[1]

33Der gik et herrens veirveir] (-et), vær over bygden. Det begyndte under sildefisketsildefisket] knyttes i O til sildefisket til Eidsfjorden i Vesterålen, berømt for et legendarisk feitsildfiske i 1880; storsildårene i Vesterålen var i perioden 1863–1874; også i 1894 var det stort sildefiske i Vesterålen (Straume 1962, s. 162; Hovland 1995, s. 135–152) paa eftersommeren,under sildefisket paa eftersommeren] under sildefisket i Eidsfjorden O og nu hadde det bredt sig fra gaard til gaard og bygd imellem, overalt hvor han kom, denne forunderlige prædikanten, ingen kunde modstaa.Der gik et herrens veir over bygden. Det begyndte under sildefisket paa eftersommeren, og nu hadde det bredt sig fra gaard til gaard og bygd imellem, overalt hvor han kom, denne forunderlige prædikanten, ingen kunde modstaa.] Det gikk som et elektrisk Stød gjennem Været. Over alt slog Nyheden ned, over alt fanget den Opmærksomhed. | Arbeidet stansede midt i Fiskedyngen. De som bar fisken paa Hjeld stansede halvveis for at sige det til nogen, de mødte. Kvinderne fik det travelt at faa Husstellet fra sig og Keaturene «flidd» til Kvelds. Alle vilde hen og høre ham, Lægprædikanten, som var kommen og skulde holde Opbyggelse hos ho Else paa Stangen Kl. 6. | Der gik et Herrensveir med denne Mand. O

De utroligste omvendelseshistorier blev fortalt. Galninger, som hverken frygted gud eller fanden og var mødt frem under opbyggelsen for at drive gjøn, var blet grebet og hadde sunket iknæ under stor sønderknuselse og drog nu selv rundt og fortalte om sine græsselige synder og om guds store naade. Ja til og med syge, han hadde bedt over, var blet friske eller ialfald betydelig bedre.

Og idag skulde han komme til Krabvaag. Per-Nilsa KarenPer-Nilsa Karen] Karen, Per Nilsens hustru; gno. -son i farsnavn ble med tiden til -so, -så, -sa i Nordland; kjent nordnorsk navneskikk å sette ektemannens navn foran konas fornavn, bl.a. brukt på Andøya og i Bø i Vesterålen; en mer moderne form vil være Per Nilsa-Karen; vanlig nordnorsk skikk å benytte kun mannens fornavn som bestemmende ledd, f.eks. Ivar-Olina, Petter-Anna, Gunnar-Petra, Hartvig-Kaia og Litj-Edvard-Bergitta; i M skrives navnet Per Nilsa Karen uten bindestrek; om nordnorske navnskikker, se Jensen 1967, s. 183f. paa RaenRaen] vanlig navn for å betegne en formasjon i landskapet oppstått av en endemorene; Raen et stedsnavn innen gnr. 49 Nyke, Bø i Vesterålen, navnet finnes også andre steder i Bø; for drøfting av ordet Raen mht. overgang i kjønn og tall, se Myrvang 1982, b. B, s. 146Per-Nilsa Karen paa Raen] Else paa Stangen O fik bud fra ham med kirkefolket. Og et saant bud! «Hils min kjære søster i herren, Karen Nilsen, og sig, at broder Tallaksen kommer som en vandrende pilgrim og søger ly hos hende, mens han driver sit menneskefiske for herren i Krabvaag», hadde han sagt. Øra-Jon kom med budet ordret, det var hun sikker paa. Vistnok var han et djævelens barn og aldrig at se paa en opbyggelse, og godt mærked hun den indfule flir, han stod med, da han ramsed det op; men suget det af sig selv hadde han ikke. Sligt kunde bare broder Tallaksen si.

Og idag kom han! Alt fra tidlig morgen hadde hun været paafærde. Nystukammerset maatte vaskes og sengklærne luftes til en slig gudsmand, som han var. Men under dette hadde der hændt hende noget, hun aldrig trodde sig istand til at glemme: i den splinternye, hvide skindfældenskinfæld] (-en), skinn til overbredsel i senga; jf. overbredsel: teppe man har oppå dyna, et pynteteppe; jf. «Breidsla (f): et Dække, Tæppe» (NO) hadde hun fundet en lus. Først vilde hun ikke tro sine blotte øinesine blotte øine] sine bare øyne; øynene sine; jf. blott (her adj.): bar; «se noe med det blotte øye» (RO) og hadde hentet brillerne, men da fik hun jo syn for sagen, for der var nok fler end én.

Det var takken og betalingen hun hadde for at huse alslags pak, som râk tilgaarde. Si nei kunde hun ikke; det var gammel hævd at ta ind paa Raen; men jamen var det mer end harmeligt ogsaa! – Den fine skræppekaren,skræppekar] (-en), kar som driver skreppehandel; kramkar (RO) som hadde bodd der i otte dage – han hadde vel lagt den stasen efter sig. Hvem skulde tænkt, han bar sligt under vesten!

Sinnet kogte i hende, og hun slog og rysted i fælden. Det skulde bare mangle at han fik noget paa sig,Men under dette (…) noget paa sig.] sekvensen finnes ikke. O som nu skulde ligge i sengen! Kammerset var koldt og noget andet sengklæplagg til at lægge oppaa duntæppet, senhøstes som det nu var, aatte hun ikke. Gaa paa gaardene og laane holdt hun sig for god til, da fik det heller vaage sig. Vorherre laged det nok slig, at hans tjener ikke fik noget paa sig.

34Inde i nystuen stod kaffekjedlen og smaaputtred paa ovnen. Af og til sendte den en dampsky ud i et langt pust, og laaget letted sig lidt. Og kaffelugt og duften af nystegte vafler i hjørneskabet fyldte stuen.

Høitidelig stulled Per-Nilsa Karen om paa hoselæsten og satte stolene langs væggene til rette, rydded op paa kommoden, tog bibelen ned af hylden og tørred støvet af den og la den sammen med bønnebogen og «Sjælens Harpetoner»«Sjælens Harpetoner»] antakelig salmeboken Sjælens aandelige Harpetoner, samlede og udgivne af Th. Bjorheim, Trondhjem 1886 paa bordet ved sengen. Paa slump aabned hun bibelen og stak brillerne indimellem bladene; senere kunde hun læse, men han likte det altids bedre, han som ventendes var, at de laa der.

Søndagsskjørtet var heftet op paa den venstre hoften med en stoppenaal, forat ikke briskenbrisk] (-en), einer; (opphakkede) einerkvister; strø brisk på gulvet, egtl. «noe som knitrer, spraker i ilden» (RO); eine(r) er det eneste vanlige navnet på busken i Nordland; i sin håndskrevne ordliste har RN ført opp brisk synonymt med bruse, med forklaringen «ener, brakje» (RNs priv.ark., UBTØ) paa det nyskurede gulv skulde sopes sammen, mens hun gik der og stelte. Om det glatstrøgne, skinnende sorte haar var knyttet et mørkebrunt silketørklæ, der slutted som en ramme om det smale blege ansigt, hvis betændte øine spildte enkelte taaredryp langs den spidse næse ned mod mundens sure gjep. – I rudens dugg hadde hun gnidd sig et gløthul, og alt i et la hun sig indtil dér. Nu skulde han da snart være skimtendes bortpaa Aksla! – – –

Hun længted saa inderlig mod sjælepleie nu, enslig og forladt som hun var blandt syndere. – Visselig hadde hun gudsordet at holde sig til, og godt og naaderigt var det, ellers vilde hun rent ha vansmægtet;vansmægtet] pret. av vansmægte: lide sterkt (av mangel på noe); tæres av lengsel (RO) men tusen gange lifligere kjendtes det at fordybe sig i bøn og samtale med en af herrens egne. De stunderne kunde én tære længe paa – de ga en indre opløftelse og husvalelse, som ikke kunde lignes med noget andet. Og det hadde været ilde fat med hende i høst igjen. Den gamle angst for at ha begaat synd mod den helligaand var kommet og hadde pint og plaget hver eneste nat. Hjertet blev koldt, og bønnen døde paa læben, eller om hun fik presset den frem, gik den mod en lukket himmel, uden at bringe lindring og varme til hende. Ingen eied hun her i Krabvaag at betro sig til, for lysten til gud og hans livsalige ord var liden paa dette syndens sted, her hun var den eneste som strævde med at tjene ham i aand og i sandhed.

Presten kom hid i det meste et par reiser om aaret under vinterfisket og holdt opbyggelse; men da var der liden anledning til at samsnakke med ham to eina,to eina] (adv.), dial., bare de to og lang vei var det til kirken, og uvist at træffe ham, den korte tiden han var der. Aa nei, folk som bodde i anneks maatte nøies med at være presteløs, gjaldt det sjælenød. De faa troende venner, hun hadde i fjerdingen, trøsted hende med, at det bare var indbildning af hende, den 35dødssynden; det trodde hun ogsaa helst selv, men det gjorde ondt, mens anfægtelserne varte.

Paa den maaden hadde hun hat det hver høst, siden hun var fjorten aar og var blet vakt til syndserkjendelse af den fjeldfinnen, som reiste om og holdt møder. – Nei, ikke de fem aarene hun var gift med han salig afdøde Per-Nilsa. Da hadde hun været kvit det. Han var saa velsignet munter og glad til sinds, at hun ligesom ikke fik tid til at gruble. Men saa kaldte herren ham til sig, og senere hadde der været mangen tung time.

*

Med foldede fingre over en svær mave sad broder Tallaksen ved det dækkede bord. Dampen fra den glohede kaffe steg lunende om hans frostrøde, slaskedeslaskede] (adj.), som henger løst, sjasket kinder, mens han luded over tallerkenen uden at røre ved mad eller drikke. De melkeblaa øine lukked sig, og de tykke læber bevægedes sagte.

Per-Nilsa Karens blik strøg lynsnøgt over bordet: mangled der noget, eller var det af bare hellighed, han sad slig? Hun sukked høit og krymped ihop under følelsen af sin syndefulde usseldom, og de betændte øine randt over.

Der slap et støn fra de tykke læber, og med grødet mælemæle] (-t), stemme; mål; taleevne (RO) begyndte broder Tallaksen at be: «Jeg takker dig, kjære gud, at du har ført mig, vandrende pilgrim, paa min vei gjennem taaredalen til denne kjære søster, der saa venlig frembærer sit huses gode liggendefæliggendefæ] (-et), gods, eiendom (EO), her: gaver for den trætte vandringsmand. – Og saa maa du ha tak for alle de gode gaver, brødrene og søstrene, som jeg kommer fra, har vederkvægetvederkvæget] pret. av vederkvæge: forfriske; kveike på nytt; live opp; styrke mig med baade aandelig og legemlig. Du har rørt deres hjerter, saa at de ikke har sparet sit kjød, sit smør og sit flesk og heller ikke sine klæder. Rigelig har de frembaaret sine gaver, saa at din tjener nu har kunnet sende hjem en kasse og en sæk til min gamle mor og mine to uforsørgede børn, dem jeg har lagt i dine hænder, medens jeg river sjæle fra satans klør til dig. Bevar ogsaa denne kjære søster, som her sidder, og løn du hende, for hendes troskab og for hendes godhed og velsign mit arbeide paa dette sted. Lad der over Krabvaag gaa et opvækkelsens pintseveir,et opvækkelsens pintseveir] her: en omvendelsesbølge saa sjæle kan vindes fra helvedes fyrste for dig! Amen.»

Per-Nilsa Karens hage var under bønnen sunket ned mod hendes bryst, 36og fra den spidse næse drypped draaberne i lommetørklædet paa fanget, og neppe hørligt hvisked hun: Amen, ja gjør det, kjære gud!

*

Mellem sten og ur, mellem rorboder og landtrukne baader seg folk i række og rad frem til skolehuset. Der skulde opbyggelsen holdes. Mændene drøfted halvhøit sildefisket, kvinderne gik tause ved siden eller fortalte lavmælt et og andet, de hadde spurt om prækaren. Høstkvældens mørke dølged ungdommen, der hadde klumpet sig sammen og kom et stykke bagefter, men knis og dæmpede hvin røbed, at broder Tallaksens ry ikke tynged dem synderlig.(…) men knis og dæmpede hvin røped, at broder Tallaksens ry ikke tynged dem synderlig] Mørket skjulte dem for de eldre, men latter og dæmpede skrig bar bud. Lægpredikantens ry havde ikke formaaet at lægge nogen dæmper paa dem; M Da slaar et enkelt Hvin af en Jente, som blev jaget, gjennem Skumringen. O

Skolehuset blev efterhaanden fuldt til sidste plads, mens lampen i messingtraaden under taget svaied ustanselig i dørtrækken.

Bag et hvidduget bord med to tændte lys i glasstager sad han. Gik nogen haardt i døren, blafred lysene, og han saa op, ellers bladed han i bibelen og smilte velvillig til Per-Nilsa Karen og de par koner, som hadde sat sig nær bordet.

Ungdommen holdt sig mest ytterst i stuen borte ved døren. Lænet op mod karmen stod en bleg jente i syttenaarsalderen og stirred stivt med rædde øine. Det var Paulina, Per-Nilsa Karens eneste barn. Moren hadde flere gange gjort mine til hende, at hun skulde komme did op og sidde; men hun less ikke mærke det. Paa veien hadde hun været i følge med ungdommen, og saa hadde Øra-Jon lurt sig til et kys i mørket, og hun stod og var livende ræd. Far hans hadde jo været finn, og kanske Øra-JonØra-Jon] Balstad John M nu hadde faat magt til at forgjøre hende. Sligt var spurt før, og han var blet svær til at hænge efter hende paa det sidste.

Karenes kjæver tygged trutt, og tobaksspyttet klasked mod gulvet, sagte snakked de sig imellem om udsigterne for vinterfisket; men kvindfolkene folded hænderne over sammenlagte, hodevandsduftende lommetørklær og saa forventningsfuldt andægtige ud.Far hans (…) andægtige ud.] sekvensen finnes ikke. O

Da skar lægprædikantenslægprædikant] (-en), legpredikant: predikant uten teologisk utdanning (RO) røst gjennem stuen:Da skar lægprædikantens røst gjennem stuen] Lægprædikantens sprukne stemme skar gjennem stilheden M

«Jeg har et budskab,Jeg har et budskab] Jeg er et lidet, lidet Lam O en hilsen fra Jesus,

frydefuldt budskab for sukkende bryst:

Syndere søger han, skynd dig, o skynd dig!

37Mesteren kalder dig, hør dog hans røst!

Just dig nu han kalder,

ja dig nu han kalder.

Ja Jesus dig kalder, han kalder dig nu!»

Under sangen gled de melkeblaa øine myndig forskende over forsamlingen, og hvor de traf, saa folk ned.

Han begyndte at be. En blød, inderlig bøn for de unge og gamle syndere, der sad foran ham. Nu fik vorherre hjælpe ham at frelse, om blot en enkelt af disse fortabte sjæle, som laa i djævelens lænker og ilte mod helvedes gab.

Efterpaa fulgte den egentlige tale, stødvis og baaret af en selvoplevelsens overbevisning, som rev alle med.Efterpaa fulgte den egentlige tale, stødvis og baaret af en selvoplevelsens overbevisning, som rev alle med.] Efterpaa begyndte talen. Stødvis trængte ordene frem baaret af en selvoplevelsens overbevisning, der rev alle med; M Men saa kom Talen. Stødvis som en hæmmet Fos trængte Ordene frem. Alle var med. O Kvindernes øine blev blanke, mændene glemte at ta ny skraa.

Paulina hørte nøie efter i førstningen, men kjendte med ét, at Øra-JonØra-Jon] John; M John O skotted bort paa hende. Hun blev rød og husked paa kysset. Han hadde bedt hende paa dans næste søndagskveld og kaldt hende den vakreste jenten i hele Krabvaag. Og han var en pen gut. Men finn – – Aa nei, hun turde vist ikke for moren, maatte sagtens sidde hjemme og læse lange prækener for hende isteden. Saan var det bestandig. Aldrig moro, aldrig lov til at være i lag med ungdommen, saa meget hun end tagg og gnog.Og han var en pen gut. Men finn – – aa nei, hun turde vist ikke for moren, maatte sagtens sidde hjemme og læse lange prækener for hende isteden. Saan var det bestandig. Aldrig moro, aldrig lov til at være i lag med ungdommen, saa meget hun end tagg og gnog.] Aa nei, det turde hun nok ikke for moren; M sekvensen finnes ikke. O

«– Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder, det er en levende sandhed!» skreg prædikanten.«– Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder, det er en levende sandhed!» skreg prædikanten.] «Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder» lød det skjerende ud over forsamlingen; M «Du gaar til Helvede, kjære Fiskerbror, det er en levende Sandhed», lød det skjærende gjennem Stuen. O Hun skvatt op og mødte hans øine, de var fæstet paa hende. Hun vred sig under blikket, men hun var fanget.

Mere dæmpet og inderlig lød det: «Aa du ungdom, som søger din fornøielse i dans og syndige glæder. Du ligger i verdens og djævelens arme, i syndens pøl, siger jeg! Aa, vil du ikke komme til Jesus ikveld! Red dig! Red dig! Han elsker dig saa inderlig, du kan tro, han er snil at være hos!»

De sidste ord var næsten uhørlige for graat. Kvinderne tørked taarer med sine lommetørklær, mændene snød sig i fingrene, og luften ruged tung over stuen, mættet af stanken af svedte mennesker, støvlesmurning og hodevand. Og lampen brændte med gulbleg, døsig flamme.De sidste ord var næsten uhørlige for graat. Kvinderne tørked taarer med sine lommetørklær, mændene snød sig i fingrene, og luften ruged tung over stuen, mættet af stanken af svedte mennesker, støvlesmurning og hodevand. Og lampen brændte med gulbleg, døsig flamme.] De sidste ord kom næsten hviskende. Kvinder græd, mænd pudsede snød næsen; M De siste Ord næsten hviskedes. Kvinderne græd, Mændene begyndte at snyde sig. O

Atter skreg han i: «Jeg har været en synder ligesom du! Du skulde bare vide, hvilket djævelens barn jeg var! Jeg hadde i denne time brændt i det dybeste helvede,Jeg hadde i denne time brændt i det dybeste helvede] Jeg havde i denne stund brændt i det nederste helvede; M Jeg havde i denne Stund brændt i det nederste Helvede O hadde herren ikke forbarmet sig, og rykket mig som en brand af ilden!» – Stemmen steg, øinene blev glasagtige. «Jeg fik et syn. 38Hør det kjære fiskerbroder! Jeg fik et syn. Jeg gik paa dans! Jeg tjente satan ligesom du, o broder og søster! – Saa var det en kveld, aa, det er en levende sandhed, det jeg nu fortæller! Jeg skulde paa dans, thi mørkhedens fyrste hadde mig i sit ledebaand. Da jeg skulde ind i stuen, gabede helvedes afgrund foran mine fødder, og jeg skuede ned i svovlpølen, hvor de fordømte brænder uden at fortæres i evigheders evighed.»(…) hvor de fordømte brænder uden at fortæres i evigheders evighed] (…) hvor de fordømte brænder i evighed; M hvor de Fordømte brænder i Evighed O

Fraaden stod ham i mundvikerne, øinene skinte af vanvittig angst.

I den disige, indestængte luft, hvor lampen neppe orked lyse, fik synerne liv og virkelighed, ikke alene for ham, men tillige for flere af tilhørerne. Hvide ansigter løftedes mod ham, snufs og støn og tunge suk svarte paa hans rop. Han la haanden over den vaade pande.Fraaden stod ham i mundvikerne, øinene skinte af vanvittig angst. | I den disige, indestængte luft, hvor lampen næppe orked lyse, fik synerne liv og virkelighed, ikke alene for ham, men tillige for flere aftilhørerne. Hvide ansigter løftedes mod ham, snufs og støn og tunge suk svarte paa hans rop. Han la haanden over den vaade pande.] avsnittet finnes ikke. M avsnittet finnes ikke. O

«O, forfærdelige syn! Jeg saa ham, denne verdens gud, mørkhedens fyrste, din kjæreste ven, du forblindede ungdom! Jeg saa ham, siger jeg dig, færdig tilfærdig til] med armene udstrakt færdig til; M med udstrakte Arme færdig til O at omklamre mig med sine forbandede klør – –.»

Krampen tog Per-Nilsa Karen, hun segned af stolen og vred sig tudende paa gulvet.Krampen tog Per-Nilsa Karen, hun segned af stolen og vred sig tudende paa gulvet.] Der lød dæmped jammer og graad, saa et skjærende skrig. Per-Nilsa Karen havde faaet krampe; M En dæmpet Hulken hørtes, afbrudt af et klagende «Herregud», saa et vildt Skrig. Else paa Stangen havde faat Krampe. O Men for Paulina hvirvled hele stuen i en taage. De af graat fortrukne ansigter, prædikanten som sveddryppende strakte sprikende fingre ud mod hende blev som mylder af dansende djævle med gribende klør.med gribende klør] og slikkende ildtunger; M og slikkende Ildtunger O Hun styrted ud og grov ansigtet i sneskavlen.

Men høit over morens krampegraat ljomed broder Tallaksens sang ud til hende:

«Jeg har et budskab,Jeg har et budskab] Jeg har et budskab; M Jeg er et lidet, lidet Lam O en hilsen fra Jesus!
Frydefuldt budskab for sukkende bryst!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.