det lader til at han er svagere baade paa Siæl og Legeme end nogen troer. Han er meget stille og nedslagen. Hans Ærinde hos Walbohm angik nok ham selv, saavidt jeg kunde mærke. Da jeg spurgte: om der var nogen syge hiemme? svarede han: «Ney, hiemme er de alle friske» Gud skee Lov! sagde jeg, og han sukkede dybt, ligesom han vilde sige: det kan være slemt nok endda.

Onsdag 29^de Frisk og munter kom min Marie hiem, og ganske indtaget i Madam Fenstad. Det samme er Jess. De ere begge enige i, at Hertel aldrig kunde valgt bædre, at det giensidige Valg aldrig kunde været bædre. Hvad jeg altiid har forestilt mig, bekræfter de ligeledes begge, nemlig, at denne sagtmodige, stille Kone, har meget fælleds med min Telja i sit hele Udvortes og Væsen. «Saadan, siger Maja, gaaer hun ogsaa og steller om Alle, for at giøre dem det ret godt. Mig gav hun Pandekager med Syltetøy paa og Gotter hele Dagen, og kiælede for mig som for en lille Unge. Ja, lige til Neyingen ligner hun Telja» – Barna vilde kort sagt ikke undværet denne Tour for aldrig det, og ligesaa glade vare de paa Rotnæss; Mad: Fenstad, og en ung Jomfr. Hartvig, som er der i Huset, og en gl Madam Glatved, i Besøget. Maria, kan jeg høre, er nesten blevet som hiemme der. Paa Hiemveyen havde de betalt for Fornøyelsen. Det er allerede Tellegrøb og et stygt Føre. Jess væltede i et dybt Vandhuld. Maja slap ved sin Gunders Hielp for at komme af Slæden, men baade hun og den maatte over og igiennem de smaae Søer som staaer i alle Veye. Gud skee Lov, vaad var hun dog ikke blevet, og er i Dag nok saa flink. Jess har havt stærk Colik i Nat og er ikke aldeles brav i Dag, men mener at blive det, naar han kommer ud at ride. Han skal møde Hertel, som ikke kom hiem i Gaar, paa en Forretning i Ullensager, og begge kommer første hiem i Morgen. Gud give da, Gutten min maae være rask, og det haaber jeg.

See saa blev da ogsaa dette sendrægtige Sneglegangs Hefte færdigt.

141141] rettet fra: 142 ved overskrivingTorsdag sidste April Jeg tænkte paa, først at begynde dette Hefte i Morgen med den nye Maaned. Men saa er denne Morgenstund saa usigelig deylig, at jeg ligesom nødes til at sige Eder, Elskede, hvor let og fro jeg er. Det kommer vel ogsaa af, at jeg har været saa tidlig oppe i Dag, før Kl halvsex, og da sad allerede for længe siden mine Jomfruer og durede med Rokkene sine «det bedste de vandt» – som Lottamoer siger. De har adskillige Kiorteler og andet at sye til det forestaaende Bryllup, og vil endelig have spundet fra sig inden de tager paa andet Arbeyde. Det er dog ret en Glæde, og vel den største paa Jorden, at have gode og flinke Børn, og see dem glade og blide omkring sig. Og denne Lykke har Gud – evig være hans Navn lovet! – skiænket Eders Moer Koren i knuget og skuddet Maade. Morgenstunden er dog nok den Tiid paa Dagen, da Hiertet er meest aabent for alle blide Følelser. Aldrig er jeg saa frisk og oplagt til hvad det er jeg foretager mig, som naar jeg har været brav tidlig oppe. Og derfor skynder jeg mig stedse op – NB om Sommeren og Vaaren – naar ikke det syge Hoved giør alt for smertelige Indsigelser. Hvilken Morgenmand Koren er, veed I jo. Han er for det meste paa Benene før den er 5. Saa ryger han sin Pibe til sin Spølkum Mælk, og læser, naar han ikke kan komme ud i Haven eller Marken, til den er 6 eller 7. Siden stander han ved Skriverbordet fast den hele dag. Kun en Time til, efter Middag, tager han sig til Forfriskelse. Alt hvad jeg her fortæller er sagtens Nyt af gamle Aviser. Men det har jeg nu engang vant Eder til, mine Dyrebare, at nøyes med, naar virkelige nye Nyeheder fattes. Desuden veed jeg jo, det aldrig kan gientages Eder til Kiedsomhed, at Eders Moer Koren er glad og lykkelig. O, at I vare det Alle som jeg. Men Du, min Sara, er det ikke. Maaskee bringer Dagsposten os Efterretninger om Din kiærlige Faders Hiemgang (det er, som flere af Christiansfeldts Talemaader, et deyligt Udtryk) At drømme om Blomster, siger min Maja C, betyder, man spørger Dødsfald. Dog har det Gud skee Lov ikke altiid denne Betydning, thi ellers maatte jeg uophørlig spørge det, da jeg sielden falder, end ikke i den korteste Slummer, 142uden at vandre imellem Blomster og frugtbugnende Træer. At jeg i Nat giorde det samme, undres jeg ikke over, da jeg i Aftes indskrev en af den ædle Herders deylige Parabler, som jeg har oversat, i min Maja C’s Bog. O hvor skiøn den er! Lad mig i denne herlige Morgenstund kortelig fortælle Eder dens Indhold. Dog, hvorfor ikke lige saa godt afskrive den ganske! Her er den da.

Den himmelske Have

Maximina ved sin Faders Hierte
Hang (thi da han hendes Moder misted,
Opdrog han sin Eneste, og elskte
I den Hulde hendes Moders Billed)
Maximina ved sin Faders Hierte
Hang endnu, da Graven ham alt giæmte.
Som et Lam, forladt i øde Ørkner,
Ofte længselsfuldt og hedt hun sukked:
«Ak, at jeg ham engang kunde skue
Hisset over mig i Himlens Have!»
Og i Søvnens blide Arme vugget,
Saae den Sørgende i glade Drømme
Sig i Himlens Have fuld af Blomster,
Hvortil Jorden ingen Lige havde.
Træer glimrede af gyldne Frugter,
Klingende sig Grenerne berørte.

Venlig traadde Faderen til hende:
«See, mit Barn, hvor skiønt jeg boer heroppe!»
Tog sin Datters Haand, og viste hende
Tusind skiønne Blomster.
                                      «Lad mig» – bad hun –
«Denne nye Rosenknop afbryde!»
«Bryd den, om du kan!» – Men Knoppen undveg.
«See, mit Barn! just denne var dit Livsblomst.
Uafblomstret kan du, tør du ikke
Bryde den; den blomstrer under Torne;
143Men dog herlig, fuld og skiøn og eensom.»
«Viis mig da din og min Moders Livsblomst,
Viis mig dem, du kiære gode Fader!»
«Begge seer du her paa samme Stængel,
Een forlængst, den anden nylig, falmet.»
Undrende hun saae de mange Blomster,
Rose, Lilier og Hyacinther,
Knoppes, blomstre og henvisne.
                                      «Datter!»
Sagde nu den Himmelske, hvis Aasyn,
End blev lysere – «See, dette Eden.
Er for de Udvalgte Livets Have.
Engle vaage over Træer og Frugter.
Begge vogte vi, jeg og din Moder,
Denne Knop, din Livsblomst.»
                                      «Ak! hvor er hun?»
Sukked Barnet – «Ak! hvor er min Moder?»
Her den Skiønneste blandt de Udvalgte
Svævede forbi, og Pigen vaagned.
Fader, Paradis, Alt var forsvunden.
Men den Skiønne Drøm hun troelig giæmte
Dybt i Hiertet. Selv i hedest Længsel
Vilde hun sin Livsknop ey afbryde,
Førend de Usynlige, som vogted
Den, i milde Faderbud tillod det.

____________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.