Dagbok 1812

av Christiane Koren

[Februar]

41Hovind

Februarj

Søndag d: 2den.

Nu er jeg igien i de gamle Folder og har faaet alle mine Ting bragt i Orden. Altsaa kan vi i al Magelighed gaae tilbage til Tøyen og lade som det var Fredagaften. At jeg om Middagen fik Brev fra min Koren hvori han bad mig tale med Møller før jeg reyste, var nok noget af det sidste jeg i det sluttede Journalhefte fortalte Eder. Stakkels Fetter Jørgen var upasselig, og hverken min elskede Lotta eller Kista ret raske. Jeg lovede derfor at være snart tilbage, kun rygte mit Ærinde, og see ind til Barna nest ved, Thrinasara og Realf og kysse lille Peder engang eller to. I Tøyenbakken mødte jeg min troe Realf, som vilde sige sin Moer Koren endnu et Farvel, og da han hørte de Kiære paa Tøyen ey vare ret friske, og at jeg vilde ned til hans Thrina, vendte han om og fulgte med mig. Lille Doctoren var ey hiemme, og jeg sad imidlertiid hos de hulde Børn, drak Thee og kiælede for den lille Peer, (istæden for at snakke om Dyden) som snart bliver den store Peer, skal han vedblive saaledes at voxe og trives – det Gud give! – Da jeg hørte, Møller var kommet hiem, gik jeg ind til ham, og sad der en Stund og talte om Maja mi, og forlod ham med et let Hierte, da han gav mig meer end Haab, gav mig Forsikring om, det velsignede Barn snart skulde blive ganske frisk, hvad Gud i Naade opfylde! Ak thi hvad ere vi som «plante og vande, naar Han ey giver Vext?!» – Endnu sad jeg en Stund hos mine Børn. (Frue Møller saae jeg ikke, hun laae, og med hendes Helbred er det nok siden hendes Augusts Død for stedse forbi –) og forlod dem velsignet og velsignende. – Det første jeg ved Tilbagekomsten saae var min gode Jørgen ikke allene paa Benene, men lustig og munter, ogsaa var Lotta og Kista i god Stand, og Aftenen gik i sød Fred og Roe: thi hvad der kunde forstyrret mig denne; Skiulte de Gode for mig, nemlig at Aslak, som var kommet ind efter mig, havde ved et Fald slaaet sin Haand i et Glasskaar, og var meget 42ussel, saa de frygtede han ey kunde styre mig hiem. Kista, der er en halv Doctor, havde vadsket og forbundet Saaret, som havde blødt skrækkeligt. Først i Gaar Morges, da det ey længer kunde skiules, fik jeg dette Uheld at vide; men med sin sædvanlige Kiækhed forsikrede Aslak, at det ingen Nød havde med Styringen, da Føret paa Kongeveyen var saa ypperligt, at Slæen gik af sig siøl – dog, saa bredt taler den gamle Husar ikke. – Efter kiærlig Afskeed først med min kiære brave President, som tog til Byen, siden med min elskelige Lotta, Sønnebarnet, og Kista, satte jeg mig tryg i Slæden overladende dens Styren til Aslak med den ene Haand, som havde det været selve Götz von Berliching mit der eiserne. Dog maatte jeg til de kiære Tøyenianeres Betryggelse tage en af deres Folk med til vi vare komne over det værste og paa Kongeveyen. Siden gik det sagte, men gruelig vel, da den forfærdelige Mængde Mennesker som strømmede ind til Markedet tit spærrede vor Vey, og vi vare nødte til at læmpe os efter Omstændighederne, da mine Hænder vare til ingen Nytte, og Aslak kun havde een, oveni Kiøbet kun den venstre. – Paa første Skifte tog jeg mine Briller, Grundtvigs Saga, og mine Smørrebrød frem paa engang, saa hverken Siæl eller Legeme kom til kort. Underligere end nogensinde forekommer mig min kiære Digter i dette Arbeyde, som jeg dog endnu kiender for lidt til at kunde sige Eder mine Tanker om det. Thi vel kom det og Brillerne atter frem paa Moe, saa snart jeg havde bestilt min Caffe og faaet Reysetøyet af i den lille Stue, som var baade reen og varm, hvad den altiid er naar de veed mig i Farten; men neppe havde jeg begyndt, saa kom Capitain Hals fra Sørum, og holdt det for sin Pligt, kunde jeg mærke, at holde mig med Selskab, uden at ahne det langt kiækere jeg havde i min Eensomhed. Uden noget eneste Uheld eller Eventyr ariverede jeg lykkelig og vel til det kiære Hiem efter 8 Timers Reyse – Koren lagde den i Tirsdags tilbage i – hvor jeg fandt Krefting, hans Svoger Holler, og lille Ragna Chrystie, som var kommet 43for at see til sin Maja. Gud skee Lov, det kiære Barn var oppe og blomstrende som en Rose, og friskere, syntes jeg, end da jeg forlod hende. Ligedan er hun i Dag, og meget munter. Min Koren og Hertel fandt jeg hiemme, og dem og alle Husets Folk i bedste Velgaaende. Paa Jomfruekammeret giennemgik jeg mit hele Liv og Levnet i de forgagne sidste 10 Dage, og fik alle de unge Tilhørerinder snart til at skiælve, naar f:E: Vognen gik tilbage i Bakken, snart til at lee over alle vore Eventyr paa Comedien – kort, de saae, hørte, nød alt – det var en Extract af Dagbogen. – Da vi havde spiist, saae jeg et Øyeblik paa Lhomberspillerne, sad atter lidt hos Ungerne, gik saa til Køys, og vaagnede af en sød Søvn da Koren kl 12 kom op, men dog kun for atter at sove ligesaa sødelig ind igien.

Krefting og Holler toge bort i Morges, og bringer et lille Brev med til Tøyen, som jeg i Aftes dicterte min Hr Søn, da jeg ey orkede selv at skrive, som melder min lykkelige Hidkomst. Ragna bliver hos sin Maja til i Aften. Munthe er her ved Kirken, og har bragt Posten, men som intet bragte mig.

Mandag 3die Saa glad Gaarsdagen begyndte, saa tung blev den mig siden. Da jeg havde sluttet her, og giennemløbet Ridderskabet i de dumme Aviser, løb jeg op for at fortælle Maria – som jeg troede at finde oppe og færm – og de andre Barna, at Oncel President ogsaa var blevet beladt med Korset. Men da jeg kom ind paa Kammeret laae hun ikke allene endnu, men i en tung Døsighed, og klagede over Hovedpine – dog klage giør hun aldrig. O at hun vilde det, det smertede mig neppe saa meget som hendes Taushed. Det blev det samme hele Dagen, og altsaa ogsaa med mig det samme. Mod Aftenen stod hun op, og var lidt livligere. Frøken Keilhau kom og blev hos hende hele Aftenen, men Tungheden og Hovedpine nødte hende snart tilsengs. Gud skee Lov, i Dag er hun ulige bædre, og længe siden oppe; men jeg tør ikke glæde mig ret, før jeg seer, om det vedbliver. Koren siger han har lagt Mærke til at det ordentlig vexler 44om som en Andendagsfeber – det vil vise sig om han har Ret, og om min Glæde ikke skal være stadigere. At den stiger og falder med det fromme Barns Vel- og Ildebefindende er det unødigt at sige Eder. Min Koren er nu paa Maanedsting. I Dag og i Morgen skal jeg have mange Breve færdige som Jess og Hertel i Morg paa Onsdag, da de tager ind til Markedet, skal have med sig.

Onsdag 5te Det gaaer nu ikke saa fort med Dagbogen. Des fortere gik det Mandag og Tirsdag med Brevskrivning, og Kl 6 i Morges foer Jess og Hertel afsted med en heel Pakke. I denne var et til litle Doctor Møller med Beskrivelse over min Majas Befindende. Hun er Gud skee Lov ikke værre, og jeg synes muntrere end før ogsaa har hun nu frievillig yttret det Ønske at være i Nærheden af Møller, og da mine elskede troefaste Børn, Thrina og Realf ligesaa uopfordrede ønskte at hun vilde komme ind og være hos dem, tager baade jeg og Maja med varm Taknemmelighed mod det barnligkiærlige Tilbud, og vedbliver Møller at finde det raadeligst, reyser det velsignede Barn ind i neste Uge. O det er som jeg alt i denne Udsigt havde Vished om hendes snare fuldkomne Helbredelse. Gud vil jo ey heller lade mit Haab beskiæmmes –

Seent i Aftes fik jeg et lille venligt Brev fra min Lotta, som tillader sin Hanna, der skulde fulgt ind med i Dag, at blive længere hos Maja – og nu kommer de nok til at følges ad. At jeg har gratuleret Presidenteren til sit Ridderskab, kan I nok tænke. Lotta synes det er reent Narrerie, og ganske Uret har hun vel ikke. Naar det een Gang træffer som det bør, falder det ti og tyve Gange som det ikke bør. Træffer? det traf jeg uvilkaarlig til at sige. Men seer det ikke oftest ud som var det et Træf? Lykketræf kan jeg ey beqvæmme mig til at kalde det.

Jeg er nu færdig at giøre en lille Tour til min Rikke. Skriveren er taget til Maanedsting i Eidsvold.

45Torsdag 6te Denne milde Vinter har rigtig forkiælet os. Jeg kunde i Gaar nesten ikke finde mig i, at en Smule skarp Nordostvind vilde erindrede mig om, vi vare i Februar. Dog da jeg havde trukket Huen længer ned over Øynene, og Tørklædet op for Munden, bleve vi ganske godt forligte, Vinden og jeg.

Jeg fandt min Rikke meget rask og glad i sin lille roelige trinde Tøsunge. Futen er som Skriveren, altiid paa Siæl og Legeme den samme. God Helbred og jævn Munterhed har Gud forlenet dem med, til deres egen Lykke og alle de Menneskers som ere omkring dem. Da den Lille er paa et Kammer ovenpaa, har Rikke sit meste Tilhold der, og baade her og siden om Eftermiddagen nede havde vi vort sædvanlige fortroelige Prat, derhos meget flittig strikkende. En Gang bleve vi slemt afbrudte, da lille Willa som gik saa morsom og sød inde hos os og legte, faldt haardt mod Gulvet, saa baade Næse og Mund blødte stærkt og længe. Moderens Jamren giorde Barnet mere ondt, troer jeg, end Faldet, og jeg maatte ret bruge min Myndighed og skiænde lidt paa hende. Det hialp, og da Gutten var blevet vadsket længe med koldt Vand, og havde faaet et Stykke Sukker, blev han lige velsignet og sød igien. O jeg er saa glad i dette Barn med det mig dyrebare Navn. Saa stille Klokken staaer paa Plogstad – den har i utænkelige Tider været halvsex – saa fort iler Tiden. Jeg havde lovet at være hiemme inden det blev mørkt, men det var det alt før jeg tog derfra. I en halv Time bragte Gunder og Gulen mig hiem (Aslak gaaer og faaer nok længe gaae med sin Haand i Fængsel) Da jeg kom ind i Stuen, som var deylig varm, men kun havde Lys fra Kakkelovnen – ingen havde taget imod mig – tog jeg i Mag mit Reysetøy af, thi jeg hørte dem lee og snakke paa Jomfruekammeret, altsaa var alting vel der. Derimod hørte jeg ikke den letsvævende Telja komme ind fra Spisestuen, og nær havde vi i Mørket skræmmet hinanden. Saa op til Barna. Maja sad og vandt 46Garn, og i det blide Aasyn kunde man ikke læse andet end Tilfredshed og Sundhed – Gud skee Lov! jeg synes virkelig at see hende bædres daglig. – De andre tre Smaae, Hanna, Lina og Kaja, strikkede, og kappedes om at vise og fortælle mig hvor flittige de havde været om Dagen. Jeg giorde dem igien Regnskab for min Dags Tilbringelse, og fortalte dem lidt af en ret interessant polsk Geschichte jeg har begyndt paa i et nyt lafontainsk Product: Die Gefahren der grosse Welt oder Bertha von Waldek. De skal faae den heel og holden, naar jeg selv har faaet den tillivs. – Skriveren kom ikke som han heller ikke vist havde lovet; og da ingen mindede mig om Klokken og Sengetiid, var den vel ey langt den vel ey langt] rettet fra: den ey vel langt ved nummerering over ordene fra 12 da jeg gik tilsengs med Linchen, kiælede hende i Søvn, sov godt, og drømte jeg svævede i Luften og kunde «de Runer ramme» – i Dagligsproget hexe en Smule. Kort, mange af Optrin af Norners og Asers Kamp stod livagtig for mig i Drømme. I Forgaars læste jeg dette Grundtvigs Værk ud, og maae det vel have giort temmelig dybt Indtryk paa mig. Jeg sætter det ogsaa meget over hans Saga, som i hvor skiønne Stæder den har, og i hvor meget den i det Hele talte til mit Hierte, dog trættede mig ved sin alt for store Eensformighed, saa jeg ofte maatte lægge den bort, men tog den da ligesaa ofte igien. Nogle fæle trivielle og endnu fælere væmmelige Udtryk kan jeg ey tilgive denne mig ellers saa gemüthliche Digter –

Aften Da jeg læste Dit Brev, elskede Maja C – det eneste, jeg i Dag fik – bankede mit Hierte, som om det Slag for Slag vilde besvare den Banken og Hamren i alle Dine Aarer, som Du i Byen klagede over, og jeg seer, endnu vedbliver, og ængster mig saa. Dog bankede det ey af Glæde allene, og ey af Ængstelse allene, men af begge. «Af Glæde?» Ja, thi mueligt er det jo jeg seer Dig om 8 eller 10 Dage. Gud give det! og at jeg da, roelig for begge mine Majaer, kunde ile i Dine Arme, og følge med Dig, naar Du saa længe mueligt har glædet mig med Din hulde Nærværelse.

47Fredag 7de Med sin sædvanlige Paalidenhed havde Hertel allerede i Gaar været hos Møller, eller rettere samme Dag han kom til Byen; thi i Aftes fik jeg et venskabeligt og trøsteligt Svar fra min litle Doctor. Det har ganske beroeliget mig, saa meget mere, som jeg seer min Maja nesten i timeviis bædres. Han beder mig «sende hende ind til sin Naboe, saa snart Veyret bliver klart, Luften reen» – Og hvor tryg sender jeg hende til denne hans Naboe og Naboer‹…›skerift i papiret, til de ømmeste Sødskende. Saa trygt sendte jeg hende, da hun i sin Barndom havde ondt for Brystet – o hvor har det kiære Barn lidt meget! – til den fromme Moer Devegge, til Søstrene Katty og Malla, og ved deres Ømhed i Forening med Müllers Kunsterfarenhed, fremblomstrede igien for nogle Aar Sundhedsroserne paa hendes Kinder. Gud lade dem nu atter fremblomstre, og varigere! «Det er en lille Drivhusblomst, som maae behandles med Varsomhed» sagde Müller den Gang, indtaget som Alle, selv gamle Flinta, i det søde venlige og vittige Barn. I husker det vist altsammen, mine dyrebare kbhnske Døttre, og jeg glæmmer aldrig Eders Godhed.

Fastelavns Mandag, 10de Hele Løverdagen skrev jeg Breve, og i Gaar ligesaa, dog uden Stadighed. Ak, det var jo bestemt, min Maja skulde reyst i Dag, og saa kunde jeg ey andet end hvert Øyeblik op og see paa hende og kiæle for hende, det elskelige hulde Barn. – Hertel og Jess skulde vist kommet Løverdag, havde de lovet, og endnu er de ikke komne, hvad der foruroeliger mig meget, og ogsaa er Skyld i at Majas Reyse udsættes, for det første til i Morgen. Maatte da kun Veyret blive saa stille og godt som det er i Dag. Baade jeg og lille Marthe, den tilstundende Stuepige, drømte de kom og havde 3 Fremmede med sig, den ene var Fetter Randulf. Vi faaer nu see, om vi drømte rigtig. Det var mueligt, sligt har sinket deres Hiemreyse. Men Maja længes saa efter at komme ind til Sødskende sine, og bliver Veyret nu ey saa godt i Morgen, saa er det Synd, den hun i Dag blev hindret fra at reyse.

48Jeg havde saa vist sadt mig i Hovedet, der i Gaar maatte komme Brev til mig fra Kbhn. Det er jo saa længe siden jeg fik noget derfra; thi Brevene med Pakken jeg fik paa Tøyen, vare jo fra 15de Decbr, og ikke et Ord fra Bergh. Men det slog saamen feyl. Derimod fik jeg et sønnehuldt Brev fra min Frederich; og giid han havde seet, eller jeg kunde sige ham, hvor godt det giorde mit stakkels underliguroelige Hierte, og hvordan dets Giennemlæsning atter i Dag har sagtnet dets Banken –

Jeg skal nu besvare dette kiære Brev, og slutte et Par i Gaar begyndte til alle Barna i Christi: og til Tøyen. Jeg vilde ikke slutte dem, tænkte jeg, før jeg saae hvad Jess og Hertel bragte mig. Tre ligger færdige og forseglede fra i Gaar og Overgaars: Et til Jomfrue Rafn, min Rikkes meget elskværdige Søster Eline; et til min elskede Maja C; og et til vor Sally.

Tirsdag 11te Der har været stoer Striid iblandt os i Dag, og en end større i mit Indre; men derom veed ingen, før disse Blade siger det. Kl: 6 i Aftes kom da endelig de længe Ventede friske og vel. Søndag havde de allerede deres Heste forspendte, men der skulde være stort Middagsselskab paa Tøyen, og de fik paa ingen Maade Lov at reyse. «Har jeg kanskee ikke bedt dere nok?» spurgte Presidenten. Det slog dem, og de spændte Hestene fra igien. Saa ømheds- og vennehuldt et Brev bragte de mig fra min Lotta, og fra min dyrebare Thrinasara hendes og min Realf barnlig Kiærlighed aandende Breve. En Uvedkommende skulde ved at læse disse troe det var os som beviste dem en stoer, udmærket stoer Tiæneste og Godhed. Men jeg, som i mit eget Hierte havde læst hvert Ord i disse kiære Breve før jeg aabnede dem, jeg føler og fatter deres Betydning, og siger ikke, kan ikke sige andet end gientage hvad der uophørlig lyder i min Siæl: Ingen Moder paa Jorden har havt elskeligere, ømmere Børn, ingen Veninde ædlere, huldere Venner, ingen Kone en troefastere Ledsager paa Livets Bane, end Eders Moer Koren.

49Vor Striid var om det kiære Barns Reyse. Hele Natten stormede det, og min Slummer var saa uroelig som Veyret. Mod Morgenen sagtnede det lidt, men var dog langt fra ikke som i Gaar. Ak, ingen følte hvert Vindstød som jeg, det veed jeg vist; men jeg saae min allerede tidlig færdige Majas Længsel efter at komme afsted, og saa taug jeg, ja, traadde endogsaa tilsidst – den moderlige Svaghed paatager sig jo alle Skikkelser – paa hendes Side. Ingen var mere imod Reysen end hendes Fader. Men Hertel forsikrede, han skulde pakke hende saadan ind, at ingen Vind skulde trænge sig igiennem. Og saa blev det da besluttet. Jess, den gode varmtelskende Broder, vilde ey betroe andre end sig selv at styre sin Maja. Hendes troe Veninde, hvis Omhu for Marie jeg aldrig skal glæmme, Hanna Bull, fulgte med hende. Just som de havde begyndt at pakke sig ind, kom Faer Bierk, hans Kone og Jomfr: Jensen. Før de kom ind, kastede Maja sig i mine Arme med det fromme Blik, som I kiender saa godt, og det bad mig: «Vær ikke bekymret, elskede Moder!» Lina og Kaja gav Taarene frit Løb da de sagde hende Farvel. Mine Taare brød kun frem og trængte sig tilbage til Hiertet igien, og jeg talte roelig med de Fremmede. De skulde til Gierdrum, og blev her ikke længe; men i Aften kommer de igien og ligger her i Nat – Veyret er ikke stillere. Jeg synes snarere Blæsten tager til. Min Trøst er, at Hertel holdt Ord som han pleyer. Oven paa sin egen Pelts havde hun hans store Ulveskins, foret Hue, Sokker, Fodpose, og min store Biørnefeld foret med Ulveskin – troer I det mueligt, hun kan fryse? Gud forbyde det! O han ledsage Dig, dyrebare fromme Barn, og alle hans Engle leyre sig om Dig, og frisk og munter vende Du tilbage fra de kiærligste Sødskendes og alle de Elskedes Arme, i dine Elskedes her, i det faderlige Huus! Amen, det skee!

50Onsdag 12te Jomfrue Jensen kom allene tilbage i Aftes. Bierkes havde ey sluppet fra Chrysties, men i Dag venter vi dem til Middag. Gud skee Lov, Maja kom til at reyse i Gaar. I Dag er det ulige værre Veyr; en tung vedholdende Blæst. En Reysende som kom til Gierdrum, havde mødt dem Kl: henimod to allerede forbi Skrimstad, over Halvveys, saa jeg tør haabe, de er kommet i god Betids til Byen, og at min Jess i Dag kommer tidlig tilbage. Med Lunde, som i Dag reyser til Byen, skrev jeg en Epistel til min Kista, og med ham faaer jeg vist Underretning om det kiære Barns Befindende efter Reysen. Gud give, en ønskelig!

Torsdag 13de Jeg sad i Dagligstuen ved Vinduet – Kl var 3 – da min Jess kom i Gaar Eftermiddag. I hans glade Ansigt saae jeg de gode Tidender han bragte. Ja, Gud være lovet, lykkelig og vel og munter naaede hun sit Bestemmelsessted, og blev modtagen, som jeg vidste det, i kiærlighedsfulde Arme. Selv lille Peder, sagde min Realf, glædede sig i sin lille Tantes Komme, og var endnu blidere, end han pleyer være. O, i dette elskede Barns, Eders Førstefødtes, hver Dag tiltagende Siæls og Legems Kræfter, og i dets evigømme Kiærlighed finde I Eders Kiærligheds Løn, min Thrinasara, min Realf, for hvad I vare, ere, og evig vil blive mig og Mine!

Vore Elskede paa Tøyen vare alle vel, og min Kista, som nesten hele Vinteren har skrantet, var Gud skee Lov nu brav, siger Jessen min. Der var et lille Selskab da han kom, og de kom seent tilsengs, derfor kom han ey før i Gaar, dog var jeg glad han kom da. Maja vor havde sovet godt, og befandt sig vel efter sin Tour. – Bierches reyste da de havde drukket Caffe.

Og nu kommer det an paa, hvad Posten bringer mig, om jeg for første Gang skal glæde mig ved, intet Brev at faae fra Dig, dyrebare Maja C – thi kommer der intet, da kan jeg jo have Haab om at see Dig selv i en af Dagene. Og er «at vente en Glæde ogsaa en Glæde» – hvor mange Glæder har jeg da ikke i Vente endogsaa før jeg har Dig selv i mine Arme!

51Aften «Der var kun et Brev til Fruen» – sagde Gryner, og bragte mig dette dette. Og see, det var fra Maja C – Jeg torde neppe giætte hvad det indeholdt, skiøndt det saae saa venligt ud, som det vilde sige: «hun kommer lell». – Ja, Elskede, Du kommer lell, og det var kun fordi Du er Maja, den Maja, som ey vilde lade Din Moer Koren forgiæves kige ud efter Dig Løverdag, og Søndag, da Du først kan komme Mandag, at Du skrev. Du satte Dig, som Du altiid giør, i Din Nestes Sted – og i Din Moer Korens kan ingen bædre sætte sig end Du – og saa hiertens Tak for det lille Brev, og for den deylige Vished det gav mig. I Dag har Du en kiedelig Dag, Gode, og jeg glæder mig paa Dine Vegne over, at den er saa nær forbi. Ja, hvor nær? Nu sidder I vel først tilbords for Alvor, og har maaskee neppe drukket det ildeparrede unge Pars Skaal endnu – Bugges og Ambrosias – «som vel neppe vil blive ham nogen himmelsk Ambrosia» skrev engang Egersønnen min, i Anledning af denne Forældrenes Speculationshandel –

Fredag 14de Det samme fæle tykke Sneeveyr. Nu mindes jeg ikke, naar vi saae Solen. Hvor giorde min Maria klogt, som ikke lod Veyret skrække sig. Det har siden blevet værre og værre, og Føret maae vist være yderlig slet. Ogsaa for den Bekymring jeg vilde været i for Dig, min Maja, ved at tænke Dig ude i disse Uveyrsdage, har det kiære Brev befriet mig. Engang maae det dog vel give sig. Jeg saae i Gaar i Aviserne fra Augsburg, at Vinteren der i Egnen har været saa stræng, at Faa mindes dens Mage – det kunde vi her nesten sige om dennes Mildhed. Hvilke underlige Omvæltninger i Naturen! Ja, end mere: Pofloden i Italien var d. 10de Jan. belagt med Iis. Mon ikke tilsidst Norge bliver Italien, og omvendt? Jess har sadt sig stærkt i Hovedet, at det vil blive saa – men hverken han eller jeg ønsker det. Vi synes bedst om det, som det er i de gamle Former! og deri bliver det vel ogsaa, smaae Afvigelser fraregnede.

52Løverdag 15de I Gaaraftes ventede vi lille Jomfrue Bierk fra Byen, og med hende Efterretninger fra vor Maja. Hun kom ikke. Men saa kom i Dag et Brev til Jess fra Lunde, et Glædesbudskab. I Forgaars havde han seet og talt med Maja vor, og fundet hende saa rask og munter, som han ikke i de sidste to Maaneder har seet hende. I Aften skulde han komme hiem; men neppe er det mueligt, da Veyret raser endnu værre end alle de forrige Dage, og Føret maae være desperat. O og i Dag skulde Du, dyrebare Maja C, begyndt Din Reyse. Gud forbyde, Du skulde være ude i dette forfærdelige Sneefog. Hellere renoncerer jeg, var det end flere Dage, paa den Glæde at see Dig her, end at vide Dig udsadt, Dig med kiære svage Øyne, for denne skiærende Vind. Ikke siden 1789, da vi laae paa FilefieldetFilefieldet] rettet fra: Filefjeldet ved overskriving, min Koren, jeg, og vor halv Aars gamle Maria, vor Førstefødte, mindes jeg saa mange Dages vedholdende Sneefog og Uveyr –

Søndag 16de Endelig klarer det op, og Solen titter frem, men kun i en Haandevending, mellem de endnu ikke fordelte Skyer. Selv dette Glimt er os saa velkommen, og ligesom lover os mere.

Lunde kom dog hiem i god Betids i Aftes, og bekræftede mundtlig hvad han havde skrevet, og alle de velsignede Breve han bragte, bekræftede det glædefulde Udsagn: at vor Maja er ualmindelig brav og munter. Selv havde hun skrevet nogle Linier i sin elskelige Søster Thrinasaras Brev. Nesten alle vore Kiære har besøgt hende, Kista var den første, og den troe Hanna – Onkel Ridder og Sønnen hans og min ømme Pavels og Maja lode ikke Snee og Slud holde sig fra at see det dem saa kiære Barn og Søster. Min elskede Lotta har havt Tandpine, og andet end sligt kunde ikke holdt hende fra at see Maja si. Nu har hun vist været der. Seer I, Elskede, hvor vis jeg er paa, at alt hvad der ligger mig om Hiertet ikke kan være nogen Journal-Læser og Læserindes Hjerte ligegyldigt, at intet, som er mig vigtigt, kan være dem ubetydeligt, hvor bagatelmessigt det i sig selv synes, som 53nu f.E: alle disse Opregnelser. O, og lad mig endnu underholde Eder med mere, det kiære Barn vedkommende, med noget, som lokkede saa søde Vemodstaare i mine Øyne, og en unævnelig mild Glands i min Korens. Saa skriver den ædle Pavels, og vil tilgive mig, at jeg her Ord for Ord afskriver det: «Maria havde en frisk Ansigtsfarve, og saae i øvrigt slet ikke syg ud; at hendes Aasyn var blidt og venligt og tilfreds, vil jeg ikke nævne: det var det vel endnu om hun laae i det sidste Aandedræt. Jeg har aldrig kiendt en Pige som jeg – uden Lidenskb – saaledes har elsket og agtet som Deres Maria. Hun vil udbrede Glæde omkring sig her, om hun bliver 90 Aar gammel; hun vilde være moden til Evigheden, om hun bortkaldtes i Dag.» –

Er det for Dig, dyrebare Maja C, Solen stræber saa frem mellem Skyerne, for at giøre Dig Reysen til Dine elskede Ventende des behageligere? O, hvor ønsker jeg, Du først maae være ude i Dag, og at Din Realf maatte ledsage Dig til Din og sin Thrina, som vel i Gaar ventede Dig, men vist ligesaa lidt som jeg ønskede Dit Komme i sligt Veyr. Realf skulde fulgt med Faer C: til Fhld, siger Thrinasara, men haaber saa smaat, at Uveyret har hindret denne Tour, og at hun skal see den velsignede Moder og Mand paa engang. Jeg vil ikke vente Dig i Morgen – om jeg kan lade det være – men først Tirsdag. En Dag maae Du være over hos Barna Dine, og i Gaar maatte Du ikke være ude – Er det ikke saa? –

Mandag 17de «Jeg vil ikke vente, om jeg kan lade det være» Ingen ærlig Mand eller Kone lover mere, end de kan holde. O ney, jeg venter ikke, men dog slog mit Hierte saa fast, da jeg hørte Bielder, og Maren kom saa gesvindt herind. «Der er Moer Cappelen» – syntes jeg alt at høre. Men ney, det hørte jeg ikke. Hun vidste ikke hvem der kom, jeg veed det endnu ikke – Maatte Du kun faae ligedant Veyr i Morgen, Elskede! Det kan ey tænkes deyligere. Nyelig sank Solen – der staaer alt Maanen og lyser i dens Sted paa den rene blaa Hvælving – I Dag har jeg været ret syg, og lagt her paa Sophaen. Endnu er jeg ey brav – men jeg veed, hvad der vilde curere mig.

54Tirsdag 18de Der blev ingen Curering af, og Kl 8 fulgte min Lina mig op og hialp mig tilsengs. Jeg laae i Feberslummer og underlige Drømme den hele Nat, og nu hilser jeg Eder, uden Smerter, men ret mat, God Morgen, mine Elskede! Ak, intet Solglimt hilser mig Godmorgen. Sneen fyger, og jeg tør neppe haabe – og bør neppe: thi Haab forudsætter jo Ønske – at see Dig i Dag heller, dyrebare Maja. Vel veed jeg, Du agter ey Veyret, naar det gielder om at see Dine Venner; men nu bør Du agte det, da Du ikke er ganske frisk. Og neppe slipper de Dig, de ømme Barna Dine, det forsikrer i det mindste Lina. «Og saa har jo Marie Moer Cappelen» – siger hun – «du maae inte misunde Marie det, Moer!» – Misunde? Hvor kom du paa det stygge Ord? Lina mi! O ney, i mine helligste Følelser kan ingen ureen blande sig –

Jeg fik et lille Brev i Gaar fra Bergh, meest om Comissioner, han har været saa snild at paatage sig for mig. Om Treschows nævner han intet, og selv har de i dette hele Aar ikke ladet høre fra sig – At Universitetet bliver i Christiania, siger Bergh, er nok ingen Tvivl mere underkastet, skiøndt det endnu ey er ganske bestemt. Grundvig skal have skrevet en Piece til Dannerkongen paa hans Fødselsdag, fuld af bittre Udfald mod det norske Folk. «Hvordan forstaaer jeg det, som synes mig underligt?» – har man vel tidt i denne underlige Verden Anledning at spørge med salig Pontopidan. Grundvig, som elsker Norge saa enthusiastisk – som alt hvad han elsker – eller er det blot Norge, det gamle Kiæmpeland, han elsker, ikke dets Indbyggere? De torde dog vel i det Hele fortiæne din Kiærlighed gode, vist alt og alle velmenende Sværmer. Jeg længes ret efter at see Skriftet selv, for at finde noget til – ikke Sagens – den maae forsvare sig selv – men Forfatterens Forsvar. Han er nu engang for alle blevet mig saa kiær, og mine Øyne vil vanskelig faae mit Hierte til at troe noget Ondt om ham.

55Onsdag 19de Veyret blev alt mere og mere rasende mod Aftenen, og jeg gik frem og tilbage af Gulvet med min Koren, ængstelig og uvis om jeg skulde ønske vor Majas Komme eller ey. Men før jeg kunde blive enig med mig selv, da holdt hun udenfor Dørren, den Elskede, og min Koren ledte hende ind, thi Snee og Snoe havde nødt hende til at Indpakke sig, saa hun hverken hørte eller saae. Jeg kunde ikke hjelpe hende for bare Glæde, og giorde i min Utaalmodighed for at faae de vaade Klæder af hende, mere Ugreye end Nytte. Men nu sad vi jævnsides i den lille lune Stue, og Maja tøede alt mere og mere op, og kosede sig med sin eneste Livdrik, god varm Thee. At Efterretningerne om vor Maja udgiorde den første største Deel af Samtalen, er vel unødigt at fortælle Eder. Og Gud være evig lovet! de vare saa, at Samlingens Glæder ikke bleve formindskede men forøgede ved dem. Og alle vore Elskede levede lykkelige og vel – Ak, og i Dag skal det slemme Hoved være saa overordentligt slemt, at jeg ikke engang kan fryde mig rigtig ved at have min dyrebare Maja siddende her hos mig i Sophaen, hvor hun efter gammel Skik reviderer mine gamle Breve – tvinger den mig kun ikke til ganske at forlade hende, saa vil jeg tilgive den – Jeg skulde skrive med min Majas Karl, som tager tilbage i Dag Morgen, og glædede mig ret til denne gode Leylighed, og vilde skrive til Eder Alle, tænkte jeg – jo det seer ud til det. – Begynde vil jeg i det mindste, og saa maae I for Resten tage den gode Villie for Fyldest, I Kiære – og det er jeg jo vant til, I stedse giør.

En usigelig nydelig Kappe bragte i dette Øyeblik min Maja mig, tillige med et lille vennehuldt Brev, fra den gode Elisa Thorsteinson. Kappen er, Baandene undtagen, ganske hendes kunstige Fingres eget Arbeyde, og de syede Kniplinger især beundringsværdig deylige. En himmelblaa Blomst er dens Prydelse. Hvordan kappes I dog Alle Alle om, og paa alle muelige Maader, at udtænke og udføre noget til min Fornøyelse! Kunde jeg sige Dig, gode Elisa, hvor kiær Din vakre Gave er mig, hvad Betydning den har for mig, vilde Du deri finde Dig lønnet for det vist ikke hastige Arbeyde, som Du dog siger, og jeg veed, har været Dig saa behageligt – Kunde Du givet den Kraft til at borttrylle Hovedpine, da skulde jeg strax tage den paa. O hvor glad havde Du giort det, var sligt mueligt! Og blot denne Vished kan lindre meget Ondt.

56Torsdag 20de Veyret har andendags Feber lig som mit Hoved. I Dag er dette lyst og let, hiint tykt og tungt. Det lad det! Om mig skinner Solen ligefuldt fra Morgen til Aften. Jeg vil sige Eder, Elskede, hvordan vi har havt det i Gaar og i Dag. Ja hvordan jeg havde det det meste af Gaarsdagen, veed I. Imidlertiid blev det bædre mod Aftenen, og vi sluddrede, læste, spillede Rabus, og lod 5 være lige. Det kan I, om I vil, giærne udlægge saaledes, at vi lode Strikketøyerne hvile i Fred. Men i dette Øyeblik ønskede jeg blot, at I saae Maja C, hvordan hun sidder her paa Sophaen, med en Bog i den ene Haand, en Blyant i den anden, snart læser, snart maler Tal og Alskens Figurer, der seer ud som reent mesopotamisk for mine Øyne, paa et heelt Ark Papiir, regner, lægger Tankefingeren paa Næsen, kort seer saa sprænglærdt ud, at jeg neppe vover at tale til hende, hvad heller ikke nytter stort; thi hun har andet at tænke paa, end svare mig. Seer I, det er Astrologien hun studerer, ja men er det saa, i en gammel meer end hundrede Aars Krønike, hvori ikke allene i Stiærnerne kan læses Menneskets hele Leben und Weben, men ogsaa seer i Hændernes Linier, i Ansigtets Træk dets hele Beskaffenhed ud- og indvendig – altsammen saare lysteligt og ikke mindre opbyggeligt. Imellem leer hun, og bliver rigtig en Smule barnagtig glad naar det træffer sammen, Spaadommen og Virkeligheden. Gud veed hvorfra Du tager den Taalmodighed, Maja mi, jeg havde den ikke, skjøndt jeg ret længselfuld venter at see Udfaldet af en Beregning hun nu giør – jeg vil af sine Aarsager ikke sige Eder hvorover – nok, det angaaer mig ganske angelegentlig. Og saa har jeg da forraadt mig og min Dovenskab: at jeg giærne høster hvor andre har saaet. –

Fredag 21de «Saa langt skal du komme og ikke videre» – sagde Mørket til mig i Aftes, og siger det nu snart igjen. Jeg vil derfor skynde mig og sige Eder: At Sybille igien er blevet min Maja, og har ombyttet sin Viisdomsbog med en lafontainsk Roman, og at den ikke giør nogen Standsning i Spørgsmaal og Giensvar. Ellers 57kan jeg kun gientage, hvad jeg just i Dag skrev til min Thrina og Realf: «om Livets lykkeligste Dage er jo altiid mindst at sige» og meget lykkeligere end disse er os, kunde vi ikke tænke, altsaa heller ikke ønske os dem. I Eftermiddag havde vi tænkt os til Plogstad, min Maja og jeg, for at see til min kiære Rikke, fra hvem jeg i Onsdags havde en lille venlig Indbydelse at komme did med min ædle Moer Cappelen. Det havde vi giort uden Indbydelse, min Rikke, det var alt aftalt – thi see Dig og Dine inden jeg tager paa min lange Tour, maatte jeg jo dog endelig. Men i Dag blev der intet af, da Veyret var saa tungt og taaget. Efter Ordenen skulde det været klart i Dag og mit Hoved mørkt, men det er omvendt – og er maaskee nu andendags Feberen baade med Hoved og Veyr forbi –

Søndag 23de I Dag venter vi da vor kiære Egerven. Veyret er det samme, Sneeslud og Taage. Dog var det værre i Gaar, og derfor blev heller intet af vor Plogstadtour, som var ganske bestemt. En halv Vent har vi, at Pavels’s kunde giøre Følge med. Af min gode Slotspræsts Sidste, lød det, som om de havde noget saadant saadant i Sinde, og saa bad jeg, opmuntert herved, saa hierteligt, de skulde følge med Egerbroderen. Maatte kun Veyret ikke afskrække dem. Herregud, at det ogsaa skal vedblive saa længe at være tykt og leyt. Føret er imidlertiid godt, fortæller et Bud som i Morges kom fra Byen, og bragte mig to velsignede Breve, et fra min Maja, som er saa rask, forsikrer hun, og har tilbragt to behagelige Dage paa Tøyen, hvoraf den ene var det elskelige Presidentpars 31te Aars Bryllupsdag – Det andet var fra min elskede Sally, og Gud skee Lov, ogsaa det kiære kiærlige Barn er brav og glad i at kunde være sin gamle værdige Fader saa meget – Et tredie til Moer C fra vor Thrinasara, var ogsaa paa en Maade 58til mig – O alle I ømme hulde Børn, min moderligste bedste Tak! Jeg var ikke ret rask i Dag, men nu er mit hele Væsen Glæde, og Tak til Gud og Eder, og til min dyrebare Maja, som deler og forhøyer saa troelig alle mine Glæder, hun som deler og formindsker mine Sorger.

Mandag 24de Uagtet Hovedet, det selvraadige, ikke var som burde være da jeg vaagnede, stod jeg dog op for, som jeg tænkte, at være første Mand, nest Skriveren, paa Benene, og ilte herind for at hilse de fraværende Elskede først Godmorgen, og saa fortsætte Gaarsdagens, «af Angst og Glæde sammenvævede» Begivenheder; men ved Siden af mig, over mig, rundt om hører jeg de Kiære allerede i Bevægelse, og – der gik allerede Egersønnen ned, det hørte jeg – Han kom herind, læste disse Ord, og gik jeg saa ind for at skaffe ham lidt Levemaade Caffe, Thee os.v. Nu er denne første Frokostering forbi, og nu listede jeg mig atter hid, for at faae fortalt Eder om i Gaar. Min dyrebare ældste Maja var ikke saa ganske vel, men hun er saa vant til ikke at være det, at selv det i saa Fald skarpseende Venneøye kan blive skuffet ved hendes blide Taalmodighed.

Da vi havde spiist satte hun sig stille her i Sophaen, og jeg til dette Arbeyde, og skrev hvad I oven for har læst. Da kom min Koren ind: «Der er en fremmet Mand inde, giæt hvem?» – Naturligviis løb jeg uden Giætning strax ind, vis paa, det ingen anden kunde være end min Frederich – men see, for mine Øyne stod Søn Pavels, ret gottende sig over saaledes at have overrasket os, og dobbelt ved at ile forud for sin Maja og Egerbroderen, for hvem han som kiørte med Schmidts Hest, havde bestilt Skyds. Ja sandelig det var en behagelig Overraskelse, og selv min Koren som ellers blot har sin Glæde i det stille Sind, var saa geskiæftig for at faae lidt Vederqvægelse til den reysende Mand. Da Maja havde været inde lidt, saae jeg, hun behøvede Roelighed, og bad hende gaae lidt herind igien. Det giorde hun. Jeg vilde ikke forstylle hende, foresatte jeg mig, men det var som noget drog mig hid, og Gud skee Lov, jeg kom. Bleeg, med tillukte Øyne bad hun mig saa sagte, at jeg neppe hørte det, ikke at blive bange, men at skaffe hende lidt Æddike. Jeg ilte ud og bad om det og om Vand 59og herind igien og tog hende i mine Arme. Ak, hvor lig var hun sin yngste Navnesøster, da hun samlede de sidste Kræfter for at beroelige mig. Hun havde ikke saa mange at hun kunde lugte til Salvolatile eller Æddike – i sin Bøn for min Beroeligelse havde hun udtømt dem Alle. Dog Gud være Lovet! lidt efter lidt vente Livsaanderne tilbage; men mat var og blev hun den hele Aften, og er ikke, langt fra ikke i Dag som jeg ønskede hun skulde være, skiøndt hun siger, hun fattes intet. – Vi ventede med Caffe efter de kiære andre Reysende, og Middagsbordet stod færdigt – tilsidst toge vi, Fader Pavels og jeg, vor Caffe forlods, og deri giorde vi klogt; thi seer I, Klokken blev 5, den blev 6, og de kom ikke. Fader Pavels begyndte at frygte, noget Ubehageligt var ariveret, men vi modsagde ham Alle som Een, og anførte alle de Hindringer der kan møde og opholde tvende Reysende i en Bredslæde, med hvilken det desuden ikke kan gaae saa fort. Kl: var nesten 7, da vor Sorg blev slukket, og vor kiære Maja og Frederich heele og holdne var i vore Arme. Aftenen gik i deylig Passiar ved Smørrebrød og et Glas Punsch – den gamle Astrologie kom for en Dag, og Pavels fortalte os af den mange smukke Ting, vor nærværende, forbigangne og tilkommende Skiæbne betræffende, som her er for vidtløftigt at gientage. Nok, nesten Alle skulde vi tilsidst erlange til stoer Ære og Værdighed, og seer allerede Provst Præst og Skriver, og min Maja paa Don Pedros Vegne Korset i al sin Glands smile til deres geystlige og verslige Kiortler – Men hvad ingen Astrologie foregiøglede os (og som vi, havde den udladt sig herom for et Par Aar siden, dog vilde holdt for et Stags Giøglerie) hvad vi med Tryghed tør glæde os til, er at nu Universitetets Blivested er bestemt, og meer end det, at det allerede paa en vis Maade er organiseret, saa ingen Tvivl kan mere være om, at vi seer vore Elskede til Sommeren. O hvilke nye Udsigter til fornyede Glæder! Saa skal jeg da see Eder igien, I længe Savnede, min Treschow, Thrina, Malla og Sally skal see Eder igien, vi skal alle have hverandre, og vore Elskede skal blive Eders Elskede og Elskende – ogsaa min kiære Sverdrup vil jeg faae see igien, og Rathke skal ikke mere flyve saadan fra os som sidst –

60Her blev jeg afbrudt af alle mine kiære Besøgende, som nu ogsaa vilde besøge alle, som de før havde besøgt det hver for sig, det grønne Kammer. Hr Frederich og begge Majaerne ere nu ude at tage frisk Luft. Fader Pavels og jeg vælger hvad vi finder den bædre Deel: han sidder i et Hiørne af Sophaen med Nyrups Iduna, jeg her, som I seer. Pavels læste for os, imens vi sad her samlede, et Par deylige Fortællinger af Starke. Saaledes er Formiddagen gaaet. Med denne Dags Ende tænker jeg at faae sluttet dette langvarige, giid ikke ogsaa langweilige Journalhefte –

Jeg skylder Eder Regnskab for hvad jeg i denne senere Tiid har læst, men det faaer I finde Eder I at creditere mig til en anden Gang. Neste Hefte vil det vel gaae fortere med. Denne hele Maaned har jeg jo fast ikke været flyttet fra Skriverbordet, endnu sieldnere fra Kammeret. Hvad kan der da være at sige om? Jeg tager en nye Afskrift af mine Digte i denne Tiid, de har holdt mig her ved Bordet og vil vel holde mig længe endnu naar jeg har fuldendt min forestende længe glædelovendemin forestende længe glædelovende] rettet fra: min længe forestende glædelovende ved nummerering av ordene Tour.

Kl 5½ Saa nær er den deylige Dag forbi. Jeg kan ikke sige Eder andet om den, end at den var saare behagelig, og det venter jeg ogsaa dens Aften vil blive. Lille Faer Mørk er her, og sidder i godt Prat med begge sine Ordensbrødre. Maja C lægger Kabal, som slaaer sig forfærdelig vrangvillig –

Maja P: sidder som Tilskuer – og Lærerinde Lærlinginde. Jeg har begyndt paa et Brev til lille Maja, det, og et til Kista, skal i Morgen være færdigt, for Onsdag at indsendes, tilligemed dette, til videre Befordring med min kiære Pavels og hans Maja, som vi denne Gang ey beholder længere. Men noget er jo bædre end intet – og dette var meget mere og bædre end intet, Gud skee Lov for os Alle. I Morgen heel tidlig reyser min Egersøn til Hedemarken, og kommer igi‹en› Fredag. Dagen gaaer under. Mange lade Gud gaae op over os Alle til Glæde! Amen

61Tirsdag 25de Febr: Aftenen gik som Dagen, i interessant og moersom Samsnak, og veed jeg vist, min lille Faer Mørk ikke hastig glæmmer denne Eftermiddag og Aften. Kl 6 i Morges var hele Huset i Bevægelse, da Hedemarkstouren bestemt skulde gaae for sig Klokken 7. Da sad vi ogsaa allerede om Theebordet. Men før den var 8 kom de dog ikke afsted. Skriveren aabnede Toget med sin lille President, ham fulgte Egersønnen, og det gik raskt. «Men hvor blev af Jess?» – han havde nok ventet efter Lunde, som sluttede Troppen og nu gik det i flyvende Fart. Ved Hiørnet af Alleen saae vi alt Jess kantre, men reent overende kom han ikke før nogle Skridt derfra, der laae han, og Huen endnu længere end han fra Slæden. Men i et Øyeblik gik alt dette for sig, Væltingen og Reysningen, og de vare os af Øynene. Gud ledsage dem! – Hertel er ogsaa borte i Dag, saa Fader Pavels er den eneste Hane i Kurven, og han steller sig nok saa godt med sin Bog. Længe sad han her hos begge Majaerne, alle Tre læsende i Sophaen; men enten han nu fandt det for varmt her, eller det ey var ham roeligt nok for sin Underholdning med Göthes Torqvato Tasso, nok, han tog sin Bog og gik, og sidder nu formodentlig allene inde i Dagligstuen, aldeles uforstyrret.

Jeg har skrevet til min lille Maja et lille Brev, og nogle Linier til Kista mi som skal ledsage Journalheftet til Tøyen i Morgen – Vi venter Chrysties til Middag – see, det er alt hvad om denne Dag endnu er at sige – Jo, endnu mere – der er Slotspræsten igien, og sidder nu og kiæler for sin Maja, og skiænder paa hende for hun endnu ikke har læst Dagbogheftet, og hindrer hende fra at læse – Ja, saadan ere Mændene.

Onsdag 26de Med det kiære Slotspræstpars Afskedskys paa mine Læber, hilser jeg Eder, Elskede, en venlig God Morgen, ønsker jeg Eder, I bortreyste Elskede, en behagelig Hiemtour, takker jeg Eder for hver deylig Stund vi har levet sammen i disse alt for hastig bortilede Dage. Dog, er det Ret at sige altfor hastig bortilede? Vilde de ile saa fort, vare de mindre righaltige? Og lever vi ikke ofte mere i en saadan Time end ofte i en heel Dag? Hvad vil vi da mere? O alt for ofte er det saadan bevendt med vore Klager – de ere tidt ikke allene ugrundede 62og utaknemmelige, men ogsaa fulde af Modsigelser. Ney, ingen Klage over tabte Glæder, vare de end for stedse tabte, skal (i det mindste skal jeg stræbe at kiæmpe mod deres Udbrud) mere giøre mig uværdig til lignende, eller til Erindringen om hine. Altsaa endnu engang reen, ublandet Tak for Eder Herværen, min Pavels, min Maja! Og Dig, Algode, min første, varmeste Tak for alt hvad Du gav, har givet og giver mig! –

Vi bleve alle enige om i Gaar, at vi i en Middagssøvn vilde tage Erstatning for vor tidligere end sædvanlig afbrudte Morgenslummer, og gik, saa snart vi havde spiist, Slotspræstparret ind i sit Kammer, min Maja C og jeg herind. Hendes Hoved var ikke saa aldeles rigtigt, og hun faldt snart i en sød Slum i det ene Hiørne af Sophaen, medens jeg sad i det andet med Dahlmans Betragtninger over Øhlenschlägers dramatiske Værker, dem jeg endnu ikke ere til Ende med, men hidtil har fundet fyldestgiørende for min Følelse og Forventning. Tilsidts mærkede jeg nok, at det ikke vilde gaae ret, at «hver Evne syntes slidt af Ælde» og satte jeg mig da tilrette og var netop i Begreb med at sove ind, da Maren kom og sagde, Chrysties (som vi forgiæves ventede til Middag) vare komne. Jeg skyndte mig ind, og see, midt paa Gulvet stod lille Faer Mørk i fuld Ornat og ganske allene. Han kom fra Kirken, hvor han havde holdt Ligtale over en af vore Naboer, og en af de bedste blandt dem en saare retskaffen Mand, Fader og Husfader. I Sommer døde hans nest yngste Søn – 6 lever efter ham – og han sørgede saa inderlig, og takkede mig med Taare fordi jeg delte mine Blomster med min Sara og Wilhelm og hans Guldbrand – Lever jeg og seer Blomster igien, gode brave Truels, da skal din Grav ikke savne sit Offer. – Om da Chrysties ikke var komne? Jo vist. De toge kun sit Reysetøy af. Mørk kunde vi neppe formaae at drikke en Kop Caffe, da hans Kone ventede efter ham med Caffe der hiemme. Begge Præsterne kom snart ind i Brevig, hvor den ene var fød og opdragen, den anden havde boet flere Aar, og denne Berørelsespunkt gav Stof nok til Samtale. Siden satte de sig til en Piqvet, og vi Madamer til Rabus, Kabale og Snak. I denne Anledning maae jeg dog fortælle Eder, at Maja Pavels til Giengield for de Undervisninger hun har faaet i 63disse smukke Kunster, har begyndt at holde Forelæsninger over det ædle Boston, hvori Maja C: vist snart vil bringe det til en frygtelig Høyde. Kl 8: kom Skriveren og Jess tilbage fra Følget med Egersønnen og Broderen. De havde levet nok saa deyligt, drukket Chocolade paa Roeholt, og spiist til Middag hos Frue Brat, som ogsaa min Frederich ved første Øyekast havde fundet sin hiemgangne Søster Sara saa liig. Jess finder det samme. – Kl 10 reyste Chrysties, efter at vi havde aftalt, Maja C og jeg, at møde Moer Chrystie paa Auctionen Dagen efter. Nu vil jeg lade som det var i Gaar jeg skrev, skiøndt jeg da ikke kom længere end til Faer Mørk i Samarien, og altsaa afbryder jeg nu Ons Tirsdagens Tildragelser med at sige Eder, at Auctionen var efter en Lehnsmandsenke, Madam Riis, i Ullensager, og at vi havde lovet Rikkemoer derfra at følge med hende til Plogstad.

Torsdag 27de Da nu den lille Kiæde atter havde mistet to Led, satte Maja C og jeg os herind, hun med sin Starke, jeg til Dagbogen. Men det varede ikke længe, før Maren kaldte os til – jeg kan ikke i nogen Henseende titulere det for andet end Frokostbordet, thi Kl: var først 11, og Retterne bestode i en eneste, stuvet Lake nemlig, den min Maja aldrig havde smagt før. Havde det nu været Madam Bang sligt var ariveret med (om der NB: var Muelighed i det kunde arivere med hende) kunde jeg ordentlig giort mig tilgode dermed – nu var Triumphen kun maadelig, Fornøyelsen derimod større: thi Maja mi forsikrede, den smagte hende godt. Dermedefter maatte vi smykke os lidt, jeg med en nyvadsket Hværkenskiortel, Maja hviid og sort – hun sørger som I veed for vor Sallys Moder – Kl 12 fore vi afsted til Sørbye – saa hedder Auctionsgaarden – hvor vi fandt det fuldpakket overalt, dog hialp Hertel os ind og til Sæde. Der fik nu Maja see meget rart, f.E: Frue Waager med en Hölk (som Hertel kalder det) ligesaa gul som de skidne Baand der var kladsket paa den, og Madam Giørup, hvis Pynt jeg dog maae beskrive Eder lidt nøyere, da jeg er vis paa, I aldrig saae dens Mage. Paa Hovedet havde hun et af alle muelige Couleurer Garn fileret Næt, bunden med brede Baand af samme Farve og Reenhed som Frue Waagers, og, for at giøre det ret complet sad midt i Panden en enkelt Løkke ikke mere, af de gyldengule Baand. Til dette passede nu intet bædre end et 64lysegrønt Flors Forklæde, og en Do Modest med brede Falblader om; kort, med en Maske for Ansigtet vilde hun giort Figur i hvilkensomhelst Maskerade det skulde været, og ingen Nurnbergerdukke har jeg seet mere afstikkende malet. Da det for Resten er en skikkelig, og yderst tiænstagtig Kone, har jeg ret ondt af, hun giør sig saaledes til Nar, og skal ved første Leylighed sige hende mine Tanker. Indledningen skal være, at jeg beder hende overlade mig, for Penge og gode Ord, det rigtig vakre grønne Flor til Slør; thi dertil ønskede baade jeg og Moer C at have det, da sligt længe ikke har været at obtinere. Rikkemoer havde et og andet at vente efter, og saa sad vi i den Støy og Træk og Pærse nesten i tre Timer. I Begyndelsen var det Moroe nok at besee alle de forskiællige Fiæs, men det trættede dog snart, og glade trængte vi os ud som vi vare komne ind, fik vort Reysetøy paa, og kom afsted. Jeg sad alt i Tankerne i Rikkes varme pene Stue i Sophaen ved Thebordet; men der stod skrevet i Skiæbnens Bog, at vi endnu skulde udholde en Taalmodighedsprøve, da Lunde, som styrede mig og kiørte foran tog feyl af Veyen, saa den blev nesten dobbelt saa lang som den var. Dog endelig sad vi der, just som jeg havde tænkt mig det, og som jeg saa ofte sidder der – kun ikke med Maja C ved min Side – og aldrig har Thee og gode Raad smagt eller bekommet mig bædre. Rikkes første Gang var naturligviis til hendes lille ventende Glut, som vi ogsaa siden besøgte. Wilhelm bliver sødere hver Gang jeg seer ham, ogsaa Moer C var saa indtaget i ham. Fogden har været stærk forkiølet, og var endnu langt fra ikke brav. Jeg veed ikke jeg har seet ham saa stille. Ellers gik Aftenen saa hyggelig og godt som den altiid gaaer paa Plogstad. Kl lidt over 11 vare vi hiemme, drak en Kop varm Thee, og gik zu Bett – Men hvad jeg forudsaae og sagde er alt for punktlig opfyldt. Jeg er ret ussel i Dag, og vidste I Elskede, med hvilken Hovedpine, Feberhede og Kulde etc jeg har skrevet dette, troer jeg I fast beundrede min Taalighed i Lidelse. Lee maae jeg ogsaa imellem af Maja Narrifas, som den hele Formiddag har ‹…› sadt og ydermere sidder grublende i sin Visdomsbog, jævnfører den med Almanakken, og ærgrer sig alt som hun meer og meer opdager dens Utilforladenhed –

65Fredag 28de «Jeg har talt et Ord, og det skal staae!» – sagde engang en fuld Bonde paa Tinget til Koren. Jeg vil ogsaa stræbe at holde mit Ord, som oven i Kiøbet ikke blev udtalt i nogen Ruus: at legemlige Smerter ikke skal spille Mester over Sindets Friskhed, ikke tvinge mig til Mismod eller høye Klager. Kun naar det saadan borer ind i Tindingen som i Nat, og banker saa Hovedet løftes høyt fra Puden, da maae jeg udsukke min Smerte. Min Koren sover sødt og fast, han hører det ikke, det bedrøver altsaa ingen, og jeg synes det lindret

Nu naar jeg sidder her ganske stille uden at bevæge Hovedet gaaer det ganske godt anan] rettet fra: at ved overskriving at snakke med Eder, medens min ømme hulde Maja er inde og drikker Thee med endeel unge Herrer, som kom i Aftes, nemlig unge Wexels, Leganger, og Forvalter Muus. I Gaar Middags paatog hun sig ogsaa Vertindesyslerne, da jeg maatte lægge mig. O hun paatog sig giærne meer end mit halve Onde, gik det an, og hvem af Eder, I Elskede, delte det ikke giærne og villigt med mig? Og skulde ikke denne Vished være meer end nok til at forsøde langt større og varigere Smerter? – Her kom Lina nesten aandeløs, fulgt som sædvanlig af Kaja: «Moer, see for et stort Brev, og med saadan snurrig Udskrift – det er vist kommet lang Veys fra. Bræk det dog Moer!» – thi jeg blev ved at skrive min Periode tilende – Aldrig snarere kastede jeg Øynene paa det, før jeg kiendte Skriverens Haand endog før jeg saae Formodningen bekræftet ved dennes og Dictators Navn i den lærde Underskrift. Og nu har jeg læst de deylige lange indholdrige Breve, og min Maja har læst dem, og vi har talt saa meget om de ventede glade Dage, og jeg er blevet alt bædre og bædre, saa Haanden ikke ryster mere. Kan jeg sige Eder nogen bædre Tak, søde Barna mine, end at I saadan mit eins har jaget Hovedpine og Mathed paa Dørren? I Aften kommer Egersønnen, og saa skal han ogsaa glæde sig over de kiære Breve, dem jeg i Dag endnu tænker at besvare, holder denne Hastighedshelbredelse ved, som den vist giør – thi hvor kan den andet? – Og seer du saa; Mosse Legeme: at du maae kuskenere for Siælen, i det mindste meget mere end den for dig, og at det Ord jeg har talt skal staae. Det er sandt, da jeg nu brød den lærde Convolut, kiendte jeg i den min ædle Treschows Haand, og begyndte flux paa den, men see! et af de første Ord mit Øye faldt paa var Exelence[.] «Pyt sa Peer til Kongen!» tænkte jeg, men læste dog Fragmentet fra den kiære Haand med Fornøyelse.

66Aften Jeg maatte tilsengs lell i Eftermiddag, mindre af Hovedpine end af Mathed. Kl 4 kom jeg først ned, og hvor vilde jeg sørge over de mange Timer der saaledes er gaaet til Spilde for mig af disse deylige Dage, forestod mig ikke ligesaa mange endnu, i min elskelige Majas Selskab. Mens jeg ligger, sidder hun her inde allene med sin Bog – i Dag Anton Walls Korana – og Telja giver hende lidt Syltetøy i smaae Glas, paa smaae Dukkefade, ligesom man giver andre Smaabarn at Tiden ey skal falde dem lang, hvad ingen Nød har for Maja, saa længe hun har de døde Venners Selskab.

Mens jeg husker det, maae jeg dog tegne op for Fremtidens Skyld, at der paa Mad: Rises Auction blev givet 250rd for en Koe, henimod 20 for en Gaas, 4 for en Høne, over 200rd for 12 gamle og gammeldags Guldlæders Stole, 130-40 og 60 for stygge smaae Speyle, og saa videre. Jeg kiøbte et Par fine Porcellains Contoirkopper, Hertel for Moer C et Vaffljærn. Dyrt betaler mit arme Hoved den hele Auction.

Løverdag d: 29de, min lille Kajas anden Geburtsdag i hendes hele 8 Aars Levetiid. Just nu staaer hun her saa rød og glad og modtager de smaae Geburtsdags Foræringer, en dansk Specie af min Koren, en lille Daase med en engelsk Shilling i af mig. Lina har affundet sig med en deel Dukketøy, Kaja vist det kiæreste af Alt. Vi har buden nogle Smaaepiger hid, Procurator Kroghs Døttre, og lagt i Storstueovnen, at de der kan have sit Væsen ganske for dem selv, uden at forstyrre eller forstyrres. Telja bager Munker til dem, og jeg er vis paa det bliver en Glædskabsfest i al Uskyldighed.

Hvor vi ventede vor Egerven i Aftes! Da Kl slog 9, gik vi tilbords, men slet ikke saa morsomt som vi havde ventet det. Især var Andreas Munthe Sku Sku von for Provsten ikke kom, da han var kommet hid allene for hans Skyld, tilstod han reent ud. Efter Bordet, hvor vi hastig expiderede os, spillede vi et Par Rabuser, min Maja og jeg, men saa torde jeg ikke sidde længer oppe, og gik ret mismodig tilsengs. Maja og Skriveren overlagde, at vilde vente til den slog 11, og lille Marthe, min nye Stuepige, sagde jeg skulde sidde oppe til Kl 12, og hun vilde giærne sidde den hele Nat og vente paa den vakre Provsten, sagde hun, vidste hun kun han kom. Jeg var nesten færdig at stige i Sengen, da jeg hørte Biælderne, og var stærk fristet til igien 67at kaste mig i min Schlafrock, men betænkte, at jeg da ydermere blev fristet til at sidde og ralle, som Skriveren kalder det, alt for længe, og lod den Fugl flyve. Kl blev vel ogsaa henimod 12 før den stakkels reysende Mand fik sig lidt Thee, en Pibe Tobak etc – Han havde sviret Aftenen før hos Hr Provstebroderen ret paa Karreviis i Bisp og Champagne, og var først reyst derfra Kl 1 i Gaar Middag. Nu sidder han saa godt herinde hos os, og læser det kiære kbhnske Brev, og et gammelt fra gamle Justiskaren. Naar det er giort, læser han for os sin Oversættelse af Urania, hvoraf er to nye Sange jeg ikke har hørt – Kan man leve deyligere? Men saa – Ja, I veed jo hvad jeg har lovet: ikke at klage: snart er ogsaa det forbi –

Det giorde mig saa hiertelig ondt at høre af unge Wexels at hans Svoger Meyer nu ogsaa har faaet samme Tilfælde i det andet Øye som han længe kun har havt i det ene, og at der frygtes meget, han skal miste sit Syn. –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.