I de lange Nætter

av Camilla Collett

Sjette Nat.



Side37

Moder hedte Alette Dorothea og var den næstyngste af min Bedstefaders tretten Børn. Hvad skal jeg sige, der mest træffende kan betegne hende. Hun havde et Barns Aand, men en Serafs Hjerte, noget saa uberørt og rent kunde man ikke tænke sig. Hun bevarede en Sekstenaarigs pigeagtige Sky og Undseelse til det sidste. Hun havde været Christianssands Skjønhed i Byens Velmagtstid, det vil da sige under og efter Krigen, da den var Sædet for en Dannelse og Selskabelighed, der af alle skildredes som usedvanlig. Det var siden hendes største Glæde 39disse Erindringer, naar hun kunde fortælle om Familierne Hegermann, Grev Moltke, Isaachsen, van Kervel, Reinhardt etc., alle rige og ansete Huse, hvori Damerne vare Skjønheder og Herrerne noget tilsvarende, maaske uimodstaaelige. Jeg tror virkelig, at Menneskene vare gladere og i det hele lykkeligere i den Tid. De bare ogsaa Lidelsen lettere og gladere, og – de døde gladere, maaske fordi de have levet mere fornøiet, i den rette Forstand, mener jeg da. Fra al denne Herlighed og den huslige Lykke, mine Forældre nøde, trods de tarveligste Kaar, blev hun pludselig bortrykket og hensat i Eidsvolds dybe Naturensomhed. Her fandtes dengang meget faa, til hvem hun kunde slutte sig, saa stakkels Mor, ganske anvist paa sig selv, kom total tilkort. Saa levede hun vegetativt hen ved Siden af Far, de største Kontraster, Livet nogensinde kunde stille sammen, uden at optage noget af ham, skaanet af ham, som den ludende Klippe skaaner og skjærmer for den skjælvende Blomst, den tillige berøver Sol. Far behandlede hende med en vis øm Overbærelse, blandet med et Anstrøg af gammeldags Courtoisie; han tog altid Parti med hende, om Uretten var aldrig saa stor. Hun var huslig og flittig og havde nok med den store Landhusholdning, hvoraf hun ikke forstod det mindste, saa Tiden gik paa den Maade taalelig. Hun forrettede alting med en mageløs Hurtighed. Det var umuligt at følge hendes Fingres Bevægelser, naar hun syede eller strikkede. Om hun var praktisk, naar man dermed forstaar noget andet end en Detailfærdighed, om hun havde Kunstnerevnen til at samle og belive alle disse utallige og modstræbende 40Enkeltheder, det ved jeg ikke, men i hendes Nærhed var der altid godt at være. Hun havde Sands for Komfort, og hun selv var blid og behagelig. Natur og Kunst, især de bildende Kunster og Theatret, elskede hun, vel kritikløst og ureflekteret, men dog med saa megen Inderlighed! Hvor hun kunde straale af Glæde over en smuk Udsigt, et smukt Ansigt! og her havde hun rigtige Instinkter. Jeg husker endnu den Iver, hvormed hun altid løb en vis Fattigkone, Mari Næringen, imøde; for vore Øine var det en almindelig pjaltet frastødende Skikkelse, men Mor raabte: Se I ikke, hvor deilig hun er! Slige Ansigter ser man kun paa Gemmerne! Og hun havde vist Ret. Moder selv var saa smuk. Hendes hele Organisation var mageløs kraftig og dog fin og elastisk. Hun var let som en Fugl i Bevægelser og Gang og havde ædle, næsten kongelige Træk. Min Mand sagde altid, at hendes Øine havde dette sjeldne Snit, som man beundrer hos Gazellen, hvælvet opad, med et paa engang fyrigt og fromt Blik.

Mors kjereste Aandsadspredelse var at læse; hun læste især Romaner i uhyre Kvantiteter. Merkværdig nok behagede de gode og ofte dybsindige hende lige saa meget som de ikke-gode. Men det var og blev Adspredelse; hun uddrog vist ikke meget deraf for Livet selv. Den mest bevidste og levende Betragtning, hendes Aand har hævet sig til, maa have været en Forbauselse over Børnene, saadan som de artede sig og voksede op om hende. Vi vare alle sterkt og eiendommeligt anlagte. Dog vil ikke Opdragelsen af disse i sin Eiendommelighed saa grundforskjellige Børn have foruroliget hende meget. Hendes Anskuelser 41om Ægteskab og Døtres Forsørgelse var som de fleste Mødres paa den Tid, Anskuelser, som omtrent lode sig fatte i følgende tvende Hovedpunkter: Døtre bør giftes, og enhver brav Mand, der kan forsørge dem, er god og passende. Saa havde hun tænkt sig, at hendes Døtre, naar de havde faaet en vis Alder, skulde gjøre et pent, passende Parti med en Proprietær, en Præst eller endog en Militær. I denne Henseende gjorde hun ingen Forskjel paa sine Børn, hun undte os begge lige vel. Hun havde tænkt det, men derved blev det. Passivere kan ingen i dette Stykke have forholdt sig end hun. Enhver vil have forstaaet, hvor aldeles hun manglede Evne til Intrige. Min Søster blev gift, da hun var nitten Aar, men med mig havde det jo lange Udsigter, ja det var desværre uundgaaeligt, at jeg kom til at gjøre Mor Sorg i dette Stykke: vi vare slet ikke enige angaaende Hovedpunkterne. Min stakkels gode Moder! hvad vilde hun have sagt, om hun havde oplevet, at hendes Datter i tredive trykte Ark havde dokumenteret sine perverse Afvigelser fra Læren! Rørende var undertiden hendes Forsøg at virke paa, hvad der i hendes Øine var den dybeste Forkerthed. Hun eiede en sjelden smuk Biskuitkande, der kun blev brugt ved festlige Leiligheder, da den havde hørt til hendes Brudeskjænk. Denne Kande vidste hun, jeg var meget glad i, og hvergang den var fremme, sagde hun spøgende: Den skal du faa, naar du sætter Bo! men hun kunde intet hykle, det var hendes Alvor. Nu eier jeg Kanden, og naar jeg ser den, ak vel maa Taarerne komme mig i Øinene! Moders Vrede havde samme uskyldige, barnlige 42Karakter. De haandgribelige Straffe, der overgik os som smaa, knyttede sig altid til de mindste Ubetydeligheder, sønderslagne Thekopper o. s. v. Endnu staar lyslevende i min Erindring, hvorledes en af os heltemodig angav sig for den anden i Anledning af en knækket Rude. Synderen havde netop samme Dag begaaet en lignende Forseelse, saa han var ganske ude af Stand til at tilstaa denne nye. Hvis Sagen var bleven opklaret, vilde der hverken fulgt Straf eller Belønning for rette Vedkommende, Heden var nu engang over, Sonofferet bragt. Vore Begreber om smaat og stort kunde paa denne Maade blevet temmelig indviklede. Men det har ingen Fare! Livet retter snart – ak, altfor snart derpaa. Naar det først begynder at gaa itu inde i En selv, saa har man Maalestokken.

Lige til det sidste, da vi forlængst vare voksne, havde vi en Angst for at bedrøve hende paa denne Maade. Ja, naar en sjelden Gang noget saadant hændte, havde idetmindste jeg en Følelse, som om jeg havde begaaet en Forbrydelse.

Da var det engang, at vi stode et helt lystigt Selskab, Venner og Veninder fra Christiania, en smuk, lys Sommeraften paa Toppen af Misbjerget, netop paa Randen af den merkværdige Præcipice mod Vest. Nedenunder, næsten i blaalig Fjernhed, strakte sig Hurdalens uhyre Skovsletter med dens mange blinkende Tjern. Vi havde drukket Vin og spist. Der gik et Glas itu. Var det maaske det parodiske i denne Stuetildragelse midt i det overvældende, eller greb Erindringen Oscar og mig om al den Angst, vi havde udstaaet for sligt, men vi kastede et til i 43Dybet som et Sonoffer, saa et til; tilsidst greb en sand dæmonisk Ødelæggelseslyst os, og Tallerkener og Flasker og Glas gik under en almindelig Jubel ud over Fjeldet ned i Hurdalen. Men nu slaar jeg næsten aldrig noget itu.

Stakkels Moder! Lykkelig følte hun sig dog aldrig i Eidsvold. Altid længtedes hun, altid havde hun Blikket sørgende vendt tilbage til sin lyse Ungdom i Christianssand, og denne længselsfulde Tilbageskuen, der tog til med Aarene, eftersom Børnene droge ud og lode hende alene, udviklede sig til en Sygdom, for hvilken vi i vort Sprog ikke have noget betegnende Udtryk – Franskmændene kalde den rigtigere «langueurs» – en langvarig, næsten trediveaarig Sygdom, hvoraf hun tilsidst døde. Syg var hun næsten aldrig, jeg kan ikke mindes at have seet hende sengeliggende uden de to sidste Dage af hendes Liv.

Hun døde, som enhver god, elskende Hustru kunde ønske at dø, i Opfyldelsen af sit Kald. Midt paa Sommeren 1843 blev Far betænkelig syg, vi maatte alle frygte det værste. Mor, der gik utrættelig op og ned ad Trappen for at pleie ham, snublede engang og fik en ubetydelig Skramme paa Benet. Hun lagde slet ingen Vegt derpaa; vi vare alle optagne af Fader. Ved et sjeldent Tilfælde vare alle Børn og Svigerbørn netop samlede dengang hjemme, og i denne Omstændighed syntes der at ligge et Varsel for os om, at vi skulde miste ham. Vor gamle, trofaste Barnepige Lisbeth Marie undlod ikke at lægge sine Jertegn til. Hun kom engang ned fra Fjeldet og fortalte os, at hun havde drømt om Natten, at hun havde seet alle Børnene sortklædte i Dagligstuen, 44og paa Kjøkkenskorstenen laa Brandene faldne ud til alle Sider, og hun karede dem sammen. Men hendes Drøm blev ikke synderlig paaagtet, thi da var Far stærkt i Bedring. Han var allerede rask igjen, da Mor begyndte at klage over Foden. Kun med Møie fik vi hende overtalt til at kalde Lægen og lægge sig tilsengs. To Dage efter var hun død.

Det var en straalende klar, varm Sommermorgen. Vi vare alle som bedøvede. For faa Timer siden havde hun havt sin lille halvaarsgamle Dattersøn paa Sengen og kjertegnet ham! Jeg stod i det aabne Vindu i hendes Værelse, hvorfra man havde baaret hende bort, og stirrede ud paa denne Udsigt, som jeg hundrede Gange havde hørt hende prise, bestandig med et Barns naive, altid nye Forundring! Den dybe, bugtede Skovdal, der bar ligesom paa sine fjerne, bølgende Toppe det mægtige Vandspeil, Kirken tilhøire, det hele Billede indrammet af de gamle Hængepile udenfor, laa der i uforstyrret Deilighed og Ro, som om der ikke eksisterede Sorg i Verden. Et langt Tog af Slaattekarle hang ned ad Skraaningen helt ned til Dalbunden. Paa Kommoden stod et Glas med Roser, næsten friske endnu, som hun for tre Dage siden havde plukket. Det forundrede mig, at de understod sig at være til.

Far var mest fattet af os alle, han begyndte alt samme Dag at træffe Foranstaltninger. Nogle Dage efter kom jeg ind til ham, men da fandt jeg ham hændervridende sidde paa Sofaen. Han rokkede med Hovedet og sagde ikke andet end: Alette, Alette.

Først den Dag, da hun blev begravet, fik jeg rigtig græde, og jeg syntes, jeg maatte græde mine 45Øine ud. Jeg gjemte mig i den fjerneste Vraa nede i Dalen, jeg holdt Hænderne knuget for Ørene for ikke at høre Klokkerne. Ak, hun var saa lys en Sjel! Hvor hun kunde le! Alt, hvad der var mørkt og mystisk, hadede hun. Saaledes havde hun en sand rebellisk Afsky for Kiste, Grave og Kirkegaarde, kort alle vor Begravelses triste, skumle Apparater, igjen modsat af Far, der ordentlig sværmede derfor, ja at bivaane en Begravelse med ret mange Ceremonier var en af hans største Nydelser. Ak, jeg troede det var umuligt, at et Menneske kunde græde saa ustandselig, som jeg græd den Dag, da Moder blev begravet, og var det ikke for andet, saa var det dog, fordi vi ikke havde været noget rigtigt for hinanden, ikke kunde være det.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.