Dagbogen

89Jeg har det så godt. Det er så stille.

Jeg sidder og ser på den lille lampen og vil ikke mer. Nei, jeg vil ikke mer.

Hvorfor kan jeg aldrig få fred for det brystet? Hvorfor skal vi ha bryst, vi kvinder?

Der er et ord, jeg aldrig tør hviske uden at skjælve? Det skjælver i mig, så jeg fryser. L–y–k–k–e–n.

Ja, jeg fryser. Jeg vil lægge mig. Jeg vil brede over mig den gode, varme dynen. Jeg vil sove.

*

Han. – Kommer det atter listende?

Er jeg da ikke færdig med alt det der? Har jeg ikke lidt nok?

90Hvorfor trykked min hånd hans? Jeg vidste det først bagefter.

Nei – jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke.

– Jeg kan ikke like hans navn!

Om det var muligt! Om det var i verden! Det er undertiden, somom hans øine skulde ha set på mig hver nat fra evighed af.

– Nei. Nei. Jeg vil ikke. Det er vansind at tro på lykken.

*

Jeg kan ikke forstå, at jeg har levet, at der har været så mange dage. Det er som tåge alt. Jeg husker bare én ting: At jeg fødte.

Alt det andet er i en tåge. Sovekammeret. Ansigtet, som bøied sig over mig. Uh nei! Jeg tør ikke tænke på det!

Og så kom der mange mænd, og breve, mange breve, og blomster.

Hvorfor kan jeg ikke få fred for det? Jeg synes det store fipskjægget rører ved 91mig igjen. Hvorfor skal det komme op igjen netop nu? Væk! Væk!

*

Jeg hører mine egne skrig den natten, fødselsnatten.

Jeg elsker dig jo, mit barn, jeg elsker dig jo af hele min sjæl. Forråder jeg dig, er jeg utro mod dig? Å, hvad skal jeg gjøre? Jeg må jo leve, mit barn, jeg må jo leve livet! Jeg har jo ungdom, jeg har jo noget deiligt inde i mig, som må være til! Å, jeg har såmeget, såmeget!

Å, livet er så ondt, det er så vanskeligt, så grænseløst vanskeligt at gjøre alting rigtig, sådan som det skal gjøres.

*

Nu er der bare et eneste stort kys til i verden.

*

92Ingen er som han. Ingen kan det, som han kan. Han luller mig ind som et lidet barn. Og er vi ikke alle små børn i dette store, evige mylder?

*

Hans ord er for mig som de første blåveis og violer da jeg var barn.

Det er som jeg er til. Min barm går. Op og ned. Det er så varmt og godt.

Tænk, at man kan glemme!

*

Han har skabt mig.

*

Å, hvordan kunde han gjøre det nu? Nu, da alt var blit anderledes i verden.

Men han kan jo ikke vide.

Det var så ondt. Jeg kunde intet si.

«Dette skulde du ikke ha gjort.»

Det var som jeg snakked i søvne, da jeg sa det.

93Kjære Tulla! Det er bare hos dig, der er ro. Når jeg sidder og holder dig ved brystet mit, da er der ikke mere. Så savner jeg ikke. Så håber jeg ikke. Så vil jeg ikke det, som jo ikke findes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.