November

166Søndag 1^ste Den begynder taagefuld og mørk, denne ved sine bittre Mindedage mig dobbelt mørke Maaned. Dog, ligedan begyndtes, og vedblev og endtes jo de foregaaende 2 eller 3 – vi ere ey vante til det anderledes. Fader Mørk var ret forstemt i Dag; men det mislykkes mig sielden at faae ham opmuntret, især naar Marie eller Lina er tilstæde, da klarner hans Ansigt strax. Sin Marie saae han dog ikke i Dag, den sødeste af alle Jordens Piger, kalder han hende. Hun tog nyelig før han kom, til Houg med sin Kista, paa Husholdningens og især den forestaaende leye Slagtnings Vegne.

I Aftes bragte Fabritius mig en lille venlig men sørgmodig Seddel fra min Rikke. Hun er saa nedslaaet. Kunde hun see sin Moer Koren, veed jeg, det vilde blive bædre; men Gud veed, naar vi nu sees.

Hendelseviis fik jeg i Middags ved Bordet at vide, 167hvad man hidindtil omhyggelig har skiult mig, at Jess for en 3 Ugers Tiid siden havde været i Minne-Sund, baade han og Hr Fabritius. Færgen var stødt fra Land et godt Stykke, og roede paa, da de ey vilde indtage flere, men det kunde de unge Vildhoveder ey finde sig i, men toge et Sprang for at naae den, og – plump, der laae de. Da de Begge svømmer godt, kunde vel Faren ikke være saa stoer; men værre var det, at de hele Dagen bleve i den vaade Habit, og nu seer jeg da met et Aarsagen til Jesses stærke og langvarige Forkiølelse. Ogsaa hans Kammerat har havt sin Deel; men nu ere de raske igien, Gud skee Lov! Jeg har ret bedt Jess inderlig – da jeg først havde skiændt dygtig paa ham – at lade saadanne Experimenter være en anden Gang – Giid det kun frugtede! Kan man ikke nok være uroelige, naar saadanne Krabater ere borte over Tiden?

I Dag vilde jeg giærne have dette langdrøye Hefte færdigt, om ikke for andet, saa for at min Kista kunde have det til Recreation efter sin Tour – giid et fra Byen ventet Bud bragte Majalil noget lignende! – Hun har noget i Vente fra sin velsignede Navnesøster, Majadals Maja (som mine Kbhnske Døttre kalder Maja C –) der skulde været her, var det gaaet efter Bestemmelsen, den 29^de, det kiære Barns, Petramajas Fødselsdag (I veed jo, det er Moer Cappelens Petramaja, ligesom hendes Thrina Moer Korens Sarathrina)

168I vil da vide, forudsætter jeg, hvilke af Ingemanns Digte i anden Deel der synes mig de fortrinligste. Ja, Valget er ikke let. Marsk Stigs Døttre finder jeg – og det samme fandt min Egersøn – saa ganske i den ægte Kiæmpevisetone; eller rettere i den, der passer sig for det Slags Digte. Troldmanden og Lærlingen synes mig saare skiøn. Men skiønnest af Alt Konstens Grændse – Den landflygtige Aand – og Vaucluse – Eventyret Parizade i første Deel, holder jeg mere af, end Gangergriffen i den anden, naar jeg læser dem strax efter hinanden. Stoffet til begge kiender jeg fra min Barndom, og har ofte baade hørt og fortalt dem med hiertens Angst og Glæde, uden, naturligviis, at ahne det, Digteren har udviklet af dem. – Jeg havde maaskee ^ikke endnu kommet med dette Recension-Fragment, om ey min Jess just havde bragt mig den første Deel, som er kommet fra Bogbinderen.

«Og det kom dig ret tilpas, Moer Koren, fordi du var forlegen for noget at fylde denne sidste Side med?» – Rigtig giættet, Børn! – I hvor nøysomme I ere med hvad jeg kan give Eder, vil jeg dog nødig misbruge Eders Godhed, og vaase et Hefte fuldt efter det andet om Vind og Veyr. Det blev rigtig nok, naar jeg holdt mig til Bogstaven, mere vandet end vindigt i denne Tiid. Men er det ene ikke lige saa slemt som det andet? – paa Papiret, mener jeg, og for mine elskede Læsere og Læserinder. For Kornet paa Marken vilde derimod nu intet være gavnligere, end en Storm fra Norden, eller hvorfra, kun den giennemtørrede det. –

169Tirsdag 3^die Det var en skiøn Dag, skiøn som min Vilhelms Liv, og som det dalede i Dag 4 Aar, saa dalede nu Solen, og nu den er dalet, falder Mørket paa pludseligt – Men allerede længe var min Lykkes Sol gaaet ned, da Haabets endnu smilede til mig. Ney, det er saa mørkt inden i og uden om mig. I Morgen, for mig hans Dødsdag, mere.

Onsdag 4^de Ogsaa denne Dag er klar og bliid, men hverken mit Hoved eller Hierte sympathiserer med den. Jeg har ret været ussel den hele Dag, har lagt her paa Sophaen, men er ikke bædre. O, hvorfor ligger alle sørgelige Minder saa dybt i Siælen, imens de glade kun glide løst hen over den? Er det maaskee, fordi disse tilintetgiøres ved hine? Dog ney – de tilintetgiøres ikke, de smelter sammen med de bittre Minder for at skiærpe deres Braad end mere.

I Dag – jeg har nok sagt Eder det ofte – var det Hedevigs, den elskelige Hedevig Augustas Fødselsdag. I 11 Aar var det vel en Sorgens Dag for hendes Carl – ak! men hvad maae den ikke være ham nu, da hans Julie ikke mere kan dele hans Kummer og formilde den! –

Her ligger nu det færdige Dagboghefte til Eder, Elskede, alt siden Søndag, og kommer ikke afsted. Jeg vilde sendt det i Gaar med Posten, men her var ingen at faae afsted til Ullensager. Nu maae det ligge til Løverdag. Vi slagter i disse Dage, og saa har alle saa travlt. Gud skee Lov denne Nat er forbi, da det egentlige Slagterie gik for sig. – Vi ere komne saa i Vane med i denne Tiid at see alt fra den mørkeste Side. Det er vel godt for saa vidt 170at det Ubehagelige da ikke kommer uventet, og det Behagelige bliver dobbelt velkomment. Saa f:E: havde vi troet, Slagtet skulde være grumme mavert og usselt; men Maja kom nok saa triumpherende op i Morges, og forsikrede, det var fast meer end almindelig fedt og godt. Med samme Tidende modtog Kista mig. Nu staaer de stakkels Børn begge paa Boden ved Ophugning og Nedsaltning. – Min Koren er ingen Dag i denne Uge hiemme; Jess seer vi ikke – han tog til Eidsvold i Mandags – før Løverdag. – Nu vil jeg atter helde det bankende Hoved ned paa Puden, om det der vil blive stillere.

Torsdag 5^te Ney, det blev værre, jo længere det leed paa Qvællen. Jeg gik til Bords med de andre, men spise kunde jeg ikke, og var nær ved at besvime da jeg skulde reyse mig. I den friske Luft blev det bædre, og da min Koren kom (vi ventede ham ikke mere) blev det snart fuldkommen godt. Jeg spillede endogsaa de sædvanlige tre Rabuser med min Kista. I Formiddag var jeg meget mat, men Kista mente, Moer skulde have godt af en god, kraftig Kiødsuppe, og den havde vi til Middag med sine behørige (i Slagtertiden) Kiødboller paa, og jeg har ret befunden mig vel efter den – «hun var deylig, Madam!»

I Dag – den femte Novbr!!! – er det da første Gang, vi for Alvor kiører noget Korn ind, og hvad der er besyndeligere, det er, forsikrer de, meget godt. Atter et uventet Gode! –

O, at vi dog saa snart forsage, vi lidet Troende!

I Dag holder Skriveren igien Forhør over Frue Waagers Tyve. Hvad der tilsidst vil komme ud af! –

171Fredag 6^te «Her har du to Breve – og et til» – sagde min Maja og gav mig dem. De to vare da fra min Sally og fra Marieboe, det tredie Majabrevet. Ak, hvor har alle disse kiære Breve bragt mit Hierte i Bevægelse. Min Sally er paa Økeren, for at pleye og muntre den stakkels hulde Ragna, hvis glade Moderhaab saa smertelig er blevet skuffet. Jeg saae det først af Marieboes Brev, skrevet nesten i samme Øyeblik han tiltraadde sin Kbhns Reyse. «Vort Haab at faae en Broder til Ida er forsvunden» skriver han. «Jomfr Bøyesen, som er saa god at være om og hos hende ^{vor Ragna,} vil sige Dem mere». Og hun sagde mere, det kiære Barn. Ragna har aborteret har været meget syg, men er dog nu bædre, kun meget mat – kunde ellers hendes Ludvig forladt hende, i hvor nødvendig hans Nedreyse var? Giorde ikke det nu atter vedholdende Sludveyr Føret hver Dag værre, vilde jeg intet Øyeblik taget i Betænkning at komme min Sally til Hielp i at trøste den ved det søde Haabs Tilintetgiørelse saa nedslagne dybtfølende unge Kone. Jeg reyste nok endda, om ikke min Koren saa nødig vilde det, af Frygt for jeg skulde blive syg. «Det eneste der ret opmuntrer min kiære Patient» siger Sally – «er naar vi lægger Planer hvordan vi, naar Føret bliver godt, vil giøre en lille Tour paa et Par Dage til vor Moer Koren, da funkler hendes Øyne, og hun ønsker kun hun strax kunde komme afsted. Ogsaa til Drammen skal vi giøre en Tour imens Mariboe er borte, besøge Moer Cappelen, og see Comedien der. Naar vi drømmer saaledes, sidder hun saa glad som et lille Barn» – Just denne Barnlighed 172giør hende saa elskværdig, thi den kommer saa uskyldig fra hendes ufordærvede Hierte. Gud skee Lov, vor ømme troe Sara er om og hos hende. Hendes Moder, som ogsaa er der, er hiertens god og agtværdig, men som jeg troer at have mærket meget lidenskabelig i baade sin Sorg og Glæde, og det er maaskee den nærvesvage Datter ikke altiid gavnligt.

Jeg har skrevet til hende og Sally under et, og saa roeligt og muntert som det var mig mueligt, uden at vedrøre nogen Stræng som kunde bæve for længe eller for stærkt i de letvakte Følelser. Fabritius, som reyser ind i Morgen, medtager og lover selv at levere min Sara det, og saa faaer jeg paa Onsdag fuldstændig Underretning – Gud give, ønskelig! Jeg har just nu sluttet et langt Brev til min dyrebare Maja C, som nu Aslak, der reyste til Munthe for at lade lyse for sig og sin Ane i Morgen, tog med sig i Posten. Et Brev til min gode Pavels har jeg begyndt, men nu nøder mig Mørket at slutte –

Søndag Kl 4 Ved Middagstide drog Fabritius afsted med de foromtalte Breve, et til Lotta, et til Zarna atpaa –

Madam Omsted, skriver min Maja C, døde paa sin Datters Begravelsesdag. Var det Sorg, og Sorg allene, som saa pludselig endte hendes Dage? Ak, er Rygtet sandt, var det især hende der af den blandt alle Lidenskaber uædelste, Lidenskab for Guld, overtalte den ikke 15 Aar gamle Ambrosia til at indgaae en Forening, hvori hun ikke kunde være lykkelig, om end et andet Rygte: at hun elskede et vakkert ungt Menneske, som var paa Faderens Contoir, var ugrundet – forholdt det sig saa, da maatte vel hendes Hierte 173briste da det solgte Barns Hierte brast. Nu giæmmer Graven dem begge, og alle Lidenskaber tier der, og har den ulykkelige Moder betalt sit Feyltrin med sit Liv, saa har hun bødet, bødet haardt i den Siæleangst som knuste hendes Hierte, og hisset har hendes Ambrosia modtaget hende med et Freds- og Forsoningskys, og hendes Brøde er udsonet for Gud – Hviil da i Fred, arme, arme Moder! –

Til de ikke glædelige Efterretninger jeg selv fik, kom endnu flere, Fabritius læste for os af et Brev fra Præsten Herlufsen i Frederiksværn. I forrige Uge skal en Baad være kantret ved Helgeroen, hvorved mange Mennesker har sadt Livet til, blandt disse en Frue Seidelin med to Børn, en Frøken Gorder, og en Capit: Holm – Nu nok for i Aften, og af saadanne Nyeheder, vilde Gud, nok for stedse.

Men der er da Gud skee Lov, min Jess. Vi ventede ham i Aftes, og han kom ikke. Nu begyndte det at mørkne, han kom endnu ikke, og jeg blev saa ængstelig –

Mandag 9^de Ved min Korens Arm har jeg nu vandret Haven nogle Gange rundt paa denne første klare skiønne Vinterdag. Endnu otte slige Dage, og vi fik vort Korn ind, og det blev dog noget, og meget i Sammenligning med hvad vi torde ventet efter de senere Aspecter.

I Morgen skal Skriveren, i Følge med Confrtsrd Anker til Feiringen, og vil hans Forretninger der neppe endes før med Ugen. Min Jess har vi da og beholder for det meste hiemme imidlertiid, og det er endda godt.

Nu har Du vel mit Brev, elskede Sally – og maaskee er den gode Fabritius i dette Øyeblik paa Tøyen hos Dig, beste Lottamoer! Jeg synes det ahner mig. Kl er henved 5. –

174Tirsdag 10^de Kl 5 havde Skriveren bestilt sin Hest, og var oppe længe før Dag; men først Kl 8 kom Hesten. Nesten paa samme Tiid som han, foer min Marie og Telja til Houg, for at besørge Slagtningen der, og vender ey heller tilbage før Løverdag. Det gaaer raskt med Kornkiørselen, paa det nær, at Læssene et Par Gange har væltet, da det hverken bærer eller brister. Atter har jeg i Dag skrevet et lille Brev til min kiære Lotta, og et langt til Nella Borch, fra hvem vi saa længe intet har hørt.

Onsdag, Mortensdag Til Lykke, min elskede Thrina og Realf, med Eders Førstefødtes første Aars Fødselsdag! Til Lykke, I kiærlige, værdige Alle med Eders lille Yndling og denne velsignede Dag! Oplever den mange Gange glade og lykkelige, og altiid gladere og lykkeligere! Saa længe gamle Provst Smith levede, var dette en glædelig Dag i Nannestad Præstegrd – hans Ginas Fødselsdag – og da maatte vi did, min Koren og jeg, i hvordan end Veyr og Føre var, og leed tidt ret ondt, men angrede det dog aldrig. Den gamle Mands og alle de gode Menneskers Glæde over at see os, var saa stoer, saa umiskiendelig. Stakkels Gina! endnu flakker hun om i Verden, gift, Moder til tre Børn, men uden Hus og Hiem –

I Aftes havde vi det ret saa godt i vor Eensomhed. Til vi spiste, læste jeg for Kista og Lina – men det varede længe inden vi kunde begynde for Latter af liden Kaja, som rent ud erklærede, at denne Læsning høyt var det værste hun vidste, for da maatte hun sidde saa stille.

175Torsdag 12^te Kaja maatte udholde den samme Poenitense i Aftes, og har i disse Aftener ikke andet at vente. Ved denne behagelige Beskiæftigelse savner vi mindre de kiære Fraværende, og Kistas og Linas Fingre gaaer endnu hurtigere end ellers. For at giøre Tausheden taalelig for stakkels Kaja, har hun imidlertiid Lov at pynte sin Dukke, hvis Garderobe Dag for Dag bliver anseeligere.

I Formiddag blev min Kista og jeg ret skuffede i vore Forventninger. Hun kom ind med to Breve og en stoer Pakke. Brevene vare fra Lotta og Maja C, og indeholdt kun faa Linier. Det fra min Maja skulde egentlig kun ledsage en lille Pakke med Tobak men – den stod blot i Brevet, Budet havde ingen faaet fra Horsters, hvor den var leveret. Den tør vel endda komme tilrette. Den store Pakke – ja, den var fuldt af tomt – Det var nemlig en heel Hoben gl Dagboghefter opsendte fra Døttrene mine med en bergensk Præst Irgens, skriver Lottamoer, men ikke et Bogstav ledsagede dem himat igien. Rigtignok har de kiære Børn skrevet ret flittigt i senere Tiid – men Herregud, et Par Ord havde dog været snart skrevne, og saa var jeg ikke bleven saa flau. Kista blev det nesten ligesaa meget som jeg, og rystede alle Hefterne, men der var Nichts und wieder Nichts. Endnu i Aften venter vi Fabritius – han bringer os dog vist noget mere –

176Løverdag 14^de Hvad han bragte, var fiint. Kl 9 om Aftenen, da Kista og jeg sad i den tredie og sidste Rabus, hørte vi en Rumling som af en Firespændsvogn, og troede fuldt og fast, der kom et stort Herskab. Bordet laae for fuldt af Alskens Ting, Kort, Syetøy, Dukketøy etc, at det ey var at tænke paa Bortrydning. Jeg bad Kista gaae ud og tage mod de Fremmede – jeg troede nesten det var Frue Marieboe og Sally – «Og de kommer nok ind naar de kommer saa nær» – mente Kista, og ind treen Fabritius som en stoer forskrækkelig Sneemand, med den høyfiærede Hat paa, den han ey kunde tage af, fordi han havde alle Hænder fulde af Pakenelliker. Men til mig var kun et stakkels faa Liniers Brev fra Zarine, og til Kista et D^o fra Lottamoer, det var den hele Stads. Han fik blot Stunder at fortælle, at alt stod vel til i vor Kreds, at han intet Brev fik fra den slemme Sally, men kun mundtlig Hilsen, at Frue Marieboe var meget bædre, og at de begge skulde skrive med første Post at det Wulfske Huses Fald i London havde som et Jordskiælv mægtig rystet mange af vore fasteststaaende Handeshuse; at intet Korn var kommet til Byen, og Caffe og Sukker steeg – og saa tog han sig blot en Dram, og ilte til Genta si. Atter i Dag ventes et Bud fra Byen, men med det venter jeg intet – vil jeg i det mindste faae mig selv til at troe –

Da jeg nu, med det Bud som skal hente min Maja og Telja hiem fra Houg, har bortsendt et langt Brev til Biltzing, og et ikke kortere til min Maja C – dog kort i Sammenligning med det kiære, jeg i Gaar fik fra hende – og min i Morges fæle Gigthovedpine har dulmet lidt, vil jeg fortælle Eder disse Dages Hændelser, førend jeg sætter mig paa Sophaen til Middagsblund. I Torsdags havde Lina det Uheld, og det da 177hun i sit lovlige Kald gik ud af Spisekammeret, at Dørren, der trækkes i ved et tungt Lod, faldt paa hendes høyre Haands Pegefinger, og smækkede i Laas. I den smertelige Arest stod hun taus og ene, til Kista lykkeligviis kom ud, forundret over at see hende i den Stilling, og forbauset da Ungen sagde: «Kiære Kista, hielp mig. Min Finger sidder fast imellem Dørren». At Kista i sin Angst har bandet, skulde jeg nesten troe, dog veed jeg det ikke. Men neppe torde hun see da hun lukkede op, thi hun ventede at finde den halve Finger indenfor. Dog see! den var blot trykket flad som en Pandekage, og den ømme Kista vadskede og smurte den, og den fik sin tabte Form og Følelse igien. Men imod Aftenen havde hun en smule Feber og Hovedpine; men loe og sang naar jeg saae paa hende! Er det ikke ret nogle heroiske Unger jeg har? Legemlige Smerter afpræsser dem ikke let noget Suk. Men Gud være lovet, at deres Hierter ere saa bløde som deres Legemer haarde –

I Gaar imod Aften, just som Posten kom, kom min Koren, som vi i det tidligste ventede i Dag, og nu beholder vi ham hiemme lige til Tinget, paa et Par smaae Udvandringer nær. Det er en sielden Hvile for ham, en sielden Glæde for os alle. Naar jeg nu om nogle Timer faaer min Maja og Telja hiem, saa har jeg de Kiære alle omkring mig.

Vi havde i Aftes allerede leyret os om Bordet, da Walbohm kom ind. «Saa seent? kiære Doctor!» spurgte jeg. «Ja, gienmælede han leende, blev jeg ikke der sat i en unødig Skræk kanskee Fruen ikke engang veed det?» – «Hvilket?» – «At Melin troede, han havde brækket sit Been. Der kom Postgutten aandeløs løbende – jeg var hos Mørkes – med denne Hilsen, 178og at jeg for Guds skyld maatte komme strax. Jeg skyndte mig først hiem efter det Fornødne til en saadan Operation, og saa op paa Herrens Kammer – men der gik han ring paa Gulvet, og jamrede endnu at hans Been var brækket. Jeg kunde warhaftig knap bare mig for Latter. Naa, lad os da see det kunstige Been, som De kan gaae paa, naar det er brækket – kort, Mennesket er sandelig ikke rigtig her (pegende paa Panden)

«Og den Opdagelse har De først giort nu?» – «Ney, for længe siden, Frue; men jeg troede dog, Manden ikke var saa gal –» Han havde da ved et Fald forvredet Benet, eller forstrækket Senerne, hvordan det nu er. Den arme Diævel er ret ussel i Dag, hører jeg, og vil ved sin Egensindighed neppe snart blive god, da han paa ingen Maade vil holde sig i Roe, hvorved det Onde i et Par Dage kunde være forbi, siger den snilde Walbohm, som har været her i Dag ogsaa og seet til ham. Da vi nu taler om denne Original, og I saa længe intet har hørt om hans Fata, og Middagsblundstiden desuden er forbi, saa maae I dog ogsaa vide, at han har kiøbt sig en Gaard her i Nærheden – det har jeg vist sagt Eder før, ligesom at han siden den Tiid er blevet end galere. Nu stod hans Korn ude som da overalt, og den eneste Maade han kunde faaet lidt berget paa, afslog han reent, nemlig at faae Hielp om Søndagen. Men hør nu, hvordan han distingverer: «Har jeg en Rugager, og Giærdet om den er faldt ned, saa er det ingen Synd at sætte det op om Søndagen, men at kiøre Havre ind, eller tage Potetes op, det er Synd. Og vil Gud, jeg skal faae det ind, faaer jeg det nok.» – Han troer rigtig, sagde Frøken Keilhau, at vor Herre skal komme ned og pille hans Poteter op –

Kort sagt, vor Herre kom ikke, og nu staaer de der tilfrosne og uden Rædning forlorne. Over Kornet forbarmede Jess sig, og kiøbte det og fik det ind, men det er den bare Halm, og det 179var for at skaffe Melin denne til hans stakkels Creaturer, der ellers maatte sultet ihiel, at min gode Jess giorde denne Kiærlighedsgiærning, den Melin i sin Henrykkelse giengieldte ved, før det var at tænke paa Modværge, at flyve ham om Halsen og kysse ham –

Søndag 15^de Her i Sophaen sidder min lille Maja læsende. Hun og Telja kom i Aftes i høyeste Velgaaende fra det stille dem saa kiære Houg. Maja har havt en slem bolden Finger, der dog nu er bædre. Lidt før dem kom min kiære Kistas Brodersønner spadserende fra Rotnæss, to snilde brave Gutter. Den Ældste bliver nu for stedse hos Hertels, den yngste, Christian, en flink, for sit Element skabt Gut, pløyer Bølgen den blaa, men hviler nu ud de haardeste Vintermaaneder. – Og endelig – uverhoft kommt oft – bragte Byebudet mig et ømt og ikke kort Brev fra min hulde Lotta, og Engels Lorentz Stark, som den gode Stenersen efter Anmodning havde kiøbt til mig. Maja fik ogsaa et langt Brev fra sin Zarine. Ogsaa var alt for saa vidt godt. Kun min kiære Kista fik et Brev som ikke glædede hende. Min Lotta var ogsaa lidt nedstemt, og er det altiid, naar hun tænker paa at forlade sit vakre Tøyen. Hendes Jørgen er blevet virkelig Krigsasessor, men endnu har hun ey faaet ham hiem. Presidenten er og maae være meget borte, og saa er hun saa eensom, den gode Lotta. Hun skrev, Frue Marieboe havde været i Byen, hvad der ikke allene forundrer mig, men harmer mig lidt, da jeg frygter, det kan foraarsage Tilbagefald, der kan blive værre end den første Sygdom. Havde jeg været hos hende, sandelig, hun havde ikke faaet Lov hertil – Faer Mørk er inde. Farvel saa længe til jeg har slaaet en Prat af med ham.

180Mandag 16^de I maae ikke troe, mine Dyrebare, at min Prat med Faer Mørk har varet til nu. Ney, seent nok kom Folk endda til og fra Kirken, men da var det blevet alt for galt. Stakkels Mørk gik kroget og saare nedbøyet, da han havde saa ondt i sin Ryg, men ellers var han ret fornøyet og takkede Gud, at han havde faaet sit Korn ind. Det haaber jeg nesten ogsaa at vi skal faae i Dag eller dog sikkert i Morgen, bliver Veyret som det nu er, klart og koldt.

Fabritius var her i Gaar med sin Grethe, og Ungdommen holdt sig ret lustig. Min stakkels Majas Finger giør hende ret Bryderie, mindre ved Smerten den volder hende, end ved dens Ubrugbarhed, og nu, det stunder til Jul er der saa meget at stelle med foruden det Sædvanlige, nye Hverkens Kioler skal syes o.s.v. – Linchen gaaer denne Uge med sin Kista i Huset i Majas Sted. – Da jeg i Dag læste i Aviserne om den kiække franske Pige, der gik i sin til Armeen udskrevne Tvillingbroders Sted, da denne var svagelig, og fattedes baade Lyst og Mod, tænkte jeg paa, at der vanskelig kunde sættes en Prøve paa Linas Kiærlighed for hendes Marie, hvori hun ikke vilde bestaae. Dog, Gud skee Lov, det gielder om dem Alle. De kan kun glæde sig med og i hverandre, lider Een, lider Alle –

Et venligt vennehuldt Brev fik jeg fra min Sally i Dag[.] Hun nævner intet om Ragnas Byetour, men tværtimod taler om, hvor mat den Gode er, og ikke taaler mindste Anstrængelse. Jeg skulde derfor nesten troe, det maae være en Feyltagelse. Sally taler intet om at forlade Økeren, og det er mig inderligt kiært. De glæder sig, disse to kiære Børn, og det ret som smaae Børn, siger Sally, til mit og Majas og Linas komme, og naar nu Kornet er inde, og som jeg haaber inde overalt, da giid der kom dygtig Snee, og det skulde ikke vare længe 181inden jeg ilede med Ungerne mine til alle de elskte Ventende, der ‹…› ^neppe seer Giensamlingen gladere imøde, end vi.

Fra den gode Præst Bergh i Ringsager fik jeg ogsaa et overmaade forbindtligt Brev, og Løfte om det Sædebyg jeg bad om, og skulde man nesten troe jeg havde giort ham en større eller ligesaa stoer Tiæneste ved denne Begiæring, som han giør mig ved at opfylde den – og saaledes, seer I selv, Mandens umiskiendelige Velvillie giver Tingen, der i sig selv er os saa vigtig, et dobbelt Værd. –

(Tilgiv disse stygge Blækklatter, som en hastig Bevægelse med Pennen giorde i dette Øyeblik)

Tirsdag 17^de Aa ja, hvem negter, at der gives hyppige Modsigelser i mange, kanskee de fleste, af vore Tanker og Handlinger. Men heller ikke er altiid det Modsigelser som synes at være det. Istæden for at forklare mig herover – om ellers Forklaring var nødig – vil jeg blot her afskrive et Sted af mit nu just færdige Brev til vor Sally, som skal forkynde hende mit og Børnenes Komme til Økeren Mandag eller Tirsdag, NB om vi faaer lidt mere Snee forinden. Stædet lød da som saa: «Herre Gud, naar jeg ellers kommer herind om Morgenen, og Solen smiler mig imøde, bliver jeg saa let om Hiertet, om det end før var en Smule tungt. Og nu, da den hilsede mig saa usigelig venligt: ‹God Morgen, Christiane! Velkommen ind i det lille grønne Kammer. See, hvor jeg forgylder alting der. Sæt dig nu ned og skriv til dine Kiære imens jeg lyser for dig. Det bliver desværre ikke mange Timer, saa maae jeg hen og lyse for Andre, som kanskee ikke skiønner saa taknemmelig paa mit blide Lys som du› – kunde jeg vel ikke see surt – (det er desuden imod min Natur 182at see surt naar Solen skinner) Jeg smilte, og det ret oprigtig (fye, hvem vilde smile falskt!) men sagde lige saa oprigtig: ‹Tak, kiære Sol, for hver Gang du har straalet Glæder i min Siæl og sød Vemod. Men giid du nu vilde skiule dig et Par Dage bag tykke Sneeskyer, og saa straale ned igien til den hvidklædte Jord, og lyse venligt for mig og mine Børn, mens vi glede hen i de elskede Ventendes Arme!›» – Om denne Bøn bliver hørt? Man paastaaer Ney, og rigtig nok pleyer Veyret holde længe ved paa en Kant. Det er ordentlig blaae Sommerhimmel; men skarp Vinterkuld. Ak, havde alle Mennesker et saa godt lunt, om end ikke saa venlig grønt et Kammer som jeg, skulde jeg, uagtet min Længsel efter Snee, ret fornøye mig i den blaae Himmel, hvorfra Solen nu seer saa venlig ned til den haardtfrosne Jord, ligesom den vilde sige: «Det er ikke min Skyld, at mit Skin nu blot lyser; men lad ogsaa det glæde dig, kiære Jord, og opmuntre dine Beboere. Et Øyeblik – I kalder det et Fierdingaar, kiære Jordbeboere – saa skal I atter føle mine Straalers velgiørende Kraft.» – O du kiære venlige Sol, hvem kunde have Hierte til at blive vreed paa dig? Jeg kan det ikke, om du end afslaaer min Bøn. Selv om du opfylder den vil jeg savne og længes efter dig – Imens jeg sidder her og gosnakker (Presidenten vilde sige coqvetterer) med Solen, har min kiære Kista det nok saa travlt med Stadsen min til Byetouren, og syer Kalikos Vanter, Krave, etc til mig[.] Lille Maja stræber med sin boldne Finger at faae sin nye Hværkens Kiortel færdig, og Lina hielper hende troelig. Kaja flaxer med Sydskenbar^na sine, de unge Hertler, og lille Tønder Lund, der er en grumme lustig Kumpen, men en snild Gut for Resten. Skriveren staaer paa sit kolde Kammer og skriver saa det staaer efter, og leer naar jeg huttrer af Kuld, og undres over, han kan røre Fingrene. Saa rækker han 183mig Haanden og spørger: «Er du saa varm som jeg? min Naadige!» – og det er da den Naadige fast aldrig. Hvilket varmt Blod der maae være i de Aarer! Og dog er hans Hierte endnu varmere for alt hvad Ret og Godt er i denne Verden, som han giærne giorde til et Paradis for os, stod det i hans Magt – (ved os forstaaer jeg alle levende Væsner) Da han nu ikke kan det som han giærne vilde, udholder, ja underholder han selv Skiærdsild naar han om Aftenen er nede hos os; da seer ingen flittigere til Kakkelovnen end den samme Skriver, hvis Element er Kulden. Dog, han er jo altiid som i sit Element, naar han kan see Andre i deres –

Torsdag 19^de I Gaar fik da min Koren endelig det vaagerske Tyvepak af Halsen. Hovedmanden, Laurine (som nyelig har lagt i Barselseng) blev dømt til Tugthuset paa Livstiid, de andre 6 paa kortere og længere Tiid. Madam Laurine var ikke fornøyet med sin Dom, men jeg troer dog, hun betænker sig paa at gaae videre af Frygt for hendes forrige Liv og Levnets skarpere Undersøgelse. For hendes stakkels Barn er det godt, tidlig og for stedse at blive skildt fra den frække, afskyelige Moder. O hvor inderlig har jeg ønsket, Gud skulde tage det til sig. Lever dette Barn, og bliver god og brav, da (det skal have en ligesaa slet Fader) er der, synes mig, intet stærkere Beviis imod Arvesynden, og lever Faer Mørk saa længe, og jeg med, saa skal jeg ikke glæmme at bruge dette Vaaben imod ham.

I Følge med Jess tog de unge Hertler herfra i Gaar Middags, alle til Rotnæss i et ganske desperat Stormveyr. Det har vedvaret hele Natten, og raset i mit hele Legeme, især den høyre Skulder og Arm, saa jeg var færdig at skrige. Nu er baade Vinden og Smerten standset; men Solen skinner paa ^fra den kolde blaa rene Himmel, og Snee-Haabet bortfiærnes meer og meer.

184Fredag 20^de Det er saa mørkt, at jeg maae lægge alting bort, og derfor vil jeg blot sige Eder, at jeg fik en stoer Post i Dag, en kiær Post, og derom skal I i Morgen faae fuldstændig Underretning –

Løverdagaften (ved Lys) Mine Breve ere færdige, men først nu i dette Øyeblik, og min Arm er saa slem, mine Øyne saa lidt vante til Skrivning ved Lys, at jeg nok seer, det ikke gaaer an at sætte enten dem eller Armen paa flere Prøver. Brevene jeg fik var fra min Maja, Fader Pavels, Søn Bergh, Maren Skieldrup, og – ja, saa fik jeg et til, som jeg da jeg aabnede det saae var fra Frue Holsten –

Søndag 22^de (Fortsættelse) Ved de første Ord: «Tak for begge dine Breve, min gode brave Vilhelm!» – saae jeg da, der var skedt en Forvexling ved Udskrifterne, og lagde Brevet gesvindt sammen, imens Majalild, som havde bragt mig Posten, og bedt mig aabne dette, da den Haand var hende som mig ubekiendt, loe ret hiertelig. Men siden giorde det hende ondt hun havde le‹d›t, naar hun tænkte paa, hvordan den gode brave Søn (thi det veed jeg han virkelig er) vil blive tilmode, naar han saa glad brækker den elskede Moders Brev, og seer – det er ikke til ham. Ey mindre forundret end Vilhelm og jeg, vil den gode Kone blive, naaer hun faaer sit eget Brev tilbage, som jeg i Dag sendte hende, inden hun af mit seer Aarsagen.

– Ja, men begynder det nu at snee, mine Elskede! Eya Pompeya! Jeg kan endnu i Morgen komme til min Rikke, i Morgen, hendes Fødselsdag, den Gode! – og Tirsdag – o, til Eder, I ventende Dyrebare Alle! –

Men igien til mine Breve. Af min Majas Brev seer jeg, som av Pavels’s, at Grev Wedels Brødre ere ruinerede ved det Wolffske Huses Fald, og det giør mig inderlig ondt, thi det er saa gode Mennesker. Maja siger, at hun aldrig har 185seet Grev Wedel, den raske muntre Mand, saa nedstemt, som forgangen har spiste der. Ogsaa hans Svigerfader har tabt betydeligt, men ham kan sligt Tab ikke engang rokke naar det knuser andre. Niels Ankers Enke paa Frhld har havt 45000^de Pund staaende der. Hvor vidt hun kan taale dette Tab, veed jeg ikke. Gud skee Lov, min kiære Faer Cappelen naaer denne Revolution ikke. Pavels troer, og det er rimeligt, at denne Tidende vil giøre en ubehagelig Sensation paa Regieringen, der nu tydelig seer en af Aarsagerne til vore Finantsers Forfald – I ere vante til, mine Elskede, at jeg imellemstunder, og ikke saa sielden endda, pløyer med andres Kalve, og jeg giør ingen Undskyldning for det, fordi jeg veed I intet taber derved, og fordi saadan Tilflugt er go aa ha, naar man sidder Dag ud og Dag ind mellem sine 4 Vægge, og naar man har beskrevet en Dag har beskrevet dem alle, og saa intet andet har at tye til end Vind og Veyr, og dog nødig vil lade en Maaned gaae hen uden at sende Eder et Dagboghefte. Af denne Indledning seer I nok, jeg har i Sinde at giøre et Udtog af et eller flere af mine Breve. Tildeels har I giættet det. Min Maja fortæller, at den ved Horten forulykkede Capt: Hoems Moder var taget op fra Kbhn for nu at henleve sine Dage i Roe hos sin Søn. Den Frøken Gorder, der druknede med ham, siger Rygtet var hans Forlovede. Hvor lykkelig var hun, vare de begge, at døe den ene i den andens Arme! O, at den gamle Moder ogsaa havde fundet sin Død i Bølgerne som røvede hende hendes eneste Søn, hendes sidste Støtte! det skriver min Maja C han var. Jeg vidste ellers ikke, før af Fader Pavels’s Brev, at det var den samme Capt: Holm, der saa tappert forsvarede Najaden, og, for at gientage Slotspræstens Ord, «blev ubeskadiget, da Død og unævnelig Gru tordnede af de mange ildsprudende Munde, for nu at omkomme uhæderlig paa en Lysttour.»

186Fremdeles siger min gode Pavels saa sandt, i Anledning af et Udtryk i mit sidste Journalhefte: at det vel er i vor uskiønsome Natur, saa snart at glæmme de gode Tidender, som dog nu og da afløser de sørgelige, og kun mindes disse –

«Ogsaa det, tildeels. Men lad os dog ikke alt for haardeligen anklage vor Natur for det, der mere ligger i Tingenes! Vore bedste Glæder ere af den Beskaffenhed, at de aldeles ingen Opsigt giøre: jo sandere Glæder, des mere stille og ubemærkede; ikke saa med vore Sorger og Lidelser. Eftertænk blot, gode Moer Koren, Deres egen Historie. Glædeligt og Sørgeligt mødte Dem, og af det første unægteligt mere, end af det sidste. Men udmal med de meest levende Farver al den Glæde, ægteskabelig og barnlig Kiærlighed, Venskab og Natur har skiænket Dem i en lang Række af Aar, og det vil ikke giøre den Sensation som den eneste Begivenhed, at de mistede i to Maaneder to vakre, elskværdige, haabefulde Børn i feyreste Ungdomsalder. ‹Fra Vest fra Øst mod Polers Ende,› vil ethvert følende Menneske, og især hver ømtfølende Fader og Moder, som kiender Deres Tab, ogsaa dele Deres Sorg; men Deres Glæder, hvor blive de bekiendte? I Deres nærmeste Vennekreds, og andensteds kunde de ikke heller forstaaes og føles. Vi vilde altsaa ikke tilskrive vor forvendte ^uskiønsomme Natur eller Menneskenes forvendte Skikke, at vore Avis- Brev- og Conversations-Nyeheder ere fast idel Ulykker. Lykkelige Hænddelser have fast alle noget tvetydigt ved sig, som det fornuflige Menneske ikke ret veed, om han tør glædes over: den sande Lyksalighed er en roelig, blivende Tilstand, som kun kan føles men ey beskrives.» – Jeg skal lægge mig disse gyldne Sandheder paa Hierte, kiære Søn Pavels, og være mere tolerant herefter mod min Natur og mod min Nestes. Ak, det er vel sandt, at vore inderligstfølte Glæder ikke lader sig beskrive. Vore hiertefølteste Sorger giør det vel lige saa lidt; at de desuagtet forstaaes bædre, end de første, troer jeg. Grunden hertil føler jeg – men det er ogsaa af det, som ikke lader sig beskrive; men som dog disse Blades 187Læsere og Læserinder vist vil forstaae. Æolsharpens sagte, sødeste Toner aander blot giennem Øret i Siælen – de stærke, skrigende gienlyder endnu naar de tier i det rystede Øre.

Og nu en Smule Politika. En vigtig Nyehed indeholdt min kiære Berghs Brev. Den franske Armee er jaget paa Flugten, man formoder, nesten tilintetgiort af de rasende Russer, der nu atter er i Besiddelse af det saa skrækkelig ødelagte Moschow og alle øvrige af de Franske indtagne Stæder. – Efter alt hvad jeg hører og forstaaer, skal denne Nyehed være mindre end trøstelig for os – Dog, «Gud raader for Seyren» lyder Omqvædet i en gammel Kiæmpevise. «Han raader for Alt» lyder Omqvædet paa alle Viser i min Siæl, og giid den altiid maae lyde saa, og være mig saa beroeligende som hidtil! – Napoleon har da endelig ogsaa maattet lære at føle, han er et Menneske, og at der er en Grændse «hvortil han skal komme, og ikke længere» –

Rusland, hedder det, kaldte selv Fordærvelsen, Krigens Ødelæggelser, ned over sig, og Napoleon skal aldrig have ført en meer retfærdig Krig end denne. Kan vel være, jeg forstaaer det ikke. Men det forstaaer og veed jeg, at Nemesis aldrig sover, om hun end synes at slumre. Ak, haard maattet den Slummer været, af hvilken det ulyksalige Spaniens Jammerskrig ikke skulde vækket hende –

Sneen er længe ophørt. De rimfulde Træer glimrer i Solskinnet. Jeg havde alt giort alskens Anstalter til Tirsdagsreysen, og nu bliver det neppe mueligt at komme til min kiære Rikke i Morgen – ak jo, jeg maae did i Morgen. I slemmere Føre end nu har jeg dog vist været ude, og længere Vey, og ikke engang til en elsket Veninde paa hendes Fødselsdag.

Gud skee Lov, min Kista som i et Par Dage var ret ussel, er nu brav igien, i det mindste meget bædre. Det ligger ellers til Hovind Jomfruerne, at de skal være egensindige i alt det, der vedkommer dem selv. Med alle mine Bønner har jeg 188ikke faaet Kista til at tage sig lidt Hile, eller holde sig mere inde i denne bittre Kulde. Man skulde nesten troe, det ikke var sandt: at al Kiærlighed begynder fra os selv –

Redebond, som min Telja, til alle muelige Opofrelser for Andre, selv for Fremmede, faaer jeg ligesaa lidt Bugt med min slemme snilde Kista som med Telja, naar det gielder om, at giøre sig selv en lille Smule tilgode.

Dog, fuldt saa halstarrig som Telja er Kista ikke. Hun tager dog noget ind, naar vi beder hende, og tilstaaer dog hun ikke er frisk, naar Telja derimod, færdig at segne om, tit har sagt: «Jeg fattes ingen Ting» – og giort mig saa bøs som Russen paa Franskmanden. – I Gaar var lille Maja heller ikke ret rask, men i Dag er hun det Gud skee Tak! og oven i Kiøbet reent overgiven. Jess er endnu i Næss; jeg haaber dog, han kommer hiem i Dag. Dog, det kommer alt an paa Omstændighederne. Han lovede det just ikke, da han tog bort. Aa ja, inden vor Byereyse gaaer for sig, er han vel hiemme igien –

Tirsdag 24^de Den første Slædetour er da giort, og mit Hierte befinder sig vel efter den, som Legemet usselt. Jeg havde allerede før jeg forlod Plogstad nogle Feberanstød, som vel følger med Gigtsmerterne, men i Nat tog Feberen ret alvorlig til. Nu er det bædre, kun mat er jeg. Dog jeg skal blive det mindre, naar jeg nu sidder her og fortæller Eder om Gaarsdagen. Jeg kom ikke saa tidlig ud som jeg havde foresat mig, og da Føret var so som til Folkene (et af Justiskarens gamle Udtryk) kom jeg ikke til mit kiære Plogstad, som jeg over i et Fierdingaar ikke har seet, før henimod Middag. Min glade raske Rikke havde halvveys ventet mig. «Jeg vidste nok, min Moer Koren erindrede, det var min Fødselsdag» sagde hun. O hvor kunde jeg glæmme det? Rikkemoer! – Endelig sad vi igien i god fortroelig Snak sammen paa den blou Sopha. Futen kommer neppe fra Skriverbordet imens han 189spiser og drikker. Lille Lovise var hos Præsten; Heide har nok ude at tage vare; den forvildede Lassen var kommet fra Hedemarken i Søndags blot for at tage Tøy med sig til en Christianiatour, og skulde samme Aften være i Byen og paa Ball – saaledes havde vi Tiden for os selv, kun lille søde Willa, der nesten holder af Moer Koren som hun af ham, var for det meste nede hos os, og den lille blide Thrinaunge ogsaa en Stund. – Ved Bordet var jeg i en lille Disput med min gode Fut, der hverken vil troe Avis- eller Brev-Relationer, der ere til Vanhæder for Napoleon. At denne er hans Helt, troer jeg just ikke; men han har nu engang, som de fleste, overbevist sig om, at vort Held er bunden til Napoleons, og især til den Fremgang, han giør i Rusland. Rikke, kan I nok tænke, var paa min Side, men vi taug dog begge og lod Manden, som det sig sømmer, have det sidste Ord. At vi toge vort Mon igien da vi kom paa vor egen Haand, forstaaer sig af sig selv. Men nu fik Fogden Brev fra Doctor Hofman i Tønsberg, den gode, raske Bea Heibergs Mand, der først indeholdt den sørgelige Efterretning, at hans Kone var nedkommen med et dødfødt Barn, og selv havde været Døden nær, men at han nu haabede hende uden Fare; og saa dernæst – lad Futen selv tale – hans triumpherende Tone kan I selv tænke Eder: «Her er andre Efterretninger, Moer Koren! Ha, Ha, Ha! Bonaparte udjaget af Rusland! Hør nu hvad Hofman skriver: ‹Her har man den Nyehed, at de Franske vare fordrevne af Moschow, men strax tog det igien, at de nu have indtaget Riga, og formodentlig i denne Stund ere Herrer over Petersburg.› – Hvad siger De nu?» «Slet intet, kiære Fut! Tiden vil vise hvad Sandt er.» – og det vil den. Hofman har formodentlig sine Efterretninger fra den russiske Orlogsmand, som ligger der under Reperation. Der 190er altsaa nogen Sandsynlighed i, at Tingene forholder sig saa, da Russerne vel i det længste vilde staae paa sit Lands Repetation. Saa ligegyldig jeg lod, er det dog vist, at jeg længes som aldrig før efter fuldkommen Oplysning. Giid jeg bare ikke blev chatolsk i Hodet over al den Politik! –

Jeg takkede ret Gud, at min Ømme Rikke ikke kunde see hvor syg jeg var da jeg forlod hende. Hun vilde endelig, jeg skulde blive og spise, og mente Maanen imidlertiid skulde komme op, men da det var tyk Luft, og tøede stærkt, saae jeg nok det ikke blev tidlig; men med lidt Hiertebanken satte jeg mig i Slæden, ikke fordi jeg var syg, men fordi det var bælmørkt, og jeg frygtede for at møde Graabener, paa Fieldet, hvor en Dreng nogle Timer før nesten var bleven gal af Skræk, da han var blevet omringet af fem Stykker. Men nest Gud stolede jeg paa Aslak og Gulen, og pratede med den første om alt hvad jeg kunde hitte paa, for at bortsnakke min Frygt. Et rigt og for Aslak behageligt Stof giemte jeg paa Borttouren, fordi jeg troede at faae det bædre anbragt paa den mørke Hiemfart. Han skal nemlig gifte sig med en Pige her, som jeg holder meget af, og jeg vilde giærne, og har ogsaa Haab om at kunde det, skaffe dem en god Plads, og beholde dem som Husfolk. Saaledes kom jeg, før jeg vidste det giennem den tykke mørke Granskov, over Field og Mose, og aandede frit igien og tog mig en Priis Tobak da vi bøyede ind paa Kongeveyen, og jeg saa Lys i Allergodt. Kl 9 var jeg hiemme. Min Koren og Kista og Børnene alle – Jess undtagen, som atter er borte i Forretninger – toge imod mig og hialp mig af Slæden, som jeg med Nød og Neppe kom ud af, og saa sad jeg igien i den venlige Kreds, i Wilhelmminde Sophaen som vi har flyttet ned for at have et lunere Aftensæde, og fik mig en Kop deylig varm Thee, og fortalte og hørte Dagens Begivenheder –

191Haabet om i Morgen at tiltræde Byereysen er nu ganske, og Gud veed for hvor lang Tiid, forsvunden. Vel har det imod Morgenstunden frosset lidt igien, men den Smule Snee som var, er bortsmeltet, og det lader ikke til, der hastig vil komme mere. Børnene, Maja især, er ret nedslagne saa vel som jeg. I Morgenaften haabede vi at favne vor elskede Sally og Ragna, fra hvem begge jeg i Gaar Morges fik saa kiærlige Breve, og som begge glæde sig og haabe og vente. Gud skee Lov, noget bædre er den hulde Ragna, men endnu yderlig mat. Hun har rigtig nok været flere Gange i Byen, og det er Lægernes Ordre, at hun saa meget mueligt skal bevæge sig i den friske Luft. Fra sin Marieboe har hun havt to Breve. Han kom vel ned og lever vel. «O var I her bare!» – skriver Sally – «da ville du see hvorledes jeg for Ragnas Skyld er blevet ret en lystig Personage og kan lee trods den Lattermildeste. Jeg læser høyt, skiærer saa gar for, naar Mama Huwald ikke er her kort, jeg opdager forunderlige Talenter hos din Sara» – Og det Talent, hvori disse Talenter ligger, har jeg længe længe siden opdaget hos min Sara, i det vennehulde Hierte, som ingen Opofrelse er for tung naar det gielder om elskede Menneskers Roe og Glæde. Derfor undertvinger Du Længslen efter at see og være hos Dine andre Venner, fordi i denne Tiid ingen af dem behøver Dig som Din kiære svage Ragna. Og takket være Gud, at hun har Dig, som kan være hende saa meget –

O hvor jeg ønskede i Gaar, at jeg ikke skulde have længere til nogen af dem, Hiertet banker saa længselfuldt imøde, end til min Rikke, at jeg kunde boe saa i Centrum af Eder Alle. Men det var for stolt et Ønske for denne Jord, det veed jeg nok, og derfor stræbte og stræber jeg at undertrykke det.

Til de øvrige Ubehageligheder der er forbunden med at gaae i saadan Vent, kommer ogsaa den, at jeg ikke bliver enig med mig 192selv, om jeg skal besvare de mange kiære kiærlige Breve her ligger, og som jeg saa nødig vil reent opgive Haabet om, snart at kunde besvare mundtlig. Den jeg er i størst Gield hos, er Dig, min elskede Lotta, fra hvem jeg har havt to Breve siden Du saae noget fra mig. Men i Dag seer jeg nok, hverken Du eller Nogen faaer mere, end hvad I her har faaet, og jeg seer med Forundring hvor meget jeg har skrevet, og at jeg alt er paa den sidste Side. Imellem har jeg hvilet mig, det er sandt; men nu skal ogsaa dette langdrøye Hefte være ferdigt før jeg lægger det bort og saa lægger mig selv bagefter til Hvile paa Sophaen. Kista mi var saa bange for, det skulde være lenge inden hun fik see det – thi ingen af os troede, det skulde blive sluttet paa Hovind og nu bliver hun den Allerførste, som faaer det. So geht’s in der Welt

I Dag er Skriveren i Næss for at afsige Dommen i vor gode Hertels fortredelige Odelssag. Hertel bad Koren for sin Kajas Skyld ^ikke at aflæse den i hans Hiem, og det giør han da naturligviis ikke heller. Men en ubehagelig Dag er dog dette for de Gode. Halvdelen af Gaarden har Koren maattet fradømme Hertel, og jeg veed, det gik ham saa nær, som det vil gaae ham at miste en Trediedeel af sit Hovind, om det kommer dertil –

Om Hertel forliger sig med sine Modstandere eller de med ham, og om Sagen gaaer videre, veed jeg ikke. Gud give kun hans lille ømfindtlige Kone ikke tog sig det saa nær, at hun blev syg! Det vilde være hendes kiærlige Mand det haardeste af Alt. Det øvrige kommer han nok med Guds Hielp skadesløs fra i Ordets egentligste Forstand. Men hvad holder skadesløs for alle de Uroer og Chikaner sligt medfører? Meget er vel Odelsrettens skrækkelige Misbrug indskrænket ved den senere Forordning; men ganske bliver de det vel neppe saa længe den skal existere –

Naar jeg nu siger Eder, Dyrebare, at jeg er meget bædre, troer I mig vel ikke; men det er virkelig sandt.

193Torsdag 26^de I Gaar vilde jeg ikke skrive noget her, for ikke at begynde et nyt Hefte med det evige Einerlei: Jamren over Veyret, Gigt, Feber, kort, det hele Litanie, som tonede det forrige Hefte igiennem fra Begyndelsen til Enden. Men jeg seer nok, at jeg ikke kan opsætte Skriveriet efter alle disse Tings Forandring. Der kommer bestandig ingen Snee, og jeg er bestandig ret en Usling. Egentlig syg er jeg ikke, men saa længe denne Mathed vedvarer, der især fra Morgenstunden er mig saa byrdefuld, er jeg dog heller ikke frisk. Jeg skal faae mig nogle af de thulstrupske Draaber igien, og min Koren giver giærne var det end aldrig saa urimeligt meget, for et Par Flasker Portviin til at tage dem ind i. Det opholdt jo mit nesten udgaaede Liv for fire Aar siden, hvorfor skulde det ikke styrke de vel svækkede, men dog ikke saaledes nedspændte Nærver? Er Vinen ikke uforfalsket at faae kiøbt, saa faaer jeg den hos Dig, dyrebare Maja C, min Siæls og Legems hulde Pleyerske, det veed jeg. Ogsaa den ømme Ragna M: vilde med Glæde skaffe mig den – og hvem af Eder, I Elskede, vilde ikke langt mere end det for Eders Moer Koren, naar I kunde? Med et Bud som i Nat gik ind herfra Contoiret, sendte jeg vor Lotta Dagb: Heftet, men fik blot ledsaget det med et lille Brev, og et endnu mindre skrev jeg til Sally og Ragna under et. Jeg fik ikke vide noget om dette Bud før det alt var mørk‹…› Der var meget mere, jeg vilde havt med det. –

Fredag 28^deegentlig 27de Da det ligesaa lidt i Dag som i Gaar seer ud til Snee, saa har Maja og Lina, for at skuffe deres Længsel kan jeg tænke, sat sig til at sye sig hver en nye Kiortel af noget peent Tøy, de længe har havt liggende, en Present af 194gode Hertel da han giftede sig. De synger ret lysteligt ved dette Arbeyde, og Maja mener, hun skal giøre sin Lykke i den gule Kiortel, hvortil hendes Papa, der gaaer røgende op og ned af Gulvet, siger: «Jo pyt!» – men erklærer sig ikke videre – Mit Torsdagsbrev bragte Posten mig, og intet videre, og det var nok, thi Gud skee Lov, min dyrebare Maja og alle hendes og mine Kiære lever vel, kun længes hun efter Snee og sin Moer Koren. Den slemme Doctor og Ridder Neumann var Skyld i, jeg kun fik et lille bitte Brev. Han med sine tre Pleyesønner kom spadserende did fra Asker, og skulde blive der nogle Dage, formodede Maja, da han var vandret ud sine Elever imens Fruen slagtede derhiemme

Løverdag 28^de Skin nu, Sol, og skin jo mere jo bædre! I Aftes, da min Kista kom fra Houg, hvor hun havde været og seet til Linarbeyderne (vi faaer deyligt og meget Liin, mine Børn) fortalte hun, at Føret var saa godt som høyst Sommer, og at hun troede det var som allerbedst, vi lode Snee være Snee, og rullede afsted paa Hiul. Børnene græbe med høy Jubel dette Forslag, og mig var det ogsaa gemytligt kun maae jeg betroe disse Blade, dem I ikke seer før Touren er giort, at det maaske er lidt voveligt for mig at tage ud, især i det haarde Føre (thi som i en Slæde sidder man dog ikke) da jeg er mindre end frisk, og har i denne Stund Febergysninger, og er ret grumme mat. Men muelig tør det blive bædre. Jeg iler jo saa mange Glæder imøde. At jeg dølger mit Onde saa meget mueligt, kan I tænke, og kun for min forstandige Kista har jeg udladt mig med, hvad hun har duttet mig paa, at jeg fattedes noget. Men hun troer, Touren skal være mig tiænlig, og jeg haaber det. Morgen og Aften har jeg det værst. Op ad Dagen er jeg ofte 195som den, «der aldrig havde havt’ en» – I Gaar var jeg usædvanlig brav, men saa kom Budet fra Byen og bragte mig venlige Svar fra min Lotta og Ragna paa mine smaae Breve. Du skriver Lotta, hun har hørt, Faer Cappelen er farlig syg, men haaber det ikke er saa, da jeg intet skriver derom. Faa Timer før havde jeg faaet min Majas Brev, hvori jeg ikke seer andet, end alt er vel og endda foer disse sørgelige Ord mig igiennem Hiertet og en kold Gysen giennem hele Legemet, Hovedpinen kom med det samme, kort hele Machinen var bragt i Uorden.

Vel beroeligede jeg mig snart, men Indtrykket og Virkninggerne bleve. Jeg lagde mig syg, og stod ikke friskere op efter en uroelig mere mattende end qvægende Søvn. Et Beviis paa, hvilken Stakkel jeg er bleven. Thi det gier mig jo dog min sunde Fornuft, siger Onkel Erich, at det maae være et ugrundet Rygte. Maaske er det Caspar Cappelen der har været syg – det mente ogsaa lille Maja – Ney, jeg haaber til Gud, at jeg i Mandag 8 Dage skal see Eder Alle, I Dyrebare, friske og vel – Den hulde Ragna havde forladt sin Seng tidligere end ellers for at skrive mig til. «Sara den Taske, ligger endnu paa sit grønne Øre» skriver hun, og for Resten aander det lille Brev lutter Glæde over sin ^hendes Moer Korens og de smaae nye Søstres Komme. Til disse har hun allerede sørget for Billetter til neste Onsdags Comedie, saa vis er hun paa vort Komme. Dig skee som Du troer, lille hulde Væsen!

Vi venter Hertel hvert Øyeblik. Sollner er her. Jeg har skrevet til Kbhn (blandt andet en Ansøgning til min Søn Etatsraaden. I giætter neppe hvorom) og min Maja C, og nu maae der pakkes om igien i Vognskrin, at vi kan sidde op Kl 8 –

Altsaa et langt, 14 eller 16 Dages Farvel fra Hovind –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.