I de lange Nætter

av Camilla Collett

Fjerde Nat.

De Huslærere, vi havde, bleve altid omhyggelig valgte blant de mindst uduelige og mindst ulidelige Subjekter, som denne Klasse i hine Tider var istand til at frembyde. Det var som oftest ældre Personer, som paa en eller anden Maade vare strandede i Verden, der opofrede sig for dette Kald. Om Alting slog dem feil, havde de dog den Ressource at blive Børnelærere og Opdragere. De mest pedantiske af dem gjaldt for at være de bedste og paalideligste, og der laa jo unegtelig en Slags Garanti deri, at de ikke havde andre endnu værre Egenskaber. At de alle vare Originaler, følger af sig selv, og jeg kan ikke sige andet, end at de Eksemplarer, vi erholdt, kunde 19i denne Egenskab kaldes udsøgte. Hvis jeg vilde fortælle alle de Scener, som vore Huslærere gave Anledning til, saa fik jeg nok at gjøre, men i slige Vidtløftigheder tør jeg jo ikke tabe mig, jeg frygter, det vilde kun lidet tilfredsstille saadanne alvorlige Tilhørere som mine søvnløse Venner. Lykkeligvis havde Far flittig Tilsyn med Undervisningen og overtog, især da vi bleve ældre, endog visse Fag. Paa Skolen læstes nu de almindelige Ting, som enhver maa lære, men vi pugede ogsaa diverse Bøger, der egentlig laa for høit for vor spæde Opfatningsevne. Saaledes en Bog, betitlet Forstands- og Tankelære, som jeg kan forsikre idetmindste paa mig var aldeles spildt, hvad Resultater den kan have efterladt i mine Brødres stærkere Hjerner, kan jeg ikke vide. Endnu gyser jeg, naar jeg tænker paa et Verk, som hedte Dolz’s Anstandsregler, hvoraf man lærte Høflighed, og hvordan man skulde opføre sig i Omgang med sine Medmennesker, et Verk, hvortil Knigges berømte Forskrifter til at omgaaes MenneskeneMenneskene rettet fra: Mennneskene forholdt sig omtrent som almindelige trange Støvler forholder sig til de saakaldte spanske. Det var en ulykkelig Bog, og har den ikke gjort andet ondt, saa har man idetmindste lært af den, at mange af de Medmennesker, man siden støder paa, slet ikke have læst Dolz’s Høflighedsregler. Havde man nu ikke selv puget den engang, saa savnede man den maaske mindre. Dertil kom, at vi læste den med en Huslærer, der var en levende Illustration til Verket, saafremt en pedantisk, stiv, i yderste Maade ceremoniel gammel Skrue kunde være det. Hr. Skatmand, saa hedte denne Skat, var oprindelig fra Lolland, eller et andet 20saadant Øland, og kaldte sig studiosus philosophiæ, men han havde tilbragt omtrent tyve Aar i Norge som Huslærer, og som saadan havde han brillante Anbefalinger, da vi fik ham. Skal jeg ligne Hr. Skatmand ved noget, da maatte det være med en Messingildtang, der føler sig at være af Messing, men som ved Tid og Ærgrelse har antaget noget anløbet grønligt. Ved hans hele Atmosfære var der noget irret, metalagtigt, der virkede besynderlig ubehagelig. Man havde aldrig seet ham smile eller le. Hr. Skatmand var en vredagtig Mand, han forsømte ikke paa ret haandgribelig Maade at indprente os Anstandsreglerne, naar de ikke vilde ind i vort Hoved. Han vilde blandt andet indføre den Skik, at naar Skolen endte om Dagen, skulde mine Brødre gjøre et dybt Skrabud og jeg ligedan Neining, naar vi baglænds havde naaet et vist Punkt af Gulvet. Engang jeg var færdig til at gaa, sad Præceptoren just med Ryggen vendt mod Døren, i Tillid til denne Omstændighed og i min Glæde over at være fri for Skolen og for ham og for Dolz gjør jeg min Kompliment vel dybt og lidt for overgiven, saa de andre gjorde Grimaser for ikke at le, men o ve! Han havde udtrykkelig holdt Øie med mig i Speilet, og jeg saa ham blot reise sig i fuld Vrede, inden jeg satte afsted i den voldsomste Flugt hen over diverse lange Gange, ned ad to Trapper, altid fulgt af den opbragte Hovmester, indtil jeg med et Skrig styrtede ind i Stuen. Moder var af dem, der slet ikke taalte Overraskelser, hun stod netop med en Blomsterpotte, der skulde flyttes, og den gik da i Gulvet. Jeg behøver ikke at fortælle, at jeg maatte betale 21baade Blomsterpotten og det altfor dybe Kniks. O Dolz, Dolz, hvad har det kostet mig at blive et saa høfligt Menneske, som jeg nu er!

Jeg husker endnu, hvad der gav Anledning til, at Hr. Skatmand blev afskediget. Vi havde en meget lattermild Husjomfru, med hvem han levede i stille indædt Uvenskab, da han altid troede, det var af ham hun lo. Naar hun sad til Bords, var hun ogsaa ofte i den pinligste Knibe, da den strenge Bordtugt ikke tillod hende at give efter for den Fristelse, Hr. Skatmand altid satte hende i. Engang havde hun ganske uden at tænke noget derved dannet et Profil af et Stykke Brød. Hr. Skatmand tog det til sig og indgav siden Klage derover, men nu var Far kjed baade af ham og hans Klager og afskedigede ham med det samme.

En anden Husfælle, men af en ulige fornøieligere Art end Huslæreren, havde vi i vor Papegøie, et virkelig ret merkeligt Individ i sit Slags, uagtet jeg kan ikke sige den «hørte til mine Folk». Dyrekjerlighed var forresten et Hovedtræk i Familien; paa Gaarden vrimlede der af alskens befjedrede og firbenede, og alle havde vi vore Yndlinge, ret betegnende efter egne respektive Individualiteter. Skulde engang et tamt Kid eller et Lam slagtes, saa græd Moder og jeg vore modige Taarer længe forud. Mor fodrede hver Dag Henriks Brune fra sit Vindu. Katte holdt jeg mest af, jeg havde altid en Kjælekat, der fulgte mig overalt, endog ude, naar jeg spadserede. Hvis her var Stedet dertil, kunde jeg fortælle mange Ting om Dyrene, Træk, som kun røbe sig for dem, der med Kjerlighed omgaaes og iagttage disse vore 22stumme Medskabninger. Kun i Forbigaaende et Par af disse Træk. Katten er et miskjendt Dyr. Det er sandt, den har Klør, som den undertiden river med, men det sker som oftest ufrivillig, ligesom godartede Mennesker undertiden komme til at saare med sin Tunge. Et merkeligt Træk er det, naar man leger med en halvvoksen Kat og den saadan med Tænder og Klør bearbeider vor Arm, hvor rørende bange den er for at tage for haardt i; forsøg det med en Hund eller et andet Dyr, og vi slippe ikke saa let. Det individuelle er overordentlig sterkt udpræget hos dem, ja mere end i nogen anden Art Dyr; jeg har truffet Katte i alle Temperamenter, alle Karakterer. Merkelig var en halvvoksen Kat, vi anskaffede os herinde, – det var et deiligt Dyr, og saa livlig, saa overstadig lystig, at den bogstavelig ikke vidste, paa hvad Ben den skulde staa, den hoppede derfor engang op paa Afsatsen af den varme Ovn og brændte sine Poter. En Dag løb Pus sin Vei, vi averterede efter den, og den blev virkelig bragt os igjen, men hvad den havde oplevet paa denne sin første Tur ude i Verden, véd ingen; fra det Øieblik var den stur og trist og ganske forandret. En Hunkat, vi havde hjemme, var af et saa blidt og kjerligt Gemyt, at den lod fremmede Unger, endog af andre Dyreracer, die sig. Kaninhannerne have den grusomme Drift, at de lemlæste og fortære sine egne Unger. Vi søgte at redde en saadan liden Stakkel, hvis Søskende laa der ilde tilredte, tog den og lagde den til vor Hunkat, og se! den tog sig moderlig ømt af den forladte. Min Yndlingskat blev engang bidt af en Hund i Halen, saa den maatte sættes af. Jeg 23véd ikke, hvad for et uovervindeligt Indtryk af Skræk og Skam, der overgik det arme Dyr ved denne Operation, men det forsvandt fra det Øieblik, og jeg sørgede over min Kat, som om den var død. Flere Maaneder efter, en Sommerdag, jeg spadserte nede i en noget uveibar og ensom Dal, sprang Pus pludselig ud af en Busk og strøg sig til mig med alle Tegn paa den heftigste Glæde. Dette hændte oftere, den fulgte mig endog lange Stykker indtil i Nærheden af Gaarden, men aldrig indenfor Grinden, herfra vendte den tilbage til sit Eremitliv i Skoven. Ud paa Høsten blev den dog ganske borte, maaske har Ræven taget den.

Men det var egentlig om Papegøien, jeg vilde fortælle. Denne var nu Fars Yndling, og som saadan blev den betragtet med al Respekt, men egentlig elsket var den ikke af os andre. Det er merkværdigt, hvor nøie disse egoistiske, arrige Dyr forstaa, hvem der ynder dem, og hvem der ikke gjør det, og hvor hevngjerrige de ere. Kun Far og Husholdersken, vor brave, elskværdige Marthe, som særegent tog sig af dens Oplærelse, viste den al den Hengivenhed, som dens lille Papegøiesjel kunde rumme. Den løb frit omkring i Huset, og var i Almindelighed taus, men det hændte undertiden, at den faldt ind med de faa Sætninger, den til en høi Grad af Tydelighed havde lært, høist uventet og træffende, saa det var ikke forunderligt, at simple Folk, der aldrig havde seet eller hørt dens Species omtale, korsede sig, naar de kom ind og hørte den pludre, og spurgte sig selv, om dette gik rigtig til. Marthe havde altid merkværdige Træk at fortælle 24om den. Det er sandt, at Papens Indfald traf undertiden heldig ind og gav Anledning til Moro, men jeg tror nok, at den ligesom Talleyrand fik Æren for mange Vittigheder, som den ikke havde sagt, og derfor tør jeg kun anføre to Træk af den, som jeg indestaar for. At den engang paa en Bondemands forbausede Udraab: «Nei, Jesu Navn, aa er detta for Faul?» svarede: «Papegøie», er ikke meget morsomt. Men engang kom en tysk Gjøgler vandrende med sin Violin og en Abekat, der dandsede efter Violinen. Far, som et Barn indtagen i alle Slags Præstationer, bød Manden med sin Abekat indenfor. Vi havde en Stund lang hørt paa Musiken, Far med en Mine og et Alvor, som om han havde Paganini for sig, da Papegøien med et flagrede ned af sin Pind og satte sig paa Bordet. Kan du snakke? sagde den skjærende. En ny Kolbøtte af Abekatten var Svaret. Aa Skit! sagde Papen og fløi op igjen. Den sidste Kraftytring var saa meget mere overraskende, som ingen havde lært ham den, den var et rent Selvstudium. En varm Sommerdag sad den mellem Blomsterne i det aabne Vindu, hvor vi ofte havde seet den uden Frygt for, at den skulde flyve bort. Solen brændte hed paa dens grønne Fjer, og jeg véd ikke, hvad for brasilianske Drømme den vuggede sig i, eller hvilken sød Illusion der kan have betaget den, men med et strækker den sine rubinspidsede Vinger ud i Solen, flagrer tungt op paa dem og forsvinder, idet den beskriver en lav Bue over Gaarden, bag Tagene. I tre Dage var Papegøien borte, og vi ansaa den allerede for tabt, maaske taget af en Rovfugl, da det faldt Marthe ind at søge i en anden Retning.

25Nu først et Ord om Marthe. At sige, at hun var et sjelden tro, trofast, sedeligt og flinkt Subjekt, udtrykker langt fra tilfulde, hvad denne fortræffelige Pige i femogtyve Aar var for vort Hus. Hun lukkede begge mine Forældres Øine og var den sidste paa Gaarden. Hvad Lisbeth, Eventyrsaras Datter, var i poetisk Forstand – jeg finder intet bedre og mere betegnende Ord derfor – det var Marthe i en praktisk; man kunde næsten kalde hende genial. Hun lærte alt, hun kunde alt, hun havde Tid til alt, og forenede dermed et Overblik, en saa rolig, stille Dygtighed, at hun i egentligste Forstand blev Husets styrende Aand. Dertil saa klog, hun havde den fortrinlige Evne at gjøre sig ligesaa afholdt af Folkene som af sit Herskab. Mine Forældre vidste ikke, hvor høit de skulde sætte hende, og med rette. Af hendes Færdigheder vil jeg kun nævne, at hun vævede alt, hvad der paa den store Gaard forbrugtes af Linned, fint Dækketøi, endog Gulvtepper, lavede fortrinlig Mad, og – at hun sang meget smukt. Hun var altid Forsangerske ved Kirkefesterne. Naar der blev spillet et Thema inde, skulde det meget undre os, om ikke Marthe Dagen efter sang det i sin Væv tidlig om Morgen, og det saa rent og klart, som om hun havde indstuderet det med en Mester. Af Væsen var hun faamælt – lakonisk, stille, beskeden og altid i godt Humør, ligesom hun viste en Takt, en Finhed i alle Forhold, som man skal søge efter, selv udenfor hendes Stand. Dette sjeldne Klenodie af et Tyende skulde jeg arvet, det var en stille Overenskomst mellem mig og hende, men denne for mig saa lykkespaaende Udsigt blev desværre forstyrret 26ved en høist ubeleilig Frier. Marthe, der havde afslaaet saa mange Tilbud, der havde modstaaet saa mange Fristelser, medens hun stod paa sin Post, kunde ikke modstaa en ung, brav og anseet Gaardmand, der netop i det kritiske Øieblik meldte sig.

Samme Marthe havde en Evne til at finde bortkomne Ting, som næsten maatte kaldes overnaturlig, ialfald ubegribelig. Den havde noget tilfælles med hin Piges, der vitrede Metallerne i Jordens Skjød. Kom noget bort, og jeg kan ikke fragaa, at dette hændte undertiden i vor Familie, saa fortvivlede vi ikke, thi Marthe var der jo. En Dame havde paa en labyrinthisk Tur ned gjennem Dalene, langs Elvene, tabt sin Ring, en Forlovelsesring – denne sidste Omstændighed gjorde hende især ulykkelig, da hun tog det for et slemt Omen – Marthe gaar ud og finder Ringen midt i Engen. En Dag Far kom hjem fra en Christianiatur, havde han tabt en meget værdifuld Diamantbrystnaal – hvor, havde han ikke ringeste Formodning om. Han savnede den først, da han kom hjem. Marthe udbad sig Tilladelse til at reise indover for at søge, og Marthe reiste med sin besynderlig naive, jeg kan næsten sige inspirerede Tro paa sin Lykke, og vi med vor overlegne Vantro saa hende reise. Hun havde søgt paa et Par Steder, og det var allerede mørkt, da hun kom til Skydsstedet Trøgstad, henved to norske Mile fra Hjemmet. Her fik hun en Lygte og gav sig til at søge paa Gaarden, og i Høstsølen mellem Bøndernes Vogne og Heste fandt hun Naalen. En anden Gang savnede Far ligeledes efter en Byreise en sølvforgyldt Snusdaase; denne Gang negtede han hende rentud 27at gaa paa Opdagelse, han havde savnet Daasen paa et Sted nær Christiania og havde allerede selv anstillet Undersøgelser, den var vist stjaalet. Men Marthe, dennegang ulydig, tog Hest og Slæde og drog afsted. Da hun havde kjørt et lidet Stykke, vilde hun drage Fælden tilrette; derved faldt der noget ned i hendes Skjød og se, det var Daasen, der havde skjult sig mellem Fælden og Foret, og som Marthes magnetiske Nærhed nu drog frem. Denne samme Marthe var det, som blev sendt ud efter Papegøien. Selv hun havde næsten opgivet Haabet, da det faldt hende ind at søge i en ganske anden, lidet sandsynlig Retning, nede i en dyb Sidedal. Nu kommer Papegøiens anden Genistreg, som jeg skulde fortælle. Glemmer ikke, kjere Venner, at meget af dette er skrevet for mine Børn, saa lad os da være Børn og glæde os over Papegøien! Marthe havde som sagt næsten opgivet Haabet, da hørte hun pludselig lige over sit Hoved en skingrende, vel bekjendt Stemme: Kom hid, Marthe! Marthe, kom hid! I Toppen af en af vore store Hængebirke saa hun sin kjere, gamle Ven sidde. Ikke før blev den hende var, saa entrede den med Neb og Klør ned til hende og spadserte gemytlig op paa hendes Skulder.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.