XI.

Jeg kom alene hjem, klokken var over tolv. Det var ganske koldt i værelset, men jeg var slet ikke oplagt til at lægge mig. Jeg saa efter i kakkelovnen, der laa endnu nogen glør i asken og jeg skyndte mig at putte lidt ved og kul indpaa. Og saa gik jeg hen til vinduet og blev staaende der med hat og frak paa og se ud, mens jeg vented paa at det skulde bli varmt.

Jeg stirred tversover gaden paa det gule huset derover og tænkte paa Gerda…

Skulde jeg virkelig kunne bli forelsket? … virkelig igjen komme til helt at gaa op i, fuldstændig bli behersket af denne salige følelse, som jeg nu næsten havde glemt hvordan var? …

Ak nej, jeg følte det ikke længer nu … det var borte igjen … Det var ogsaa saa koldt … det grøssed i mig … jeg frøs baade udvendig og indvendig, baade paa sjæl og legeme … og jeg var rent tom i hjernen …

Og hvor jeg var alene! … gaden laa saa øde og mennesketom dernede i maaneskinnet … det gule regelmæssige treétages hus laa som uddød derover i skyggen … Hvorfor var der ikke nogen i vinduerne! … hvor var den unge frue henne, derover i anden etage? … hvorfor sad hun ikke der paa sin plads ved vinduet og strak de hvide arme op imod ham, som hun elsked, og tog hans hode og trak det ned til sig og kyssed ham paa panden? – Liv! for satan! … For det om ikke jeg leved – kunde ikke de andre leve! …

He, nej, det var død ud altsammen….

Og henne om hjørnet af det gule hus kiged fuldmaanen frem med sit store flade modbydelige ansigt og stirred mig sjæl-løst ind i øjnene…

Nej, jeg vilde ikke se mere paa det derude!

Jeg sat mig op i vindusposten med ryggen lænet mod den ene vinduskarmen, benene paa en stol, og den højre haand paa den øverste vindushaspe – og blev siddende og se indover i værelset.

Men derinde var det slet ikke hyggeligere.

Fra det andet vindu derborte bag ryggen min faldt en skjæv, langstrakt firkant af hvidt maanelys paaskraa ind i værelset, hen over gulvet og et stykke op paa kakkelovnen; det fik selv ovnen til at se kold ud. Ud fra trækhullet i kakkelovnsdøren faldt et rødere, varmere lys hen over kulboxen og foden af tobaksbordet; men det var bare som et forsøg paa at sprede hygge, det rak ingen vej; allerede døren ved siden af tobaksbordet, ind til det næste værelse, laa i skygge igjen…

Der paa klinken hang min gamle luvslidte hat. Den hang der bestandig, den skulde dække for nøglehullet og hindre ham derinde fra at kikke ind til mig naar jeg havde fruentimmer hos mig, og se forbi gyngestolen, over bordet og hen i sofaen der ligeoverfor hvor vi sad. Jeg havde seet et øje i det nøglehul engang ved en slig lejlighed.

Det myldred frem af minder….

Isch! disse modbydelige fruentimmer … og denne kolde kjærlighedsløse sanselighed… Nej, de var ikke noget værdt de minder.

Noksaa vakre nogen af dem forresten…. Som f. ex. Henriette her forleden dag da hun stod derhenne midt paa gulvet og endelig tilslut lod kjolen og skjørterne falde og blev staaende foran mig i de trange underbenklæder … Akkurat passende kalvbent … hoftelinjen ned til knæet aldeles superb … og den indre linie ogsaa…. Ossaa det ansigt hun sat op mens jeg laa der paa knæ foran hende og strøg beundrende ned ad disse linjer – : saa glad og saa undseelig… Aajo, det var s’gu vakkert. Men saa var det ikke noget mere heller….

Nej, de kunde altid være vakre disse minder! men herregud, saa kolde, saa kolde … ialfald kjendtes det saa nu…

He! dernede paa gulvet ved siden af døren med den mindevækkende hat, sad min skygge midt i maanestriben fra det vindu jeg sad i… Med hat og frak paa som jeg selv; sammensunken og kraftesløs og forfrossen at se til. Den havde lagt haanden op paa den store mahognibuffet; det saa ud som den gjorde et ynkeligt forgjæves forsøg paa at røre sig. – Stakkars krok, jeg vilde hjælpe den! …

Jeg tog tag i vindushaspen og rejste mig op paa stolen i en foroverbøjet stilling – og skyggen gled hen foran buffeten, forlænged sin overkrop hen over den, og famled med sit skyggehode op ad ryggene paa de bøger som var stillet op inde ved væggen. – Det var Kants, Fichtes og Hegels værker….

Jeg faldt i tanker og sank ned i vinduesposten igjen, og skyggen gled tilbage i sin hjælpeløse stilling.

… Mon jeg nogensinde skulde komme til at vende tilbage igjen til disse gamle venner? …

Aaja, kanske – hvis «skolen» engang kom saalangt. – Det kunde være nyttigt at la disse fremtidsmennesker gjennemvandre den spekulative filosofis regioner; at la dem se at denne verdens grænse er ogsaa fornuftens grænse; at ud over denne verden naar vi ikke, saa lidt som udover os selv, at al stræben ud over den er spildt og bortkastet arbejde, at her hører vi hjemme, og her, her alene kan vi skabe vor lykke – bare vi holder op med at indrette livet slig, at det blir for fattigt til at tilfredsstille os…

Ja, faa religion og moral ombyttet med filosofi og samfundslære – det maatte tilslut til for at gjøre den nye opdragelse rigtig solid…. Skjære væk den «anden» verden med filosofien og bygge op «denne» verden med en virkelig samfundslære – aa for nogen mennesker det skulde bli…. Jo, det var saamen en noksaa hyggelig opgave. – Ossaa af og til – jeg forlangte ikke noget mere, jeg gamle, physisk ødelagte gentleman, end af og til at faa et lidet glimt af kjærligheden… som nu idag. – Det fik i guds navn forsvinde igjen, der var ikke noget at gjøre ved det … men det vilde alligevel gi mig en følelse af, endnu ved en traad at hænge sammen med livet…. Og da behøved det hele slet ikke at bli saa uhyggeligt endda…

– – – Værelset laa i mørke, min skygge dernede paa gulvet var borte, maanen var forsvundet bag det gule hus derover. Men nu brændte det lystig i ovnen og det røde lys fra trækhullet i kakkelovnsdøren rak langt henover gulvet og lyste koselig op i værelset.

Jeg steg ned fra vindusposten, rulled gardinerne ned, hængte hat og frak ud i entréen og fik slobrok og tøfler paa. Tændte saa lampen, trak op en flaske øl, som jeg hented fra batteriet derhenne mellem sofaen og vaskevandsstolen, tændte en cigar – og la mig hen i sofaen til at røge og se op i taget og fantasere over «skolen»….

… Et par aar var gaat. – Nede paa Karljohan var der dukket op en halv snes nye kvindelige fænomener, som hele byen talte om. Unge vakre frejdige piger; gud og hvermand vidste at de allesammen havde sin elsker – det var skolens første kuld.

De smaa dydige borgerfruer og borgerfrøkener glante forskrækket-nysgjerrig paa de nye fremtoninger – og følte i sit hjerte en dyb foragt for dem. Og fiffen ærgred sig over dem; den havde nok ønsket og villet det samme for sin part, det vilde jo vært pokker saa «chic»; men den havde aldrig turdet. – «Aa, men det gik nok ikke! sent eller tidlig vilde nok straffen ramme dem» det trøsted den sig med.

Men ung og frejdig og livsglad vandred bohêmen omkring. Fif’ens ærgrelse og de andres foragt generte den ikke det mindste; det var jo den som ejed fremtiden. Kjærlighed var dens daglige brød og derfor rejste den sig hver ny morgen med nye friske kræfter til sit arbejde.

For den havde et arbejde – en hel liden bohêmeliteratur var i anmarsch.

Det var bohêmens tilblivelseshistorie de arbejded paa; hver af dem skrev sin del af den. Med støtte i «skolens» dagbogsoptegnelser fra de forløbne aar kaldte de tilbage i erindringen det de havde levet i denne tid, og gav en række billeder af det. Det var en hel bundt livshistorier, af en ganske anden art og et ganske andet indhold end de andre unge pigers – de smaa borgerfrøkener og fifdamer skulde nok komme til at føle forskjellen….. Aa, det var et morsomt ar– bejde! …

Og samtidig, uden at nogen ante det, opdrog de et nyt kuld. Det gik raskere end første gang, de var saa mange om arbejdet og de forstod saa godt sin dont; allerede om et aar vilde det næste kuld kunne træde frem paa skuepladsen. Da vilde rigtignok de «pene» folk bli forfærdede, mødrene vilde vogte dobbelt omhyggelig paa sine døtre, fædrene gjøre dobbelte anstrængelser for at idiotisere sine sønner, bohêmen vilde bli skyd som pesten og ikke bli modtat nogensteds, hverken deroppe eller dernede – og sine undermineringsarbejder vilde den maatte fortsætte i dybeste hemmelighed, og under større og større vanskeligheder. Men bestandig vilde dens kreds voxe og udvide sig til trods for al modstand og i den vilde der leves et skjønnere og rigere liv end nogensteds ellers. Og hele den intelligentere del af den mandlige ungdom vilde vide at skaffe sig adgang til dette liv, hvor kjærligheden var sat paa thronen, og hvor alt arbejde gik ud paa at udvide dens herredømme. – Og denne ungdom, som alt fra første færd af lærte kjærlighedens sødme at kjende, istedenfor hele den første ungdom igjennem at fortæres af syge elskovslængsler, denne ungdom, hvis hele samliv gik ud paa at lukke sig helt op for hverandre og «tages tanke for tanke over i en uendelig forstaaelse» istedenfor at lukke sig inde, hver i sin lille snævre hjernekiste – denne ungdom vilde gribes af livslyst og energi, istedenfor som den del af den nuværende unge slægt som der er noget ved, at pines tildøde af livslede og energiløshed. – Aa, for et liv den vilde komme til at leve denne ungdom! …

Men jeg selv … jeg selv? – Vilde jeg kunne gjenfødes, saa jeg kunde leve med i denne lykkelige verden? … Gerda … Gerda… kunde hun redde mig? …

Mod! for satan; ingen kunde vide …

– – – Mine øjne havde lukket sig; jeg var gledet over i en anden verden:

Jeg befandt mig i et stort elegant værelse med mørke røde vægger. Bløde, runde pufmøbler i rødt var ligesom strød ud over de tyrkiske tepper med de matte fine farver. Blomsteropsatser rundt omkring i alle kroger og hjørner, og i vinduerne foran de nedrullede røde gardiner tæt med grønne planter. Og over det hele et jevnt, hvilende lys fra den svære, matkuplede hængelampe midt under taget.

I en lænestol, halvt bortvendt fra lampen, sad jeg og læste igjennem et manuskript af Gerda; hun selv stod bag mig med armen paa lænestolens ryg og læste med over min skulder.

Da jeg vendte mig om imod hende og saa hende op i ansigtet, spærred hun med en barnagtig grimace øjnene op og liebäugelte og lo – som for at komme min nedrivende kritik i forkjøbet.

Jeg smilte. – Det er daarlig skrevet, sa jeg; men indholdet er godt.

Hun bare lo mig videre ind i ansigtet med den barnagtige grimace, som hun vilde sige – : ja hvad kommer saa det mig ved!

– Forresten, sa jeg saa; hvis jeg var publikum, vilde jeg ikke ha, du skulde skrive anderledes: naar jeg læser dette her, føler jeg dig nedover i hver eneste linje.

Hun gjorde en smaapigeagtig overlegen bevægelse med hodet – : pf! sa hun; du holder mere af en god bog end af mig. – Og hun blev staaende og se ud i luften med et indadvendt blik.

Jeg tog hendes arm og trak hende lempelig frem foran lænestolen og ned paa fanget. Hun lod det ske, men uden at se paa mig, og uden at forandre en mine.

Saa la jeg min højre arm om hendes skulder, stak den venstre under hendes knæer og løfted hende op – og blev siddende med hende som et barn paa mine arme. Hun stred ikke imod, bare laa der ganske rolig og saa op i luften med de indadvendte øjne.

Et øjeblik holdt jeg hende slig paa mine arme; saa blev hun mig for tung, og jeg sænked armene lidt, saa hun kom til at hvile paa mine knæer. Bøjed mig saa ned over hende og søgte hendes øjne.

Men jeg kunde ikke træffe dem.

Saa lod jeg øjnene glide ned ad hendes legemes zarte linjer – og opover igjen til det tankefulde, indadvendte ansigt. Og uvilkaarlig trykked jeg hende fastere ind til mig og hvisked det ned over hende – :

– Gud, hvor jeg elsker dig! – og søgte igjen hendes øjne.

Men hun blev liggende ganske ubevægelig.

– Jeg solgte dig ikke for ti millioner, sa jeg saa, og trykked hende fastere ind til mig … Nej, ikke for hundrede … He! millioner!? – Nej, om vorherre selv steg ned fra himlen og bød mig alle mine ønskers opfyldelse … bød mig at hele verden, alle men– neskene skulde bli slig som jeg vilde ha dem… bød mig et helt nyt liv i et frit samfund – jeg gav ikke slip paa dig! … Ikke for nogen pris i verden vilde jeg miste dig … ikke for titusinde verdener … Et af dine sorte silkebløde øjenhaar er mig mere værdt end en hel verden … Om det ramled overende altsammen omkring mig, og jeg bare blev siddende her med dig i mine arme hvad kom det mig ved! … Aa for dig vilde jeg la mig pine millioner af aar i helvede … hvis det maatte til for at du kunde bli lykkelig … Og her sidder jeg alligevel med dig i mine arme – du store gud, er det ikke forunderligt … ufatteligt?!

Endnu et øjeblik stirred hun op i luften med det indadvendte blik, mens jeg sad der, opløst i usigelig ømhed, og betragted denne matgyldne barnepande med det sorte pandehaar, og de fine guldgule øjenlaag med de dejlige smaa viftefolder om øjenkrogene.

Saa løfted hun langsomt øjnene paa mig og liebäugelte paa sin barnlige uskyldig-sanselige maade. Men bare et sekund. Saa duggedes øjnene til, og der la sig en taarerand langs kanten af de nederste øjenlaag.

Og jeg bøjed mig ned over hende og kyssed disse øjenlaag og drak den lille taare som pressed sig frem imellem dem, da hun lukked øjnene for mit kys …

– – – Det var sent. Jeg rejste mig op af den bløde lænestol med hende paa mine arme og bar hende hen mod døren til soveværelset. Paa tærskelen stansed jeg og blev staaende og se derind. Et dejligt værelse. Mørk chokoladefarvet, dekoreret med malerier og tegninger. Smaa pufmøbler i sort og gul silke strød ligesom tilfældigvis ud over det bløde tyrkiske teppe. Og henne i hjørnet, tilhøjre, en uhyre himmelseng med rødt omhæng hængende ned foran sengen som gardiner for et vindu saa man indenfor skimted det tyrkefarvede overteppe med en kant af lagenet, og den hvide hodepude. En høj lampe, med svær kuppel og et sidt rødt lampenet, sendte fra toiletbordet ved sengens hodegjærde et mat blegerødt lys hen gjennem værelset.

Jeg bar hende tversover gulvet og sat hende ned paa patéen ved siden af toiletbordet, la mig ned paa det ene knæ foran hende, tog hendes hænder i mine og blev liggende og se op paa hendes ansigt.

Hun sad der underlig ubevægelig; ikke en muskel rørte sig i det fyldige matgyldne barneansigt, bare øjnene saa ud til at leve. De stirred sky forskende ind i mine – som om hun fuldstændig passiv havde git sig i min vold og nu bare sad der, sky interesseret, og holdt øje med, hvad jeg vilde gjøre med mit bytte.

Jeg tog brystnaalen ud af kjolehalsen og la den paa toiletbordet. Hun rørte sig ikke. Saa knapped jeg kjolen op i brystet og vrængte kjolelivet af.

Hun havde ikke korset, bare linned under. De nøgne skuldre og arme var runde og faste med bløde linjer; hudens farve som guligt marmor, med et blegerødt skjær fra lampen; kravebenet usynligt. Et stykke over kniplingsbesætningen paa linnedets kant begyndte brysternes runding, og med en svag sænkning skjød de sig ind under kniplingerne, jomfruelig undseelige, ligesom surmulende til hverandre, hver til sin kant.

Mine øjne gled beundrende ned ad disse linjer – fulgt af hendes, det følte jeg – og tilbage igjen til skuldrenes yppige runding den kyssed jeg. Og saa la jeg min arm om hendes runde bløde liv og læned mit hode op mod hendes bryst og hørte hendes hjerte slaa…

Da jeg igjen titted op paa hende, mødte jeg det samme ubevægelige ansigt, de samme sky forskende øjne.

Saa bøjed jeg mig ned, tog hendes ene fod og trak, først skoen, saa strømpen af den og beholdt den et øjeblik i min haand.

Det var den samme gulige marmorhud som paa skuldre og bryst; foden ikke egentlig liden, men velformet og med lige tæer. Jeg kyssed den og sat den ned paa en liden rund fodpude som stod der lige ved. Klædde saa af den anden fod ogsaa, og gjorde det samme med den.

Hun rørte sig ikke, bare fulgte med øjnene alt hvad jeg gjorde, og da jeg igjen titted op hvilte de fremdeles med det samme sky interesserte udtryk i mine.

Jeg la igjen armen om det bløde runde liv og lytted til hendes hjertes slag. Tungt, men regelmæssig, ligesom behersket, banked det derinde under det gulige marmorbryst…

Jeg hægted op kjoleskjørtet bag og knytted op baandene paa skjørter og underbenklæer mens jeg saa hende op i de forskende øjne; rejste mig saa langsomt og tog hende ved haanden og fik hende til at træde frem paa gulvet. Med den ledige haand holdt hun endnu de løste skjørter sammen om hofterne, men da jeg med et blik bad om denne haand, slap hun taget om hofterne, og skjørterne sank til gulvet – og hun stod der foran mig i det bare linned, med sine hænder i mine.

Jeg lod øjnene glide kjærtegnende ned ad den korte kjække byste, det lange velformede underparti med de dejlige hoftelinjer, halvt skjulte af linnedets folder, de runde knæer og de blødt skaarne lægger, ligetil fødderne – og saa opover igjen. Saa slap jeg hendes hænder, strøg linnedet ned over den venstre skulder, trak armen ud saa linnedet faldt paaskraa ned over busten og blotted det venstre bryst – og trén saa et skridt tilbage og lod endnu engang øjnene glide ned ad alle disse voluptiøse blottede og halvskjulte linjer, og op igjen til det dejlige barneansigt med de spejdende øjne, som stadig fulgte mine…

En øm stolthed greb mig – : Alt dette var mit … hun, hun var min, helt og holdent … hun stod der saa helt hengiven … hun forholdt mig intet … alt, alt! vilde hun gi mig … indtil sin mindste tanke… alt, indtil hun ikke havde noget mere at gi …

Og jeg faldt ned paa knæ og strak tilbedende hænderne med de sammenlagte haandflader op imod hende med mine øjne hvilende i hendes.

Et øjeblik beholdt hendes øjne det sky forskende udtryk – saa med ét duggedes de over og blev store og veke; og hun greb mine løftede hænder, hæved mig op til sig, la armene langsomt og tungt om min hals og hvilte sit hode paa min skulder. Og jeg læned mit hode mod hendes og kyssed det sorte haar.

Slig blev vi staaende et langt øjeblik.

Indtil jeg sagte skjød hende lidt ud fra mig og tog hende igjen som et barn paa mine arme. Hun laa der med hodet slapt bagover og halsen op, den dejlige hals. Jeg kyssed den – og vilde saa bære hende hen paa sengen.

Men jeg kom ikke af flekken. De bløde lemmers berøring magtstjal mine arme, og jeg maatte ta mig krampagtig sammen for ikke at slippe hende. – Og den magtstjaalne fornemmelse gød sig som sød vellyst ud over mine skuldre og strømmed mig ned gjennem alle mine lemmer – indtil jeg seg i knæ, trykkende hende tæt op til mig og kyssende som besat den aabentliggende, yppige hals …

– – – Jeg skvat op i sofaen der jeg laa, og gned mig i øjnene.

En modbydelig parafin-ós var det første jeg kjendte: lampen havde staat og óset. Det var slukket i ovnen og blet koldt i værelset igjen. Paa bordet stod det halvtømte ølglas og stank og saa ækkelt ud. Nede foran sofaen, midt oppe i cigarasken, som jeg havde slaat af paa gulvet, laa min slukkede cigar; den var faldt mig af haanden mens jeg sov …

Æsch! hvor det saa uhyggeligt ud altsammen! – Jo, det var en net opvaagning.

Jeg skyndte mig hen og rulled op et gardin, aabned et vindu og læned mig udover. Dernede laa gaden endda mere øde end før: maanen var borte. – Og hu, hvor det var koldt! Jeg trak mig ind i værelset igjen, slængte slobroken tæt omkring mig og gik en stund med korslagte arme op og ned paa gulvet og vented paa, at luften skulde bli ren igjen. –

En voldsom tristhed var kommen over mig … Aa, hvor jeg var forfærdelig alene!… og hvor her var uhyggeligt! … hu, jeg skalv …

Og den dejlige drøm! … Om den havde vært virkelighed! …

A sludder! det var en drøm, og det blev aldrig til virkelighed! … Nej, det bedste vilde vært, om en kunde gaa fra hele dritten … Men det var dette fordømte dumme haabet, som bestandig kom igjen …

Jeg stansed og snused lidt luft i mig – :

Nej fan’en, der blev ingen ende paa dette; den fordømte ós vilde aldrig ud! Og jeg tog min paraply og slog den op og gik omkring i værelset og jaged med den parafin-ósen hen imod det aabne vindu …

Endelig kunde jeg lukke vinduet. Saa klædde jeg af mig det forteste jeg kunde og søvned fra det hele.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.