VI. Juleaften

67Omtrent et halvt Aar senere, efter at Laagje havde været ved Kysten og atter var kommen tilbage igjen til sin gamle Vinterplads paa Akkanas-Fjeldet med sin Hjord, sin Hustru, Mellet og lille Lajla, som imidlertid havde trivts godt af Renmælk og Renmarv, og havde lært at plabre en hel Del finske Ord, kom der en Dag en Fin kjørende til Laagjes Telt med Budskab om, at han eller en af hans Folk skulde møde i Karasjok med 6 Kjøreren for at skydse en Reisende ned til Alten.

Fjeldfinnerne ere nemlig pligtige at skydse med Ren, og undertiden kan den Besynderlighed hænde, at de, for at skydse nogle faa Mile, blive nødte til først at kjøre det dobbelte Antal. Saaledes naar der f. Eks. skal skydses fra Vardø til Vadsø af Finner, som om Vinteren opholde sig i Sydvaranger. De maa da, for at møde frem paa Vardø, kjøre frem og tilbage den lange Strækning rundt Varangerfjorden. 68Det er klart nok, at dette ikke kan være forbunden med nogen Fortjeneste, men ofte maa være en haardere Byrde end den, de Skydspligtige have sydpaa, hvor Vedkommende dog ikke bor mere end omtrent en Mil fra Stationen, hvor han er pligtig at møde frem.

Laagje havde paa lang Tid ikke været i Karasjok. Han havde derfor heller ikke noget mod at faa sig en Tur did og derfra til Alten. Kan hænde det ikke var ganske frit for, at den Tanke ogsaa stod for ham, at det kunde smage godt at faa sig en Dram eller endog en ganske liden Taar over Tørsten. Finnen kan godt gjemme Penge, men derimod kan han aldeles ikke gjemme paa Brændevin, saaledes at han nyder lidt daglig. Har han det, saa drikker han eller andre med ham, saalænge der findes en Draabe tilbage, men saa kan han siden igjen være uden Brændevin i lange Tider.

Laagje tog 6 af sine bedste Kjøreren med tilhørende Slæder, og lagde i en af Slæderne en Del smukke Renskind, røgede Rentunger og Marvben, som han vilde sælge eller tiltuske sig Varer for hos Kjøbmanden samt Sukkergodt og Legetøi til Lajla.

Dette Barn havde han Dag for Dag faaet mere og mere kjært, og han drømte underlige Drømme om dets Fremtid. Lajla skulde engang blive meget rig, tænkte Laagje, arve en stor Renhjord og dertil adskillige 1000 blanke Sølvspecier, der laa gjemte paa et hemmeligt Sted ude i Ødemarken, som kun 69han, men ikke engang hans Kone, kjendte noget til. Det har derfor undertiden hændt, at Døden saa pludseligt har overrasket en Fin, at han ikke har faaet Tid til at aabenbare for nogen, hvor hans Skat ligger skjult, og den har ikke været at finde. Og naar Lajla var bleven en voksen Pige, skulde hun blive udstyret med smukkere Dragt og smukkere Sølvbælte om Livet end nogen anden Pige i Fjeldet, komme kjørende med sin kridhvide Ren til Kirke, blive beundret af alle og saa til Slutning gifte sig med hans Søstersøn Mellet, saaledes at Slægtsnavnet kunde gaa over paa denne og derved fremdeles Navnet Laagje blive det mægtigste Slægtnavn i Finmarkens Fjelde.

Med disse og lignende behagelige Tanker og Planer i Hovedet, kjørte Laagje til Karasjok. Han kom did i god betids Dagen før han skulde skydse, for at hans Rensdyr kunde faa hvile ud og han selv udrette sine Ærinder.

Da han havde sørget for Foder til sine Rensdyr gik han ind i Kramboden og saa paa den brogede Mængde af alleslags, baade nyttige og unyttige Varer, som en Finnebutik pleier at prange med. Mangt og meget, især brogede Tørklæder, Baand af Sølv- og angivelig Guldtraad, Ringe, store og smaa, fandtes der, altsammen til en Pris, især i ældre Tider, saa latterlig høi i Forhold til hvad Tingen har kostet paa første Haand, at ingen kan tro det, som ikke selv har seet og hørt det.

For at stemme Kjøberen gunstigt faar han da 70ogsaa ofte forlods og gratis en eller to Dramme. Saaledes ogsaa Laagje. Da Kjøbmand Lind selv en Stund efter kom ud i Kramboden og fik høre, at det var den rige Aslak Laagje, som selv var kommen for at skydse, bad han ham komme ind i Stuen til sig. Laagje havde intet derimod, han var allerede i ganske godt Humør og havde faaet Tungen paa Glid. Inde i Stuen sad Handelsmandens Kone. Hun saa saa bleg og nedslaaet ud, at ogsaa Laagje lagde Mærke dertil, da han hilste paa hende.

«Er din Kone ikke frisk?» spurgte Finnen.

«Aa nei», sagde Manden, «hun er ikke egentlig syg heller, men hun er bedrøvet, Stakkel, men det kan du ikke gjøre noget ved. Sid ned Laagje!»

Laagje satte sig paa en Stol, en Stilling, som var noget uvant for ham, da Finnen som Østerlændingen helst sidder paa sine korslagte Ben.

«Du er jo meget rig, du Laagje,» siger Handelsmanden, «du eier jo flere tusen Rensdyr?»

«Nei, ikke rig,» svarede Finnen.

«Hvormange Rensdyr eier du da?»

«Ved ikke, mange idag, ingen imorgen!»

Fjeldfinnen har ikke mere Lyst til at opgive Antallet af sine Ren, hvorefter han nemlig skattelægges, end andre til nøiagtigt paa Skillingen at opgive sin Formue. Ofte ved han heller ikke Antallet ganske nøie, og vist er det, at hans Hjord er en usikker Eiendom.

71«Men du har jo ingen Børn, Laagje?» siger Handelsmandens Kone.

«Har jeg ikke Barn!» siger Laagje og smaalo, «jo jeg har Barn!»

«Jasaa, har du faaet Barn,» sagde Handelsmanden, «jeg syntes jeg skulde have hørt, at du var barnløs, og at din Kone allerede var temmelig gammel. Har du taget Barn til dig?»

«Ja», sagde Laagje, «jeg har taget min Søstersøn Mellet til mig, men jeg har ogsaa eget Barn, en liden Pige, en vakker liden Pige har jeg.»

«Hvor gammel er hun da?» spurgte Konen.

«Aa, hun kan vel være henimod to Aar nu, tænker jeg,» sagde Laagje, og spurgte igjen:

«End du da, har du ingen Barn?»

«Nei desværre, jeg har ingen,» sagde Handelsmanden.

«Ikke havt Børn heller?»

«Jo, men det er en sørgelig Historie.»

«Har du aldrig hørt noget om, at vi ved en ulykkelig Hændelse ifjor mistede vor eneste Datter?»

«Nei», sagde Laagje, «døde hun?»

«Ja, hun døde eller omkom, Gud ved, hvorledes det var. Det var dengang her var saamange Ulve.»

«Ifjor ved Juletider?» spørger Laagje.

«Ja, netop ifjor ved Juletider.»

«Hvad er det, I snakke om «manna» og «gumpe» (Barn og Ulv), siger Konen, som forstod en Del finske Ord.

72«Aa, Laagje har intet hørt om den Ulykke, som hændte os ifjor Vinter. Det er snart et Aar siden nu.»

«Ifjor Vinter ved Juletider?» spørger Laagje igjen.

«Ja, Natten til Juleaften. Vi var paa Reise til Koutokæino for at faa Barnet døbt. Saa blev vi overfaldt af en Flok Ulve, som skræmte vore Kjøreren saaledes, at Magga, som kjørte med Barnet, faldt af Slæden, og – borte blev Barnet.»

«En liden Pige i en Vugge?» spørger Laagje igjen, med Forundring afpræget i sit Ansigt.

«Ja, Vuggen fandt vi, men Barnet var borte!»

«Hvor var det?» spørger han igjen.

«Ved Storfossen».

«Ved Storfossen!» udbryder Laagje.

«Ja, straks før man kommer op paa Sletten, du ved, en halv Mil fra Stuen.»

«Og det var Natten til Juleaften ifjor?»

«Ja, Juleaften bliver det netop et Aar siden.»

«Herre Jesus!» udbryder Finnen, som nu havde reist sig op fra Stolen og var bleven ganske ædru igjen ved det Lys, som pludselig var gaaet op for ham, at det var Handelsmandens Barn, han havde fundet og reddet, og nu havde hjemme hos sig.

«Dit Barn, din lille Datter» – – og nær havde Laagje uvilkaarlig røbet Hemmeligheden.

Handelsmanden troede, at Finnens Udraab kom af Medfølelse med hans Ulykke, og fandt intet underligt heri.

73«Og du er sikker paa, at Barnet omkom?» spurgte Laagje.

«Ja, vi fandt Vuggen, Baandene vare overrevne, og der var Blodpletter paa Sneen; ja, det er forfærdeligt at tænke sig, at det uskyldige Barn er bleven sønderrevet af Ulve!»

«Blodpletterne kom fra Tshjabo,» tænkte Laagje ved sig selv. Han sagde dog ingen Ting, men kunde ikke holde ud inde længer. Det blev ham for hedt derinde, Sveden perlede ned ad Panden paa ham, og han saa saa forskræmt ud, som om han skulde have begaaet en Forbrydelse. Han tog pludselig Afsked, vovede ikke igjen at se paa Moderens bedrøvede Ansigt, men skyndte sig ud i den kolde, stjerneklare Nat med sin Opdagelse og Virvar af Tanker og Beslutninger, der indbyrdes anklagede og undskyldte hinanden.

Snart vilde han ind igjen, kaste sig for Moderens Fødder og sige hende: «Dit Barn lever!» Men saa tænkte han igjen, at det var ikke nødvendigt at gjøre det straks, han vilde først tale med sin Kone derom. «Desuden», tænkte han, «de har vel nu snart overvundet Sorgen, og de faar vel flere Børn. Jeg har fundet og reddet Barnet, det er mit Barn, og jeg vil ikke give Slip paa det. Jeg begaar ingen Synd; uden mig var Barnet ikke ilive! Men dersom det alligevel skulde blive opdaget? Er det urigtigt af mig at beholde det, saa vil vel Vorherre bringe det for Lyset, og kanske de selv havde fundet Barnet, dersom 74jeg ikke den Nat var kommen dem i Forkjøbet; og hvilken Glæde for Forældrene at faa deres eneste Barn tilbage! Ja, jeg faar spørge min Kone.»

Laagje fik ikke Søvn paa sine Øine den Nat, og paa Turen til Alten var han fortænkt og faamælt. Saasnart som muligt reiste han derfra igjen, og tre Dage efter stod han atter i sit Telt ligeoverfor sin Kone med Lajla paa Fanget.

Han sagde ingenting straks, men saa tankefuldt paa det lille, smukke Pigebarn, som blev bragt tilsengs af Mor Laagje, efterat det havde leget sig træt med de Smaasager, som Laagje medbragte.

Om Natten, da alt var bleven tyst og stille i Teltet, og Mellet og Lajla sov, og ingen kunde høre dem, vækkede han sin Kone, idet han hviskede:

«Kone, hører du?»

«Nu, hvad er det?»

«Jeg har faaet noget at vide.»

«Hvad er det da?»

«Jeg ved hvem Lajlas Forældre ere.»

«Ved du hvem Lajlas Forældre ere. Hvorledes har du faaet det at vide?»

«Jeg var i Karasjok og talte med Handelsmanden. Han fortalte, at han og Kone ifjor paa en Reise til Koutokæino mistede Barnet.»

«Fortalte du dem, at det levede, og at vi havde det?»

«Nei, jeg fortalte ingenting, men jeg fik ond Samvittighed, da jeg saa paa Moderen, som Sorgen 75har tæret paa og gjort syg og mager. Stakkels Moder, hvor hun saa ulykkelig ud!»

De vare begge tause en Stund indtil Laagje igjen spurgte:

«Hvad skal vi gjøre?»

«Aa, naar du ikke siger nogenting, saa faar ingen noget at vide, og hun faar vel sagtens flere Børn.»

Hermed blev det, og der gik en 8 Dages Tid, men hvad Laagje gjorde eller ikke gjorde, saa kunde han ikke glemme den barnløse Moder, som sad alene i Karasjok, og pludselig udbrød han igjen en Nat:

«Kone, jeg faar ingen Ro, ingen Fred, ingen Søvn for Barnets Skyld. Jeg holder ikke ud længer med denne Hemmelighed. Vil du som jeg, saa reise vi imorgen med Barnet til Karasjok.»

«Men kanske du bliver straffet fordi du har skjult det saa længe?»

«De kan da vel ikke straffe mig, fordi jeg har fundet og reddet Barnet og nu bringer dem det?»

«Nei, men fordi du ikke før har søgt efter Oplysning eller søgt at finde Forældrene.»

Det var tydeligt, at Mor Laagje havde mindre Medlidenhed end Manden med Hensyn til Barnets Forældre.

Der gik igjen nogle Dage, men det blev ikke bedre med Laagje. Glæden over Barnet var borte. Naar det græd, blev han ilde tilmode, og smilte og 76lo det, saa kom han igjen til at tænke paa dets sorgfulde Moder i Karasjok.

Endelig blev det henimod Jul afgjort, at Mand og Kone med Jaampa skulde reise afsted med Barnet Lillejuleaften.

Paa Veien fik Jaampa, som afvekslende med Mor Laagje havde Lajla i sit Fang under Kjørselen, til sin Forundring høre den sande Historie om Barnet.

De kom til Karasjok næste Dag, Juleaften, ud paa Eftermiddagen og fandt Handelsmanden og Kone hjemme. Da de skulde gaa ind, bad Jaampa om ogsaa at faa Lov til at gaa ind med, men Laagje mente, at det ikke var værdt, at de gik med alle.

«Aa kjære, lad mig ogsaa faa Lov at gaa ind med og se paa, hvor glade de blive,» bad Jaampa, og det var da ogsaa Synd at nægte ham det, tænkte hans Husbond.

Alle tre gik da ind og satte sig paa Huk ved Døren; Mor Laagje med Lajla paa Fanget.

«Saa du er ude og reiser Juleaften, Laagje, med Kone og Barn,» siger Handelsmanden.

«Ja, jeg vil gaa i Messe imorgen.»

«Er det dit Barn, den Lille der?»

«Ja, det er min lille Datter Lajla.»

«Du kommer ikke til noget Glædens Hus hos os, Laagje. Du ved, hvad der hændte ifjor.»

«Du er endnu bedrøvet?»

«Ja, vi blive aldrig glade mere!»

77«Du skal blive glad iaften,» siger Finnen, «alle Kristne skulle være glade iaften!»

«Ja, lovet være Jesus Kristus!»

«Amen!» sagde Finnen.

«Ogsaa din Kone skal blive glad; vi skulle være glade alle og takke den Almægtige, som opvækker de Døde.»

«Er du bleven omreisende Prædikant, Laagje?» siger Handelsmanden.

«Nei, men jeg kommer alligevel med et glad Budskab til dig idag. Du skal faa en Gave af mig, som vil gjøre dig glad igjen.»

«Ingen Gave kan glæde mig.»

«Jo, jeg vil skjænke dig et Barn, det Barn der,» siger han, pegende paa lille Lajla, som gik omkring paa Gulvet.

«Dit eget Barn», siger Handelsmanden, «hvad er det du mener, Laagje?»

«Et vakkert Barn, en smuk liden Pige, ikke sandt,» siger Laagje, «hun ligner vist dit Barn?»

«Men jeg forstaar ikke, hvad du mener med at ville bortgive dit eneste Barn, som du var saa glad i sidst du var her. Du maa ikke spøge med sligt.»

«Ikke Spøg, ikke mit Barn, fundet Barn!»

«Fundet Barn?» siger Handelsmanden.

«Ja, ifjor Juleaften fandt jeg et Barn.»

«Du fandt et Barn ifjor Juleaften,» udbryder Handelsmanden, «hvor?»

«Ved Storfossen paa et Isflag i en Vugge.»

78«I Guds hellige Navn! hvad er det, du siger?» udbryder Handelsmanden, medens Konen springer frem og staar med foldede Hænder og stirrer snart paa Laagje, snart paa Barnet, som stod indved Mor Laagje.

«Jeg har sagt, at du og din Kone skulle blive glade i Aften, og at vi skulle være glade allesammen,» siger Laagje. «Saa hør da! Jeg fandt dit Barn i en Vugge paa et Isflag ved Storfossen ifjor Juleaften i Mørkningen. Vuggen kastede jeg, men Barnet bar jeg hjem paa min Barm, og siden har jeg havt det, og nu bringer jeg dig det idag, og der staar det, saa sandt hjælpe mig Gud i min sidste Stund!»

Moder og Fader faldt paa Knæ, og medens Moderen omfavnede og kyssede Barnet og holdt dets lille Ansigt frem for sig, og atter tog det i Favn og græd Glædens Taarer, fortalte Laagje nærmere, hvorledes alt var gaaet til, og at han ogsaa havde ladet Barnet døbe og at det hed Lajla.

Og saa blev der i Sandhed, som Laagje havde sagt, en glad Juleaften i Handelsmandens Hus. Jaampa listede sig med Taarer i Øinene ud og fortalte til Magga og Lasse, at det forsvundne Barn var fundet, og disse kom da først styrtende ind og glædede sig med de glade. Saa gik Nyheden videre, og snart var næsten hele Befolkningen paa Stedet samlet for at se Barnet og høre Fortællingen om samme. Alle bleve trakterede, og alle fik Julegaver og alle sang de sammen til Slutning den gamle kjære Salme:

79Et lidet Barn saa lystelig

Er fød for os paa Jorden etc.

Da Laagje anden Juledag skulde reise og sagde Farvel til de lykkelige Ægtefolk, ytrede han:

«Du vil vel ikke at jeg skal straffes, fordi jeg kom til at beholde dit Barn saa længe?»

«Nei, Gud velsigne dig, Laagje,» siger Moderen, «du skal ikke straffes; jeg skal takke dig alle mine Levedage for, hvad du har gjort imod mig og lille Marie.»

«Nei, Lajla,» siger Laagje.

«Ja, ja,» siger Moderen, idet hun atter og atter kysser Barnet, «lad hende da i Guds Navn hedde Lajla.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.