[4]

48Det var paa trods, Lars-Johan Else paa Føggeltaen laante gammelstuen ud til dans søndagskvelden efter den store opbyggelsen. Hun for sin del hadde ingen trang til at løbe efter alle, som ga sig ud for prædikant og farted om og gjorde folk tullet. Det var kanske mest for maden de fór. Til opbyggelsen og bønnemødet gik hun ikke, og da han kom til Føggeltaen paa husbesøg, stængte hun sig inde i fjøset. Han Lars-Johan var paa sjøen og drog line, og for sin egen del hadde hun ingen ting usnakket med prækaren. Sit liv og sit levnet skulde hun svare gud for og ikke hver omreisende fark, som klængte sig ind paa helt ukjendte mennesker. – –

Til kirken inde i fjorden reiste hun, om veiret var lageligt, saasandt der blev holdt gudstjeneste, og messefald-søndagenemessefald] det at en gudstjeneste faller bort, oftest fordi presten har forfall hjemme hadde hun postillenpostill] (-en), prekensamling, andaktsbok og testamentet, presten hadde git hende til konfirmationen.(…) messefald-søndagene hjemme hadde hun postillen og testamentet, presten hadde git hende til konfirmasjonen] (…) eller ogsaa læste hun i postillen – han Lars Lindrot var en velsigna mand – og det nytestamente hun havde faat i konfirmasjonsgave M Det var guds rene ord og vel saa tilforladeligt som det, han fór med, denne fyren, det var blet slig gromhed at fly efter.

I det lille fiskeværet hadde Lars-Johan Else en særstillingen særstilling] en noksaa fremskudt stilling M blandt kvinderne. Hun var datter af en af gaardbrugerne i fjordbygden og gift med Krabvaags rigeste mand.

I sin ungdom hadde hun en vaar fulgt med farens fembøring til Tromsø for at gaa paa syskole, og om høsten, da de hented hende, var hun byklædt, med krinolinekrinoline] (-n), spileskjelett som holder en kjole utspent og kysehat.kysehat] (-en), kvinnehatt med bred brem foran og på siden(…) da de hented hende, var hun byklædt, med krinoline og kysehat] Hun kom tilbage som en hel aabenbaring til den afstengte bygd i krinoline og sirtses kysehat M Begge dele slog godt an i den afsides bygd. Til krinoline kunde man til nød ta de spinkleste tøndebaand,tøndebaand] (-et), bånd av tre el. metall omkring tønne til å holde tønnestavene sammen og en bete sirtssirts] (-en), omskriving for sirs: glatt, tett bomullstøy; «fineste sort farvet kattun»: bomullstøy (EO); «tynt (toskafts) bomullsty, oftast med appretur» (NA), «sirts = cantun; glatt, tettvove, toskafta bomullstøy, oftast med mønster trykt på ved blokktrykk. Opprinnelig ein indisk spesialitet» (Elstad 1997, s. 154). til hat fandtes altids hos handelsmanden.

Nu var hun over de seksti, men moden fra dengang hadde hun beholdt med undtagelse af krinolinen. Og den lille udfærd stod for hende i en sælsom glans og var blet et af hendes kjæreste minder fra ungdommen, det hun hadde fredet om og digtet paa alle de aar, hun hadde bodd her ude ved havet blandt omgivelser, hun støt blev en fremmed for.

Men Lars-Johan Else kunde ogsaa digte virkelige digte, hadde drevet med det lige siden hun som ung pige i sollyse nætter sad paa skjæret udfor farens nøstnøst] (-et) naust; lite hus el. skur til å oppbevare båter og fiskeredskaper og skrev venskabs– og kjærlighedssange for veninder og kjendinger.

Efterat hun hadde giftet sig og flyttet til Krabvaag, hvor havet ustanselig urodde hende, handled viserne mest om forlis og død. Ellers skrev hun paa bestilling ligvers til at sætte paa gravene,Efterat hun hadde giftet sig og flytted til Krabvaag, hvor havet ustanselig urodde hende, handled viserne mest om forlis og død. Ellers skrev hun paa bestilling ligvers til at sætte paa gravene] Efter at hun havde gifted sig og flytted til Krabvaag, hvor havet til enhver tid brød mod land skrev hun sørgelige viser om forlis og død. Et og andet længselsdikt efter den lune fjord blev nok ogsaa skrevet og delt ut blandt venner og slegtninge inde i fjorden, ellers var det mest grav ligvers til at sætte paa gravkorsene hun skrev. M og Lars Johan arbeided gravkorsene og malte i dyb ærbødighed sin kones vers med snirklede hvide bogstaver paa sort bund.

49Under arbeidet pleied hun sidde hos ham med bundingenbunding] (-en), strikketøy og tænke paa hjemmet og paa faren, som ikke hadde orket at høre om det ringeste, der streifed ind paa grav og død. For han hadde været fremsynt og maattet følge de døde, fra den natten han som uvettig unggut stod og gløtted gjennem nøkkelhullet paa lægdskallen,lægdskall] (-en), en kall som gikk på legd, dvs. var på fattigomsorg, pålagt en krets av gårder på landet som laa paa ligstraa.laa paa ligstraa] pret. av ligge paa ligstraa: «nylig være død» (EO), oldn. lîkstrâ: «Straa hvorpaa en er død» (EO)

At hun selv hadde en snév af samme synskhed, fik hun rede paa sidste aaret faren levde.For han hadde været fremsynt og maattet følge de døde (…) | At hun selv hadde en snév af samme synskhed, fik hun rede paa sidste aaret faren levde.] Folk sagde om hende at hun var fremsynt og at hun havde arvet det efter faren, selv vilde hun aldrig ind paa det kapitel og slog det altid hen i snak naar nogen spurte hende. Men hendes far maatte virkelig følge de døde. M Da hændte det, mens de var ved julekveldsbordet, at hun kom til at se op og blev var et gustent ansigt paa ruden bag faren; hverken moren, som sad midt imod, eller nogen anden ved bordet blev det var.

Hun sa ingen ting, men tænderne hugg mod skeen, slig dirred hun. Faren reiste sig braatt, bad dem spise og ikke vente paa ham. Da han lukked døren efter sig, svandt ansigtet.

Der blev stilt i stuen. Maden smagte ikke længer. Og da moren læste juleaftensbønnen og sang salme til, saa begyndte yngste broren, Thomas, som hadde fyldt seks aar sidst mikkelsmess,mikkelsmess] (-en) el. (-a), omskriving av mikalsmess(e): festdag for erkeengelen Mikael, 29. september at graate, smøg indaat hende og blev ikke rolig, før faren kom igjen.

Men den kvelden hadde han fulgt gaangfærden,gaangfærd] (-en e. -a), jf. gongferd: lokal vesterålsvariant av åsgårdsrei: ridende følge av (avdødes) ånder som farer gjennom lufta, særlig ved juletider; i Bø i Vesterålen en vanlig forestilling at gongferda for fra kirkegård til kirkegård; dial. «Nu må det vær gongferda som e ute», se Bøfjerding 1981:54f. og baade Else og hendes mor skjønte, at én i huset var feig.feig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden»

Vinterfisket rodde han i Krabvaag, men lørdagene seilte han hjem, dersom sjøen var farbar.

Saa var det en lørdag ude i februar. Fra morgenen hadde det blaast en hel storm, men frempaa dagen hadde han git sig et lidet bilbil] (-et), mellomrom; opphold, bl.a. mellom elinger; «Stund, Tid, Tidspunkt (…) Tidsrum, en længere tid» (NO); «mellemrum, tidsrum» (NEO); i Bø-dialekten uttalt «bel»; RN retter seg etter samtidig skrivemåte på landsmål, der gno. kort i ble skrevet i i ord hvor man i dag oftest skriver e; sm. betydn. i Bø-dialekten når det gjelder været har doll (-et): «Nu vart det et doll». for i kveldingen at ryke op med storstormen fra en anden led.

Klokken kunde være omtrent elleve. Dørene var lukket og laast, og tjenestjenten hadde gaat op paa loftet for at lægge sig. Thomas sov i morens seng i kammerset, dér hun og Else sad og strikked ved et ensligt talglys. For varmens skyld var døren til stuen aaben, og gjennem skymringenskymring] (-en) el. (-a), skumring: halvlys, særlig etter solnedgang; mørkning; skyming; i Bø-dialekten «skjømming» stod en svag rød lysning fra den tyndslidte bilæggerovn,bilæggerovn] (-en), også kalt uteleggjarovn: «jernovn som var helt lukket ut mot rommet, og hadde ilegg fra et ildsted i det tilstøtende rommet. Bileggerovnen egnet seg godt til fyring med torv og var vanlig langs den mest trefattige kyststripen» (Fladby m. fl. 1981); vanlig i bruk på Andøya: «dei kara glør inni han [ovnen] fra grua. Men han stakk inn i et anna rom og vermte opp dette.» som var stappet fuld af torv.

Hagl og sneslask slog mod ruderne, og det knaked seigt i de gamle bjelkevæggene, naar rosserne rusked i huset.

Ytterdøren gik, og én stamped sneen af ude i gangen. Moren saa op fra bundingen: «Gud hjælp mæg er ikkje far din ude i sligt veir. Fort dig ud og nørnør] imp. av nøre, her: holde ved like; nære; også bet. «nøra, tænde, optænde» (NO); vanlig i Bø-dialekten: «Har du nokka å nør opp med?»; jf. dial. «et lite nor i ovnen» paa varmen, saa han kan faa sæg en skvæt varmt i livet.»«Gud hjælp mæg er ikkje far din ude i sligt veir. Fort dig ud og nør paa varmen, saa han kan faa sæg en skvæt varmt i livet.»] «Gaa ud og faa paa noget varmt, det er far din som kommer.» M

Else skyndte sig ud, men gløtted i det samme paa gangdøren. – Der var 50ikke en levende sjæl at se, ikke det bitterste snegran paa gulvet engang. Moren kom efter, de stirred paa hverandre og gik ind igjen uden et ord.

En stund sad de; saa tog moren salmebogen og bad hende læse «Raab til Gud i havsnød».«Raab til Gud i havsnød»] bønnen står som tillegg til salmene i Landstads salmebok; finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897; finnes ikke i senere utg., f. eks. M.B. Landstads kirkesalmebok, revidert og forøket, 1927 Hun gjorde det, og da hun kom til slutten: «Herre Jesus, annamannam] konj. av annamme: ta imot; motta, her: ta over min aand og mit legeme hente du op af havsens bund, og give det paa hin dag en ærefuld opstandelse. Hellige Herre Gud, hellige sterke Gud, hellige, barmhjertige Frelsermand, du evige Gud, lad os ikke omkomme i den haarde dødsens nød. Gud miskundemiskunde] konj. av miskunde: (rel., om Gud) forbarme seg over (NOB) dig over os! Amen!» gjentog moren ordene med graat i stemmen.

Klokken slog tolv. Langsomt og klart klang det i nattestilheden for de to, som skræmt hørte paa.Langsomt og klart klang det i nattestilheden for de to, som skræmt hørte paa.] langsomt og klart lød slagene gjennem stuen M Men gutten i sengen mumled i søvne.

Et tungt slag i tømmervæggen, og alle døre fór paa vid væg, et isende gufs gjøv ind, og lyset gik ud.

«I Jesu namn, ka e’ dettan’!» skreg moren og greb om Else, som stirred med vidaabne øine, for i døraabningen stod faren i fuldt skindhyre.skindhyre] (-t) el. (-n), her: sett av ytterklær av dyreskinn, helst geitskinn, til bruk på havet, skinnet ble prekevert på gården, garvet, lutet og barket i seljebark eller bjørkebark; uttale i Bø-dialekten er «skinnhyr» Sjøen silte af ham, og morildenmorild] (-en), små lyspunkter som kan vise seg i havoverflaten når sjøen er i bevegelse, frambrakt av selvlysende plankton; i eldre Bø-mål egtl. «mor-elj» (av eld), uttalt med palatalisering skimred i haar og skjeg. Men i den høire knyttede næven bar han en tangvase.i den høire knyttede næven bar han en tangvase] peker på tradisjonell oppfatning av sjølik med tang i neven, som varsler at en nærskyldt person skal dø; ifgl. folketroen ville man se en slektning el. familiemedlem, f.eks. mann, sønn, far slik akkurat idet båten gikk under og personen druknet; jf. tradisjon om draugen

Det var som strævde han med at faa sagt noget til moren; men hun jamred: «Herre gud!» og saa var han borte.Det var som strævde han med at faa sagt noget til moren; men hun jamred: «Herre gud!» og saa var han borte.] Han saa paa moren som om han vilde sige noget og saa var han borte. M

«Mor, der staar han far i dørra!» hadde Else ropt. Men der kom ikke noget svar; moren sad i ørskeørske] (-n) el. (-a), forvirret el. sterkt åndsfraværende sinnstilstand uden sans og samling. Saa tog Else sig sammen, fik lys tændt, dørene lukket og moren i seng. Selv la hun sig tæt op til hende, for mørkerædheden og uhyggen greb hende slig, at hun laa og bævred.bævred] pret. av bævre: skjelve svakt; dirre (NOB)Selv la hun sig tæt op til hende, for mørkerædheden og uhyggen greb hende slig, at hun laa og bævred.] og krøb selv op til hende M

Men dagen efter kom dødsbudet: Han var sat tilsat til] pret. av sette til: omkomme; dial. pr. og inf. «sett’ tel» paa hjemturen lørdag.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.