Decbr

196Nu da, for første Gang god Morgen fra Økeren, mine dyrebare Venner! Det er lidt seent I faaer dette God Morgen, men i Gaar kom jeg ikke til at skrive, og Gud veed, om det bliver meget mere i Dag, da jeg ikke er ganske brav, og ulige trættere efter Reysen og mattere, end jeg var i Gaar. Ak, og atter er Himlen saa klar, og intet Haab om Snee, og intet Haab om at komme til Dig, dyrebareste Maja, denne Gang, thi neppe vover jeg mig længere paa det haarde Føre, da jeg føler mig svagere, end jeg troede jeg var, og dog, det skulde ikke holde mig tilbage, kunde jeg hvilet mig ud i Dine Arme i det mindste en 8 Dagstiid, men nu blev 3 Dage det længste, og saa – dog I maae tilsidst trættes, al Eders Kiærlighed kan ikke hindre det, ved mine evige Jeremiader. Altsaa tilbage til Hidreysen

Den gik da for sig Søndag Morgen, men ikke før Kl: henimod 9, taaget var det, og den vaade Taage faldt ned som fiin Regn den hele Dag. Solen vilde nok hævne sig paa mig fordi jeg saa tidt har været vreed paa den i denne Tiid; men det gik dog temmelig godt saa lenge Sandveyen varede, og selv da den var forbi, sad jeg varmt og beqvæmt i min gode Kariol, og Børnene i deres Kiærre vare for glade til at ændse Knuldrer og Stød. Men 4 Timer vare vi underveys til Moe, hvor vi skrupsultne faldt over den deylige stegte Fugl og de d^o fyldte Pandekager, vor kiære Kista havde forsynet os med. Vi lævnede fast intet. Saaledes styrkede gik Touren videre (Øyset, Hertels Svoger, talte vi med paa Moe. Der kom ingen Hertel til Hovind Løverdag. Hans Kaja var igien upasselig, og nu veed Gud, naar jeg seer ham – det var da in parenthesis) –

197Føret var afvexlende, godt enkelte Stykker, men som oftest slemt rystende. Da vi kom der vi pleyer hvile, var det allerede mørkt, og jeg nægter ikke, at jeg gruede for den Vey vi havde tilbage, men lod mig ey mærke, især for ikke at forskrække Lina, hvis hele Mod var forbi med Dagslyset – Majas, det jævne, dybt grundede, rokkes ikke af saa smaae Ting. I den lille uhyggelige Stue, hvor der stank fælt af Øl og Brændevin, drak vi ussel Caffe, og fortsatte Touren Kl 5. De gode omhyggelige Folk lyste os ud med flammende Fyrrestikker, og hialp os med Indpakningen, og befalende mig Gud og Aslak, Børnene Gud og Gunder i Vold, gik det ret smaat i det bællene Mørke, som den vedholdende Taage giorde end tykkere og mere vildledende. Med mest Angst tænkte jeg paa Veyen fra Borrebek hid, der egentlig ingen Vey er, men gaaer over Mark og Grøfter, og vanskelig nok at komme frem ved høy lys Dag. Dog ogsaa herfor vidste Aslak Raad, og fik Manden i Borrebek, der alt havde køyet, til at blive med os som Lygtemand, og med Lyset var vor Ængstelighed forbi, og Lina fik igien Munden paa Gang.

Hvor glade saae vi os endelig ved Maalet, og hvor glade og forundrede bleve de gode Kiære her, da de ikke længere kun de tvivle om, det virkelig var os. Ragnas blege Kinder rødmede sødt, hendes skiønne Øyne glimrede – Sallys Tandpine (det stakkels Barn gik tilbunden, med Plaster paa Kinden) var bortfløyen; den for alle mageløs omhyggelige Moer Huwald hialp os af det vaade Reysetøy, besørgede Thee til os, og nu sad vi, o hvor godt, i Sophaen og alle Barna rundt om Bordet, og der var en Praten, og Timerne fløy som Øyeblik, og en kraftig Rosbif var Mutter Huwald selv ude og lavede os til Aftens, og et heelt Glas Viin 198drak jeg, gik til Sengs med min Lina, havde paa samme Værelse min Maja paa en Sopha lige for mig, min Sally i en lille blaae Seng tæt ved min, sov prægtigt, og stod op i Gaar saa rask, at jeg neppe troede det var sandt. Men Sally vaagnede med sin slemme Hovedpine, og den gode Ragna havde ikke sovet og var mattere endnu end sædvanlig. Dog blev hun oppe hele Dagen, den lustige Hanna Mostu kom her med sine Børn, og vi skulde havt det saa inderlig hyggeligt var ikke vor Sallys Onde taget til istæden for at tage af. Hun maatte holde Sengen det meste af Dagen, og var ikke nede og hørte den forstyrrede Hanna fortælle Geschichter ingen kan fortælle morsommere – der fik os Alle til at græde vore salte Taare – af Latter. Den usigelig søde Ida er alles vores Glæde, og Lina faaer ikke syet et Sting paa sin gule Kiole, der skulde være færdig til Comedien i Morgen, saalænge det elskværdige Barn kryber og tumler sig imellem os.

Men alt dette skriver jeg med Hovedpine, Smerter i Ryg og Arme, kort, ret syg ved Siden af min syge Sally, som uagtet den snilde Frue Huwalds Doctering med Surdeyg etc, i Dag er lige ussel. Hanna M: skulde være Fadder i Dag, og maatte lidt betids til Byen. Da Veyret er saa skiønt, fik vi Ragna til at giøre en lille Tour ned til Byen – thi ingen Ting, ikke engang Søvnen er hende saa styrkende som Luften. Maja og Lina fulgte med, for at stige af og gaae til Tøyen, som jeg ikke seer før Fredag. Min Lotta lider det ikke – jeg har havt Brev fra hende i Dag – men naar hun hører, hvordan den elskelige, ak, saa stærkt svækkede Ragna, synes at blive bædre ved sin Moer Korens Nærværelse og de smaae Søstres, saa veed jeg, Du Gode, Du ikke allene tilgiver, men billiger det. – Moer H: var her nu selv med Frokost til os, Sara og mig, men ingen af os kunde 199spise; derimod maatte vi drikke lidt Madera begge To, og nu mener jeg, Sally bliver bædre. Hun ligger saa stille. Jeg synes ogsaa jeg er bædre saa længe jeg sidder stille, men ved mindste Bevægelse giør Hovedet ondt, og de svage Knæe vil slet ikke bære mig. Børnene kommer herop igien fra Tøyen i Aften. Jeg har aldrig seet min Marie blive saa hastig hiemme paa noget vildfremmed Sted, som her. Men det er heller ikke mueligt andet blandt saa hiertensgode Mennesker.

I Morgen har jeg lovet at tage med alle disse Ungerne mine paa Comedien – saadan kan de faae mig til alting, og saa blive her til Fredag. Nogen videre Plan har jeg endnu ikke lagt, og tør jeg ikke lægge. – Med Andreas Tøyen sendte jeg Barna paa Festningen nogle Bøger og mundtlige Hilsener[.] Til min Kista skrev jeg et Par Linier med de i Gaar tilbagereysende Hovindfolk – See der, Elskede, har I vort hele Leben und Weben til denne Time. Og nu er jeg ogsaa ret hiertelig træt, og havde Lyst til at lægge mig ved Siden af min stakkels Sally; men kanskee var det mig ikke gavnligt –

Torsdag 3^die Nu venter I nok, mine Kiære, jeg skal fortælle Eder ret meget om Comedien og Byetouren i Gaar. Men desværre maae I endnu nøyes med det evige Einerlei. Dog, jeg vil gaae tilbage til Tirsdagaften eller hvor jeg slap her. Min Ragna kom tilbage med sin Ida til Middag, det er at sige Kl over 2 – Sara blev ikke bædre, ikke engang ved de Condittorgotter Ragnamoer bragte hiem med sig til de store og smaae Børn. Der er nemlig blevet et Slags connestablisk Indretning i Norges Hovedstad, at den kan ligne Danmarks, hvor Folk kan faae anbragt sine Penge, dem det nu omstunder er saa godt for, og unge Mennesker sin endnu kostbarere Tiid, 200paa en behageligere Maade end ved Studeringer og anden Dont, og komme smukt i Vane med Sviir og Slikkerier, og hvad saadan mere hører til Lapse-Forberedelsen. Med alt det smagte de Gotter, lille Ragna tracterte os med, ret deyligt. Da vi havde spist lagde jeg mig lidt her paa Sengen, og faldt i Søvn, og vaagnede først da Børnene kom tilbage fra Tøyen, og Aftenrøden dunkelt oplyste Værelset. Vor kiære Lotta var blevet saa glad i Ungerne sine, og havde fulgt dem nesten lige hid, hun og Hanna, og længes saa hiertelig efter sin Moer Koren – I Morgen, Gullet mit, har Du hende og Barna vore. – Aftenen gik hen i Latter af den – ney, nu væver jeg, Portvinen er gaaet i Hovedet paa mig – det var Mandagaften, Hanne M: rystede vore Lunger. Tirsdagaften fortalte vi Alskens Historier, og savnede blot vor Sally, som skiønt hun var oppe, ikke torde gaae ned. Ida morede os endnu mere end alle Historier, det søde venlige Englebarn. Da vi kom herop, sad vi endnu længe og sladdrede med vor Sally. Maja og Lina syede Linas Kiortel færdig, thi naar Søvnen melder sig hos Ragna, maae hun, om det end er tidligt paa Aftenen, følge dens Kald, da hun saa høylig behøver al den Styrkelse, hun kan faae.

Og nu i Gaar. O, da vare vi alle syge, selv den ellers raske Moer Huwald ikke undtagen – kun Børnene vare det Gud skee Lov ikke, og toge tidlig ned til Byen, for at følges paa Comedien med Olsens, og derfra skulde de fulgtes hiem med os; men Skiæbnen vilde det ey saa. Efter mange Overlæg blev Resultatet, at jeg ikke kunde eller ^torde tage ud, og saa vilde alle de Gode hellere blive hiemme, hvad jeg havde sadt mig mere imod, om jeg ikke havde troet det gavnligt for min Ragna, der ikke befandt sig vel 201efter den lille Byetour, og efter min Overbevisning ikke bør være seent ude om Aftenen, allermindst i Føre som nu. En ung Jomfr: Thesen som er her, tog da ned paa Comedien og bragte Børnene Underretning, at de kunde blive hos Olsens til i Dag. Med det Bud, som nu er efter dem, svarte jeg min dyrebare Maja C paa et kiærligt Brev, jeg i Gaar fik sendt fra Pavels’s, ledsaget af et Par venlige Linier fra Slotspræsten, som jeg med min skiælvende Haand neppe kunde besvare. Jeg lagde mig, men sov ikke, dog var jeg bædre da det leed mod Aftenen. Moer Huwald udspeculerer alt hvad der kan styrke hendes svage Ragna, Sally og Moer Koren dertil kommer Portvinen, som jeg drikker hele Dagen – det er at sige til Frokost, Middag og Aften – og i Dag er jeg virkelig bædre. Vi havde en behagelig Aften, arbeydede, sladdrede, floxede med Ida, og tilsidst læste jeg mit i Dag til Maja bortsendte Dagboghefte høyt, og Ragna mi, som havde lagt sig, ønskede det havde varet hele Natten. Men Søvnen var Dig bædre, Du Gode! Gud skee Lov, i Dag er hun paa sin Maade færm og denne sidste Dag skulde vi havt det saa godt, tænkte vi – men see, en Frue Rougtved og, jeg troer hendes Broderdatter, kom her i en Morgenvisit, og bliver her nok til det aftnes – Det er vel lidt uartigt af mig at gaae saadan bort; men jeg maae jo tale med Eder, Elskte! og nu savner mine Egne dernede, mig mindre. Sally lister sig hid imellem og seer til mig, og bragte mig Viin og Smørrebrød. Men nu maae jeg dog ned for et Syns Skyld, og I faaer vel ey mere i Dag. Ak, i min Forvirring i Gaar kunde jeg ikke skrive til Maja C og nu antager hun denne Taushed for min Beslutning at komme, til hun 202faaer mit med Dagbogen i Dag afsendte lille Brev, hvori hun seer, at alt Haab om denne os begge saa glædelige Samling atter er udsat – for hvor lang Tiid? Ja hvem veed det! For det første til over Juul. –

Tøyen

Løverdag 5^te Der blev ingen Tiid til at sige Eder noget Farvel fra Økeren. Min hulde Ragna fandt det tungt, vi skulde forlade hende, og de Øyeblik som vare igien, nænte jeg ikke at berøve hende, saa meget mindre, som vor Sally tog hiem i Gaar Morges for at see til sit gamle Hiem, og først skulde komme tilbage om Aftenen.

Men nu sidder jeg i god Roe i det lille hvide Kammer, hvor min kiære Lotta har giort det saa hyggeligt og godt for mig og Ungerne vore, og nu kan jeg ordentlig fortælle, og vil, for at kunde det, gaae tilbage til Torsdagen. –

Vi vare ikke meget fornøyede over, at et Besøg forstyrrede vor Roelighed denne sidste Dag, som vi havde glædet os saa til da vi om Morgenen samledes, alle friske og muntre. Frue Rongtved skal være en hiertens god og brav Kone, men interessant er hverken hun eller hendes Broderdatter, og overalt os saa fremmede. Dog, de toge bort da det mørknede, og den gode lange Aften, ja den skulde vi da ret nyde tilgavns. Ak, vi arme Kortsynede! Ragna ventede saa utaalmodig Brev fra sin Ludvig, og havde to, tre Bud i Byen for at faae det strax Posten kom. Imidlertiid morede vi os det bedste vi kunde med Spørgsmaal- og Giættelege. Endelig kom det længselfuld ventede Brev, og den glade Ragna holdt det i Haanden, 203rød som en Rose, det kiære tykke Brev. Nu brød hun det, og fortalte alt som hun læste: at Marieboe var frisk, og havde Haab om hans Ragna ogsaa skulde blive det efter noget, Callisen havde andordnet. Men med et begyndte hun at skiælve, hendes Kinder glødede, Øynene funklede og Sveden, men ingen Taare, løb ned over hendes hede Kinder. Ak, I veed nesten Alle, før I seer det her, den skrækkelige Begivenhed med Falc Henriqves Kone og Søster, hvordan de ved at vælte med en Kareth ud i Aaen ved Farimags Veyen, saa ynkeligen tilsatte Livet. Marieboe og hans hele Familie toge hiem fra en Gaard, en af hans Brødre har paa den Kant – Selskabet der var f‹…› vor Marieboe – da de frygtede, ikke at komme ind af Porten, toge de denne kortere, ulykkelige Vey. De vare fire Vogne i Følge, i den anden var Marieboe, hans Fader og en af Brødrene med Kone. De havde ey kiørt langt, før de hørte ængstelige Skrig, styrtede ud af Vognen, og hørte, thi see det kunde de ikke, at den sidste Kareth var væltet ud i Vandet. «I skal alle blive ræddede mine Venner!» raabte Marieboe, brød en Lygte af en Vogn, og saae nu, intet uden Ringen af Vognhiulene. Dog, det er mig ikke mueligt at beskrive den hele græsselige Scene udførlig. I den væltede Vogn var foruden de Ovennævnte Marieboes Moder og yngste Broder. Faderen gik som ude af sig selv lige i Vandet, og kunde let blevet et Offer, som de fleste vel vare blevne, om ikke min kiække unge Ven, Falc Henriqves og et Par til, havde beholdt Aandsnærværelse nok til at føye alle muelige 204Anstalter til Rædning. Kort, ved Mod og Anstrængelse fik Marieboe først sin Moder og to unge Piger, som ogsaa vare blandt de Uheldige, og sin yngste Broder, ræddede, saa Mad: Magnussen, der sprang paa Strandbredden, men Døden stod læselig paa hendes Ansigt, og død bar den ulykkelige Mand og de jamrende Døttre hende tilbage til det Sted, de saa nyelig, alle glade, vare tagne fra. Men for de To vare alle Midler at bringe dem igien til Live frugtesløse. De Andre ere alle uden Fare. Kan gamle Marieboe faae sin Ludvig kiærere, da maae han blive ham det nu, han skylder ham sin Kones og sit yngste Barns Liv. Men hvad Indtryk dette giorde paa den svage, dybtfølende Ragna kan I tænke Eder. Hendes Mand havde brugt den Forsigtighed, at lægge Brevet som handlede herom ini det andet, som forberedede hende til de sørgelige Efterretninger, og bad hende, om hun ey følte sig stærk nok, at lade mig, som han formodede hos hende, eller Sally læse det først. Dog, det kunde hun ikke, og jeg havde maaskee i hendes Sted heller ikke kundet det. Vi græd Alle, kun hun kunde det ikke. Saa meget mueligt fik stræbte vi at føre andre Ting paa Bane, fik hende til at tage Kampherdraaber og lægge sig, og vi sad hos hende, til hun blev ret søvnig. Da hun forsikrede, hun var det, spurgte jeg hende, som vi spørger søde Ida: Er det rigtig sandt? – «Ja» – Tør du bande paa det? – «Ja!» og saa gik vi, og Gud skee Lov, hun sov godt, og var ret taalelig brav i Gaar, kun nedslagen fordi vi 205skulde forlade hende. Neste Fredag har jeg lovet, vi skulde komme did igien, og blive der til Mandag, vi tager hiem. Men endnu veed min Lotta det ikke, og vil vel ey blive lie bli lell naar hun hører det, men for denne Gang, kiæreste Lottamoer, maae det blive saa. Ak, var jeg kun ogsaa kommet til Dig, dyrebare Maja, saa havde jeg dog seet Eder Alle –

Saa snart vi havde spist, toge vi hid – det mørknede allerede, og jeg var saa ængstelig, at jeg ikke kunde drikke den deylig virkende Caffe Moer Huwald selv skiænkede til mig i al Hast. Vi pakkede os da ind i den store magelige Wiener Vogn, og med alle vore Pakkenelliker rullede vi afsted, og alt gik godt, da den forstandige Kudsk undgik de glatteste Bakker, kun et Sted hvor en lille Bæk var svulmet høyt op ved Siden af en dyb Grøft, saa det frygteligt ud, men vi kom ogsaa vel over der, og lykkelige og vel ariverede vi hid, hvor Lottamoer ilede os hiertensgod og bliid imøde, og Presidenten lidt langsommere, men ligesaa bliid – god veed I, han ey vil hede – Han var kommet tilbage fra Byen for vor Skyld, og gik endnu – ogsaa for vor Skyld, sagde Lotta – i sin fulde Stads. Hannalild tumlede sig flink for at skaffe os Caffe, som stod færdig, da Lotta kiender min Skiødesynd. Min Kista var det underligt at savne, men saa tager hun imod mig paa mit Hovind, som før paa mit kiære Tøyen – John Messel kom op med Jørgen. Vi passiarede, og spillede, da vi havde spist, vor Rabus, og oven paa alt det sov jeg godt, og nu er Maja i Byen med Hanna Bull, Presidenten hos Rosenkrantz, 206Jørgen og Messel ogsaa i Byen. Altsaa kun Lottamoer, Lina, lille Bull (Lottas Brodersøn) og jeg hiemme

Mandag 7^de I Gaar blev det mig platterdings umueligt at skrive noget heri, som I skal høre, mine Elskede! Løverdagaften kom først Jørgen og John Messel herop, og vi havde vor gode Prat, og Lotta og jeg vor gode Rabus til Syvende og sidst. Kl blev 11, ingen President kom, men vi fattede det heltemessige Forsæt at oppebie ham, især da Rabusen spaaede, han skulde have Nyt at fortælle os. Kl var slaget 12 da han kom, og – ja men havde han noget Nyt at melde. Det lød som saa: «Lotta, i Morgen Middag faaer du Fremmede. Jeg har buden Bispen, Rosted – og nogle Andre.» – «Herregud, Lawsonmand, hvor ley du er. Vi tænkte ret at leve saa deyligt i vor gode Roe» – kort, der blev en lang Parlamentering mellem Ægtefællerne, og jeg taug, i hvor giærne jeg havde traadt paa Lottas Side, for ikke at lægge mig mellem Bark og Træe; at jeg var lidt von paa Lawsonmand, kan I nok tænke, som veed, at Intet i denne Verden gaaer mig over den søde Roelighed og en god fortroelig Passiar. Imidlertiid, giort Giærning stod ey til at forandre, og da min Lotta som en hørig og lydig Ægteqvinde fandt sig i det, hun, som det allene kostede Bryderie foruden sine andre Selvfornægtelser, burde jeg holde min Mund saa tæt jeg kunde faae den, og det giorde jeg da ogsaa, som alt skrevet staaer. Før Pokker fik Støvler paa – (han kan ikke 207gaae med Skoe nu det er saa koldt) – var Lotta oppe og ordnede og stelte, i den bittre Kuld – hun har lutter unge Piger om sig, saa hun selv maae være med overalt – Jomfr: Wolderne kom, som de fleste Søndager, naar Veyr og Føre er godt. Jeg tilbragte en Deel af Formidd: med at skrive til min dyrebare Maja C, og saa kom de Indbudne – jeg vil see, om jeg kan erindre dem Alle. Hans Høyærværdighed staaer da i Spidsen; min brave gamle Rosted, som jeg saa længe ikke har seet, og altiid seer med Glæde og Veemod; den kurtvillige Platou, som bliver deylig tyk og feed, og for Resten er ganske sig selv; Major Aubert  – Raadmand Ingstad, Debes, Siegvart, Revisor Hiorth, Blix, Skioldager, John Messel, min gode Stenersen – ney nu husker jeg ikke flere – Det var ret morsomt. Jeg sad ved Bordet hos min Lotta og Bispen – Platou, som reent har afsagt Spil, uden naar han tager Kortet for en anden, sad hos os Fruentimmer, Lotta, Wolderne og mig – thi Barna vare paa Comedien med Stenersen, der var saa god at følge dem did – og lærte Rabus. Jeg fik ret talt dygtigt baade med ham og Rosted, og hørte Bekræftelse paa hvad Presidenten før har sagt mig, at der ingen Tvivl er mere om, Treschows og Sverdrups kommer op i May, og at Vilkaarene i alle Henseender bliver antagelige. O hvor glædelig var mig denne Efterretning – Der er min Ragna og Sara –

Ja, de Kiære vare her en god Times Tiid, maaskee var det mere, men det gik som et Øyeblik – et deyligt Øyeblik[.] Jeg bliver ellers tidt vranten naar jeg rives fra min Dagbog 208men at det Modsatte nu var Tilfældet, behøver ey at staae her. En Jomfrue Zilke var med dem. De havde været i Barselvisit hos Frue von Holten, derfor kom de saa seent hid. Aftenen før, i Aftes rettere, vare de paa Comedien, og Sally blev om Natten hos Berghs. Hende havde nu vor Ragna afhentet med det samme. Min Lotta var glad som jeg hun kom frem med sin Æblekage, syltede Aprikoser og Madera, og Presidenten lagde flittig i Ovnen, at der kunde være godt og varmt for de kiære Besøgende og os Alle. Jeg saae mig ey mæt paa Ragna, der saae saa velsignet god og munter ud. Hun lod mig læse det seneste Brev fra hendes Ludvig, der Gud skee Lov er frisk og vel, uden mindste Spor af Forkiølelse efter den skrækkelige Begivenhed; kun hiertelig bedrøvet var han eft med de Lidende, og gruede for den sørgelige Dag, de saa ulykkelig Omkomne skulde jordes. Hans Moder, som Rygtet vedblev at slaae ihiel, er fuldkommen frisk igien – Ogsaa han bekræftede vort Haab, der nu er blevet Vished, at vi til Vaaren faaer Eder herop, I Elskede! hos hvem han havde været med et Brev fra vor Sally, og var, skrev han, blevet behagelig overrasket ved at høre adskilligt fra Økeren, som Moer Korens Dagbøger havde fortalt. Gamle Rosteds Ansigt fik et ganske andet Udtryk, naar vi talte om den glade Giensamling med Eder, med hans ædle, troefast elskede Treschow, og Platou gik med et over i en alvorligere Tone – saa forskiællig yttrer sig Glæden. Treschow, Sverdrup og Rathkie kommer, sagde de Begge, derom er ingen Tvivl – Men nu seer jeg desværre ey mere –

209Tirsdag 8^de Ligesaa lidt som i Gaar kunde jeg i Dag have noget imod at blive holdt fra her at tale med Eder. Just som jeg, nødig nok, vilde rive mig fra Lotta mi og gaae herind til de ventende Blade, kom min gode Pavels, som var utaalmodig efter at see sin Moer Koren, og høre, om hun havde glæmt sine Børn paa Festningen. Dog, det sagde han ikke, og havde ikke meent det heller. Vi har til nu, Kl er henimod 12, sladdret saa deyligt om Alskens Ting[.] Men før jeg kan fortælle Eder mere herom, maae jeg have et lille Brev færdigt til min Maja C, at hun ikke atter skal faae en flau Onsdag, hvori hun intet seer fra sin Moer Koren[.] Dog maae jeg først sige Eder, at jeg baade i Gaar og i Dag er iført en Splinternagelnye sort og blaae ulden hiemvævet Slobrok hvortil min Telja har spundet hver Traad, og som min Kista har skyndt sig at sye og sendte mig i Gaar med et venligt lille Brev, og staaer Gud skee Lov alt vel til der hiemme – O, i Dag fire Aar stod det sørgeligt til – Saras sidste Levedag –

Torsdag 10^de Ja, nu havdehavde] rettet fra: havt ved overskriving jeg meget at sige Eder, mine Elskede; men Vinden staaer i Dag saa fælt paa dette lille hvide Kammer at det er umueligt at faae det lunt, end sige varmt. Jeg maae derfor nu pakke sammen, og sætte mig ind ved min Lottas Chatoul, hvor der vel ikke bliver megen Roe, og snart mørkt, thi atter har et morsomt Morgenbesøg, Olsen, hans Thrina, lille Zarine, og Capt. Messel holdt mig fra mit Skriverie til nu, det strax er Middag. Zarine blev her, de Øvrige gik nu. Presidenten er hiemme til i Aften, da skal han have den Ære at spassere Aftenen hos Haxtausen 210saaledes lød Indbydelsen fra Ordmantsens Læber –

For igien at bringe en Smule Orden i Tingene, vil vi gaae tilbage til Tirsdag, og skal her da først staae en Anecdot, Fader Pavels fortalte, som var ham, og maae være alle Mennesker der tænker over Verdens underlige Begivenheder, saare mærkelig. En Skoemagerdreng i Kbhn fik for noget Arbeyde han bragte, 1^rd i Drikkepenge. Saa meget havde han aldrig faaet, maaskee aldrig eyet, og ilede glad at bringe sin fattige Moder de mange Penge. Paa Veyen til hende kommer han forbi en Collecteur, og der overfalder ham en Lyst til at forsøge sin Lykke. Han tager en Sæddel for sin Daler, og hører nogle Dage efter, at han har vundet 16000^rd[.] I sin Glæde vil han strax have Pengene udbetalte, men Collecteuren vægrer sig, før hans Mester er nærværende, men giver ham paa sin indstændige Begiæring en Snees Daler, som den henrykte Søn strax løber til Moderen med. Ved alt dette sinker han sig, og hans Mester tager heel opbragt imod ham, og slaaer, da han vil forsvare sig, til ham med hvad der først kommer ham i Haanden, og Drengen falder død ned paa Stædet – Her har I Historien i faa Ord. Sikkert vil den vække de samme Følelser i Eders Hierter som i mit. Ak, den ulykkelige Moder, nedstyrtet fra Lykkens høyeste Spidse i Elendighedens dybeste Afgrund! Hvad Erstatning kan al Verdens Rigdomme være en Moder for en Søn – en saadan Søn, hvis eneste Tanke denne Moder har været – Men han, den gode brave Yngling, med sit hele barnliguskyldige Hierte gik han nu over til en Verden, hvor ingen Forførelse forgifter det, hvor han engang skal blive Moderen mere end 211han her var hende, og hvem veed, hvad han kunde blevet hende, sig selv og Verden, ved den pludselige Overgang fra Armod til Velstand? – Ak, ogsaa hvorfor dette saa matte skee, skulde vi engang erfare.

Nu etwas lustigere – skiøndt ikke saa lustigt endda, naar vi seer til Følgerne af al den rasende, barnagtige, lapssemæssige Overdaad og Frækhed af den her nu her toneangivende Classe giør til Dagens Orden. I Søndags gav for Exempel Norges Statholder en brillant Frokost – midt paa Biorvigen. I Slæder, paa Kiælker og Skøyter stormede den hele Væpsesværm, som uophørlig surrer om denne Honning- eller hvad Slags Potte I vil giøre det til, did til denne Fest, og alle Velklædte, som kom paa det Strøg, bleve inviterede til at deltage i den iiskolde Fornøyelse. Dagen efter gik Toget paa samme Maner til Ladegaardsøen, hvor man indtog Theevand, og saa flaxede tilbage til Printsens Hotel, hvor der var Ball til lys Dag. Alle Anmærkninger vilde her være overflødige, kun den ene kan jeg ikke undlade, at Synet af denne Overflod maae være saare qvægende for de Tusinde, der forgiæves sukke efter en Bid Brød, og derfor maae det vel giøres saa anskueligt som mueligt paa alfare Veyer og Stier –

Tirsdag aften var min brave Stenersen her, og efter en Stund at have forsøgt sin Færdighed i at sye omkaps med John Messel, spillede han Piquet med Presidenten

I Gaar Formiddag giorde jeg mine Byebesøg for denne Gang af med engang, hos de snilde Olsens og Blixes, før jeg tog til Festningen. Hos Olsens drak jeg deylig Chokolade med Kager til, besaae alle Capt: Messels Herligheder, og satte Skriveren i Gield for 400^rd, dog ikke til Stads, men godt 212suffisant Lærret, hvoraf jeg kiøbte 100 Al – Hos den gode Mad: Blox sad jeg ogsaa en Times Tiid, og var dog før den rigtige Middag hos Barna paa Festningen. «Det vil komme os snurrigt for – sagde Lotta – «at gaae ind i dette Huus, som vi før – I erindrer Frue Mansbak boede der – kiørte saa strunk forbi» – Jeg lykønsker ret det kiære Slotspræstpar til denne baade beqvæmme og nette Boelig. Da jeg tog did, mødte jeg Rasmussen, der hilsede saa blidt, og nikkede, som om han vilde sige: «Jeg kommer efter» – og det sagde jeg Pavels, som loe og sagde, jeg havde forstaaet ham ret. Han havde nemlig lovet at komme did om Aftenen. – Den hele Dag var mit Hierte saa beklæmt, som I ey undres over. Endnu mere blev jeg det ved at tænke paa, at min Lina skulde til Thulstrup for at faae et Stykke af den sidstudtrukne Tand, der da blev siddende, taget ut med Rod. Min Lotta og Børnene vilde gaae derned om Eftermidd: men Lina og Hanna Bull – Maja torde ey følge hende – skulde komme lige fra Thulstrup did. Der kom Ingen. Det blev mørkt, og min Angst tiltog. De Gode delte den, eller rettere følte min Ængstlighed. Børnene længtes med Utaalmodighed efter deres Lina, og den ømme Ven Pavels bad dem tie, da han begreb, jeg længtes nok lel, og de gode Børn taug, og lod endogsaa være at see ud af Vinduet, hvad jeg regner dem høyt an. Før vi spiste, læste P: et Par høyst interssante Breve for mig, fra 213min Egersøn det ene, fra Liebenberg det andet – Maja satte sig til Claveret, spillede og sang et Par af mine Yndlingsstykker, og jeg sad i Skumringen i den mørkeste Krog af Sophaen, og blide Taare lettede mit Hierte. Endelig kom de Kiære Alle paa engang. Lina med uforrettet Sag, da Th: først i Dag kunde faae Tiid at giøre Operationen. Den gamle, saa aldeles den gamle interessante, godlidende Rasmussen kom, og Præst Wulfsberg, og til syvende og sidst Presidenten. Mændene sad snart om Bostonbordet, jeg satte mig hos dem en Stund, og siden til Rabus med min Lotta og Hansen, et ungt Menneske, som logerer hos Pavels’s. Men ham spillede M: P: siden Schak, vi vedbleve vor Rabus, og den grønne Ungdom tumlede sig paa alle Sæt og Viis. Den Tungsind som hvilede over mit hele Væsen kunde ikke adspredes, men her seer I det først, min gode kiære P: og M: jeg haaber, I mærkede det ikke. Ret frisk var jeg ikke heller. Dog havde jeg med alt det en behagelig Dag, for hvilken I her modtage Eders Moer Korens venligste Tak.

Presidenten og jeg kiørte hiem i Slæde, og min kiære alt for gode Lotta gik tilbage som did, med Ungdommen. Rasmussen var saa snild og fulgte de Gaaende nesten lige til Tøyenbroen, og de vare her ikke stort senere, end vi. Jeg fik mig en stærk bitter Dram af min Lotta, og den bekom mig vel. Jeg sov godt, og vaagnede dog med slem Hovedpine og Beklæmmelse, der ikke ganske gik over, før Lina mi kom tilbage, og havde det haarde Pust vel overstaaet. Først da, og efter de Fremmede vare gaaet, kunde jeg med ret Roelighed læse Dit velsignede 214Brev, dyrebareste Maja C, som jeg i Morges fik af den unge Krigsasessor, der i Nat havde lagt hos Olsens troer jeg, eller dog i Byen. Min Maja erindrer mig i dette kiære lange Brev om, at berigtige en Feylskrivning i Dagbogen. Den forulykkede Capt: Holm var gift med en Creolinde, der nu med 3 eller 4 Børn begræder hans Død tilligemed den gamle Moder, der elskede sin Søn høyt nok til at følge ham til Vestindien, og nu haabede at ende sine Dage i Roe og Glæde hos ham – Dette skriver jeg under en forfærdelig Tummel af de forstyrrede Unger, og slaaer Presidenten et Slag i med, imedens han giør sit Toilet til Spaseringen i Aften. John Messel kom nu. Lyset trætter ikke mine Øyne, men dog faaer jeg ikke, mærker jeg nok, mit Hefte færdigt, før i Morgen, og da maae det være færdigt før jeg tager til Økeren, at min Lotta kan have det at gogiøre sig med, naar jeg er borte. Majalild bliver her til Løverdag, og følger med sin Hanna, som er indbuden af den hulde Ragna til Høstgildet – at dette skal være Løverdag har jeg jo vel fortalt Eder? som ogsaa, hvor Barna glæder sig hertil. Lina bliver med mig. Hun længes saa efter søde Ida, og holder lange Dialoger med hende, hvori hun da NB spiller baade Idas og sin egen Rolle. Min Lotta, som jeg nu sagde, at hun skulde faae dette Hæfte istæden for mig i Morgen, seer bedrøvet paa mig og siger: «det er en svag Trøst» – Ak, hvorfor kan jeg ikke altiid være hos og iblandt Eder Alle!

215Fredag 11^te (havde min Enevold levet, var han i Dag blevet 16 Aar) Jeg har alt til nu havt det grumme travlt da jeg med det samme jeg forlod Sengen, fik en heel Mængde Breve fra det velsignede Hiem, som alle skulde læses, og nogle besvares. Iblandt disse sidste var et langt ømt fra min Koren, det jeg just nu blev færdig med at takke ham for, den Kiærlige, og med nogle Linier til min Kista[.] Jeg blev lidt underlig tilmode, da jeg saae af min Korens Brev, at de ikke vil have os hiem før Onsdag. Ogsaa det er lutter Godhed og Omhu: Min K: haaber, der til den Tiid skulde blive Slædeføre, da han frygter for jeg ikke taaler at tage ud i Kariol (om Forladelse, kiære Pavels, Carriol skulde her staaet) og Kista vil have Vadsk og Slagtning fra Haanden, at alt kan være istand til Herskabets Modtagelse. Da jeg nu bliver saa meget længere paa Økeren, og min elskede Lotta er saa nedstemt ved Tanken om at forlade sit vakre Tøyen, har jeg ikke Hierte til at forlade den Gode i Dag – tilmed venter vi Hertel herind i Aften, og skrev derfor nu et Par Ord til den hulde Ragna, at hun ikke skal vente os før i Morgen. Hun vil blive lidt ley over det, men naar hun betænker sig ret, seer hun dog, hvor meget længere hun siden beholder sin Moer Koren og smaae Søstre, og har min Lotta halvveys lovet, at komme til Økeren en Dag imens vi ere der. Saaledes har jeg, efter min Skik, søgt at bringe Tingene i bedste Harmonie, det er, giøre mig selv det saa koseligt som mueligt. O, I ahner ikke, hvor interessert Eders Moer Koren er, hvordan hun veed, at drage 216Fordeel for sit Hierte af Alt. Den stolte Selvfølelse som synes at ligge i disse og flere Udtryk mit eget kiære Jeg angaaende, og som virkelig ligger deri, har I jo med Eders usigelige Kiærlighed selv opvakt, I Alle, Ingen undtagen, og derfor maae I tilgive den –

Her blev jeg afbrudt ved at kaldes tilbords, og mens vi sad der, bleve vi alle behageligt overraskede ved vor kiære Realfs uformodentlige Ankomst. Nu, Kl over 3, drog han afsted, den snilde, kiære Gutten min, og skal endnu i Aften være hos de gamle Forældre i Fedt. Hvor gik disse par Timer gesvindt, og hvor meget har vi ikke afhandlet i dem! Nu veed jeg livagtig hvordan Du har det paa Dit Auestad, dyrebare Maja, og hvordan I Alle har det, og lille Peers hele Leben und Weben, og saa meget meget jeg har længtes efter at vide. Paa Tilbagetouren Søndag har han Sønnen min lovet, bliver det ham mueligt, at giøre et Hastværks Sving til Økeren, thi Mandag, hans Thrinas Fødselsdag, vilde han ikkefor aldrig det være fraværende, hvad jeg godt kan begribe, og i Gaar, hans Bryllupsdag, kunde han ey reyse, seer I vel. Vore Kiære lever vel og lykkeligen. Saaledes har jeg i Dag hørt fra mine to Hiem, og lutter Glædeligt, Gud være lovet! Min lille Pleyesøn Tønder Lund, har været syg, ret meget syg, men er Gud skee Lov nu rask igien. Mine Breve ere besvarede og afsted til Hovind, saa jeg nu har den hele, jeg haaber roelige Aften til at sladdre og glæde mig i med min troe, kiære Lotta – Og siger jeg Eder, Elskede, for denne Sinde God Nat fra Tøyen –

217Økeren – 14^de, min elskede Thrinasaras Fødselsdag, hvortil vor kiære Realf i Dag vil frembringe sin og Din Moer Korens ømmeste Lykønskninger, mit dyrebare Barn, dem jeg jo, naar jeg ey kunde bringe dem selv, ikke kunde overantvorde i bædre troere Hænder. Jeg vil nu for en Forandring Skyld begynde bag fra, og det saa meget hellere, som I da ey vil undres over, mine Elskelige, at Tonen i dette Heftes Begyndelse falder i det vemodige. Ak, ved Siden af min i Gaar og i Dag syge Sally, skriver jeg dette, og vor hulde, blege, i disse Dage paa Siæl og Legeme lidende Ragna, gik nu ned herfra. Søde Ida har været meget syg siden jeg tog fra Økeren, og hvad angriber endogsaa den fasteste moderlige Helbred mere, end disse elskede Væsners Lidelser, hvis Vee og Vel er saa aldeles indvævet i vort hele Væsen?

Da jeg i Løverdags forlod mit kiære Tøyen (hvorfra jeg først tog Kl henved 12, fordi jeg, efter at have pratet med Floer en god Stund, atter blev holdt fra at pakke ind og komme afsted, da min gode Hertel, der først Kl halvet om Natten var ariveret til Byen, kom) vidste jeg nok, Ida havde været lidt upasselig, men da jeg kom hid, saae jeg paa Ragnas blege Kinder, at det havde været betydeligere, end jeg troede[.] Dog var hun den Dag meget bædre, og ellers vilde ogsaa alle Foranstaltninger til saa Manges Glæde, været forgiæves. Ja, her var ret alt i Bevægelse for at giøre Festen ret festlig. Store Fade med Hvedebrød, Kringler og Kager bebudede de mange ventede graadige Giæster. For at Folkene skulde have desmere Friehed, var her en Kokkekone, som besørgede Kiøkkenet. De kunde glæde sig frit, og glædede sig ret af Hiertensgrund, og at see en 60 Mennesker, i deres Kisteklæder Alle, saa anstændig muntre, kunde ikke andet end fornøye os Tilskuere. Dog 218alle vare ikke Tilskuere. Min Ragna opførte den første Dands, og siden blandede al den anden Ungdom sig i med, og dandsede til Kl halvet, da det egentlige Selskab gik til Bordet, der var saa brillant, at Printsen med hans Baronesse kunde sadt der, men Gud skee Lov, de ey sad der, eller nogen Anden, der ikke passede i vor Kreds. Denne bestod da for denne Aften i: Wratz og Kone, som kom af dem selv; Naboerne, David Thranes; lille Hanna Mostue med hendes Børn; Lieut: Borkenstein, Reflesen, og min gode Stenersen; Secretair Bildsted, Borchsenius, og et andet ungt Menneske, Juel, som er paa Marieboes Contoir. Det var en meget behagelig Aften. Ida var saa sød og frisk, og Ragna enten følte sig mindre svag, eller glæmte hun var det. Efter flere Aars Forløb saae jeg lille Doris (saa kaldte gamle Generalinde Krogh Frue Wratz i fordum Tiid) igien, og efter mange flere den høyst interessante Lena Thrane. Hun har et eneste Barn, en ni Aars gl Pige, Valescha, hendes eget udtrykte Billede, et lille venligt Væsen, med Moderens Genieøyne, der ikke, som hine, skiules af Briller, som den lille snurrige Kiælling har vant sig saa til, at hun aldrig lægger dem af saa lang Dagen er. Hendes Mand seer ogsaa saa snild og godlidende ud, og kort sagt, det var mig meget kiært at fornye dette gamle Bekiedtskab nesten fra det første Aar jeg var i Norge, da Lena var et lille Barn, ikke stort større end nu hendes Valescha, og ligesaa indsmigrende venlig som denne. Med Wratz har jeg aldrig talt saa meget som i Gaar ^Søndags. Han har altiid forekommet mig saa alvorlig, fast sur; men det er han langt fra ikke, mærker jeg. Disse tvende Ægtepar spillede et Par Timer Boston, den morsomste Styrvoltboston der kan tænkes, hvor alt gik saa fortroeligt til, som det sig hør og bør mellem Ægtefolk, og det under dygtig Latter.

219Sectr Bildsted talte længe med mig om Dannemark og Alskens Ting. Han fandt, som flere har fundet, at jeg lignede Frue Abrahamson meget. Hun er hans Tante, hørte jeg, og han en Broder til F: H: Guldbergs Kone. Jeg fandt intet interessant hos dette Menneske, han var mig for stiv og pertentelig. En Grund til ikke at elske Navnet Bildsted, haaber jeg ingen Indflydelse har havt paa min Dom. Der var i min Barndom, noget Ugreye mellem hans Fader og min. Sammenhængen veed jeg ikke, kun mindes jeg, at min fromme Fader troede, han ikke var skedt Ret. – «Fred være med de Døde!»

Den Borkenstein var mig en underlig Personage. Jovialismens udtrykte Billede, syntes jeg det første jeg saae ham. Siden syntes det mig, jeg havde taget Feyl, og for at det ikke atter skal hende mig, vil jeg ey sige mere om ham, end at jeg ikke leed ham efter dette første flygtige Bekiendtskab. Den man ikke ved første Blik kan tage Feyl i sin Dom over, er den unge Riflesen, en Holstener, som min Fader en Bondesøn, og som han mener jeg min Fader i den Alder har seet ud, et aabent uskyldigt Ansigt, sund, munter, godmodig og beskeden. Derfor er han ogsaa min Ragnas Yndling. – Saa meget om Høstgildet[.] Nu mener I vel, Peters Bryllup kommer ovenpaa? weit gefehlt, mine Venner! Gaarsdagen var ikke saa glædelig. Lille Ida var fra Morgenstunden uroelig, min Ragna ikke frisk, og min Sara syg. Moer Huwald maatte ind til Byen, og fulgte med Hanna Mostue og Jomfr: ZilcheZilche] rettet fra: Silche ved overskriving; Maja og Lina toge med Hanna Bull til Tøyen, for derfra at gaae paa Comedien Nonnerne, et Syngestykke, som alle i Løverd: talte om med Henrykkelse, og endelig vilde, jeg skulde seet. Thrane var saa god at tilbyde sig, selv at vilde styre mig, men jeg blev hellere hos mine Kiære her. Sara laae. Ragna fik jeg til at lægge sig lidt i Skumringen. Saa sad vi ene med Ida, hun og jeg, da de kom ind og sagde, der kom Fremmede, de troede det var vor Justrd Collet. «Aa Herre Gud, kunde vi dog sagt os ude, skiønt jeg 220her paa Landet aldrig giør det ellers, fordi jeg synes det er Skam, at lade Folk reyse saa langt forgiæves.» – sagde Ragna, da i det samme – min kiære Realf traadde ind. «Og Gud, om vi nu havde nægtet os hiemme!» sagde vi begge, og bleve saa hiertens glade i Feyltagelsen af Anmældelsen og den Meldte. Han gav sig flux ifærd med at giøre en Spindekone til Ida (som jeg saae, han i Tankerne giorde ^{satte i} Sammenligning med sin Peder, og fandt at Peder som Dreng og Ida som Pige var lige elskværdige. Er det ikke sandt? min Realf!) og saa drak han Thee med os, og røg en Pibe, men var ey at holde, hvor meget Ragna bad han blive her i Nat. Imidlertiid havde dette korte Besøg oplivet os, og just som den snilde Ottesen tog bort, kom vor gode Moer Huwald fra Byen, bragte sin Ragna et langt interessant Brev fra hendes Ludvig, og Aviserne, og Dagen, som Marieboe havde sendt op for den deylige Epilogs og end deyligere Prologs Skyld.

Tirsdag 15^de Saa lyst og klart som Veyret, er Gud skee Lov i Dag alting omkring mig. Alle Syge ere friske, jeg har læst Dagbogheftet høy‹t› for mine Kiære, og sender det i Dag, endnu veed jeg ikke ret, om til min Maja C, til hvem jeg nu skal skrive, eller til Barna paa Festningen, som vel synes jeg behandler dem stedmoderlig, ved at være saa længe i Nærheden af dem, uden at lade høre fra mig, men det er ikke saa godt, da den korte Dag gaaer saa hurtigt, og disse Blade synes at have den første Ret til de faa Øyeblik jeg kan rive mig fra den kiære Kreds, den vi nu hver Stund haaber at see forøget ved min elskede Lotta, og den godlidende Hanna Mostue. Her taler jeg jo med Eder Alle, og giør Ingen Uret. Og saa vil jeg i al Gesvindighed fortælle Eder Gaarsaftenens Tildragelser. «Mal ikke en vis Mand paa Væggen» – siger Ordsproget.

221I Gaar kom Collet selv i egen Person. Moer Huwald, jeg Maja og Lina sad allene til Bords. Sara kom ey ned til Middag, og min Ragna som havde giort en lille Tour til Byen i det friske klare Veyr, vilde heller hvile sig en spise. Lille Ida var ikke saa rask, som vi ønskede, og som hun, Gud være lovet, er i Dag, og vi Alle er. Men mod Aftenen kom først Ragna, styrket ved Hvilen, og end mere ved at see sin lille Yndling, alles vores Yndling, munter og brav, og saa vor kiære Sally, ogsaa ret færm. Moer Huwald og jeg havde imidlertiid holdt Justitsraaden paa bedst muelig ^Maade med Selskab, det er, hørt ham vaase op og ned ad Væggene, og vaaset med det bedste vi havde lært. Ja, I kan troe, han morede og kiedede os paa engang. Det er ubegribeligt, hvor et Menneske med sine fulde fem, som jeg dog troer han har (Sandser mener jeg) og nogle af dem endogsaa i en ikke ganske almindelig Grad, kan være saa erbarmeligt. Han skiændte fordi Ragna (Husets unge Frue, udtrykte han sig) ikke var frisk, og Sara syg; fordi jeg ikke vilde oversætte ^nogle Epistler af Tydsk, han er saa forliebt i, og aldrig komme til Hasselværket, som han paastod jeg havde lovet ham, hvad jeg mellem Gud og mig veed aldrig kom mig i Sinde end sige over Læberne. Dog der blev ikke Rum paa fire Sider til Halvdelen af alle de Spectakler, hvoraf nogle, skiøndt heelt uskyldige i sig selv, ikke ere høviske nok til at faae Plads her. Iblandt andre Anmærkninger han kom frem med, var den, at Mutter Koren var saa forbandet galant. Vist nok antog den nærsynede Mand mine Skildpadbriller, 222der efter Sædvane sad paa min Natkappe, for et Diamants Smykke, thi for Resten var jeg i al Simpelhed – Vi lode os ikke utydelig mærke med, at vi giærne vilde være ham qvit, men han lod sig ikke dupere, og blev til Kl over 7 – Da han var borte, begyndte jeg at læse høyt en saa kaldet komisk Roman, Hr Botte, hvori vi ikke kom langt den Gang, og siden ikke har havt Anledning til at fortsætte. Jeg har i disse Aftener efter at have lagt mig læst lidt i den, men det bedrøver mig ikke at lægge den bort ufuldendt. Den er temmelig langveilig og fuld af flittig Hilsen –

Onsdag 16^de Saa langt var jeg kommet i Gaar, da min kiære Lotta kom, og blev hos os den hele Dag. Hendes Hanna kom siden, til ligesaa megen Glæde for Marie, som Lottas Nærværelse var mig og os Alle. Hanna Mostue holdt ikke sit Løfte, det lille slemme Ting. Men vi havde det i vor gode Roe stille og hyggeligt. Kun var min elskede Ragna ikke saa vel mod Aftenen, og er det desværre heller ikke i Dag. Hun skriver nu til sin Marieboe, der ogsaa skal have et Par Ord fra mig. I Aften skal vi paa Comedien, om Ragna tør vove sig did. Hun pleyer at blive bædre efter at have været ude i Luften, men saa seent, og den Afvexling af Kuld og Varme, er jeg bange hun ikke har godt af. Gud veed, hvor langt hellere jeg blev hiemme hos det kiære hulde Barn, og tager hun ikke did, bliver jeg ogsaa hiemme. Vore Heste venter vi da med Vished i Aften. Vi ventede dem i Gaar, men fik i dets Sted Brev fra min Kista, at de først kom i Dag men saa betids, at vi kunde være hiemme i ordentlig Tiid i Morgen. Jeg længes ret hiertelig efter det kiære Hiem, og 223dog gaaer min Ragnas vaade vemodsfulde Blik mig giennem Siælen. Det siger saa tydeligt: «Kunde du dog blive hos mig, min Moer Koren!» – Ak ja, kunde jeg dele mig mellem Eder som jeg ønskede det, Dyrebare, og være Eder Alle Alt det, I giennem Kiærligheds og Venskabs tryllende Lys seer mig at være. Men naar I seer mig saaledes, er jeg Eder det jo, og hvad vil jeg mere? hvad kan jeg mere end optage og giæmme som en Helligdom alle disse milde Straaler i et troefast Hierte, som mere og mere maae føle sig giennemtrængt, forædlet, ved denne, af alt jordisk Varme den reneste!

Børnene, som ikke bryder sig om at see det samme Stykke de sidst saae, ere tagne ned til Olsens, tager maaskee derfra til Tøyen. Længe sad vor hulde Ragna her mellem mig og sin Sally. Vi fulgte ned med hende spiste Frokost, og drak et dygtig Glas Madera, som har giort Sally søvnig og mig munter. Ragna fik vi overtalt til at lægge sig lidt før Middag, da det siden bliver for sent. Moer Huwald steller med Maden, og nu skal jeg pakke ind at alting kan være paa rede Haand i Morgen, saa vi kunde komme ret tidlig ud. Ja, giid vi kunde det! Men frem for Alt, giid jeg saae min Ragna lidt bædre inden jeg forlod hende. Hun græder som et lille venligt Barn hver Gang vi taler om Morgendagen og Hiemreysen. Paa Touren til min dyrebare Maja C seer jeg Dig igien, min Ragna, seer Dig maaskee ved Din Marieboes Side, og med Guds Hielp saa frisk, som Du nu er svag – Da seer jeg Eder Alle, og give Gud med Glæde at jeg med et fornøyet Hierte kunde see, med et let forlade Eder.

Farvel fra Økeren, hvor vi har havt det saa hyggeligt og godt. Farvel.

Hovind

223Løverdag 19^de Jeg vil, jeg maae forsøge, om det gaaer an at skrive ved Lys, thi ellers seer jeg nok, det i disse korte Dage, og da der gives saa meget andet at sysle med, vil gaae reent i Staae med disse stakkels Blade, som jeg nu først, da jeg i Gaar og i Dag har skrevet til Tøyen, Økeren, Auestad, og endnu Alskens smaae Billetter, faaer Tiid at tænke paa. – Da jeg havde sagt Eder Farvel fra Økeren, Elskede, gik jeg ned efter at have pakket ind, og da var det Middag, det er Kl var henved 3. Ragna kom tilbords da vi vare færdige at gaae derfra. Hun havde ikke hvilet, og spiste nesten intet; dog foresatte hun sig at tage paa Comedien. Frue Huwald, som skulde ind om sin Søsters, Madam Mostue, og Sally som først skulde tale med Frue Bergh, toge ned i Forveyen; Ragna og jeg ikke før det var den høyeste Tiid, efter at have floxet med søde Ida, der var saa hierteglad i den klare Maane, og endelig vilde gribe og spise den op. Vi toge om Mostues og Berghs, uden at faae de Forudreyste med os; dog kom Moer Huwald og Søster Hanna paa samme Tiid som vi, saa vi sad sammen paa tredie Bænk fra Orschestret, den eneste Plads, vi fandt. Sally var kommet længe før med Frue Bergh, og sad langt fra os. Vi kunde kun nu og da 225nikke til hverandre. Der var propfuldt. De opførte Stykker var: De to Officierer, en flau Farce uden Sang, og Nonnerne en D^o med Sang, men hvori Musikken rigelig erstattede hvad Stykket manglede i Gehalt. Ouverturen især var det deyligste jeg har hørt siden jeg var i Kbhn. I det første Stykke vare de Spillende: Mad: Tullin, som jeg ikke kiendte igien uden paa Stemmen – hun er blevet meget før, og det vanklæder hende. I veed, mine Elskede, at jeg aldrig har fundet hende smuk, og vil derfor ikke undres over, jeg nu fandt hende nesten styg. Hun var da en ung Enke, hvis Oncle, Thulstrup, endelig vilde have hende gift. En Oberst, Adjutant Rosenørn (en vakker ung Mand) og en Lieutenant, Lieut: Møller, vare hendes Beylere[.] Hovedpersonen i Stykket var Tiæneren, Lieut: Græve, som giorde sin intrignante Rolle Ære, og rigtig nok var den Eneste, som havde Anledning til at udmærke sig. Det var noget usselt Vaas tilhobe[.] I Nonnerne spillede Wittrup som han var gal; Ibsen, Skuespiller Ibsens Søn, baade spillede og sang godlidende og tækkeligt; Jomfr: Smith, Kiøbmand Lars Smiths Datter, som først anden Gang traadde frem paa Theatret, sang saa nydeligt, og var i det Hele saa uskyldig elskværdig, at det skiar mig i mit Hierte at see hende, den femten eller sexten Aars Pige, paa denne slibrige ‹…› 226Bane, hvor hun kun ved et Mirakel kan undgaae Indvielsen i Lapseordenen og alle dens Vederstyggeligheder. Ak, svimmel ved den Virak, der fra alle Kanter damper hende imøde, vil hun des snarere glide og falde, det arme unge Barn! Sandelig, disse Forestillinger fortrængte for en Deel den Fornøyelse hendes Spil og Sang giorde mig. I synes maaskee, mine Venner, jeg falder i den gamle, nu forstummede Tilskuertone. Men I kan troe mig, jeg har Ret, om ey mere end Rahbek fordum, dog vist ligesaa meget. Lad os ey tale mere herom, men i det Sted henvende os til Hafner, Klosterets Kiøgemester, der var saa deylig fuld og morsom, at han ret rystede vore Lunger. De øvrige Roller lønner det ey Umagen at tale om. Frue Thulstrup, Priorinden, var, som altiid paa Scenen, saare elskværdig. Baronessen havde ogsaa en Birolle; den smukke Frøken Wasmer ligesaa. Det var første Gang jeg saae hende, men Sløret giorde hende endnu mere ukiendelig, end Frastanden og Lysene. Der er kun een Stemme om, at hun ikke hører hiemme i den Verden, der for nærværende Tiid omgiver hende. Hun hedder, eller kaldes Hetgen, og Sally paastaaer hun ligner vor tabte, uforglæmelige Hetgen.

Det var første Gang, jeg sad saaledes hos min gode Ragna, men vi glædede os begge til at sidde saaledes oftere sammen, og at neste Vinter mine elskede, længe 227savnede Døttre, til hvis Bekiendtskab saa mange glæde sig – dog Ingen som Sara og jeg til Eders Igienkomst – skulde sidde hos os. – Da Dækket faldt, kom Fader Pavels hen til mig. Han var saa nedslaaet, hans Marie var syg, sagde han. Lille Claudine var med ham. Med min Jess, som i Morgen tager til Byen, faaer jeg da høre fra Eder, mine Gode, og med Guds Hielp at Du er vel igien, Maja, og at I Alle ere det.

Søndag 20^de (Fortsættelse) Ogsaa gamle Oncle Erich kom hen og talte med mig. Vi saaes ikke i lang Tiid; men nu var Tiden for kort til at tale længe sammen. Han hører til mine første Bekiendtskaber i Norge, og til den gode gamle justiskarske Kreds, og er selv en saa retskaffen gammel Pebbersvend, som nogensinde gik sit Liv eensomt hen. Vor Sally havde ogsaa talt med ham, og først Dagen før havde han faaet Vished om, at vi faaer Eder herop til Vaaren, mine dyrebare Børn, og dette havde ligesom giort ham ti Aar yngere. – Capt: Kaltenborn og en Lieutnant Nissen talte jeg ogsaa med; men Frue Bergh fik jeg blot hilset paa, og to Mennesker saae jeg, som jeg saa giærne havde hilset paa og talt med, gamle Madam Hansten og hendes Conradine, som jeg ikke har seet før siden hun blev Frue Dunker.

I klart Maaneskin kiørte vi tilbage. Børnene vare komne nys før vi fra Tøyen, hvor den kiærlige Lotta og alle de Gode der vare bleve saa glade ved at see dem engang endnu. Ogsaa Aslak og Gunder vare ariverede med Slæder og Heste, hvorover min Ragna ey var glad, da hun halvveys troede, de ikke skulde kommet den Aften, og vi blevet hos hende Torsdag over.

228Om Aftenen da vi, qvægede ved en deylig Kop Thee og Hvedebrød, skikkede os til Hvile, var Ungerne, Sara, Maja og Lina, reent forstyrrede. Bedst som vi laae, begyndte Sara i sin lille Seng at synge: «Jeg var i alle Zoner etc» – Lina geleydede den smukke Aftensang med høy Latter, og Maja, som var paa Veyen at slumre ind, reyste sig op og saae sig om, hvorfra den Laat kom.

Saa kom Afskedstimen. Gud skee Lov, den faldt os lettere end ^det nogen af de forrige Dage vilde faldt os; thi vor Ragna var usædvanlig brav, og lavede sig til, naar vi vare borte, at giøre en lille Morgentour med sin Ida. Forsynede baade i Hæk og Sæk, forlode vi det vakre Økeren Kl henimod 12, til sidste Øyeblik omringet af alle de Kiære, ligesom naar vi forlader et af vore andre tre Hiem. Veyret var fra Begyndelsen klart, men tyknede til, dog uden at bringe Snee. Føret var som vi kunde vente det; dog, vi sadde varmt og trygt, og det gleed dog langt anderledes, end vi paa Indveyen rullede afsted[.] En god Miils Iisvey bragte os nogle Timer før hiem, og Kl 8 modtoges vi af vor kiære Telja, Kista, liden Kaja, og de andre Husets Folk, som vi altiid modtages, med synlig Glæde. Baade Mad og Caffe havde min kiære Kista færdig til os; vi spiste, drak, og sladdrede til Sengetiid; dog modtog jeg før denne mit dyrebare Majabrev, det jeg først med ret Andagt læste paa mit Sovekammer, imens Linchen føyede sig til Køys.

Af dette kiære Brev seer jeg, at vor Thrinasara allerede hver Dag venter sin Nedkomst, den Gud give at vorde som den første i alle alle Dele. Og hvorfor torde vi ikke med Tilliid haabe det? O det tør og vil vi, og maaskee seer vi inden dette Hefte sluttess, vort Haab opfyldt.

229Fredag eftermidd: kom min Koren, frisk og god og glad som han altiid er. Vi hang Alle om ham, som om vi et halvt Aar ikke havde havt ham i vore Arme. I Gaaraftes kom Jessegutten, og da kan I tænke jeg, omringet af Mand og Børn, min troe Kista og Telja, og glade Mennesker i hver en Vraae, ret var paa min hvide Hest. Begge de foregaaende Dage gik hen med Brevskrivning. I Aftes læste jeg lidt høyt for Barna, strikkede min Strømpe færdig, og spillede Rabus med Kista

Kl 10 i Dag tog min Koren til Byen; et Par Timer senere Jess, i Følge med unge Wexels og Leganger, med hvem Følget var aftalt, og vilde Skriveren heller ikke være i Følge med alle disse Galninger. De spiste Frokost her, og sladdrede mig Formiddagen bort; dog bliver den vist alt for lang i Dag da Munthe nu først kom til Kirken. Vi ventede ham ikke, og tænkte allerede paa Middagen.

I Gaar forærte min Maja mig et Stykke nydelig fiint Bomuldstøy, som hun med lille Moer Hertels Hielp, mig uafvidende, har faaet spundet, farvet og vævet. Det skulde været færdig til 27^de Julj, men vor gode Kaja Hertel, som stod for Farvingen, blev syg, og saa er det først nu blevet færdig. Det skal blive min Stadskiortel. Vi Alle i det hele Huus slider nesten ikke andet end hiemmevævede Klæder, der vel, naar alt regnes ud, bliver fast saa kostbare som Kiøbetøy, men saa har vi dog en Deel af Materialierne selv, og virker meget hiemme, og det er stærkere, varmere, og – indenlandsk, hvad min Koren sætter saa stoer Priis paa, og vi Alle bør sætte Priis paa.

230Mandag 21^de Aslak bragte mig i Gaar et Brev fra min Lotta, der bedrøvede mig ligesaa meget, som nogle faa Linier fra min Ragna glædede mig. Presidenten, som baade jeg og Børnene vare enige om, vi i lang Tiid ikke havde seet saa rask, er syg, siger vor fromme Lotta, har slem Hoste og Sting i Siden. Dog er han daglig i Byen, og tænker sig endogsaa op i Landet i Julen. Det er da med Guds Hielp ikke noget betydeligt Onde, men dog nok for at nedslaae den ømme Hustroe, og maaskee hindre hendes Hidreyse Juleaften. Hun tør intet bestemt sige om den, Ak, og hvor har vi Alle, og hvor har Du selv glædet Dig, Gode, til dette Besøg. Dog, jeg stoler paa min Korens Nærværelse hos Dig, Lottamoer, og det gode Følge Du kan faae hid med ham. Mit Haab pleyer ikke beskiæmmes, og vil heller ikke blive det denne Gang. Med Guds Hielp seer jeg Dig roelig og glad. «Jeg er meget bædre, end jeg har været» – skriver min hulde Ragna; og dette Haabs Opfyldelse opliver hiint.

Ret mat og ussel forlod jeg i Dag Sengen. Men min omhufulde Kista har saa godt som truet mig til at spise lidt, og istæden for den Kop Caffe, jeg pleyer have staaende til Frokost, drikke et godt Glas af min Ragnas styrkende Viin, og nu er jeg ulige bædre, og skal med en Naboe som i Aften tager til Byen, skrive et Par Ord til min gode Søn Pavels, hvis sorgfulde Blik ved vor sidste Øyebliks Samtale staaer altiid for mig.

Gamle Fader Munthe gav sig ret god Tiid i Gaar, sov sin Middagssøvn, og sad siden nede hos os Qvindfolk til Kl over 7. I Morgen faaer han Besøg af den hele bispelige Familie, som skal jule hos Datteren i Oudalen. Sligt Besøg, skiøndt kun 231en Nat over, er dog ikke saa morsomt, især saa nær under Julen. Han vilde giærne jeg skulde kommet did for at holde hendes Naade med Selskab, men fandt sig godt i mit Afslag. Bispen selv holdt jeg langt hellere med Selskab.

Onsdag 23^de Jeg har længtes saa efter den korteste Dag – I giætter let hvorfor: naar den er forbi, gaaer det atter, om end smaat, op ad Bakken. Jeg troede, den først var i Dag, men saa fortalte Sollner mig i Gaar, at den alt var i Mandags. Altsaa to Dage over den. Og nu synes den mørkeste Vinter mig forbi. Ak, maatte det saa sandt lysne i alle Henseender! – I den politiske Verden er dog det tykkeste Mørke udbredt. Rygterne om Napoleons Nederlag i Rusland bliver alt mere og mere frygtelige. Den franske Armee skal lide græsselig, skal for en stoer Deel være tilintetgiort. Vel dem, der har aflidt! Af Confrntrd Anker hørte min Koren ogsaa, at de franskes hidtil uovervundne Keyser selv var saaret. Tilforladelige ere vel ikke alle disse Rygter, men aldeles ugrundede kan de dog neppe være. Af Aviserne skal man ikke blive klogere. Men nu leer I vel, mine Kiære, af den politiske Mama, og siger maaskee: «Bliv ved din Læst, over hvilken Politiken slet ikke passer.» – Det veed jeg nok selv, Børn; men alt som kommer mig I ⁱ Tankerne maae jo flux staae her.

Torsdag, Juleaftens Morgen Det blev seent Morgen hos mig i Dag. Da jeg vaagnede med slem Hovedpine, torde eller rettere kunde jeg ikke staae op, og min lille Sovekammrat gav mig Vand og Caffe paa Sengen, og saa blundede jeg lidt bag efter, og er nu ret brav. Endnu senere end jeg kom dog lille Zarine ned. Hun kom i Aftes med min Jess. Min K: kommer først i Aften; men min kiære Lotta følger neppe med 232ham, og dette Sørgebudskab nedslog os Alle, saa vi ikke kunde være ret fornøyede i de kiære Kommende og alle de gode Efterretninger de bragte. Blandt disse var da ogsaa, at Presidenten var brav igien, saa det Gud skee Lov ikke er Skyld i vor forgiæves Venten; dog er det for Gemahlens Skyld hun ey kan komme før – ja Gud veed naar – da hun ikke vil tage hid før han kan være med. Og saa siger han dog til Dig, min Lotta, at Du leger den ømme Kone. Dog skiønner han nok i Grunden paa, at Du meer end leger det

Og endnu er Du syg og holder Sengen, gode Maja P:, og Jess fik ikke tale hverken med Dig eller Pavels, som ikke var hiemme. Jeg haaber, min Koren bringer mig omstændeligere Underretning, og Gud give, ønskelig. Eders nye Boelig, mine Venner, er kold, siger I selv, og jeg fornam det den Dag jeg var hos Eder. Det kan, i saa alvorlig streng Vinter som denne være Aarsag nok til at kue de Stærkeste. Beroeligede nu min Koren mig i denne Henseende, og bragte Posten mig i Aften eller i Morgen et glædeligt Brev fra Dig, dyrebare Maja C, at det var lykkeligt overstaaet med vor elskede Thrinasara, o, da torde jeg haabe en ret glad Juul. Jeg drømte saa meget om Eder i Nat, Elskede, og om to smaae Børn jeg skulde bringe Thrina vor – dog, den Drøm var en naturlig Følge af mine vaagne Drømme, hvori jeg altiid er hos og om Eder. Jeg tør altsaa ingen videre Betydning lægge i den. – Paa Økeren havde min Koren været længe paa Indtouren, og der var Gud skee Lov alting vel, havde han sagt. Mere siger han mig selv i Aften.

Jeg har været saa bedrøvet for min lille snilde Marthe Stuepige, som i Gaar Morges faldt ned i Kiælderen, blev taget saa godt som død op, men dog med Guds Hielp forvinder Faldet, skiøndt hun endnu føler smertelige Følger 233af det. En fatalere Nedgang end til denne Kiælder kan heller ikke tænkes – og dog er det ey mueligt, at faae den andensteds. Den er midt i Gangen fra Gaarden til Kiøkkenet. En uforsigtig Pige var gaaet derned Kl 5 om Morgenen, og ladet Lemmen staae aaben, uden at sætte Lys eller Vagt, som vi stedse pleyer. Hun jamrede sig mere end den Nedfaldne, som maatte bruge alt sit Mod for at stille hende tilfreds. Dog græder hun endnu i Dag, den vakre unge Marthe Rud, naar hun tænker paa, at hendes gode Kammerat ved hendes, rigtig nok ubegribelige Ueftertænksomhed, kunde blevet Krøbling alle sine Dage. Ogsaa haaber jeg, dette Uheld skal giøre dem Alle mere varsomme for Fremtiden.

3^die Juledag Saa seent har jeg aldrig før ønsket Eder en glæderig Juul, mine Dyrebare! Men det er ogsaa, og det veed I vist, først her, jeg kommer saa seent med mit Ønske. Og dette er det eneste, jeg ogsaa nu kan faae sagt Eder, thi her er en Sus og Duus. Capt: Geddes reyste nu i Øyeblikket, Kl er halvtolv, og vi skal allesammen spise til Middag hos vor gode Hertel, og er allesammen endnu i vort korte Nattøy. Men saa skal jeg ogsaa ved Tilbagekomsten – Onsdag (thi Tirsdagaften kommer vi hiem) see at sidde her til jeg faaer sagt Eder, Elskede, alt hvad der har holdt mig saa længe fra den kiære Journal.

Onsdag 30^te (Saras 23^de Aars Fødselsdag – O Gud!)

Det kommer nu an paa, at kunde ordne alle disse forbigangne Dages Hendelser og Tildragelser, saa intet blev glæmt. Juleaften hørte I da sidst fra os paa en ordentlig Maade. Kl: blev 6 og derover inden min Koren kom, og saa troede vi Alle, Moer Lotta havde været med ham; men han kom solo. Dog trøstede han os med, at hun vist kom efter en af Juledagene. Han bragte mig, foruden denne Trøst, et Brev fra min kiærlige Ragna, hos hvem han havde været baade paa Ind- og Hiemtouren, uden at see sin anden Jomfrue Datter, Sally, 134Sidetallene fra side 134 til 138 er feilpaginert det slemme Trold, første Gang var hun hos Berghs, anden Gang hos Slotspræstens, deres Bryllupsdag. Et Brev fik jeg endnu fra Fader Pavels, at hans Hustroe var rask igien. Min Ragna skrev ogsaa, at hun var meget bædre, og endelig bragte Posten det længselfuld ventede Majabrev, som dog ikke fyldestgiorde min glade Forventning ganske. Endnu var den ventede Lille ikke kommet for Lyset, men Gud skee Lov, ellers var Alt vel. I min Ragnas Brev laae et fra hendes Ludvig til os Begge. Først i neste Maaned forlader han Kbhn, og bringer alle Jean Pauls Værker, og vist nok endnu meget andet Vakkert med sig, saa jeg fra alle Kanter seer en glad Vinter imøde, seer det selv i Dag, da Søndenvinden ubarmhiertig feyer den Smule Snee væk, vi hidtil, møysomt nok, glede frem paa, og giør Isene usikre. Men i et Nu kan alt dette forandres –

Første Juledag var her ingen, uden min gode Fader Mørk med sin puddrede Juleparyk. Vi havde indbuden Hertels til anden Juledag, men en Contraindbydelse fra dem til 3^die Dag, satte os i mangehaande Skrupeleringer, da vi ventede Lotta – Til end mere Forvirring kom et Forbud fra Capt: Wilhelm Gedde, og meldte hans og Kones Hidkomst om Aftenen. Vi havde Thee og Mad færdige til dem, og sad oppe, jeg, Maja og Zarine til Kl 12 (og laae i denne Tiid over tyve Kabaler – thi andet gad vi ey foretage os, stedse ventende: nu er de her) – og min stakkels Kista til den var to; men Ingen kom. Først anden Dag henimod Middag, da Huset var fuldt af Kirkemennesker, Mænd, Qvinder og Børn, kom det tækkelige Par, som vare blevne sinkede Dagen før, da en Hest for Læsset var løbet ud, og havde spolert meget af deres Tøy, Gud skee Lov, det ikke var dem selv der vare komne til Skade. Hertel kom, men allene, og for at faae bestemt Svar, som da blev: at vi skulde komme, Geddes følge med, om de kunde blive over en Dag, et Bud møde Frue Lotta, saa hun kunde dreye af 135til Næss; et andet gik til Vildberg for at bede Capt: Messel, der havde lovet sig hid derfra, tage Veyen først om Rotnæs. Efter dette Arangement reyste den gode Hertel tilfreds om Aftenen, som vi passiarede bort med den raske Gedde og hans godlidende lille Kone, da det øvrige store Compagnie efter Theetiden havde taget bort – Nu vil I vel synes, der i det mindste første Juledag kunde blevet Tiid til at snakke lidt med Eder her. Men jeg maatte besvare de kiære Breve fra min Maja, min Ragna og Marieboe, og til dette Arbeyde, et af mine kiæreste, maatte jeg stiæle mig, saa det hverken blev heelt eller halvt – Tredie Dag var her en Larm og Forstyrrelse, kan I troe. Geddes kunde ikke blive over, da de vare sinkede saa meget ved Føret. De havde tænkt sig hid Juleaften, og vilde da tilbragt begge Helligdagene paa Hovind. Nu gik det ikke an, og de faaer endda kun et Par Dage at være i Christ: da de skal om Tønsberg paa Touren til Kbhn, og være i Trudhiem igien paa Vinterføret, saa Opholdet ingensteds bliver langt. Da de vare borte, Kl over 12, gik det da med os Alle til Toilettet. Mit var som sædvanligt snart giort; men naar man ere en saadan Flok, tager det Tiid ud, og det var høyt paa Dagen inden vi, alle, Telja undtagen, kom afsted. Det gik smaat, og mørknede stærkt inden vi naaede Rotnæs, hvor hele Selskabet længe var forsamlet, og vel smaaebandede os, som holdt dem saa længe fra Spisebordet. Men des bædre haaber jeg det smagte dem som mig, da vi kom til det rigelig besatte Bord. Mine Sidemænd vare Provsten Finkenhagen og den lille Lehman fra Christiania Boghandlerens Broder. Han er meget vanfør, den stakkels Mand og ey saa høy som Lina, men munter og rask for Resten, og dandsede utrættelig. Min besynderlige Ven, Hr Schioldager, var der ogsaa, i Følge med Finkenhagens, og sang og capriolerede 136saa det havde Skik. Han bliver mig leyere hver Gang jeg seer ham. Blandt de Mennesker der jeg saae første Gang, var en Capitain Harboer, en stille, beskedentlig Mand, og blandt de Kiendte jeg savnede, min gode Kaja Grønvold, som ikke mere faaer Tilladelse af sine, i visse Henseender uforskammede Paarørende, at tage Deel i noget, der kan glæde hende. Ak, og hun har ingen Moder, det arme Barn, der maaskee kunde afvende den haarde Skiæbne, der er hende tiltænkt: at smeddes til et Menneske hun vel ikke hader – thi det ^hade kan det fromme Barn neppe – men vist ligesaa lidt elsker. «O Frænder, elsker først, og lader af at byde» – men hvad det var at elske, vidste de ulykkelige Mennesker aldrig, og hvad kan de for det? –

Min Koren blev fængslet til Spillebordet, og da jeg havde seet mig mæt paa al den glade dandsende Ungdom, og snakket snart med den ene, snart med den anden af de gode Mardamer, (Lotta kom i saa godt Prat med den ikke tækkelige, men ret meget fornuftige Provstinde Finkenhagen) gik jeg ned og sad en Stund hos de Spillende, mere for at hvile det trætte Hoved, end fordi dette Syn interesserede mig. Min gode Hertel gik paa den ene, hans lille svage, blide Kaja paa den anden Maade, og vare overalt, for at see Giæsterne til Gode. Jeg fik mig en Draabe Madera og lidt Hvedebrød, og gik saa tilsengs, da de Andre gik tilbords. Strax efter mig kom Lotta til Roe; Skriveren, som dandsede lidt efter Bordet, dernest, og Ungdommen først imod Morgenstunden.

Jeg vaagnede som jeg ventede det, meget syg, og blev ey bædre da jeg kom ned i al den Surr. De fleste af Ballgiæsterne vare der endnu, og mange bleve til følgende Dag. Jeg haabede, det skulde blive bædre, og tvang mig saa godt jeg kunde, men jeg maatte tilsengs, og det just da den snilde Frue Ingier kom. Hun med alle hendes vare indbudne 137til Selskabsdagen, men uheldigviis havde Frue Waager før været ude med sin Invitation, saa der ey blev andet for, end at dele sig. «Men nu blev der en Støy – sagde Frue Ingier – alle vilde til Rotnæs. Stille Børn! sagde Majoren. Hvem som vil til Hertels løfte den høyre, og hvem som vil til Frue Waager den venstre Haand i Veyret. Og paa engang – vi sad just tilbords – foer alle de høyre Labber som om Bordet var, i Veyret» – Men dog kom kun de ældste To, Ursula og Lieut: Martin, og først Dagen efter Fruen med en Datter og to Sønner.

Da jeg havde hvilet et Par Timer, kom min Kista op med en Kop Caffe, og jeg stod op, gik ned, og var nok saa færm den hele Qvæl, ja hialp endog Ungdommen at giøre Juleleger og lærte den brave Søemand, Messel, den store Hoved-Kabale, Solen kaldet. Der blev atter for Øisets, Hertels Svogers Skyld, spillet en Canallie høy ‹…› Polskpas, og hverken Messel eller Jess slap; de havde naturligvis Ørnene mest ved Legen og Tankerne med, og derfor blev Gutten min ogsaa dygtig snydt. Han spiller Gud skee Lov lige saa ugiærne som hans Fader, og giid han maae tabe hver Gang han spiller, at han aldrig skal faae mere Lyst til det, end nu.

I Gaar vilde vi været tidlig ude; men det er nu engang ikke at tænke paa fra Rotnæs. Vi maatte spise Middag først, dog vare vi reysefærdige Kl 2. 12 Slæder i Følge – i de 3 vare Frue Ingier og hendes Børn – forlode vi det nesten alt for giæstfrie Hus, hvor alt var saa godlidende og lustigt, og gav Hertel os halvt Løfte om at komme hid Nytaarsdagen – saa længe er for denne Reyses Skyld Aslaks Bryllup udsat – Ungdommen kommer vist; men lille Moer Hertel vilde jeg ey engang ønske kom hid i dette Føre. Dog var det bædre hiem end bort, hvad vi ikke havde formodet. Resten i Morgen. Jeg er træt og søvnig, og skal have mig en Middagsblund.

138Aarets sidste Dag Da vi kom her hiem, alle i god Stand – Lina, som sad hos Maren Skieldrup (der(der] venstre parentesbue rettet fra komma ved overskriving ogsaa kom til Rotnæs og fulgte med os hid) væltede, men uden at komme til mindste Skade, og sad siden hos Messel – drak vi Thee og Caffe, som Teljamoer hadde færdig til os, spiste Goderaad til, lagde Kabal og Rabus, og kosede os i det gode hiemmelige Liv, især ved at tænke paa den forestaaende Søvn i vore stille Kamre. Dette Haab skuffede ingen af os. I Gaar vare vi aldeles i vor Roelighed. Lotta giorde en Spadsertour i Haven med Ungdommen, der, da hun havde forladt dem – det blæste en Himmelstorm – gik over i Kirken, og besøgte de unge Sødtslumrende, og bragte vel nogle af dem deres Sara en Taare til Geburtsdagsgave. – Fierde Juledag, min Malla D: tænkte jeg ofte paa Dig, og takkede Gud at jeg, om vi oplever neste 28^de Decbr kunde, maaskee mundtlig, men dog vist i Dit Fødeland, lykønske Dig og mig til denne Dag. Længe, I Elskede dernede, skrev jeg ikke til Eder. Med Aarets Slutning burde man afgiøre al gammel Gield, men det seer jeg nok, ikke denne Gang bliver mig muelig. Det Seneste fra min kiære Bergh, (som jeg fik mens jeg var paa Økeren) vilde jeg besvaret i Gaar. Men jeg var saa ussel, og frygtede for, Siælen skulde ryste det svage Legeme for meget. I det nye Aar, naar alt er kommet i sin gamle Orden, skal jeg begynde at blive acuratere i min Brevvexling.

I Dag er det atter den velsignede Torsdag, da jeg altiid er vis paa et Brev. O, maatte Aaret sluttes med den ønskede Efterretning: «Du er nu anden Gang blevet Oldemoder, Moer Koren.» O, maatte det sluttes behageligt for Eder Alle, I Dyrebare! og ethvert af Eders Leveaar begynde, gaae frem, og slutte, som det fra Tidens algode Styrer tilbedes Eder af Eders trofaste, ved Eders Kiærlighed saa lykkelige Moer Koren –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.