August

41Søndag 1^ste Gud velsigne Dem, gode kiære Søn Pavels! og lade Dem opleve denne Dag mange mange Gange, frisk og lykkelig i Deres Elskedes Kreds! Ogsaa derom skal jeg i Dag knælende for Altret bede den Algode, knælende i mine Elskedes Kreds, med mit hele kiære Husgesinde. Gud skee Lov, mit Hoved er saa let og lyst i Dag, og skulde det et Par Dage blive det modsatte, skal jeg taalmodig finde mig i det, fordi det var godt i Dag. O maatte jeg nu ved min Hiemkomst fra Kirken finde en nye Siælestyrkning, et Brev fra Dig, min dyrebare Maja, saadan som jeg ønsker – og haaber det.

Da der i denne Tiid ikke forefalder meget at fylde disse Blade med, vil jeg afskrive Eder de Linier, jeg just i dette Øyeblik lige fra Hoved og Hierte skrev i den gode Bredals Stambog. Han tager nok herfra i denne Uge i Haab om at faae Følge til sin Fødebye Bergen fra Christiania. Giid det maae lykkes ham, da det er ham forbudet at komme tilbage til sin Kone og Søn, hvad der giør ham dobbelt nedslagen, da han ikke engang nu mere faaer høre noget fra dem.

Blidt har du efterladt i mangt et Minde
Dit eget blide Minde. Aldrig kan
Dit Billede af dette Hierte svinde:
Thi med hvert Blik paa mine Børn, min Mand,
Du ogsaa træder frem for Siælens Øye,
Du, som mig anden Gang har givet dem.
Fred følge dig, min Ven! Fred fra det Høye!
Fred i din Siæl! Iil glad til Fædrehiem,
Iil endnu gladere derfra tilbage,
Og find i husligt Lye dit Himmerig!
Og tænk dig tidt de her tilbragte Dage,
Og at vi mindes, savne, signe dig.

_______

42Eftermiddag. En stoer Post fandt jeg ved min Hiemkomst fra Kirken, og gav mig neppe Tiid til at spise, for at tage fat paa den. «Gud giver os mere end vi bede, mere end vi forstaae at bede om» – var lille Fader Mørks Text til den meget gode Tale han holdt i Dag. Ak ja, det giør han den gode Fader, og at han ikke giver os alt hvorom vi beder, er fordi vi ey forstaaer hvorom vi skal bede. Derpaa tænkte jeg, da jeg saae af det kiærlige Majabrev at lille Otilia endnu ikke var ret frisk. Blandt det Meget, der er os Dødelige saa dunkelt, er ogsaa det, hvorfor de smaae Uskyldige saa ofte skal lide, og lide smerteligt, og vi end smerteligere med og for dem. Kun den navnløse Glæde, naar de ligesom gives os igien paa nye, kan lignes med Smerten ved deres Lidelser, ved at see dem paa Gravens Bred igien vende tilbage til Livet og os. O, maatte denne Glæde i dette Øyeblik være Eders, min dyrebare Maja og Sarathrina! I Gaar er ^var det 3 Uger siden den lille blide Engel blev syg. O Alnaadens Gud! lad denne haarde Prøve ikke vare længere for de Elskede! Lad dem nu være roelige og glade igien! Amen. – De andre tre Breve vare alle skrevne paapaa] rettet fra: faa ved overskriving min Fødselsdag. Tak, min elskte Egersøn for de kiærlige Ønsker for mig og Dagen. Ja, sikkert lysner den mørke Himmel atter. De smilende Marker, de rige, snart afklædte Enge ere, synes mig, et Forbud om at Høsten ikke vil lade nogen af vore Haab blive beskiæmmede.

Mandag 2^den Saa langt kom jeg, da holdt en Vogn og en ridende Dame heruden for. Det var den snilde Frue Bergh, hendes ældste og yngste Datter, og en Jomfrue Wulff, hendes Cousine, Søster til Mad: Omsen. Touren gik strax til Caffebordet i Haven, og ikke længe sad vi der, saa kom Moer Chrystie, hendes Børn og Jomfr. Horster. Vi var nu et heelt Qvindfolklag, og Skriveren gik ret og kroede sig imellem de mange Smaaepiger. Jess var paa en Gaard han har kiøbt en Miil herfra, for at høye, og kom 43ikke hiem før over Midienat. Fr: Bergh, Jomfr: Wulff og al Ungdommen gik til Vilhelmsminde, fulgt af Skriveren forstaaer sig. Tractementet var simpelt, kold Steg, Smør, Brød, Lax og Ost; men lad os takke Gud saa længe vi har det, det kiære Brød for alt. De spiste tidligt, da de var bange for Regnen, som de heller ikke undgik. Kl 9 reyste de alle, dog haaber jeg, de ikke bleve meget vaade, da det kun var en kort Skur vi fik. I Dag er det atter blankt og deyligt, men blæser endnu i den tidlige Morgenstund lidt kold Nordost.

De andre to Breve, som jeg nu skal besvare, var fra min gode Fetter Christie og Nella Borch. Endnu er Geburtsdagsgaverne ikke ophørte. Frue Bergh havde en nysselig Halsstrimmel med til mig fra min kiære Sally, for hvilken Du her, Barnet mit, modtage den første Tak. – Af Søn Frederichs Brev seer jeg, Pavels med Familie celebererede d: 1^ste Aug: paa Eger, og Fr: Bergh fortalte det ogsaa, og at de først ventes tilbage Fredag. Saa kom mit stakkels Brev da tidsnok. Men kunde jeg ogsaa troe, en saadan Vandring var foretaget uden mit Vidende – nær havde jeg sagt – og Villie? Men saadan gaaer det, naar Barna voxer Een over Hovedet. – I Dag skal min Koren til Eidsvold. Saa faaer jeg høre hvordan det er med Frøken Anker, som da nu er kommet tilbage med sin stakkels Moder. Fr: Bergh og jeg giorde halv om halv Aftale at følges ad did en Dag maaskee i denne Uge. Men først maae jeg see min kiære Rikke. Bredal var der i Gaar, da laae hun, ellers var hun kommet til mig. Men nu er det vanskeligt i denne travle Tiid at komme nogen Steds. Jeg burde dog engang igien see til Folk i Egnen her. De troer vist jeg er blevet stoerfolk eller Gud veed hvad. Hvor tungt det er blot for een Dag at forlade det velsignede vakre Hovind, falder de Fleste ikke ind. Men nu vilde jeg dog rigtig bryde over tvært og giøre min Runddar, var ikke Gutter og Heste saa nødvendige her hiemme.

44Onsdag 4^de Ogsaa i Gaar gik Eftermiddagen i Haven ved Strikning og Læsning. Da jeg intet Nyt har, giennemløbergiennemløber] rettet fra: giennemb ved overskriving jeg det Gamle. Nu er Touren til Starkes Gemälde, som jeg altiid læser med nye Tilfredsstillelse. Af Marieboe laante jeg Meisners Alcibiades, men har ikke holdt ud at læse en Deel til Ende, kun bladdret den igiennem har jeg. – For at fornøye min gode Kista og siden flere af mine Veninder, har jeg begyndt at oversætte Lafontaines Bertha v: Waldeck, endskiøndt jeg ikke finder den at være blandt de fortrinligste af denne frugtbare Digters ArbeyderArbeyder] rettet fra: arbeyder ved overskriving. Enkelte Scener har den, der ere usigelig skiønne, og for hvis Skyld det er værd at læse og oversætte den hele Bog. Og saa er det endelig med de fleste af hans Romaner. Jeg har tænkt at tage mig store Frieheder med en Charakter i Bertha Waldeck, som jeg vil give lidt mere Sandsynlighed og – Anstændighed.

Endelig skal Plogstadtouren gaae for sig. Nu kom Hesten. Det ser mørkt ud i Veyret, men Skriveren lover det skal holde. Det var godt for mere end min Skyld.

Torsdag 5^te Saare behageligt gik min hele Reyse, den lille saa længe, som var det en Udenlandsreyse udsatte halv Miils Tour. Gryner var saa god og blev med mig, da det ey var at tænke paa Gunder. Min Rikke havde nyelig før jeg kom bundet en Spaadomskrands, men den sagde Ney til mit Komme, og dobbelt glad blev hun den Gode da jeg giorde dens Udsagn til intet. Hun var Gud skee Lov frisk, Manden og Børnene ligesaa. Lille Rasmus var allerede tilbage i sin Skole. Deels i Haven, deels inde tilbragte vi Tiden behageligt fra Kl: halvti til syv. Fra Haven jog en Regnbyge med nogle stærke Lyn og Tordenslag os ind. Den gik snart over, og giorde ikke engang Standsning i Høekiøringen eller Stakningen hverken paa Plogstad eller her. Ikke stort over en Time vare vi paa Hiemveyen, og 45da var Luften usigelig mildqvægende. En Glæde er det ogsaa at see Agre og Enge, skiøndt disse sidste for det meste ere afførte deres Pryd. Ak, paa fire Gaarde i Eidsvold har de arme Beboere ikke den Glæde at trøstes for udstandne Besværligheder ved Haabet om en velsignet Høst. En stærk Haglbyge som drog der langs med Aasen paa den saa kaldte Øststrands Side (langs med Elven) har ødelagt Sæden og det endnu uslaaede Græs i Bund og Grund. Paa en Gaard især skal ikke et Straae staae tilbage. Den ene af disse Uheldige er min brave her bortdøde Barbra Giordemoders Mand. Vel hende, den svage, dybtfølende Barbra, at hun hviler i Lye for alle Uveyr. Gud skee Lov den unge nyebølings Mand, Fabritius blev sparet. De ødelagte Jorde grændser lige til hans Gaard, Grue. Dette Tordenveyr vi nesten daglig har havt tager synderlige Retninger. Gud spare alle Øvrigere, saa kan der blive Hielp at faae for de arme Mennesker som har lidt saa stort Tab, og det bliver da Enhvers hellige Pligt at bidrage til dette Tabs Erstatning. Paa en rigtigere Maade kunde man jo ikke vise sin Taknemmelighed for at Ødelæggelsens Engel gik vore Eiendomme skaansom forbi. I Dag er det Torsdag. Men jeg vil ikke glæde mig til Postens Komme, da det nu er saa saare uvist om den bringer mig noget Majabrev.

Fredag 6^te O ney, den bragte mig Intet, og herefter vil jeg stræbe at sætte al min Liid til Søndagen, men det vil vare længe, inden jeg bliver ret fortroelig med denne Forandring, om den endelig er nødvendig. Ingen i hele Huset fik Brev.

Da vi stode færdige at gaae til Bords i Gaar Middags, kom fire Herrer i Gaarden. Det var Lieut: Birk og Hageman og en Capitain Hoff, alle fra Blakiær, og min Stenersen. De tre første skulde til Anker paa Eidsvold Værk, men toge først til Takke med de færdigstaaende Rætter, Plukkefisk og tyk Melk, drak Caffe, og troede at komme tidsnok til Ankers Middag, den de dog forsikrede, ikke at behøve. De reyste.

46Det var godt for dem, om det virkelig forholdt sig saa, at de nemlig vare i Behold med hvad de her fik. Underveys havde Hoff og Hagemann ret gottet sig til et godt Glas Viin, hvad i denne Tiid er saa sieldent; de kiørte sammen, og kun Birk lovede at komme tilbage. Hoff havde noget Jærnarbeyde der var bestilt for Festningen at tale med Anker om, og troede, han maaskee kom til at giøre Touren til Feyringen. Men see! Kl henimod 10 kom det hele Herskab tilbage, baade sultne og tørstige. De havde fundet Conferentsraaden i grumme ondt Lune. Masovnen i Feyringen var et Par Dage før faldt ned, og nu ubrugelig for lang Tiid, og det bestilte Arbeyde ikke endnu begyndt paa. De blev hverken buden Vaadt eller tørt, ikke engang en Priis Tobak, blot Complimenter. Dog havde de seet Fruen og Frøkenen, som jeg glæder mig ved at vide oven Sengen; meer er det nok heller ikke, hun skal see ud som en Skygge, eller, for at bruge Wulfsbergs Udtryk om hende, som Støvdækket allerede var faldet, og hun færdig at udfolde de ætheriske Vinger og svinge sig fra den Jord, der gav hende saa liden Glæde – I kan troe, her vankede mange Skoser over deres feylslagne Forventninger. «Ja jeg,» sagde den alvorlige Birk, «opnaaede min Hensigt, som blot var at giøre en kort Stadsvisit» «Og jeg tog blot did for at see Frøkenen, og saae hende» – mælede Springfyren Hagemann. Kun Hoff, som aldrig fortaler sig, taug, og var ogsaa den, hvis Forventning paa en ret ubehagelig Maade var blevet skuffet. Istæden for kostelig Viin lode de sig nøye med en simpel Aqvavit Sopken og dertil et tarveligt Smørrebrød. Hoff maatte endelig afsted i Formidd: og Hagemann var nødt til at følge ham, hvad han ugiærne giorde. Den brave Birk og Stenersen bliver her Middagen over. Min Koren er i Eidsvold fra i Gaar. Jess paa en Auction. Han blev dygtig giennemblødt i Gaar, stakkels Gut, da han i sit Høearbeyde fik en dygtig Tordenregn over sig. Han tog en Trøye paa da han kom hiem, det andet tørredes af sig 47selv, sagde han, og det giorde det da vel ogsaa omsider.

Rygtet siger, Lynilden skal have slaaet ned i gamle Thranes Gaard i Christiania, og anrettet megen Ødelæggelse der, dog er intet Menneske kommet til Skade. Det skulde været i Onsdags. Da tordnede det ogsaa her og endnu stærkere i Gierdrum, dog langt fra ikke som mange Gange før i Sommer.

Kl: 2½ Veyret saae saa blidt ud. Birk bad ikke mindre blidt, at Smaaepigerne vilde følge med ham til hans Kone, hvad han før havde bedt om, men skulde været fra Morgenstunden, at de kunde have Dagen for sig. Dog, Bredal, som har bestemt at reyse til Byen i Morgen for at høre om Følge til Bergen, ønskede saa inderlig at see Festningen Blakiær, og saa blev det bestemt at han, Marie og Lina skulde følge med. De fik vor store Familievogn, og Birch og Stenersen lovede at ledsage dem tilbage i Aften, eller i Nat, thi før bliver det vel neppe, da der er to gode Mile did. Giid kun Veyret ikke blev for uroeligt. Imens de klædte sig til Touren havde vi ^en stærk Regnskur, da de toge bort, skinnede Solen, men nu tykner det atter til. Jeg er bange Ungerne mine faaer de nye røde Madraskioler de i disse Dage har faaet færdige, indviet af Regnen, og saa vil Marie sige det er min Skyld, for jeg vilde de skulde sye dem da Tøyet har lagt et Par Aar og længere saa det var alt det, den lange Lina fik nok, og da svarede altid den tænksomme Maja: «Saa længe det ligger, Moer, er det nyt; faaer vi dem først syet, saa bruger vi dem, og herefter bliver det ikke godt at faae saadanne Kioler igien.» Og deri har det forstandige Barn Ret. Men at de i Dag giorde sig saa gille var deres egen Drift. Nu skal jeg sige naar de kommer hiem at de har pyntet sig for alle de unge Officierer der er, skiøndt det veed jeg Gud skee Lov de ikke har. Nu er Linas Contrafey ogsaa færdigt, og ligner fuldkommen, kun Jess siger, vel for at drille 48hende lidt, at hun ikke maae bilde sig ind at være saa vakker som Portraitet, men det er hun dog virkelig, finder alle vi andre. Den gode Bredal, som aldrig troer at kunde giøre nok for vor Fornøyelse, har taget min Korens Profil i Bliant, i Størrelse som Egersønnens, til hvilket jeg fattedes et Sidestykke, og nu hænger de her lige for mig i smaae runde brune Rammer et paa hver Side af Schiller, lige under Caroline Mathilde, og har Heloise og Abelard til Naboer, saa de ere som I seer i godt Compagnie

Løverdag 7^de Nu er Kl 3, i 4 Timer har jeg lagt. Saadan Hovedværk som den, jeg i Dag vaagnede med, har jeg Gud skee Lov kun sielden, og end sieldnere varer den saa voldsomt ved. Jeg fik med den yderste Nød nogle Linier til min dyrebare Maja paa Papiret, som det maaskee var bædre, hun ikke havde faaet, da hun nu frygter jeg skal blive syg, skiøndt jeg søgte at behage hende denne Frygt. Jeg følte nemlig, at dette heftige Onde snart vilde ophøre. Et Glas Portviin med Rhabarbradraaber i som min gode omhufulde Kista overtalte mig til at drikke, bragte det Onde til det høyeste. Nesten bevidstløs af Smerte tumlede jeg ind paa Stoerstuekammer-Sengen, men takket væ‹…› min Ragna som gav og min Kista som tvang mig til at drikke den styrkende Viin, efter hvilken jeg faldt i den sødeste Søvn og vaagnede som af den mest qvægende Morgen‹sl›ummer[.] Nu har jeg spist, jeg veed ikke hvor mange Smørrebrød, og drukket Caffe, og sidder her saa rask og glad. Giid kun disse Blade var i Dine Hænder, min Maja C, saa blev Du roelig igien. I Morgen skal de afsted med den gode Bredal som forlader os maaskee for stedse. Endnu ere de ikke komne fra Blakiær skiøndt vi ventede dem til Middag. Jeg haaber, de fornøyer sig god‹…› Frue Hiort var her da jeg var som uslest. Hun tog til Byen og vilde ind om Økeren for at takke den brave Marieboe der ved selv at bringe og anbefale hendes Ansøgning har skaffet hende betydelig Hielp i sin ^hendes haarde Nød. Det lønne Gud ham! Og – han lønne og velsigne Eder Alle, min Siæls Dyrebare! thi I Alle elsker ikke allene mig men Kiærlighed til Alle boer i Eders Siæl.

49Søndag, 8^de August Som I veed, Elskede, er denne Dag af alle Aarets Dage den bitter-sødeste for mig. Den er saa usigelig skiøn i Dag, som den var for 22 Aar siden, da Gud gav mig min første Søn, og for 25 Aar siden, da jeg første Gang følte Livets høyeste Salighed, den Salighed, at være Moder –

Ak! svunden er i bittre Taarer
Hver Fryd du, skiønne Dag, mig gav –
Og tifold haardt dit Minde saarer
Ved Wilhelms, ak! og Saras Grav.

Jeg sad længe i Haven i Gaar og læste i Starkes Gemälde, alt til det mørknede og blev kiøligt saa jeg ikke torde sidde længer. Iblandt andet læste jeg Der Mann mit fröhlichem Sinne. Aglaos, hed den Lykkelige. Intet Uheld kunde ganske tilintetgiøre hans Roelighed. Hans Siæl var en reen Chrystal, som intet «Uveyr kunde fordunkle, og i hvilken hver Solstraale der træffer den glimrer stærkere tilbage, eller smelter sammen i yndigt Farvespil. Ak! hans Hierte blev haardt angrebet. Han skildtes ved Venner og Elskede ved Bortfiærnelse fra dem eller de fra ham, eller ved den sidste, Graven. O, han følte vel Skilsmissens Harm; men ogsaa over denne kastede hans Frosind et lyst Slør. Det var ham du saa halv vel, halv vee, som naar man efter et ret glædefuldt Besøg forlader for lang Tiid eller for stedse elskede Mennesker. Man græder, man vrier Hænderne, man river ikke sit Blik fra det dyrebare Sted man har forladt, før det forsvinder. Men snart blander sig Billederne af forgangne Glæder med de smertelige Følelser, og Erindringen qvæger os Livet igiennem. Han mistede Børn. Ak aldrig forglæmte han dem, deres Billeder vare stedse nærværende for hans Siæl, paa hans eensomme Spadsergange omsvævede de ham, og besøgte og kyste ham i hans Drømme. Men stedse følte han mere hvad han havde havt i dem, end hvad han havde tabt. De stode i hans Inderste som en yndefuld Morgenrøde, ved hvilken man dvæler, endnu naar den er forsvunden, med Tilfredshed. Eller meget mere, de vare ikke forsvundne for ham, de vare endnu hans, de vare blot henflyttede til et sikrere, et lykkeligere Opholdsted, hvor han var vis paa, engang at favne dem igien.»

50Jeg kunde være fristet til at udskrive meget mere; men jeg forudsætter de Fleste af mine kiære Læsere og Læserinder kiender denne deylige Samling, som især burde være i enhver Ynglings og Piges Hænder. Det her afskrevne Sted udtrykker saa rigtig min Tankegang, mine Følelser, derfor staaer det her. Min Marie har allerede – Kl er ikke 8 endnu – været ovre og bragt Wilhelm sin Geburtsdagsgave, Wilhelm og Sara, de Uadskillelige i Liv og Død. Paa Saras Fødselsdag blomstrer ingen Roser. Da «dækkes Vuggen med hvideste Lagen. «men under den mørkeste, koldeste Skye, de slumre i Lye.» – I Aften bringer jeg mine Roser og Taare did – De kiære Bortreyste kom ikke før seent i Aftes. Birk og Stenersen fulgte dem tilbage. De havde fornøyet sig kosteligt, Barna mine, og Bredal ikke mindre. Lidt tungt er mit Hoved, men det bliver nok lettere siden. Er min Rikke frisk, og især erindrer hun hvilken Dag det er, seer jeg hende vist. Hun lovede at komme tidlig og blive hele Dagen hos mig. Ogsaa Dit Brev, dyrebare Maja, maae jeg faae i Dag. Gud give det maae være glædeligt, at søde Otilia maae være fuldkommen frisk igien, og alt vel.

Vi har henimod 30 Mænd til at slaae her fra Kl 3 i Morges til 8. De faaer 2 Rdr hver for disse Timer, og det giver min Koren dem med Glæde, og et Par Drammer og en Bid Brød atpaa.

Kl halvsyv Nu kommer vi fra Graven, min Kista, Telja og jeg. Lina og Kaja havde bundet en deylig Krands, den hang vi der, og Majas Roser blomstrede friske endnu. Det blæste koldt, saa vi ey kunde sidde der længe. O Gud, i Dag 22 Aar! – Dog, ere de ikke alt gaaede, de halvfemte tunge siden de forlode os – Og var jeg ikke i 19 og 17 Aar den lykkeligste Moder? og er jeg det ikke endnu, i dem jeg har her, i dem der venter mig hisset, hvor de ere Mine, evig Mine, hvor de Alle skal evig være Mine! – – I Middagsstunden reyste den gode Bredal. Vi savne ham Alle, men det ahner mig, vi seer den blide, gode Retskafne igien, skiøndt ham var det bædre, kunde han fortsætte Reysen til Bergen eller Kbhn. Fred være med ham! Birk og Stenersen reyste i Formidd: De havde lovet at møde Frue Birk paa Vildberg til Middag. Ingen Rikke kom, men to kiære Breve, fra Maja og min Catty. Ja, tilvisse kiære, 51men ikke beroeligende. Endnu er lille Otilia syg, og min ømme Thrinesara lider, lider mere end det elskede Barn, og alle hendes Elskede lider med hende. Ogsaa Du, min Catty, er nedslaget. Du siger det ikke, men Dit hele kiærlige Brev aander Bekymring. Heller ikke Din Syvald er frisk endnu, og Du ædle T: ikke ganske vel. Ak! hvorfor har dog kun Siælen Vinger? og hvorfor kan den blot omsvæve Eder og see og dele Eders Sorger, uden at kunde ile tilbage og sige mig fra Minut til Minut hvordan I har det! Pavels, min gode Pavels, hans M: og Børnene har været i Majadal paa deres Egertour. Jeg tør med Vished vente Brev Torsdag og Efterretning fra min kiære Slotspræst, skiøndt han lader til at være lidt von paa Moer Koren, og saa faaer jeg da et Par Dage senere Efterretning om Otilia end i Majabrevet, som var 8 Dage gammelt da jeg fik det. Og fra min Catty tør jeg vente det inden Torsdag, ifald ellers min Koren kommer til at reyse i Aften til Byen, som han halvveys har tænkt, og da faaer jeg høre fra Eder Alle, Gud være lovet!

Det er gaaet raskt med Høeaanden i Dag. Meget har vi faaet ind, meget stakket, og dette blot af Andersen, Gryner, min Tønder Lund, og lille Ane Kokke – og meget, meget har de 30 Leyede og vore egne Folk lagt ned. Gud give os alt det Øvrige saa godt i Hus, som det allerede indkomne. Paa Houg gaaer det ligesaa godt.

Jeg har ellers tilbragt det meste af Dagen her i mit Kammer. Munthe var her til Middag og Mad: Giørup, men begge toge tidlig bort. Maja har travlt med en Vest hun baldyrer til Broderen sin til hans Geburtsdag. De Smaae er ude og tumler sig i Høet. Kista læser i Psalmebogen, som hun altiid griber til naar hun intet andet har, og strax lægger bort naar hun faaer fat paa Oversættelsen min, om der er aldrig saa lidt. Telja sysler saa smaat ude og inde. Alle Folkene ere i Marken, Skriveren jævnlig hos dem. Jess paa sin Gaard siden Kl 4 i Morges.

52Mand: 9^de Ney, jeg vil ikke mere bestemme, i det mindste ikke Dagen forud, at gaae til mit Vilhelmsminde. Denne Eftermidd: havde jeg tænkt at tilbringe der, men ved Midd: Tiid begyndte det gamle Tordenveyr. Dog drak vi Caffe i Haven. Naar der i Høsttiden trækker et Uveyr op, bliver alt Liv og Bevægelse. Koren, Jess, hele Contoiret, Piger og Gutter vare ude for at indberge en Deel Høe, men de fik ikke mange Læs ind eller alt stakket, før Regnen kom. Den varede ikke længe, dog længe nok til at standse Arbeydet. I Løverd: da jeg var saa syg, fik jeg en Sæddel fra Frue Bergh, hvori hun bad mig i Dag møde hende paa Eidsvoldværk. Men jeg føler Tordenen i mit Hoved ogsaa naar jeg ikke hører den, og reyse i Middagsheden tør jeg desuden ikke. Heller ikke havde i Dag Karl eller Hest været at faae. Ak, for at drage Een fra et saa velsignet kiært Hiem som mit, maae der nesten uimodstaaelig Tryllekraft, eller Pligt maae kalde. For det rigtig følende Menneske har jo ogsaa den Tryllekraft. – Jeg sad saa længe i Haven og hørte paa den majestætiske Torden, og den Stilhed i Mellemrummene i den hele Natur, naar ikke de travle Mennesker uden for afbrød den. Det var mig saa underlige Contraster. Tordenen drev mig ikke ind, ikke heller Regnen fra det tette Lysthus hvor Træerne duftede saa lifligt; men min Strømpe var færdig, og jeg havde intet Arbeyde ^mere, ingen Bog med mig.

Tirsd: 10^de Min Koren er taget til Byen i Dag, for om mueligt at skaffe os lidt Korn. Han kommer tilbage Torsdag. Reysen kom saa hastig paa, at jeg kun fik skrevet et lille Brev til min Catty. Med vort Bud, som var inde med Bredal, fik vi et langt takfuldt Brev fra ham, og jeg et Par Linier fra min Lotta. Nu er alt hvad der kan røre sig, i Engene, Maja, Lina og Kaja, ja saa gar Telja. Kun Kista og jeg er hiemme. Jeg stod mismodig op med slem Hovedpine, nu er jeg rask, og skal blot hvile lidt Middag.

53Onsdag 11^te Jeg kommer ikke mere saa tidlig op som ellers, sielden før Kl. halvsex, og det ærgrer mig. Den deylige Sommer er jo saa kort. I Nat drømte jeg, jeg havde stærk Coliqv, og har vidst ogsaa havt den og følt det i Søvne, thi jeg vaagnede med og har den endnu. Det er leyt nok, at jeg altiid skal plage Eder med mine Sygehistorier; men de hører til mit Liv, altsaa ogsaa til Dagbogen. Dog, er kun Hovedet godt, og det er det i Dag, siger andre smaae Ramperier ikke meget.

Ungerne mine holdt ud fra 11 til 8 i Aftes, og befinder sig Gud skee Lov nok saa færmt i Dag efter det ret strænge Arbeyde. Kl 5 var Marie alt oppe igien ved sin Ramme. Lina, min Sovekammerat naar Skriveren er borte, havde bedt mig vække hende naar jeg stod op. Jeg giorde det nødigt, hun sov saa sødt, men jeg havde lovet det. Nu, Kl halvsyv, har hun allerede lært sin tydske Lectie, og skal nu over til Grethe Keilhau for at hielpe hende lidt med sin Brude- eller ung Kone-Stads. Op ad Dagen skal de igien i Marken. Kaja sover endnu, hende faaer de ikke Lov at vække saa tidligt, det lille Dyr, der tager i Alting som en Voxen. Til Kl 4 kiørte Jessen min Høe ind, da organiserte han Arbeydet det bedste han kunde klædte sig paa og foer til Næss, hvor han har Forretninger til Løverdag, da er det hans Geburtsdag, og da maae han endelig være hiemme. Kista bagte deylige Pandekager til Barna i Aftes, at de kunde have lidt at styrke sig paa. De smagte prægtigt, kan I troe, selv Teljamoer. Gryner og T: Lund er altiid med.

Aften Min Coliqv er gaaet over til en stærk Diarrhe. Den er uden Smerter, men matter mig meget. Jeg brænder og fryser paa engang. – I Formidd: kom Hest og Carriol fra Hertel efter hans Søster. Den gode troe Kista forlod mig med et tungt Hierte, og med et meget lettere saae jeg hende ikke reyse. Men hun vilde ikke giøre sin Broder imod, og det vilde jeg heller ikke, hun skulde. I Morgenaften kommer hun igien, og saa kommer Gud skee Lov ogsaa min Koren igien. Strax over Midd: kom Frue Hiort tilbage 54fra Byen. Hun havde baade paa Ind- og Hiemtouren været inde paa Økeren, og bragte mig et kiærlighed- og glædeaandende Brev fra min hulde Ragna, der med alle sine befandt sig saa vel og lykkelige. Gud give, Posten i Morgen maatte bringe mig et ligesaa glædefuldt Brev fra Majadal! Dog ney, før Søndag vil jeg jo intet vente. Først i neste Maaned seer jeg min Ragna og Sally og søde Ida. «Naar du har faaet dine Lader fulde vil vi komme» – siger den tænksomme Ragna. I denne Uge giør hun med sin Ludvig og Sally en Tour til Ringerige og Drøbak, hvor de skal besøge den gamle Oldemoder

Som Barn hørte jeg et Ordsprog: «Naar den ene Stoodder hielper den anden, saa fryder Guds Engle sig.» De frydede sig da vist i Dag, da den snilde Anne Hiort overlod mig 1 Qvarter Rug og 1 d^o Byg, af det hun havde faaet sig tryglet til i Byen. Hun kan bie, om min Koren skulde komme tomhændet tilbage, med Tilbageleveringen til vi faaer indhøstet. Ak, skulde jeg kunde tænkt, at hvad vi saa ofte gav en Trængende, engang skulde være mig selv saa velkomment! Snese Tdr havde til andre Tider ikke giort mig saa glad som dette Lidet. Frue Hiort var ey mindre glad over at kunde tiæne os, som saa giærne hialp og hielper hende i sin Nød.

Fredag 13^de Unverkoft komt oft, siger Tydsken, og det siger jeg med. Gaarsdagen bragte mig det venlige Majabrev. Lille Otilia er Gud skee Lov noget bædre, skiøndt ikke vel. Jeg troer nu fuldt og fast det er for Tænder hun lider, siden det varer saa længe, og haaber da, disse, naar de kommer, skal komme des lettere. Gud opfylde ogsaa dette mit Haab!

Tidligere end jeg ventede, kom min gode Koren, og ikke tomhændet, som jeg frygtede for. 1 Td: Byg og ½ Td: Rug fik han udpint af Providerings Comms: og det er store Ting i disse Tider. Al Verdens søde Ven, Heyerdal, gav ham ogsaa halvt Løfte om 1 Td: Havre, da han i disse Dage han i disse Dage tænker at skiære paa sin Løkke, og strax skrifte den af som Rug. Om han holder Ord vil vi see paa 55Mandag naar vort Bud, som gaaer ind Søndag, kommer tilbage. Han lovede ogsaa at overlade os 1 qvtr feed saltet Makrel. Det var honet af samme Mand, maae I tilstaae. Men Gud være lovet! vor Kornmangel tør vi nu haabe endt for denne Gang; thi ogsaa Hertel skiærer nu sin Byg, og har lovet at hielpe os med Laan, om vi trænge til det. I neste Uge tænker vi, giver Gud Held til det, at faae vor Rug, der staaer saa vakkert, i Hus, og endeel Byg skaaret. Min Kista kom først hiem da vi alt havde køyet i Aftes. Alt staaer godt og vel til hos Broderen hendes, og ligesaa overalt hos mine Elskede i Byen, Gud være lovet! – I Dag gad jeg været paa Økeren (og det gad jeg været saa tidt) den er nu de kiære Barna mine til Middag, Treschows og Sally, og Sverdrups, min Sverdrup, er der ogsaa. – Ja saa men faaer jeg Geburtsdagsgaver endnu. Skriveren havde en inderlig peen Syepose til mig fra min Catty; gul Nanqvin broderet med hvidt Bomuldsgarn. Den seer ud som Taft med Flor over, men var den det, vilde den ikke været mig til Nytte som denne skal blive mig, hvor mit Strikketøy kan ligge trygt, og min Daase, og en Bog desmeer. Her min første Tak, elskede Catty! Og Du, min Sally ligesaa for det lange kiærlige Brev med Skriveren. – Apropos, siden vi taler om Breve. Med Posten kom her et i Gaar til Skriveren. Da vi havde faaet Lys ind i Aftes, læste han det med de øvrige, alle Amtsbreve. «Hm, hvilken snurrig Kegle det maae være!» sagde han, alt som han læste. Dog først spurgte han, da han saae Navnet: «Horn? Hvem er Horn?» – Det vidste jeg saa lidt som han. Naa, han fortæller da, at han har en Embedsreyse at giøre her paa Øvre Romerige, og da han er aldeles fremmed her, og har hørt Hr. Sorenskriveren overalt omtalt som en høyst giæstfrie Mand, tager han sig den Friehed at udbede sig Herberge hos ham for nogle faa Nætter. Dette kunde nu være hvad det var, og deri er intet videre 56underligt; men nu kommer det bedste: «Saa meget mere fristes jeg hertil, som jeg derved haaber tillige at faae den Lykke at giøre Bekiendtskab med et af Landets berømteste!! og agtværdigste Fruentimmer.» – Det skal da vel være mig. Naa Herre Gud, jeg straffes ret haardt nok, fordi jeg gav mit stakkels Navn Bogtrykkersværten i Vold. Det har kostet mig mangen sur Time – og nu Hr. Horns Bekiendtskab! Gud kiender Manden. Han kan være meget brav, men jeg maae til videre, enten jeg vil eller ey, tænke mig ham en Smule naragtig. Jeg er overalt ikke for nye Bekiendtskaber, som I veed. Børnene leer og ere ret nysgiærrige efter at see den fremmede Mand «der saa giærne vil giøre dit Bekiendtskab, Moer!» siger de. Kista synes Manden maae være meget ærlig og ligefrem – den Aabenbaring har hun – og i Dag eller i Morgen (til sidst i Ugen anmælder han sig) vil vi da faae at see hvor vidt han er over eller under vor Forventning. Gud skee Lov, Brød kan vi nu skaffe baade ham og os selv.

Kl 4 var min Koren paa Benene i Dag, og Kl 6 gik det til Næss baade med ham og Giertz. Den snilde Andersen var med i Byen for at consulere Dtr Møller. Han har saa ondt for sit Bryst, men Møller gav godt Haab om hans Helbredelse, og var hierteglad i, at vor Marie er blevet saa rask.

Søndag 15^de I Dag er det min velsignede Jes’s Fødselsdag, hans tyvende Aars. Jeg veed det, Dyrebare, I bede Alle med mig, at han maae opleve den mange Gange til Glæde og Gavn for sig selv og sine Medmennesker, og til hans ædle Faders, hans ømme Moders Glæde, den Tiid Gud vil, vi skal vandre herneden, og til Glæde for de kiærlige Søstre. Guds Velsignelse over dem alle Tre, de elskelige Børn! og aldrig, o Algode! aldrig koste de mig andre end Glædestaare, som de hidtilofte sødt nedlokkede paa mine Kinder! Mange Smertetaare har den i sin Opvext, – 57dog kun til det fierde Aar, meget sygelige Dreng kostet mig, og endnu smerteligere, da han var fra mig, da jeg vidste ham syg i Kbhn. O de skrækkelige Dage! Men ingen, ingen andre Kummerstaare har han, har nogen af hans Sødskende aflokket mine Øyne, og vil det med Guds Bistand ikke heller, og den gode Gud spare mig herefter, er det hans vise blide Villie, ogsaa for flere saadanne Taare! Gud signe Dig, min Jess! – Neppe føler nogen saa meget i Dag for den store Napoleon, som vore kiærlighedsfulde Hierter for vor simple, jævne, gode og troefaste Jess. Ogsaa hans gode Ven Stenersen kom her i Aftes for at være her i Dag over, og med ham den hiertens eenfoldige Lieut: Broch, hans Contubernal eller Collega. En anden af min Søns ikke mindre kiære Venner, den ærens faste Birk kommer ogsaa, om Aubert, der i Gaar tog til Blakiær, reyser saa tidlig i Dag. Min brave Bredal er i Dag dobbelt saa gammel som Jess. Ham skal jeg skrive et Par Linier til med det Bud som gaaer ind herfra, og gratulere ham. Giid han var her i Dag! det ønsker han vist ogsaa selv. Jeg skal skrive meget med dette Bud, men først maae jeg med Børnene over og pynte det stille Hvilested, at det ogsaa seer festligt ud paa Fødselsdag:

Der kom ingen Hr. Horn endnu. Stenersen mener det maae være Professor Horn fra Tønsberg. Det er rimeligt, endskiøndt jeg ikke begriber, hvad Embedsreyser han har her i Egnen. Hele Eftermidd: tilbragte jeg paa Vilhelmsminde, hang Skilderier op, skrev, og havde det nok saa travlt. Barna var af og til hos mig. Imens vi var der, kom Lytnanterne,og var en Stund oppe hos os. Endnu har jeg hverken seet dem eller Jessen min[.] Han skal af mig have en Sara-Ring, som han engang kan give sin Brud, af Maja en peen hviid baldyret Vest, af Lina et ant‹…›ikt Snushus d i Form af et Krudthorn, med nydeligt Arbeyde, af liden Kaja et Spilleværk til Sæbe og Alskens Smaae ting. Bliver han da ikke rig? Vi har bedt hans Fader give ham et Kys, da han intet giver ham. «Skam faa den der giør!» svarer han.

58Aften Strax vi havde spist, kom da Manden vi ventede. Det var rigtig nok Professor Horn fra Kongsberg, en ret godlidende gammelagtig Mand, som de Fleste af Eder kiender, og undres jeg nu, at vi ey faldt paa det skulde være ham. Men det kom af, vi lode vore Tanker standse i Christ: hvorfra Brevet var, og det var sagtens lidt dumt. I Morgen mere herom. «Om din Dumhed? Moer vor?» Aa ja, ogsaa maaskee om den – Jeg havde til Lykke det meste expideret, som skulde med Gunder; men mere vilde jeg giærne havt med, som nu maae beroe til videre. Min Lotta og Catty maae nøyes med det Lidet, de fik. Til Bredal skrev jeg ogsaa lidt. Det var jo hans Fødselsdag.

Ellers er jeg i Dag ikke kommet længere, end til det kiære Hvilested i Morges. Did fulgte mig mine tre Børn, Telja og Stenersen. Maja og Lina har siden været der igien med en Mosekrands. Roserne ere nu afblomstrede, dog findes maaskee endnu to, jeg kan bringe did.

Da vi havde drukket Caffe i Haven, gik al Ungdommen en lang Spadsertour, og sad da vi Gamle hiemme allene. Men Samtalen gik ikke istaae for os.

Mandag 16^de Jeg holder ret meget af min gamle Professor, det kan jeg fortælle Jer, mine Børn. Han er ogsaa født i samme Aar og Maaned som min Koren, og har mange Ting fælleds med ham, seer I, det giør ogsaa sit. Men det er en interessant og lunefuld Mand. Alle de Unge synes saa godt om ham som vi Ældre og Gamle. En Berørelsespunkt har vi ogsaa, jeg og han. De fleste af mine Ungdoms Bekiendtskaber ere hans, Dichman, den evig Uforglæmmelige – men især Faye har været hans fortroeligste Ven paa Jorden, siger han, og fører samme Kiæremaal som jeg over, at han er død for alle sine Fraværende. – Jeg har nu giort Manden et Morgenbesøg, og nu giør han sit Toilet. Mine Lytnanter sover endnu.

59I Morgenstunden vaagnede jeg ved et stærkt Tordenskrald. Det har regnet i Nat, og er tykt endnu. Man bad allerede om Regn for Agerens og de afhøstede Enges Skyld, og Gud hørte ogsaa den Bøn. Man vil vel nu bede, det ikke maae blive for langvarigt eller stærkt, og Gud vil ogsaa høre det, haaber og troer jeg vist. Mig skee som jeg troer! –

Onsdag 18 ^de Eftermidd: Kl 4. Nu forlod den snilde godlidende Mand, Professor Horn os. Han var blevet saa hiemmelig her, at det forekom baade ham og os, som havde vi vandret sammen i mange Aar. Derfor blev han saa længe det var ham mueligt, og har fast hele Dagen og Aftenen gaaet med morsom Prat, hvorved ofte Lungerne ere blevne tilbørligt rystede. Kun i Gaar var han paa Embeds vegne hos Mørkes, og spiste der til Middag; men Kl: 3 var han hiemme (som han kaldte det) igien. Mandag bad vi Fader Mørk og Walbohm med sin Logerende, Ritmester Holch, hid til Middag. Stenersen og Broch bleve over til i Gaar Morges, da Jess fulgte med dem, han til sine, de til deres Forretninger. Min Koren fulgte af lutter Galanterie, eller rettere fordi han leed sin Giæst saa godt, med ham til Nannestad nu. Er det mueligt, kommer Horn herom tilbage, hvis ikke seer vi ham vist til Vinteren, da hans Vey atter falder herom til Guldbrandsdalen. Smaaepigerne vare ret indtagne i den gamle Mand, som spøgte meget med dem, og fortalte saa morsomt. Det forstaaer sig, Maja mi giorde sin Lykke hos ham, som hos alle aldrende Mænd, der har Sands for det simple Gode, og hos Mænd og Qvinder i hver Alder, som har det. –

Med Gunder fik jeg i Gaar Brev fra min Lotta, og, ventede jeg længe paa Brev fra Slotspræstsønnen, saa fik jeg Skiæppen fuld i knuget og skuddet Maade, og det ikke af let, men ret gedigent Indhold, halvsyvende Qvartside. Det meste var Reysebeskrivelse over Eger- og Majadalstouren. Med min Koren skal jeg 60takke ordentlig, kiære Fader Pavels, men her min Tak forlods. Ligesaa Du, min Lotta, og Du, min Catty, som ogsaa glædede mig med et lille Brev, ret glædede mig, fordi Dine Kiære, Gud skee Lov, vare om ikke aldeles friske igien, dog bædre. Af dette Brev saae jeg da, at vor Ragna og Sally ikke tager paa Ringerigstouren før Fredag, og blev jeg ret harm paa mig selv, for jeg ikke havde skrevet til den med Gunder; men jeg troede dem jo før han kom ind langt paa Vey. Nu skal et venligt Velkommen modtage de Kiære ved Hiemkomsten – I Eftermidd: var Grethe Keilhau her, for sidste Gang som Frøken. Fred: skal hendes Bryllup staae paa Plogstad, hvorhen vi ere budne, min Koren, Barna og jeg, i en Sæddel fra Frue Rikke. – Jeg har været ret frisk i disse Dage, kun føler jeg i Eftermidd: lidt ondt i den ene Side, der snart tager Flugten, haaber jeg. – Ingen Dag gaaer forbi nu, uden de sørgelige Klokker bebuder Een eller Fleres, undertiden Tre, Fires Nedfart i Graven. Det har hidtil mest været Børn, Blodgangen bortrev, men nu gaaer de Ældre bagefter. – Veyret er ustadigt, Regn og Sol. Vel, at Høet for det meste er inde overalt. Gud vil nok give os det stadigere til den dog allerede begyndte Kornhøst. Hundedagene vil vel gaae ud som de begyndte med afvexlende Regn og Solskin. Høe fik vi meget og godt. Endnu har vi noget ude, men Ageren skynder paa.

Hvor mørkt det bliver! Jeg seer knap at skrive. Gud spare os for Haglbyger. Luften har været lidt kiølig i Gaar og i Dag. Men jeg haaber det blot bliver ved en Regnskur.

Fredag 20^de Min Koren og hans tre Børn ere tagne til Bryllup. Jeg følte mig hverken i Gaar eller i Dag saa vel, at jeg torde vove mig ud. Maven har igien begyndt paa sine gamle Nykker, det er det værste. Ellers havde jeg endda vovet paa det, baade for 61kiære Rikkes og de gode Brudefolks Skyld, som jeg veed, ugiærne savner mig. Brudgommen var her selv i Formidd: Ikke for at bede eller overtale mig kom han, thi han vidste nok jeg vilde kommet, havde jeg tordet ud; men han vilde dog see Moer Koren paa sit Hiertes Glædesdag. Gud lade den blive det gode unge Par Indgangen til et glæderigt Liv! Jeg veed vist, ingen af de Tilstædeværende, min Rikke selv ikke undtagen, giør denne Bøn af et varmere, fuldere Hierte, end jeg. Min Marie var i Morges ovre paa Gislevold hos Bruden, fra hvem jeg ogsaa fik saa mange Klager, fordi jeg maatte blive hiemme. Maja og Lina spiste paa Gislevold til Middag, og fulgtes derfra med Brudeparret og Flere her til Kirken. Kl halvtre gik Vielsen for sig. Chrystie forrettede den. Det var mindre for en lille, nu hævet Misforstaaelse med Præsterne her, end fordi Fabritius holder saa inderligt af Gierdrum Præst, at han ønskede han skulde holde denne Forretning.

Den brave Bredal, som fulgte til Plogstad fra Byen med Fabritius, var her et Øyeblik da de toge fra Kirken. Han længes tilbage til Hovind. (Det giorde saa gar min gl Professor Horn, sagde han paa Nanestad til Skriveren) Underligt har det vist forekommet Rikkemoer at være sin Moer Koren paa saa faa Skridt nær, og ikke see hende. Vi venter ikke vore Folk tilbage før mod Morgenstunden. Der var tiltænkt mig Seng paa Plogstad, og havde jeg kommet did, vilde jeg taknemmelig modtaget den: thi reyse om Natten, taaler jeg ikke.

62Løverd: 21^de Det gik som jeg formodede. Først Kl 2½ kom Bryllupsgiæsterne hiem i Nat. De havde moret sig ret deyligt, og Ungdommen fundet paa Alskens Spøg og Leeg. Marie havde sin Ragna der, Lina sin Luise, Jess Brudgommen og Brudens Broder, den lustige Lieut: Keilhau og min Koren Fogden og Bredal og Chrystie, saa de alle hver kunde holde sig til sine Jævninger, og det er altid godt. Bruden, Maries Veninde, hørte og saa endnu til de unge Pigers Kreds, og den var der, som nesten altid paa Landet, den største. – Jeg troede, vi skulde beholdt den gode Bredal herude en Tiid; men han følger i Dag eller i Morgen tilbage med sin Vert, Kiøbmand Sigvard Petersen, der ogsaa var herude til Bryllup. Stakkels Mand, han var blevet stille og bleg i Byen. Fra sit Hiem hører han intet, og er som fastholdt paa Plætten, da han hverken kan komme ned igien til Kbhn, eller til Bergen. – I Dag begyndte vi at skiære og skrifte vor Rug, men fandt at den endnu var vel grøn, og taaler at staae ude nogle Dage endnu. Gud være lovet! den som alt vort Korn tegner godt, meget godt; og de, som allerede har brugt dette Aars Grøde, finder det ualmindelig godt og drøyt.

I Morgen tænker da min Koren at tiltræde sin lange Reyse. Med ham skal jeg skrive mange Breve, og blandt flere besvare Majabrevet, som nu kom efter gl: Stiil i Torsdags, og det fra Auestad, hvor min Maja var i en Snarvending, og havde stort Mandfolke-Collads[.] Men hun længtes til sin Dal igien og til de kiære Barna der, til vor Sarathrine, som endnu seer sin Otilia lide, og – ak i Dag er det 6 Uger siden det søde Barn blev sygt. Hvor liden Glæde har Du havt i vor kiære Dal, min elskede Thrina, som Du længtes saa meget efter! Og hvo af Dine Kiære kan glæde sig, naar Du ikke er glad!

63Sønd: 22^de Hu tu tu! her sidder jeg i min fulde Vinterhabit, hubbrende af Kulde. Sandelig er det en Seenhøstdag. Her er mørkt som i en Sæk, Regnen pidsker paa Vinduet – ak, og Hagl! Gud skaane Agrene! – Jeg er ret beklæmt, og maae ind at høre, hvad Skriveren (som først reyser i Morgen) mener om Veyret – – At det med Guds Hielp ingen Nød har. Haglen er ophørt her, men sikkert falde de andre Stæder stærkere. Regnen vedvarer endnu, og er kommet os ret ubeleyligt, da vi havde faaet en Deel samlede til at skiære i Eftermidd: hvad nu ikke bliver noget af. Her er saa stille, og slet ikke søndagligt, da der ingen Tiæneste har været her ved Kirken, Gud veed hvorfor.

Mandag 23^de Min søde Linaunge er i Dag, just nu Kl 9, 12 Aar. Gud lade hende opleve mange, mange glade Fødselsdage, og hendes Fader og mig hilse dem glade som i Dag, saa længe Gud under os at være hos de Elskte paa Jorden! Ak, hvor mange Glædesdage har denne Maaned skiænket os. Fire saadanne som denne. De to ere formørkede for denne Jord. Men saa straaler jo, Gud være evig lovet! de to endnu saa haabfuldt og blidt, og den tredie i Octbr, min hulde Maries –

Troelig har Maja, Kaja og liden T: Lund arbeydet i Smug for denne Dag. Af Søstrene sine fik hun to pene Halsstrimler, af T: L: en lille Miniaturtegning af Hovind, der er ret net. Hendes Fader gav hende en Obligation paa 50 Rbdlr, jeg min Guldkiæde og en lille Ring, hendes Broder Tøy til en Kiole, Kista et snart blomstrende Rosentræe. Kiæden fik hun, for at hun kunde give liden Kaja en mindre, hun havde før faaet af Hertel, da hun, som I nok erindrer, kun hvert fierde Aar har Geburtsdag, og dog ogsaa skulde have en rigtig Present engang. Jeg er vis paa, Lina blev neppe gladere ved alt hvad hun fik selv, end ved at kunde give sin Kaja det lille Smykke. –

Nu først Kl over 9, kom min Koren afsted, og har først en Forretning paa Veyen, saa han ey tidlig kommer frem med sin hele Brevfragt – Der er en heel Vogn fuld af Fremmede!

64Kl 2½ Det var de unge Folk, Fabritius og hans Grethe, min kiære Rikke, og Jomfrue Heide og den snilde Bredal. De Nyegifte og Jomfr: Heide blev her ey længe, da de først skulde til Gislevold, og saa til deres Gaard i Eidsvold. Gud ledsage dem, og velsigne deres Ind- og Udgang i den nye Boepæl, og al deres Dont! Stræbsomme og nøysomme ere de begge, og gode Mennesker, saa jeg tør haabe min Bøn opfyldt. Min Rikke blev hos mig, og Bredal, som fulgte de Unge til Gislevold, kommer hid igien. Mens Rikkemoer, som var træt og mødig af Alskens Uroe i denne Tiid, faaer sig en lille Lur, skriver jeg dette, efter at have endt min egen. –

En Urigtighed maae jeg rette: min Lina er født om Eftermid: Kl: 3. Det var Maja som saae Dagens Lys Kl 9. Naar man har havt 8, kan man let tage feyl, og denne Feyltagelse sagde just ikke stort; men alt maae være traadret i disse Blade.

Vi sad lidt i Haven i Formidd: med vort Strikketøy, Rikke og jeg, men den kolde Vind jog os ind igien. Dog skinner Solen lidt varmt imellem i Dag. – Jeg fik Brev fra Hertel i Aftes. Der faldt Haglen stærkt, men giorde dog ingen Skade, derimod skal den hos Giørups paa Giæstad, saa nær herved, være faldt i Mængde og meget svær, og afslaaet meget af deres Korn. Nattefrosten i Gaar har ogsaa anrettet nogen Ødelæggelse hvor Kornet stod grønt endnu, og paa Ærterne især. Paa Plogstad har en prægtig Bygager lidt meget, siger Rikke. Jeg har ikke hørt, om den har skadet noget af vort. Potetesgræs og Bønner, som de fleste Stæder er bortfrosset, staaer lige friskt her. Gud afvende alle saadanne Uheld herefter for vort arme Land, der saa trøstefuld har seet den meget lovende Høst imøde!

Tirsdag 24^de I Skumringen i Aftes, da Rikke og jeg sad allene i Stuen, kom en Gut ridende i Gaarden. «Hvilken deylig og stoer Hest!» sagde jeg. «Og veed du hvad?» svarede Rikke, «det er vist et Bud som skal melde Frue Waagers Død.» Vi havde længe hørt, og endnu om Formidd: af Walbohm, at hun var meget syg, at der kun var lidet Haab. Men jeg gientog 65det jeg da sagde til Walbohm: «Ondt Krudt forgaaer ikke» – Dog har ^var Rikkes Ahnelse rigtig. Kl 3 i Gaar Eftermiddag blev det onde Krudt luget fra Jorden. Jeg veed nok hvad Straf der er for at tale ilde om de Døde, og jeg vilde nødig underkaste mig den. Men jeg føler dog ligesaa lidt Kald, og end mindre, til at holde hendes Lovtale. «Du behøver jo ingen af Delene. Lad hende hvile i Fred, og hold din Mund!» – Giid hun maae hvile i Fred! Det er jeg vis paa, jeg vilde ønske, om hun end havde mishandlet mig som hendes ulykkelige Tiænestefolk. Og heller ikke har Jorden ret Gavn af hendes Bortgang, da hun ved Testamente til sin Lieutenant har sadt ham i Stand til at vedligeholde hendes Minde ved at prygle og sulte og tyrannisere; thi alle ere dog enige om, at hun i ham har efterladt den værste Halvdeel af sig selv. Ved at mælde hendes Død lod han sig at han ved Testamente var eneste Arving; men paa hans blotte Ord kunde der ikke stoles, og nu er Giertz og Andersen der for at see Testamentet med egne Øyne, da de i andet Fald maae forsegle. Han vil vel ikke tage denne Visit alt for vel op; men den er nødvendig. Det første Testamente var iblandt de Ting, Tyvene brændte op; men der er ingen Tvivl om, han har faaet et giort igien in Forma; thi for mindre hengav han sig hende vel ikke med Siæl og Liv. Mig og flere forekom det, som han havde skrevet sig Fanden i Vold. Ellers troede man vist, hun havde overlevet ham, da hun var stærk og rask, og aldrig havde været syg, og han seer ussel og svag ud. Hun døde af en smertefuld Mavesyge, som ikke var egentlig Blodgang, efter Walbohms Sigelse –

Det var ret en god Dag vi havde i Gaar, min Rikke og jeg, da hun kom saa betimelig, og blev til Kl 9. Bredal fulgte med hende tilbage, og tager til Byen i Morgen. Han fik mine tre Glutter sat i Ramme og ophængte mens han var her. Skriveren 66og jeg har endnu ikke faaet vor Indfatning færdig. – I Dag vaktes jeg ved den vinterlige Tærskning. Kl var 5. Jeg stod op, og Solen kom mig blidt imøde. Vi lover os en velsignet Dag, og haaber til Gud, Frostnætterne nu ere forbi.

Torsdag 26^de. Nu, Klokken 6, føler jeg paa mig, min Koren er i Fredens stille Dal, give Gud, den ogsaa maatte være Glædens! og det er den, er saa sandt lille Otilia og I Alle vel, det Gud give! Endnu har vi ingen Post faaet.

Tirsdag Aften kom Mad: Høfke, som fordum boede i Hurdalen, hid, og blev her til i Gaar Eftermidd: da hun fortsatte Reysen til Elverum, hvor hun bliver i Vinter for det første. Det er en retskaffen, brav Kone; men mig har hun aldrig interesseret, uden for saa vidt alle gode Mennesker interesserer mig. Hun seer Tingene saa eensidigt, rigtig nok fra den bedste Side; men da jeg, desværre ikke kan det altiid, bliver jeg saa ofte fristet til at modsige hende, naar hun kalder Godt hvad jeg er overbevist om, ikke er det. Dog taug jeg for det meste, og ønskede, hun havde Ret. Jeg var syg og maatte lægge mig i Gaar Formidd: I Dag er jeg brav, har oversat henved 40 Pag:, læst i Hesperus, strikket, snakket med Barna o s.v. I Gaar var min Maja, fulgt af T: Lund, som hun kalder Sønnen sin, paa Vildberg for at see til den snilde Maren S: som ikke er frisk. Jeg haaber hun bliver det efter dette Besøg af hendes kiære Maja

Gud være lovet for det deylige Korn, Rug og Byg, vi faaer saa godt ind i disse Dage. Der har jeg ret noget Behageligt at fortælle min Koren i Morgen – thi da maae jeg have min Post færdig, for om Løverd: at pakke ind og tiltræde min Byetour – Jeg havde i Gaar Brev fra Hertel. Haglen har dog giort megen Skade i Næs paa 6 til 8 Gaarde.

67Ogsaa paa en af Hertels Naboegaarde slog den meget ned, men han slap, og det glæder mig. Han vil vist hielpe de Lidende saa meget mueligt. Det lader, som vi faaer en Eftersommer. I Gaar, og endnu mere i Dag er det meget blidere i Luften. Dog har jeg ikke vovet paa at sidde ude som i Gaar og Forgaars, da jeg nok giorde for meget af det. Men ak! Jean Paul burde man aldrig læse uden under Guds skiønne blaae Himmel, i det mindste ikke naar det er mueligt, at læse der.

Fredag 27^de Den slemme gode Kista har ret faaet mig til at forspise mig. I Aftes kom Jess af Jagt med en Fugl og tre Harer. En af disse, en lille Unge, stegte Kista i Fløde og bragte mig herind til Frokost, og den smagte saa deyligt. Jeg drak et Glas af min Ragnas Portviin til, og saa seer I, Børn, holdt jeg en Frokost, som selve salig Gram, havde han været opstanden igien, kunde frydet sit Hierte ved. Det skal da ogsaa være min Middagsmad, og naar de andre gaaer tilbords – nu ringer den tolv – tager jeg mig et Blund, og staaer saa op for at giøre mine Breve færdige, og beskikke mit hele Hus til i Morgen. – Majabrevene vedbliver nu sin vanlige Gang. Alt har med Guds Hielp været vel i Majadal, da min Koren kom der i Gaar. Han havde skrevet et Par Linier fra Byen til Jess: Min kiære Lotta laae af den slemme Omgangssyge, Diarrhè: Gud give, jeg maae finde hende frisk naar jeg kommer did! I Morgen endnu et Par Ord fra Hovind, mine Elskede! – Da man spaaede Regn til i Dag (som Gudskee Lov ey blev noget af) tog jeg i Aftes Farvel for denne Gang med mine Sødtslumrende. Jeg havde ingen Roser at bringe did, kun Neyliker og grønt. Min Kista var med mig. Det var en deylig Aften, den varmeste i lang Tiid. Jeg haaber paa mange saadanne i den skiønne Eftersommer.

68Løverd: Morgen 28^de Det var et slemt Vey i Aftes og i Nat, og jeg fast opgav jeg alle Tanker om Byetouren i Dag. Men see! nu skinner Solen varmt, som i en Midsommerdag, og Blæsten har tørret Regnsporene bort. Det er blot saa meget at det ikke støver for mig. Jeg har nu sluttet et langt Brev, til min Koren og min Maja under et. Og nu maae jeg tænke paa Reysen eller Indpakningen først, dog den som min Paaklædning – thi jeg sidder her i mit korte Nattøy – skal snart gaae. Gud give nu min Lotta var frisk!

Vor deylige Rug fik vi først ind i Gaar, da den var drøyere end vi troede, og just som Regnen kom, kom det sidste Læs ind. Halvdelen, over 10 Tdr, er skriftet. Alt det, og hvor godt det gaaer med den øvrige Høst, har jeg tilmeldt min Koren, at han ret med et let Hierte kan glæde sig i den kiære Dal. O, naar man i saa lang Tiid har maattet tiltigge sig Korn i Potteviis havde jeg nær sagt, tykkes man sig hovedrig ved en Snees Tdr Rug og Haab om fulde Lader. Lovet være Gud for sin Miskundhed! Og hans Fred og Velsignelse med Eder Alle, med alle mit Hiertes Dyrebare fiærn og nær! Amen!

Økeren.

Mandag 30^te Følger mig, mine Elskede, Skridt for Skridt fra Hovind. Kl var over 9 inden jeg kom afsted. Det blæste stærkt, saa jeg var indpakket som til en Høstreyse, men det blev det deyligste Midsommersveyr, saa jeg var ilde brydt, især med den varme Hat jeg havde taget paa, og ikke kunde tage af som Kavayen, da jeg intet havde at dække Hovedet med. Imidlertiid fik Pus taale det, og jeg kom uden alt Besvær i den gode Hertels lette Carriol til Tøyen. Der fandt jeg det fuldt af Fremmede i hver en Vraae, det er at sige, Logerende, som vel ikke vare tilstæde men kunde ventes. Min kiære interessante Sverdrup var der med sin hele elskværdige Familie, dog kun i en Visit. Ak, havde jeg kun fundet min kiære Lotta raskere! men hun var meget svag, dog oppe. Da Sverdrups vare borte, kom Amtmand Sommerfeldt fra Ladegaardsøen, hvor 69han havde spist hos Printsen. Madame Stieboldt og hendes Svigerinde fra Drammen var hos Olsens tilligemed al anden Ungdom fra Tøyen, lille Hanna Bull undtagen. Mændene satte sig om Aftenen til Brætspillet, Lotta og jeg fik os en Rabus; men neppe det orkede hun, den Gode. I Gaar Formiddag var hun taalelig, men efter vi havde spist blev hun ret ussel. Jeg skulde været hid Formidd: havde jeg foresadt mig, men da den Kiære var saa svag, og glad som altiid i sin Moer Koren, blev jeg til henimod 4. Da kom Jomfr: Wolderne. Jeg tog det Løfte af min Lotta at holde sig roelig i sin Seng; og saa tog jeg hid med et ikke let Hierte. Og lettere er det ey blevet, da jeg har ventet Bud derfra den hele Dag, og ventet forgiæves. Gud give kun, hun ikke maae være meget syg! Nu er det saa mørkt, jeg neppe seer mere. Det er ikke let at rive sig løs fra de velsignede Barna, Ragna og Sally, men nu kom Capt: Schiøt og Glückstad, og jeg listede mig hid, men Mørket overlister mig. God Nat!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.