[9]

67Tidlig, mens dagranden endnu skalv lig et gulblankt baand over havbrynet, fór baadene ud. Der lød kjappe aaretag, korte kommandoord, og længe efter at den sidste baad var udenfor hørevidde, dirred støien i luften efter dem. Men smaabaadene laa tilbage paa svai i fortøiningerne, og maaser seilte i tung flugt eller flød dubbende paa baaredraget, der seg brudt indover vaagen.

Langs fjæren ræked gjederne og tog sin morgenbit af tangbroen,tangbroen] best. ent. av tangbro el. tangbru: rand av tang og tare i flomålet, særlig e. storm; jf. tarebru (ODV); dial. også «tangbruket» naar de da ikke smatt indunder fiskehjeldenefiskehjeld] (-en), stillas til fisketørking og aad, hvad de fandt af fisk, garn og taugverk, til stor kvidekvide] (-n), sorg; bekymring (NOB); smerte; plage (BO) for de større barn, som af faren var sat til at passe hjelden mod udyrene og nu fik skjænd, kanske juling atpaa.

En harsk røg fra hytterne, hvor konerne la under løipgrydenløipgryden] best. ent. av løipgryde: gryte til løyping: «oppkok av fiskeavfall og tang til dyrefor» (ODV) og dryged brændtorvenbrændtorven] best. ent. av brændtorv; jf. torv (-en), rester av omdannede myrvekster brukt til brensel; torvhaug, der man skar, rauket, muet og sætet torv, hørte med til en vesterålsgård; torvhaugen gjerne plassert opp mot utmarka; torv vanligste brensel i Vesterålen rundt 1900; se Fjærvoll 2000, s. 78–80, Johnsen 2000, s. 69–71, Sæther 2000, s. 72–77 med rækved og tørket tarelægg, trak over været og blanded sig med stank fra fjæren, til havbrisen kom strygende, frisk og bidende i januarkulden.

Og dagranden vokste, skifted over i grønt,skifted over i grønt] skiftet over i blaat og smaragd M bredte sig opover og slukked stjernerne, og saa lued og flammed nysolen paa staalblaa himmel de par timer, den var over horisonten.

Men klemt mellem ur og sjø stak husene frem af skiddengraa sne med affaldsdynger kloss indpaa stuevæggen, og flokker af svarte griser rusled om mellem dyngerne og roted og aad.

*

Klap, klap, klap! Trøen paa Per-Nilsa Karens rok slog mod gulvet. Fort snurred hjulet og – klap, klap, klap sa det travle traakk.klap, klap, klap sa det travle traakk] Klap, klap i ilter travelhed M

Katten lurte labben ud og vilde fange noget i hjulets hvirvel, men drog den vart til sig, prøvde igjen, fik den klemt og skvatt ind mellem ulden i ovnskroken.

«Klemt ho sæg, katta?» Rokken stansed.Rokken stansed.] Rokken standsed et bel. M «Kom katta!» Den op paa Per-Nilsa Karens brede fang, la sig magelig tilrette, laa og skotted lekelysten til ulddotten i hendes haand og turde ikke røre – –

Et solgløtt titted indover kristiblodsdraabenskristiblodsdraabe] fuksia; prydplante med hengende blomster av slekten Fuchsia i nattlysfamilien trevnetrevne] (adj.), av treven: arbeidsvillig (ODV), her: villig; e. da. treven betyr flittig og svarer til sve. trefven: «trivelig, flittig», n. dial. triven: «flink, arbeidssom» vandskudd,vandskudd] (-et), «langt, løst skudd på stamme el. gren» (NRO) strøg over klaffebordets blomstrede voksdug og skjød gjennem stuen hen til ovnen, hvor hun sad og spandt. Smøg ind mellem folderne i hendes verkenskjole,verkenskjole] (-n), kjole av verken: (heimevevd) stoff med renning av bomull og veft av ull glimted i katteøiet, der gnistred mod dansende støvfnugg i solstrimen, 68skinte paa hendes glatkjæmmede haar foran det sorte hodetørklæ og naadde i det samme klokkekassen og melkehylden og fyldte hele tømmervæggen.

Ved vinduet ud mod vaagen sad Paulina. Hendes rok var ny og velsmurt,var ny og velsmurt] var ny fra marked i fjor M og én hørte neppe at hun spandt, saa let gik den. Men idag minked alligevel ikke uldhaugen stort, for alt i et stopped fliden af det, at hun faldt i tanker og saa ud paa havet. – Baadene var saavidt synbare mod himlen. Hun trodde at dra kjendsel paa Lars-Johan baaden, den Øra-Jon var med. Blev det noget til fiske idag?

Katten gjorde et sprætt ind i lysstrimen bortpaa Paulinas kjolekant, for en briskedusk hadde vippet saa lækkert i solglansen. Hun kvakk og satte rokken igang.

Moren saa snøgt paa hende. «Ka e’ det, du tænk paa?»«Ka e’ det, du tænk paa?»] «Hvad er det du tenker paa?» M

Hun lod, som hørte hun ikke, bare spandt i rasende fart. Kunde saavist ikke si til nogen de tanker, hun droges med. – Ikke til en levende sjæl paa hele den vide jord. – Og ikke til nogen i himlen heller, kom det med et stik for brystet. – – –

At Øra-Jon skulde faa lokket hende til det. – Og at hun skulde la sig lokke, hun som hadde lovet at være tro mod gud. Aa, det var saa ondt, saa ondt at tænke paa. – Og angsten for – – – – Og for folkesnakket – – –

«Ka e’ det han Øra-Jon lusker etter i fjøsen kvereinaste kveld?»«Ka e’ det han Øra-Jon lusker etter i fjøsen kvereinaste kveld?»] «Hvad er det han Øra John graver i fjøset efter hver eneste kveld?» M Rokken ved ovnen braastansed.

Intet svar.

«Aa, du kan gjern’ æstimer’æstimer’] dial. inf. m. apokope av estimere: bry seg om; verdsette; (mest fam.) sette pris på, respektere (NOB) aa svar’ mæg, naar æg spørr, du gjør aldrig latt’du gjør aldrig latt’ fremmen] her: du behøver ikke å gjøre deg fremmed og late som om du ikke skjønner hva jeg spør etter; variant av uttrykket «læss fræmmen», som er det ekte, der vi har st-formen av grunnverbet å late (som om du er); dial. «lest som» fremmen. Det e’ gammelt rørø] (-et), skinn paa min næse, og æg aner, kossen det hæng’ sammens.» – Han hadde vel finnforgjortfinnforgjort] perf. part. av finnforgjøre: øve samisk trolldom; drive samisk magi, jf. gande, sm. bet. hende, som far hans gaardmandsdatteren fra Snopa, saa hun blev med ham til Øra og svalt og led ondt med ham hele livet efterpaa. Og til skam og nedværdigels for slægten, som hadde holdt sig ren for finneblod før. – Ikke satte nogen af dem sin fod indom hendes dør heller. Hun fik ligge som hun hadde redet.Han hadde vel finnforgjort hende (…) hun hadde redet.] avsnittet finnes ikke. M – –Men det vilde Per-Nilsa Karen si Paulina, at gjorde hun hende den tortentorten] best. ent. av tort: krenkelse; skam; ubehagelighet at kaste sig bort til Øra-Jon, saa stængte hun døren for hende og vilde ikke se hende for øinene. Hun kunde gjøre af sig, hvor hun vilde. Men ikke trodde hun, at den gromme farsslægten hans hadde stor plads for hende i finngammen sin, og andet husrom hadde han sagtens ikke at by paa, spetaklet! –Men det vilde Per-Nilsa Karen si Paulina, at gjorde hun hende den torten at kaste sig bort til Øra-Jon, saa stængte hun døren for hende og vilde ikke se hende for øinene. Hun kunde gjøre af sig, hvor hun vilde. Men ikke trodde hun, at den gromme farsslægten hans hadde stor plads for hende i finngammen sin, og andet husrom hadde han sagtens ikke at by paa, spetaklet!] Men det siger jeg dig – ordene kom skrikende – gjør du mig den torten og kaster dig bort til et slig spetakkel, saa skal jeg lægge dig paa fanget og dænge dig, om du er aldrig saa voksen. M

69«Han e’ ikkje nokke spetakkel, mor, og kan vel vær’ likegod kar, før om faren va finn.»«(…) kan vel vær’ likegod kar, før om faren va finn»] «(…) han kan vel ikke gjør for at foreldran var saa fattig» M

God mig her og god mig der! Fôr han ikke paa dans og leven hver evige søndagskveld? Nu sidst helga slôss de i Rambergbua til blodet flød,til blodet flød] saa han Ola smed skomager fik et blaat øie M og vilde hun vide det, saa skulde det være han Øra-Jon, som førte an.

Han hadde ikke været paa dans i hele julen og ikke smagt en draabe brændevin heller,Han hadde ikke været paa dans i hele julen og ikke smagt en draabe brændevin heller] han har ikke gaaet paa dans i hele jula M til hun viste ham ud herifra sidst søndag, de stod i kjøkkenet og gjorde ikke det skapende gran! – Stemmen brød paa graaten. Og det var moren som var skyld i altsammen, sligt Jon nu tog sig til. –Hun var kommet ud efter middagsluren og hadde brugt mund paa ham. Jon svarte ikke et ord før hun begyndte at hundsehundse] (v.), inf., behandle noen hensynsløst eller foraktelig; jf. nht. huntzen, egtl. «behandle som en hund» (EO) ham for faren, men da greb sinnet ham, og han kaldte hende en falsk, skinhellig satan og meget andet fælt. Og saa fløi hun lukt i synet paa ham og jaged ham paa dør. Efterpaa kom krampen og besvimelsen, saa datteren maatte bli inde og stelle med hende hele kvelden uden at faa fat paa Jon og si ham et godt ord. Aa, dette skulde nok moren aldrig tilgi ham! – Graaten holdt paa at ta hende igjen, og hun spandt ivrig forat moren ikke skulde bli det var.Hun var kommet ud (…) bli det var.] sekvensen finnes ikke. M – Men solen skinte gyldent i det gulblonde haar, paa den bløde kind og spilled i taarer, der silred stilt.

Om Jon vidste det, hun led, drev han ikke paa den maaden. Men si ham det vilde hun ikke: Han var saa ømtaalig og let at tirre.

En skygge seg indover stuen, og solen gled væk. Katten reiste sig og hugg klørne i dørstokken.

Per-Nilsa Karen var i kokende oprør, angsten for noget, hun ikke turde tænke, holdt paa at magtstjælemagtstjæle] (v.), frata alle krefter; lamme (NOB) hende, og næsten uden selv at høre det sang hun paa en gammel visestump, hun hadde lært som barn og kanske ikke sunget siden. Den ga afløb for det som pinte – –

Da moderen saa sin datter trind,trind] (adj.), lubben; rund
da blegnede den gamle kind:
Datter jeg ei udgrunde kan –
du er bedaaret af en mand!
Lad mig dit elskovs baand faa se –
O, ak! o, ve! bedrøvelse!

70Ordene rammed, og trodsen grodde op i Paulina. Det var morens vanlige vis, altid skulde hun tro det værste! Hun blev ond og ga sig til at tralle en vals, og for ikke at høre visens ord tralled hun høiere og høiere dans efter dans.

*

Landvinden kom fykende efter fjeldkammen med sne foran i tæt fokk, satte ned fjeldsiderne, fyldte kløft og dal, saa det klang i korte døn fra fjeldvæg til fjeldvæg, feied ulende over fladen med tusen hvide hvirvler, hev sig i skarpe, korte rosser ud vaagen og pisked sjøen i røg, klemte sig ud mellem holmerne, og vind og vand stod svart og skummende mod baadene, som langt udpaa var blet uveiret var og nu kom krydsende op i lange bauter.

Et stormkast skaked huset. Det faldt saa braat, at begge sprang op fra rokken. Endnu et, og kaffekopperne i hjørneskabet klirred.

«Vorherre hold handa over folket!»Vorherre hold handa over folket]] Vorherre holde sin haand over folket M – Gjennem snefokket saa de vaagen i røg, men baadene kunde de ikke øine.

«Vi gaar paa Nausthaugen,» sa Per-Nilsa Karen og knytted stortørklæet om sig.

Fokket blinded og holdt paa at ta pusten fra dem, mens de skridt for skridt strævde frem mellem rorboder og stuer. Filler af næver og torv slitned fra hustag og føg om ørene paa dem, og fra hytternes vindusruder titted fladklemte barneansigter. Tyngst var det, naar veien snudde om et hjørne, for da tvang ulende vinden dem tilbage gang paa gang, saa de rent maatte krybe i lyvdalyvda] dial. best. ent. av livd: vern, le, ly, skjul; smh. m. læ: «i sjøsproget om den side som vender bort fra vinden, modsat luvart, ellers mest i forbindelsen i læ af» (EO); «Ly, læside» (EO); sv. dial. ly: «lunt sted, beskyttelse» (EO) for at faa magt til næste tørn.

Paa Nausthaugen hadde alt koner og halvvoksen ungdom sanket sig. De stod i smaa klynger og holdt fast i hinanden for ikke at bli slængt udfor, mens de nidstirred efter baadene, de saavidt skimted under ilingsgløttene.ilingsgløttene] best. flert. av ilingsgløtt: opphold mellom ilingene, jf. ilingerne, best. flert. av iling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO)

Det vanlige indløb til vaagen var stængt af rokk og sjø, det ingen mors sjælingen mors sjæl] M har her «levende sjæl»; sannsynligvis under trykking feiltolkning av håndskrevet manuskript, de første to bokstavene i ordet levende er tolket som kvende, noe som videre er blitt til mors i Fingen mors sjæl] ingen levende sjæl M kunde orke at ro sig op mod; én maatte nok ind det sydlige, trangt og urent som det var, mestendels en rende at regne for mellem Nausthaugen og nogen holmer med blindflublindflu] (-a), undervannsskjær, overflødd skjær, som man bare ser når havet bryter mot det, kalles «fløskjer» i Bø-dialekten; flua er under havflata ved vanlig fjære, blindflua lenger nede i sjøen; uti Førpollen i Bø finnes bl.a. et farlig fall som heter Blind-Marit og flaaflaa] (-a el. -en), flate, vidde, «afsats i en bjergside» (EO); her samme betydning som dial. flåberg: et glatt, flatt berg som stikker ut i sjøen; jf. flåbotn, brukes dial. på Nøss på Andøya, har smh. m. graden av halling; jf. adj. flå: «svakt skrånande, avgåande i vidda»; sml. færøysk adj. flágrunnar. «om sø med grunt vande og svagt skrånende bund» og underflái: «svagt skrånende havbund ved land» (Myrvang 1982, b. B, s. 100). ikring,blindflu og flaa ikring] baaer og blindskjær indimellem M dér det gik braatt paa braatt i magsveir,magsveir] (-et), rolig vær; jf. n. folk. mak: «magelig, lempelig (især om vind)» (EO) end si ved et sligt himmelskforrykanes veir som nu. Kjendte han litegran sørlig, brød det i ét med land, og da maatte vorherre bedst vide, om det stod til redning for armingerne, som skulde gjennem – –

I én linje jog de ni baader nordover for en liden seilstump eller lændsende 71for bar mast. Snetykken tog stundomtil méaméa] best. ent. av méd: siktemerke; fiskemerke; fiskeplass fra folkene, og da styrtes paa skjøn og ustøere, men næste baut afgjorde enten de aabne baader rakk havn – kanske maatte de bære unda til havs og med svarte vinternatten ivente.

Men fra haugen fulgte koner og jenter ordfattige og taareløse færden. Sammen stod de, de unge og de gamle, hustruer og søstre til dem der ude, en og anden gigtbrudden bedstemor iblandt blev støttet af dem, som yngre var.

Skjørtene basked som skjævrendeskjævrende] (adj.), blafrende; jf. (v.) sjevre (om seil): blafre, slå frem og tilbake når det ikke er fylt av vind (NOB); jf. eng. shiver seil, naar rosserne pisked med hagl og sjødrev, saa det sved i huden og isned indpaa barme, spædbarn nys tog næring fra. Kvindfolket ænste det ikke, sansed just at holde paa tørklæet, som var glidd af det optjafsede haar.

Længer udpaa stupet laa unggutter paa firefod og tog maal af brændingen rundt holmerne, og de ropte besked, men ordene føistesføistes] (v.), pass. av føise: «jage væk med larm og hast» (EO), her: ble jaget væk. En liden fyr ytterst udpaa krabbed sig hen til moren: «Han kjend’ sørlig!» Det hørtes saa voksent opgit.«Han kjend’ sørlig!». Det hørtes saa voksent opgit.] «Han kjender sørlig», det kom saa underlig voksent fra en liden ytterst ude. M Hun blekned og fatted ham om armen, men han sled sig fra hende og krabbed tilbage. Kvinderne løfted ansigterne mod vinden. Gutten hadde hat ret: nu gjaldt det for alvor om livet.

Da skjød den første baad ind vaagen, flere fulgte straks i kjølvandet, og det letned for dem som drog kjendsel paa sine. Dræggene rasled ud,Dræggene rasled ud] Ankeret firtes M baadene svaied til og fik ekstra fortøininger. Men ti mand skiped sig paa en otringotring] (-en), åttring: «gammel type av nordlandsbåt med fire eller fem par årer» (NOB) og la sig indunder odden for at være rede,la sig indunder odden for at være rede] la sig i ly under næsset om det sk færdige til at redde M om det trænges skulde. De andre vassed op haugen i søkvaade klær.

Det første braatt gik, men naadde ikke den baaden som for en ørliden seillap fløi gjennem. «Nu bryt ho att.» – En gammel fisker sa det, og kvinderne vaandedvaanded] pret. av vaande: ynke, krympe seg, stønne i vånde: (litt.) sterk engstelse, sorg, kval (NOB) sig.«Nu bryt ho att.» – En gammel fisker sa det, og kvinderne vaanded sig.] Hun bryter igjen. En af gutterne sagde det. Mænderne stod med sammenbidte tænder, kvinderne jamred. M

Paulina rev sig løs og stilled sig tvekroket ytterst udpaa, for Lars-Johan baaden var den sidste.

Dybt under saa hun den, med Øra-Jon i fremskotten.fremskotten] best. ent. av fremskott: rom framme i båten Sydvesten var blaast af ham, og haaret var hvidlig klaketklaket] (adj.), som har tynn isskorpe om det kobberrøde ansigt. Brag og gov af grundbraatt – – – – et seil føg tiltops, nogen skreg – – en slængte hende fra stupet – – – Det var det sidste, hun sansed. Da hun kom til sig igjen, stod moren over hende og la sne paa hendes pande. De andre var gaat. «Reddet blev de allesammen,» sa Per-Nilsa Karen og knapped kjolelivet til paa hende.