Trettende Nat.

110Henrik beboede hjemme et Værelse, som hedte Grevens Kammer, saa kaldet, fordi der i en fjern Fortid havde boet en halv forrykt Adelsmand, som havde Kost i Huset. Det var stort og skummelt, og det havde Ord for, at der spøgte. Dette kan nu være, som det vil; men det er ikke sandsynligt, at det var Tilfældet, saalænge Henrik havde opslaaet sit Paulun derinde. Jeg gad vidst, hvad Slags Spøgelser, der havde havt Mod til at betræde dette Værelse, end sige finde Behag i det som et fast Aftrædelsessted? Henriks lidenskabelige Kjerlighed til Naturen og det naturlige havde her ret con amore udfoldet sig. Alt, hvad der af Produkter, hentede fra dens tre Riger, paa nogen Maade kunde anbringes i et menneskeligt Beboelsesrum, det kunde man vente at finde her, noget til Pryd, andet som Surrogater for de almindelige brugbare Ting. Aarhundreders Opfindelser og Fremskridt vare spildte paa ham; han elskede Tingene kun i Raaform og foretrak dem saaledes langt for det fuldkomne og bekvemme. En Barkstol stod foran hans Bord, en Tiurfjær tjente ham som Pen, om Blækhuset var naturligt – kunstigt mener jeg og ikke kunstig-naturligt – husker jeg ikke, – udenfor Vinduet en Vindharpe, i en Krog et Kranium, overraget af en blomstrende Hybenbusk. Man vidste ikke, enten man var kommen ind i et Naturaliekabinet, en Eneboers Hule eller en Heksemesters Laboratorium. Vægge, Mure, Dørgesimser bare ogsaa Spor af hans lige saa fantastiske Kunstsands. Paa Muren havde han 111malet en legemsstor, dandsende Neger, hvilket sigtede til et Sagn om, at de sorte tro, at naar de syngende og dandsende styrte sig i Flammerne, komme de tilbage til sit Fædreland. Bønderne korsede sig, naar de kom i Døren; de troede naturligvis, at de saa den skinbarlige selv. Midt paa Væggen et kolossalt Eksemplar af Grundloven – bevogtet af tvende Jette-skikkelser i Døledragt med Biler og Økse. Dyreriget var ogsaa mangfoldig repræsenteret. Fugle flagrede løse omkring, Fiske og levende Snoge i Glas. Bella paa en Pude, med et forgyldt Halsbaand, hvorpaa den Indskrift:

Er du lydig og klog og from,
Saa skal du hede Bella;
Men er du lumsk og bidsk og dum,
Saa skal du hede Nella –

(Spotnavn, som Modstandere af «Den Constitutionelle» havde sat paa dette Blad), – ikke at glemme hans Yndling, den gamle Kanin, der «enøiet, trebenet, violblaa og fin» hinkede gemytlig omkring mellem Mos, Stene og friske Løvbuske. Paa Bordet ragede en uhyre Kvast af vilde Vekster og Blomster op af et gammelt Drikkehorn, og her sad han, visselig selv det sælsomste Naturprodukt – en Skovens vilde, yppige Vekst, liflig i sin Art, Vandrerens Glæde, saa længe den beholder sin Plads, men som blot forstyrres og virker forstyrrende, naar den, bortrykket fra denne sin Sfære, skal tjene Realiteten og blive et, dog kun maadeligt, Redskab i dens Tjeneste.

Ak, nu véd jeg det, disse Aar vare de lykkeligste for os alle. I denne Periode af sit Liv til 112hørte han os endnu, og tør jeg lægge til: ogsaa mig tilhørte han. Han holdt af mig dengang, og han lagde det for Dagen paa sin Vis, jeg kan ikke huske egentlig hvordan. Det faldt saa af sig selv, det kunde ikke være anderledes, vi maatte være glade i hinanden dengang. Jeg husker, at jeg stod engang ved Vinduet og saa ud, han fór fløitende gjennem Stuen og var alt i Døren; da kom han tilbage, tog mig om Halsen og kyssede mig, og ud fløi han igjen, uden et Ord. Men vore Veie skiltes, maatte skilles, for aldrig mere hernede at forenes. Min Broder! Det er ikke saa, at jeg troløs forlod dine Spor; jeg kunde blot ikke følge dig i den vilde Larm! Paa den stille Vei, jeg maatte gaa, har jeg staaet og skuet ud som hin Dag ved Vinduet og ventet og ventet med Smerte; men du kom ikke tilbage. Min Broder! Dit Kys har jeg dog, og det skal gjælde ud over de lange Adskillelsens Aar, og rent skal det bevares, og rent og trofast skal det besvares der, hvor Cirkelen slutter og det adskilte mødes!

Hvor han kunde være elskværdig, hvor han var elskværdig! Selv lo han næsten ikke, han gottede sig, han fløitede ligesom Latteren ud, men i hans Nærhed sprudlede der evige Fontæner af Latter, Liv og Lystighed. Man kunde ikke blive rigtig vred paa ham, hvad han end sagde og tog sig for. Henrik havde Anlæg til alle huslige Dyder, til alt, hvad der gjør Familielivet let og dog høiere beaandet. Alle hans Egenskaber havde noget af Barnets. Han var snild, nøisom, altid glad, taknemmelig for det mindste, en elskværdig Søn, og alt dette gjorde, at man under et længere Samliv med ham indlulledes sødelig i den 113Tro, at det maatte vedvare uforstyrret. Det er den Slags Sikkerhed, Beboerne af Torre del Grecco føle; de hænge som berusede ved den skjønne Jord og glemme tilsidst den farlige Nabo, indtil en vakker Dag Grunden bæver under dem og minder dem om, at næste Minut kan det hele være forvandlet til en Askemark.

Og saa har hans Nærmestes Liv været ved Siden af ham, en Usikkerhed, der ikke tillod os at dvæle i nogen Glæde, en Bæven paa Randen af et Krater. Vi vidste aldrig, hvad Øieblik Udbruddet vilde komme. Iagttog vi ængstelig et, aabnede der sig maaske to fra en anden Side. Som oftest var det de ædleste Anlæg i ham, der gav Anledningen. Hvor vilde de kunne virket velsignelsesrigt, havde Klogskab og Sindighed ledet dem! Hans Iver for Menneskehedens Sag var saa brændende, og han fór saa blindt afsted, at han ikke kunde skjelne sandt fra det usande. Deraf hans fleste Feilgreb. Enhver virkelig eller falsk Nødlidenhed var selvskreven til hans Hjælp, og Mor maatte passe paa, at han ikke gav sine Sengetæpper bort. Enhver Klage, der støttede sig til et Skin af lidt Uret, af en mægtigeres Overgreb, kunde være sikker paa at finde et villigt Øre og en fluks beredt Villie til at gaa i Ilden. Han undersøgte ikke; Ringheden, Afmagten var Klagerens Ret, en luvslidt Kjole det ubestrideligste Argument. Af saadanne Grunde udspandt sig hans Fiendskab med Praëm, der berøvede os vore kjere Naboer Forfatternote: Dog kun for nogen Tid; Forsoningen indtraadte senere, og Omgangen med Familien P. fortsattes. og havde saa langvarige, sørgelige Følger for ham selv. Denne Sag er altfor bekjendt til, at det skulde være 114indiskret at berøre den. Hvad skal jeg sige til den saa haardt angrebne Mand? Hvad han allerede længe vil have sagt sig selv: Døden forsoner, og vi ville alle tilgive, som vi engang ønske at tilgives.

Ligesom Henriks Menneskekjerlighed, der ikke lededes af Menneskekundskab, paadrog ham Sorger og Processer, saa gik det ham ogsaa med hans Politik. Han vilde være Politiker, men han var kun – noget bedre – Patriot, og ingen vil negte, at det var han af Hjertet. Dette førte ham ind i den bekjendte Samfunds- eller Dæmringsstrid, denne langvarige, forbitrede Kamp, der konsumerede mere Aand, Vid og Galde, end der ellers forbruges i et halvt Aarhundrede, og som er lige merkelig, enten man ser hen til de Kræfter, den udfoldede, den Udstrækning, den vandt, eller de gjennemgribende Følger, den efterlod for vort Samfundsliv. Maaske ikke mange af de yngre har tænkt sig klart Henriks Forhold til denne Strid. Lige til henved Aaret 1830 levede man her i en gemytlig Blindhedstilstand; man skjød endnu Fart paa 1814’s Begivenheder og tænkte, at med, hvad der var skeet, var Land og Lov bygget; nu havde man ikke andet at gjøre end at lægge Hænderne i Skjødet og jubilere. I Studentersamfundet drak man tappert hver Samfundsaften og skraalte patriotiske Sange. Henrik kom, et egte Foster af sin Tid. Han løftede vel Stemningen og rev de andre med sig, men han var blendet som dem; ak, hvorfor skulde han ikke være det? Det var smukt, det var rigtigt, saa som han var. Hvor skulde han taget den fremadskuende Refleksion, der øiner Sandheden bag Fænomenerne? Hvad han 115kunde gjøre og virkelig gjorde, var at samle Rækkerne, lade sig kaare og holde sig slagfærdig. Welhaven kom og fandt sin Mand parat, og det var en Tak værd. Hvad han har villet, fik først sin rette Gyldighed og Betydning gjennem en Brydning med en Modstander som Henrik.

«Nu gjælder det at vinde selv en Krands,
At stille rolig for den indre Sands,
Hvad der maa vækkes, skabes og forbedres.»

Og Slaget stod, det store Slag, og det lynede fra begge Kanter, og Henrik-Merrimac kastede sin Granatregn af «Sifuliner» og Monitor-Welhaven svarede med riflede «Komplimenter» og 80-Pundinger af polemiske Stanzer, og «Dæmringen» faldt over Kampen, og det var en prægtig og morsom Kamp, og alle saa til; men Blodet, der flød, og de kvæstede agtede man ikke paa.

Der er ofte blevet ytret en Beklagelse over Henriks tidlige Bortgang. Jeg vover hverken at modsige eller istemme denne Klage. Den maa finde sit Svar deri, at det er skeet, at det skulde saa være. Henrik har sagt et sandt Ord om sig selv paa Dødsleiet: Jeg har kun været Digter og intet andet. Havde han lagt til: gid jeg aldrig havde forsøgt paa at være andet, saa havde det været endnu mere træffende. Ak, han var blot skabt for sin Digterverden, til at se fra dens Regnbuesky ned paa den øvrige Verdensgang; som Barnet, der stikker sin Haand ind i et Maskineri, maatte han smertelig bøde for ethvert Forsøg paa styrende at gribe ind i den. 116For kort skulde han have levet? Kan et Digterliv beregnes efter Længden? Silkeormens længste Tilværelse er nogle Maaneder; da bliver den Sommerfugl og dør. Men i den Tid har den spundet tusinde Miglier Silke og født tusinde Spirer til et nyt Liv. Som Digter har Henrik levet fuldt, rigt og længe. Livet fra den Dag vilde blot bragt ham Skuffelser og Anger over Feilgreb, som han dog aldrig vilde lært at undgaa. Klog, verdensklog var han aldrig blevet.

Saa lukkede Gud mildt hans Øine, førend de for smertelig oplodes. Maatte hans Sjel finde den Hvile, den her aldrig vilde fundet.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.