Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXII.

Nok et aar. Det var i Kristiania. Jeg var kommen herind for at ta skipperexamen; jeg var ikke mere end 17 aar, men disse examiner var det ligesaa godt at faa fra sig først som sidst.

Paa en kvist oppe i Professorbyen sad jeg lænet tilbage i gyngestolen foran skrivebordet med et brev i haanden. Jeg havde læst det, og læst det, og læst det igjen –:

Kjære Herman!
Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan gjengjælde dine følelser. Jeg anede ikke at du holdt af mig paa den maade. Du maa ogsaa huske paa at du er endnu for ung til at tænke paa noget saadant. Naar du engang kommer i den alder at du kan gifte dig, da vilde jeg være for gammel for dig. Søg altsaa at glemme mig.
Din hengivne kousine Emma.

… Hun elsked mig altsaa ikke. Der med var alt sagt. Hvad kom det saa mig ved, at jeg var for ung, og hun for gammel. Det var forbi: hun elsked mig ikke …

Jeg støtted albuerne paa bordet og blev siddende og stirre ud af vinduet med haanden under kindet –:

Leve uden hende! – hvad skulde jeg saa leve og arbejde for …

… Besynderligt nok: hun var ikke vakker. Bare denne bedaarende huslige ynde. Ikke mere end en maaned havde jeg vært sammen med hende og hun var alt vævet dybt ind i alle mine drømme om fremtiden –: For hende skulde jeg rejse ud … til hende skulde jeg vende tilbage. Bittersøde skilsmisser. Og lykkedrukne hjemkomster. Og længsel imellem. – Indtil jeg ikke mere holdt det ud men maatte flytte hjemmet med mig. Som trækfuglene. Aa, en nydelig liden kahyt skulde hun ha. Og alt hvad hun ønsked det vilde jeg skaffe hende. Og hvert smil paa hendes ansigt, hver øm tak paa hendes læber – hvor det vilde gjøre mig lyksalig! Og bestandig bare denne ene tanke: hende! hende! hende! … aa-haa-haa! jeg la hodet ned paa armene og hulked.

Om en stund rejste jeg mig stille op, tørred mine øjne, tog et ark brevpapir frem af mappen og skrev –:

Kjære Emma!
Du elsker mig ikke. Kjærligheden, naar den kommer, styrter sig ned over os som en rovfugl over sit bytte; vi raar ikke for den. Mig har den styrtet sig over; ikke over dig. Du elsker mig ikke. Farvel! Jeg vil søge at glemme dig i verdens tummel.
Din hengivne Herman.

*

Saa var det en maaned senere. Jeg var begyndt saa smaat at rangle. Ganske alene. Om formiddagen sad jeg paa skipperskolen, resten af dagen tilbragte jeg med at drive omkring paa kaféer og knejper af alle slags. Tilsidst havde jeg slaat mig ned paa en tredje rangs restauration, hvor jeg sad hver eneste dag fra kl. 5 til kl. 12 og drak afvexlende en toddy og en halv øl – noget maatte jeg jo drikke for at kunne sidde der.

Skjænken og disken, begge hvidmalte; ossaa nogen træstole og smaa træborde, som engang havde vært rødmalte – det var bohavet; det saa koldt og haardt og uhyggeligt ud. – Men henne bag den hvidmalte disk med smørrebrødsvaserne, sad der en ung pige. Liden og net; stort sort haar sat op med chignon, som damerne brugte det dengang; et blegt, fint lidet ansigt og et par store mørke gazelleøjne bag de lange sorte øjenhaar; tynde men røde læber og perlende hvide, vidunderlig velformede tænder.

Aften efter aften havde jeg siddet dernede fra 5 til 12, men aldrig havde jeg talt til hende, bare siddet og set paa hende og drømt. Og lidt efter lidt var det nu blet hende som var med i alle mine drømme om fremtiden.

Jeg førte altid en stor ostindiefarer, og hun var med. Agter paa dækket sad hun og sydde eller læste, naar det var solskin og godt vejr, og jeg fryded mine øjne ved at se paa hende, mens jeg gik der op og ned paa dækket. Og om jeg ikke netop havde hende for mine øjne – hun var altid i mine tanker. Var jeg forud og saa til folkenes arbejde jeg bar hendes billede med mig. Og ret som det var maatte jeg ta en tur agterover og se at hun virkelig var der. Da gløtted hun op fra sit arbejde med de store mørke øjne og nikked fortrolig til mig bag de sorte øjenhaar –: hun vidste godt hvorfor jeg kom. Og jeg nikked igjen og gik tilbage til mit arbejde og tænkte igjen paa hende …

Eller naar jeg havde staat en stund og spejdet ud over søen, efter land eller efter en sejler, og et øjeblik vært optat af noget andet end hende – pludselig maatte jeg skynde mig og vende mig om for at se at hun virkelig var der. Og bestandig sad hun der som et nyt under …

Og nede i den lune kahyt. Naar det var storm og uvejr deroppe, saa var der nede et koseligt hjem, fyldt af hendes bløde, kvindelige væsen. Og jeg kom derned, og indaanded denne hjemmets luft, og min lykke overvælded mig, og jeg sank ned paa knæ foran hende og la mit hode ned i hendes skjød og græd – græd mig let og glad og løfted saa mit ansigt og saa op i hendes trofaste taarefyldte øjne og vidste at hun følte det samme som jeg …

Slig havde jeg lidt efter lidt vævet hende ind i min kjærligheds drøm, mens jeg sad der ganske fortabt og stirred paa det kjære kjendte ansigt.

Og derhenne bag disken sad hun og vidste ingenting om det hele. Af og til gløtted hun op med øjnene og skotted nysgjerrig hen paa mig lille sortsmudskede fyr, som stadig sad der paa den samme plet og saa paa hende. Men hun tog strax øjnene til sig igjen; for jeg stirred bestandig lige ind i dem. Aldrig havde jeg talt til hende …

– Men engang maatte det ske! Jeg vilde tale til hende.

Men jeg kunde ikke finde paa noget at sige. I flere dage spekulerte jeg paa hvad i alverden jeg skulde sige men fandt ikke noget. Saa gik det op for mig at til hende kunde jeg ikke tale om andet end kjærlighed.

Men det kunde jeg ikke – jeg turde ikke, skjønt jeg beslutted mig til det hver dag.

Saa skrev jeg til hende, sa at jeg elsked hende og spurgte om hun vilde være min. –

Jeg vented én dag, to dage, tre dage – der kom ikke noget svar. Saa gik jeg derned igjen.

Hun sad som sædvanlig bag disken. Da jeg kom gik hun ind i spiseværelset ved siden af. Jeg gik efter. Der var ingen derinde. Hun sat sig paa en stol, jeg paa den ved siden af.

– Har De faaet mit brev? spurgte jeg forlegent.

– Ja. – Hun saa mig roligt ind i øjnene.

– Og hvad svarer De?

– At De er endnu for ung til at tænke paa noget saant. Og jeg er 24 aar.

Jeg svarte ingenting, bare stirred ud i luften og lod dem ramle overende derinde i hjernen alle de skjønne fantasier – jeg følte det igjen, som jeg skulde dø. – Pludselig vendte jeg igjen øjnene imod hende som for at klamre mig fast til hendes ansigt. Men saa var hun borte; hun var gaat ind i restaurationen igjen.

Jeg blev siddende endnu en stund.

… For ung til at tænke paa noget saadant?! – var det da en frase de havde læst udenad af en formularbog allesammen? … For ung … for gammel – du store gud, hvad var kjærlighed? …

Og jeg rejste mig, gik ud i restaurationen, tog min hat og gik – og viste mig der aldrig mere.

*

Det var en maanedstid efter igjen, en søndagsaften oppe hos min onkel. De gamle var ude. Det var bare et par kousiner, et par fættere, to damer som bodde der, og mig.

Den ene af de to logerende damer var fra en smaaby og laa herinde for at gaa paa gouvernanteskolen. Hun var knapt sexten aar men stor og velbygget og fuldstændig udviklet; hun saa ud som en ung frue paa de tyve. Det svære blonde haar laa i en tyk fletning slynget to gange rundt hodet. Et par lidt smaa, men forunderlig bløde blaa øjne titted fortrolig ud paa En. – Jeg sad ligeoverfor hende ved bordet og glemte af og til at spise for at se paa hende.

– Hvorfor ser De saa paa mig? spurgte hun nysgjerrig en gang hun greb mig i at sidde og se paa sig.

Jeg samled mig sammen og smilte –: Jo, jeg sidder og tænker paa hvor rart det er at De bare er sexten aar. De ser ud, som De var to og tyve.

Hun sat en surmulende mine op –: Nej, sa hun, jeg ser ud som jeg var nitten, ikke fuldt tyve.

– To og tyve! lo jeg.

– Første gang jeg saa Dem, sa hun, trodde jeg, De var tre og tyve. Ossaa er De bare sytten. – En dame paa sexten er ligesaa gammel som en herre paa tyve; De er bare et barn imod mig.

Jeg lo og blev ved at se paa hende, mens vi spiste videre. –

Da vi gik fra spisestuen ind i dagligstuen, kom vi to tilfældigvis sidst. Hun stansed i døraabningen, læned sig op ad dørkarmen og blev staaende. Saa stilled jeg mig op ligeoverfor hende, lænet mod den anden dørkarm, og stod og saa paa hende.

– De er i grunden ganske vakker, sa jeg.

– I grunden?! – det er ikke meget smigrende.

– Jeg har ikke sagt at jeg vilde smigre Dem.

Hun betænkte sig lidt, saa lo hun og sa –: Ajo, gjør det, smigr mig!

– Jaja –: forresten er De virkelig dejlig. En faar lyst til at stirre ind i de bløde blaa øjnene Deres, til En mister sin sjæl derinde. Det er derfor jeg har siddet og set saa paa Dem.

Hun lo, og vi blev staaende og se hverandre ind i øjnene.

– Ved De, sa hun saa –: jeg har lyst til at drikke dus med Dem.

Jeg smilte overlegent; jeg trodde, hun bare vilde gjøre nar af mig.

– De vil ikke? ropte hun overgivent. Skal jeg kanske falde paa knæ for Dem? Og dermed kasted hun sig paa knæ ned paa gulvet foran mig.

Jeg rak hende haanden, og rejste hende op –: Vel, saa drikker vi dus da; men – i brændevin!

Hun klapped i hænderne og lo –: Ja! ja! ropte hun. – Dere! – hun vendte sig mod dem derinde i dagligstuen –: vi skal drikke dus i brændevin! Og saa løb hun hen til buffeten og hented frem onkels akvavitflaske og to dramglas. I det ene skjænked hun bare lidet bitte gran, det andet skjænked hun bredfuldt –: Skaal sa hun og stak sin arm med glasset ind i min.

– Skaal du!

Vi drak og trykked hverandres hænder. Og saa blev glassene sat ind igjen, og vi stilled os igjen op ligeoverfor hverandre henne i døraabningen.

– Ved du, sa jeg –: den første gang jeg traf dig syntes jeg du var forfærdelig hyggelig. Det var en formiddag, jeg kom ind her for at læse aviserne, der var ingen hjemme, og du lukked op for mig. Jeg havde ikke set dig før; det var dagen efter at du var kommen. Først gik du ind paa dit værelse. Men lidt efter kom du ind i stuen og sat dig lige ved siden af mig i sofaen og gav dig til at passiare med mig som med en gammel bekjendt. Saant gjør ikke damerne her i byen, det er bare dig – du er en forfærdelig hyggelig dame!

Hun lo. – Jamen, sa hun; du var ossaa hyggelig; jeg husker det godt. Det var akkurat som at snakke med en af dem derhjemme….

*

Hun havde faldt og vrid foden og var blet liggende en tre ugers tid. Imens havde jeg gaat og tænkt paa hende hver dag. Og enden var blet den samme gamle –: nu var det hende som spilled hovedrollen i mine fremtidsfantasier. Bare det at denne gang trodde jeg ikke selv paa mine fantasier; jeg tænkte mig det som noget uhyre dejligt, men som nu engang ikke var muligt.

Endelig kom hun op igjen og vi traf en dag sammen hos en fætter ude paa Schulzehougen. Vi gik sammen derfra i mørkningen. Da vi kom et stykke op i den bratte Telthusbakken derude blev hun træt i foden og maatte stanse.

– Hvis jeg ikke var bange for at du vilde sige nej, vilde jeg by dig min arm sa jeg.

Hun sat op en fornærmet mine –:

– Nej hvis du ikke byr mig den ordentlig, saa tar jeg den ikke.

Jeg holdt armen frem –: maa jeg by Dem min arm frøken?

Saa lo hun og tog den og læned sig tungt paa den mens vi gik videre.

– Ved du at det er dejligt at gaa saan med din arm i min, sa jeg lidt efter.

Hun svarte ikke.

– Ja for saa gaar jeg og indbilder mig at der er nogen som holder af mig. Og det er det saa dejligt at tænke, naar der ikke er nogen i den hele vide verden som holder af En.

Hun syntes hun maatte svare noget. Saa lo hun og sa –:

– Ja men der kan jo heller ingen holde af dig; du rangler jo saa meget.

Jeg saa hende ind i øjnene –: Vilde du like en mand som ikke rangled, og aldrig havde ranglet?

Hun betænkte sig lidt. – Isch nej, sa hun saa, det er jo akkurat som de herrer som ikke røger tobak!

– Ja og desuden, hvad vilde du jeg skulde gjøre andet end at rangle? Nu er jeg sytten aar. Og i alle de aar som skal gaa, før jeg kommer i den alder at jeg kan gifte mig – hvad skulde jeg da ta mig til? For der er jo ingen som holder af En før En kommer i den alder. Saan er jo dere damer: dere tænker bare paa giftermaal, ikke paa kjærlighed.

– Fy! sa hun og trak sin arm ud af min og blev gaaende og se paa mig.

– Akja, sa jeg, det er bare i de faa korte stunder hvor jeg kan gaa og indbilde mig at der er nogen som holder af mig, at jeg ikke er ulykkelig. Og saa stansed jeg –: Aa gi mig armen din igjen da! stjæl ikke en af de faa stunder fra mig!

Hun betænkte sig lidt; stak saa pludselig armen ind under min og sat ansigtet lige op i mit og sa –:

– Du Herman! du er igrunden en rar gut!

– Ja jeg maa vist være rar. For jeg kan ikke som de andre gaa her og finde det naturligt at ingen skal holde af En før man blir saa gammel at man kan gifte sig … Aa, du skulde vide hvor jeg længes! … Ossaa har jeg en følelse af at jeg kommer til at dø før. En saan lykke er for stor til at den virkelig skulde komme.

Hun sat igjen ansigtet lige op i mit og saa mig ind i øjnene – og der var kommen noget ligesom forskræmt over det unge ansigt –:

– Du Herman! sa hun; undertiden føler jeg det ligedan … Aa, mon det aldrig skulde komme? …

Jeg rysted melankolsk paa hodet. – Og saa blev vi gaaende der arm i arm og se ret frem for os, ud i tusmørket, uden at sige noget mere og uden at se paa hverandre, bare trykked os tæt op til hverandre som to smaa børn. Jeg fulgte hende helt ind paa gangen. Der tog hun min haand og sa:

– Herman! skal vi to være gode venner?… saan rigtig gode venner? for jeg holder meget af dig.

– Ja, svarte jeg, men du –: da skal du kysse mig.

Hun slog armen om min hals og kyssed mig paa munden, og et øjeblik hvilte jeg mit hode mod hendes skulder –: aah! om hun havde elsket mig! …

Saa gik hun ind, og jeg vandred alene nedover til byen.

*

Nogen uger efter blev hun forlovet. Med en fyr som tænkte at gifte sig om et aarstid.

Hun var den eneste som havde trukket mig op til onkels; da hun nu var blet forlovet holdt jeg op at komme der. Og endnu regelmæssigere end før fordrev jeg de lange vintereftermiddage og aftener til ud paa natten sammen med en kammerat fra skipperskolen nede hos skjøgerne i Vaterland. Vaterland var dengang ligesom finere end Vika. –

Det var en søndagsaften, ved nitiden. Hele eftermiddagen havde vi siddet nede hos de to fruentimmer vi holdt os mest hos, og drukket koldpunch med kognakspidser. Saa skulde fruentimmerne paa Klingenberg og danse, og vi skulde naturligvis med; vi mangled aldrig der om søndagsaftenen. Men først maatte vi hjemom mig efter mere mynt.

Vi gik hjem sammen. Netop som vi var kommen ind og jeg stod og tændte paa lampen, banked det. Det var værtinden. Hun skulde hilse fra min onkel og be om jeg vilde komme derop iaften –: min søster som laa paa diakonissehuset var død.

Min kammerat sat sig ned i sofahjørnet, jeg sat mig i gyngestolen, og vi blev siddende en stund uden at sige noget.

… Død …?

En underlig uhyggelig fornemmelse greb mig. Jeg forekom mig selv som et klamt paddelignende dyr – ækkelt at komme nær…. Var jeg da blet et umenneske? –: Jeg følte ingenting ved det …

Død …? – Nej, ikke en fiber i mit hjerte rørte sig ved det.

… Naa ja, men hvad kom det ogsaa mig ved? Om hun var død eller hun leved, det havde jo ingenting med mit liv at bestille. Jeg leved jo videre som før –: stod op om morgenen og tog min halve øl med dram til, og forsøgte mig paa lidt frokost, gik paa skolen og sad der hele formiddagen, spiste middag og drak kaffe – og rangled saa videre til om natten eller til den næste morgen. – Og saa paa’en igjen. Immer og altid. Indtil jeg fik examen; saa rejste jeg ud igjen… og kom igjen … og rejste ud igjen… og kom igjen – Og saa var der ikke mere …

Og saa var der ikke mere? – det grøssed i mig ved den kolde tanke.

… Og hvis jeg døde? …

Ja, saa døde jeg … Og hvis jeg fik tid, saa forsøgte jeg vel at omvende mig. Og hvis jeg ikke fik tid? Ja saa gjorde jeg det altsaa ikke….

Aa, men det var for kjedeligt at tænke saan udover … jeg var træt af det … jeg gad ikke – de maatte leve eller dø allesammen for mig, akkurat som de selv vilde …

– Naa, hvad gjør du saa? spurgte min kammerat henne i sofahjørnet.

Jeg sprang op af gyngestolen –: Nu gaar vi s’gu paa Klinken og tar os en svingom.

Og dermed fandt jeg frem pengene, og vi gik. Min kammerat rysted misbilligende paa hodet, og da vi kom udenfor, sa han –:

– Du er igrunden en ugudelig krop! … Naa, men – det kommer jo ikke mig ved. – – –

En maanedstid efter fik jeg examen og rejste ud igjen som letmatros.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.