Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

av Aasmund Olavsson Vinje

1852






Nr. 3/1852; søndag 04.01.

[Folkedikting og folkemål]

Korrespondance

Christiania, den 2den Januar


Til P. Ch. AsbjørnsenAsbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen

Til Folkeaanden vendte Du Din Hu,
og kjærlig Dig sit hulde Maal den lærte;
som vanligt gav den mer end Du begjærte;
naar Andre glemte er’, da lever Du.

Saalænge Modersmaalet er os kjært, —
saalænge Barnet vil om Nøkken høre, —
saalænge Eventyr kan Hjertet røre:
vi glemme ei, hvad vi af Dig har lært.

Etter dette Motto har jeg igrunden ikke Mere at sige om Asbjørnsen, om hvem jeg først maa tale, naar jeg vil indfri mit Løfte, at sige nogle Ord om vor Juleliteratur. Men jeg har ikke ganske udtømt mig og maa under enhver Omstændighed videre udspinde de antydede Tanker.

Asbjørnsen har været erkjendt ligetil det sidste Aar og det endog af udenlandske Lærde, f. Ex. af den tydske Sproggrandsker og Eventyrsamler Grimm.Grimm] Jacob Grimm, tysk filolog En saadan Anerkjendelse er nu visselig af stor Betydning, men den kan alene have Betydning for det Ydre ved Asbjørnsens Virksomhed — jeg mener for Eventyrene og Folkesagnene i deres historiske Form, forsaavidt som de ved Samleren ere bragte til Papiret og staa der som en historisk Kjendsgjerning. Denne historiske Side af Sagen er vistnok væsentlig, idet Forfatteren har løst sin første Opgave, naar han har kunnet opfatte sine Sagn og Eventyr i deres størst mulige Sandhed og Almengyldighed; men den, som kjender Folkesproget, vil vide Asbjørnsen større Ros, fordi han har opfattet Aanden i Folkesproget og gjengivet den i en ægte national Form, der hverken er Bogsprog eller Folkesprog, men en lykkelig Forening af begge Dele, en Forening, der hverken som Bogsproget er abstrakt og fattigt, heller ikke som Folkesproget sønderrevet i utallige Bygdedialekter, der alle med større eller mindre Ret kan gjøre Fordring paa Almengyldighed. Det er netop ved denne Forening, Sproget kan blive folkeligt, paa samme Tid som det bevarer sin Almengyldighed og er modtageligt for nye Udtryk og Vendinger, der dukke op af Folkesprogets Hav. Ved denne Forening drager man Bogsproget ned fra sine kolde Høider, paa samme Tid som man drager Folkesproget op til sig, — forædler det. Derved bliver Sproget levende, som det skal være, og vore Efterkommere ville saaledes kunne forme det efter sit Behov, medens de, ligesom vi, kunne øse af Folkesprogets uudtømmelige Kilde. Ved en saadan Forening bliver Sproget først nationalt, siden nu engang Historien ved et svælgende Dyb har adskilt Bogsprog og Folkesprog. Vort Bogsprog er saa fornemt, at det ikke vel taaler folkelige Talemaader i sig. Nationale Udtryk og Vendinger se ud som jeg kan forestille mig en Baldame med Træsko. Sproget maa ligesom omstemmes i en anden Toneart, førend man kan anbringe Ord, hvori den nationale Musik klinger. Asbjørnsen har i sine Fortællinger givet Sproget denne Stemning, og dette er efter min Formening hans største Fortjeneste. Han har tænkt med Folkeaanden, og derfor kunde han tale et Sprog, som vi Alle forstaa, og som dog er hverken Bogsprog eller Dialekt. Disse djærve, malende og rammende Udtryk, hvoraf Talesproget er saa rigt, klæde Asbjørnsens fortællende Sprog saa inderlig godt; de give Stilen Liv og Sandhed og klinge saa gemytligt og hjemligt. Ved at fortfare paa en saadan Maade og efter Materiens Behov, vil vi faa et Sprog, der bliver ligesaa rigt som folkeligt. Et saadant Sprog vil Folket forstaa, og det vil kaste en Bro mellem Samfundets høiere og lavere Stænder. Hidindtil have de saakaldte dannede Stænder staaet udenfor det egentlig store Folk: de have hver for sig talt sit Sprog, og Almuesmanden har aldrig kunnet gjort sig fortrolig med Bogsproget og i Sandhed opbygget sig ved det. Derfor har heller ingen Skribent været folkelig i Ordets egentlige Forstand med Undtagelse af Peder DassDass] Petter Dass og Holberg.Holberg] Ludvig Holberg Den norske Bonde kan ikke nyde OehlenschlägersOehlenschlägers] Adam Oehlenschläger Digte f. Ex. og selv Frithjofs Saga har oplyste Bønder sagt mig, at de ikke forstaa. Og intet Under. Alt er fremmed; det gaar saa regelret og glat, som en dansk Turist, der reiser op at se paa Gausta og Riukanfossen. Klædedragt, Sprog og den hele Maade at være paa er fremmed for Dalbeboerne: han er en Fremmed!

Slige Fremmede ere vi Allesammen mere eller mindre med Undtagelse af Asbjørnsen, naar han fortæller. Han selv bliver ogsaa en Vildfremmed, naar det ulyksalige Bogsprog løber af med ham. Da har han samme Fornemhed, som vi andre, der vel kunne faa Plads ved Bondens Bord, men aldrig ved hans Hjerte.

Det er paa Tiden, at vi vende tilbage til os selv. Da ville vi blive naturlige, da ville vi kunne indvirke paa Folket, da ville vi kunne røre Gemytterne og være poetiske; det er maaske en Paradox, naar jeg siger, at man i det slikkede Bogsprog umulig kan være poetisk.

(Forts.)




Nr. 7/1852; fredag 09.01.

[Jul i pressa]

Korrespondance

Christiania, den 7de Januar

Det er vel bedst, at jeg sætter en Tankestreg i min Kritik over Juleliteraturen og skjænker Politiken en Smule Opmærksomhed. Politiken er umistelig for en Avis.

Vore Storblade har i Julen været over Forventning gode. Navnlig har Christianiaposten havt læseværdige Artikler og et Par Bogkritiker saa fornuftige, at det var en Mærkværdighed at finde dem i Posten. Den lange Artikel efter det franske Blad har givet en klar Udsigt over de europæiske Begivenheder i 1848 og 49. Naar Bladene ville lægge sig efter Oversættelser af slige Sager, kunde det være værdt at holde Aviser. Det Originale, som kan præsteres hertillands, bliver gjerne ensidigt og fattigt. Bedre derfor, at ty til andre Literaturer, da Hovedsagen dog med al Læsning maa være den at lære Noget. Dette er ingen unational Tanke, da jeg her mener noget Politisk: Politiken er ikke national; den er en Indførselsartikel, der blandt vore Fjeldfolk bruges til ligesaamegen Upligt og Ødelæggelse som Kaffe f. Ex. Selv i Byerne — og navnlig her i Christiania — føler idetmindste jeg det Unationale i Politiken; — og intet Under: vore Politikere kjende nemlig i Regelen saa lidet til Landets Forholde, at deres Politik med Nødvendighed maa blive unational. Man sidder jo her og danner sine Meninger efter et Besøg i Departementet eller en Samtale med en Storthingsmand, som gjerne vil komme igjen næste Gang.

Der har ogsaa været en Fortælling at læse i Christiania-Posten om en Sultan i Okcidenten, en besynderlig Fremstilling af T. B. Den sér saa fransk ud, at man har ondt ved at antage den for hjemmegjort, og vore unge Herrer, der have besøgt Paris, kan vist ikke have lært at skrive paa fransk Manér; de lære nemlig i Regelen noget ganske Andet, der rigtignok er fransk, uagtet det ikke hører under det Sproglige. Fortællingen «Sultanen» — være nu skreven af hvem man vil — er livlig, men kanske noget vel reaktionær. Den er i alle Fald en usædvanlig Postføde; men det har været Julen nu.

Morgenbladet lunker og drager med det Samme. Hvad vil nu Nissen der med sine fortræffelige Departementsindstillinger om Skolevæsenet?

Det er forresten en god Ting, at man nu kan slutte snart med at hamre paa Morgenbladet. Det begynder nu at afløses af «Nationalbladet.» Det gaar nok endnu en Tid, ligesom et Skib, efter at man har bjerget Seilene; men denne Seilads er saa lugn og melankolsk, at det vilde være Synd at standse Skuden, før den kom paa Grund.

«Nationalbladet» braser derimod op og vil formodentlig dandse let paa Bølgerne, medens Seilene svulme af aura popularis. Bare det nu kan vedblive at være saa moderat, som det har begyndt, og som det lover at fortsætte. Hvad det hidtil har leveret, er velskrevet; det er nemlig Rolf, som har skrevet Altsammen. Det Væsentligste jeg har at udsætte paa Stilen vel at mærke — om Indholdet skal jeg lade være at udtale mig — er den noget forunderlige Brug af Ordet «liberal.» Det støder unegteligt, at se det Uelandsk-JaabeckskeUelandsk-Jaabeckske] Ole Gabriel Ueland, politikar; Søren Jaabæk,Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant lærar og stortingsrepresentant Parti benævnt det liberale. Kunde man ikke finde et norsk Ord, og forskaane denne gamle ærværdige Latin fra at blive misbrugt. Liberal er et saa godt Ord og vi ere vante til at knytte en saa skjøn Tanke til det, at vi ikke bør anvende det paa noget af vore Partier. Jeg skal i alle Fald vogte mig for det. Jeg tør end ikke bruge det om Politikere, der have Formodningen for sig om den største Dygtighed og mest lutrede Patriotisme, end sige om Folk, der hverken legemlig eller aandelig have været stort udenfor sine Bygdedale. Det kan være skikkelige Folk, fortræffelige, men liberale i politisk Forstand kunne de neppe være; «thi hvorledes skulde de tro paa den, om hvem de ikke have hørt?» Liberaliteten er en Verdensborger, der maa udvikle sig ligesaa møisommelig som HolbergHolberg] Ludvig Holberg f. Ex. Da jeg oversatte følgende Strofer af Goethe,Goethe] Johann Wolfgang von Goethe tænkte jeg paa Liberaliteten:

Hvo ei sit Brød med Taarer aad, —
Hvo ei de dunkle Nattevagter
Paa Leiet sad og flød i Graad —
Han kjender ikke Himlens Magter.

Altsaa, Nationalblad, brug ikke Ordet «liberal» om Dit Parti — og vi skulle være Venner og velforligte. Du tog fortræffeligt Morgenbladet fat, gjorde Nar af det og bemærkede meget rigtigt, at det begynder at lakke tilaars med det. Det var et sandt Ord, at det af de milde Guder ingen evig Ungdom fik. Du var høflig mod den Gamle, og det var vakkert. Vedbliv saadan og gjør Læseren af og til opmærksom paa, at det gamle brave Morgenblad gaar i Barndommen — og Virkningen vil være fortræffelig. Han, Tullingen Christianiaposten, kan i Anmeldelsen af Nationalbladet ikke være enig med det i den Ting, at Morgenbladet ikke er oppositionelt nok. Jeg har før sagt, at Christianiaposten skulde have forfulgt Morgenbladet med Høfligheder, havde den været politisk. Men der gaar han hen og kjæmper den Dag i Dag med en indbildt Fiende. Naar nu Morgenbladet bliver ensbetydende med Christianiaposten, saa har det intet Mere at gjøre, — og da holder man naturligvis Posten, der endnu ikke har saamange gamle Synder at drage paa. Dog — kanske Posten er saa ful, at den vil spalte Oppositionen ved at gjøre Morgenbladet oppositionelt.

«Folkebladet,» sér det ud til skal kun blive en Forjættelse. Aa ja, det var noget Besynderligt, at en — forresten god og brav Stavangermand skulde komme ind til Hovedstaden og belære Folk og Stad i en Avis. Det var Noget, der i en vis Forstand mindede om Cincinnatus,Cincinnatus] Lucius Quinctius Cincinnatus, romersk diktator der som bekjendt blev taget fra Ploven og sat til at styre Republiken. Men — det var jo en Udvikling af vor politiske Lære, at Folk fra Landet ere de største Politikere og de bedste Patrioter. Se, dette er jo en ægte Cincinnatus-Tanke og derfor vilde Folkebladets Redaktør have været en sand politisk Ypperstepræst. Skade, dersom han ikke drister sig til at prædike. Han maa vel være gjort bange af denne nymodens Tanke, at Nutiden ingen Cincinnatus tager fra Ploven og sætter ham ind i Statsraadet — en aristokratisk Tanke.




Nr. 9/1852; søndag 11.01.

[Oskeladden]

Korrespondance

Christiania, den 9de Januar

Jeg udhævede i min næst foregaaende Artikel AsbjørnsensAsbjørnsens] Peter Chr. Asbjørnsen Fortjenester i sproglig Henseende. Denne hans Virksomhed fandt jeg at være den mest fortjenstfulde, hvorimod den Form, han har givet Eventyrene, nok ikke ganske kan holde sig. Og det kan man da heller ikke vente, da Eventyrene ere ligesaa lokale som Dialekterne. De have vistnok Hovedtanken tilfælles, medens Tilsnittet og Kostumet er særegent for ethvert Dalstrøg nogenlunde. Det bliver da Eventyrsamlerens Opgave at finde det Almene, dersom han ikke vil fremstille det samme Eventyr i de mangfoldige Afændringer paa samme Maade, som han maa træffe et almenfatteligt Folkesprog, ifald han ikke skal tabe sig i Dialekternes babyloniske Mangfoldighed.

Asbjørnsens Eventyr forekomme mig væsentligst østlandske og valderske; sjelden har Eventyret f. Ex. et thelemarkisk Tilsnit. Folkepoesiens almindelige Figur kalder han saaledes Askeladden, medens den i Thelemarken og det Vestlandske bestandig hedder Askefis og i det Trondhjemske ofte Askepot. Nu kan det nok hende, at Asbjørnsen har valgt Navnet Askeladden af Aske og Lad, en liden pjaltet Gut, fordi den klinger bedre, end de andre Navne, der har sin Oprindelse af at ligge og blæse i Asken. Navnet Askeladden udtrykker ikke den djærve Folkevittighed, som de andre Navne. Folkeaanden har gjort ham komisk, paa samme Tid som han er et Lykkens Skjødebarn. Det er en høist mærkværdig Figur. Han er Personligheden for den Sandhed, at det uskyldige og gode Hjertelag kommer længst frem i Verden. Omsorgsløsheden er Lykkens Pleiesøn, medens grublende Forstand og det egennyttige Hjertelag bliver stødt tilbage. Denne Filosofi er opvoxen af alle Nationers Jordbund. Østens Alladin faar ved sin Omsorgsløshed, tankeløse og unyttige Dagdriveri, Tryllelampen, medens den grublende Nureddin gaar Glip af den.

«Naturens muntre Søn er Lykken næst,
hvorefter Nattens Grubler flittigt stunder,
naar Solen slukkes i det blege Vest.»

Saaledes synger OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger om Alladin, og saaledes maatte en Digter synge om den nordiske Askelad, der altid faar Kongedatteren fremfor sine mere omtænkte, men mindre godhjertede, 2de Brødre.

Askeladden er en sædelig Figur. Han er trohjertig, hjælpsom og ærlig. Han er en poetisk Figur, eventyrlig, høihjertet, ofte urimelig og for det Meste latterlig. Han er en Kvindebefrier og romantisk Elsker, paa samme Tid som han repræsenterer den ironiske og spottende Aandsretning ved at tage Alting efter Bogstaven og «paatværke».

Det skulde være interessant og lærerigt at se en udtømmende Fremstilling af denne Folkeaandens Personifikation. En Digter vilde i Askeladden finde et ligesaa righoldigt Emne som Filosofen. Askeladden venter paa sin Fortolker. Asbjørnsen har alene nedskrevet ham.

* * *

Det var løierligt ifjor at se de Bebreidelser, man rettede mod Asbjørnsens «Juletræ»; man fandt nemlig ingen Moral i nogle Eventyr, — retsom om Poesien skulde være en Vandbærer for Moralen. Denne Mening havde rigtignok HolbergHolberg] Ludvig Holberg og hans Tidsalder; men nu er den Anskuelse frafalden, og man lader Poesien have Øiemedet i sig selv som noget Absolut. En Fabel er derimod noget Underordnet, idet den anskueliggjør en abstrakt Sanhed. Men Eventyret er en poetisk Leg af Indbildningskraften, der rigtignok som oftest udtaler en sædelig Idé, men som dog ligesaa ofte er et vilkaarligt Spil. Naar Eventyret sysselsætter Fantasien og saaledes tiltaler, er det godt, og Eventyr, som have udviklet sig i Folket, gjøre altid dette. De ere selvstændige Væsener i al sin Luftighed. De tumle sig ligesom Barnet, der ikke vil andet end leve. Naar Livet faar Hensigter, ophører det at være sandt og poetisk. Da bliver det en Tjener, istedetfor at det skal være Herre.

De, som ville have Hensigter og Moraløiemed ind i Eventyret, vil kunne finde disse i Juletræet for iaar, især i «Tuftefolket paa Sandflæsen». Men disse Øiemed ere, til Eventyrets poetiske Berømmelse, ikke fremspringende. De ligge der som Frøhuset i sin Bælg. Eventyret er fortrinligt, og man kunde skrive en hel Afhandling over det.

Det er dog mærkeligt, at et enkelt Menneske, end ikke det største Geni, er istand til at give sine Digtninger den Fylde og naive Umiddelbarhed, som Folkeaanden. Stev og Eventyr have ingen Forfatter. De ere ligesom skudte op af Jordbunden og ere derfor ligesom Naturen selv uudgrundelige og uudtømmelige.

Man har ikke fundet disse Juletræer passende og svarende til Hensigten. Mærkværdig nok! — Hvad kan være mere passende Julelæsning end Eventyr? — Romaner og Fortællinger i det nøgne Bogsprog er passende Hverdagskost. Disse hærder med Arbeide og ægger til Bitterhed ved deres aandsfortærende og filistrøse Indhold. Jeg har i denne Jul ikke læst stort Andet end Eventyr, og jeg har fundet mig fortrinlig vel ved det. Nu begynder Livets Prosa — og jeg maa læse andre Ting, f. Ex. Politik og Formaningstaler.

Sluttelig maa jeg af Hjertet ønske, at vor elskværdige Eventyrfortæller maa have flere Eventyr ufortalte. Vel er Folkepoesien rig, men den kan dog blive udtømt.




Nr. 13/1852; fredag 16.01.

[Østgaards Fjeldbygd]

Korrespondance

Christiania, den 14de Januar

En Fjeldbygd i Østerdalen er baade mundtlig og paa Prent rost saa meget, at det er næsten bagefter at tale om den. Mærkeligt er det imidlertid, at man ikke mere grundigt er gaaen ind paa Bogen. Et saa berømmeligt Verk fortjener ikke blot Ros af Anmelderne; det kan ogsaa fordre Grundighed, især naar det gaar i en saa original Retning som en Fjeldbygd i Østerdalen.

Da Bogen forekommer mig at være eiendommelig, vil jeg ogsaa være eiendommelig, d.v.s., jeg vil fortælle nogle af de Tanker, som Læsningen af den fremkaldte hos mig. Men dette er jo ingen objektiv Kritik vil man sige; men saa er den til Gjengjæld naturlig, svarer jeg.

Ved Læsningen af Titelbladet tænkte jeg først paa Forfatteren. Lykkelige Mand, tænkte jeg, du er ubekjendt for den kritiske Mangfoldighed. Du kan vente en retfærdig Dom, da du formodentlig hverken har Venner eller Fiender blandt disse Vægtere paa Literaturens Mure. Du bliver mystisk ved denne modne Optræden. Man vil udmale Dig for Fantasien med tiltrækkende Farver. Du vil gjøre Lykke.

Og Du har gjort Lykke.

Jeg foresatte mig dernæst at følge min gamle Regel, læse et godt Stykke og se, om det ikke kjedede mig. Det kjedede mig ikke; thi sagde jeg: det er godt!

Hidindtil havde jeg kun været en Læser som enhver Forfatter maa ønske sig: Jeg kritiserede ubevidst og nød. Det er en respektabel Kritik, denne ubevidste: den befølges av Saamange — og den er træffende. Naar en vid Læsekreds har kritiseret paa den Maade, og en énstemmig gunstig Dom er fremkommen, saa er Sandheden funden. «Menneskehedens Geni» har da afgivet sit Votum.

Etter denne min almindelige Kritik over det Læste, spurgte jeg mig selv: Hvad er det da, som Du finder godt? Hvorfor behagede det Læste Dig? — og nu var jeg inde paa Vildfarelsens Korsveie, idet jeg vilde undersøge den sjelelige Grund til det Behagelige og efterspore de saakaldte æsthetiske Love, som Mange ere sangvinske nok til at tro fundne.

Det er besynderligt, tænkte jeg videre, at en Mand skal kunne tiltale, som tager med sig Alt indtil Stør og Stager. Det kan dog vel ikke være fordi han er Departementsmand, saa at Fuldstændighed er blevet til en anden Natur hos ham. En Mand udenfor Departementet kunde ikke have vovet Sligt — og havde han vovet det, saa vilde det have gaaet galt; men det maa stikke Noget under som ligner Historien om Columbus’s Æg. I det Usædvanlige og Dristige ligger det Fortrinlige.

Forresten turde det nok hende, at Nyheden er den egentlige Grund i inderlig Forbindelse med Bondens naturlige Liv, der bliver poetisk og alene poetisk ved at fremstilles som det er. Den omstændelige Fremstilling bliver naiv og fængsler os, der ere vante ved hule Reflexioner.

Her er Grunden til det Behagelige i den omstændelige Fremstilling. Sproget er godt, tænkte jeg videre. Det røber ikke stilistisk Bøielighed, men er dog naturligt. Det er det fortræffelige Sprog, som AsbjørnsenAsbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen har bidraget saa meget til at udvikle. Forfatteren maa have studeret Asbjørnsen med Forstand, — selv været paa Landet og hørt — og faaet et lykkeligt Sprogtalent til Faddergave.

Opfatningen er sand. Jeg har selv været paa Landet og kjender mange Figurer igjen. Jeg har ofte seet «Tul-Ivar» og Ragnhild og hendes aristokratiske Fader og Forfatterens Tante og Klokkeren og «Veltbarbru» og alle disse Mennesker. Det er altid et godt Mærke, naar Læseren gjenkjender Personerne.

Det er dog rart, hvor ligt Livet paa Landet er sig overalt. En Thelebonde kan med en liden Forandring i Klædeskuren være Østerdøl — og en «Haringje» Sirdøl osv. Forskjellen er saa umærkelig, at den for Digteren iallefald vil forsvinde.

Og Sproget da! — Det er som hugget af ét Stykke. Det er det nok ogsaa. Afslibningen er rigtignok lidt forskjellig, men Ordforbindelsen — denne Sprogets Sjæl, den er da saa lig som Nogenting.

«Haven hjemme» maa have været herlig. Man læser i Linierne rigtignok, at den har været nøgen, men mellem Linierne, at den har været bevoxet og beplantet, inddelt i smukke Beder og havt alle gode Ting. Haven er fortrinlig, den er Bogens Glandspunkt.

Ei, Ei! Nu kommer Forfatteren med et af disse fatale Romantilfælde. Men det var godt: han husker paa sig og gjør Nar af sig; dog var det Hele ikke saa ganske bra.

Her er han noget kjedelig i Brylluppet — og hans Kagebagning kunde gjerne været borte. Han er en Smule tilbøielig til at tage Alt med, og det Hele mangler Organisme. Det er forsaavidt ikke Livet i et Portræt. Men lad gaa! Det kjeder dog i sin Helhed ikke — og er derfor godt.




Nr. 15/1852; søndag 18.01.

[Ei politisk omvending]

Korrespondance

Christiania, den 16de Januar

Det er ofte vanskeligt for os at begribe Reaktionens milelange Skridt i disse sidste 2 à 3 Aar. Ofte sige vi, at den snart maa være kommen saalangt tilbage, som det er muligt at komme; — og det kan nok hende, at den ikke har nogen lang Strækning tilbage endda. Vi tro selv at gaa fremad eller i alle Fald at staa stille; men tilbage gaa vi nok: Luften ligesom driver os tilbage. Benene ville ligesom ikke bære os fremad, — kort, det Hele er imod en Fremgang i den almindelige Betydning — og ligesom vi i Udlandet se hele Nationer gaa tilbage, saaledes se vi her de enkelte Mennesker «hopa sig.»*)

Jeg har i disse Dage seet en saadan Tilbageskridtets Mand — og hans Historie vil jeg fremstille under Overskriften:

En Akersoknings Omvendelse

Denne Mand, hvis Liv i de sidste 3—4 Aar jeg agter at skildre, er en virkelig Akersokning. Nærmere at bestemme hans Stand og Stilling har jeg ikke Lov til — og det kan ogsaa være det samme; Navnet gjør Intet til Sagen. Vi kunne lære Ligemeget af hans Liv og Skjæbne, om Du, Læser ikke véd, hvad han hedder — naar bare jeg ved det.

Som sagt. Manden var en Akersokning, da jeg lærte ham at kjende i 1848, og han er det endnu. Manden var født af Statsborgeren, opdragen af Morgenbladet og Granskeren, der toge den Forældreløse til sig og oplærte ham i Tugt og gode Sæder. Det var et forunderligt Sprog, denne Mand førte. Naar han talte om Politik, som var hans sædvanlige Gjenstand for Samtale, hørte man ikke Andet end «Gunstsystem,» «Byrokrati,» «Aristokrati,» «Embedsvælde,» — «Grundlovens Aand,» «folkelig Bevidsthed,» «folkelige Institutioner,» «Reformer i Lovgivningen,» «forbedret Retspleie,» — «skandinavisk Vrøvl,» «fanatisk Regjeringsmand» o.s.v., o.s.v. Alt dette rørte han om hinanden med en mageløs Færdighed, ligesom naar En sidder og koger Sæbe. Retsom det var, sprang han fra det Ene til det Andet uden mindste Sammenhæng. Der laa noget vist Genialt i denne behændige Klatren paa en Tankestige, hvor mange Trin vare udfaldne. Jeg traf ham netop paa den Tid Storthinget skulde bevilge Penge til den danske Krig. Han sad omgiven af en Mængde Tilhørere og slog med sine vældige Næver i Bordet, krøllede et Morgenblad paa sine Knær som en Cigar og svor og bandte, at Ulykke og Forbandelse vilde komme over os og vore Efterkommere, dersom Storthinget gik længere end hvad der skrevet stod i Morgenbladet. Christiania, sagde han endvidere, var Landets Ulykke. Det havde holdt Taler, indvirket paa Storthinget og pebet udenfor Landets «største Mand.»

Det var en ægte Politiker, tænkte jeg. Af slige har Morgenbladet og Granskeren opdraget Mange. Vil disse Blade kunne fremstille sig for Historiens Domstol og sige med Glæde: «Se her er jeg og de Smaa, Du har givet mig?»

Udover Sommeren gik han i samme Kogning, indtil han i Juletiden ganske og aldeles kogte over. Han uddelte Billetter og Piber — sagde man — til den politiske Komedie i 49. Han gjorde en Spektakel med sine Folk, saa jeg hørte det fra Theatret og ind paa mit Værelse. Jeg havde lagt mig, men sprang op, da jeg troede der var Ild løs. Men da jeg fra mit Vindu saa de sorte Klaser udenfor Theatret, skjønte jeg, hvad der var paa Færde.

Fra den Tid syntes han at sakne. Selv i den demokratiske Forening var han mindre vild end Nogen skulde formode — og da den sov hen, gik han taus og lidende.

Da Harro-HarringHarro-Harring] Harro Harring, dansk forfattar blev vist ud, syntes han ligesom at vogne op igjen — og under de derpaa følgende demokratiske Storthingsvalg kom han sig mere og mere. Imidlertid var der dog en Adstadighed ved ham, der vidnede om en mærkelig Gemytsforandring.

En Dag, da Arbeiderbladet havde sagt, at Regjeringen alene have 11 — elleve — Mænd paa sin Side, træffer jeg ham: «Nu! . . . .» . . . «Aa det har ikke Noget at betyde,» svarede han. «Vi ere saa vante ved Sligt, at vi ikke længere lide paa det. Regjeringen faar Storthinget til at gjøre hvad den vil. Jeg kjender ikke UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar igjen. Aa ja! det kan nok hende, at vi have været en Smule urimelige før.»

Da Jernbanen var bevilget, træffer jeg ham ved Spisebordet; der sidder han og hugger omkring sig med Kniven. Han var bleven varm af en statsøkonomisk Prædiken imod Jernbanen og Morgenbladet, som havde anbefalet den.

Da Arbeiderurolighederne stode paa, var han en Ordenens Mand. Den ene Gale havde kureret den Anden. Jeg tænkte øieblikkelig paa et Slagsmaal imellem to Vanvittige. De brødes længe; men da den Ene trak Kniven udaf Sliren, slipper den, som før havde været mere gal, rømmer og siger: «Nei, Gud bevare mig! — Han er da rent gal han!»

Saaledes handlede en Akersokning — og saaledes handlede hans Opdrager, Morgenbladet.

I Høst spurgte jeg ham, hvad han syntes om ThranesThranes] Marcus Thrane og AbildgaardsAbildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla Arrestation. «Aa», svarede han, «jeg véd ikke, hvad jeg skal sige!»

Igaar traf jeg ham igjen og vi talte om den franske Statsstreg. Han talte med Ligegyldighed og Sløvhed om det Forefaldne og syntes ikke at kjere sig hverken om NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar eller Republiken. Jeg mindede ham om vor Rus ved Februarrevolutionen, men han rystede paa Hovedet og sagde ligesom: Lad det Gale være glemt!

Er ikke dette en Omvendelse, der vil kunne benyttes af politiske Prædikanter, ligesom de theologiske anføre Træk af Helgenernes Historie. Her var rigtignok intet Mirakel skeet, undtagen man vil gjøre til Mirakel en blind og fantastisk Politikers Omvendelse.

Har Du, kjære Læser, i disse sidste Aar ikke seet Nogen, der ligner min Akersokning? Jeg har seet Mange, vel ikke saa paafaldende i sin Omvendelse, men dog have de gjennemgaaet den samme Skole som han. Denne Erfaring har gjort mig mistænkelig, og ladet mig ane, at det maa være en aandelig Sygdom, der skriver sig fra et Smittestof, som ligger i Luften.

* * *

*) Gaa baglænds.




Nr. 27/1852; søndag 01.02.

[Teatret på Klingenberg]

Korrespondance

Christiania, den, 30te Jan.

Klingenbergs Theater er et Navn, som paa dette nye Aar er opkommet. Salen var før en Koncertsal, et Ride- og Dandsehus og forresten Alt, hvad Leiligheden krævede. Det er en stor Sal, og den er med faa Omstændigheder gjort til et Theater, der sér noksaa venligt ud. Scenen tager sig godt ud, og Dekorationerne ere overmaade vakkre. Theatret har rummet over 1100 og har saaledes, trods den lave Entré — 12 ß., og i den senere Tid 1 Mark paa første Plads — afkastet en ret vakker Indtægt. Anledningen til et sligt Folketheater gik først ud fra Thrane,Thrane] Marcus Thrane der allerede for over et Aar siden lod sig forlyde med, at han vilde virke for et Folketheater, idet han traadte tilbage fra Redaktionen af Arbeiderbladet og ligesom trak sig tilbage fra sin agiterende Stilling. Maa derfor dette Theater trives og vinde heldig Fremgang, vil man ikke kunne nægte Thrane og hans Arbeiderbevægelse Æren for dets Fremkomst. Skuespillerpersonalet ved Klingenbergs Theater skal imidlertid ikke være af den nuværende Arbeiderforening, men Fremstødet er alligevel udgaaet fra Thrane.

Skuespillerne ere vakkre unge Mennesker og de spille, som man overalt udtrykker sig, «over Forventning godt.» Det er ganske mærkeligt, at Mennesker i deres Livsstilling i saa kort Tid kan have tilegnet sig en saadan Brugbarhed. Enkelte af dem synes at røbe Anlæg, der kunne blive til noget ret Fortrinligt; men de arbeide under ugunstige Omstændigheder; de maa hjælpe sig selv, og det skal en lykkelig Forening af tilstødende Omstændigheder til at bringe Noget ud, naar man maa gjøre det. Publikum understøtter dem vistnok derved, at det gaar hen for at se, men paa samme Tid afskrækker det ogsaa, idet Mange tydelig lægge for Dagen, at de betragte det Hele som Narreverk. Det var saaledes Nogle, eller maaske ikke mere end En, der klaskede med Munden, for at efterherme et Kys, som en Skuespillerinde i sin Rolle maatte give. Det vakte Støi og Lystighed, og den stakkels Skuespillerinde skulde ikke blive opmuntret til at spille Mere, naar hun blev begegnet med slig Raahed. Hun gjorde ikke sine Sager godt, det er vist; men man kunde ikke vente det bedre, og den, som ikke var fornøiet dermed, kunde have gaaet ud og ikke kommet igjen. Nogen virkelig Kunstpræstation var ikke lovet for de faa Skillinger. Det er de «dannede» unge Herrer, som paa den Maade opmuntre og lægge sin æstetiske Dannelse for Dagen. De skrige og raabe «da capo» og gjøre saaledes Alt, for at faa det Hele til Kommers. Det er ikke Alle, som bære sig saaledes ad; langt ifra! — Jeg har seet Mange, som stagge paa slige Herrer og lægge for Dagen, at de finde det i sin Helhed godt og noget endnu mere lovende. De finde det Hele at være en Haandsrækning til Bestræbelserne for en national Scene, ligesom de ogsaa tro, at de ville øve en velgjørende Indflydelse paa Christiania Theater. Jeg har ogsaa talt med danske Skuespillere, der mene det Samme og finde, at man bør yde Foretagendet Understøttelse, naar man kan.

Hvad dette Theater nærmest mangler, er passende Stykker og Instruktør. Musik mangler det naturligvis ogsaa. Musiken har været ulidelig.

Dette Theater bør ikke indtil videre spille andre Stykker end de, som bevæge sig i en lavere Sphære. Nationale Karakterer og Almuen, drøie Vittigheder og Optrin, som kan vække Latter, se det hører hjemme paa Klingenberg-Theater. Stykker af en mere ophøiet Aand vilde det være smagløst at lade gaa, ikke blot for et saadant Publikum i Almindelighed, men i Særdeleshed, fordi Skuespillere ville vanhellige den. Det Ophøiede og Ædle taaler ikke at blive fremstillet af Børn og Begyndere. End ikke Karakteren af de saakaldte dannede Klasser taaler at blive fremstillede der. Skuespillerne kan ikke det Sprog, og det Hele bliver travesteret paa en begrædelig Maade.

«Til Sæters» gik meget godt. Man kjendte Karaktererne som sande og Stykket forekom mig mange Gange bedre her, end paa Christiania Theater. Selve Studenterne bleve spillede ganske godt, naar undtages enkelte Anstødeligheder i Udtalen. Det var vel nogle saadanne Daaser, Forfatteren havde tænkt sig; de bleve hverken til det Bedre eller til det Værre idealiserede, men fremstillede gjenkjendelige og passende til Situationen.

Det skulde være glædeligt i mange Henseender, om Nogen kunde oversætte eller skrive passende Stykker for Klingenbergs Theater; ligesom Theatret er en Skole for Skuespillerne, saaledes vilde det ogsaa være en Skole for de unge Forfattere; naar de kunde være livsfriske og vittige, saa vilde man paa Klingenberg ikke regne det saa nøie med dramatisk Ubehjælpelighed.

Man skal ikke overvurdere Skuespillets Gavnlighed, for at indse, at et sligt Folketheater vilde virke forædlende og opvækkende. Den store Masse, som kommer der, har desværre ikke mange forædlende Midler til sin Raadighed; disse Mange maa begive sig til Steder for at søge Adspredelse, der nedbryde det Gode, som de maatte bære med sig did. Karakterer af deres egen Erfarings Kreds vil endog kunne virke moralsk forbedrende og afholde mangen En fra at kaste sig bort. Man har vistnok villet afdisputere Theatrene nogen moralsk Indflydelse; men man trækker visseligen en Grændselinie mellem det Moralske og det Dannende, som ikke er til naar man gjør det. Dersom man kommer til Bevidsthed om det, som er latterligt, og det, som er passende, om det, som er anstændigt, og det, som er uanstændigt, om det, som er høfligt og uhøfligt, naar Skjønhedssandsen udvikles og Følelsen for det Stødende skjærpes, saa er man væsentligt forbedret til at blive moralsk god, om man forresten vil sætte det Moralske i Andet end en klar Bevidsthed om sine Pligter som Menneske og Borger.

Under enhver Omstændighed bør man være velvilligt stemt mod dette nye Foretagende; det er ingen Drivhusplante; men den er ligesom med Nødvendighed skudt op af Jordbunden. Frøet laa der. Visner Planten, saa kan ikke Jordbunden forsyne den med Safter nok, og det er derfor naturligt at den visner, — al den Stund man ikke rykker af den Blade og berører den ublidt. Man behøver ikke at spørge sig selv: «hvortil skal den tjene? — og er den nødvendig eller naturlig?» — Man skal simpelt væk lade den staa, saalænge man ikke tror sig opfordret til at gjøre Mere. Det kan man forlange af rimelige Mennesker, og de rimelige Mennesker gjøre det da ogsaa uden noget Forlangende.




Nr. 31/1852; fredag 06.02.

[Frå marknaden]

Korrespondance

Christiania, den 4de Februar.

Det er idag anden Markedsdag, og Føret er godt. Dette er mærkeligt. Christiania-Marked og Søle har nemlig i de sidste Aar været to ensbetydende Ting. Trods dette gode Føre synes dog Folkemængden at være mindre i Aar end sædvanligt, og det maa vel komme deraf, at Folk ere blevne kjede af at reise ind til Marked, naar de ikke absolut have Forretninger. Fornøielserne ere ikke store, naar Lokalerne ere saa overfyldte. Man er saaledes midt i alle disse Fornøielser ingenlunde fristet til at deltage i dem. Her er mange Fornøielser: Skovpavillionen ved Hestetorvet aabner sig for Tilskueren, der for moderat Betaling kan se Kostumer og høre Deklamationsnummere. Uskyldigheden har i Skikkelse af en gammel skyldig Kvinde deklameret rørende.

Paa Klingenberg spilles Komedie, og det gaar ganske bra. I Christiania Theater spilles hver Aften, og Huset er fuldt for kjedelige Stykker. Efter endt Komedie giver Orchestret Koncert i Frimurerlogen, og man maa saaledes lade vore Kunstnere, at de smede, medens Jernet er varmt.

N. C. TønsbergTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar har aabnet et Galleri af udmærkede Malerier og Lithografier. Det er gjort til Bedste for Studentersamfundets Byggefond, og Hr. Tønsberg har ved dette Arrangement vist en Velvillie og Ufortrødenhed, som fortjener Paaskjønnelse. Han eier selv en rig Malerisamling, formodentlig den rigeste, nogen Privatmand har heroppe, og mange Malerier har han faaet fra Andre. Han har valgt med Smag, og Publikum faar Lige for sine Penge.

Det Bedste i hele Marked er udentvivl Industriudstillingen ude paa Enerhougen. Det herlige Lokale, Foreningen har faaet sig, er opmuntrende at træde ind i. Salen, der skal kunne rumme indtil 1800 Personer, har et Galleri, og i den ene Ende Staar Kathedret. Over det hænger Grundloven i en Ramme, omslynget med frisk Granbar. Paa begge Sider længere nede hænge Portræterne af Deres Majestæter Kongen og Dronningen, og i den modsatte Ende af Salen ligeoverfor, lyser et Transparent, hvori man læser et vakkert Vers til Samfundsaanden og en Indbydelse til velsindede Medborgere om at slutte sig til Foreningen. Man holder til bestemte Tider Populære Foredrag og religiøse Opmuntringstaler fra dette Katheder i denne Sal, og en Sanglærer instruerer Selskabets Sangforening. Det Hele er saaledes et Foretagende, som fortjener Efterligning, da man arbeider paa at forædle og hjælpe. Det har ikke denne ulykkelige politiske Karaktér, som i slige Foreninger altid maa ende med Bedrøvelse. Man har endogsaa gjort et Sammenskud og nok allerede begyndt at gjøre Indkjøb i det Store, for igjen at lade Indskyderne afhente bestemte Portioner af Madvarer. ØsthagenØsthagen] Ole Andreassen Østhagen, feiarinspektør har i denne Henseende lovet at bistaa Foreningen, ligesom ogsaa Foreningens Stifter, Pastor Halling,Halling] Honoratus Halling, prest og forfattar vil gjøre alt Sit, for at Arbeiderne skulle faa kjøbt til rimelige Priser sine væsentlige Livsfornødenheder. Dette er et Foretagende, som man maa ønske alt Held og Fremgang, og det vil praktisk vise, at et overdrevent Antal af Handelsmænd fører, som enhver Overdrivelse, til sin egen Modsætning. Foreninger ville maaske i Fremtiden træde istedetfor mægtige Handelshuse, da det ikke nu som før er saa let at blive formuende for en enkelt Mand.

Men jeg kommer bort fra min Industriudstilling ved at tale om den hele Indretning. Jeg kunde ikke modstaa Fristelsen at fremstille det hele i kort Omrids. Jeg liker nemlig saa godt denne hele Indretning og dette Hus, at jeg maa omtale den og rose dem, som arbeide for den.

Industriudstillingen var vistnok ikke glimrende, men den var national; det var hjemmegjort Altsammen. De forskjellige Haandverkere af Foreningen havde sendt Prøver af sine Arbeider derop, og Kvinder af Foreningen lode se Arbeider af sin Husflid. Entreen var efter Behag; men Udstillingen var neppe saa besøgt, som den fortjente at være, hvortil den afsides Beliggenhed væsentlig bidrog.

Nu i Marked begynder man at se BennetsBennets] Thomas Bennett, engelsk-norsk reiselivsmann Droscher og Hyrekudsk. Det er en Spekulant den Bennet, — og han er da ogsaa Engelskmand. Det vilde være bekvemt, om hans Foretagende maatte bære sig; men det synes ikke rimeligt; i alle Fald har man før ikke fundet sin Regning ved et saadant Foretagende, — og Christiania er vel for liden. Det er ulykkeligt med dette Christiania; det er baade for stort og for lidet. Det er en ægte Dilettant, — en Tusindkunstner og en middelmaadig Literat, en prosaisk Digter og en Student, der aldrig faar Examen. Skal Nogen faa Skik paa Byen, saa maa det være Udlændinge, og maaske Bennet turde give den sine Hyrekudske paa sit Parisisk og Londonsk; — bare man vidste at bruge det paa Parisisk og Londonsk. Dersom man ikke turde haabe, at de franske Romanforfattere kunde oplære 0s i dette, som i saa meget andet Godt, saa vil det gaa med Brugen af Hyrevognene, som med Brugen af Barter, Glacehandsker, Seglas osv. Man har Løver og Løvinder, der alene besidde én Fuldkommenhed, den, at man kan lé ad dem.

Kiesewetter’sKiesewetter’s] Wilhelm Kiesewetter, tysk målar Musæum staar fremdeles aabent. Den, som interesserer sig for det, kan læse Christianiapostens Kjælderetage. Det er beskrevet med Lyrik og gjort saa romantisk, som Nogen kan ønske. Det maa være en Digter,*) som har skrevet det, idet Troen paa det Virkelige bliver noget svag under Læsningen.

Det er dog en deilig Ting at have Marked: man føler sig fritagen for at arbeide og faar Tilladelse til at lade Penge gaa i Vasken, det vil sige dersom man har nogen. Det er en Sabbat og man kan sætte sig ind i Dagdriverens Tankegang, uden at føle hans Selvbebreidelse, naar Dagen er bortslentret. Det er en egen Aandshvile at stirre ligegyldigt henover de ranglende Folkemasser. Den, som er hengiven til Spekulationer og mørke Betragtninger, skulde reise Landet rundt fra Marked til Marked, han vilde sikkerlig blive kureret; men den, som vilde handle, burde neppe staa i «Sjappe» paa Markedspladsen.

Her er mange skjønne Ting at se, vakre Damer og smukke Heste, prægtige varme Frakker og koselige Vogne. Christiania er en respektabel By i Markedstiden. Her burde bestandig være Marked, sagde en Liregut oppe paa Hestetorvet igaar.

* * *

*) Digter betyder nemlig hos HolbergHolberg] Ludvig Holberg En, som prægtigt forstaar at lyve.




Nr. 39/1852; søndag 15.02.

[Avispolemikk; vaudeville på Klingenberg; tragedie på Christinia Theater]

Korrespondance

Christiania, den 13de Februar.

Lad nu Nogen komme og sige, at Christiania-Posten ikke er liberal og en Frihedsmand i Ordets ædleste Betydning! — Han har nemlig nu i en Artikel paa 4 Spalter draget til Felts mod Prof. HolstHolst] Frederik Holst, professor i medisin og forfegtet og bekjempet Hemmelighedssystemet, som Holst holder paa. Han har med et psykologisk Blik, man ikke skulde tiltroet ham, stirret frem af Sjelen den ene Grund efter den anden, som godtgjør, at det er en taabelig Gjerning at lægge Skjul paa nogen Ting. Det er jo den ægte Frihedens og Offentlighedens Aand, som alle fornuftige Mænd hylde. Det er næsten en republikansk Aand. I Monarkierne raader, som bekjendt, gjerne Hemmelighedssystemet, ja man har endogsaa hemmelige Udgiftsposter paa Budgetterne. Man ser her at Christiania-Posten er en Normand, der endogsaa i Sverige vilde spille en daarlig Figur. Nu kommer det rigtignok an paa, om det er udenfor «Barselfeberen», at Posten vil være saa aaben og ligefrem.

Stakkels Post! Han har Ret til at beklage sig over, at Holst er optraadt mod ham med en Fordømmelsesdom i det medecinske Selskab, og at denne Dom er aftrykt i «Magazinet for Lægevidenskaben»Magazinet for Lægevidenskaben] Norsk Magazin for Lægevidenskaben, hvor «vi — Posten — ikke have Adgang til at retfærdiggjøre os eller komme til Orde.» Det er dog virkelig ikke meget at frygte for en Anklage af den Natur, hvor den skal til skjønsomme Mennesker; værre er det, naar man, som jeg, ofte er bleven angreben i Christiania-Posten og har maattet forsvare sig i et Provindsblad. Jeg fik rigtignok ind efter 7 Sorger et Forsvar i Posten; men jeg var nødt til at skrive det saa usaltet, at det formodentlig ikke smagte et Gran af det. Jeg ønsker derfor Posten til Lykke med den uretfærdige Behandling, som er ham vederfaren, idet jeg haaber, at han vil lære Noget af den.

Jeg har i Vinter mødt mange store deilige Mastetræer, som skulde op til Akerskirke. Det var bestemt endnu flere Mastetræer, end Penne, der skrev mod Nedbrydningen af Kirken. Ved hver Mast tænkte jeg: «Se den er dog noget Andet end en Pen, og Akerssokningerne gjendrive stærkt og grundigt de spinkle Forfattere. Forfatterne maatte føle sig ydmygede, naar de mødte Mesteren. Jeg kjender i alle Fald én, som gjorde det. Verden er dog praktisk, og det er en skjøn Ting at have Magten.

Det ser forresten lidt lysere ud for Skribenterne nu efter Mødet ude i Asylgaarden paa Grønland i Tirsdags. Efter 3 Timers Debat blev Kirkesagen henvist til en Kommitté, der havde at tage den under Overveielse og Drøft, om man skulde nedrive Kirken eller reparere den. Det var karakteristisk, at det var Bønder, som vilde faa dette Resultat frem, medens lærde (?) Mænd nok vilde at Gjort skulde være Gjort. Det viste sig altsaa ogsaa her, at Bønder dog ere Folk, man kan komme ud med, naar Halvdannelsen ikke leder dem.

* * *

En original Vaudeville er gaaen over Bredderne paa Klingenberg. Den hedder «Æren tabt og vunden» —og er meget lokal. Nogle bekjendte Personer ere trukne ind i Stykket, — og det pirrer altid. Men man har gaaet for vidt, idet den ene, en gift Mand, fremstilles gjørende Kur til en Pige, som stryger Vask.

Hvorvidt det er Konens Kjoler eller ei, skal jeg ikke kunne afgjøre. Se, dette er utilladeligt. Det egentlige Umoralske tør ikke drages frem paa Scenen. Man synder baade mod Kunsten og vedkommende Personlighed, der her kommer for sit urette Værnething. Hvad der vedkommer det Moralske bør være helligt.

En anden Uhyggelighed ved Stykket var den, at en svensk er den slette Person. Dette er baade uhøfligt, uklogt og uretfærdigt mod den svenske Nation, der vist er ligesaagod som den norske. I alle Fald bør vi sige dette. At den svenske Presse i Sukkerspørgsmaalet er kjøbt, kan gjerne være; men det er i saa Fald gjort blot af enkelte Mænd, — og et saadant Folketheater er ingenlunde det Sted, hvor Sligt skal angribes.

Stykket er ellers ikke blottet for gode Sider. Der er en vis Forstandighed i Anlægget, ganske flydende Vers og heldige Melodier, naar de bare bleve sjungne rigtigt! Dialogen er ret flydende og ingenlunde blottet for Kvikhed. Blev Stykket godt spillet, vilde det være bra og det vilde love Noget.

Theaterdirektionen skal have anmodet Politiet, om at lukke Klingenbergs Theater, fordi det tager bort noget Publikum. Dette klinger utroligt, da Christiania Theater umuligt kan have noget Privilegium tvertimod Grundlovens § 101 f. Ex.

Igaar Aftes gav SperatiSperati] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister anden Gang sin Koncert. Det var deilig Musik og Frøken BlomBlom] Trine Blom, songar og «Sangeren» LassenLassen] Hartvig Lassen, litterat og teaterkonsulent sang meget tiltalende. Huset var ellers daarligt, og Sperati tabte igaar Aftes sikkerlig flere Penge end forrige Gang. Det er bedrøveligt, at slige Koncerter ikke kan gives uden Tab. Følgen bliver blandt andre den, at ingen egentlig Musikus kan sutinere her i Christiania, — og det er ikke vel. Her er ikke mere end omtrent 100, der gaa paa slige Koncerter som fast Publikum, sagde en Mand, der nøie kjender Forholdene, til mig igaar Aftes. Han beklagede sig endvidere over, at Sperati skulde reise. Han har nemlig faaet Tilbud om et indbringende Engagement nede i Kjøbenhavn.

* * *

Jeg kommer netop fra Theatret og kan ikke bare mig for at gribe Pennen igjen. Jeg maatte i Theatret i Aften, for at se Ernani af Victor Hugo.Hugo] Victor Hugo, fransk forfattar Jeg kjendte Hugo, og troede ikke, at nogen Oversætter kunde ødelægge ham, saa at man efter Christianiaposten blev nødt til at tænke paa «Kjærlighed uden Strømper» ved at se Ernani, især da Skylden ikke faldt paa Skuespillerne. Jeg gik altsaa i Theatret og tog Parodien med mig, som jeg havde faaet laant af Christianiaposten. Jeg havde den ved Haanden men fik intet Brug for den. Stykket er bestemt godt oversat, saa godt maaske, som Hugo lader sig oversætte, og det blev godt udført.

Karaktererne ligger ellers over alle vore Kræfter. Det skal ligesaa store Genier til at spille disse Karakterer, som til at tegne dem. Stykket er mærkværdigt. Jeg begriber ikke de Mænd, som under det kan faa Brug for Parodien. Men det kan da ogsaa være det Samme: disse gode Herrer begribe sandsynligvis ligesaa lidt mig, og vi sidde saaledes Alle paa Forundringsstolen og stirre paa hverandre. Se, det er det ægte Publikum, der nyder den høieste Grad af Frihed!

Jeg tænker paa Postens Theaterkritikus, som lod forstaa, at vi Nordmænd i «Kjærlighed uden Strømper» engang for alle havde faaet Afsmag for høie Hæle. Ganske rigtigt! Vi have Afsmag for Aandløsheden, naar den gaar paa høie Hæler, men paa Geniet bider ikke «Kjærlighed uden Strømper.» Man faar intet Brug for Parodien, Jeg tænkte paa «Kjærlighed uden Strømper» og paa WesselWessel] Johan Herman Wessel og de bleve mig utaalelig smaa; men Wessel havde aldrig skrevet «Kjærlighed uden Strømper» for at parodiere Ernani. Dertil var han altfor meget Digter. Han vilde have følt Beundring over disse glimrende Modsætninger og disse overraskende Vendinger; han vilde have bøiet sig i Ydmyghed for den Aand, som kunde lade slige Genilyn blinke i alle Retninger; — han vilde have følt Agtelse for den anatomerende PsykologPsykolog] retta frå: Phykolog, som med sikker Haand kunde opsøge alle disse sjelelige Nerver og paavise deres harmoniske Forbindelse; — med et Ord: han vilde være glad over den poetiske Nydelse — og ikke skrevet «Kjærlighed uden Strømper.» Selv der, hvor han ikke kunde skjønne Digteren, vilde han været skjønsom nok til ikke at maale en Nordbo med en glødende Spaniol. Solen er hedere dernede og Blodet ruller mere glødende. Han vilde have ønsket sig dette Blod, der bærer Sandhed til Hjertet i selve Vildfarelsen. Det vilde Wessel have gjort, det slaar aldrig feil. Christianiapostens Recensent og Nogle, som lode til at pibe og Enkelte, jeg talte med, vil nok sige, at Wessel ikke vilde have gjort dette. Saa forskjellig er Smagen, — dersom denne Uenighed ikke ligger høiere end Smagen. I Aftes begreb jeg tilfulde, hvor nødvendigt det var, at WergelandWergeland] Henrik Wergeland blev misforstaaet af Mange, naar Hugo bliver bedømt saaledes. Men jeg begreb ogsaa, at han maatte føle en Trøst i at blive misforstaaet. Hans poetiske Aand maatte sige ham: Du hører hjemme i et andet Samfund.




Nr. 45/1852; søndag 22.02.

[Potethausten; sildefisket; arbeidarrørsla; grovt språk; pressekommentar]

Korrespondance

Christiania, den 20de Januar

Det sees, at Regjeringen har andraget paa en Resolution, der skal nedsætte Indførselstolden paa Potetes. Se, dette er en Regjeringshandling som viser, at Regjeringen har fulgt med Tiderne og foresat sig at gjøre, hvad den kan til Folks Lettelse. Det er saaledes Noget, som fortjener Paaskjønnelse, og man tør haabe, at der ikke nu som 1845 vil blive tænkt paa Rigsret for Overtrædelse af § 17 i Grundloven. Denne § er jo netop skreven for at det almene Tarv kunde blive paaseet af den Statsmagt, der stedse kan være færdig til at skride ind, medens Storthinget alene hvert 3die Aar kan fatte sine Beslutninger. At adskille skarpt mellem Regjeringens og Storthingets Beføielse til at fatte Bestemmelser om Tolden, gaar ikke an. Dette bliver som de fleste Bestemmelser om Statsmagternes Myndighed i Forhold til hinanden, en Konduitesag, der maa afgjøres efter Øieblikkets Behov; og saalænge ingen almindelig og kraftig Opinion udtaler sig mod en Handling, er ingen Overlast at befrygte i et Land, hvor Pressefriheden hersker. Som et Bevis paa, hvor smaaligt man fortolker Grundloven i dette Punkt, kan bemærkes, at man vil indrømme Regjeringen Magt til at nedsætte, men ikke til at paalægge Told. Det Ene kan under givne Omstændigheder være ligesaa heldbringende og gavnligt som det Andet, og i denne sunde Tanke er § 17 skreven.

Ifølge de indløbne Efterretninger fra Amtmændene, ser det ikke trøsteligt ud hverken med Potetes, Korn eller Hø. Tørraaddenheden hersker paa mange Steder endnu, og paa de mere høitliggenoe Steder f. Ex. i Østerdalen, Sætersdalen og Øvre Thelemarken frøs Potetesgræsset, og langs Norges Syd- og Vestkyst var Sommeren saa kold og raa, at Potetesen gav kun ringe Fold. Her paa Østlandene og i Smaalenene anrettede den langvarige Høstregn ubodelig Skade paa den udestaaende Grøde. Det er saaledes at befrygte, at vi ville tiltrænge usædvanlig megen Tilførsel af Potetes og Korn. Det vil endda være godt, om Tilførselen var at erholde, men Efterretningerne fra Udlandet ere ikke lovende. Kornpriserne have jevnligt steget, og en Kornhandler fortalte mig en af Dagene, at han gjennem et Brev fra et udenlandsk Handelshus var underrettet om, at man med temmelig Sikkerhed maatte være belavet paa høie Kornpriser til Foraaret. Dette kunde vistnok være et af disse sædvanlige Handelskneb, men man har allerede længe seet, at i Rusland, i alle Fald delvis, Kornudførsel er forbudt, og saavel der som i Preussen og Sydtydskland oplægger man store Dynger i Krigsmagasinerne, for at være belavet paa mulig Krig, og under det nu herskende Militærherredømme har man alle hæmmende Forholdsregler at vente.

De engelske Spekulanter love sig heller ingen lyse Udsigter, og de give at forstaa, at England vil tiltrænge en uhyre Korntilførsel.

* * *

Sildefisket paa Stavangerkanten lader nu til at være sluttet. Det er ikke faldet rigt iaar. Det kan man blandt andet se af de høie Priser. Silden viste sig svindt for Land og drog derpaa tilhavs igjen. Dette skal ikke være noget godt Mærke for det kommende Aar. Maatte den blot ikke udeblive fra vore Kyster igjen, saaledes som den periodisk i Fortiden har vist sig. For en Tid siden stod en Beretning at læse fra Gothenborg, hvor gamle Folk bebuder Sildens Atterkomst til den svenske Skjergaard, men Havet er saa rigt, at den nok kan velsigne baade vore og de svenske Kyster.

* * *

Det er dog besynderligt, at man ikke skal kunne bare sig for at styde til Vognen, naar den hælder. Christianiaposten har saaledes for idag optaget en Beretning fra Drammens Blad, hvori der paa en særdeles uinteressant Maade tales i sin vide Almindelighed om Arbeideragitationen og ThranesThranes] Marcus Thrane Uduelighed til at lede den. Christianiaposten finder imidlertid dette forlidet og føier til Noget ogsaa om Abildgaard.Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla Herregud! Hvorfor repetere en Sag, naar man ikke kan afvinde den nogen ny og interessant Side! — Hvorfor lader man ikke Agitatorerne i Fred, naar de ere uskadelige og naar Ulykken saa tilgavns har rammet dem! — I «Den Frimodige» stod forleden en Opsats, som gav det vistnok gode Raad, at hjælpe og rette paa Sagerne og i det Hele taget efter Evne bidrage til at formilde den fiendtlige Stemning mellem Samfundsklasserne, der ikke er mindre fordi Lederne sidde arresterede og Agitationen er splittet. Man kan vistnok ikke undgaa at saare, idet man af det gamle Mangelfulde vil paavise noget Nyt og Bedre; men det maa ske i en kjærlig Hensigt. I Morgenbladet var Madame ThraneMadame Thrane] Josephine Thrane, lærar og sosialist ude med en Artikel i Søndags. Det er dog virkelig for galt, at lade en Kvinde tumle sig paa det Felt og paa en saadan Maade. Vedkommende staa aldeles vaabenløse ligeoverfor slige Anfald; man kan ikke indlade sig i Kamp med en Kvinde.

* * *

Det er dog opbyggeligt at se, hvor anstændig Pressen er nu omstunder. Den hele lange Larm om vor Presses ynkelige Forfatning har dog hjulpet. I Chr.posten stod det saaledes forleden Dag under Referatet af Debatterne om Akers Kirke: Det er ikke godt at tage Katten i . . . . . . Hvor nydeligt, at man ikke torde skrive Ordet ud! — hvor fint, at man overlader slige Ting til Anelsen! — Hvor delikat, ikke at foregribe Indbildningskraften! — Det er pent og fortjener Paaskjønnelse. Jeg kunde ikke undlade at tænke paa en Jomfru oppe paa en Præstegaard paa Landet. Der kom en Ringe med Tyttebær ind paa Kjøkkenbordet og Jomfruen, som troede sig ene, øste i sig med begge Hænder. Dagen efter kom en gammel Mand ind i Kjøkkenet; Ringen stod endnu paa Bordet og Jomfruen pilkede nu Bær med en Knappenaal. Meget fin spørger hun Manden: «Hvorledes spiser Bønderne Bær?» — «Saaledes som Jomfruen spiste igaar,» svarede Manden tørt.

* * *

Det har næsten været ensomt i den sidste Tid, saa fredelige have Bladene været. Den Eneste, som har givet Vont ifra sig er Krydseren; men ham har Ingen svaret. Vore Kamphaner Morgenbladet og Posten have Begge været fredelige, og Nationalbladet har meget klogeligen været det samme. Idag kunde derimod Posten ikke dy sig længer; han beskyldte Morgenbladet for at leve af hans Kost, og spørger meget rigtigt, om et Oppositionsblad kan hævde sin Plads ved at aftrykke, hvad der staar i et ministerielt Blad. Se saa! Nu er da endelig Posten kommen saavidt, at han erkjender sig for hvad han er. Nu staar det tilbage, at han ligesaagodt opfatter Morgenbladet og holder sig til Vens med det; han vil vinde Meget ved at komme saavidt.




Nr. 49/1852; fredag 27.02.

[Om Krydseren og Christiania-Posten]

Korrespondance

Christiania, den 25de Januar

I Morgenbladet for i Søndags har en Forfatter bemærket, at jeg har været noget urimelig i min korte Anmeldelse af Stykket «Æren tabt og vunden.» At min Dom om Stykket muligens kan være noget skjæv, det tør jeg ikke benægte, men at jeg dømte saaledes for at «klare den ubeleilige (?] Krydserklæring fra mig, det er en Insinuation, som jeg maa afvise. Jeg tænker saamæn aldrig paa «Krydserklæggen,» naar jeg skriver, af den gode Grund, at jeg ikke føler noget til dens Stik, dette være nu enten fordi min Hud er saa tyk, at Braadden ikke stikker igjennem, eller fordi «Klæggen» ingen Braad har eller i alle Fald en sløv en; nok, jeg fornemmer aldeles intet Stik. Det er saa langt fra, at jeg generer mig for denne «Klæg,» at jeg tvertimod ser med en vis Vemod paa den, naar den anstrenger sig for at bide sig fast paa min Haand; slige Insekter have nemlig noget Rørende ved sig, da deres Tid er saa stakket; de leve ikke stort længere end Døgnfluen og der skal en Caligulas Grusomhed til for at hade dem, især naar de ikke mægte at stikke og sue.

Billedet om Klæggen var ikke ueffent anbragt af Morgenbladsforfatteren. Jeg maa imidlertid forlade det alligevel og tale ret og slet om Krydseren, siden jeg nu er kommen ind paa ham. Jeg har gjort mig til Regel ikke at svare ham, da jeg indser, at en Diskussion ikke vil blive til Noget; vi ere sandsynligvis for stolte baade jeg og Krydseren til at ville lære Noget af hinanden, især da vi vel ere saa ondskabsfulde at vi ikke ville lære hinanden noget Andet, end det som flaut var. Og for Publikums Skyld falder det mig aldrig ind at trætte med Krydseren. Jeg overlader nemlig til dem, som læse os Begge, at dømme os imellem. Jeg skal imidlertid hilse paa Krydseren hver Dag ud over med et Epigram, for at give ham Anledning til at producere sig som Epigrammist. Det er meget muligt at han er en liden kvik Fyr i det Stykke, uagtet han som Prosaist og Digter ikke lover mig stort. Men lad se! Det er uforsigtigt at dømme før Tiden. Jeg begynder altsaa idag med det Første:

Af alle Kræfter
den sorte Plet Du skyder efter,
men aldrig Du at ramme lærte.
Skyd om igjen!
Du rammer den,
kan blot Du sigte paa Dit eget Hjerte.

* * *

Konsekventsen er en Guldkalv, hvorom Mange dandse, naar de ville forskaffe sig nogen Indflydelse i Verden. Man er saaledes ikke alene konsekvent i en Politik, som man engang har sat sig i Hovedet, den være nu falsk eller sand; det gjør Intet til Sagen — men man er ogsaa konsekvent i at — elske og hade, altsaa paa det Felt, hvor Naturen ligefrem er inkonsekvent. Jeg erindrer mig saaledes en Politiker, som sagde, at man aldrig burde tale vel om sine Modstandere, men tie stille, naar der ingen Kans var til at hamre løs paa dem. Denne Skik følge vore Blade trolig. Drammens Tidende burde vistnok ogsaa følge den; men da den lader mig skrive i sine Spalter, saa gaar nok denne Konsekventse i Vasken. Nu vil jeg netop idag rose et Blad, som ingenlunde har vist sig godt imod mig, — jeg mener Christianiaposten. Det er først en Artikel mod Selskabet for Folkeoplysningen, jeg ikke kan undlade at tale vel om. Den var skreven med en Kvikhed og Lethed, som sjelden er at se. «De æ tungt Griot i den Steinen» sagde Forfatteren om Folkeoplysningen, men han glemte den Talemaade, som altid slutter sig til den anførte: De tyngste Grioti æ’kje aljamt de stærkaste. Han burde trøstende have føiet til denne Talemaade, for at vise, at Folkeoplysningen ikke er Noget, man fortvivlende maa opgive; den er tvertom et Verk, som daglig skrider fremad, og vor Nation er en lærvillig og begavet Nation. Thi vel er det saa, at mange ædle Kræfter ere udslidte i Oplysningens Tjeneste, men det er netop disse opslidte Kræfter, som er en af Betingelserne for at Oplysningen kan gaa fremad, idet vi derved have faaet en planeret Grund at bygge videre paa, ligesom vi ogsaa fra den kan hente Styrke til at arbeide for en Sag, hvortil saa mange ædle Kræfter have viet sig.

Med hele sit lyse Blik synes mig dog, at Forfatteren af hin nævnte Opsats har været altfor mistroisk mod Selskabet, fordi det «gaar med en saa vid Kappe.» Det er noget Fatalt med dette Vide og Snevre, naar det skal anvendes til at afgrændse en bestemt Virkekreds. Jeg foretrækker ubetinget det Vide, fordi det giver Konduiten Leilighed til at virke. Det Snevre derimod udelukker Konduiten og styrter Virksomheden ned i Latterlighedens Afgrund. Man tænke f. Ex. paa en Indbydelse til Subskription, som har staaet at læse i disse Dage. Det er et Blad, som skal udgives af 4 Theologer og Bladet skal være for «lutherske Kristne.» Tænk engang! — Altsaa ikke for andre Mennesker. Man tænke endvidere paa enkelte Selskaber, f. Ex. «Hatteikkeaftagelsesselskabet!» Man kan prædike mod Spil i Almindelighed, men ikke mod PolskpasPolskpas] retta frå: Polskbas f. Ex., kort — man kan virke meget under en vid Kappe, men i en snever kan man ikke røre sig.

For i Mandags var ogsaa Christianiaposten god, idet den paa en ganske vakker Maade imødegik «Svenska Tidningen», — dette Kronprindsens Organ, som en Korrespondent i «Fædrelandet» har sagt —, der lægger an paa at fremstille vor Forfatning som mislig og førende til Landets Ulykke. Christianiaposten afviser slige Domme og Slutninger og dækker vore uundgaalige Misligheder med en Kjærlighedens Kaabe; den taler undskyldende og vakkert om Storthinget, Regjeringen og vore Institutioner. Den taler rigtignok ikke mere end enhver god Borger vilde tale, naar ydre Magter maatte ville angribe os; men derfor er dens Tale ikke mindre trøstelig. Den viser derved blandt Andet, at den ikke vilde slutte sig til de virkelige Fiender af vor Forfatning, og det er meget i disse Tider og af et Blad, som angives at være et Regjeringsorgan. Det viser derved, at Regjeringen er folkelig i Ordets bedste Forstand, og at en Opposition i Grunden er umulig under slige Forholde. Nationalbladet burde derfor, synes mig, udtale sig erkjendtlig mod Posten, selv om den ikke gik saavidt som Nationalbladet maatte have villet gaa. Nationalbladets Mening kan i dette Stykke godt forenes med Christianiapostens. Der er alene en Gradsforskjel tilstede. Nationalbladet burde fremdeles ikke forblande vore indre Anliggender med disse Ydre. Lad os kjevle os selv imellem; det gjør godt, naar ingen Fare er paafærde; men enige bør vi være, naar det gjælder en ydre Fiende. Lad Bevæggrundene til Postens Tilfredshed med sidste Storthing være, hvilke de ville, den er tilfreds med det, naar den vil afvise svensk Indblanding — og det er nok. Det hører til Udviklingen af vore egne Forholde at efterspore Bevæggrundene til dens Tilfredshed med Storthinget i 1851. Nationalbladet havde neppe sveget sin Sag ved at tage Tingen som antydet. UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar f. Ex. og Christianiaposten kan godt bestaa ved Siden af hinanden. De behøve ikke absolut at staa fiendtlige, men her er Konsekventsen igjen ude. ———————




Nr. 50/1852; 28.02.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Du rider paa din høie Hest
og prygler død det arme Bæst,
og det er evig Skade!
Ak! Pegasus har ædelt Blod,
han er for god
til gaa i Snavs og vade.




Nr. 52/1852; tirsdag 02.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Du efter Bytte streifer om, lig Ørknens Rajas.
       Rend paa, rend paa!
       men Halsen Du ei knække maa:
Det stakkels Folk dog trænger til en Bajas.




Nr. 53/1852; 03.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Den literære Stald Du rén vil gjøre.
       Fortræffeligt!
       Du er jo skabt til Sligt:
Man netop slige Folk sér Møg at kjøre.




Nr. 54/1852; 04.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Du deiser om i Landet kry:
Din Lige tror Du ei at finde.
Det Ax man dirre sér mod Sky,
Som ingen «Mad» har inde.




Nr. 55/1852; fredag 05.03.

[Johann Nestroys Talismanen]

Korrespondance

Christiania, den 3die Marts

Faarene gaa derhen, hvor de finde Føde, har en stor Mand sagt. Denne Erfaringssætning vise sin Gyldighed i alle Forholde. Prædiker en god Præst, saa bliver Kirkene for smaa, og naar han begynder at komme ud af Moden stande Stolene tomme. Derfor sagde Biskop BuggeBugge] Peder Olivarius Bugge, biskop til en Præst, som beklagede sig over, at Kirken var forliden: Præk blot Du, Fa’r! — Du præker snart Kirken stor nok.

Det var ikke om Præster og Kirker, jeg vilde tale. Det var om Theatret, der efter Nogles Mening har saare lidet med Kirken at bestille, — ja, endog saa lidet, at en af mine Lærere opførte Theatret paa Listen blandt Kirkens Fiender, og en Præst ytrede i Sommer sin Glæde over, at Theatervæsenet hos os endnu ikke havde naaet den Høide som i Danmark og Paris f. Ex., paa hvilket sidste Sted man siger: Damer kan gaa til Kirke, men en Mand bør gaa i Theatret.

Hvorledes det her forholder sig med det theaterbesøgende Publikums Forhold til Kirkegangen, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved ikke, om man her som i Paris siger, at en aandrig Mand ikke kan opbygge sig andre Steder end i Theatret; siger man det ikke, sa kommer det bestemt deraf, at man ikke er saa aandrig her som i Paris: De religiøse Anskuelser ere vistnok temmelig lige i enhver Hovedstad. Man er voxen fra det Naturlige, uden at være kommen saalangt, at man har fundet det igjen.

Det kan synes noget rart at tale om slige Ting, naar man i Grunden vil tale nogle Ord om et Theaterstykke; men Tankernes Slægtskab lyder ikke bestemte Love, og den, som er kommen saavidt, at han Strengt holder sig til én Tanke, forekommer mig at ligne en Militær, der stiv som en Pinde stævner fremad uden at se til Høire eller Venstre, eller engang være saa høflig at hilse paa dem, han møder.

Til Sagen da et Øieblik! — Det har været nogle lykkelige Dage for Theatret, disse Dage. Man har havt noget Godt at byde Publikum, og det har med den elskværdigste Beredvillighed givet Theatret sine Penge. Det er dog i Grunden ikke saa galt, det Publikum! — Naar man bare udsondrer dem, som indbilde sig at have nogen Smag, saa er Resten respektabel. De Toneangivende har til alle Tider været det sletteste Publikum, fordi de i Regelen ere ligesaa fattige paa Penge, som rige paa Indbildninger og forkerte Synsmaader. — Da jeg saa «Talismanden», var jeg saa lykkelig at blive kvit nogle Fordomme mod Tydskerne. Man har nemlig sagt, at Tydskerne ikke kan skrive Komedier og være vittige. Det er ubegribeligt, dersom det ikke skulde være sagt, som jeg frygter for, af Mænd, der lignede en af vore store Theaterkritikere, som studsende udbrød, da man for to Aar siden gav Emilie GallotiEmilie Galloti] Emilia Galotti af Lessing:Lessing] Gotthold Ephraim Lessing, tysk forfattar «Lessing! — hvad er det for en Mand? Er han fransk? — — — Ah! Jeg prostituerer mig nok, jeg?» — — — «Det kan s’gu gjerne være.»

Ja, Tydskerne kan være vittige. I alle Fald kan Nestroy, som har skrevet TalismandenTalismanden] eg. Talismanen, være det. Det er ikke den franske Vittighed, der væsentlig bestaar i Ordspil og Naalespidser; men det er den ægte germanske Vittighed, der i sin dybe Inderlighed ofte slaar over i det Tragiske. Paa et Par Steder i Talismanden lærte jeg at forstaa Platon,Platon] Platon, gresk filosof naar han i sin Symposion siger, at det Komiske og Tragiske umærkelig spille over i hinanden.

Jeg beklager, at jeg ikke har Leilighed til at gjennemgaa «Talismanden», saameget mere, som Talismanden ikke er Andet end en Paryk, og jeg har altid holdt af Parykker, siden jeg hos BaggesenBaggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar læste et Skildt, han saa i Paris udenfor en Parykmager: «Havde Absalon havt Paryk, saa var han ikke bleven hængende i Egen.» Talismanden er altsaa en Paryk, der sætter det Hoved, som bærer den, paa ligesaa mange forskjellige Lykketrin, som Parykken kan være modtagelig for Farver.

Den sorte er naturligvis den bedste. Den fremkalder ømme Følelser hos det smukke Kjøn, som Solen fremkalder Blomster. Den, som har en sort Paryk, kommer altid frem i Verden og hvad der er det Bedste: han risikerer ikke at blive hængt, førend Parykken falder af og det naturlige røde Haar slynger sig fast i Grenene paa Fordommens Træ, der ligesom Asken Ygdrasil strækker sin Hjerterod ligetil Jordens Middelpunkt. Den, som er rødhaaret, faar blot en Gaasepige, der ogsaa er rødhaaret. Den Sorthaarede er Barberer og Frisør og faar en Kvinde, der er høiere paa Straa. Barbererne ere nogle lykkelige Folk. De have Talismænd i sin Kosmetik. Jeg har seet Mange her i Christiania, som hos Barbererne hente sig en Talismand; men jeg tror, at de Fleste ikke engang faar en Gaasepige. De forblive nemlig ugifte. Nestroy vilde forbarme sig over dem, kom han herop, men han er i Wien og spiller sine vittige Stykker, og han vil vist ikke ombytte Wien med Christiania. Naar han heroppe var feteret et Aars Tid, saa vilde man vende ham Ryggen. Man taaler bedst Middelmaadigheden heroppe. Himmelen vide hvorfor. Det skulde nu vel ikke ligge i Slægtskabet.

I Talismanden var der dog en Figur, som ikke behagede. Det var en Storæder, der satte sine Retter paa Vers. Det er forunderligt, at Maden ikke vil tage sig ud i Vers. Den er for god; det er Sagen.

Vi elske Alle god Mad, og endda væmmes vi ved Ederen. Han er os det mest ufordragelige under Solen. Naar vi protesterer mod Storæderen, protesterer vi mod den Sætning, at Mennesket ret og slet er et Dyr.

Talismanden var lokaliseret. Der var et Vers om Akers Kirke; det vakte Applaus. Det er dog Synd, at vi ikke skulle kunne se os selv. Det er saa velgjørende at le ad sig selv. Vi tillade Andre at prise vore Dyder; men vi vil gjerne forbeholde os selv at le til vore Daarskaber. Vi kan nok se os selv her ogsaa; men da se vi Personligheder, ikke Latterligheden og Daarskaben i sin afklædte Skikkelse at skride over Scenen. Man giver her sin Modstander et Slag under Øret istedetfor en Vittighed. Det er saaledes Bjørne flaaes.




Nr. 56/1852; 06.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Med alt Dit Vand
Du drukner ei, min Mand:
Dig Drenge redde vil,
for nok engang at sé Dit Narrespil.




Krydseren (nr. 51/1852; 06.03.)

[Dikt i Krydseren, besvart av Vinje]


Til Drammenskorrespondenten.

1.
Den stakkels Drammens Tidende
vist føler og erkjender,
hvor Du kan være bidende —
med Halen mellem Tænder!

2.
Din Yngel irrer sulten om,
den efter Fader spejder —
jeg frygter stærkt Du ender som
æstetisk Kronarbejder!

3.
Hver Tankekalv Du kaster — flux
i Aanden ser Du voxe:
«I Drammen», saa Du tror, Din Lux!
«man tar den for en Oxe.»

4.
Du skjælder mig, fordi jeg Smuds
fra Literatur vil føre!
Hvor kan det gjøre Dig saa studs?
Du kommer op at kjøre!

5.
Med Tankehestepærer støt
Drammenserne Du gotter!
Du synes selv De smager sødt
som modne Bergamotter!

6.
Paa mange grønne Blade alt
Du hang for Dig at nære,
men ak de brast og ned Du faldt —
prøv nu om Gren vil bære!

Fortsættelse paa en anden Melodi.

Du driver Dine Tankegjæs —
gække, gække, gække, gæk!
Til Drammens Tidens Sumpegræs —
gække, gække, gæk!
Der boltrer de sin fede Krop,
Hodet ned og Gumpen op
og veltilfreds de snaddrer væk —
gække, gække, gæk!

Med filosofisk Froskekvæk —
kvække, kvække, kvække, kvæk!
Du fylder hver en lille Spræk —
kvække, kvække, kvæk!
De Frosker dukke op og ned,
svømmer om fra Bred til Bred;
med Gjæssene de driver Gjæk —
kvække, kvække, kvæk!

En Gedebuk med Visdomsskjæg —
mække, mække, mække, mæh!
Ved Bredden stemmer i et Bræg —
mække, mække, mæh!
Den spejlet sig i Sumpen fro,
raaber stolt og staar paa To:
Hvor finder man vel sligt et Kvæg —
mække, mække, mæh!

Den Gedebuk er vel bekjendt —
mække, mække, mække, mæh!
Det er Drammens Korrespondent —
mække, mække, mæh!
Og Gjæssene, som raaber gæk!
Froskene som raaber kvæk!
Dem ser vi jo hver Dag paa Prent!
Kvække, gække, mæh!




Nr. 58/1852; 09.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Hold Maade med dit Narrespil!
Man deraf snart maa blive kjed.
Det, som er flaut, man kalde vil
«en ægte Krydservittighed.»




Nr. 59/1852; 10.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Man trætter nødigt jo med Drenge;
sligt bider ei, man maa dem dænge.




Nr. 60/1852; 11.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Paa Alting Noget Du har at sige,
Paa Alle sætte Du maa en Klik.
Man Folk vil gjøre til sine Lige,
Det er den gamle Skik.




Nr. 61/1852; fredag 12.03.

[Tankar om teater]

Korrespondance

Christiania, den 10de Marts

Theatret er en god Ting. Det er et offentligt Liv, som giver Stof til Underholdning, naar man ikke har Andet at snakke om. I de Lande hvor det offentlige Liv holdes i Hænderne af én enkelt Mand, Kongen, der hjælper man sig med Theater og Theaterrescentioner. Naar Historien ikke opfører sine Dramaer, saa gjør Menneskene det i det Smaa, ligesom Smaapiger har Dukker og Kjøkken i et lidet muret Hus, som en Antydning paa sin kommende Livsbedrift. Det er imidlertid godt at man kan gjøre Noget, og der, hvor ingen Censur hviler over Theatret, der gaar det endda an. Her er altsaa godt at være i Christiania, uagtet man vil vide, at Politiet skal have havt sin Haand i Hanke med Klingenberg-Theatret. Er dette sandt, saa er det grusomt gjort. Jeg synes, at Ingen burde være saa urimelig at forstyrre vore Theaterfornøielser, saalænge virkelige Begivenheder tage sig en Rastdag. Det vilde ikke være til at holde ud, naar man ikke fik Lov til at gaa i Theatret og spekulere paa, hvem Forfatteren kunde være til det og det Stykke. Jeg har i den sidste Tid været saa menneskekjærlig, at jeg har frydet mig paa Christianias Vegne, fordi man har havt to Forfattere at gjette op. Den Ene til Stykket «Æren tabt og vunden,» den Anden til Anna ColbjørnsdatterAnna Colbjørnsdatter] Anna Kolbjørnsdatter, drama skrevet av Rolf Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar utgitt 1852. Det er ganske utroligt, hvor mange Tanker disse Gisninger har sat i Bevægelse. Møder man En paa Gaden, saa hedder det: «Hvem i al Verden har skrevet Anna Colbjørnsdatter?» Somme sige, det er Præsten Jensen,Jensen] Peter Andreas Jensen Andre, at det er Rolf Olsen, atter Andre, at det er Hans Ørn BlomBlom] Hans Ørn Blom, forfattar — og Nogle gjette endogsaa paa en dansk Mand. Grusomme Forfattere, — som ere anonyme! — I udøve dog et Herredømme over de stakkels Mennesker, som man ordentlig kan misunde Eder. Det har forresten givet Anledning til virkelige Ubehageligheder, at Gisningerne med lige Styrke have stanget imod hinanden angaaende «Anna Colbjørnsdatter.» Følgen blev nemlig den, at Stykket gjorde Lykke i Søndags. Det uskyldige Publikum morede sig og — klappede. Havde Forfatteren været kjendt, saa vilde Partierne have organiseret sig og Himlen maa vide om ikke Stykket var bleven udpebet. Jensen har sine bestemte Modstandere i Krydserkliken, f. Ex. Rolf Olsen, ligedan hos Do. Klike. Nu har imidlertid Tingen klaret sig nogenlunde til paa Thorsdag: det bliver nemlig mere og mere almindeligt, at Forfatteren er Rolf Olsen. Men den ulykkelige Søndagsaften, da Alt gik saa godt! — Dog — det var «Søndagspublikum» da. «Thorsdagspublikumet,» der er «saa diplomatisk af sig, som Christianiaposten siger, — er en Slags høiere InstansInstans] retta frå: Instands, som nok turde berede «Anna Colbjørnsdatter» en anden Skjæbne.

Den største Ulykke er imidlertid hendt, idet Christianiaposten for igaar og Morgenbladet for idag har gaaet hen i sin Uvidenhed og rost Stykket. Opdages det nu, som det nok desværre gjør, at Rolf Olsen er Forfatter, saa har vel disse Blade spildt sig et Puds. Det er ordentlig saa man kan føle Medlidenhed med dem. Hvad er det vel ikke for en Gjerning at rose sin Modstander!! Dette er nu noget aldeles Uhørt i vor Jurnalliteratur. Nu staa Posten og Morgenbladet der vakkert med bundne Hænder. Den som har Talent maa nemlig til Syvende og Sidst overmande sine talentløse Modstandere, og Posten og Morgenbladet have indirekte sagt, at Rolf Olsen har Talent, ved saa ganske ubetinget at rose «Anna Colbjørnsdatter». Dog har Morgenbladet været en Smule diplomatisk. Det kom én Dag senere med sin Anmeldelse og én Dag gjør meget, naar Rygter begynde at komme paa Glid. Morgenbladets Ros er derfor (?) ikke saa ganske ubetinget.

Kan noget dødeligt Menneske finde en Bagdør, hvorigjennem vore ulykkelige Storblade kunne smutte? Den mest tænkelige Udvei er, at der som i England foregaar en Ministerforandring, for at Ideen kan holde sig uangreben, medens de ulykkelige Syndere gives til Pris for de Feiltrin, de som Ideens Bærere have gjort sig skyldige i. Theaterkritikerne i Posten og Morgenbladet maa altsaa aftræde og give Plads for Andre. Derved kan Bladenes Idé (Uvillie mod Rolf Olsen) være lige frank og fri. Hvad mon det nu kan være for Ulykkelige, som for Øieblikket ere Theaterreferenter? — Et forfængeligt Spørgsmaal. Hvem gider spørge efter dem, især da de efter al Sandsynlighed maa aftræde, og da deres Verker heller ikke vil overleve dem. Det Eneste, man med Bekymring kan spørge efter, er, hvorledes vil Posten og Morgenbladet forvinde det Nederlag, de have bibragt sig ved at rose Rolf Olsen. Det er i Grunden letsindigt gjort af mig at spøge med dette. Det er ikke til at spøge med.

Det er overflødigt for mig at indlade mig paa Stykket, siden Morgenbladet og Christianiaposten saa vel have gjort det. Jeg vilde formodentlig komme til samme Resultat jeg som dem. Jeg tier derfor stille, — saameget mere, som man kunde lægge mig for Had, dersom jeg altfor meget roste Rolf Olsen, hvem det i længere Tid har været Mode at skrive Ondt om.

Dog — denne Mode forandrer sig vel som alle andre Moder. Men jeg tier alligevel stille. Det Eneste jeg gjør er at klappe til «Anna Colbjørnsdatter.»

* * *

Det er ikke vakkert gjort af Morgenbladet for igaar at angribe den nye Theaterdirektør. Theatret er dog virkelig kommet sig, siden det fik ham. I alle Fald er det den gamle Bestyrelse, man bør rette sin Daddel imod og lade BorgaardBorgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann være udenfor. Det var naturligt, at han tog Posten, og han har ved sine mange Oversættelser f. Ex. godtgjort, at han ikke er blottet for Talent. Hvad Mening vi Norske end maatte have om en national Scene, bør vi dog altid være saa folkelige, at vi skaane de Danske og i alle Fald omtale de Talentfulde blandt dem med Agtelse. Saalænge vi trænge til fremmede Talenter, maa vi være glade, at vi finde slige.

Skulle vi være utilfredse med Nogen, maa det være med os selv. Hvad vi derimod synes at kunne fordre, er, at man ikke drager flere Danske herop. Og dog siger Rygtet, at en Skuespiller SmithSmith] Anthon Smidth, dansk skodespelar med KoneKone] Betzy Christiane Smidth, dansk skodespelar skal komme. Man kunde lade det være med det, som er, og se, om de manglende Pladse ikke lidt efter lidt kunde blive udfyldte med Norske. Men naar ingen Norske kommer, saa kan dog ikke Theaterdirektøren tage den Første den Bedste op af Gaden og sige: «Kom min Ven! følg med ned i Theatret og bliv Skuespiller.»

Det er en let Sag at snakke om en national Scene, men at faa den istand er ikke let gjort. Naar Alt kommer til Alt, turde det nok hende, at der ikke fandtes ret Mange, der ere enige med sig selv om, hvorledes man rettest burde fange den Ting an. Selve Tidsudviklingen vil her som sædvanligt komme de Ubestemte til Hjælp og klare Tingen nok saa greit. Det Væsentlige er, at vi faa dramatiske Digtere. Faa vi dem, saa faa vi ogsaa Skuespillere. Nu gaar det ret vel op i op med vore dramatiske Digtere og Skuespillere. Vi ere omtrentlig lige rige paa begge Dele. Tallet 0 er et særdeles rundt Tal.




Nr. 62/1852; 13.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Satyriker du være vil,
men det er saare ilde,
at Vittigheden ei slaar til;
thi den er dog Satirens Kilde.




Nr. 64/1852; 16.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Med Knut i Rusland tugter man,
i Frankrig med Bajonetter.
I Norge har man skiddent Vand,
som Krydseren gaar med og skvætter.




Nr. 65/1852; 17.03.

[Dikt til Krydseren]


Til Krydseren

Hvis engang man om nogle Aar
i Bladene studerer flittig,
man sige vil: «O arme Faar,
som fandt, at Krydseren var vittig.»




Nr. 67/1852; fredag 19.03.

[Arbeidsvilkåra ved jernbanen]

Korrespondance

Christiania, den 17de Marts

Christianiaposten beretter for idag, at Arbeidet ved Jernbanen vil blive fortsat med forøget Styrke, naar nu Vaaren kommer. Dette er ganske rimeligt, og Arbeidere fra Landets fjernere Bygder vil da komme strømmende til i Mængdevis. Det skulde imidlertid være vel, om der kunde gives disse stakkels Arbeidere, som langveis ville komme, en paalidelig Underretning om Arbeidernes Stilling ved Jernbanen, for at de ikke skulle gjøre en lang Reise for Ingenting. Det er vistnok saa, at Enkelte komme hjem igjen fra Arbeidet og fortælle, hvorledes man har det, men dette er ikke altid at forudsætte. For en 14 Dages Tid siden traf jeg trende Arbeidere fra øvre Thelemarken, der kom fra Jernbanen, efter at de havde staaet ved Arbeidet 1 Uge. Disse Karle vil nok lade Thelemarkingerne faa vide, at det ikke svarer Regning for Nogen, som kan arbeide, at reise øst til Jernbanen. De gave en bedrøvelig Skildring af Arbeiderens Vilkaar. «Den, der ikke vilde leve som en Svenske,» sagde de, maatte blive skyldig paa Kosten, og endda lide værre end en «Træl» om Dagen og ligge stængt som Buskapen i trange Baaser om Natten. Vi fik rigtignok 1 Mark og 12 ß. Dagen og kunde vente at faa 1 Mark og 16 eller 20 ß. med Tiden, men det kunde intet hjælpe, naar vi skulde give indtil 14 ß. for en Mark Smør og 7 ß. for et Brød, som man i Christiania faar for 4 ß. «Nei,» føiede de til, «Gud velsigne os da med at arbeide i vore Hjembygder; tjene vi end ikke stort mere der, saa blive vi da ikke helseløse.»

Nu er det vistnok muligt, at disse Arbeidere overdreve Tilstanden, men jeg har af Arbeidere, som nu staa og planere paa Tomten til den nye Kirke, hørt det Samme omtrent. Der er Mange der, som have gaaet fra Jernbanen, og det er nok i Regelen de flinkeste Arbeidere, som have gjort det. Jeg traf ogsaa oppe i Skydsmo Arbeidere, som ikke trøstede sig til at tjene stort ved Jernbanearbeidet, og Alle ere enige i, at Arbeidet er ikke til at udholde, naar man da ikke sløv og ligegyldig vil lade sig kommandere som en «Kronarbeider.»

Den, der ikke selv behøver at svede, men kan sidde og være Herre, vil nok til dette sige, at vi Norske ere nogle Stakler til at arbeide og dovne og fordringsfulde. Dette er en almindelig Klage, men den er visselig uretfærdig. Den norske Arbeidsmand arbeider godt, men han kan ikke «staa som Draaben drypper;» han maa hvile og have nogle Fritimer, men derfor gjør han ikke mindre Dagsarbeider for det, og selv om han ikke skulde række saameget ved denne menneskelige Maade at arbeide paa, saa bevarer han dog den menneskelige Selvfølelse og ikke synker ned til Trældyrets Sløvhed. Jeg synes, vi bør være glade over, at vor Arbeidsstand ikke lader sig bruge som døde Maskiner: der er Haab og Spændkraft i en Arbeiderstand som vor; af den kan blive Borgere, der ikke ere sløve paa Sjelen og Krøblinger paa Legemet. Mennesket kan ikke være en Maskine uden at opgive det Menneskelige hos sig. Jeg bliver mismodig, hver Gang jeg ser en svensk Arbeider, «der er saa flittig og nøisom,» og jeg ønsker, at den norske Arbeider ingensinde maa synke saa dybt.

Vi rose Engelskmænd, men det turde nok komme deraf, at vi ikke kjende de engelske Forholde tilgavns. Den engelske Arbeidsstand frembyder nok et trøstesløst Syn, selv om man finder nogen Overdrivelse i BulversBulvers] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar «England og Englænderne» og «Fabrikdrengen»Fabrikdrengen] av Frances Trollope (1839) f. Ex. Og i de Tilfælde, hvor vi kunne anstille Sammenligning mellem Norske og Engelske, falder neppe Sammenligningen ud til vor Skade. Hvor findes vel Matroser som vore f. Ex.? De ere da ogsaa bekjendte videnom. Der kan man se, hvad vi kunne udrette, hvor det kommer an paa en fri Virksomhed, men, naar vi skulde gjøres til Maskiner, da udholde vi vistnok ingen Sammenligning med Svenske, Engelskmænd og Nordamerikanere f. Ex.

Nu ligger der vistnok noget Skuffende i, at vi se enkelte Engelskmænd ved nogle af vore Fabrikker f. Ex. og her ved Jernbanen, «der arbeide som tre» og spise da ogsaa til Gjengjæld for ligesaa mange; men dette er Mennesker, som have faaet en sund Opdragelse og som befinde sig i gode Omstændigheder, der gjør Livet let for Øieblikket og lader En haabe paa Fremtiden; desuden ere slige Folk ingenlunde stadige Arbeidsmænd; de ere det blot i «lunevis.»

Jernbanen har her i Christiania for Øieblikket frembragt en kjendelig Forknythed i Forretningerne: Den overvættes Aktietegning ifjor kommer nu igjen. Det var altfor Mange, som ikke taalte at afse en 50 Spd. f. Ex., uden at det virkede lammende paa deres daglige Bedrift.

Jeg talte saaledes igaar med en Bygmester, der beklagede sig over, at han selv havde «fortaget» sig og ikke fik nogen Fortjeneste igjen, da det havde gaaet Andre ligesom ham. «Her er tre Haandverkere,» tilføiede han, «som nu i disse Dage have gjort Opbud, fordi Alt er stille og dødt, og fordi de ikke taalte at betale sine Aktier.» Jernbanen har altsaa ikke endnu kastet Noget af sig, men det kommer nok. Forunderligt er det imidlertid, at man ikke tror synderligt paa den. Saaledes vil man gjerne sælge Aktier til Underpris, ja, jeg har truffet Flere, som vilde sælge sine Aktier til 50 pCt. og det var endogsaa Folk, som boede oppe ved Banelinien.

Om de gode Sider ved Jernbanen og navnlig om den fortræffelige Fattigunderstøttelse skal jeg skrive en anden Gang.




Nr. 69/1852; søndag 21.03.

[Nationalbladet som opposisjonsavis; strid om ny salmebok]

Korrespondance

Christiania, den 19de Marts

Det er opbyggeligt at se Morgenbladet og Nationalbladet at disputere om Oppositionen. Morgenbladet vil naturligvis tilegne sig den, og det har unegteligt adskillige Daabsattester paa sin Side. Nationalbladet vil gjøre den til sin i Betragtning af, at UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar er Oppositionens Fader, JaabeckJaabeck] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant dens Barnepige og SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar Barnets første Huslærer. Nu ere disse Mænd flyttede ind i Nationalbladet og altsaa kan det tilegne sig Glutten. Det turde dog blive en særdeles vidtløftig Proces af, inden Alt som i sin Rede og Rigtighed. Det er nemlig bekjendt, at Glutten var i Morgenbladet i 1846, da Ueland i en lang Artikel blev personificeret til Opposition og Frihed. Lykkes det imidlertid Nationalbladet at godtgjøre, at Morgenbladet i disse to sidste Aar har forladt den Lille og ladet ham fryse og sulte, saa er Nationalbladet den rette Opdrager, som optog den Spæde og lærte ham op i gode Sæder. Det er imidlertid at befrygte, at Oppositionen, naar den bliver voxen, hverken vil erkjende den Ene eller den Anden, men staa paa egne Ben og forekaste sine Opdragere, at de forsømte Opdragelsen paa en uforsvarlig Maade, saa det var et Guds Under, at der nogensinde blev et Menneske af ham. Han vil med Undseelse erindre sig sine Barnestreger og fortælle, hvorledes han blev dreven til Skogs, for at vogte Faar, istedetfor at sidde paa en Skolebænk og lære Modersmaal paa Formiddagen og om Eftermiddagen lege med de andre velopdragne Børn. Han vil erindre sig, at Opdrageren alene tænkte paa Fosterlønnen, ligesom naar Bygden sætter bort et andet stakkels Barn til den fattige Inderst. Da vil Morgenbladet og Nationalbladet bøie sine skaldede Hoveder — de ville nemlig ikke nyde den Ære at blive graa — bede om Forladelse og sige, at han har lyttet til Bagtalere. «Gaa bort, I Gamle!» vil han sige, «til det Sted, som er bestemt for Eder. Jeg skal ikke tynge paa Eders Minde. Der er nok af dem, som det ville gjøre.»

Han vil gaa videre, han vil ikke lade sig nøie med at være Uelands Søn. Han føler, han maa være kommen af en mægtigere Herkomst. Han undersøger Kristenbøgerne og — o Glæde! — han finder at han er Folkets Søn.

Da vil han, som Mand, hvem Ingen forekaster hans Ungdoms Daarskaber, opsøge dem, der hjalp ham op, naar han faldt, der tog Brødet fra sin egen Mund for at mætte den Lille. Da vil han opsøge alle disse sine forhen ubekjendte Velgjørere og bede dem til sig.

* * *

Man arbeider nu herinde i Christiania paa at faa ombyttet den evangeliske Psalmebog med Wexels’s.Wexels’s] Wilhelm Andreas Wexels Her har endogsaa cirkuleret Lister omkring for at samle Navne. Denne Bestræbelse er vistnok i sin Orden, forsaavidt som man dermed vil vise Wexels en Ære. Det kan nemlig være omtrentlig det samme, hvilken af disse Bøger man har, naar man ser hen til dens poetiske Værd, og om Andet tør man ikke tale her, da Theologerne have Eneret paa at tale om det Andet, som hører til en god Psalmebog. Begge Psalmebøger have i Regelen saa afmaalte Versefødder, at man kan spille Melodierne og synge derefter, uden at komme forsént eller tidligt til Versets Ende. Videre poetisk Værd er vel ikke godt at opdrive, naar man da undtager enkelte Psalmer i den evangeliske Psalmebog, der virkelig ere varme og hjertelige. Mon det ellers ikke skulde være bedst at bie, indtil man fik se, om det paatænkte Psalmeverk kunde komme istand. Udsigterne ere vistnok lange, men det turde dog hende, at et Geni kunde blive født, der forstod at digte Koraler i den høie og opløftende Aand, som alene passer til de gribende Kirkemelodier. Der er reist Spørgsmaal, om Psalmedigtning i den gamle kirkelige Forstand er mulig i vor Tidsalder. Man kan gjennemgaa de største Digtere i den nyere Tid og finde, at Ingen har magtet at skrive Psalmer, naar man undtager Wallin.Wallin] Johan Olof Wallin, svensk biskop og salmediktar Men den sande Digter er ikke bunden til nogen Tidsretning. Han kan netop skabe en ny, og med det Haab tør vi vente en Mand, der ogsaa kunde give os et Psalmeverk.

Den idelige Ombytten af Psalmebøger leder bare til Forstyrrelse i Menighederne. Jeg har selv været Vidne til flere slige Ombytninger, og de stakkels Folk maatte rette sig efter sine reformerende Præster. Den Ene vil have Kingo’s, en Anden Guldbergs, den Tredie den evangeliske, den Fjerde Wexels’s. Alle have de deres Fortrin og Mangler, og den, som vinder, er sikkerlig derfor alene Boghandleren.

Det er ellers karakteristisk, at Folk, som staa paa et lavt Udviklingstrin, ere de ivrigste til at disputere om Religionen og dens Bøger. Jo mindre man forstaar sig paa verdslig Viden, desto bedre tror man sig at forstaa Religionens Mysterier. Ser man ikke saaledes f. Ex., hvorledes Haugianerne have ivret imod den nye Forklaring. Historien viser os helt igjennem slige Synderligheder. Religionsstridigheder ere ikke mulige, uden i en barbarisk Tidsalder. Den Oplyste er beskeden og tør ikke foreskrive sin Næste, paa hvad Maade han skal dyrke sin Gud.

Naar man ser sig om, er der Meget, som skal reformeres; og det er bra’, at vore Efterkommere ogsaa faa Noget at bestille. Vi trænge altsaa ogsaa til et nyt Psalmeverk. WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar var nok en af de Første, som med Alvor paakaldte en Reform i den Retning. Han skrev i attenhundrede og nogle og tredive sine «Antydninger til et forbedret Psalmeverk,» — en liden pén Bog med blaat Omslag. Han omsatte flere Psalmer, som ere ganske nette. Men det tager sig ikke ud at synge dem til de himmelstræbende Melodier. De ere for «vege.» Præsten LandstadLandstad] Magnus Brostrup Landstad har ogsaa skrevet adskillige Psalmer, og her findes Enkelte, der tro ham kaldet til at digte Psalmer. Ja, det har endog været paa Bane i Kirkedepartementet, at lade ham reise til Tydskland, for at sætte sig ind i den gamle Psalmedigtning; men det er vist det Bedste, at Landstad ikke forlader sin Menighed for den Sags Skyld. Præsten JensenJensen] Peter Andreas Jensen har ogsaa i Tidsskrift for den norske Kirke skrevet flere Psalmer, men de ere vist ogsaa for «vege.» Skolelærer O. WigWig] Ole Vig, skolemann har i sine «norske Bondeblomster» leveret flere Psalmer, hvori der vistnok findes den gamle Drøihed i Udtrykkene og af og til et Glimt af den gamle storartede Inderlighed. Men hans Smag var endda ikke saa udviklet, at der fornuftigvis kan blive Tale om at bruge hans Psalmer. Maaske han med Tiden turde levere noget Godt i den Retning. Han forekommer mig i alle Fald at have mere Kald til Psalmedigter, end nogen af de ovenfor Nævnte.

Naar en anseet Mand døer, skrives her gjerne Psalmer, der synges ved hans Grav. Men det passer saare ilde at synge dem. Det er pinligt at man i slige Høitidsstunder skal være fristet til at smile, naar man ikke kan undgaa at finde en utaalelig Kontrast mellem Sangen og Melodien. Jeg erindrer saaledes, at vi ved Sverdrups Grav maatte synge «om Eidsvolds Thing, da Aaget brast» til Melodien: «Hvo véd, hvor nær mig er min Ende,» — denne Melodi, der hensætter En i de gamle Domer og ligesom peger paa de gjennembrudte, himmelstræbende Taarne, — en Melodi, man maa sige klinger ligesom Dommedags Basuner, dersom det er tilladt at bruge denne Sammenligning. En saadan Melodi skal man synge til aandstørre Sange, hvori der forekommer Navne og Hentydninger, der i og for sig selv kunne være gode nok, men som det bliver en Forbrydelse at synge paa en slig herlig Melodi!




Nr. 75/1852; søndag 28.03.

[Tre politiske skribentar]

Korrespondance

Christiania, den 26de Marts

Tilskueren kommer sig: den har i de sidste Maaneder indeholdt Opsatser saa lærerige som man vel kan støde paa i vor Journalliteratur. Det var Synd, at den ikke allerede ihøst skulde begynde saa godt; da havde den været mere udbredt, og Mange, der subskriberede paa den for DaaesDaaes] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar Navn, havde ikke sagt den op ved Slutningen af første Kvartal. Man vil absolut, at et Blad skal begynde godt; naar det gjør det, saa bærer man siden over med det. Ja, man gaar endog saavidt, at man holder et Blad, som man engang er vant til at læse, selv om det er ligesaa magert som Morgenbladet. Det er Trægheden, som vedbliver at gaa paa egen Haand. At begynde godt og siden dætte ned, er Charlataneri, det er sandt; men, da Verden nu engang vil have det paa den Fod, saa burde ogsaa Daa have begyndt bedre; thi han kunde have gjort det.

Tilskueren burde bestemt blive læst i en videre Kreds end nu maa være Tilfældet. Ingen kjender vel bedre end Daa til vore politiske og journallistiske Forholde; han har i de sidste 15 à 20 Aar deltaget i Dagens Diskussioner, og Talent kan man ikke frakjende ham.

Det er sandt, at Politiken snart udslider sine Folk; men det er en sørgelig Sandhed, som hviler paa en uhyre Vildfarelse.

Hvad er nemlig mere naturligt, end at en Mand skrider fremad og smiler idag til, hvad han for et Aar siden beskuede med Alvor? Selv Tiden er jo at sammenligne med det enkelte Menneske, der lærer noget Nyt med hvert Aar. Tiden gaar fremad og vi, dens Børn, følge med den; godt er det, om vi formaa det, og aarke vi det, saa tør ingen Stilstandens Mand bebreide os, at vi have gjort det, som galt er.

Saaledes omtrent vilde jeg gaa frem, naar jeg skulde retfærdiggjøre Daa for den almindelige Beskyldning, at han havde forandret politiske Anskuelser; jeg vilde strax sige Ja til Beskyldningen, fordi det ikke kunde nytte at modsige den, og netop i denne Indrømmelse vilde jeg faa det bedste Udgangspunkt af Verden. Jeg tror ellers, at jeg ved en anden Leilighed har sagt omtrent det Samme, og er det Tilfældet, saa beder jeg om Forladelse, uagtet det nok taaler at blive sagt to Gange, at en Mand, der gaar fremad, er bedre end den Mand, som staar stille. Anton BangAnton Bang] Anthon Bang, offiser og forfattar har staaet stille, det siger Daa i en af sine sidste Artikler ogsaa; men, hvorledes er hans Ræsonnement? det er en Røst fra Graven.

Daa fortæller fremdeles, at alle politiske Skribenter have dreiet sig om fra Vest mod Øst i de sidste Aar, med Undtagelse af A. Bang. Dette er sandt: Baade han selv, StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar og R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar have gjort det; og flere politiske Skribenter kan jeg ikke finde. Jeg gned mine Øine, da jeg læste det og tællede efter vore politiske Skribenter, ligesom en Jetegut tæller efter sin Buskap, før han driver den til Skogs. Man maa ikke tage denne Lignelse saaledes op, som vilde jeg stille Jettegutten høiere end mangen brav Oxe; langtifra; det er jo som oftest Tilfældet, at Buskapen hitter Veien, naar Taagen har gjort den vesle Gut forrykt.

Som sagt, jeg fandt ikke flere end disse 3 politiske Skribenter. Selve Postens Redaktører kunde jeg ikke gjøre til politiske Skribenter: de tjene Staten som Embedsmænd, og deres Skribentvirksomhed er en Biting. Vistnok har ArentzenArentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør skrevet nogle forfærdelige Artikler om Pengevæsenet, men, det er dog nærmest Statsøkonomi.

Indsenderne i vore politiske Blade kan heller ikke ret vel kaldes politiske Skribenter, fordi de en og anden Gang dels mod Betaling, dels gratis have rørt ved politiske Materier, ligesaalidt som man kan kalde den en Skrædder som af og til tager Naalen og «stopper» sine Klæder.

«End du selv da!» vil maaske En og Anden sige, «Christianiaposten har jo kaldt dig «frugtbar!» Nei, mange Tak, politisk Skribent er jeg ikke og haaber aldrig at blive det. Jeg har rigtignok som saamange Andre mod Betaling smurt Kritiker og andre Artikler ind i forskjellige Blade; men, jeg har altid omgaaet det Politiske, og har jeg undertiden raget ind paa det, saa har det været i en spøgende Tone. Jeg indbilder mig at have været saa høflig mod det læsende Publikum, at jeg i politiske Sager ikke har foregrebet dets Dom, og med Vold og Magt «stoppet» i det mine Meninger. Tager jeg feil heri, saa føler jeg en oprigtig Anger og lover at omvende mig.

Altsaa, jeg er ingen politisk Skribent, ligesaalidt som den store «Skrei»*) af Kritikere og Indsendere. Jeg finder aldeles ikke flere end Daa, Stabell og R. Olsen; og længe vil det formentlig vare, førend en politisk Skribent kommer; man tror nemlig ikke mere paa Politiken nu, og Tro maa man have til det, man skal hengive sig til, ellers kommer den ætsende Selvironi og lader Forfattervirksomheden i bedste Tilfælde slaa om til at skrive Lektüre.

Disse tre politiske Skribenter have bestemt dreiet sig om fra Vest mod Øst, som Daa siger; han selv har gjort det, og Stabell har ogsaa, sagt, vistnok indirekte, at han har gjort det samme, da «Ungarn var kuet.» Nationalbladet siger tit og ofte, at Morgenbladet-Stabell har snut om. Dette er Nationalbladets bedste Artilleri, der frembringer uhyre Virkning paa de beregnede Punkter.

At R. Olsen ikke er den samme i Nationalbladet som han engang var i Morgenbladet, er vel en Sætning som ikke trænger til Bevis, naar man da har fulgt det mindste med Begivenhederne. Det viser, at R. Olsen er en saa dannet og opvakt Mand, at han har fulgt med Tiden, og det vilde derfor være en uforsvarlig Blindhed at lægge ham dette tillast. Vel forekommer han mig at skrive mere mat nu; men han skriver i en Tone, som ikke kan undlade at gjøre et godt Indtryk.

Det er dog virkelig ubegribeligt, at Mænd kan protestere imod, at de have forandret Meninger i Et og Andet; jeg synes, de burde være glade over det, naar Forandringen da ikke angaar saa væsentlige Ting, som at man f. Ex. havde gaaet over fra Konstitutionen til Selvherskeren Nicolaus.Nicolaus] Nikolai I, russisk tsar Se det vilde være en Kolbøtte, som ikke en Mand, men Tider i flere Aarhundreder maaske kan slaa, dersom Alt skulde gaa til med Rede og Rigtighed og ikke forudsatte et øieblikkeligt Vanvid.

Det er imidlertid langt fra, at disse 3 politiske Forfattere have slaaet slige Kolbøtter; det er tvertimod klart, at de aldrig før have opfattet den sande Frihed saa klart, som de nu gjøre det, skjønt hver vistnok paa sin Maade.

Deres gamle Tilstand var en Rus — jeg beder om Forladelse — men Rusen maatte soves ud paa Virkelighedens og Erfaringens kolde Sten. Det er kjekt at have tumlet en saadan Rus, naar den, vel at mærke, har været fremkaldt af Frihedens ædle Drik, og ikke af smaalige Beregningers Fulhed; men til at afgjøre, hvilken Drik den er fremkaldt af, har man ikke Lov, medmindre man underkaster deres Virksomhed en grundig Kritik, og endda ikke; man tør ikke gjøre Andet end pege paa Sandsynligheder.

* * *

*) Et Ord, som fortjener at blive brugt. «Skrei» ?: en Mængde, Masse, Hærskare. Man siger Dyreskrei, Fugleskrei (Graagaasene om Vaaren f. Ex.), Ormeskrei osv.




Nr. 153/1852; søndag 04.07.

[Skandinavisk studentmøte]

Korrespondance

Christiania, den 3die Juli

Nu er det blevet stille og roligt i Christiania efter alle de Studenterlagene. Det var ogsaa paa Tiden at faa Ende paa dem, ikke blot for Regningernes Skyld, men i Særdeleshed fordi man snart bliver kjed og led af slige festlige Sammenkomster, og det maa man ikke blive, dersom Hensigten med slige Møder ikke skal forfeiles. Det var vist et godt Møde, og man behøver ikke at være en ungdommelig Sværmer, for at vente noget meget Godt af dette Møde. Hvorvidt derimod slige Studentermøder kan gavne Skandinavismen, er et andet Spørgsmaal. HostrupHostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar lod til at tro dette i sin Tale, idet han takkede for at Mødet havde været saa nordisk, og at Nordens d. e. Skandinavismens Sag var bleven saa kraftig talt. «Fædrelandets» Korrespondent fra Christiania glæder sig ogsaa over det samme. Men Politiken er saa praktisk, naar det kommer til Stykket, at den ikke synderlig kjærer sig om de saakaldte folkeretlige Grundsætninger, end sige poetiske Udgydelser. Man har seet, hvorledes det er gaaet i Tydskland, og ved den nylig skrevne Londonner-Protokol er de «danske Liberales» Forhaabninger slettede ud med nogle Pennestrøg. Danmark er ved denne Protokollering rykket saa langt sydpaa, at Skandinavismen har meget vanskeligt for at drage det Nord igjen. En fælles Konge for de tre nordiske Riger faar ingen Plads, efter denne forandrede Stilling af Danmark: det bliver ondt nok for en Konge at holde sammen Danmark, Slesvig og Holstén, om han ikke faar Bryderi med Norge og Sverige, der ere forskjelligartede nok, om ikke tydske Bestanddele kommer til. Nu haaber man, og det vistnok med Grund, at Slesvig-Holstén kommer til Tydskland ved den næste Revolution, som kanske ret snart er i Farvandet; men endda kommer det an paa, om Stormagterne, der er overordentlig seiglivede, ville tillade en skandinavisk Union, selv om de tre nordiske Riger vilde en saadan.

Det kommer forresten an paa, hvorledes Unionen skal være; den kan nemlig blive saa løs, at den bliver en ganske uskyldig Tingest f. Ex. en literær Union, hvorom man i Skandinavismens Børneaar talte. Denne Union vil Stormagterne nok tillade: den hele civiliserede Verden er jo en saadan Union, idet vi kjøbe tydske, engelske, franske osv. Bøger, og Politiken siger ikke et Ord. At man i Rusland og Neapel f. Ex. stænger fremmede Bøger ude, har en ganske anden Grund. Skandinavismen i denne literære Forstand er saaledes meningsløs, fordi den vil gjøre Noget, som allerede er gjort, eller rettere daglig gjøres. Gaar nu Skandinavismen et Skridt videre, det vil sige, faar nogen Mening saaledes, at det dansktalende Danmark, Sverige og Norge faar en fælles Konge med Bibehold af hver sine egne Institutioner og lovgivende Forsamlinger, da kunne vel ikke Stormagterne have Noget imod, at tre Riger skjød sammen til en kongelig Underholdning, istedetfor at to Riger gjøre det med én Konge og Danmark har sin alene; men da maatte det rigtignok ogsaa blive tilladt at disse tre nordiske Riger holdt sammen i Tilfælde af Krig, og naar Danmark blev skilt af med sine tydske Besiddelser, kunde vel Stormagterne ikke finde noget Ondt i Foreningen, da en aabenbar Erobrings-Krig ikke ret vel udtales som forudsat af selve Nikolaus.Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar I alle Fald tør han ikke forudsætte den aabenbart mod Vesten, om han end daglig driver paa med den øst i Kaukasus, og de nordiske Riger vilde vel selv i Tilfælde af Danmarks Renselse for tydske Elementer ikke nære nogen Frygt for en saadan Forbindelse, da Frygten for en Angrebskrig var borte, med Undtagelse af en barbarisk Fremtrængen fra Syd eller Øst, og da maatte den Enfoldigste indse, at Enighed var nødvendig.

Det er forresten en overflødig Gjerning at undersøge de mulige Bestemmelser i en skandinavisk Union, da de ivrigste Skandinaver sjelden eller aldrig indlade sig paa Enkelthederne, men blot holde sig til svævende og ubestemte Talemaader, som Alle uden Betænkelighed kunne gaa ind paa. Udtrykkene «Nordens Sag,» «Nordens Enhed,» «Et skandinavisk Forbund» osv. skal ikke gjøre Folk uenige, da Enhver kan lægge den Betydning, han vil i den, og endda drikke en Skaal paa den.

Nu i Studenterfesten var man klogelig ligesom ubestemt og derfor var Alle Skandinaver; og det er ingen Tvivl om, at selv Morgenbladet vilde have drukket og klappet med, om man kunde have giort det til et Menneske og givet det Adgangstegn. Det er intet under, at man er glad over Mødets skandinaviske Karaktér!

Kan man derimod ikke uden en taaget Poesi fryde sig over Mødets Nordiskhed, saa er der dog nok ved det, som kan stemme til Glæde. Selv de Avislæsere, som blot læse for Moro, have sikkerlig havt al Grund til at fryde sig over Referenternes morsomme Udtrykke og Vendinger. Morgenbladsreferenten har nemlig sagt, at Frygten for Regn paa Festen udi Lunden gik over til «Resignation.» Han har ligeledes f. Ex. Slag i Slag talt «ustandselig Jubel,» «uhyre Jubel,» «stormende Jubel;» det var til Talerne man jublede! Menneskemassen var paa Ladegaardsøen «uoverskuelig»; men naar «uoverskuelig,» som rimeligt kan være, gjøres afhængig af Bakker og Fordybninger, svinder det betydeligt ind.

Postens Referent sagde, at WedelWedel] Peder Anker Wedel-Jarlsberg, greve var Vært med «henrivende Elegance!» — Dog, det er Synd at gaa irette med Referenterne; de fleste have vel været drukne eller søvnige da de skrev.




Nr. 163/1852; fredag 16.07.

[Interimsregjeringa og pressa; statlege reisestipend]

Korrespondance

Christiania, den 14de Juli

Atter er et Tilfælde indtruffet, hvori Posten har vist sig mere oppositionel end Morgenbladet, nemlig i Anledning af Resolutionen om Interimsregjeringen. Morgenbladet klagede unegtelig over den, som om det havde villet, at Kongen skulde have sat Grundloven og Rigsakten tilside og styret og stelt som en anden despotisk Konge. Det er ikke godt at være Konge for Morgenbladet — virkelig Konge naturligvis, ikke i Betydningen over Morgenbladet —; thi i gamle Dage klagede det, naar Kongen satte sig udover en gangbar Fortolkning af Grundloven, og nu klager det, naar han retter sig efter den. Det er som Kjærringen, der trættede med sin Mand, naar han drak, og naar han var ædru, fordi han ikke gav hende Anledning til «Skjend.» Dog, denne dets Misfornøielse er kanske i Konsekventse med det gamle Gnaal, blot nogle Led ere oversprungne. Tankegangen bliver saaledes den: Før hakkede det paa Kongen, naar han ikke strikte holdt sig til Grundloven, og nu, da vi har en saa snil Konge, skal han være saa god at gaa videre end til den strenge Holdelse; han skal være saa god at gjøre det bedre end Grundloven og vide at gjøre den «hensigtsmæssig», Noget, som forresten ikke kan være let, selv om han tager Storthinget paa Raad med sig, og det forudsættes sædvanligvis at have Vet paa slige Sager, iallefald kan det forlange, at man tror, det forstaar slige Ting, eller i værste Fald, at man overlader det den Gjerning, hvad man saa end tror om det.

Af denne Mening omtrent er ogsaa Posten; idet han skrubber Morgenbladet for det «Hensigtsmæssige» i dets Lovgivningstheori. Posten kunde gjerne være i China for sit formelle Vedkommende, og det kan derfor ikke forundre Nogen, at den giver Morgenbladet paa Hovedet, naar det vil sætte Kongen udover saa vigtige Former som Grundlovens.

Morgenbladet gjør dog Tingen god igjen, uden at slippe det U- eller Hensigtsmæssige ved sin første Mening om Resolutionen og Rigsakten: det spaar nemlig de glædeligste Følger af, at saa mange norske og svenske Statsmænd komme sammen, og kunne æde og drikke ihop og gaa i Selskab; det spaar især meget godt af, at det bliver «ubetydelige Sager», de komme til at forhandle, som om det skulde være en ubetydelig Ting at spise og drikke. Det gjør denne Interrimsregjering til en holdig Slutsten paa den Paktens Bygning, som iaar er opført ved Studentermødet; det taler vakkert, næsten rørende for igaar, og for denne vakre Betragtning vil vel ikke Posten klandre det, men nok ærgre sig gyselig over, at han ikke selv holdt en saadan Opbyggelsestale først.

Det er mærkeligt, at Posten og Morgenbladet i denne Sag kan tale om saadanne Bagateller som, at Interrimsregjeringen er kostbar, da de ingenlunde ere sparsomme efter almindelige oppositionelle Begreber. Det er en behagelig Reise for Medlemmerne af Interrimsregjeringen, og enkelte af dem, f. Ex. Amtmand Blom,Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann ere saa fortjente Mænd, at Staten bør have Raad til at hædre og fornøie dem, især da den paa den anden Side ikke gjør mere end den efter Omstændighederne maa gjøre, og den desuden kan vente gavnlige Følger af det. Det er forresten naragtigt, for ikke at sige taktløst, at tale om Dyrhed i et saadant Anliggende.

* * *

Idag indeholde Aviserne Fortegnelse over de Videnskabsmænd og Kunstnere, som skulle faa Stipendier af Staten til Reiser i Ind- og Udlandet. Det er femten, som skulle faa Noget (fra 600 indtil 150 Spd.) og det er 4200 Spd., som saaledes blive uddelte.

Man maa dog vel sige, at vor Stat viser sig saa gavmild mod Kunstnere og Videnskabsmænd, som man efter dens Evner og Kræfter kan forlange. Dette maa ogsaa de erkjende, som allermest ere «sinte» paa Storthinget. Man kniber vistnok, men Resultatet har dog været, at man har faaet nogetnær, hvad man har forlangt, og i enkelte Tilfælde endog mere, f. Ex. i Stipendierne til Haandverkere, hvor mange ellers rundhaandede Mænd syntes det blev formeget.

Men, se det kom nu af, at Mange ikke vilde stipendiere Haandverkere, hvorved de bleve satte ved Siden af Kunstnere og Videnskabsmænd. Men Ret var det visselig af Storthinget ikke at agte paa en saadan Indvending. Alle ere de Haandverkere eller, om man vil, Kunstnere og Videnskabsmænd, blot hver paa sin Vis, og alle ere de Statens Børn, som den maa understøtte, hvad den kan, vil den sit Vel. Dette er saa meget nødvendigere i et Land, som vort, hvor den private Formue er saa liden, at kun yderst Faa kunne komme til Udlandet paa egen Bekostning, og de Faa, som kunne det, reise gjerne blot for sin Fornøielse. Vel er det derfor, at Staten vil og kan sende Folk ud, som ville lære, hvad der ikke altid kan læres hjemme.

Er det paa den ene Side ærefuldt og behageligt for Stipendiaterne at se sig understøttede af Staten til slige Reiser, saa er det paa den anden Side ansvarsfuldt, om ikke for det ydre Ansvar — thi det er saagodtsom intet, da de blot behøve at afgive en Beretning — saa dog for det indre, Selvansvaret nemlig. Det maa være en pinlig Bevidsthed, at se sig understøttet af Fædrelandet og vide med sig selv, at de ikke kunne give fuld Valuta igjen, og at de saaledes kanske have staaet en Værdigere i Veien. Dog, de Fleste tage det vel ikke saa nøie, men ere naive nok til at tro sig de bedste, eller mene som saa, at det er i sin Orden, at Staten understøtter dem, og at Alt er godt, naar de kan reise og leve vel. Anderledes kan man ikke aldeles tilfredsstillende forklare de mange Ansøgninger, som indløbe, og den, idetmindste tilsyneladende Bekvemmelighed, hvorpaa mangen Stipendiat tager Tingen, baade naar han er ude og hjemme. Man ser ret ofte ingen andre Frugter af Stipendiaten end en tarvelig Indberetning i Universitets- og Skole-AnnalerneSkole-Annalerne] retta frå: Skoleanalerne; saa kommer han i et Embede, og saa er alting vel, ja han kan endog efter et saadant vegeterende Liv faa en Orden for «tro Embedsførelse.» Det er at have megen Lykke og liden Ærgjerrighed og en rolig Samvittighed. Det er med ganske egne Følelser man betragter en saadan «god Embedsmand,» naar han sidder paa Klubben med et Glas Toddy og et Ansigt, som han skulde have staaet og brændt Kaffe.

* * *

Det har været varmt at dandse i disse Dage; men nu er det da Slut, for iaften er det sidste Gang. Hvor bliver det nu af Christiania? — Det maa dandse selv.




Nr. 165/1852; søndag 18.07.

[Oppofrande forfattarar; underhaldning i hovudstaden]

Korrespondance

Christiania, den 16de Juli

Man fortæller, at en Kok paa Rhinen — det vil sige paa et af de Dampskibe, som gaa op og ned ad den — var saa fortvivlet, fordi han engang ikke havde noget Herskab at give Mad, at han tog paa at traktere Passagererne iflæng. Han kunde ligesom ikke aande i den almindelige menneskelige Dragt, men naar han fik sit Forklæde, sin hvide Trøie og Nathue paa, var han glad og følte sig ret i sit Kald. Han sprang næsten sandsesløs omkring med sine Brædter og Tariner, og da man takkede for Maden, svarede han: «Ingen Aarsag! Jeg føler mig lykkelig, at jeg har truffet Mennesker, jeg kan traktere; det er min Gjerning og jeg virker i mit Kald.»

Jeg tænker ofte paa denne fortræffelige Kok og ønsker da naturligvis, at Alle vare slige, ikke blot de virkelige Madkokke, men tillige Forfatterne, der unegtelig ogsaa ere Kokke paa sin Vis og neppe have Grund til at hovmode sig over de andre, som servere paa Bordet for dem, for, naar Alt kommer til Alt, kan neppe de mest originale Forfattere rose sig af, at det almindelige, forhen erhvervede og fælles Kundskabsstof gjennem dem mere bliver forædlet, end de forskjellige Næringsmidler gjennem Kokkens Hænder.

De ere altsaa Kokke, men ikke saa uegennyttige som hin paa Rhinen, og det er netop det, jeg ønskede, de vare, og dersom de ikke blive saa uegennyttige, faa vi ikke ret mange Bøger her i vort lille Land, hvor saa Faa kjøber.

Det er derfor glædeligt, hver Gang man ser en Bog udkomme, ikke blot for Literaturens Skyld, men næsten endnu mere fordi det vidner om et Sindelag hos Forfatterne, der uvilkaarlig bringer mig til at tænke paa denne rhinske Kok.

Her er nu i Løbet af en Maaned udkommet mindst to Bøger, der vel ikke ere store, men derfor saa meget bedre, nemlig «nogle Bemærkninger om Flertalsformerne i vore Intetkjønsord» og «Antydninger til en ny Lov om vort Modersmaals Tidsformer,» af Adjunkt Thaasen,Thaasen] Johan Edvard Thaasen, adjunkt og en «Anskuelseslære,» af Seminarielærer Hansen. Dette er Bøger, som trods deres gode Indhold, ikke kunne vente synderlig Afsætning, og det er saaledes uegennyttigt gjort af Forfatterne; dog, Thaasens Bog er som Program trykt for Latinskolens Regning, og Honoraret har han i sin Ansættelse som Adjunkt; man kan derfor ikke for dette Skrift regne ham blandt de uegennyttige Forfattere, der ligne hin Kok; men naar han skriver et saa godt Sprog, som han har gjort, fortjener han alligevel Tak; det er sjelden at se en Norsk saa ren og velklingende; om Indholdet skal jeg ingen Mening have.

Den anden Forfatter derimod, H. Hansen,Hansen] Halvor Østenstad Hansen, seminarlærar har været særdeles uegennyttig; det kan nok hende, at enkelte Skolelærere kjøbe hans fortræffelige lille Bog, men mange bliver det ikke, uagtet den ikke koster mere end 12 ß. For en almindelig Omgangsskolelærer er dette omtrent ligesaameget som 2 Spd. for en Kopist, som 10 Spd. for en ret god Præst, som 15 Spd. for en Høiesteretsassessor, som 40 Spd. for en god Sorenskriver, f. Ex. i Aker, og som 70 à 80 Spd. for en udmærket god Høiesteretsadvokat. Der kan man, i Parenthesis sagt, se, hvormeget bedre og vigtigere en Advokat er end en Skolelærer.

* * *

Vi ere dog virkelig lykkelige herinde i Hovedstaden iaar: naar den ene Fornøielse forlader os, kommer der en anden igjen. Nu paa Søndag skal der blive en evig Kommers ude paa Frederiksborg, paa Frederiksborg, fordi der er saa «bekvemt,» som det smukt hedder i Bekjendtgjørelsen. Allerede i tvende Dage har en Luftballon været at se i Posten, ikke de sædvanlige Balloner, men en stor en, som hedder «Samson,» til hvis Fyldning der kræves en ustyrtelig Mængde Gas; det staar nok, hvor meget det er, men jeg kan ikke mindes det. Der hænger en Baad under den og i Baaden staar en Dame og en Herre i luftige og fantastiske Dragter og synes ligesom at raabe Hurra til Publikum.

Et Selskab med persiske (?) Gymnastikere skal ogsaa forlyste Publikum; en Dansk, Entreprenøren af det Hele, har engageret dem til 12 Forestillinger for den Sum af 1000 norske Speciedaler, sagde han. Han troede, at Publikum vilde komme til at «more» sig da de «kunde klatre op over en Stang som Aber;» og det Samme tror ogsaa jeg: Slægtskabet maa blive følt, og Glæden vil give sig Luft i Klap og Bravoraab; det kommer nu ellers an paa, hvor lige disse Gymnastikere blive Abekatte; det skal iøvrigt ikke meget til, før man opdager Slægtskabet: Blodets Baand blive instinktmæssig følte.

* * *

Her er virkelig mange fortræffelige Ting nu om Dagene. Her er saaledes blandt andet en Sproglærer, som i 24 — eller kanske det er 25 — Timer vil lære Folk at tale og skrive et fremmed Sprog, Tydsk, Fransk eller Engelsk. Kan ogsaa hende, det er alle tre, han vil lære sine Elever i samme Tid; det er nemlig ikke aldeles klart af Bekjendtgjørelsen, hvad han mener. Det maa være en stor Mand, og Synd er det, at jeg ikke skal mindes Navnet. Bare nu Folk skjønte saameget, at de strømmede til ham, saa vilde Christiania om kort Tid blive en oplyst By! Det vilde være glædeligt at erfare.

Men, Christiania bliver nok den samme. Det er endnu ikke stort nok til at kunne drage den tilbørlige Nytte af slige Genier. Her var saaledes for ikke længe siden en Mand, som hedte Gotlieb FlackeGotlieb Flacke] Gottlieb Flacke, tysk-dansk tusenkunstnar, der trods sit overlegne Geni til «Hombougs» ikke formaaede at reformere Byen synderlig. Han red «Konstantinopolitanske Vædderidt med Oxer paa Heste;» han «faldt tilsyneladende af Hesten,» han vilde foretage en Kapridning tilvands paa «die Rennenthiere» og — Christianienserne skjønte ikke saameget paa ham, at de kunde redde ham fra at blive sendt hjem igjen (til Holsten) til sin Hjemstavn, da Nøden trykkede ham. Himmelen véd, om man engang vil skjønne paa Dzwonkowski,Dzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar der unegtelig ogsaa har Geni, naar det nemlig gjælder at avertere Verker og Blade. Han rykker blandt Andet i Marken med en Mængde literære Navne, der ere saa berømte, at man absolut maa kjøbe. Nei, Christiania er forlidet, og endda siger Oppositionen, at det er for stort.




Nr. 169/1852; fredag 23.07.

[Svar til Drammens Blad; Krydseren sjuk; om hoffnarrar; nytt norsk teater]

Korrespondance

Christiania, den 21de Juli

Drammens Blad er haardt mod mig, fordi jeg ikke foer hen i Taagen og roste Dandsen op i vilden Sky, men søgte idetmindste at orientere mig lidt. Nu vel, det var Noget, jeg med det samme forudsagde, at «Genierne» vilde tage mig den Ting ilde op, og forvride mine Meninger. Jeg har derfor Intet at klage over, og klager da heller ikke, tvertimod, jeg er netop glad ved at finde mig uenig med det Slags Æsthetikere, og skriver saaledes alene dette for at sige Drammens Blad, at jeg har læst det og moret mig fortræffeligt over dets Følelser for Dandsen. Det maa være en Satisfikation for Dandserne og Dandserinderne at se sig paaskjønnede i den Grad, og erfare, at de kunne hæve Folk saa høit op over Jorden. Jeg har virkelig den Tillid til dem, at de aldrig have drømt om at kunne udrette saa store Ting, men troet sin Opgave løst, naar de kunne more og vække enkelte Anelser. Kunsten er vistnok ophøiet, men den maa lade sig nøie med at svæve mellem Himmel og Jord; op til Himmels rækker den ikke; det er noget Andet, som maa bringe os did paa sine stærkere Vinger. Men Herregud! Kritikere af den Stok som Drammens Blad tage det ikke saa nøie med den Ting. De tage Munden fuld, og det «skure» til stor Opbyggelse for «Kunstnerne,» som derved blive store, og til sand Vederkvægelse for Læserne, som enten finde det «deiligt» eller morsomt; der er forhaabentlig Faa, som ærgre sig derover.

* * *

Krydseren er syg, og det er min ringe Formening, at det vilde være evig Skade, om han ikke blev god igjen. Her er et stort Publikum, som trænger til Krydserkost, og ærgrer han ikke Andre mere end mig, saa er han ogsaa ganske uskyldig. Krydseren er altsaa en fortræffelig Mand og han bør blive frisk, dersom han ikke er «for god for denne Verden.» Det er ellers ikke lidet vigtigt af sig, at annoncere sig syg og sende Bulletiner omkring; det er ordentlig paa Kongemanér. Det er tillige ganske karakteristisk for et Blad at være sygt; det viser det Personlige ved Tingen, og antyder idetmindste, at Bladet ikke er et Organ for gyldige Meninger, der gaa sin Gang, om En og Anden af Bladets Medarbeidere blive syge, men blot en Tumleplads for personlige Formeninger, ligesom det skrøbelige Legeme for Sygdommene.*)

* * *

Det var intet godt Veir for Balloner og persiske Gymnastikere i Søndags; thi kunde der ikke blive noget af med Forestillingen paa Fredriksborg den Dag; men idag skal Alt gaa for sig, fortælle Plakaterne. Jeg glemte sidste Gang at fortælle, at Gymnastikerne ere Hof-Gymnastikere. Jeg iler med at indhente det Forsømte. Det er persiske Hof-Gymnastikere, og Navnene ere saa persiske, som noget Menneske kan forlange. De Hoffer! De havde alle gode Ting! Det er til at blive ør over, hvormange Charger der er, som begynder med Hof: Hof-Gymnastikere, Hof-Balletmestere, og — Hofmænd maa vide Alt. Det er ellers en sørgelig Tilbagegang, at man ikke længer har Hofnarre i den gamle Betydning; Hofnarrene vare nemlig Embedsmænd paa en Maade i Middelalderen og udover et Stykke. Det var et Embede, som var overmaade godt, og vist er det ogsaa, at der skulde større Talent til værdigt at beklæde et Hofnarre-Embede end et andet borgerligt Embede. Hofnarrene vare vittige Personer, hvad Embedsmændene ikke altid ere, hvor fortræffelige de end kan være forresten, og Hofnarrene turde sige Sandheden frit ud, hvad en Embedsmand ikke altid tør. Under enhver Omstændighed var nok Hofnarren, som velbestaltet Hofnar, bedre end de, som ikke ere velbestaltede, men gaa under en anden Titel med Ordet Hof foran sig. Det har nemlig altid været et Fortrin, at være sig bevidst, hvad man er, og saaledes med Aarvaagenhed at virke i sit Kald; først da kan man drive det til noget Stort i denne Verden.

* * *

Som man ser af Morgenbladet arbeider man nu paa Indredningen af et norsk Theater i det gamle KasinoKasino] Casino, seinere bygd om til Kristiania norske Theater. Jeg har ogsaa været derhenne, ligesom formodentlig Morgenbladet, og seet paa Arbeidet. Det lader til at ville blive et ret hyggeligt Hus derinde, og jeg forener mine Ønsker med Morgenbladets, at det maa gaa vel og at Publikum vil skjænke den unge Anstalt sin Opmuntring og Overbærelse. Dette maa absolut til, skal Foretagendet ikke gaa tilgrunde. Det maa nødvendigvis blive ufuldkommet i Begyndelsen, uagtet en saa kyndig Mand som Hr. Skuespiller CronborgCronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann har overtaget Ledelsen. Han har derfor ogsaa blot givet Foretagendet det beskedne Navn af en Theaterskole, uden saaledes at love kunstneriske Præstationer, som da heller ikke vilde kunne præsteres fra Begyndelsen af. Der er neppe nogen Tvivl om, at jo Publikum vil komme Foretagendet imøde, dersom det i Et og Alt bliver ledet med al mulig Skjønsomhed og Omtanke. Her er vaagnet en Trang til kunstnerisk Selvstændighed, der kan være den politiske Selvstændighed værdig, som vi ere saa lykkelige at være i Besiddelse af, og Christiania er naturligvis det Sted, hvor denne Trang mest maa blive følt, trods de forskjellige Partier, der maatte synes at føle en anden Trang, nemlig Trangen til at være afhængige af Danmark, naar det gjælder Skuespillerkunsten. Kan ogsaa hende, at literære Partihaner og den Masse af Kritici, som Christiania indeslutter, vil gjøre Anstalten noget Afbræk, men i Længden vil dog sikkerlig den gode Mening seire, dersom Entreprenørerne have Midler til at udholde den Beleiring, som enhver saadan ny Anstalt maa udholde.

* * *

*) Anm.: Jeg faar igjen svare «Bladets» Korrespondent i en Anmærkning. Naar han siger, at jeg er en inhabil Dommer over Krydseren, da har jeg ikke Andet at svare — som han (Korresponten) da finder gyldigt — end det, at Krydseren igjen er en inhabil Dommer over mig. Vi angrebe nemlig hinanden begge, og jeg var nok den, som begyndte med Angrebet ifjor Vinter, om Korrespondenten ellers kan huske det. Og Krydseren er ogsaa et enkelt Menneske, kan man se af hans Sygdom; og om der skulde være flere, f. Ex. et KoteriKoteri] retta frå: Kotteri, saa gjør ikke det stort til Sagen: Kotterierne pleie nemlig altid at være værre end en enkelt Mand; de ere som oftest mere partiske og urimelige; det viser bestemt Erfaringen; Kotteriet er et Parti med Partiernes velbekjendte Lidenskabelighed; en enkelt Mand kan da komme til Fornuft, og jeg tror idetmindste, at Krydseren (den syge Mand) er mere rimelig end Kotteriet, «Krydser-Kliken,» som den kaldes.




Nr. 171/1852; søndag 25.07.

[Fornyinga av Christiania; nybygg; utvandring; å døy på engelsk]

Korrespondance

Christiania, den 24de Juli

Det gaar fort fremad med Christianias Udvidelse og Forskjønnelse. Jeg traf forleden Dag oppe paa Slotsplanen en Præst fra Landet, som ikke havde været herinde siden 1834, sagde han. Han saa ud over Byen med Overraskelse og kunde neppe kjende sig igjen. «Hele Ruseløkken er ny,» tilføiede han, «og de mange gamle Huse paa hvert Hjørne og i hver Krog ser man ikke noget til, hvorimod Alt er nyt og prægtigt.» Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at Byen nu efter de sidste Tællinger viste sig næsten dobbelt saa stor som ved Folketællingen i 1835. «Ja,» sagde han, «og er den dobbelt saa stor, saa er den mange Gange saa skjøn, det kan alene den se, der som jeg ikke har været her i saa lang Tid; for Indvaanerne selv maa intet Paafaldende vise sig.»

Vi talte derpaa om den Indflydelse, Jernbanen vilde have paa Byen, og hvor ukjendelig den maatte blive for ham, dersom han nu igjen blev borte 18 Aar til. Inden den Tid vilde en Storthingsbygning med Taarne kneise over de øvrige, dersom da ikke alle Storthingsmænd blive ligesaa rædde Taarne som MossigeMossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant og mange af hans oppositionelle Medmennesker paa dette sidste Thing. Længe inden den Tid vil den nye Kirke beherske Byen og sees langt borte fra, og det katholske Kapel, man nu alt bygger paa ovenfor den, vil maaske ogsaa tage sig godt ud fra sin Høide deroppe paa Bakken, og Akerskirken maa vel ogsaa komme til at «glo mere i Øinene,» naar den gamle kommer ned og en ny op igjen. Det var Præsten, som gjorde den sidste Bemærkning, og jeg skjønnede deraf, at han i sin Menighed maatte have fremskyndet Nedrivelsen af gamle Kirker og Opførelsen af «Ladebygninger» efter de approberede Tegninger, saaledes som saamangen «god Præst» har gjort i disse sidste Dage.

Engelskmændene vil længe inden den Tid have bygget det store Hotel, som man nu taler om, et rigtigt udenlandsk Hotel baade inde og ude, et Hotel med gallonerte Kokke og Ovn til at dreie en engelsk Beafsteg i, forudsat da, at de norske Oxer ere store nok. Det Hotel vil blive Middelpunktet for Gastronomien eller «Ædningen» og «Drikningen» i Christiania. Maatte nu bare de norske Maver komme til at taale saamange stærke Sager som de engelske! Forresten har det vist ingen Fare: Her kommer nok saamange Engelskmænd, at Hotellet har nok med dem.

* * *

I disse Dage har her igjen ligget et Skib paa Reisen med Udvandrere. Disse have været fra forskjellige Bygdelag, endogsaa fra Thelemarken. De, jeg har seet og talt med, have været freidige og glade, og gamle Folk talte som om de skulde komme til at leve om igjen, bare de kom bort fra Norge. Det er ganske fælt at høre en saadan Ligegyldighed for Moderlandet, og den kan alene forklares som en Slags Feber, der nu har grebet om sig i fast alle Lande. Armoden er ikke nok til at frembringe Følesløshed for Hjemmet; der maa noget Andet til. Lysten er kommen i Folk efter det forgjettede Land, og er den kommen, hører man ikke længer paa Forestillinger. Man vil forklare Udvandringerne som en Følge af politiske Misligheder hjemme. Det holder vist ikke Stik; thi de Fleste, som reise, have sjelden eller aldrig nogensomhelst Mening om Politik. I Tydskland f. Ex. kan man nok forklare mange Udvandringer som en Følge af Ufriheden dernede; men de, som udvandre for den Sag, ere de Færreste blandt de Hundredetusinder, som aarlig drage bort. Overbefolkningen driver de Fleste afsted, og fremfor Alt den dybe aandelige Trang, som Folkene have efter at stævne mod Vesten.

I mange Egne, hvor før Faa eller Ingen har udvandret, laver man sig nu til. I østre Bærum skal der saaledes f. Ex være Mange, som ville reise næste Foraar.

* * *

Her har i disse Dage ligget en engelsk Yacht nede paa Havnen med Lorden, Ladyen og Smaalorder og Do. Ladyer. Det er nogle raske Gutter, som ere Matroser paa den, og de gaa saa kjække gjennem Gaderne som de skulle eie Yachten selv. Lorden ser slet ikke saa fornøiet ud, han. Aa nei, han reiser jo for at spare, og det er ikke saa godt, naar man skal foretage Finantsoperationer, som gaa ud over en selv. Andre Mennesker sidde smukt hjemme, naar de ere nødte til at spare paa Skillingen; men de engelske Lorder reise netop da; de udruste en Yacht med alt Tilbehør og holde endog udvalgte Matroser. Saa lade de Yachten puste lidt ud i Havnen og foretage Udflugter indover Landet, leie Tolke og drage med sig Trods som det var en liden Armé, der skulde paa Tog, og saa betale de Alting saaledes, at de skjæmme ud Folk, som forud sidder: de ødelægge Gjæstfrihed og Hjælpsomhed og gjøre Folk aldeles blue til at forlange Betaling, og indbilde ved alt dette Almuesmanden, at «Fanterne» har det saa godt og letvindt. Slige Folk ere netop de sande Skabere af Revolutioner og Socialisme, og utaaleligt er det ogsaa tilvisse for den menneskelige Fornuft at se slig «Leven.» Men, Engelskmændene leve saaledes for at spare. Det er intet Under, at ? af Befolkningen maa leve «smaat» og ? endog værre end de usleste Trældyr. Det er intet Under, man taler om at dø paa engelsk: to starve, at dø af Elendighed, saaledes som man alene dør i England. Det er da naturligvis ikke Lorderne som dø paa engelsk, undtagen naar de ere blevne overmættede, faa spleen og skyde sig. Det er ogsaa at dø paa engelsk; men paa en anden Vis. Man taler ogsaa ret ofte om at «leve paa sin engelsk»; men i det ligger ikke noget karakteristisk: at gaa med smale Buxer, saa de Kalvebente kunne sees i sin hele Skikkelse, at gaa med korte Frakker, drikke Porter og spise stærk og krydret Mad, at holde Middag Kl. 6 om Eftermiddagen osv., alt dette og mere siger ikke stort; men at dø paa engelsk, det siger mere; det er den nyere engelske Historie, bedre end nogen kan skrive den; det aabner os det hele engelske Samfundsliv, og afslører alle disse Afgudsbilleder, som man tror at finde i engelsk Flid, i engelsk Politik og mægtige Rørelse. At dø paa engelsk, det er Alt, og jeg syntes endog at disse Ord med gule Bogstaver stod paa Yachten, som laa her i Havnen.




Nr. 180/1852; torsdag 05.08.

[Tørke; jødar i byen; ballongferd]

Korrespondance

Christiania, den 1ste August

Nu er da Luften bleven klar, og den tykke blaanende «Moe» er blæst væk. Man har ellers ikke noget almengjældende Navn paa den blaanende Dunst, som i slige varme Sommerdage fylder Luften og gjør den uigjennemsigtig. Paa de fleste Steder kalder man den «Moe», paa andre, f. Ex. paa Ringerige og Hadeland, «Ølrøg.» Denne Benævnelse har J. MoeMoe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar brugt i sin Vise for Kadetterne: «Svøbt i Ølrøg» o.s.v. Opover Skedsmo og Ullensaker kalder man den «Landrøg.» Skriftsproget har, saavidt mig bekjendt, ingen Benævnelse for den Slags Luft; men man kalder den ofte Røg, og det er den neppe. Røgen ser anderledes ud, og saamegen Røg kan slet ikke fremkomme af en Skovbrand. Dette har Erfaring sagt Landmanden, og han ser derfor i den noget Spaaende, et «Guds Under»; ja, man tror endog ofte, at den er et Forbud paa Verdens Ende, «som skal ske ved Brand.» Der var saaledes i 1831, da her var samme Slags tykke «Moe», Mange, som lode sine Arbeider ligge i nogle Dage og afventede Enden; de lod Kjøerne gaa umalkede, indtil den stakkels Buskap «røitede og bar sig», saa at man maatte forbarme sig over den; og en gammel Mand sagde til sin Sønnekone: «Hent mig Bedendes-Kjæde paa Stølen, Tone, at jeg kan bede for Bronen» (Branden). Det synes ligesom man tænkte sig Jorden alt brændende i sit Indre, og at Røgen trængte frem gjennem Revner. Derfor er ogsaa Røgen saa underlig. I 1789 var her ogsaa en saadan «Moe», at Solen ikke mægtede at kaste nogen Skygge, fortalte en gammel Mand, og «der skeede store Ting i Frankrig ogsaa da», tilføiede han med Alvor. — Saavidt mig bekjendt, har Meteorologien ikke forklaret denne «Moe», der synes at maatte være en Slags eiendommelig Dunst i slig en langvarig Sommervarme, naar Luften er stille. Den er ganske trykkende, og man kan ikke forundre sig over, at Overtroen og Uvidenheden ser i den noget Forbetydende og beder til Gud, at «Solen og Maanen ikke maa græde sine Øine røde.» Dette er igjen en anden Forestillingsmaade, der forekommer mig saare skjøn. Det Visse ved denne «Moe» er, at «det er et Skinaar, naar den viser sig», og iaar bliver det vist ogsaa et saadant Skinaar, som længe vil leve i Erindringen, uagtet Tørken kom saa sént, at Høet faldt rigt paa de fleste Steder; men Korn- og Poteteshøsten vil nok desværre blive liden i det Hele. Potetesgræsset har alt paa mange Steder i over én Uge hængt vissent, og Kornet grøntørker («grønheiser») paa Steder, som ikke ere aldeles fugtige; i de høieste Fjeldgaarde vil derimod blive «stridt» (vegtigt) Korn, dersom da Frosten ikke kommer altfor snart; paa enkelte Steder skal den alt være kommen, f. Ex. nord i Romsdals Amt. — Landet ser øde og forbrændt ud i denne Tørke, og det er smukt sagt af Bonden, naar han siger: «Herregud, hvor Jorden sukker efter Regn nu.»

* * *

Med sidste Dampskib kom fire Jøder; de havde været i Vestlandets Byer og skakret med sine Smaavarer og agtede nu at besøge Hovedstaden, hvor den ene af dem, som har været her før, agtede at nedsætte sig som Handelsmand. Det var nogle ægte Jøder med fortræffelige Jødefjæs. En af Passagererne fra Kragerø fortalte om deres Handel der paa Stedet. De havde Skosværte, Tinkturer til at aftage Pletter paa Klæde, Fernis, Kompositioner til Strygeremme, Rotteforgift og Raad mod Væggetøi, som det meget smagfuldt har hedt i Avisernes Bekjendtgjørelser ivaares. Alt var naturligvis fortræffeligt, og de forlangte indtil 2 Spd. for Ting, som de tilslut solgte for 16 ß. Sagerne, som de har, koste dem Intet, da det bare er Jux, og saaledes staa de sig godt, naar de bare faar Noget, og saa gjør de dygtige Kuper imellem: det puffer at forlange saameget, og Kjøberne finde, det maa være Røverkjøb, naar de faa den Ting for 3 Mk. f. Ex., som Jøderne først vilde have 2 Spd. for; man pleier nemlig sjelden at byde mindre end det Halve eller en Trediedel af det først Paasatte. Jøderne véd nok at stelle sig; det skal Ingen lære dem at handle. Og saa ere de saa paahængende, at Mangen kjøber for at blive dem kvit; det er nemlig Faa, som ere saa forstandige at jage det Pak øieblikkelig paa Døren; vi Norske ere godmodige i Regelen, og der er ingen Tvivl om, at Jøderne ville vide at gjøre vor Godmodighed i Penge noget ganske fortræffeligt, bare her nu kommer mange Jøder væk. Vi ere ogsaa bra uvidende i den Vei som Jøderne dilte saa let. Vi kan lære Meget af Jøderne; men at vi faar betale Lærepenge, det er vist. Selv vore mest berømte Aagerkarle og Auktionsforvaltere og Handlende med gamle Klæder ere rene Sinker mod Jøder. Man fornemmer snart, det er noget Tillært og Keitet, ikke noget genialt medfødt, og der skal lang Øvelse til at hæve Studiet og Fliden til Geni; ja Mange ville endog paastaa, at det aldeles ikke gaar an. Der er især én Ting, som vi Norske ikke kunne lære af Jøden, nemlig den Agt til at benytte Alting, og ikke kaste Vrag paa det Smaa. Disse Jøder kastede sig endogsaa over Skallerne og Krummerne, som Kokken paa Dampbaaden kastede væk, og nød Alt med den fortræffeligste Appetit af Verden, akkurat som de skulde have været Høns. Jeg min Synder, jeg tog saaledes en liden Næpe, som Kokken kastede væk, spyttede paa den, og saa paa Jøderne og kastede den overbord, ligesom naar man vil faa en Hund til at springe i Vandet; men Jøderne sprang dog ikke efter Næpen; Fisken fik den rimeligvis. Det var dog ikke sagt, at Jøderne kunde svømme heller, uagtet de gjerne ere flinke Folk; man ser strax paa dem, at det er «gode Hoveder» og de dreie sig omkring som «Snurrebasser.» Der er Liv i de Karle, og de komme aldrig i Forlegenhed med Sproget f. Ex.; de lære det i en forbausende Fart, iallefald saameget, at de kunne handle i det. Det er et begavet Folk, og Verdens største Genier ere de ogsaa, fødte af Abrahams Sæd.

* * *

«Samson» har nu alt gjort tvende Luftfarter; den første gik godt som bekjendt, men hvorledes det er gaaet idag, faa vi vel vide imorgen. Ballonen gik over Byen i Kvællingen og satte Kursen med Vinden opover til Maridalen. Folk stirrede saa det var en Lyst, og omkring paa Høiderne har Folk siddet og ventet den hele udslagne Eftermiddag; paa Søen laa Baade og i Vinduerne stod de stakkels Mennesker og skottede, som ikke kunde komme ud. Det koster 50 Spd. at være Passagér med; det er dyrt, men man har den fortræffeligste Udsigt til at kunne brække Halsen. Luftfarten har nu ophørt at være et Under, og saalænge man ikke har det i sin Magt at styre den, bliver det Hele blot noget Mekanisk, der ikke aabenbarer nogen Tanke, som virkelig interesserer, og i videnskabelig Henseende har Luftfarten ikke udrettet stort; man opdager det samme ved at bestige høie Fjelde.




Nr. 183/1852; søndag 08.08.

[Disputt med Drammens Blad; Akerskyrkja; kunstutstilling]

Korrespondance

Christiania, den 6te August

Korrespondenten i Drammens Blad er meget ufredelig af sig. Hvem skulde tro, at der i en saa liden Fyr fandtes saamegen «Ildske.»*) Stakkels Barn! Du faar nok Kam i Dit Haar, naar Du bliver større; nu falder man ikke lettelig paa, at gjøre Andet ved Dig end sige: Vær nu ikke saa uartig! Fy, det er ikke pent! Vær nu en sød Gut. Idetmindste vil jeg herefter ikke tiltale ham anderledes, forudsat da, at jeg mere nævner hans Navn, men lader ham i Fred og Ro gebærde sig, og skrige og være uartig, indtil det selvgjorte «Sinne» faar lagt sig, og han udmattet synker om og sovner, som ethvert andet Barn, naar det har skreget sig træt. Det er ikke elskværdigt at trætte med Smaaunger, Kvindfolk og drukne Mennesker. Lad mig nu se, at Korrespondenten ikke tager det mig ilde op, at jeg nævner Kvindfolk og drukne Mennesker i samme Forbindelse! Jeg gjør det ikke for at «sværte» ham, men blot for at faa Treheden istand, denne velsignede Trehed, som man gjerne er høflig imod.

Bitteste Korrespondent! Hvorledes kunde Du falde paa at tale om «Gabestok,» hvori jeg skulde sætte de Folk, hvis Ord jeg ræsonerede? Jeg nævnte jo ingen ved Navn, og desuden talte de saa rimeligt, at en navngiven Mand nok kunde vedkjende sig saadan Tale, dersom han da ikke gjorde den forfængelige Fordring, at være klogere end Andre; men det er sandt, Du er jo (efter min Slutning) et Barn, og derfor tager jeg det ikke saa nøie med Dit Snak; Du mener vel heller ikke saa ondt med det; Du har vel seet Ordet «Gabestok» i Aviser f. Ex., uden saa ganske klart at vide, hvad det var for noget.

Bedste Korrespondent! Vær ikke saa forfærdelig kritisk af Dig; Du maa nok kritisere, hvad jeg skriver; men lad andre Folk være, som virkelig har et Forfatternavn. Du kan ikke tro, hvor komisk det tager sig ud i Dine Spalter, at se Dig mønstre Forfatterne. Jeg mindes en liden Gut hjemme,**) som tog en liden Øxe paa Nakken og meget «karslig» sagde, at han vilde hugge ned en stor Birk ude paa Tunet. «Jeg vil hugge ned det, som stort er jeg,» sagde han, og han hug, saa Kjolen (han havde endda ikke faaet Buxerne) flaksede, men han blev snart træt Stakkel og satte sig paa en liden Stén, og med Hovedet paa Skakke stirrede han paa Birken, som bare havde faaet nogle Rifter i Barken. Han kom ganske modløs tilbage, men «sint» blev han, hvergang man spurgte, om han havde hugget ned den store Birken.

* * *

Det begynder snart at blive kuriøst at nævne Akers Kirke, og endnu mere kuriøst vilde det være at nævne den uden at spase. Det er dog ganske ypperligt, hvad den har givet af sig, og der er al Sandsynlighed for at her maa blive et Ordsprog for enhver Ting, som hamres og træskes ud over alle Grændser: «Det er Kirken i Aker,» «det er ligesaa kjedeligt som Akers Kirke» osv. f. Ex. Man kan ogsaa betegne Handelen om Akers Kirke som et Exempel paa Sluhed i Handel, istedetfor at man forhen har maattet lade sig nøie med Hestehandel, altsaa: Den og den er «en Kirkehandler,» ikke nogen Hestehandler, for Sogninger, Hallinger, Vosser og Tellebønder f. Ex., som drive paa «Gamper,» ere nogle store Sinker mod «Majoriteten» i Akers Formandskab. Der ser man dog, at Dannelsen gjør Noget, skjønt Publikum maa vide, at Dannelsen nok ikke er synderlig stor i den «Majoritet,» iallefald ikke hos Formændene; det er vist smaat bevendt med Dannelsen paa de Høider, men den er vel alletider en Smule større end hos DHrr. Hallinger, som drive «Gamperne» om paa Hestetorvet og ride med Skrig og Skraal igjennem Gaderne. Forresten turde det nok hende, at «Majoritetens» Dannelse blot var halv og saaledes meget værre end ingen, og der er vel ingen Tvivl om, at de enkelte «Kirkeprangere», som Publikum kjender, ere nogle halvdannede Mennesker idethøieste.— Det skal endnu som det lader, opsættes en Maaned med den endelige Afgjørelse. Ypperligt! Dersom «Majoriteten» ikke i den Tid «kliver» 1000 Spd. til, saa er den ikke saa god som Folk har Grund til at formode; den kunde meget godt gjøre det: den tabte ikke et Grand i Folks Omdømme, og det vilde være godt for Fondet til en ny Kirke og en ny Kirkegaard; man fik kanske den hele nye Kirkegaard for de Pengene: man fik jo i gamle Dage en Kirkegaard blot for de velbekjendte 30 Sølvpenge, som Judas hængte sig bort fra. Men, kanske det var denne Omstændighed som gav de 30 Sølvpenge saamegen Kjøbekraft, og der er vel Ingen af «Majoriteten» saa fornuftig, at han hænger sig for nogle af de Tusinder, man har øget paa i Kirkehandelen, saa at disse Penge kunde stige i Værd.

* * *

Her er udstillet en skandinavisk Malerisamling nu for Tiden; det er vel ikke for at tjene den skandinaviske Idé, at Udstillingen er foranstaltet? Jeg ved det ikke. Vore Kunstkritikere maa være borte i «Ferierne,» eller ogsaa paa Udenlandsreiser, siden man ikke har seet nogen sammenlignende Kritik over de udstillede Malerier. Det turde vel ogsaa hænde, at det er af lutter Høflighed mod de svenske og danske Brødre, man tier, eller ogsaa af Høflighed mod os selv. Sagen er delikat, og det «likeste» er vist bare at se og tie stille. Dette er rigtignok det «likeste» alletider, men helst her, hvor man kan tørne mod nationale Følelser.

* * *

*) Jeg slutter af hans Skrivemaade, at han «nys har faaet Buxerne.»

**) Nu sætter jeg vel denne i Gabestokken igjen!




Nr. 187/1852; fredag 13.08.

[Kunnskapen om Norge og norsk litteratur i utlandet]

Korrespondance

Christiania, den 11te August

Vi Norske klage ofte over, at Udlændingen ikke kjender os ret; det er visselig en forfængelig Klage og leder bestemt ikke til Noget. Vi kan ikke vente, at Udlændingen skal lægge Mærke til os: vi er et forlidet Folk og Størrelsen spiller en stor Rolle i denne Verden. Vi kan indbilde os at være flinke og tro, at Norge har et forholdsvis Antal berømte Mænd til at rekruttere Historien med; det hjælper intet Altsammen: Norge er for ubetydeligt. En Engelskmand, Franskmand eller Tydsker gider ikke at se over Norge paa Europas Kart, endsige lære det norske Sprog, og hører han Noget om Norge, kan det i det høieste vække en øieblikkelig Nysgjerrighed hos ham; nogen varig Interesse kan han ikke have for en saa ubetydelig Afkrog, medmindre han som Jernbanekompagniet har Indtægter at haabe her; men dette er igjen en Opmærksomhed som den, man skjænker Laxen i vore Elve; man har Moro af, at kjende den rykke i Stangen, og den smager fortræffeligt. Det er intet Under, man føler sig smigret ved slige Bekjendtskaber!

Nei, det Bekjendtskab til os, som alene Jevnbyrdige kan stifte med hinanden, det kan vi nok ikke vente at stifte med Udlandet; dette ligger i Tingenes Magt, som en bekjendt Mand saa gjerne siger, og i den faar vi finde os, og skulle vi tale om denne vor Stilling, da heller spøge med den, end sætte os til at jamre: man tager omtrent ligemegen Notits af begge Dele, og da er det unegteligt bedre at holde sig ved Mod.

Det var Morgenbladet, som forleden Dag førte mig ind paa denne Tankerække: Det havde en Artikel med Overskrift: «Skandinavisk Literatur eller literær Skandinavisme,» hvori det beklager sig over, at man i Udlandet ikke kjender til os og vore Forfattere! men giver ravgale Fremstillinger af vort Leven og Væsen, som om vi ikke maatte være glade over, at man nævnte os, hvor bagvendt end denne Benævnelse var, især naar det, som her, ikke gjælder stort Andet end en lidt skjæv Stilling af vore Digtere. Sagen er, at Udlandet véd vi har Digtere, og enten man kalder dem Peer eller Paal gjør det ikke stort til Sagen, da man alligevel ikke læser dem, eller tænker noget paa dem, og da man nu ligesaa godt først som sidst maa opgive den søde Tanke, at Udlandet skulde lære os at kjende. Man har mange Skrøner og Historier om, hvorledes Udlandet bedømmer vore Forholde. Saaledes skulde for ikke ret længe siden tvende Pensionærer i Darmstadt disputere ivrigt om Norge var Hovedstaden i Christiania eller Christiania var Hovedstaden i Norge, og H. HeineHeine] Heinrich Heine, tysk forfattar skriver i «der romantische Schule,»der romantische Schule] die romantische Schule (1836) at H. SteffensSteffens] Henrik Steffens, filosof var født «im Stavanger bey Drontheim,» ligesom Stavanger skulde være en Forstad til Trondhjem. Hvorledes de franske Aviser i de sidste Aar har fremstillet Norge og norske Forholde, er bekjendt, og Reisende fortælle, at have hørt Disputer om Norge mellem Franskmænd; somme lægge det øst mod Illyrien, andre endnu længere mod øst til Bredderne af Eufrat osv. og en norsk Handelsmand fortalte, at han paa en Kaffé i Paris blev spurgt, hvor han var fra: «Fra Norge.» — «Ah, fra Norge! De er altsaa Landsmand til Ole Bull og Ole Høiland.»Høiland] Ole Høiland, meistertjuv Det var de eneste norske Personligheder, han kjendte af Navn. — Selv den berømte engelske Retslærde, Lord Brougham,Brougham] Henry Brougham, britisk politikar og forfattar der endog i sine yngre Dage har skrevet om de europæiske Statsforfatninger, lagde her om Aaret — som man saa af Aviserne — en mærkelig Uvidenhed for Dagen om Norge og dets Stilling til Sverige. Nu er det vistnok saa, at enkelte Udlændinger, f. Ex. T. MüggeMügge] Theodor Mügge, tysk forfattar og Franskmanden MarmierMarmier] Xavier Marmier, fransk litterat i sin nordiske Literaturhistorie, have givet sandfærdige Skildringer af vore Forholde; men slige Bøger gider ikke Udlændingerne at læse; det interesserer dem saa lidet, at se, hvorledes slige Stakler har det, og deri kan man sandelig heller ikke fortænke dem; de have saamange andre og mere interessante Ting at lægge Mærke til; Reiseskizzer fra Borneo og Nyzeland f. Ex. maa tiltale dem langt mere; derifra kan man nemlig høre Eventyr. — Jeg skjønner derfor ikke, hvorledes man kan give sig til at klage over, at det er, som det er; man bør være liberal og sætte sig i Udlændingens Sted. Og selv om nu Udlændingerne gjorde Bekjendtskab med nogle af vore «store Mænd,» saa vilde de snart tage dem fra os, og saa uformærkt gjøre dem til sine. Der er ingen Tvivl om, at jo Franskmændene vil gjøre AsbjørnsenAsbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen til en Franskmand, dersom hans Eventyr blive oversatte paa fransk; de hensætte ham til Bretagne, og der vil han finde sig noksaa vel hjemme. Lære de HansteenHansteen] Christopher Hansteen, astronom at kjende, saa bliver han i Tidens Længde en af AragosAragos] Dominique François Jean Arago, fransk naturvitskapsmann Medhjælpere f. Ex., og dersom det ikke gaar an, saaledes at tilegne sig vore Folk, saa har de for dem ingen Interesse; de glemme dem, og deres Virksomhed fly der sammen med den store og ubestemte Kulturudvikling. Det er igrunden skjønt for vore store Mænd saaledes at gaa op i den ubestemte Menneskehed; Forfængeligheden skal ikke anspore dem; Kjærligheden til Kunsten og Videnskaben maa gjøre det og saaledes bør det jo være.

Ole Bull lever væsentlig for at gjøre Norge bekjendt, og han tror, det skal lykkes ham; det er en skjøn Drøm han lever i, og han undlader vist ikke at tale vor Sag, saa godt han formaar; Man lærer Bull at kjende og hans Bue, men Norge kjerer man sig nok ikke stort om, og glemmer iallefald let det Lille, man har faaet vidst om det. Chr. TønsbergTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar fortæller ogsaa om Norge med sine «Tegninger» og «Dragter,» men man glor paa Dragterne og véd ikke, hvor Norge ligger, og bry’r sig heller ikke om at kjende det; det kan saa ikke fængsle i Længden alligevel.

Forfatteren til Skandinavisk Literatur eller literær Skandinavisme, lader forstaa, at det er Dandskerne, som ikke gjøre hvad de kan, for at Udlandet kan faa en rigtig Tanke om os. Herregud! hvem kan fortænke Danskerne i det, at de saalænge som mulig ville beherske os, ved at lade som om vi vare ingenting? Danskerne har tabt saameget, at det iallefald er dansk Patriotisme at gjøre os til Nuller og Nixer; derved beholde de sit gamle Vælde, og man véd jo, hvor vanskeligt det er, at opgive et Herredømme, man længe har udøvet. Man fortæller saaledes om TyrannenTyrannen] retta frå: Tyrranen Dionysios,Dionysios II, tyrann i Syrakus at han tog sig til at være Skolelærer, da han ikke længere kunde være Konge; det var ham nemlig en Trang at have nogen at prygle. Vi maa virkelig være glade, at Danskerne ikke ere værre; de kunde meget gjerne falde paa at gjøre os til Varulve; nu gjøre de da ikke stort mere end at overse os, glemme os og forresten give nogle smaa skjæve Fremstillinger af os og blande sammen WergelandWergeland] Henrik Wergeland og WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar paa en noget betænkelig Maade; men det gjør heller ikke stort: Wergeland og Welhaven vare jo Fiender saalænge de levede, og det kan derfor ikke gjøre stort til Sagen at forvexle dem efter Døden.




Nr. 189/1852; søndag 15.08.

[Mississippi-panorama i Losjen]

Korrespondance

Christiania, den 14de August

Igaar var det den sidste Dag Kjæmpemaleriet Missisippi blev forevist; det var uigjenkaldelig den sidste Dag, og saaledes er der vel intet Haab om, at «Fleres Opfordring» kan bevirke flere Forestillinger. Det er bestemt interessant, at se dette Maleri, uagtet «Kjendere» vil paastaa, at Perspektivet er daarligt, mange Figurer og Gjenstande fortegnede og det Hele «slet.» Jeg for mit Vedkommende saa ikke noget til det «Slette,» men hengav mig til Illusionen og levede for nogle Øieblikke i Amerika med mange af mine Barndomsbekjendte; vi vare glade over at være komne til et Land, hvis fremtidige Storhed vakte vor Selvfølelse, og ligesom meddelte os noget af sit eget Haab om Magt og Vælde. Vi følte os stærke i dette Land, der engang maa være bestemt til at beherske den hele Verden, og for første Gang følte vi, hvad det vil sige, at vide sig en Del af et stort Folk, og dette forklarte os Amerikanernes Ilen og Jagen, som om Jorden skulde brænde dem under Foden, det forklarte tillige deres Skjødesløshet og Dødsforagt, som i de brændende og paaseilte Dampere paa en vild Maade traadte os imøde. Man føler der er saameget ugjort; man maa fremad hvorledes det gaar. De uoverskuelige Sletter vente paa arbeidende og forædlende Hænder, og de umaadelige Kjæmpestrømme paa Farkoster til at bære Rigdommen ud i den vide Verden. 1200(?) Dampere er ikke nok, det er blot en liden Begyndelse. Hvad skader det, om nogle springe i Luften, naar mange komme saa hurtigt frem? Der er Bygningsmaterialier i de «evige Skove,» og Landet kan føde saamange Indbyggere, at nogle Hundrede mere eller mindre gjør ikke stort til Sagen. For én Ladning, som springer i Luften, kommer der hundrede fra den gamle Verden, og for hver Dampbaad, som støder paa, staar der hundrede paa Stabelen langs denne Kjæmpeflod. Lad gaa! Man har i denne Udviklingsstrøm, der er ligesaa mægtig som den, man seiler paa, tabt al Sammenligning, alle Forhold og almindelige Hensyn af Sigte; man stævner frem i et vildt Overmaal af Kraft, ligesom Geniet førend det er vaagent til Bevidsthed og Klarhed, og Jordbunden selv er saadant et Genie: den har Palmetræer og Cedere, Bomuldsplanter og Sukkerrør, Slanger og Aligatorer, paradisiske Blomstertræer og dræbende Musqvitos; uoverskuelige Savanner med mandshøit Græs og naar det tørres, fremadtittende Flammebølger, med Sværme af firføddede Dyr, Slanger og Fugle foran sig, som ængstelige ville undfly Ødelæggelsen; Flokke af alleslags vilde Fugle stryge gjennem Luften, og lange Rækker af vilde Heste og Hornkvæg galloppere over Sletterne; i Ly af Paradispalmen ligge giftige Orme. Skyerne sænke sig som Blyhatte ned over Høiderne, og atter opklares Luften til et Blaa, som Nordboen ikke kjender.

Den rige Natur dræber og skaber lige hurtigt i uophørlig Kredsgang, indtil den ordnende Menneskehaand har udtørret Sumperne og tømmet de vilde Kræfter. — — — — — — —

Der vandre Negere omkring paa en Sukkerplantage; de ere solgte og kjøpte som Kvæg, og behandles i Et og Alt som Kvæg, og vi spise Sukkeret, de have udpresset! Hist er Plantageeierens fyrstelige Hus midt i en Have, sikkert ligesaa deilig som den, hvor Eva tog sig et Æble. Ude i Gangene staa Bærestole, hvori Husets Damer hvile, klædte i skylette Dragter, og med en Negerinde ved Siden til at vifte bort Myggene, medens Negerne gaa og bære med sine Bæreseler, og ofte synke om af Udmattelse.

Udvandrere! Hvor ere de fra? Fra alle Verdens Lande. En uforklarlig Drift styrer deres Fjed hid mod Vesten og lader dem trodse alle Farer og Savn; de knurre vist ikke saameget som Israels Børn paa Vandringen gjennem Ørken til det forjettede Land; men, her er heller ingen Ørken; her er Liv og Fylde, og Moderen hist, som giver sit Barn at die, kan sige til sin Lille: «se her din Arv! alle disse Sletter ere dine, saasnart du forstaar at dyrke dem; jeg dør gjerne af Anstrængelse, naar jeg ved min lange Vandring fra mit trange Hjem blot kan give dig en Arv; jeg sidder gjerne i en Jordhytte, naar du kan opføre et Slot paa den samme Tomt.» — — — — — — — — —

Et Mormontempel! Hvilket Indfald at bygge Templer i en slig herlig Egn! At man ikke tilbeder Floden ligesom Hinduerne Ganges og lader disse svømmende Øer være Profeter istedetfor Bedrageren og Narren J. SmidtSmidt] Joseph Smith, religionsstiftar! At man ikke lader disse taarnede Klipper, som speile sig i Floden, være Templer, istedetfor at ødsle sin Kraft paa slige Bygninger, som dog med al sin Pragt blot blive Templer, «gjorte med Menneskehænder!»

Se disse Indianere! De have solgt dette skjønne Land for Glasperler og Brændevinsflasker! Himmelen véd, hvor mange tusinde Aar de have levet her i et Kredsløb uden at kunne arbeide sig ud af Vildheden. De ere ligesom Fuglene omkring deres Baade: den første Fugl var ligesaa klog som dette Exemplar. I sine Kanoer af Bark maa Indianerne se disse prægtige Dampbaade; maa de ikke tro, at Guderne ere stegne ned til Jorden og imellem seiler paa Missisippi for Moro? De fly dem, og kan der røre sig en Tanke indi denne tatoverede Pande, saa maa de tænke, at dette herlige Land ikke kan være skabt for dem, men for disse, som kunde tvinge Naturen til at være en lydig Tjener; og dog er det tragisk at se disse Vilde blive fortrængte fra den Jordbund, der i saamange Tusinde Aar var deres «Odel.» «Odel!» Dette Ord minder os om vort Fødeland. Vi maa didhen tilbage igjen: denne Storhed og Uendelighed her trætter omsider Øiet og sløver Sjælen; man faar neppe drage Aande; man er som paa Havet, og en ufattelig Engstelse griber En; man famler ligesom efter Noget, hvortil man kan klynge sig — — — —. Jeg hører en dansk Tunge og det en hjertelig dum en, som vækker os op af Skuffelsen. At noget Menneske kunde falde paa at give slige latterlige Forklaringer over Sligt! Det Hele bliver Spas, og jeg ærgrer mig hjertelig over min Illusion; dette dumme Menneske har komplet gjort Nar af mig. Saa gaar det, naar man ikke er kritisk, men lader Ens egen illusoriske Natur løbe af med sig.




Nr. 193/1852; fredag 20.08.

[Religion på fransk]

Korrespondance

Christiania, den 18de August

I Søndags den 15de var der Høitidelighed i det katholske Kapel. Man kunde ikke høre, hvad Høitideligheden gik ud paa, naar man ikke var indviet i denne katholske Ritus; thi Alt gik for sig paa Latin, saaledes som det en katholsk Gudstjeneste sømmer og bør; man kunde vel skjelne enkelte Ord og Sætninger, men det Hele var dog indhyllet i mystisk Dunkelhed. Der sagdes imidlertid, at det stod i Forbindelse med Napoleon;Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar den 15de August er jo den rette Napoleons Fødselsdag, og saa var det meget naturligt, at denne Dag blev valgt til at synge et «Te Deum» for de lykkelige Forhold i Frankrig og til at sætte Kirkens Stempel paa L. Napoleons politiske Streger. L. NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar holder sig tilvens med Kirken og Jesuiterne, og det er gode Venner for en Regent selv i Frankrig, hvor Vantroen skal være saa gyselig almindelig. Det har vel ellers ingen Nød med den Vantro: der kan vel findes nogle faa Tusinde vantro Mennesker blandt de nogle og tredive Millioner; denne store Masse er troende, og paa den gjør slige kirkelige Høitideligheder et godt Indtryk og visker ud alle Blodpletter, som klæber ved Regentens lange Kappe. Det maa være en deilig Ting at herske over Katholiker, og endnu deiligere maa det være at synde blandt dem, naar man tillige selv er Katholik: naar man er træt af at synde, kaster man sig i «Kirkens Skjød», og der bliver man kvit den hele Anger og spiller ny igjen; men rig maa man være, det er sandt, for Geistligheden skaffer ikke — som rimeligt kan være — slige gode Ting for intet.

Det er intet Under, at Tidens Retning er katholsk saa at den «ene saliggjørende Kirke» fast i alle Lande vinder Tilhængere, selv i England, hvor det er kommet saavidt, at den har talentfulde Medlemmer til det kommende Parlament. L. Napoleon forstaar nok, hvad Tiden vil have, og Tiden gjør Gjengjeld og forstaar, hvad han vil have igjen.

Det synes ellers at ligge i Familien Bonaparte at holde med Kirken: man véd jo, at den store Onkel, var en ivrig Troende, da han blev Keiser, og at han gjorde Alt for at Kirken kunde præge hans Herredømme ind i Gemytterne, da han ikke længere vilde vide af Friheden, som Folket havde sværmet for. Det gik dog galt med ham, men det turde hænde, at Søstersønnen blev heldigere. Det stod nok ellers ikke saa rart til med Napoleons Tro; thi det staar i WexelsWexels] Wilhelm Andreas Wexels Bibelhistorie paa de sidste Blade, at Folkene kom til Erkjendelse af sine Synder under Napoleons Aag, og at Gud derfor gav dem Seier over ham, da de omvendte sig. Havde Napoleon været en rigtig Troende, saa kunde der i Bibelhistorien ikke have staaet Sligt. Kanske det ikke staar bedre til med Søstersønnens Tro, hvormeget han end holder sig tilvens med Jesuiterne, og det turde derfor komme til at staa noget lignende i en norsk Bibelhistorie, naar nu ogsaa han engang er fældet af Folket, som er blevet troende under TyrannietTyranniet] retta frå: Tyrraniet.

Det er forunderligt at sé, hvorledes de Mennesker og navnlig Herskerne vide at bruge Religionen til at sætte et evigt Stempel paa sine Gjerninger: Man gaar ud i Verden med store ArmeerArmeer] retta frå: Armer og skyder sine Brødre sønder og sammen, og Præsterne staa hjemme paa sine Prædikestole og bede om Lykke og Seier, og naar da Hæren kommer hjem med blodige Hænder, takker man Gud og foranstalter Fester, og den som paa en slig Maade er bleven Hersker, indesluttes i Kirkens Bønner! og er han Katholik, saa røger man for ham til en velbehagelig Duft. En vakker Dag bliver han afsat, og saa beder man for Eftermanden med den samme Inderlighed og røger med den samme Vellugt. Kommer nu Hertugen af ChambordChambord] Henrik, greve av Chambord, fransk kongsemne efter L. Napoleon, saa røger man for ham og synger «Te Deum laudamuslaudamus] retta frå: laudamas» og læser latinske Epistler under Klinken og Ringen af de smaa nydelige Gutter, som knæle om Præsten, lægge Bogen tilrette for ham og skjænke i for at han kan faa sig lidt Drikke. Den Politiken er en forunderlig Tingest, og intet Under er det, at Folk ere saa slugne paa den, naar man sér, hvilke ordentlige Mirakler den kan gjøre. Den behersker Verden, og gjør selve Religionen til sin lydige Tjener; den er almægtig, og dog er den et Verk af Mennesker: Vorherre vogtede sig nok for at skabe Sligt!

En græsk Digter antog, at Guderne havde gjort Menneskene for at kunne fryde sig over deres Daarskaber. Paa Olymp sad Guderne i koselige Lag og fortalte Historier om Menneskenes interessante Gjerninger, ligesom naar vi sidde i et lunt lidet Selskab og fortælle Skrøner. Naar nu Stoffet blev udtømt for de høie Herrer, saa blev et eller andet Bud sendt ned til Jorden for at ophidse de stakkels Mennesker til Galskaber for at man igjen kunde faa noget at le af. Saaledes sad Guderne i en evig Kommers og tronede høit over de naragtige Mennesker, der vare skabte til at gjøre gale Streger og løierlige Gjerninger. Det kan aldrig slaa feil, at Guderne have havt den uudtømmelige Kilde til morsomme Historier i Politiken; den har altid været sig selv lig: komisk indtil det Uudgrundelige, og de høie Guder — paa Olympen — have nok mangengang faaet sig en sand Latter. Det nuværende Europa maa give dem deiligt Stof, dersom de da ikke ere døde. L. Napoleon er dem en umistelig Mand, og man bliver næsten bekymret paa deres Vegne, naar man tænker paa, at ogsaa han engang maa dø. Tydskland er dem ogsaa et godt Land for Øieblikket. Vort stakkels Norden kan ikke skaffe stort Materie: det er for ubetydeligt, og det lille, som er, er noget tørt Gods, især da man maa antage, at Guderne liden eller ingen Sands har for Aviser og komiske Avisartikler. De bekymre sig visselig intet om Avisfeider, men finde dem ligesaa kjedelige som vi Mennesker. Kanske man der oppe paa Olympen ikke engang ved, at Morgenbladet og Posten ere Fiender og trætte altimellem, saa det er en Gru. Nei, det er altfor ubetydeligt; der skal store Farcer til for at kunne sætte deres Lattermuskler i Bevægelse, f. Ex. naar et helt Folk kjæmper mod et andet, og hver for sig beder om Seier af de høie Herrer, og naar de stakkels Digtere hver paa sin Kant synge, da maa Glæden paa Olympen være stor, dersom det da er tilladt for Mennesker at have nogen Mening om slige Ting.




Nr. 195/1852; søndag 22.08.

[Nye bøker av P.A. Jensen og J.P. Broch]

Korrespondance

Christiania, den 20de August

I disse Dage er udkommet et stort tykt Bind med «Dramatiske Digtninger» af P. A. Jensen.Jensen] Peter Andreas Jensen Se! det kan blive noget at kritisere: det er en Bog, som staar paa egne Bén, naar man sætter den i Hylden; i vor Literatur er der faa af det Slags, medmindre de ere indbundne i saa tykt Pap, at tvende Blade af det kan staa, uden at noget ligger imellem. Hverken Welhaven,Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar J. MoeMoe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar eller A. Munch,Munch] Andreas Munch, diktar som dog ere nogle store Digtere, have udgivet nogle Bøger, som hver for sig kunne staa paa egne Bén, men falde overende, naar de ikke støttes af andre Bøger i Hylden. Selve P. A. MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar Historie om det norske Folk kan ikke staa paa egne Bén, før den bliver indbunden; men da vil man rigtignok til Gjengjeld baade kunne ride og kjøre paa den. Man vil komme til at maale den i Fod- og Alenvis ligesom geografiske Forhold. Det bliver et stort Verk; men, se det er nu Historie, og har saaledes intet at bestille med poetiske Verker, hvorom jeg blot nu vil tale. At dømme efter «Tykleiken» er saaledes Pastor Jensen vor største Digter — jeg sætter WergelandWergeland] Henrik Wergeland ud af Betragtning af meget gode Grunde —; thi hvad er vel Digte af J. Moe, ditto af Munch og Welhaven mod dramatiske Digte af Jensen? De ere som en forlært Kandidat mod en «god» Embedsmand med et Glas Toddy.

Jeg holder mig — som man ser — til Tingens Ydre og overlader uden Misundelse til Andre at holde sig til det Indre. Alle disse «Digte», som udkomme, ere mig nemlig ubarmhjertig kjedelige, at jeg blot gjennemlæser dem én Gang i det Høieste, og det er aabenbart forlidet, naar man skal indlade sig paa at kritisere dem, medmindre man vil affærdige «Digtene» med det bekjendte franske Udtryk: «Alle Genre ere gode, undtagen det kjedelige.» Pastor Jensens «Dramatiske Digtninger» har jeg ikke engang gjennemlæst, jeg har blot seet dem opførte, med Undtagelse af den ene. Derimod har jeg læst Fortalen, og den er ikke god, forsaavidt som Digteren beklager sig over Miskjendelse og plumpe Angreb. Det er kvindeagtigt at beklage sig over Sligt. Er han en virkelig Digter, saa gjør Miskjendelse og plumpe Angreb aldrig et Gran; de kan alene egge ham til at skrive bedre eller ogsaa vænne ham af med den stygge Vane at skrive, ifald han efter anstillet Selvprøvelse maatte finde, at han ikke var Digter. I ethvert Tilfælde har han saaledes Fordel af Miskjendelse og plumpe Angreb, og naar man som Hr. Pastor Jensen har en anden og mere solid Levevei end Forfatterbanen, saa er han aldeles ovenpaa; da kan han — som det sig sømmer og bør — lade Miskjendelsen og de plumpe Angreb tørne mod sit indre Liv, og det har godt af slige Stød, ifald der er noget indre Liv hos Manden og ikke blot den flade Forfængelighed.

Ifald Pastor Jensen holder sig til Tingens Yderside, saaledes som jeg ved at omtale hans «dramatiske Digtninger,» saa har Mennesket ret, naar han beklager sig. Pastor Jensen blev i mange Henseender sat overmaade høit, det første han kom ind til Christiania. Troede han paa denne Vurdering, saa maa han nu være ulykkelig, og troede han paa den, saa fortjener han da ogsaa at være ulykkelig. Den, som ikke har Maalestokken i sit Indre, og ikke ser i Døgnets Ros og Miskjendelse tilfældige Bølgeslag, den fortjener at blive opslugt af disse Bølger, han er saa alligevel blevet et Vrag. Men jeg vil haabe, at Jensen ikke er ulykkelig, men at hans Fortale blot er Fraser: af hvad jeg har hørt og læst af Jensen har jeg faaet det Indtryk, at han er en lykkelig begavet Mand, kanske ingen Digter i Ordets sande Betydning, men over denne Mangel kan han let trøste sig, dersom han ikke er forfængelig: han skal ikke staa tilbage for mange Nulevende, og man kan fornuftigvis alene føle sig ydmyget, naar Andre staa lyslevende og overstraale ham.

Hr. Pastor Jensen maa finde sig i, at man ikke nu gjør saa meget af ham, som det første han kom her. Publikum — og navnlig et saa lidet Publikum som det norske — er som Smaabørn, der snart bliver «lei» af sine «Leker» og forlanger nye, for atter igjen at blive lei af disse. Er der noget virkelig godt ved disse Leker, saa vender den første Kjærlighed igjen tilbage, og Lekerne skal være saa gode ikke at blive utaalmodige imens. Jeg har seet mangen Dukke med sønderslagne Arme og Næse ligge i en Krog nok saa taalmodig, og naar «Vesla» befinder sig igjen, sætter hun Arme og Næse paa sit Sted, og Alt er som intet var. Kanhænde, at Digteren dør under denne Forknusning — det maa da her sige sultes ihjel; thi den sande Digter samler alene Kraft af at kastes tilside — dør han altsaa imidlertid, saa opstaar han igjen engang, og det sømmer Digteren at føle sig fuldelig tilfredsstillet ved Efterverdenens Dom: hans Rige er desuden ikke af denne Verden, og dør han «Digterdøden,» (sulte ihjel), saa er han neppe heller nogen Digter: den sande Digter kan nemlig aldrig blive vaabenløs: lukkes én Dør for ham, staa hundrede aabne; vil Ingen kjøbe hans Skrifter saa kan han arbeide med sine Hænder. Det gjorde Paulus,Paulus] Paulus, apostel og teltmakar og han var af god Herkomst, saa ingen Digter af «høi Familie» skal undskylde sig med, at det vilde være uhørt, at han greb til Haandarbeider. Og Paulus var en stor Mand, men arbeidede dog — som han siger — Telte om Natten for at kunne prædike om Dagen. Paulus blev ogsaa miskjendt og plumptplumpt] retta frå: lumpt angreben, men man læser ingen Beklagelse af ham. Jensen burde tænke paa Paulus, især da han er Præst, og undsé sig ved at klage, især da han ikke engang behøver at være Teltmager, men kan i Fred og Ro være Præst og gaa paa Klubben om han vil; det kunde ikke Paulus. Det er iøvrigt sært af Jensen at klage over Angreb: han er jo ikke angreben fra Høider, hvorfra Vaaben kan falde med Styrke. Det er alene Smaadrenge, som har angrebet ham, og at bede om en rimelig Kritik af disse, er bestemt barnagtigt, Bede om Rimelighed! Det er bestemt urimeligt; den, der ikke uopfordret er rimelig, han skratter bare og lér, naar man beder ham være det.

En anden literær Nyhed er udkommen, nemlig Jødeland af Broch,Broch] Jens Peter Broch, språkforskar «Orientaleren.» Nyheden har ellers staaet i Nyhedsbladet, om Nogen skulde have læst den. Nyheden staar ikke som «Dramatiske Digte» paa egne Bén, men den er net udstyret, — sjelden net, — og Jødeland i «Fugleperspektiv» ligger foran. En Luftreiser vil kunne sé, om Perspektivet er rigtigt, og Ignatz LazzéLazzé] Ignatz Lassé (psevd.), ballongførar kjøber vist Bogen; — den turde ellers være «lærd» og saaledes faa nogle andre Kjøbere end Luftseilere. —




Nr. 201201] retta frå: 101/1852; søndag 29.08.

[Norske folkeviser]

Korrespondance

Christiania, den 27de August

Tehlemarkiske Folkeviser ved Præsten LandstadLandstad] Magnus Brostrup Landstad skal nu udkomme hos Tønsberg,Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar ser man af Bekjendtgjørelserne. Samlingen bliver betydelig, men Tønsberg er saa behjertet, at han paatager sig at udgive Verket, og man tør haabe, at han ikke vil tabe noget. Landstad kunde ikke faa saamange Subskribenter, at han trøstede sig til at lade Samlingen trykke. Tønsberg har visselig gjort en fortjenstfuld Gjerning ved at overtage Udgivelsen af et Verk, der sikkerlig maa kunne kaldes et Nationalverk i Ordets egentlige Betydning; man kalder det et Nationalverk, som er af national Betydning og har national Interesse, hvor meget mere maa man da ikke kalde det et Nationalverk, som Nationen selv har frembragt? Og Præsten Landstad har vist, at han er en Mand, som forstaar at lade dette Nationalverk fremkomme i sin rene og sande Skikkelse: Han forstaar selv det thelemarkiske Maal i den Grad, at han kan skrive det, hvilket enkelte af hans Digte om «Næslands» Kirke tilstrækkelig viser, og han er saameget Folkedigter, at han vil kunne træffe den rette af de uundgaaelige Varianter, og vide at sammenknytte det Usammenhængende uden at synde mod Visens Aand. Udgivelsen af disse Folkeviser er saaledes visselig kommen i de rette Hænder, baade hvad Samler og Forlægger angaar, og de ville begge ved dette deres Arbeide indlægge sig en Fortjeneste, som man forhaabentlig praktisk vil yde dem for det Første ved at subskribere paa Verket.

Landstad har som Indledning til nogle Prøver af disse Viser, som han for et Par Aar siden leverede i Langes Tidsskrift, skrevet noget om Thelemarken og de thelemarkiske Viser. Hans Bemærkninger ere sunde og rigtige, og Morgenbladet traf sikkerlig det Rette, naar det troede, at den bedste Anbefaling for denne Visesamling vilde være at aftrykke hans forudskikkede Bemærkninger.

Det tør antages, at denne Visesamling vil have den gunstigste Indflydelse paa vore Digtere: skal noget kunne lære dem Folkelighed, saa maa det være Folket selv igjennem sine egne Arbeider; man lærer ikke Folkelighed af Snak og lærde Betragtninger, men af gode Mønster. Nu er det vistnok saa, at en blind Efterligning af disse Folkeviser vilde tage sig besynderlig ud, og ligesaa vist er det, at mange slige Besynderligheder vil fremkomme under en misforstaaet Iver for at gjenoplive det Nationale; men derfor bliver Mønstret lige godt for dem, som forstaar at benytte det paa en Maade, der stemmer med den sunde Smag og Tidens uafviselige Fordringer. Det Bedste i Verden bliver misbrugt, og man kan visselig sige, at jo bedre en Ting er, destomere bliver den misbrugt. Det Nationale er et godt Bevis herpaa; thi vanskelig har man drevet værre Uvæsen med nogen Ting end med det «Nationale.»

Visesamlingen vil bestemt ikke behage Alle; hvorledes kunde man da ogsaa vente det? Der er meget Grovslagent og Djervt i disse Viser; der er mange Ufuldkommenheder i Formen ved dem; deres poetiske Grundstemning er ofte saa forskjellig fra den, man er vandt til i den moderne Poesi, at der skal en Slags Velvillie og en vis Styrke til at kunne sætte sig ud over det Vanlige til at kunne nyde dem ret; man maa ogsaa kjende noget til Bondens Væsen og Tænkemaade for at finde det Skjønne og Træffende i dem; kommer nu hertil at Sproget vil frembyde adskillige Vanskeligheder for Mange, saa maa man være forberedt paa at Meningerne nok vil blive delte ogsaa om disse Visers Godhed, ligesaavel som naar de enkelte Digtere sende sine Arbeider ud i Publikum. Her kommer imidlertid Moden til Hjælp, tør man haabe og afvæbner de Halvdannede, som altid ere de værste Kritici og som stedse ere Modens trofaste Undersaatter. Desuden vil man vel ogsaa undse sig for at angribe noget, som igjennem Aarhundreder er lutret af Folkets poetiske Sands, og saaledes har gjennemgaaet den Renselse, der alene borger for den ægte Poesi. Hr. Landstad har vist ikke optaget mange «Rendestev» i Samlingen, men holdt sig til de gamle og almenyndede; thi skulde han have optaget mange «Rendestev,» saa vilde man nok kunne kritisere med Grund: de enkelte «Visedigtere» paa Bondebygden kan nemlig meget godt være ligesaa slette Poeter som vore Versemagere her i Christiania.

Denne Visesamling vil ogsaa bidrage til at gjøre den thellemarkiske Dialekt bekjendt og mere forstaalig. Den thellemarkiske Dialekt er sikkerlig den, som mest ligner det gamle Sprog, og den indeholder en Mængde af saa træffende Ord og Vendinger, at det vilde være en sand Vinding for Skriftsproget, om det lidt efter lidt kunde optage nogle; og den eneste Vei hertil er, at Dialekten bliver noget bekjendt og forstaaet af den læsende Verden. Det er ved slige Skrifters Udbredelse, at man skal blive bekjendt med de mange Bygdemaal, og prøve Alt og beholde det Bedste. Denne Visesamling bliver saaledes national i mere end én Betydning

* * *

Vi begynder at komme os i Bogveien: nu i disse Dage er der udkommen en almindelig Historie af R. T. Nissen,Nissen] Rasmus Tønder Nissen, teolog og politikar Skolebestyrer. Den er ganske tyk, kanske et Par Tommer, og den er vist meget god. Jeg skal forresten ikke indlade mig paa at bedømme den, da jeg kun har læst Fortalen og det sidste blad om Februarrevolutionen; men hvad jeg læste forekom mig godt, og med denne Læsning kunde jeg nok efter den vist ikke ualmindelige Skik og Brug give min Mening om Bogen tilkjende, men jeg vil dog ikke gjøre det; jeg vil blot sige: det er sandsynlig at Bogen er god i Midten ogsaa, siden den er det i begge Ender; saaledes slutter man idetmindste om en Pølse f. Ex.

Siden jeg kom ind paa den letvindte Maade, hvorpaa man ofte kritiserer Bøger, rinder mig just et lysende Exempel ihu. Her udkom ifjor en dramatisk Digtning af P. B. HansenP. B. Hansen] Paul Botten-Hansen, bibliotekar og kritikar «Huldrebrylluppet.» Digtet er bestemt ikke saa ganske almindeligt, men det blev hverken anmeldt eller kjøbt. En af mine Bekjendte forundrede sig over denne Skjæbne, og ytrede denne sin Forundring til et Stykke Karl af en Digter, Skjønaand og Kritikus. Denne svarede: «Aa det duer intet noget.» «Har De da læst det?» «Aa Nei.» Digtet blev imidlertid senere fordelagtig anmeldt i Nationalbladet, formodentlig af Rolf Olsen.Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar Han havde læst det, kunde man se af Anmeldelsen.




Nr. 205/1852; fredag 03.09.

[Avisene og politikken]

Korrespondance

Christiania, den 1ste Septbr.

«Aviserne er tørre om Dagen.» — Jovist er de tørre, men ingen skjønsom MandMand] retta frå: Man har vel aldrig ventet andet; man maa være glad over, at de ikke udkomme med tomme Spalter, ligesom Corsaren, naar han var beslaglagt. Tiderne ere magre, og Avisskriverne endnu magrere, og godt er det isandhed at Tiderne ere som de ere; man har da værre for at vanskabe dem. En righoldig Tid og slette Forfattere; det er dog frygteligt; det er som at se et ædelt Ansigt mishandlet af en daarlig Portrætmaler.

Her er nu ingen Politik, idetmindste ingen synlig, og Aviserne gjøre Alt, for — om muligt — at faa den endnu mere usynlig. Dette er vist rigtigt; thi med Begrebet Politik forbinder man gjerne noget Hemmelighedsfuldt, som drager sig omkring i Skyggen, og naar Politiken kommer frem i Dagen, ophører den at være Politik og synker ned til ganske hverdagslige Gjerninger. Det var saaledes — for at nævne et Exempel — ingen Politik med Embedsindstillinger før, da Aviserne strax kunde gaa hen og bære dem ud i Verden, men nu ere de langede op til at blive Politik, da Ingen véd om nogen Verdens Ting, før Udnævnelserne komme frem fix og færdige. Saa, dette er et Fremskridt i Politiken. Det Hele bliver saa mystisk, som Nogen kan ønske det, og Ansøgerne kan gruble i det Uendelige paa, om de komme i Betragtning eller ikke; det gaar saa stille pent! I gamle Dage — for et Aar siden og saa tilbage — var der et allerforfærdeligt Spektakel, naar Indstillingerne lod til at være noget rare; man anstillede Sammenligninger og «bar sig» og ymtede saa Smaat om «alvorlig Utilfredshed»; nu er Alt roligt; Protokollerne ere lukkede Bøger, og de snakke ikke af Skole som de ulykkelige Avisskrivere. Jeg tror ellers at Avisskriverne, ligesaavel som Protokollerne have lært meget i den sidste Tid; jeg har den mest ubegrændsede Tillid til dem, at de intet ville gjøre, som strider mod Politiken. Den eneste Mand, jeg frygter, er Christianiaposten: han har nemlig vist, at han ikke kan holde Mund, naar Politikken tager et altfor stort Opsving; han knurrede saaledes i Vinter, naar Politiet vilde regulere Skydstaxten, og nu i Sommer, da man i Stockholm lod til at være ivei med at gjøre det bekvemt med Grundloven om Interimsregjeringen. Morgenbladet er blevet et lydigt og godt Blad; det skal intet Anskrig gjøre, om Politiken kommer sig. Det er træt Stakkel, det har skreget saavidt, at man nok ikke kan blive hæs med mindre Helsing. Det kan nu trænge til Ro, ligesom Nationen, og derfor er det ogsaa et herligt Folkeblad for Øieblikket: taust og aandløst; det gaar som paa Hosesokkene. Det passer til Nationen, som ganske rigtigt ogsaa holder det; det passer ogsaa til Politiken, der mærkeligt nok ikke holder det saameget som før, da det halsede, forsaavidt da som man ved Politik kan forstaa Departementskontorerne. Ja, Morgenbladet er et godt Blad; det er et Udtryk for sin Tid. Naar Politiken larmer saa larmer det med, og nu, da Politiken tier, og er virkelig Politik, tier ogsaa Morgenbladet og «bisser» den Gamle i Søvn. Jeg griber efter Morgenbladet hver Morgen, for ligesom at føle Politiken paa Pulsen. Der staar intet i det. Nuvel, Folket sover og Politiken befinder sig i bedste Velgaaende. Jeg er vis paa, at man engang vil studere vor politiske Udvikling efter Morgenbladet, som man finder i Arkivet. «Det var Nationens Hovedorgan, og Nationen kaldte sig fri dengang»!!

Skulde jeg ellers tillade mig et Ønske, saa vilde det være, at Morgenbladet var nede i Tydskland eller Frankrig. Her hos os er dog Enkelte, som ikke er saa rolige af sig, f. Ex. Posten, som nu er mit Ideal paa Ufredelighed i Politiken. At han har tiet med den «dømmende» Stilhed i Embedsindstillinger er mig en Gaade, som alene kan løses ved at komme ihu, at Postens Redaktører ere Embedsmænd, som ikke agte at søge om Befordring med det Første; thi naar man søger, er man nysgjerrig og svæver i den pinligste Spænding efter at se, hvem den Lykkelige er. Nationalbladet, som var skabt til at larme, gjorde nogen Kvalm om denne fredelige Skik med Embedsindstillinger, men Nationalbladet er ikke mere, og Posten maa nu være Vogteren paa Politikens Mure. Posten maa staa paa Post, dertil er den skabt, naar den farer omkring med Snak, saa lægger den en anden Betydning i sig.

Jeg sagde, at Aviserne vare magre; jeg beder om Forladelse! Jeg kom ikke Bulletinerne ihu, og Postens deilige tydske Vers. Bulletinerne ere ogsaa et godt Tidsmærke. I 1848 vilde man have overseet slige Beretninger og holdt sig til Beretninger om Nationalforsamlinger. Nu er derimod den gamle gode Tilstand indtraadt igjen, og Kongehusene indtage i Folkets Tanker den Plads, som der tilkommer dem. Jeg véd ikke, hvad jeg vilde give for at være Tydsker, og vide mig et Menneske blandt de 40 Millioner, som har nogle og tredive Fyrstehuse over sig! Jeg kom bestandig til at være i en poetisk Stemning. Der vilde være saameget at blive poetisk over; og man ser da ogsaa at Tydskland har mange og store Digtere. Hvad Under? den, som ikke blev Poet ved at være tydsk Undersaat, maatte isandhed være en stor Tverdriver, især nu i disse Dage, hvor der er Feltmanøvrer, Konferentser og Sammenkomster inkognito hver evige Dag. Ved at gaa paa Gaden i en tydsk By kunde man ane en fyrstelig Person under hver borgerlig Klædning, man mødte; man vilde gaa i en evig Spænding, og ved at drikke et Glas «Bier» med en Ubekjendt, kunde man forvente en dramatisk Overraskelse, ligesaa god som i den bedste Komedie. Man vilde dagligdags høre om «geheime» Raadslagninger, og saa svulmede Brystet af Haab om, at en eller anden gavnlig Foranstaltning var igjære. Kort, man vilde føle sig optrukken som et Uhr og skue gjennem et mystisk Slør, som stedse er Kjendemærkerne paa en poetisk Stemning. Hver anden Dag i Aaret vilde være en høitidelig Geburtsdag, og Anledningen til at digte over al Maade fortræffelig. Det er mig aldeles ubegribeligt, hvorledes Tydskerne kan trives i et saa prosaisk Land som vort, hvor der alene er et Kongehus og det residerer ovenikjøbet i et andet Land. Jeg tænker stedse, hvad dog de stakkels Tydskere maa lide; men derfor ere de ogsaa utrættelig arbeidssomme: de vil glemme sin Sorg i Arbeide, og gjøre Christiania saa kongelig som mulig ved at opføre staute Bygninger; det er dem vist en Husvalelse at se disse Bygninger, der minder dem, saa godt det lader sig gjøre, om Tydskland, hvor enhver yndig Plet er velsignet med et kongeligt Slot. Jeg glæder mig paa Tydskernes Vegne naar Kongen kommer; thi jeg holder af dem. Paa os gjør en slig Begivenhed intet mærkeligt Indtryk: vi ere for plebeiske, og en firehundredaarig Mangel paa Hof har gjort os sløve mod det, som denne Tid fast mere end nogen anden sværmer for.

Vil Aviserne blive mere interessante, naar Kongen kommer? Jeg véd det ikke. Skal noget kvikke dem op, saa maa det være en saadan Begivenhed, men, Naturen har negtet dem Vid, og kjæmpe mod den er ikke godt. Jeg er derfor bange for at Morgenbladet fremdeles vil gaa med Søvnen i Øinene og trække af sig Støvlerne for at gaa med Politiken paa Hosesokkerne. Posten vil staa paa Post og skuldre Gevær med et Fjæs, ligesaa aandløst som før. Bliver han glad, kaster Geværet og gjør Glædeshop, saa bliver Bevægelserne fulde af Vinkler, som naar en fuld Mand stavrer afsted. Lad se!




Nr. 207/1852; søndag 05.09.

[Kunstkritikken]

Korrespondance

Christiania, den 3die Septbr.

Den skandinaviske Kunstudstilling har nu i mange Uger staaet og ventet paa en Kritik. Hvor skal den komme fra? Ingen ved det, dersom ikke Morgenbladets Kunstkritikus snart kommer hjem fra sin Udenlandsreise og forbarmer sig over den. Det er ikke blot denne Udstilling, som venter paa denne Kritikus: her er mange Malerier, som baade i Kunstforeningen og i Malernes Værelser vente paa ham, og synes melankolske at spørge: «Kommer han ikke snart og bærer os ud i Verden?» Selv Malerierne paa Oskarshal spurgte i Sommer, da Adgangen til at se dem stod aaben: «Kommer han ikke snart og omtaler os den tiende eller tyvende Gang?» Et Kunstverk taaler ikke Taushed; man maa snakke om det, og holde et Kontrafei af det frem for Verdens Øine, skal det befinde sig vel. Man siger, at et Kunstverk hviler i ophøiet Ro, og skuer ned paa Dagenes Flygtighed; det er vist bare Filosofi; det Praktiske er, at det vil blive omtalt og være med i Dagens Bevægelser. Det maa man kunne se ved at gaa ned paa den skandinaviske Udstilling; at den har fulgt med Literaturen er let at mærke paa den: man hører den ligesom hviske: «Gud! hvor Aviserne ere flaue.»

Men nu kommer vel Morgenbladets Kunstanmelder snart og befrier den; Idun er ikke længere til; fra de Kanter har den saaledes intet noget at vente. Andre Blade ere for kloge eller for taabelige til at sige noget — det er som man vil tage det til — de ere for kloge til at indlade sig paa noget, de ikke forstaa — Høflighed byder idetmindste at sige dette — og for taabelige til at kunne udtale en fornuftig Mening om slige Ting, dersom man da har Lov til at slutte fra, hvad man har seet til hvad man kan vente. Det er heller ingen Spøg at kritisere Kunstverker, og saaledes er baade Taushed paa den ene Side, og en daarlig Kritik paa den anden meget undskyldelige Ting; det sidste dog under Betingelse af, at man paa Forhaand lader Læseren eller Tilhøreren forstaa, at man ikke har noget Vet paa det, man taler om. Der skal en lykkelig Forening af Evner, Kundskaber og Erfaring til at kjende Lovene for det Skjønne, og eftervise dem i det foreliggende Kunstverk med Udsondring af alt det som strider imod dem. Dette er saameget vanskeligere ved de bildende Kunster, der ikke som Poesien (i Digtningen) betjener sig af Sproget, hvorved Tanken mere faar sin Form og Begrændsning. Man er ved de bildende Kunster mere henvist til Indtrykket og den umiddelbare Følelse, der saa vanskeligt lader sig gjengive i Ord. Om det som slet er, kan man vistnok prate adskilligt, uagtet det ogsaa i Regelen bliver mindre træffende; men med det rigtig Udmærkede har man ingen Udvei. Derfor sagde ogsaa LamartineLamartine] Alphonse de Lamartine, fransk diktar og politikar engang om et Maleri (af Poussin):Poussin] Nicolas Poussin, fransk målar «Det er saa godt, at jeg maa tie stille.»

Men Tingen er, at man skulde eftervise, hvorfor man var nødt til at tie stille; men saa taug man jo ikke igjen. Men, hvem har sagt, at man skal tie? Det er aabenbart intet andet end en Falliterklæring, naar man siger: Jeg kritiserer ved at tie. Kritikeren skal netop besvare Spørgsmaalet: «Hvorfor mishager eller tiltaler dette mig?» Han skal paavise de Love, som Alle maa bøie sig for. Men naar han nu ikke kan dette? Ja, saa er han ingen Kritikus. Men, naar nu disse Love ere saa aandige, at endog de mest udmærkede Mænd ikke kunne fastholde dem og stille dem frem til Beskuelse? Ja, saa ved jeg ikke, om der gives nogen Love, og det Hele opløses til et vildt og tilfældigt Spil, som den menneskelige Fornuft intet har med at skaffe. — — — — —

Dog, man tier ikke, iallefald ikke saa meget som godt gjorde. Naar nu Morgenbladets Kritikus kommer hjem, skal man se, han kan bruge Pennen. Det er saa deiligt, naar man kommer hjem, at læse en Fortolkning af de Følelser, man havde, medens man stod og beskuede Kunstverket: man nyder det nok engang og lærer saa meget til en anden Gang; og har man ikke seet det, saa faar man se det i Tankerne. Den gode Kritik skal give et levende Billede af sin Gjenstand, vel ikke saa levende, som man fordrer det af en god Beskrivelse — saaledes nemlig, at en Maler skal kunne male Situationen — men dog saaledes, at intet Væsentligt mangler i Billedet. Det er saaledes vor skandinaviske Udstilling vil have det; den er aldeles ikke tilfreds med at Peer og Paal, som have seet den, lægger sammen sine Meninger efter lidt privat Snak og gjør dem til en Slags offentlig Mening her i Christiania; den vil komme ud i Verden; den er endnu mindre tilfreds med at Peer roser hvad Paal laster; den vil blive bedømt af en Mand, som kan bringe baade Peer og Paal til Taushed ved at finde en almengyldig Grund, og bi nu lidt! Manden kommer vel snart i Morgenbladet.

Stakkels Kong Sverre af Michelsen,Michelsen] Hans Michelsen, bilethoggar hvor længe du har maattet bie! Du staar der med et Skjæg saa trodsigt, at det ikke lader til at ville vide noget af Kommen. Da du var nede i Berlin og blev bronceret maatte Tydskerne, som dog i Regelen have en god Skjæggerod, føle sig ydmygede af dit gjenstridige Skjæg. Man ser paa Trækkene i dit Ansigt, at du har kjæmpet mod Meget, men overvundet alle Hindringer; der er tillige noget Lidende i dine Træk; saaledes maatte du se ud, da du havde «helsetaget» dig paa Tønsberghus og stod svækket, men dog seirende paa Borgens Tinde; men der havde du ikke Rigsæblet og Sceptret, ligesaalidt som den kongelige Kappe, der i yndige Folder er slængt over Skuldrene; det var hjemme i Kongsgaarden du stod saadan eller paa Thinget. Det var Synd, du ikke skulde have Støvler, men Støvlerne vare vel ikke opfundne den Tid; du staar i «Husko,» saadane som man endnu bruger i Hardanger og Røldal f. Ex.; godt er det, om du har faaet andet paa dine Fødder end Barkesko, som du og alle dine Birkebenere gik med saamangen Dag. Man ser paa dig, at SnorreSnorre] Snorre Sturlason, islandsk historikar har skildret dig rigtigt, naar han siger: «Kong SverreKong Sverre] Sverre Sigurdsson, konge var ingen stor Mand, men naar han sad i Høisædet, var han høiere end alle de Andre.» Derfor sagde ogsaa en Bonde, da han i sin Snorre læste dette: «Sverre var saaledes som Katten, der ogsaa er størst, naar han sidder.» (Kan fortsættes.)




Nr. 211/1852; fredag 10.09.

[Kronprinsen på vitjing]

Korrespondance

Christiania, den 8de Septbr.

Hans Høihed KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge er kommen og — reist igjen til Gardermoen. Hans Ophold var kort, og stort længer bliver det vel ikke, naar han efter endt Feldtmanøver kommer tilbage. Hans Modtagelse i Mandags var ingenlunde høitidelig, men det kom deraf, at han indtraf før Tiden. Det norske Folk har sikkert den Takt, at det modtager sin Konge og Kronprinds paa en passende Maade, naar man blot giver det den nødvendige Tid til at forberede sig; men det staar ikke ydmygt og venter mange Timer før den fastsatte Tid, og en Konge, som forstaar at vurdere Selvfølelse hos sit Folk, venter heller ikke en saadan Underdanighed, men frydes netop ved at se sig som Hersker over selvstændige Mennesker, da det alene er hos saadanne, han kan vente kraftig Understøttelse, naar virkelig Fare er paafærde. Det maa derfor være en Misforstaaelse, naar man troede at spore et slet Lune hos Kronprindsen, fordi Modtagelsen var saa kold og uordentlig. Hs. kgl. H. Kronprindsen havde visselig den Skjønsomhed, at føle sig generet fordi Ruten faldt saa, at han ikke kom til den bestemte Tid, men fremkaldte en Forrykkelse i de trufne Forholdsregler til hans Modtagelse. Han indsaa vist, at det endog af en fyrstelig Mand er mindre klogt at sætte sig selv og sin egen øieblikkelige Bekvemmelighed over det hele Folks i en stor By, og derfor var sikkerlig Kronprindsen saa viis, at han fandt ganske i sin Orden, om han skulde have fornummet, at Folk fandt sig skuffedeskuffede] retta frå: skuffende ved den pludselige Ankomst, og at derfor Hurraraabene vare mindre levende end ellers vilde have været Tilfældet.

Det var nok alene det gule Korps, som passede Tiden og mødte ham; men ogsaa det var nær kommet bagud for Kronprindsens Vogn — som det berettes — thi det gule Korps var steget af Hesten oppe paa Veien og Trompeteren sad og passede paa. Men Vognen kom rullende med en saadan Fart, at Trompeterens Varsko ikke fik Korpset paa Hestene, før Vognen alt var kjørt forbi. I rivende Fart red det da efter og først ved Nybroen kom det foran. Da Vognen rullede gjennem Gaderne vare de saa tomme som de pleie paa den Tid af Dagen, da Folket tage sig Ro til at spise Middag, og det var først efterat Vognen var dragen forbi, Folk kom styrtende ud. Kronprindsen var allerede i Palæet, da Skuddene gik og vakte Folk op. Officiererne og Byens Autoriteter kom saaledes forsent, og mange af dem vare endog paa Veien udover for at møde Kronprindsen, da de fik vide, at han for længe siden var kommen. Har man overhovedet Lov til at slutte noget af Folks Udseende, saa forekom det mig, at de Herrer Officierer og Autoriteter baade vare flaue og ærgerlige. Der var et Virvar i Gaderne, saa godt som Nogen kunde ønske det, og udenfor Palæet syntes heller ingen Henrykkelse at straale ud af Publikums Ansigter. Det er neppe vist gjort af Hans Høihed Kronprindsen at gjøre et mindre godt Indtryk paa Folket; thi vel har slige Ting ikke noget egentlig at sige, men det er dog altid godt endog for en Konge at indrette sig saa, at han gjør et godt Indtryk paa Mængden; sligt kan saadanne høie Personer faa for et saa godt Kjøb, at det altid lønner sig.

Idag Kl. 8 bleve de, som sove ret længe, vækkede af mange Kanonskud, der bebudede at Kronprindsen reiste. Det var en svare Skydning og det er en Forsømmelse af mig, at jeg ikke skal vide, hvormange Skud en Kronprinds bør have. Han kjørte ganske tyst gjennem Gaderne: Mange vidste ikke, at han skulde reise da, og Mange laa vist endda og sov.

Igjennem Folketrængselen i Gaderne nogle Minutter efter at Kronprindsen var kommen, banede lange Rækker af Artilleri og Kavalleri sig Vei. De kom fra Fæstningen og skulde op til Gardermoen. Der kommer det til at gaa varmt til denne Maaned. Man skal indexerceresindexerceres] retta frå: indexeceres til Feldttoget, som mod Slutningen af Maaneden skal finde Sted. Ved Nitsundbro i Skedsmo skal Slaget staa. Den 13de (?) skal man ogsaa begynde at exercere op paa Etterstad og den 23de (?) skal Garnisonen og Krigsskolen storme opover GjelleraasenGjelleraasen] retta frå: Gjetteraasen til Skedsmo og op til Gardermoen, hvor den skal støde paa Forposterne af Armeen; der udspinder sig da en Fægtning, men den anrykkende Fiende bliver naturligvis dreven tilbage, og saa gaar det — siger man — nedover Skog og Mark med retirerende og forfølgende Fiender, hvor der da ventelig bliver smaa Sammenstød og Manøvrer om Bjergkullene. Der vil se krigersk ud paa de Strækninger. Bivouakilden kommer til at lyse i de mørke Høstnætter, og mangen modig Soldat kommer til at tage sig en Tur omkring den. Saaledes gaar det nedover, indtil man kommer til Skedsmos kuperede Terræn, hvor man Bakke op og Bakke ned vil skynde sig til Broen, der er det vigtigste Punkt i strategisk Henseende — i kommersiel naturligvis ogsaa, thi der betales Bropenge ved Bommen. Der kommer Kruddet til at brænde, dersom det ikke bliver altfor stygt Regnveir, og Vaabnene til at blinke, dersom Opholdsveir ikke tillade den lerede Vei at opsende sine Støvskyer og indhylle de Kjæmpende med samt deres blanke Vaaben. Jeg ved ikke, hvorledes Planen er, om det næsvise Korps, som kommer fra Christiania og foruroliger Forposterne, skal blive afskaaret Overgangen, eller om det efter en haardnakket Kamp kommer over, ventelig med Tab af sin BagageBagage] retta frå: Baggage. Krigsskolen maa vel være bestemt til at gjøre Underverker af Tapperhed, ligesom fordum den polytekniske Skole i Paris, som Napoleon kaldte Hønen, der lagde Guldæg. Imidlertid er der meget for at lade Hovedarmeen paa Gardemoen vinde, især da den er anført af Kronprindsen selv, medmindre Kongen, som inden den Tid er kommen, skulde have bestemt sig til at anføre den fra Christiania kommende Hærafdeling. Den, som ikke er indviet i Felttogets Detail, kan intet vide; han kan fremsætte de mest skarpsindige Gisninger, og Udfaldet kan gjøre dem alle tilskamme. Det er rigtignok ikke Skjæbnen, som her driver sit regelløse Spil, det er dens Hjerne, som har udkastet Planen; men Udfaldet kjender idetmindste ikke jeg endnu. Fremtiden maa lægge det for en Dag. Hvor Bakkerne omkring Nitsunds Bro kommer til at mylre af kjæmpende og tilskuende Mennesker! Hvor fulde blive ikke Husene i Skedsmo, og hvor trangt kommer ikke Husets Folk til at ligge disse Nætter! Hvor grumset kommer ikke Nitsundselven til at rinde, især hvis det tillige regner! Hvor mangt et Gjerde kommer ikke til at ligge overende, og hvor kommer ikke den høie Bro paa sine strittende Pæle til at slingre under de Flygtendes og Forfølgendes Trin! Slaget ved Nitsund kommer til at blive en mindeværdig Begivenhed. Hvor vil det finde sin Xenophon!Xenophon] Xenofon, gresk historikar Om nogle Menneskealdre vil det give en dramatisk Digter Sujetter, og for Øieblikket ondskabsfulde Mennesker Anledning til «Anmærkninger.»




Nr. 213/1852; søndag 12.09.

[Sagene]

Korrespondance

Christiania, den 10de Septbr.

Den Fremmede, som kommer til Christiania og ikke har altfor onde Stunder bør gaa op til «Sagene.» Det lønner godt Umagen at gaa der opover langs med Akerselven: man har en god Udsigt over Byen og Fjorden, og Akerssogn, som ligger til Høire og Venstre, er ogsaa værdt et Øiekast; Elven er rigtignok ikke «sølverklar», men saa danner den Fossehug, der ere noksaa smukke, og det som bedre er, de ere nyttige; de drive Møller, Stamper, Spinde- og Væverier, Olie- og Papirmøller, mekaniske Verksteder og Sténsliberier.

Imidlertid turde dog en Engelskmand falde i Forundring over at saamange Vandfald nær ved en Hovedstad ikke ere mere og bedre benyttede, og han turde meget let anføre dette som et Bevis paa, hvor langt Norge staar tilbage i Fabrikdrift, og hvorlidet vi endnu have lært at benytte os af Naturens Haandrækning.

Der er dog ikke saa liden Virksomhed langs Elven og større vil den snart blive; det gaar med hvert Aar fremad, og øges den saameget i de ti kommende Aar, som i de ti sidste svundne, saa vil endog en Engelskmand finde sig hjemme op ved Sagene; det Eneste, han vil savne, er Sténkulsrøg, uagtet enkelte Maskiner allerede drives med Damp; han vil forhaabentlig ogsaa savne Arbeidere, som have arbeidet sig skakke, skjæve og lidende. Det er klart, at Sagene bliver en Fabrikby; den har alle Betingelser til at blive det; og Hædersmanden BiermanBierman] Johan Fredrich Biermann, handelsmann har ved sit Testament sørget for Skoler til denne vordende By.

Af «Sager,» hvorefter Strøget har sit Navn, er der nu ikke mere end én igjen, og den er daarlig nok. Det er intet Tømmerdrag.

Møllerierne ere de ældste Indretninger deroppe. Grüners Mølle er vistnok den største; den ligger ved det nederste Fossefald, og dens Bygninger og Have gjør Herligheden til en smuk Nabo for Byen. Det turde interessere Mange at se hvormange Tønder, der aarlig males paa Grüners Mølle, uagtet de ikke havde læst David HumesHumes] David Hume, skotsk filosof lærde Traktat om Mél, men af mig er desværre ingen saadan statistisk Tabel at bekomme.

Af Spinderier skal der være fire og af Væverier tre; forresten er ét af disse nede i Møllergaden, hvor det «durer» noksaa godt for Naboerne.

Der er tre Finérsage og én Klædesstampe, som tilhører Tugthuset.

Der er trende Papirmøller, GladsGlads] Fredrik Glad, industrimann og RollsRolls] Oluf Roll, ingeniør & Stabells.Stabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Denne sidste er en prægtig Indretning og den vidner fordelagtigt om sidstnævnte Herrers Magt og Foretagelsesaand. Det vilde være Skam, om en saa staut Indretning ikke skulde svare sig godt.

Der er tre Oliemøller og to Sæbesyderier, to eller tre Teglverker og et Sténsliberi, Hiula. Det er smukke Sager disse Svenskene slibe, og jeg mindes ikke bedre end Prøver bleve sendte til Udstillingen i London. Mekanismen ved denne Gnidning synes ganske simpel, og de tarvelige Svensker, der gaa i sin Nationaldragt, skulle gjøre ret gode Affærer.

Af mekaniske Versksteder er der tre. «Akers Verksted,» der blev anlagt 1841, er det største. Det beskjæftiger gjennemsnitlig 60 Arbeidere, og det leverede i Aaret 1850 Arbeider for omtrent 22,000 (?) Spd. — Strax ovenfor er Hr. JensensJensen] Jens Jensen, industrimann Verksted; det beskjæftiger omtrent 30 Arbeidere.

En Mekanikus Isacksson,Isacksson] Ivar Isachssøn, mekanikar der i flere Aar har været Bestyrer ved Arbeidet paa Akers Verksted, har ogsaa nu faaet sig et eget Verksted strax ovenfor; det drives med Damp, og Indretningen ser meget hensigtsmæssig ud. Hr. Isacksson, der fra en simpel Arbeider har taget sig op, er en talentfuld ung Mand, og der er vel neppe nogen Tvivl om, at hans Verksted jo med Tiden vil blive det bedste. Det falder imidlertid haardt for ham nu i Begyndelsen, da Alt skal anskaffes og der er saameget større Verksteder tæt ved Siden; men naar Isacksson bliver mere kjendt, er han forhaabentlig hjulpen. Han søgte om Stipendium til en Udenlandsreise og Akers Formandskab anbefalede ham paa det Bedste. Hans yngre Broder er hos ham, og han lærer ogsaa at blive en særdeles dygtig Mand. Deres Verksted beskjæftiger omtrent 13 Arbeidere; jeg saa der en Dampmaskine paa 3 Hestes Kraft til et Brænderi; den saa godt ud og Arbeidet gik fermt fra Haanden. En Bogtrykkerpresse var ogsaa under Arbeide; den bliver bestemt fuldt saa smuk, som de, jeg har seet af udenlandsk Arbeide. Hr. Isacksson har ogsaa drevet paa med Filhugning ved Siden af sin Virksomhed paa Akers Verksted; nu har han indtil videre indstillet dette Arbeide. Han har forresten en meget sindrig Maskine under Arbeide til at hugge File med.

Nede i selve Byen er ogsaa tvende smaa mekaniske Verksteder, nemlig det, som Pedellen paa Latinskolen har til Forfærdigelse af sine bekjendte Hakkelsemaskiner, og Mekanikus ZarbellZarbell] Niels Andreas Zarbell, mekanikar skal ogsaa have et andet lidet godt Verksted.

Det kunde være ganske i sin Orden at se en noget detailleret Beretning om alle disse Anlæg; der er mange Mennesker, som have megen Sands for slige Enkeltheder og statistiske Notitser.

Ved at gaa igjennem alle disse Indretninger og se Folk arbeide, overtydes man let om, at de Norske kunne blive fortrinlige Fabrikarbeidere. Det er da ogsaa en Kjendsgjerning, som Ingen lettelig vil modsige, at den norske Nation er meget «hændig», som man træffende siger i Almuesproget; man behøver kun at gaa ind til Hr. de Connichde Connich] Edmund de Coninck, dansk treskjerar for se dette; der er mange udmærkede Ting i hans Udsalg af træskaarne Sager. — Folk komme herind fra Landet og bruge Kniven og Gravstikken som de skulde have holdt ud sine LæreaarLæreaar] retta frå: Lereaar, og mange af dem lægge for Dagen et mærkeligt Anlæg til bildende Kunst.




Nr. 217/1852; fredag 17.09.

[Prøveførelesingar i jus; kongen kom ikkje; teaterkritikk]

Korrespondance*)

Christiania, den 15de Septbr.

Til den ledige Lektorpost i Lovkyndighed holder nu om Dagene de tre Herrer, Kandidaterne Schmidt,Schmidt] Julius August Schmidt, jurist AschehaugAschehaug] Torkel Aschehoug, jurist og BrandtBrandt] Fredrik Peter Brandt, jurist Prøveforelæsninger. De lader alle tre til at være flinke, og det synes ikke at blive nogen let Sag for Fakultetet at vælge. Et væsentligt Fortrin har dog Kandidat Schmidt ved sit klare Foredrag og sit dialektiske Mesterskab, men det er Egenskaber, som Erfaringen viser at være mindre væsentlige for en Universitetslærer, og navnlig for en juridisk; dette synes noget rart, men det er dog visselig saa. Man kræver Grundighed, og jo mere hakket man taler, desto grundigere synes man at være; man har ligesom saa mange Tanker, at man ikke kan faa Bugt med dem, og man aner et Tankens Dyb under Talens Uklarhed. Andre paastaa imidlertid, at Talens Klarhed følger af Tankens Klarhed og Grundighed, ligesom Lyset følger med Solen; men Meningerne ere engang delte, ogsaa om denne Ting, og vist er det, at de fleste veltalende Mænd blive beskyldte for Overfladiskhed. Dette er ikke saa forunderligt som det synes: der er noget vist Hemmelighedsfuldt og Dæmonisk ved et Væsen, som ikke kan tale, og uagtet jeg holder af en klar og sammenhængende Tale, saa har jeg dog en Slags overtroisk Respekt for Mennesker, som tale dunkelt og usammenhængende og ligesom snakke hen for sig selv, og ser jeg en Abekat, f. Ex. ind i Øinene, forekomme de mig saa dybe og uudgrundelige, at jeg næsten tror ham rugende over Skabningens hele Mysterium, blot han kunde tale. Dette er vel igjen Filososi, som jeg faar «Stryk» for! Det er mærkeligt med den Filosofien. Kand. Schmidt forviste den fra Statslæren i sin ene Forelæsning og gav mange store Filosofer drøie Skoser, men desuagtet behagede han ikke Flere, jeg har talt med, og jeg er vis paa, at disse gode Herrer ikke kjendte meget til Filosofien; derimod faldt Aschehaug i deres Smag, og han var muligt mere filosofisk af sig. Jeg derimod, som er beskyldt for at floskulere filosofisk, holdt mere af Schmidt, uagtet han gjorde aabenbar Nar af slige Mennesker; men han gjorde det godt, det er sandt, og det forandrer kanske Sagen.

Man har fornemmelig i Morgenbladet beskyldt Juristerne og navnlig de juridiske Professorer for at være altfor lidet filosofiske, og at Naturretten fik liden eller ingen Plads i det juridiske System; selv DHrr. Storthingsrepræsentanter SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar og LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar lod sig forlyde med det samme. Er denne Klage begrundet, saa er det vist, at hin ufilosofiske Retning naaede sin Høide i Kand. Schmidts Forelæsning; det vil nemlig vare længe inden en Mand med Schmidts Dygtighed saa bidende gjennemhegler filosofiske Theorier. Dersom Morgenbladet nu var det samme som før, vilde det slaa paa sin Tromme.

* * *

Sommeren har varet baade vel og længe iaar, og det saa næsten ud til, at den ventede paa Kongen.Kongen] Oscar I, konge Den har dog ikke holdt ud at vente, indtil Kongen kom. Igaar da Kongen skulde komme, var Sommeren reist sin Vei, og en kold Høstvind feiede Støvet i Gaderne. Det var koldt og uhyggeligt, og her var vist flere end mig som beklagede, at Sommeren var reist, før vor gode Konge kom og kunde fryde sig med os i den; — Blomsterne i Slotshaven syntes at være af samme Mening: de «sturede» og ludede med sine skjønne Hoveder; men Sommeren maatte vel reise til en anden Egn og glæde sine Væsener, som der ventede paa dens Komme.

Mod Aftenen syntes dog Sommeren at angre paa sin Bortreise og tænke paa de følelsesfulde Væsener, den havde forladt: den kom tilbage omtrent paa den Tid, Kongen skulde komme; men Kongen kom ikke, og med Natten reiste den igjen.

Henimod Kl. 5 var her livligt i Byen. Alle Forberedelser til Kongens Ankomst bleve trufne og Publikum stod ogsaa og ventede paa Landningsbryggen, hvor Alt saa festligt ud. Flagene legte fra Mastetoppene og Alt var søndagsligt.

I Mørkningen gik Mange hjem, men Mange dreve ogsaa i Gaderne til sent paa Natten.

I hele Dag har man ogsaa ventet. Paa Slottets Tag har staaet Vagt for at signalisere naar Dampbaaden bliver synlig; da vil der blive skudt og Liv komme i Byen. Kongen kommer vel ikke før mod Aftenen; han tog sandsynligvis ind i Gothenborg igaar; kanske ogsaa, der stormede saa ved Lübeck, at han ikke engang tog ud derfra i Forgaars, og isaafald kommer han ikke før i Morgen hid.

* * *

Med Theatersaisonen er ogsaa Theaterkritikerne komne i Virksomhed og Hovedbladenes Læsere faa sig lidt Æsthetik, der smager saameget bedre som ogsaa den er Gjenstand for Partistrid ligervis som Politiken. Jeg taler ikke her om den naturlige Uenighed, som maa herske mellem Morgenbladets og Postens Æsthetikere; denne Uenighed er given i og med disse Blades respektive Stilling til hinanden. Her mener jeg blot den Uenighed mellem disse Æsthetikere, som reiser sig af, at hver har sine særegne Bekjendtskaber og sine visse Personligheder, som man har fattet Godhed for. Om slige Kritikere, som Hovedbladenes Theateranmeldere, danner der sig meget naturligt bestemte Grupper af Kunstnere, som ville staa paa en god Fod med Mænd, der ved et Par Pennestrøg kan gjøre et Menneske til Kunstner og Stymper. Men misforstaa mig ikke som vilde jeg hermed sige noget Ondt om nogen Mand! Langtifra! Det hele er jo blot til at le af. Slige Partier og Kliker ere jo dog det Morsomste af Verden. Om en Theateranmelder holder med JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar og en anden med HagenHagen] Carl Hagen, dansk skodespelar og Wihe,Wihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar kan aldrig gjøre et Grand. Jeg holder med dem alle tre og det gjør vist andre Mennesker ogsaa; kun ikke Postens og Morgenbladets Kritici.

Denne Forkjærlighed for nogle Enkelte fremtraadte især tydeligt i Postens Anmeldelse af Rollerne i «Kean.» Der var Jørgensen slet, sagde Posten, og Hagen og Wihe gode. Morgenbladet holdt paa Jørgensen og til en Afvexling var Publikum den Gang enig med Morgenbladets Theateranmelder.

Denne Postens Kritik over Jørgensen vakte en «dyb Indignation,» og nægtes kan det heller ikke, at Kritiken var uforsvarlig mod en saa dygtig Mand som Jørgensen; thi Jørgensen er dog visselig den mest talentfulde af Skuespillerne heroppe, naar man endelig skal snakke om en saa unødig og hadefuld Ting som en Sammenligning. Dette er for længe siden erkjendt og det nytter ikke at protestere derimod; men Postens «lille Minoritet» protesterer, og Jørgensen er maaske saa taabelig at ærgre sig og Hagen og Wihe kanske saa enfoldige at være krye. Det er fortræffeligt og Publikum, der finder sig vel ved Stridigheder, kan takke for al denne theatralske Galimathias.

* * *

*) I min næstsidste Korrespondance berettede jeg som et Rygte, at det gule Korps kom bagud for Kronprindsens Vogn. Dette skal ikke forholde sig ganske saaledes.




Nr. 219/1852; søndag 19.09.

[Så kom kongen; engelsk kapital]

Korrespondance

Christiania, den 17de Septbr.

Først igaar Kl. 5 kom Hs. Maj. Kongen; det var haardt Veir, som havde opholdt ham, og den Ængstelighed, man følte, forsvandt, da Kanonskuddene forkyndte, at den kongl. Dampkorvet var i Farvandet. Veiret var smukt og en talrig Menneskemasse strømmede til Bryggerne, hvor man imidlertid fik vente over to Timer. Saavel ved Landstigningen som ved Palæet blev Hs. Majestæt hilset med levende Hurraraab, sikkert mere levende end sædvanligt, og det var da ogsaa ganske naturligt, saavel i Betragtning af hans forbedrede Helbred som hans Frisind, der i slige Tider som disse, maa vække sand Glæde endogsaa hos dem, der ellers betragte et saadant Sindelag som Noget, der falder af sig selv og som derfor ikke paaskjønnes. Men i disse Tider maa Modsætningen mellem OscarOscar] Oscar I, konge og de fleste øvrige europæiske Monarker fremtræde skarp endogsaa hos de mest Tankeløse og vække deres Glæde og Taknemmelighed. Vel er det saa, at vor lykkelige Forfatning er det bedste Værn; men man ser jo, hvorlidet Forfatninger hjælpe i disse Tider, og en konstitutionel Konge kan desuden ret vel i Mangt og Meget handle i reaktionær Aand, uden egentlig at gjøre Brud paa Statsforfatningen.

Bladet «Freischütz» omtaler Oscars Ophold i Hamburg og roser hans Fordringsløshed og Frisind. Det maa vække smertelige Tanker hos en frisindet Tydsker, at se en saa fordringsløs og frisindet Monark som Oscar; netop derved bliver han var, hvor sørgeligt det staar til i hans eget Land, der saa vel fortjente gode Fyrster; netop derved er han nødt til at tænke paa det Sørgelige i Forfatningsbrud naar han ser en lykkelig Monark, der respekterer Forfatningen og — lig sit eget Folk — ligesaalidt bliver svindel af Revolutionen som forblindet af Reaktionen, men jevnt gaar fremad paa Udviklingens Vei. Det var ellers mærkeligt, at «Freischütz» fik Lov til at trykke en saadan Lovtale, der med Nødvendighed indeholdt en indirekte Daddel mod de tydske Regenter, som Alle véd ikke ligne vor Oscar i dette Stykke.

Iaften, hedder det, skal Studenterne synge en Velkomstsang til Kongen. Sangen skal være forfattet af MunchMunch] Andreas Munch, diktar og den maa vist være smuk.

Man ser deilige Vogne i Byens Gader, og Folket færdes meget paa Gaderne og op mod Slottet. Christianias Fysiognomi er mærkelig mod i Sommer i den stærkeste Hede; da var her tomt i Gaderne og man mødte ikke andre end almindelige borgerlige Folk, saaledes som i de andre Byer; Byen var da indskrænket til sin naturlige Livlighed og Rørelse; men nu er Embedsmændene og de Studerende komne tilbage; Byen er bleven en Hoved- og Universitetsstad, og nu, da Kongen er kommen, er den tillige bleven en Residentsstad; den Kunstighed er iøinefaldende; den er affekteret; den er næsten som en Mand med det samme Rusen begynder at virke.

* * *

Mange ere rædde for, at Englænderne komme til at faa altfor stor Indflydelse hos os, og at de med sin Pengestyrke snart komme til at eie os med Hud og Haar. Denne Banghed omtrent har været udtalt i Lillehammer Tilskuer, der tog Anledningen til at udtale sig af Mjøsdampskibenes Salg til Engelskmændene. HomanHoman] Jacob Homann, advokat svarer i Morgenbladet paa Engelskmændenes Vegne og mener, at man nok kan faa kjøbt Dampskibene igjen paa billige Vilkaar. — Engelskmændene ere for kloge til ikke at gaa pent frem især i Begyndelsen, og naar de have kjøbt sig Indflydelse nok, kan Ingen fortænke dem i, at de udøve den; og den, som paa den anden Side er saa fattig, at han maa sælge sin Magt, han har ikke Lov til at klage, fordi han har mistet den. Fattigdom og Uvidenhed kan ikke vente at herske og være fri i Længden. Er Oplændingerne med sin gjennemsnitlige Gjæld af to Trediedele paa sine Eiendomme nødte til at sælge Alle sine Gaarde og Herligheder til Englænderne — forudsat at disse ville kjøbe — saa er det taabeligt at klage over engelsk Indflydelse; den har Indflydelsen som har Magten, det er som det bør, eller det kan ikke være anderledes. Det gaar ikke an i disse Tider at stænge sig inde med sin Fattigdom; man maa aabne Døren af sin Hytte for Civilisationen, og kan man ikke bo sammen med den, maa man rømme ud; Rigdommen og Civilisationen vil gjøre Hytten til en anstændig Vaaning og dermed er Landet vel tjent. Kan nok hænde, at der i disse Vaaninger vil blive et større Tjenerskab end der fordum var i Hytterne, men saa er der ogsaa Herrer og Husbønder, som baade vil og kan udrette noget Godt og Dygtigt. Den almindelige Armod og Uvidenhed er det Elendigste af Alt.

* * *

Naar almindelige Avisskrivere «kjægle» og trætte, forundrer man sig ikke, fordi man ikke venter Andet af slige Folk; endogsaa juridiske Embedsmænd have Lov til at trætte indtil en vis Grad, dels fordi de ere mere eller mindre beslægtede med Prokuratorerne, og dels fordi den almindelige Mening siger med Luther:Luther] Martin Luther, tysk reformator «Die Juristen sind böse Christen»; men Præster have ikke Lov til at trætte og det er dem næsten forbudt at skrive i en saa ugudelig Ting som i en Avis; om religiøse Materier maa de nu aldeles ikke skrive der. Og dog har en Mand i Morgenbladet for idag skrevet om religiøse Ting; han har nemlig advaret Præsterne fra at være altfor store Riddere paa Bogstaven og bedet dem om at følge med Naturvidenskaberne og Tidens Fremskridt; et forfængeligt Ønske og jeg kan ikke tro, at nogen Præst har fremsat det; det maa være en Jurist, Mediciner eller simpel Avissmører, og forsaavidt er det ikke saa galt, som det kunde være. Forunderligt er det imidlertid, at Forfatteren heller ikke har taget Præsten i Skole siden han vilde skrive om geistlige Ting; thi Posten har for ikke ret længe siden indeholdt en saa god «Avisflaaerpolitik» som nogen kan forlænge, og det mellem trende Præster eller geistlige Mænd; det angik Psalmesagen og WexelsWexels] Wilhelm Andreas Wexels Psalmebog, som man vil have indført her i Christiania. En M. L. angreb Wexels Psalmebog og angreb den drøit, næsten ligesaa drøit som det skulde være en Kritikus, der flaksede med et Bind mislykkede Digte, eller som en opløben Gut, der i Morgenbladet kastede sig paa en ny Bog f. Ex. Asbjørnsens Ydale. Denne M. L. svarer igjen en Mand, formodentlig en Theolog, og som er ligesaa bitter mod M. L., som denne var mod Wexels Psalmebog. Man bliver næsten bange ved at se Sligt i en saadan Materie og det i et saa pent Blad som Posten. Svarer nu M. L. igjen og hans Angriber ligesaa, bliver man bestemt nødt til at kalde paa Politiet.




Nr. 223/1852; fredag 24.09.

[Hostrups Mester og Lærling; Fredrik Dreiers fritenking]

Korrespondance

Christiania, den 22de Septbr.

«Mester og Lærling,» en Femaktsfarce af HostrupHostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar er nu kommen herop paa Scenen. Farcens Hovedperson er Flyvepostens Redaktør;Flyvepostens Redaktør] Edvard Meyer, dansk redaktør det er kjendeligt, hvad end Hostrup skrev derimod i «Fædrelandet,» da bemeldte Redaktør var saa tankeløs at lade sig mærke med, at Stykket var myntet paa ham. Hostrup var ikke oprigtig den Gang; havde han følt sig kaldet til at angribe en Mand paa en saadan Maade, saa burde han have havt Mod til at vedkjende sig det, og derved give sin Farce saamegen Vegt, som han kunde, istedetfor, efter Ordsproget, «at løbe som Geden fra sit døde Kid.» Hostrup baade vilde angribe og vilde ikke; han vilde hugge og ikke holde i Skaftet og gjorde sig derved skyldig i samme Dobbeltgjængeri som den Redaktør, han har gjor til en elendig Person. Flyvepostens Redaktør burde have svaret med en Farce paa Hostrup og indflettet HolbergsHolbergs] Ludvig Holberg bekjendte Udtryk:

«Naar Ulv mod Ulv paa Klingen gaar
og vil moralisere,
Han svar’: Vi dræbe begge Faar,
vi begge Ulve ere.»

Hostrup kunde saameget heller have vedkjendt sig sine Hensigter, som Flyvepostens Redaktør blot er en Repræsentant for det almindelige Slæng af uvidende og elendige Avisskrivere. Der er vistnok noget lokalt og personligt ved ham, men i Hovedtrækkene er han saa almengyldig, at man kjendes ved ham overalt, hvor man er velsignet med Aviser. Farcen er forsaavidt god, og det var ingen ueffen Tanke af Direktionen, at lade den opføre paa Christiania Theater. Ved denne Almengyldighed i Karakteren bliver den poetisk og Farcen etslags Kunstverk, der har Lov til at komme paa Theatret. Denne Farce er ikke som saamange andre et raat Angreb, en lidenskabelig Brutalitet; den er en Kamp, der fores med Viddets og Satirens Vaaben mod den slette Presse; iallefald har Forfatteren villet bruge saadanne Vaaben, og Villien til det Gode er allerede Meget.

De kjøbenhavnske Kritici klagede ifjor, da Stykket først blev givet, at Ellefolkene har formeget at bestille paa Scenen. Det er aabenbart en Armod hos Forfatteren, at han maa kalde Ellefolkene til Hjælp i den dramatiske Knude og Løsning, især da han ikke lader dem være Bærere af store og poetiske Ideer, men gjør dem til fjantede og tossede Væsener. Dette i Forbindelse med Spidsborgeligheden, som skuffer dem, viser sig at være deres Søn og prater med dem, gjør Stykket til en komplet Farce i første og sidste Akt, hvor Øiet vel kan frydes ved smukke Dekorationer og Illuminationer, men hvor den egentlige Handling er et Væv af Tankeløshed. Midten af Stykket er derimod god; der kjender man Hostrup igjen.

Mange ville sige, at Hostrup ikke er saa god nu som i sine tidligere Arbeider. Jeg har ikke saamegen Kjendskab til ham, at jeg derom kan have nogen Mening. Imidlertid forekommer han mig fuldt ligesaa kvik i de mellemste Akter af «Mester og Lærling» som i nogen af sine andre Stykker; men han har i den senere Tid skrevet Femaktsstykker, og dem synes han ikke ganske at kunne magte. Det er forresten meget naturligt, at man angriber ham for strængt nu, siden man bestemt roste ham formeget i Begyndelsen; det er Reaktionen, som kommer kastende sig over ham, og DilettanternesDilettanternes] retta frå: Dilletanternes Egenkjærlighed og Forfængelighed angrer desuden snart sin Gjerning, naar de komme efter, at de have været saa ulykkelige at rose en Mand eller tie til hans Ros, og de slippe ham da ikke, førend han enten er ødelagt eller bleven for stor til at kunne skades. Det falder haardt at lade en Mand voxe de Andre over Hovedet, man vil helst, at Alle skal være lige smaa; det er Lighedsprincipet.

Fra Kjøbenhavn er i den sidste Tid kommet et andet literært Produkt: «Aandetroen og den friere Tænkning»Aandetroen og den friere Tænkning] Frederik Dreier: Aandetroen og den frie Tænkning (1852) af en Dreier.Dreier] Frederik Dreier, dansk forfattar Det var denne Dreier som angreb GoldschmidtsGoldschmidts] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar literære Virksomhed iligemaade som vor «Idun.» Det forekom mig forvovent gjort af Dreier at angribe en Mand som Goldschmidt, men efter at have læst denne hans sidste Bog, finder jeg intet forvovent deri. Dreier staar sikkerlig over Goldschmidt i Stilens Klarhed og Styrke, hvorvel Dreier neppe har den lette, vittige og legende Pen som Goldschmidt. Det er sjelden at læse et saa energisk Sprog som hos Dreier; det ligner det Proudhonske,Proudhonske] Pierre-Joseph Proudhon, fransk anarkist og Tankerne ere ikke mindre Proudhonske. Han angriber Alt: Religion, Kirke og Stat; han vender op og ned paa Alting, nedbryder Alt uden naturligvis at kunne sætte noget Holdbart i Stedet. Det skal undre mig, om en saa gudløs Bog nogensinde er bleven trykt; men den gaar tillykke altfor vidt til at være farlig. Karakteristisk er det iallefald for Tiden, at en saadan Bog udkommer. Forfatteren siger, at Tiden er for slige Bøger, og han paapeger adskillige Omstændigheder for denne sin Paastand, f. Ex. det almindelige Fritænkeri hos de dannede Klasser, Præstestandens Indstivnen i Formerne, og deres deraf følgende Vanmagt til at kunne tilfredsstille Almuesmandens religiøse Trang, hvisaarsag man kaster sig i Armene paa slige Galskaber som Mormonismen. Kanhænde, at det i Danmark er saaledes som Hr. Dreier siger, jeg véd det ikke; men her i Norge er det ikke saaledes; geistlige Mænd skrive baade i Aviser og Tidsskrifter, at «Troens Gjerning» stadig gaar frem hos os nu, og en svensk Forfatter, der blev oversat i Christianiapostens Sprog, sagde det Samme; thi maa det være sandt.

Kjøbenhavnsposten har gjort Nar af Dreiers Bog; det er det Bekvemmeste; Geistligheden lader vel som Bogen ikke var til eller ogsaa lette paa Skuldrene til den; det er endnu mere bekvemt. Hr. Dreier burde ogsaa have taget sig Tingen bekvemt og ikke skrevet om slige Ting, selv om han havde været mere moderat. FontaineFontaine] Jean de la Fontaine, fransk forfattar siger nemlig: «Om jeg troede at holde alle Sandser i min Haand, skulde jeg vogte mig for at aabne den.» Og GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe siger, at man skal skrive for Verden — — — — — — — —

«In bunten Bildern wenig Klarheit,
Viel Irrthum und ein Bischen Warheit.»

Saaledes skal man altsaa skrive, og naar man er saa urimelig som Hr. Dreier, skal han tie bomstille. Iøvrigt er det vel bedst at skrive saa godt man véd og kan; man kan endda være vis paa, at der bliver Vildfarelser nok i det.




Nr. 225/1852; 26.09.

[Genialitet på teatret; Rolf Olsens teaterpolemikk; utstykking av jord; krigsteater i Skedsmo]

Korrespondance

Christiania, den 24de Septbr.

Under Rubriken: «Theatret» føres der i Posten og Morgenbladet en meget vigtig Strid i disse Dage. Den angaar hverken mere eller mindre end hvorledes et Geni bærer sig ad i Verden. Anledningen er tagen af «Keans» Roller, som Posten fandt at JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar ikke gav genialsk nok. Posten mener nu at Geniet er fint, let og overhovedet en Salonhelt, medens Morgenbladet tror, at Geniet nok kan være mindre slebent og raat, om det kniber*). Dette er et vigtigt Tvistepunkt, og som over alle slige vigtige Spørgsmaal kan man disputere til Verdens Ende, uden at komme til nogen Enighed, men derfor bliver Spørgsmaalet lige vigtigt, og man maa vide de ærede Blade Tak, fordi de uforfærdede kaste sig over slige vigtige Materier. Vel er Spørgsmaalet ikke videre praktisk, da vi ikke har synderlig mange Genier, men hvad vi ikke har, kan vi faa. Forresten gaa mange med Bikkjer, og det har til alle Tider været anseet som et Geniets Kjendemærke.

For Posten og Morgenbladet selv er iallefald Spørgsmaalet upraktisk; thi hvad der er vist, det er, at hverken Posten eller Morgenbladet er noget Geni; vel gjør Posten Fordring paa, at være fin og selskabelig dannet, og Morgenbladet er unegteligt baade raat og grovslagent, og saaledes kunde begge passere for Genier, efter deres egen Forklaring.

Begreberne om det Genialske har været forskjellige til de forskjellige Tider. I Frankrig har man maattet være saadan, som Posten vil, for at kunne gjælde for Geni, og foruden det naiv og grændseløs ulykkelig i Kjærlighed, — en Smule Skjødesløshed, navnlig i sin Paaklædning og et fantastisk Haar, og et vist forrykt Ansigt var ogsaa anbefalende.

I England navnlig paa «Keans» Tid maatte man kunne bore og drikke Madeira for at være et Geni, — kunde man spise en Mængde spansk Peber og tilslut skyde sig en Kugle for Panden var det saameget bedre.

Her i Norge har unegtelig Genialiteten været noget grovkornet af sig og den har især ytret sig i at gjøre dunkle Vers, fyldte med ufordøielige Billeder. En Genialitet, som Posten vil have den, kjende vi neppe til; vore berømte Mænd, som have været glatte og slebne, have været Alt undtagen Genier, idetmindste har Verden intet faaet at vide af deres Genialitet; de maa have benyttet den til eget Husbrug, om de hendelsesvis skulde have eiet nogen. Ad den historiske Vei bliver det saaledes ikke let at løse Morgenbladets og Postens Tvist: man kommer til Resultater, som snart tale for den Ene og snart for den Anden; imidlertid turde det dog hende, at Forskningen blev mest gunstig for Morgenbladet, det vil sige, at Geniet blev at bestemme som et vildt og ubehøvlet Væsen, der vilde gjøre en elendig Figur i Salonnerne, hvor den slikkede Aandløshed altsaa feirer sine Triumfer. Det er deilige Resultater, man kommer til! —

* * *

R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar har i sidste Tilskuer begyndt et, som det lader til, temmelig langt og drøit Angreb paa Theatret, og ret grundigt eftervist, at det ikke staar saa vel til med Theatret, som det sidste Regnskab lod formode, navnlig har han dvælet ved BorregaardsBorregaards] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann Ansættelse som «artistisk Direktør.» Artikkelen er skreven med den samme kunstmæssige Anordning af Stoffet og det udmærkede Sprog, som man er vant til at finde hos denne Forfatter. Det er ikke lidet karakteristisk for vore Avisforholde, at denne for Tiden uden Tvivl bedste publicistiske Pen skal være ledig. — Posten forsvarer sig idag, fordi den havde negtet Optagelsen af bemeldte Artikel. Det er et Forsvar, saadant som Posten kan give det.

* * *

For en Tid siden oversatte Posten fra engelsk en lang Afhandling om Nytten af Jordudstykning; den bugnede af lærde Citater og Exempler, hentede fra forskjellige Lande, for at bevise, hvor nyttigt det var, at Jorden blev udstykket. Til dette svarede «Tilskueren» i et Par lange og morsomme Artikler, der hovedsagelig gik ud paa, at bevise det Modsatte. Nu idag begynder Posten selv at angribe Tilskueren og bevise det Modsatte igjen, hvorhos den paaberaaber sig Autoriteter hertillands som SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og Assessor Hjelm.Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant Der er al Rimelighed, at Tilskueren svarer igjen og beviser det Modsatte, naar nu Posten har faaet snakket fra sig. Dette er et Thema lig det om «Genierne» som man kan disputere om til Verdens Ende uden at komme til noget Endskab. «Men dette er jo en fortvivlet Ting, naar det gjælder slige vigtige Materier som Jordutstykning.» Neimæn er det ei: Man skal lade Forholdene stille sig saaledes som de vil, og da kan man i dette Stykke være vis paa, at Folkets sunde Sands vil træffe den rette Middelvei mellem for store og for smaa Jordbrug. Lovgivningen kan neppe gjøre andet paa dette Felt, end at lade Alt være frit, og lade som den hverken vidste af den ene Theori eller den anden. Slige Undersøgelser kan være morsomme at læse, især naar de ere saa originale og kvikke som i Tilskueren, men i Livet ere de bestemt ligesaa ørkesløse som Disputen om Geniet arter sig raat eller galant. Geniet er ikke bundet til slige Udvortesheder ligesaalidt som Statsvisdom stikker i Tabeller, som ofte ikke ere stort at lide paa.

* * *

Fra Krigsskuepladsen op ved Nitsund Bro er intet Nyt. Armeerne skal ligge og manøvrere mod hinanden. Kurerer afgaa og ankomme, kan man tænke; Tilskuere reise op og kommer tilbage, og BennetBennet] Thomas Bennett, engelsk-norsk reiselivsmann staar med sine Vogne ikke længer ledig paa Torvet. Der laa noget melankolsk i Soldaternes Ansigter, da de troppede afsted i Tirsdags (?), men Officiererne sad stolte paa sine Gangere; jeg tænkte paa Mammelukkerne og Pyramiderne. Forresten skal nok Feltslaget være en Fortsættelse af et under Carl XII,Carl XII] Karl XII, svensk konge som ikke kom istand.

* * *

*) De snakke hver i sin Interesse, kan man se. Red. Anm.




Nr. 229/1852; fredag 01.10.

[Prins Gustavs død]

Korrespondance

Christiania, den 29de Septbr.

Det høie Dødsfald har gjort Byen forstemt og indhyllet den i Sort. Det er bestemt andet end Vane og Sagn, som gjør Sort til en Sørgedragt; der ligger noget Uhyggeligt og Nedslaaende i den sorte Dragt, og at vandre gjennem Christiania Gader i disse Dage skal ikke bidrage til at lette Sindet; man bliver forstemt ved at møde alle disse sorgklædte Mennesker, selv om man efter den menneskelige Sædvane ikke sørgede over Andet end det, som vedkommer En selv personlig, og saaledes letsindig ingen Deltagelse følte med vort gode Kongehus i dets dybe Sorg. Den sorte Dragt bidrager saaledes til at fremkalde en indre Sorg, istedetfor den udenpaahængte, som Skikken foreskriver. Det er derfor daarligt betænkt, naar man ivrer mod slige Udvortesheder, som f. Ex. en almindelig Sørgedragt; man har ingen anden Raad med tanke- og følelsesløse Mennesker end at tvinge dem med slige paatagelige Midler. Samfundet maa sørge, for at sikre sig, at hver enkelt Mand ogsaa sørger efter Pligt. Overlod man Enhver til at sørge som han fandt for godt, stod man Fare for at Sorgen ikke kom til Alle. At man hos Enkelte fik mere inderlig og sand Sorg paa den Maade, kunde ikke erstatte den fælles Sorg; Kvaliteten kunde ikke erstatte Kvantiteten.

Det er dog virkelig beklageligt, at man ikke skal kunne tale om en Sorg eller Glæde, som rammer Fyrstehuset, uden at synde imod den sunde Takt. Det maa komme deraf, at man ingen sand Medfølelse har, men vil fremstille en kunstig; thi den sande Følelse finder altid passende Ord; selv det mest uvidende Menneske taler smukt, naar det udgyder sit Hjertes fulde Mening. Jeg sigter her til vore tre Hovedblades Anmeldelse af Arveprindsens Død. Disse Anmeldelser forekom visselig flere end mig forargelige og navnlig var Morgenbladets noget forunderlig opskruet. I Posten har staaet 3de Sørgevers, et svenskt og tvende norske. Det svenske var godt og hjerteligt, men de norske have været noget klynkende Pjank — som det var en Jammer at læse, smagløst og blodfattigt var det. Man tør haabe, at de Kongelige ikke ere saa inde i det norske Sprog, at de indse og føle, hvilke elendige Vers, vi Norske har havt tilovers for vor elskede Kongesøn. Det vilde isandhed være altfor nedslaaende, om de Kongelige skulde føle dette.

Man skal overhovedet enten tie eller ogsaa synge godt, men ved en Leilighed som denne, er det dobbelt nødvendigt, skal man ikke prostituere hele Nationen tilligemed sig selv. Hvad maa Kongehuset, hvad maa Svenskerne tænke om os, naar de se slige Vers? Skriver Hofpoeten slig Erbarmelighed, hvad maa da ikke alle Andre skrive? — — — — —

PrindsenPrindsen] Gustav, svensk prins ligger nu paa Ligstraa tilskue i et til Kapellet stødende Værelse paa Slottet. Værelset er betrukket med Sort overalt og hvælvet med en Himmel af sort Slør; fire store Stager med sikkert 20 Lys i hver oplyser dette sørgehøitidelige Kammer. Om Ligsengen, der ser ud næsten som en almindelig Ligkiste, staa Officierer baade ved Hovedgjærdet og «Fodspænnet» som Vagt; over Hovedgjærdet hænge tvende fyrstelige Vaaben, formodentlig de, der tilhøre de svenske Landskaber, hvoraf den Afdøde var Hertug; ved «Fodspænnet» staar en Bænk, hvorpaa Sabelen og den trekantede Hat ligger, og til Høire og Venstre er andre Bænke, hvorfra Prindsens Ordner straale; Liget hviler paa Puder og Bolster af gul Silke i sin Uniform, saa det ser ud som han i levende Live skulde have lagt fra sig Sabel, Hat og Ordener og lagt sig ned og hvile, og Ansigtstrækkene have saalidet af Dødens Skummelhed og Blyfarve, at man næsten maa sige til sig selv, hvad Jesus sagde til Jairus: «Barnet er ikke død, men det sover.» Det er høitideligt og gribende, at skride gjennem dette Kammer, og jeg følte intet til den kolde Gysen, som pleier at gjennemisne mig ved at skue et Lig. Mange Mennesker have igaar og idag været oppe til Ligskuet. Igaar stod Folk af alle Klasser og trængte sig om hinanden uden for Døren; og Publikum kunde heller ikke fornægte sin Natur: det klemte paa, som det skulde været udenfor et Theater og var forargelig høirøstet i Trængselen. Mange hyssede til Stilhed, men det gjorde alene Ondt værre, som begribeligt kan være, og der var intet andet for end give sig over. Publikum er ligesom Havet; man faar lade det rulle sine Bølger, som det lyster; det nytter intet med XerxesXerxes] Xerxes I, persarkonge at pidske det. Idag er der mere Orden; man staar i Rækken eftersom man er kommen til; Rækken rak ud paa Eftermiddagen næsten lige ned til Bjergknatten ved Universitetet.

I Eftermiddag samledes Studenterne i Samfundet og gik i Procession op til Slottet; de gik opover ved Siden af den lange Række og slap ind med det samme. Det var imidlertid leit, at ikke alle Studenterne vare med; det maatte være Veiret og det bestemte Klokkeslæt, paa hvilket man afgik, som gjorde, at saa Faa vare med; kanske ogsaa, — og det er det Rimeligste — man ikke have faaet Kundskab om, at en saadan Procession skulde finde Sted.

Kongen skal anse det som et Tegn paa Deltagelse, at Mange komme til Ligskuet, og kan man slutte af den tilstrømmende Mængde, saa er visselig Deltagelsen stor, og stor er den isandhed ogsaa. Det var folkeligt gjort af Kongehuset, at lade Adgangen være aaben for En og Hver.

* * *

Sorgen kan ytre sig enten ved at fly eller elske det Hus, hvor en kjær Afdød har udaandet sit sidste Suk. Hvorledes den kommer til at ytre sig for vort Kongehus er endnu ikke godt at vide, om det vil elske Norge og det norske Slot, hvor det fristede den Sorg at miste en kjær Søn, eller om Norge vil vække sørgelige Erindringer, som Kongehuset ikke gjerne vil fremkalde. Man maatte ønske, at det Første blev Tilfældet, saa at Prindsens Død bidrog til at knytte Kongehuset endnu fastere til Norge og det norske Folk. KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge skal især tage sig nær af Broderens Dødsfald; det berettes, at han faldt i Afmagt, da han kom sprængende tilbage fra Feltleiren og fandt sin kjære Broder allerede død.

* * *

Mange Ting ere ved dette Dødsfald slagne om til sin Modsætning: Feldtleiren, som var paa en saa god Vei til at levere Slag, blev opløst, og den ypperlige Anledning for Officierer og Soldater til at lære noget Nyttigt gik tilspilde. Hver maatte gaa hjem med uforrettet Sag, men Ingen tillod sig at klage under slige Omstændigheder, med Undtagelse maaske af Leverandørerne, der som en Personifikation af Handelsaanden alene har Hoved og Hjerte for Skillingen. Slige Personifikationer maa man imidlertid bære over med, saalænge man lever i denne ufuldkomne Verden. Med Borgerballet blev der naturligvis heller intet af. Magistraten havde alt sat sig i Virksomhed for at faa Lister istand. Det skulde have været et Bal i Logens store Sal til 1200 Mennesker, og mangen Sjel, som lever ubemærket kunde ved en saadan Anledning være kommen for Dagens Lys. Nu derimod kan den gaa tilgrunde i sin Enslighed; Ingen véd, at den har været til, og den vil dø som den har levet. Det er tungt at dvæle ved det Tragiske, og dog tiltaler det os saa mægtigt.




Nr. 231/1852; søndag 03.10.

[Sorga over arveprinsen]

Korrespondance

Christiania, den 1ste Oktober

I Morgenbladet ere tvende Rimerier idag, ét i Anledning af Arveprindsens Død og ét til Josephine.Josephine] Joséphine, dronning Vi havde altsaa ikke seet det Værste med Postens Vers, det timedes os at se et yderligere Bevis paa vor poetiske Armod og Smagløshed. Vort elskede Kongehus havde fortjent gode Vers i sin Sorg, og Nationen har saamegen Selvagtelse, og føler saamegen Deltagelse, at den havde fortjent ganske andre Tolke; — dog, ere Versene gode nok for Andre, ere de det sagtens for mig, saameget mere, som min Formening hverken gjør fra eller til; imidlertid kan jeg dog ikke bare mig for at udtale min ringe Formening. Har en Enkeltmand og to tre andre anonyme Personer Lov til paa en Maade at optræde paa Folks Vegne og tolke Kongehuset vor Sorg, saa har vel ogsaa jeg Lov til at protestere mod disse Talsmænds Kaldelse og mene, at en stum Sorg er bedre end slige poetiske Jammerligheder.

Det er virkelig Synd paa Kongehusene, at de ikke som borgerlige Folk skal faa simple og hjertelige Sange. Det er ogsaa én af Kronens Torne. Man skal ved at gjennemgaa alle Landes Literaturhistorie neppe finde et hjerteligt og smagfuldt Digt uden Bombast til nogen fyrstelig Person. HoratzHoratz] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar er væmmelig med sin Smiger til August;August] Augustus, keisar de franske Digtere under Ludvigerne ere, om muligt, endnu værre, og Historikeren WarmuthWarmuth] Wilhelm Wachsmuth, tysk historikar kalder den engelske Hofliteratur — navnlig under ElisabethElisabeth] Elizabeth I, engelsk dronning — «Smagløshedens Slamkiste.» GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe — som skrev saameget for Fyrsterne — var en altfor smagfuld Digter til at skrue sig op til Unatur, men saa vare hans Digte ved slige Anledninger til Gjengjæld usædvanlig intetsigende eller — endnu værre — parodierende, naar man skuede lidt dybere i Tingen. OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger kunde ikke i denne Henseende holde sig saa godt som Goethe: hans fleste Digte til fyrstelige Personer ere i høi Grad vamle, og vil man finde Kuriositeter, skal man slaa op hos de øvrige Digtere efter slige Sange. Faa Literaturer have vel i dette Genre været rigere end den danske. Vi Norske have ogsaa faaet vor Rem af Huden. Det er jo bekjendt, at WergelandWergeland] Henrik Wergeland aldrig mere syndede mod Smag og sund Sands end netop i sine Digte til Konge og Kongehus; det er smertelig at læse Sligt hos ham, og det vil stedse være en Orm som gnaver Roden paa hans «Udødelighedstræ.» WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar har aldrig skrevet i en saadan Stil; det er en Ros, man maa lade vederfares hans Smag; men, saa have rigtignok hans Vers været temmelig intetsigende. Men nu ere Poeterne løsslupne, og Posten og Morgenbladet have aabnet dem sine Døre. Smagfulde og poetiske ere ikke disse Redaktioner, hvad Dyder de end forresten maatte have.

* * *

Arveprindsens Kammertjener skal have sagt: «Der var ikke en Psalme i den hele svenske Psalmebogen uden at han (Prindsen)Prindsen] Gustav, svensk prins kunde den udenad. Han spilte paa Orgel og sang ved Husandagten.

Dette er den mest rørende Lovtale, det er muligt at give den høie Afdøde; mod en saadan Lovtale blive alle Sange og Taler matte og intetsigende. Hvor man maa elske det Gemyt, som her er skildret med saa gribende Træk og beklage, at det ikke fik mere Tid til at udbrede Lykke og Velsignelse! I denne Lovtale ligger Trøst, paa samme Tid som den forkynder, hvad Kongehuset og Folket har mistet. Det er en udødelig Lovtale, og ethvert følende Menneske, som kommer ind i Ridderholmskirken, gaar forbi Helten Carl XIICarl XII] Karl XII, svensk konge for at se «Prindsen, som kunde alle Psalmerne i den svenske Psalmebog.»

Imorgen, hedder det, skal Bisættelsen foregaa. BiskopenBiskopen] retta frå: Biskoppen skal forrette Tjenesten og Studentersangforeningen skal synge. Det vil blive en høitidelig Akt. Der bliver vanskelig Rum for flere end Hoffet og de høiere Embedsmænd. Maatte nu en værdig Psalme være digtet!

* * *

Det berettes — uvist med Grund eller ikke — at Lægerne skal have raadet Hs. M. Kongen til at blive her udover Vintren for sin Helbreds Skyld. Han skulde være behagelig overrasket over at finde det saa sommerligt her mod i Tydskland og Danmark. Jeg beklagede i en af mine foregaaende Artikler, at Sommeren var reist før Kongen kom. Den er ikke ganske reist endnu; vel staar den med enkelte blege Lokker, men den smilte idag med et venligt Ansigt, hvis Skjønhed blev forhøiet ved de vemodige Træk.




Nr. 235/1852; fredag 08.10.

[Det skandinaviske teatret]

Korrespondance

Christiania, den 6te Oktober

Nu har vi da endelig faaet et skandinavisk Theater herinde Christiania; det er sammensat af norske, danske og svenske Elementer, som alle arbeider til ét Maal; vi have altsaa en saa god Skandinavist i det, som Nogen kan ønske, og længe kan det ikke vare, før man erkjender dets Betydning, og ser i det et Exempel paa, hvorledes tre kunne blive Et. Skandinavismen er nu ikke længer noget Træget og Ubestemt; den har faaet en bestemt Skikkelse, som for Øieblikket er i Christiania.

Skandinavismen har altsaa ikke delt Skjæbne med saamange andre Nationalitetsbestræbelser, som i disse reaktionære Tider ere blevne til Veir og Vind: af et hélt Italien blev der Intet og endnu mindre af et hélt Tydskland; man kan ikke engang faa Toldforeninger istand som Symbol paa Enheden; det Hele falder i smaa Stykker; men Skandinavismen . . . . . den har seiret.

Det har gaaet hurtigt med den skandinaviske Idé; den er vel ikke stort mere end 14—15 Aar gammel og den har alt faaet sig et Theater, en Kunstanstalt, der kan repræsentere Ideen i sin hele Fylde. Andre Ideer kjæmpe gjennem Menneskealdre; de, som frembragte dem først, blive Martyrer; disse Ideens Mænd fylde Fængslerne; deres Modstandere seire, og Sandheden synes at gaa tilgrunde. Anderledes med den skandinaviske Idé: dens Kjæmper have bestandig staaet i Lyset, og den har ingen andre Fiender havt end Morgenbladet og «Den frimodige», Fiender, der vel kunde være farlige for mange Ting, men ikke for en Idé; for Ideer have disse ærede Blade ingen synderlig Sands.

Skandinavismen har saaledes som man poetisk siger dandset paa Roser; det var en Alfedands, skyggeagtig og let. Hvorvidt derimod det skandinaviske Theater vil komme til at dandse paa Roser, er et andet Spørgsmaal; det er frygteligt, at Fremtiden vil besvare Spørgsmaalet med Nei: det Materielle har altid sine Ubehageligheder i denne Verden.

Den skandinaviske Idé har været feiret i Studenterfester, og det var netop under en saadan, at Hr. Borgaard,Borgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann Direktør for det skandinaviske Theater, blev engageret. Denne Udnævnelse var epokegjørende, og naar man engang skriver Skandinavismens Historie, vil den blive stillet i sit behørige Lys.

Det skandinaviske Theater i Christiania er saaledes betydningsfuldt: i det har Ideen ligesom fundet sit Legeme, og den er ikke fremtraadt saa grovslagent som i Love og borgerlige Institutioner; den er fremtraadt i Kunst; den har faaet et Organ, som var det indre Liv værdig. Saalænge en Idé ikke er fremtraadt i Kunsten, er den ikke bleven verdenshistorisk.

Det skandinaviske Theater staar som et talende Exempel paa, hvor liberale de nordiske Konger ere: andre Fyrster holde Nationaliteterne fra hverandre for deslettere at kunne beherske dem; Kong OscarOscar] Oscar I, konge betaler endog 1200 Spd. om Aaret til det skandinaviske Theater i Christiania.

De fleste Nationalitetsbestræbelser have vist sig fiendtlig stemte mod Kongerne; ikke saaledes Skandinavismen: det skandinaviske Theater har endog sin Kongestol.

Det er iøvrigt en Mærkelighed, at det skandinaviske Theater skal være sat nord i Christiania, som desuden er den mindste af de nordiske Hovedstæder. Det naturligste vilde unegtelig være, at det var i Kjøbenhavn, dette «Nordens Athenen»; men i Kjøbenhavn er man kav dansk; man er mere: man er kav kiøbenhavnsk; man er endog kjøbenhavnsk paa det skandinaviske Theater, forsaavidt man kan tale om enkelte Bestanddele i denne Smelte.

I Stockholm kunde man ogsaa have lagt det skandinaviske Theater: Stockholm er mere end dobbelt saa stor som Christiania; men i Stockholm er man svensk; i Christiania derimod er man skandinavisk, forsaavidt man der kan siges at være Noget.

Imidlertid har dog Kjøbenhavn væsentlig bidraget til at rekruttere det skandinaviske Theater med Subjekter; det danske Element er unegtelig det fremherskende, og det er netop i sin Orden. Danmark har upaatvivlig spillet den vigtigste Rolle i Nordens nyere Kulturhistorie; det er væsentlig fra Danmark, den aandelige Impuls er kommen; det er derfor ikke mere end det hør og bør at det skandinaviske Theater overveiende er dansk.

Svenskerne ere mere talrige end baade Danske og Norske, og de have gjort mange store Ting; men alligevel ere de ikke synderlig repræsenterede ved det skandinaviske Theater; det er en Skjævhed, som man tør haabe snart vil blive afhjulpen. Direktøren vil forhaabentlig vide at opfatte sin Stilling og drage flere Svenske hid til denne skandinaviske Kunstanstalt, og det saameget mere som han netop derved vil vinde specielle norske Sympathier, da det svenske Sprog unegtelig er mere norsk end det danske: vi ere dog ikke saa aldeles gaaede op i Skandinavismen, at vi ikke skulde være erkjendtlige mod den, som fornorsker Scenen, forsaavidt det kan bestaa med Skandinavismens Aand og Væsen. Vi gider nok høre vort eget Sprog; forresten sige de, som ville have Skjøn paa dramatiske Sager, at det norske Sprog ikke klinger godt fra Scenen.

Det norske Element er vistnok lidt bedre repræsenteret paa det skandinaviske Theater end det svenske, men det er dog klarligen for svagt i Forhold til sin Anpart i den skandinaviske Idé. Gaar man efter Høiderne, saa er vistnok Norge repræsenteret meget godt — de fleste Korister og Koristinder ere norske — men ser man hen til de høiere Kunstnere og Kunstnerinder, saa er Norge et rent Stedbarn; selve Suffløren er dansk. Det danske Element har Bugten og begge Enderne. Dette maa forandres, og Direktøren sørger nok for, at en Forandring snart indtræder.

Der skal ogsaa være enkelte tydske Elementer ved det skandinaviske Theater. Dette er ubegribeligt, da Gud og Hvermand véd, at Skandinavisterne ere saa ravgale paa Tydskland.

Det er en beundringsværdig Organisation, dette skandinaviske Theater; det har neppe sit Sidestykke i Historien. Man har nok Exempler paa, at despotiske Fyrster have villet sveitse Nationaliteterne sammen og gjort de anarkiske Sprog til en føielig Enhed; men at man fra Scenen af har ladet trende Sprog snakke i Munden paa hverandre — naturligvis for at gjøre dem til ét — det er sikkerlig uhørt. Det er dristigt, forbausende dristigt — det er næsten komisk i sin Grandiositet; men, det tjener Ideen, den skandinaviske nemlig; Direktøren for Ideen véd nok, hvad han gjør. Vi Norske, vi skal være Ideens Prøveklude, aa ja, vi ere godmodige; man havde nok vogtet sig for at oprette et skandinavisk Theater i Kjøbenhavn eller Stockholm; Indbyggerne i disse Hovedstæder havde vistnok jaget en saadan Smelte paa Porten; men vi Norske véd, hvad Ideen har at betyde; vi lé og gluffe saa smaat, naar det bliver altfor babylonisk; men vi ere seige og haabe paa bedre Dage. Bare nu Oppositionen, som er en Fiende af Skandinavismen, ikke lægger Indførselstold paa Skuespillere! Det skulde være et kuriøst Litra i Tariffen! Hvad vil Oppositionen sige til dette skandinaviske Theater, naar den kommer igjen paa Storthinget? Vel har Oppositionen ingen Sands for Theater og Skuespil, den er ikke synderlig kunstnerisk; men den har dog en hemmelig Gru for alt Idémæssigt, og naar den ser, at Skandinavismen har slaaet saa dybe Rødder, bliver den vist fløitende gal. Den lægger bestemt Told paa Skuespillere, og bliver Tolden for høi, maa vist det skandinaviske Theater gaa under, saa meget mere, som det er i en meget bedrøvelig økonomisk Forfatning; det vil under et prohibitivt System ikke kunne konkurrere med det nationale. Hvor bliver det saa af den skandinaviske Idé? Den lever nok, men den vil komme til at gaa en anden Vei længe, før den drister sig til at betræde Scenen.




Nr. 237/1852; søndag 10.10.

[Dampkorvetten «Nidaros»; Rolf Olsen og teatret]

Korrespondance

Christiania, den 8de Oktober

Dampkorvetten Nidaros ligger nu her paa Havnen; det er et yndigt Fartøi; den ligger som en Fugl, der hæver sig til Flugt, og man føler en patriotisk Stolthed, idet man ror udover Havnen og ser den ligge der og rugge paa de lette Dønninger; jeg indbildte mig, at den var livslevende; mine Tanker begyndte at bevæge sig i Rythmer, og havde jeg været Poet, vilde jeg bestemt have skrevet en Sang til den. Det maa være stolt at se en Orlogsflaade og det er intet Under, at Engelskmanden bliver varm om Hjertet, naar han kommer til Portsmouth og ser disse svømmende Kasteller, som minde ham om Abukir og Trafalgar. Sømagten er den stolteste Magt; den er ligesom ikke bunden til Rummet; den flyver Verden om, og bærer Civilisationen med sig. Da jeg saa Nidaros, begreb jeg, hvilke smertelige Følelser der maatte gribe enhver dansk Mand ved Efterretningen om, at det stolte Linieskib Christian VIII var sprungen i Luften og den skjønne Gefion tagen; det maatte næsten ikke være til at udholde, at tænke paa dette og nynne: «Du Danskes Vei til Ros og Magt, sortladne Hav.» Stakkels Danske!

Har ikke EvaldEvald] Johannes Ewald, dansk diktar digtet sin ubegribelige skiønne Sang «Kong Christian stod ved høien Mast» — ogsaa for os Norske? Upaatvivlelig. Han har ment Norske og Danske tilsammen; men Strofen tillod ham ikke at sige mere end «Du Danskes Vei til Ros og Magt»; han overlod til Enhver at sætte istedet «Du Norskes Vei til Ros og Magt», eller at sige de Danskes Vei osv. og have de «Norskes» i Tankerne, eller ogsaa som det Retteste at tænke paa dem begge, da de jo i alle berømmelige Søslag havde kjæmpet Side om Side. De ligge begge nær Havet, og det er deres naturlige Vei til Ros og Magt, og de have begge en Historie som siger, at de have fundet Ros og Magt paa denne Vei, og vil man endelig sammenligne dem, maa man vel sige, at dette i endnu høiere Grad har været Tilfældet med Norge. Vikingerne vare for det meste fra Norge, AdelerAdeler] Cort Adeler, norsk-dansk sjøoffiser og TordenskjoldTordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt ligedan; men, saa frembragte Danmark Evald, som sang saa evigt om dens Vei til Ros og Magt paa Havet, og han bliver saaledes vor ogsaa ligesom han er de Danskes Stolthed; vi kunne jo synge: Du Norskes Vei til Ros og Magt, hvergang vi se et nyt stolt Skib. — Da jeg saa Nidaros, begreb jeg tillige, hvor harmeligt det maatte være for de Tydske at se Begyndelsen til sin Flaade blive solgt ved Auktion, ligesom man sælger Kopper og Kar efter en fattig Husmand. Det er ikke smukt af de Danske at spotte med Sligt. Vel var Tydskerne deres Fiender, men saa respektable Følelser, som at ville have en Sømagt i Forhold til Landets naturlige Beliggenhed, skal man ikke gjøre Nar af, det er baade Synd og Skam.

Nidaros fører sex 60-pundige Bombekanoner; man bliver forundret over et saa lille Antal, naar man kommer ombord og ser, hvor rummeligt der er; men, det er drøie Stykker disse Kanoner, og er deres Virkninger som man fortæller, vil Nidaros gjøre Lys i de fiendtlige Rækker: Et eneste veltruffet Skud skal kunne skyde en Fregat isænk. Det er morderiske Redskaber, FredrichsenFredrichsen] Michael Fredrichsen, tøymeister og kaptein har opfundet, og holder de Prøven ud, vil han staa udødelig i Krigshistorien. Alt saa helstøbt ud ombord paa Nidaros; det var som det skulde være selvvoxet, og tvister man end om Hortens fordelagtige Beliggenhed, vil man dog ikke nægte, at man arbeider smukt dernede. Efter en Beretning fra et Blad paa Horten skulde man tro, at Nidaros seilte daarligt, men Folkene ombord sagde, at man endog seilte forbi lille spidse «Halden», der stryger forbi alle de andre Dampfartøier, som gaa her i Fjorden. Nidaros vil vist vække Opsigt paa sin Middelhavsreise, og vi faa forhaabentlig den Glæde at læse gode Beretninger om den. Det var nogle staute Karle baade Officierer, Kadetter og Matroser; de vil kunne manøvrere fortræffelig; bare man nu ikke vilde drive det altfor russisk ombord! Men der var Flere som klagede over, at Løitnant WedelLøitnant Wedel] Frederik (Fritz) Joachim Wedel-Jarlsberg, sekondløytnant (Generalens Svigersøn) «bar sig saa;» og «det er under ham vi staa mest», føiede de modløse til, «da han er den Femte (?) kommanderende ombord; det vil blive en haard Reise.»

Det er ikke hyggeligt at høre Sligt i disse Tider, da man skulde tro, at Humanitet var udbredt ogsaa blandt Officierstanden; men, hele Standen maa ikke høre ilde for en enkelt Mand, og vare disse Klager grundede, vil forhaabentlig de andre Officierer stagge denne ene Person. De maa dog vel indse, at man ikke kommer længer ved at være en Russer, end om man er et rimeligt Menneske. Med slige Karle, som jeg saa ombord, kan man gjøre store Ting, er man human. Det vilde være Skade, skulde denne Wedel være en saa uvittig Mand: han er en kjæk Karl; han var paa Christian VIII og skulde springe i Søen nogle Øieblikke før Explosionen og svømme i Land.

Der var probert og venligt ombord og for i Rummene var Kopper og Kar skurede som i det netteste Kjøkken. Der saa ogsaa ganske bekvemt ud, ihvorvel der maatte blive trangt for den hele Besætning (150 Mand); nu var der imidlertid ikke saa Mange. Kahytterne vare nette, men ingenlunde luxuriøse, og Afstanden mellem Officierernes og Matrosernes Bekvemmelighed var ikke saa forfærdelig stor endda; den var saadan, som den fornuftigvis bør være i et Land, hvor Alle ere frie Mænd, trods deres borgerlige Ulighed. «Hvilken Forskjel her og paa Kamschatka,» sagde En af Følget til mig, «der var den fyrstelig Pragt i Kahytten og Matroserne havde det som Buskapen i Baasen. Her er Alt næsten lige.» Kamschatka var vistnok bygget til et keiserligt Lystfartøi, men der er ingen Tvivl om, at man vilde kunne sammenligne den russiske og den norske Statsforfatning ved at gaa fra et norsk Krigsskib og over paa et russisk, hvor man paa den forskiellige Indretning i Kahytten og Rummet, vilde kunne se, at Fartøiet tilhørte et Folk, der bestod af Adel og Trælle.

Nidaros er kommet for at bære Prinds GustavsGustavs] Gustav, svensk prins Lig til Stockholm. Imorgen Formiddag skal Kisten bæres ned; den skal staa paa Dækket, sagde Folkene. Det vil blive et høitideligt Tog igjennem Byen. Fra Stockholm gaar Nidaros tilbage til Horten og derfra igjen ud paa Togt.

* * *

Christianiaposten har begyndt med at svare paa R. OlsensOlsens] Rolf Olsen, forfattar og politikar Angreb paa Theatret. Det er et karakteristisk Svar: det indlader sig ikke paa Sagen, men holder sig til Personen; det giver en Biografi af ham saaledes, som man har seet den mange Gange før. R. Olsen har den Ulykke eller kanske i Længden den Lykke, at hans Fiender skrive hans Biografi; det er ganske artigt, at se en Mand sætte sig hen og skriver en Biografi over sin Fiende; naar jeg læser en saadan Biografi, læser jeg altid mellem Linierne og kommer til et stik modsat Resultat; den, som tror Hadet, er et meget troende Menneske; nei, da tror jeg meget heller paa Nøkken og Nissen og selve Havskummet. Disse Ting ere da poetiske, men Hadet er den skjæve Prosa, især hos Posten; det er ynkeligt. Slige Sager burde ikke staa i et Blad, som skulde foregaa de andre med et godt Exempel. Det er en egen Manér at underlægge enhver Handling slette Motiver; det maa ikke være noget godt Menneske, som gjør det, og sker det offentligt, saa er det Menneske ovenikjøbet uanstændigt. Saaledes som Posten, debattere alle raa Mennesker: de snakke aldrig om Sagen, men skjænde paa Modstanderen sin og det er bestemt saaledes Hundene debattere, naar de gjø paa hverandre. Karo gjøer sikkerlig ikke paa Pasop fordi denne tog et Ben f. Ex. — det har han alt glemt — men fordi Pasop gaar og lurer med langt Haar og Halen mellem Benene.




Nr. 241/1852; fredag 15.10.

[Sørgevers; norsk teater]

Korrespondance

Christiania, den 13de Oktober

Mandag Morgen reiste vor elskede Konge. Uagtet det var saa tidligt paa Dagen, havde dog mange Mennesker samlet sig i Gaderne for at se den høie Familie ved Afreisen. Toget gik stille gjennem Byen og over Alles Ansigter hvilede kjendeligt Alvor; der var endog Mange, som ikke kunde tilbageholde en Taare ved at se den Sorg og dybe Kummer, som nedtrykte de ømme Forældre, der havde mistet en haabfuld Søn,Søn] Gustav, svensk prins og de kjære Sødskende, som havde tabt en elskelig Broder. Man saa paa Dronningen, at hun havde grædt, og Kongen syntes Aar ældre end da han kom. Jeg udtaler visseligt intet af disse almindelige Ønsker, som ere blevne staaende Talemaader, men et, som kommer fra Hjertet, naar jeg siger, at det norske Folk ønsker og beder, at Gud længe vil bevare vor gode Konge og hans Hus; Hoved og Hjerte fordrer dette i lige Grad. Der er vist ingen Fyrste i Europa for Øieblikket, der i den Grad som OscarOscar] Oscar I, konge nyder sit Folks Kjærlighed. Kan man tro Beretningerne, gaar det vistnok varmt til i Frankrig, men der er det et delirium som spaar Døden eller dødelig Slaphed; her i Norden derimod er det sand Følelse og sund Fornuft; det spaar Lykke og Velsignelse for Konge og Folk. Det nordiske Folk er et ædelt og fornuftigt Folk; med Styrke og Inderlighed elsker det den, som fortjener Kjærlighed, men mod den Uværdige er det ubønhørligt. — Det Digt, som er kommet til oss fra Sverig i Anledning af Arveprindsens Død, var et deiligt Digt; det skal ikke pirre vor Nationalforfængelighed at sammenligne det med den Herskare af Digte, som hos oss ere skrevne i samme Anledning. Det Digt var uagtet sin Skjønhed ogsaa anonymt, men hos os skulde vore Poeter lægge i Veien med Navns Nævnelse. Det var neppe passende ved en slig Leilighed; men, saa var det rigtignok paa den anden Side trøsteligt, forsaavidt som man faar Formodningen om, at DHrr. Poeter dog ikke have glemt sig selv i sin dybe Sorg; man kan dog ikke være ganske ligegyldig med dem heller: de ere ogsaa Konger paa en Maade; deres Rige er vistnok ikke af denne Verden, men . . . . . dog det er neppe heller af den anden Verden; det ligger op i Taagen, og naar Vinden kommer, blæser det bort. Saa gaar det; imidlertid have de dog figureret en Stund; det er ogsaa noget.

* * *

Igjennem flere No. af Christianiaposten har staaet en Feuilleton om Lofoten og Livet der nord paa; det er en interessant Skildring og Sproget er godt Norsk: en Storm, som rasede der i Aaret 1848, er visselig endog ganske mesterlig skildret.

I Morgenbladet stod en ret lang Skaaltale af Student KrohnKrohn] Georg Herman Krohn, student og (seinare) skodespelar for det norske Theater; den var god. Man vil endelig ombytte Navnet «den dramatiske Skoles Theater» med det «Norske Theater;» det kan nok gaa an, naar man føier «i Christiania» til; thi man har ogsaa i Bergen et «Norsk Theater». Dette for min fremtidige Benævnelse af den nye oprettede Anstalt; jeg vil have Autoritet for mig i en Sag, der er saa delikat som norsk Kunst.

Det Norske Theater i Christiania har nu begyndt sine Forestillinger, og man maa vel sige, at Forventningerne bleve overtrufne, naar man da ikke gik hen med urimelige Forventninger. Der skal meget til at faa et godt Theater i Gang, naar alt skal begyndes fra Nyt af. Det er som at gaa hen i Skogen med en Øxe paa Nakken og begynde paa Rydningen af en Plads. Er Jorden end taalelig frugtbar, skal der dog gaa med mange Aar, før man faar stort at høste. Man maa «øxe» længe, før man faar et taaleligt Emningstræ af de krogede og kvistede Stammer; man maa hugge Braater og brænde dem før man kan faa en liden «Aakerlap;» Stene maa brændes væk, da man som oftest ikke har Raad til at bruge Krudt og selv om man havde Raad dertil, vilde man «svies;» Grøften maa graves i de vaade Myrer og «Sev», og man støder paa «Auren» i «Kullar» og «Hausar.» Er man nu endelig kommen saavidt, at man har Hus over Hovedet og en grøn Flek i Skogen, maa man saa smaat lægge sig til Besætning, for det er ikke sagt, at man altid har Buskap staaende borte paa Foder. Det gaar trangt og tungt, men saa har man en renlig Gaard paa sine gamle Dage, der har det ubetalelige Værd, at den er Ens egne Hænders Gjærninger. Dog, jeg maa slutte med Lignelsen: den gaar og halter.

Det Norske Theater i Christiania har da begyndt; det hilses med Glæde og Forhaabning — Gemytterne ere vel stemte med Undtagelse kanskje af Skandinavisterne — det har et renligt Hus for en 600 Mennesker, en lille net Scene, et petit Orchester, en Anfører, der har et godt Lov, en Direktion, en 3 Skuespillere og idetmindste 1 Skuespillerinde, som alle love mere eller mindre Meget; men, et nationalt Repertoire har det endnu ikke faaet; de nationale Theatre baade i Bergen og Christiania blive i denne Henseende nødte til at sige med Bonden: «Har jeg Klave, faar jeg altid Ko.»

Det første Stykke, som blev opført, var «Krydsbetjenten» af Bjerregaard;Bjerregaard] Henrik Anker Bjerregaard, forfattar det var intet noget godt Stykke; mærkeligt var det, at de uøvede Kræfter kunde bringe saameget ud af det. Publikum klappede ikke saa Lidet og det var «et nydeligt Publikum,» som en Smagsmand bemærkede. Jeg vilde rigtignok heller sige, at det var et alvorligt Publikum, der ogsaa maatte blive alvorligt ved Tanken om, at det var det første i dette nationale Theater, hvoraf der forhaabentlig vil udvikle sig Noget, som taler for vor Selvstændighed; det var altsaa et alvorligt Publikum, idetmindste burde det været alvorligt, godt var det iallefald, og det var et godt Mærke. At det ikke bliver saa godt nu udover i Prøvens Tid, det kan Ingen forlange; maatte det bare fremdeles blive stort, saa vil nok Tingen gaa, og Stemningen for dette nye Theater er saa god, at man forhaabentlig vil gaa der, om ikke for Andet nu i Begyndelsen, saa dog for at bidrage Sit til at fremme en saa god Sag.

Der skal i kunstnerisk Henseende overhovedet meget til, for at man skal kunne holde det ud og med Hensyn til det Dramatiske skal der saa meget mere til, som Kunsten her saa at sige er mere paatrængende; man kan rømme fra et daarligt Maleri, man kan slænge fra sig et daarligt Digt og stoppe sine Øren for daarlig Musik — Ulysses stoppede dem endog for god Musik, nemlig for Sangen af Sirenerne — men i et Theater er man lurt; et daarligt Spil «klamser» en fast, og fordærver selve Luften; man er rigtig kommen did, «hvor man ikke fryser paa Fødderne*).

Man taber sig i Gjetninger, hvorvidt dette Norske Theater vil skade det skandinaviske. Det hedder rigtignok, at man bare vil opdrage Skandinaver — ja man bruger just ikke dette Ord, skjønt Meningen er den samme — men saaledes bliver det neppe; det bliver en Duel mellem Norskheden og Skandinavismen paa Distance af 10 Skridt, det bliver Enden. Hvem vinder? Jeg véd det ikke. Dersom man paa det skandinaviske Theater bestandig spiller saa godt og har saa gode Stykker som igaaraftes, saa kan det længe staa sig. Jeg for min Person vil i de første Aar agte det norske Theater, men elske det skandinaviske.

* * *

*) Bøndernes Udtryk for: «Helvede».




Nr. 243/1852; søndag 17.10.

[Teater- og konsertprogrammet; Christiania-Posten og opposisjonen]

Korrespondance

Christiania, den 15de Oktober

Denne Uge er en mærkværdig Uge: Her har været Skuespil hver Aften; Mandag den første Forestilling i det norske Theater, Tirsdag i det skandinaviske, Onsdag i det norske, Thorsdag i det skandinaviske og i Kvel atter i det norske med en Hallingdøl som «Prologus». Vil han dandse? «slænge Hallingen»? eller vil han tale Hallingmaal? Skade, at jeg ikke faar se og høre! jeg maa sidde og korrespondere! jeg er ligesaa ulykkelig, som da jeg fordum mangen Gang maatte sidde hjemme, naar de Andre «gik i Dandsen»; jeg saa efter Dandselyren og græd; nu er jeg bleven voxen og ærgrer mig; det kan man ikke som Barn. Jeg maa sidde og skrive, medens de mange Andre kan være i Dands eller høre Hallingmaal! Fredagen er en «Revsedag.»*)

Vi har det snart ligesaa godt som i Kjøbenhavn nu; det kan ikke blive bedre end Skuespil hver Aften; det bliver snart ligesaavel her som i Kjøbenhavn «en Fornødenhed» at gaa i Theater.

Foruden alle Theateraftener har her ogsaa i denne Uge været to Koncerter af Dannstrøm og en af Hasert.Hasert] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist De vare ikke talrig besøgte, en 100 til 150 Mennesker. Det egentlige Koncertpublikum her i Christiania er omtrent 100 Mennesker, sagde en Mand til mig engang. Kommer der flere Mennesker paa en Koncert, saa er det Noget, man ikke kan paaregne, undtagen ved Leiligheder som naar BullBull] Ole Bull spiller.

Et Musikselskab (det Ehnertske) fra Böhmen spiller i LütkensLütkens] Rondin Lütchen, restauratør Kaffé. Det skal være et særdeles godt Musikselskab; de spille og synge saa det er en Lyst og Kafféen er godt besøgt: man ser der baade Kunstnere og Studenter og nyttige Mennesker. Alle have det tilfælles, at de ville fornøie sig, og disse Böhmere er det virkelig fornøieligt at høre paa. Dersom man ikke kunde trøste sig med Pengemangel, vilde man ingen Rede hitte i alle disse Fornøielser; man vilde som et forstyrret Menneske løbe fra det norske Theater til det skandinaviske, fra DannstrømDannstrøm] Isidor Dannström, svensk komponist og songar og Hasert til Lütkens Kaffé; det var i bedste Fald, i værste vilde det gaa som med Fabelens Asen, der sultede ihjel mellem trende Høbunker, fordi det ikke vidste, af hvilken det skulde æde. Det kan nok hænde, at Mange have Raad til at gaa og rende saaledes eller at dele Skjæbne med hint Asen; jeg beklager dem oprigtigt. Jeg havde nær glemt et Kunstnerselskab: Schwarzenbacker-KapelletSchwarzenbacker-Kapellet] Schwarzenbacher-Kapellet, tysk ensemble skal komme til Restauratøren i Logen; det vil ikke blive den daarligste Musik. Man maa bestemt faa sig en Timetabel f. Ex. saalunde: Søndag Kl. 6 ½—9 Aften: det norske Theater; Mandag, Kl. 5—11: Musikselskabet paa Lütkens KafféLütkens Kaffé] Lütchens Kafé; Café Social; Tirsdag, Kl. 6 ½—10: Opera (skandinavisk); Onsdag, Kl. 7—9: Koncert, Dannstrøm og Hasert indtil Videre; Thorsdag, Kl. 6 ½—10: det skandinaviske Theater; Fredag, Kl. 6—11: Schwarzenbakerne i Logen. Mellem Afdelingerne studeres Spiseseddel; Løverdagen, fra Kl. 6 af indtil man bliver færdig med Sligt, som passer for Løverdagen.

Mod denne Tabel kan med Rette indvendes, at man ikke faar et og samme Fag mere end en Gang om Ugen og det er aabenbart for lidet, skal man drive det til Noget; men, det mangler Tid, som alle Skolemænd klage over, naar de skrive Timetabeller. Imidlertid kunde man dog tage trende Ting paa en Aften f. Ex. gaa i Logen og paa Lütkens Kaffé efter at man kom fra Theatrene. Man kunde da studere Spisesedlerne og faa sig en «Tørstedrik,» om Musikken alt skulde være sluttet; det er ingen Tvivl om, at jo Mange ville være saa flittige, og naar Hver bruger sig saa godt, han kan, vil Christiania være stort nok til alle disse Fornøielsesanstalter; men lægge Mange sig paa Ladsiden, er det aabenbart for lidet.

* * *

Nu gaar da rigtig Posten paa Vikingstog efter Oppositionsmænd. Dagen efter den var færdig med sine trende Artikler mod R. Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar begynder den med Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar som nu i de trende sidste Dage har været under Pidsken. Det er ikke Smaafolk, Posten angriber; det er anerkjendte Kjæmper; han véd nok saameget, at Hæren opløses til alle Kanter, naar Anførerne ere faldne. Ulykken er imidlertid, at Posten ikke kan fælde dem; han vælger saadanne Vaaben, at han selv maa blive ødelagt, dersom han ikke bytter om, den ubehændige Klodsen. Iblandt vilde Horder kunde man anrette frygtelig Ødelæggelse med slige Vaaben, men nu for Tiden maa andre bruges, især af en Kavallér; Kavalleren maa fægte med en blinkende Dolk, ikke med Garstører og Møgstingere. Handskerne maa se frygtelig ud efter at have grebet om slige Vaaben; Posten gaar bestemt med Handsker, sandsynligvis gule, — hvem skal vaske dem? Han maa kjøbe sig nye, hvad de end koste, eller ogsaa gaa saa barhændet, som han blev født.

Hvad vilde man sagt, dersom Oppositionspressen — forudsat her havde været nogen — havde brugt saadanne Vaaben mod Ikkeoppositionsmænd? Man havde simpeltvæk sagt, at Pressen havde været raa, og havde man ikke sagt det, saa havde man selv været raa. Hvad havde man gjort, dersom en Statsraad var bleven saa angreben som Lerche, Storthingsmanden? Man havde kastet en slig Angriber i Hullet eller burdet gjøre det. Storthingsmanden kan gjøre samme Krav paa Respekt som en Statsraad. Statsmagterne ere jevnbyrdige, og for dens Repræsentanter maa jeg løfte paa Hatten, dersom jeg ikke er en Kvæker. Vil jeg gjøre dem en Bebreidelse, maa Bebreidelsen se ud som en Kompliment; kan man ikke sige en Vittighed, maa man aldrig snakke med slige Folk; man bør da snakke med Mobben.

* * *

*) «Revsedag» betyder det samme som Thycho BrahesThycho Brahes] Tycho Brahe, dansk astronom Dag. Revsedag af revse.




Nr. 247/1852; fredag 22.10.

[Norsk språk]

Korrespondance*)

Christiania, den 20de Oktober

Det skandinaviske Theater fik en Sanger herforleden, hvori baade Folk og Blade vare glade. Corsaren gjør sig lystig herover og finder det glædeligt, at et Klædningsstykke, som de Danske have aflagt, passer saa godt for os norske. Dette kan være sandt, men det er ogsaa sandt, at de Danske bruger Klæder, som vi først har brugt; det er rigtignok ikke aflagte Klædningsstykker, de Danske faa as os; det er nye Klæder, som vi have gaaet «myke» og gode. Vi ere Husmænd og de Danske Gaardmænd. Naar Gaardmanden faar sig en ny Striskjorte f. Ex., saa faar Husmanden den først nogle Dage, saalænge den er stiv og naalet, naar den er gaaen myk, faar Gaardmanden den igjen, men naar den bliver fillet, faar Husmanden den atter tilbrugs. Husmanden maa være glad, at han faar saameget tilbrugs af Klæderne, og dersom han ikke har lært Utilfredshed af Thrane,Thrane] Marcus Thrane saa klager han ikke et Ord over sin Gaardmand, men ønsker, at han vilde gjøre sig nye Klæder hver Uge. — Christiania Publikum er vist saa klogt, at det heller ikke ærgrer sig, fordi det opdrager danske Skuespillere, og mister dem, naar de blive flinke, og atter faar Sangere f. Ex., som Kjøbenhavnerne ikke ville have. Naar man ikke selv har noget, maa man tage tiltakke med det, Andre vil give, og naar Publikum her i Christiania finder sig opbygget af Kunstnere, som Danskerne slaa Krøller paa Næsen til, saa skal det takke Gud, fordi det er saa nøisomt; her er Unøisomhed nok i Verden.

Det er haarde Betingelser for et saa lidet Publikum som det christianske: skal det klappe til en Kunstner, saa staar det Fare for, at et større og bedre Publikum skal gjøre Nar af det, og hysser det, saa kan det frygte for, at man kalder det uvittigt strængt; det falder altid i Scylla, naar det vil undgaa Charybdis; det maa være en Pine for det at gaa i Theatret; det maa skjælve for at prostituere sig ved den mindste Meningsytring. Derfor er ogsaa Thorsdagspublikum ?: det bedste, saa diplomatisk af sig, som Posten siger: det tier stille og lader enten Søndagspublikum eller 2den Logerad klappe. Det skjønner Faren, det gode Publikum.

I alle Kunstarter maa overhovedet vi Norske være bange for at gaa enten for langt eller for kort, og det have vi da ogsaa været bange for. Paa egen Haand have vi sjelden vovet os ud paa Kunstkritikens glatte Is. Vi have staaet og stirret paa vore Kunstnere saalænge, indtil Udlandet har sagt os, hvad vi burde gjøre; det har «nugget» os i Siden og traadt os paa Taaen saa sagte, ligesom en Moder, der har sin nyskonfirmerte Datter med sig i Selskab for første Gang. Som denne unge lille Gaas, have vi da snadret vor Ros og Daddel; — Synden har ikke været vor, om vi saa har taget feil. Bare vi nu ikke begynder at stavre paa egen Haand! Det gaar galt; men det er nok ikke til at undgaa: her spores en Lyst til Selvstændighed, som allerede er kommen for Dagen i Oprettelsen af et Theater, og fremfor Alt i de revolutionære Bestræbelser med vort Sprog.

Den gode gamle Tid er forbi, da man lærte RahbeksRahbeks] Knud Lyhne Rahbek, dansk litteraturhistorikar Rhetorik og snørte Sproget i LivianskeLivianske] Titus Livius, romersk historieskrivar Perioder. Det er alene Juristerne, som fremdeles have Privilegium paa at skrive barbarisk; lærde Filologer have aldrig kunnet skrive sit Modersmaal, og dem vedkommer altsaa ikke Sprogreformen det mindste, heller ikke Filosofer, der fremdeles vil gaa paa Storkebén.

Det er forresten det samme, hvem der faar godt af Sprogreformen, bare den kommer, saa bliver den vel benyttet.

Den er i Anmarsch: man har i de sidste 5 à 10 Aar begyndt at nærme sig til Talesproget og optaget Udtryk af dette; man har kastet væk mange fremmede Ord; man er bleven folkelig; man har udenfor Examenerne kastet bort stumme e’er og stavet e og æ om hinanden; q kan man ombytte med k, x ombyttes ofte med ks, og store og smaa Bogstaver «vør(d)es» ikke længer. Al Autoritet er borte; vi staa midt i Anarkiet; Spørgsmaalet bliver, hvor den lovmæssige Orden skal begynde.

Professor P. A. MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar mente engang for en Tid siden, at vi burde begynde, hvor vore Forfædre slap for en 500 Aar siden og kaste bort det hele mellemliggende dorske Væsen; da vilde vi faa Norsk og have Noget at bygge paa. I. AasenAasen] Ivar Aasen er omtrent af samme Mening. Det er unegtelig gode Autoriteter, disse to Mænd. Andre, deriblandt en «Ro» i Tilskueren, og Tilskueren selv kalder sligt Drømmeri og vil, at man videre skal bygge paa Dansken vor; Bibelen er oversat paa dette Sprog — Bogsproget — og Præst og Psalmebog føre dette samme Sprog. «Ro» ængster sig ved Tanken om, at vi — som have den europæiske Dannelse (?) — skulle lære et nyt Sprog. Mennesket hedder «Ro.»

Andre f. Ex. det norske Theater synes at ville have det hallingdølske Sprog siden det saa tidligt lod en Hallingdøl træde frem og tale. Præsten LandstadLandstad] Magnus Brostrup Landstad kommer til at lade det tellemarkiske Sprog lægge et Ord med i Laget, naar nu hans tellemarkiske Folkeviser udkomme. ØstgaardØstgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar har skaffet det tønsetske frem i sin «Fjeldbygd» og naar nu nogle Aar ere gangne hen, faa vi vel en Bog i hver Dialekt. Hvilken Dialekt skal man vælge? Det Bedste bliver vel indtil videre at holde sig til Bogsproget og med «Ro» til den europæiske Dannelse, og saa forresten fremskynde Anarkiet Alt, hvad man kan, ved at optage gode Ord af alle Dialekter og saaledes lidt efter lidt vænne Folk til dem, saa vil Sproget efterhaanden klarne sig og blive rigt. Men Ulykken bliver da den, at man ikke har nogen fast Regel at gaa efter i Stavemaaden. Skal man give disse Ord danske Endelser, trækker man Glacehandsker paa gamle Thor, og skal man stave dem efter Oldsproget, maa man gaa over til Munch og Aasen, med mindre man vil have danske og norske Endelser om hverandre. Man har Uleilighed, hvor man snor og vender sig. Det ene er ligesaa urimeligt som det andet. Det bedste bliver at tie, saa slipper man det Hele; men saa faar man igjen ingen Aviser; hvor bliver det da af Politiken? Det skal blive morsomt at sé, hvorledes man vil tage denne Ting, men saa ganske morsomt bliver det ikke for de Mennesker, som ere nødte til at skrive i dette anarkiske Sprog. Ingen Forfængelighed kan trøste sig med, at hans Arbeider blive læste længere end idag og imorgen. Skriver Nogen aldeles genialt, kan det vel blive opbevaret som literaturhistoriske Aktstykker, ligesom man i Fortalen til MolbecksMolbecks] Christian Molbech, dansk litteraturhistorikar og filolog OrdbogOrdbog] retta frå: Ordborg ser Sprogprøver af det mere og mere fordanskede Sprog. Men for de fremtidige Forfattere bliver det godt. Af Anarkiet vil fremgaa et rigt Sprog, hvori en Digter vil kunne intonere sine lyriske Stemninger som paa et mægtigt Orgel. Denne Tanke kan forsone os og give os Kraft til at arbeide os frem i vort forvirrede Sprog.

Saaledes kjæmper Norskheden paa Sprogets Mark.

* * *

*) For nogle Gange siden berettede jeg, hvor jeg talte om Korvetten Nidaros, at den Wedel,Wedel] Ferdinand Julius Wedel-Jarlsberg, sekondløytnant som var der og kommanderede, skulde være den, som var med i Affæren, da Christian den 8de sprang i Luften. Dette skal ikke være rigtigt, det skulde være Broderen, som var med der. Jeg er altsaa kommen i Skade for at tage Noget fra den ene Broder og give det til den anden. Jeg anførte hin modige Gjerning i Forbindelse med den Strenghed, Nogle sagde, han skulde vise ombord. Jeg tog feil i min Ros, og Skibsfolk, jeg talte med, toge kanske en god militær Disciplin for Strænghed.




Nr. 249/1852; søndag 24.10.

[Om dei tilsette på Universitetet; dei gamle grekarane og dei moderne engelsk- og franskmennene]

Korrespondance

Christiania, den 22de Oktober

Nu om Dagen holder Kandidat J. FriisFriis] Johan Friis, klassisk filolog Prøveforelæsninger til den ledige Lektorpost i græsk Filologi. Universitetet har i de sidste Aar havt Modgang paa sine Lærere: ThueThue] Henning Junghans Thue, litteraturhistorikar og CollettCollett] Peter Jonas Collett, jurist døde i sine bedste Aar, og HolmboHolmbo] Bernt Michael Holmboe, matematikar var heller ingen gammel Mand. VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor blev forflyttet til Rektor ved Christiania Skole, og AubertAubert] Ludvig Cæsar Martin Aubert, klassisk filolog var paa Veien til Rektoratet i Christianssand; men nogle Studerende og hans Medlærere skulde formaa ham til at blive. Det maa ikke være godt at være Universitetslærer kan man fornemme, og endda har man i Morgenbladet ivret imod den altfor høie Løn, som Universitetslærerne faa! Folk dør saa snart i disse Poster, at Lønnen ingenlunde er for høi. Forresten leve Somme længe, naar de bare ere komne paa Glid; SchelderupSchelderup] Michael Schjelderup, lege og RasmussenRasmussen] Søren Rasmussen, matematikar bleve gamle, og enkelte Nulevende ser ogsaa ud til at kunne holde ved; man maa ligesom komme ud over et bestemt Punkt, da er man indtil videre hjulpen; saadan ser det iallefald ud. Nu kommer det an paa, om disse nye Lektorer kommer ud over dette Punkt; den ene af dem, nemlig Aschehoug,Aschehoug] Torkel Aschehoug, jurist ser meget godt ud; Friis derimod lader desværre til at være mindre stærk; men, det er Aanden som behersker Legemet, siger man, og saaledes er de ydre Mærker lidet at bygge paa.

Det er ellers bedrøveligt med lærde folk: de blive i Almindelighed ikke gamle; man kunde sige, at de ere for gode for denne Verden, dersom Tingen ikke havde en mere udvortes Aarsag: lærde Folk have været flittige fra de vare en Næve stor, og det er ikke sundt at læse, naar man skal voxe; da skal man springe, dandse, lege og sove længe; men naar man er lænket til Skolebænken om Dagen, og maa sidde og læse om Kvellen, bliver man forkuet og gammel før man er voxen. Man kan faa Mirakelbørn paa den Maade, men man faar høist elendige Mænd, syge, prosaiske og blodfattigeblodfattige] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: blodsottige i Aanden; de staa i Livet som et Lexikon i en Boghylde; man ærgrer sig hver Gang man ser paa dem og maa slaa op; det værste er, at de ere daarlig indbundne, saa de falde fra hverandre, hvergang man skal bruge dem, og Menneskeheden sætter dem tilslut til Auktion, og sælger dem for 4 Skilling som BadensBadens] Jacob Baden, dansk filolog Lexikon, eller ogsaa stuver dem ned i en Kasse og sælger dem tilligemed gamle Aviser som Makulatur.

De have læst af sig Haaret, svedet sine Øienbryn, ere saa nærsynte, at de maa stikke Næsen lige ind paa Bogen, og

Naar Tobak man ryger, da hedest er Faren,
man tænder i Fingren og mener Cigaren.

Det er ingen af disse lærde Folk som synger med W. von Braun:Braun] Wilhelm von Braun, svensk forfattar

«Jag heller en lömmel vil vara
end utveckla själen paa kroppens ruin.»

De indbilde sig at udvikle Sjelen ved den megen Læsning i sine unge Aar, men de blive «Lømler» baade paa Sjæl og Legeme, istedetfor at det Ene idemindste kunde være reddet, Legemet nemlig, om Aanden kan der ikke ret vel være Tale; den som har Aand, falder ikke lettelig paa at læse den bort, selv ikke som Barn; den kimende Spire vender Braadden mod sligt Barbari. Dog, vore organiserede Skoler klemmer de Unge ind i sin Jernsko; de ere Maskiner, som have dræbt flere Talenter, end de engelske Fabriker have gjort Krøblinger.

Intet Under, at Universitetslærerne ikke blive gamle, og intet Under, at man finder saa megen Aandløshed blandt den talrige studerende Stand.

Jeg har igrunden skeiet ud, men det er netop det jeg vil; jeg vil korrespondere; jeg vil løfte paa Hatten til de Tanker, som stryge forbi mig, ligesom jeg løfter paa den til Legemer, som jeg møder paa Østregade, det vil sige, naar jeg kjender dem; at gaa strunk og stiv, det gjør alene aandelige og legemlige Musketerer; de have begge kjendt Korporalstokken paa sin Ryg, og de ere begge skabte til at dræbe; den ene Legemet og den anden Aanden.

Den første Prøveforelæsning var over Forskjellen mellem Spartas og Athenens Statsforfatninger. Det var et drøit Thema, og Friis, der ofte kan være smaavittig, gav ogsaa — om jeg forstod ham ret — paa en fin Maade tilkjende, at Opgaven ikke saa ganske egnede sig til én Times Behandling.

Det er bleven en staaende Antagelse, at Sparta repræsenterede det aristokratiske Element og Athenen det demokratiske, ligervis som man nu vil finde Aristokratiet i England og Demokratiet i Frankrig. Man maa vente at Sammenligningen halter: 2200 Aars Afstand gjør nogen Forskjel; imidlertid bliver dog Grundkarakteren temmelig lig: Spartanerne vilde Intet lære af Fremmede, Englænderne heller ikke, idetmindste ikke Sprog. Spartanerne havde Heloter, Englænderne Fabrikarbeidere; Spartanerne havde Periøker, Englænderne have Irlændere. Spartanerne havde Eforer, der igrunden besad al politisk Magt, især paa Slutten, Englænderne have Lorder. Spartanerne repræsenterede Ubevægeligheden i Hellas, Englænderne gjør det Samme i de europæiske Statsforfatninger. — I Athenen var Revolutioner, det Samme er der i Frankrig. I Athenen var Themistokles,Themistokles] Themistokles, athensk statsmann i Frankrig var Napoleon.Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar I Athenen var man letsindig og vittig (attisk Salt), i Frankrig er man ligedan. I Athenen var Demosthenes,Demosthenes] gresk talar i Frankrig var Mirabeau.Mirabeau] grev Mirabeau, fransk politikar I Athenen var Aspasia,Aspasia] Aspasia, gresk lærd kvinne i Frankrig var Madame RolandRoland] Madame Roland, fransk politikar og de Staël.de Staël] Germaine de Staël, fransk forfattar I Athenen var i den mest blomstrende Periode 400,000 Slaver og 15,000 Borgere — et vakkert Demokrati — i Frankrig har Forholdet mellem de uvidende Borgere og de Deputerede været omtrent ligedan. Det var Talerne i Deputeredekammeret og Avisskriverne i Paris som larmede om Friheden; Folket var sløvt og nu er det halvgalt for L. Napoleon.Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar Friheden eller Anarkiet endte i Athenen med PhilipPhilip] Filip II, konge av Makedonia og Alexander,Alexander] Aleksander den store, konge av Makedonia og Napoleonerne — ligedan Mennesker, som vidste at transportere Folk ud af Verden — have ogsaa vidst at bringe Friheden til Taushed i Frankrig. Athenienserne vare Fritænkere, Franskmændene ligedan. Spartanerne vare rettroende — de vilde ikke engang stride ved Marathon paa en Nymaaned — Englænderne holde ogsaa Høitidsdage hellige; imidlertid hindrede ikke Paaskehelgen NelsonNelson] Horatio Nelson, britisk admiral fra at slaaes for Kjøbenhavn. — Friis trak ikke slige Paraleller og alligevel var han neppe lærd. Det var et interessant Thema og det er behandlet af saamange aandrige Mænd, at det er farligt at røre ved det; det er bedst jeg ogsaa slutter, før det er udtømt. Siden skal han tale om Forskjellen mellem Folkepoesien i Grækenland og den reflekterte Poesi som Professor J. L. HeibergHeiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar vilde sige. Det bliver opbyggeligt. Jeg undres, om ikke alle Versemagere herinde vil ud at høre paa det, ifald Auditoriet kan rumme dem Allesammen.

* * *




Nr. 253/1852; fredag 29.10.

[Folkepoesi og kunstpoesi]

Korrespondance*)

Christiania, den 27de Oktober

Imandags holdt J. FriisFriis] Johan Friis, klassisk filolog sin Prøveforelæsning «om Forskjellen mellem den græske Folke- og Kunstpoesi». Han benyttede et Par Tydskere og en Franskmand, der hos de forskjellige græske Forfattere havde udpillet Stumper, der troedes at maatte kunne henregnes til «Folkepoesi». Enkelte slige Stumper havde han kanske fundet selv ogsaa, skjønt det ikke er rimeligt, at en ikke ældre Mand alt skulde være saa hjemme i den rige græske Literatur, at han havde opdaget noget nyt. Det skal baade lexikalsk og grammatikalsk Lærdom til at finde saadanne Egenheder og erkjende dem som saadanne i et dødt Sprog, der ligger saa langt tilbage i Tiden, at man kan være vis paa, at det alene er de bedste Sager, som ere komne til os; endog med en Tydskers Lærdom bliver det vel vanskeligt at opdage saadanne «folkelige» Elementer. Dette gjør imidlertid ikke meget til Sagen, iallefald ikke her for mit Vedkommende; Tingen er, at der vel ogsaa i Grækenland har været en Folkepoesi, der har gaaet forud og ved Siden af Kunstpoesien**), og det kan man vel antage, selv om ingen Brudstykker fandtes, da Nationerne i deres Udvikling ikke gaar fremad i Kolonner én Mand høi, men trippe Gaasemarsch; Præste- eller Krigerstanden er altid de første i Flokken, og i de moderne Stater, navnlig her i Norge, er det Embedsstanden. Disse Forreste gaa med Bøger under Armen og i Hovedet og de synge i Bogsproget. De hente sine Billeder fra den hele Verden, ja endogsaa fra Himmelen. Saaledes erindrer jeg godt en Sang fra Tromsø, hvor der blev talt om Laurbærkrandse. Myrter og Palmer ere staaende poetiske Billeder her i det kolde Norden, og i en Sørgesang her om Dagen i Posten var Snak om Nattergal. Selv WergelandWergeland] Henrik Wergeland sang utaalelig meget om Serafer og Engle. Kunstpoeterne lade sig ikke nøie med at plyndre den hele vide Verden og Himmelen; de gaa endog lige til Helvede og drage den arme Djævel med samt hans Engle ind i sine Poesier og prostituere ham tilligemed sig selv. Alle disse saaledes plyndrede Koster blive opstillede i pyntelige og slikkede Former; man fryser bare ved at se paa dem.

Saaledes bærer ikke Folkepoesien sig ad: den holder sig til det, som ligger nær; Billederne tages af det, vi daglig se og høre, og Tankerne er altid alménmenneskelige. — Der er Natursandhed i Folkepoesien. — Sproget er som det daglig bliver talt, og man tager sig Friheder med Sprogformerne, som undertiden kan være betænkelige nok. Det er Sjelens umiddelbare Udstrømning; man sidder ikke inde i et varmt Værelse og forbrænder Tankerne ved Kakkelovnen og sender Bud paa Apotheket efter Røgelser for at frembringe en behagelig Lugt. Man synger ude, under Guds frie Himmel, kaster sig paa Ryggen i Græsset med en Stén til Hovedpude, ligesom Jakob da han drømte om sin Himmelstige, og saaledes synger man om Blomsterne, som rugge med Hovederne i Vinden, man synger om Fuglen, som kvidrer i Træet, og om «vort Herres Lam, som græsse paa Himmelen»***). Sligt er Folkepoesi.

Det meste af den græske Poesi, som er kommen til os, var en saadan Poesi. Homér vil saalænge Verden staar blive et Mønster paa Folkepoesi, og dog er Homér ikke Folkepoesi i den Betydning, hvori vi tage Ordet; men han var Folkepoesi i en anden og mere ædel Betydning: han blev kvædet at det hele græske Folk; han var deres Bibel. Folkepoesien var hos ham lutret til den høieste og ædleste Natursandhed, som altid maa falde sammen med den høieste Kunst.

Naar jeg ovenfor talte om, at alle Nationer skride frem i Gaasemarsch, maa man — som Friis ogsaa bemærkede — huske paa, at Afstanden mellem de forskjellige Folkeklasser ikke var saa stor i Grækenland som hos os, naar man da undtager Slaverne, der rigtignok ikke bleve betragtede som Mennesker. Dannelsen var der mere jevn; den bestod i Musik og Gymnastik, og disse Fuldkommenheder skulde enhver Borger besidde. Det var intet Usædvanligt, at Borgerne opnaaede de høieste Poster i Staten; Embederne vare ikke der Professioner****) saaledes som hos os.

Man maa vel ellers vogte sig for at sætte Grækerne altfor høit. Saaledes som der var i Grækenland, har der været hos alle Nationer paa tidligere Kulturstandpunkt, rigtignok med den væsentlige Forskjel, at intet andet Folk har drevet det til den Fuldkommenhed i Kunst og Videnskab. Men Forskjellen i Dannelse mellem de forskjellige Samfundsklasser var paa et tidligere Standpunkt ikke større hos andre Folk end hos Grækerne. Arbeidet var ikke delt, og de forskjellige Professioner vare saaledes ikke opstaaede; Alle maatte tænke og arbeide tillige; nu er det Somme som tænke og Andre som arbeide*****) Livet er saaledes opløst i Mekanik, hvorved Staten rigtignok først bliver en beundringsværdig Maskine.

Det var visselig Slaveinstitutionen, som hjalp Grækerne i at blive saa almindeligt dannede. De frie Borgere vare, hvad Adelen i andre Lande og Embedsstanden hos os er; det var de, som vare Bærere for Dannelsen, og derfor vare de saa lige; derfor kunde Alle sin Homér og derfor kunde Soldaterne sin Euripides.Euripides] Evripides, gresk tragediediktar Det er derfor besynderligt at kaste lange Blikke til Grækenland og se der et idealsk Samfund og sige vemodigt: der kunde Alle synge f. Ex.

Det bliver derfor tvivlsomt, hvorvidt der i Grækenland efter Slaveriets Indførelse var en Folkepoesi og en Kunstpoesi i den Betydning, hvori vi tage disse Ord, og før den Tid var Alt Folkepoesi; det var denne, som senere blev forædlet, og ved en lykkelig Udvikling havde ogsaa den senere Kunstpoesi Folkepoesiens Natursandhed, indtil Grækenland udartede og gik sin Undergang imøde; da kom visselig Folkepoesien igjen og stod som en Modsætning til Kunstpoesien. Jeg vilde derfor sige: i Grækenland var først al Poesi Folkepoesi; derpaa kom en lykkelig Periode, da Folkepoesien blev Literatur i en ædel Skikkelse, da var der liden eller ingen Forskjel mellem Folkepoesien og Kunstpoesien og da kunde Alle synge, om ikke digte. Derpaa skred man videre; Kunsten udartede, men Folkepoesien levede som Modsætning til Kunstpoesien. Jeg kan ikke mindes, om Friis tog det paa denne Maade; jeg tror det ikke; men han var lærd, eller skulde i alle Fald have været det.

* * *

*) I sidste Korrespondance stod blandt andre Trykfeil blodsottige i Aanden, istedetfor blodfattige i Aanden.

**) Ordet «Kunstpoesi» er ingen god Benævnelse paa Modsætningen mellem Folkepoesien i sin Umiddelbarhed og deres Poesi, som staa paa Tidens Høidepunkt af Dannelse; man har mere træffende, men noget filosofisk kaldt denne Poesi den reflekterte. Al Poesi er Kunst, forsaavidt som den er Poesi. Kunde man ikke sige Naturpoesi og forædlet Poesi eller Naturpoesi og Drivhuspoesi? Dette er ikke saa uvigtigt endda; thi hvorledes skal vi vel stille vor Folkepoesi. f. Ex. de thelemarkiske Folkeviser, i Modsætning til Wergelands og WelhavensWelhavens] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar osv. Poesier?

***) De hvide lette Aftenskyer.

****) Se JaabæksJaabæks] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant Afhandlinger i Nationalbladet.

*****) Jeg tager her arbeide i den dagligdagse Betydning, ifølge hvilken det ikke er Arbeide at tænke.




Nr. 255/1852; søndag 31.10.

[Interimsregjering; avispolemikk]

Korrespondance

Christiania, den 29de Oktober

KongenKongen] Oscar I, konge maa være sygere end Bulletinerne forkynde, siden han har skredet til at indkalde Interimsregjeringen igjen; det er et sørgeligt Mærke paa hans lidende Tilstand, og viser, at Sygdommen ikke er af den Art, at den haabes overstaaen saa snart. Budskabet om vor gode Konges Sygdom vil modtages med Bedrøvelse over det hele Land. Vor elskede Kongefamilie hjemsøges haardt, og Dronningen skal være meget lidende under sine tunge Sorger som Ægtefælle og Moder.

Interimsregjeringen skal saaledes atter træde i Virksomhed, og man tør haabe, at ingen uvittig Politikus vil oprippe Snakket om dens Dyrhed og Uhensigtsmæssighed, men finde den ligesaa god som grundlovmæssig. Hvad gjør vel Antallet? Det borger for, at Alt vil blive vel overveiet. Interimsregjeringen i sin foreskrevne Skikkelse er et demokratisk Træk i vor Forfatning, som det vilde være letsindigt at udviske. Det er vel, at saamange Borgere som muligt deltager med i Styrelsen; det falder ikke oftere paa, og selv om det var oftere, saa er de dermed forbundne Udgifter vel farne, ligesaavel som de, der medgaa til Storthinget; det bliver Alt en saa liden Brøkdél af Statsudgifterne, at det næsten forsvinder, ved at stilles mod de andre Summer, og skal man — med al Respekt for de smaa Brøker — spare, saa er det vist klogere at spare paa andre Kanter. Det er et barnagtigt Angreb paa Folkeregjeringerne, at forekaste dem, at de ere kostbare. Historien viser, at de ere de billigste af alle; ere de uindskrænkede, saa har man ganske andre Vaaben at angribe dem med.

Bortseet fra de Erfaringer, som Interimsregjeringen vil kunne indhente, maa det hæve de enkelte Medlemmers Selvfølelse, at vide sig delagtig i den høieste Magt; det maa styrke deres Kjærlighed til Forfatningen og være en Spore til at anstrenge sine Evner og Kræfter for at finde det Rette. Det er, som Præsidentskabet i de republikanske Stater, den høieste Værdighed en Borger kan opnaa, og det er vel at saamange som muligt opnaa en saadan Værdighed: det virker forsonende og udjevnende tilbage paa Folket, der ikke længer finder Afstanden mellem sig og sin Hersker saa stor, at nogen Trældom kan krybe derimellem. Man maa derfor ønske Interimsregjeringen tillykke med sin ophøiede Virksomhed, men paa den anden Side haabe, at man ikke længe behøver at trænge til den. I Sommer da den først blev bestemt til Indkaldelse, var der Mange, som vilde at man skulde omgaa Grundloven og Rigsakten. Selv Morgenbladet, som altid har givet sig ud for at tale Folkets Rettigheder, lod sig forlyde med, at Kongen ikke havde trængt til en saa extraordinær Forføining, og i Sverige var, som rimeligt, et stort Parti af samme Mening; men Kongens og Statsraadernes (især Vogts)Vogts] Jørgen Herman Vogt, statsråd Retsindighed vilde helst, at Loven skulde have sin Gjænge. Slige Gjerninger bør holdes friske i Minde, for at man kan lære at kjende Frihedens sande og falske Venner.

Nu leve de personlige Stridigheder i bedste Velgaaende og Publikum gnider sine Hænder af elskværdig Fryd. Sagen hænger i Korthed saalunde sammen. R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar underkastede det skandinaviske Theaters Virksomhed en skarp Kritik i «Tilskueren,» i Posten svarte man anonymt med at levere Olsens Biografi; Olsen troede nu, at det var Vibe,Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor og skrev en lille Epistel til ham. Dette var nu vistnok ikke rigtigt saaledes at hoppe lige ind paa en bekjendt Mand, men det er Praxis i «Posten og Morgenbladet» og saaledes var det i alle Fald ikke noget nyt; man har skrevet Epistler og Sendebreve til hinanden med Fynd og Salvelse. Denne Olsens Epistel til Vibe havde endnu det Gode ved sig, at Morgenbladet fik slaa 3 — tre — Fluer med ét Smæk — man kan nok udenad vide hvilke. — Nu svarer da Vibe og siger, at det ikke er ham, som er Forfatteren og bruger ligedan sin Fluesmække. Den anonyme Forfatter i Posten skriger ogsaa i sit Smuthul som Læmænet baade til Olsen og Morgenbladet. Idag svaret Olsen atter, og P. A. Munch,Munch] Peter Andreas Munch, historikar der ogsaa fik et Slag af Vibes Vifte, er nu ogsaa ude idag og meget alvorlig snakker til Vibe; der ligger noget vist Truende i Snakket, det er ligesom han vilde fare med Jus, godt om det ikke bliver noget værre, en Tørbanken med Næverne: det ser ud til noget af hvert. Ja, nu er vore Politikere og store Mænd i Haaret paa hverandre: R. Olsen paa Theatret, Anonymen i Posten paa Rolf, StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar paa Vibe, Rolf, ArentzenArentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør og Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar om hvem han bruger det eiendommelige Udtryk, at han har udtømt sin hele «Skarnkiste» paa ham (Stabell); Vibe er paa Stabell, Rolf, Munch og Morgenbladet under én Bank; Munch er paa Vibe; imorgen svarer vel Daa i «Tilskueren» og Vibe Munch i Posten; om Anonymen i Posten, som angreb Rolf, kjerer vel Ingen sig videre; det maa være et Skind, som ikke fortjener et «ærligt Hagl» end sige en Kugle. Blander nu Vibe Stabell ind i sit formodede Tilsvar til Munch, saa svarer han igjen, og Himmelen véd, om ikke Arentzen ogsaa kommer lampende, før Alt er slut. Det er uforligneligt, og R. Olsen er paa en Maade Aarsag til det Hele; han angreb Theatret. Rolf kan ikke røre paa sig, før hele Leiren kommer i Oprør; det er en stor Mand siden han faar alle Publicister til at løbe galne; han er ligesom Lodden, en Fisk ved Nordlandets Kyster, om hvem det berettes, at den draget med sig alle Torsker og Flyndrer, hvor den farer hen. P. DassDass] Petter Dass synger om den i sin «Nordlandske Trompet» saalunde:

«Profeterne true med fire Slags Ting
For Synden at sende i Verden omkring
Til Landets almindelig Plager:
Det er Pestilents, Hunger, Dyrtid og Sværd,
Og Lodden maa regnes det femte Gevær,
Med hvilket os Himmelen slager.»

Forskjellen er alene den, at Rolf Olsen ikke er noget «femte Gevær;» han gjør netop godt, idet han — rigtignok ufrivilligt — lokker frem al den Jammerlighed, som findes i vor Jurnalistik.

Det er saa udmærket, at man kan blive ganske forrykt ved at tænke paa det; det er efter GoethesGoethes] Johann Wolfgang von Goethe Ord som man hørte et Kor «von hunderttausendhunderttausend] retta frå: hundrettausen Narren sprechen.»




Nr. 259/1852; fredag 05.11.

[Avispolemikken held fram; det norske teatret går framleis godt]

Korrespondance

Christiania, den 3die Novbr.

Jo ganske rigtigt! DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar har svaret StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar og VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor Munch;Munch] Peter Andreas Munch, historikar nu kommer det an paa, om ikke Stabell og Munch kommer med sine Dupliker. De burde gjøre det, for at Spændingen kunde holde ved. Den almindelige Menneskeforstand har ikke megen Sands for Sager og Tanker; den maa have Personligheder og anden Ufornuft, skal den finde sig vel. Dette har vore store Publicister indseet, kan man fornemme, eller ogsaa har de gaaet efter et Instinkt, der netop viser, at de ere fødte til Faget; de gjøre Lykke og fortjene den; jeg gribes af en vis Ærbødighed ved at tænke paa dem; den, som kan opbygge et Publikum er der dog alletider noget ved, hvad man saa end siger; han véd at slaa Strænge an, som klinge, og han viser idetmindste at han er den rette Mand; Publikum vil ingen anden have, og det fortjener ingen anden; han er det Husspeil som opfanger dets Tanker. Jeg mindes ikke paa lang Tid, det har været slig Rift om Aviserne, som i disse Dage; man trængte sig til for at se, som naar Folk slaaes paa Gaden, og Aviserne se ud som Skolapper, Morgenbladene ere ynkelig forrevne; det maa lægge i med bedre Papir, vil det fortfare med Epistler; «Tilskueren» og navnlig Posten har godt Papir; man kan trætte mandhaftigt paa det, uden at Publikum skal gaa Glip af Fornøielsen. Man kan sige om Postens Papir som Vosserne, naar de komme ind i en Butik og se en vældig Tællekniv: «Det er Kniv til at slaa en Kar med.»

I Udlandet, især i Frankrig, duellere slige «Rivbikkjer» til stor Skade for Publikum, som ikke længer kan opbygges ved dem. Mange ville paastaa, at dette er det ene Rigtige, og kalder det Feighed og anden Usselhed at bruge Kjæften og være bange for Skindet, ligesom man ogsaa har sagt, at private Sager ikke vedkommer andre Folk. Der er skrevet meget for og imod denne Ting; jeg holder nu for at slige Folk burde duellere, uagtet jeg som Avislæser derved maatte undvære mangen pikant Lektüre; jeg véd vel at Theologien gjør Indvendinger mod Duellen, men jeg maa bestemt tro, at det fra dette Synspunkt vilde være godt for slige Folk, om de gjorde Ende paa hverandre saasnart som muligt: der er liden Udsigt til at de skulde forbedre sig; de lægge bare Synd til Synd ved at leve; det vilde vist være bedre at de aldrig vare fødte, end holde paa at leve og trætte i Aviser; men Faa har villet duellere og de, som have villet det, har man holdt for galne. Duellen er ikke populær; det er langt mere populært at kjævle og skumle, formodentlig fordi man antager, at rimelige Folk ikke tror synderligt paa, hvad man saaledes hører og læser i Aviser; men blot pirrer som af en god Snus.

Nu kommer det an paa, hvorlænge Aviserne ville holde Fred og være kjedelige; længe kan det ikke være: Freden er blot en Vaabenstilstand. Det skandinaviske Theater var Skyld i denne hele Strid; havde nemlig ikke det været til, saa havde R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar ikke angrebet det, og havde R. Olsen ikke været til, saa kunde Posten ingen Biografi have skrevet osv. gjennem den hele Aarsagsforbindelse. Jeg vil gaa flittigt i Theatret af Taknemmelighed mod det; det er saa fattigt, Stakkel, at det maa være glad i hver Plads, som optages, om den saa er i «Paradiset».

Theatret er nu blevet, hvad Politiken før var, et Befordringsmiddel for Prostitutionen; det har rigtignok altid været det for Kunstnere og Kritikere, men det er først nu det er blevet det for Politikere; thi naar man undtager R. Olsen er Alle, som have været i Vasken, særdeles ukunstneriske Mænd; Smagen er neppe deres Sag; de ere Politikere, have i alle Fald været det, men nu er her ingen Politik, som man kan se af en lang Artikel i Morgenbladet; den kalder sig omtrent: «Et Blik paa vore politiske Tilstande.»

Forfatteren til bemeldte Artikel maa have «skrevet for Spalten,» saa tyndt og opslemmet er det Hele. Jeg dadler ham ingenlunde for Sligt, tvertimod, Artikelen er god nok for en Avis; jeg antager endog at det er Ødselhed at skrive godt i en Avis; har man noget Godt at byde over, bør det staa paa et andet Sted og ikke komme i Selskab med Bekjendtgjørelser og Trætter, og er det et Blad som Morgenbladet, burde Spalterne staa tomme: Publikum holdt det nok alligevel, bare det stod «Morgenbladet» over. At Morgenbladets Redaktion er et Geni, kan Ingen betvivle, naar man ser at Publikum holder Bladet, hvordan det end er. Det kan være flaut og skifte politiske Meninger, saa ofte det lyster, og Publikum holder det. Er der ligesaa megen Ironi som Geni i Morgenbladets Redaktion, saa maa det være dens Opgave at gjøre Bladet slettere og slettere og tilslut lade det udkomme tomt, med Undtagelse af Bekjendtgjørelser, der betale sig selv. Det vilde være at behandle Publikum efter Fortjeneste, og med homerisk Latter kunde man da skue ud over det fra sit ophøiede Sæde.

«Tror Du det gaar godt med Morgenbladet,» sagde en Politikus til mig, «det skjælder ud alle sine gamle Venner her i dette sit «Blik», nemlig Oppositionen, Ueland,Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar GaarderGaarder] Peder Gaarder, statsrevisor osv.?» «Gaar godt! sagde jeg, det kunde gjerne skjelde ud hele Verden, og den blev blot mere lydig. Det er kommen saavidt, at det er Daarskab at angribe det; det har Nationalbladet og de seneste Erfaringer tilstrækkelig vist. Den, som har den mindste Respekt for det Geniale, maa nu beundre det, og har man været saa taabelig at hade det, maa man nu holde af det; det træffer Publikums Smag, og for den maa man bøie sig; paa dette Feldt spørger man ikke efter nogen fornuftig Grund; det er faktisk, og dermed Basta!»

«Den Frimodige» har længe holdt paa med en Artikel om Storthingene. Man kan lære meget af Artikelen, bare man holder ud at læse den. Jeg staar nu forresten i den Mening, at Artikelen er en Ironi paa al Vidtløftighed, og saaledes læser jeg det ene No. efter det andet og finder det ret godt. Forfatteren er saa gal paa Pressen, navnlig den ministerielle, og endel Smaablade. Det er baade en afmægtig og taabelig Vrede, dersom bare Forfatteren ikke ogsaa her er ironisk og vil snerte den Daarskab, som klager over slige Ting.

* * *

Det gaar godt med det norske Theater; det har fuldt Hus og Publikum er saa rimeligt, at det finder sig tilfreds; ser at det gaar over Forventning. De første Gange ere nu forbi, saa man tør haabe, at det er andet end Nysgjærrigheden, som lokker. Tiden viser sig at være moden for en national Scene, og det skandinaviske Theater og Corsaren — der nok udtaler Noget, de andre Danske undsér sig for, men gjerne sé — gjør Alt for at fremskynde denne Modenhed.




Nr. 261/1852; søndag 07.11.

[Presten Hallings samfunn på Enerhaugen; hjelp til fattige]

Korrespondance

Christiania, den 5te Novbr.

Præsten HallingsHallings] Honoratus Halling, prest og forfattar Forening paa Enerhougen ser man ikke stort til i Aviserne om Dagen; den arbeider stille og velgjørende, og det er først ved Udstillinger og Aarsberetninger, man offentlig faar noget at vide om dens Fremgang. Halling har Staven i den rette Haanden: han politiserer ikke og fordriver Tiden med unyttig Snak, men arbeider i den praktiske Retning at afhjælpe Nøden ligefrem eller gjennem en af flere opofrende Mænd stiftet Forening til Indkjob af Livets første Fornødenheder lader den ordentlige Arbeidsmand faa kjøbe Madvarer saa billigt som muligt, istedetfor at han var henvist til at tage paa Regning hos Høkere. At denne Understøttelse ikke kan strække sig synderlig vidt, er rimeligt; imidlertid er Exemplet givet, og en lykkelig Begyndelse vil ikke undlade, at trække flere ind i Foreningen og opmuntre til at stifte flere. Det maa nu ellers ligge i Tingenes Natur, at slige Foreninger ikke ville kunne virke i nogen stor Maalestok, uden at de i Længden udarte og drage paa sig saa store Bestyrelsesomkostninger, at den private Virksomhed vilde vise sig bedre. Iallefald har Erfaringen endnu ikke vist, at slige Foreninger i det Store have kunnet staa sig; man har i Frankrig og Schweitz f. Ex. forsøgt med dem; men noget tilfredsstillende Resultat haves, saavidt vides, ikke. Det bedste ved dem er, at de bidrage til at vække Sandsen for Huslighed og Paapasselighed hos de arbeidende Folk. Slige Foretagender ere gjerne forbundne med Foreninger, hvori man holder Foredrag; Laanebibliotheker haves ogsaa, og under Møderne kommer Bestyrerne sammen med dem, som nyde godt af Foreningen, og virke vækkende og opmuntrende paa dem. Det bliver imidlertid tvunget og mekanisk, dersom der ikke findes opofrende Mænd, som gaar omkring i Husene, og underhaanden taler med Familierne. Dette gjør Halling, og det er netop af denne sin Virksomhed, han kan haabe den meste Velsignelse. Skal Mennesket blive hjulpet, maa det ske ved at paavirke dets Overbevisning og vække dets Selvfølelse; al anden Hjælp bliver træt og den Hjulpne faar blot Udsættelse af sin Elendighed; godt om han ikke synker dybere og dybere, fordi han ikke lærer at stole paa sig selv. Det er forresten vanskeligt at sige, hvorledes Understøttelsen bør være. Hovedsagen er, at Enhver understøtter efter sine Evner og Kræfter med det, han kan; gjør man det, vil baade den moralske og legemlige Elendighed blive mindre.

Her i Christiania maa det vel erkjendes, at Hjælpsomheden og Tilsynet med de Nødlidende og Forladte er saa godt, som det efter Omstændighederne kan være. Man ser altid, naar der har været en Ildebrand, at Understøttelse er samlet, og som noget karakteristisk kan bemærkes, at nogle unge Mænd strax efter en Ildebrand vilde skillinge sammen for en Brandlidt; men En af Kommunalbestyrelsen sagde, at det var en Sag, de (han selv og de andre Autoriteter) skulde sørge for.

Arbeiderboligen, om hvilken man i disse Dage har tvistet, hvem Æren tilkommer, er opført ved Subskription af hjælpsomme Mennesker; et vakkert Bibliothek er forenet med den, og en Læge gaar der og ser til, hvorledes Folkene leve. Man har Hjælpeforeninger i forskjellige Øiemed, og af de Navne, man ser deltage i dem, kan man slutte, at Alt sørges for med Omhyggelighed og Forstand.

Paa disse Tanker er jeg nærmest ledet ved at læse sidste Hefte af «Nord og Syd,» hvor en saare interessant Beretning staar at læse om Fattigskoler og Understøttelsesselskaber i London. Vi kjende, Gud ske Lov, ikke til en Elendighed som den, der hersker i de engelske Stæder, men saa kjende vi heller ikke til en selvfornegtende Opofrelse og Hjælpsomhed som den, man der kan finde.

Det synes som om Hjælpsomheden voxer i samme Grad som Elendigheden, og saaledes maa det være, skal en Nation ikke gaa under; en Ligevegt maa finde Sted. Det er trøsteligst at læse om Mennesker, som ikke skyr Forbrydelsen og Elendigheden, men gaar ned til den og drager den op til sig; det styrker Troen paa Menneskeheden, at slige opofrende og høimodige Sjele findes i den; man føler, at Kjærligheden og Ædelmodigheden dog er større end Elendigheden, og man faar det Haab, at denne vil ligge under i Kamp med Menneskehedens ædle Sind og Daadkraft.

Det er synderligt, at «Nord og Syd» overskriver sine Bemærkninger med: «Noget om hvorledes det engelske Demokrati opdrages.» Det er vistnok saa, at denne Understøttelse og Undervisning har Indflydelse paa Demokratiet, men dette forekommer mig at give Tanken en politisk Retning, som paa et saadant Sted bliver næsten uværdigt; men Skriftet er jo et Slags politisk Skrift. — Disse Beretninger burde læses af Alle; men de ere saa vidtløftige, at det endog vilde være meget at optrykke dem i et Dagblad. De indeholde ikke blot Beretninger om en Hjælpsomhed og Selvfornegtelse, som alene findes hos et saa mærkværdigt Folk som det engelske, men der er tillige Vink om Opdragelse og Antydninger om Undervisningsmaader, som ere saa træffende og geniale, at jeg idet mindste ikke véd at have læst noget Lignende. Jeg satte mig hen i den Tanke at skrive et kort Uddrag, men — jeg tør ikke, hvorimod jeg henstiller til Redaktionen at aftrykke det Hele med passende Mellemrum. En Avis kan ikke byde sine Læsere noget bedre; og det Gode faar derved en Udbredelse, som det fortjener.




[Nr. 265/1852; fredag 12.11. Gjengitt etter sitat i Christiania-Posten nr. 1507, 20.11.1852.]

[Nytt norsk mål]

Saavidt Korrespondenten i Romsdals Amtstidende. Den anden Artikel, der er dateret 10de November, findes i Drammens Tid. No. 265. Af den hidsætte vi følgende Brudstykker.

«Man vedbliver i Aviserne at behandle «Norskheden» i vort Maal, og naar man taler om de Fremskridt vi have gjort i mange Henseender, siden vi blev et selvstændigt Folk, tykkes mig, at man først og fremst maa sætte den Ting, at vi nu begynder at finde vort Maal igjen, som blev borte i vor lange Fornedrelse. Vi har fundet meget igjen, som da blev borte: vor borgerlige Selvstændighed med alle dens Velsignelser, men saalænge vi ikke har fundet vort Maal, er vi stumme, som maa lade Andre tale for os; vi mangler det, som gjør Mennesket til Menneske og Staten til Stat, den eneste Livsfylde og ydre Evne til at give vort Fornuftliv en eiendommelig Farve, der er en nødvendig Del af det Fornuftens Lys, som skal lede Menneskeheden til sit Maal, ligesom enhver af Regnbuens Farver er en nødvendig Bestanddel af Sollyset. Sproget er ingen Klædning, som kan indføres ligesom Silke og Fløiel; det maa være voxet frem af Jordens eiendommelige Beskaffenhed, befugtet og belivet af Himmelstrøgets Luft og bearbeidet i vore egne Verksteder, skal den blive en Klædning, som passer os; det maa være hjemmegjort.» — — — —

«Til Disse» — nemlig som ere blinde for at man ved at foragte sit naturlige Maal, foragter sig selv — «kan man vel i Almindelighed talt regne den ældre Embedsstok, «Danskepartiet» herinde, en stor Del af Byernes mere dannede Klasser, og de yngre Studerende, som ikke magte at rive sig løse fra disse gamle Tanker, som de ere opvoxte med i Skolen og Hjemmet. Men alle disse Folk ere ikke farlige: de lade sig overbevise og deres Modstand vil være saa skjønsom, at den bare ægger til at finde det Rette; værre er det, at Almuen paa mangfoldige Steder omsider er vunden for vort danske Skriftsprog, saa at den smiler og lér, naar den sér noget paa Prent, som ikke er Bogsprog og siger, at en Præst f. Ex. «knoter», naar han ikke taler «Fremmindmaal.» Det er kommet saavidt, at Almuen ogsaa skammer sig ved sit eget Maal, og Almuesmanden er ikke god at overbevise, selv om han ikke stod udenfor alle vore Meningsbrydninger. Det værste af Alt er forresten, at vi snart ikke har noget at overbevise ham om, da han med hvert Aar glemmer en Mængde af sit gamle Ordforraad og faar Dansk isteden. I denne Menneskealder har det gaaet foruroligende fort med denne Forglemmelse af det Gamle og «Læring» af det Nye. Det forbedrede «Skolevæsen», Vei- Valg-, Kommune- og Ditto Ditto Væsen har gjort og gjør daglig Ende paa det gamle Væsen, godt om ikke alt det Gamle «tryter» (tager Ende) før den bedre Overbevisning faar saa megen Magt, at den kan sige: «Stop! Du begaar et Selvmord.»

«Friheden», vi fik 1814, turde nok hende er den, som har skamferet os: med den kom det nye Liv, som gallopperende angreb det gamle; nu staar det der som en «Fremming», der har forladt sit gamle Hjem og ikke kan finde sig tilrette i det nye.

«Friheden» kunde vi have faaet senerehen; en Menneskealder tidligere eller sildigere gjør ikke stort for Staterne, som have «et evigt Liv»; vi kunde have udviklet os langsomt men sikkert under vor Uafhængighedsstand, indtil Friheden forberedt og eftertragtet var kommen af en indre Nødvendighed; thi vel er det saa, at Forbindelsen med Danmark er den, som afklippede vor historiske Traad, for at knytte sin egen isteden; men det gik dog langsomt, og disse 38 Frihedsaar har gjort mere end Aarhundreder.»

«Det er i denne Omstændighed, at Modersmaalet hos Almuesmanden saa forsvinder, Modstanderne af Sproggjenfødelsen maa finde sit Tyngdepunkt. At den studerede Stand og det meste af Byernes Befolkning ere blevne Danske, det har lidet at betyde; det vilde være omtrent som 1 mod 7 eller 8, og var end denne Ener af nogen bedre Beskaffenhed, vilde det dog falde den haardt at holde sig i Længden mod 8; den vilde staa ene, dersom den da ikke kunde gjøre disse 8 til Nul.

Nu kommer det an paa, hvorledes disse «Danskere» ville gribe Sagen. Hvad «Ro» i Tilskueren og Theaterreferenten i Posten har leveret, er ingen Ting imod det, som er anbragt derimod af Overlærer K. Knudsen,Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann I. Aasen,Aasen] Ivar Aasen Rektor BuggeBugge] Frederik Moltke Bugge, rektor ved sin Oversættelse af Iliaden, Professor P. A. MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar med sine rigtignok bare Formeninger uden Mod til at følge dem i sin Historie f. Ex. og de andre større og smærre Folk. Disse Modstandere have rigtignok den Fordél, at de endnu længe kunne tie, støttende sig paa det Bestaaende og forresten med os Andre kjøbe danske Bøger og skrive paa vanlig Vis; men, det er ikke værdt at de tie forlænge: deres Modstandere forflere sig, og der er endnu saamange Moderord paa Folkets Læber, at de vil være istand til at give Sproget et hjemligere Udseende om ikke ret mange Aar. Man maa være glad i hvert Ord, som faar Borgerret; det er et Vaaben i Tænkeres Haand, hvormed han kan drive ubudne Gjæster ud over Grændsen igjen og beskytte den hellige Arne.

Naar nu bare vore Forskere f. Ex. I. Aasen, Unger,Unger] Carl Richard Unger, filolog Munch, Knudsen o. fl. kunde forene sig om at opstille Staveregler og vise, hvorledes optagendes Ord skulde knytte sig til det Sprog, vi nu engang maa skrive indtil videre, saa vilde vi andre drage saamange Ord tilveie som vi fandt raadeligt; indtil da maa vi gaa paa egen Haand og stave saa godt, vi véd og kan. Jeg begynder iallefald at optage de velklingende Endelser are i Komparativerne f. Ex. fortare, skjotare (hurtigere af skjote, skyde), stoutare, rikare (rigere), flinkare, stærkare, friskare osv. osv. ligesom ogsaa Flértalsendelserne ar f. Ex. Hestar, Karar, Knivar (udtales Nivar ligesom i Engelsk), Dagar, Nettar, Kvellar, Morgonar osv.

Bliver du forskrækket, kjære Læser, saa kast Bladet, og vil du ikke læse mig, saa er jeg ikke den Mand, som sørger. Publikum gjør mig virkelig en Tjeneste ved at lade være at læse mig, saa slutter jeg at skrive og gjør andet, som jeg bedre er tjent med, og hvormed da ogsaa Publikum er bedre tjent, da det kan faa andre Folk, som falde i dets Smag.»

Særdeles mærkelige ere Ytringerne af Korrespondenten i Drammens Tidende, forsaavidt de, idet de forøvrigt ganske gaae i samme Retning som Artikelen i Romsdals Tidende, dog tillige indeholde den Erkjendelse, at det nye Sprog ikke alene vil være den dannede Mand og Byernes Befolkning overhoved imod — hvilket naturligviis, som ogsaa Korrespondenten bemærker, «har lidet at betyde» —, men at selv Landalmuen, der ligesaa vel har vænnet sig til vort nu brugelige Maal som Skriftsprog, sikkerlig vil modsætte sig dets Forvanskning, uagtet den gaaer i Retningen mod Almuesmandens Tale. Og der er vist ikke Tvivl om, at Landalmuen, naar det ret kommer til Udførelsen, naar man begynder at forgribe sig paa Katechimus, Forklaring og Psalmebøger, naar Præsten begynder at prædike i det nye Maal, vil tage en langt større Forargelse deraf, end nogensinde den dannede Mand. Vi have ganske nylig seet Virkningerne af meget lempeligere Forsøg paa at stille Almuen ved Hvad der ikke engang var Norsk, men forældet Dansk, og Lønnen for den ædleste Stræben blev kun, at den regnedes til aabenbare Angreb paa Troen.




Nr. 267/1852; søndag 14.11.

[Romeo og Julie]

Korrespondance

Christiania, den 12te Novbr.

Romeo og Julie blev igaarkvel given paa det skandinaviske Theater. At en slig Begivenhed skulde indtræffe, var længe forudsagt; man vilde hermed sige, at Theatret var godt, siden det turde paatage sig saa mægtigt et Stykke.

Og Theatret er sikkert godt; Romeo og Julie blev given godt og Huset var ogsaa godt den Kvel. At Stykket selv er godt, vide vi Alle, hvad enten vi saa have læst det eller ei; vi have alletider læst en eller anden Bog, hvori Romeo og Julie ere omtalte, og bare man hører Navnet Shakspeare, véd man det maa være noget «Utepaa»; der ligger en Troldom i dette Navn, som bringer de mest Opsætsige til at tie og adlyde; selv Franskmændene, som ikke anerkjende andet end det, som er fransk, have dog en vis Ærbødighed for Shakspeare, hvormeget de end have ødelagt ham i sine Oversættelser; de genere sig for at pibe ham ud.

Vi gode Norske generede os likesaadan for det Samme, uagtet vist Mangen ikke fandt sig saameget henreven, som han havde ønsket og haabet. Dertil kan der nu være mange Grunde.

Det er igrunden farligt at tale om disse Grunde, da det let kunde faa Udseende af, at man hang paa Shakspeare, og det vilde bestemt være meget latterligt; det var endog latterligt at modtage Mirandolina af GoldoniGoldoni] Carlo Goldoni, italiensk dramatika koldt, saa mente Posten; og kjøbenhavnske Blade udskjældte det arme Publikum, fordi det ikke var henrykt over den Gjærrige af Moliere.Moliere] Molière, fransk dramatikar

Dog det er ikke farligt at snakke om disse Grunde: de røre ikke ved Digteren; det er Tiden, som med sin Ormsham, som maatte komme under Saxen, og Arrangøren, som har snabbet af mange gode Stykker. Paa Skuespillerne er ikke stort at sige, da man ikke kan forlange af almindelige Mennesker, at de skulle spille Shakspeare tilgangs. Der maa ikke være stor Afstand mellem Skuespilleren og Digteren. Der skal et ligesaa stort Geni til at spille en Rolle, som til at skrive den; det er ydt som bydt. Jomfru SvensenSvensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar (Julie), WiheWihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar (Romeo) og JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar (Munken Lorenzo) spilte godt, men formeget er formeget. Det er en Bespottelse mod Shakspeares Aand at spille hans Personligheder, naar man ikke er saa almægtig som han. Shakspeare bør læses; det er pinligt at se ham spilt.

Jeg kan godt sige dette og alligevel have Agtelse for Jomfru Svensen, Wihe og Jørgensen, og havde de talt haardt Norsk vilde jeg have beundret dem, men de vare kavende kjøbenhavnske, de sagde f. Ex. gejøre og Vægen. Vaudeviller kan man spille paa Dansk, men Shakspeares Ord maa klinge som Ørehug, eller skjælvende Vaarvinde. Jomfru Svensen er ogsaa dansk nu, kav dansk. Hun er dog med alt dette en gjæv Kvinde, som vi bør være glade i; hun har Talent, kanhende Geni; hun var fortræffelig i Scenen, hvor hun fik vide at Romeo var landsforvist, da hun modtog Sovedrikken af Munken og ved Romeos Lig i sidste Scene; der laa en Sandhed i hendes Fortvivlelse, som næsten opvakte Rædsel. Hun lagde for Dagen en tragisk Magt, som er større, end kanske Mange kommer ihug. Der, hvor Andre vilde styrte i det Utaalelige, staar hun nok saa sikker medens hun neppe er heldig der, hvor hun burde være yndig og blidtrørende. I den verdensberømte Scene i anden Akt, hvor Julie taler med Romeo i Haven, var hun altfor grædende af sig. Det vilde være godt, om hun kunde lægge af sin klynkende Tone; den er ligesaa lidet behagelig som den er ægte tragisk, men hun maa fattes Noget, ellers vilde hun have forlidt at lære, og lære maa hun; det er ingen gode Venner af hende, som maatte have sagt, at hun allerede er fuldendt. — Wihe har neppe den tragiske Styrke som Jomfru Svendsen; han spilte forholdsvis bedre end hun den ovennævnte Scene i anden Akt, men Fortvivlelsen gav han ikke med den gribende Sandhed som hun, dersom det ikke var saa hadsk at anstille en Sammenligning mellem, saa kunde man vel sige, at hans Talent er mindre, men hans Kunst større. De dør begge paa Slutten, men Publikum vakte dem øieblikkelig op — fremkaldte dem. Det er nu saa Skik, men det forekommer mig dog at være et vel vidtdrevet Spil. Baade Publikum og de andre Døde bør dog blive kolde; det varer ikke saa længe: Tybalt (Møller),Møller] Christian Møller, dansk skodespelar som blev stukken ihjel af Romeo, blev kold i en to; han var saa stiv som en Pinde, da man bar ham ud.

Jeg talte om, at Tiden gjør Sit til at slige Stykker ikke smager os saa meget som ønskeligt kunde være. De hyppige Sceneforandringer ødelægge Illusionen for os, som ere saa svage at trænge til den og de Fleste ere vist saa prosaiske, at de svimle paa denne Romantikens høie Flugt. Shakspears Stykker ere desuden for blytunge af Tanker og disse komme haglende over En saa tætte som Drevet i en Iling; man faar ikke puste; det bedste er, at man ikke faar mere end Tredieparten af dem, naar det er Danske, som spille: de Ord, som ikke blive opslugte eller gjorte et Hoved kortere, faa en egen Klang, der gjør dem saa uigjenkjendelige, at man ikke kjerer sig om at sinne efter, hvad de betyde, naar man har saa god Forraad paa dem som i Romeo og Julie. Saaledes gaar det iallefald mig og formodentlig Flere, som ikke have hørt de Danske desto længer. Jeg véd ellers ikke, hvorledes det kan gaa til, at de Danske nu forekommer mig at danske mere, enten det er den Omstændighed, at jeg nogle Gange har været paa det norske Theater, eller det er Fanatisme, siden jeg nu har begyndt at tale om Norskhed i Sproget. Jeg tror ikke at de Danske selv have gjort nogen Forandring. Man ser, jeg tar Alt i den bedste Mening.

Stykket var afkappet, sagde jeg; ja det er kappet; det var vel nødvendigt: Shakspeare er drøi og Tiden er saa zart og nipperfin. Man gaar Glip af meget ved at være saa fin, og man trængte saa godt ret til en «Lusing.» Ammen er god, hun er shakspearsk fra Fodsaalen til Issen, universal, saadan som slige Folk ere over den hele Verden. Jeg har seet Mange slige; hun er national; gal og klog om hinanden; trofast og dog ustadig; fin og uendelig grovslagen; fornemt pegende og utaalelig snaksom, en Kjærring, ret et Guds Faar. Og, hvad var hun her? Flau og intetsigende, undtagen da Samson gik med Viften foran hende. Det var Synd om Madame Jørgensen;Madame Jørgensen] Cecilie Jørgensen, dansk skodespelar hun kunde have været en ypperlig Amme; saa fjollet saa hun ud, at det var en Sjelens Lyst.

Engang blev den stakkels Amme latterlig; man forandrede ikke Scenen, og Julie kommer ind mens hun blot var kommen bort til KulisserneKulisserne] retta frå: Kollisserne og alligevel skulde hun være aandepusten af sin Gang til Julie. Hun puster da ogsaa ganske rigtigt og har ondt i Hovedet, saa hun maa puste lidt ud og slaa sig for Panden, før hun kan fortælle om Romeo. Dette er for meget og jeg kan ikke erindre, om Publikum fniste!




Nr. 271/1852; fredag 19.11.

[Rektor Bugges norske Homer]

Korrespondance

Christiania, den 17de Novbr.

Jeg beder næsten om Forladelse fordi jeg fremdeles skriver om «norskheden»; jeg kunde sige, det ligger Lag paa den; men ingen Grunde nytter, naar man bliver kjed en Ting. Dette skulle vi, som fare med «Norskheden» betænke og holde op en Stund, indtil man atter havde læst sig træt paa noget andet. Verket er sat igang; lad det nu gaa ved sin egen Tyngde!

Som et Indlæg i denne Strid har Rektor VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor i Posten begyndt med en Kritik over Rektor BuggesBugges] Frederik Moltke Bugge, rektor Oversættelse af Homers Iliade. Bugge har før med Talent forsvaret de gamle Sprog og holdt paa den «lærde Undervisning» i Modsætning til dem, som vilde have mindre af disse døde Sprog, men mere af de nye og i det Hele give Undervisningen en «praktisk» Retning. Bugge har saaledes været Forsvarer af det Gamle, og efter det kunde man sluttet, at han ikke vilde vide af noget Nyt i vort eget Sprog heller; for nyt er det dog at rokke med vort Bogsprog, uagtet man blot vil føre det tilbage til de gamle, som tildels lever i Bygdemaalene. Men hvad enten nu Bugge anser dette som en Gjennemførelse af det «Gamle» efter vore Forholde eller han betragter det som noget nyt, og saaledes maa have forandret Mening i det Stykke, nok, han er bleven «norsk» i sin Oversættelse og det paa en betænkelig Maade. Bugge er en Mand med usædvanlig godt Hoved, og det kunde ikke undgaa hans Blik, at Tiden og Omstændighederne krævte en Fornyelse af vort Maal; han maatte føle, at en slig Forandring var i Gjære, selv om I. AasensAasens] Ivar Aasen lexikalske Arbeider og flittigare Studium af Oldnorsken ved Universitetet ikke havde sagt ham det. Hvad Under om han følte sig tiltalt af at være en af Forkjæmperne i disse nye Nætter og indsaa Betydningen af sit Navns Vegt i denne nye Kamp. Man vil undskylde ham om han ikke beregnede sine Kræfter netop i dette Stykke, men indlod sig paa Noget, han ikke tilgangs forstod; man vil takke ham, fordi han paa en Maade gav sig selv tilpris for et Foretag, som han desuagtet hjalp meget. Tingen er, at Bugge med al sin Dygtighed dog ikke forstaar Oldnorsk, og Bygdemaalene kjender han ogsaa naturligvis forlidet til, da han ikke er nogen «bygdefødt» Mand; og man maa kjende baade Oldnorsken og idetmindste nogle Bygdemaal, skal man optage og stave nye Ord med Vet og Forstand; at gaa bare efter I. Aasens Lexikon maa føre til Sjævheder i Anvendelsen, hvor godt end Lexikonet maatte være. Det er naturligvis at skrive et fremmet Sprog med Raadførsel af Ordbogen; det gaar an med et dødt Sprog, hvis Ordstilling Ingen har paa Følelsen, men med et levende Sprog gaar det ikke godt; det kan gaa som begyndende Stiløvelser, men skal man skrive Sproget uden Anstød, maa man tale og tænke i det. Dette har ikke Bugge gjort og derfor er mange af hans Ord og Ordstillinger som Øxeskaft til Goddag. Dette lader Rektor Vibe heller ikke til at have kjendt; derfor er hans Kritik mat, hvor velskreven den end er; den rammer ikke, men skyder under, over og paa Siderne; den er skreven uden Sagkundskab til det, hvorom det gjælder. Derfor har Vibe ingen anden Raad end at aftrykke nye Ord og Forbindelser, sige, at disse ikke smager ham, og paakalder andre Folks æsthetiske Smag. Dette er at stævne ind til et uret Værnething i denne Strid og til et endnu urettare er det at aftrykke WilstersWilsters] Christian Wilster, dansk diktar og omsetjar danske Oversættelse som Sammenligningspunkt; thi herved forudsætter man, at det tilvandte Bogsprog er det ene værdige Udtryk for skjønne Tanker og saaledes afskjær al sproglig Udvikling; men det er netop denne Paastand, som skal bevises; det er denne, som er Hjulaxen, hvorom den hele Sprogstrid «sviver,» og for at angribe den, maa man gjøre Andet end paakalde en æsthetisk Smag, der netop tør ansees forvendt ved sin Tilvænnelse til de danske Udtryk. Det er at gaa rundt. Bugge maatte angribes fordi han havde brugt urigtige nye Ord og Forbindelser, ikke fordi han havde brugt nye. Dette har Vibe ikke magtet, og derfor maa man kjende hans Kritik uefterrettelig at være. Bugge kan likefrem afvise den. Saalænge Bugge paastaar Berettigelsen af at optage norske Ord i Sproget og Vibe benegter dette, kan ingen Diskussion mellemmellem] er sett inn dem eller deres Tilhængere finde Sted. Det bliver blot Nei mod Nei; man maa gjøre hinanden Indrømmelser; først da kan man veie og prøve.

I min næstsidste Artikel ønskede jeg, at nogle af vore Sprogforskere vilde lægge sig sammen og holde etslags Politiopsyn med denne norske Retning; dette haaber jeg fremdeles; et saadant Overopsyn er ikke overflødigt ved den Forening, som i disse Dage er stiftet inden Studentersamfundet om at stille sig i Spidsen for denne Retning og virke lutrende paa den; forresten vil vel disse ældre Mænd slutte sig til denne Forening og saaledes har man alle Elementer i den, som betinge en lykkelig Fremgang. baade videnskabeligt Alvor og ungdommelig Begeistring. Det var en Forening til rette Tid og af rette Vedkommende; den studerende Ungdom maa gribe en Idé, skal der komme noget ud af den, og er der noget ved Ideen, gribes den altid af de unge Studerende; det viser Historien; og de Studerendes Dannelse, Samfundsstilling og Livsopgave siger, at det ikke kan være anderledes, Den unge Mand med Dannelse maa være Sandhedens Herold, dertil er han fød og baaren; den Enkelte kan fare vild og blive denne sin Bestemmelse utro, men et helt Lag, hele Slægter kan ikke dette, dersom man skal tro paa Ungdom og videnskabelighed.

Man maa kunne spaa meget godt af dette Selskab skulde det end i ungdommelig Fyrrighed gaa vel vit atimellem, saa skader ikke det stort; det bliver snart rettet paa, og det er et Spørgsmaal om det ikke bør gaa vel vit for at bringe en Ligevegt mellem dette nye og den gamle seige Paaholdenhed. Naar disse Magter have brudt sig mod hverandre, kommer det Rette og tager Yderlighederne i hver Haand og spadserer yndigt gjennem Historien.

Det norske Theater vil ogsaa være et Tilknytningspunkt for «Norskheden» og hvordan det end i disse første Aar maatte gaa med dette Theater, vil det ikke have været uden Betydning; det staar iøvrigt og falder med Norskheden i Tale og Skrift; gaar denne Skole under af en eller anden Grund, kommer en ny og bedre op igjen; man spørger ikke efter den og den Skole, men efter et norsk Theater.




Nr. 273/1852; søndag 21.11.

[Meir om Vibe, Bugge og norsk mål]

Korrespondance

Christiania, den 20de Novbr.

Nu er Rektor VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor færdig med sin Kritik; han vedblev til Enden med Ting, som ikke synderlig ramte, hvad de skulde ramme, nemlig paavise, hvori BuggeBugge] Frederik Moltke Bugge, rektor havde feilet i sin Oversættelse. Han efterviste hverken Feil i Versebygning, i Ordenes Stavemaade eller rette Anvendelse; derimod udhævede han end skarpare det Feilagtige i det nye Spor, Bugge har betraadt.

Hr. Vibe siger, at denne norske Retning er populær for Tiden. Det er vidst tvivlsomt, om dette er saa; naar Alt kommer til Alt, turde det vel hende, at det er mere populært at holde sig til det Gamle; det skulde undres mig, om ikke de Fleste skvætte tilbage for hvert nyt Ord og hver ny Skrivemaade. Var det ikke saa, vilde jo det Gamle være fortabt og det Nye sikret, og al Strid var da ganske overflødig.

Hr. Vibe spaar sig liden Tak, fordi han vover at tale mod et Væsen, som er populært; han lader endog forstaa, at han venter en fanatisk Behandling. Med dette er vist ingen Fare: Hr. Vibe bar skrevet saa net og pent, at neppe noget rimeligt Menneske angriber ham mindre net og pent. Den, som ikke respekterer en Mand, der skriver saaledes som Vibe, om han end er af en stik modsat Mening, han skader alene sig selv og den Sag, han tror at kjæmpe for. Der ligger en vis Vemod i, hvad Vibe her skriver, og det maa der ligge i det, naar han tror, at denne norske Retning vil virke ødelæggende paa Literatur og Kunst. Han kan sikkert holde sig ved godt Mod; bliver vor Fremtid ikke rikare paa Kunst- og Literær-Frembringelser, saa bliver den vel neppe fattigare. Det er vist ligesaa naturligt og haabefuldt for vor Literatur at nærme sig Sverige, som at laane dansk Sprog og Literatur. Det Naturlige er visselig, at Danmark føier sig efter Norge og Sverige og ikke vi efter Danmark: Norsk og Svensk maa blive Grundtonen i Skandinaviens Sprog; det har baade Historien og Geografien for sig. Dette maa sént eller tidligt blive sagt, og siger Ingen det, saa vil Fremtiden dreie sig saa, at det staae der, før man ved Ord af. Dette er ingen Erobringstanke, som skal vække Splid; det er en Erkjendelse af et naturligt Forhold, som sikkerlig de Danske ogsaa ville indrømme, og indsé, at de netop lode sin Nationalitet vederfares Ret, naar de mere nærme sig til os og dermed til det gamle Sprog, som ogsaa var deres, og som i sin eiendommelige Afsondring lever i Folkemunde i Danmark, ligesom her i Norge. Denne gradvise Tilbageførelse og Rensning af Sproget er den eneste Vei til at faa en Literatur, der langt lettare end de nuværende bliver lært i alle tre nordiske Riger. Naar derfor «Fædrelandets» Korrespondent her fra Christiania mener likesom Rektor Vibe, at denne «Norskhed» vil sondre Folkene fra hverandre, saa er han ingen grundig Skandinavist, dersom man da tager Skandinavismen i en anden Betydning end «Kjøbenhavnisme.»*) Nu, da var WergelandWergeland] Henrik Wergeland en grundigare; thi han var den, som begyndte med «Norskheden»; han vilde rigtignok ikke være nogen Skandinav, tværtimod; men saaledes maa Menneskene mod sin Villie være Ideernes Tjenere; Følgerne af vore Gjerninger ere vi ikke mægtige; de ordne sig ind i den store Fornuftharmoni; vi staa der — om vi leve saa længe — og sé, at det, vi tænkte til det Onde, er vendt til det Gode; godt, om vi ikke sé, at det Gode, vi vilde, slog om til at blive Ondt. — Dette maa være Meningen af de Gamles Udsagn, at vi ere Legebolde for Guderne.

Rektor Vibe mener fremdeles, at denne Bestræbelse for at optage nationale Ord i Bogsproget, er en Tanke, som gaar i Flugt med den, at gjøre Almuen délagtig i de politiske Rettigheder. Vistnok; det er Erkjendelsen af, at det Gode og Brugbare vil komme til sin Ret, hvor det findes.

Man kan, om man vil, kalde Bestræbelsen demokratisk; men socialistisk maa man ikke kalde den; heller ikke en Bestræbelse for at fremme Masseherredømmet; thi disse Bestræbelser forudsætte, at Masserne ere bedre end de Dannede, men her vil man ikke gjøre Masserne (af Bondeord) til det Enegjældende, man vil blot optage de mést brugbare og de, man savner i Bogsproget, og forresten beholde af dette, hvad der er godt. Det er vel ellers noget sygeligt her at blande Politiken med i Spillet; det er mere, det er grundløst: de, som hertillands har ytret om Norskhed i Sproget, turde vel snøggare (snarere) blive beskyldte for AristokratismeAristokratisme] retta frå: Avistakratisme i Politiken end Pøbelisme; det Rette er vel, at de ere Demokrater, og det saa moderate, at hverken Rektor Vibe eller nogen Anden i et saa demokratisk Land som Norge, vil være sig bekjendt at være mere aristokratisk. Iallefal maa man vel sige dette om Rektor Bugge, Overlærer KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann og I. Aasen;Aasen] Ivar Aasen Andre have saavidt mig bekjendt ikke skrevet noget i den Retning, som er værdt at omtale; hvad jeg har skrevet, sætter jeg naturligvis ud af Betragtning, og det haaber jeg Vibe ogsaa gjør.

Endda rarare klinger det, at Vibe ligesom beklager, at man ikke vil lade Intelligentsen (Dannelsen) beholde noget utepaa for sig selv. Det er en rar Tanke. Intelligentsen skal jo netop intet beholde for sig selv; den skal ikke sætte sit Lys under en Skjæppe, men den skal lyse for alle dem, som ere i Huset. Intelligentsen stikker ikke i Former, den ikke tør give slip paa; Intelligentsen er Intelligents, enten den taler som en norsk Bonde eller som en dansk Bog, enten den er klædt i en Vadmaals Kofte eller Galla; kan den ikke adle Alt og gjøre det til et villigt Redskab for sin almægtige Aand, saa er den bare Pedanteri, og det er Sælebod at gjøre Ende paa dens ufrugtbare Liv saasnart som muligt.

Hvad min Skrive- og Talemaade angaar, da maa jeg sige, at jeg verken kan, vil eller tør være følgerigtig (konsekvent). Jeg vil prøve baade mig selv og andre, og naar det sker i Døgnliteraturen, tror jeg at denne Prøve er ganske uskyldig.

* * *

*) Jeg véd ikke, hvorledes dette nye Ord vil smage; jeg finder intet bedre for denne Retning, som i Theater og Literatur gjør sig gjældende. Kanske Kjøbenhavneri er bedre? Finder man ikke disse Ord brugbare, saa kan man finde et bedre, og jeg skal med Fornøielse give Slip paa mine.




Nr. 277/1852; fredag 26.11.

[Militærsaker]

Korrespondance

Christiania, den 24de Novbr.

Morgenbladet og Posten har nu i langsommelig Tid snakket om militære Gjenstande. Det er tidsmæssigt; thi Armeer er Statens Kjep og Stav i reaktionære Tider. Det var Armeen som rædda Frankrig og Civilisationen i Juni Maaned 1848; det var Armeer, som kuede Ungarn og aabnede Morgenbladets Øine for sine oppositionelle Synders Mangfoldighed; det er Armeerne, som har sat Jesuiterne atter ind i sin Virksomhed til «Troens Befæstelse og Udbredelse»; det er Armeerne, som overalt skaffer Agerdyrkeren Afsætning for sine Madvarer; det er Armeerne, som holder alle mulige Gaster i Skindet, og skyder eller hjælper til at kaste i Fængsel hver den, som drømmer altfor uroligt om Fremskridt og Forbedring; Armeen var det, som igrunden standsede Revolutionen paa Hestetorvet her i 1851, samt Hattemagerfeiden op i Hønefossen: under militær Bedækning kom Hattemageren herind til det forbauste Christiania, som havde svævet i bange Forventning. Militæret er altsaa ikke uden Fortjeneste hertillands heller. Intet Under, at Posten og Morgenbladet lugte til militære Gjenstande.

Uagtet Morgenbladet fik Sands for borgerlig Orden, da Ungarn var kuet, stikker dog det Revolutionære i Bladet paa det saa atimellem; det kan man tydelig sé af denne Strid med Posten, som altid er en Ordensmand. Det lader rigtignok ikke til, at det er Morgenbladet, som skriver, men en Indsender, formodentlig et Stykke af en Jurist, som har snakket med en Løitnant, likesom det vel heller ikke er Posten selv, som snakker, men en aldrende Militær, som efter al Rimelighed er dekoreret; men Æren maa dog tilfalde Bladene; de ere Organer for de Røster, som lyde gjennem dem. Den korte Mening i den lange Strid er væsentlig den: En kongelig Resolution skal være udkommen, som lader Løitnanterne blive forflyttede af sine overordnede Chefer, istedetfor at de forhen som andre Embedsmænd bleve befordrede. Dette, at de bleve befordrede som Embedsmænd, benegter naturligvis Posten, for at redde Resolutionen fra at være grundlovsstridig. Morgenbladet siger, at den er grundlovsstridig, da Løitnanterne ere Embedsmænd, der mod sin Villie ikke kan forflyttes (Grl. § 22). Dette, hvorvidt nemlig Resolutionen er grundlovsstridig eller ikke, er en saare unyttig Strid, da man altid vil finde et Smuthul, hvorigjennem en Resolution eller en anden Regjeringshandling kan smutte unda Grundlovens Tugteris; man kan skrive og gjøre Kvalm; man kan faa en Protokolkomité, der skriver saalange Anklager som Medlemmernes eget Synderegister; man kan debattere i Storthinget til Fyldekalk for Aviser og til Adspredelse for Galleriet; det kommer dog lidet ud af alt dette; det Praktiske gaar i sin Gjænge, og Oppositionen, der har for Skik at knytte Næven i Buxelommen, maa være glad til at den faar Lov til at snakke et Bil (en Stund). Har jeg opfattet de sidste Aars Politik ret, saa forholder det sig som sagt, og at ty til Oppositionen med Grundlovsfornærmelser er igrunden en Fornærmelse mod sund Forstand; man maa stole paa, at Regjeringen intet andet gjør end det, som ret er; det er den eneste Trøst som Politikerne kan have, og med den maa ogsaa Løitnanterne lade sig nøie.

Besynderligt er det, at vor Regjering bryder sig om at svare paa Angreb; den kjender ikke Tilstanden, naar den ansér det for nødvendigt. Det er desuden et Spørgsmaal, om det nogensinde er klogt af en Regjering, at retfærdiggjøre sine Handlinger. En berømt Historiker (J. Müller)Müller] Johannes von Müller, sveitsisk historikar siger, at en Regjering er forloren, naar den maa forsvare sig. Regjeringen skal handle og Andre skrige, saa har hver sin Post.

Politiken forbyde, at jeg skulde fornærme vor Regjering ved at forudsætte, at Forfatteren i Posten om militære Gjenstande skulde være ægget til at skrive af Regjeringen; jeg vil til Ære for den antage, at Mennesket er gaaet paa egen Haand og er drevet af en sønlig Frygt.

Han taler i Disciplinens Navn og fremhæver den militære Tanke, at Armeen maa gaa foran Individet. Morgenbladsmanden var derimod saa oprørsk, at han likesom lod sig forlyde med, at Individet burde komme til sin Ret ogsaa. Det er det Tankefulde ved den militære Aand, at det enkelte Menneske er Intet, men Armeen Alt; dersom Barmhjertighed, Kjærlighed eller Retfærdighed kommer i Strid med den militære Aand, saa maa man skyde dem efter Takt: én to! én to! Dette gjør den militære Aand stærk og følesløs som Døden, med hvem den ogsaa indgaar det inderligste Forbund.

Den militære Aand fordrer — og det gjør Postkarlen ogsaa opmærksom paa ganske fint — at enhver underordnet Grad maa hænge af den nærmest overordnede; denne igjen af en høiere, og saa fremdeles indtil den Høistkommanderende, der holder alle Traade i sin Haand, og blot ved at trække i dem kan faa den hele Armé til at dandse som en Hallingmand; enhver selvstændig Villie er Synd imod Disciplinen; man sér, hvor galt det har gaaet, naar Soldater og Officierer har tænkt paa sig selv og Borgere, som kanske vare deres Brødre og Fædre; Herren er bleven afløst og Revolutionen har vundet. Man skulde igrunden forbyde Militære at have Beslægtede; de bør intet have tilfælles med Borgerne; de burde igrunden ikke engang være Mennesker, og den militære Aand arbeider ogsaa ganske rigtig paa at udviske det menneskelige hos dem. Indtil det lykkes ganske at udviske dette, vil Militæret ikke være at stole paa; det gjør fælles Sag med Mennesker, før man véd Ord af.

Den militære Aand lader mig antage, at den omdisputerte Revolution vil staa urokket, ifald den virkelig er saa rig paa militær Aand, som Postkarlen lader formode og Morgenbladsmanden synes bestyrke med sine Henvisninger til Grundloven, der i en næsten betænkelig Grad er blottet for militær Aand.

Egentlig fordrer enhver god Administration, at Over- og Underordnede hænger ihop som i de velordnede militære Grader. Først naar den Overordnede har Hals og Haand over den Underordnede opad til den øverste Styrer, kan man vente, det Hele gaar maskinmæssigt og greit. Naturen lærer os dette; thi Astronomerne sige, at MaanerneMaanerne] retta frå: Manerne gaa om Planeterne; disse om Solen og Solen igjen som Planet om en større Sol, og saaledes i det Uendelige; den endelige Centralsol kommanderer det Hele, som tilsammen danner «Sphærernes Harmoni.» Dette kan man kalde en militær Aand; dette er Administration! Men jeg tvivler høiligen paa, om nogen Hærfører eller Politiker har tænkt paa dette ophøiede Ideal, og indrettet sin Styremaade derefter; med Bevidsthed har de neppe tænkt derpaa, men de samme Love slumre jo i Enhvers Bevidsthed, og Postkarlen behøvde bare at gaa til sig selv, dersom han da var et velorganiseret Menneske, hvorom der rigtignok kan være et stort Spørgsmaal.




Nr. 279/1852; søndag 28.11.

[Målstrid; Andreas Munchs Sorg og Trøst]

Korrespondance

Christiania, den 26de Novbr.

Sprogstriden vedvarer. En Mand i Morgenbladet har været ganske rimelig, og indrømmet Folkesproget en vis Berettigelse, som fornyende Element i Skriftsproget; han har endog gaaet temmelig vidt, forsaavidt som han lader sig forlyde med, at vort nuværende Skriftsprog turde blive ganske forandret om en Menneskealder. Han taler ellers tillags for begge Partier som ethvert fredsommeligt Menneske, der vil tjene Gud og Mammon. Han er vist ræd for at træde Bogsprogmenneskene paa Foden, og den Frygt er nok paa sit rette Sted; disse Folk ere forsynte med Ligtorne; de have faaet dem af kjøbenhavnske Tøisko.

Bagefter sin Kritik kom Posten med en Prøve paa norsk Oversættelse af Iliaden. Den var holdt i Sjouersprog. Det skulde vel være en tilintetgjørende Harsellas som det sidste og endelige Spark. Se saa, om Posten ikke ogsaa kan være fanatisk og raa, om man saa vil. Man kunde sige, at en saadan Harsellas ikke var passende for Posten, men det er vist ikke Mange, som har tiltroet Posten nogen Takt. I Krydseren vilde en saadan Oversættelse være paa sit rette Sted; der havde den været god, men i Postens Mund tager den sig ikke ud, undtagen Posten nu skulde have fattet den fornuftige Beslutning at blive Hofnar; han har nok før ogsaa været det, men sandsynligvis mod sin Villie.

Det værste Tramp forestaar nok endnu Posten og de øvrige ligtornede Væsener: hen ud paa Vinteren kommer nok Ivar Aasen med en Samling af Folkedialekter; af disse vil han forhaabentlig udfinde det mést Alméngjældende og give det ud som en Prøve paa et norsk Sprog; han faar bestemt Mange med sig til at skrive dette Sprog, naar det bliver færdigt. Denne Fremgangsmaade tror jeg forresten ikke godt lader sig gjennemføre; men jeg bøier mig for en Mand som I. Aasen; under enhver Omstændighed tror jeg, at I. Aasen vil faa flere Tilhængere end Postkarlene, som vil modsætte sig alle Angreb paa det kjære danske Sprog. For Literaturens Vedkommende kan man vist godt undvære alle disse Postkarle; de kan skrige, naar man træder dem paa Ligtornene, men neppe kan de skrive, saa noget Menneske gider læse dem, naar de have ophørt at skrige. Det er væsentlig Vind, de fare med.

* * *

Ludvig den Femtende sad engang i Statsraadet, hvor man tilfældigvis behandlede vigtige Sager, i en saare dyb Eftertanke. D.Hrr. Ministre forundrede sig herover, eftersom Hans «Allerkristeligste» Majestæt ikke pleiede at tage sig Statens Anliggender synderlig til Hjerte. Endelig vaagner han op og udbryder: «Nu har jeg fundet det.» Hvad, hvad har Hs. Majestæt fundet? spurgte man forventningsfuld. Jo, svarede han. «Han hedder Bissard.» Saa hedte nemlig en af hans Jagthunde, hvis Navn han havde forglemt.

Jeg kunne ikke la’ være at tænke paa denne Historie, medens jeg holdt paa at læse A. MunchsMunch] Andreas Munch, diktar sidste Sangbog: «Sorg og Trøst». Munch er nemlig vor Digterkonge for Øieblikket — karakteristisk nok — og vi hans Undersaatter vente da, at han skal gruble over Statens Ve og Vel, leve for sit Folk og ikke for sig selv; men Munch har ligesom Ludvig den FemtendeLudvig den Femtende] Ludvig XV, franske konge tænkt paa sine egne Anliggender. Han fortæller i sin «Sorg», hvorledes han har sørget, og kan han end i sin «Trøst» trøste sig selv, saa skal det undre mig, om han kan trøste ret Mange med sin «Trøst». Alvorlig talt, véd jeg ikke hvorledes man skal tale om Sligt uden i Spøg. Skulde enhver Enkemand sende ud i Verden en Taareperse af daarlige Rim og dagligdagse Tanker, skjønner jeg ikke vel, hvad Enden skulde blive. Man bør sørge for sig selv, da er Sorgen rørende, fordi den faar følge sin Natur, som er først og fremst at være bly og beskeden. Man har ikke Lov til at flæbe paa Gader og Stræder; man kan bære Flor paa Hatten og et lidende Udtryk i sit Aasyn, det er Alt. En Kvinde kunde man tilgive, om hun gik og tørkede sine røde Øine; men, en Mand, en som kalder sig Digter, han bliver utaalelig, naar han saadan gaar og «snufser». Og en Digter gjør det da heller ikke; han bærer sin Sorg, hæver den til noget, som griber Alle; han græder ikke selv, men han faar Andre til at græde. GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe skrev ikke begrædelige Sange, da han mistede sin eneste Søn; han skrev sin vest-østlige DivanDivan] retta frå: Divon, som er noget af det mest yndige, han har digtet. Af LessingsLessings] Gotthold Ephraim Lessing, tysk forfattar Skrifter skal man ikke sé at han fristede megen Modgang. Selv EvaldEvald] Johannes Ewald, dansk diktar, som sagde, at hans Sorg var rygende, skrev intet Taarevædet, og ByronByron] Lord Byron, engelsk diktar græder ikke; han vaander sig lig en Prometheus, der er lænket til Forgjængelighedens Klippe af de vrede Guder; det er Titanen som jamrer sig. Dog, jeg taler her om Genier, og selv om det laa i Geniets Natur at græde, saa ville vi give det Lov til at græde, fordi dets Graad vilde ryste os; men, naar Hverdagsmennesket staar til Skue og græder, bliver det latterligt eller vammelt og modbydeligt. Væsener, som Guderne ikke have udrustet med usædvanlige Evner, maa lade sig knase uden at drage et Suk; det skrøbelige Ler maa blive søndermalet, det er dets Lov; en ædlere Bestemmelse har det ikke faaet. Vi træde paa Myren og Ormen, men Sommerfuglens vinger finde vi det grusomt at afrive. Vi skal ikke tilføie slige underordnede Væsener unødig Pine, men vi gjøre dog Forskjel paa det Høiere og det Lavere. Det samme gjør Naturen, Historien og sikkerlig ogsaa den høiere Styrelse. Hvi gjorde den ellers nogen Forskjel paa Væsener i sit uendelige Rige.




Nr. 283/1852; fredag 03.12.

[Teaterøkonomi]

Korrespondance

Christiania, den 1ste Decbr.

Ved det skandinaviske Theater er en Ministerforandring indtraadt, og denne nye Minister har antydet store Reformer. Det skal være hverken mere eller mindre end at han har bevirket det hele Personale opsagt. Opsigelsen rammer naturligvis ikke Direktøren, og derved adskiller denne Revolution sig fra de almindelige, der gjerne afdanker Kongerne, men lader Statens Betjente sidde i sine Poster. Vistnok stryker i adskillige Revolutioner f. Ex. de franske mange Embedsmænd ogsaa med regjeringen i Vasken; men dette bliver dog betragtet som noget omfram ved en Revolution og bliver endog ofte fordømt af selve dem, som finde Revolutioner saare fortræffelige. Selv om der som her ved Theatret er en Statsbankerot, saa fordeler man dog gjerne Tabet paa de samtlige Borgere ved at følge den almindelige og nemme Maade at udstæde en Masse («Fille)penge» (Assignater i Frankrig, og Rigsbanksedler og Sølvrexere af Kobber her i Aarene 1809 og derudover.)

Slige «(Fille)penge» — som Folket ikke saa skjønt som træffende siger — har ikke det skandinaviske Theater under sin Revolution udstædt, medmindre man hertil vil regne Plakater, der antyde gamle og daarlige Stykker, som ingen Folk trækker i Theatret. Det lod sig meget godt sige at kalde slige Plakater Theatrets «(Fille)penge»: Faa eller Ingen vil indløse dem med Sølv og de ere usvigelige Mærker paa en Bankerot, først og fremst paa en aandelig hos Theaterbestyrelsen og dernæst paa en materiel, som altid gaar og træder den aandelige paa Hælen. I denne Betydning har det skandinaviske Theater oversmurt Byens Hushjørner med Papir-(Fille)penge. Jeg tør ikke andet end sætte Ordet i Parenthes, fordi man bør snakke æsthetisk om Theatersager. Nok, det skandinaviske Theater har nu længe havt disse Penge og Revolutionen er nu indtraadt, men den gaar bare ud over de stakkels Betjente (Skuespillerne); Kongen (Direktøren) og Staten (Publikum) mister Intet. Kongen (Direktøren) kan endog faa det Ladmandsarbeide at herske uden Undersaatter — det bliver det Visse dersom Skuespillerne ikke ere ganske «opraadde» — og Staten (Publikum)(Publikum)] retta frå: Publikum vil absolut vinde ved denne Revolution.

Dersom der er Samhold blandt Skuespillerne — men det er det naturligvis aldrig, da den Ene misunder den Anden og intrigerer mod ham — saa vilde de, som ikke fandt bedre Udkomme ved atter at reise ned til Danmark, staa sig sammen og spille paa egen Haand. At finde sig i en Direktions Luner, som fournerer Repertoiret med slette Stykker og opsiger dem, naar Kassen er tom, maa ikke være godt at finde sig i, og det er alene den kunstneriske Iversyge mod hverandre, der gjør dem likesom hele Stater af uopdragne Folk til Trælle under en lunefuld og despotisk Styrer. Naar de nu til Vaaren saa alligevel maa reise om i Smaabyerne for at tjene, siden Theatret ikke kan lønne dem i den kommende Sommer, saa burde de til Høsten ikke gaa ind i Theatret igjen paa halv Løn og tage det Øvrige som Toldbetjentene af Procenterne, der kan falde, men slaa sine Tøler sammen og leie det dramatiske Selskabs Theater, om Aktionærerne ved Christiania Theater ikke skulde finde sin Regning ved at overlade dem sit, og slippe det hele Væsen med Direktion og Direktør. Da kunde man være temmelig sikker paa at Theatret blev godt og Skuespillerne vilde tjene vakre Penge. Skuespillerne vare da som rette Vedkommende og rette Skjønnende Direktion og Direktører, der kunde udgjøre et fælles Samraad med Overbestyrelse efter Tur for at hindre vilkaarlig og slet Bestyrelse i Længden og fremfor Alt have et Værn mod «Omoskab» (smaalig Misundelse). Enhver vilde da stræve efter at faa gode Stykker frem i sin Bestyrelsestid, og alle Skuespilleres Interesser vilde være knyttet til Indretningen paa en ganske anden Maade end ellers. Man skulde ikke frygte for at Smagen vilde blive ødelagt derved; at man da først og fremst vilde lægge an paa «Kassestykker» af farceagtigt Knaldeffekt. De bedste Kassestykker ere de bedste Stykker for Publikum og er dette saa fordærvet, at det render efter Fjas, saa kan alene en Direktør, som vil «forædle Smagen» fremskynde Theatrets Ruin, aldenstund Staten ikke holder slige fornemme Opdragelsesanstalter paa Straa. Her, hvor det gjælder at staa paa egne Fødder, maa man føie sig efter Publikum, det er ikke noget at bede for, og Publikum fortjener ikke andet end hvad det vil have; det gaar aldrig godt at agere Formynder for det; er det en Daare, saa véd man hvad det vil sige at være Daarernes Formynder, og er det klogt, saa trænger det ikke til Belærelse; det vil allenfals ingen tage imod. Paa denne Maade tror idetmindste jeg, at vi vilde faa et godt Theater indtil det norske kom saavidt, at Alle kunde være tjente med det. Man vilde da med dobbelt Lyst gaa i Theatret, baade fordi man fik en æsthetisk Nydelse og fordi man derved mere umiddelbart fik lægge sin Interesse for Dagen med Indretningen og dermed for de Spillende. Jeg antager at ethvert nogenlunde rimeligt Menneske holder af Skuespillere, som spille godt, og man fik ved et saadant Arrangement Anledning til at vise sin gode Villie paa en passende Maade. Nu staa de likesom udenfor Theatret, og lider for hvad Andre forvolde. Gaar derimod Skuespillerne ind paa Bestyrelsens Forlangende, saa vil den gamle Hensygnen atter indtræffe, uagtet man vil foretage en Udjevning af det mést Undværlige.

Ved at omtale den Beslutning hos det skandinaviske Theater, maa man dog — som det hør og bør — mindes, at Skylden ikke ene ligger hos Borgaard;Borgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann han fandt det hele forberedt og der skulde bare til lidt Magelighed i at fremskaffe gode Stykker for at fremkalde Revolutionen. Det norske Theater har vel kanske ogsaa gjort det skandinaviske nogen Afbræk, men kan nu det skandinaviske gjenføde sig noget, vil det nok hævne sig. Det norske Theater kan neppe fryde sig over Forandringen; det bedste for det var, at det skandinaviske Theater gik sygt og skrantet som nu i Høst i Taagen.




Nr. 285/1852; søndag 05.12.

[«Blikket» i Morgenbladet]

Korrespondance

Christiania, den 3die Decbr.

Det lange og fugtige «Blik» i Morgenbladet paa vore «Tilstande» er nu lukket. Det gloede sidst paa «Theatret» og «Pressen.» I Theaterverdenen saa det ganske behagelige Syner, men Redaktionen sætter en Anmærkning til dem, som viser, at den endnu haaber noget af det Parti, «der intet vil vide af Theater og Musik.» Hovedmændene for dette Parti er indtil videre DahlerDahler] Hans Borgersen Dahler, bonde og stortingsrepresentant og Mossige,Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant hvilket man vil erindre fra Behandlingen af BullsBulls] Ole Bull Andragende.

I «Pressen» derimod saa «Blikket» intet andet end det, som ondt er. Hvem skulde have tiltroet det et saadant Syn? Forstaar sig, det er ingen Kunst at sé det Onde, derimod er det ingen let Sag at skimte noget godt i det, som synes at være ondt; men noget Sligt kunde ikke «Blikket» opdage og derfor saa det slet; det var nærsynt som de Fleste, «der befatte sig med Bogen» (et Landsens Udtryk for at studere). «Blikket» sér overlegent bort fra Provindspressen — det passer sig ikke, siger Sirach, at være fattig og hoffærdig. Provindspressen staar vist ikke høit; men at den ikke staar lavere end Morgenbladet i de seinare Aar, det maa vel antages for vist. «Blikket» sér ogsaa Korrespondenterne fra Hovedstaden f. Ex. i Drammensaviserne og Romsdalstidenden. Det sér intet godt hos dem; — tilpas! Sligt bør de have; hvad skal nu ellers al denne Korresponderen til? Provindserne bør lade sig nøie med de Smuler, som falde fra Christianiabladenes Bord. Med den rige Mand have disse Blade forresten ikke det tilfælles, at de lide Tørste; de have Vand i Guds Gaver.

«Blikket» lader til at opdage samme Feil hos Korrespondenten i Drammens Tidende, som Krydseren saa ofte har iagttaget, nemlig at hans Forstandsevner befinde sig i betænkelige Omstændigheder, saa at de ere modne for Gausta. Det sér betænkeligt ud, naar tvende saa troværdige Folk aflægge et sligt Vidnesbyrd. Det er fuldt Vidnebevis; netop. Korrespondenten haaber dog, at han ikke kommer i samme Celle, som de, der have fældet ham; det maatte blive et forfærdeligt Leven. Den ene Gale kom her til at prædike for den anden, som i alle andre Daarekister. Det gjør man i Bedlam,*) i Literaturen og i det daglige Liv.

Et Ordsprog siger, at man ikke skal male Djævelen paa Væggen; han staar der livslevende før man véd Ord af. Dersom det var Umagen værdt kunde Korrespondenten lægge Blinkseren (den som blikker og blinkser) i Morgenbladet og Krydseren disse Ord paa Hjerte, og gjøre opmærksom paa den gamle Erfaring, at de, som have for Skik at drage Andres Forstandsevner i Tvivl, gjerne ende med selv at blive galne — noget de da ogsaa have været hele Tiden, men det er ikke blevet klart for Alle**). Det kunde man som sagt lægge disse Herrer paa Hjerte, men det er en utaknemmelig Gjerning; de maa komme til det Sted, som er bestemt for dem.

«Blikket» (Mennesket med «Blikket») i Morgenbladet sér meget, saare meget ondt hos Krydseren ogsaa, rigtignok ikke saameget ondt som Redaktionen herforleden saa, og hvortil Krydseren fornuftigt nok taug, men dog meget ondt nok. Man bør ikke være uretfærdig mod Krydseren; der er meget godt ved ham; han er talentløs og flau, forstaar sig. Kanhænde ogsaa, at han ikke tager det sa nøie med, hvad der er sandt og falskt heller, iallefald maa Korrespondenten være af den bestemte Formening; men Herregud, man bør ikke dømme sin Næste for haardt, især naar han har gjort sig til Livsopgave at være Bajas for Mennesker, som vil have Kommers. Man trænger til slige Karle ogsaa, og Krydseren er paa sin Hylle; hver den, som ikke er ganske bagvendt, maa ønske ham fremdeles Held og Lykke paa sin Bane; han baade gavner og fornøier; og godt vil det gaa ham; her er et stort Publikum, som trænger til slig Kost. Bare han nu ikke bliver fornuftig; thi da gaar det bestemt galt med ham.

«Blikket» i Morgenbladet skulde have seet Saameget, og ikke givet sig til at sé bare ondt hos Krydseren, men, det var fugtigt og omtaaget, havde kanske ikke engang Seglas. Det var et kleint Blik. Morgenbladet faar bestemt den sorte Stær; det har længe gaaet med den graa. Posten og Tilskueren er heller ikke tillags for Morgenbladet; det er et frygteligt «Blik»; det er «synet». Det er tilgiveligt at sé bare Feil, naar man blot kaster et skjødesløst Blik hen paa En; men naar man stirrer saadan som Morgenbladsmennesket og ikke finder andet end Galskab, maa ikke Synet være vel bevaret. Posten og Tilskueren have sine gode Sider, og det ikke faa; at de have sine egne Meninger om Morgenbladet, burde ikke have afholdt «Blikket» fra at sé disse gode Sider, siden det nu gav sig Mine af at sé Alting i «Pressen». Blikket saa nok ikke sig selv (Morgenbladet, som det saa for). Det skal da ogsaa være et vanskeligt Kunststykke at sé sig selv i Øinene.

«Blikket» er saaledes undskyldt at det intet Slemt saa hos Morgenbladet, men forudsatte som givet at det var rent og vent og var saaledes kaldet til at sé Flekker paa Andre. Det er ganske fornøieligt at tænke paa en slig barnlig Selvforglemmelse; «Blikket» maa tillade, at man finder det latterligt; det fremkalder en Situation, som vilde gjøre selve HolbergsHolbergs] Ludvig Holberg Opfindelser til Skamme. Det er godt, overmaade godt. Morgenbladet fortjener at blive læst. Det kan spille den fromme Duesjel, og tage Folk overlegent i Skole, som Intet var med det selv. «Det er saa den skal ha’ det.»

Det skulde være morsomt at vide, hvem det er, som har havt dette «Blik»; man maa holde af et Menneske, som er saa naivt. Man kunde sige, det er usømmeligt alligevel, at et sligt Væsen skal have Lov til at sende sit Guttesnak ud i den vide Verden, men, det er for alvorligt talt, og til «Pressen» er det for rum Tid siden blevet Daarskab at tale Alvor. Jeg gad seet den Mand, som ikke bliver lystig, naar han sér slige «Blik», der sér Skjæven i andres Øine, men ikke Bjelken i sit eget; det er unægtelig komisk, og Aviserne maa mere og mere blive Skydeskiver for Folkevittigheden likesom Munkene i Middelalderen.

Det gaar med Aviserne som det hedder i «Regla»: Skrubben efter Geden, Bjørnen efter Skrubben osv. til Klaven efter Koen. Den ene forfølger og hundser til den anden, indtil det Hele taber al Samling og Sands og styrter i Latterlighedens Afgrund.

* * *

*) Et stort Galehus i England, hvortil man for nogle Aar siden i Morgenbladet henviste L. K. Daa.Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar

**) Vi have et advarende Exempel paa en slig Mand i en af vore Literater og Digtere. Han beskyldte Folk for at være gale, naar han paa vanlig Vis vilde gjøre Nar af dem. Det var hans Sygdom, og den endte med at bringe ham paa Galehuset.




Nr. 289/1852; fredag 10.12.

[Debatt om Munchs Sorg og Trøst; om det folkelege]

Korrespondance

Christiania, den 9de Decbr.

Jeg takker Korrespondenten i Drammens Blad, fordi han har givet mig en kjær Anledning til at rette paa en Feil; jeg siger kjær, thi erkjender man en Feil, saa er det en Lettelse at faa rette paa den. Det er ganske sandt at min Anmeldelse af MunchsMunchs] Andreas Munch, diktar «Sorg og Trøst» aandede forliden Pietet mod Digteren; det ser jeg nu, da jeg har Artikelen trykt for mig. Sammenstillingen af Exemplet om Ludvig den XVLudvig den XV] Ludvig XV, franske konge og Duften over det Hele vilde jeg kalde frivol, dersom jeg intet andet havde at holde mig til end det trykte Blad og forresten Lyst til at optage Alt i den værste Mening; jeg lod da som om jeg ikke saa den Sætning: «Alvorlig talt, véd jeg ikke, hvorledes man skal tale om Sligt uden i Spøg.» — Men hvad jeg har at holde mig til, det kan jeg ikke fordre af Læseren, og derfor gjør jeg Undskyldning; jeg kan nemlig ikke fordre af ham i Almindelighed, at han saaledes som Forfatteren skal lægge Mærke til Ordstillingen og Sammenhængen og derved finde Aanden i det Skrevne; man maa udtrykke sig ubestemt og tilbageholdent; man maa «have Sproget for at skjule sine Tanker» skal man ikke misforstaaes og synes for haard i slige delikate Sager. Det har jeg ikke havt. Jeg fandt Munchs Digte upoetiske, Metriken sløv og Munchs Digterpersonlighed af en saa underordnet Natur, at han skulde være saa god at sørge privat som vi Andre, og ikke gaa hen og sørge for Verdens Øine. Derved tabte Sorgen sin rørende Karaktér og blev latterlig, da han ikke mægtede at hæve den til Poesi og saaledes betage den Endelighedens pinlige Braad. Dette vakte Pine hos mig, og derfor fik vel mine Ord et Anstrøg, der kan udtolkes som Mangel paa Pietet for Manden; men Pietet for ham har jeg Gud ske Lov, og kanske netop min Pietet bidrog til at skjærpe mine Udtryk, da hans Digte forekom mig uheldige: jeg vilde, han skulde have skrevet bedre. Det er ingen Pietet at finde Alt, hvad han skriver fortræffeligt; det er Tankeløshed eller Umodenhed, som alene kan skade ham, dersom han har et høiere Formaal end at blive læst idag og imorgen.

Det er formasteligt at ville bestemme, hvad der er sørgeligt; hvad der er sørgeligt for den Ene er det ikke for den Anden, og Enhver faar i denne Vei følge sit Hjertes Trang. Skulde man imidlertid fordriste sig til at fremhæve noget, som maatte vække en Sorg, der var skikket til at vække digteriske Udbrusninger, saa maatte det vel være den, at se sig miskjendt og ikke paaskjønnet. Det er haardt at miste en af sine Kjære, men Døden er saa barmhjertig, at den skjænker os Religionens Trøst og Haab til Vederlag for de Kjære, den river fra vor Side; vi tale med dem i vore helligste Timer, og Døden sammenknytter os mere inderligt end selve Livet formaaede. Enhver anden Sorg over sine Kjære er ligesaa uskjøn som ukristelig, med mindre den ytrer sig i en trodsende Styrke, der bliver berettiget, fordi den fremhæver det Menneskelige i vor Natur, der sørger over Forgjængeligheden; men berettiget bliver den alene ved ligesom at forbrænde Forgjængeligheden og lade Haabets Tanke glimte gjennem de mørke Klager; men derved er den netop ophørt at være en Sorg over et enkelt Væsen; den er bleven en Sorg over Altings Forgjængelighed. Jeg finder i «Sorg og Trøst» hverken denne Sorg eller hin skjønne og religiøse Sorg, som blot er et andet Udtryk for Trøst. Begge Dele skal nok være der, men Forfatteren har været forlidet Digter; det Hele bliver pinligt, tykkes mig, og jeg har Taalmodighed til at bie paa Medhold i min Mening, om de Fleste nu for Øieblikket ikke skulde være enige med mig. Nyhedsbladet, som Korrespondenten i Drammens Blad gjør til en Autoritet, sagde Intet om Digtene, men fortalte blot, at de vare udkomne, og aftrykte den likeste Sang i dem. Nyhedsbladet er politisk; det siger Intet, og dets Taushed her forekommer mig at sige Meget.

«Ro» i Tilskueren roser «Sorg og Trøst», det er sandt; men Hr. Korrespondent! skal vi ikke være enige i at sætte «Ro» ud af Betragtning, og saaledes hverken tage ham til Indtægt eller Udgift som Autoritet? Naar en navngiven Mand i Langes Tidsskrift kommer, saa skal vi begynde at snakke om Autoritet; det er tidsnok, tænker jeg. Anonyme Anmeldere, som maatte komme i Posten eller Morgenbladet, tror jeg ogsaa vi bør sætte ud af Betragtning, iallefald skal ikke jeg tage dem til Indtægt, om de skulde udtale sig i Medhold af min Mening; De skal faa dem Allesammen Hr. Korrespondent. Kommer det navngivne Folk, ja se da kan det vel hende, at jeg løfter paa Hatten.

Jeg udhævede ovenfor, at det maatte vække Sorg at se sig miskjendt. En saadan Sorg er ogsaa det almindelige Grundlag for Poesier. WergelandWergeland] Henrik Wergeland og Chr. MonsenMonsen] Christian Monsen, pressemann og diktar har digtet af en saadan Sorg og deres Sorg tiltaler os, fordi vi finde, at de havde fortjent en større Anerkjendelse i levende Live; men Middelmaadigheden og den snærpede Skinhellighed trykte dem ned. Det var poetisk for dem selv; thi det kunde bare tjene til at ægge deres Kraft, al den Stund de vare sande Digtere; men derfor er deres Undertrykkelse ikke undskyldte, og dersom der er en Retfærdighed i Verden, vil den vække hævnende Aander imod disse, saalænge de leve. Munch derimod skal ikke klage over, at han ikke bliver paaskjønnet; jeg er tvertimod bange for at han bliver formeget paaskjønnet; følte han ikke det, antager jeg, at han ikke vovede at sende det ene Bind Digte efter det andet ud i Verden: han trænger ikke til at lade trykke for at leve; han er saa lykkelig at kunne leve sorgfrit, og hos en saadan Mand skal dertil høie Tanker om egen Fortrinlighed og lave Meninger om Publikums Skjønsomhed for at driste sig til at forøge den poetiske Literatur, der endogsaa hos os maa erkjendes at have altfor megen Ballast at drage paa. En saadan Mand, mener jeg, er man berettiget til at dømme haardt; man skal i sin Dom være retfærdig, det er Alt hvad man kan forlange, men, hvorvidt man er retfærdig, er noget, man i sidste Instants faar afgjøre med Gud og sin egen Samvittighed.

* * *

Præsten O. T. KroghKrogh] Otto Theodor Krohg, sokneprest skriver i Morgenbladet for idag om «Folkelighed», som man i den senere Tid saa hyppigt anvender. Det er et Ord i rette Tid. Han er god der, hvor han angriber denne «Folkelighed», men, hvor han skal forklare, hvad Folkelighed er, der er han neppe heldig. Folkelighed er som Nationalitet ondt at forklare. Folkelighed, folkelig (fokkeleg) betyder i Folkemunde, at være som Folk er flest, det vil sige, fornuftig, stø, sædelig, kort alt det Gode som udmærker Folkeaanden, der efter GuizotsGuizots] François Guizot, fransk historikar Ord er Menneskehedens Geni.

* * *

Erklæring.

At jeg ikke er Forfatter af den Række Artikler, som sidst under Navn af «Nogle fædrelandske Betragtninger» har været at læse i dette Blad, finder jeg mig beføiet til herved at erklære.

Ærbødigst

Korrespondenten i Dr.s Tidende.

* * *

At denne Erklæring er overensstemmende med Sandheden, bevidnes herved paa Forlangende. Redaktionen.




Nr. 291/1852; søndag 12.12.

[Teater- og musikkritikk]

Korrespondance

Christiania, den 10de Decbr.

Schwarzenbacher-Kapellet giver fremdeles Koncerter i Logens mindre Sal et Par Gange ugentlig. Det er en sand Vederkvægelse at gaa derhen efter Dagens Arbeide; man er nok saa temmelig enig om, at et bedre Orchester ikke har ladet sig høre her i Christiania; Sammenspillet og de enkelte Solonummer ere lige fortræffelige; Kapelmesteren VirechVirech] Viereck, østerriksk kapellmeister spiller en Violin, der er saa mjuk*) og gjennemsigtig, at den minder om O. Bulls.Bulls] Ole Bull Besynderligt, at vore Dagblade ikke omtale dette Kapel mere; der stod rigtignok noget om det i Morgenbladet en Gang, men Posten har tiet rent stille, Morgenbladets Kunstanmelder likesaa; hvad der stod, lod til at være et Indsendt. DHrr. Kunstanmeldere pleie just ellers ikke at være prutne med at omtale, hvad der tér sig i Kunstverdenen. De største Bagateller af Theaterstykker faar som oftest sin Dom og naar SperatiSperati] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister f. Ex. opdriver en Koncert, faa vi Læsere meget lærerige Betragtninger. Det norske Theater deler alene Skjæbne med Schwarzenbacherne, formodentlig fordi man ikke kan dadle disse, likesom man vel ikke tør dadle det norske Theater, for ei at saare vor patriotiske Stemning. Det maa være ubehageligt for DHrr. Kunstanmeldere: de gaa Glip af skjønne Leiligheder, og Pligtfølelsen gjør vist ogsaa sine Indsigelser. Hvorledes vil det vel gaa dem, naar de skal fremstille sig med de Faar, som Redaktionerne have givet dem? Man bliver ængstelig ved at tænke paa det. Hvorledes har de vel aagret med sit Pund? Dersom de ikke kunde trøste sig med, at de intet have anammet, vilde det bestemt blive dem frataget. De skal ikke trøste sig med, at Publikum ingen Retledning trænger til; Publikum holder Aviser og vil blive oplyst, likesom det holder Kommunepressen**) for at sé, hvem der har Brød og Smør at sælge, og hvor det skal faa sig Tjenestejenter og Ammer med «et godt Rygte.» Christiania er vistnok ikke større end at Publikum mundtlig kan faa vide, om det er værdt at gaa did og did at sé og høre; men det sér dog godt ud, at Meningerne om Sligt blive forædlede gjennem Literaturen, og der findes endnu Mange, som ikke rigtigt tør tro paa noget Sligt, før de have seet sig for i Aviserne; Mange findes og, som tykkes Tingen er for simpel, naar Kunstanmeldere ikke rangerer dem op i den kunstneriske Ordning. Grunde nok, til at Aviserne bør være talende.

Det stikker dog vel i noget andet end i Avisernes Taushed, at Schwarzenbachernes Koncerter ikke ere saa godt besøgte, som de fortjente at være: her er saa mange Ting, som skal varetages, og Byen er saa liden; man bliver ikke rigtig vaer, at Byen er forliden, før man kommer ind paa vore kunstneriske Tilstande. Det gjælder i en saa liden By at være enig og rette Kraften paa enkelte Punkter; men Ulykken er, at man ikke kan være enig; det sér man bedst i vore Theateranliggender, hvor Spaltningen maa lede til Indretningernes og med det samme til Kunstens Ruin. Forresten er denne Spaltning en Kamp mellem det norske og danske Sprog, som kjæmper om Herredømmet paa vor Scene; og denne Kamp vil her som i Literaturen lede til en Udmattelse paa begge Sider, som gjør at man i Overgangen faar Lidet at vederkvæge sig med; Træthed og Hunger og Tørst vil indfinde sig her som i enhver Kamp, og de, som bare vil leve i Øieblikkets Nydelse kunne derfor ingenlunde være glade; Utilfredsheden viser sig da ogsaa og vil endnu mere vise sig hos Saadanne.

I den musikalske Verden er her ogsaa en Konkurrance, som virker udmattende under vore indskrænkede Forhold; Forskjellen er alene den, at intet af Partierne er norsk; vi ere endnu ikke komne saavidt, at vi har det mindste musikalske Parti, der kan hente Styrke fra det Nationale til at træde i Kamp med Danskerne (de fleste Medlemmer af Theaterorchesteret) og de tydske Musikselskaber, som besøge os. Selv den norske Orchesteranfører ved det norske Theater, Conradi,Conradi] Johan Gottfried Conradi, komponist og kordirigent er nu alt fratraadt, og den anden norske Mand, som imidlertid anfører, kan ikke ret længe holde paa: god Musik maa man først og fremst have ved et Theater. Konkurrencen mellem vore Musici bliver saaledes alene mellem Udlændinge, og Spørgsmaalet bliver da at prøve Alle og understøtte og beholde de Bedste; men her kommer igjen mange umusikalske Ting med i Betragtning: mange af disse Musici have alt været her saalænge, at de ere blevne hjemme; de ere blevne tilaars og det vilde være uforsvarligt gjort at slaa Haanden af dem nu da de ikke let vilde kunne bryde sig en Bane paa et andet Sted. Har man benyttet en Mand, naar han var ung, maa man være saa god at forsørge ham, naar han bliver gammel.

Under alt dette maa vor Musik blive kummerlig, og den første kunstneriske Fornødenhed for et dannet Publikum, nemlig at høre god Musik, vil ikke kunne blive tilfredsstillet. Kommer her flinke Folk til os, maa de reise igjen mere forarmede end de kom; det er Synd om disse flinke Folk, og det er Synd om os, der gjerne vilde beholde dem, og maa beklage, at Dygtigheden hos os ikke skal finde det Brød, den saa ærlig fortjente. Det er ordentlig nedslaaende, at se det fortræffelige Schwarzerbacher-Kapel spille for mindre godt Hus; det forbitrer Nydelsen, idet man finder, at der intet Forhold er imellem det vel besatte Orchester og den lille Sal, som langtfra ikke er fuld. Det tør dog haabes, at Koncerterne vil blive bedre besøgte efterdags: Entréen er billig, og Folk maa komme efter, at Præstationerne ere fortrinlige; de sidste Koncerter have været bedre besøgte. Vi Norske ere tungvindte; vi maa have Tid til at summe os; vi løbe ikke efter den første den bedste Charlatan, men se os for om Manden duger noget; finde vi det, saa bliver han os kjær, og vi fortro os til ham, deri ere vi forskjellige fra Publikum i de store Stæder, der bære En paa Hænder idag og have glemt ham imorgen. Man beskylder vistnok Christiania Publikum for sligt Vægelsind; men en saadan Beskyldning grunder sig paa en altfor rask Slutning; Christiania er endnu forlidet til saadant Vægelsind og sér man det atimellem saa er det Grillen af at ville være stor, som stikker frem.

* * *

*) Et Udtryk som MøllarguttenMøllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) altid bruger for at betegne den fineste Blødhed og Bøielighed i det musikalske Foredrag.

**) Et klassisk Navn paa «Adressen» og «Intelligentsen.» Benevnelsen er desværre ikke min, men jeg tillader mig at indføre den; det vittige Hoved, jeg hørte den af, vil tilgive mig!




Nr. 297/1852; søndag 19.12.

[Norsk dramatikk]

Korrespondance

Christiania, den 17de Decbr.

Det norske Theater vedbliver at være godt besøgt, og man sér unægtelig Fremgang hos de Spillende, men Stykkerne ere daarlige. Synd er det, at man ikke skal have gode Stykker: der kunde blive ret hyggeligt deroppe, naar der var lidt Mening i Stykkerne; thi Skuespillerne ere slettesikke gale, og navnlig er der 3, 4 Skuespillerinder, som snart vil spille ligesaa godt som nede i det skandinaviske Theater. Saameget sér man allenfals, at der kan opdrages norske Skuespillere, og at man ikke behøver at hente op Folk fra Kjøbenhavn, og det er Alt, hvad man for det første kan forlange.

Det er unægteligt flaut, at her i det hele store Christiania med sin Mørje af Studenter, Kandidater, Kopister, Embedsmænd og andre Mennesker ikke skal være Nogen, som kan eller bryr sig om at skrive dramatiske Smaastykker for dette nye Theater. Det er en Ynk; det er saa, at man kan bære sin Næse i en Kind over det. Det er ikke Under, at vi snakke om en national Scene! Jo, det er sagtens Folk, som fortjener at have en saadan! Det er ikke Under, at man gaar i Theatret fin og opstusset og tillader sig at have en Mening! Det er at være fattig og hoffærdig, som Sirach siger. Slige aandsfattige Stakkarar burde finde sig i Alt, og ikke tillade sig det mindste Kny om egen Selvstændighed, men finde sig med Taknemmelighed i Alt, hvad Fremmede vilde forunde dem; det nytter saa alligevel intet alt deres Bræl; det er som naar Thranitterne gjorde Fordring paa Stemmeret. Kanske dette er for strængt sagt? Her er næppe et Liv i Christiania for Øieblikket, som har skrevet noget for Theatret med det mindste Forslag i. H. Ø. BlomBlom] Hans Ørn Blom, forfattar og R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar ere ikke her i Byen længer. «Til Sæters» er nok det eneste; man kan indvende hvad man vil mod det Stykke; det trak dog og det meget i vor Nødtørft. Enkelte har vel ogsaa skrevet «Studenterkomedier;» men disse tilhøre ikke endnu Publikum, og dugde de noget, kom de vel ud for det; saa tør man slutte. Hvad A. MunchMunchs] Andreas Munch, diktar og JensenJensen] Peter Andreas Jensen har skrevet for Skuepladsen fryder os allenfals ikke nu: og var det engang godt, kom det vel atter fram. Jeg beder om Forladelse, har jeg glemt Nogen; jeg vilde gjerne drive op slige Folk, men jeg finder ingen. Man tør haabe, at Fremtiden vil finde dem, for ellers vil det sé galt ud med vor nationale dramatiske Kunst.

Hvad kan vel Aarsagen være til en slig Uformuenhed? Dramatiske Digtere ere sjeldne; sandt; der skal Aarhundreder til at frembringe dem. Men, det er store Digtere det; slige brugbare Folk, som kan skrive et Stykke for nogle Kvellar, de ere ikke saa sjeldne, og det er saadanne Folk vi trænge til for vor nationale Scene, smaavittige og lune Folk, som kan plukke smaa Enaktsstykker ud af Livet og lade os lé. Det kan ikke være Tale om store Digtere; de kunde ikke endnu blive spilte; det vilde desuden være grusomt at ønske en stor Digter: det vilde gaa ham netop som Wergeland.Wergeland] Henrik Wergeland Det er Smaafolk, som gjøre Lykke under saa trange Forhold. Ingen misunder dem, og de kan være slikkede som de brave Folk, der give Tonen an.

Hvad kan Aarsagen være til, at vi ingen slige brugbare Folk har? Det er den gustne Armod, som er baade Aarsag og Virkning. Man skal ikke sige, at ingen kjærer sig om at skrive sligt Pjank: den som duger til det, han kjærer sig nok om det; man skal ikke forfængelig trøste sig med, at man nok kunde, naar man vilde og havde Tid. Det er forunderligt med de iboende digteriske Kræfter: de bryde fram, enten de komme beleiligt eller ikke. Man behøver ikke at vente paa god Tid for at digte. Musen staae ikke ude i Gangen, indtil man har gjort ifra sig med de praktiske Forretninger; hun kommer ind, vil hun komme, og spør ikke efter nogen videre Omstændigheder. Det er saaledes ganske løierligt, naar Nogen tror, han kunde vel skrive mange vakre Ting, naar han vilde og bare havde Stunder for sine Studier, Embedsforretninger eller Udveininger af Sukker og Kaffe etc.

Det kan visnok gjøres noget, at man ikke har Tid. Intet bliver godt, som man ikke med Flid lægger sig efter; en Digter staar ikke paa én Gang fix og færdig som Mange tro; og denne Tro er velkommen for dem, der ville kokettere Geni, ligesom de, der aldrig ville vedstaa at de læse stort, men indbilde sig og Andre, at deres «gode Hoved» gjør Alt.

Mangen Framslænge*) kan saaledes vistnok blive hindret fra at drive det til det mindste, fordi han vil komme i en «selvstændig Stilling» og saalænge de unge Studerende have Haab om at blive Embedsmænd, før de ere 100 Aar gamle, kan man rigtignok ikke vente, at de skulle lægge sig efter Noget, som ofte skaffer bare Utak.

Det maa være en ubestemt Følelse af denne vor Armod, som gjør, at Publikum er saa taalmodigt og fornuftigt oppe i det norske Theater. Bød man slige Stykker som «Enken og Enkemanden» f. Ex. nede i det skandinaviske Theater, hvor man har Lov til at giøre Fordringer, saa vilde man skrattele og ikke engang bry sig om at pibe. Men i det norske Theater ser man, hvad man selv har, og det giver Forstand; det lærer Ydmyghed, som fra gammel Tid har været Begyndelsen til al Fremgang. Dette er efter min Formening den store Betydning af vort norske Theater.

Den Følelse man faar ved at se et Publikum, som beskuer sin egen Armod, skal Ingen spotte.

* * *

*) Framslænge, egentlig en Halvvoxen, men bruges ogsaa i overført Betydning om en saadan halv Kar i aandelig Forstand.




Nr. 300/1852; torsdag 23.12.

[Målstrid; avisstrid; koppar i Christiania]

Korrespondance

Christiania, den 15de Decbr.*)

Den saakaldte Sprogstrid**) vedvarer, siger «Fædrelandets» Korrespondent her fra Christiania. Den saakaldte! nu, det er ikke det rette Navn at kalde den en Strid; aanei, Striden har ikke ret begyndt endnu, men den begynder nok, det er bare Forpostfægtninger, som hidtil ere levera; den egentlige Stridsmagt rykker nok ud engang, naar nu Skriftsproget er blevet forvirra, saa er det Tid at virke for Mænd med Geni; det vilde være Synd om dem, skulde de komme uden at Jordbunden var forberedt; de vilde ellers blive opslidte uden at det syntes noget efter dem. Naar vore veke Dansktalende- og skrivende har givet os arme Stakkarar paa Hovedet, saa blive de trætte. Vi stryke med, forstaar sig; men det er tilpas, hvi skrive og tale vi ikke som den gamle Slendrian vil ha’ det? Vi faa Løn som forskyldt, og Intet vilde være mere taabeligt end at beklage sig.

* * *

Posten er galen paa Morgenbladet, fordi det har omvendt sig fra sine oppositionelle Synder, og har betraadt Postens trange Vei, som fører til Ministeriet. Posten skulde være glad over en saa stor Politikers Omvendelse, hilse ham som Ven og presentere ham for Publikum med de Ord: «Morgenbladet, mine Herrer og Damer! det har nu omvendt sig fra sin Veis Vildfarelse. Lader det Gamle være forbiganget, da dets Politik er vorden ny!» Posten er vistnok artig og fin, om man vil, men den er endnu lidt uhøflig mod Morgenbladet; det bør den aflægge; det bekommer den vel. Posten kan i Publikums Øine intet mere ondt sige om Morgenbladet end: «Vor ærede Kollega, Morgenbladet.» Det er et Broderskab, som vil genere Morgenbladet betydeligt. Han er ingen Politikus den samme Posten. Han var ministeriel i 1848, da al Verden var oppositionel; nu da Verden er ministeriel, er han oppositionel atimellem; det er ikke klogt. Nu da er Morgenbladet en støri Politikus; det kan sno Kaaben efter Vinden og drappere sig i Læ. Det snakker Verden efter Munden, og det er slige Folk, som kommer fram i den. I 1848 og de 10 à 15 Aar derfor var det oppositionelt; det samme var Verden; da Ungarn var knet, blev det omvendt, Verden iligemaade. Nu tykkes Verden, at Politik er noget Væsen og Morgenbladet er klogt nok til at lugte, hvad der er i Vinden. Udbryder nu snart en ny Revolution, vil det upaatvivlelig kjøre paa en Ministerforandring atter. Hvem vil laste det? Skal ikke et Dagblad være et Udtryk for den offentlige Mening? Render den offentlige Mening efter Fjas, er Avisen ikke Skylden; thi dandser ikke Avisen efter den offentlige Mening, bliver den opsagt, og det er uheldigt. Den, som har Magten har Retten; det er Louis NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar et godt Exempel paa. Stormagterne sende nu sine Gesandter til ham som Keiser, og man ser med et medlidende Smil paa dem, som tænke paa hans Ménsvorenhed. Napoleon er en Mand for sin Tid, derfor behærsker han den og overlader Moralfilosofer at sitte i en Krog og skrive. Skulde da Posten fortryde, at ogsaa vi havde en politisk Størrelse, nemlig Morgenbladet, der tog Verden som den vil ha’ det og flød ovenpaa? Posten bør gjøre liksaadan; der vil Ingen være, som falder i Forundring, undtagen forsaavidt, at man neppe skulde tiltroet den slig Sveip. Posten kan være ganske vis paa, at den vil vinde paa det. Det store Publikum vil sige: «Posten er et udmærket Blad: jeg finder akkurat min egen Mening i den.» Sukkervand maa iskjænkes; Lægen kan sørge for Medicin, som kurerer. Hvor mangen Natlue sitter ikke ved Theen om Morgenen og venter Avisen, som skal forsøde ham Morgenstunden? Finder han nu Avisen, som skreven ud af ham selv, bliver han livlig, skuffer paa Luen, stopper sig en Pibe og synker læsende i en behagelig Dvale tilbage i Lænestolen. Det vilde være ligesaa Synd som uklogt for en Avis at forstyrre hans Ro med Meninger, som det kostede nogen Anstrængelse at følge med; det vilde ikke være borgerligt og gemytligt. Lad Andre om det Modsatte! Folk, som tror sig beføiede til at bane Plads for nye Ideer, bør holde sig udenfor Avisliteraturen. Dette er rigtignok en haard Dom over mig, som har sat mig i Hovedet at indføre et og andet nyt Ord og stave enkelte lidt anderledes end sædvanligt — for det er dog ogsaa nye Ideer paa en Maade — men derfor korresponderer jeg ogsaa bare, og er jeg inkonsekvent atpaa, jeg er ingen Avisskriver, allenfals ingen politisk, og det er væsentlig det Politiske i Aviserne, jeg her har for Øie, siden jeg taler om Postens Gnaal over Morgenbladets Omvendelse.

* * *

De naturlige Kopper skal være ret slemme herinde. Man læser paa Dørene: «Her er Børnekopper.» Folk lader sig derfor vakcinere i Mængdevis; men det er vanskeligt at komme ind til Fysikatet, naar man ikke vil give en halv Speciedaler til den Læge, som faar Betaling af Regjeringen for at have Materie i Beredskab. Man kan gaa ned i den tekniske Forening, men der er saa trangt, og slig Skrig og Damp, at man heller resikerer paa Børnekopperne end staar der, og drager sig kanske en ligesaa slem Syge paa Halsen. Det rimelige var, siden man nu vil hjælpe Folk, at gjøre Hjælpen noget mere tilgjængelig, og holde mere jevn og fri Entré, naar man endelig er saa god at ville hjælpe. Halve Forholdsregler lønnes som oftest med bare Utak.

* * *

*) Ved en Forf. utilregnelig Forsømmelse er denne Korrespondance bleven overliggende; derfra det sildige Datum.

**) Jeg maa nok se til at holde paa mine nye Ordformer og komme med flere til: Krydseren vil nemlig gjøre Nar af mig for Sligt, og det er mig et godt Mærke paa, at jeg har truffet det Rette. Man kan nu vistnok ikke slutte sig til Nogenting af Krydseren; men, skal man slutte Noget, saa maa det være til det Modsatte; jeg følger nu den Slutningsmaade og har en vis Forudfølelse af at træffe hvad der vil vise sig som det nogenlunde Rigtige. Siden jeg nu snakker om Krydseren, maa jeg tænke paa hans Slutning isøndags: Korrespondenten er nemlig Subjekt i hans Oversætning og Drs. Tidende Subjektet i Undersætningen; paa den artige Maade faar han ud, at Korrespondenten er Drs. Tidende. Han slutter akkurat som Montanus og Per Degn. Men Krydserens Slutning bliver desuagtet ikke komisk; Krydseren er ingen Holberg.Holberg] Ludvig Holberg

Korrespondenten bliver altsaa efter Krydserens Slutning den, som har talt usømmeligt om Prof. Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar uagtet han har fralagt sig Forfatterskabet af den Artikel, hvori Schweigaard paa en mindre passende Maade var omtalt; men Krydseren kjerer sig naturligvis ikke om slige logiske Ting; han gjør Slutninger i sofistiske Figurer han; det er nu hans Kald; enten det nu er af Uvidenhed eller Ondskab, kan være temmelig ligegyldigt.

For at gjøre sin Slutning mere skuffende, stiller han A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar sammen med Schweigaard; Korrespondenten skrev nemlig om Munchs Digte, men forhaabentlig paa en Maade som intet Usømmeligt er i, naar Alt tages med; det var en Kritik, kanske streng, men den berørte ikke Munchs person undtagen som Digter, og det er vel tilladt? Skal en frimodig Meningsytring være forbuden?

Ved at slutte paa sin eiendommelige Maade, faar altsaa Krydseren ud, at det bliver ÆresdrapÆresdrap] retta frå: Æresdrapa, hvad Korrespondenten siger om ham, imod hvad han siger om Munch og Schweigaard. Han er ikke saa ueffen den vesle Krydseren! han véd da at nævne sig i Flugt med dygtige Mænd!




Nr. 301/1852; fredag 24.12.

[Religiøs fanatisme]

Korrespondance

Christiania, den 22de Decbr.

Læsernes Grusomhed oppe i Kautokeino har vist sig at være forfærdelig. Det er til Lykke sjelden man hører Religionsfanatismen gaa saavidt i disse Dage. Historien har mange Exempler paa slig Grusomhed, og naar man ser efter, hvad der har drevet Menneskene til de værste Misgjerninger, vil man finde, at det er Religionsiver. Det ligger saa nær for Mennesket at hengive sig til Grublerier, især naar Livet er ensomt og kummerligt, saaledes som hos disse forvildede Lapper, og har Grubleriet først faaet Overhaand over Sindet, ligger Vanviddet saa nær. Efter de hidkomne Beskrivelser over Lappernes Færd, maa man erklære dem i en vis Utilregneligheds-Tilstand. Det maa ikke være godt for Øvrigheden at vide, hvorledes man skal gribe Sagen an med slige forvildede Mennesker; det synes ligesaa uforsvarligt at straffe dem som at lade dem gaa ustraffede. Og hvad Straf skal man anvende?

Naar man læser om slige Gjerninger bliver man opmærksom paa hvad Beskjærmelse der ligger i Kundskab og Oplysning; i Gemytter som ere noget opvakte, kan saadan Vildhed aldrig opstaa, og naar derfor en kirkelig Retning, som heller ikke er ukjendt hos os, viser sig fiendtlig stemt mod Kundskabers Udbredelse som noget ugudeligt Væsen, maa man sige, at den ingenlunde arbeider i Kristendommens Aand, men tværtimod i Mørkhedens som den vil bekjæmpe. Denne Retning anfører stedse den franske Revolution som Exempel paa, hvad Oplysning bringer, men den glemmer at anføre den religiøse Fanatisme, der mere end nogen anden Vildfarelse har skjændet Menneskeheden. Oplysning uden Religion er vistnok farlig; Intet er helligt for den; men den har dog en vis Tugt og Sky, som forhindrer den fra at blive et glubende Dyr. Det er ved denne Tugt og Sky det civiliserede Samfund udmærker sig fremfor det raa og vilde, hvor haardt man end vil dømme det. Fritænkeren, som man formastelig siger ikke længer tror paa nogen Gud, er, naar man lærer ham at kjende, mild og overbærende, og Historien viser da ogsaa, at de fleste saakaldte Fritænkere have været gode Mennesker; men Religionsfanatikeren har været grum og umenneskelig; han har myrdet sine Brødre til «Guds Ære» og de Flestes Erfaring vil kanske ogsaa sige, at man finder mere Godhed, Hjæpsomhed og Overbærenhed hos dem, som Verden kalder Vantro end hos de største Ivrere. Tingen er nemlig, at de ingenlunde er vantro; deres vakte Sands har netop ladet dem føle den menneskelige Indskrænkning og gjort dem ydmyge, medens hine blinde Troende formastelig indbilde sig at være stegne ind i Himmelen med en Gang og ere derfor hoffærdige, sé med Foragt ned paa Andre, og tro sig forpligtede til at omvende dem ved alle Midler. Hos dem er det isandhed det raa Gemyt, der ingen Grændse kjender i sin Forvildelse. Raaheden og Uopdragenheden er vistnok sig selv lig overalt, men kommer den religiøse Fanatisme til, ere alle Baand løste, da maa man sige med Digteren:

«Det Skrækkeligste af alt Skrækkeligt,
er Mennesket i sin Forvildelse.»

Disse Historier vil bestemt blive tagne til Indtægt af dem, som præke mod Mormonerne og ingen Troesfrihed vil vide af. Her kunne de sige: «Der ser man, hvad det leder til at lade uvidende Mennesker styre og raa sig selv. For de Umyndige maa Kirken og Staten optræde som Formynder» osv. Der ligger unægtelig meget i en saadan Indvending, men vil man lære noget af Erfaringen, maa man bekjende, at alle slige Formynderskaber har arbeidet rat mod sin Hensigt. Ved at forbyde en Ting, ægges den menneskelige Natur til at søge den, og Menneskene ville faa gjerne være Martyrer, at det er ufornuftigt at give dem Leilighed til at blive det. Der gives ingen anden Raad til Opdragelse end Oplysning; kan være, at det gaar sent med at faa den almindelig udbredt, men den er det Eneste, Kirken og Staten kan gribe til. Her viser den religiøse Fanatismus sig atter; den vil have Tvang, og drømmer ikke om, at den netop derved modarbeider sin egen Hensigt, som den iallefald indbilder sig er at fremme det Gode; den tilintetgjør sit eget Omvendelsesverk, fordi Fornuften hos Menneskene lykkeligvis ikke er uddød. Man skulde ellers tro, at en slig Troestvang ikke længer spøgte i noget Hoved, som kunde udtale sig; men en saadan Tro er for rask; her har jo nys i vore Aviser været en heftig Strid om det Uforsvarlige i, at man taalte Mormonismen. Det er iøvrigt smaat nok bevendt med Taalingen. Mormonerne have været forfulgte nok, og det er vist ligesaamange, der sige, at de ere forfulgte for meget, som de ere, der sige at man har gjort forlidet af det. Overhovedet maa vel Tilstanden siges at være saadan, at den ikke er tillags for nogen af Parterne; de, som ville have Tvang forarge sig over Dissenterloven og den Frihed, man indrømmer Katholikerne og nu den engelske Kirke her inde i Christiania. De, som paa den anden Side ville have ubegrændset Frihed, finde §ne 2, 16, 92 o. fl. i Grundloven, samt §ne 1 og 2 i Kriminallovens ottende Kapitel altfor intolerante.intolerante] retta frå: intollerante Det er en Mellemting af Frihed og Tvang, som kanske er det Fornuftigste for Tiden, men som ingenlunde har Konsekventse og Holdning i nogen Henseende. Dette bør man komme ihu, naar man drager tilfelts mod Intoleransen;Intoleransen] retta frå: Intolleransen den har en Støtte i Lovgivningen, som gjør den juridisk berettiget i det Mindste, og man var aldeles ikke billig, da man kastede sig saa graadigt paa dem, som for en 10 à 12 Aar siden ytrede Betænkelighed ved at ophæve Forordningen om religiøse Forsamlinger. Det var juridisk konsekvent og mere i Lovgivningens Aand end Dissenterloven. Saalænge man holder fast paa en Statskirke, hvortil Alle maa bekjende sig, som vil vente Befordring i Staten, saalænge bliver det en Modsigelse at tolereretolerere] retta frå: tollerere andre Kirker, og man sætter en vis Troesbekjendelse i Forbindelse med jordisk Tab og Vinding, som Fornuften umulig kan finde rigtig. Man slaar Døren paa vid Væg for Hykleri, og Erfaring vil nok lære, at man heri ingenlunde har gjort vel. Statskirken bliver tilsidst staaende igjen med sine beslikkede Præster og Menigheder, for hvem enhver Religionsbekjendelse er ligegyldig. Statskirkens Tjenere vil ikke have Magt til at stille de hungrende Sjele tilfreds, de træde ud eller udvandre og Statens Kraft bliver svækket; man bliver nødt til at forfølge Separatister og indskrænke deres Rettigheder endnu mere.




Nr. 306/1852; fredag 31.12.

[Om norsk språk; julelitteraturen]

Korrespondance

Christiania, den 29de Decbr.

I Tilskueren har en Mand, som efter alle Mærker er Professor Monrad,Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof været ude og skrevet om «Norskheden» gjennem to No. Det er forbausende godt skrevet og skjelden er det vel at se en saa klar Fremstilling. Artikelen gaar ud paa, at det er ganske rigtigt handlet at optage Ord og Vendinger af Bygdemaalene. — At give en kort Fremstilling af denne Afhandling gaar ikke godt an: Alt er saa sammentrængende, at Intet kan rives ud eller skjæres væk; det bør læses altsammen, og Tilskueren kan med Sandhed være gjil af saavordne Sager, og faar den mange slige, vil den blive et uundværligt Blad. Artikelen har ogsaa den Godhed at den ikke blot snakker, men siger virkelig noget: der er nemlig mange nationale Ord og Vendinger i den; forresten taler den mere om saadanne end den bruger dem, og det er vel noget som ikke kan undgaaes ganske: «De æ bæri aa seia hel gjera noko tes.»

Forfatteren holder paa Middelveien, og den kaldes da ogsaa gylden. Det er iøvrigt tvivlsomt om Middelveisfarerne udrette synderligt i Verden; Erfaring taler stærkt derimod. Det er Resultatet, som skal være Middelveisfarer, naar Modsætningerne have brudt sig; saa gaar det til i Politiken og alle menneskelige Gjerninger; Enden kan alene raake den sande Middelvei. Man kan derfor sige om en Middelveisfarer, at han formodentlig træffer det Rette, men vis paa det kan man ikke være, for da maatte man kunne leve baade i Nutiden og i Fremtiden paa en Gang.

Det tykkes ellers paa Tiden, at man nu snart slutter med al denne Formening og Theoretisering og bliver mere indholdig. Det nytter aldrig et Grand at snakke, man skal handle og tie stille om det man gjør; det er Andres Forret at dømme: enten altsaa skrive nye Ord saalænge Læseren taaler dem, og kanske lidt mere end han taaler med Godom, eller ogsaa holde sig strengt til det danske Sprog; det kan blive noget af, og det viser Folk, som véd, hvad det vil og har Mod til at gjøre som de vil. Naar Folk snakke mere end de handle, saa er Skaberkraften borte, eller har der aldrig været nogen.

Det hele Sprogsnak har visselig udrettet fint lidet: de som ikke taalte nye Ord før, taale dem ikke bedre nu, og de, som taalte dem før, taale dem fremdeles ompas det samme. Man kan ikke snakke saavordne Ting ind i et Menneske; man skal øve det til at taale og ikke taale: om hele Verden siger, at det og det Ord er det rette, saa hjælper det ikke en Stub, naar det støder mig, jeg maa se og høre det saa ofte, at det Stødende falder væk. Man kunde derfor tilraabe Sprogfolkene:

Ti nu bare stille og gjør noget!

* * *

Vi have faaet en ret vakker Juleliteratur, og da det ved den Slags Literatur — som Juleklap — væsentlig maa komme an paa Udstyret, nemlig paa det pene Papir, vakre Typer, smukke, Omslag eller Bind, saa vil jeg for dennesinde holde mig til dette Udenpaa, og maa da yde DzwonkowskiDzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar den Ros, at han er en god Forlægger: hans Kalender er bestemt noget af det Bedste, man ser af det Slags i vor Bogverden. Portræterne er nu ikke rare; de ere af samme Tøi som Billederne i «Nyhedsbladet,» og de ere som bekjendt ikke gode. Men det er nu ikke Dzwonkowskis Skyld; det er Træskjærervidenskaben hertillands som har det at tynge paa sig. Dzwonkowski staae paa Tidens Høidepunkt — som Filosofer sige — og mere kan man ikke vente af ham. Tegnekunsten faar vel ogsaa sin Rem af Huden; thi det var vel ligesaameget Tegneren som Skjæreren, der bidrog til at f. Ex. Skuespiller JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar og HagenHagen] Carl Hagen, dansk skodespelar saag ud som de saag. Naar man altsaa kan komme over fint Papir og vene Typer, kan en Forfatter godt gaa til Dzwonkowski for den Skyld med Manuskript: hans Ord kommer vakre ud i Verden, om de ere gode, bliver hans egen Sag. Dzwonkowski sørger bare for Navne, og gaar i denne Omsorg endog saa vidt, at han sætter det som Anbefaling for en Bog, at en vis Mand har læst Korrekturen til den — jeg mindes ikke bedre — dersom det endda var en berømt Korrekturlæser!

Dzwonkowski er saaledes en god Udstyrer; Synd alene, at han skal leve i saa smaa Forhold; han kunde godt faa en smuk Literatur istand; det staar nu til Forfatterne at gjøre den god.

TønsbergTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar har ellers havt Ord for at levere det Smukkeste; han leverer overmaade smukke Ting endnu, men han synes i den senere Tid at have slaaet sig mere paa det gode f. Ex. Folkeviserne. Han leverer jamt og samt Pragtverker, det er sandt, men disse ere mere Kunstverker end egentlig Literatur — «Nationaldragterne» og «Folkelivsbilleder.» I de egentlig literære Verker, MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar Historie og WergelandsWergelands] Henrik Wergeland Skrifter f. Ex. gaar man ikke hans Renomé for nær ved at sige, at enkelte Ting hos Dzwonkowski ere ligesaa godt udstyrede. De ere dristige Mænd begge to, og det er ikke deres Skyld, om Literaturen ikke bliver udmærket. Man burde gjennemgaa Juleliteraturen. Jeg har nu talt om Udstyret, Andre kan holde sig til det Indvortes, om man tror at gjøre noget Gagn med det. Det er vel her som ved Sproget: man bør helst tie stille og gjøre noget, undtagen man virkelig skriver Kritiker som har literært Værd, men da gjør man jo netop noget ogsaa. Den løse Kritik er ufrugtbar; den er bare Snak; ingen bliver klogare af den; de almindelige Aviskritiker er noget af det mést ørkesløse, man kan tænke sig.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.

Les mer..

Om Aasmund Olavsson Vinje

A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.