XXXVI.

Blygraa luft hviler over kirkegaarden. Tunge sorte skyer hænger lavt nede i blikstillet. Træerne strækker sine magre nøgne sorte grene, uhyggelig strittende, ligesom fortvivlet op i luftens tause truende graa.

Kirkegaarden ligger øde. Graveren staar alene nede ved den opkastede grav, lænet paa sin spade, og ser op mod det lille gothiske lighus oppe paa terrassen i den øvre ende af kirkegaarden.

Deroppe, omkring lighuset har der samlet sig en del mennesker: studenter, kadetter, officerer, damer, træktøser, skjøger fra Vika – og en fem sex sortklædte musikanter hvis blinkende horn sammen med kadetternes og officerernes uniformer, og blomster og baand paa fruentimmernes hatte gir forsamlingen noget broget der slet ikke passer ind i den blygraa luft, blikstillet og tausheden.

Inde i lighuset staar kisten, dækket af blomster og kranse. En fem sex forgrædte fruentimmer er bænket langs væggene. Jarmanns slægtninge og nærmere bekjendte staar rundt omkring – undtagen i det ene hjørne. Der staar præsten alene, højtidelig stirrende hen for sig, og venter paa krigsskolens chef som skal forestaa ceremonien.

Endelig kommer chefen. Præsten faar tegnet, han træder frem foran kisten der hvor Jarmanns hode hviler under blomsterdækket, ser et øjeblik højtidelig ud over forsamlingen – og begynder saa: Alvor-stemte forsamling!

Naar vi ved denne sørgelige jordefærd efter gammel kirkelig sædvane skal sige et ord til farvel og afsked, da skal det ligesaalidt i dette tilfælde som ved nogen anden lejlighed være en dom over den afdøde. Det tilkommer ikke os mennesker at udtale nogen saadan. Der staar jo skrevet: «Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes», og vi kjender ogsaa et andet ord: «Hvo er du som dømmer en falden svend? – enhver staar og falder for sin egen herre». – Og skulde der altsaa opstige nogen tanke hos os i saa henseende, da maa vi overvinde den tanke og overlade alting til gud. Men hvad der skal siges, det bør jo være et ord som kan kaste klarhed over den rystede sindsstemning hvori jeg tænker vi alle er kommen ved efterretningen om det som her er hændt.

Hvad der før ikke stod klart, endog for dem der bedst kjendte den unge mand, det staar nu tydeligt for os alle –: at han havde en stor kamp at bestaa … at han havde store fiender som omgav hans sjæl … at han gik i stor fare – og at han mangen gang var fortvivlelsen nær. – Se dette er jo noget vi nu kan forstaa og se saa tydelig nu da men neskenes hjælp og kjærlighed er for sent ude til at redde ham. Og da skulle vi ta den alvorstanke op til advarsel for os: at vi dog skulle lære at gaa vor sjælefiende imøde! Vi skulle ikke ringeagte ham! Det er en daarlig krigskunst at foragte sin fiendes styrke og hans vaaben. Nej vi bør øjne faren og itide være opmærksom paa den fiende som om giver os – ikke mindst i vor tid hvor der er saa mange nedbrydende magter… hvor der kommer saa mangt et tvivlens aandepust ind i vor sjæl… hvor der er saa meget som forstyrrer og ødelægger hvad der er anset for helligt og ophøjet, og saa meget som nedbryder og ikke rejser op igjen istedetfor det som nedbrydes. Det er farlige fiender som kan undergrave endog mangen en gammel mands tro og styrke – end sige da en ung mands der blev udsat for en saadan paa virkning.

Lad nu altsaa dette være sagt til os som lever, lad det være sagt som en advarsel til os, en formaningstale til os unge og gamle i denne stund – fra hvad vi her har lært og hvad vi nu bedst kunne forstaa og veje. –

Det som fremdeles skal siges her er da kun et farvel til en discipel, til en kammerat, til en ven. Han var jo dog et menneske skabt i guds billede han ogsaa, han havde sin plads dernede paa krigsskolen, han havde sine venner og bekjendte der, og sine foresatte. Ogsaa han var jo dog blandt dem til hvem der knyttede sig et eller andet haab – og vel ikke det mindste haab hos forældrene der langt borte hvor han kom fra. Og nu er det da vor pligt at sige ham dette farvel som det sidste der kan siges ham her paa jorden, og til dette farvel da ogsaa at knytte ét fra hans fjerne hjem, fra hans sørgende forældre, som vel allerede nu har faaet høre hvad der er hændt … som vil lide allermest derved … og som vel vil blive saa nedbøjede og sønderknuste ved hvad de faar at vide, at sætter vi os i deres sted saa maa det vel næsten tænkes at kunne bringe dem nærmere graven. – Og skulde der da hos de gamle i hans hjem, midt i deres store sorg, indblande sig den forsonende tanke: at han var dog saa ung endnu, han var saa uerfaren endnu … og at han var saa ulykkelig; og skulde denne tanke kaste et lidet lyst skjær over hans minde og vække et lidet svagt haab over hans grav – saa vil ikke vi kjære forsamling … vi vil ikke have hjerte til at tage dette haab bort fra forældrenes sind. Lad dem leve i det haab hvis det kan gyde nogen lindring i deres smertens saar! –

Og saa da endelig kun den bøn for os selv til gud som ogsaa er her tilstede nu i denne alvorsstund – den bøn til gud for os alle: at vi maatte vandre i Herrens frygt alle vore dage og at vi altid maatte tage det kjærlige ord til os som lyder saa opmuntrende og saa indbydende fra gud selv naar han siger –: «Kald paa mig i din nød og jeg skal have omsorg for dig.» – Oh! naar nøden trykker os, naar fortvivlelsen er nær ved at kaste sin gru i vore hjerter – o lad os da ikke forsømme det gode raad fra gud selv at vi kalder paa ham i nødens stund! Da vil han ganske vist udfri os, da vil han finde en udvej, aabne en udsigt for os – saa vi ikke skulle gaa under i sorgens og smertens stund.

Herren hjælpe os alle dertil for sin barmhjertigheds skyld. Amen. –

Præsten træder højtidelig tilbage til sit hjørne og saa synges der en salme som Jar manns kammerater har valgt for anledningen –:

Gaa nu hen og grav min grav,

jeg er træt nu vil jeg slumre

lægge ned min vandringsstav

hvor de sidste skygger skumre,

lægge mig til hvile ned,

fare bort herfra i fred.

Ak, i verden er det koldt

alt dens lys er kun en skygge;

og hvor dristig, højt og stolt

vi end vore anslag bygge

som en røg de dog forgaa,

himlen kan de aldrig naa …

Og saa spiller musiken op – en skjærende sørgemarsch hvor kornetten hele tiden ligger og skriger højt oppe i diskanten og toget ordner sig med musiken i spidsen og bevæger sig langsomt og med møje ned ad den slibrige lerede bakke, mens alle træktøsene og skjøgerne trænger sig hurtig forbi langs toget paa begge sider, skyndende sig nedover for at faa god plads ….

Endelig er man dernede. Musiken stanser, kisten sænkes, præsten stiller sig ved hodet, sørgemarschallerne ved fødderne, chefen midt for – og følget i en halvkreds omkring med musiken i midten. – Paa den anden side af graven staar alle fruentimmerne og endel andre tilskuere.

Kirketjeneren rækker præsten skuffen –: Af jord er du kommen, til jord skal du blive; af jord skal du igjen opstaa! – og imellem hver sætning høres det hule klask af jorden mod kistens laag.

Saa spiller musiken op igjen, den samme skjærende sørgemarsch, mens præsten og chefen og siden en mængde andre stiger op paa bredderne paa den opkastede jord og ser ned i graven, de civile med hatten for ansigtet, de militære med haanden ved huens bræm.

Men ved fødderne af graven, halvt oppe paa den opkastede jord staar Hjalmar, høj og mørk, marschalstaven plantet i jorden med den venstre haand, den højre ført op til huens bræm, let foroverbøjet i en ærbødig stilling – som hin aften da han tog farvel med den døde. Det sorte sørgeflor hænger ned fra hans arm og taarerne styrter ned over det magre brune stenhaardt, ubevægelige ansigt mens musiken spiller sine skjærende sørgetoner med kornetten skrigende oppe i diskanten og træerne strækker de magre nøgne sorte arme fortvivlet op i den blygraa luft ….

Saa stanser musiken, følget løser sig op og arbeider sig, i grupper og enkeltvis, lang somt opover den slibrige lerede bakke igjen, opover mod lighuset.

Indtil de allesammen er forsvundne og Jarmann ligger alene igjen dernede paa den øde kirkegaard og raadner under blomsterdækket.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.