XXIV.

Det var halvandet aar efter, en aften, nede i en liden smal dampskibslugar. En liden ballancelampe af messing, fæstet paa væg gen midt imod sofaen, lyste godt op i det lille rum. Nedenunder lampen, paa det lille bord som var slaat ud fra væggen stod et toddybret med flaske, mugge og sukkerkop, og ved siden af et toddyglas, omtrent halvdrukket. I sofaen sad jeg, alene; albuen støttet paa bordpladen, stirrende ned i toddyglasset, som jeg rørte rundt i med theskeen. – Det var min lugar, jeg var andenstyrmand paa en passagerbaad langs kysten.

Jeg sad og tænkte….

… Nej fan’en, dette gik ikke længer; det blev for vondt…. Nu havde jeg gaat her ombord i to-tre maaneder, passelig pig fra morgen til aften, vævet med passagererne… skrevet ind nogen varer i en bog og set efter i bogen, naar vi lossed paa de forskjellige stoppesteder, at varerne kom rigtig iland – og forresten ikke bestilte andet end at kjede mig næsten ihjel … ossaa fyre paa med brændevin dann og wann naar det blev for kjedeligt…. Nej, det gik ikke længer!

Men hvad fan’en skulde jeg finde paa?

Jeg rørte videre med skeen i toddyglasset og blev siddende og tænke paa hvordan de var gaat hen disse sidste halvandet aar siden jeg var holdt op at fare tilsøs. Jeg havde forsøgt forskjelligt: siddet paa et sejlmagerloft og syd sejl nogen maaneder; ligget nogen maaneder i Frankrig og gjort ende paa den sidste rest af min fædrenearv … tænkt paa at gifte mig med datteren af en kafémadam dernede og leve som kafévært – det gik istykker fordi mo’eren stopped mit frierbrev, da hun trodde jeg bare vilde forføre datteren – tænkt paa at reise til Italien og bli lazaron, men opgit det igjen og rejst hjem … sultet nogen maaneder herhjemme, saa blet navigationslærer og endelig nu dette her ombord – lige drit var det altsammen…. Hvad fan’en skulde jeg finde paa? …

Jeg tog en slurk og rørte videre i glasset…..

… Hvad kunde jeg ta mig til som kunde være lidt moro? …

He! det eneste jeg vidste som var noget moro, det var at læse romaner – jeg havde laant et par paa et lejebibliothek i det sidste og faat smag paa det…. Læse om kjærlighed … helst om ulykkelig kjærlighed … begynde med et stort dejligt haab – ossaa ende med dyb ulykke…. Og saa begynde igjen paa det samme i en ny roman … og ende med det samme … leve om igjen og om igjen i forskjellige skikkelser dette livets eneste indhold….

Ja, det var s’gu noksaa moro, men det kunde jeg ikke leve af…. Hvad fan’en kunde man finde paa! …

Jeg tog igjen en slurk og rørte mekanisk videre i glasset. – Saa med ét sprat jeg op og læned mig tilbage i sofaen –:

– Der havde jeg det! Død og pine – jeg tog en stor slurk toddy –: gaa iland og studere, ta filologisk embedsexamen og bli lærer om formiddagene og læse romaner hele eftermiddagen. – Ja, det var jo klart som dagen… lære sprog og læse alle verdens romaner; saa fik jeg vel altid tiden til at gaa, og det var jo det det gjaldt om. Naturligvis. Imorgen den dag vilde jeg sige op.

Og jeg skylled resten af toddyen i mig laved en ny og blev siddende der og drikke og røre og se ned i glasset mens jeg tænkte paa, hvordan jeg skulde overvinde de for skjellige vanskeligheder med penge og alt sligt. Indtil alting begyndte at sejle omkring mig og jeg la mig tilbage i sofaen fuld som en fille, og afgik….

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.