Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

V.

Han havde faat artium alligevel, rigtignok med non paa næstsidste point, men han var da student. – Bestyreren havde gratulert ham, og hjemme var der blet glæde: det var jo mere end de havde ventet. Faderen havde skrevet og sagt, han vilde holde ham herinde et aar, mens han tog andenexamen; siden fik han sørge for sig selv, men indtil den tid kunde han skrive efter penge, naar han trængte dem. Og Jarmann skrev temmelig stærkt hjem efter penge, uden at den gamle knurred: det var jo bare det ene aar.

Men den, som ikke tænkte paa andenexamen, det var Jarmann; ganske andre ting optog ham. Han havde gjort endel bekjendtskaber i russedagene, var begyndt at omgaaes folk og havde faat mærke følgerne af det tidligere tilbagetrukne liv: han følte sig genert og klodset, kunde ikke føre sig, havde ikke den «savoir vivre» som de andre, kort sagt: gjorde indtryk af at være «Grønlandsstudent». Og det var det blet hans ærgjærrighed at komme ud over. Men det var ikke let, og det optog saa godt som hele hans tid i begyndelsen.

– Du skulde vide, sa han engang til mig, hvad det har kostet mig, bare at lære at gjøre min entré paa en restauration som en gentleman! … eller at kunne staa i theatret nede i første parket, nonchalant lænet op mod orchesterbarrieren og betragte publikum! … eller bare at slentre nonchalant op og ned paa Karljohan og se paa ansigter, istedetfor som tidligere at skynde mig forbi uden at turde se paa nogen! – du skulde vide, hvad det har kostet – det er rent ud utroligt!

Men han lærte det ogsaa tilbunds i det aar; han indretted sit liv bare paa det. Og med det formaal for øje var det slet ikke saa dumt at leve, som han gjorde.

Først sent paa morgenen, saan mellem ti og elleve, stod han op; slængte rolig nedover til Ingebret, tog en kop bouillon og noget smørrebrød og sat sig saa efterpaa til med en cigar og en avis henne i hjørnevinduet i det inderste kaféværelse, til klokken blev som ét. Slentred saa gelassent opover Kirkegaden til Karljohan og drev der op og ned fra posthuset til Ekertorvet – af og til med et slag ned Kongensgade – og saa paa Karljohansdamerne gaa i boutikker. Indtil musikken kom kl. lidt over to; da strømmed jo allesammen op i den øvre del af Karljohan for at høre paa den, og Jarmann med. Krydsende frem og tilbage, snart paa den ene og snart paa den anden side, mellem Universitetet og Grand Hôtel studerte han nøje ansigterne paa de unge damer og halvvoxne smaapiger, som ogsaa spaserte frem og til– bage der; han kunde dem udenad paa sine fingre allesammen, og lod aldrig nogen af dem slippe forbi – hvis de var vakre da uden at ha tvunget dem til at lægge mærke til, at han saa paa dem. Aldrig mere end en ad gangen forresten, han kunde vælge sig hende ud blandt en hel flok, som gik sammen. Alt paa forhaand begyndte han med at klæ af hende med øjnene og mønstre figuren, indtil enten hun selv mærked det, eller de andre dytted til hende og gjorde hende opmærksom paa det; saa lod han øjnene stanse ved hendes, og forsøgte et svagt smil. Fik han det besvaret, var han glad for et helt kvarter, for det var hans specialnydelse, det maatte til for at sætte ham i godt humør. Og det lykkedes ikke saa sjelden, for han saa godt ud der han gik, slank og lys, slentrende nonchalant afsted i sin graa dress der sad aldeles fortrinlig paa ham, og med et svagt stænk af blaserthed over det fine blege ansigt.

Naar klokken var tre og musiken forbi, gik han hjem. Han var flyttet tilbage til sin gamle hybel i Kristian August og spiste sin middag i spisekvarteret hos værtinden; det var for dyrt at ta den ogsaa hos Ingebret.

Efter middagen sov han gjerne lidt. Efter kaffen blev han enten siddende hjemme og læse, hvis han havde en ny bog, eller han gik ud til en eller anden af sine nye kammerater og blev siddende og røge og passiare hele eftermiddagen igjennem; mest om politik, som dengang – det var vinteren 1879-80 – var blet et dagligt samtaleemne, og saa naturligvis om fruentimmer; han var holdt op med at lægge skjul paa sine fruentimmeraffærer, for der var jo ingen af de andre som gjorde det. –

Om aftenen sad han saa enten paa en kafé, hvor han spiste til aftens og leste aviserne ved en toddy og en cigar, eller han var i theatret – og da altid paa første bænk i første parket, hvor man kunde se ham i mellemakterne staa flot lænet op imod orchesterbarrieren og passiare med en kammerat, af og til fixerende en eller anden dame snart med bare øjne, snart i kikkerten. – Og naar saa theatret var slut, eller klokken blet omkring ti – saa var det de gamle fruentimmeraffærer da igjen til ud over natten.

Slig leved han dag efter dag, uge efter uge, maaned efter maaned uden at tænke paa fremtiden, tryg og rolig. Henschen, hans levende samvittighed, var blet huslærer etsteds paa landet, og siden han var rejst, var der kommen en behersket selvsikkerhed, en rolig ligevægt over Jarmann, baade udvortes og indvortes, som han selv var meget tilfreds med. – Hændte det, at nogen spurgte ham, hvad han skulde bli, havde han altid sit svar paa rede haand – : literat. – Det var den ros, han paa skolen havde faat for sine norske stile, som havde sat ham paa den idé.

*

Der var en aften i November, raat og koldt med stille, lidt taaget luft, men tørre gader. – Forestillingen var slut i Kristiania theater, og publikum strømmed ud paa Bankpladsen. Jarmann var blandt de første, som kom ud, han havde siddet og gabet og kjedet sig derinde, men var blet til det var forbi alligevel – : han havde fan’en ikke noget andet sted at gjøre af sig. Ude paa platformen foran indgangen blev han staaende, med vinterfrakken tæt tilknappet og hænderne i lommen, og se ligegyldig paa menneskestrømmen, som flød ud forbi ham under theatrets gaslygter, delende sig i to arme, én opover mod Kongensgade og én hen til Kirkegaden, mens nogen faa mennesker gik tværs over pladsen og ind til Ingebret. Da ingen flere var tilbage, gaslygterne slukket, og theatret laa mørkt og øde, steg han mekanisk ned af platformen de to trin, ét for ét, og gik langsomt henover fortouget langs pladsen. Foran Ingebrets oplyste vinduer stansed han et øjeblik og hørte paa toddyskvalderen derindefra. – Skulde han gaa ovenpaa og spise? …

Han gren paa næsen – : han havde ikke lyst.

… Ind i caféen og ta et glas toddy og en cigar?

Han rysted paa hodet – : havde ikke lyst; og gik langsomt opover Kirkegaden.

… Skulde han se at faa fat paa noget fruentimmer? …

Han gren igjen paa næsen med en hovedrysten – : havde ikke lyst….

… Gaa op til en kammerat og sidde der og væve en stund….

Anej da, han havde ikke lyst….

… Hjem og lægge sig? ..

Havde ikke lyst! –

Det var som blodet var forsumpet i aarerne paa ham, lemmerne var tunge og matte, hjernen sløv og tom, uden tanke, uden vilje, uden attraa, uden begjær … bare fyldt af tomhed! Benene bar ham mekanisk opover gaden, forbi de sparsomt plantede gaslygter, hvis rolige blus lyste dødningeagtigt op i hver sin lille omkreds af kold disig stillestaaende luft – han følte sig som et levende lig i en pludselig uddød by, ulykkelig, som om livet havde stødt ham fra sig. – Et stykke op i gaden standsed han og tramped i fortouget – :

Men for fanden, étsteds maatte han da gjøre af sig! – hvad skulde han gjøre? …

Han havde ikke lyst til nogen ting. Og han sat sig ned paa fortouget med benene i rendestenen, albuen støttet paa knæerne og ansigtet i hænderne – og vilde græde. Men der kom ikke en taare. Han løfted ansigtet igjen og blev siddende og stirre sløvt idiotisk over paa kreditbankens vinduer, men hørte saa skridt længer nede i gaden, tog sig sammen, rejste sig og gik videre opover. I det han drejed om posthushjørnet, mødte han en drosche. Han ropte den an og sat sig op.

– Hvor han skulde kjøre hen? spurgte kusken.

– Aa kjør … kjør udover Drammensvejen! – Og han krøb sammen i hjørnet af droschen, fyldt af den modbydelige smerte som bare tomheden kan gi, mens kusken vendte hesten og kjørte. Men pludselig fór han op igjen – : hvad fanden skulde han udover Drammensvejen? Nej, heller et andet sted. Men hvor? … han saa sig mekanisk om, som for at finde stedet, men sank saa slap tilbage igjen – : Anej tøv, ligesaagodt der som alle andre steder, det var jo bare noget sludder at sidde her og kjøre alligevel! – Og han stirred igjen ret ud for sig, fortæret af denne ulidelige tomhedsfølelse….

Aa, saa ulykkelig syntes han aldrig, han havde følt sig – hvad var livet?…

Pludselig gik det op for ham, at nu forstod han selvmordets tanke, og saa faldt det ham ind, at igrunden var han en ganske interessant person, der han sad…

Men saa fór han op igjen – : nej, han gad ved gud ikke være interessant paa den maade længer … hej, kusk!

Kusken vendte sig.

– Kjør i Vika! – De var netop kommen til Skjellebæk, kusken kjørte rundt det lille «Flora-Apiciana» anlæg derude og tog Munkedamsvejen tilbage. – Paa den triangelformige plads foran indgangen til Vika steg Jarmann ud, betalte vognmanden, og gik hen til Berntine. Han slap ind og klædde af sig med den tanke at bli der for natten.

Men han havde ikke vært der længe, saa syntes han det hele blev for modbydeligt, og han klædde paa sig igjen og gik. Udenfor blev han staaende og se raadvild nedover gaden, og havde igjen lyst til at sætte sig ned og græde – men saa tog han sig energisk sammen, og næsten løb hjem i den graakolde natluft, klædde af sig uden at tænde lys engang, og putted sig ned under tepperne: han vilde sove! vilde for fan’en ikke ha mere af dette her! …

En fornemmelse, halvt tanke og halvt følelse, sneg sig ind over ham, mens han laa der og forsøgte at sove – : Mon det ikke igrunden vilde vært hyggeligst aldrig at vaagne mere? …

Med den søvned han ind.

*

Det var aftenen efter nede i folketheatret. Teppet var netop gaat ned, Jarmann havde rejst sig og stod lænet mod orchesterbarrieren med kikkerten i begge hænder foran sig paa maven, ansigtet bøjed ned mod Helmer, som sad paa pladsen ved siden af ham – :

– Var hun ikke storartet?! sa han begejstret. – Det var frøken Lindgren, han mente, det var Røverne som gik, og fru Tivander var prinsen, frøken Lindgren page.

– Jo, hun var s’gu ikke saa dum, sa Helmer.

– Ikke saa dum! – har du nogensinde set noget saa storartet? … slige vidunderlige ben? … og slige hofter? – La du mærke til hendes ben ved siden af fru Tivanders?

– Aa fru Tivanders var s’gu prægtige de ogsaa!

– Det var de, sa Jarmann; det var fine rene linjer! … dejlige fruentimmerben men hvad var det imod frøken Lindgren! hendes var jomfruben, idealet af jomfruben! . saa rene fine linjer og alligevel saa vidunderlig bløde – gud, hvor hun var storartet! – Og han stirred begejstret hen over publikum i stum henrykkelse over disse dejlige ben. – Helmer saa paa ham, smilte og rysted paa hodet. Pludselig gjorde Jarmann en nervøs bevægelse – :

Nej, jeg holder ikke ud at staa her og vente, til teppet gaar op igjen – kom, vi gaar ud i restaurationen saalænge!

De gik derud, røgte en cigaret og drak et glas øl, siddende der midt i larmen og tobaksskyerne i den overfyldte kafé – uden at tale. Jarmann bare blæste cigaretrøgen fra sig i svære skyer, og stirred begejstret efter dem mens de flød ud i luften og blanded sig med al den anden røg. Da det ringte, fór han op, kasted cigaretten og styrted ind.

Teppet gik op, men Jarman saa ikke hvad der foregik deroppe, bare stirred febrilsk derop, ventende paa frøken Lindgren. Da hun endelig kom, stak han begge hænder i lommerne, læned sig tilbage mod bænkeryggen og stirred sig formelig gal paa hende. Faldt saa sammen da hun forsvandt, og vented nervøst paa at hun skulde komme igjen hele resten var ham aldeles ligegyldigt. –

Da forestillingen var slut, skiltes han fra Helmer lige udenfor, vandred alene hen til torvet, op Grænsen og Pilestrædet til Kristian August. Gaderne var tørre, det var kold, stille luft og stjerneklart. Han gik rask opover, som havde han hastværk, og med energisk trang til at gjøre noget, men uden at tænke paa hvad. Af og til stødte han stok– ken haardt i fortouget – : du store gud, hvor hun var dejlig!

Hjemme tændte han lampen, hængte hat og frak ud i entréen, putted nogen skuffer kul i ovnen og sat sig hen i sofahjørnet for at tænke paa hende. Men han kunde ikke sidde stille, han fór op igjen og blev gaaende nervøst frem og tilbage paa gulvet i det lille trange værelse….

– Ja, hun var dejlig, vidunderlig dejlig!… Og saa ren! saa jomfruelig! saa uskyldig! – noget mere intakt kunde han ikke tænke sig, renheden straalte ud af hele hendes skikkelse. – Med ét fik han selv en umaadelig længsel efter renhed – : han maatte være ren han ogsaa, naar han skulde tænke paa hende! – Og han stansed foran komo– den, trak en skuf ud, tog frem rent linned og rene strømper, la det altsammen hen paa sengen, sat sig paa stolen ved siden af, klædde helt af sig og stilled sig splitternøgen op foran vaskeservanten og gav sig til at sæbevaske hele sit legeme. – Gned sig saa tør og varm, trak det skinnende hvide linned paa, og sat sig et øjeblik hen paa stolen ved sengen og nød sin egen renhed. Klædde saa paa sig igjen, hented hat og frak ud fra entréen, tog det paa, slukked lampen og begav sig i en formelig festlig stemning ud i den stjerneklare nat – : der var noget brudemæssigt ved denne følelse af renhed; hun var ligesom kommen ham nærmere! …

Han gik Pilestredet tilbage igjen, og tog af Akersgaden hen til Karljohan, vandrende afgaarde med raske nervøse skridt fuldstændig fyldt af hende; tænkte ikke, bare aanded ind den kolde natteluft i lange drag og følte, at hun var det dejligste han vidste.

Midt i Karljohan standsed han, slog frejdig sin stok mod brostenene og saa sig energisk om – hvor skulde han drage hen?! Foran ham laa gaden lysende nedover med sin dobbelte række gasblus helt til Jernbanetorvet – he! det var for ham de var tændt: han skulde jo ned til Jernbanetorvet, hun bodde vist i Hôtel Royal. – Og han vandred frejdig derned.

Udenfor hôtellet blev han staaende og se op mod vinduerne, der var lys i mange af dem …. Aa, om han havde vidst i hvilket vindu! … bare at se en skygge paa et gardin og vide, at det var hende! …

Men der viste sig ikke en skygge engang, uformørket lyste vinduerne videre. Saa blev et af dem slukket, og lidt efter et par til. Tilsidst faldt det ham ind, at kanske bodde hun slet ikke her … Nej, naturligvis! det var jo i Angleterre, at folketheatrets personale bestandig tog ind. – Og han gik op til Angleterre. Men der var mørkt i alle vinduer. Han betænkte sig lidt … hun havde vel lagt sig, sov sødelig i sit hvide lin … og han vandred afsted med smaa raske nervøse skridt en tur udover Drammensvejen, uden at tænke, bare glad, stormende glad over, at hun var til … at noget saa dejligt fandtes paa jorden.

Da han var kommen hjem igjen og havde lagt sig, søvned han ind med det samme og drømte om hende – :

Hun stod der i den dejlige pagedragt, lys og blond, og han laa paa knæ foran hende og fortalte hende undseelig om sit ryggesløse liv. Men det var altsammen fordi han ikke havde mødt hende før, ikke før havde kunnet elske hende … nu vilde det aldrig ske mere, fra nu af vilde han aldrig kunne tænke paa andre end hende. – Og hun saa blyg og kjærlig ned paa ham og sa, hun vilde sætte ham paa prøve et aar. Han bad for sig – : saa længe kunde han ikke leve borte fra hende. Men det hjalp ikke, prøvetiden maatte udstaaes …

Pludselig, mens han laa der og bad for sig, opdagede han med ét, at pagen der foran ham var slet ikke hende, det var frøken Bamberg, med de plirende kjælne øjne og det drillende halvsmil. Og han stod igjen i bestyrerens havestue, og bestyreren kom ganske rolig ind og sa goddag – og det hele gik over i noget rent vrøvl –

Aftenen efter og alle de følgende aftener, naar frøken Lindgrens navn stod paa plakaten, kunde man finde Jarman nede i folketheatret paa første bænk i første parket – lige begejstret. Men han gjorde ikke noget forsøg paa at bli kjendt med hende. –

Da Tivanders trup en fjorten dages tid efter rejste fra byen, følte han i nogen dage et hæftigt savn. Men lidt efter lidt gik begejstringen af ham igjen, og en uges tid efter havde han glemt det hele og leved vi– dere som før.

*

Andenexamensaaret løb tilende, uden at Jarman endnu havde tænkt paa nogen examen. Pengeforsendelserne hjemmefra stopped op, og han begyndte at spekulere paa, hvad han skulde gjøre. Et øjeblik tænkte han paa en huslærerpost, men opgav det strax igjen – : da maatte han jo fra byen, og det vilde han ikke for nogen pris. Saa søgte han en plads paa et sagførerkontor og fik den, løn 30 kroner maaneden, men ingenting at bestille, bare at være tilstede. Og saa tilbragte han da sine formiddage dernede paa kontoret, liggende paa en sofa med en eller anden roman fra leiebibliotheket over gaden, mens han ellers blev ved at leve aldeles som før – saavidt det lod sig gjøre med de indskrænkede pengemidler og den kredit og de laan, han kunde opdrive.

Slig gik tiden en tre fjerdings aar til ud paa vaaren 1881.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.