Anden Nat.

Min Morfader Henrik Arnoldus Thaulow var en Kunstelsker og Skjønner, han malede selv Dyre- og Krigsscener, hvoraf der endnu findes enkelte Stykker i Familien, hvilke betragtes med al den nedarvede beundrende Pietet, der udelukker enhver Tvivl paa, at det er Mesterverker. En Slægtning her i Byen eier ogsaa hans Portræt, malet i Rom. En stor, men fintbygget Mand, med smukke, ædle, fornemme Træk. Han sidder iført Slobrok og en rød Morgenhue og skuer tankefuld hen for sig. Hans fine Hænder, der ofte forlangtes til Model, stikke koket frem af de lange Kniplingsmanchetter. Medens han endnu var ganske ung, blev Fredrik den Femte under et Besøg her i Landet opmerksom paa ham, drog ham ned til sig og sendte ham udenlands paa sin Bekostning. Han gjorde flere Reiser i Tyskland og Italien, hvor han for denne Konge indsamlede Malerier og Kunstsager. Senere blev han ogsaa for egen Regning en lidenskabelig Samler. Hans hele Skat, Frugten af mange Aars Savn og Stræben, blev endelig indskibet fra en italiensk Havn for at afgaa til Hjemmet. Men dette Skib kom aldrig frem, ialfald fik han aldrig Greie paa Sagerne, og det er et almindeligt og drøveligt Sagn i Familien, at der stak et Bedrageri under. Harme derover kastede min Morfader paa Sygeleiet, Følelsen af Forladthed i det fremmede Land kom til, og det vilde maaske 10endt med hans Død, var ikke Redningen kommen, men i en ligesaa overraskende som forfærdelig Skikkelse. En Efterretning fra Hjemmet rev ham voldsomt ud af hans hensygnende Tilstand og gav ham med en værdigere Gjenstand for hans Sorg tillige hans Livskraft og hans Energi tilbage, den Efterretning, at hans eneste Broder, en brav ung Mand, var bleven myrdet – skudt – af sin egen Kompagnon. Skinsyge skal have foranlediget denne Gjerning, ellers véd Familien intet nærmere at meddele angaaende den. Kriminalforhandlingerne fra hin Tid – Sagen daterer sig fra Aarene 1740-50 maatte dog give enhver, der ønskede det, den fornødne Oplysning. Vist er det, at stakkels «Grandpapa» aldrig forvandt Tabet af sine Malerier, og jeg frygter for, at denne Sorg dog tilsidst har overlevet Virkningen af hin sørgelige Begivenhed.

Engang som han kom hjem fra en saadan Reise og steg iland i en af Byerne, stod der just en Barnepige med et lidet Barn paa Stranden. Han tog den smukke, fremmedklædte lille Pige paa Armen, kjærtegnede hende, men tænkte dog mindst paa, at hun engang skulde blive hans Hustru. Hun var Datter af en Skotlænder Chrystie, der var indvandret under Stuarturolighederne og havde nedsat sig paa Moss. Da hun havde naaet sit sekstende Aar, blev hun gift med min Grandpapa, der dengang var over firti Aar, altsaa mere end fireogtyve Aar ældre. De levede meget lykkelig og opnaaede begge en høi Alder. Af deres tretten Børn var Moder den næstyngste. Næsten alle mine Onkler og Tanter vare store, kraftfulde og smukke. Især skal en af dem, Andres, have været 11merkelig for sin Skjønhed og Styrke. Han var dansk Officer og døde ugift nede i Holsten, efter et noget flot Ungdomsliv, paa en høist sørgelig Maade. Han veddede med en Ven, en Englænder, at han skulde gaa en Mil i en vis kort Tid, jeg har endog hørt hvor kort, men jeg tør ikke sige det af Frygt for det usandsynlige deri. Veddemaalet vandt han, men – han maatte betale Døden Omkostningerne kun faa Maaneder efter. Flere af mine Onkler droge ud til fremmede Verdensdele, kun en af dem, den nu eneste gjenlevende, har boet og bygget her i Landet. Naar undtages hin Onkel Andres’s Extravagance, skal man have ondt for at paapege nogen saadan i denne hele talrige Familie, den udmerkede sig meget mere ved noget strengt sobert, regelret, for ikke at sige dydsiret, der i hin Tid, og maaske heller ikke nu, slet ikke hørte eller hører til det almindelige. I det hele taget er min Moders Familie af Temperament sangvinsk-kolerisk, erotisk, godmodig og ureflekteret og byder i denne lykkelige Sammensætning den største Kontrast til Faders stærkt reflekterede, forstandsskarpe, til Grublen og Melankoli tilbøielige Natur. Begge mine Forældre mødtes dog i en lige Passion for Kunst og Skjønhed og i den Evne ligetil det sidste at tage Livet illusorisk – mægtige, stridende Slægtselementer, der havde ondt for at smelte sammen, og som havde afsat sig i deres Børn i en mere eller mindre lykkelig, og jeg behøver ikke at paapege i hvem af os i den mest paafaldende Blanding. Ja, i ham synes Slægterne ret at have aflæsset sine stærkeste Tendentser og Lidenskaber, som om de for lang Tid vilde føle sig lettede.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.