Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXV.

Over to aar var gaat. Det var sommeren 1876.

Aaret i forvejen var jeg blet storthingsreferent og havde tat artium. Men saa, istedenfor at ta andenexamen og begynde med filologien, havde jeg git mig til at studere filosofi. Jeg vilde ikke længer fordrive tiden med at læse alle verdens romaner, jeg vilde løse livets gaade, forklare mig tilværelsens maal og finde menneskets bestemmelse: hvem kunde vide –: kanske var det at opfylde sin bestemmelse som menneske noget der kunde tilfredsstille mig ….

Jeg studerte væsentlig Hegel. Men det gik ikke rart med arbejdet. Der kom ingen regelmæssighed ind i det, for jeg forstod ingenting af det jeg læste; og der kunde gaa hele uger igjennem hvor jeg bare enten laa sløv hen paa sofaen og stirred op i taget med en følelse af absolut uformuenhed eller ogsaa drev omkring og søgte at glemme det hele, med brændevin og fruentimmer. –

En aften i Juli maaned havde jeg igjen slængt Hegel fra mig og var gaat ud. Nede paa Grand Hôtel havde jeg saa siddet og drukket et par toddyer, ganske alene, til klokken lidt før tolv og var saa gaat ud paa Karljohan for at finde noget fruentimmer. Men jeg havde ingen penge og det var ikke lykkedes. Saa havde jeg opgit det og vandred langsomt opover Rosenkrantzgaden for at gaa hjem.

Mens jeg gik der uden at tænke paa nogen verdens ting – hørte jeg pludselig smaa raske skridt lige bag mig og vendte mig om –: det var et fruentimmer. Jeg kunde tydelig se ansigtet i den lyse sommernat –: en bred hvid pande under det brusende cendré pandehaar; en smal næsten skarp næse mellem to brede ægyptiske øjne; tynde læber, og en ubetydelig hage. Hele ansigtet ikke egentlig vakkert, men rart og pikant. Og huden ualmindelig tendre og fin.

– Godaften! sa jeg.

– Godaften! svarte hun frejdig og saa mig kjækt op i ansigtet.

– Hvor skal De hen?

– Hjem naturligvis.

– Til mig eller til Dem?

Hun lo –: Aa, til Dem hvis det ikke er for langt.

– Jeg bor i Zetlitzgade paa Meyerløkken?

– Naa jaja, det er jo ikke saa langt! Og hun la sin arm i min og vi gik hjem til mig. –

Det var halvmørkt derinde. Vi tændte ikke lampen. Hun tog hatten af og sat sig hen i sofaen. Jeg tog frem en flaske sherry og to glas, sat mig ind til hende i sofaen med armen om hendes skulder og skjænked i. Hun læned sig tilbage i armen min, mens vi drak.

– Vil De bli hos mig inat? spurgte jeg, da vi havde drukket.

Hun retted sig op og saa sig om i værelset med et prøvende blik. – Aaja! sa hun saa, her gaar det godt an at være. Og saa lo hun, kasted sig tilbage i armen min igjen og blev liggende og se op paa mig.

– Kys mig! sa hun saa.

Jeg kyssed hende. Hun blev liggende der, hodet lænet slapt tilbage paa min arm, og se op paa mig. Og lidt efter lidt la der sig som et slør over øjnene, og munden aabned sig en liden smule og lod skimte den hvide tandrække. Ansigtet fik et dæmonisk sanseligt udtryk.

Og mens jeg sad der og saa ned paa dette ansigt, saa greb den mig igjen, denne gamle længsel efter, om det saa bare var for et eneste minut, at kunne gi mig helt hen, synke ned over hende og glemme alt. – Og hele mit elendige liv la sig over mig som en stor trykkende længsel –: Aa, bare et minut!… leve et eneste minut og saa dø døden det vilde ikke være for dyrt betalt … Og jeg stirred og stirred med store blanke øjne ind i hendes….

Indtil hun pludselig skvat op. Det sanselig betatte udtryk i hendes ansigt var borte, og hun greb mig ved skuldrene og saa mig nøje ind i ansigtet –:

– Men hvad er det, som fejler Dem? De ser jo ud, som De havde en stor sorg!

– Ja, sa jeg langsomt, jeg har ogsaa en stor sorg –: jeg er en gammel mand, og jeg vilde gi mit liv for at være ung igjen, bare en kort stund.

Hun lo –: Aah, sa hun vantro, – er De 20 aar?

– To og tyve.

– To og tyve? – hun sat op et tragikomisk ansigt og rysted betænkelig paa hodet –: Det var svært gammelt!

Jeg smilte. – Nej, sa jeg, det er ikke aarene. Det er herinde – jeg pegte paa panden –; herinde er jeg ikke to og tyve, men tre og sexti. – Naa men fan’en ivold med det!… skaal for satan! du er en dejlig sød pige som vil bli her inat hos mig gamle djævel. – – –

– – – Jeg havde klæd af hende, lidt efter lidt, med en stans mellem hvert plag, og havde beundret hende stykke for stykke, fra top til taa –: hendes hals og skuldre, hendes unge fine bryster, hendes runde arme, de yppige hofter, benene med de kjælne vellystige linjer, de smaa velskabte fødder og overalt og fremfor alt: hendes vidunderlige hud. – Og mens jeg laa paa knæ foran hende havde hun siddet der paa stolen, lænet tilbage mod stoleryggen, med armene hængende slapt ned, og set paa mig med det dæmonisk sanselige ansigt, og lat min be undring og smiger risle hen over sig som et vellystigt bad – bare slaat armene mat omkring mig og trykket mit hode sagte ind til sig, hvergang jeg kyssed hendes skuldre, hals eller bryst …

Nu laa hun der i min arm ved siden af mig og strøg sig op ad mig med katteagtig kjælen bevægelse, saa jeg blev grebet af en ren debilitas nervosa ….

– Vidunderlig fin er din bløde hud, hvisked jeg sagte – det sitred i alle mine nerver mens jeg laa der og tænkte paa, at igrunden var dette dejligt til at forgaa af; men at mig kunde det ikke ta ….

Tilslut la hun som i mat fortvivlelse armene blødt om mine skuldre, gjemte sit hode ved min hals og hvisked –: kom! – – –

– – – Hun laa igjen ved siden af mig i min arm, og jeg laa og saa ned paa hendes ansigt. – Saa titted hun op paa mig –:

– Du! sa hun; du havde ret alligevel: du bør ikke gifte dig med nogen ung pige.

– Nej, hverken med nogen ung eller nogen gammel … jeg er en olding … jeg ligger og tænker istedenfor at bli betat. Og jeg blev liggende og stirre op i taget.

Lidt efter titted hun igjen op –:

– Jamen du! sa hun; jeg er glad i dig alligevel … jeg kan godt like dig … jeg ved ikke selv hvorfor, men … Aah! hun la armene om min hals og kyssed mig du ved ikke, hvor jeg liker dig godt! …

– Gjør du virkelig? – jeg blev helt rørt.

– Ja. Og hun strøg sig igjen op ad mig med den kattekjælne bevægelse.

Saa grebes jeg med ét af et sanseligt raseri efter at besidde hende igjen, dette vellystige pigebarn: jeg vilde! jeg vilde! for satan … Og jeg kasted mig over hende og kyssed og kyssed hendes ansigt og skuldre og bryst, gjengjældte hendes katteagtige bevægelser og skrumped mig sammen i vellyst under hendes favntag…

Indtil det lykkedes igjen. – – –

– Ser du! sa hun og titted op, da hun igjen laa ved siden af mig med hodet i min arm –: det var noget andet! – Inden natten er gaat har jeg gjort dig helt ung igjen ….

Jeg smilte –: aah, om du kunde! – – –

– – – Det var blet fuldt dagslys for længe siden, men vi havde ikke lukket et øje. Et par gange havde jeg staat op og gaat omkring der i bare skjorten og sat paa vand paa maskinen og traktet kaffe og serveret hende den paa sengen, én gang med makroner og kjex til, en anden gang med kognak og cigaretter. Og hun havde vært forfærdelig elskværdig og overtruffet alt hvad jeg tidligere havde truffet paa i retning af sanselig erotik.

Saa var klokken blet over fem om morgenen – og hun skulde paa arbejde klokken sex.

Hun sprang let ud af sengen, sat sig paa sengekanten, bøjed sig ned over mig og kyssed mig –:

– Kan du nu se at jeg kunde gjøre dig ung igjen? – Eller har du kanske ikke tilslut vist dig at være yngre end den yngste mand i verden. Og saa lo hun og kilte mig paa halsen.

Jeg slog armene om hende og trak hendes hode ned til mit –:

– Jamen saa har du ogsaa vist dig at være den dejligste af alle dejlige pigebørn paa jorden, sa jeg og kyssed hende ….

Saa stod vi op begge to, mored os som to smaa børn med at klæ paa hverandre, drak resten af kaffeen, som nu stod der kold paa kanden og vandred saa sammen ud i den rene friske morgenluft ….

Da vi skiltes sat jeg hende stevne til om aftenen igjen. –

Jeg kom hjem igjen, men havde slet ingen trang til at lægge mig. Jeg tændte en cigaret og sat mig hen i sofahjørnet i min sædvanlige stilling: albuen hvilende paa sofaarmen, haanden under kindet, og benene trukket op under mig. Der sad jeg og pusted den ene store sky af blaa cigaretrøg ud i luften efter den anden ….

Jeg følte mig forunderlig let og behagelig tilmode – virkelig som jeg var blet ung igjen!

Saa maatte jeg smile –: hun indbildte sig at ha gjort mig ung igjen … indbildte sig at hun tilslut havde tat mig helt, med krop og sjæl. He, ossaa var det ikke andet end den animalske varme og den uafladelige fysiske irritation –: de to momenter havde til slut øvet den samme fysiske virkning paa mig, som den psykiske betathed øver paa et nor malt menneske …

Naa forresten, en ganske behagelig nat havde det jo vært, jeg kunde ikke sige andet; men du store gud –: virkelig at bli betat … og saa gi sig helt hen med krop og sjæl – aah, det var noget kvalitativt andet. Men det evned jeg ikke. Jeg var simpelthen psykisk impotent ligesaavel paa dette felt som paa ethvert andet …. Og det uagtet jeg her skulde ha min fysiske ungdom som modvægt! … Men, den var nu engang ikke stærk nok til at veje op denne psykiske oldingeagtighed ….

Fan’en, at den ikke var stærkere! jeg havde ofte tænkt paa det. Jeg havde villet øge dens kraft ved en passende afholdenhed, men det hjalp ingenting; for saa var det disse utallige pollusioner. De gjorde, at den aldrig fik nogen større magt alligevel. De arbejded sammen med den psykiske impotens, paa at gjøre mig legemlig impotent ogsaa ….

Og jeg blev siddende der og røge den ene cigaret efter den anden og tænke paa dette fatale samspil af disse to ødelæggende kræfter. Saa tilslut bestemte jeg mig til at gaa op til doktor Øwre og spørge ham til raads i sagen; han skulde jo forstaa sig paa den slags ting.

Jeg tændte paa maskinen og trakted en kop kaffe, spiste lidt frokost og vandred saa ud med en cigar i munden for at fordrive de par timer, til Øwre aabned sit kontor. – – –

Øwre lukked op døren til venteværelset –: værsgod! – Det var min tur og jeg gik ind. Han lukked døren efter mig og blev staaende og vente paa hvad det var jeg vilde.

– Er der noget middel mod impotens? spurgte jeg.

Han saa en stund paa mig –: Spør De for Dem selv eller for andre?

– For mig selv.

– Hvor gammel er De?

– To og tyve.

– Det var sørgelig tidligt. – Værsgod! han pegte ud med haanden, og vi gik tværsover gulvet og sat os, han foran skrivebordet mellem de to vinduer, jeg paa en stol ved vinduet tilhøjre. En stund sad han der og stirred forbi mig ud af vinduet som om han tænkte paa noget rent andet. Men saa pludselig fæsted han øjnene paa mig –:

– Hvad forstaar De ved impotens? spurgte han.

– At erektion ikke indtræder, naar man har lyst paa et fruentimmer.

Han nikked samtykkende og blev igjen siddende og stirre ud af vinduet.

– Er det fuldstændig impotens? spurgte han saa igjen og saa paa mig over brillerne.

– Nej, sa jeg, og fortalte ham om den forløbne nat.

– Og hvorlænge har det varet? spurgte han saa.

– Aa – de sidste par, tre aar.

Han trak paa skuldrene –: Der er ikke mere end ét middel imod det –: bli forelsket!

– Jamen for fan’en, det er jo netop det jeg ikke kan.

Han trak igjen paa skuldrene –: Saa er der ingenting at gjøre! – Og han blev igjen siddende og stirre ud af vinduet.

– Men lad os nu høre, sa han saa –: hvordan er dette kommet? – Har vi i vore unge dage vært henfalden til den nydelse som man senere hen kalder onani?

– Nej desværre. Deri tror jeg netop fejlen for en del ligger.

– Saa-aa? – han smilte – vi har vore theorier! – Er De mediner?

– Nej. Men man tænker jo gjerne lidt over de ting som angaar En saa nær. Nu skal De høre hvordan jeg tror det har sig med denne meningsløse impotens –: Den psykiske udvikling jeg har gjennemgaat har ødelagt min hjerne. Det er mig umuligt længer at bli grebet af nogenting … jeg føler ikke noget ved nogetsomhelst … andet end en vemodig længsel efter at føle noget ved det. Slig gaar jeg omkring. Ser jeg et andet menneske bli grebet af noget, saa blir jeg grebet af længsel efter ogsaa at bli grebet af det … ser jeg et vakkert fruentimmer, saa husker jeg hvad det vilde sige at bli grebet af det – og længes efter at bli det igjen … Og slig med alt. – De forstaar: det er altsaa paa den reflexive maade jeg faar lyst paa fruentimmer, og det frembringer s’gu ingen erektion – bare en trist vellystig fornemmelse gjennem kroppen … som en slags – ja hvad skal jeg kalde det – en slags kropslig vemod. Nu, dette er altsaa den ene side af sagen –: hjernen arbejder unaturlig. – Men, der maa ogsaa et andet moment til for helt ud at forklare denne besynderlige impotens hos et saa ungt individ som mig. Og det andet moment er ogsaa forhaanden. Nemlig: kjønsorganerne arbejder ligesaa unaturlig som hjernen. Og det er kommen paa følgende maade –: En systematisk adskillelse fra det andet kjøn hele barnealderen igjennem havde alt i tiaars alderen git mig en voldsomt ophidset kjønslig fantasi. Og det blev værre og værre med aarene. I tretten aars alderen gjorde det mig næsten vanvittig. Al denne opsamlede liderlighed fik naturligvis ikke noget naturligt afløb, det var klart – der var ikke noget fruentimmer som af sig selv forbarmed sig over mig, og jeg havde ikke mod nok til at forsøge mig. Og ulykkeligvis saa havde jeg ikke lært at skaffe den noget kunstigt afløb. Saa maatte da naturen selv bryde sig vej: den aabned sikkerhedsventilen og jeg begyndte at faa pollusioner. Men det hjalp lidet. Mangelen paa virkelighed hidsed fantasien bestandig stærkere og stærkere, pollusionernes tal steg til det rent me ningsløse, og saa endte det da naturligvis med, at da jeg endelig efter en tre fire aars forløb begyndte at bruge fruentimmer, saa viste det sig at den muskel som lukker for vesica seminalis, og som af naturen er indrettet paa at aabne sig ved et vist kvantum friktion af glans den var blet saa vant til at aabne sig bare paa fantasiens bud, at naar fantasien var der saa var det nok; der behøvdes næsten ingen friktion. – Nu, saalænge hjernen var normal saa gik det jo endda an skjønt det jo var ærgerligt nok med den korte fornøjelse. Men da saa hjernen ogsaa begyndte at arbejde unaturlig, saa gik det fan’en ivold. – Og nu er det det jeg mener: Kunde den muskel tvinges til at holde sig lukket – om det saa bare var en uges tid ad gangen f. ex.; iste denfor at den strax jeg falder i søvn aabner sig ved den første vellystige fantasi – saa maatte, tænker jeg mig, kjønsdriften derved stige til en saadan højde at den bemægtiged sig mig fuldstændig og tvang al unaturlig reflexionsvirksomhed i hjernen tilbage saalænge indtil den var tilfredsstillet. Og naar jeg saa gjennem en passende afholdenhed gang paa gang kunde kjøre op med en saa voldsom umiddelbarhed imod reflexionssygen, saa kunde kanske den lidt efter lidt tvinges ialfald saa meget tilbage, at den ikke mere behersked hele mit væsen. – Og saa vilde jeg igjen kunne lære at leve. –

Øwre havde siddet og betragtet mig nøje, mens jeg talte. Da jeg var færdig sa han langsomt –:

– Ja, den maade De mener det er kommen paa høres meget rimelig ud. For jeg skal sige Dem en ting –: det er svært pent at være dydig, men det er svært skadeligt. Men det som skulde gjøres: at faa sædblæren til at holde tæt – ja, det er et langt lærred at blege.

– Naa ja; men tror De altsaa overhodet det er muligt at bringe den muskel tilbage til sin natur igjen naar den først engang er blet rent ødelagt?

Han strøg sig et par gange om hagen og betænkte sig –: Kanske, sa han; men som sagt: det blir et langt lærred at blege.

– Langt eller ikke langt, det gir jeg fan’en. Bare det er muligt.

– Ja, vi kan jo forsøge. Ved paavirkning af lapis kan den muskel bringes til at snerpe sig sammen. Vi skal føre ind nogen lapisbougier.

Jeg la mig hen paa sofaen og han skulde føre ind et katheder. Men der viste sig at være en stærk forsnævning i uretra; kathedriseringen var umulig.

– Har vi havt gonoré? spurgte han, da han maatte opgi det.

– Nej, mærkelig nok; jeg har vært ganske forbausende heldig i den retning.

– Ja da er det altsaa en naturlig forsnævring; den kan bli vanskelig at forcere. Kanske blir vi nødt til at gaa ind med en kathedersax og skjære os igjennem.

– Værsaagod, gjør hvad De vil!

– Naa jaja, vi skal ta det med ro. Først forsøger vi en tid med at blokke. Vil saa det slet ikke gaa, saa er det tid at komme med saxen. Men han saa ned paa mig over brillerne – blir vi nødt til det saa risikerer vi en blodforgiftning. Og da er De kaput!

– Det gir jeg fan’en.

– Vel, vel, sa han rolig og førte ind en tynd bougi. – Se her! sa han da han tog den ud igjen –: den er ikke tyk. Men næste gang forsøger vi en tykkere, og saa lidt efter lidt arbejder vi os frem. – Men vi venter et par dage mellem hver gang, for ikke at irritere for meget. – De kan komme igjen paa Thorsdag. –

Jeg gik ud at spasere igjen og tænkte paa dette forsøg, som muligens skulde koste mit liv ….

… Ja gid det bare saasandt blev en af delene: enten livet eller døden – det var det resultat jeg kom til. Men jeg følte det hele som haabløst –: det blev vist ingen af delene. –

– – – Det blev det heller ikke. Vi hjalp os uden saxen, og jeg slap at risikere blodforgiftning, men resultatet af experimentet blev bare en delvis ødelæggelse af følenerverne derinde, ingen forstærkelse af muskelen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.