I de lange Nætter

av Camilla Collett

Sekstende Nat.

Præstegaardshaven i Eidsvold ligger tæt ved Kirken et godt Stykke fra Gaarden, med hvilken den ved en lang, stumpvinklet Allé er sat i Forbindelse. Den er anlagt efter en stor Maalestok ved Slutningen af forrige Aarhundrede af daværende Sognepræst, Professor Leganger, der med mere Hensyn til Skjønheden end til det egentlig praktisk nyttige valgte denne Plads for deri at kunne indlemme et Skovparti med en merkelig Udsigt over Vormen.

Denne fjerne Beliggenhed, maaske ogsaa Kirkegaardens noget beklemmende Nærhed, gjorde, at den i min Tid var lidet besøgt af Gaardens Beboere, der foretrak de smilende Trakter omkring Andelven til sine Valfarter. Sjelden saaes en Arbeider i denne 143Have; det eneste Liv, man sporede en Sommereftermiddag, naar de kjæmpemæssige Træer paa Muren hyllede den i tidlige Skygger, var Lyden af en Spade fra Kirkegaarden eller Trinnet af en snusende Hund, der søger efter sin Herre, som nys sprang over Stenten, eller ogsaa en Raslen i Havens eneste, store Æbletræ, der betydede, at Omegnens smaa Tyveknegte «nok skulde gaa en Beinveg», som de gjerne udtrykte sig, naar man greb dem paa frisk Gjerning; men denne «Beinveg» gik da paa lemænds vis netop bent over Æbletræet.

Jeg havde paa mange Aar ikke været i denne Have, da jeg en smuk, varm Julieftermiddag gik igjennem den. Ensom havde den altid været, dog belivet af Muligheden; nu var den øde og afsjelet. Jeg havde ikke ret Mod til at se mig omkring, men gik lige igjennem den lille Port i Muren ind paa Kirkegaarden. Her var ligesaa lydløst, kun Grave, grønne Grave, sjunkne Grave, nøgne Grave! Bonden er ikke meget for at plante for de levende, end sige for de døde!

Den østre Side er derimod ret smuk og vel vedligeholdt, da Bygdens mere dannede Familier have valgt den til sine Hvilesteder. Jeg havde fundet de Grave, jeg søgte, og jeg forlod dem dybt og taknemmelig rørt over at se, hvor kjerlig fremmede Hænder havde fredet og smykket dem. Saa blev jeg gaaende mellem de andre Grave, alle gamle Bekjendte fra Barneaarene; næsten til alle knyttede der sig Erindringer og Indtryk, der aldrig udslettes. Ak, overalt, endog her i Dødens ubevægelige Rige, efterlader Tiden sine Spor; nogle af de velbekjendte 144Høie vare sjunkne ned til frodige Græspletter, andre havde givet Plads for nye, frisksmykkede. Ak, siger jeg? Nei, Herren være lovet! Netop her i Dødens stille Rige skal Tiden seirende og glædeligst feire sin Forvandling!

Hist ligger den unge, vakre Jomfru, der saa gjerne vilde dandse; hun døde af Meslinger. Ved den Bred stod jeg som seksaarig, den mindste af dem, der strøede Blomster. Uudsletteligt er dette Indtryk af sorgfuld Høitidelighed og egen ubeskrivelig, næsten overvældende Vigtighed. Endnu synes jeg at se den lille Papirkurv med Hæggeblomst og gule Marienøgler! Indskriften om Trærammen er ikke mere læselig. Her hviler Mathilde, min kjere, flinke Elev, Enkens Glæde, nedlagt kun seksten Aar, ak, med saa mange Taarer og Blomster! Endnu maa jeg læse de lange, pompøse Indskrifter paa de tre Jernplader, der dække Støvet af den von Kroghske Familie. Mand, Kone, Datter begravne her 1800–1801–1802. Den sidste døde først, midt i sin Ungdoms og Skjønheds Flor, som det almindelig fortælles, af Hjertesorg. Hun elskede en borgerlig; men hine Tiders strenge Standsfordomme tillod hende ikke at ægte den elskede. Paa Dødssengen blev endelig Lykken hende lovet. Hvor ofte har jeg staaet her og stavet mig til den lange Fortegnelse paa hendes Dyder, og mellem hver af de stive, kolde Linier stod i usynlige Runer den hemmelige Smerte, der fortærede hende! Det var med en egen hellig Sky, jeg altid nærmede mig denne Grav; paa den turde jeg aldrig træde, medens jeg trampede rask væk hen over de andre Jernplader.

145 Det skumrede allerede, da jeg gik tilbage gjennem den triste, nøgne Egn af Kirkegaarden, hvor Almuen har sine Grave. Et Trækors af en egen Form faldt mig i Øinene. I Midten var anbragt en liden Dør, der syntes at lukke for et Skab og havde den pirrende Indskrift:

Lok op den Dørr,
Se hvad der staar,
Lok den igjen,
Før du Bort gaar.

Jeg fulgte naturligvis Opfordringen. Indenfor stod: Sara Sandmark, født 1760, død 1836. Sara Sandmark! Sara Trænæse! Eventyrsara! Altsaa her hviler du, gamle Sara! Det var, ligesom Erindringen greb mig ved Fligen af mit Klædebon og vilde ikke slippe mig denne Aften; overvældet sank jeg ned i Græsset og tabte mig ganske i den Række nye Scener og Billeder, dette Navn havde vakt hos mig. Sara var Moder til vor Barnepige, vor prægtige, uforlignelige Lisbeth Maria. Hun besøgte undertiden Datteren, eller vi Børn med denne aflagde hende et Besøg oppe i Fjeldet hinsides Vormen. Altid var hun Gjenstand for en frygtblandet Nysgjerrighed, og det var saa langt fra, at hendes Trænæse vakte vor Spot eller Lyst til at le, at vi tvertimod betragtede den hele Person med den dybeste Respekt.

Hvor klart staar en Scene for mig! Jeg og min yngre Broder havde en vakker Sommerdag tigget os Tilladelse til at gaa over til Sara i et Ærinde. Da vi havde udrettet dette, gik vi lidt høiere op i Skoven for at plukke Blaabær; men efter nogen Tid kom vi begge grædende tilbage og klagede vor Nød for Sara. Min Broders nye Hue laa midt i Svartemyren, og mit 146Forsøg paa at naa den havde jeg betalt med begge mine Sko. Ugjerningsmanden Murat, vor sorte Puddelhvalp, maatte det endda regnes til Fortjeneste, at den blot drog den derud uden at tilføie den videre Skade. Murat var for længe siden en fredløs, banlyst Person. Efter en Række mindre Forbrydelser, hvoriblandt jeg vil nævne et Overfald og Mord paa Kapteinens Andrik, der havde en Spænding mellem Familierne tilfølge, havde han netop Dagen før begaaet en ny, der fældede ham aldeles. Jeg kan ikke bare mig for at fortælle denne lille tragi-komiske Tildragelse, idet jeg appellerer til enhvers egne Barneindtryk, og han vil selv føle, hvilken Vigtighed en saadan kan opnaa for os. Moder var Venligheden og Forekommenheden selv, hun søgte altid med størst mulig Resignation at lempe sig efter hine Tiders landlige Gjestfrihedskrav og at finde sig i dens mangehaande Tilskikkelser Men enten hun nu gav efter for et Anfald af menneskelig Svaghed, eller hun netop den Dag havde et uopsætteligt Arbeide, nok, hun negtede sig hjemme for den gamle, vrøvlede og yderst besværlige Løitnant og laasede sig med sin Søm inde i Sideværelset. Medens nu Løitnanten underholdt sig med sine Ofre inde i Stuen, maatte Moder fra sit Fængsels Vindu med en Martyrs Urokkelighed udholde at se Murat sønderflenge tre Fag Gardiner, der snehvide laa paa Volden for at tørres; han var snart færdig og levnede kun en Bundt Pjalter. Processen blev anlagt, og vi Børn førte den naturligvis med al optænkelig Veltalenhed for ham. Vi formente nemlig, at Løitnanten, Moders egen Passivitet, der næsten kunde henregnes til Medvidenhed, 147maatte kvalificere sig som formildende Omstændigheder. Vor Logik hjalp ikke; Sagen, indanket for alle Husets øvrige Instantser, Fader, Præceptoren, Husjomfruen, faldt gjennem alle, og Murat blev dømt tildøde. Og saaledes havde den nu lønnet os!

Gamle Sara hørte vor Klage, satte straks sin Rok hen og gik op for at redde. I det samme kom Murat gjøende efter, og da vi følte os betydelig trøstede ved Saras Mellemkomst, begyndte vi letsindig den gamle Leg at kaste Pind for den. En Pind fløi over det takkede Plankeverk ind i Saras Have, Murat efter, sparkede omkring efter den, og ak – dermed var det ikke gjort! Vor Skrigen og Lokken hjalp ikke; det endte ikke, saalænge der fandtes Busk eller Plante at øve sin vilde Ødelæggelseslyst paa: Ertesengen, indfattet med Salvie, Blomsterbedet, saa stort som en Fladbrødlev med Valmue, Ringblomst og Abrod var nu blot en smudsig Hob Græs. Min lille Broder pilede afsted, det forteste han kunde, slagen af Rædsel. Jeg stod som fastnaglet tilbage og ventede bævende Saras Tilbagekomst. Allerede oppe ved Leddet kunde hun overse Ødelæggelsen; men hvad jeg havde ventet, en gammel Kjærrings sedvanlige Udbrud af raa Beklagelse, Korsen og Skjelden, udeblev ganske. Rolig, næsten majestætisk skred hun ned ad Stien, og for at gjøre min Ydmygelse fuldkommen, bragte hun foruden de tabte Sager en Kvast med friske, svulmende Multer, som hun stiltiende rakte mig; derpaa gik hun hen til Gjærdet, betragtede Skaden et Øieblik taus og udbrød endelig i Lastdragerens Ord i det arabiske Eventyr: O ve! O ve! mine 200 Guldstykker! O ve! O ve! Den 148hjertegribende Pathos, der laa i dette Udbrud, forstod jeg ikke rigtig; men hendes Rolighed gjorde det dybeste Indtryk paa mig.

Man tror kanske, Sara ikke kunde arabiske Eventyr? Jo, hun kunde, og mange andre til, baade norske, spanske og franske; men selv fortalte hun dem kun sjelden. Hun havde nedlagt den hele Rigdom i Datteren, den omtalte Lisbeth Maria, og her gjentog sig det samme psykologiske Fænomen, som viser sig i næsten alle store Mesteres Liv. Naturen formaar kun gjennem flere Led at præparere og frembringe det fuldendte, Geniet; men dermed har den ogsaa udtømt sig, Geniet producerer igjen ikke sin Lige. Lisbeth forholdt sig til Sara som Raphael Mengs til Faderen, som Bertel Thorvaldsen til den gamle Gotskalk, Billedskjæreren. Med Moderens merkværdige Hukommelse og rene, korrekte, jeg tør næsten sige klassiske Gjengivelse, forenede hun en skabende Evne, mere Fantasi og en vis romantisk Inderlighed, og jeg behøver ikke at anføre et mere slaaende Bevis for hendes store Begavelse, end at hun i ti samfulde Aar havde det Hverv at nære en Børneflok, saa graadig, saa umættelig paa Fortællinger som Svaleunger efter Mark; og saa vidunderlig løste hun denne Opgave, at vi altid troede at høre noget nyt, selv naar hun fortalte det gamle. En stor Del af Asbjørnsens Sagn skriver sig fra denne vor gamle Barnepige. Han lader hende ogsaa selv træde op i nogle af disse, hvis jeg ikke tager feil under Navnet Anne Marie. Dybt vemodig hørte jeg under mit Besøg deroppe i 1858, at hun var død. Hun var endelig vandret bort, 149denne kjerlige, trofaste Sjel, fra dette Sorgens og Trældommens Land, der netop for hende i særegen Forstand, lige fra den Dag hun blev gift fra vort Hus, havde været et Sorgens, Møiens og Trældommens Land.

Mekanisk lukkede jeg den lille Dør paa Gravmindet, og snart havde Livet udenfor med sine mangehaande Indtryk fortrængt Tanken om Sara Trænæse og hendes Datter.

Nogen Tid efter tog jeg mig en vakker Solskinsdag en Ridetur over paa den anden Side af Vormen opad mod Guldverket, et Sted, der ligger omtrent paa Høiden af den Fjeldstrækning, som i lige Linie fra Nord mod Syd, parallelt med Elven, skiller Eidsvold fra nordre Odalen. Skovveien bugter sig bred og velbanet i jevne Bølgelinier derop, og denne Ensformighed er netop i visse Stemninger saa yderst velgjørende. Intet kan være gunstigere for den ensomme Betragtning end en saadan Tur tilhest eller tilfods paa ensformige, lukkede Veie, medens Livsaanderne forfriskes ved Bevægelsen og Sjelen ubevidst indsuger den stille Skjønhed trindtom. Vil man ret skjøtte sit Tankeliv og lade det sprudle uhindret, saa skyr man Udsigterne og vælge helst en Allé til at vandre op og ned i. Mit Maal var naaet, inden jeg næsten vidste deraf; mit Maal var en Mil tilskovs; det Punkt, man kalder Guldverket, var her noget ganske tilfældigt. I Virkeligheden eksisterer der jo intet, eller har der nogensinde, tror jeg, eksisteret et saadant Guldverk, uden i den spekulativ-fantastiske Bernt Ankers Drømme. lalfald er der nu ikke andet igjen end Navnet og en Hoben usle 150Hytter. Jeg var allerede halvveis nede igjen, og det var ordentlig med et Slags Mismod, jeg saa det lysne i Bygden, og at mit lille Fjeldtog snart vilde være endt. Sindet var nu vakt for Omgivelserne, Veiret var deiligt; thi den lille Sky over Bergknatten histoppe, den var jo kun en Godveirssky! Graaen, min lyse Jægerhest – paa enhver stor Gaard maa der holdes en saadan – snublede ikke altfor ofte, uagtet den ikke var fjeldvant; jeg besluttede derfor at forlænge Turen. Ved at følge en Sidevei til venstre, som omtrent en halv Mil sydligere skulde støde til Bygdeveien, kunde jeg ad denne gaa tilbage langs Elven, hen til Færgestedet, hvorved jeg kom til at beskrive en Halvcirkel. Men jeg var ikke kommen ret langt, førend jeg angrede denne Plan. Veien, der tegnede godt i Begyndelsen, udartede mere og mere og endte tilsidst i en almindelig Sætersti eller en af disse Tømmerveie, der blot befares ved Vintertid. Den var paa mange Steder steil og næsten ufremkommelig, og det var desværre altfor vist, at det ikke var den rigtige. Jeg forfulgte den imidlertid haardnakket i det Haab, at den dog vilde føre mig ned ensteds, og da jeg alligevel havde nok med at holde mig i Sadlen og vare mig mod Træerne, gav jeg min Hest fri Raadighed og overlod mig til dens Instinkt. Ogsaa ovenfra begyndte det at true. Den lille «Godveirs-Sky» viste sig nu at have været en Forløber, en Slags Spion for en ganske alvorlig Byge, der lumskelig trak op fra Skovsiden. Med denne lidet trøstelige Udsigt til at fare vild paa Fjeldet i Regnveir blev jeg ved at drive Hesten frem, eller rettere overgav jeg mig til dens Styrelse. Hvor 151langt det gik saaledes, tør jeg ikke sige; maaske det dog ikke var saa langt, som det forekom mig; thi under Omstændigheder som disse, hvor Sjelen er i en vis Spænding, taber man Maalestokken baade for Tid og Rum. Endelig lysnede det i Tykningen. Stien førte ud paa en Braate eller Rydningsplads, hvor der var hugget; tildels stod Veden allerede i mægtige Stabler, tildels laa de store Træer nedhuggede og afkvistede, en sørgelig Skovens Valplads! Intet Menneske var at se. En Gjertrudsfugl svang sig langsomt hen over den, istemmende sit gjennemtrængende, regnvarslende Skrig. Over Tuer og Trætoppe, Rødder og Stammer, gjennem Lyng og Kvas naaede jeg endelig over Pladsen hen til Skovranden; Stien snoede sig her, netop bred nok til en Hestehov, brat ned til en stor Myr. Der stod Graaen og jeg, ikke Spor af Vei mere!

Dermed var ogsaa Nøden forbi. Paa den anden Side af Myren hørte jeg Øksehug, og inden jeg havde forsøgt at naa rundt om den, kom en gammel graaskjegget Mand med sin Økse paa Nakken mig halvveis imøde. Uden mange Ord og uden at ytre nogen synderlig Forundring over en saadan Fremsyning tilhest midt i Sumpen tog han min Ganger rolig ved Tøilen og førte den et godt Stykke op paa Veien igjen. Den gamle var, som sagt, ikke af mange Ord. Det var paa en egen lakonisk Maade, han indskjærpede mig sine Instrukser, der uden al malerisk og vildledende Udførlighed indskrænkede sig til tvende Merker, jeg havde at holde mig til: «den store Bjørka» og «Tømteleddet». Men disse blev ogsaa blokkede ind i min Hukommelse. Det var 152umuligt at glemme dem. «Kommer Dem til Tømteleddet, saa er Dem berja,» raabte Gamlen efter mig for tiende og sidste Gang. Neppe var han af Syne, saa kom Skuren. Det brusede i de store Graner, og de smaa Skovbække fik en saadan Hast og et saa høirøstet Mæle, at man skulde tro sig nær en Fos. Men nu ænsede jeg ikke mere Regnen i min Glæde over at have fundet Veien igjen; meget mere følte jeg den gaa over mig, træt og hed som jeg var, forfriskende som et Bad.

Herlig var Aftenen! Skuren var over, og den hele Fjeldvegetation sendte sine rigeste Dufte op efter Badet. To Maaltroster, den ene nær, den anden lidt fjernere, slog med saadan tungsindig Kraft, at det gjaldede i hele Skoven og gav Gjenlyd i de nærmeste Aaser. Det hele Fuglekor forstummede for disse vældige Toner; kun Kraakerne ænsede dem ikke; skrigende drev de i store Flokke op fra de vaade Graner, som om de anede det rige Bytte af Kryb og Orme, Regnen havde lokket ud.

Solen brød just frem, da jeg naaede Leddet, ved Udkanten til Skoven. Foran mig laa Bygden med sin mægtige Strøm, udstrakt i det pludselige Lys. Regnskyerne, der havde taget Farten mod Nord, udgjød sig netop i en bred, skraa, hvidliggraa Strime over Mjøsen og Morskoven. Den smukkeste Regnbue, jeg endnu har seet, sænkede sig med sin ene Fod ned i Vormen; den anden tabte sig i de fjerne, ubekjendte Skovtrakter, der høine sig mod Øst. Indenfor denne pragtfulde Halvramme, mod den dunkle Regnhimmel, laa Dorrlandet med sine skovrige Bakker, overraget af den spidse, eventyrlige 153Ninabbe, Forfatternote: Et Fjeld lige ved Vormens Udløb i Mjøsen, der skal have 9 Spidser, men ser i Afstand ud som en regelmæssig Kegle. belyst af den glimrende Aftensol. Nei, det var for deiligt; jeg sprang af Hesten, og medens den græssede, blev jeg staaende fortabt i dette Skue, lænet til Leddet. Dette Led! den steile Braate nedenunder! . . . Mellem de sorte, afbrændte Stubbe staar – man kan neppe sige Rugen, men Rugaks, maaske to Aks for hver Sten, som er ryddet bort! . . . .

Side153

Og Granroden der til høire, hvorpaa Blaabærlyngen vokser saa frodig og grøn, jeg skulde kjende dette Sted! Ja, rigtig! . . . Sara, gamle Sara, skal jeg atter møde din Skygge! Taget dernede under Braaten i Bjerkelien, det er Taget af hendes Stue. Her gjennem dette Led var det, hun kom, da Murat havde ødelagt hendes Have; hist nede stod jeg med min 154Angst og onde Samvittighed. Jeg havde ofte seet Sara før, men i det Øieblik, hun skred saaledes ned ad Stien, prægede hendes Skikkelse sig uudslettelig i min Hukommelse. Hun var gammel, men desuagtet høi og rank; hendes Dragt afveg ikke fra de almindelige, fattige Husmandskoners uden i den yderste Renlighed. Hun havde et Udtryk af Kløgt og resigneret Taalmod, hvortil hendes Trænæse, forunderlig nok, syntes at passe saa vel, at den aldrig var synderlig paafaldende; kun naar hun fortalte et Eventyr, gik hendes Ro over til saadant Liv, at dette ubevægelige Parti af hendes Ansigt i sin Kulde og Passivitet spillede den besynderligste Rolle. Om denne Næse forresten var græsk eller romersk, cirkassisk eller mongolsk, var ikke let at bestemme, og gamle Ola Tømte, der havde modelleret den, har nok ikke gjort sig stor Bekymring derover. I sin Tale var Sara en Typus for hin sententsrige, lakonisk-dybsindige, ofte geniale Udtryksmaade, man undertiden finder hos den simple Almueskvinde, naar hun er bleven graa i store Sorger og bitter Nød. Den næsten poetiske Maade, hun udtrykte sig paa, blev forhøiet ved et Sprog, der var saa sirligt og dannet, som man kunde ønske det; selv os Børn tiltalte hun altid med «De» og «Dem». Jeg vil her fortælle hendes Historie, saaledes som jeg ofte har hørt den.

Hun var Datter af en Klokker i Eidsvold, der havde studeret, uden dog at kunne obtinere den sorte Kjole og den hvide Krave. Ganske ung tog hun Tjeneste i Kjøbenhavn. Den smukke, livlige norske Pige vandt almindelig Yndest; hun havde 155adskillige Tilbud og forlovede sig tilsidst med en brav ung Mand, der var Tapetmager og sad i en god Stilling. Glad og lykkelig reiste hun op til Norge for at tage Afsked med sit gamle Hjem, førend hun ombyttede det med sit nye. Under dette Besøg var hun uden Modsigelse den strunkeste Pige i Bygden; man forsikrer, at hendes Væsen var lige saa fint som Skriverjomfruernes; men hendes venlige Forekommenhed mod alle gjorde, at ingen forargede sig derover. Om hendes Skjønhed har jeg ikke hørt Tale; men af visse Tegn at dømme har den været af denne noblere Art, der falder for lidet i Øinene til at blive populær. Dagen for hendes Afreise var bestemt; da blev hun buden til Bryllup paa Nabogaarden Bjerke. Sara vilde tidlig hjem; thi hun skulde reise Dagen efter; Løitnanten, der forherligede Bryllupet ved sin Nærværelse, bad hende endnu om en Polskdands; han tryglede, og hun gav endelig efter. Foran dem dandsede Hans Østgaarden; han havde svoret, at han skulde træffe Krogen i Taget med sin Fod . . . En vild Huien og et rasende Kast med Legemet viser, at det er hans Alvor, en jernskoet Hæl blinker mod Loftet . . . . Støv, Forvirring . . . Da Løitnanten vender sig for at gribe sin Dame, ligger hun besvimet paa Jorden. Hun bæres bort, Dandsen fortsættes, som om intet var paafærde. Hvad var det ogsaa i Grunden? – Stakkels Sara! – en Fremtid var spildt . . . En Fremtid, en Kjereste . . en Næse.

Da Sara efter en langvarig, smertelig Sygdom kom sig igjen, var hun vansiret for sin hele Levetid. Et Brev fra hendes Kjereste, fuldt af Uro over 156hendes Taushed og de ømmeste Forsikringer om urokkelig Troskab, indtraf da. Hun meldte ham sin Ulykke, løste ham fra hans Løfte og bad om sin Ring tilbage. Hendes Elsker havde vel kjækt udfordret Skjebnen, men at den vilde tage ham saa skrækkelig paa Ordet, tænkte han ikke; Prøven var grusom, den var for haard for enhver Mand, og en Tapetmager er ikke mere end en Mand. Han sendte hende Ringen tilbage. Mon da ikke Sara har smilet bittert? – thi et hemmeligt Haab, at han ikke vilde modtage hendes Offer, boede maaske i hendes Hjerte. Flere Aar forløb i hendes glædeløse Hjem; i denne Tid led og grundede hun meget, og et andet Liv maa da være opgaaet for hende. Da friede den gamle Enkemand hist nede i Stuen til hende. Han eiede ikke en Haandsbred Jord, men mange sultne Børn, og Sara flyttede ind til ham. Han gjorde Matter af Lyng, og hun opdrog hans Børn med Godhed og Strenghed til Gudsfrygt og Skikkelighed. O, en saadan Fattig er en ærværdig Gjenstand, der fortjener mere Beundring end Rigdommens ufristede, velnærede Dyder. Saras Mand paaskjønnede ogsaa hendes Værd; han drak ikke, han slog hende aldrig, ja, det blev ikke med disse negative Beviser paa hans Omhu. Gamle Ola var det, som med kunstfærdig Haand modellerede de Trænæser, hvoraf hun fik sit Navn i Bygden. Han gjorde to, en til Hverdags- og en til Søndagsbrug. Den første var blot simpelt malet, den anden var endnu omhyggeligere skaaret og var poleret. Saalænge gamle Ola levede, sørgede han altid for denne Artikel; efter hans Død indskrænkede Sara sig som saa mange andre Enker; hun 157havde da ikke Raad til den Luksus at have to Næser, men maatte afskaffe Stadsnæsen.

Dette var Sara Sandmarks ydre Liv. Ja, en Sandmark, en øde Sahara, hvori hvert Fodtrin betegnedes med Sved og Taarer, var dit virkelige Liv, arme Sara! Kun i dine rige Erindringer og i din Indbildningskrafts Skatte, der levede som utallige Sagn og Eventyr paa dine Læber, skabte du dine Oaser og rislende Kilder. Hvo har gjort sig rigtig Begreb om Livet i en Stue oppe paa det nøgne Bjerg? Det var altid en Gaade, hvorledes hun, der aldrig betlede, med sin Familie kunde eksistere. Det er den noble Fattiges Hemmelighed, at man ikke kan begribe det. Men kommer nogen og røber os de jammerfulde Gaader, ved vi saa, hvad det vil sige at spise Vasvelling Morgen, Vasvelling Middag og Vasvelling Aften . .? Den eneste Afbrydelse, her indtræffer, er ingen Vasvelling at have. Saras Datter har fortalt os, at slige Aftener, hvor de intet havde at spise, fortalte Moderen dem Eventyr, og de glemte Hungeren over de fortroldede Slotte og «Tusind og en Nats» Herligheder. O, denne Datter maa ofte have sultet; thi hun kunde mange Eventyr.

Solen stod netop i Aasranden, da jeg naaede ned til Saras forrige Hytte. Den store Birk, hvorunder jeg saa mangen Gang havde seet hende sidde og sysle med sit Arbeide, var hugget ned og Haven omskabt til et Kartoffelbed. To-tre sodede, hvidhaarede Gutter i bare Skjorten stod udenfor Svalen og glanede efter mig under de skyggende Hænder, idet jeg skyndte mig forbi.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.