Tiende Nat.

79Med Christiane delte jeg ogsaa Religionsundervisningen hos Røentgen, vor nye Præst. Disse Timer, ligesom alle hans præstelige Foredrag, indtage et saa vigtigt Led i mit Christiansfeldter-Ophold, ja, i min hele Udvikling, at jeg maa omtale dem nærmere. Religionstimerne med Røentgen regner jeg for de herligste, interessanteste Læretimer, jeg har oplevet i mit Liv. Vi glædede os alle til dem, enhver af os var stolt ved bagefter at kunne sige: Han spurgte mig i det eller det. Røentgen var bleven vor Helt: bare han gik forbi Anstalten, var det en Begivenhed. O, nei! han var ikke ung eller personlig indtagende! Det var en ældre, lidt tør og alvorlig Mand udenfor Timerne, men i dem blev han forynget, han blev varm og veltalende. Det var, som han havde noget rigtigt glædeligt at meddele os. Og vi, hvor modtagelige! Som Smaabørn, man har lovet at skulle faa se skjønne Rariteter og Verdens syv Underverker, sad vi begjærlige, spændte paa, hvad herligt han vilde vise og forklare os. Og han rullede op et Stykke Himmel efter det andet for vore undrende Blikke, men vi havde den Følelse derved, at vi sad lunt og trygt paa den grønne Jord, ja, det var netop fra dette Standpunkt, vi forstod Himmelen bedst. Han udlagde os Bibelen omtrent indtil Josva Bog; altimellem fortalte han os interessante og rørende Træk af Livet – « das liebe, traute Leben!» hvori Gud ikke altid blev nævnt i Ord; men hvad behøvedes det? Enhver, der besøger Strassburgerdomen, véd, at Erwin von Steinbach 80har bygget den; hans Navn vil tone usynlig under Buerne, men man udtaler det ikke ved hver Enkelthed, man peger paa. Og Han, der skabte Erwin, og Jordens prægtigste Dom gjennem ham, og den store Dom, som hvælver sig over dem begge, behøve vi at tage denne Bygmesters Navn idelig i Munden? Kan man undgaa at tænke paa ham hundrede Gange om Dagen? Saa knyttede sig vor unge, nyvakte Bevidsthed om ham sig til alt, hvad der forekom os og bevægede os om Dagen, vi kunde ikke tage Feil af, hvad der var af ham, ligesaalidt som man kan tage Feil af Lys og Mørke. Alt, hvad der var vakkert, hvad der voldte ren, angerløs Glæde – naar vi fordrog og gjorde hverandre noget godt – Tanken paa Hjemmet – Naturens, Kunstens Herlighed, der endnu laa som en dæmrende Anelse i vor Sjel! Gjennem begge vore Lærerinder, hvoraf den ene var god og blid, den anden var alvorlig, streng og – blid – jeg holdt af dem begge – talte han dadlende og rosende til os; han trængte sig til os i alt, at vi kunde fatte og elske ham, vi stakkels, umyndige, uartigfødte, i Sandselivet bundne, efter Lys og Frihed sukkende Menneskebørn, ja, forat vi rigtig kunde fatte og elske ham, steg han lyslevende ned til os i Jesu Kristi Skikkelse.

Saa lærte den kjere Præst i Christiansfeldt os det. Har jeg misforstaaet ham i noget, da vil han tilgive mig i sin Grav. Men saa har min Sjel opfattet det, maattet opfatte det. Og jeg frygter ikke for endnu at vedkjende mig denne Opfatning. Jo mere Livet har opladt sig for mig, jo mere har ogsaa Gudsbegrebet udvidet sig. Jeg erkjender det at 81være i alt, hvad der griber os i Skabningen, og tilsteder ingen menneskelige Reservationer og Klassifikationer. Ikke alene i det alvorlige, strengt rystende taler han til os, men ogsaa i det muntre og blide. Ikke alene alt, hvad vi benævne stort og ophøiet, men ogsaa, hvad vi kalde interessant, fantasirigt, yndigt, hyggeligt, elegant, i det største som i det mindste, – alt, hvad der rører sig i Duft, Digt og Toner, kald dette et Requiem eller en Romance, ere lige saa mange Glimt, vel brudte og fordunklede gjennem vor jordiske Atmosfære, men lige saa vist dog Glimt af hans Væsens evige Herlighed.

Men nu i vore Dage skal man lære det bedre. I hvilken Fjernhed, i hvilken ugjennemtrængelig Sky af kold Abstraktion skal man nu søge og erkjende Guddommen? Selv Talen om den har dannet sig en egen iskold Terminologi, der i vid Afstand holder alt, hvad der smager af Livet, det varme, pulserende Liv, borte. Et ulasteligt Forhold, som vi selv raade for, er intet, og Troen, som vi ikke selv kunne give os, alt – vel! og Troens Løn er den evige Glæde – nu vel! men hvilken Ide skal vi gjøre os om den evige Glæde, naar man ikke af nogetsomhelst, hvad der stemmer og løfter og fryder en Menneskesjel, maa tage Maalestokken, naar alt, lige til Næstekjerligheden, er bleven mistænkt? Derfor gives der ogsaa i vore superreligiøse Tider saa gudsjammerlig lidet af den. Skal det gaa fremad, eller rettere tilbage, i den Aand, komme vi til at standse i det tykkeste af Middelalderen. Den hellige Iver gik da saa vidt, at i Basel blev Nattergalen erklæret for Djævelens Fugl og høitidelig sat i Ban, fordi den med 82sine smeltende Toner sang Fordærvelse ind i Menneskehjertet. Nu, Nattergalen er af gode Grunde beskyttet mod den Overlast her hos os, men maaske Banstraalen kunde komme til at ramme vore Maaltroste og Sisiker? Og alle disse usynlige Interdikter, al denne graa Forsagelse for at anskueliggjøre os den himmelske Lyksalighed! Man fortæller, at Børn i London kunne vokse op i denne Stengrav uden nogensinde at have seet et Træ. Alle Beskrivelser, al Verdens Billeder vilde her ikke forslaa til at give dem Ide om det . . . Ak, bring dem en levende Gren, et eneste Blad, og de ville forstaa det og forgaa af Længsel efter Træet.

Under Jul forlod Christiane Anstalten, hun skulde til Paaske konfirmeres hjemme i Landsbykirken, hvis jeg ikke tager Feil i det danske Sprog. Dog kom hun oftere ind til Sprog- og Musiktimer. O, jeg ser hende endnu, naar hun kom flyvende hjemme fra, i sin blaa Casavaika, kantet med Skind, en liden polsk Hue paa Hovedet, glødende, synlig hjertebankende ved Tanken om at komme et Minut for sent, og dog saa straalende, saa kjerlig ved at gjense os! Hvilken Glæde, naar jeg saa hende!

Paasken kom, og jeg var indbuden til hendes Fest. Men Gud havde ordnet det anderledes. Netop ved den Tid blev jeg syg. Jeg laa tilsengs Konfirmationsdagen og et Par Dage efter. Da hændte der noget paafaldende. De andre Børn kom ofte ind til mig og vare saa forunderlig venlige. Nogle af dem, der af lutter Retfærdighed gjerne havde seet paa, at jeg hungrede mig ihjel, vidste nu ikke, hvorledes de skulde lægge sin Ømhed, sin Omhyggelighed 83for Dagen. Undertiden havde de grædt. Ak, længe kunde det ikke skjules. Hvad en eller anden fremsynt Sjel havde anet og ogsaa udtalt, at Christianes Følelsesliv var for sterkt for en Organisation som hendes, var indtruffet, altfor hurtig, altfor bogstavelig. Efter Konfirmationen, endnu i Kirken, var hun bleven heftig syg, havde derpaa ligget stille, næsten maalløs hen, og paa den fjerde Dag døde hun, efterat hun havde forlangt og nydt Sakramentet.

Om min Sorg vil jeg ikke tale, Sproget har intet Udtryk for noget saa heftigt som Sorgen i den Alder. Det var første Gang, Døden traadte mig nær. Næste Lørdag vandrede alle ud med Blomster og Krandse for at se hende endnu en Gang, alle undtagen jeg, der ikke kunde, der blev alene hjemme, og alle vendte de dybt grebne tilbage. De kunde ikke nok som udtrykke, hvor deilig, hvor forklaret hun havde ligget i sin Kiste.

Ogsaa jeg forlod Christiansfeldt kort efter for aldrig mere at se det igjen. Med Erfaringer og verdslig Visdom beriget vendte jeg visselig ikke tilbage, men dog med en Skat af lyse Indtryk, som aldrig kunne forsvinde. I Christiansfeldt har jeg truffet paa saa herlige, i sin Art fuldkomne Mennesker, at den blotte Erindring om dem er en Lægedom, naar man mangen Gang maa mistvivle om Menneskeheden, men den er ikke mindre en Lægedom, en Trøst, mod den mørke Dagens Anskuelse, at Menneskesjelen er en Kloak af lutter Synd og Urenhed. Nei, der er Forskjel. Der gives Naturer, der ligesom Duggen ikke komme i Berørelse med Jordstøvet, men som den merke de kun sin Tilværelse 84hernede ved at forfriske den Plet, hvor de en kort Stund dvælede, – Naturer oprindelig saa rene og skjære, at det forundes dem næsten uberørte at vende tilbage til det evige Væld. Der gives lige saa rene, men større, kraftigere Naturer, bestemte til at leve og lide, lide uendelig. Deres Gang gjennem Verden er som Bækkens, den har den smudsige Jord til Leie, men strømmer sig klarere og klarere!

Troede jeg ikke det, saa maatte jeg glemme Christiane, der var bare Geist og Sjel og Godhed i en Engels Skikkelse – Christiane, der i min Stambog blot skrev de rørende, træffende Ord: «Giebt’s Trennung wohl, wo man sich lieb hat?» – jeg maatte glemme de mange, mange Elskelige, jeg dog, Gud være lovet, har truffet paa min Vandring . . . . Ogsaa dig, gamle, sterke, prægtige, kildeklare Margaretha! Forfatternote: Margaretha Nielsen, født i Drammen. Hvor har du som Flint af Staal slaaet den første Selverkjendelsens Gnist af den unge, uvakte Sjel og med Strenghed og Ømhed fredet den til Selvydmygelsens, men ogsaa Selvfølelsens smeltende, styrkende Varme . . . . Og Du, Louise,Forfatternote: Louise Kjørbo. Udmerket Kunsterinde i Maling og Tegning. Senere gift med den herrnhutiske Præst i Christiania, Möhne. reneste! der med Kjerlighedens og Kunstens mildere Evne vakte andre Spirer tillive, hvor underlig har Livet skilt os og skillende igjen ført os sammen! Forhold og Verden har reist en Breddevæg imellem os, men i min Sjel staar du den samme som i hine Dage, da jeg bøiede mig for din Renheds og Mildheds Magt, og 85jeg kunde gaaet gjennem Ilden for dig! Og min henfarne Emilie! og Maria C., den prøvede, den trofaste! og du – du, hvis Navn jeg vilde nævne, naar jeg kunde det, men ved Hjertet kan man ikke røre, det skal have sin Tid til at læges.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.