Den første og den sidste Nat.

Vi have nu talt om saa meget; som gamle Krigskammerater, der kommer til at fortælle, have vi pegt paa mangt et Livets Merke og Ar, vi have fortalt om de Lidelser, de have voldt os, og forsøgt at snakke dem bort, men, Kammerater! merkelig nok have vi aldrig berørt et: hvor og hvorledes de er blevne til.

Hvor staar det sørgelige Grændseskjel i Eders Liv, som I kalde den første søvnløse Nat? Hvorledes var den Dag, der gik forud for den Nat, da Søvnen første Gang flyede Eders Øie? Eller maaske I tælle ti – hundrede – tusinde af disse dryssende, smaaplagende Dage, der tirre Nerverne, indtil de tilsidst reise sig og beslutte at holde Vagt hver Nat?

Venner! ogsaa disse Dage kjender jeg; men det er ikke dem, jeg mener. Det er saadanne Dage i vort Liv, der overfalde os aabenlyst, med Begivenhedernes Kølleslag, og efterlade os paa Pletten, hvor vi stode sorgløse og intet anende, plyndrede og sandsesløse af Skræk – Dage, som følges af vor første gjennemvaagede Nat.

Af saadanne Nætter har jeg oplevet tvende i mit Liv. Den ene var en dunkel Vinternat. Omkring et Leie sade flere Personer, Time for Time. De talte 190ikke, de rørte sig ikke. De syntes blot aandeløse at lytte til et svagere og svagere Aandedræt. Uhret pikkede overlydt, med bestandig hurtigere Slag. Og deres Ansigter vare blege som Uhrskiven, og de stive Miner viste alle med frygtelig Overensstemmelse til det samme Punkt, det ubønhørlige, forfærdelige Forbi. Og dog vilde en blandt dem ikke tro det og tilbragte den hele Nat med at gruble over, om det var sandt, og denne ene – I vide, hvem det var! To eneste paa en Ø midt i det store, øde Hav; – den ene bliver igjen; – hvorledes kan man ogsaa fatte det?

Ak, først i de lange, lange Bekymringens Nætter, der følge efter en saadan Nat, lærer man at fatte, at det er sandt; fatte, at noget saa grusomt kan ramme en, som at man kan være to paa en vild Ø og blive alene igjen.

Den anden Nat, eller rettere den første, den allerførste – thi det er længe, meget længe siden, saa længe, at jeg syntes, det er noget, der foregik paa en anden Klode, i en anden Tilværelse –, denne eller rettere den Dag, der gik forud for denne Nat, oplevede jeg under ganske andre Omgivelser. En Aften i Begyndelsen af Juni, himmelsk mild og fuld af Vellugt, Liv og Lys! Jeg sad paa Bænken under det store Æbletræ i Haven. Hele Gangen var hvidspettet af dets Blade, og jeg sad i dybe Betragtninger. Jeg tænkte over et Under, der laa for mig, jeg tænkte paa, at iaar var alle Pintseliljerne raske, ikke en af dem havde Tæring, som de ifjor næsten alle havde. Og saa tænkte jeg: Mon Hængebirken der paa Muren altid har været saa prægtig og stor? 191Ved Siden af den gamle, krogede Asp ser den ud som en Konge! Har den altid reist sig saa majestætisk op i Veiret, saa forunderlig elastisk kneisende og med denne yndefulde, nedladende Bøining? Hvilken ædel Stamme, hvilken Krone! Hvor kjækt lader den sin glindsende Kaabe flagre og i tusinde maleriske Folder flagre lige ned om sin Fod! Den er deilig den Birk! Jeg er stolt af, at den staar i vor Have. Det samme synes ogsaa Solen; den ser slet ikke paa de andre Træer; men til Birken sender den et langt, glødende Afskedsblik. Det samme synes ogsaa den lille Fugl, der sidder i Toppen af den og synger. Undertiden jubler den op i saa henrykte, klingende Slag, at man maa forundres over saadanne Lyd i den lille Strube; men med ét falder den ned i lange, dirrende, dæmpede Toner, saa vemodig beklemte, som om den vidste om noget sørgeligt. Og det hjælper ikke, at Græshopperne nede paa Volden enstemmig sige: Snik, snak! Snik, snak! og Humlene brumme og brumme: Pur Indbildning, Stikkelsbærblomsterne ere ualmindelig søde iaar, brum, brum, intet er sørgeligt; iaar faa vi Pintseliljer, brum, brum, brum; – den lille Fugl, der sidder oppe i Birken, synger endnu vemodigere, endnu tungsindigere, den véd det bedre: der er noget sørgeligt. Og min Sjel var som en af Knopperne, saa fuld, saa rigtig færdig til Udspringen, men ikke utaalmodig, pent stille som disse; de vente, til Regnen kommer. Ja, min Sjel var rig og fuld dengang, den var tung af Haab og Livets hele Sødme.

Da kom der et Brev; det var endda rosenrødt, som man dengang ofte brugte Brevpapir. Da jeg 192havde læst det, og det var gledet ned paa Sandet, saa det saa uskyldigt ud, som om det var et Blad, faldt ned af Træet med de andre Blomsterblade. Og det havde dog været vegtigt nok det lille Blad til at knuse et Haab for denne Verden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I den Time brast et Baand mellem Naturen og mig, der aldrig skulde heles, og jeg elskede den ikke som før.

Engang senere kom jeg til Stedet. Den store Birk paa Muren var borte. Man havde hugget den ned for at skaffe tilstrækkeligt Lys og Sol til Volden nedenunder, hvor Klokkeren havde Lov til at slaa Græs. Aspetræet derimod stod der endnu, kun var dets Grene blevne endnu mere knudrede og vanskabte. Den gamle Krokmeisen, sagde Klokkeren, hvem jeg netop traf i egen Person, slibende sin Lja, kan gjerne staa der; den gjør ingen Skade. Mod denne Logik var intet at indvende. Jeg kastede blot et smerteligt Blik til det tomme Rum og skyndte mig bort.

Endnu én Gang – det var efter mange Aars Forløb – kom jeg atter gjennem Haven. Da var den ganske forandret. Væk var Birken, hvori den lille Fugl havde sunget Dødshymnen over et Hjerte; men Klokkerens Græsvold, der havde fældet den, eksisterede heller ikke mere. Væk var Æbletræet, hvorunder jeg havde siddet hin vaarlige Time, denne Time, der endte min Ungdoms korte, dæmrende Tryllenat for at vække mig til den lange, trætte Dag. Ogsaa Pintseliljebedet var borte. Rundt omkring var ei andet at se end endel Muldhøie, der lig kolossale Muldvarpeskud stak op af det lange, vantrevne 193Græs. Men paa Muren stod den gamle Asp endnu; trodsig, med sammenslyngede Arme syntes den spottende at overskue Ødelæggelsen, ligesom om den vilde sige: Ha, ha! Jeg gjør ingen Skade, jeg, ha, ha! Natten er skreden frem: derude er der koldt og blankt, Morgenmaanen er kommen op; jeg har alt længe hørt den første Hane. Der har vi ogsaa vor Nabo! En sindig, rolig, overlegen Galen, der altid følges af en heftig, kolerisk-ungdommelig Røst ligeoverfor. Saa komme to langt borte som fjerne Vagtraab. Hvor merkværdig regelmæssig disse Hanegal gjentage sig! Hanernes Uhre gaa ganske anderledes punktlig end vore.

Vi have talt saa meget om vor Lidelse, Venner! Kunde jeg nu, inden vi skilles, ogsaa give Eder et Raad, et praktisk Raad! Men hvis jeg kjendte noget, da sad jeg jo ikke her; thi jeg tror nok, at jeg paa det nærmeste har udtømt alle saadanne. Og dog maaske! Man siger, at Midler mod Søvnløshed virke individuelt. Det er nu først alt, hvad man maa nyde og ikke nyde for at komme til at sove. Øverst paa Listen staar jo Theen, den slemme, berygtede The. Men jeg véd ikke, hvad jeg skal sige dertil. Mig er det omtrent det samme, enten jeg drikker The eller forviser Maskinen, dette uundværlige Aggregat i den huslige Aften-Poesi, og spiser Grød istedet – helst med tynd Melk til. Dette sidste Raad har jeg faaet af en gammel Bekjendt og Ven, der er Kasserer ved en af Pensionskasserne her i Byen. Østersposteier, mente han, var heller ikke tilraadelige; derimod havde han med Held anbefalet flere i min Stilling at drikke Ølost om Aftenen. Jeg har drukket 194Ølost, Melk, Øl, alt, hvad der ikke har smagt mig; jeg har gaaet tidlig tilsengs og har vandret oppe uden at være i Seng. Jeg har talt til hundrede, ja sogar til tusind. Jeg har marscheret, gymnastiseret, konverseret, alt efter de skjønsomste diætiske Hensyn og endelig har jeg forsøgt det Raad, jeg fik engang af en høist elskværdig Dame, der hed Johanne Louise.

Johanne Louises Raad var, at man skulde indbilde sig at staa paa Randen af en dyb, mudret Kanal. Langs denne Kanal skal man tænke sig fire hvide Heste, skridende efter hverandre i samme Takt. Plask, plask, plask! De gaa og komme, altid de samme Heste igjen, saa regelmæssig, som naar man dreier Valsen paa en Børnelege. Jeg lod Hestene defilere, og det gik godt et Par Gange; men saa kunde jeg ikke faa dem til at gaa ordentlig; de gjorde Kaprioler til høire og venstre, og i mine Bestræbelser for at ave dem blev jeg kun mere vaagen.

Nu véd jeg ikke flere Raad, uden at det skulde være det Raad, som I ville give mig. Maaske I tro, at jeg har glemt det! Nei, jeg har ikke glemt det.

Vaager og beder, staar der – vaager og beder, at I ikke skulde falde i Fristelse!

Ja, lad os vaage og bede, bede, at vi ikke maa fristes til at knurre og blive utaalmodige over den lange Nat og den trætte Dag. Lad os vaage i Blidhed, at vi kunne bede. Lad os bede, at vi kunne vaage paa den rette Maade, naar Slummeren endelig kommer, den Slummer, som skal ende Livets lange, angstfulde, dunkle Nat.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.