XIV.

Det var nede i arbejdersamfundet Søndag aften. Salen var ikke saa overfyldt som forrige gang, der var god plads nede ved indgangen. Skrædder Engelstad stod og talte.

Jeg saa mig om efter Jarmann da jeg kom ind, men han var ingensteds at se; han havde tat fejl af klokkeslettet fik jeg siden vide, og kom først klokken otte istedenfor klokken syv. Jeg blev staaende nede ved indgangen og tale med nogen unge mennesker jeg kjendte; «Fram»s formand blandt andet.

Skrædderen talte i samme dur og holdt diskussionen paa det samme vrøvlestandpunkt, hvor den havde vært holdt før jeg var traadt op. Det paavirked mig ubehagelig – : kunde det nytte at sige noget fornuftigt til disse mennesker? …

– Jeg tror jeg frafalder ordet, sa jeg til «Frams» formand. Det er jo bare vrøvl at snakke her.

– Nej død og pine, det maa De ikke! vi er allesammen kommen herned bare for at høre paa Dem.

– Ja fan’en, men … Nej, jeg tror jeg frafalder.

Idetsamme havde skrædderen sat sig, og mit navn blev nævnt.

Der gik som et elektrisk stød igjennem mig, og jeg blev staaende og betænke mig en stund, ubehagelig febrilsk; det var som om jeg aned en ulykke.

– Ikke tilstede! raabte nogen stemmer.

– Jo! raabte «Frams» formand.

Alles øjne blev rettet paa mig – og saa bestemte jeg mig. Jeg trængte mig frem tilhøjre lige bag bænkene med de siddende pladse, hen til den ophøjede sidegang langs kathedervæggen, og gik paa den helt frem til kathedret til den samme plads hvorfra jeg havde talt sidst.

Der var blet formelig uhyggelig tyst; min forrige optræden havde spændt forventningen.

Jeg maatte igjen vente til den værste feber var over, men jeg var mig bevidst at udfylde pausen ganske godt ved at se henover for– samlingen med et roligt indadvendt blik, som om jeg samled sammen for mig selv det jeg vilde sige. Saa endelig begyndte jeg:

– Hr. formand!

Det jeg sa sidst jeg havde ordet blev af pastor Hansen affejet med den bemærkning, at denne diskussion hvilte naturligvis paa et kristeligt grundlag og havde naturligvis specielt anerkjendelsen af det sjette bud til sin forudsætning. Jeg vil dertil svare, at denne diskussion hviler naturligvis ikke paa et kristeligt grundlag og har naturligvis specielt ikke anerkjendelsen af det sjette bud til sin forudsætning. Var nemlig det tilfældet, saa vilde jo spørgsmaalet her være det: Bør den kristelige stat, ud fra anerkjendelsen af det sjette bud taale at der drives offentlig utugt? Og dette spørgsmaal maatte jo ligesaa ubetinget besvares med nej, som det spørgsmaal: om to og to er fire maa besvares med ja. Men at sammenkalde flere hundrede mennesker for aften efter aften at diskutere om hvorvidt to og to er fire – det er dog for meningsløst.

Skal der altsaa være nogen mening i denne diskussion, saa maa spørgsmaalet være dette: Bør den kristelige stat, uagtet den anerkjender det sjette bud, alligevel af hensigtsmæssighedshensyn taale at der drives offentlig utugt? Med andre ord: Bør den kristelige stat i dette tilfælde af hensigtsmæssighedshensyn være ukristelig?

Men er det spørgsmaalet, da var det rigtignok ogsaa mal-à-propos af bestyrelsen at indbyde præsterne til denne diskussion. For det kunde man jo paa forhaand vide, at de i medfør af sin embedsstilling absolut maatte modsætte sig at den kristelige stat af hensigtsmæssighedshensyn handled ukristelig. Derimod var det ganske naturligt at man indbød lægerne – det er jo dem der sidder inde med den kundskab, ud fra hvilken hensigtsmæssigheden eller ikke-hensigtsmæssigheden af at der taales offentlig utugt, alene kan bedømmes. – Men af de indbudne læger har ingen udtalt sig – undtagen doktor Nissen da; men han kunde jo ogsaa for sine udtalelsers skyld ligesaa gjerne vært præst. Og hvorfor har lægerne ikke villet udtale sig? – Jeg kan ikke tænke mig nogen anden grund dertil end den, at diskussionen allerede strax i begyndelsen af en præst blev bragt ind i et saa kristelig-moralsk spor, at enhver der senere vilde komme og stille hensigtsmæssighedshensynene op imod de moralske hensyn, vilde udsætte sig for at et skjær af umoralitet faldt tilbage paa ham selv – og det vilde naturligvis ingen læge udsætte sig for. – Altsaa: præsterne burde helst ha vært borte fra denne diskussion.

Saa var det skomager Brun som sa han ikke kunde forstaa hvilken forbindelse der var mellem denne sag og min tidligere ytring om den hyppige forekomst af blegsot blandt kvinder der tilhører de bedre stillede klasser. – Jeg skal forklare ham denne sammenhæng:

Der kan jo, som jeg sidst sa, ikke være tale om fortiden at rykke op med rode det onde hvorom der her handles. Ægteskabsinstitutionen i forbindelse med de øvrige sociale institutioner og tilstande stemmer nu engang saa lidet overens med menneskenaturen, at denne stadig overskrider de skranker som ved ægteskabsinstitutionen er stillet op imod den. Det at der ogsaa udenfor ægteskabet plejes legemlig omgang mellem kjønnene, det kan altsaa ikke forhindres.

Men sæt at vi kunde forhindre det hvad vilde saa følgen være? – Jo, vi vilde bli blegsottige allesammen baade mænd og kvinder – og det vil vi da virkelig ikke. Eller hvad? – Jeg appellerer til de tilstedeværende familiefædre, og spør dem hvad de foretrækker: enten at vide om sine sønner at de har legemlig omgang med kvinder uagtet de ikke er gifte, eller at se dem sygne hen og forkrøbles aandeligen og legemligen? Jeg tænker der er ikke mange som vil foretrække det sidste. Naturligvis – : om jeg vilde stille det samme spørgsmaal til de samme familiefædre for døtrenes vedkommende, saa vilde jeg faa akkurat det modsatte svar. Men det kommer ikke sagen ved. Saalænge de ønsker at deres sønner skal ha legemlig omgang med kvinder inden de har anledning til eller vil gifte sig, saa er det dermed ogsaa givet at de i vort samfund vil ha gaaende et passende antal kvinder med hvem deres sønner kan ha legemlig omgang uden at gifte sig med dem. De vil altsaa ha det onde at der i vort paa ægteskabet baserede samfund plejes legemlig omgang mellem kjønnene ogsaa uden– for ægteskabet, og det eneste spørgsmaal vi altsaa her kan diskutere, det er – jeg siger det atter og atter – intet andet end dette: I hvilken form vil vi ha ondet? Taler hen– sigtsmæssigheden for den eller den form? Dette spørgsmaal er altsaa egentlig sagens realitet: men da vi endnu ikke er kommen ind paa den, og dette er den sidste diskussionsaften, saa vil jeg naturligvis forlade sagens realitet og simpelthen holde mig til det formelle forslag som foreligger, og som gaar ud paa at forsamlingen skal udtale som sin faste overbevisning at lovlighedens stempel bør søges fjernet fra den offentlige prostitution, fordi dette lovlighedens stempel paa en saa styg ting demoraliserer folket.

(Jeg gjennemgik nu det foreliggende forslag punkt for punkt, og udtalte hvorledes det maatte forandres for at kunne tilfredsstille mig. Det væsentlige jeg havde imod forslaget var den i præmisserne udviklede paastand om at det at prostitutionen i den almindelige mening bar lovlighedens stempel, skulde demoralisere folket. Jeg indvendte imod denne tankegang det, at naar folket og specielt familiefædrene – som jeg ovenfor mente at ha vist – i virkeligheden vilde, at der i vort samfund skulde være et passende antal kvinder med hvem deres sønner kan ha legemlig omgang, saa var det langt mere moralsk af folket aabent at vedkjende sig denne sin vilje end offentlig at lyve for sig selv saaledes som man her havde foreslaaet. Og dernæst mente jeg, at naar det i forslagets præmisser hed at den offentlige prostitution ikke yded tilstrækkelig garanti imod veneriske sygdomme, saa maatte det vel være et rimeligere propos at forøge garantien ved at stille prostitutionen under en skarpere kontrol af det offentlige end tidligere, end at formindske garantien ved fuldstændig at afskaffe al kontrol. Derefter fortsat jeg saaledes:)

Naar jeg ønsker at den legemlige omgang mellem kjønnene, ogsaa forsaavidt som den sker udenfor æteskabet skal bære lovlighedens stempel, saa er det for det første fordi jeg tror det er hensigtsmæssigt, og dernæst fordi jeg finder det lumpent at sætte endel medmennesker udenfor loven, uagtet de forretter en gjerning som samfundet vil skal forrettes, og som altsaa bør berettige sine udøvere til den samme medborgerlige agtelse som den der ydes andre nyttige samfundsmedlemmer, hvis gjerning det er at tilfredsstille andre af samfundets behov. Men endelig er det ogsaa fordi, at hvis folket aabent og ærlig vedkjendte sig at det vilde ha et saadant supplement til ægteskabet, saa vilde dette supplement der nu betragtes som noget saa stygt og som noget der intet har med den pene ægteskabsinstitution at bestille lidt efter lidt i den almindelige, opinion komme til at staa som den nødvendige følge af denne pene institution, og altsaa som noget vi først kan bli kvit sammen med den. – Og dermed vilde der være gjort et mægtigt skridt fremad mod den frie kjærlighed.

Den frie kjærlighed – jeg nævnte den sidst jeg havde ordet ogsaa, og det blev da ytret at indførelsen af den frie kjærlighed var det samme som at gjøre hele samfundet til et eneste stort bordel. Ligeoverfor mennesker der nærer den opfatning skal jeg ikke indlade mig paa argumenter; jeg vil blot faa lov til at citere et par linjer af Holger Drachmanns ind– ledningsdigt til hans oversættelse af «Don Juan». Han beskriver der Venedig, som han sammenligner med en kvinde, og om hende siger han –:

«Hun taler frit; og hvad der sysselsætter

kun skjult og hviskende de folk mod nord

hvor syndens æbler ej paa træer gror

men sælges skjæppevis i mørke boder –

det flyver her omkring i fagre ord,

hvor proletaren i paladser bor

og kvinden endnu halvt som barn er moder. –

Hvad hædersmanden skjuler hist bag kappen

og røber kun ved stuelampens skin,

det sidder her ved højlys dag paa trappen

hvor havet skyder sine bølger ind.» …

Den der ikke forstaar skjønheden i dette, i ham er tidens store ledende tanke: «den individuelle frihed» ikke blot ikke kommen til bevidsthed, men den gjærer end ikke i ham som en trang; han er et vissent skud paa udviklingens træ, som helst burde afhugges og kastes i ilden. – Og vi andre, vi som ved os i pagt med alt hvad der er ledende i tiden, vi som føler den ufødte fremtids foster banke under vort hjerte, vi staar overfor det slags folk med den samme følelse som den frugtsommelige kvinde ligeoverfor den ufrugtbare – : det er med en blanding af medlidenhed og forakt, at vi betrakter dem. – Ja, og saa er der én ting til: vi hader dem, fordi det er den omstændighed at det slags folk existerer som gjør, at vi andre blir snydt for en stor del af det indhold vort liv ellers vilde kunnet faa. Thi det er nu engang saa, at man kan ikke komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinde uden at ha legemlig omgang med hende. – Nu, det forstaar sig: vi har jo ægteskabet, vi kan altsaa hvis vi har raad til det gifte os, og derved muligens faa anledning til at komme i et fuldstændig intimt forhold til én kvinde. Men havde vi istedetfor ægteskabet den fri kjærlighed, saaledes at mand og kvinde kunde forlade hverandre og søge en ny kjærlighedsforbindelse naar de var blet hverandre fuldstændig gjennemsigtige – saa vilde vi i livets løb kunne komme i et saadant fuldstændig intimt forhold til … ja, det er ikke godt at vide hvormange, det kan jo være forskjelligt; men jeg sætter f. ex. 20 kvinder. I dette tilfælde snydes jeg altsaa under de nuværende sociale forhold for 19/20 af mit livs indhold. Se derfor var det jeg i forrige møde sa om hine tre unge piger, der for enhver pris havde villet overskride de skranker der ved ægteskabs-institutionen var dæmmet op imod deres frihed, at der var større glæde i mit hjerte over disse 3 end over 997 saakaldte ufordærvede, blegsottige pigebørn. Thi naar majoriteten af vore kvinder er kommen saa langt, at de for enhver pris vil ud over disse skranker, da har de ogsaa evnen til at bryde skrankerne ned og da er frihedens time inde.» –

Jeg bukked for forsamlingen og gik ned og sat mig ved referentbordet under kathedret; der var saa faa referenter i dag, at der var god plads. Der sad jeg og hørte paa den videre diskussion.

Der havde været aandeløst stille i salen mens jeg talte. Nu hosted og kræmted man og snakked sammen og kniste og lo, saa den næste taler maatte staa og skrige for at blive hørt.

Om en stund kom Jarmann og sat sig ved siden af mig.

Diskussionen gik videre som før, bare med den forandring at alle talerne endte med en eller anden indigneret ytring ligeoverfor det jeg havde sagt – hvorfor de saa fik voldsomt klap fra endel gamle kjærringer, som sad oppe paa det lille galleri.

For hver gang en ny idiotisk ytring kom om min tale, lo Jarmann højt og nikked først spodsk op til kjærringerne og fixered saa, fremdeles leende, vedkommende taler slig, at han blev ganske uhyggelig tilmode.

Det saa tilslut ud til at man fandt Jarmann ligesaa modbydelig som mig. Og det glæded ham usigelig – :

– Aa det er dejligt at faa de fæ til at hade sig! sa han og lo, glad som et barn. –

Jarmann ærgred sig meget over ikke at være kommen tidsnok, og da mødet var slut, gik han hjem med mig for at faa høre hvad jeg havde sagt. Og saa bagefter blev vi siddende ved en toddy og en cigar og tale om «skolen» og dens udsigter: det var jo i denne uge at opdragelsen af de fjortenaars skulde paabegyndes.

*

Men den næste dag stod følgende at læse i Aftenposten:

«I arbejdersamfundet fortsattes i gaaraftes diskussionen angaaende spørgsmaalet om afskaffelse af den offentlige prostitution. Der var fremmødt en mængde mennesker, hovedsagelig arbejdere; der var ogsaa tilstede flere af andre klasser. – Efterat aftenens diskussion var indledet af skrædder Engelstad, der talte for nedsættelse af en komité, gaves ordet til et ungt menneske, der tituleredes kand. Herman Eck, men som neppe kunde være kommen ud over de første studenteraar. Dette unge menneske syntes ganske at have glemt, at der her forelaa et meget alvorligt emne, samt tillige glemt hensynet baade til forsamlingen og sig selv. I et gjennem puerilt, umodent, ukyndigt, men meget kynisk foredrag rettede bemeldte unge menneske under synligt misnøje fra forsamlingens side endel taabelige angreb paa den ægteskabelige institution, som han vilde have afskaffet og erstattet ved den fulde indførelse af den frie kjærlighed. Vi kunne ikke her gjengive foredraget; hr. Eek synes at mene, at der ikke gives skranker for, hvor langt man kan gaa i kynisme i brugen af det mundtlige ord; men vi kunne ikke byde vore læsere et stof af saadant indhold. Det maa være nok her antydningsvis at nævne, at han udtalte sig for ønskeligheden af indførelsen af en tilstand, der tillod den mest tøjlesløse omgang mellem mænd og kvinder; han nævnte exempelvis, at en mand burde kunne staa i forhold til f. ex. et antal af 20 kvinder; man blev nu, da man ved ægteskabet var bundet til én kvinde, snydt for t. ex. 19/20 af sit livs indhold. – Vi anse denne unge mands optræden meget beklagelig. Hvilken mening man end vil have om sagen selv, saa var det dog synligt, at samtlige de fremmødte arbejdere betragtede den som en vigtig og alvorlig sag, der fortjente den største opmærksomnhed, og at drøftes med alvor og rolighed. Det gjorde derfor et pinligt indtryk at se et ungt menneske, der erklærede sig selv for at høre til «intelligensen» optræde paa en maade, der stod i fuldstændig strid med den rolighed og værdighed, hvormed diskussionen førtes af de øvrige deltagende…………………..

– Efter endel bemærkninger af maler Andresen, snedker Gundersen og Schou imødegik uhrmager Wigfors i et humoristisk foredrag Eek. Wigfors bemærkede blandt andet, at naar Eek havde talt om tyve koner, saa vilde han – taleren – sige, at mænd af den almindelige klasse var mere end tilstrækkelig fornøjet med at have én kone (stormende latter).»

*

Om aftenen sad Jarmann og jeg i hjørnesofaen inde i Grand med en toddy og en cigar og læste en avis. Pludselig fór han op – :

– Nej saa skulde da djævelen …! sa han inde mellem tænderne – han havde truffet paa Aftenpostens referat. Se her, sa han, læs! og rak mig avisen.

Jeg læste det og blev siddende og stirre hen for mig en stund: jeg var blet helt angst.

Jarmann saa det. – A, tror du det gjør nogenting? sa han usikkert. – Du husker jo Fædrelandet sidst …

-Jamen Fædrelandet er Fædrelandet, og Aftenposten er Aftenposten – til trods for at alle kjender Amandus; det er ulykken. – Du store gud, hvis han skulde ødelægge «skolen» for mig ved dette vrøvlet! Det vilde være liden tue og stort læs det, hvad?! .. Lille Amandus! …

Men fan’en sylte! Jeg blev mere og mere angst … Aa dette var en ulykke, det følte jeg – og jeg drak min toddy ud i ét drag og rejste mig og sa godnat!

– Gaar du? spurgte Jarmann.

– Ja, jeg maa være alene med dette. –

Jeg gik en lang tur ud til Bygdø. Da jeg kom tilbage igjen var ethvert haab med hensyn til skolen slukt…. Det havde vært vanskeligt nok før, at gaa der og spadsere med de smaa uden at vække forargelig opsigt; jeg kjendte jo saa godt som ingen damer og slet ingen familier med pigebørn i backfischalderen. – Det var jo klart, at nu vilde det være umuligt … Spørgsmaalet var nu bare, om jeg muligens kunde beholde Gerda. Men pokker ta! det var kommen for tidlig paa dette her; endnu kunde sligt skræmme hende. – Naa, der var ialfald ikke noget at gjøre før imorgen. Det skulde forresten være ganske interessant at se hvad virkning Aftenpostvrøvlet formaadde at gjøre …

*

Den næste morgen var min første gang til Aftenposten.

Jeg gik ind gjennem porten deroppe i Akersgaden, tværsover gaarden og op i redaktionskoret i 2den etage. I det første værelse sad to bladnegre bøjet over de store nye lyst ferniserede pulter. De løfted hodet og saa op da jeg kom.

– Er Schibsted tilstede?

Den ene neger pegte med et «værs’god» paa den aabne dør ind til det inderste værelse. Jeg gik derind. Derinde sad Amandus paa en høj krak foran pulten henne ved vinduet.

Han saa op og sa goddag.

– Goddag. – De havde igaar en idiotisk notis om et foredrag jeg iforgaars holdt nede i arbejdersamfundet.

Han studsed lidt – :

– Det er en ældre agtet mand her i byen der har skrevet det.

– Tør man spørge hvem den ældre agtede herre er?

– Nej jeg tror ikke han ønsker at bli nævnt.

– Nej det er jo behageligst at være anonym naar man æreskjænder sine medmennesker. – Men siden De nu har tat ind det vrøvlereferat af denne anonyme fyr, saa er jeg desværre nødt til at be Dem ialfald være saa snil at ta ind hvad jeg virkelig har sagt – og jeg rak ham manuskriptet.

Han klødde sig bag øret med en betænkelig mine og gav sig til at læse manuskriptet igjennem, saadan vertikalt nedover, som kun bladfolk kan læse.

– Jamen her staar det jo! sa han pludselig triumferende og blev siddende med pegefingeren paa vedkommende sted i manuskriptet, mens han saa op paa mig som om han vilde si: der kan De selv se, at referatet er rigtigt.

– Hvilket? … hvad staar der? spurgte jeg og nærmed mig for at se.

– Det om 19/20!

– Jamen for fanden, sa jeg og saa paa fyren, De kan da forstaa, at om jeg havde rejst mig op nede i arbejdersamfundet og sagt: «nitten tyvendedel!» – saa havde ikke det havt noget at betyde. Det er jo forbindelsen det kommer an paa.

Han klødde sig igjen bag øret.

– Ja, sa han, jeg maa faa lov til at se paa det til imorgen, saa skal De faa svar om vi kan ta det ind.

– Naa ja, det er kanske ikke Dem selv som bestemmer det. – Der laa haan i tonefaldet, og det generte ham – : alle smiler jo ad Amandus som redac. en chef, og det ved han.

Han forsøgte at lægge det godmodige velnærede ansigt med knebelsbarten – dette mislykkede krigeransigt som vi alle kjender saa godt fra Vikingen og Krydseren – i barske folder – :

– Fordi om jeg bestemmer det, saa kan jeg vel derfor raadføre mig med andre, sa han afvisende.

– Vel, imorgen altsaa. – Adiø!

– Adiø?

Og saa gik jeg i storthinget til mit arbejde der.

*

Ved middagstid gik jeg som sædvanlig ud paa Karljohan for at spadsere og se paa folk og høre paa musiken. Det var dejligt solskinsvejr og bare et par graders kulde. Gaden laa hvid opover, fortougene sorte af folk.

Jeg fik snart mærke, at Aftenpostreferatet var blet almen ejendom: jeg blev beglod som et underligt dyr. Ældre herrer stansed paa gaden og viste mig smilende frem for sine aldrende ledsagerinder som den mand der vilde ha tyve koner. Unge damer stak hoderne sammen og hvisked naar de fik øje paa mig, og sendte mig saa idetsamme jeg passerte de fleste et hurtigt, stjaalent, nysgjerrigt øjekast, nogen et vredt, indigneret blik, og enkelte, ganske enkelte, et nogenlunde velvilligt, medlidende smil. En enkelt af dem – jeg kjendte hende godt – var fræk nok til, engang jeg stansed paa hjørnet af universitetet, at stille sig op lige foran mig og stirre mig ind i ansigtet idet hun sa højt til sin mindre modige veninde – : nej, ham vil jeg jamen se paa! – Unge herrer var saa venlige at se paa mig paa en maade der tyded halvt paa væmmelse og halvt paa medlidenhed – : de fleste antog mig i al oprigtighed simpelthen for idiot. En enkelt student – søn af en rigtig pen højesteretsassessor fik jeg siden vide – mored sig med hvergang vi mødtes, baade paa opog nedtur, at traktere mig med et kraftigt: «isch!» osv. osv. – Og hvem det saa var alle glante de …

Jo, det var hyggeligt at spasere paa Karljohan den dag. –

Naa, men alt dette var jo bare smørrebrød, det generte mig s’gu ikke det mindste. Jeg gav fanden i dem allesammen og lod dem glo saameget de vilde mens jeg gik der langsomt op og ned ad gaden i det dejlige solskinsvejr og de par graders kulde, med hænderne i lommen, min store sølvknappede stok under armen og min lille malesjøske, skjæve filthat paa hodet.

Men saa blev klokken to, og smaapigerne kom fra skolen.

Jeg gik netop tvers over Universitetsgaden paa nedtur, da jeg oppe i gaden saa hele flokke af dem komme nedover, og jeg stansed paa hjørnet og blev staaende der for at se om nogen af mine smaa var iblandt dem …

Jo ganske rigtig! der kom de allesammen i ét følge. De lo og stak hoderne sammen saasnart de fik øje paa mig. Men da de kom nærmere, retted de sig pludselig allesammen op, tog dameminer paa og gik forbi mig seende alvorlig ud i luften med de smaapigeagtig overlegne ansigter og ladende som de hverken saa mig eller la mærke til at jeg hilste.

Men ikke før var de vel kommen forbi, før de pludselig misted holdningen igjen, kasted dameminen og stak hoderne sammen og vendte sig om og lo og sa: «nitten tyvendedel!» og «tyve koner!» i munden paa hverandre.

Jeg smilte trist og lod dem gaa – herregud, med dem var der ingen raad – og blev staaende og vente paa Gerda …

Deroppe kom hun paa den anden side af gaden, oppe ved universitetets gymnastikhus. Hun gik langsomt, spejdende ned over gaden. Saa, da hun var midt for universitetshaven, fik hun pludselig øje paa mig dernede paa hjørnet – og med ét sæt drejed hun sig om og sprang tilbage den vei hun var kommen, og forsvandt om hjørnet bag gymnastikhuset …

Jeg blev staaende en stund og se paa den plet hvor hun var forsvunden, vendte mig saa om og gik langsomt nedover Karljohan med en følelse af usigelig forladthed …

Men midt imod mig, dernede ved storthinget, kom artillerimusiken omgit af en lystig menneskesværm marscherende opover den snebelagte solbeskinnede gade, spillende en munter frejdig marsch. Knappen paa anførerens dirigentstok og alle messinginstrumenterne bag den blinked i solskinnet, og de muntre frejdige toner lød tydelig og distinkt gjennem den kolde klare solskinsluft helt op til mig.

Men altsammen, solskinnet paa sneen, hornenes blinken i sollyset, de muntre frejdige toner og duften af den glade stemning blandt menneskesværmen dernede – alt prelled af paa mig; jeg følte ikke noget ved det, det var altsammen som bud fra en anden verden, hvor jeg ikke hørte hjemme, og som ikke kom mig ved. Jeg følte bare det ene, at hun var tabt. Og følesløs og apathisk for alt andet gik jeg nedover med langsomme skridt.

Nede ved Cammermeyer mødte jeg musiken og menneskene. Derover paa den anden side af gaden, forrest i sværmen som fulgte musiken, kom som sædvanlig Laden, lang og tynd, i den rødfalmede vinterfrak som aldrig havde siddet i halsen; bogpakken under venstre arm, pengevæsken ved højre side, stokken i den røde knoklede højre. Han stavred fremover paa de lange tynde ben med de store flade fødder i takt med musiken, og velbehag straaled ud af det lille magre høgeansigt med den store skarpe næse, de dybtliggende brune øjne med hvidt helt rundt, og det tjafsede, forpjuskede bukkeskjæg.

Den groteske figur som jeg kjendte saa godt gled mig forbi som noget fremmed noget fra den anden verden hvor jeg ikke hørte hjemme …

Men trængselen paa fortouget blev mig for stærk, og jeg stansed og sat siden imod menneskestrømmen og lod den passere. Og ansigterne, kjendte og ukjendte om hverandre gled forbi; de fleste stirred paa mig som «han med de tyve,» og man puffed til hverandre og viste mig for hverandre. Det generte mig ikke … de maatte gjerne … jeg bare stod der og led ved at hun var revet ud af mit hjerte.

Endelig var jeg forbi. – Længere nede mødte jeg Jarmann og vi gik opover igjen og jeg fortalte ham det.

Han hørte paa det og blev saa gaaende og se ned i gaden uden at sige noget. Det smitted; jeg gjorde uvilkaarlig det samme, og vi blev gaaende der ved siden af hverandre, tause, med trætte apathiske ansigter som to ensomme slagne mænd – op til universitetsbibliotheket – og ned til Grand; op igjen og ned igjen … indtil klokken var tre, musiken forbi, og menneskene borte.

Saa forlænged vi turen helt ned til posthuset. Der skiltes vi, han for at gaa hjem, jeg for at gaa til Ingebret.

Men først blev jeg staaende og se efter ham.

Han gik fort opover, men ikke rask, ikke med det sædvanlige spænstige i gangen. Og skuldrene, ellers nervøst optrukne naar han skyndte sig, var slapt sænkede.

– Ja, vi kunde gjerne lægge aarene ind!

Jeg vendte mig om for at gaa nedover Kirkegaden. En liden fillet fattiggut paa en 9, 10 aar stod plantet paa sine to ben midt i gaden med hænderne i buxelommen og saa paa mig. Han havde ingen frak. Det lidt forsultne, blege ansigt med opstoppernæsen og de kvikke blaa øjne, som kikked frem under den gamle skothue, havde noget ægte gaminmæssigt ved sig, som tiltalte mig, og jeg blev staaende og se paa ham. Da han mærked det, sat han et skøjeragtig elskværdigt smil op og saa mig kjækt op i øjnene som følte han sit menneskeværd og vilde gjøre det gjældende tiltrods for de usle klær. Der var noget gjennem godt i udtrykket om munden og de blaa øjne; han saa ud som om han var beredt til hvad det skulde være, ondt eller godt, eftersom man opførte sig imod ham. – Jeg vinked paa ham, han kom strax hen, og jeg tog et kronestykke op af ticketlommen i vinterfrakken – : vil du ha den? – Han tog den og undersøgte den nøje; saa saa forundret op paa mig. Jeg smilte. Saa stak han forsigtig, ligesom forsøgsvis mynten i lommen og lo op til mig. Jeg smilte fremdeles. Saa først følte han sig sikker.

– Hurra! ropte han pludselig, slog ud med haanden og sat afsted ud over Torvgaden det forteste han kunde.

Jeg stod og saa efter ham. – Jeg kunde godt li den lille … Jeg følte mig i slægt med ham …

Og saa vandred jeg langsomt ned over Kirkegaden til Ingebret med en vemodig følelse af commune naufragium.

*

Den næste morgen kom jeg igjen op til Amandus. Han sad ligesom igaar paa den høje krak foran pulten henne ved vinduet. Da han saa det var mig, tog han mit manuskript som laa foran ham paa pulten, rejste sig og rak mig det – :

– Vi kan desværre ikke ta det ind, sa han med afvisende kold høflighed.

Jeg saa paa ham, og jeg tilstaar at mit blod var ved at komme ikog ved tanken om at dette menneske skulde sidde inde med denne magt.

– Vel, sa jeg rolig; vil De saa være saa snil at fortælle Deres anonyme referent, at hvis jeg faar vide hvem han er, saa planter jeg min sølvknappede stok midt i fjæset paa ham den første gang jeg møder ham paa gaden.

Amandus smilte – som man smiler ad en uskadelig trudsel.

– Og hvad Dem angaar hr. Amandus, fortsat jeg, saa kan jeg jo naturligvis ikke ville gjøre Dem noget, da De jo, som bekjendt, er fuldstændig utilregnelig.

Han smilte overlegent – :

– Tak, jeg tænker det kan være nok. Værsgod, der er døren! – og han pegte hen paa døren der bag mig.

Jeg bukked smilende – : Mange tak hr. Amandus! og gik.

Men idet jeg passerte igjennem det ydre redaktionskontor hvor hans to negre sad, kunde jeg ikke la være at unde mig selv den fornøjelse at udtrykke min foragt for dette tilfældige redskab for en satans skjæbne. Og saa sa jeg højt, saa baade Amandus som stod i døren til det indre kontor og saa efter mig og hans negre herude hørte det – :

– Den lort! …

Dermed spaserte jeg ud af døren og gik op til Friele i Morgenbladet.

Ham fandt jeg siddende i et lidet firkantet stygt, grønmalet værelse med et vindu ud til gaarden. Hele den højre halvdel af værelset var optat af et stort ovalt bord, opfyldt af aviser og papirer. Foran det, med ryggen mod mig, sad Friele og læste en avis. Han løfted ikke hodet, sa ikke goddag, bad mig ikke sidde ned, og jeg blev staaende en stund og vente – jeg havde besluttet at være høflig til det yderste.

Endelig behaged det ham at se op og pege paa stolen ved vinduet; men han sa fremdeles ingenting.

Jeg forebragte da min anmodning og oplyste at jeg havde henvendt mig forgjæves til Aftenposten som havde optat det anonyme skribleri.

Han saa op af avisen, tog mit manuskript og saa det hele igjennem paa et halvt minut; han var s’gu endnu flinkere end Amandus til at læse vertikalt.

– Jamen højstærede! – dette er jo ogsaa bare noget skribleri, sa han saa.

Jeg bukked forbindtlig.

Saa kikked han igjen et øjeblik i manuskriptet – :

– Nej, dette kan ikke staa i Morgenbladet, sa han saa afgjørende og rak mig manuskriptet tilbage.

Jeg tog det og rejste mig – :

– Jeg ber meget undskylde …

Men han afbrød mig kort – :

– Jeg skal gi Dem et godt raad unge mand – : Se De til at faa dette glemt snarest muligt, og gaa saa hen og se til at bli et voxent menneske.

Jeg bukked igjen forbindtlig, han tog atter fat paa sin avis og lod som om jeg ikke existerte, og jeg sa adiø uden at faa noget svar og gik. – ––

Da Jarmann om eftermiddagen kom gaaende opover Kirkegaden, med hænderne i lommen og optrukne skuldre, lidt frysende i det graakolde vejr, mødte han oppe ved posthuset Friele med opslaat frakkekrave – tæn– derskjærende som sædvanlig. Paa flere skridts afstand begyndte Jarmann at glo ham hadefuldt ind i øjnene, og da han kom lige ind paa ham sat han sit fjæs tæt op i Frieles, vrinsked ham rasende op i ansigtet, og fór saa forbi.

Friele stansed forbløffet og vendte sig og blev staaende og se efter ham. Jarmann vendte sig ogsaa og saa det. Og saa blev han pludselig mindre behagelig tilmode ved tingen og skyndte sig halvt ængstelig om hjørnet og forsvandt blandt menneskene oppe i Karljohan.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.