XIX.

Det var udpaa sommeren aaret efter; vi var flyttet ud paa landet.

Solskin og stille, spejlblankt vand udover, luften disig af varme.

Inde i bunden af den lille bugt laa en grønmalet sjægte trukket halvt op i stranden; den var faldt om paa siden og hvilte med bugen paa den hvide sand. Landet omkring bugten hæved sig amfitheatralsk i vejret, tæt bevoxet med furuskov fra toppen og nedover, næsten lige ned til stranden; en række smaabusker og et belte af grønsvær skilte skoven fra den egentlige strand.

Paa et par store stene hennenfor baaden sad vi – min kammerat og jeg – og klædde paa os efter badet. Vi talte ikke, ingen lyd var at høre, bare ligesom en fjern hendøende susen langt borte; ellers dødsstille.

Stilheden havde smittet os. Vi var færdige med at klæ paa os men blev mekanisk siddende der vi sad, med en behagelig vege terende fornemmelse. Ingen begjær, ingen lyster, ingen ungdommelig higen rørte sig i os; der var stilhed og ro derinde som derude.

Endelig siger min kammerat ganske mekanisk: skal vi reise hjem igjen?

– Ja.

Vi rejste os dovent, gik hen til baaden og stilled os op, én paa hver side af den, rejste den op paa ret kjøl, la én haand paa æsingen, den anden omkring bougen, tog spændtag i stranden, skjøv baaden ud og hopped i den. Tog saa hver vor aare, han en af de forreste og rodde, jeg en af de agterste og skoted, ganske langsomt ud bugten.

Just som vi skulde til at stikke omkring pynten derude, skjød pludselig en slank hvidmalet Nordlandsbaad med høje stevner frem fra den anden side, lige for bougen paa os, med adskillig fart – propfuld af damer i lyse lette sommerdragter.

Et skrig fra et par af damerne, vi holdt aarerne an, baaden gled forbi os uden at vi kom den nær, og pludrende og leende rodde de videre uden at ænse os.

Jeg stirred paa baaden og dens lyse sommerlast som paa et syn; alt blodet var strømmet mig til hjertet, jeg følte jeg var ganske bleg –:

Du store gud! alle disse lyse dejlige skik kelser skulde bade sig, ganske nøgne, aldeles som vi; skulde klæ af sig derinde paa stranden, stige ud i vandet og plaske omkring der med de dejlige nøgne legemer … aah, jeg skalv ved at tænke paa det, det var til at bli gal af … jeg maatte … jeg maatte… se det ialfald; det koste hvad det vilde.

Med et par aaretag var vi om pynten, og jeg la stille min aare ind og rejste mig med fingeren paa munden –;

– Strik! sa jeg sagte.

Han strikked med aaren, og baaden gled ind til bredden. Jeg sprang iland med fangelinen, gjorde baaden fast og vinked paa ham – og saa kravled vi op paa pynten begge to og blev liggende der paa maven og se indover bugten.

Nordlandsbaaden skured netop op i stranden derinde, damerne steg ud, trak baaden lidt op og sprang saa hen bag buskene for at klæ af sig.

– Au! sa jeg halvhøjt; jeg havde haabet at faa se dem klæ af sig.

Vi vented aandeløst.

Endelig kom en af dem frem bag en busk, ganske nøgen, stor og lubben at se til, men vi kunde ikke rigtig skjelne formerne. Hun vaded lige ud i vandet, udover sandbunden, indtil vandet gik hende til livet, og la sig saa ned paa maven og svømmed udover….

En til kom frem – mindre og lettere at se til, men rund og blød. Hun løb behændig ud over en række store stene som stak ud i vandet, sat sig paa den yderste af dem, stak taaspidsen i vandet, gav et lidet skrig og trak den tilbage igjen – og blev saa siddende der paa hug med benene opunder sig og armene slynget om knæerne.

Indtil en tredje som uden at hun mærked det var kommen løbende den samme vej udover stenene, gav hende et puf saa hun styrted udfor.

Et skrig, et pladsk – saa hopped den tredje leende efter. Og én efter én kom de frem bag buskene – der var hele otte stykker af dem – vaded udover, eller sprang ud paa den yderste sten og hopped, og snart var de alle sammen i vandet. Og der blev en skrigen og en leen og en plasken og en skvætten saa spruten stod om de hvide runde skikkelser.

Men ude paa pynten laa vi paa maven og slugte dette syn med opspilede øjne og bankende hjerter og hæsblæsende aandedrag, og sveden piblende ned ad panden.

Saa med ét fór jeg op –: vi maa skynde os! hvisked jeg til min kammerat.

– Vil du virkelig derind? spurgte han ængstelig.

– Vil du med eller ikke? – Jeg sprang i baaden.

Jo, saa kom han ogsaa.

Jeg tog det forreste aarepar, han det agterste, og med et par tag var vi om pynten igjen og havde tat sigte paa stranden.

– Og nu ror vi som det gjaldt livet, hvisked jeg; lange tag!

Vi tog spændtag mod toften, bøjed os forover og langed ud alt hvad vi kunde og baaden sat afsted med fos for bougen.

En stund hørte vi ingen ting andet end denne fossen for bougen af baaden.

– Mon de ikke mærked det? … nej, de var vel for optat af sig selv….

Jo, saa pludselig skriger flere fruentimmerstemmer paa én gang: ro væk! ro væk! Men jeg bare bed tænderne sammen, spændte fødderne endnu voldsommere mod toften og la mig tilbage paa aarerne med al den magt jeg ejed og havde….

Skurende mod grunden fløj baaden langt op i stranden og faldt om paa siden ned paa den hvide sand. Da først vendte jeg mig om for at se. Hele flokken, alle otte, flygted opover; de bagerste var saavidt kommen op af vandet.

Jeg sad som naglet til pletten. Mit ansigt brændte som ild og pulsen banked som i feber de par sekunder jeg sad der og stirred efter disse nøgne flygtende kvindeskikkelser. Saa forsvandt den sidste bag buskene – og jeg faldt rent sammen.

Jeg følte mig forfærdelig syg og udmattet.

Men saa pludselig titted et par af dem frem bag buskene igjen –: aa fy! aa fy! ropte de ned til os.

Jeg blev med én gang forfærdelig skamfuld, jeg havde lyst til at synke i jorden der jeg sad. Men æren maatte reddes; vi var jo kjække gutter og ingen tøsefuter; det var ikke for at se paa dem, vi var kommen hvad brydde vi os om det?! – Nejda! det var bare for at skræmme fruentimmerne. Og uden egentlig at gjøre mig rede for noget rejste jeg mig op i baaden, svinged min hat og ropte leende:

– Hurra-a-a!

Og saa sprang vi iland, skjøv baaden ud igjen og rodde langsomt bort. –

En stund sa vi ikke et ord nogen af os. Men saa kunde jeg ikke dy mig –:

– Tænk, om vi havde turdet løbe op til dem bag buskene! – hu! – jeg skalv.

– Jeg skulde gjerne git en mark for at faa se mere, svarte han lysten.

– En mark?! – mit halve liv! Jeg sa det ikke, mumled det bare hen for mig, turde ikke la selv ham, min bedste ven vide, hvordan jeg virkelig var.

Vi rodde hjemover med langsomme aaretag, baaden gled sagtelig frem gjennem det stille vand, ingen af os sa noget, vi havde nok med os selv.

Jeg i det mindste havde det. Jeg følte mig uhyggelig uvel baade paa legeme og sjæl, som naget af en tærende sygdom.

… Aa denne fortærende, vanvittige tørst efter at vælte mig, rulle mig, bade mig i kvindekjød! – skulde den vare ved uden at bli tilfredsstillet, dag ud og dag ind, ligetil jeg engang langt ude i fremtiden blev gift?!

… Gift? – Far var blet gift da han var 31, jeg var ikke 14 endda. Vente I7, 18 aar – jeg vilde bli gal længe før. Rart at jeg ikke var blet det alt. Denne fortærende lidenskab holdt mig jo i aande hele dagen, fra jeg vaagned til jeg søvned – med enkelte korte mellemrum af fuldstændig slaphed … Bade var det eneste; det dulmed saalænge det varte. Men En kunde jo ikke ligge i vandet hele dagen – og ellers var det der omtrent bestandig. Med det samme jeg slog øjnene op om morgenen – strax var det der, og jeg styrted op af sengen, slugte lidt mad i mig og fløj ud paa marken for at høje sammen med bondejenterne. Saa nær ind paa dem som muligt; saa jeg af og til kunde stjæle mig til at indaande svedlugten af deres legemer; jeg trak den i mig med aaben mund og opspilede næsebor og følte det som om jeg spiste og drak fruentimmer ind i mig. Men jeg turde ikke røre ved dem; ikke for alt i verden; nejda! Om konen paa gaarden, naar vi var færdig med et arbejde og jeg havde vært rigtig flittig kunde sige til mig: «du er flink du! du skal faa ligge med jenterne paa laaven inat» saa blev jeg bare flau og stod der med et fjottet smil og lod jenterne le ad mig istedenfor at ta i dem og kile dem og holde leven med dem; jeg følte det som om de allesammen havde gjættet mine tanker. Af og til fandt jeg paa at ville tvinge mig til at ta borti dem, men det var mig ikke muligt. Ikke saalænge det var lyst. En anden sag var det naar det blev mørkt … som f. ex. naar vi gik en hel rad af gutter og jenter og rulled høet indover laaven, og saa en af bondegutterne fandt paa at slaa laavedøren igjen for at kunne holde leven med jenterne i mørket. Da fór jeg øjeblikkelig med hodet eller med hænderne – eftersom det kunde træffe sig op under stakken paa den nærmeste jenten og laa der og kribled og krabled, uden at bry mig om hverken puf eller spark. Men ikke før var laavedøren oppe igjen før jeg pludselig, sigende i knæerne af udmattelse, men ladende som ingenting, gik der ganske rolig og rulled videre paa høet – bare med det ene ønske: aa gid én vilde gjøre det mørkt igjen! For mens det var lyst – nej! Aa, at jeg ingenting turde! det var da igrunden for galt! – En dame … at jeg ikke kunde faa en dame, det fik saa være; det gik jo ikke an, det var jo en umulig, utænkelig ting. En dame med klær paa det var mig umuligt at tænke klæerne bort, skjønt jeg idag havde set hele otte stykker af dem uden klær, virkelig nøgne! En dame, nej det fik saa være. Men en tjenestepige – at jeg ikke skulde turde forsøge mig der! Det kunde jo hænde, det gik, og da – aa gud! saa meget at vinde, ossaa ikke turde! Jeg skar tænder: her gik jeg jo og gjorde mig til latter hver eneste aften, bare for at faa lov til at holde paa en tjenestepigearm! men at forsøge paa at ta hele pigen – nej! Og det uagtet jeg sandsynligvis ikke risikerte mere ved det. – Aa det var idiotisk! hver aften naar hele familien havde lagt sig og tjenestepigerne sammen med bondejenterne tog sig en aftentur, sneg jeg mig alene efter dem. De vented mig, for jeg kom bestandig, og de havde sin moro af det. En af dem den ene dag én, den anden en anden – tog mig da under armen og sa at idag var det hende som var gift med mig. Og saa spaserte vi sammen, fulgt af alle de andre. Der behøvedes ikke mere. Jeg gik der med feber i kroppen og klinte mig op til hende og sa et eller andet som der sjelden var nogen mening i, for jeg var rent halvtullet. Og alle jenterne lo, som de var gale. Jeg havde jo ikke andet end skjorte, buxer og en kort jakke paa kroppen, saa det var let at se udenpaa hvordan det var fat med mig – og det syntes de var grepa moro. Og jeg bed ærgrelsen i mig og blev gaaende der, hed og febrilsk, med fortvivlede tanker om pludselig at kaste hende overende i en grøft og styrte mig ovenpaa hende, eller noget andet lignende men turde naturligvis aldrig nogenting. Og ingen af dem forbarmed sig over mig. Og alligevel kom jeg igjen aften efter aften og skaffed dem den samme komedie….

Aa, men jeg holdt det ikke ud; jeg blev sikkert vanvittig, hvis det skulde vare ved slig …

Og alligevel turde jeg ikke.

Nej, ikke herhjemme. Men naar jeg kom ud tilsøs. Langt hjemmefra, hvor ingen kjendte mig, saa ingen kunde fortælle noget … Aa, da skulde jeg turde. Og da vilde jeg. Ja, jeg vilde! jeg vilde! der var ikke tale om andet….

… Aa tilsøs! – Sejle … sejle, som var mit liv! Sejle og komme i havn, og der mætte mig, mætte mig, aah mætte mig! med fruentimmer. Og saa sejle igjen. Og længes. En stund. Og sejle og længes, og længes og sejle – og saa i havn igjen, brrr! – jeg skvat op i en vellystig gysen.

– Hvad gaar der af dig? spurgte min kammerat.

– Hu, en kuldegysen! det grøsser i mig.

Og saa rodde vi til med raskere aaretag, baaden tog fart gjennem det blanke vand, og snart var jeg igjen ude i marken og højed sammen med bondejenterne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.