XVIII.

Naar jeg tænker tilbage paa den tid jeg var liden gut, er der én scene som strax staar lyslevende for mig –.

Jeg ligger i en seng inde i et aflangt værelse med nøgne søgrønne vægger. – Søgrønne vægger … det er det eneste jeg ved… ossaa det at jeg skal dø. Men jeg ved det ikke saan klart. Døden og det søgrønne har blandet sig underlig uklart sammen i min bevidsthed, naar jeg ligger der i en døs, med lukkede øjne, uden smerter og uden længsel, bare træt, usigelig træt og med denne taagede søgrønne forestilling om døden.

Af og til mærker jeg, at man aabner min mund og hælder noget ind i den bouillon, rhinskvin eller portvin – og jeg gjør en mat svælgebevægelse, og det glider ned. – Og saa er det igjen det søgrønne og døden. –

Jeg har ikke begreb om tiden.

Pludselig blir jeg med ét lysvaagen og aabner øjnene. Men jeg kan ikke røre mig, jeg er altfor træt, og kan slet ikke tænke; jeg bare stirrer ret frem ud over sengebenene. Lidt efter lidt gaar det op for mig, at jeg ligger og stirrer paa nogen store sorte bogstaver paa hvid grund –: «Salige ere de Døde som døe i Herren» staar der. – Det er «den stille Trøster», som hænger der lige tilhøjre for døren paa den søgrønne væg.

Jeg blir liggende og stirre paa bogstaverne.

Men saa pludselig hører jeg en hixtende hulken ved siden af mig tilvenstre og forsøger mat at vende øjnene efter lyden. Det gaar ganske langsomt, men tilslut lykkes det –:

Foran bordet ved vinduet sidder mor. Det er hende som græder. Bleg og mager, det mørkebrune haar skilt i midten, strøget glat ned over tindingerne og sat op i en liden knude bag i nakken, sidder hun der i den graa morgenkjole med haanden under hagen og stirrer ud gjennem vinduet ud i graavejret, mens taarerne rinder ned over det forgræmmede ansigt, ud over de fremstaaende kindben, ned i den blege kindhule og ud omkring de grædende mundviger, som af og til bevæger sig krampagtig under en ny hixtende hulken.

Jeg ser en stund paa hende men føler ingenting ved det, jeg er for mat til at faa noget indtryk – og forstaar ikke hvorfor hun græder.

Saa gaar det op for mig at det er fordi jeg skal dø.

… Jeg er den tredje. Først var det Christian. Saa var det Nils. De laa hen i en døs, og saa døde de. Nu er det min tur … Det er mig det samme …

Men det er synd paa mor … for hendes skyld skulde jeg gjerne komme mig.

Saa husker jeg at hvis jeg havde levet videre skulde jeg blet sømand … sejlet verden rundt og set fremmede lande. Og saa kommer de tanker jeg havde gjort mig om hvad slags menneske jeg da vilde bli … naar alle fristelserne kom … paa de fremmede steder hvor ingen kjendte mig, og jeg ikke behøved at være bange for at nogen fortalte det … Alle søfolk var jo nogen ugudelige, liderlige mennesker, naar de kom iland paa fremmede steder, havde jeg hørt. Og jeg vilde ogsaa bli det. Meget. Jeg vilde komme til at leve et forfærdelig ugudeligt liv … svælge i liderlighed … jeg vidste jeg vilde ikke kunne andet. Og hvis jeg saa døde uden at faa tid til at omvende mig … eller gud ikke vilde ha mig, fordi jeg havde levet hele mit liv med den bagtanke at omvende mig først paa det sidste … ? – Nej, da var det bedre jeg døde nu … som et guds barn… salige er de døde som dø i herren…

Og alligevel, det var rart at dø uden at ha probert det…. jeg havde ofte tænkt at skulde jeg dø vilde jeg ialfald gjøre alt hvad jeg kunde for at faa probere det først … bare én gang, saa jeg ikke gik ud af livet uden at vide hvad det var. – Det var en ugudelig tanke. Men nu tænkte jeg ikke saa mere … jeg følte mig saa ren … jeg havde ingen lyster …

Og alle de lyster, jeg havde havt! … alt det jeg havde tænkt paa med husjomfruen, den store prægtige attenaars Lina, tante Lina som vi kaldte hende … hun skulde vidst det! … (de mest fantastiske liderligheder som jeg i tankerne havde bedrevet med hende gled mig forbi – liderligheder saa fantastiske, at jeg aldrig har hørt dem bedrevet i virkeligheden engang) … Aa gud, hvor det var gyselig, grisagtig, forfærdelig stygt. Men dengang syntes jeg det var dejligt … Lina skulde vidst det! du store gud hvad mon hun vilde ha sagt…. Og ligedan med Kaja Hansen, naboens fjortenaars datter … Og med min søster … det var kanske det allerstyggeste …

Nu kunde sligt ikke falde mig ind. Men det var vist bare fordi jeg var saa træt. Blev jeg rask og stærk igjen, saa kom vist de skrækkelige lyster tilbage igjen. Naturligvis. – Aa hvor jeg da kom til at bli ugudelig naar jeg saa kom ud tilsøs. – Nej, det var bedst som det var; nu kunde jeg dø som et guds barn….

Men det gjorde mig saa ondt for mor. Aa hvor hun græd; nu havde hun lagt hodet ned paa armene og sad og storhulked….

Saa falder det mig ind: jeg vil forklare hende alt: hvad slags menneske jeg vilde blet om jeg havde levet videre … at hun maa være glad over at det er som det er; for saa træffes vi da igjen i himlen … det havde vi kanske ikke gjort ellers. – Det er kanske derfor gud lar mig dø nu … Jeg vil forklare hende det, saa vil hun ikke græde saameget… ja det vil jeg –:

Mor!

Det blev bare en hvisken, jeg havde ikke kræfter til mere. Men hun hørte det og fór op og kasted sig paaknæ ned foran sengen, strøg mig over haaret, kyssed mig paa panden ikke paa munden, for det var difterit jeg havde – og blev liggende der paaknæ og se mig kjærlig ind i øjnene, mens taarerne strømmed hende ned ad kinderne. I tre dage havde hun forgjæves ventet paa et ord, et blik; jeg havde ikke opladt min mund, ikke aabnet et øje.

Saa skulde jeg begynde at tale og forklare hende det.

Men hvordan skulde jeg kunne faa sagt hende det? … hun som aldrig havde vidst af sligt … ? som var saa kysk, saa ren … ? Jeg kunde ikke nævne ordene engang … Og selv om jeg kunde … ? – Nej, hun skulde ikke vide hvor forskrækkelig fæl og svinsk jeg havde vært… saa vilde hun komme til at tænke paa det hvergang hun tænkte paa mig… og det vilde jeg ikke. – Nej!

Og jeg blev liggende stum og ubevægelig og bare saa paa hende med et underligt blik.

Jeg kunde se det forfærded hende; hun trodde vist det var døden som kom, for hun tog mig om halsen og la sig over mig og trykked sig ind til mig saa det gjorde ondt, aa saa ondt – og hulked som om hun skulde dø.

Jeg syntes forfærdelig synd paa hende og vilde sige noget, men kunde ikke – hun trykked mig ogsaa saa haardt – og saa døsed jeg af igjen, og alting flød igjen ud i den trætte taagede søgrønne tanke paa døden. – –

Jeg var tolv aar dengang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.