VII.

Det var omtrent ved den tid, at jeg første gang traf Jarmann.

Jeg havde i de sidste fjorten dage før sommerferierne faat saameget at bestille, at jeg for at overkomme det maatte ta en sekretær, og saa gav en ven af mig anvisning paa Jarmann – paa den maade blev vi kjendte. Men det første indtryk, vi fik af hverandre, var ikke videre heldigt; jeg var blet vranten ved det meget arbeide, og han blev vranten ved overhodet at skulle arbeide, vi var derfor ubehagelige at omgaaes begge to, og det var ikke just nogen varm afsked vi tog med hverandre, da vi efter endt arbejde skiltes, jeg for at rejse paa landet, han for at gjenopta sit dagdriverliv herinde i den afskyelige sommerhede.

Da jeg i begyndelsen af September kom herind igjen og begyndte mine sædvanlige timelange promenader paa Karljohan, mødte jeg stadig Jarmann der, naar han om middagen mellem to og tre gik og rekreerte sig efter romanlæsningen paa sagførerkontoret. Men sæsonen var ikke rigtig begyndt, mange damer var ikke kommen tilbage fra landet endnu, og de som var kommen, var endnu ikke til stadighed begyndt at gaa og høre paa mu– siken. Derfor var Jarmann i daarligt humør, mens han gik der og sled gadestenene mellem to og tre, og naar vi mødtes, hilste han trevent og gik ligegyldig forbi. – Men lidt efter lidt begyndte damerne at indfinde sig igjen, og for hvert nyt dameansigt, som dukked op paa Karljohan, kom Jarmann i bedre og bedre humør.

Har De set at lille frøken den og den er kommen tilbage? kunde han da ret som det var i forbigaaende spørge mig med et fornøjet smil – han vidste, vi ialfald havde den interesse fælles. Og var det et rigtig pragtexemplar, som var ankommet, og jeg endnu ikke havde opdaget hende, saa var der ikke tale om andet, jeg maatte følge med og la ham vise mig hende: han maatte ha nogen at dele sin glæde og beundring med.

Paa den maade kom vi af og til til at spasere sammen paa Karljohan i musiktiden. Og saa kunde det da hænde, naar klokken var tre, musiken forbi og damerne borte, og jeg var fattig og ikke havde kunnet slaa «kronen» til Ingebret, at jeg gik hen og spiste middag sammen med Jarmann hjemme paa det billige men «vonde» spisekvarter, hvor han holdt til. Efter middagen bød han mig saa altid ind til sig, paa den anden side af gangen, paa en kop kaffe og en cigar. Lidt efter lidt kom vi til at like hverandre noksaa godt, og Jarmann begyndte da ogsaa at besøge mig.

Jeg bodde dengang oppe i Nordal Bruns gade i «et smukt møbleret tofags værelse til gaden», som det hed i avertissementssproget – i virkeligheden et nogenlunde rummeligt værelse, tarvelig møbleret, med lyse ensfarvede vægger uden nogenting paa, koldt og uhyggeligt. Til gjengjæld havde jeg det saa aldeles frit og kunde ugenert gerere mig aldeles som jeg vilde derinde sammen med venner og veninder.

Jeg havde omtrent ingenting at bestille dengang, alt hvad jeg gjorde var: hver Søndag at stenografere en præken for en præst, som vilde udgi en prækensamling. For hver præken fik jeg 16 kroner, det strak til til værelset og nogen middager hos Ingebret, resten af middagene «slog» jeg paa Karljohan i «forretningstiden», og saa havde jeg desuden to kjøbmænd oppe paa Meyerløkken, som kappedes om at forsyne mit bord med kaffe og the, smør og brød, ost og pølse, røgesild og hermetik og gud ved ikke hvad, saa jeg behøved slet ikke at lide nogen nød hverken jeg eller de venner og veninder som vilde spise hos mig. Og øl og cigarer til mig og mine venner, cigaretter og Paxaretter og andre vonde vine til veninderne kunde jeg ogsaa faa saameget jeg vilde ha af hos de samme kjøbmænd – de vidste, de fik betaling, naar storthingstiden kom.

Veninder havde jeg mange af dengang. Jeg havde netop en fruentimmerraptus paa den tid, og man kunde risikere at træffe fruentimmer hos mig paa hvilkensomhelst tid af døgnet man kom. Havde jeg fundet et pige– barn jeg likte, beholdt jeg hende gjerne hos mig i længere tid, og vi tilbragte da dagene derinde i det tarvelige rum – pigebarnet og jeg – dels i sengen og dels dillende omkring i negligé, levende paa smørrebrød og hermetik, øl og vin, kaffe og cigaretter. Til hvert maal kom tjenestepigen og banked paa og langed ind tallerkener og kopper, kniver og gafler, flasker og glas, igjennem den halvaabne dør, hvor jeg stod med den fillede graa rødkantede slobrok kastet løst omkring mig og tog imod det altsammen, mens tjenestepigen med mere eller mindre held søgte at kikke ind gjennem dørsprækken for at se, hvordan pigebarnet derinde saa ud – sengen stod lige bag døren. – Kom der ved slige leiligheder gjæster, lukked vi dem gjerne ind en stund, men jaged dem saa igjen, naar vi vilde være alene.

Om aftenen sad vi oftest to eller flere par sammen omkring det runde bord ved sofaen, og røgte og drak – damerne sin daarlige vin, som de ialmindelighed fandt velsmagende, og herrerne gjerne sit brændevin; var det ikke til at opdrive, nøjed de sig med øl, et stof jeg altid havde staaende i store kvantiteter.

Om dette leben hjemme hos mig fik Jarmann naturligvis snart besked, og han begyndte da at vanke der ikke saa sjelden det liv tiltalte ham. Sommetider, naar det hændte at han traf mig alene hjemme, uden fruentimmer, henslængt paa sofaen med en bog, foreslog han i almindelighed, at vi skulde gaa ud og faa fat paa noget, og det gik jeg da gjerne ind paa, om ikke for andet saa for at se ham «slaa an». Det var nemlig et kosteligt syn. F. ex. at se ham faa øje paa noget tværsover gaden, som han syntes saa godt ud – : det gav pludselig et sæt i hele fyren, han trykked hænderne energisk ned i frakkelommen, trak skuldrene ivejret, den ene lidt højere end den anden, og skened med fremskudt mave og krummet hals og ryg paaskraa over gaden med sigte paa fruentimmeret. Var det saa ikke noget alligevel, faldt han slapt sammen igjen og kom langsomt og hoderystende tilbage. – Men naar vi saa endelig havde fundet fat paa noget vi likte – saa var det rask hjemover og frem med glassene og til igjen med den gamle historie.

Det var næsten altid det samme. Man opførte sig i almindelighed meget pent, ingen støj, ingen liderlig latter, ingen hvinen, man drak sit bæger og karesserte sin pige og lod hende snakke mest. Fandt saa en af os det hensigtsmæssigt at blæse ud lampen, var der ingenting ivejen for det, de andre mored sig saa godt de kunde i mørket med at hviske og tiske og le og ta paa hverandre – indtil den, der havde slukket lampen, tændte den igjen. Undertiden, naar man fandt det varte for længe, mored man sig naturligvis med at forelægge det forsvundne par mere eller mindre delikate spørgsmaal, eller man lyste pludselig op i værelset ved at rive af en sikkerhedsfyrstikke osv. osv. En ting, Jarmann fandt meget behag i – foruden at slukke lampen – det var at faa fruentimmerne til at klæ sig i mandfolkeklær. Var det da fede fruen– timmer med store laar, som fyldte mine trange benklær, saa de var færdig at sprække, kunde Jarmann bli aldeles ellevild af glæde, og det var en ren moro at se paa ham, hvordan han da kjælent greb fruentimmeret ved skuldrene, trykked hende lempelig ned i gyngestolen midt paa gulvet, veg et par skridt tilbage med hænderne ligesom afværgende frem foran sig, og blev staaende der foran hende fnisende med taarer i øjnene og bare sige – : næ-æ-j!… næ-æ-j! – og saa styrte sig paaknæ ned foran hende og gnide kindet kjælent mod de struttende laar og kysse dem. – Vi andre mored os ved slige lejligheder adskillig mere over Jarmann end over det udklædde pige– barn, men jeg tror nok, Jarmann var den, der mored sig bedst. –

Dette liv deroppe i Nordal Bruns gade tiltalte altsaa Jarmann meget, men det var dog ikke bare det, der trak ham op til mig, det var ogsaa, ja det var væsentlig noget andet. Og dette andet kom lidt efter lidt paa en maade til at udgjøre en slags ideal basis for det fruentimmerfyldte dagdriverliv han førte.

Dermed forholdt det sig paa følgende maade – :

Jeg holdt dengang paa at experimentere med en ung dame, en frøken Brun, som jeg havde gjort bekjendtskab med den foregaaende vinter. Hendes far var en falleret kjøbmand, som paa sine gamle dage var havnet i en underordnet kontorpost, familien leved under temmelig tarvelige vilkaar og havde logerende som bierhverv. Jeg var blet indført i familien af sønnen i huset; han var selv næsten aldrig hjemme, men havde ikke noget imod at introducere mig, da han hørte, jeg interesserte mig for en af de logerende, en ung lyshaaret smaabydame, som jeg havde faat den idé at ville forlove mig med – for saa at slaa op igjen, naar jeg havde faat vide, hvordan det var at være forlovet.

En aften jeg sad deroppe hos Bruns og kurtiserede min smaabydame, spurgte, fruen mig, om jeg vidste nogen, der skulde flytte – hun havde et værelse, som desværre havde staat ledigt nogen tid –, og jeg svarte strax, at jeg skulde flytte, og lejed mig øjeblikkelig ind i det ledige værelse med alt i huset!

Paa den maade kom jeg hver dag sammen med datteren, Lily Brun.

I begyndelsen kunde hun slet ikke fordrage mig. Jeg gav mig jo heller ikke synderlig af med hende, jeg havde jo min smaabydame at kurtisere, og desuden, der var en anden omstændighed, som gjorde, at hun dengang stadig var i daarligt humør. I det værelse, hvor jeg nu bodde, havde der kort i forvejen bod en ung student Faye; han havde gjort stærkt kur til hende, og hun var blet alvorlig forelsket i ham. De havde havt det meget hyggeligt sammen en tid de to. Han tog hende med i theatret og til konditoren, han spaserte med hende, og han sad hele aftenen igjennem og passiared med hende, naar han var hjemme – og det var han næsten bestandig. Men mere blev der aldrig af det, han fridde slet ikke, og da saa gamle Brun flere gange havde overrasket dem staaende og tale sammen i mørke nede i porten istedetfor at gaa op, naar de lidt før aftenstid kom tilbage fra sine spaserture; og da de desuden hver aften sad alene henne i en krog og hvisked og tisked sammen om noget, han ikke kunde høre, hvad var – saa fik papa mis– tanke om, at studenten vist bare la an paa at forføre hans datter. Og da han ikke var ganske sikker paa hendes modstandsevne i den retning – «der var desværre adskilligt, som tyded paa, at hun var temmelig sanselig anlagt» – saa fik han mama til at sige studenten op, under det paaskud at familien selv havde brug for værelset.

Dette havde været et haardt stød for Lily, men det blev ikke med det.

Efter at han var flyttet, blev Faye ved at vanke hos Bruns, og specielt havde han for skik at indfinde sig der hver dag efter middagen og drikke en kop kaffe og røge en cigar, som han bestandig havde med for anledningen. I den tid det varte, leved Lily bare for kaffetiden; det var hendes eneste glæde dagen igjennem at tænke paa den – om formiddagen paa, hvad den vilde bringe, om eftermiddagen paa, hvad den havde bragt –, og tanken paa ham bar hende igjennem alle dagens kjedsommeligheder. – Af og til traf de hinanden ogsaa paa gaden, men det var sjelden.

Men saa en dag kommer moeren og spør hende, om hun har noget imod, at hun, moeren, siger til Faye, at man ikke ønsker hans besøg mere.

Spørgsmaalet kom Lily saa uventet, hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, blev bare staaende der blussende rød og betuttet – og svarte saa tilsidst rent forvirret, at nej … naturligvis … hvorfor skulde hun ha noget imod det?

Dermed var sagen afgjort, og den næste dag skulde exekutionen finde sted. –

Kaffetiden kom, og med den Faye; Brun, som altid spiste middag en time senere end de andre – han kunde ikke slippe fra kontoret før – kom idag endnu senere end sædvanlig, han vidste hvad der var igjære, og foretrak at overlade den ubehagelige affære til fruen; Lily var naturligvis paa sit værelse, hvor begge de ældre søstre holdt hende med selskab; og de logerende var borte til middag – det var derfor, fruen havde valgt netop den dag.

Studenten kom altsaa som sædvanlig, pigen lukked op for ham, og han gik ind men fandt ingen i stuen.

– Om der ingen var hjemme? spurgte han pigen.

– Joda, de var hjemme.

Han sat sig ned i en af de gamle lænestole ved bordet midt i stuen, svøbte som sædvanlig sin cigar ud af papiret, tændte den, tog en avis, som laa der – og vented.

Endelig kommer fruen ind. Han rejser sig halvt i stolen og hilser, men hun hilser ikke igjen, blir bare staaende der i døren og se paa ham, saa han føler sig ganske uhyggelig tilmode.

– Tror De, her er restauration her, siden De kommer her hver dag og drikker Deres kaffe og røger Deres cigar? – spør hun endelig.

– Nej, det trodde han ikke.

– Ja, saa bør De herefter gaa et andet sted, hvor der er restauration, og drikke Deres kaffe og røge Deres cigar.

– Ja, det skulde han da gjøre. – Han sad der rent forbløffet med sin cigar og sin avis, vidste ikke rigtig, hvad han skulde gjøre, og læste saa mekanisk videre i avisen, pattende idiotisk paa sin cigar. Men fruen gik efter endt gjerning ud af stuen, overladende ham ganske til sig selv. Først da hun var forsvunden, fik han samlet sig helt sammen igjen, rejste sig rolig, gik ud i entreen, tog paa sig og gik.

Samme dag underrettede han Lily i et brev om, hvad der var passeret – kort og godt, uden at tilføje noget.

Lily svarte ham intet, «hun var saa skamfuld saa … og desuden, hvad skulde hun svare!» – Men naar hun efter den dag mødte ham paa gaden, blev hun bestandig blussende rød i ansigtet og hilste næsten uden at se paa ham. Det vidste ikke han, hvordan han skulde tyde, og følgen var, at han aldrig talte til hende.

Men Lily vidste, hvor han bodde, og lidt efter lidt fik hun udspioneret de tider paa dagen han gik ud, de steder han gik hen – han førte et meget regelmæssigt liv – og saa gjorde han tilslut den opdagelse, at det var paafaldende ofte han mødte hende … og til paafaldende regelmæssige tider … og bestandig paa de samme steder. Han optog det som en tilnærmelse og beslutted at fornye bekjendtskabet.

En dag hun var lidt for tidlig ude, og var gaat forbi det sted i Universitetsgaden hvor han bodde uden at ha mødt ham, kom han lige ud af porten, just som hun slentred nedover igjen paa den anden side af gaden fik øje paa hende, hilste og skraaede over gaden hen imod hende. Men pludselig, greben af en uforklarlig angst, øged hun skridtene som for at slippe fra ham – og han opgav det igjen og gik tilbage til sit fortoug. Et stykke længer nede vendte hun sig, saa ham gaa ganske rolig deroppe paa den anden side af gaden, begreb saa med ét, hvilken dumhed hun havde begaat, raste mod sig selv og gik næsten grædende hjem. – «Men, hvad var derved at gjøre?»

Siden den tid gjorde han ikke mere noget forsøg paa at nærme sig hende, skjønt hun stadig indfandt sig til de rette tider for at møde ham. –

Det var dette med student Faye, som gjorde, at Lily gik omkring med saa daarligt humør, dengang jeg flytted ind paa hendes elskedes gamle værelse. Og som rimeligt var – : mig, som bodde derinde, hvor «han» havde bod, og som desuden bare gik der og gjorde kur til min smaabydame – mig kunde hun fremfor alle andre ikke udstaa; hun fandt mig utaalelig.

Men det skulde bli anderledes.

En aften de logerende damer var borte, Brun ikke kommen hjem fra kontoret endda, og fruen var ude i kjøkkenet for at stelle istand til the, sad Lily og de to ældre søstre alene inde i dagligstuen omkring lampen ved bordet midt i stuen – de to ældre bøjet over hver sin gudelige bog, Lily mat henslængt i en lænestol med hænderne slapt hvilende paa lænestolens arme.

– Naa, De ser saamen ikke ud til at være svært glad i tilværelsen frøken! sa jeg – jeg kom ind og sat mig ved siden af hende.

Hun trak øjenbrynene slapt ivejret og saa paa mig med et jæb omkring munden – : Jeg har vel ingen grund til at være det heller! sa hun bittert.

Jeg smilte – : Aja, men i grunden er det nu ingen synd paa Dem heller, – hun saa ud, som om hun mindst havde lyst til at prygle mig, om hun havde orket – ; nej, for De gjør jo ingenting for at faa tilværelsen til at forme sig bedre for Dem, De sidder bare der med hænderne i skjødet – og man kan da virkelig ikke forlange, at stegte duer af sig selv skal flyve ind i munden paa en, hvad?

Hun saa en stund ud i luften. – Aa, sa hun slapt, ingen undgaar saa alligevel sin skjæbne.

– Nej, det har De ganske ret i frøken. Men sæt nu, at jeg fik Dem overbevist om, at De ved at gjøre et eller andet, vilde komme til at føle Dem lykkelig, og De saa gjorde det, og blev lykkelig? – Nu ja, vil De sige, saa var det altsaa Deres skjæbne at skulle møde mig og derved komme til at gjøre det, der bragte Dem lykken. – Men sæt saa igjen, De var slig, at De ikke kunde la Dem overbevise, uagtet det, jeg foreslog Dem, virkelig kunde gjøre Dem lykkelig? – Ja, da nytted det jo ikke, at skjæbnen lod Dem træffe sammen med mig. De ser altsaa, at eftersom De selv er slig eller slig, blir Deres skjæbne forskjellig. Og nu er De slig, at De sidder og venter paa skjæbnen med hænderne i skjødet, fordi De tror ikke, det kan nytte at gjøre noget; derfor har De det, som De har det. Kunde De derimod bli slig, at De trodde, det kunde nytte at gjøre noget, og saa tog fat – Deres skjæbne vilde bli en anden, og sandsynligvis en bedre.

Hun betænkte sig lidt. – Ja, igrunden har De ret, sa hun saa, men hvis jeg skulde kunne gjøre noget andet end «med hænderne i skjødet at afvente min skjæbne» som De siger, saa maatte der være noget, jeg sat pris paa, som jeg kunde opnaa ved at gjøre noget – men det er der ikke. Og derfor gir jeg det en god dag altsammen, det blir saa bare en elendig tilværelse, jeg kommer til at føre alligevel – og hun sank endnu mere sammen i stolen der hun sad.

Den ældste søster løfted øjnene fra bogen og saa paa hende – :

– Fy Lily, at du kan tale slig, du som igrunden har det saa godt! Du skulde takke gud for, at du har det, som du har det! tænk paa alle dem, som lever i fattigdom og elendighed og ikke har det tørre brød engang …

– Liden Hans i skole gik … mangen kan have det værre! deklamerte jeg i falsk prækentone og trued ad Lily med pegefingeren.

Lily brast i latter, Kristine kunde heller ikke la være at le.

– Anej, sa jeg, lad os nu være enige om det, at vi skulde heller være sinte paa gud, end at takke ham, fordi han lar de mange andre ha det saa vondt; vi faar det jo ikke et gran bedre for det. Nej, skulde vi specielt takke ham for noget, saa maatte det være, hvis han lod os ha det rigtig godt.

– Ja se det er der mening i, sa Lily.

– Nej, sa Kristine, vi har ikke ret til at forlange at faa det saa godt, det er vor egen skyld, at vi har det ondt, det er synden, som er skyld i det – og der udspandt sig en liden diskusion om kristendommen mellem Kristine og mig.

– Nej, sa jeg tilslut, De kommer ikke fra det: det er en fordærvelig lære, at man skal takke til fordi man ikke har det endda værre, end man har det; det leder bare til, at man lægger hænderne i skjødet. Nej, maa jeg be om misfornøjelsen, er folk misfornøjede, saa forlanger de at faa det bedre, og forlanger de det for alvor og gjør noget for det, saa faar de det s’gu bedre ogsaa. Misfornøjelsen er drivkraften i fremskridtets maskineri.

– Ja, se det er der mening i, sa Lily igjen ligesom hen for sig. Og hun kneb øjnene lidt sammen og saa hen paa mig, som om hun tænkte ved sig selv – : mon der skulde være noget ved den fyren alligevel?

Idetsamme kom moeren ind fra kjøkkenet, og samtalen gik istaa. –

Fra den dag begyndte Lily og jeg at bli venner, og jeg begyndte at interessere mig for hende. Den misfornøjelse med verden, som hun før nok havde havt en følelse af var berettiget, men som hun alligevel ikke havde vovet at tro var det, den vilde jeg faa til at voxe – og saa exploitere den. Jeg vilde faa hende til at forstaa, at naar tilværelsen arter sig saa ynkværdig, som den gjør, saa er det menneskene selv, som er skyld i det, fordi de baserer samfundsordenen paa religion og moral istedetfor paa kjærlighed og fornuft; paa den maade skulde hun lære at hade denne ufornuftige samfundsordning, slig som jeg haded den, og saa vilde jeg forsøge at anvende hendes kræfter i fornuftens og frihedens tje– neste – død og pine, det var en idé! Og jeg, som havde gaat omkring og spekuleret paa, hvad jeg skulde ta mig til! her havde jeg jo netop en opgave, og det en, der var adskillig morsommere end forlovelsesprojektet – og jeg begyndte lidt efter lidt at negligere min lille livsglade lyshaarede smaabydame, indtil jeg tilslut ganske gav hende op.

Opgaven, jeg havde stillet mig, var temmelig vanskelig, og først efter lange overvejelser fik jeg lagt min plan; den vilde rigtignok ta skammelig lang tid, men jeg bestemte mig for den alligevel, den forekom mig at være den eneste sikre.

Først forhørte jeg mig om, hvad hun læste. Naturligvis al slags lejebibliotheksliteratur, slette bøger med enkelte gode indiblandt. Om hun læste fremmed literatur? Jo, af og til en tysk bog. End fransk? Nej, hun kunde ikke nok fransk til det. – Jeg tilbød mig at læse fransk med hende, det vilde hun gjerne, der blev anskaffet to exemplarer af Balzacs «Les secrètes de la princesse de Cadignan», og vi begyndte paa den. Den er kort og ganske morsom, hun læste til hver gang det hun kunde række; efter at ha gjennemgaat det, oversat jeg videre til timen var forbi; og saa fortsat hun udover til næste gang. Alligevel gik det for langsomt til ikke at bli kjedeligt, og jeg forsøgte da at bøde paa kjedeligheden ved at fortælle hende om hele livet i Faubourg St. Germain, slig som Balzac skildrer det i sine romaner, hvor bestandig de samme personer gaar igjen, i én roman som hovedperson, i de andre som bipersoner; specielt naturligvis fortalte jeg hende, hvad jeg vidste om de personer, der forekom i den bog vi læste. Og hun sad der ligeoverfor mig i sofaen, med haanden under kindet og saa hen paa mig og hørte interesseret efter naar jeg fortalte, afbrød med et spørgsmaal engang imellem, og fulgte saa med igjen i bogen, naar vi gik videre. Men hvergang enten jeg kom til at sige, eller vi i bogen traf paa noget af det, man i Aftenposten plejer at karakterisere ved at si, at det ikke kan læses højt i familier – saa var strax fanden løs. Bare en bemærkning af Balzac som f. ex. den, at en liden fold i en kjole kan vække mere begjær end en hel nøgen kvindekrop, var i begyndelsen nok til at gjøre hende blodrød i ansigtet og faa hende til at begrave næsen i bogen. Jeg maatte da koldt og roligt gjøre hende opmærksom paa, at dette var naturlig existerende ting altsammen, som det var for galt, at vi voxne mennesker skulde sidde her og genere os for at tale og læse om, og enden blev da ogsaa, at vi tilslut kunde tale noksaa ugenert om usædelighed og ægteskabsbrud blandt beaumonden i Faubourg St. Germain paa Balzacs tid, og det var jo altid noget. Men jeg vilde jo videre. –

En eftermiddag nogen dage efter at vi var blet dus, sad vi tilfældigvis alene inde i stuen efter kaffeen, hun paa kaminstolen ved kakkelovnen, og jeg i sofahjørnet lige ved siden af. Vi talte om vakre fødder.

– Ja, du skulde set den nydelige lille fod, jeg saa igaar, sa jeg. Jeg trak selv støvlen af den og havde god anledning til at beundre den.

Lily rejste sig og stamped i gulvet – : Jeg vil ikke ha, du skal fortælle sligt noget til mig, sa hun – halvt sint og halvt ræd: det begyndte at gaa op for hende, at hun vist var inde paa et skraaplan, og hun blev ængstelig for at begynde at glide.

– Nej det er jo sandt, sa jeg slapt, jeg ber om forladelse, du ved, hvordan det er, jeg er jo bare vant til at færdes blandt kam– merater, hvor man snakker lige til om alt muligt, og saa glemmer jeg disse hensynene, naar jeg kommer sammen med damer. Naa, men du kan være ganske rolig, det skal ikke ske oftere.

Dermed tiede jeg stille og sa ikke et ord mere, hun vidste heller ikke noget at sige, og saa blev der en lang kjedelig lidt forlegen taushed.

– Aja, hvordan var det egentlig med den foden da du? spurgte hun tilslut i en forceret kammeratslig tone.

– Nej, det gaar ikke an at fortælle. Jeg var nær ved at briste i latter, men holdt mig.

Hun betænkte sig lidt igjen, sa saa overtalende – : Aa jo, du kan godt fortælle det… saan i pene ord da skjønner du.

– Humm, nej det lar sig virkelig ikke fortælle.

– Ajo, bare fortæl du, saa skal nok jeg sige stop, hvis det ikke gaar an – det klang allerede helt overlegent. – Jeg lod mig naturligvis nøde en stund, men gav tilslut efter naturligvis, og fortalte hende – til hendes skuffelse tror jeg, men ogsaa til hendes beroligelse – forholdsvis pent en liden pigehistorie fra aftenen iforvejen.

Dermed var det første skridt gjort, det skridt som koster, og vi var inde paa skraaplanet. Siden den dag spurgte hun mig stadig «om jeg ikke havde havt nogen moro igjen?» –

Et par dage efter blev vi to tilfældigvis siddende alene inde ved bordet i stuen de fem minuters tid, som altid gik hen mellem middagen og kaffeen.

– Der er noget, jeg skulde ha lyst at be dig om, sa jeg.

– Og det er? – hun var strax interesseret.

– Jeg ved ikke rigtig, om jeg tør si det.

– Pyt, si det bare.

– Ja, du blir ikke sint da?

– Nejda, kom med det.

– Jeg vilde gjerne ha dig til at gaa ind paa en lintøjfabrik for mig.

– Saa? – hvorfor kan du ikke gaa selv.

– Nej, det er noget damelinned jeg skulde ha.

Lily lo og flytted sig uvilkaarlig nærmere – : hvad skal du med det?

– Det er en veninde, der skal ha det i filippinegave – lille Agnes jeg talte om! Et ganske hyggeligt pigebarn, jeg liker hende svært godt, men det linned, hun har, er saa slidt, og det ser saa fattigsligt ud, naar hun er afklæd.

Lily havde uvilkaarlig trukket sig tilbage igjen – : Nej, jeg kan ikke ha noget med det at gjøre, sa hun kort.

– Nej, se der kan du se, sa jeg og trak paa skuldrene, og saa talte vi ikke mere om det.

Men den næste dag, da vi efter kaffetid som sædvanlig sad derhenne i kakkelovnskrogen, hun paa kaminstolen, smøgende paa en cigaret jeg havde rullet hende, og jeg i sofahjørnet ved siden af, betrodde hun mig, lidt undseelig gudbevars, men saa flot hun kunde, at idag havde hun været indom Falkenberg og set paa nogen nydelig broderte linneder. – Jeg smilte og gav hende penge til at kjøbe et par stykker for.

En stund efter gik vi ud sammen, hun gik ind til Falkenberg og kjøbte linnederne, bagefter bød jeg hende ind til Baumann, og mens vi sad der inde i den inderste krog af kafeen, og nød, jeg et glas vin, hun noget chokolade og kage, fortalte jeg hende en hel del detaljer om pigen som skulde ha linnederne, og om mit forhold til hende.

Fra den dag af gled vi jævnt og hyggelig ned ad skraaplanet, og det varte ikke længe, før jeg hver dag fortalte hende dels virkelige og dels opdigtede pigehistorier fra aftenen iforvejen, udstyrede med hvilkensomhelst detaljer.

Paa den maade gav jeg hende et noksaa fyldigt indblik i, hvorledes unge mennesker nu fortiden lever.

Og dette ungdomsliv – som jeg altsaa skildred hende med temmelig smudsige farver –, det fremstilled jeg da for hende som det triste, men nødvendige resultat af den nu herskende moral, der ved at hæmme menneskenes naturlige trang til erotik, forkvakler og forkrøbler den og faar den til at slaa ud i liderlighed istedetfor i kjærlighed. Men samtidig forklarte jeg hende ogsaa, at netop disse, næsten bestandig liderlige forhold, med alle deres følger af aandelig og legemlig elendighed, netop dem gjaldt det om at forflere, fordi det var det eneste middel til tilslut at tvinge samfundet til alvorlig at gjøre sig rede for aarsagerne til al denne usædelighed, saa man endelig engang kom til at forstaa, at den virkelige aarsag ikke var menneskenes slette natur, men religionen og moralen og den forkjerte samfundsorden, man paa dem har bygget op.

Af disse samtaler med Lily fik Jarmann stadig referater, og de baade mored og interesserte ham. De skaffed ham klarhed over meget af det, han selv havde tænkt og følt, og hjalp ham til at bringe det liv, han leved, ind under pligtens kategori – noget hvortil han endnu følte en dunkel trang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.