XXIII.

Det var ud paa høsten det samme aar, en nat. Vi havde vagt tilkøjs og laa og sov. Saa brøles der ud midt i ruffen –: «Re-e-e-js ud til kvarter i guds na-a-a-vn!» – Det var udpurring; klokken var tolv.

Vi stak hoderne ud af køjaabningerne, krabbed frem paa kisterne og klædde paa os. Jeg fik i en fart benene i de sejldugs buxer, skoene paa, sejldugsbusserullen vrængt over hodet, og sjøtrøjen knappet udenpaa; trykked saa den runde blaa hue ned i øjnene, tændte paa kridtpiben og skyndte mig ud paa dækket og paa bakken og løste af udkigsmanden – jeg havde første udkig.

– Fint vejr! sa udkigsmanden og gik ned – god vagt!

– Sov godt! –

Det var i Nordsøen, vi kom fra Kanalen og laa bidevind for bagbords halser opover mod Norge. Frisk bris, forholdsvis smult vande, og tindrende ren, stjerneklar luft.

Halvt lænet op mod og halvt siddende paa gangspillet midt paa bakken, med hænderne i lommen og kridtpiben mellem tænderne, stirred jeg ud over søen uden at tænke paa nogen ting.

Pludselig dukked et lys op i horizonten.

– Lys ret forud! raabte jeg agterover.

– Lys ret forud! blev der gjentat midtskibs.

Styrmanden kom forud; de tre ledige mand af vagten ogsaa.

– Hvor er det? spurgte styrmanden.

– Der – jeg pegte udover – ret forud, lite gran til luvart. –

Det var Lindesnæs fyr.

Allesammen blev staaende og se paa det en stund, ligesom i spænding. Imorgen er vi altsaa «hjemme»! brød det tilslut ud af youngmannen.

– Ja, bare vinden staar og det gjør ‘en vist, svarte styrmanden glad.

Saa slakked vi paa skjøderne, skværed lidt paa ræerne, faldt af og sløred afsted indover Skagerak med 9 knobs fart. –

Jeg stod igjen lænet op imod gangspillet med næverne i lommen og kridtpiben mellem tænderne og stirred op mod fyret deroppe til luvart –:

… Lindesnæs – Norge – hjem …

Hjem? – Der rørte sig ingenting derinde i mig som bestandig før naar jeg igjen kom op under Norges kyst – ingenting!

Hjem? – Hvad skulde jeg hjem efter? jeg havde jo ingenting at komme hjem til, ingenting at komme hjem for. – Nej, hjemme som ude, paa sjøen eller paa landjorden det var mig ét fedt; det var saa bare én øde kjedsommelighed altsammen alligevel.

«Hjem»! – For en forventningsfuld glæde der havde ligget i youngmannens udbrud: imorgen er vi altsaa «hjemme»!

Nu sad han dernede paa forlugen, albuen støttet paa det ene knæ og haanden under kindet; tænkte vel paa sin far, og sin mor og sin kjæreste. Ja, han var lykkelig han; mere skulde der ikke til for at fylde ham med glæde og forventning. – For mig – aa for mig maatte der noget uendelig meget mere til …

Eller var det kanske fordi jeg ikke som han havde far og mor derhjemme, som vilde glæde sig ved at se mig igjen; og en kjæreste som jeg havde længtet efter, og som vented mig med sin kjærlighed? …

Aa nej. Far og mor, de maatte for mig gjerne hvile paa sin kirkegaard – om jeg kunde, jeg vilde ikke kalde dem tillive igjen. Det havde bare vært én kjedsommelighed til, at skulle vise dem et glad ansigt naar jeg kom hjem. – Og en kjæreste? … Ja, havde det vært ifjor saa! men nu …. En kjæreste … et fruentimmer som alle andre … som dem vi laa iland hos om natten! lidt finere kanske, men enfin: samme surdejg! – Anej, sligt var til at lege med, ikke til at ta for alvor …

Men ifjor? – Aja ifjor, da var jeg et ligesaa stort barn som youngmannen dernede paa forlugen.

Hvor jeg havde sværmet og vært forelsket! – Først kousine Emma. – Gud, om jeg var blet hængende ved hende! der rørte sig ikke en fiber i mit hjerte mere naar jeg tænkte paa hende; gud maatte vide hvorfor jeg var blet forelsket i hende … det var vel fordi hun omtrent var det første skjørt jeg havde truffet da jeg kom iland. – Saa var det restaurationsjomfruen. – Jeg smilte –: Hendes store sorte haar, og disse perlende hvide tænder, saa passelig store foran i munden og smalkende af indover i en vellystig bue – begge dele var falske havde jeg siden hørt. – Og saa tilsidst Margrethe. – Ja, hun var da virkelig ganske hyggelig – og søde var de bløde blaa øjne, og tykt hendes blonde haar; men herregud, opta og fylde ens liv … aa nej nej! det skulde der noget uendelig meget mere og højere til …

Men hvilket? hvad maatte der til?

Ja det maatte himlen vide. Men noget stort maatte det være, noget som kunde gribe mig helt og fylde mit bryst med jubel saa det var lige ved at sprænges – ja for det først var at leve. Da først gik det i opfyldelse det som jeg havde drømt om livet, da først vilde mine længsler finde hvile. – Men indtil det skede – hvad kom alt det andet mig ved! det var mig lige fedt altsammen …

Sidde her paa udkig … ta min rortørn… slarve omkring paa dækket med noget puslearbejde … sidde derinde i ruffen og røge og høre paa liderlige historier …. Eller naar vi laa ved land: losse og laste om dagen, og om kvælden gaa iland og drikke brændevin og ligge hos fruentimmer – herre min gud, var der nogen som kunde tro at sligt kunde fylde mig! …

Og om jeg vilde finde mig en stilling iland – som jeg ofte havde tænkt paa? – Herregud, sidde der paa et kontor f. ex. og spekulere paa hvordan man skulde tjene de flest mulige penge … eller studere sig graa paa kjedelige bøger … eller hvad fan’en for bestilling jeg kunde finde paa – skulde kanske det gjøre biffen federe?! …

Undertiden havde jeg tænkt paa at bli haandværker – en liden haandværker, med kone og mange barn, som maatte slide fra morgen til aften for at tjene føden til sig og sine. Da vilde jeg kanske kunne glemme at jeg nogensinde havde havt trang til noget andet … Men, aanej! en god dag vilde jeg bli grebet af raseri og rømme fra det hele …

… Aa denne længsel, denne længsel, denne uendelige længsel! – Og dette ynkelige, elendige liv, som ikke ejed noget der svarte til den! Gud for et foragteligt, meningsløst liv! …

Eller hvad mening var der i det?! Kunde kanske nogen sige hvorfor vi leved?! …

– «For at vi skulle blive evindelig salige!» faldt det mig uvilkaarlig paa tungen.

Jeg maatte smile –:

– Saa? salige? – men hvem borged mig for at jeg vilde føle mig salig om jeg kom i himlen? Jeg syntes s’gu ikke det var morsomt at sidde og synge lovsange til guds ære i al evighed! … Og for at faa lov til at gjøre det naar jeg var død skulde jeg endda i levende live tilbringe min tid med at gaa omkring og spekulere ud hvor syndigt det var alt det jeg tænkte, sa, og gjorde! skulde uafladelig angre min synd og trygle om syndernes forladelse for Jesu Christi skyld! …

Som om jeg havde noget at angre! Var det kanske ikke gud som, uden jeg havde bedt ham om det, og uden at spørge mig om jeg vilde, havde puttet mig ind i livet! Og var det kanske saa ikke det mindste jeg kunde forlange af ham, at han da først havde indrettet livet slig at jeg kunde finde det værdt at leve! Var det kanske ikke hans simple skyldighed?

Men den skyldighed havde han ikke gjort! – Aa nej, var der nogen af os to som havde noget at afbede hos den anden, saa var det nok ham og ikke mig! …

… Aa, det var jo vanvittigt: her stod jeg med dette rasende krav i mig paa noget som kunde gribe mig helt, fylde min sjæl, og gjøre mig lykkelig – og saa kom man og bød mig et liv i anger og sønderknuselse!!! …

Hvad satan skulde jeg angre? – At jeg ikke elsked gud som havde indrettet livet saa slet?! … At jeg bandte og sa fan’en, fordi det var saa daarligt som det var?! … At jeg drak brændevin og laa hos fruentimmer, naar jeg var iland, for ialfald at fylde mit liv med det snavs som var at faa, naar vorherre ikke havde skaffet noget bedre tilveje?; …

He! jada! det var det jeg skulde angre! Og saa skulde jeg tilbringe mit liv – mit eneste, kostbare liv, jeg havde ikke flere! med at maale alle mine tanker ord og handlinger med Luthers forklaring til de ti guds bud – og endda føle mig opbygget – ja helt gaa op i denne ynkværdig smaalige beskjæftigelse! … Du store gud – hvad tog man mig for?! …

Nej vorherre! – jeg pegte ud i natten – stig ned fra din himmel i den rædselsfuldeste skikkelse du kan paata dig; flyv her foran bougen af skuden og fortæl mig at det virkelig er saa; fortæl mig at jeg er skyldig til helvedes ild; at du vil forbarme dig over mig hvis jeg vil tilbringe mit liv i anger og sønderknuselse og bøn om at bli frelst for Christi skyld; men at hvis ikke – saa skal jeg i helvede; fortæl mig det her midt op i mit aabne ærlige ansigt – og jeg vil bespotte dig og bespytte dig og foragte dig, meget dybere end jeg foragter nogen menneskelig skabning; jeg har ikke trang til slig frelse, og jeg vil ikke eje den for nogen pris – da heller til ildpølen hvor ialfald smerterne fylder ens sjæl indtil vanvid! – Stig ned for satan! – og jeg stamped i dækket.

En spøgelsegysen bæved igjennem mit legeme, haarene rejste sig paa mit hode, mens jeg stod der, lænet mod gangspillet, med haanden strakt ud i den dunkle, stjernetindrende nat, og jeg bøjed uvilkaarlig mit ansigt som vented jeg virkelig at se ham selv, Gud Herren i sin vrede, stige ned og forkynde mig det altsammen.

Saa maatte jeg smile; haanden sank slapt ned, og jeg rysted spøgelsegysen af mig –:

He! En skulde virkelig tro jeg stod her og indbildte mig at der var en levende gud, og at han skulde være saa ynkværdig liden, at jeg var nødt til at foragte ham!

Jeg rejste mig op og gik et par gange frem og tilbage paa det lille rum foran gangspillet mellem begge kranbjælkerne, for at røre mine fødder….

Nede paa forlugen sad youngmannen endnu i den samme stilling: albuen støttet paa knæet og haanden under kind. –

Jeg blev underlig vemodig stemt –: saan havde jeg ogsaa siddet tidligere, naar vi kom op under Norges kyst, og følt mit bryst højne sig, og mit hjerte banke stærkere ved tanken paa det nære hjem … Og naar jeg saa var kommen hjem – hvad havde saa det hele vært!

… Aa men den dejlige følelse forud! –

Jeg sat mig ned paa kranbjælken om bagbord og blev siddende og se paa youngmannen.

… Hvad om min sjæl kunde gaa over i denne youngman, saa det blev mig som kom hjem til hans forældre og hans kjæreste….

Jeg saa mig selv komme ind i en liden stue i Vaterland – fa’ren springe op fra krakken, med fangskinnet paa, og løbe mig imøde og trykke min haand –: nej er det dig Jens… haassen har du det? –

– Tak godt! og dere herhjemme?

– Joda, alt staar godt til …

Og saa kommer mo’eren løbende ind fra bryggerhuset med vaade bare arme hun er vaskerkone – og falder mig om halsen og kysser mig med sin gamle kjærlige mund og siger –: Aa Jens! Jens! – nej, haassen har du det? – Og saa tar hun mig i skuldrene og holder mig lidt ud fra sig og siger at jeg ser godt ud, mens taarerne triller ned ad kinderne paa hende.

Men henne ved vinduet sidder hun, Gina, kjæresten. Hun har lat hænderne med sytøjet synke ned i fanget og sidder og ser op paa mig, stille, blygt, med store kjærlige øjne. Og langsomt gaar jeg derhen, øjnene fæstet ved hendes, tar hendes haand og glider stille ned paa knæ foran hende og lægger mit hode i hendes fang og græder ….

Nej, nej, det er jo sandt: saa vil ikke youngmannen gjøre. – Hvordan mon han vil gjøre? – Gud ved – naa det kan ogsaa være det samme …. Naar alt saa kom i den vante, hverdagslige, kjedsommelige gjænge igjen, saa vilde jeg bare bli staaende og se paa det hele og smile ad det – og ødelægge youngmannens lykke, som jeg havde ødelagt min egen – Nej! nej! lad ham være ham; det er nok, at jeg er jeg….

Jeg rejste mig op fra kranbjelken og læned mig igjen mod gangspillet og saa udover.

Vinden blæste lige frisk, skuden dansed lige let henover sjøen. Den fór fremover, bougen højt løftet over vandet, skjød saa sit sorte bryst ned i bølgen, som for at kjøle sig under løbet, kløved den med den stærke bringe og kasted en stor, blank, skumtoppet bølge fossende ud til hver side; løfted saa igjen sit bryst som for at aande, mens den fór ustanselig fremover – skjød saa atter ned i den kjølige bølge og kløved den paany ustanselig.

… Det var denne leg med bølgerne, jeg engang havde drømt var det samme som at leve – herre min gud! …

*

Jeg havde vært i Kristiania en tre ugers tid uden at besøge et menneske jeg kjendte. Saa traf jeg en dag tilfældigvis en bror af mig paa gaden og blev gaaende og tale lidt med ham. Han kom blandt andet til at fortælle mig at Margrethes forlovelse var hævet for nogen maaneder siden. Det gav mig pludselig lyst til at se og tale med hende igjen, og jeg tog en drosche og kjørte derop. Det var om eftermiddagen just som det be gyndte at skumre, at jeg ringte paa entréen. Det var hende som kom og lukked op –:

– Nej goddag, goddag! – hun rak mig haanden – velkommen hjem!

– Tak, hvordan staar det til?

– Jo tak – end du, hvordan har du det?

– Aa jo, saa som saa, hverken godt eller vondt.

Vi gik ind i dagligstuen – hun var alene hjemme. Jeg saa mig om i det kjendte værelse. – Aldeles som sidst! sa jeg hen i luften. Gik saa ind i spiseværelset indenfor og blev staaende og se mig om der ogsaa. Hun var gaat med.

– Du, sa jeg, det er ganske rart saan at komme tilbage paa gamle tomter det er ligesom En har ladt en del af sig selv tilbage de steder En har vært …

Hun svarte ikke, men sat sig ned ved det lille sybord henne ved vinduet og saa ud. Jeg sat mig ligeoverfor hende paa den anden side af sybordet og saa ogsaa ud. En stund talte ingen af os.

Saa pludselig sa jeg –: Hvorfor blev det forbi med forlovelsen?

Hun vendte langsomt øjnene mod mig og sa som i tanker –:

– Jeg elsked ham ikke.

Jeg blev siddende og se paa hende en stund. Saa sa jeg igjen –:

– Tror du paa kjærlighed?

Hun saa forundret op paa mig –: Hvor skulde jeg ikke?! – Tror ikke du paa kjærlighed?

– Nej. Ja det vil sige: ikke paa den store kjærlighed, den som varer for livet. Kjærligheden kommer – men den gaar ogsaa. Den er en illusion som brister – og maa briste.

– Og hvorfor maa kjærligheden briste?!

– Fordi et usselt menneske ikke er stor nok gjenstanden til at kunne fylde os for livet. Der maa noget større, noget umaadelig meget større og højere til ….

– Og hvad skulde det være for noget?

– Ja vidste jeg saasandt det saa sat jeg ikke her; da var jeg paa farten for at søge det op.

Hun rysted paa hodet –: Nej, sa hun, jeg tror at kjærligheden er det største. Men – aa, jeg er bare saa bange for at den ikke skal komme…. Kan du huske; det var du ogsaa sidst du var hjemme. Og da trodde du paa kjærligheden. – Jeg tror paa den endda – og jeg vil altid tro paa den! Det sidste ord klang som en bebrejdelse.

– Ja, sa jeg, vær du glad, saalænge du kan tro paa den; for saa længe har du livet foran dig. – Jeg har det bag mig … og det er ikke hyggeligt at ha det bag sig … Ved du hvor jeg har vært henne i de tre uger jeg har vært hjemme? – For det meste i en drosche. Jeg lejer den for timen, stiger op, tænder en cigar, kiler mig ind i det ene hjørne – og kjører omkring i byens gader. Snart fort, og snart langsomt. Forbi alle menneskene som gaar der og er optat, den ene af det, den anden af det. – Jeg sidder og ser paa dem: nogen gaar der med højtidelige miner, som om verden vilde falde sammen hvis ikke de var; andre farer geschæftige afsted, som om det gjaldt at være fremme klokken fem minutter før fem; andre igjen tar det mere roligt. Men étsteds skal de hen alligevel, noget har de at gjøre, noget er de optat af allesammen. Bare jeg alene er ikke optat af nogen ting; jeg bare sidder der, sammensunken i mit hjørne, med cigaren mellem tænderne og ser paa dem; jeg kommer ingensteds fra, jeg skal ingensteds hen, jeg har ingenting med dem allesammen at bestille, og de ikke med mig; jeg sidder der alene med mine tanker og kjører forbi dem som en ensom rejsende forbi en stor travel myretue det er en ganske rar følelse kan du tro! … Noksaa stolt forresten, kan jeg føle mig undertiden mens jeg sidder der og foragter alle menneskene, som ikke er større end at de kan gaa op i disse smaatterier – aa men saa ensom og trist … saa kold og saa tom …

Hun havde stirret ud af vinduet mens jeg talte. Nu vendte hun sig imod mig og sa langsomt –:

– Jamen … hvorfor vil du ikke heller være som de andre? – Eller som du var før?

– Vil? – Aa om jeg kunde! …

– Du kan! du kan! – bare du for alvor vil – og hun saa mig ind i øjnene med sit blødeste blik.

Som et pust fra gamle dage kom det over mig –: aahh! om hun elsked mig! Og jeg tog hendes hvide barnehaand og bøjed mit ansigt over mod hendes –:

– Jeg vil! jeg vil! hvisked jeg krampagtig og trykked hendes haand mellem begge mine. – Aa Margrethe – elsk mig! fyld mig med dig! brænd dit dejlige ansigt ind i min sjæl med kjærlighedens magt saa det fylder hele min tanke med længsel efter dig naar jeg er fra dig, og lar mig forgaa af lykke naar jeg er hos dig … Aa elsk mig – jeg vil ingen anden tanke ha end dig….

Jeg var sunket ned paa knæ foran hende og begraved mit ansigt i hendes fang og storhulked. Og hun tog med begge sine hænder blødt om mit hode og bøjed sig ned og kyssed mig paa haaret –:

– Herman! hvisked hun, gud hvor jeg holder af dig! …

Og hun blev siddende med mit hode sine hænder og klappe mit haar.

Saa gik der med ét som et gys gjennem min krop og jeg løfted hodet og saa op paa hende. – Hun græd ogsaa.

– Margrethe, hvisked jeg, og graaden tog mig igjen –: det er for sent: jeg kan ikke! … Og jeg gjemte igjen ansigtet hulkende i hendes fang.

Hendes hænder faldt slapt ned. Hun sa ikke et ord. – Saa holdt jeg op at hulke, reiste mig stille op og sat mig igjen ligeoverfor hende.

Hun sad og stirred ret frem for sig.

– Margrethe!

Hun vendte sig mekanisk imod mig med et aandsfraværende blik.

– Margrethe! – Nu ved jeg hvorfor jeg ikke kan. – Fordi jeg vil. – Kjærligheden, naar den kommer, styrter sig ned over os som en rovfugl over sit bytte. Men den lar sig aldrig fange –: vi maa ikke ville. Men for mig er livet en øde tomhed, jeg skriger efter fylde; derfor maa jeg ville. Og da flygter kjærligheden…. Jeg kunde la være at ville – men det maatte være ved hjælp af at ville la være at ville. Og det var jo bare en omvej. Da beholdt jeg jo alligevel sigte paa kjærligheden – og den lar sig ikke fange….

Hun mælte ikke et ord, bare sad der og stirred ud for sig. Saa tog jeg igjen hendes haand. – Margrethe, sa jeg, jeg holder mere af dig end af noget menneske paa jorden. Havde nogen kunnet redde mig – det havde vært du. Men det er for sent…. Aa, havde dette vært for et aar siden … hvem ved, kanske havde jeg da ikke vært hvor jeg nu er … kanske havde jeg vært reddet. Men nu – aahh, det er for sent; mit liv er spildt for bestandig – hvis der ikke gives noget større end kjærligheden, noget der er istand til at gribe mig helt i et eneste nu, saa jeg maa, maa, maa! gi mig hen for bestandig …. Men om det findes, jeg ved ikke hvor jeg skal søge det, jeg har ingen anelse om hvor det er at finde …

Hun stirred videre ud for sig uden at sige noget.

– Men ét vil jeg gjøre, sa jeg saa –: Jeg vil tvinge mig til ikke at se dig mere. For om jeg saa skulde bli grebet af uimodstaaelig længsel – og maatte, maatte! tilbage til dig …? Aa sig, sig: vilde du saa ta imod mig?

Hun svarte ikke. Jeg trykked sagte hendes haand –:

– Margrethe! … hvis jeg kom tilbage med én tanke, én længsel, ét haab: dig! vilde du saa støde mig fra dig?

– Nej, sa hun sagte hen for sig uden at se paa mig.

Jeg reiste mig –: ja saa lad os skilles! – Og enten sees vi aldrig mere, eller ogsaa – aahh, om det var muligt!

Hun havde lagt hodet ned paa sin arm og græd stille. Jeg bøjed mig ned over hende og kyssed hendes haar og mine taarer drypped ned paa det. Saa listed jeg mig stille ud. – – –

Jeg saa hende aldrig mere.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.