I. Den tomme Vugge

1Langt nordpaa i Finmarken og dybt inde i Landet ligger der en liden Landsby, som hedder Karasjok. Den har sit Navn fra en Elv, som løber der forbi. Denne hedder nemlig ogsaa Karasjok, et Ord, som paa Finsk betyder «den stride Elv».

Midt paa en Slette, som Elven har dannet, staar der en liden Trækirke, og rundt omkring denne bo nogle Finnefamilier.

Stedet er om Sommeren ganske vakkert; thi paa Sletten vokser der frodigt Græs, og rundt omkring paa de lave Aaser staar der smuk Furuskov.

Nu for Tiden bor der Præst paa Stedet, men i forrige Aarhundrede, da det her fortalte foregik, kom der Præst didhen kun et Par Gange om Aaret, og foruden Finnerne eller den indfødte Befolkning boede der dengang kun en norsk Lensmand og en Handelsmand. Handelsmanden hed Lind. Han og hans Kone vare en Sommerdag komne derop tilbaads fra Kysten af og havde medført en Del Varer, hvormed de begyndte at handle med Finnerne.

2Ingen kjendte forresten noget til Handelsmanden og hans Hustru. De vare unge begge og børnløse, da de kom, men efter et Aars Forløb fik de en Datter, og istedetfor at vente med at faa Barnet døbt til der kom Præst til Stedet, besluttede de at reise med det til Koutokæino, et lignende Sted inde i det øde Land, hvor der ligeledes er bygget Kirke, og hvor der dengang boede Præst hele Aaret rundt. Afstanden mellem begge Steder er omtrent 15 Mile. Om Sommeren maa man gaa, men om Vinteren kan man bruge Renskyds og tilbagelægge Veien paa to Dage.

Saaledes stod der en Lillejuleaften for mange Aar siden 5 Rensdyr spændte for hver sin Slæde udenfor Handelsmand Linds Hus i Karasjok.

Handelsmandens Tjenestegut Lars, eller som Finnerne sige, Lasse, holdt netop paa at pakke ned i en af Slæderne en Gryde, noget frossent Renkjød og forskjellige andre Ting, som tydede paa, at nogen skulde ud paa en længere Reise.

Alle Kjørerenene vare store, prægtige Dyr. En enkelt Ren var, som sjeldent træffer, ganske kridhvid, en anden var droplet; de øvrige havde den almindelige askegraa Farve og alle havde store, mangegrenede Horn. De tilhørte Handelsmanden, og det var da ogsaa ham og Kone, som skulde reise til Koutokæino for første Juledag at faa døbt sit eneste Barn, en liden Pige paa omtrent 1/4 Aar.

Ægteparrets Kjøreren, især den kridhvide, som 3Konen skulde kjøre med, havde prægtigt Sæletøi, Bælte om Halsen og Livet, udstyret med rødt Broderi, Duske, Sølvtraad og en Mængde smaa Bjælder. Det ansees nemlig blandt Finnerne for stadseligt, at en Kone eller rig Pige kommer kjørende til Kirke med en smuk, kridhvid Ren og selv iført en hvid Pels, der er pyntet med allehaande Broderier af rød Uldtraad. Rensdyrene havde formodentlig længe staaet bundne; thi de spiste ikke mere af den Mose, som var lagt hen for dem, men viste sig høist urolige, skrabede i Marken med Forbenene, virrede med Hornene og sled i den lange Tøm af Hvalroshud, der som en Grime var bunden om deres Hoveder.

De vare aabenbart meget kjede af Fangenskabet, og vilde gjerne komme løs, saa de, der skulde kjøre med dem, kunde være sikre paa, at det den første Fjerdingsvei vilde gaa afsted i strygende Galop.

Inde i Husets Dagligstue sad den unge Kone med Spædbarnet paa Armen, og ligeover for hende en Finnepige, der syslede med at lægge forskjellige Ting i Orden i en «Komse» eller Finnevugge, en af disse Indretninger, som efter tusen Aars Erfaring er bleven gjort saa hensigtsmæssig som mulig for den Slags Reiser, der foregaa i hine Trakter om Vinteren, ofte i bidende Kulde og Snestorme og hen over uveisomme Ørkener.

En saadan Vugge er udhulet af Træ, har en Kalesche, hvorunder Barnets Hoved hviler, og fra Kaleschen ned til Benene gaa stærke Baand eller 4Snore, der danne et tæt Gitter over Barnet. Over Baandene kan igjen bredes et Tørklæde eller Lignende, saaledes at Barnet kan ligge fuldstændigt i Ly og dog uhindret drage Pusten. Vuggen har et stærkt Baand fra den ene Ende til den anden og kan ved Hjælp af dette bæres paa Ryggen eller hænges op i et Træ og sættes i gyngende Bevægelse. Den kan kastes eller rulle hen over Marken og modstaa 30 Graders Kulde, uden at Spædbarnet tager nogen Skade.

I den forreste Kant af Kaleschen eller Hvælvet over Barnets Hoved pleier man at hænge Glasperler, Ringe eller andet Skrammel, hvormed Barnet kan lege. I gamle Dage pleiede man i en Guts Vugge at hænge Bue, Pil og Spyd en miniature til Tegn paa, at han skulde blive en vældig Jæger. I en Piges Vugge hængte man Vinger, Fødder og Næb af Rypen til Tegn paa, at hun skulde blive «renslig, rask og net» som denne.

«Er du nu sikker paa, at Mosen er ganske tør, som du lægger i Vuggen, Magga?» spørger Moderen Finnepigen.

«Ja da,» svarer denne, «den er saa tør, saa tør og saa fin, at den findes ikke bedre paa hele Diljefjeldet.»

«Og de smaa Renkalveskind, har du dem?»

«Her er fire Skind af ufødte Renkalve og her er Dunpuden under Hovedet og her er Posen om Benene etc.»

5«Nu tror jeg Marie sover,» siger Moderen, «nu er det bedst vi ser til at faa hende i Vuggen.» Med et sagte henaandet Kys paa Barnets Pande gav hun dette fra sig til Finnepigen, som bedre forstod at lægge det ned i Vuggen. «Faar jeg ogsaa kysse Barnet?» spørger Finnepigen.

«Ja gjerne det, Magga,» siger Moderen, «du vil hverken Marie eller mig noget ondt, men væk hende bare ikke.»

Med al mulig Omhu blev nu Barnet lagt ned i Vuggen og Moderen forsaavidt beroliget med Hensyn til den forestaaende Reise til Koutokæino.

Saa kom Handelsmanden ind og underrettede dem om, at alt var færdigt til Afreisen.

Det var koldt men vakkert Veir, da de gik ud for at sætte sig i Slæderne, og Sneføret var fortrinligt, det vil sige, der var lidt Nysne ovenpaa haard Skare. Det er netop det Slags Føre, hvorpaa Renen springer bedst, da den af og til under Spranget kan tage sig en Mundfuld Sne for at kjøle sin Tunge og slukke sin Tørst.

«Er nu alle færdige og i Slæderne med Tømmen i Haand?» spørger Finnen, som skal kjøre foran og have alle de andre Ren bundne efter sig.

«Nu slipper jeg løs!» raaber han, kaster sig i Slæden, og med et heftigt Ryk farer Raiden, eller de sammenbundne Kjøreren afsted, saa Sneen fra Dyrenes Hover spruder høit over de Kjørende. I Spidsen kjører Finnen, derpaa Handelsmanden, saa 6hans Kone, saa Finnepigen med Barnet i Fanget og bag efter hende Løsrenen eller Reserverenen uden Slæde. Man pleier nemlig paa en længere Reise eller der, hvor Landet er meget bakket, altid at have med en saadan. Naar det gaar brat nedover holder nemlig den bagerste Ren, som ingen Slæde har, der truer med at løbe ind paa dens Bagben, uvilkaarligt igjen eller stritter imod, og dette bidrager til at sagtne Farten og gjøre den støere for de forankjørende.

En eller anden Ulykke kan ogsaa hænde nogen af Kjørerenene, og man har da Reserverenen at tage til. Saa galt har ogsaa hændt, at det har varet saa længe før man kom til Folk, at Nisten har gaaet med, og at man har maattet slagte Reserverenen.

Nogle Timer senere ser man de Reisende i langsomt Trav bevæge sig henover Snemarken, medens en Bue af Nordlys straaler som en Glorie over deres Hoveder. Nordlyset er saa glimrende, at man tydeligt synes at høre en hvislende og knitrende Lyd, idet det lige fra den ene Ende af Horizonten til den anden udskyder sine spidse og rødgule Tunger. Nordlyset sammen med Stjernelyset fra den blaa Vinterhimmel gjør, at det er næsten ligesaa lyst som om Dagen.

Rensdyrene have nu efterhaanden sprunget Hidsigheden af sig, og de slippes derfor af Slagtømmen, saaledes at enhver af de Reisende kjører for sig selv; thi ikke blot Finnen og Finnepigen men ogsaa 7Handelsmanden og hans Kone ere vel vante til at kjøre med Ren.

Det er deres Mening ud paa Natten at naa frem til en Stue, som er opbygget et Sted paa Veien til Afbenyttelse for Reisende; thi Skydsskifterne i Finmarken ere paa sine Steder saa lange, at man ikke paa en Dag kan naa frem fra det ene til det andet. Undertiden naar man heller ikke frem til en saadan Stue, men maa overnatte ude paa Fjeldet. Man graver sig da en Seng i Sneen, lægger et Renskind paa Bunden, tager et over sig, vælter derpaa Slæden over sig, og dersom ikke Kulden og Snefokket er altfor slemt, ligger man ganske lunt og sover ligesaa godt som i en Stue. Under Kjørselen morer Finnen sig snart med at sidde paa Knæ i Slæden, snart med at staa opreist i den eller indtage forskjellige andre Stillinger. De øvrige derimod have nok med at holde sig i Slæderne paa almindelig Maade. Finnepigen, som har Barnet i Fanget, maa da ogsaa kjøre saa adstadigt som muligt, især er dette Tilfældet, idet de skulle kjøre ned i et Dalføre og ned paa en Elv, som man dels kjører langsmed, dels ud paa en stor Del af Veien. Enkelte Steder gaar Elven saa strid og fosset, at den ikke belægges med Is. Paa slige Steder maa man kjøre i Skraaningerne langs Elven, og her kommer det an paa at holde Balansen og blive siddende i Slæden, da den under Renens ofte viltre og balstyrige Spræt og Tilsprang let kan støde mod Stene og Stubber, eller glide ud paa skraa nedover 8Bakkerne. Efter 5-6 Timers Kjørsel standser Finnen for at holde Rast paa et Sted, hvor det ser ud til at der findes Mose for Rensdyrene. De blive spændte fra Slæderne og begynde straks med Forbenene at sparke op Sneen for at naa ned til Mosen. Saa gjør Finnen op en Ild og sætter paa en Gryde, som han fylder med Sne for at faa Vand til at koge i.

Imidlertid skulde Handelsmandens Kone ogsaa sørge for at lille Marie fik noget at nyde, og hun bad derfor Magga om at hjælpe hende med at tage Barnet op af Vuggen.

«Tage Barnet op af Vuggen her i Kulden,» udbryder Finnepigen, «nei det gaar ikke an, hun vil jo komme til at fryse.»

«Ja, men hvorledes skal jeg da bære mig ad?» spørger Moderen.

«Du skal gjøre som en Finnekone gjør.»

«Hvorledes gjør en Finnekone?»

«En Finnekone lægger sig paa Knæ i Sneen foran Vuggen, bøier sig over Barnet og giver det Die i Vuggen.»

Saa blev da gjort, og efter et Par Timers Hvile satte Karavanen sig i Bevægelse igjen og kjørte videre.

Et Stykke foran de Reisende stiger der ligesom hvide Røgskyer op fra Elven. Her er der altsaa en Fos, saa man maa kjøre omkring den. Finnen standser derfor og siger, idet han atter binder alle Kjørerenene sammen:

9«Her maa vi i Land forbi Fossen, og pas nu vel paa, Bakken er skraa, og falder man ud af Slæden, kan man tumle lige i Elven.»

«Kjære Magga,» raaber Moderen, «pas endelig vel paa Marie!»

Den sidste Halvtime har Finnen holdt op med sine Kaprioler i Slæden, været ganske taus og kjørt usædvanligt raskt paa.

«Er der noget i Veien, Lasse?» spørger Handelsmanden.

«Aa nei,» siger Finnen paa sit eget Sprog, som Handelsmanden ogsaa kan tale, «men har du ikke seet, at her er friske Spor efter en Flok Ulve? Det er ikke værdt, at du fortæller det til din Kone, for ikke at skræmme hende. Kanske vi naar frem til Stuen uden at træffe paa dem eller uden at de faar Veir af os. Der er ikke mere end en halv Mil igjen og vær ikke bange –» men før han fik sagt mere, kastede pludselig hans Ren sig saa voldsomt til Siden, at han nær havde tumlet ud af Slæden.

En Flok Ulve kom travende ned imod dem med den hvide Aande staaende ud af sine blodrøde Svælg.

Afsted fløi Rensdyrene i den vildeste Fart. Ingen Haand kunde standse dem mere. Enhver havde nok med blot at tænke paa at holde sig i Slæden og værge sig for Stød og Skump.

«Magga, Magga, pas paa Barnet, pas paa Marie!» hørtes fra Moderen.

10Opover mod Høiden fløi Dyrene, men her tumlede de sig i sin Skræk saaledes ind imellem Træstubber, at de sled af de Reb, hvormed de vare bundne sammen. Vildt for de derpaa afsted hver for sig i strakt Galop, saa Sneen sprudede saaledes i Ansigtet, at man ikke kunde se for sig. Endnu vildere fløi de afsted, da de naaede op paa Høiden og saa Ulveflokken efter sig. Paa sidste Skrænt tumlede Pigen saa voldsomt mod en Stubbe, at baade hun og Barnet blev kastet ud af Slæden. Pigen blev slæbt afsted af Renen, da hun havde Kjøretømmen bunden fast om Haandledet, men Barnet i Vuggen rullede nedover og nedover. Etsteds var Vuggen paa Nippet til at standse i en Skraaning, men saa gled den igjen videre, fik stærkere og stærkere Fart og fløi til Slutning ud paa et Isflag, som flød nedover langs Elvebredden.

Imidlertid sprang Rensdyrene vildt afsted hen over Sletten, Pigen næsten svimeslaaet ved at slæbes afsted efter den ene Arm med Ulvene lige efter sig. Endelig fik hun Haanden løs, og Renen for nu afsted med tom Slæde, rykkede snart Dragrebet af, saa Slæden blev staaende igjen, og fløi derpaa endnu vildere afsted med Ulvene efter sig.

Dette blev de øvriges Redning; thi Jagten gik nu efter Løsrenen, og formodentlig indhentede Ulvene den snart og fraadsede et eller andet Sted i dens varme Blod.

Ikke førend omtrent 1/4 Mil fra Stedet fik Finnen 11endelig saa meget Herredømme over sin Ren, at han kunde standse den. Handelsmanden og Kone vare heller ikke langt borte, og Faren for Øieblikket forbi, men hvor var Pigen med Barnet?

Det var nu bleven baade overskyet og mørkt, saa man ikke kunde se langt fra sig. De ventede derfor en Stund for muligens at se eller høre noget til Pigen. «Vi er ganske nær ved Hytten,» siger Finnen, «vi faar først kjøre did, saa skal jeg kjøre tilbage, om det er mig muligt at faa Renen til at gaa did igjen.»

«Jeg vil ogsaa kjøre med dig, Lasse,» siger Moderen.

«Det nytter ikke,» siger Finnen, «du faar ikke din Ren til at gaa did igjen, kanske jeg heller ikke min.»

«Men Barnet, Barnet!» udbryder Moderen grædende.

«Kanske Magga er kommet til Stuen før os,» siger Finnen for at give hende lidt Haab og faa hende til at kjøre videre, skjønt han selv kun havde liden Tro herpaa. Da de vare komne saa langt, at de saa frem til Stedet, hvor Hytten laa, og endnu ikke kunde opdage noget Spor efter Pigen, vendte Finnen om igjen, medens Handelsmanden og hans Hustru kjørte frem til Stuen.

Efter en halv Times Anstrængelse med at faa Kjørerenen til at gaa tilbage igjen, naaede Finnen endelig Stedet, hvor de havde truffet Ulvene, og 12begyndte at raabe og huje for muligens at høres af Pigen. Endelig svaredes der nede fra Elven, og her fandt han Pigen vadende omkring i Sneen, grædende og jamrende sig, fortvivlet ledende efter Barnet.

Hun fortalte nu, hvorledes det var gaaet hende, og de fortsatte begge to i Mørket at lede efter Barnet, men forgjæves. De kunde til Slutning ikke tro andet, end at det enten var tumlet i Elven og sporløst forsvundet eller bortslæbt af Ulvene.

Der var intet andet for, end at de maatte vende tilbage igjen til de stakkels Forældre, der i dødelig Angest sad og ventede paa dem i Hytten.

Endelig høre disse Bjældeklang ude i den mørke Nat, og Moderen styrter ud med Raabet:

«Barnet, Barnet, hvor er mit Barn!»

«Vi har endnu ikke kunnet finde det,» siger Finnen, da Pigen i sin Skræk ikke kunde faa et Ord frem, «vi maa vente til det lysner lidt.»

«Ak Gud, ak Gud,» stønnede den stakkels Moder og sank afmægtig om i sin Mands Arme.

Pigen og Finnen forklarede nu for Handelsmanden, hvorledes det forholdt sig, og at det ikke kunde nytte at reise afsted igjen, førend om nogle Timer, men da Moderen kom til Bevidsthed igjen, vilde hun selv afsted for at lede efter Barnet.

«Vi maa vente til i Graalysningen,» forsikrede Finnen, «saa skal vi reise afsted alle tre.»

Det var en sørgelig Nat for Mand og Kone, lange, ængstelige Timer, Graad og Hulken og Veklager: 13«Marie, lille Marie, mit eneste Barn sønderrevet af Ulve! Herre Gud, du straffer mig haardt i din Vrede!» klagede den stakkels Moder.

«Forsøg, om det ikke er dig muligt at hvile lidt, saa du er stærkere, til vi skal afsted igjen for at lede,» siger Manden.

«Hvile, hvile, nei jeg kan ikke, jeg kan ikke, lad os reise straks.»

«Det nytter ikke førend ud paa Morgenen, vi kan intet se,» forsikrede Manden; «det faar staa i Guds Haand. I sin Barmhjertighed kan han holde sin Haand over Barnet. Du ved, at det ikke kan fryse i Vuggen.»

«Men Ulvene, Ulvene! I Guds Navn lad os straks vende tilbage igjen,» klager Moderen.

«Ulvene har nok med at jage efter Maggas Ren,» trøster Manden hende med.

«Og saa Elven og Fossen, ak Gud, ak Gud, nei jeg kan ikke blive her, vi maa afsted igjen, kjære, kjære lad os reise afsted! Kom med mig du Lasse!»

Lasse forsikrede, at Rensdyrene vare saa forskræmte, at det for det første var umuligt at faa dem did igjen i Mørket, og hun bevægedes da til at forsøge paa at hvile lidt, men ikke før var Søvn og Træthed paa Vei til at kaste Glemselens Slør over Begivenheden, før hun igjen vaagnede op, og Sorg og Skræk lagde sig atter blytungt over hendes Hjerte.

14«Nu skal vi snart afsted,» siger Finnen, «om 1/4 Time er det saavidt lyst, at vi kan se at kjøre.»

Pigen blev tilbage; Finnen, Mand og Kone kjørte afsted og kom i Graalysningen frem igjen der, hvor Renene vare blevne skræmte. Ogsaa Stedet, hvor Pigen var tumlet af Slæden, fandt de, og snart opdagede Finnen en smal Stribe i Sneen, hvor Vuggen var gleden nedover mod Elven.

De fulgte Sporet alle tre, og det varede ikke længe før de ogsaa fik Øie paa Vuggen nede ved Elven. Med et Skrig springer Moderen frem og kaster sig over den, men med et Suk og en dyb Stønnen synker hun afmægtig om.

Vuggen var tom, Baandene vare iturevne, og ved at se nøiere efter fandtes der Blodpletter paa Sneen og fuldt op af Ulvespor.

Der kunde ikke være nogen Tvivl længer, det var ikke muligt at tro andet, end at Barnet var opædt af Udyrene. Med den tomme Vugge vendte Forældrene tilbage til Stuen. De havde nu intet at gjøre i Koutokæino, og næste Dag reiste de tilbage til Karasjok, syge baade paa Sjæl og Legeme.

Kun en Ting havde de ikke lagt Mærke til, nemlig at der løb et svagt Spor af et Par Ski henover Pletten, hvor Vuggen stod, og langs opmed Elven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.