Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XVII.

Nogen dage senere, klokken henimod tre om middagen vandred jeg trybel og alene opover Karljohan med hænderne i lommen og frakkekraven brættet op. Det snedde tæt men var ganske stille og ikke koldt. De store, bløde sneflokker daled langsomt og lydløst, tæt paa hverandre ned gjennem luften foran mig, hylled alting ind i et fugtigt, hvidt slør og bedækked mit bryst og mine skuldre med et tykt lag af sne. Paa gaden laa nysneen flere tommer tyk; jeg gik som paa et blødt hvidt tæppe.

Der var næsten ingen mennesker ude; der var ikke musik idag.

Som jeg gaar forbi universitetsuhret og af gammel vane kaster et blik op paa det uden at lægge mærke til hvad klokken er, hører jeg skridt lige bag mig paa den bløde nysne og vender mig uvilkaarlig om –:

Det var Gerda! – sammen med en veninde forresten.

Hun smilte. Men jeg var bange for at genere hende og tog hodet til mig igjen.

Saa gik de forbi. Men idetsamme de passerte, vendte Gerda sig og smilte mig ind i ansigtet med sin barnlige liebäugeln – aldeles som i gamle dage.

– Goddag! sa hun frejdig, og nikked.

– Goddag! – jeg hilste og saa sørgmodig paa hende.

Saa gik hun videre … hun og den anden….

Jeg tænkte paa at vende. Dette var jo bare pinligt….

Men saa vendte hun sig og lo igjen tilbage til mig med de dejlige øjne og den røde mund. Og saa brød den frem igjen i al sin styrke hele min dulmede længsel efter denne sextenaarige kvinde … alle minder blev friske … mit hjerte banked –:

Var dette bare et øjebliks lune? … eller kunde jeg endnu vinde hende tilbage? …

Jeg beslutted at gaa efter dem. – Det bar udover Drammensvejen som sædvanlig. Sneen faldt lige tæt; jeg saa dem gjennem de store bløde sneflokker som gjennem et blødt hvidt slør. – Vi mødte ikke et menneske.

Af og til vendte hun sig og lo tilbage – og bøjed sig saa hen mod veninden og sa noget.

Just som de passerte gitterporten til bri gadelæge Schiøtts løkke, fandt hun pludselig paa at ta en stilebog op af lommen og kaste den op i luften og ta den igjen. Det mored hende, og hun blev ved. Men ret som det var greb hun fejl og bogen faldt ned i sneen, og naar hun saa bøjed sig og tog den op igjen og slog sneen af den, lo hun højt og saa tilbage paa mig. Tilslut, da hun igjen greb fejl, og bogen for tiende gang faldt ned, gad hun ikke ta den op mere; hun lod den bli liggende og gik videre – men vendte sig stadig for at se om jeg tog den op. Det gjorde jeg naturligvis da jeg kom saa langt, og da jeg saa aabned bogen og begyndte at læse, greb hun veninden om armen og klemte sig ind til hende og lo. Og saa blev de gaaende og se sig tilbage i ét væk begge to, mens jeg gik der og læste. – Det var nogen rædsomt slette norske stile over for skrækkelig sletvalgte emner. – Nej, det var nok ikke i min skole de stile var git eller skrevne!

Foran bænken ved hjørnet af Observatoriegaden stansed de, sopte med hænderne sneen bort af sædet og sat sig saa ned og vented. Da jeg kom rejste Gerda sig og stilled sig op lige foran mig –:

– Jeg vil ha igjen bogen min, sa hun i en befalende tone.

– Nej den vil jeg ha til en erindring om Dem! – Og jeg forsøgte at bøje ned Observatoriegaden i det haab at faa hende alene efter mig. Men hun greb mig i armen og stansed mig –:

– Nej vil De bare gi mig den! ropte hun og forsøgte at ta den.

Jeg rak leende bogen op i vejret saa højt jeg kunde med den højre haand. Hun hængte sig om armen og tvang haanden ned igjen; men just som hun skulde ta bogen, skifted jeg den rask over i venstre haand og strak den i vejret. Saa fór hun over paa den anden side og hængte sig i den venstre arm. –

– Gi mig den! gi mig den! vil De bare gi mig den! – og hun halte haanden ned til sig. – Nej, over i den anden haand kom bogen igjen – og ivejret med den. Slig blev vi ved den ene gang efter den anden, og hun blev ivrigere og ivrigere med sit: gi mig den! gi mig den! vil De bare gi mig den! mens hun hang der om min arm.

Men tilslut blev hun træt og sat sig surmulende hen paa bænken igjen. Jeg blev staaende og se paa hende.

– Maa jeg ha den? spurgte jeg og lo.

Saa sat hun en barsk mine op –: Vil De værsgod komme her hen og gi mig min bog!

Jeg sat en alvorlig mine op, gik hen til hende og bøjed knæ og overrak hende den underdanig.

Hun tog først højtidelig imod den, saa saa hen paa veninden og kniste, ligesom kildret, og dytted til hende – og de blev siddende der og knise og skotte op paa mig begge to. Da de rejste sig for at gaa videre, sendte Gerda mig en dejlig liebäugeln.

De gik rask videre udover; jeg fulgte langsommere efter. Henne paa bænken under Thomles gjærde fandt jeg dem igjen siddende. Jeg stansed foran bænken –:

– Naa dere har god tid!

– Ja det har vi rigtignok! svarte Gerda; den anden bare smilte forlegent.

– Jamen maa dere ikke hjem og spise middag, naar dere kommer fra skolen?

– Vi spiser, naar vi vil! – og hun gjorde et smaapigeagtigt flot knix med hodet.

Jeg smilte, og hun smilte, og saa gik jeg videre.

Men saa reiste de sig og skyndte sig forbi mig hen til den næste bænk, den henne ved Skjellebæk, og sat sig der. – Jeg stansed igjen foran dem –:

– Sidder dere nu her igjen?!

De bare lo.

– Ja, for her havde jeg ogsaa tænkt at sætte mig….

– Værs’god! sa Gerda med et lidet overlegent kast paa hodet og pegte ved siden af sig; her er god plads.

Saa sat jeg mig ned og væved noget gud ved hvad med dem begge, mens jeg ønsked veninden pokker i vold. Tilslut blev det da ogsaa til det, at Gerda vilde ikke følge veninden længer – hun bodde helt ude ved Bygdø – og veninden gik da alene udover mens Gerda og jeg gik sammen indover igjen.

– Det var holdt op at sne. Jeg rysted sneen af mig selv og gav mig saa til at børste af hendes kaabe….

– Tør De fornye bekjendtskabet nu da? spurgte jeg.

– Aja, sa hun, jeg har saamange ubehageligheder af at jeg har gaat med Dem, at jeg kan ligesaagodt bli ved. Og saa fortalte hun at paa skolen drilled de hende med mig hver eneste dag i frikvartererne, og hjemme fik hun hver dag høre at hun maatte ta sig iagt for mig. Og naar søsteren blev sint paa hende, trued hun bestandig med at hun skulde si til mo’eren, at nu havde hun gaat med Herman Eek igjen. – Men nu vil jeg netop gjøre det, sa hun tilslut.

– Der er ingen som driller mig med Dem, eller siger at jeg ikke maa gaa med Dem det er ikke det som gjør at jeg er saa glad ved at være sammen med Dem, sa jeg traurig.

Hun saa op paa mig –:

– A nu skal De ikke være saan! – Desuden, hvorfor gik De hen og sa det der nede i arbejdersamfundet!

– Hvilket? mener De.

– Det at De vilde ha tyve koner! Tror De det er morsomt at bli kaldt «en af de tyve «?

– Tror De virkelig jeg har sagt det?

– Tror det? – Ja, det tror jeg rigtignok! Jeg har jo selv læst det i Aftenposten.

– Tror De jeg er gal da?

Hun saa naivt paa mig –:

– Jeg trodde De havde sagt det bare for moro jeg! – eller for at ærgre dem som var der.

– Nej det jeg sa var s’gu alvor; men det var noget helt andet.

Hun gik nogen skridt. Saa sa hun:

– Aa men at De skulde sige det! der laa bebrejdelse i tonen.

– Det var noget jeg vilde ha folk til at tænke paa.

– Aah! De skulde ikke ha sagt det! – tonen var helt klagende.

Jeg tog hendes haand –:

– Nej De kan ogsaa være sikker paa jeg havde ikke oplukket min mund, havde jeg vidst det skulde vække slig skandale at De ikke turde gaa med mig mer. De skulde vide for en tid jeg har tilbragt siden den dag! … hvad jeg har følt hvergang jeg saa Dem skjære over gaden eller dreje om et hjørne saasnart De saa mig! … Aa gudskelov at de dage er gaat.

Vi var kommen tilbage til hjørnet af Observatoriegaden.

– A lad os ta ned her? sa jeg. Den vejen er saa hyggelig; vi har gaat den sammen før.

Hun saa et øjeblik paa mig –:

– Aja! sa hun saa.

Og saa gik vi langsomt nedover denne ensomme gade mellem de høje havegjærder med træer bag. Hun gik og saa ned paa sine fødder, jeg gik og saa paa hende. Ingen af os talte.

Pludselig, midt nede i gaden tog hun med ét et rask skridt frem foran mig, læned sig tilbage mod mit bryst og la hodet bagover ned paa min skulder –:

– Jeg er søvnig, sa hun og smilte hen for sig; nu har jeg lyst til at sove. Og hun lukked øjnene næsten helt igjen, saa de lange sorte øjenvimper tegned sig skarpt af mod den matgyldne kind.

Jeg la armen løst omkring hende, saavidt hun var støttet, og blev gaaende og se ned paa dette unge ansigt med de lukkede øjne og det halve smil, underlig blød tilmode, mens jeg sagte klapped den tykke sorte flette som hang ned over mit bryst.

Saadan gik vi videre uden at tale.

Nede ved enden af gaden tog vi tilvenstre langs stakitgjærderne foran de to løkker, som ligger der paa venstre haand. Tilhøjre nedenfor os laa fjorden aaben og blank udover. – Hun aabned øjnene halvt og skotted op i vinduerne paa de to huse inde i haverne. Men der saa ikke ud til at være folk i dem, og hun lod rolig hodet bli liggende der det laa.

Men saa tilslut syntes hun nok vi kom for nær op under vinduerne paa det gule hus der ret foran paa hjørnet af det nylagte kvartal – og hun stansed, løfted op hodet fra min skulder og vendte sig om imod mig.

Et øjeblik stod vi stille og saa hverandre ind i øjnene, blødt, som efter et favntag. Saa gik vi rolig videre, seende ret fremfor os, uden at tale, glade bare ved at gaa der ved siden af hverandre.

Vi gik forbi det gule hus, hen til det næste hjørne; der tog vi op tilvenstre. Som vi gik forbi et hus hvor der spiltes pianoforte inde i første étage, fik hun pludselig en idé –:

– Jeg vil gaa ind og se hvem det er som spiller! sa hun og forsvandt med et skjæmsk smil ind ad porten.

Jeg gik efter. – Tilhøjre midt inde i porten gik der en fem sex trin op til trappeafsatsen foran første étage. Deroppe stod hun foran entrédøren, koket foroverbøjet, og læste paa visitkortene. Da jeg steg op de første par trin, retted hun sig ivejret og vendte sig mod mig –:

– Det er bare Henrik Hermansen som spiller, sa hun og fæsted liebäugelnde øjnene paa mig.

Jeg blev staaende der midt i trappen med mine øjne i hendes. Hun sa ikke noget mere, bare kom langsomt hen imod mig uden at slippe mine øjne.

Jeg rak min højre haand frem og hun tog den og beholdt den, mens hun steg ned til det samme trin som jeg. Der stansed hun – og saa la hun sig med hele sin tyngde langsomt bagover i min venstre arm og blev liggende der med lukkede øjne. Et svagt sanseligt smil laa og drømte om hendes mund. Men jeg bøjed mig behersket ned og kyssed hende bare paa panden –: det maatte, det maatte ikke gaa for rask med denne erotik; den kunde fordærve mig det hele.

Hun løfted øjenlaagene og saa op paa mig –: det var de veke, hengivne øjne jeg kjendte saa godt – du maa gjerne, sa de og saa lukked de sig igjen.

Mine lemmer blev underlig bløde. Det svage, sanselige smil laa endnu og drømte om hendes mund, og jeg længtes, jeg længtes efter disse røde læber. Men jeg vilde ikke! nej jeg vilde ikke! Og jeg bøjed mig igjen ned og kyssed bare den mathvide pande.

Men saa aabned hun helt de veke øjne, og de hvilte en stund i mine – det føltes som om hun drog mig ind til sig. Og saa bøjed jeg mig igjen ganske langsomt. Øjne i øjne, mund rettet mod mund nærmed vore ansigter sig hverandre; og hendes øjenlaag sank efterhaanden ned, mens hendes arm la sig sagte langs min og op om min skulder. Vore læber var lige ved at mødes – saa kom der nogen i entréen, og vi skvat op og skyndte os ned i porten og ud. –

Langsomt gik vi opover, haand i haand, uden at sige noget. Jeg var underlig uvel tilmode. Det var som om jeg rent legemlig trængte det kys jeg ikke havde villet ta, før det blev for sent … Men det var en lise at holde hendes varme haand … aa bare den havde vært nøgen – hansken ærgred mig …

… Forresten, jeg var glad jeg ikke havde kysset hende; det kunde komme vel med, naar vi nu blev set sammen igjen, og mama skulde til med sin forførelsespræken igjen… Aa, men hvor jeg tørsted efter hendes læber! …

Oppe paa hjørnet stansed vi – jeg maatte ikke følge hende længer, sa hun og blev staaende og se hverandre ind i øjnene.

– Jaja, adjø! sa jeg tilslut og tog hendes haand i min – hvor De har vært sød idag!

Hun smilte og liebäugelte, og linjen mellem de fyldige læber danned en vellystig bue.

– Gud, sa jeg, Deres læber er som gjort bare til at kysses.

Saa lo hun og rev sig løs –: adjø!

– Faar jeg se Dem i eftermiddag? raabte jeg efter hende.

Hun stansed og betænkte sig –: nej ikke før imorgen; jeg skal til tante i eftermiddag. Og saa skyndte hun sig opover, mens jeg blev staaende og se efter hende.

… Hvor hun vugged sig stolt i de bløde hofter der hun gik! …

Først da hun skulde ind ad porten vendte hun sig og saa tilbage om jeg var der. Saa nikked hun og gik ind. – Og saa gik jeg indover til byen igjen med nyt haab, gladere end jeg havde vært paa lange tider.

*

Det var om aftenen den samme dag. Jeg laa hjemme paa min sofa og røgte og tænkte paa Gerda. Paa bordet stod maskinen med toddyvandet og kogte ved siden af et bret med en halv Hennesy og to glas. Klokken var ti da jeg hørte det sædvanlige sneboldkast paa ruden. Jeg rejste mig op og gik hen og lukked op vinduet og læned mig udover dernede stod han.

– Godaften! ropte han op.

– Godaften!

– Har du oplevet noget?

– Nej. – End du?

– Nej. – Og han blev staaende som sædvanlig en stund og se op uden at si noget.

– Godnat! sa han saa.

– Godnat! – Og stille og traurig vandred han nedover i maanelyset.

Jeg blev liggende og se efter ham, indtil han var næsten ved hjørnet.

– Jo, for satan! raabte jeg saa; kom op skal du høre.

Han skyndte sig opover igjen, jeg tulled nøglen ind i en avis og kasted den ned til ham, og han kom op. Og saa laved vi en toddy og tændte en cigar og han fik historien.

– Nej hvor hun er fordømt sød sa han da jeg var færdig. Og han blev ganske blank i øjnene bare ved at tænke paa, hvor sød hun var.

– Ja det kan du nok si. – Vi har ialfald reddet den bedste. – Kunde nu de andre komme efter, saa … !

Og vi blev siddende der til langt paa nat og lægge op planer om hvad vi skulde gjøre for at faa fat i de andre ogsaa – om ikke nu strax, saa til høsten igjen … folk maatte da glemme engang … og da blev det jo tidligere mørkt ogsaa; dagene var svært lange nu….

*

Dagen efter, om formiddagen mellem tolv og et, kom jeg noksaa vel tilmode gaaende ned Svartfejerbakken bag storthinget. Nede paa hjørnet af Storthingsgaden støder jeg lige paa Gerda – og hendes mor. Det maatte være hendes mor; der var saa meget som minded. Jeg gik forbi uden at hilse og skar paa skraa tværsover gaden hen til Eidsvolds plads lidt ubehagelig tilmode …

Mon mo’eren kjendte mig? … fan’en, alle folk kjendte mig næsten siden den fordømte affære … Hvad om hun fandt paa at løbe efter mig og ta fat i mig! …

Pludselig – jeg var lige under storthingsløven – hørte jeg trippende skridt bag mig, det fór som et lyn igjennem mig –: det var mo’eren.

Jeg stansed og vendte mig om – der stod hun: en middelshøj dame paa de femti, borgerlig klædt, det graasprængte haar strøget ned over tindingerne, et ikke magert, men slidt ansigt med store mørke, lidt dybtliggende øjne; engang maatte de ha vært vakre, men nu var de trætte og saa slidte ud, de ligesom ansigtet.

Hun saa et øjeblik lidt forvirret paa mig. Saa sa hun:

– Tør jeg spørge, om det er hr. Eek?

Jeg løfted paa hatten og hilste bejaende.

– Jeg vilde sige Dem … begyndte hun. Men saa husked hun at hun ikke havde præsenteret sig … Jeg er frøken Holms mor … jeg hører De gaar sammen med min datter paa gaden … Det ønsker jeg ikke … og… og … jeg haaber … at De holder Dem det efterretteligt!

De sidste ord blev udtalt med hurtig betoning og ængstelig truende myndighed i stemmen og der fór et næsten vildt glimt gjennem de store sorte slidte øjne, og ansigtet fik et sublimt udtryk: som hos et dyr der forsvarer sine unger. – Jeg maatte tænke paa mit gamle ordsprog om hjulene paa frihedens vogn som gaar over familiefædrenes og familiemødrenes hjerter.

Jeg løfted igjen paa hatten –:

– Frue! det skal være mig en fornøjelse at efterkomme Deres ønske. Og jeg bukked, sat hatten paa og gik.

Men først havde jeg skelet hen paa Gerda som stod derhenne paa den anden side af gaden og overvar optrinet. Hun fniste da jeg saa derover, men usikkert; ikke paa den sædvanlige frejdige maade.

Jeg gik tværsover Eidsvolds plads hen i Grand Hotel i en højst ubehagelig stemning …

… Fan’en ogsaa, at det skulde hænde!… Men hvorfor var Gerda ikke paa skolen?… Nej det var jo sandt, det var Onsdag idag; hun havde jo vært hos præsten … Gid satan havde det! – – –

Ved middagstid i musiktiden ledte jeg forgjæves efter Gerda; hun var der ikke….

Hele eftermiddagen igjennem roded jeg omkring, i Karljohan og deromkring; udover Drammensvejen og ned i sidegaderne omkring der hvor hun bodde; – men fik ikke et glimt af hende. Saa gik jeg modløs hjem og la mig paa min sofa igjen til at stirre op i taget ligesom før –: det var forbi; hun turde ikke.

*

Om aftenen allerede ved ottetiden kom Jarmann. Jeg laa som sædvanlig henne i sofaen.

– Det er forbi! sa jeg med det samme han stak hodet ind ad døren.

– N-æ-j?! – han saa ud, som der var hændt ham en ulykke.

– Ja desværre.

Han sat sig ned i gyngestolen og jeg fortalte ham hvordan det var gaat for sig. Da jeg var færdig blev jeg siddende i sofaen ligeoverfor ham med Gerdas billede i haanden, det gamle billede med fyren som ikke kan faa træd i naalen, og de kjønslig leende unge piger. Jeg sad og stirred paa Gerdas ansigt. Sandsynligvis maa jeg ha set meget elegisk ud, for da jeg ser op igjen sidder Jarmann og gnider sig i hænderne, smilende med taarer i øjnene:

– Nej hvor det er morsomt! (at jeg holdt saa meget af hende var meningen.)

Jeg saa paa ham og smilte trist –:

– Nej det er s’gu ikke moro. – Nu har jeg mistet det sidste surrogat.

Han saa spørgende paa mig.

– Ja, du forstaar ikke situationen helt ud, sa jeg. Du kjender ikke mit tidligere liv. Jeg har jo aldrig fortalt dig det….

– Nej….

Jeg sad og saa en stund hen for mig og sa saa –:

– Ja, vi har jo ingenting at gjøre alligevel iaften; saa kan du ligesaa godt faa høre det. – Og jeg tog frem af skrivemappen en bunke gamle manuskripter og læste op for ham følgende:

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.