Junj.

Torsdag 2^den Veyret er herligt […] Jeg skal først pakke ind, men det skal være giort i en Hast, og saa, Elskede, gaaer det til Eder […] Farvel, mit Hovind, for nogle Dage; og nu til Indpakningen […]

Løverdag 4^de […] fra Christiansbye faaer I da see lidt fra mig igien […] til Middag skal vi spise hos Sverdrups […] «Men din Bestemmelse at tage til Økeren?» Tilintetgiorde min Ahnelse. Og hører nu, hvor rigtig den var. At see min Wilhelm igien engang endnu, veed I, drev mig til denne Snarreyse. Jeg maatte Fredagmorgen til Byen, thi det var som havde en Stemme sagt mig: Skal du see ham, saa forsøm ingen Tiid. – Nu tænkte jeg paa, hvor vanskeligt det vilde være mig at komme saa snart ud af min Ragnas Arme, og hvor langt bædre det var at tage lige hid til de elskede Barna mine her [Treschows] og blive i Roe paa Økeren de sidste Dage […] jeg skyndte […] mig op af Trapperne, og lige til den Dør, jeg var vant til at gaae ind af. Der saae grumme høylærdt ud – det var nemlig Forelæsnings–Sahlen. Jeg gik fra den ene af de mange Døre til den anden, alle vare lukte, ingen Lyde at fornæmme […] saa kom min Catty saa iilfærdig og heed, og Syvald med hende. Husets Fader var i Aftenselskab, saamen hos Presidenten […] Det var nok for Bergensernes Skyld, dette Selskab […] Men min Forundring tænke I Eder, da jeg hørte hvordan Skiæbnen havde besluttet atter at sætte Wilhelms Bergens-Længsel paa Prøve. Istæden for at tage til sit roelige Hiem, skal han nu som Gesandt til Engelland.

Søndag 5^te […] Hele Formiddagen [igaar] var her Visitter. Allerførst Wilhelmen min, der ikke var glad i sin Bestemmelse, men fandt sig i den med christelig Taalmodighed.

Mandag 6^te […] tilbage, Pen, og fortæl smukt ordentligt hvad videre passerede siden Fredag Formidd. Det var da ved Visitterne vi atter skulde begynde. De vare mange og kiære. Min egen Rein var endnu i Byen, og kom, og blev flux lagt Arrest paa, dog tillode vi ham paa hans Æres Ord […] at rygte sine Ærender i al Hast og være her igien til Midd. Da han gik, lagde han sin Stambog paa Bordet, som han har skrevet i, ak, saa inderlig sødt – men afskrive det kan jeg ikke […] Min Catty havde buden til Middag saa mange hun i sin nuværende indknebne Stilling, da hun savner alle sine Ting og neppe kan blive forsynet med det allernødvendigste, kunde modtage […] Sverdrups hele Familie, Lector Hersleb, Presidenten, Mariboes, Rein, som I har seet […] Rein og Presidenten blev ikke til Aftens, da de før havde lovet sig til Wibes. Her blev politiseret i evindelig Tiid, men saa usigelig morsomt.

 Løverdag bleve vi budne til Sverdrups til Middag. Og der havde vi det saa behageligt, som skulde vi været hiemme. En elskværdigere Familie skal man have ondt for at tænke sig, end sige finde. Manden kiender I Alle, og veed hvad for en høy Stiærne han i saa mange Aar har havt paa min Fortrinligheds Himmel. Konen vilde I Alle og maae alle gode Mennesker glædes ved at kiende. Et frommere Væsen kan ikke vandre paa Jorden, og hun er fast for den alt for from […] Og nu de søde Børn, den idealsk vakre Michael, den lille diærve Canallie, William, der er lutter Ild og Flamme, og det lille venlige ikke aarsgamle Barn, Frederike, der er mindre smuk end Brødrene […] men Venlighed og Glæden selv […] Der var ingen hos Sverdrup uden vi og Hersleb, der ligesom hører til Familien. De boer ret peent, men meget indknebent. Alle Værelserne ere bitte smaae. Om Eftermiddagen kom først Kammerherreinde Bergh, siden hendes Gemahl, og bleve begge til Aftens. Det var en herlig Dag. Til dens Fuldstændighed hører endnu, at min elskede Wilhelm, der ogsaa Fredag Aften var en kort Stund hos os da han kom fra Kongen […] sad saa længe mueligt hos os om Formiddagen, tog, da han gik, ikke rigtig Afskeed, fordi han halvveys troede at komme saa tidlig fra Ladegaardsøen, at han kunde see indom Sverdrups (men han kom først ved Midnatstiid tilbage, og fortsatte øyeblikkelig sin Reyse til Engeland, der dog maaskee ikke gaaer længere end til Schien). Jeg følte nok, det var et Farvel for lang Tiid […]

Og er det paa Økeren, og den 7^de Junj, jeg nu fortæller videre, siddende paa den store Spisesahl, med Ryggen imod den varmende Sol […] Mandagen […] havde jeg mine Børn saa meget for mig selv […] mest gik Samtalen ud paa Politiken, især Giætninger, hvad den i Gaar ariverede engelske Gesandt fører i sit Skiold. See, da kom Fader Cappelen, Heiberg og Dajon, der Dagen før havde spist i Selskab med Gesandten, vidste for Resten intet om hans Ærinde, og ahnede ey noget Behageligt.

Det kan jeg dog imidlertiid ikke undlade at ahne; i det mindste at det ikke ganske er det Modsatte, og heri har jeg min Treschow paa min Side. Det vil vel snart vise sig […]

Onsdag 8^de […] (Økeren). Vel kom ikke min egen elskelige Treschow i Gaar, og ikke min egen Oberst, som jeg aldrig i Verden kalder andet end min Oberst, om han fik aldrig saa mange Ordener. De vare begge budne til Hofmarschallen i Selskab med den engelske Gesandt. Kongen var der ogsaa. Men en saare fornøyelig Dag havde vi dog, det er baade vist og sandt. Der var ingen Eneste, der forstyrrede Harmonien […]

Hovind Fredag 10^de Med let Hierte men tungt Hoved hilser jeg Eder igien Godmorgen fra mit kiære Hiem […]

Søndag 12^te Da der neppe bliver saa megen Roe for mig i lang Tiid som i denne Time – Mændene skiøtte sig selv inde i Stuen – vil jeg da see at opfylde lidt af hvad jeg har lovet til Fuldstændigelse af mine sidste Dages Ophold hos mine elskede Børn i Byen og paa Økeren. Søndag Formiddag tilbragte min Catty og jeg med at læse nogle Flyveblade af Baggesen: Skuddagen, Søndagen, Lille Søndagsaften – hvori vi saa gladeligen gienkiendte Ungdomsarbeydernes og Labyrintens Digter. Et Par Breve fra Gratierne til ham, fra ham til Gratierne, havde især saa tryllende Stæder, at de lokkede Taare i mine Øyne, og ved min troefaste Cattys Side fik det en dobbelt Interesse for mig, for os Begge, da vore Følelser kunde udbryde som de mødtes. Vor Treschow maatte imellem laane os sit Øre, og laante os det villig. Anledningen til hine Breve, noget af den sødeste danske Poesie jeg har læst (selv Treschow tilstod det samme) er Opførelsen af et Skuespil, lille Ugelspeyl, paa det danske Theater Fastelavns Mandag. Dette Stykke skal være i høyeste Grad usædeligt, og skal ved Spillet være blevet det end mere. Hvordan kan den nærværende Theater-Direction, hvordan kan Sædernes ivrigste Talsmand, Rahbek, tillade et saadant Skuespil opført? Sandelig, fortiænte ere de bittre Snært de faaer, hvoraf dog de fleste baade her og overalt i disse Blade rammer Dagens Udgiver. Er da Kbhvn. fra enhver Synspunkt siunken saa dybt? Ewalds, Holbergs og Wessels Billedstøtter vare Dagen efter Forestillingen behængte, tilslørede med sort Flor. De fra et af deres sidste Tilflugtsstæder bortskrækkede Gratier søger nu forvildede et Huslye, og Baggesen skal skaffe, og skaffer dem det. Det er Epistlernes Indhold, saa rørende, vittigt og nydeligt behandlet og udført. Disse Lille-Søndagsaftner gav os en deylig store Søndags Morgen, det er vist og sandt. – Nu springer jeg lige fra den til Tirsdag Eftermidd. paa Økeren, da Sverdrup af et andet, jeg troer af Høst udgivet Blad: Dananora, forelæste os en Recension over Øhlenschl: Hugo von Rheinberg, der umuelig, herom vare vi alle enige, kunde være af nogen anden end den samme Baggesen. En vittigere Recension er vel aldrig skrevet, men vel heller aldrig en mere bidende. Bitterheden grændser til Ondskab, derved taber den med al sin Vittighed i Interesse, ligesom Giengangeren. Vel havde Recent. i det Hele ikke Uret; vel begriber jeg, at hvad man hos mangen Digter til Nød kunde oversee, maae paaankes strængt hos Hakon Jarls og Axel og Valborgs etc. – men sporer man at Dommeren med Glæde griber hver Anledning, de største og mindste om hverandre, til Gienstand for sine Sarcasmer, da seer man, Ondskab er hans Element, og at han med Velbehag pladsker mellem sine Bitterheder som Fisken, undsluppet af Garnet, mellem de forfriskende Vover, og harmes over et saadant Misforhold mellem Hoved og Hierte. – Til Qvægelse paa denne ufordøyelige Føde læste Sverdrup siden min Egersøns gienvakte Norge høyt for os af mit Brev; og skiøndt I alle faaer see det i Tiden før her, skal det dog pryde mine Dagblade, der laaner saa meget fra denne Haand at smykke sig med […]

Mandag 20^de Saa drak vi da [igaar] for første Gang Caffe i Haven i Keglebanelysthuset […] Det var en himmelsk Dag. For at krone den, bragte Posten mig et velsignet Brev fra min troe Wilhelm af 14. Junj, da han endnu opholdt sig i Christianssand, men hvert Øyeblik ventede den engelske Brig, der efter Gesandtens Løfte skulde føre ham og Følge til London. Gud være deres Ledsager og give sit bedste Held til deres vigtige Foretagende! Jeg var tilfreds jeg kunde faae dette Brev i vor gode Konges Hænder. Det bærer saa inderligt et Præg af Kiærlighed til ham og Veemod over hans og Landets mislige Stilling, at det maatte røre og glæde Christians Siæl; og i mangt et Hierte vilde han læse disse Følelser, laae de aabne for ham som et Brev. Giid jeg dog vidste, hvem den kiække martialske Dame er, som i Intelligsbl. ønsker, selv at kunne gaae med en Armée af sit Kiøn imod Svensken, om det kunde være Fødelandet til Gavn. For at slaae vilde jeg ikke følge hendes Fane; men for at opmuntre og ellers giøre hvad der ellers stod i mine faa Kræfter, det vilde jeg med Glæde, saa længe jeg orkede, for mit Norge, ak, og for mit evigelskede Danmark vilde jeg det med Glæde. Endnu er ikke Gunder arriveret fra Byen. Tiden har jeg heller ikke faaet læst – Posten kommer saa seent – der skal staae en lang Parlamentstale i, Norge angaaende […]

 Tirsdag 21^de […] Tiden læste jeg høyt for mit Selskab ved Theebordet i Gaar Morges – og Hr. Grey har, synes mig, greyet for sig som en Mand, og talt Norges Sag, som det en frie, rigtigfølende Britte egner og anstaaer. Hvo der haver Øre at høre med, den høre! […]

Løverdag 25^de – Der blev saadan Tiggen og Beden paa dem Alle, at jeg skulde læse Frejas Alter høyt for dem, og der hialp ingen Modsigelser. Lina sprang som en Kakkelak op efter Bogen, og de fik da leet Mætta si, de Alle, som ikke har læst eller hørt den før. Inden vi vidste det, var Klokken syv, og da var det for seent at gaae i Visiter, og endnu saa deyligt at sidde i Haven […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.