May.

[…]  Onsdag 4^de Nu reyste han, den kiære troe Egersøn. «Reyste? og naar kom han da?» –Ja, det er sandt, det veed I endnu ikke. Mandag Aften […] rullede Egersønnen ind i Gaarden, og Ungerne fløy hver paa sin Kant for at forkynde hans Komme. Men Rein er og bliver en Krabat, thi i Mandags kunde han kommet, men skulde skrive, sagde han, og ret for Alvor studere, derfor maatte han være hiemme i Roe. Det er sagtens ogsaa maadelig bestilt med gode Mænds Roe, da de maae trænge sig sammen 3, 4 paa et, ofte lille Værelse, fordi de giærne vil og tildeels maae være saa nær Værket som mueligt. Min brave Hegermann gav Provsten sin Haand paa at komme som i Gaar, om ikke uovervindelige Hindringer kom i Veyen. Men det er der vist, thi han er sandelig en Mand af Ord, som I da alle veed saa godt som jeg […] Ungerne lader Egerbroderen ingen Roe, synge maae han – og da vi nu havde faaet alskens vakre Viser, og tilsidst Storm-Munks herlige tre høye Ord, fik vi denne til guter letzt: [Et Impromptu til Moer Koren og Børnene].

[…] den kiække Ynglings, Bøyes Digte til Norge, Nora til Svea, Nor til Dana, bragte Egersønnen og læste for os, og dem skal jeg nu skrive af til mine Kiære, og mig selv, tilligemed vor Christians skiønne Brev til Danmarks Konge, og siden skal I, Elskede, her faae hans egen før omtalte Vise, der har været saa slem en Torn i Øret paa de slemme Krabater deroppe. Printsen reyste til Byen i Søndags i en ikke behagelig Stemning. Kan de lumpne Mennesker, der stræber at giøre ham sit tunge Kald endnu tungere, ja, som ene saaledes kan forbittre ham det og sit Liv – kan de tilgive sig selv, saa tilgive ogsaa Gud dem. Dog, skal han kunde det, maae de først føle, hvor skiændigt de handler, og da, da kan de aldrig, da maae de aldrig kunde tilgive sig selv. Kun ved den bittreste og uafbrudte Anger kan de udsone deres Brøde, og finde Naade hos Gud, og Medynk hos Menneskene. Men gienvinde disses Agtelse? Mon de nogensinde kan det? […]

 Torsdag 5^te Naar jeg undtager de to Timer daglig, jeg læser tydsk med Maja og Lina, har jeg nesten Intet andet giort i Gaar og i Dag, end taget Afskrifter af de Digte, hvis Forfatter, min Ungdoms Ven, Rector Bøyes Søn, nu bøder i Arrest for at have givet sit varme unge norske Hierte Luft. De hedder: Nora til Svea, Til Norge 1814, og Nor til Dana. Dette sidste er jeg især vis paa, mine Elskede, I alle vil læse med sand Glæde, som vi her har læst det, frem for alt Slutningen. Ogsaa begge de andre har deylige Stæder. Dog, da I Alle skal læse dem, vil jeg ikke foregribe Eders Følelser. Ogsaa vor Christians skiønne Brev til Danmarks Konge har jeg taget et Par Afskrifter af, og skal paa Løverdag sende min Maja C. Digtene ere for store for et Brev. Det sande fyrstelige Brev formoder jeg I mine Kiære i og om Christians Bye allerede kiender […]

Og nu, mens alle Pigebørnene sidde inde i god Snak ved deres Arbeyde (min Koren er paa Giestad) vil jeg afskrive Eder Egersønnens sidste Vise […]

Lad Rænkesmedens hæse Skraal
Kun stedse spaae Ulykker;
Hver ægte Nordmand har et Maal,
Som Mundsveyr ey forrykker. […]
End Norge paa sin Klippefod
Saa fast og roelig hviler,
Og trodser trygt bag Sønners Mod
De tændte Tordenkiler.

Paa Retfærds evig faste Grund,
Og ey paa Sand vi bygge;
Og hvad vi svor med enig Mund,
Skal evig Kraft betrygge. […]
Ved Viisdom, Kraft og Enighed
Tilkiæmpes Friehed, Hæder, Fred,
Og fast som Dovres Klippegrund
Staar Templet, Nordmænd bygge.

En af de Floskler, Ulykkens Propheter deroppe stedse slaaer om sig med er: at man ikke maa bygge paa Sand – Flyvesand, siger de imellem, for at giøre det mere bevægeligt – er en ikke overflødig Note til Sangen, der har forarget de selv Forargelige; men Gud skee Lov! mange Flere ere de, den har glædet ligesaa meget, som ærgret hine […]

Løverdag 7^de […] Skriveren kom med Slaget elleve [tilbage fra Eidsvold]. Han havde spist til Middag med vor Wilhelm og Motzfeldt (Rein var ved Printsens Taffel) og siden besøgt Egersønnen, fra hvem han ikke slap før halvni. Mange Nyeheder havde han; men de hører ikke til Journalen, hvor de vilde blive Nyt af gamle Aviser […] Det seer ud til at gaae i Langdrag; men Gud lade det blot gaae godt, saa faaer det ey hielpe det gaaer lidt seent. Og godt gaaer det nok, med den Høyestes Bistand, til Trods for alle Ulykkes Propheter og Rænkesmeddes hæse Skraal. Thi hæse bliver de. Selv Hr. Wergeland læser sine høye Taler i en kold, mat og slæbende Tone, som giør dem om mueligt endnu langweiligere, da han dog før morede Tilhørerne lidt ved sin excentriske Declamation. At Svensken endnu venter og fordrer vore Festningers Overgivelse, veed I, og at to danske Officerer (den ene Steen-Bille!) ere i Vendersborg for at befordre deres Ønske – o mine arme Landsmænd, hvor bittert kommer nu Eders Embedspligt i Collision med Eders Hierter! […]

Søndag 8^de […] Det meste Journal-Stof seer I da nok jeg i denne Tiid henter fra Rigsdagen, og fra Politiken i Almindelighed. Napoleons Fald har ret rystet mig. I veed Alle, han var aldrig min Idol; men jeg kunde ikke lukke Øynene, og lukker dem aldrig forsætlig for hvad Stort og Udmærket er, det findes hvor og hos hvem det vil. Unægteligt bliver det vel stedse, at Napoleon var et af de største Mennesker, der har levet, ved sit Genie stoer […] «Men, lyder det nu fra alle Kanter: hvad er der vundet ved de dræbte Millioner, ved de Blod- og Taarestrømme der i disse mange Aar har vædet den ulykkelige Jord? Alt kommer nu igien i sin gamle Orden.» Og hvilket Menneske kan beregne eller begribe hvad Virkninger og Følger disse Omvæltninger vil have nu og for Fremtiden? […] Ofte har jeg ønsket at giøre et Blik i Napoleons Hierte; men aldrig ønskede jeg det mere end nu. Først nu maae det vise sig, om Storheden ligger i hans Siæl, om han roelig kan see op til den Høyde hvorfra han er nedstyrtet. Har han været Vidne til hvordan det Folk, der nyelig tilbad ham som en Gud, jublede den russiske Keyser imøde, kyssede hans Hest, hans Støvler (usle afsindige Pøbelsiæle!) synes jeg det maae have givet ham en Ækkelhed for Høyheden om ikke for Livet […]

En Anecdot min Egersøn fortalte, som er authentisk, staaer ikke her paa sit urette Sted, skiøndt jeg har fortalt de fleste af Eder den i Breve. Grosserer Suhr fra Kbhvn. (jeg har engang seet den unge raske Mand hos Cappelens) mødtes for noget siden – hvor erindrer jeg ikke – med den nedrige Holst, som man vel, nu da han saa aabenbar er sit Lands Forræder, ikke giør Uret ved at troe ham medskyldig, i det mindste medvidende i sin Herres Død, kiendte ham strax, og her har I Samtalen: Suhr: De kommer fra de Allieredes Armée? – Holst: Ja. – S.: Formodentlig kiender De da Landsforræderen Holst? – H.: Jeg hedder Holst. – S.: Aa ney, Dem kan det ikke være. Den jeg mener, var en Nordmand (Holst talte tydsk), var Adjutant hos Prints Christian, og blev i Sverrig efterat Printsen var ombragt der, og er nu Adjutant hos en ham værdigere Herre, hos Ponte Corvo. – H.: Jeg er Adjutant hos Ponte Corvo. – S.: Ih, saa behøves jo ingen videre Forklaring. Men saa kan vi jo giærne tale dansk, Deres Modersmaal. – Dog, Skurken havde ingen Lyst til at fortsætte Conversationen enten paa dansk eller tysk, men stak hvad han havde faaet, i Lommen. Den samme Nidding skal nu ligge paa Grendserne for at lure paa Festningernes Overgivelse. «Fikst du Pæren, Zacharias?»– «Hist ved Fredrikshald fik han sidst sit Fald, – Troer han, Kraften er forældet?» […]

Onsdag 11^te Med dette […] Brev fik jeg min […] Pavels’s hiertelige, skiønne smigerfrie Skriftetale til vor elskelige unge Fyrstes Communion Skiærthorsdag […], tak, bedste Pavels, for hvad De saa sønne- og broderhuld meddeler os, og tak, min Maria P, fordi Du saa vennehuld ufortrøen afskriver det for og til os. – Deres Thema til dennes deylige lille Tale, Søn Pavels – Stenen, som Jesu Veninder fandt bortvæltet fra hans Grav, vilde jeg gamle Leganger skulde taget til Text i sin Paaskedags Prædiken […] Hvor rig en Kilde kunde han da havt at øse af, og det for disse Tilhørere. Men for ham flød Kilden ikke […]

Mandag 16^de […] Der har vi dem allerede! Først en galopperende Rytter, det var Arnoldus von Westen, og tvende ligesaa fort kiørende, det var min Egersøn og Fader Rein. «Seyrende kommer vi! Hovedslaget er vundet!» jublede de da vi havde dem inde. Og nu først hørte vi, hvor beklæmt og tungt mangt et troefast Hierte havde slaaet Fredags Forhandlingen imøde, hvor nær det var ved, at det Hele havde gaaet, maaskee uopreyseligt til Grunde, da Finantsvæsnet i sit vide Omfang ligger uden for saa Manges, selv de i andre Fag Velvoxnes Synskreds, og da Mængden var deels raadvild, deels forskrækket, – I kan vel vide hvorved og ved hvem – Men see! da fremkom en Mand, hvis blotte Syn bragte Somme til at blegne, Rigsraad Tank, og klarede Ting som en Mand, og de gode Hierter aandede let igien, og Rein traadde frem og talede – I kiende fast Alle denne Tale, eller vil lære at kiende den, og vil i Eders stille Sind juble det Bravo! som gienlød i Forsamlingen, ledsaget med Klap og Hurraraab. Selv Wergeland stak taus sin allerede fremtrukne Prædiken i Lommen, da begge hans Hænder behøvedes til Klap (som han maaskee hellere havde ønsket at anbringe paa Taleren end for Talen) og da der blev stille, vendte hans Naboe, Lehnsmand Lysgaard, sig til ham med disse fyndige Ord: «Synes De ikke Hr. Wergeland – dog ney, saa løde ikke Ordene: «Naa, Hr. Wergeland, dette var D–n gale mig, en Tale, som fortiænte 20000 Rdr. fra Sverrig! synes De ikke det?» Svar fulgte ikke.

Men nu kunde jeg da spørge: «Her kommer dog vel Flere i Aften?» Christie og Motzfeldt havde sikkert lovet det. Hegermann og Birk vare ganske bestemte til med samme S. og R. reyste, da sagde Hegermann, der heller ikke denne Gang blev noget af. Aarsagen fik vi først vide i Gaar Morges: Han skulde følge Printsen til Blakiær. En Timestiid efter, da vi netop vare komne i god Theepassiar, rullede min Wilhelm og hans kiære, værdige Ven, den elskværdige Capt. Motzfeldt giennem Alléen, og nu fløy Alvor og Skiæmt, usaarende Sarcasmer og desperate Borgere saaledes mellem hinanden, at Rigsdagsstrømpen laae ganske i Roe, da jeg blot kunde bruge mine Høreredskaber […] Da vi neppe havde afspiist, kom Pastor Heyerdal, den siette Rigsdagsmand, og skiøndt mere fremmed iblandt os, forstyrrede han paa ingen Maade Harmonien, den fik kun en Tone mere […] Tidlig paa Dagen [den næste] kom Generalauditeur Bergh til Alles Lyst og Gammen, og anden Gang hørte vi nu Egersønnen forelæse den reiniske Tale (som han, kan I vel tænke, skiøndt det ikke staaer her, læste for os Løverdagaften, da vi vare komne lidt i Roe), siden gik Mændene deels ud at nyde den deylige Morgen i frie Luft, deels til Toilettet, og der vankede ret mange Barberkys for Smaaepigerne. Heyerdal gik i Kirke; bedst som Rein stod faldt det ham ind, at vilde høre sin gamle Tugtemester, Munthe. Han har, maae I vide, været Reins Lærer, og Egersønnen sagde ved denne Leylighed noget ret uhøvisk; naar jeg siger Eder, at det var om det legemlige og aandelige Riis, Reins Lyst til Hævn o. s. v., forstaaer I det nok. Berget fik ogsaa Lyst at gaae i sin gamle Hovindkirke, men de kom da kan jeg troe begge i Bagmesse. Min Egersøn havde andet for. Han sad en Stund her ved mit Skriverbord, og I skal see siden han ey sad her forgiæves. Kl. var 3 inden vi kom fra Bordet, hvor jeg havde sørget for, at mine faa Retter vare kraftige og nærerige, da der paa Eidsvold Værket vanker lutter let Føde. Vor Caffe og Thee vilde vi drikke paa mit kiære Wilhelmsminde, hvorhen Smaaepigerne i Forveyen vare vandrede for at have Alt paa rede Hænder […] Alle de Kiære, som for første Gang besøgte mit Yndlingssted, vare indtagne i det; Rein holdt i faa Ord en Lovtale over det, og Anlæggernes Smag, hvorved de andre Krabater, som hver Gang han lukker Munden op er paa Nakken af ham (at han ikke bliver dem Svar skyldig forstaaer sig selv, og at det just er det der driver dem) giorde den Anmærkning: at han aldrig havde været saa galant i sit Liv, og at man godt kunde mærke, hvor Hofluften smittede […] Og nu skal I faae vide, hvad Søn Frederik med sin sædvanlige Færdighed fik istandbragt de Øyeblik, han sad her om Formiddagen. Da alle Glas vare fyldte, lød det fra Digterens Læber:

Reins Skaal.

Om Musernes og Norges Ven
Skal Sangens Toner lyde,
Han hædres høyt af Norges Mænd,
Ham trofast Haand de byde.
Hans Tale lød som Himlens Røst,
Var Ondes Skræk og Godes Trøst,
Selv Trolden maatte flye for dem,
Og tvunget Biefald yde.

Ja Rein, din høytidsfulde Sang,
Din mandigskiønne Tale
Skal give Gienlyds høye Klang
Blandt Norges Field og Dale.
Du stred som Mand for Norges Sag,
Og du skal see dets Hædersdag,
Og stoer ved selverhværvet Rang,
Med borget Glands ey prale.

Høyt gientog alle Mændene de sidste Linier, og dybt vore Hierter hvert Ord. Den stille alvorlige Mand stod heel forundret i Begyndelsen, var inderlig rørt, det saae man, idet vi alle stødte vore Glas sammen med hans, og skiulte sin Bevægelse idet han med et af de Blik, Faa kan give som han, sagde: «Du er dog ret en Himmelhund, Schmidt.» Men at ingen Sang lød fra sandere Hierter og Læber, det følte vist den ægte Hædersmand, og følte den med stille Glæde, fordi han kunde tilegne sig hvert Ord, ligesom hine Bravo- og Hurraraab som fortiænt […] Nu klang fremdeles de tre høye Ord Mod, Kraft og Enighed! og en Vise af Rein, som I endnu ikke har seet her, og det tredie Glas tømtes for vor Christian-Adelsten […] I skulde seet hvordan de adstadige Mænd, først og fremst Egersønnen og Arnoldus, fløy i Gaarden med Ungdommen, dandsede Kiærringen med Staven (en nyemodens Dands, hvori Cavalier og Dame hver sin Tour løber efter og griber den anden) og siden kastede Bold. Bergh saae længe til fra Vinduet, men maatte endelig ud imellem dem […] Og nu er det ogsaa ude med mit Hefte som med Fortællingen […] min Koren tager det med sig til Eidsvold i Morgen, da han vil være blandt de Første, der hylder Norges Konge. Hvor giærne fulgte jeg ham! […]

Onsdag 18^de Maj […] Jeg vilde [igaar] i disse Blade efter Sedvane udtømt noget af mit Hiertes Fylde; men nu kom jeg seent nok afsted alligevel, og blot i Tankerne underholdt jeg mig med Eder, Elskede, om den vigtige Dag. Himlen tilsmilte den sit glade Velbehag. Ingen Junidag kunde være skiønnere. For første Gang i den hele Vaar var det blikstille, alle Smaaefugle qviddrede paa de fiintbeløvede Grene, og den muntre Giøg hilsede mig første Gang fra Øst – at det betyder Glæde, vide I Alle. Alle mine Tanker og Følelser var en Bøn for Norge, for Danmark, for vor Adelsten, hvem Kronen i denne Dag blev tilbuden, for den ulykkelige Frederik, hvis eneste Krone var en Tornekrone […] for alle Mennesker og for den hele Jord, og for alt hvad paa Jorden aander […]

Med alle Stemmer valgtes vor Christian til Norges Konge. Glæden var høy og reen, straalede fra alle Godes Ansigter; selv den sidste mørke Skye var forsvunden fra vor sørgmodige Sverdrups Øyne, da han, som President foran i Spidsen for de 21 Deputerede, kom tilbage og havde rygtet sit høye Kald. Jeg er vis paa, han gik aldrig nogen gladere Gang. Under Sang og Hurraraab blev Norge og dets forhaabede Konges Skaal drukket ved Bordet. For «ingen Priis», siger Skriveren, «vilde jeg været fraværende.» Da alle Høytideligheder først skal gaae for sig paa Torsdag, vilde vor gode Koren ikke forholde os de glædefulde Efterretninger (han havde ogsaa den, at atter 30000 Tdr. Korn var kommet til Christiania i disse Dage) saa længe, bliver nu hiemme i Dag, og tager derop igien tidlig i Morgen. Herom har jeg underrettet Fogden, at Stædets Øvrighed kan følges ad og paa engang bringe den nye Konge deres Hylding […] min Koren hilsede mig fra Rein, at han neppe kom her mere. Han var mig altiid meget som Menneske og Digter; men han er blevet mig ved det korte personlige Bekiendtskab usigelig meget mere, som Ven, Menneske, Taler, som Norges ægte, kraftfulde Søn. Jeg har skrevet et Par Linier til ham. De maae smelte Reins Hierte, eller jeg kiender det ikke – men I skal see, jeg kiender det.

Christi Himmelfartsdag. En dobbelt Festdag for Norge. Ja, Du Alkiærlige […] see Du i Dag ned til det frelste Norge, til den Konge det valgte, fordi han saa ædel og troefast vilde staae og falde med det forladte Land! I Solen, der smiler saa herligt ned fra den rene blaa Hvælving til det spæde lysegrønne Løv, seer vi ligesom Dit Bifaldssmiil til den Handling, der giør denne Din hellige Kroningsdag til en nye Frelsens Fest for Norge. Din Aand hviler over vor Christian og over dem som nærmest omgiver ham […]

[…] vor kiære velsignede Treschow kom her i Aftes […] I den ene Time til Sengetiid snakkede vi os ret glade, men hverken trætte eller mætte, og jeg maatte bryde overtvært, fordi de kiære Mænd skulde tidlig op og ud i Dag. Kl. 4 var hele Huset paa Færde, Kl. 5 sad alt Mændene ved Theebordet, og vare i Arbeyde Toilettet da jeg kom ned et Qvarteer senere. Men nu kan I ogsaa troe Ridderen, Etatsraaden kom ind i sin fulde Courpuds, baldyret Silkevest, sorte Silkebeenklæder og Strømper og smaae Pfifspænder – Chapeaubas – Jo jo mi sant! – det fattedes kun Kaarden, og den laae parat i Kariolen. Men det ungdommelige Glædesudtryk i Ansigtet, de tindrende Øyne overstraalede al Pynten. Ligesom jeg, føler min Treschow sig gode 10 Aar yngere. Blodet har faaet et raskere Omløb, Hiertet hæver sig med fornyet Kraft. Treschow over 60 Aar? Moer Koren saa nær de 50? Var det ligt sig det! – Vi er Begge i vor Ungdoms Blomster, som Lottamoer siger […]

At jeg giærne selv havde været i Eidsvold Kirke i Dag, kan jeg nok tilstaae her, men jeg vilde dog heller unde Ungdommen denne Glæde.

Løverdag 21. – Kl. var vel ti, da Skriveren kom, saa glad og rørt ved Dagens Høytideligheder, især den dybt rørte Konges Tale, der aflokkede nesten hvert Hierte Suk, hvert Øye Taare, Glædens og Angerens. Leganger giorde troeligt sit til at temperere de varme Følelser, Kongens Tilhørere medbragte i Herrens Tempel. I dybeste Underdanighed talte han der om lutter Majestæt, hans Majestæt Christus og hans Majestæt Christian – kort, det var meer end flaut, det var ækkelt, siger de Alle, og ret sørgeligt, at vor unge Konge ikke blev indviet i sin nye Værdighed af en mere competent Herrens Apostel. – Havde han tracteret saa godt i Kirken som i sin Have – siger man – hvor en brillant Frokost var anrettet for Kongen, hans Følge, og alle Tilstædeværende, vilde der intet været at klage over. Men snart kunde det blevet lidt eller intet med Frokosten ogsaa: thi det var ikke fem Minuter før Toget kom til Kirken, at det svære Læs fra Christiania, der medbragte det behørige til en saa festlig Smaus, arriverede til Præstegaarden […] Først ved Spisebordet optøedes de i Kirken isnede Hierter – da lød det under Kanontorden og Instrumenters Klang: Stiig Christian, op paa Haralds Stoel! – Og i hvert Værelse – der blev spiist i tre – kom Kongen og takkede for Skaalen, og et glædefuldt Hurra fulgte ham […]

Mandag 23^de Det begyndte alt at mørkne [Fredagen] og som Dagen tog af, tog vore Tvivl til, at det var blevet dem umueligt at faae Skyds, som der i denne Tiid har været en svare Jammer for. Endelig seer vi en Kiørende. Det var Egersønnen, og med et meget alvorligt Ansigt sagde han, da vi spurgte i Munden paa hverandre: kommer ikke Sverdrup? «Det blev ham ikke mueligt.» – Kongen har maaskee havt noget at tale med ham – sagde Treschow bedrøvet, og jeg: Herregud, saa skal han aldrig komme her! – «Naa – sagde det slemme Barn – naar man taler om Fanden, er han nærmest. Der troer jeg kommer Een hvem det nu er» – Da tog Skriveren paa at banke den uskikkelige Søn, og vi løbe alle ud og tog mod Manden […] Han var, som jeg helst ønskede det, jævn munter, og iagttog sin presidentlige Værdighed, skiøndt der blev stærkt protesteret imod den, som ophørt med Forsamlingen. Hvad han førte mest Anke over var, at Treschow formastede sig til at vække ham om Morgenen, ham paa hvis Skuldre saa tunge Byrder havde lagt […] Kun et eneste Udbrud af hans Sorg hørte jeg, da jeg var ley over, den alt for færdige Skyds: «Jeg længes hiem, og jeg gruer for det» Fetteren Arnoldus kom paa sin Fod i Middagsstunden, og da den var forbi, og jeg var gaaet op for at tage min Vinterkiortel paa fordi jeg frøs jammerlig […] kom min kiære Fader Rein, nu ogsaa indlemmet i Sønnernes Tal og havde, paa den sidste halve Miil nær, vandret som Arnoldus. Hvor det er sødt, at Hovind saaledes drager de Gode til sig! Og da han nu erklærede med et Blik, der sagde meer end Ordene (jeg bebreydede ham nemlig mildt, han ikke vilde kommet hiid mere): «Jeg vilde skaanet mig for at tage Afskeed» – Men I Alle veed, at denne Skaansel efter min Følelse ingen Skaansel er, og det sagde jeg ham, fordi jeg intet kan have paa mit Hierte for den jeg elsker og agter. Jeg havde her Anledning til at anføre hvad Jean Paul siger om Afskeedtagen, og hvor han giør et af sine sedvanlige dybe Blik ind i Qvindehiertet […] Fremdeles hørte jeg nu, at Rein vilde erstatte dobbelt, hvad han blot havde tænkt at berøve os: at han blev hos os Søndagen over, og havde bedt sin Broder Majoren her om Eftermiddagen, da de Mandag skulde følges ad til Byen. Han kom ogsaa, skiøndt seent, en stille, alvorlig, retskaffen og kiæk Mand, og endnu senere kom da vore Sidstventede, min Wilhelm og Motzfeldt. Her blev levende i Huset. Skriveren, som havde været i en Forretning, blev ikke lidet glad ved at see dem samlede, og end mere ved at høre Fader Reins Bestemmelse at unde os hele Gaarsdagen. Den var kold og stormende, og ikke som jeg havde ønsket vor Christian den til sit Indtog i Byen, dog skinnede Solen fra og til, og vist da han drog ind i Herrens Huus […]

Vi spiste vort Smørrebrød og drak vor Punsch i al Stilhed. At Rein selv afskrev sin sidste Tale i Rigsforsamlingen for mig i Gaareftermiddag, og at den er mig saaledes endnu kiærere, hører ogsaa til, om ikke Dagens, saa Fortællingens Orden.

Kl. 3½. Atter en Pause. Min kiære Wilhelm kom herind for at faae nogle af de Ting Skriveren havde faaet til Giennemlæsning, og sad her og gottede sig med. Han blev da siddende hos og snakkede, til vi skulde spise. Nu ere de ude at tage sig en Tour allemand […] Tidlig tog Reinerne bort. Jeg sagde Dig Farvel med en Usandhed, gode Rein – dog, Du troede den vist heller ikke. For ey at tage den alvorlige vemodsfulde Afskeed sagde jeg: «Det er mueligt jeg kommer en Dag i denne Uge til Byen, og derfor siger jeg Dem intet langt Farvel.» – «Giør det, Moer Koren!» svarede han, og hans Tone og hans vaade Øyne sagde: Jeg veed du bedrager mig, og takker dig for det. Hans Haandtryk endnu i Carriolen gientog det. – I Morgen reyser den sieldne, agtværdige Motzfeldt. Han vinder alle Hierter, tager vor Kiærlighed og Agtelse med sig […] Jeg har intet sagt Eder om de senere Dage paa Eidsvold, fordi I Alle faaer høre derom længe før, det veed jeg. Den sidste Middag var en høytidsfuld Dag. Man kunde kalde det en Forsoningsfest. Rundt om Bordet sloge de en Kiæde med deres Hænder, og sang, under mange Øynes strømmende Taare –

Afskeedssang til Rigsforsamlingen, 20 May 1814.

Om Fædrelandets Alter træde
Vi Norges Sønner Haand i Haand,
Og Norge seer med Moderglæde
Til hver som eyer Fædres Aand.
O, helligt er os hendes Navn,
Ømt sluttes hun i Sønners Favn.

Med ærligt og med enigt Hierte
Vi høre vil vor Moders Røst,
Og hvad hun moderlig os lærte,
Skal giæmmes troelig i vor Bryst.
Ja Haand i Haand og Favn i Favn
Vi signe vil vor Moders Navn.

Ogsaa denne hiertelige lille Sang var af min Egersøn, eller, som han selv kalder sig: den altiid færdige Rigsdagspoet […]

Tirsdag 24^de […] Min Wilhelm har havt et Uheld, som gaaer ham nær til Hiertet. Hans Oppasser, et ham i lang Tiid saa hengivent Menneske, der forlod Kone og Børn for at følge med ham, blev først syg, og er nu blevet ganske forvirret i Hovedet. Den største Aarsag hertil er vel, at han før han blev frisk hørte, Christie skulde blive tilbage – hvad ogsaa var nær ved, da saa Mange vilde have ham ind i Lov-Comitéen. – Foruden denne Skruppel har han sadt sig i Hovedet, at han har talt noget, hvorved han har giort sig ulykkelig, og at der, om han ogsaa kommer tilbage til Bergen, […] bier lutter Elendigheder paa ham […] Hvad der giør den gode Wilhelm mest ondt, er, at han skal komme tilbage til sin Familie i denne sørgelige Forfatning […] Ja, der feylede meget lidet i, vi havde beholdt vor kiære Wilhelm her. At han gruede for det, kan jeg begribe, og ikke heller undres jeg over det, skiøndt det giør mig ondt. En Bonde sagde til ham: Jeg voterer paa Dig, Skriver. – Aa ney, det maae du ikke. – Jo, det maae jeg, du lyt bli, jeg kan inte hielpe dig, for min Samvittigheds Skyld maae jeg votere paa dig. Alle vore Folk havde den samme ømme Samvittighed som den brave gamle Bondemand, og voterede paa den slemme Skriver, dog slap han denne Gang. Jeg har heller ikke Hierte til at ønske det anderledes. Det kunde jo ikke glæde os at see ham forstemt ved Længslen efter sit Bergen […]

Torsdag 26^de Han er forsvunden. Nu tog han bort Kl. 9, og alle tre de kiære Skrivere toge bort, men de to kommer tilbage, jeg veed ikke bestemt naar – han, Wilhelm allene kommer ikke mere tilbage denne Gang; men dog ahner det mig, han seer det gamle Hovind engang igien; og hvem veed, om han ikke lyt reyse til neste Rigsdag i Februar Maaned […]

 Fredag 27^de […] De mange Kammerherrers og Junkeres Tilblivelse paa Indtogsdagen, nedslaaer nok Enhver, som elsker den unge Konge, og haaber saa meget af ham, deriblandt ogsaa, at han skal fiærne Prunk og Ranglerie fra sig saa meget mueligt. Dette har sikkert ikke bidraget til at opmuntre Sverdrup. «Christian! hvi giorde du os dette?» siger vi alle i vore Hierter. Mindst, finder vi, burde han ilet saaledes med dette Narrerie nu, da de der ikke vil ham vel, og som saa gridske lurer efter hver Leylighed til at sætte hans Handlinger i forhadt Lys, vist her faaer noget at holde sig ved, der i det mindste synes stærkere, end de Rør de hidtil sloge om sig med, og som saa ofte af de Ædle og Brave bleve slaaet dem af Haanden og itubrudte. At dette især maae smerte disse, er begribeligt. Jeg saae det ogsaa paa min Wilhelm […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.