VIII.

En aften sad jeg som sædvanlig oppe hos Bruns og drak kaffe.

Jeg bodde der ikke længer nu, de havde ikke villet ha mig igjen efter ferierne; de havde nok fattet den samme mistanke til mig som før til studenten, tror jeg. Og jeg gjorde som studenten: da jeg ikke bodde der mer, kom jeg der hver dag og drak kaffe, og agted slet ikke at holde op med det, før jeg blev jaget jeg ogsaa. –

Jeg sad altsaa som sædvanlig der i kakkelovnskrogen og talte sagte med Lily. Det var min hensigt idag at vove et hovedslag, som skulde bringe hende over i et nyt udviklingsstadium, hvor hun skulde faa den hele forstaaelse, og jeg havde gjort et nøjagtigt udkast til min angrebsplan, forinden jeg gik derop.

Jeg begyndte med at fortælle hende en liden pigehistorie fra den foregaaende aften. Men det var ikke muligt at faa fortalt den; gamle Brun var nemlig den dag tilfældigvis kommen saa tidlig hjem, at han havde kunnet spise sammen med de andre, han drak altsaa ogsaa kaffe sammen med os, og vi havde ham allerede fra begyndelsen af gaaende op og ned paa gulvet foran os og lytte efter vor samtale, pattende paa sin pibe med en dybsindig mine, som om det slet ikke var ham der lytted. Jeg opgav derfor temmelig strax min historie, talte en stund om noget andet, som papa gjerne maatte høre, og foreslog saa Lily at gaa en tur – : «det var saa godt vejr idag».

Det vilde hun gjerne, og hun stod op og tog paa sig.

Vi gik ned ad trapperne, hun foran og jeg efter. Ingen af os sa noget.

Men ikke før var hun kommen ud af porten og ud paa fortouget, førend hun rask vendte sig om imod mig – :

– Fortæl! sa hun ivrig.

Jeg lo, og saa lo hun ogsaa.

– Hvorfor ler du? spurgte jeg og skelte over lorgnetten hen paa hende.

Hun slog øjnene ned – : jeg? svarte hun; jeg ved ikke; jeg bare lo fordi du lo. Men du, som altid ved hvorfor – hvorfor lo du?

– Af samme grund som du: jeg syntes, det var noksaa morsomt, at du havde siddet der lige siden vi blev afbrudt og værket for at faa den historien, mens jeg havde glemt det hele. Da jeg lo, blev du ogsaa opmærksom paa den modsætning, og saa maatte du le med – : man generer sig altid, naar man saan uforvarende kommer til at røbe, at man har vært saa optat, naar det gjælder slige ting, og saa ler man lidt undseelig med, hvad?

– Isch du da! – Naa da, fortæl saa!

– Ja. Det var altsaa den vaskepige. Hun kommer ind for at aflevere mit tøj. Hun lægger det paa bordet og siger, at der er saa mange manchetskjorter, saa mange snipper, saa mange manchetter osv. osv. Da hun kommer til lommetørklæerne, saa er der bare et par stykker af dem, og hun ved ikke engang, enten de er mine eller ikke. Nu, jeg gaar da hen og tar et par lommetørklær frem af kommoden og lægger dem paa bordet ved siden af de andre, for at se om det er samme sort. Men mens vi staar der og ser paa lommetørklæerne, saa stiller hun sig slig ved siden af mig, at hendes ene læg og laar kommer til at ligge klos an mod mit ene ben, helt op til hoften. – Jo, det er nok samme sort, sa jeg rolig og rejste mig op af den ludende stilling og saa paa hende. – Ja, det er nok det, svarte hun: men blev fremdeles staaende der foroverbøjet uden at bevæge sit ene ben og sin underkrop det mindste ud fra min; hun bare vendte ansigtet op imod mig og smilte. – Ja, jeg smilte naturligvis igjen jeg da, kan du vide. Men saa opdager jeg, at hun har en plasterlap i panden. – Naa da, sa jeg, har De vært ude at slaas? Og idetsamme la jeg min højre arm om hendes skulder, mens jeg med den venstre pegefinger pegte paa plaster– lappen. – Nej da, det er bare hun, jeg staar og stryger sammen med, som har klort mig lidt, svarte hun. – Jasaa, saa det er paa den maade, dere behandler hverandre derhenne? – Ja, saan af og til saa! – – Mens hun talte havde jeg sat mig ned i gyngestolen, som stod lige bag os, og trukket hende ned paa fanget, hvor hun villig blev siddende og viste sig meget kjærlig. – Ja, saa begyndte jeg at bli nærgaaende da, skjønner du. – Nej! nej! sa hun og søgte at holde hænderne mine. Men jeg tog bare og sled dem løs, la den ene armen min omkring ryggen paa hende og stak den anden ind under knæhaserne hendes – og dermed løfted jeg hende op og bar hende hen paa sengen. Men ikke før var hun kommen ned i den, før hun skvat op som hun skulde ha vært af guttaperka, og jeg forsøgte forgjæves paa at faa hende ned igjen. – Ja, saa blev vi da siddende en stund paa stolen derhenne foran sengen da; men jeg blev stadig mere og mere nærgaaende. Men saa med ét, begynder hun at græde. – Nej, men kjære Dem, sa jeg, det er da ikke noget at græde for. Jeg vil s’gu ikke voldta dem. – Dermed slap jeg hende og sat mig alene hen i gyngestolen igjen. Hun blev først siddende, hvor hun sad; men da jeg saa loved, at jeg ikke skulde være «uskikkelig» mere, fik jeg hende til at komme hen og sætte sig paa fanget mit og være kjærlig igjen. – Hør nu her, sa jeg til hende, mens jeg sad og klapped hende paa kindet: lad os nu ha os en liden fornuftig passiar. – Ved De, hvad dette er for noget? – jeg havde trukket frem af min lomme en kordon. – Nej!? sa hun. – Jo, det skal jeg si dig: om nu De og jeg ligger sammen, og jeg tar denne her tingesten paa – mens jeg talte, rulled jeg den op, saa hun kunde se, hvordan den egentlig saa ud –, saa kan der ikke bli barn af det; for det som skulde gjøre barn, blir liggende herinde – jeg stak fingeren ind i kordonen – ; og som du ser, saa kan det ikke gaa igjennem her, for se her skal du se – og saa blæste jeg kordonen op – : der kan ikke komme luft igjennem den engang. – Hun sad med halvt bortvendt ansigt og skelte hen til kordonen, men sa ikke et ord. – Naa! sa jeg saa: De ser altsaa at der ikke er noget at være bange for fra den kant. – Liden pause. – Ja! fortsat jeg, da hun ikke svarte: saa var det de moralske betænkeligheder da, hvis De gir Dem af med sligt sludder som moral. – Ved De, hvad der staar i bibelen? Jo, der staar, at «hvo, som ser paa en kvinde for at begjære hende, han har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte». Men nu kan De da vide det, sa jeg, at det er ikke bare mandfolkene, som ikke har lov til saant stygt noget, og derfor er det naturligvis ogsaa meningen, at man skal vende ordene om og sige, at hvo som ser paa en mand for at blive begjæret af ham, hun har allerede bedrevet hor med ham i sit hjerte. Og nu er det jo tydeligt det, at da De vendte ansigtet Deres op fra lommetørklæerne der og smilte til mig, samtidig med at De trykked læggen og laaret Deres fast op til mig – saa saa De paa mig for at bli begjæret af mig. De har altsaa allerede bedrevet hor med mig i Deres hjerte, og De kan altsaa for den kristelige morals skyld ligesaa gjerne gjøre det i virkeligheden ogsaa. Forsyndelsen er jo lige stor, enten den sker i hjertet eller i virkeligheden – der er bare den forskjel, at det sidste er meget bedre. – Og naar vi nu altsaa slet ikke, hverken af moralske hensyn eller af fornuftighedshensyn behøver at la det være – hvorfor skulde vi saa la det være? – Her sidder De paa fanget mit og liker, at jeg kjæler Dem; og her sidder jeg og har Dem paa fanget og liker at kjæle Dem; begge to har vi altsaa lyst til at ligge sammen, ingen fare er der ved det, og ikke blir nogen af os daarligere mennesker for det – jamen maa De da indrømme det, sa jeg, at det er ligetil dumt om vi ikke tar og bruger en af disse kordonerne; ikke sandt? – Hun svarte ikke, men skelte fremdeles hen paa den oprullede kordon, som nu laa henslængt paa bordet. Saa rejste jeg mig og halte hende henover mod sengen igjen. Men da vi var kommen saa langt som til stolen ved siden af sengen, begyndte hun at græde igjen. – Naa, naa! græd nu ikke for det, sa jeg, jeg vilde jo bare se, om De fremdeles ikke vilde, at jeg skulde forføre Dem. – Dermed slap jeg hende. Saa la jeg hende endnu engang paa hjertet alt det, som talte for, at vi burde ligge sammen, og saa bad jeg hende tænke over den ting til næste gang hun kom. Hun svarte ikke og gik. –

– Er hun kommen igjen da du? spurgte Lily meget interesseret.

– Nej fan’en, det var jo i gaaraftes dette gik for sig.

– Men du! du sa, at du ikke vilde forføre hende. Men det var da et forsøg paa at forføre hende, det at gjøre som du gjorde: at anvende alle mulige overtalelsesmidler!?

– Nej, langtifra. Ved du ikke hvad det vil sige da, at forføre et fruentimmer? – Naar et fruentimmer blir forført, saa siger man jo om hende at hun falder, og faldet bestaar jo simpelthen deri, at hendes lidenskab løber af med hendes vilje, saa hun i et gejlt øjeblik gjør, hvad hun i en rolig sindstilstand ikke vilde gjøre. Det er jo det, at hun gjør det hun gjør mod sin egen fri vilje, som gjør at man foragter hende og kalder hendes handling for et fald. En ufri handling er for mennesket et fald, og det har ethvert menneske en stærkere eller svagere følelse af; for det, som adskiller menneskene fra dyrene det er nu engang friheden.

– Ja, du har igrunden ret.

– Javist har jeg ret ja. – Tænk dig, hvor væmmeligt, naar man saan har forført et pigebarn – man slukker gjerne lampen første gang kan du vide …

– Ja, det er rimeligt.

– Ja, men ikke senere; for siden vil man jo nyde med øjnene ogsaa. – Men tænk dig altsaa, naar man saa tænder lampen igjen og ser hende staa der med nedslagne øjne og kanske spørge En, om man ikke foragter hende! Er det ikke væmmeligt? Tænk: ikke blot falde, men aabent og ærlig tilstaa, at dyret saadan er løbet af med En? – Nej, maa jeg saa be om en, som ser mig frækt ind i ansigtet og siger, hun har gjort det af en hvilkensomhelst anden grund: en som skjønt hun ved at jeg ved at hun er «falden», alligevel erklærer, at nej! det skede af fri vilje; jeg var et menneske der jeg laa, og ikke et dyr. – Men naturligvis, bedst er bedst, og det bedste er, at hun naar lampen er tændt igjen, staar der med løftet pande i den fulde bevidsthed om at ha handlet fuldstændig af fri vilje. Da først føler man helt ud det er et menneske man er sammen med, og ikke et individ af en lavere dyreart, som bare forsøger paa at være menneske, men ikke kan være det. – Nu, et saant fruentimmer er det nu vanskeligt at træffe paa da ser du; men – jeg skelte ned paa hende desto større agtelse har man for de faa, man kan træffe paa.

– Uf-e … sa hun saa: jeg begynder virkelig at synes ligesom du, at der ikke er noget galt i det; men … men … jeg kan ikke bli kvit den følelse, at det er galt, at jeg ikke synes det er galt.

– Ja kjære, det behøver du ikke at fortælle mig; det ved jeg da sagtens før. For næsten hver gang vi skilles, saa er det jo det sidste du siger det, at «aa jeg tør ikke si, at jeg har gaat saalænge her og snakket med dig.» Og – he! – jeg har tænkt mig, at jeg husker dig dengang inde hos konditoren. Det var ganske kosteligt. Vi havde siddet der længe og passiaret sammen, akkurat som et par andre kammerater. Saa blir der en stans, og saa pludselig ser jeg, at du blir blussende rød – he – først paa halsen, og saa op over hele ansigtet – : aa gud, sa du, tænk om papa vidste, at vi sad her og snakked om saant noget!»

– Ja, jeg kan ikke gjøre for det, men hvergang, naar jeg saan ligesom stanser og tænker mig om, og tænker paa at jeg virkelig gaar her og snakker saan med dig, saa… saa … ja, saa synes jeg, det er saa underligt, at det virkelig er saa; og saa kan jeg ikke la være at tænke paa, hvad papa og mama og alle de andre vilde si, naar de vidste det; og hvor forfærdeligt de vilde synes det var. Og saa … er det saa ondt saa … jeg synes ligesom … paa en maade de har ret ossaa … skjønt de naturligvis ikke har det… og saa ! .. aah! gid jeg ikke vidste noget om alt dette her!

– Ja naturligvis! det vil sige: du vilde ønske, du var 12 aar gammel, hvad?

Hun betænkte sig et øjeblik.

– Aa, jeg vidste meget, da jeg var 12 aar gammel, sa hun saa.

– Jasaa du? – Aa ja, her i hovedstaden faar man naturligvis tidlig greje paa sligt. Jeg blev s’gu 12 aar gammel jeg uden at ha nogen greje paa, hvorledes det egentlig havde sig med dette. Og da saa en kammerat fortalte mig det, saa … ja, saa tvilte jeg gudbevars ikke paa, at det var noget, som blev gjort, men-e, jeg vilde pokker ikke tro, det var noget som var nødvendigt, for at ægtefolk kunde faa barn: Ægteskabet var jo indstiftet af gud, sa jeg ivrig til min kamme– rat; og saant stygt noget kunde gud ikke ha indstiftet.

– Nej, det har jeg da aldrig tvilt paa, sa hun leende.

– Nej, men jeg tror ossaa, at det som gjorde at jeg syntes det var saa forfærdelig stygt, det var det, at i den fillebyen hvor jeg blev opdraget, der ansaaes det blandt gutterne paa skolen for den største skam, som tænkes kunde for en gut, hvis han var blet set sammen med smaapiger. Selv sin egen søster gik det ikke an at gaa sammen med paa gaden, hvis man ikke vilde udsætte sig for sine kammeraters dybeste foragt. Og jeg, som selv var med at overdynge de ulykkelige «tøsefuter», som vi kaldte dem, med den dybeste foragt – du kan tænke dig, hvor uværdigt, hvor lidet «kjækt» jeg syntes det var saan overhode at føle noget ligeoverfor det andet kjøn. Naar en saan følelse kom op i mig, kvalte jeg den bestandig som noget, der var en «kjæk» gut aldeles uværdigt. – Og kjækhed, det var nu for os gutter det højeste.

– Isch nej, hvor det maa være en væmmelig by at voxe op i, Bergen. Nej da havde vi det ganske anderledes her. Aa, hvor jeg ønsker mig tilbage til den tiden, da jeg var saan en 12-13-14 aar. – Det er den morsomste tid, jeg har havt. – Og jeg faar det vist heller aldrig saa morsomt mere, tilføjed hun i en sukkende tone.

– A fortæl mig lidt om det da du.

– Nej, det er ikke noget at fortælle.

– Uf da, det er da pokker ossaa, at du aldrig kan fortælle nogenting, her skal jeg bestandig gaa og snakke og aldrig faa høre nogenting igjen.

– A … ja … det var ikke egentlig noget da ser du, men i den tiden skulde der ikke saa meget til for at ha det morsomt.

– Jaja, men hvis det nu ikke egentlig var noget, saa kan du da gjerne fortælle det da, synes jeg. – Dere var altsaa meget sammen med gutterne dere smaapiger – hvad?

Ja, sa hun livlig, naar vi kom hjem af skolen, havde vi næsten ikke tid til at sluge maden, bare for at komme afsted ud.

– Naa, men hvad bestilte dere saa sammen med gutterne da?

– A … ja … det er ikke egentlig noget at fortælle.

– Isch da! fortæl nu da for fan’en.

– Ja, saa legte vi først en stund da; men saa, naar vi var kjed af det, saa … saa skilte vi os i par og gik hver sin vej.

– Se, se! og saa vilde han naturligvis kysse dig, saasnart dere var alene?

– Ja, men saa løb vi.

– Ja, men du blev naturligvis indhentet igjen.

– Ja, men saa gjorde vi alt, hvad vi kunde, for at slide os løs.

– Ja, men det kunde du naturligvis ikke.

– Nej, men saa bøjed vi og vred os til alle kanter, for at de ikke skulde komme til at kysse os – og det var igrunden det morsomste.

– Ja, sa jeg og lo, for imens holdt han dig naturligvis tæt ind til sig, saa det næsten bare var hoderne, som ikke berørte hverandre. Og saa er det saa dejligt saan at erobres, hvad? – Og saa tilslut fik han naturligvis kyssen?

– Ja, det kan du da vide – ja det vil sige: de tog den da skjønner du. Forresten var det ikke bestandig. For var det nogen, vi ikke likte – aa gud, hvor vi løb da; da var der næsten aldrig tale om at de fik fat paa os; og fik de fat paa os, var vi altid saan alvorlige og kjedelige mod dem, at de opgav det hele.

– Aa ja da, jeg forstaar godt, hvordan du har tat den ting. Men sig mig: naar det nu var en, du likte da – kom det saa aldrig længer end til kysser?

– Nej, er du gal du? – Hvad er det, du mener?

– Ja, fan’en tro.

– Du kan da vide det.

– Gud ved. – Naa, men det vil du altsaa i ethvert fald ikke sige, skjønner jeg. Men du, havde du aldrig nogen følelse af dengang, at det ikke var rigtigt det at løbe saan med gutterne.

– Aa jo, lidt saa! men det var ikke stort; det var saa morsomt at vi tænkte ikke stort paa det.

– Aaa nej, og det lille dere tænkte paa det, gjorde det naturligvis bare endda morsommere: forbuden frugt o. s. v. du ved nok.

– Aa ja, det tror saamen jeg ogsaa.

– Ja, ja, slig var det med moralen dengang, da tjente den bare som pikant sauce; men nu – jeg er sikker paa, du kunde ikke gjøre det op igjen nu, som du gjorde dengangen.

– Nej, men det er ikke fordi jeg nu er mere moralsk; jeg er igrunden slet ikke saa moralsk nu. Hvis jeg f. ex. var student … aa gid jeg var det; du skulde vide, hvor ofte jeg ønsker det … saa skulde du bare se, hvor jeg skulde ha moro.

– Ja, hvis … hvis, ja. Det er let nok at sige, at under de og de omstændigheder, da skulde jeg gjøre det og det. Men nu, under de omstændigheder du virkelig befinder dig i, viser det sig jo faktisk, at du lider af ond samvittighed, bare fordi du gaar her og snakker med mig. Nej, jeg skulde havt fat i dig, dengang du var saan en 15, 16 aar; da kunde jeg kanske faat plukket den fordømte moralen ud af dig. Nu har jeg jo ikke kunnet komme længer end at faa dig til at indrømme, at moralen er dum; praktisk at bli kvit den moralske følelse, det vil være dig næsten umuligt.

– Ja, jeg tror virkelig heller ikke, at jeg nogensinde vil kunne bli den kvit.

– Nej, det tror ikke jeg heller, for der er ikke mere end en maade, det kan gaa for sig paa, og den tror jeg ikke du vil ha mod nok til at bruge.

– Hvad mener du med det? sa hun lidt stødt.

– Ja – – det er s’gu vanskeligt at si dig det.

– Aa skit, du kan da si det.

– Javist kan jeg si det! men la mig nu se, hvordan jeg skal si det da. – – Du! du husker at igaar da du skulde paa den aftenunderholdningen i tekniken, saa sa jeg: fan’en – saan temmelig inmari.

– Ja?

– Ja, ser du, jeg havde nemlig tænkt paa noget igaar, men det kom til at gaa overstyr ved den dumme aftenunderholdningen.

– Naada, hvad var det for noget?

– Ja, vent nu lidt – før jeg fortæller dig det, vil jeg fortælle dig en liden historie. Du ved hun Louise, jeg har fortalt dig om: ……

– Ja?

– Da hun sad oppe hos mig her forleden aften, fortalte hun mig, at for nogen dage siden havde der vært to unge fyrer inde hos hende. Den ene, som hun kjendte før, kom bare for at introducere sin kammerat hos hende, og han gik derfor strax. Den anden, som altsaa blev igjen, han sad da der en stund saan hemmelig forlegen og vidste ikke rigtig, hverken hvad han skulde si eller gjøre. Men saa tilslut spurgte han, om han skulde faa lov til at ligge med hende. – Aa, den tosken, sa jeg til Louise – du svarte naturligvis nej? – Ja, det kan du da vide, sa hun leende; jeg bare lo af ham jeg. Skulde du ha hørt saant noget: sidde der forlegen og spørge, om han skulde faa lov til at ligge med mig!

Lily lo.

– Du skjønner altsaa, fortsat jeg, at undertiden kan det være latterligt at spørge et fruentimmer om at faa lov til at ligge med hende. Men undertiden kan det ogsaa være simpelthen idiotisk, uden at det samtidig behøver at være latterligt. Saan f. ex. – husker du i gaaraftes oppe hos dere, da vi to sad og snakked sammen inde i spisestuen, mens de andre holdt paa at gaa. Du sa, du syntes frøken Holst med sine 40 aar var modbydelig, mens jeg fandt hende bra og sa, jeg ikke skulde ha nogenting imod at tilbringe en nat hos hende. – Gaa med hende da gut, sa du saan for spøg, og spørg hende om du faar lov. Se der vilde det jo vært en ret og slet idioti at spørge, fordi at selv om hun havde villet aldrig saa gjerne, saa kunde det ikke faldt hende ind at gi sig saan til et ganske ukjendt menneske, som hun ikke engang kunde være sikker paa var diskret. Men undertiden er omstændighederne slige, at det ikke lar sig gjøre paa anden maade end ved simpelthen at spørge. Og det er f. ex. tilfældet, hvor man vil, at vedkommende fruentimmer skal bestemme sig frit og upaavirket af øjeblikkets stemning. –

Liden pause.

– Og derfor havde jeg igaar tænkt at spasere lidt med dig og – spørge dig….

Jeg saa ned paa hende. Hun fæsted sine øjne helt aabne paa mig med en blanding af forbauselse og forskrækkelse. – Jeg smilte slapt. – Saa kom der noget koldt ind i hendes blik, og det fik et udtryk af fornærmethed. Og dette udtryk voxte og voxte – tilslut var det bare fornærmethed altsammen.

Jeg vendte næsen ret frem og begyndte at smaaplystre. I flere minuter var der ingen af os, som sa noget. Saa endelig brød hun tausheden:

– Hvor det var dumt af dig dette her Hermann, sa hun.

– Ikke spor. Hør nu her Lily! Du kan da vel skjønne det, at jeg havde ikke giddet gaa her og væve et helt aar med at opdrage dig, hvis det ikke havde været andet, jeg vilde opnaa, end det, at vi to kunde gaa her og snakke liderlig med hverandre. – Det skvat lidt i hende. – Gudbevars, fortsatte jeg, der er altid nogen forskjel paa dig, slig som du var dengang jeg fik fat paa dig, og slig som du er nu. Dengang trodde du, mandfolkene i almindelighed var nogen skikkelige agurker, som bare gik og saa paa fruentimmerne og tænkte paa, hvordan det vilde være at være gift med et af dem – he – og at det bare var nogen enkelte liderlige fyrer, som uden at være gifte gik til fruentimmer. Nu ved du det bare er nogen idioter af mandfolk, som ikke gaar til fruentimmer, og du begriber ikke, at nogen kan være saa dumme – med– mindre de er gudelige da; for da lar jo alting sig begribe. Du er ligesom jeg blet dig bevidst, at enhver handling som sker af fri vilje, er mennesket fuldt værdig, mens alt hvad der sker i ufrihed, er foragteligt, og du forstaar derfor, at en masse ting, som folk i almindelighed anser som stygt og foragteligt, slet ikke er det, og at omvendt en mængde ting, som af folk flest ansees som hæderligt og godt, er foragteligt. Du forstaar f. ex., at om jeg beslutter mig til at vælte mig i smudset – hvad jeg ret som det er gjør, fordi samfundet snyder mig for en behageligere maade at anvende min fritid paa –, saa klæber der ikke noget af smudset ved mig, naar jeg rejser mig op igjen, fordi jeg ikke taber mig selv der nede i smudset hvor der er frihed, der er der ikke noget fald. Og du forstaar ogsaa, at et voxent menneske som ikke er kommen saa langt at han begriber dette, og derfor gaar hen og bedømmer mig efter nogen moralprinciper, som han tilfældigvis gaar omkring med, fordi han ikke har formaaet at frigjøre sig fra dem – at et saant menneske er en ynkelig pilot som ikke fortjener at kaldes et frit menneske, se det forstaar du. Du kan altsaa se med et noksaa frit syn paa tingene, naar du tænker dig om. Men alligevel – hvad er det for noget? …

– Jeg synes det er meget jeg; det er en hel og ny verden, som er gaaet op for mig, siden vi er begyndte at snakke sammen.

– Aja, det kan nok være; men hvad fan’en hjælper det altsammen? Med alt dette her saa gaar du jo lige ufri omkring; du tar akkurat de samme hensyn som før; du har ond samvittighed ved at gjøre, hvad du fin– der det fornuftigt at gjøre – hvis du overhode tør gjøre det da. – – Nej, man theoretiserer sig ikke til friheden, den maa man s’gu leve sig til. – Jeg skal si dig noget: har du hørt tale om scylla og charybdis?

– Ja?

– Nuvel, paa sejladsen fremover mod friheden, der er lidenskaben scylla. Den søger stadig at rive viljen med sig til trods for fornuften; og saa blir man ufri. I almindelighed er moralen den strøm, som hjælper En forbi dette scylla, men ulykkeligvis fører denne moralske strøm lige paa charybdis; for vil man saa siden bli moralen kvit, saa skal du ha tak; da er den gaat En slig i blodet, at al fornuft er forgjæves. Man kan bortræsonnere den, saameget man vil, det hjælper ikke – : i det øjeblik man vil til at gjøre noget, man hele sit liv igjennem har anseet for saa og saa galt, saa blir man bange og tør ikke; og saa blir man usikker: kanske fornuften har uret alligevel, tænker man; og saa blir man forvirret og ved hverken frem eller tilbage; for opgiver man fornuften efter at ha opgivet moralen, saa har man jo ikke noget holdepunkt længer, da snurrer man rundt i charybdis malstrøm, indtil alting gaar rundt for En, og man taber friheden af syne og synker. – Lidenskaben er scylla, den moralske frygt er charybdis. Paa grund af omstændighederne har moralen frelst dig fra scylla; for du har lidenskab nok, det skal gud vide. Men i charybdis holder du paa at synke. – – – Aa, denne væmmelige frygten! Men fan’en, det er ikke saa grejt, det ved jeg nok. Det er akkurat, som naar man er mørkræd det. Jeg husker godt hvor mørkræd jeg var som gut. Men jeg vidste da at befri mig for den last alligevel. Først gik jeg omkring der en stund og ræsonnerte for mig selv frem og tilbage og kaldte mig selv en tosk; for der var jo ikke nogen ting at være ræd for, sa jeg til mig selv – lige ræd var jeg. Men da jeg mærked det, saa greb jeg da ogsaa til den eneste udvej der var: jeg gik op paa mørkeloftet om kvelden og vandred omkring der lange stunder, mens haarene stritted paa hodet mit af bare rædsel. Og da jeg havde holdt paa med det en stund, saa la haarene sig noksaa pent ned igjen, og dermed var den ting forbi. – Ligedan er det her. Det nytter ikke bare at gaa her og theoretisere moralen væk. Det er gudbevars det første man maa gjøre, akkurat som man først maa bortræsonnere frygten for spøgelser. Men naar det er gjort, saa maa man s’gu gribe sagen praktisk an og styrte sig op i det man er ræd for. Gjør man ikke det, blir man aldrig et frit menneske.

– Ja, da er det bedre at være ufri – dumped det ud af hende.

– Ja – saa er du forloren da, sa jeg slapt og sendte hende et medlidende blik.

Men det havde hun nok ikke ventet. Hun havde vidst bare trod jeg skulde bli ærgerlig, fordi jeg trods alle overtalelser ikke fik lov til at ligge hos hende. Nu lod det til, hun fik en følelse af, at det var hende, som tabte ved sagen; for hun saa rent ængstelig paa mig, idet hun sa:

– Hvad mener du med det?

– At en hel ny verden, frihedens verden, som du aldrig har kjendt, er lukket for dig, hvis du ikke formaar at ville det, svarte jeg i en alvorlig tone.

– Jeg forstaar dig ikke.

– Aa nej, du har ogsaa ret. Hvordan skulde du kunne forstaa det? Hvorfra skulde du vide, hvad friheden er værdt. Det lærer man jo først, naar man er blet fri. Man lever sig til det.

Jeg gik nogen skridt og bare saa ret frem for mig uden at si noget; fortsat saa i en grætten tone:

– Ja forresten, en slags forstaaelse af, hvad friheden er værd, kan man jo altid faa paa forhaand ogsaa. Hvis du gider, skal jeg gjerne forsøge paa at gi dig en saadan foreløbig forstaaelse.

Hun svarte ikke.

– Ja, kanske du ikke bryr dig om det?

– Jo, svarte hun frygtsomt.

– Nuvel, lad os tænke os, at du sa ja og gjorde dette – hvad vilde saa følgen være for dig? Jo, for det første vilde du rent umiddelbart befinde dig vel ved den følelse af frihed som griber dig, naar du bryder med hele den hær af følelser, som ved opdragelsen er dæmmet op inde i dig for at hindre dig fra at beslutte dig til dette her. Dette at kaste ud det gamle jeget, som man finder derinde i sig selv, naar man vaagner til selvbevisthed… dette at føle, at man ikke længre er det, man sig selv uafvidende er blet til ved opdragelsen, men det, man af fri vilje og med fuld bevidsthed gjør sig til … det – ja, det er nu engang en nydelse. For da først føler man sig helt i harmoni med sig selv. Det er nu engang deri, forskjellen mellem mennesker og dyr bestaar, at dyret kan ikke bli til noget andet end det, det ved sin egen natur og omstændighedernes magt blir til, mens mennesket bevidst kan gjøre sig selv til hvad han selv vil. – Altsaa, for det første vil du faa denne følelse af frihed og befinde dig vel ved den. Og saa – naar vi har levet sammen en stund, saa … saa vil du begynde at føle dig sundere og stærkere, dit legemlige velvære vil forøges. For det er nu saa det, at man befinder sig bedre ved at tilfredsstille sine drifter paa den naturlige maade …

Jeg bøjed hodet lidt og saa over lorgnetten ned paa hende. Hun slog øjnene ned og sa ingenting. Jeg gik videre i texten:

– Og saa, naar vi altsaa har levet en stund sammen da, saa … saa kommer der et nyt moment ind, som jeg gjør regning paa: Jeg ved, der er en, du elsker, og at denne ene ikke er mig. Nuvel, hvorfor har ikke han, som dog holdt en smule af dig, hvorfor har ikke han opdraget dig til frihed? hvorfor er det ikke ham, som har bragt dig til at gjøre det skridtet? hvorfor er det ikke ham, du lever sammen med? Det vil du komme til at spørge dig selv om. – Og saa vil du bli rasende ved at maatte gi dig selv det svar: fordi han var en idiot. Men, vil du saa tænke: han var da virkelig et godt hode, en flink fyr – hvordan i al verden kunde han da være saa idiotisk? Jo, vil du svare dig selv: det er de infame ufri samfundsforhold som gjennem opdragelsen har gjort ham til, hvad han er, og han har nu engang ikke havt den bevidsthedens kraft, som skal til for alligevel at hæve sig til frihed. Men, under andre samfundsforhold vilde han kunnet bli en fri mand han ogsaa, og dere vilde kunne levet sammen og elsket hverandre – saalænge til dere blev kjed af det. – Aa de infame samfundsforhold! da vil du begynde tilgavns at hade dem. Og det, som er gjenstand for had, det tiltrækker: du vil begynde at se dem efter i sømmene disse samfundsforhold, du vil lære at hade dem stykke for stykke, i alle detaljer. Du vil komme til at se, hvorledes menneskene gjør sig livet hundrede gange fattigere end det er; du vil komme til at se paa alle disse hæderlige samfundsmennesker, som du gaar omkring iblandt, med en uhyggelig følelse af, at det er en flok vanvittige, som lider af den fixe idé, at det er deres pligt at gjøre sig selv alt det onde de kan. Og du vil faa se, at de faa fornuftige, som gaar omkring iblandt alle disse galehuslemmer, det er paa enkelte undtagelser nær altsammen folk, som har lidt skibbrud paa sig selv og tabt al livslyst og energi – bare for de fordømte samfundsforholdenes skyld. Og du vil sige til dig selv: men gud bevare mig vel – er der da ingen, som forsøger at gjøre noget ved dette her? Og saa vil du faa trang til at se efter, hvad det er folk egentlig tar sig til i verden nufortiden, og specielt, hvad det er, man beskjæftiger sig med her hos os. Saa vil du f. ex. komme til at kaste dig over aviserne – dem du aldrig gider se i nufortiden. Du vil da komme til at forundre dig over, at folk gider befatte sig med denne politiken, som nu fylder alle aviser. Du vil ikke forstaa, hvad den egentlig kan ha med friheden at gjøre, skjønt du ser ordet frihed i hver spalte, du læser i en avis. Kort sagt: du vil føle, at du forstaar ikke det, som gaar for sig rundt omkring dig, og at saalænge du ikke det gjør, kan du ikke ude i livet finde noget tilknytningspunkt for det, du vil. Og saa vil du tilslut drives til at søge denne forstaaelse der, hvor den alene er at finde: i historien. Og blad for blad vil du maatte blade tilbage i historien uden at forstaa noget, indtil du kommer tilbage til den store franske revolution, hvor ordene «frihed, lighed og broderskab» lyser dig imøde. Da vil du kjende dig igjen, da vil du forstaa, at dengang det var feltraabet, da var det oppe i tiden, som du vil. Og du vil følge revolutionernes gang rundt om i Europa og se, hvorledes de kjæmpemæssige anstrængelser, som blev gjort for at realisere disse ideer, ikke havde noget andet resultat, end at de uindskrænkede monarkier – he! – blev forvandlet til konstitutionelle monarkier, mens de sociale tilstande i alt hovedsageligt blev akkurat de samme som før. Og du vil inderlig forstaa den slappelse, som fulgte paa disse tilsyneladende frugtesløse anstrængelser, denne slappelse, som gjorde, at menneskene modløse vendte sig indad og gik ind i sig selv for der at finde den tilfredsstillelse, de forgjæves havde søgt at skaffe sig ved at omforme det samfund de leved i. – Men først naar du kommer til aaret 1848 vil du begynde at forstaa den tid vi nu lever i. Da vil du forstaa, hvorledes den tænkende del af menneskeheden var blet kjed af dette bestandig at trække sig tilbage i sig selv, og hvorledes de saa begynder at se sig omkring i samfundet igjen og da til sin forbauselse og glæde opdager, at den politiske frihed, som ved revolutionen var blet grundlagt, den behøver man blot at føre helt igjennem for at frembringe det, der var gjenstanden for den store revolutions anstrængelser. Du vil faa at se, hvorledes den store revolutions ideer griber menneskene for anden gang, griber dem slig, at de med begejstring tar fat paa den kjedelige opgave: at føre den politiske frihed igjennem for derved at naa hen til det punkt, hvorfra den sociale frihed kan realiseres. Og her hos os vil dine øjne falde paa det store navn: Johan Sverdrup, – han, som din kjære mor med koldt blod vilde stikke ihjel, hvis det blot gik an. For ham var det, som i 50aarene greb denne tidens tanke og nu i over 30 aar med en utrolig energi har arbejdet paa at realisere den tiltrods for al den idiotiske modstand han har mødt. Og du vil bli blød om hjertet, og dine øjne vil bli fugtige, naar du tænker paa, hvordan han nu staar der som en gammel mand, uden udsigt til nogensinde at se det virkeliggjort, som i alle disse 30 aar har baaret hans begejstrede arbejde. Du vil føle den ene taare efter den anden liste sig ned ad kinderne paa dig, naar du tænker dig ham staa dernede i det prosaiske norske storthing og sige disse vemodige ord, at «i ungdommen tegner man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man, at virkelighedens linjer stadig blir længre og længre.» – Aah! hvor du vil lære at hade det alt dette gamle vaaset, som staar menneskenes frigjørelse imod! Og du vil lære at hade det end mere, fordi det har hindret ham, Johan Sverdrup, fra at opleve frihedens dag; for gud bevare mig vel – er der nogen, som har fortjent at se den dag, saa er det ham.

Og naar du saa staar der, med fuld oversigt over, hvorledes det er, man nufortiden arbejder for friheden, og med et dybtfølt had til alt det bestaaende, fordi det har snydt dig og alle de andre for den rigdom, et liv i fuld frihed bringer, saa kan der ikke være tale om andet, end at med saapas intelligens, som du har, vil du nok da vide at finde dig en plads i frihedens værksted, hvor ogsaa du kan hjælpe til at smede fremtidens lykke. – Og se da er du fremme, da er du blet et fuldstændig modernt menneske. Og da vil du si mig tak for det jeg har gjort, og vi vil skilles ad. Du vil drage fremover med de andre, mens jeg som Moses maa stige op paa bjerget og se paa dere andre drage fremad mod det forjættede land … for jeg kan ikke være med – : jeg maa dø deroppe paa bjerget.

– Hvorfor kan ikke du være med? det kan jeg ikke forstaa …

– Ja, se det kan jeg ikke forklare dig nu … Jøderne havde et gammelt ord: «hvo som ser Jehova, dør.» Jeg har tømt romantikens bæger ud tilbunds, og paa bunden saa jeg Jehovas ansigt – det ligned Me– dusa. – Men nok om det … hvad var det jeg talte om – : fik du egentlig nogen klar forestilling ved det jeg sa?

– Aaja; men jeg tror ikke jeg vilde kunne gjøre noget.

– He! nej det vilde da ogsaa vært underligt, om du havde trod det. Førend din intelligens faar hadet som drivkraft, før vil du aldrig kunne gjøre noget. – Og nu – hvordan i al verden skulde du netop nu kunne tro paa, at du skulde kunne gjøre noget?! Her har jeg holet dig frem af nattens mulm og mørke og ført dig hen i graalysningen, og saa viser det sig, at du er for gammel og nervøs til «at gjennemvandre beslutningernes friske morgenluft», som digteren siger, og komme over i frihedens fulde dagslys. Nej, det er klart, at hvis du ikke blir kvit den elendige nervøsitet og faar et nyt ungdomsmod – saa er du forloren, saa er der aldrig tale om, at du kan komme til at gjøre noget. – For satan, grib da dette gamle sygelige jeg og kast det fra dig –:

«Neuen lebenslauf beginne mit hellem sinne, und neue lieder tönen darauf.» –

Vi var under den sidste del af samtalen blet staaende udenfor porten, hvor hun bor. Hun vendte sig hurtig om og gik ind i porten – :

– Adiø! sa hun nervøst; jeg kan ikke… jeg tør ikke … jeg vil ikke.

– Det sidste er sludder, kasted jeg efter hende – : du vil; men du kan ikke, fordi du ikke tør.

Og saa gik jeg hjemover med et noksaa inmari «fan’en!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.