Fra Finmarken (Lajla)

av Jens Andreas Friis

IX. Marked i Karasjok

116I gamle Dage blev der hvert Aar om Vinteren holdt Thing og stort Marked i Karasjok. Fogden fra Alten kom did for at indkræve Skatterne, og Præsten fra Koutokæino kom did for at døbe Børn, meddele Sakramentet og brudevie Folk, som kan hænde ikke mere end en Gang om Aaret havde Anledning til at søge Kirke eller træffe Præst. Ogsaa flere Handelsmænd, eller, som de dengang kaldtes, «Borgere», kom did, dels fra Finmarkskysten, dels fra Finland, dels fra Sverige, især fra Torneå. En Mængde Fjeldfinner af begge Kjøn rundtomkring fra samlede sig da ogsaa der for at kjøbe og sælge, for at træffe Slægt og Venner, for at fri og blive friet til, for at forlove sig og blive ægteviede. Det var en meget travl Tid for alle disse 14 Dage, da Markedet stod paa.

Allerede før Øvrigheden kom, havde flere Finner indfundet sig, saa der var ganske livligt paa Stedet, men dersom man første Markedsdag kunde have staaet paa et høit Punkt og seet ud over Landet, vilde man 117have opdaget, at der rundt omkring fra alle Kanter bugtede sig lange, mørke Striber henover de uhyre Sneørkener, og at alle disse stevnede henimod samme Punkt. Det var altsammen større eller mindre Raider eller Rækker af Ren paa 10-20-30 Stykker, bundne efter hinanden med hver sin Slæde, som skulde til Karasjok, og ud paa Dagen kjørte den ene Raide efter den anden ind paa Markedspladsen.

Anden Markedsdag kom ogsaa Laagje, hans Kone, Jaampa, Mellet og Lajla med en stolt Raide paa 30 Dyr kjørende ind paa Pladsen. En hel Del Finner vidste, at Laagje var den rigeste Mand der i Trakterne, og hans Ankomst vakte derfor ogsaa mer end almindelig Opmærksomhed. De 5 Ren, som han og hans Følge kjørte med, vare udvalgte Dyr med prægtige Horn og smukt Sæletøi. Især var den, som Lajla kjørte med, et usædvanligt stort, smukt og slankbygget Dyr, men, som det syntes, temmelig vildt og ubændigt. Finnerne flokkedes om denne Ren, og der blev en ivrig Snakken og Prat om den.

«Se hvilke slanke, fine Ben, den har!» udbrød en.

«Se Hornene, hvor høie de ere!» udbrød en anden.

«Se paa Øinene, de ere sorte som Kul!» udbrød en tredje.

«Pas dig!» sagde Jaampa, «den er sint.»

«Hvor i al Verden har du faaet fat i den, Jaampa?» spurgte en med polidsk plirende Øine.

«Jeg har ikke stjaalet den!» sagde Jaampa.

118«Hvis Mærke er det den har?»

«Det er Laagjes Datters Mærke.»

«Er den fra Finland eller Sverig?»

«Den er hverken fra Finland eller Sverig, men du kan vel sagtens se, at der er Vildrenblod i dens Aarer. Den er Afkom af en Enarevildren og en af vore Simler.»

Et saadant Dyr har eget Navn eller kaldes «Bævrek» og udmærker sig ved en Hurtighed og Udholdenhed i Sprang, som intet Afkom af Tamren opnaar. Derimod er den ikke synderlig udholdende til at trække tunge Læs. Denne Bævrek, som Jaampa havde givet Tilnavnet «Stormvind», havde ofte faaet Sveden ud paa ham, førend han fik den saavidt indkjørt, at han kunde overlade Lajla at bruge den, men ved at give den Salt og være venlig mod den, var det efterhaanden blevet hende muligt at kjøre bedre med den, end nogen anden.

Laagje og Jaampa havde Skind af 100 Rensdyr og Kjød af omtrent 20 at sælge paa Markedet. Næsten Halvparten heraf tilhørte Jaampa. Desuden agtede de ogsaa at sælge en Del af de levende Dyr, som de havde med sig, da det, de skulde kjøbe og kjøre tilbage igjen, med Lethed vilde kunne trækkes af 3-4 Dyr. Jaampa var bleven rig. Fra den Dag af, da han fik Livet af Storulven, havde han havt Held med sig, saa han nu eiede en Hjord paa flere hundrede Dyr, og han stod derfor mere i Kompaniforhold end Tjenerforhold til Laagje. Havde han 119været simpel Tjener, vilde han rimeligvis ikke have faaet Tilladelse til at følge med til Markedet; thi Jaampa var desværre heller ikke i den senere Tid bleven nogen Maadeholdsmand. Han hyldede fremdeles Sætningen: «juvat interdum insanire», og paa Markedet var der Brændevin i Overflod. Lajla havde vistnok før Ankomsten bedet ham om at være skikkelig og lade være at drikke saa forfærdeligt, som hun enkelte Gange havde seet ham gjøre. Han havde ogsaa givet sin Yndling høitideligt Løfte om at passe sig. Men at love er et, at holde et andet, og vi faar nu se, hvordan det gaar.

Det vigtigste, som Laagje og hans Kone havde at kjøbe, var Vadmel til et nyt Vintertelt for Mellet og Lajla, som næste Aar skulde have Bryllup.Bryllup.] rettet fra: Bryllup (manglende tegnsetting) For lang Tid siden var nemlig den Ting op- og afgjort, at disse to skulde gifte sig sammen, og efter Forældrenes Bestemmelse gaar det saa godt som altid. Mellet havde aldrig egentlig friet til Lajla, men det var bleven sagt saa ofte og forudsattes at være en saa afgjort Sag, at han og Lajla engang skulde blive Mand og Kone, at noget Frieri fra hans Side og Ja fra hendes Side heller ikke behøvedes.

Dernæst skulde der kjøbes fineste Sort Klæde til Bryllupsdragt for det unge Par, blaat Klæde til Lajla og rødt til Mellet. Saa skulde Mellet selv kjøbe en eller anden smuk Ting til Lajla, et Bælte, en Sølje, en Ring eller et Silketørklæde, og byde hende dette som Friergave. Dette er nemlig den almindelige 120Maade at fri paa. Modtager Pigen en saadan Gave, siger hun ikke Nei, men noget bestemt, endeligt op- og afgjort Ja er det heller ikke. Hun har Lov til at modtage Friergaver af saa mange Beilere, hun vil, uden derfor at ansees for nogen Kokette men hun maa, naar det endelig kommer saa langt, at de skulle gaa til Præsten, levere disse i uskadt Stand tilbage igjen. Frierne selv indfinde sig paa Kirkestedet eller have en Fuldmægtig der, som uden videre kræver tilbage igjen de modtagne Gaver, og Bruden beholder kun de Foræringer, som hun har faaet af den, som hun gaar med for Alteret.

I ældre Tider var det i Almindelighed Tilfældet, at enhver Kjøbmand eller Borger havde sine egne visse Kunder, og for at de ikke skulde handle med andre end ham, sørgede han, om muligt, altid for at beholde dem i sin Gjeld. At komme ind i en Finnekjøbmands Bog, var derfor en meget let Sag, men at komme ud af den igjen var næsten et Mirakel, og til at kontrollere, hvad der stod i Bogen, havde Finnen næsten aldrig Kundskab nok.

Naar nu en Fin kom til sin Borger,Forfatternote: fortæller Læstadius i sin Journal. skulde han til en Begyndelse altid trakteres med en Velkomstdram, og dersom Finnen syntes, at det varede noget længe, inden denne kom, undsaa han sig ikke i mindste Maade for at forlange den. Derefter skulde han, som Skik og Brug havde været fra gammel Tid, 121ogsaa forlods faa i Foræring nogle «Smaagaver», f. Ex. en Syring, en Saks, Synaale eller andet deslige. Saa var det igjen Finnens Tur til Vederlag herfor at lægge op paa Disken «Vuosshjam-bierggo», d. e. Kogekjød eller en Rensteg som Gave til Borgeren. Derpaa var det igjen dennes Tur at skjænke i en Dram og det en rigtig Kardinaldram, som ikke blot Sælgeren kunde nippe til, men ogsaa hans Selskab, Frænder og Venner, som fulgte med ind i Kramboden, kunde smage paa. Imidlertid forstod Borgeren altid at afpasse Trakteringen efter Kjødets Mængde og Beskaffenhed. Her brugtes ingen falsk Undseelse, her paanødedes intet, her anvendtes ikke Talemaader, som: «Maa jeg ikke byde» eller «Vær saa snil» eller «Tag tiltakke», og som Svar: «Jeg siger tusen Tak», «De er altfor god» etc., men ganske ligefremme, ukunstlede Udtryksmaader, som: «Giv mig en Dram, Borger, jeg har jo givet dig Rensteg!»

«Aa ja, den Stegen har du allerede faaet Brændevin nok for. Den var baade liden og mager.»

«Ja, ja,» kunde Finnen svare igjen, «du være smaalig med dine «Smaagaver» du, saa jeg være smaalig med Kjød.»

Naar det saa endelig kom til Handel, saa tog Finnen sig vel ivare for at sælge Borgeren alle sine Skind paa en Gang. Ingenlunde. Han solgte næsten altid kun et ad Gangen af den gode Grund, at han for hver opgjort Handel skulde have en «Gavpesærke». d. e. en Dram paa Kjøbet. Saa ofte han 122derfor syntes, at han trængte til en saadan, gik han hen i sin Bod og tog et Skind og gik med det til Borgeren. Enhver velstaaende Fjeldfin havde i Regelen paa en saadan Kirke- eller Markedsplads en liden Bod staaende, hvori han opbevarede sine Varer.

En og anden Gang kunde han komme med flere Skind paa en Gang eller med en «Rittabæl», d. e. en halv Ren og afhænde til Borgeren. Men da pleiede han at betinge sig at faa en Del af Betalingen i Brændevin og trak da frem af Barmen en Tinflaske, der kunde rumme en Pot eller mere. Denne fik han da fyldt og begav sig derpaa hen i en Bod, en Gamme eller Telt og samlede om sig Venner og Kjendinger. Skortede det paa Husrum for Selskabet, saa leirede man sig ogsaa ofte ude og fandt snart et blødt Sæde i en eller anden Snedrive. Saa slog Værten Brændevin i en «Gukse», et Slags gammeldags Sølvtumling eller aflangt Støb med Haandtag i begge Ender og besat med skramlende Løvværk rundt omkring Kanterne. To eller tre tømte en saadan Tumling. Den fyldtes atter og atter og gik rundt iblandt Gjæsterne. Medens Selskabet sidder saaledes og vederkvæger sig, gaar Samtalen livligt, og alt eftersom Livets Nektar begynder at virke paa Sind og Hjerte, bliver Passiaren livligere, muntrere og kjærligere. Prosaen strækker ikke længer til, man maa udtale sine Følelser i Sangens Toner, i disse vistnok yderst simple, men eiendommelige, dels vemodige, dels glade eller stolte Melodier, som kaldes 123«Vuölle», og hvorefter Finnen let forstaar at improvisere om hvadsomhelst. Snart hører man «Joiging» eller Sang fra alle Gammer, Boder, Telt og Snefaner. Der ser man to holde hinanden om Halsen. Maaske det er to Brødre eller Barndoms-Venner, som paa lang Tid ikke have seet hinanden og nu træffes her. De tale og svare hinanden i Sang. De tale om Fortids Minder, Nutids Glæder og Sorger. De røres til Taarer af Sorg eller Glæde eller begge Dele tilsammen. De lægge intet Skjul eller Tvang paa sine Følelser, fordi de ikke skamme sig ved dem. Menneskenaturen kommer frem aldeles usminket og utilhyllet.

Men hvor er det blevet af vor Ven Jaampa i denne glade Tummel?

Jo, der henne sidder han midt oppe i en Snefane, omringet af en hel Del Gjæster, som han har trakteret. Han sidder midt i Klyngen, med Hænderne i Siden, stolt syngende om sin «skjulte Hjord», d. e. sine gjemte Sølvdalere, om sit «grenede Horn», d. e. sin talrige Hjord med Horn som en Skov, om sin «Stormvind», d. e. sin raske Kjøreren, om den «Langhalede», d. e. Ulven, som han slog, om «Bedstefar i Bakken», d. e. Bjørnen, som han fældte, altsammen poetiske Talemaader.

Dog ikke altid og allesteds gaar det saa fredeligt til. Kan hænde, at Jaampa en Stund bagefter er oppe i et muntert Slagsmaal. Her møde mange hinanden. Man træffer paa en, som man har mistænkt 124for at have stjaalet Ren eller af hvem man selv er bleven beskyldt for Tyveri, eller som man ligger i Krangel med om Renbete, eller som er bleven foretrukken i Frieri, en, som man med andre Ord er Uven med. I saa Tilfælde lægger heller ingen Forstillelse Baand paa Tungen. Bitre og forsmædelige Ord flyve fra den ene til den anden. Fra Ord skrides til Handling. Man slaaes og tumler sig rundt i Snefanen, smidigt som Katte, indtil Kampen ender med en blodig Næse eller et blaat Øie og afrevne Haartotter; thi det lange Haar giver fortrinlig Anledning til dygtig Lugging. Kniven, som begge bære i Beltet, benyttes aldrig. Dertil er Finnen af Naturen for godmodig.

Der gaar en Flok unge Piger og Gutter, og blandt dem Lajla og Mellet. Lajla er lidt høiere, slankere og smækrere om Livet end de andre Finnepiger. Hun har ogsaa et langt smukkere Sølvbælte end nogen af disse. Der spases, spøges, kurtiseres og fries. Lajla ser af og til ned paa en Sølvring med forgyldt Løvværk, som hun netop har faaet af Mellet og sat paa sin Haand. Det er første Gang, nogen har skjænket hende en Friergave og dermed ogsaa tilbudt hende Haand og Hjerte. Hendes Veninder og Kjendinger rose Ringen og Giveren og prise hende lykkelig som den rigeste Pige, hvem alle unge Mænd gjerne ville beile til.

Saa kommer der springende en ung, rask Fin fra Utsjok, en prægtig Karl med et aabent, smilende 125Ansigt, viftende med et broget Tørklæde. Han har anvendt alle sine Penge paa Tørklæder til at fri med, og et saadant er det, han kommer hen til Lajla med. Han skubber Mellet tilside og tager uden videre Lajla om Halsen og spørger hende, om hun vil være Kjæresten hans og tage imod Tørklædet.

«Kjæresten din!» siger Lajla og frigjør sig for hans Omfavnelse, «jeg har jo aldrig seet dig før», og de andre Piger le ad ham, fordi en fattig Stymper som han vover at fri til Lajla. Men han lader sig slet ikke forknytte.

«Se paa mig nu da!» siger han, «og hør paa mig, du Fjeldets smukkeste Blomst! Du finder ikke raskere Gut i Utsjok og Tanen, og ikke trofastere Ven i Liv og Død end mig! Kom og reis med mig! Aldrig saa jeg en Pige som du; vakker er du som en solbelyst Midtsommernat! Jublende som Sommerens Sangfugle skal vi to alene vandre omkring paa Fjeldene og opslaa vort Telt, hvor vi ville, ved Bredden af de yndigste Indsøer i Utsjoks og Enares Skove! Og vi skal være glade og more os og lege og synge og elske hinanden trofast alle vore Dage! Aldrig skal du høre et ondt Ord af min Mund, jeg skal bære dig paa mine Hænder og aldrig kalde dig med andet, end de smukkeste Navne: min Sommerfugl, min lille Sol, min Sjæl, min lille Ledsager, min Hjertens Ven! Kom, saa gaa vi til Præsten med det samme, og vi blive viede, og jeg tager dig i Fanget i min Slæde, og vi fare afsted med «Stormvind» 126langt, langt bort herfra, hvor ingen kan høre eller se os!»

Der lyste en saa straalende Beundring og Trofasthed ud af Frierens Øine, at Lajla ikke kunde blive vred paa ham heller. Hun tog imod Tørklædet og svarede forresten, som det sig hør og bør, at han maatte henvende sig til hendes Forældre.

Saa kommer der en høi, svær, sortklædt og rødskjægget Kvæn med en skinnende forgyldt Sølvske, som han tilbyder Lajla. I sit brede, fuldtonende Kvænemaal kalder han hende «Tyttö kulta», kjære Pige, «Kulta nupuseni», søte Vene, «minä rakastaan sinua kuolakseni!» jeg elsker dig til Døden! «Kom og reis med mig,» siger han, «til Finland, til Søernes smukke Land!»

Men Lajla vil ikke reise til Finland og slet ikke modtage Skeen og heller ikke høre paa ham eller henvise ham til sine Forældre. Hun vedbliver derimod muntert at passiare med Mellet og Utsjokfinnen.

Inde i en af Udsalgsboderne stod der en ung Mand i fuld Finnedragt med Pæsk, Komager og Hue. Det var en temmelig høi, bredskuldret og vakker Mand med sort Mundskjæg. Han var kommen op til Markedet med en stor Raide af Varer fra Alten, hvor hans Fader for nogle Aar siden havde nedsat sig. Familien hed Lind og var oprindelig kommen fra Bergen. Den unge Mands Fader var en Halvbroder af den Handelsmand Lind, som for omtrent 19 Aar siden var kommen til Karasjok, men som 127omkom der med Kone, og efter hvad Folk troede, ogsaa med Barn i den Pest, som dengang rasede. Denne unge Mand, som hed Anders Lind, var saaledes Lajlas Halvsøskendebarn. Hans Søster, en ung Pige paa 19 Aar, var ogsaa fulgt med ham for at se Fjeldfinnelivet. Hun var altsaa Lajlas Kusine og netop af samme Alder, som denne.

Laagje fik naturligvis snart høre, at en af «Borgerne» hed Lind. Det vak lidt i ham, da han nu efter mange Aars Forløb atter hørte dette Navn nævne. Gamle Erindringer om Barnet dukkede op. «Maaske var denne Mand af Lajlas Slægt,» tænkte han; «thi hendes Fader hed jo ogsaa Lind. Men det har ingen Nød,» tænkte han igjen. «Ingen her ved det mindste om, hvad der skede for 19 Aar siden, undtagen min Kone og Jaampa, og Jaampa røber intet. Han erindrer desuden vist ikke, at Lajlas Slægtsnavn er Lind. Jeg kan derfor trygt tale med Manden.» Laagje talte herom med sin Kone, og begge gik de hen i Linds Krambod og saa paa hans Varer.

«Er dit Navn Lind?» spurgte Laagje.

«Ja, jeg hedder Lind, Anders Lind,» svarede denne.

«Har du stor Slægt?» spurgte Laagje igjen.

«Nei, jeg har kun min gamle Fader, som bor i Alten, og min Søster, som er med mig her.»

«Havde din Fader stor Slægt, mange Brødre?»

128«Nei, han havde blot en Broder, eller rettere Halvbroder, som er død for mange Aar siden.»

«Hvor døde han?»

«Jo, det kan jeg gjerne fortælle dig. Han døde netop her i Karasjok i en Pest, som rasede for omtrent 19 Aar siden.»

«Var han gift og havde Barn?»

«Ja, han var gift og havde Barn, og baade hans Kone og Barnet omkom, men hvad kan det interessere dig? Saa du ham eller var du her, dengang Pesten rasede?»

«Nei,» sagde Laagje og holdt op med sine Spørgsmaal. Han havde faaet nok at vide. Det var Lajlas Blod og Lajlas Slægt, som her stod for ham.

I det samme kom Lajla med straalende Ansigt og belæsset med Friergaver ogsaa ind i Kramboden.

Baade Lind og hans Søster bleve overraskede ved Synet af Lajlas smukke Ansigt, og de to unge Piger havde ikke vekslet mange Ord, førend de gjensidigt følte sig tiltrukne af hinanden.

Lajla kunde saavidt Norsk, at det var muligt for hende at passiare med Borgerens Søster, og denne indbød hende derfor til at komme ind til sig i sit eget lille Kammer.

«Var det din Datter, den vakre Finnepige, som gik ind med min Søster?» spurgte Handelsmanden.

«Ja, det er min Datter Lajla, og det er til hende, vi skulle kjøbe Dug til et nyt Telt.»

«Saa hun skal gifte sig?»

129«Ja, hun skal gifte sig med min Søstersøn Mellet.»

«Nu i Vinter, nu straks?»

«Nei, næste Vinter.»

«Hun har vel mange Friere, saa vakker Pige, som hun er og rig?»

«Ja, det har hun vist, men det bliver nu ingen anden end Mellet. Det er Forældrene, ser du, mellem os, som afgjør den Ting.»

«Men dersom hun synes bedre om en anden?»

«Nei, hun synes ikke om nogen anden end den, jeg bestemmer.»

Inde i Kammeret fortsattes Passiaren mellem de to unge Piger.

«Sig mig, hvad hedder du?» spurgte Linds Søster.

«Lajla».

«Lajla, siger du, det var et underligt Navn. Vi bruge aldrig det Navn, men det er et ganske vakkert Navn.»

«Ja, og naar nogen holder af mig og vil være venlig mod mig, saa sige de «Lajlashjam», kjære Lajla. Men du, hvad hedder du?»

«Jeg hedder Inger.»

«Ah, Inga, vi sige Inga, ikke Inger, og jeg sige Ingashjam til dig, dersom du sige Lajlashjam til mig.»

«Saa vakker Pæsk du har,» siger Inger, «den er saa fin og blød som Fløiel, og Sølvbælte og Hue. Men Huen er saa besynderlig. Den er jo næsten som en Hjelm. Jeg synes ikke den er pen. Tag den af dig, saa jeg faar se, om du har vakkert Haar.»

130Da Lajla tog sin Finnehue af, rullede der en Mængde lyst Haar nedover hendes Skuldre.

«Du har jo deiligt rigt Haar,» siger Inger, «men du passer det ikke. Du er langt penere uden Hue. Nu skal du se, jeg skal sætte dit Haar op som mit. Se nu skal du se. Se dig nu i Speilet; nu ligne vi hinanden aldeles, men dine Finneklæder er langt finere end mine.»

«Ja, ser du,» sagde Lajla, «du ikke forstaa saa godt som jeg at vælge unge, smukke Skind.»

«Nei, vi har ingen Renhjord at vælge af, saaledes som du har.»

«Vil du have en Pæsk af mig? Vi ere lige store, akkurat. Jeg skal sy dig en, saa smuk, saa smuk.»

«Jeg kan kjøbe en af dig.»

«Kjøbe af mig! Nei, jeg give dig Pæsk, du give mig Tørklæde.»

«Er det Friergaver alle de Tørklæder, du der har?» spørger Inger.

«Ja, det er Friergaver. Men se paa denne Ringen her. Den har jeg faaet af Mellet. Er ikke den smuk?»

«Er Mellet din Kjæreste?»

«Ja, Mellet og jeg skulle gifte os.»

«Holder du meget af ham?»

«Ja, Mellet og jeg kjende hinanden fra ganske smaa.»

«End du,» siger Lajla, «har du faaet mange Friergaver?»

131«Nei», siger Inger og ler, «jeg har ingen Frier endnu. Det er ikke saa Skik og Brug med Friergaver hos os, som hos eder. Desuden er jeg endnu ikke mere end 19 Aar.»

«Da vi lige gamle. Jeg ogsaa 19. Er han din Broder, han den høie Mand ude i Boden?»

«Ja, det er min Broder.»

«Hvad hedder han?»

«Andreas Lind».

«Ja saa, Anda, vi sige Anda.»

«Saa siger du vel ogsaa Andashjam, naar du er blid og venligt stemt?»

«Ja, hans Kjæreste sige Andashjam. Har han Kjæreste?»

«Nei, ikke det jeg ved. Det skulde da være, om han friede til nogen her.»

«Nei, ingen «Daro» (Nordmand) fri til Finnepige, og ingen Finnepige gifte sig med Daro. Vi hade Daroerne. De tage alt Landet fra os og forfølge os og jage os fra Fjeld til Fjeld, og de skyde vore store Ren, og deres Hunde jage og dræbe vore smaa Ren, og de gjøre os meget Ondt og meget Uret.»

«Nu bliver du ond, Lajla, fy, saa ung og smuk, og saa hadefuld.»

«Ingashjam, Ingashjam, adde andagassi! Kjære, kjære Inger, tilgiv mig!» udbrød hun paa sit eget bløde Sprog. «Jeg høre saa ofte Jaampa sige saa, men jeg ikke hade nogen.»

«Hvem er Jaampa?»

132«Jaampa er Faders Gut. Jaampa er en Ulv. Jaampa er snil mod mig og gjør alt, jeg beder ham. Jaampa gjerne krybe en Mil paa alle fire for mig, om jeg beder ham, men han hader Daroerne.»

«Vær nu snil Pige, skal jeg vise dig noget vakkert,» siger Inger, og tog ned fra en Hylde en Billedbibel.

Lajlas Øine straalede beundrende, og hendes Hjerte slog heftigt, da hun saa Billederne. Der var Abraham, Isak, Jacob, Esau og andre, som hun havde læst om i sin lille Bibelhistorie.

«Maa jeg prøve, om jeg kan læse?» spurgte hun, og hun læste op om Esau og Jacob: «Og Esau løb mod ham og faldt om hans Hals og kyste ham.»

«Ja,» udbrød hun, «jeg holde meget mer af Esau end af Jacob!»

«Det skal du ikke gjøre, Lajla, erindrer du ikke, at Esau solgte sin Førstefødselsret for et Maaltid Mad,» indvendte Inger.

«Han var sulten, ser du,» sagde Lajla, «som Jaampa, naar han jaget Ulven, gruelig sulten, ser du; du aldrig sulten, vi ofte. Jaampa havde kanske gjort det samme, men Esau tilgav sin Broder, han var kjærlig, oprigtig og snil som en «Same» (Fin), men Jacob var listig og klog som en Daro.»

«Du tager Fejl, Lajla, Esau lod haant om Guds Forjættelse, at han skulde blive Stamfader for en stor Slægt. Esau var en Slave af sine dyriske Tilbøieligheder og solgte sin Hæder og Ære blot for at 133faa spise sig mæt, da han saa Mad for sig. Vilde du sælge din Hæder og Ære, om du var sulten og der blev tilbudt dig et lækkert Maaltid?»

«Nei, nei, jeg vilde før sulte ihjel, og jeg vil ikke mere holde af Esau. Men jeg kan vel holde lidt af Jaampa, fordi om han er lig Esau?»

«Saa meget du vil.»

«Er der mange saadanne Bøger i Verden, som denne Bibel?» spurgte hun derpaa.

«Ja, der er vist mange, men ikke her i Finmarken.»

«Er det din Bog?»

«Nei, den tilhører min Broder.»

«Din Broders Bog? Ah, kanske han sælge den, han Kjøbmand, jeg kjøbe den.»

«Nei, han sælger den vist ikke.»

«Jeg give ham Ren for den. Jeg give ham 2, 3, 4 Ren for Bogen.»

«Du kan jo spørge ham.»

I det samme kom Lind ind, og da han saa de to Piger sidde fortroligt sammen over Bogen, slog det ham, at de aabenbart lignende hinanden, nu da Finnehuen var borte, kun var Lajla unægtelig vakrere end Søsteren.

«Forstaar du Samegiel?» spurgte Lajla ham.

«Ja, jeg taler Finsk.»

«Forstaar din Søster Finsk?»

«Nei, ikke et Ord.»

134«Vil du sælge mig denne Bog?» spurgte hun ham paa sit eget Sprog.

«Nei, den sælger jeg ikke.»

«Hvorfor ikke? du sælger jo alt andet, du har, hvorfor kan du saa ikke sælge en Bog?»

«Nei, Bibelen sælger jeg dog ikke. Jeg har faaet den og der staar mit Navn i den.»

«Du kan jo kjøbe dig en ny igjen og skrive dit Navn i den.»

«Der findes ingen at faa her i Finmarken. Har du ingen Bøger?» spurgte Lind.

«Jeg har blot en Katekismus og en Bibelhistorie. Jeg vilde blive saa glad, saa glad, dersom jeg eiede en Bog som denne. Jaampa skulde gjøre et Skrin til den, og jeg skulde læse i den for Fader og Moder om Vinteraftenerne ved Ilden fra Arnen, og i de lyse Sommernætter, naar det er saa tyst og saa stille paa Land og Vand, og naar Midnatssolen med sit rødlige Skin forgyldte Bogens Blade, da skulde jeg læse for mange Finner, som kom til os. Men Jaampa skulde ikke faa Lov til at være med. Jaampa skulde sidde langt borte paa Marken og heller ikke faa se Billederne, førend han holdt op med at drikke sig drukken. Vil du have 4 store, smukke Ren for Bogen? Jeg vil spørge Fader, om jeg maa give 4 Ren for den.»

«Det faar du vist ikke Lov til.»

«Det er af mine egne Ren, jeg vil give dig. 135Kan Fader ogsaa faa Lov til at se i Bogen, saa faar jeg Lov at give 4 Ren for den?»

«Ja, men selv om du gav mig 10 Ren for den, saa vilde jeg alligevel ikke sælge dig den.»

Lajlas Øine lynede; det var tydeligt nok, at der baade var Fyr og Flamme i dette halvvilde Pigebarns Barm, og at hun heller ikke var vant til, at man nægtede hende noget rimeligt Ønske. Hendes Blik havde før dvælet med Velvillie paa denne Fremmede, men nu drog hun et kort Suk og saa ned igjen i Bogen og sagde sagte paa Norsk til Inger:

«Din Broder er som Haarde-Hjorth, din Broder har et haardt Daro-Hjerte, han og alle Daroer!»

«Kommer du nu med «Daro» igjen, saa faar du ikke se mere,» sagde Inger og vilde lukke Bogen.

«Ale sutta, Inga oabbashjam, vær ikke vred, tilgiv mig, kjære, lille Søster Inger, og lad mig faa se mere,» bad hun ydmygt.

«Hvad er det, du har sagt til Lajla?» spørger Inger sin Broder, «nu begynder hun at blive vred igjen og tale om Daroerne.»

«Jeg har blot sagt, at jeg ikke vil sælge hende Bibelen.»

«Vær nu ikke vred længer,» siger Inger, «men sig Andashjam til ham, saa skal jeg vise dig flere Billeder.»

«Nei, jeg gjør ikke,» sagde Lajla, og tilføiede derpaa med et Suk, «og jeg vil heller ikke se mere i hans Bog!»

136«Men kanske han alligevel sælger den, dersom du siger rigtigt smukt Andashjam til ham.

«Nei, jeg gjør ikke!»

Der blev raabt paa Lind ude fra Kramboden i det samme, og han maatte gaa, men idet han gik, hviskede han noget til sin Søster.

«Ond Broder, du har,» sagde Lajla paa Norsk til Inger, da han var gaaet.

«Nei, det er en snil Broder jeg har.»

«Ja, mod dig kanske.»

«Mod dig ogsaa.»

«Nei, hvorfor ikke sælge Bogen?»

«Fordi han vilde give mig den.»

«Gav han dig den! Vil du sælge den?»

«Nei, Lajla, jeg vil ikke sælge dig den, jeg vil give dig den.»

«Vil du give mig den! Skal jeg faa den? Skal det være min Bog? Ingashjam, Ingashjam, Tak, Tak!» udbrød hun med Taarer i Øinene.

«Er det nu en ond Broder, jeg har?»

«Nei».

«Vil du nu sige Andashjam til ham?»

«Ja, dersom han vil. Kan jeg tage Bogen og gaa?»

«Ja, tag den kuns med dig, nu er det din!»

«Naa Lajla,» siger Lind, idet hun kom ud i Kramboden, «gaar du med Bibelen?»

«Ja,» siger hun med et straalende Blik fra sine store, smukke Øine, «jeg har faaet den af Inga. Tak, Tak, du er ikke ond!»

137Lajla løb afsted med Bibelen til Boden og traf sine Forældre der.

«Se her,» udbrød hun, «jeg har faaet en stor Bog, en Bibel med mange Billeder i!»

«Barn,» sagde Laagje, hvem har du faaet den af?»

«Inga, Kjøbmandens Søster, har givet mig den.»

«For ingen Ting?»

«Ja, for ingen Ting.»

«Du skal give hende den tilbage igjen.»

«Kjære Fader, lad mig faa beholde den! Jeg skal læse i den for dig og Moder og os alle, og jeg skal vise dig alle Billederne. Se her, her er Abraham, Isak og Jacob og mange, mange flere.»

«Laagjes Datter tager ikke imod saa kostbar Gave, uden at give Vederlag derfor.»

«Nei, jeg kan give dem en Foræring igjen.»

«Ja, du ved, at «Gave fordrer Gave og godt Ord fordrer Svar». Min Datter skal ikke blive en Daro noget skyldig. Du skal give dem to voksne Ren for Bogen, saa tænker jeg, at den er godt betalt.»

«Ja, Jeg vil give dem to. Jeg ved, hvilke jeg vil give dem. Naar vi reiser, skal jeg sende Jaampa hen til dem med to Ren, og Inga skal have min nye Pæsk.»

I det samme kom Jaampa og var tilfældigvis ganske ædru.

«Jaampa, se her hvilken stor Bog, jeg har faaet!» udbryder Lajla. «Sig mig, hvor har du gjemt mit lille Skrin?»

«Jeg kan ikke erindre det!»

138«Kan du ikke erindre det, du er jo ganske ædru?»

«Netop derfor kan jeg ikke erindre det. Jeg var lidt drukken, ser du, da jeg gjemte det, men jeg skal drikke mig lidt drukken igjen, saa kommer jeg ihu, hvor det er.»

«Snak, Jaampa, du faar aldeles ikke Lov at drikke mere!»

«Ja, ja, saa kan jeg heller ikke komme ihu, hvor Skrinet er. Naar jeg er drukken og gjør noget, ser du, saa kan jeg ikke erindre det, naar jeg er ædru, og naar jeg er ædru og gjør noget, saa kan jeg ikke erindre det, naar jeg er drukken. Men vent bare en liden Stund, saa skal jeg gaa til Kjøbmanden og komme igjen, og saa skal jeg nok sige dig, hvor jeg har gjemt dit Skrin.»

Jaampa førte saaledes en Slags dobbelt Tilværelse, en drukken og en ædru, og jeg frygter for, at han i Markedet glædede sig oftere ved at være i den drukne, end i den ædrue.

Næste Dag morede Finnerne sig med at kjøre omkap nede paa Isen paa Karasjokelven. En hel Flok, 10-12 Ren, kjørte afsted paa engang nedover den brede Elv. Det saa smukt ud, da de raske Dyr med Hornene bagover Ryggen i vild Fart satte afsted henover Isen, saa Sneen stod som en Sky over de Kjørende. Oppe paa en Bakke stod Fogden, Præsten, Lensmanden, Borgerne, en hel Del Finner, Laagje og Kone, Lajla og Inger og saa paa. Jaampa og Mellet var blandt de Kjørende. Jaampa kjørte Lajlas 139halvblods Vildren, og Mellet kjørte en kridhvid Ren, som ogsaa tilhørte Lajla. Banen var 1/2 Mil lang i det Hele, men midtveis eller 1/4 Mil nede paa Isen var opreist to Stænger, og paa hver af disse hang et smukt Tørklæde. De første, som naaede frem, tog disse og kjørte tilbage igjen alt hvad Tøiet kunde holde; thi blev de indhentede paa Tilbageveien og forbikjørte, mistede de Præmien. De Kjørende forsvandt for en Stund bag en Krumning af Elven. Nogle Minutter senere kom der en Ren tilsyne igjen, saa en til, saa to, saa tre og saa de øvrige, men i Spidsen løb Lajlas halvblods Vildren med et Tørklæde som en Vimpel flagrende fra en Horntinde, og Jaampa staaende i Slæden, hujende og skrigende som en fuldstændig Vild. Saa kom en Enare-Ren med den lystige Ungersvend, Lajlas muntre Frier med det andet Tørklæde, saa Mellet med den kridhvide Ren og saa videre fort. Lajlas Ren havde seiret og stod pustende med Tungen ud af Halsen som Hunden, omringet af beundrende Tilskuere. Jaampa leverede Tørklædet til Lajla.

«Nei,» siger Lajla, «du skal have det selv, du kan jo bruge det til Friergave. Du kjørte udmærket, Jaampa.»

«Ingen Sag med den Ren,» mente Jaampa, «der findes ingen, som indhenter den. Jeg skal godt kjøre 12 Mil med den paa en Dag.»

Ogsaa Lind saa paa Renen og beundrede den og sagde til Lajla, at «Stormvind» kun havde en Feil, men en meget slem Feil.

140«Hvilken Feil?» spurgte Lajla forundret.

«Jo den, at den ikke er min. Vil du sælge mig den?»

«Nei», sagde Lajla og lo, «hvorledes kan du tro, at jeg skulde ville sælge min egen smukke «Stormvind» til dig?»

«Jeg byder dig 10 Spd. for den.»

«Nei, ikke for 20 Spd. og ikke til noget Menneske sælger jeg den!» End du, Inga, hvilken Ren synes du bedst om?» spurgte hun denne.

«Jeg synes bedst om den hvide, den, som du kalder «Jivja», den ser saa from ud, den kanske jeg kunde kjøre med.»

«Vil du prøve en Tur?»

«Ja, men du skal kjøre med.»med.»] rettet fra: med» (manglende tegnsetting)

«Jeg tager «Stormvind» og du tager Jivja.»

Begge de unge Piger kjørte afsted, Lajla foran og Inger efter, sommetider ved Siden af hinanden, saaledes at det saa ud som om der var 2 Ren for en Slæde. Saa lod Lajla sin flyve afsted et kort Stykke og kom tilbage igjen, stod paa det ene Knæ i Slæden og viste sig at være næsten ligesaa flink til at haandtere en Ren som Jaampa selv.

Om Aftenen i deiligt Nordlys morede Ungdommen sig med at age Kjelkebakke nedover den bratte Li paa den anden Side Elven, ligeover for Bypladsen.

Se, der kommer et nygift Par nedover. Den unge Kone klynger sig med et svagt Skrig ængstelig til sin Mand, idet Slæden gjør et Hop. Det synes 141næsten, som om hun ikke længer er saa freidig, som hun før har været.

Der kommer en Slæde proppet fuld af Smaagutter og Smaapiger. De raabe og skrige og juble, idet de fare nedover. Men pludselig gjør Slæden et Hop, og hele Flokken tumler ud som Fugleunger af en Rede og boltre sig i Sneen, medens den tomme Slæde farer langt udover Isen.

Der kommer den muntre Utsjokfin med sin Kjæreste. Han har været ude paa Frieri igjen, og en liden, væver, rundkindet og sortøiet Finnepige sidder i hans Fang og bærer et broget Tørklæde om Halsen, som han har skjænket hende.

Der kommer Mellet, som styrer Inger, og Lind, som styrer Lajla. De klare Hoppene og Svingene, og seile langt ud over Isen. Muntert passiarende gaa de opover igjen. Mellem Mellet og Inger bestaar dog Passiaren mest i Enstavelsesord, da den ene ikke kan Finsk, og den anden meget lidet Norsk.

Men hvad kan det være, som har malet disse yndige, røde Roser paa unge Lajlas fine Kind? Har denne høie, vakre Fremmede, denne «onde Daro» tilladt sig at hviske noget, som for første Gang bringer hendes Hjerte til at banke? Det er ikke sandsynligt. Vi vil antage, at det er den friske Kulde og den raske Fart, som har malet Roserne; thi det er mindst 20° R., og da kan nok selv den blegeste Kind faa frisk Farve.

Saa var det forbi med Markedet, med Kjøb og 142Salg, med Handel og Vandel, og med Jaampas dobbelte Tilværelse. Enhver skulde drage hjem igjen til sit. Men det er sandt. Vi har jo aldeles glemt at se indom hos Præsten. Han har sandelig havt det ligesaa travelt, som nogen anden paa Markedet, med at lyse til Ægteskab, døbe og brudevie. Netop nu kommer der ind et Par Brudefolk for at forlange Lysning hos ham. Præsten sidder ved et Bord med en Bog foran sig. Se vi nøiere til, saa finde vi, at det er vor Bekjendt Utsjokfinnen og den Sortøiede. Stuen fyldes, og Trængselen bliver saa stor, at nogle klyve op paa Bænkene langs Væggene for at kunne se bedre.Forfatternote: Stockfleth Side 105. Det er sandsynligt, at Bruden har havt flere Friere og at disse nu ville indfinde sig for at forlange sine forgjæves anvendte Friergaver tilbage igjen; og saaledes forholder det sig ogsaa. Idet Præsten tager Pennen for at indskrive Parrets Navne i Bogen, trænger en ung Fin sig frem lige til Bordet. Uden atat] rettet fra: ar lade ham komme tilorde, tager Bruden frem et Tørklæde og overrækker ham det. Taus modtager han det og undersøger det, og taus trækker han sig tilbage. Heller ikke Forsamlingen siger noget. Straks efter arbeider en anden sig frem igjennem Mængden og forlanger at faa sin Friergave tilbage. Taus som første Gang overrækker Bruden ham et Tørklæde. Han snur og vender det, undersøger det nøie og siger saa: «Det er ikke mit!» og leverer det tilbage. Brudgommen 143leverer Bruden et andet Tørklæde, som hun igjen overrækker sin forhenværende Elsker, der nu, uden at sige noget, trækker sig tilbage. Atter tager Præsten Pennen, da en Stemme henne fra Døren raaber: «Vær saa god at vente lidt, kjære Præst!» Dette er en tredie Beiler, som melder sig og som har givet flere Gaver. Men Bruden har dem i Beredskab og leverer dem tilbage. Dog dermed er denne tredje Beiler ikke ganske tilfreds. Han paaberaaber sig et bestemt Løfte, noget, som de to foregaaende Friere ikke kunde rose sig af, og som en Tilstaaelse af, at han ikke farer med Usandhed, forlanger han, at Bruden skal give ham en Speciedaler. Brudgommen finder, at der kan være noget, som taler for, at Bruden ikke lader ham gaa som den, der har faret med Usandhed; thi «hvad som er sandt, er sandt,» siger han, men da det nu ikke gjælder en Godtgjørelse for Tabet af Bruden, thi da maatte der blive Tale om en ganske anden Sum, men blot om en Tilstaaelse af, at hun virkelig har givet den anden – dog ikke noget bestemt Løfte; thi hun har blot sagt «maaske», – saa synes han, at en halv Specie maatte gjøre akkurat det samme, som en hel Specie. Han tager derfor ogsaa frem en halv Specie og overleverer den til Præsten med Anmodning om, at denne vil levere den til Vedkommende. Dette sker, og dermed er Sagen klaret, og nu er der intet mere i Veien for, at Tillysning kan finde Sted for den fjerde og sidste Beiler.

Istedetfor at gaa hen og drukne sin Sorg i Karasjokelvens 144iskolde Vande, tage de forsmaaede Friere med de gjenerhvervede Friergaver atter modigt fat og se sig om efter nye Kjærester; thi Tiden er knap. Her gaar det ikke an at tilbringe den ene vaagne Nat efter den anden i ubeslutsom Vaklen og Tvivl, om man skal eller ikke skal. Her maa handles paa Stedet. Man maa fri, forlove sig, faa Lysning og blive viede inden Præsten reiser, ellers bliver der intet af førend næste Aar.

Det kan derfor hænde den sidste Dag, efterat Præsten allerede er kommen i Slæden og skal kjøre afsted, at der kommer to Haand i Haand løbende efter ham. De ere i allersidste Øieblik blevne enige og for gode Ord og extra Betaling faa de Præsten til endnu engang at gaa til Kirken og vie dem.

Sidste Aften var Laagje og de fleste andre Finner kjørte afsted, hver til sin Kant. Lind og hans Søster sad alene igjen og talte sammen.

«Gav Lajla dig nogen Foræring igjen for Billedbibelen, som hun fik?» spurgte Lind sin Søster.

«Nei, men hun sagde, at hun vilde give mig en smuk Pæsk, som hun selv vilde sy til mig.»

«Jasaa, ja kanske hun har bedre Hukommelse end andre Finner. Jeg har ellers gjort den Erfaring, at Finnen ikke er taknemmelig. Han er som et Barn i mange Henseender, let bevægelig, let paavirkelig, men det er en mørk Plet i hans Karakter, at han har saa kort Hukommelse for beviste Velgjerninger.»

«Men Lajla var ikke som andre. Hun var jo 145usædvanlig vakker og stod i det Hele ligesom langt over de andre Finnepiger, jeg saa her.»

«Ja, vakker var hun, men vi faar nu se, om hun gjør en Undtagelse i andre Henseender.»

«Jeg syntes saa godt om Lajla, og jeg har inviteret hende til at besøge os til Sommeren, naar Laagje kommer til Kysten. Og saa har vi aftalt, at jeg igjen skal gjøre en Tur op i Fjeldet til hende, og da skal hun have faaet istand et lidet Telt, hvori vi to alene skulle bo, og jeg skal gaa i Finneklæder, og hun skal gaa med mig og vise mig alle Rensdyrene, og Jaampa skal drive dem sammen, og vi skal malke dem, og Mellet skal skaffe os Fisk, og vi skal koge i vort eget Telt, og du skal ogsaa faa Lov til at komme op og besøge os.»

«Se, se, det var jo herlige Planer!»

«Ja, det skal virkelig blive morsomt, og du faar se til at gjøre dig tilvens med denne Original Jaampa og være med ham paa Fiske i Ravdosjøen.»

«Der skal være vakkert deroppe, og jeg har aldrig været der, saa det kanske kunde være noksaa morsomt at gjøre en Tur derop.»

Næste Morgen tidligt, da Lind kom ud, saa han til sin Forundring Jaampa sidde paa Trappen udenfor Døren, mumlende paa noget tørret Renkjød, som han skar op med sin Kniv. Længer henne paa Tunet stod 3 Ren spændte for hver sin Slæde.

«God Morgen, Jaampa,» sagde Lind, «er du her endnu?»

146«Reist og kommet tilbage igjen!» sagde Jaampa og vedblev at tygge.

«Er der noget, du har glemt eller mistet? Du sidder jo der saa sur som en Rotte paa en muggen Ost?»

«Nei, jeg har intet glemt, og jeg er her heller ikke med min gode Villie. Jeg er sendt hid igjen af Lajla, hun er bleven forrykt.»

«Hvad er det, du siger, Menneske, er Lajla bleven forrykt.»

«Ja, jeg synes ialfald, at hun er forrykt. Hun har sendt mig hid igjen med de to Rensdyr, som staa der. Kanske du har seet dem før?»

«Det er jo «Stormvind» og «Jivja».»«Jivja».»] rettet fra: «Jivja». (manglende anførselstegn)

«Ja, det er saa!»

«Nu, hvad er det saa, som er i Veien?»

«Jo, det er det, som er i Veien, at hun har sendt mig hid og befalet mig at sige, at «Stormvind» skal du have.»

Det var ligesom Ordene sad fast i Jaampas Hals, og han tilføiede derfor ogsaa sagte for sig selv:

«Gid du maa brække Nakken, naar du kjører med den.»

«Og «Jivja» skal din Søster have med Slæde og Sæle og Bælte og Bjælder og Alting! Er hun ikke forrykt? Og en ny Pæsk ligger der i Slæden til din Søster. Den skal hun tage paa sig, sagde Lajla, naar hun reiser hjem igjen, for at hun ikke skal fryse paa Veien.»

147«Inger!» raabte Lind ind i Stuen, «kom ud her!»

Søsteren kom ud og blev ikke lidet overrasket ved at høre om den rige Gave, som Finnepigen havde sendt dem.

«Der kan du se,» sagde hun til sin Broder, «hvor Feil du tog. Er nu ikke en Fin taknemmelig?»

«Jo, Lajla er en Undtagelse, det tilstaar jeg, en ganske mærkelig Undtagelse. Du maa komme ind Jaampa og faa dig en Dram,» sagde han til denne.

«Nei,» sagde Jaampa, «ingen Dram idag, jeg reiser straks med det samme.»

«Naada, du pleier da ikke at vrage den Vare.»

«Aa nei, jeg drikker nok somme Tider en liden Dram for at friske paa min Hukommelse, men jeg maatte love Lajla, at jeg ikke skulde smage Brændevin idag, jeg maatte lægge Haanden paa den store Bog og sværge en dyr Forbandelses Ed paa, at der idag ikke skulde komme Brændevin paa min Tunge, men at jeg straks skulde reise igjen. Nu har jeg udrettet mit Ærinde. Derfor siger jeg Farvel og reiser,» og han tog Renen og satte sig i Slæden.

«Saa maa du hilse Lajla og Laagje fra os da og sige Tak for Gaven og minde Lajla om, at det første hun gjør til Sommeren er, at hun kommer og besøger os.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Finmarken (Lajla)

I 1881 ga J. A. Friis ut verket Fra Finmarken med undertittel Skildringer. Boken ble en suksess og er med tittelen Lajla kommet ut i en rekke senere utgaver.

Verket er blanding mellom en roman og en folkelivsskildring, der historien om Lajla er ispedd beskrivelser av samenes hverdag og strid.

Hovedpersonen Lajla er datter av handelsmann Lind i Karasjok, men på vei til dåp i Kautokeino blir reinsdyrssledene angrepet av ulv og Lajla forsvinner. Foreldrene tror hun er tatt av ulven, men hun blir funnet av «Finnerne» og blir tatt vare på i huset til Aslak Laagje, en rik «Fjeldfin». Et år senere finner Laagje ut hvor Lajla hører hjemme og leverer henne tilbake til foreldrene i Karasjok, men henter henne igjen da foreldrene hennes kort tid etter dør av pest. Lajla vokser derfor opp som barn av Laagje og aner ingenting om at hun egentlig er «Nordmandspige».

Boken er filmatisert tre ganger og oversatt til en rekke språk. 1908 ble den dessuten oppført som opera i to akter med tekst og musikk av Ole Olsen.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1881

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.