May

Fredag 1^ste Endnu lever og lider vor elskede Sallys Fader skriver min Kista i Dag til sin Maria. O, derfor kunde jeg ikke glæde mig ret; da min Koren saa fornøyet kom herind og forelæste mig af Collegialtidenden, at Ulrich Bøyesen var blevet Præst i Lerdalen. Det skal være et godt Kald, siger min Koren, og om Sommeren er der meget vakkert om Præstegrdn. Saa var dog hans 144Kbhns Tour ikke forgiæves, Gud skee Lov! Ak, kunde denne Efterretning gyde nogle Honningdraaber i den bittre Lidelseskalk, Gud fandt for godt at række Eder, I Gode! O var den gamle Faders Øre endnu aabent for den glade Tidende! og – leed han saa ikke mere – thi bør vi, tør vi ønske ham tilbage til det Liv, han nesten havde løsrevet sig fra? Gud, din milde Villie skee! –

Tak, min elskede Maja C, for Dit lille vennehulde Brev. Men heller ikke det kunde glæde mig. Atter er Du upasselig, atter lider de kiære blide Øyne af Gigthævelse. Du taler saa roeligt om det, og som skulde det saa være. Men saadan er Du altiid i hvad der angaaer Dig selv. Kun for Dine Elskede frygter Du, kun med dem glæder Du Dig; og at Du nu seer Dine Børn om Dig saa glade og lykkelige, o det dulmer endnu mere end før alle Smerter.

Løverdag 2^den May Ogsaa for denne Morgenstund maae jeg aflægge Eder Regnskab, Dyrebare, og skynder mig med det, imens jeg endnu har alting friskt i Hu – Stedse sysselsat i denne Tiid med Tankerne om den for Hertel forestaaende vigtige Forandring, kom som af sig selv i Aftes, deels før jeg havde lagt mig, deels efter, følgende Stropher af Hiertet i Hovedet, og i Dag paa Papiret:

Den 11^te May 1812

Blidt byder du os, hulde Vaar,
Den barske Vinter glæmme;
Og hvert et Hierte freydigt slaaer
Imod din hulde Stemme.
Men selv ey af dit blide Skiød
En meer velkommen Dag frembrød,
End den, vi tifold signe nu,
Og aldrig kan forglæmme.

Et troefast Hierte fandt sin Løn
Hvor den kun var at finde:
Trofaste Norges ædle Søn,
Modtog i din Veninde,
I Qvinden bliid og elskelig,
Det Største, der kan gives Dig!
Modtag din Daads, dit Hiertes Løn,
Hvor den kun var at finde!

O Qvinde bliid og elskelig!
I ham du skal modtage
Det Bedste, Gud kan skiænke dig:
En evig trofast Mage.
O Vaarens, Livets Fader, Gud!
Til sidste Livsgnist slukkes ud,
De see med tifold salig Fryd
Til denne Dag tilbage!

Og ofte, ofte see de den!
Og Livets Vinterdage
Den bringe lige skiøn igien!
Her, Venner, vi gientage:
145Fra rørte Bryst til Glassets Klang
Det glade Ønske end engang
Tidt Pagtens skiønne Dag igien
Med Glæde de modtage!

Jeg har sendt den til Wulfsberg, og bedt ham saa vakkert, at aftrykke den, og lade mig faae en 30 a 40 Exempl:, og faae dem ud med de kiære fra Tøyen, ellers kan det ey skee før, sendt med Posten til Næss i Morgen 8 Dage. Vil han kun, eller kan han kun (thi Villie er jeg overbevist om ikke fattes ham) faae den færdig. –

Til Maja P: skrev jeg ogsaa, den gode Maja, som har saa meget at ordne og stelle med, for at faae sin Moer Koren ret pfiffig til den 11^te May – Aldrig snarere var mine Breve afsted i Posten, før jeg hører, Hertel atter i Morgen skal have Bud ind i Morgen saa kunde jeg spart mig den Møye, eller rettere lille Ole sin Nu, Budet skal ikke gaae tomhændet endda –

Mandag 4^de I Gaar Morges, og den hele Dag, havde min Koren Anstød af Koldfeberen. I Dag er han Gud skee Lov bædre, skiøndt langt fra ikke ganske rask. Han laae til Kl henimod 9, og staaer nu ved sit Skriverbord. Mit Onde, det gamle, i Hovedet, var nok smerteligere, end hans, i det mindste kunde jeg ikke saadan bortspøge det, som han sit. Ak, og saa var mit Hierte bedrøvet, leed med Dig, elskede Sally, flød i Taare med Dig ved Din ærværdige Faders Liig. Ja, han er ikke mere iblandt sine Elskede paa Jorden. Jeg vil afskrive Eder Begyndelsen af det lille Brev, hvori det kiære sørgende Barn, faa Timer efter hans Bort- hans Hiemgang, tilmeldte mig den: «Ja min Moer Koren, den 1^ste May er min evigelskede Fader indgaaet til et evigt Foraar. I Morges udaandede han sin fromme Siæl. Alle vore utallige Taare kalder ham ikke tilbage. Aldrig, aldrig mere aabner han sine Læber for at velsigne mig.» – Ikke disse blege kolde Læber, min Sara! hvorpaa Du snart trykker det sidste hede barnlige Kys. Men hans Aand, omsvævende den evige Faders Throne, seer velsignende ned til Dig, Du Sørgende! til Eder Alle, hvem den fr‹om›me Fader var saa meget, som I Alle vare saa meget paa Jorden, og er og bliver ham det i Himmelen. –

Legemlige Smerter, siger man, sløver Siælskræfterne. Dog følte jeg stærkt og levende Din Sorg, mit elskede Barn, og det endogsaa imens jeg udpakkede, besaae, og efter Børnenes indstændige Begiæring prøvede al den nydelige, smagfulde Stads, min hulde Maja P: har besørget mig: 146En deylig brun Levantintaftes Kiole med langt Slæb og hviid Silkeflos Garnering; en Turban af Tyl og gult Krepflor, som hun og Maja Bergh har makket sammen, skriver hun, paa deres egen Haand, da jeg endelig maatte have et stadseligt Hovedtøy til den stadselige Kiole («saadan føder den ene Overdaadighed den anden» ) siger Koren) Og da nu alt dette var beseet, beundret og henlagt, lagde jeg mig mat paa Sophaen, og begyndte paa min elskelige Søn Pavels’s andet Dagboghefte, det Maja hans ogsaa havde sendt mig, og det døvede meest af alt den pinlige, ret til Marv og Been trængende Hovedpine. Troelig fulgte jeg den kiære Ven og Søn fra Skifte til Skifte, deelte alle Fornøyelser og Besværligheder med ham, ak og hans, og endnu mere Moderens Glæde og Sorg ved Gienforeningen. Nu seer jeg ham siddende ved denne sieldne, ligesaa siælstærke som legemligsvage Moders Side, talende med hende om de hensvundne Tider, den glade uforglæmmelige Barndoms Dage, og de elskede Hiem- og ud i den vide Verden vandrede – saa følger jeg med ham i den bergenske Eqvipage, et Slags Bredkariol med Dæk over, med en Hest for, som en halvvoxen, ikke altfor peen Dreng gaaende ved Siden af den, styrer giennem Gaderne (af gammel Kiærlighed for Bergen, udmaler jeg ikke dette Optrin ganske a la Pavels, som, ellers saa fordomfrie, rigtig ikke er frie for en Smule Fordom imod Bergen) og standser ved snart dette, snart hiint Hus, men gaaer ikke ind i noget andet end Stiftamtmandens, min velsignede gamle Justiskars, og seer ham i Slobrok og Nathue saa bliid og venlig, med Hovedet lidt til den ene Side, tage Slotspræsten i Haanden, og glæde sig over de Hilsner denne bringer ham fra det kiære Østland – atter er jeg hiemme igien hos Moer, og seer, hvordan Sønnens speydende Blik alt langt fra opdager en Damehat, som stiler Coursen til Huset, og retirerer paa sit Kammer, efter undertiden at have holdt Qvarantaine i Kiøkkenet til de ere passerede der forbi ind i Stuen og naar han saa alligevel maae ned, fordi de nysgiærrige Mardamer giærne vilde hilse paa Fruen sin Søn, saa gotter jeg mig ret lidt ondskabsfuld over det sure Fiæs han setter op, hører ham stige langsom ned ad Trappen, og sætte sig i Lave med det saa ofte anvendelige Trøste-Sprichwort: «Du faaer taale det, Puus!» Og virkelig sagtnedes Hovedpinen, imens Tankerne spadserede saaledes omkring, men den kom tilbage med dobbelt Vælde, da denne interessante 147Spadsertour var forbi. Klokken halvti, efter at have spillet tre Rabusser med Hertel, gik jeg tilsengs med Lina mi, da min Koren, som havde taget Campherdraaber ind, vilde ligge allene paa det forreste Sahlskammer. I Dag er Hovedet, skiøndt ikke saa vedholdende, lige saa smertefuldt som i Gaar, og gaaer jeg derfor tilsengs, nu de andre gaaer tilbords, for om mueligt at faae Styrke til at skrive i Eftermiddag med Dagb: Heftet til min elskede Maja C, og med samme besvare hendes seneste, og til min Maja P: og takke hende, og ved hende den gode Frue Bergh, fordi de saadan pfiffer den gamle Mutter Koren op.

Sneen har væltet ned fra Skyerne i Dag. Nu regner og blæser det. Og dette Veyr er det vel, som romsterer saadan i Ægteparrets Legemer. Fra min flinke flittige Lotta fik jeg jo ogsaa Brev i Gaar. Gud signe Jer, I Gode, for Alt!

Og min kiære dyrebare Egersøn, fra hvem jeg nu fik et langt velsignet Brev i dette Øyeblik. Det har atter drevet den fatale Spænding fra Hovedet, men kun under Læsningen virkede Talismanen – Nu seer jeg atter neppe hvad jeg skriver, saa trykker det ned over Øynene –

Kl 6 Her er jeg atter, mine Elskede, og nu ret brav. Af Middagssøvnen lovede jeg mig ikke meget godt, og stod op Kl 3, nesten saa syg, som jeg lagde mig. Men efter den forfriskende Caffe gik jeg hid, og skrev til Maja P:, og en lille Epistel til Maja C, som i Morgen, er Lykken god, skal ledsages af en D^o Epistel til min elskede Frederich (hvis Brev jeg nu har læst igien med det friskere Hoved, skiøndt det ogsaa gik igiennem de matte Øyne til det glade Moderhierte) og begge skal ledsage det deylige Bergenske Journalhefte til Strømsøe – og saa skal vor sørgende Sally have Brev i Morgen, og Gud lægge Trøstens Kraft i hver Linie! – Men nu tør jeg ikke heller prøve Hovedets Taalmodig hed længere – thi sikker er ikke Freden mellem os, mærker jeg – saa giærne jeg fortalte Eder en underlig shakespearsk Drøm jeg havde mens jeg sov, nu, imedens alt er mig saa friskt i Minde. Det var altsammen i det gigantiske, hele Verden var Skuepladsen, alle Mennesker som jeg kiender og nogensinde har kiendt, mine Medspillende. Men Eger og Strømsøe stode som smaae Verdner i den store. Jeg havde en Furierolle, som min Frederich sagde, jeg aldrig vilde komme vel fra – I Morgen mere

148Onsdag 6^te I fik intet i Gaar, Elskede! Jeg havde nærsagt, fordi jeg var saa syg, at jeg ikke kunde skrive. Syg var jeg rigtig nok, dog skrev jeg, og det ret mange Breve, med et Bud, som gik til Byen, 3 smaae Epistler til Lotta, Maja C, og Egersønnen – hvis sønnehulde Brev jeg ikke kunde lade blive længere ubesvaret – og to lidt længere til Maja P: og min lidende Sally – Af min urimelige Drøm erindrer jeg nu ikke mere – Ak, Virkeligheden beskiæftiger mig alt for meget Hele Gaarsdagen var jeg syg, som I har seet, og usigelig beklæmt. Det var den sidste Dag, Hertel var her, som han i 22 Aar har været her – den sidste Middag – jeg tog mit Glas og klinkede med ham, at faae et Ord frem var mig umueligt. Jeg sank Vinen og Taarene og ilte herind, og græd mig ret mæt. Da jeg kom til Bordet igien, var Maria og Lina borte, og kom ikke mere. I Aftes kom Hertel ned, og spurgte, om vi ikke skulde have os en Rabus? Vi spillede som sædvanlig de gamle tre, uden at tale stort. Saa bad han Godnat, og det ahnede mig, han ikke vilde sige noget andet Farvel. Børnene, som havde været oppe hos ham, kom ned, og Marie gik lige til sin Harpe, men kunde ingen Toner aflokke den – det var lutter vilde Greb – da hun sagde mig Godnat, brød Taarene vældig frem af de fromme Øyne, Læberne zittrede, de havde ligesaa lidt Toner som Harpen. Da vi havde lagt os, kom det mig for, som jeg hørte en Hest – og jeg hørte ikke feyl. Det var ham. Da han vidste os alle i Roe, og var vis paa, intet grædende Øye at møde, forlod han det elskede, det evigelskede gamle Hiem, hvortil de glæde- og smerteligste Minder binder ham saa fast – ak, med hvor tungt et Hierte han rev sig herfra, det veed jeg – Med Bønner for Dig, min Wilhelms Ven, slumrede jeg, med Bønner for Dig vaagnede jeg – Farvel da, Farvel – Gud lønne dig hvad Du var mig og mine! Farvel min Wilhelms Ven! –

Kl. 7 Der har ingenting villet gaae mig fra Haanden i Dag. Jeg har sagt Hertel skriftlig Farvel. Det bringer min Jess i Morgen til Ullensager Præstegrd, hvor han vil møde vor Kista, som tager der om og lige til Rotness. Giid hun havde kommet herom! Men hendes Broder har bedt hende tage lige did, og hun sparer derved et Par Mile, som i dette Føre ikke er lidet. Jeg har ellers været taalelig endda i Dag. Men Hovedet er lidt fortumlet af stærk Snue –

149Christi Himmelfartsdag Da I dog ikke faaer see disse Blade, mine Elskede, før jeg, som jeg haaber, er blevet frisk igien, saa kan jeg jo nok betroe dem, at jeg er ret meget syg. Egentlig føler jeg ingen Smerter, kun afvexlende Hede og Kulde, og en Mathed, som I ikke kan forestille Eder. Nesten hele Dagen har jeg tilbragt liggende paa Sophaen her, imellem Soven og Vaagen, saa sløv og underlig, uden at have mere Lyst end Kraft til nogen verdsens Ting. Dog, dette rasende Veyr, denne tilbagekommende Vinter, anseer jeg for Hovedaarsagen hertil. I Gaar og i Dag har det frosset i Bække, saa man kan bære Vand i Sække, sagde en af Folkene i Dag. Det seer sørgeligt ud, seendrægtigt i det mindste. – Og nu er Du vel alt reyst fra Ullensager, min Kista, hvor jeg saa giærne vilde mødt Dig istæden for Jess og mit Brev. Dog, give Gud jeg maae blive saa brav, at vi kan mødes, og mødes glade paa Søndag!

Bogholder Arnesen fra Eidsvoldværk spiste her til Middag. Der blev dog ikke andet for, Frøken Anker maatte til Byen, da de stedse aftagende Kræfter satte den arme, ak saa usigelig lidende Moder i alt for stoer Angst. I Tirsdags fulgte hendes Broder hende ind, og det i dette Føre. Uagtet Heste stode færdige paa alle Stationer, var de i 13 Timer underveys. «Fruen, sagde Arnesen, er nu ogsaa reent forladt» – det klinger skrækkeligt. «Hendes Øyne» blev han ved, «er ogsaa sielden tørre» – Gud aftørre dine Taare, arme Moder, og give Dig din om ikke eneste – (du har jo ogsaa en god Søn) – dog din høyeste Glæde tilbage, din dyrebare Antoinette, dit Hiertes Veninde, sund og rask tilbage i dine Arme, til dit hver Dag martrede Bryst! Saa snart Føret bliver taaleligt, tager hun ind til Datteren, som formodentlig er hos Khr Anker – og Gud give, de da aldrig mere bleve adskildte! – Jeg gaaer nu ind til min Koren – Kl er 5 – som sidder og piller den Poteteshavre, hans Egersøn har givet ham, til Sædefrøe.

150Fredag 8^de Jeg sad hos min Koren en halv Times tiid, men saa blev det saa slemt med mig, at jeg maatte herind igien, hvor jeg lagde dygtig i Ovnen, og pakkede paa mig i Sophaen alt det jeg fik fat paa, men den indvortes Kulde lader sig ikke fordrive ved udvortes Varme. Hoved, Bryst, hele Legemet leed. Men ingen vidste det, og troede mig siddende her ved Skriverbordet. I et Par Timer hørte jeg ikke et Menneske, saae endnu mindre nogen. Jess var den første som kom, og jeg var saa fortumlet, at jeg neppe kiendte ham. Den arme Gut blev saa hiertelig angst, og Søstrene hans stode grædende om mig. Saa giærne jeg vilde trøste dem, kunde jeg ikke; thi jeg maatte støde hvert Ord frem, og denne haarde Lyd saarede endnu mere de bløde Hierter. – Jess kom ogsaa saa flau tilbage, da Kista aldrig havde bragt det mindste med til mig – Aslak, som er inde for Hertel, men neppe kommer hid før i Morgen, skal have alt med sig. Men det var ret saa ukistaligt lell. Hun veed, jeg ventede det saa vist med hende, og hvor barnagtig jeg i saa Fald er, veed hun ogsaa. Sikkert skal jeg spille Dig et lille Puds igien, Kistamoer, det kan Du forlade Dig til. Jeg var ret ærgelig; men siden maatte jeg lee, ved at tænke paa det Sagn at Feberen kan fordrives ved Ærgelse – og saa var Ærgelsen forbi. Et lille Majabrev fik jeg med Posten, og et langt, forskrækkelig langt og morsomt fra den lustige Poppenheim. Georg Jessen skrev ogsaa, at Wulfsberg paa Øyeblikket var villig til at trykke min Vise. Den er da vel ogsaa med Aslak.

Jeg har svedt saa forfærdeligt i Nat, og det var da intet Under, thi først tog jeg Kampherpulver og drak Thee, og siden, Kl 9 da jeg lagde mig, drak jeg en heel Spølkum Karveøll; min Barndoms og Ungdoms Cur, og det var fast saa bittert som Møllers Draaber, dem jeg desværre ikke har fleer af. Jeg er naturligviis yderlig mat, men ellers taalelig i Hovedet, og nødt til at giøre mig stærkere end jeg er, da alles Øyne vogte paa mig. Frøken Keilhau har var her i Aftes. Hendes Urban har været saa grumme syg af Gigt, men er nu brav. Han er i Wallers, og logerer hos Præstens, hvor han har det overmaade godt. Præsten maae ogsaa være saa god Legems som Siæls Læge: thi han havde curert Fabritius, da der i Nærheden ingen Læge findes

151Kl 7 I Eftermiddag har jeg været bædre, meget bædre, kun mat, og det er jeg endnu. Madlyst fattes mig aldeles; men den kommer nok igien. Derimod har jeg tabt Lugten reent, og endskiøndt den formodentlig ogsaa kommer tilbage, ængster det mig lidt. Thi seer I, mine Elskede, hiint var saa ofte, men dette endnu aldrig, end ikke i mine sværeste Sygdomme, Tilfældet. Nu er vel Lugten den af alle vore Sandser, vi bedst kan undvære, endskiøndt den ved sin nøye Forbindelse med Smagen vel ikke kan tabes uden ogsaa at sløve denne. Men der er maaskee faa Mennesker, der har sin Næse saa meget at takke, saa mange virkelige Behageligheder, som jeg. I alle Fald er det da ikke værd at sørge for Tiden.

Nu har jeg afskrevet min Bryllupsvise in dublo paa peent figureret Velinpapiir med rosenrøde Kanter, til Brud og Brudgom, fordi jeg troer den saaledes vil være dem kiærere, især min Hertel, som altiid har været saa glad i hver Linie fra Moer Korens Haand. Den skal Maja bringe dem, naar den er afsiunget ved Bordet, har jeg tænkt.

Koren fik allerede i Gaar Brev fra en Procurator Schnitler, som har hørt, Hertel er taget herfra, med Anbefaling af et ungt Menneske, benamset Hersæter, som ønsker sig hid. Efter den Beskrivelse han giver over ham, kunde min Koren vel finde sig tiænt med Personen; men det er dog saa underligt at entrere med en ganske Ubekiendt. Heller ikke kan Skriveren det, før han faaer Svar fra Kbhn. Jeg stoler paa min gode Bergh, som kiender sit gamle Hovind saa vel, at han, er det mueligt, skaffer os et ikke blot dueligt, men i alle Henseender bravt og tækkeligt Menneske. En Hertel hverken venter eller fordrer vi. Men alt for tungt var det dog, skulde en reen Contrast træde i hans Plads.

Løverdag 10^de Jeg er Gud skee Lov ret brav i Dag, men dog grumme mat, og seer ud som et Lig. Jeg kan ikke bare mig for at smile en Smule 152spodsk og medliden over mig selv, naar jeg tænker mig den stadselige Turban til dette Fiæs. –

Aslak kom i Nat. Han bragte mig saa mange venlige Breve, fra mine elskelige Majaer, fra min Elisa T: (fra hvem jeg ^fik en usigelig deylig Bouqvet, hvide Roser, Heggeblomster, og Reseda; alt som levede det – den skal ret pryde den blide Bruds Haar) fra lille Jessen med 40 Exempl: af min Vise, fra Zarine, og fra Hertel, den gode glade Hertel – thi af hver Linie aander Glæde over hans nærværende og Vemod ved Erindringen om hans forrige Stilling. Til hans fuldkomne Lykke fattes nu ikke andet, siger han, end at jeg skal synes om og være glad i hans elskede Kaja, og det haaber han – og jeg med – jeg skal blive. Mere siden, mine Elskede! jeg er saa mat, at jeg maae hvile mig lidt, og saa skal jeg pakke Stadsen sammen. Det er et afskyeligt Veyr, Snee og Slud –

Imens jeg hvilede mig, læste jeg, og nu for første Gang, Grundtvigs saa berygtede Til Dannerkongen etc – og, kom det af, at det var blevet udraabt for saa afskyeligt, eller glider alle Braadde fra det matte Bryst, som Lynet fra den haarde Klippe? Jeg veed det ikke, jeg veed kun, at jeg da jeg havde læst det, udbrød høyt med Pilatus, men sandelig efter min fuldeste Overbevisning: «Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske!» – Og hvordan kan nogen, som kiender Digterens eneste Digten og Tragten, det Eneste, hvorom alle hans Følelser og Ideer dreyer sig: christelig Fromhed og Selvfornægtelse – finde andet heri end disse selvsamme Følelser og Ideer? Det begriber jeg ikke. Jeg tilstaaer Eder giærne, Elskede, at jeg fast altiid, og dog kanske meest naar jeg er syg, begriber mere med Hiertet end Hovedet. Men det er igien ikke til Skade for min Paastand: thi varmere for Norge og alt hvad Norskt er banker neppe noget Hierte, end dette samme, og det gientager: at det ingen Skyld finder hos selve Manden, omend hans Tanker og Følelser har taget en Vending, jeg ikke billiger. «Og hvordan adskiller du Manden selv fra hans Tanker og Følelser? Moer Koren! Er ikke disse hans egentlige Selv?» – Saa er det vist nok, og jeg seer, jeg ikke faaer saa let for at forklare mig, men jeg seer ogsaa, at I ikke vil være saa nøyeregnende med denne Forklaring, og uden videre give mig Ret i, at man er uretfærdig, naar man fordømmer sin Broder, fordi han fra sin Synspunkt seer Tingene anderledes end vi fra vor. Og ligger ikke hans Retfærdiggiørelse i denne hans, vist sande, Troesbekiendelse:

153«Jeg vil
Paaminde dem, at ey i Tvist og Kiv
De øde Kraften, som de fik til Liv;
Men eftersom dem Gud vil Naade give
Hinanden holde vexelviis i Live
Paaminde dem jeg vil, som Frændeskiald,
At broderligt de knæle i din Hald,
Med Guld og Staal den støtte og den værge
Paa Danmarks Sletter som paa Norrigs Bierge.
For Gud og Norden jeg det vidne kan,
At Tvillingriget er mit Fædreland.»

Lad da hvem som vil drage til Feldts mod hans Udtryk, hans Maade at forklare sig paa. Kun søge de ikke heri hvad de, søgte de ved Sandheds Fakkel, aldrig vilde finde: «ondskabsfuld Hensigt eller Hyklerie.»

Der er, synes mig, meget saa deyligt i dette lille Digt. Et Sted blandt flere havde jeg saadan Lyst til at afskrive. Men, saa meget Jura har jeg dog lært ved i henved 30 Aar at være forbunden med en Jurist, at ^‹1› man ikke selv maae give Modpartiet Vaaben imod sig i Hænde. Jeg vil altsaa blot sige Eder, at det er det Digteriske i dette Sted der har glædet mig, og at det sluttes med de skiønne Linier: «Indtil du fik, om ingen Kiæmpeskiald, «Et Kiæmpedigt dog i dit Fredrichshald.» – Her blev jeg ogsaa just i rette Tiid afbrudt af de leende og støyende Unger, som stormede herind med og efter Jess, som havde spiaaget sig ud med sin Papas coleur de pus Brudgomskiortel, med behørig hvidt Taftes Foer, hviid Atlaskes Væst, med grønt Løvværk bebræmmet, Kaarde ved Siden, etc etc – Han saae ret ud som han var gal, og de kunde ikke allesammen ikke nok undres over, at sligt engang havde været Moden. Om 25 Aar, lader Gud dem leve, vil de vel med lige saa stoer Forundring tænke tilbage paa den nu brugelige Dragt.

Nu er det langt paa Dagen, mine Venner – thi jeg har skrevet dette under lange Pauser – og derfor maae jeg see at blive færdig med Indpakningen inden Mørket overfalder mig. For mange Dage tager jeg altsaa Afskeed med Eder, med disse Blade, som jeg vist ofte vil længes tilbage til, men forgiæves alt til Torsdag, maaskee Fredag. Onsdag er det tidligste, vi kan komme tilbage, og da min Koren just den Dag har en Forretning der i Nærheden, og maae blive over, er det uvist, om det bliver før Torsdag. Men saa skal det vel ogsaa gaae i et væk Heftet igiennem, tænker jeg, og fortsættes og sluttes lidt mere afvexlende, end I hid indtil har fundet det. Farvel, Farvel saa længe!

154Søndag Morgen Jeg kan ikke andet end kiære min Nød og Bekymring en gang endnu før jeg reyser. Veyret er i Dag som i Gaar, afskyeligt som Føret. Jeg har aldrig gruet saadan for nogen Reyse. Ikke for min egen Skyld; thi jeg kunde vel pakke mig ind saa jeg slap for at blive giennemvaad. Men nu alle de øvrige, og min Maria for alt – Jeg gav, jeg veed ikke hvor meget til, at det blot maatte blive Opholdsveyr. Tænk Eder, hvordan der skal bringes saa meget Reysetøy til veye, at vi 6 Fruentimmer i otte a ti Timer – og det er det snareste, siger de, disse halvfierde Miil kan lægges tilbage i – kan undgaae at blive blødte til det Inderste. Ellers kommer mit Mismod vel meget af, at jeg er saa svag – o, I troer ikke, Elskede, hvor meget svag. Og det skulde nok ikke siges Eder her, haabede jeg ikke at denne Tour, den blive nu saa besværlig den vil – og vel maae blive – skulde giøre mig godt. Jeg føler, at der maae Luft og Bevægelse til, om ikke det hele Uhrværk skal gaae i Staae. Sommetider er jeg færdig at troe, det alt har standset uden at kunde sættes i Gang igien –

Gud velsigne Eder, Evig Evigelskede! Giid jeg Ons Torsdag eller Fredag kunde sidde her ved denne Tiid og lee af mine overstandne Bekymringer. Børnene jubler høyt, uden at tænke paa andet end den forestaaende Glæde. Gud lade dem nyde den reen og ublandet, de gode lykkelige Væsner! og nyde deres Alders Glæder længe! Jeg skal vel vogte mig for, forsætlig at forbittre dem den –

Torsdag 14^de Kl 5 Eftermidd. Først nu er den dovne forsvirede Moer Koren kommet saa vidt, at hun kan hilse sine Elskede igien fra de kiære Blade. Ja, med inderlig Tak til Gud, med et langt friskere Legeme og lettere Hierte end jeg tog Afskeed med Eder, Dyrebare, hilser jeg Eder her igien. Og at jeg kan det, og kan det saaledes, derfor takker jeg Gud, og derfor vil I Alle takke ham, den gode Fader, som gav Eders Moer Koren den Kraft igien, som syntes ganske at have forladt hende. I Dag 8 Dage, just ved denne Tiid, o da tænkte jeg ofte: maaskee har du for stedse endt dit Livs Dagbog. Nu begriber jeg godt, at jeg den Gang følte mig svagere end jeg var, at det var Sindet som nedtrykte Legemet, og at hiint var stærkere angrebet af Feberen end dette – Dog, I har havt alt for meget Sygehistorie i dette Hefte, nu skal vi stemme Tonen om. Heller ikke maae 155I tænke, jeg har i Sinde at gaae Krebsgang, fordi jeg fortæller Eder denne Dags Vandel først. Men deels fordi det er snarest giort, deels fordi I deraf skal see det ikke var total Dovenskab som holdt mig fra min Journal til nu, staaer den her først. Træt og mødig forlod jeg først Sengen Kl over 7 i Morges, og maatte da, strax jeg havde orienteret mig lidt i Hiemmet, faaet min Caffe, etc, skrive til min Maja P: for at faae sagt hende Farvel inden hun tredie Pintsedag iler sin Pavels imøde med alle sine Glutter alt lige til Forældrene sine i Arendal – ‹…› Og saa til min anden elskede Maja, for at det kiære bergenske Dagboghefte ikke skulde komme ganske uden Ledsagelse – det havde alt været 4 Dage i mit Værge, og de Ventende skedte alt for stoer Uret, benyttede jeg ikke Leyligheden at faae det indsendt med en Reysende fra Ullensager Prstgrd, med hvem det i Dag eller i Morgen kommer afsted. Da saa det var giort, satte jeg mig til Hvile i Sophaen med en Bog, men faldt i en sød Slum, hvoraf Maren S: vakte mig for at kalde mig tilbords – paa den Tiid af Dagen veed jeg aldrig jeg har sovet før – og det var en meragtig Søvn: thi neppe havde jeg min Fuglesuppe til Livs, saa blev det en ret alvorlig Middagssøvn, der ey tog Ende før Kl 3½ – Ved Caffebordet kom jeg i Prat med Kista mi, og den varede til – jeg nu kom hid. Her er imidlertiid blevet koldt inde, og jeg mærker, det ikke vil gaae ret raskt fra Haanden. Dog haaber jeg, at I skal see os vel i Bryllupsgaarden endnu i Aften.

Kl var halvni, da Toget begyndte at sætte sig i Bevægelse. To Vogne holdt i Gaarden, tre Rideheste, og 2 – Slæder. «Slæder d: 10^de May? Du snakker vist i Søvne, Moer vor!» – Ney, Børn, jeg er saa men lys vaagen. I disse kiørte jeg og Maja ud til Kongeveyen, deels for at Vognene ey skulde være for overlæssede paa dette, som de mente værste Stykke, deels fordi jeg var saa bange, og havde ønsket vi alle kunde kommet frem saaledes. Det gik imidlertiid meget godt altsammen, i Vognene pakkede vi os end bædre ind, og laante en Dragunkappe paa Veyen til Linchen, som det saae ud til, ellers skulde blevet den første druknede Mus iblandt os. Regnen holdt uophørlig ved. Maja, Lina og Kaja sad hos mig i den store Vogn, som Aslak kiørte, og hos ham sad lille Gryner, der dog spadserede mere, end han kiørte. I den lille Vogn sad min Telja og Maren, den stø Gunder var Kudsk. Skriveren var i 156Forveyen. Jess pen paa sin deylige Vaillant og Andersen paa en stoer graa Trompeterhest, escorterte os. Vi havde ladet vore Heste gaae halvanden Miil i Forveyen for at staae udhvilede, og tog Skyds herfra; men de tre Heste for vor Vogn, hvoraf vi strax maatte skille os ved den ene som giorde mere ondt end godt, vare saa usle, at de neppe droge os til Ullensager Prstgrd. Her kosede vi os med Chokolade og Kringler, fik Fader Munthes egne Vognheste did, vore egne ventede, og det gik færmt. I Holen – saa hedder dette Skifte – tog Jess, som var redet lige did, imod os med god varm Caffe, den vi drak i Vognene mens Hestene bleve omskiftede. Det giorde godt, og ud- og indvendig væbnet mod Veyret, giorde det os ingen Fortred, skiøndt Regnen faldt i store Draaber, blandet med Hagl og Snee. Barna vare uden al Maade lustige, og det ofte paa min Bekostning, naar jeg i min Angst raabte: «Aslak, Aslak, Død og Kritte, Aslak!» – Det værste af denne lange sene Vey var den sidste Fierding, hvor vi atter forlode Kongeveyen. Den forsigtige Hertel, som under alle Omstændigheder beholder sin Omtænkning, havde sendt os sin Krambodkarl – en reen Bajatz – imøde med Kapper, men da var Regnen sagtnet. Skriveren, hørte vi da, havde alt været der før han ^{Hertels Bud,} tog hiemme fra. Vi byttede endnu engang Heste for den store Vogn, da der var slemme Bakker, og Kl 5: vare vi paa Rotness.

Hertel og Kista kappedes om at faae os ud af det vaade Reysetøy, og aldrig stod Glæden løseligere paa noget Ansigt end paa den lykkelige unge Mands, da han var vis paa, at have alle sine Hovindelskede i sit Hus, og Vidner til hans Lykke. Hele Dagen, alt til Koren kom, havde han frygtet for, jeg ikke skulde vove mig ud i det slemme Veyr. Nu havde han alt, hvad han ønskede. Og Gud har givet ham «sin Daads, sit Hiertes Løn i det Største, der kan gives ham» – Jeg behøvede blot at see det lille hulde blide Væsen, Sagtmods og Beskedenheds Billede, for at være vis paa, mit Udsagn i Viden var Sandhed, ^{for at see} mit Haab grundfæstet. Kaja Hertel – Gud skee Lov, hun nu hedder saa – er ikke smuk, skiøndt naar Sundhed, og Munterhed giver hende, som med Guds Hielp vil skee, Fyldighed og Farve til de vemodige blaa Øyne, maae hun blive saa vakker, som hun er tækkelig. Hendes Figur er som I seer min Teljas, rank og peen, men spæd. Saa net og hyggelig var hun i sin huslige Dragt, saa opmærksom paa 157sin Hertels mindste Bevægelser, dog, ikke paa hans allene, paa alles, og har hun nogen Svaghed er det den, at hun er alt for ængstelig for at ikke alle om hende skal være tilfreds og lykkelige, at hun ikke kan giøre nok for dem, en i sig selv elskværdig Svaghed, vil I tilstaae mig. Hvor man kaster Øynene hen i det hele Hus, seer man den gammeldags Soliditet og Overflødighed af alle gode Ting. Huset selv er efter denne Maalestok, rummeligt og beqvæmt. – Men nu fryser jeg slemt – Og I seer mig nu siddende i min Hertels store Dagligstue i Sophaen (over hvilken alle hans Skilderier hænger som de hang paa hans Kammer) ved det sølvbesatte Caffebord, snart ved Siden af min Kiære nye Veninde, snart ved min elskede gamle, min troe Kistas, og Hertel uophørlig sysselsat med at frembære alskens Ting til vor Vederqvægelse, Børnene flyvende omkring med ham, min Koren med sin Pibe og sit Glas Porter, os alle i bedste Stand – naar I nu blot kaster Øynene paa den lille flinke, vevre Jomfr: Hartvig, som sidder ved Bordet og skiænker; en Søster af Moer Hertel, Jomfr: Østbye, en ung god stille Pige – begge der i Huset – og paa gamle Mutter Gladtved, som er der, fordi hun intet Tilholdssted havde paa Jorden – see saa kan I være ret roelige for os Allesammen, og seer os i gode Hænder og i godt Behold.

Fredag 15^de (Fortsættelse) Lidt efter os kom Øyesæt eller Øyset troer jeg han skriver sig, og Kone, Brudens Søster, samt to Sønner. Manden er en driftig, virksom Landmand, med god sund Forstand, munter og jovialsk og bliver i sit Spøg stedse inden den finere Anstands Grændser, hvad der er mere end man kan sige om mange af hvem man efter deres Opdragelse og Stilling med langt større Ret kunde fordre det. Hans egentlige Menneskeværd er maaskee ikke saa fuldvægtigt, har i det mindste ikke været det, og hvad man ikke kan andet end misbillige hos en Mand, der, skiøndt formuende, har en stoer Familie at forsørge, er et ulykkeligt Hang til høyt Spil. Konen, hvis hele Udvortes er en Contrast af Søsteren, min blide Kaja Hertels, skal ogsaa i det Indvortes være hende ulig. Men at hun behøver at være skrap og lidt mere Husbond end Hustroe, er unægteligt, og maae undskylde hende. Hun er for Resten en flink stræbsom Husmoder, i hvis Hus Orden og Overflødighed kappes med Giæstfriehed for at giøre det behageligt for hvem som kommer der, hører jeg af Alle som har været i hendes Hus.

158Aftenen gik med Spisen, Drikken og Snak, og med at see os om overalt, ogsaa i Boden, hvor vi allesammen handlede med den unge Mand for at give ham Hansel. Koren allene handlede ikke den Gang – dog derom mere siden. Paa et Kammer, i tre store Senge, laae min Koren og jeg ^og alle vore Jomfruer, iblandt hvilke jeg nok kan regne min Kista. Hertel vidste, hvor giærne vi blev sammen, og derfor var dette Værelse os bestemt. Om Morgenen bragte jeg Bruden min pene Elisablomst, som tilligemed et Par Rader hvide Perler udgiorde hendes Hovedprydelse. Da hun var kommet i sin Pynt, hialp Kista mig med mit Haar, og den gule Turban tog sig ikke saa galt ud endda paa mit gamle Hoved, da Kista trak alle de sorteste Lokker frem over de graa. I kan troe jeg, nest Bruden, var den galanteste, og for saa vidt galantere, da hun, til Hertels hemmelige Græmmelse ikke havde giort sin Kiole (der var af samme Stykke som min) med Slæb, hvad der saa hiertelig angrede det lille fromme Væsen, da hun hørte, han havde ønsket det. Men Ret giorde hun. Jeg ønskede mit ti Gange Pokker i Vold, da jeg maatte være saa ræd for Smuds og Paatræden at det var en Gru – Netop vare vi færdige paa vort Kammer, saa kom min kiære Rikke, frisk og flink, skiøndt hun havde havt en slem Skræk underveys foranlediget ved Føret. Da jeg vidste, Bruden sad allene i Værelset ved Siden af det, hvori Brudeskammelen stod, gik jeg ned til hende, og søgte at muntre hende det bedste jeg kunde, og i et Glas Madera drak vi Duus. (Men hun spiser og drikker som en Kanarifugl.) Jess og Gryner vare Brud- og Brudgoms-Svende, og giorde sine Sager ret godt. Min lile Brudegave, en Sølvvoxstabel, i Form af en Globus, med Aarstallene 1790 og 1812, og imellem disse Datoen, 11^te May, paa Foden, havde Jess ombyttet med den som stod før (en almindelig) brændende til de røgende Herrers Tiæneste. Jeg vidste Huset var saa rundelig forsynet med Alskens brugbart Sølv, gammelt og nyt, at dette var det eneste, jeg kunde udfinde, og troet havde min Maja P: stræbt for at faae den som alt færdigt og saa peent som mueligt. Skiøndt Selskabet var indbuden til Kl 11, blev den dog henimod 2 inden de alle samledes, og i al den Tiid sad den stakkels Brud, som fra Morgenstunden var meget svag, og blev det med hvert Øyeblik mere. Tilsidst brød hun ud i en heftig Graad, og skialv saa hun neppe kunde staae paa Benene, og jeg og vi alle som vare om hende, tænkte med Angst paa hvordan det vilde gaae under Vielsen. Brudgommen kom 159bukkede for os, saae med et bekymret Blik paa den Grædende, men maatte skynde sig paa sin Plads, da hele Selskabet nu stormede ind. Endelig var al den Neyen og Bukken forbi, og Øyset kom og førte Bruden, som samlede alle sine Kræfter sammen, for Brudeskammelen. Da det deylige Værs: «Du ledte frem ved Almagts Bud» – var siunget, traadde Provst Finkenhagen frem. Efter hvad jeg før havde hørt af denne Guds Mand, ventede jeg mig ikke meget; men sandelig, hvad jeg hørte overgik ogsaa langt min Forventning. Det var Sandhed hvert Ord, og hiertelig Sandhed, og derfor trængte det sig til mit Hiertes Inderste og fremlokkede mine uophørlige Taare. At man i saadanne Øyeblik, hvor man blot hører med Hiertet, ikke lægger Mærke til Mangel af Udtrykkets Zirlighed etc – forstaaer I Allesammen, mine Elskede! Det hele varede, siger min Koren, kun 20 Minuter. Og jeg takkede Gud, da det var forbi, for Brudens Skyld, som holdt sig kiækt, og siden blev bædre og bædre. Ikke mit eget Barn, det føler jeg, kunde jeg lykønsket varmere, end min troefaste, prøvede Ven, min Hertel, hos hvem jeg, som Textens Ord lød, har fundet Oprigtighed uden Svig fra han traadde ind i mit Hus til han forlod det –

Men før det nu gaaer til den lange Bordsidden, maae jeg erindre hvad jeg har glæmt at omtale, hvilken velsignet aandelig Frokost jeg fik just som jeg sad ved den legemlige, Bryllupsmorgenen. Da kom Hertels Brodersøn, Christian, den raske Søegut, som Dagen før var kommet til Christiania, og skyndte sig, alle Hindringer uagtet, for at see sin faderlige Farbroder paa hans Hædersdag. Han medbragte to saa ømhedaandende barnlige Breve, det ene fra Døttrene mine dernede, det andet fra Sønnen Bergh – Jeg fik netop Tiid til at giennemøyne dem, før det gik til Toilettet. De vare komne op med en Capit: Lund, og temmelig gamle, fra 15^de og 18^de April – men de qvægede mit Hierte, det veed jeg – ak, og saarede det: thi hvor levende udtrykker de elskte Døttre og Søstre (Brevet var baade til mig og Sally) deres Glæde over gamle Fader Bøyesens Helbredelse, over at de skal see ham igien ved hans Sallys Side – ak, og just denne Dag reves de sidste Lævninger af den elskede Fader fra det arme lidende Barns Hierte – Troe mig, dyrebare Sally, mine Tanker, min Aand omsvævede Dig under al den Tummel og Menneskesværm og Sang og Skud og Glæde som omringede mig.

160

Nu gik det da tilbords, hvor jeg kom til at sidde imellem Provsten og Cappellanen, Halmsted, da Provsten, som tog mig tilbords, satte sig paa min Plads hos Brudgommen, hvor jeg hellere havde sadt, kan I tænke, ikke at tale om, Bunteraden blev brudt. Vi var vel i Alt 2 a 4 og 60 Mennesker. Det gik alt overmaade peent, ordentligt og brillant til, Skaaler og Skud manglede ligesaa lidt som noget andet (ogsaa med samme Bruden traadde til Brudeskammlen gik tre Skud) og leed min stakkels Maja, som slet ikke taaler Skud, ret megen Vaande deraf den hele Dag. Da Bispen kom, kom ogsaa min Vise, den eneste som blev siungen, men den blev ogsaa siungen af alle Mand under Klinken og Kanontorden, og vist fra mangt et rørt Hiertes Inderste.

Raskere end det gik kunde det ikke gaaet med al den Mad, og jeg troer neppe vi vare to Timer tilbords. Jeg saae, mens vi spiste, at min Rikke ikke var vel. Tilsidst maatte hun gaae fra Bordet, og lægge sig lidt, men saa blev hun dog bædre, skiøndt hun langt fra ikke var ganske frisk siden hele Dagen. Intet uden Godhed og Agtelse for Hertel og Glæde over hans Lykke kunde lokket min Rikke ud i dette Føre og fra sin lille Thrina – og det samme var Tilfældet med Mad: Krogh, som jeg rigtig blev lidt angst ved at see, da hun om føye Tiid seer sin Nedkomst imøde.

Saa snart den store vakre Sahl, hvorpaa vi spiste, var giort ryddelig og det var den i en Ruf – begyndte – ikke Musikken, thi den havde vi nesten under hele Taffelet – men Dandsen. Og da jeg nu ikke har videre med den at bestille, vil jeg benytte dette Pusterum for at giøre Eder lidt bekiendte med de Mennesker iblandt denne Mængde, som deels meer eller mindre interesserede mig, deels vare mig hidtil ubekiendte. Bruden og Øysettes kiender I alt, og Husets Folk. Her fra Ullensager var da foruden det hele Hovind, mine kiære fra Plogstad, den inderlig godlidende Frue Ingier med sine tre ældste Døttre, Procurator Krogh og Kone, snilde, tækkelige Folk tilhobe. Det hele Næss’s Conditionerte, som Talebrugen er, Langeballes Familie undtagen, da der Dagen efter skulde være Bryllup (deres Pleyedatter, en ung rask Pige, faaer eller fik en Forvalter Lehman, en brav og talentfuld Mand, siges der, men aldeles forvoxet, knap saa høy som Lina) vare der, og adskillige Bønderfamilier, som man efter det Udvortes ikke kunde skille fra hine, og meget agtværdige vare adskillige af dem, og meget tækkelige.

161161] rettet fra: 162 ved overskrivingProvstinde Finkenhagen skiuler under et overmaade ufordelagtigt Udseende megen Forstand og Charakterfasthed, og et ømt Hierte. Jeg underholder mig giærne med denne i lange Lidelsers Skole haardt prøvede Kone og Moder, og som prøves daglig ved Synet af en Datter, som vel ikke er vanvittig, men dog saa underlig fjollet, og hvad der vel smerter Moderen dobbelt er, at de andre Sødskende slet ikke synes at vilde vedkiende sig hende. Den ældste Datter, Provstens Steddatter, Jomfr: Kyhn, er ingen godlidende ung Pige, mere styg end vakker, og giør i Forening med Forældrene, især Faderen, alt mueligt for at fordærve den Yngste, en Pige af Linas Alder, ved at giøre urimelig Høytiid af hende. Det er en lille rask Tøs, men det er sørgeligt, at hun allerede i den Alder skal faae Indbildninger, som vanzirer i enhver Alder, og uden Tvivl vil have en slem Indflydelse paa hendes hele Liv. – Enken Madam Rosing er en ret vakker og tækkelig Kone, som jeg synes bædre om nu, end det allerførste jeg kiendte hende, da hun lod til at have for mange Pretensioner; men maaskee lod hun ogsaa kun saa. Nu er det i det mindste ikke mere Tilfældet. Hun havde to Broderdøttre med sig, Kaja og Louise Grønvold. Den yngste, et godlidende Barn, er stedse hos hende, den ældste, en meget vakker, uskyldig, barnlig 17 Aars Pige, er hos Bedstemoderen, gamle Frue Grønvold, som nu boer i Næss, men kommer sielden ud. Denne Kaja blev alles vores Yndling, og giid kun ikke visse Folkes i alt for høy Grad! – Præsten Halmsted, en jævn brav Mand, som ved Bordet talte meget med mig om min elskelige Egersøn, hans gamle Skolekammerat. Hans Kone, en Jomfr. Nannestad, er ret smuk, og har især en vakker Figur. – Frue Nærenst, en lille Sippenip, syntes jeg ikke videre om, og ligesaa lidt om hendes Datter, skiøndt hun var en ret kiøn Pige. Lehnsmand Reich, Kronen for alle Lehnsmænd, en saare agtværdig og tækkelig Mand, og hans Datter Grethe, en flink høy levende Brunette, et simpelt godt Naturens Barn – Der var desuden en Frue Feltman med to Børn, og mange mange flere, som det ey lønner Umagen at opregne; kun min egen Halvor Brustad, en Farbroder til de unge her bortdøde Wolder, maae jeg ikke glæmme, det er en sand Hædersmand, og vilde være det i hvad Stand han var – Nu gik Dandsen for sig af alle Kræfter. En Stund saae jeg til; men det blev mig for hedt og qvalmt, saa jeg maatte retirere, hvor farligt jeg end fandt det at overlade Skriveren, der dandsede uden Ophør, til sig selv 162iblandt alle de vakre Piger. Grethe Reich og Kaja Grønvold frygtede jeg meest for, og har Maja mi endnu i denne Dag bekræftet, hvad jeg desværre troede at see, at Fader og Søn vare om kaps forliebte i Kaja G: Dog, derom kommer vi atter paa Tale. – Hvor giærne havde jeg sneget mig hen i en Krog, for endnu engang at giennemlæse de kiære kbhnske Breve, og et lille D^o fra min Maja P: og hendes Pavels’s Dagbog, som Fogden bragte mig om Formiddagen, og var Søndag ariveret med Posten. Men jeg maatte lade den Fugl flyve for den Dag. – Bruden dandsede godt og giærne, men fik ey Lov at giøre for meget af det første Dag. Brudgommen derimod har nok ikke i mange Aar flyet saadan afsted.

Kl 10 listede jeg mig op paa mit Kammer. De allerfleste bleve Natten over, og Gud veed, hvordan alle de Mennesker fik Sengerum. Der var 11 Giæstesenge i Huset, og hos Naboen laae ogsaa endeel. Veyr og Føre giorde det fast umueligt at reyse da Mørket faldt paa. Min Maja, som tre svære Kanonskud, da hun troede al den Dunder forbi, havde giort et voldsomt Indtryk paa, fulgte med mig, og gik tilsengs, og sov sødt ind under Musikken i neste Værelse; men det kunde jeg ikke, og først Kl: henved 4, da alle vore Medlogerende lidt efter lidt havde indfundet sig, min Koren allersidst, og vaad som var han kommet op af en Strøm (jeg havde belavet mig paa det saa vilde gaae, og taget Linnet med til Ombytte) faldt jeg i Søvn, og vaagnede først Kl 8, da den lustige Øyset affyrede sine tre Kanoner uden for Brudekammeret. Jeg blev angst for Maja mi, men hun var til Lykke vaagen, og forsikrede, hun ikke blev bange –

Vi samledes da alle om Caffebordet, min kiære Rikke fuldkommen rask, den unge Kone ogsaa meget flinkere end Dagen før, min Maja rød og hviid og munter, alle glade, alle lyse og opklarede som Luften. Skriveren havde taget sit Sæde saa polisk bag Kaja Grønvold, og – nu kommer det hvad jeg og Barna hans ikke kunde formaae ham til, nemlig at kiøbe noget peent fiint Klæde ude i Boden til sig selv og Gutten sin, giorde han for et Klap af den smukke Piges Haand. Det var mig, som i Fortvivlelse greb til dette Middel, at bede hende giøre Forsøget, hun giorde det strax, det gode Barn, i al Uskyldighed, og blev en lille Smule rød. Marie vilde giærne smigre sin Jess med at det var for hans Skyld hun baade klappede og rødmede, men Gud skee Lov, Gutten er for beskedentlig til, i det mindste at lade sig mærke med, han troer det. Jeg mærker ellers godt paa den samme 163Maja, at hun, om det var Tiden og Guds Villie, ikke vilde have noget imod at faae Kaja G: til Svigerinde. – Men jeg mærker nok ogsaa, at bliver jeg saa vidtløftig vil jeg heller ikke paa disse 4 overcomplette Sider komme til Ende med Bryllupsfærden. Denne anden Dag var det langt morsommere end første. Ved Middagsbordet gik det lustigere til, og nu var Hertel først i sit Es, da han fik Lov til at see alle sine Giæster tilgode. Jeg har ikke siden i Barselet hos min Thrinasara og Realf drukket saa meget Viin som denne Middag. Visen blev siunget igien, Skuddene ledsagede Skaalerne, og Maja, advaret, gik en Stund, og kom rask igien. Hele Formidd: havde Ungdommen dandset nede hos Naboens, men saa snart der var afspist, vare de alle om at tage af Bordet, og saa begyndte det igien paa Sahlen, og vedvarede til Qvellen. Da min Rikke ikke kunde overtale sig til at være længere fra sin lille Glut, lod hverken hun eller hendes Fut sig holde længere, end til vi havde spiist. Da toge de bort – alle øvrige blev til neste Dag – og saa gik jeg hen at tage mig en Midd: Hvile med mit kiære Journalhefte. Mad: Rosing lagde sig paa en Seng oppe hos mig, men uden saadant Selskab. Da jeg derfor kom til den morsomme Anecdot, Pavels’s Moder havde fortalt ham, og denne desuden angik hendes Mands Forfædre, maatte jeg fortælle hende den. «Hvilken Anecdot?» Om en Biskop Rosing i Opsloe, hvis Moder boede i Nærheden af Christiania, og havde han lovet hende, at besøge hende engang om Ugen. Men da det nu monne hende, at han i 14 Dage ikke opfyldte denne Forpligtelse, sætter Kiærringen sig til Hest tidlig en Søndag Morgen, og farer ad Bispegaarden til. Der blev en Stahey ved dette uventede Besøg, og Bispen ilede selv ned at løfte sin Mama af Sadlen. Men da han var hende nær nok, gav hun ham et Ørefigen, og sagde: «Jeg skal lære dig min Søn, at holde det fierde Bud!» vendte sin Ganger, og foer sporenstregs tilbage, al Bøn og Paakaldelse uagtet. Mad: Rosing loe ret godt, og kiendte Anecdoten fra sin Mand, hvis Oldefader dette var ariveret med, og traf det sig saa morsomt, at hun just var tilstæde da jeg læste dette. Om Aftenen da vi havde spiist, satte vi os ud i det pene rummelige Kiøkken, sang, drak Punsch og Malaga, og klinkede under Musikkens Istemmen saa det havde god Skik. Inden vi vidste af det, begyndte en Vals om Spisebordet, dette kom bort i en Fart, og alle, Unge og Gamle valsede, Hertel med den ene efter den anden – Ja, mig selv greb dette Oberons Horn, og endnu engang i mit Liv giorde jeg en Tour eller to om Gulvet med min kiære glade Hertel. Det var aftalt vi skulde gaae tidlig tilsengs, men ingen af os havde Hierte til at bryde det muntre Lag, og først Kl: over 12 brød Fr: Ingier overtværs, og vi fulgte hende. Jeg havde sadt der den 164hele Nat, troer jeg, skiøndt jeg vidste hvad der da ventede mig Dagen efter. Men hvor kunde jeg modstaae Hertels bønlige Blik, hver Gang jeg giorde en Bevægelse til at gaae? Men saa sov vi ogsaa roeligt og trygt til Kl henved 9 den følgende Morgen, og da begyndte Skilsmissen for ramme Alvor – ‹…› det er sandt, Finkenhagens, Halmsteds og flere toge bort Tirsdagaften –

Vi slap da ikke før vi havde spiist vore fire gode Retter til saa kaldet Frokost, drukket Caffe, som jeg dog ikke, af Angst for Føret smagte, og saa blev Kl henimod 2 før vi kom afsted, ledsaget af de kiære gode Menneskers Velsignelser og gode Ønsker. Min Koren, som havde Forretning der, blev tilbage, og kom først hiem i Gaaraftes. Frue Ingier med sine Smaaepiger i en Vogn, Krogh, hans Kone, og min Kista hver i sin Kariol, giorde i Følge med vore Vogne en lang Række. Føret var uden al Sammenligning værre, end om Søndagen. Det gik Fod for Fod, og stod ofte fast i Tollegrøbhullerne, som var farligst for Kista mi, der kiørte i Kiærre med Andersen, og ingen Voitur vælter lettere end de stygge Kiærrer. Dog skreg hun ikke som jeg. I Holen stod Skydsen fra Kl 12 til 7, vi kom der; men den kunde giærne gaaet for den Nytte vi havde af den[.] Med usigelig Møye naaede vi Ullensagr Prstgrd, og afskedigede her de usle Heste og drak os en styrkende Kop Caffe imens vi oppebiede vore egne Heste, og maatte da de arme Dyr atter i Sælen. Det værste af hele Veyen var til Dragvold fra Prstgrd: Mit Hierte giorde ondt i dets Inderste ved at see mine gamle Svarter anstrænge sig til det yderste for at drage os op af de dybe Huller. Paa Dragvold havde min flinke Jess giort Anstalt til friske gode Heste for os og Kista[.] Den lille lette Vogn med Telja og Maren var længe i Forveyen. Endelig saae vi det velsignede Hovind igien Kl halvelleve. Jess, som havde været et Par Timer hiemme før vi, blev uroelig over vor Udeblivelse, og mødte os med Gunder et godt Stykke herfra, hvad der var ret godt, da der var Gienvordigheder til det allersidste. Men des bædre smagte da vor Thee og Smørrebrød i den varme lune Stue, og den søde Hvile, og endnu smager det godt, og vil det længe, at tænke tilbage paa disse ved al Besværlighed ikke for dyrt kiøbte glade Dage, over hvilke I nu mine Elskede, har her en lang, og dog ikke fuldstændig Beskrivelse. Et og andet kan vel siden falde mig ind. Nu maatte I vide os vel hiemme igien, og at vi alle Gud skee Lov ere raske, mit Hoved ret manerligt, og at jeg i Dag fik et kiærligt Brev fra min Maja C, og et – af 3^die April fra Døttrene mine formodentlig opsendt med den sandseløse Collet. Men hvor kiært var det mig da deri laae et lille Contrafey af søde Syvald, som skal ligne ham. Tak for det, Elskede! Jeg seer mig ikke mæt paa det lille kiære tænkende Fiæs.

165Pintseaften 16^de I det i Aftes sluttede 24 Pag: stærke Dagboghefte, fik jeg jo dog ikke fortalt Eder, Elskede, at jeg da for første Gang i Sommer havde været ude i Haven med min Koren, min Kista, Telja, og alle Børnene. Det var den første Dag som fortiænte Navn af Vaardag. Men Gud skee Lov, endnu kan Aaret blive godt, skiøndt Gjøgen allerede i flere Dage skal have galet paa bar Qvist, hvad ellers ikke er et godt Tegn. Jess hørte den første Gang tidlig i Morges, og det fastende, og i Nord, Sørgegjøgen[.] Med alt dette rokkes ikke mit Haab om et godt og glædeligt Aar –

Dernest maae jeg fortælle Eder, at jeg nu maae stræbe at faae tømt lidt paa de ubesvarede Breves Rum, der nesten er fuldt, og som jeg om mueligt vil have tomt til min Kista tager herfra, anden Pintsedag. Endelig skal jeg hilse Eder fra søde Syvaldfjæset, som jeg alt har hilset Godmorgen paa med et bedstemoderligt Kys, og nu sender med begge Brevene til vor Sally, dog paa Vilkaar at faae det igien. Og i Dag, dyrebare Maja C, er Du vel i Roelighed paa Dit deylige Auestad, eller gaaer endnu og pusler, for at bringe alt i den Orden, Du maae have det for at være ret tilfreds, og for at kunde ordentlig modtage Barna Dine i Morgen. Jeg seer Dig saa tydelig for mine Øyne, men rigtig kan jeg ikke orientere mig i Værelserne endnu, veed heller ikke, hvilke I for det første har valgt Eder til Beboelse, eller har været nødt til at vælge, da kun faa ere i Stand. Velsignet være Din og alle Dines Ind- og Udgang, og hvert Fied i den vakre nye Boelig! En Tiid vil det vel være, inden jeg bliver saadan hiemme der som i det kiære gamle Hus, eller i Majadal ney, der, i den velsignede Dal, er jeg dog allermest og bedst hiemme.

Aften Nu har jeg skrevet til Maja C, til Sally, til Elisa T: – og har dog endnu saa meget uskrevet til i Morgen, og forudseer – at de kiære kbhnske Breve maae blive ubesvarede til længere hen i neste Uge. Det er ikke Ret, at jeg er saa meget borte fra Kista mi, da jeg snart skal miste hende for denne Gang. Men hun havde dog ikke godt af sin Moer Koren, naar hun sad hos hende ankefuld over de mange uafgiorte Ting. Dermed maae vi beroelige os Begge.

166Første Pintsedag En glædelig Fest! er Dagens Parol. Og af mit ganske Hierte ønsker jeg Eder den, Elskede, skiøndt det allerede er langt paa Dagen, og vel den tyvende Gang, jeg gientager det, skriftlig og mundtlig. Thi I maae vide, at jeg nu først med en roelig Samvittighed tager fat paa Journalen, da alt hvad Kista i Morgen skal have med sig, er indpakket og færdigt. Men meer kan jeg heller ikke fortælle Eder, thi jeg har lovet at komme ind og læse for dem, de stakkels Unger, som har savnet mig den hele Dag. Fader Mørk var her i Formiddag, Grethe Keilhau er her i Aften. See det er jo ogsaa nesten alt, hvad jeg kan fortælle Eder, og saa det, at vi ret har det saa hiertensgodt i vor søde eensomme Roelighed.

Anden Pintsedag Min kiære Kista er reyst. Gladere og vemodigere end ellers bød jeg hende Farvel: thi naar jeg nu seer hende paa Hovind igien, er det for at slaae sin Boepæl der – derfor er jeg naturligviis glad, og mit hele Hus med mig – vemodig derimod bliver jeg, naar jeg tænker paa, at mine elskede Tøyenvenner nu skal miste den troe, dem og deres Hus saa ømthengivne Kista – men hendes aftagende Helbred tillod hende ikke at blive der flere Vintre, da Kiøkkenet er saa koldt og langt fra Haanden, og saa jævnligt Fremmede der. Men det veed jeg, kiæreste Lotta, at baade Du og Din Lawsonmand, ikke hellere under nogen hende, end os, og at I vil glæde Eder ved at vor troe Hertels Tab herved i nogen, ja i mange Maader, bliver os erstattet. Børnenes Glæde er ubeskrivelig, og vi deler den Alle, og I, Elskede, vil dele den med os. Men fuldkommen glad bliver jeg dog først, naar jeg veed hendes Savn paa Tøyen oprettet, det Gud give det maae! Da først kan jeg med et roeligt Hierte see de glade Dage imøde, som vi skal henleve med vor Kista iblandt os. Thi – ikke sandt? – nu har vi ikke ganske mistet vor trofaste Hertel, naar den trofaste Kista for Fremtiden skal tilhøre Hovind. Kun at jeg nu veed min elskede Lotta og Lawson i Besiddelsen af en anden, men stærkere, Kista – o, da er jeg gladere, end jeg kan sige Eder.

167Aften Imens Fader Munthe tog sin Middagslur, har jeg i Stilhed for mig selv atter giennemlæst Stærkodder, og kunde saaledes ret for Alvor lægge Mærke til og glæde mig ved dens mange usigelig deylige Stæder. Et af disse er Angantyrs Monolog i Gravhvælvingen, og Scenen mellem Ingild og Ra, den første i femte Handling. Det var som jeg slet ikke havde læst den før, saa nyt var mig alt. Lige til nu har den gaaet i Laan; men nu skal den stande hos sine værdige Brødre – Giørups er her i Dag, og Frøken Keilhau, som i Gaar kun kom for at sige Kista Goddag og Farvel, og blev en Times Tiid. Nu ^gik de alle, Mad: Giørup og Smaaepigerne, anførte af Jess, hver med sit Træe paa Skulderen, som skal plantes paa Christianeshøy. Munthe er taget bort, og min Koren i Haven og poder, saa jeg raader ene for Huset. Det deylige Veyr, som har lokket mig flere Gange i Dag i Haven, kalder mig atter ud, og saa skal siden Kabalen fortælle mig, om Kista mi er ariveret til vort kiære Tøyen, og meget mere. Jeg havde ret tænkt at faae skrevet til Døttrene mine og Sønnen Bergh i Kbhn, og til Poppenheim, hvilket Sidste netop er begyndt; men som sagt, det stille Solskin giver mig ingen Roe til at sidde længe ad Gangen, saa meget mindre, som jeg i Dag føler mig saa usædvanlig let til at gaae, og frisk i alle Maader.

Tirsdag 19^de Nu fik jeg da det lange brev færdigt til Poppa, og et lille bitte til Maja C, der i Dag af Navnesøsteren Pavels modtager et ikke saa kort. Og saa er Du da nu underveys, elskelige Maja P: med alle Glutterne Dine til det glade Møde hos Dine Forældre med Din Pavels. Gud lade Dig paa hele Hen- og Hiemtouren faae saadant Veyr som i Dag. Føret er vist ogsaa taaleligt paa den Kant. Nu, Kl 4; er Du vel ikke langt fra Auestad, hvor Du tager Dit første Natteherberge, og vel er den første Fremmede, som hviler der under det nye Tag. De sidste Giæster som hvilede under det gamle Auestads Tag, var min Egersøn, hans Elisa og jeg. Natten efter at vi, Elisa og jeg, havde været vor «Undergang et Haarbred nær» paa Strømsøe Elven –

Der gaaer Jess i bare Skiorteærmer med sin Saaæske over Skuldrene 168for at nedlægge den første Aarets Sæd, Ærter, i Jorden. Jeg seer ham aldrig saaledes sysselsat, i al sin Ynglingskraft og Munterhed, uden at takke Gud, fordi han er kommet paa den rette Bane, fordi hans gode Fader og jeg, imod vort Ønske opfyldte hans. Gud give ham Liv og Helbred, saa har han nu, mere end det i nogen anden Livets Stilling er mueligt, Lykken i sin egen Haand. At han er saa elsket af Folkene, saa agtet ved at vise dem den Agtelse ethvert retskaffent Menneske, i hvad Stand han er, tilkommer, seer I, mine Dyrebare, derpaa grunder sig saa stærkt mit glade Haab.

Smaaepigerne ere allesammen, tillige med Grethe Keilhau, hos Giørups i Eftermiddag. I Formiddag saaede og plantede de og sværmede omkring Faer mens han podede, hvad han baade i Gaar og i Dag har havt travlt med. Maja har faaet Blomsterfrøe af sin Moer C: og det er hun vis paa, vil skaffe hende megen Øyens- og Næsefryd. Saa opfyldes ogsaa Dit Ønske, min Maja, da Du sendte det: «Giid det maae bære mange Blomster til Majablomstret!»

Torsdag 21^de I Gaar havde jeg et lille Brev fra vor gode Hertel, men desværre ikke glædeligt. Hans Kaja blev forkiølet første Pintsedag, da de vare i Kirken og paa Præstegrd (formodentlig toge de til Vands, og det var en giennemtrængende Blæst) og havde siden for det meste holdt Sengen. I Morgen kommer han hid. Gud give det da maae være bædre – og det haaber jeg.

Herregud, hvilken Vaar dette ogsaa er. I Gaar og i Dag den samme kolde Blæst, og fra Kl 3 til 5 i Gaar Morges, sagde Jess, som pløyede, frøs det en halv Tomme Iis paa Vandet. Endnu brænder det fast i alle Ovnene, endnu takker jeg hver Morgen Gud for min tykke Vadmelskiortel men jeg nægter ikke, jeg vilde takke ham gladere for ey at behøve den – Stakkels min Maja P: med sine Smaae! Giid de vare alle ret godt indpakkede mod denne skarpe Vind, især paa Vandet. Og nu har vor gode Pavels ogsaa forladt, og for sidste Gang i dette Liv, sin ædle elskede Moder. Vist en smertelig Afskeed for dem Begge, mere smertelig endnu for den ømme Søn end for den vel ey mindre ømme, men i alle Livets Tilfælde saa resignerte Moder. Først i sin Majas og i sine Børns Arme vil han finde sin Sindsroe og Munterhed igien – og Gud give, han alt havde fundet den der!

169Aften Hvor misligt er det dog med vore Planer og Forsætter, vi arme kortsynede Støvets Børn! Neppe havde jeg nedskrevet den sidste Linie paa forrige Side, saa bringer Posten mig, blandt flere kiære Breve Dit, stakkels kiære Maja P: som jeg saa vist troede paa Veyen, langt paa Veyen til det glade Møde, og som nu den fatale Koldfeber fængsler til Hiemmet, ofte til Leyet. Jeg troede knap mine egne Øyne, da jeg saae det overskrevet Aggershusfestning. Saa har da denne altgribende Epedemie, efter at være gaaet hele Dit Hus rundt, ogsaa fundet Dig, Gode, og just i det allerubeleyligste Øyeblik, saa fiendsk mod Dig og Din Pavels som mueligt. Dog ney! End værre havde det været, var Du kommet ud, og den langt fra Dit Hiem – Dit eget og det faderlige – havde overfaldt Dig. Det havde været langt værre – tænk de stakkels Glutters og Din egen Angst! Var nu kun det første Stød ovre for vor kiære ømme heftige Slotspræst, som istæden for sin Maria, sine Børn, finder et Brev fra sin Elskedes feberskiælvende Haand. Giid han havde dette smertelige Øyeblik overstaaet, og at han saa til Giengield for det maae finde sin Maja fuldelig karsk i det glade Hiem, hvor han da, omringet af Venskab og Kiærlighed, snart vil glæmme de udstandne Besværligheder, sit skuffede Haab, eller tænke tilbage paa det for at takke Gud fordi «ogsaa det er overstaaet –»

De andre Breve vare fra mine Elskelige, Maja C – det første fra Auestad – fra Sally, den Bedrøvede, men dog saa skiønt Resignerede – og fra Kista, som var kommet rask og vel frem, og havde fundet alt vel, Huset fuld af Fremmede, og – meer i Morgen. Thi i Dag har jeg med et Bud, som gaaer ind herfra skrevet lange Breve til min Lotta, til de kiære Døttre i Kbhn, og til Doctor Møller, for hvilket sidstes Skyld, den lille Gangerpilt skal afsted, da jeg troer, den Medicin Maja bruger, maae forandres. Og endnu maae jeg, skiøndt Klokken nesten er 9, og her alt er mørkt og koldt, skrive et lille Brev til min Lotta. Anledningen i Morgen. Fra Strømsøe, fra min Maja C skulde jeg faae at vide, hvad Du, Kista mi, blot vilde lade mig giætte.

170

22 May, Fredag Dig først min Hilsen i denne Morgenstund, elskede Lotta! og min dobbelte Lykønskning: thi er ikke dette den første blandt Dine Fødselsdage, hvori Du seer Dig Moder til en Datter? Ja, denne Nyehed var det, Kista i sit Brev gav mig et Vink om, men ikke vilde sige, fordi Lotta selv vilde tilmelde mig den, og som min Maja C taler om som noget, hun troer mig bekiendt. Jomfr: Holbye, nyelig kommet fra Christiania, havde fortalt hende det. Men uforudseet var mig ikke denne Efterretning. Jeg har længe mærket, og flere med mig, at Din Jørgen, kiæreste Lotta, havde et godt Øye, som det hedder, til den gode vakre Agatha Messel, og at han heller ikke var hende ligegyldig. Gud velsigne deres Forening, og lade Dig, dyrebare Lotta, som den lykkeligste Kone og Moder ofte opleve denne Dag! Dermed er Velsignelsen lyst over Dit hele Hus: thi hvordan kunde min Lotta være lykkelig, hvilede ikke Held, Sundhed og Fred over alle hendes? Ja, den reneste Lykke hvile over Eder, over det velsignede Tøyen nu og evindelig, Amen!

I Eftermiddag venter vi vor gode, kiære Hertel, og alle Hierter slaaer ham længselfulde imøde. Give Gud, han maatte bringe os ønskelige Efterretninger om sin baade i syge og sunde Dagelige blide, sagtmodige, og for alle omhufulde Kaja!

Kl: 11. Har I nogensinde, mine Kiære, hørt fortælle om en Kone, som slagtede sin eneste Koe, for et Marvebeens skyld, som hun følte saadan Appetit til, og gav saa just det Stykke bort, hvori dette Been sad? – Naa, noget lignende skal jeg fortælle Eder, og det ­ – om mig selv. Lille Ole, sagde jeg Eder, skulde gaae til Byen med et Brev til Doctor Møller. Alle de øvrige gik med ved samme Leylighed – ja de gik, men dette – blev liggende. Det er sandelig ikke overdrevet, naar jeg siger Eder, at det foer som et Dolkestik giennem mit Bryst, da jeg nu for en Timestiid siden hendelseviis fik see det – paa Kakkelovnen, hvor jeg havde lagt det, for at tørre Oblaten, inden jeg lagde det i Pakken med de andre. Og saa havde jeg ladet det ligge, og Kl 4 i Morges var Gutten tøflet afsted. Ja, nu spøger jeg, men I skulde seet mig for lidt siden. Jess, som jeg 171strax tog min Tilflugt til, blev reent forfærdet, og torde neppe spørge hvad der var hendet. Da han nu hørte det, blev han ordentlig glad fordi det ikke var noget uopretteligere, tog Brevet, og bad mig være roelig, det skulde være paa Tøyen inden Qvellen. Og nu er den ene af Dølepigerne, en ægte Gangerrolfiane, afsted med det, og var vis paa, ikke at komme stort senere end den liden Pilt. Gud give det! Men underlig vil I blive tilmode, I Gode paa Tøyen, naar I giennemsøger hele Pakken, og intet Doctorbrev finder, og seer dog, at det var for dettes Skyld, Budet gik. Jeg tænkte først, ikke at sige Skriveren noget herom for det første; men det er mig umueligt, at have noget paa mit Hierte, uden at han maae vide det. Imidlertid begynder jeg altiid min Selvanklage med saa hiertelig Anger og Ruelse, at det reent afvæbner ham, og det er sandelig ikke Hyklerie, men jeg føler, at jeg ikke godt kunde udholde, han nogensinde skulde blive alvorlig misfornøyet – thi det var det høyeste han kunde blive, og Gud skee Lov endnu aldrig har været paa sin gamle Christiana. Eder Alle, Elskede, kan jeg heller intet skiule af hvad der foregaaer i og uden om mig. Derfor maatte I ogsaa vide dette sørgelige Exempel paa min Sandsesløshed – «Egentlig er det vor Herres Skyld, at Brevet blev glæmt» – sagde jeg til Maja, som saae heel forundret paa mig. «Vor Herres?» gientog hun. «Ja» blev jeg ved, «thi havde han givet os Maymaanedsvarme, saa havde Kakkelovnen været kold, og Brevet ikke kommet did.» – «Ney; nu vaaser du rigtig, Moer mi!» sagde Ungens – Øyne. Med Læberne sagde hun kun, smilende: «Ja du snakker, du Moer!» –

Søndag 24 Med fortumlet Hoved og mat Haand sidder jeg her nu, Kl 4, nyelig opstaaet. Jeg maae dog fortælle Eder mine underlige Fata i Dag. Dog først, at vor kiære Hertel kom Fredagaften, og var her til i Formiddag. Hans Kaja er Gud skee Lov fuldkommen færm igien, og altsaa fattes intet i hans Lykke, intet i det mindste, som jo forvindes ved hiint. En Odelsmand truer at giøre ham husvild, hvortil det dog, mener min Koren, ikke skal komme, og en Stifsøn af gl: Fenstad, en lumpen intrigant Person, som i en Snees Aar har været 172uindskrænket Herre ude og inde, da den Gamle lod fem være lige, har herved faaet en Indflydelse paa alt, som vilde giøre et slemt Vilderede i Tingene, om ikke Hertel var den Mand, som kunde paa en fornuftig og bestemt Maade tage fra sig. Denne Leyelse (for at bruge et af Flors Udtryk) er det ogsaa, som ophidser Broderen til Odelsprocessen. I Morgen skal min Koren did første Gang i denne Anledning. At jeg ikke fortalte Eder dette i Gaar, Elskede, var fordi jeg skrev til min Kista, min Bergh, og min Maja P, min stakkels syge Maja P. Naar Hertel var en Stund nede (han havde travlt paa Contoiret) maatte jeg ind, kan I tænke, og prate med ham. Min lille Mercurius, som gik Fredag Morgen til Byen, var her tidlig i Gaar Formiddag, og bragte mig et kiærligt Brev fra min elskede Lotta, den i sin Søns Lykke saa glade Moder. Det giorde hende lidt ondt, hun ikke havde været den Første der tilmeldte mig denne behagelige Nyehed; men jeg fik den jo dog fra en kiær, vennehuld Haand, og det glæder Dig, beste Lotta mi! Tak for det ømme Brev, og Held og Lykke Dit hele Hus!

Og nu Dagens Begivenheder. Jeg vaagnede nogle Gange i Nat med Hovedpine, og i Morges kunde jeg neppe faae Hovedet fra Puden. Da jeg endelig kom op, brugte jeg alle Kunster for at blive saa brav, at jeg kunde tage til min Rikke, hvad hun i et Brev saa venligt havde bedt mig om, og jeg længe før foresat mig. Men det var altsammen omsonst. Dog klædte jeg mig paa, og troede det torde blive bædre i Luften, det troede ogsaa min Koren og de fleste andre kun ikke Hertel, Jess, og lille Mørk, som efter gammel Stiil var her. Dog fulgte de mig alle tre i Kariolen, hvor alle Ungerne fløy op og fik sig et Kys endnu, og Hertel pakkede mig ind, saa Vind og Veyr nok skulde lade mig være uantastet. Men ved hvert Skridt, Hesten Giorde, blev Hovedet værre, og tilsidst sortnede det for mine Øyne. Jeg streed længe, men tilsidst maatte jeg bede Aslak snue om igien. Jeg vidste forud hvor ængstelige de vilde blive her hiemme. Jess mødte mig i Gaden, alle de andre omringede mig, og torde neppe spørge, hvad jeg ikke heller gav dem 173Tiid til, da jeg med mueligste Anstrængelse sagde, at det kun var mit Hoved, der ikke taalte Bevægelsen. Mørk, som endnu var her, blev meest angst. Han troede, sagde han, jeg havde faaet en Rørelse. Gud forlade den gode gamle Mand dette Udtryk. De er neppe noget ^legemligt Onde, jeg frygter som dette. Jeg maatte da til Sengs, og faldt efter en smertefuld Time i Søvn, sov godt, og drømte naragtigt, f:E: at min Egersøn, kom hid, men havde formummet sig saa vi ^ikke kiendte ham, med en stoer Alongeparyk og et Haarslør. Dog kiendte jeg ham først giennem dette, og kyssede ham saa hierteligt, at jeg vaagnede, loe af min Drøm, sov igien, og saa drømte jeg, jeg var paa Auestad, did kom Maja P: vor Sally, og Frue Bergh, med saa megen Stads i store Æsker; blandt andre en Mængde Pailletter og røde kunstige Blomster. Men da jeg nu vaagnede for Alvor, havde jeg nok lagt paa den venstre Haand, eller den sov, nok, den var et Øyeblik ganske følesløs, og Mørkss Frygt faldt mig ind: «Herre Jesus!» sagde jeg, og gneed Haanden af al Magt – den var ey stoer og see, den fik Gud skee Lov sin Kraft og Følelse igien

O hvor har Du nu ventet mig den hele Dag, elskte Rikke, især da Veyret alt er blevet bædre og mildere! men ey har Du ventet mig mere, end jeg glædede mig til denne Tour. Sad jeg nu hos Dig, saa kunde vi dog have et Par Timer saa godt sammen. Nu veed Du dog længe siden, hvordan det er gaaet til, da Hertel tog om Plogstad. Men saa er Du end mere bekymret. Giid Du vidste, at jeg dog nu sidder her saa nogenlunde brav! Maja har været i Kirke. Hvilken Glæde her har været paa Børnene i denne korte Tiid de havde deres kiære Hertel. Han bragte dem fra sin Kaja en heel Pose Gotter, og saa gar Bryllupskage, hvoraf jeg ogsaa tog min Deel. Stakkels lille Kaja vilde saa giærne været med hid, men fik ikke Lov af sin Strænge Husbond, da hun saa nyelig havde været syg. – I Aften tænkte jeg for første Gang at vilde besøge mine Elskedes Grav, men jeg vover mig ikke saa langt, og mindst did. Heller ikke paa Vilhelms minde, ikke engang paa min Høy har jeg været endnu. Det er ey hendt før – snart er den Sommer, vi endnu ikke har havt, halv forbi – det er sørgeligt.

174Sidetallene fra side 174 til 176 er rettet ved overskrivingMandag 25^de Tak, og tusind Tak, kiæreste Søn Pavels, for den deylige Frokost, hvormed De i Dag, i denne Morgenstund, ret saa inderlig har styrket Deres Moer Korens Hierte. Før jeg var ganske paaklædt, kom min Lina op til mig med det deylige store Brev. Jeg satte mig hid i Sophaen for at læse ret med Andagt, og holdt ey op, før baade det sønnehulde Brev og de 5 tetskrevne Dagbogblade, der dog alt for snart gik til Ende, vare udlæste. Ikke uden Vemodstaare læste jeg alt. Den forestaaende smertelige Skilsmisse fra den agt- og elskværdige gamle Moder, den han da nu i disse Dage har overstaaet, den ømme, varmtfølende Søn det Haab han saa glad, og som Modvægt for hiin tunge Afskeed seer i Møde, den ømme varmtfølende Mand og Fader, og hvis Tilintetgiørelse, et Stød han ey ahner, forestaaer ham – dette og meget mere rørte mig, og ogsaa det, at hans stakkels Maja, fordi han intet fik troer hende underveys, intet fik denne Postdag, da jeg fik saa meget. Saa snart jeg havde læst, satte jeg mig flux til at skrive hende et Par Linier til, og sendte nu den hele Pakke afsted til min troe Iver Allergodt, en Mand som boer ved Kongeveyen, og til hvem jeg med Tryghed kan betroe hvad jeg ønsker snart befordret til Byen. Jess, som skulde bragt det did, blev hindret, thi skrev jeg til Manden, en Sæddel der kostede mig mere Tiid end to, tre Sider ellers – skiøndt det neppe var stort flere Linner – men seer I, jeg var bange, han ey forstod Latin, og skrev saa med danske Bogstaver, dem jeg nesten reent har glæmt, hvad baade er Spot og Skam. Min Ordre eller Bøn lød, at om han ey fik det bort i Dag eller i Morgen, maatte han sende det med Onsdags Posten. Dette 10 Siders Hefte vil glæde og interessere Eder, alle dets Læsere og Læserinder, som mig, derom er jeg overbeviist. Giid det nu for det første var i Majas Hænder, saa kom det snart i Gang. Det var det sidste fra Bergen, men ikke fra Reysen. Tak, min elskede Søn og Ven, for hvad vi har faaet og har i Vente, og for Alt! Hvilken Moder har Glæde og 175Ære af Barna sine, om jeg ikke har det! Blandt andet siger Pavels, «at det er mit og Egerbroderens Exemp: han har fulgt i at holde Dagbog, men, lægger han til, da Sønnen Frederich fulgte sin Moer Korens, er det dog hendes allene vi begge har fulgt» – Altsaa, I Elskede, skal I allesammen, som disse velsignede Journaler fra Kbhn og Bergen har skaffet saa mangen qvæg- og rosom Stund, smukt kysse og kiæle Mama ogsaa herfor, og neye og bukke for hende –

Fra min gamle Albrect Lassen, min Gud- og Pleyesøn, fik jeg ogsaa et Brev, det første fra Kbhn, hvor han studerer Theologie af al Magt – Det var barnlig venligt og naivt, som Personen er selv i sit hele Væsen. Et Brev fra Lunde til min Hr Gemahl – som Kl halvsex ^{i Morges} tog til Rotnæs – tog jeg mig den Friehed at brække, da jeg vidste, Indholden var til os begge. Han synes alt bædre og bædre om sit Ophold dernede, og lever vel. Han har været hos alle Korens gl: Venner og Bekiendte, som tildeels ogsaa ere mine, og fra dem alle havde han Hilsener til os i Skokketal. Fra Cold, som med alle sine Hæders- og Udmærkelsestegn er den samme gamle ligefrem Cold (Koren har aldrig fundet ham forandret) havde han Hilsener til Skriveren, som jeg ret længes efter han skal faae, da jeg veed, hvor meget de vil interessere ham. Han kommer desværre først hiem i Morgenaften.

Alle Smaaepigerne ere spadserede til Houg tidlig i Morges, for at være nærværende ved Faarenes Klipning. De skulde udrettet noget for mig, men som de saa hiertelig frabade sig, hvad jeg da forudsaae, nemlig: at opsige den Pige, som forestaaer Husholdningen der, sin Tiæneste. Sligt hender Gud skee Lov sielden her i Gaarden. Men her ere vi nødte til det, da dette alt for uskiønsomme Menneske har ikke allene melet sin egen Kage, men alle sine Venners og Frænders, hvis Navn er Legio – I Gaar mod Aftenen kom Oberstinde Roweder, Mad. Walbohm og Grethe Keilhau for at see til mig. Jeg blev lidt vranten, som stygt var af mig, ved dette Besøg, da jeg sad saa mat her paa Sophaen men virkelig opmuntrede det mig, og jeg blev bædre og bædre den korte Tiid de vare her. De drak Thee og snakkede – ikke om Dyden, men om Brylluppet og Alskens andre Ting. At jeg er meget færm i Dag, troer jeg, I har sporet af det Foregaaende. Herre Gud, at jeg ikke var saa i Gaar! Jeg har nu skrevet en lille Sæddel til min Rikke.

176

Tirsdag 26^de Allerbedst jeg sad her i Formiddag for i god Roe, som jeg tænkte, at skrive til min Maja C, holdt en Phaiton her udenfor Dørren. Det var Frue Bergh med hendes Lena og Kaja, som paa Touren fra Xstiania til deres Gaard i Nannestad, havde lagt paa det smukke Dragvold i Nat, og derfor vare her saa tidlig dag. Først Kl 10 i Aftes vare de ariverede did, og havde det, da de skulde vente paa Skyds, blevet seent for dem at naae til Hovind. Frue Bergh havde først isinde at blive her til i Morgen, men betænkte sig igien, da hun hørte her ingen Skyds var at faae uden nye Tilsigelse fra Dragvold, og blev her kun et Par Timers Tiid, og neppe det, spiste lidt Frokost, og varmede sig med en Kop varm Viinkandel, hvad hun og Barna nok kunde behøve i det kolde Veyr og efter det usle Natteleye. Jeg havde saa giærne beholdt hende til i Morgen, men da hun nu er os saa nær, sees vi nok jævnlig, haaber baade hun og jeg. Fra min Maja P: bragte hun mig venlige Hilsner, men ingen ret trøstelig Efterretning. Altsaa, Du Gode, har Feberen endnu ikke forladt Dig? O jeg veed, hvor paahængende denne Giæst er, især naar Veyret favoriserer den som nu. Vi ynkede Dig inderlig, Du Gode, baade for hvad Du leed og hvad Du ved denne Lidelse tabte – Vor Sally er Gud skee Lov frisk, hørte jeg, har endnu sin Ulrich hos sig, har sin Peter igien frisk og vel efter hans mange udstandne baade Siæls og Legems Lidelser – Fra lille søde Ragna Maribo fik jeg et hierteligt vennehult Brev, med foreløbig Indbydelse til det længe udsatte Barsel, som nu endelig er bestemt ^{at skulde være} saa snart Fader Pavels kommer tilbage. Det var ret en deylig Formiddags Visit. Siden fuldførte jeg Brevet til Maja mi, dog ikke i Roelighed: thi der har de fundet paa, alle mine Jomfruer og alle Pigerne, at dele sig i to Partier, Norske og Svenske, og saa kommer det ofte til Siærmysler imellem dem, hvorved som oftest de Norske gaaer af med Seyeren. En saadan var det just, som forstyrrede mig, da jeg troede, Huset var faldt ned over mig her jeg sad. Maja, Maren og Kaja hører til norske, Lina og Telja til svenske Partiet – «men sandelig kun af Navnet, Moer!» siger Telja, som dog nok meest for sin Kiæledægges, Linas Skyld, er traadt paa den Side. Det er ret nogle Narrehætter tilsammen. Jeg giorde dem ret alvorlige, da jeg sagde: «Giid det kun ikke maae være noget Forspil for en virkelig Krig!» – 177«Gud forbyde det, Frue Koren!» sagde Melin (der stod som Tilskuer) med sammenfoldede Hænder – og det siger jeg med –

Kl 5. Nu har en stakkels ulykkesalig Moder sadt og grædt over mig en Times Tiid – dog ney, Gud skee Lov, ikke over mig, men over en uvoren Søn, som vil jage hende, hans kiødelige Moder, og hendes smaae Børn, hans kiødelige Sødskende, fra Gaarden, til Bettelstaven. Det er det skrækkeligste, jeg kan tænke mig. Det er en af Bøygdens reputerligste Koner, engang af de meest velstaaende; men for 6 Aar siden brændte Gaarden og hendes betydelige Indboe, hvoraf intet blev ræddet. Kun sit og sine Børns Liv ræddede hun. O Døden i Luerne kunde ikke været saa piinlig som at føle sit Hierte knust ved et Barns Haand. Nu skal hun anden Gang vandre fra sit Hiem, den paa Gruset opbyggede nye pene Boelig – hvor langt tungere bliver hende denne Bortvandring! Arme Moder, bædre var det dig, at lade dig bære til Graven.

27^de Onsdag «Gud velsigne Dig, min elskede dyrebare Frederich,» sagde jeg da jeg aabnede Øynene i Dag, og gientager det her, og gientager det stedse i mit Hierte. Mit lille blaakantede Brev har nu alt længe siden, giennem vor kiære Majas Hænder, bragt Dem min moderlige Lykønskning, min ædle Ven og Søn, til denne mig og saa mange velsignede Dag. Haanden som her nedskriver denne Lykønskning er saa mat, Hiertet hvorfra den kommer, lidt uroeligt, men derfor lige varmt. Jeg har ikke sovet før mod Solens Opgang i Dag. Koren havde sagt saa vist, han skulde komme hiem i Aftes, og maatte komme, da han tidlig i Dag skulde bort igien, og naar han siger det saa vist, pleyer han aldrig at blive borte. Min Uroe er barnagtig, jeg veed det nok, saa meget mere, som han i Gaar havde tre Forretninger, og er en afsagt Fiende af at reyse om Natten. Men han burde ikke sagt det saa vist, og det er ellers heller ikke hans Skik –

Gamle Munthe er meget syg. Der taler om en besynderlig Drøm han skal have havt, hvoraf han havde spaaet sig, hans Tiid ey blev lang. Jeg veed ingen ret Beskeed om det. Men det bliver mig meer og mere vrist, at hans Søns Død har udtørret den bedste, maaskee eneste Glædeskilde i hans Hierte, at han savner denne sin sidste Støtte bittrere, end man af hans udvortes Adfærd skulde troe. Arme gamle Fader!

178Kl 6 For at høytideligholde denne kiære Dag, var jeg for første Gang i Aar ved de Elskedes Hvilested. Min Maja fulgte mig, og nesten alle udsprugne Aurikler og det spæde Balsom ofrede vi paa det dyrebare Støv. Træerne staaer i Udspring. Ak, deres Liv vender tilbage, fornyet forskiønnet – dog kun for atter at forgaae. «Hist, omkrandset af en evig Vaar mine evigunge Roser staaer, blomstrende for mig og Evigheden» –

Det er den første ret varme Sommerluft vi har havt. Det saae deyligt ud til Regn. Nu er det klart igien; men vor Herre hører dog vist snart vore Ønsker. Det er ligesom det var hele Naturens Gienfødelsesdag i Dag, saa hæver sig og lever og surrer alt omkring os. Dog ikke saa fra Morgenstunden. Den var kold og mørk.

Min Koren kom hiem Kl: 11. Han havde faaet en uventet Forretning til de tre, der vare bestemte. Derfor kom han ikke i Aftes. I Morgen, og jeg troer denne hele Uge, skal han være borte, og anderledes bliver det ikke den hele Maaned, siger han. Jeg veed nok, hvorfor han har berammet saa mange Forretninger i Junj: I Haab om, at faae Julj frie, for at kunde følge sin Christiane paa hendes – Forretninger. Gud lade intet komme i Veyen for denne hans ventede Glæde, den Gode!

Fredag 29^de Mit aldrig udeblivende Torsdagsbrev, var i Gaar saa velsignet langt, som det ikke har været i mange Torsdager. Jeg spørger sielden om der er flere Breve til mig. Dette veed jeg, skal være der. Men i Gaar var der endnu et, som jeg rigtig nok flere Postdage har seet imøde. Det var fra min kiære Bergh, og vakte Glæde over al den Goord, især hos Barna – Min Koren var ikke hiemme – Han har nemlig med sædvanlig Sønneomhu udført min Korens Commission, og skaffet ham en Fuldmægtig, der for det første er ganske efter Linas Ønske, og efter Majas, og mit med. Det er et ungt Menneske, La‹un›g, hvis Fader har været ved Toldvæsnet paa Moss; hvor han er fød. Han er 22 179Aar, vel kun dansk Jurist; men med grundig Kundskab i flere levende Sprog og megen Dannelse, forener han et udva tækkeligt Udvortes, og er eenstemmig yndet af Alle, som kiender ham – Saavidt er da vore Fordringer tilfredsstillede (thi at han sikkert kan feye den raskeste Dandserinde, selv Damen af Tøyen (Lina) træt i en Triptrip, forsikrer Bergh Lina er upaatvisteligt) Skriveren havde vel ønsket noget mere, især at han havde havt nogen Øvelse i Embedsforretninger, som ey er Tilfældet. «Men» siger han «er det et Menneske med Hoved, Anlæg og Lyst, som jeg efter Berghs Brev ikke tvivler om, saa finder det sig nok, og jeg haaber ret at danne ham efter mit Sind, og snart at faae mig en kraftig Medhielp i ham.» Dette dit Haab, du kiære sieldne Skrivermand, haaber jeg til Gud, til Bergh og La‹un›g, at du skal see opfyldt. – Han kan komme naar det skal være; men ønsker dog at være nede en Maaned endnu. Naar han kommer op til Høsttingene er Koren tilfreds, altsaa først i neste ^Juli Maaned. Lina ønskede nok at faae ham op i en Luftmaschine til et lille Ball, vi har tænkt at faae her, naar vi skal have Selskabs for Hertels, og hvor det seer ud til, der vil blive fast total Mangel paa Chapeauer –

Min Koren er i Eftermiddag henne og seer til gamle Fader Munthe. Walbohm sagde til Lina, som var der i Morges, at han haabede det bedste, dog var han ret syg endnu.

I Gaar skrev jeg til min Lotta og Sally, dog kun et Par Linier til Sally, og ey stort mere til Lotta, men til Frue Ragna paa Økeren et dygtig langt Brev. Nu har jeg giort mig en Tour i Haven, og tænker at giøre mig een til. Alle tre Smaaepigene gaaer nu med sine Spader og Vandkander for at plante og vande – Gud give Vext!

Begriber I hvordan det er gaaet til, at mit Brev til Bergh, hvorpaa dette var Svar, og som gik med Posten, nesten var en Maaned gammelt inden han fik det? Intet Under, jeg ey fik Svar før han fik det ^{der skulde svares paa.} Men det var dog rosomt at vide Sammenhængen med dette som mere der forekommer mig underligt i det respectable Postvæsen

180Søndag sidste Maj Bliid og varm slutter denne til disse sidste Dage, paa de to, tre første nær, saa umilde Maaned. I Dag var min Koren og jeg i Kirke, da vi først havde bragt vort sparsomme Blomsteroffer, nogle faa Aurikler, paa de Elskedes Grav. Der stod saa fuldt af Mennesker omkring os, og der maae man være ene. Vi bleve der derfor kun et Øyeblik. Des længere vare vi i Kirke. Jeg har ikke længe hørt en saa lang og tillige uinteressant Præken af min lille Faer Mørk som i Dag. Han har i denne Tiid i Anledning af Munthes Sygdom havt meget at tage vare, og vel derfor ikke faaet tænkt som han pleyer. Hans Thema var: «I den hellige Skrift findes al det Lys Mennesket har fornødent for at finde den rette Vey til Lyksalighed» – I Anledning af Dagens Evangelium kom jeg, Gud forlade mig min Synd! til at tænke paa en Samtale imellem et Par Smaaedrenge for en Tiid siden. Det var Obr: Lieut Ingiers og hans Broders, Majorens Søn, begge omtrænt af samme Alder. Den første, en lille stiv Krabat, sagde da i Klammerie med den lille Fetter: «Du maae vide, min Fader er mange Gange rigere end din!» «Hm!» svarede Carl, en hiertensgod, venlig Dreng – «det kan nok være. Men har du ikke læst hvordan det gik den rige Mand: han kom i Helvede og i Pinen» – Der skal imidlertiid Obr: Lieut: Ingier ikke komme for Haardhed imod sin Broders Børn, thi mod dem er han virkelig en god faderlig Farbroder. Men nok er det, at Carl ved dette kraftige Exempel stoppede Munden paa den væsle stortalende Marius. Gud forlade de Mennesker, som forgifter det uskyldige Barnehierte ved at indprente dem saa fordærvelige Begreb om det usle Metal: at det skal overveye enhver Fortiæneste, ja giøre disse uundværlige. De kan komme tidsnok i Hovedet paa en riig Mands Søn, om han ikke saa godt som med Ammens Mælk indsuger dem i det spæde Hierte.

Munthe var taalelig, da min Koren var der i Fredags, og er ey blevet slettere siden, siges der. Vi har nu Bud at høre til ham.

For et Par Timer siden sluttede jeg Oversættelsen af Natur und Kunst der vel ikke er en af Lafontaines fortrinligste Romaner, men dog lader sig ret godt læse, og lod sig ret gesvindt oversætte, skiøndt det kun var Frietimers Arbeyde. Nu skal den snarest Bud gaaer sendes min Lotta, Kista, og saa gaae til Eger, til mine Eliser, som alle ikke giver sig af med Tydsken.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.