XIII.

Jeg havde ikke faat tid til mere end ganske flygtig at hilse paa Gerda og af og til tale et par ord med hende i forbigaaende hele ugen igjennem, førend fredag eftermiddag. Da var jeg fri og ledte hende op. Jeg traf hende oppe ved pavillonen i studenterlunden.

– Gud, det er en hel evighed, siden jeg har talt med Dem, sa jeg. De ved ikke hvor jeg har længtet.

Hun svarte ikke, bare smilte, og vi gik sammen ud over Drammensvejen.

Det var saa smaat begyndt at mørkne, vejret var klart og stille, det var dejligt slædeføre, en behagelig temperatur – et par graders kulde, forresten faa folk udover. – Hun gik og saa ned paa fødderne sine, og jeg gik og saa paa hende – jeg blev aldrig træt af det.

Med ét stansed hun braadt op og saa mig ind i ansigtet med kjækt skjælmeri – :

– Jo, De er rigtignok en god en De! sa hun; hvad er det, De har sagt for noget?

– Jeg?

– Ja De ja! – De skal ha sagt noget afskyelig stygt noget nede i arbeidersamfundet!

– Aa det naa?

– Ja det ja! – Værsgod fortæl! – og hun slog ud med haanden og gik videre.

Jeg betænkte mig lidt – : Ja, De ved hvad det var der skulde tales om dernede? spurgte jeg først. – Hun bare saa op med et overlegent nik, som jeg slet ikke maatte tro hun var et barn der ingenting vidste, og da vi netop var kommen op paa toppen af den lille bakke hvormed Drammensvejen begynder, stansed jeg, pegte udover «Vika» som laa dernedenunder os i halvskumringen og sa – :

– Ja, det var altsaa om dem dernede der skulde tales, og da kan De jo forstaa at det kunde ikke egentlig være noget svært pent det jeg havde at sige.

– Jajaja! – hun stamped i marken af utaalmodighed – : bare fortæl nu hvad De sa!

– Jamen først maa jeg fortælle, hvad de andre sa.

– Naaja, bare fortæl! – Og hun gik igjen videre.

– Ser De, sa jeg: de andre stod der og deklamerte, den ene efter den anden: Det, at slige steder som de dernede existerte og blev taalte, sa de, det var en skamplet paa nationen – og gud ved ikke hvad det var.

– Ja synes ikke De det da? – hun sa det med et lidet smil, men uden at se op.

– Jo.

Hun saa op lidt forbauset.

– Jo, sa jeg og nikked, jeg synes ogsaa det. Men, sa jeg til de fyrene dernede – : hvis dere vil viske bort den skamplet af nationens ære, saa maa dere gi kjærligheden fri og la alle dem som elsker hverandre faa lov til at leve sammen! Og saa maa dere indrette det slig, at alle fruentimmer naar de vil arbejde kan tjene saapas meget at de kan leve som mennesker for det! –

Men nej, det vilde de ikke! Nejda! mandfolkene skulde værsgod holde op med at være liderlige, og ikke tænke paa fruentimmer før de kom i den stilling at de kunde gifte sig. Og da skulde de værsgod ta sig en kone for livstid – basta! – Og de fattige fruentimmer? – ja de skulde finde sig i sin skjæbne og bli ved at arbejde og leve paa sultekur, og værsgod la være med at sælge sig til mandfolkene! –

Jamen, sa jeg saa til dem – : mandfolkene vil nu engang ikke gaa omkring uden at tænke paa fruentimmer lige til de blir en menneskealder gamle og kan forsørge kone og barn – det har ikke dere villet heller som staar her og snakker. Og saalænge mandfolkene ikke faar lov til, ogsaa før den tid, at elske og leve sammen med den de elsker, saa blir de liderlige, og saa vil de kjøbe fruentimmer. Og fruentimmerne – ja naar de ved at arbejde ikke kan opnaa noget mere end at leve paa sultekur, saa foretrækker de at sælge sig. –

Og derfor – sa jeg til dem – hvis dere ophæver de husene dernede uden samtidig at gi kjærligheden fri og forbedre arbejdsforholdene for fruentimmerne, saa forsvinder ikke dermed det uvæsen dere vil tillivs – det bare spredes ud over hele byen. – Sig mig Gerda, synes De det var saa ufornuftig sagt af mig?

Hun havde gaat og set ned for sig mens jeg talte. Nu løfted hun hodet og saa usikkert op paa mig – : Nej, sa hun, men … det gaar vist ikke an at si saant noget …

– Jo det har altsaa vist sig at det gaar an.

– Ja, men folk taler ondt om Dem for det – og det er jo til ingen nytte.

– Det skal De ikke sige. Bare det at jeg har sagt det én gang, har gjort at folk taler om det. Og hvis alle der mener det samme som jeg vilde si det, og ikke én gang, men stadig, ved hver lejlighed som gaves, offentlig og privat – saa vilde folk komme til at tale meget om det. Og hvis unge mennesker som elsker hverandre vilde gi pokker i hvad folk sa, og leve sammen saalænge deres kjærlighed varte – saa vilde folk snart ikke tale om andet end det. Og naar de saa havde tænkt og talt tilstrækkelig om det, saa vilde de tilslut komme til det resultat som er det fornuftige. – Slig gaar det jo med alle nye ting.

Hun rysted paa hodet og gik en stund uden at svare, sa saa ligesom hen for sig – : De skulde vide, hvad jeg har maattet døje for Deres skyld … Mor endte med at si at jeg maatte ikke gaa med Dem mere … Og hun blev gaaende som i tanker og se ned i gaden.

Men pludselig løfted hun hodet, sat øjnene despotisk paa mig og sa bestemt – : De faar ikke lov til at si noget saant mere.

Det klang fuldstændig afgjørende, som dermed var den sag klar. – Jeg maatte smile; men en taare listed sig ned ad mit kind – : o rørende kjærlighedens despoti! –

Vi gik igjen en stund uden at sige noget. Saa sa jeg – : jeg drømte saa dejlig om Dem inat Gerda.

– Hvad drømte De da? – og hun sat øjnene inkvirerende paa mig, med den despotiske liebäugeln der var hende saa egen og som lod det lyse ud gjennem øjnene hendes at hun gik der med bevidstheden om at kunne byde og raade over mig bare ved sine øjnes magt – : hvad drømte De da?

Jeg fortalte hende drømmen fra sidst Lørdags nat. Fra ende til anden fortalte jeg hende den mens hun gik der ved siden af mig, langsomt, vuggende sig naiv-koket i de bløde hofter og seende stille hen for sig. I alle detaljer. Ligefra den første scene derinde i det rødt møblerede kabinet, hvor jeg sad og læste igjennem det hun havde skrevet mens hun stod bag mig med armen paa lænestolens ryg og læste med over min skulder. Og ligetil hun stod der afklædt foran mig inde i det chokoladebrune soveværelse med den svære himmelseng midt paa gulvet, med linnedet paaskraa ned over den kjække korte buste, blottende det venstre bryst. – Alt fortalte jeg hende, mens hun gik der med den naivkokette vuggen i hofterne, seende hen for sig med et halvt smil.

Og da – sa jeg – grebes jeg af øm stolthed – : Alt dette var mit … De, De! var min … helt og holdent … De stod der saa helt hengiven… De forholdt mig intet… alt, alt! vilde De gi mig … indtil Deres mindste tanke … alt, indtil De ikke havde noget mere at gi… Og jeg sank overvældet ned paa knæ og strak i stum tilbedelse hænderne op imod Dem og saa Dem ind i Deres dejlige ansigt. Og Deres sky forskende øjne duggedes over og blev dybe og veke og De tog mine hænder, hæved mig langsomt op til Dem, la armene blødt og tungt om min hals og hvilte Deres hode ved min skulder. Og jeg læned mit hode mod Deres, og kyssed Deres sorte haar. – Slig blev vi staaende et langt øjeblik. Saa skjøv jeg Dem sagte ud fra mig, tog Dem som et barn paa mine arme, kyssed Deres gulige marmorhals – og vilde bære Dem hen paa sengen. Men Deres bløde lemmer magtstjal mine arme; jeg maatte ta mig krampagtig sammen for ikke at la Dem falde. Og saa gød den sig ud over mine skuldre den søde magtstjaalne fornemmelse, og strømmed mig ned gjennem alle lemmer og fyldte mig med øm vellyst – og jeg kunde ikke andet end bare synke i knæ, mens jeg trykked Dem tæt op til mig og fæstede mine læber i et fortærende kys paa Deres bløde hals …

– Og saa? spurgte hun nervøst da jeg stansed; men uden at se op.

– Ja, saa skvat jeg op i min sofa, lysvaagen, og forbanded virkeligheden. –

Der blev taust. Hun gik der endnu med den naiv-kokette vuggen i hofterne seende hen for sig, ansigtet lidt nedad.

Med ét saa hun op paa mig, frejdig, men med et stænk af undseelighed – :

– Var vi gifte da? spurgte hun.

– Nej.

Hun slog øjnene ned og vugged sig ikke længer selvbevidst i hofterne; gangen blev slæbende, betænksom.

– Nej, sa jeg: forstaar De ikke det – : det var netop det som var det dejlige. Det var hos Dem vi var. De var blet et par aar ældre og havde skaffet Dem en selvstændig stilling og behøved ingen mand til at forsørge Dem. Og jeg elsked Dem; derfor kom jeg. Og De elsked mig; derfor fik jeg lov til at bli. Det var ikke fordi De engang havde lovet at De vilde være min kone, og jeg, at jeg vilde være Deres mand. Hvis De imorgen ikke elsked mig mere, saa fik jeg ikke lov til at bli; hvis jeg imorgen ikke elsked Dem længer, saa kom jeg ikke. Men jeg kom og jeg fik lov til at bli – og saa vidste vi at vi elsked hverandre … det var det som var saa uendelig sødt. – Er De vond paa mig fordi jeg tænkte mig det slig? – og jeg tog hendes haand.

Hun lod mig ta den. – Nej, sa hun; men saa ikke op, gik tankefuld videre. –

Vi var kommen tilbage til «Frøkenklostret». – paa den anden side af gaslygten der foran os kom to fede lavbenede damer vraltende imod os, den ene omkring de tredive, den anden en sytten atten aar. Lyset fra gaslygten faldt lige ind i ansigtet paa dem. Jeg saa den yngre nappe den ældre i armen og gjøre hende opmærksom paa os, og begge to gav de sig saa til at stirre Gerda foragtelig ind i ansigtet. Den ældre dame havde et flesket brungraat ansigt, mest ligt en skidden barnerumpe, en formløs klat af en næse og et par stikkende griseøjne; den yngre fik jeg ikke tid til at se paa. De passerte gaslygten, deres ansigter blev sorte, og jeg saa ikke andet end den ældres stikkende øjne fremdeles stivt rettede paa Gerda – da pludselig, just i det samme vi var side om side, det fleskede brungraa ansigt spruded ud i en tilbagetrængt latter. – Gerda stansed, ligbleg i ansigtet, og blev staaende der lige under gaslygten og se efter dem med lynende sorte øjne og sammenbidte tænder, men uden at sige noget. Indtil hun pludselig vendte sig om imod mig og sa – : Det er Deres skyld! – og brast i graad.

Der stod jeg rent ulykkelig. – Er De vred paa mig? spurgte jeg sagte og rak haanden søgende ud efter hendes. Hun gav mig den – :

– Nej, det er dem der – aah! og hun trued efter de to som alt var langt borte. Strøg saa haandbagen over øjnene og tørred taarerne af.

Vi gik videre ved siden af hverandre uden at sige noget og bøjed ned tilhøjre langs Frøkenklostrets havegjærde. Men midt nede i gaden stansed Gerda, saa mig alvorlig ind i øjnene og sa indtrængende og afgjørende – :

– Men De maa ikke gjøre det mere.

Jeg svarte ikke, bare tog hendes haand og trykked den – : Naar De blir saa gammel som jeg er, sa jeg, saa vil De komme til at hade den slags mennesker som disse to lige saa meget som jeg. Og der er mange af dem. De er slig næsten allesammen – det er det som har forbitret mig livet.

Hun svarte ikke, og vi gik videre uden at si noget lige til porten hvor hun bodde. Der stansed hun og rak mig haanden. Jeg beholdt den en stund i min og klapped den. Bøjed mig saa ned og kyssed den udenpaa handsken – :

– Godnat! gud, hvor jeg holder af Dem…. De er ikke vred paa mig … vel?

– Nej, sa hun og saa mig sørgmodig op i ansigtet.

Og saa sa hun godnat og gik ind, og jeg vandred alene nedover de øde, mørke halvfærdige gader ned til Munkedamsvejen.

*

Hun gik langsomt op ad trapperne, alene med sine tanker …

… Hun kunde ikke rigtig komme paa det rene med det – : Mon det ikke alligevel var en fornærmelse imod hende? .. Ikke at han havde drømt saadan om hende – men det at han havde fortalt hende det! … Aah, dersom han havde vovet at fornærme hende hun vilde aldrig se ham mere for sine øjne! …

… Nej, det var ikke nogen fornærmelse. Ikke saadan som han havde drømt det. Og ikke saadan som han havde fortalt det. – Hun syntes jo selv det var vakkert… for der var kjærlighed i det … han elsked hende …

… Men han vilde ikke forlove sig og gifte sig med hende…. Fordi ingen kan vide hvorlænge kjærligheden varer….

Men naar man ikke holdt af hverandre mer saa kunde man jo søge skilsmisse! Hun tænkte sig om…. En fraskilt kone fy, nej! …

Men hvad var det saa han vilde?! … Hun følte hun blev ganske rød – : Aa han var forfærdelig ugudelig! …

… Hvordan i al verden var han blet slig? .. Folk sa han havde levet et udsvævende liv – det havde han vist ogsaa. Og saa var han blet et forvorpent menneske med ryggesløse anskuelser … og havde nu endda vært fræk nok til at komme frem med dem midt i en forsamling af pene skikkelige mennesker…

Nej, det var ikke forvorpent og ryggesløst det han havde sagt. Det var ugudeligt, det var det; forfærdelig ugudeligt! Men ikke ryggesløst og forvorpent. – Og det var kjækt og dristigt at han havde sagt det naar han mente det; netop i en forsamling af pene, skikkelige mennesker – hun kunde godt like det…. Hun saa ham staa der oprejst midt i den store forsamling og tale. Og allesammen saa de forbauset paa ham: de syntes aldrig de havde hørt noget saa frækt. – Men de kunde se paa ham saa meget de vilde, han bare talte rolig videre og sa det han vilde sige alligevel, mens han saa paa dem med de kloge brune øjne …

Hun smilte – : de kunde se paa ham saameget de vilde, det hjalp ikke. Men hun kunde faa ham til at tie naarsomhelst hun vilde. Hun behøved bare at se paa ham og sige: nej, nu faar De ikke lov til at tale mere om det – saa holdt han øjeblikkelig op. Og hun behøved bare at se paa ham «saan som bare hun kunde det» – saa kunde hun gjøre med ham, hvad hun vilde…. Aa det var dejligt slig at kunne fængsle en mand fuld– stændig, bare ved sine øjnes magt! …

Hun havde tat af sig i entréen og gik ind.

Midt imod hende da hun gik ind i dagligstuen, laa den ældre blegsottige søster, mat henslængt paa sofaen derborte mellem de to vinduer med de nedrullede persiennemalede gardiner. Lampen paa bordet midt i stuen lyste mat op i det lyse kolde værelse med birketræsmøblerne og de nøgne vægger.

– Hvor har du vært henne saa længe? spurgte søsteren ærgerlig.

– Ude at spasere med Lissi.

– Du skulde læse paa lektierne dine skulde du, istedenfor at rende slig paa gaden.

– Uf la mig nu være i fred!

Gerda sat sig med en bog hen til lampen. Men de sorte bogstaver gled uden mening forbi øjnene, hun bare sad og tænkte paa Herman Eek … og det han havde drømt om hende.

… Hun forstod ingenting af det altsammen … andet end at han var forfærdelig ugudelig – men at hun holdt af ham alligevel. – Og hun lod med velbehag hele drømmen glide forbi sig igjen, dvælende ved hver enkelt liden ting …

Saa gløtted moeren paa kjøkkendøren – : Gerda! aa dæk paa bordet er du snil.

Mens Gerda gik der langsomt frem og tilbage mellem buffeten og bordet og dækked, laa søsteren og saa paa hende – : hvor hun saa distrait ud …?

– Du skulde vel ikke ha spaseret med Herman Eek igjen? spurgte hun pludselig.

– Nej! sa Gerda rolig; men da hun følte hun blev rød der hun stod med tallerkenerne i den venstre arm, færdig til at sætte dem omkring, stamped hun i gulvet – : Isch! bestandig skal du ærte mig med ham! sa hun – Forresten, – og hun sat rolig tallerkenerne omkring – : om jeg havde gjort det, det kom vel ikke dig ved! pas dig selv du mor!

– Jeg skal sige til mor, at du har gaat med ham igjen, sa søsteren ondskabsfuldt.

Gerda saa et øjeblik paa hende; sa saa rolig – : værsgod sig det du! lyv saa meget du vil for mig! – og gik rolig bort til buffeten igjen. –

De sad omkring bordet og drak the, de tre alene; faderen var ude. Søsteren havde skaaret op et stykke smørrebrød i smaaterninger, og sad madlej der og pirked i dem med gaffelen; Gerda spiste graadig som et barn; moeren smurte netop et nyt stykke paa sin tallerken, da hun pludselig stansed og saa op – :

– Det er sandt Gerda, jeg skulde be dig fra tante Helga om du vilde se indom hende imorgen.

Gerda førte netop smørrebrødet op til munden, men stansed og blev siddende med det i haanden – : A, nej, mor, nu var jeg der jo igaar jo! – Sandelig kan ikke Alma gaa derop imorgen. – Og hun tog en stor bid og slurped noget the i sig.

– Ikke slurp barn!

– Jeg er ikke rask, jeg orker ikke, sa søsteren. Men moeren saa hen paa Gerda med de mørke, slidte øjne – : Fy, at du ikke har lyst til at se op til din stakkers syge tante som er saa god imod dig.

– Jamen det er saa kjedeligt mor, sa Gerda tyggende. Du skulde bare vide, hvor kjedeligt det er: jeg maa sidde hele tiden der paa sengekanten og holde hende i haanden; og saa vil hun jeg skal fortælle hende noget… og jeg har ikke noget at fortælle hende… og saa siger hun jeg er en dum unge. Og naar jeg saa blir sint og vil gaa, trækker hun mig hen til sig, græder og kysser mig, siger hun er saa alene og lover mig noget bare jeg vil bli. – Igaar lovte hun mig en ny hat!

– Ja der kan du se, hvor hun er god imod dig!

– Ja hun er snil, sa Gerda og tygged ivrig videre, men … aa! saa kjedelig. – Og hun slurped igjen noget the i sig.

– Ikke slurp Gerda!

– Nej jamen kan ikke Alma gaa derhen imorgen!

– Ja for du har vel ikke tid! sa Alma ondskabsfuldt – : du skal vel ha stevnemøde med denne Herman Eek igjen!

Moeren lod hænderne synke og saa paa Gerda – : Du gaar vel ikke mere med ham? sa hun alvorlig.

– Langtifra! sa Gerda, men blev igjen rød og tog en lang slurk the for at skjule det.

Moeren blev siddende og se paa hende en stund, sa saa indtrængende – : Vogt dig for ham Gerda! – Du ved ikke hvad sligt kan føre til.

Gerda gjorde et overlegent kast med hodet – : Pyt, jeg behøver saamen ikke at vogte mig for ham! jeg gjør jo bare nar af ham. Du skulde se naar jeg møder ham: han hilser og ser paa mig, og jeg kan se hvor lyst han har til at tale til mig. Men jeg hilser ikke igjen, bare gaar forbi og lader som jeg ikke kjender ham. Og naar jeg lidt efter vender mig, staar han bestandig og ser efter mig … den æklingen! – Og Gerda lo saa godt at moeren blev beroliget. –

Efter bordet sad Gerda igjen ved bogen. Men det gik ikke med læsningen nu heller; hun bare sad der med haanden under kindet og saa ned paa bogstaverne.

… Hvorfor var han ikke som de andre?…. Selv om det var vakkert – det var jo ikke muligt! – Og hun skotted op paa moeren som sad der ved siden af hende med det trætte, slidte ansigt og strikked … og hen paa søsteren som igjen laa mat henslængt paa sofaen og stirred ud for sig uden at gidde noget…. Mon hun selv ogsaa skulde bli slig engang … ligge træt hen uden at gidde noget…. og engang sidde som gammel kone uden at tænke paa nogenting …?

Hun saa igjen ned i bogen og bogstaverne gled videre forbi hende som smaa sorte skikkelser, uden at hun opfatted noget af hvad der stod….

– – Klokken er ti, vi faar lægge os barn! sa moeren. Alma rejste sig langsomt og mat henne i sofaen. Gerda blev siddende over bogen – : jeg er ikke færdig med lektierne mine.

– Saa faar du læse videre derinde paa soveværelset, for nu tar jeg lampen. – Og moeren tog lampen, sa godnat og gik. – –

Klokken var næsten tolv da Gerda endelig sad paa sengekanten for at klæ af sig. Midt imod hende i sengen derover, laa Alma og sov. Lampen stod henne paa toiletbordet foran spejlet mellem de to vinduer. Gerda havde staat derhenne og betragtet sig selv.

Langsomt og stirrende hen for sig knapped hun kjolelivet op, vrængte det af, trak armene ud og la det fra sig paa stolen nede ved sengebenene. Skjød saa skuldrene lidt i vejret, krøb sammen med armene overkors og hænderne inde i armhulerne, kneb øjnene lidt sammen og blev siddende og stirre ud i luften.

… Hvordan kunde han vide at hun ikke havde korsèt? …

Pludselig sat hun hænderne kjækt i siden, skjød brystet frem og saa ned ad det – :

Det var den gulige hud han likte saa godt! .. «Og brysterne skjød sig med en svag sænkning ind under kniplingsbesætningen paa linnedets kant, jomfruelig undseelige hver til sin kant, ligesom surmulende til hverandre» … Hun smilte – : det gjorde de! – Men saa blev hun alvorlig – : Kniplinger … og fint linned … Hendes var krøllet … og kunde vært renere; hun havde gaat med det i tre dage alt … Og det var ikke fint linned … og havde ingen kniplingsbesætning …

Aa gid hun havde noget forfærdelig fint linned! – Brysterne var, som de skulde være… hun var stolt af dem! …

Hun hægted op kjolen bag, løste op skjørtebaandene, rejste sig, lod skjørterne falde paa gulvet, trædde ud af dem og tog dem op og la dem paa stolen ovenpaa kjolelivet. Sat sig saa ned igjen paa sengekanten, løste op baandene paa underbenklæerne – først om knæet og saa om livet – og tog dem af, og strømperne med. – Og saa blev hun siddende der i det bare linned og se ned paa sine nøgne ben …

… Han havde holdt dem i sin haand disse fødder, og set paa dem og kyssed dem – først den ene, saa den anden …

Det gav et sæt i hende – : men de var jo ikke rene! – Aa det var disse ækle utætte støvlerne! – og hun stamped i gulvet med den nøgne fod, rejste sig, gik bort til vaskevandsstolen, sat bollen ned paa gulvet, sig selv paa en liden træskammel – og gav sig til at sæbevaske fødderne.

Da hun havde gnid dem tørre og varme igjen, blev hun atter siddende og stirre ned paa dem. Og saa blev hun saa blød tilmode – : Aa, han maatte gjerne kysse dem … han maatte gjerne …

Lidt efter stod hun henne foran spejlet mellem vinduerne og stirred ind paa sig selv derinde, i det bare linned …

… Han havde set hende slig … og fundet det saa vakkert … og blet ganske betat…

Og hun strøg linnedet ned over den venstre skulder, trak armen ud af ærmet saa linnedet faldt paaskraa ned over busten blottende det venstre bryst, løfted saa med den højre haand lampen højt op over sit hode og stod en stund og saa paa sig selv derinde i spejlet.

Og hun blev blødere og blødere tilmode – : Aa, han maatte gjerne være her, og falde paa knæ foran hende, og række hænderne op imod hende … hun vilde gjerne ta hans hænder og løfte ham op til sig og lægge ar– mene om hans hals, hvile sit hode ved hans skulder – og føle hans kys paa sit haar … Og han maatte gjerne ta hende og løfte hende op paa sine arme og kysse hende paa halsen… og bære hende hen paa sengen …

Men pludselig holdt hun pusten tilbage – : Og om hun saa fik et barn?! …

Den bløde fornemmelse var som strøget bort, og hun sat lampen ned foran spejlet igjen – : Aa, at hun kunde staa her og faa slige ravgale tanker! – Og hun slukked lampen, skyndte sig bortover det mørke gulv hen til sengen og putted sig ned under dynen. –

Men hun fik ikke sove; hun blev ikke tankerne kvit … Aa hvor hun var alene … og nu var det mørkt … Og hun blev igjen saa forfærdelig blød – : Han maatte gjerne ha vært her alligevel … hun holdt af ham … og han holdt af hende … og – aa hvor hun var alene! …

Hun havde trang til at klynge sig op til nogen, og hun tog hodepuden bort under hodet, trak den ned under dynen, slynged armene blødt omkring den og la kinden tæt op til den, fortæret af øm længsel efter at gi sig hen …

*

Jeg var gaat alene nedover de øde mørke halvfærdige gader ned til Munkedamsvejen og derfra indover til byen. Langsomt, med hænderne begravet i frakkelommerne gik jeg der og saa ret ned for mig – fyldt af et øde savn, en tærende tomhed; tænkte ikke paa hende og heller ikke paa noget andet – bare stirred ind i denne tomhed. Den forfærded mig ikke, og bragte mig ikke til at fortvivle – jeg kjendte den jo altfor godt til det – ; den bare fik mig til at fryse, fryse tværsigjennem sjælen …

Jeg havde ingen tanke paa hvor jeg gik, før jeg pludselig opdaged mig selv gaaende og stirre op paa de kjendte vinduer i Grand Hôtel. – Jeg gik derind og sat mig i sofaen ved siden af hjørnevinduet, og bad Paalsen om et par stykker smørrebrød og en halv øl og dram. Tørred saa lorgnetten af og saa mig mekanisk om i kafeen.

Der var ingen, jeg kjendte.

Gudskelov, det var igrunden det bedste; jeg havde ingen trang til at se eller tale med nogen nu. Jeg havde ligesom opgit det hele og sad bare der og lod tomheden fryse igjennem mig.

Saa kom Paalsen med det jeg havde forlangt, og jeg gav mig ganske mekanisk til at spise og drikke, mens jeg sad der og saa paa ingenting og tænkte paa ingenting. – Men saa begyndte øllet og drammen at virke, jeg fik ordentlig varme i kroppen, og blev strax bedre tilmode. – Gudskelov, at brændevinet kunde varme, ikke bare kroppen men sjælen med! …

Jeg begyndte at tænke paa hende. Eller rettere: jeg tog hende frem og sad og saa paa hende – :

Der stod hun: den højre haand strakt frem foran sig med haandfladen vendt afværgende ud imod mig … den venstre holdt hun ud bag sig, saa langt bort fra mig som hun kunde: i den havde hun billedet med sin kontrafej. Og hun saa mig ind i øjnene med det magnetiske blik og sa: det vil jeg ha! …

Men saa hørte hun, at billedet var min eneste skat, min eneste trøst, naar jeg ikke havde hende selv – og øjnene duggedes over og blev dybe og veke, og hun rak mig med naiv dronningmine billedet tilbage og sa – : De maa beholde det …

Saa skifted scenen og hun stod derude ved frøkenklostret, nedenunder gaslygten, og stirred efter de to plumptbyggede fruentimmer som havde fornærmet hende, ligbleg med lynende øjne og dirrende læber – pragtfuld at se til. – Vendte sig saa om imod mig og brast i graad …

Og scenen skifted igjen – : hun gik fra mig op over gaden hvor hun bor. Langsomt gik hun med svagt vuggende gang – som i stille dybe tanker. Men vendte saa pludselig hodet og nikked alvorlig tilbage … først én gang … saa én gang til – og forsvandt saa ind ad porten …

Men saa gik jeg igjen ved siden af hende og saa og saa paa det kjære, aa saa kjære ansigt. Saa og saa paa det. Og det blev mig kjærere og kjærere. Men det gjorde mig ikke glad. Bare tungsindig – aa saa tung– sindig! – Og mere og mere, jo længer jeg saa paa det …

Hvorfor var jeg ikke glad! … hun var da dejlig alligevel, rørende dejlig som hun gik der og saa hen for sig med det viljeløst hen– givne ansigt og de veke dybe øjne! … Ossaa saa naturlig! … saa dejlig naturlig … Aah! denne natur, denne oprindelighed i disse brune barneøjne med de tykke hornhinder over – der var genialitet i de øjne; hun vilde bli skolens perle …

… Men jeg blev jo bare endda tungsindigere ved at sidde der og se paa hvor dejlig hun var. – Hvorfor i al verden var jeg saa tungsindig…

Var det bange anelser om hvordan det vilde komme til at gaa hende? … Vilde hun bli ulykkelig? … var det en fremtid fuld af kamp og forhaanelse som vented hende … og afmagt og raseri … og tab af kjærlighed… og forbandelser … forbandelser mod alt og alle for et forspildt liv? … En fremtid, hvori dette fyldige friske barneansigt skulde rynkes og fures … disse veke ømme øjne bli haarde og tørre … det dejlig oprindelige, geniale ved hende slukkes istedenfor at faa folde sig ud – og hun selv slænges hen som et vrag… ligesom jeg? …

Aa for et tyngende tungsind! – Jeg sad der og stirred med vaade øjne paa hendes kjære skikkelse i den violet-falmede vinterkaabe, den halvkorte kjole og de to sorte skolepigefletter ned ad ryggen … saa pur ung, og saa fuldt udviklet … saa barnslig uskyldig, og saa østerlandsk sanselig at se til med sit fyldige matgyldne ansigt, sine svulmende kysselæber, sin lade gang og de primitivt geniale øjne. – Aa for et tungsind …

Jeg rysted det af mig – : Haa gamle dumme weltschmerz! – der gaar altid nogen med i løbet. – Var jeg ikke selv gaat med i løbet?! … Og nu, da jeg havde resigneret, saa var det jo ikke saa forfærdeligt endda … trist, satans trist, det skal gud vide; men – man fik finde sig i skjæbnen, verdens gang var nu engang slig …

Jamen hun! … hun! … aa det vilde skjære mig i hjertet … det var til at bli vanvittig over bare at tænke paa det. – Aah, om jeg havde millioner af fingre! – og et par af dem liggende paa hver strube af dem allesammen, færdige til at kvæle dem hvis de gjorde hende fortræd naar hun nu skulde kjæmpe sig frem! …

Jeg sank mat sammen i sofaen der jeg sad, med et smil – et tungsindigt smil – :

Man skulde tro at jeg virkelig elsked hende … Aa, om det havde vært saa! …

Eller gjorde jeg det kanske? … Var det sandt at jeg elsked hende? var det sandt at jeg «vilde la mig pine millioner af aar i helvede, om det maatte til, for at hun kunde bli lykkelig»? …

Nej. –

Aa, om det havde vært saa! … om jeg virkelig havde følt det slig! … Men nej desværre …

Forresten – jeg skulde gjerne dø for hende, om det var nødvendigt … Aa, især hvis jeg samtidig kunde rive med mig alle dem som var skyld i at hun ikke var lykkelig! …

Jamen ikke undtagen hun gik videre frem paa den vej jeg havde ført hende ind paa! … faldt hun fra vilde jeg hade hende …

He, det var mine egne ting, jeg holdt af igrunden! …

Nej! nej! det var hendes! Det var det der var hendes eget som skulde frem! Død og djævel over den som dræbte det var det saa hende selv …

Men elsked jeg hende? –

Ja. – Det dybt naturlige, det inderlig oprindelige i hende, som straaled ud af hele hendes væsen – det elsked jeg. Det havde jeg aldrig mødt før, og det havde betat mig. – For at det kunde komme til rig udvikling skulde jeg gladelig dø – saa gjerne jeg end selv vilde faa det at se … Med mig var jo ingenting tabt; hverken for mig selv eller andre… i mig var naturgrunden borte, alt det primitivt oprindelige, det spiredygtige, det der kan sætte blomst – : jeg var et vissent skud paa livets træ – visnet i knop, før det sprang ud …

Som om jeg kunde elske! … Elske?… en ung frejdig given og tagen imod – he; jeg havde ingenting at gi, og derfor blev jeg rørt ved at ta imod – det var det hele! … Rørt gudbevars ligetil min sjæls inderste saa jeg blev ganske magtstjaalen, afmægtig … Aa, hun kunde ganske rigtig gjøre med mig hvad hun vilde naar hun stod der og saa paa mig med disse øjne som despotisk kræved med kjærlighedens søde ret … Jeg skulde gjerne kaste mig ned i smudset og la hende trampe paa mig … det vilde være vellyst … Hun maatte gjerne sætte sin barnefod paa min nakke og træ mig ihjel som en orm … jeg skulde gjerne være en ynkelig flue som hun i sanselig barnegrusomhed mored sig i nogen øjeblikke med at rive vinger og ben af og pine tildøde – he! men herregud det var jo bare den samme modbydelige svækkelse psykisk, som jeg led af ogsaa fysisk, naar en vellystig tanke paralysered mine muskler … fy for fanden! –

Nej, en ung frejdig given og tagen, hvor man glemte sig selv og formelig hverandre kort sagt: umiddelbarhed! umiddelbarhed! det var kjærlighed, og det var salighed, og til helvede med alt det andet!

Og mine næver knytted sig af sig selv, mens jeg sad der og endnu engang, for tyve tusindende gang, forbanded den livets infame fattigdom som tvinger menneskene ind paa selvreflexionens forbandede vej – den vej, hvor der ikke mere kan vendes om naar man først har stirret ned i det tomhedens dyb hvori det ender …

– – – Jeg var igjen faldt tilbage i denne frysende tomhedsstemning hvor tanke og følelse staar stille, frosset stive og ubevægelige, og hvor den modbydelige lidelse bare bestaar i en klam kraftesløs længsel efter at bli «innerlich» bevæget.

Men saa tog jeg mig voldsomt sammen – : Fy for fanden! – pst! Paalsen! – en Hennesypjolter! – Gudskelov, at der dog var brændevin til i verden; der var s’gu brug for det af og til – for at tø op hjerter og hjerner …

Paalsen kom med grejerne, jeg heldte nervøst Hennesyen i glasset mens han tog op seltersen, og da han saa havde skjænket seltersen opi, greb jeg glasset og begyndte med en vældig slurk – : aah, hvor jeg længted efter virkningen! – Gud bevare mig vel hvor brændevin kan være godt? …

En Stund efter dilled jeg opover Karljohan med et par pjoltere i livet – halvfuld og glad. Ikke glad over noget, bare glad, simpelthen glad, halvfuld og glad …

Oppe ved Universitetsgaden tog jeg af og gik ind i «Faldgruben».

I det yderste værelse med disken sad bare de traditionelle samfundsdrukkenbolte; der var ingen jeg kjendte noget nærmere.

Paa tærskelen ind til det næste værelse stansed jeg og blev staaende der midt i døraabningen under portièren og tørre lorgnetten af, plirende derind.

Der var temmelig optat derinde – saa meget kunde jeg se uden lorgnet. Der sad folk baade ved de smaa borde under de to høje buede vinduer der tilhøjre og ved de tre store borde foran sofaerne ved værelsets andre vægger. Bare bordet i midten med aviserne paa, var ikke optat. Alt laa forresten i én røg og en uhyggelig kvalm brændevinsog tobaksós gjorde det næsten umuligt at puste naar man kom udenfra.

– Nej, men se der er jo P! raabte en stemme tilvenstre før jeg endnu havde faat lorgnetten paa igjen. (P. var et navn jeg havde faat siden min prostitutionstale).

Jeg sat lorgnetten paa – : He, men det var jo «banden», som sad der omkring bordet! – Jeg hængte øjeblikkelig hat og frak af mig og sat mig derhen. En kognak– og en whiskyflaske, begge med adskilligt i, stod paa bordet der midt imellem toddyvandsbretter og glas og selters– og halve ølflasker.

– Er det alment gods? spurgte jeg og pegte paa brændevinet.

– Jada!

– Hej, opvarter! – en selters!

Og saa blev jeg siddende der i den skrækkelige samfunds-atmosfære og røge og drikke og snakke og vrøvle – til jeg havde faat en tre fire pjoltere til tillivs.

Saa dingled jeg hjemover fuld som en fille. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.