Femte Nat.

Barndomsaarene gik saaledes lunt hen, jeg véd ikke selv rigtig hvordan. Mine Søskende og min Fætter, der blev opdraget med os, kom paa Skoler herinde i Byen, og vi saaes kun i Ferierne. Min Skolegang ophørte dermed, jeg læste kun enkelte 28Ting med Far, saa jeg fik mere Tid til at sværme omkring ude. Om den Ensomhed, der dengang herskede i disse Dale og langs den dybe, bugtende Elv, kan man nu ikke gjøre sig noget Begreb, og jeg kunde i halve Dage færdes dernede. Hvilke Tanker, Planer, Drømme har disse Dale ikke fostret i sit Skjød! En ubeskrivelig Sørgmodighed kunde under tiden der overfalde mig. Især de lange Søndagseftermiddage, naar Vaaren brød op med Sol og Isluft, naar den gule Hestehov skjød op i Lerfaldene og Birkene dryppede af de Saar, vi tilføiede dem.

Et Billede fra mine første Barneaar i Eidsvold knytter sig til disse Elvebredder. Engang jeg vandrede om ved dem, det var ogsaa en Søndagseftermiddag, men en deilig Midtsommerseftermiddag, traf jeg paa en liden Gut omtrent paa min Alder, syv til otte Aar, der stod og fiskede, eller indbildte sig det, med en Barnefiskestang. Han var smuk som en Engel; paa det lyse, sterkt krøllede Haar bar han en Straahat med et blaat Baand, en lys Dragt, med en fin, broderet Krave, klædte ham ganske fortryllende. Jeg syntes, at jeg aldrig havde seet noget saa himmelsk. Den lyseblaa Bluse kunde jeg endda modstaaet, men den havde to Rader hvide Perlemors Knapper, en Raritet dengang, som aldrig var kommet mig for Øie før – nok, jeg syntes han var en Engel. Han var ordknap og kort for Hovedet, maaske fordi han ingen Fisk fik; jeg vovede ikke at forstyrre ham, men stod og saa paa ham og hans Billede i Elven. Hjemme følte jeg en Undselighed ved at fortælle, at jeg havde truffet ham, men næste Dag gik jeg ned til Stedet, og næste Dag igjen og 29mange Dage, men han var der ikke mere. Jeg havde ikke spurgt, hvad han hedte, eller hvorfra han kom. Det faldt mig ikke ind at knytte ham til Virkeligheden, ellers havde jeg saa let kunnet udregne, at han var en liden Hovedstadsindvaaner i Besøg paa en af Nabogaardene, og at han efter endt Besøg var reist igjen. Det fik jeg først senere, tilligemed hans Navn, at vide. Længe efter tænkte jeg paa Synet. Jeg havde aldrig siden truffet ham eller spurgt efter ham; da blev der engang, mange, mange Aar efter, i min Nærværelse fortalt, at han var bleven Landhandler.

Da hændte det engang, at jeg gik ind i en Kolonialbutik for at spørge efter en vis Slags Frugt til en syg. Støttende sig med Albuen paa Disken, i intim Samtale med Firmaet, stod en før Mand i en brun Pensylvanskindshue, med Ulveskindspels, sammenholdt af et grønt, korslagt Skjærf. Det lyse Haar snoede sig tykt og fast som paa en Væder omkring den beregnende Pande og et bredt, rødt, skjegløst Ansigt. De talede om Sildepriserne og sidste Grundset-Marked. Kjøbmanden nævnte ham ved Navn, og da det var et usedvanligt Navn, studsede jeg og tænkte: hvad er der ved det? hvor har jeg hørt det engang? Venner, ja, jeg kan ikke hjælpe det. Det var Helten i min Idylle, det var mit Syn fra Elven! Livet er en stor Humorist, og det behager sig ofte i Overraskelser og Kombinationer, som ingen Menneskehjerne kunde finde paa.

De sværmeriske Stemninger, Ensomheden satte mig i, merkede jeg dog mindre til inde. Jeg var et livligt Barn, der havde meget ondt for at sidde stille, 30og tog derfor flittig Del i Husets udvendige Gjerning; hvor der bryggedes, bagedes osv., var jeg altid med som Tilskuer. Skal jeg endelig nævne nogen fremstikkende Tilbøielighed til noget, da var det, næst Læsning, en Lidenskab for at spille Komedie, en høist bedrøvelig Lidenskab, der ikke paa nogen Maade fandt Næring, da jeg hverken havde Anledning til at se eller deltage i noget saadant. Alle Forsøg, jeg gjorde paa at samle de Muligheder, der vare forhaanden til at sætte noget i Gang, strandede bestandig ynkeligen. Engang havde jeg faaet Løfte om Deltagelse af endel af Bygdens Ungdom; jeg skrev alle Rollerne af og fordelte dem, og Stykket skulde opføres i Julen, men da Julen kom, vilde dog ingen, og det endte med, at jeg, der bogstavelig havde lært alle Rollerne, ogsaa maatte give dem alle, og opførte paa den Maade hele Scener solo, dels for tomme Vægge, dels for et Publikum, bestaaende af Moder og Jomfruen, den samme, der havde leet Hr. Skatmand ud af Huset. Maatte jeg altid have et saa taknemligt Publikum.

Ogsaa i denne sidste, vor brave Jomfru Dorothea Bay, havde vi en uerstattelig Husfælle. En venlig, livsglad Sjel, musikalsk anlagt, raadede hun over næsten alle, kjendte og ukjendte, gamle og nye Sange, deraf alle de Bellmannske, dengang saa i Mode, som hun da leilighedsvis, til stor Glæde for os Børn, foredrog.

Naar jeg nu kommer til at tænke paa disse trofaste, der i Rækker af Aar, med en rørende Hengivenhed, der overlevede Adskillelsen, vare knyttede til vor Familie, griber der mig noget som en Angersfølelse, 31en stille Bebreidelse, at jeg dengang ikke forstod det nok. Var jeg ogsaa noget for dem, som var saa meget, saa uendelig meget for os!… «Husets Frøken», vist ikke andet. Der kommer Tider, da man bedre erkjender, hvad de har været – Livet er en god Læremester.

Men for at komme tilbage til mine theatralske Tendentser, de nød just ingen Opmuntring, og da de ikke ganske kunde undertrykkes, søgte de at give sig Luft paa en anden Maade, nemlig i Forklædninger og alskens fantastiske Optog. Paa Landet er man nøisom, undertiden kunde disse Tilstelninger give Anledning til Morskab. Snart kom jeg forklædt som Taterske og Spaakvinde, snart som omvankende Sangerske, eller som en gammel, tilspjaaget Jomfru, og jeg var sjeleglad, naar jeg blot et Minut kunde dupere nogen. Engang som der var et Par muntre Damer i Besøg hos os, lod jeg Pigen melde, at Præsten F. var i Farvandet og vilde straks arrivere. Samme Præst var bekjendt for sin næsten unaturlige Længde, der kun fandt noget tilsvarende i hans ligesaa unaturlige lange Prækener. Moder havde netop givet Damerne et lidet Udkast af hans Personlighed, og disse vare meget spændte paa hans Ankomst. Den Præst, som kom, var imidlertid ingen anden end den unge Frøken, der paa et Par uhyre Stylter, indsvøbt i en fodsid, sort Kjole, hvid Krave og en trekantet Hat, kom stavrende over Gaarden til en umaadelig Forferdelse for det hele Hus. Nu sidder jeg her i min snevre Bykasse og undrer mig over disse Fantasterier. Det er stygt af mig, men jeg kan ikke fordrage, at Børnene forklæde sig eller 32ville agere. Det vækker en besynderlig trist og ængstelig Følelse af noget – hvad skal jeg kalde det! – spildt, smertelig undertrykt. Her er heller ikke Scenen for sligt, her er for trangt, for nykternt. I hine Tider laa det i Luften, og der var Forbilleder nok, hvor man saa hen, stødte man paa de eventyrligste Figurer, man behøvede ikke at sende Bud efter dem.

Hvilke Tider! de ligge dog ikke saa meget langt tilbage, og dog vil enhver have ondt for at sætte sig ind i dem. Lidenskaberne, Lasten, Latterligheden traadte dengang ganske ugeneret og umaskeret op, men hvilke Typer udviklede sig ikke af denne naive Lovløshed! Skummet, Bærmen af disse Tilstande præsenterede sig i en Mængde omvankende Personer, hvoraf nogle vare ganske vanvittige. Disse stakkels omskvulpende Menneskevrag havde næsten alle tilhørt den bedre Klasse. De kom gjennem hele Rækker af Aar næsten regelmæssig igjen paa sine Besøg i Kjøkken og Borgestue og bleve altid mødte med Modbydelighed af Mor og en rædselsblandet Nyfigenhed af os Børn. Der var blandt andre et Kvindemenneske, som kaldte sig Johanna Maria Catharina Eleonora von Kolbrandt. Det var en stor, prægtig Skikkelse, med regelmæssige Træk og sorte, lynende Øine, en veritable femme de brigand. Hun fortalte med en fremmed Akcent, at hun var af høi Adel og Datter af en tydsk Kommandant, maaske paa en af de Fæstninger, der maatte overgive sig til Napoleon, foruden en Mængde eventyrlige Hændelser. Hun var ikke gal, men utrolig fordærvet. Brændevin var allerede for slapt for hende, og hun 33forlangte det med alskens Tilsætninger af bittert og skarpt. Negtede man hende noget, blev hun frygtelig uforskammet. Engang tog Henrik hende for sig og fik hende til at fortælle, dog først efter at han havde opfrisket hendes Livsaander med en Eliksir, som efter hans Forsikring bestod i Spiritus med en Tilsætning af Sennep, Perikum og spansk Peber. Saa fik hun Tungen rigtig paa Gled. Hvor meget sandt der var deri, véd jeg ikke, men Henrik sendte, hvad han havde optegnet, til Mauritz Hansen, som ogsaa lavede en af sine maaske heldigste Fortællinger deraf. Den vil kunne findes i Maanedsskriftet «Husvennen» under Navn af «Den mecklenburgske Familie». En anden var Galeberthe, der gik pyntet som Frue, med Fjerhat og Blomster, hun fortalte om en fornem Kjereste, hun havde havt, men hun «vidste, hvor han var». En rørende Figur var en Person, som kaldte sig Keiser Doff, som kom udstafferet med en Mængde Guldstads, især Ordener, og var sjeleglad, naar man gav ham noget saadant at fæste paa sig. Han havde et blidt, sværmerisk Ansigt og spillede paa en Barnefløite. Han vilde aldrig lægge sig tilsengs for ikke at tage sin Stads af sig, hvori han paa en Maade var indsyet. Saa sad han paa en Krak om Natten, hvor man laante ham Hus, og blæste vemodelig paa sin Fløite. Endvidere tvende Damer Bodsprædikantinder, der uden videre trængte ind i Værelserne, satte sig paa Sofaen og læste os alle Teksten. De vare saare uforskammede, naar man ikke gav dem, hvad de forlangte, eller kjøbte af deres Skrifter. Disse sidste Fremtoninger forekom, som man vil forstaa, i en meget senere Periode, 34vi havde endnu ikke faaet Sotten rigtig i Landet, men kunde regne dem til de sporadiske Tilfælde, som altid gaar foran en saadan. Forunderlig blev jeg mindet om alle disse Figurer, og om saa meget fra hin Tid, ved at læse Aurora Dudevants (Georg Sands) Skildringer af sin Barndom, da hun blev opdraget paa Landet hos Bedstemoderen. De samme underlige Kumpaner af Huslærere, næsten paa et Haar de samme Skolescener; ogsaa til hendes Farmoders Slot kom Personer ranglende, som morede og skræmmede Børnene. Blandt andre var der en ung Mand, som gik omkring med en Lygte, for at søge efter la tendresse (Ømheden). Naar han havde siddet en Stund, reiste han sig for at søge omkring i Huset og Haven med sin Lygte, men han kom altid tilbage og meldte bedrøvet, at han havde ikke fundet la tendresse.

Stakkels Mand, nei han kunde nok søge efter den! Ak, hvor Menneskeheden ligner sig overalt! Enten Scenen ligger i Roma eller Romerike, de samme Lidenskaber, de samme Egenheder, den samme Forrykthed, kun gaar den ene med en Lygte, den anden med en Fløite, den ene ynder la tendresse, den anden Brændevin med Sennep. O, hvor man maa ynke og holde af denne vor stakkels skrøbelige, uforbederlige Menneskehed, der bærer den samme Moders ufeilbarlige Merke paa sig – hvor vi burde være fordragelige og overbærende mod hverandre, ligesom Gud vil og maa være det.

Aarene gled saaledes umerkelig hen midt i det stille, afsondrede Liv, vi førte. Vi havde saa godt som ingen Berørelse med Christiania dengang. Dagen 35gik dog for os Børn hurtig nok, delt mellem den fredelige Tilværelse inde og en utrættelig Tumlen ude, hvortil det smukke, men meget farlige Terræn fristede os. Heldigvis havde ingen af vore Forældre noget af den utidige Ængstelse, hvoraf nogle Mødre især ere ligesom besatte, og hvormed de indbilde sig at kunne danne et Vern omkring Barnet, der vil forhindre alle Farer, medens de i Virkeligheden indbyde Farerne og gjøre det forsvarsløst mod dem; vi havde altsaa god Anledning til at øve og hærde os i denne Retning. Der var Braastyrtninger og Jordfald og Damme og Elve, dybe, lumske Elve paa alle Kanter, og jeg maa kun her nævne det som et Under, et tydeligt Guds Fingerpeg, at vi slap lykkelig gjennem disse Aar uden Tab paa Liv og Lemmer. Vi vare vel tyve Gange nær ved at drukne og ligesaa mange Gange ved at blive lemlæstede. Den Dristighed og Sikkerhed, vi opnaaede i at haandtere det farlige, forekommer mig selv nu fabelagtig, hvis jeg ikke kunde fæste Erindringen derom til bestemte Kjendsgjerninger. Vi balancerte over Rækverket paa Broerne; vi hoppede igjennem et helt Stokverk ned paa en Bundt Hø ikke større, end en Mand magelig kunde stikke det i en Krybbe. Men man bliver adræt og haardfør derved, det lærer os at bære Smerten. Et Træk deraf tør jeg nok meddele. Jeg agede, ni Aar gammel, med min tre Aar yngre Broder paa Skjødet, paa Isholken ned igjennem en lang, bugtende Dal; han slap vel derfra, men jeg kom hjem med en kløvet Tinding og et lukket Øie, og i denne Tilstand satte jeg mig meget rolig hen til Lisbeths Rok og spandt. Det skulde være en behagelig 36Overraskelse. Den trofaste, gamle Sjel forvandt den aldrig; sidste Gang jeg saa hende, i 48, talte hun endnu derom. Stueluften forkjæler, nu frygter jeg den mindste Smerte. I 1825, hin stormfulde Maieftermiddag, da Fredrikshald brændte, kuldseilede vi, tre Søskende, i Vormen. Masten, der brak af som en Pibestilk, reddede os og lettede Baaden, da vi allerede laa i Vandet. Hvor ofte vi have plumpet i Andelven, denne dybe, stille, lumske Elv, og have reddet os ved at holde i Sivet, véd jeg ikke – vor farligste Moro var dog at ro ud netop saa langt, at vi undgik Linien, hvor Strømmen tager Baaden og fører den ned mod Fossen. Gud være takket, som vilde holde sin Haand over os, som sparede de uprøvede til andre Farer, mod hvilke hine ere at regne som en Leg – Farer og Smerter, der føre over Livets hule, svigtende Grunde, til Trygheden i ham.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.