Syvende Nat.

Vor kjereste Omgang i Eidsvold pleide vi med Familien paa Nabogaarden, en Oberst von Krogh med Kone og tvende Døtre, en Omgang, et Venskab kan jeg sige – mellem Mødre og Børn, der vedvarede uforstyrret gjennem næsten tre Decennier, indtil Døden opløste det. Dette Sted var i Sandhed mit Barndomsparadis. Det havde den deilige Beliggenhed og var indvendig udstyret med den gammeldagse Pragt, jeg har forsøgt at skildre i Skissen «Kongsgaard». Oberstinden var den sødeste gamle Kone, jeg har kjendt; munter og blid bestandig og dog med en saa stille, fordringsfri Værdighed. Han havde ægtet hende mod Familiens Villie, thi hun var ikke af Adel. Men hvis Fortræffelighed i Forening 46med Elskværdighed adler et Menneske, saa kunde hun gjerne undvære Stamtræet, ogsaa var deres Ægteskab og hele huslige Forhold et af de lykkeligste, man kunde tænke sig. I mine Øine havde hun blot en eneste Feil, der tillige, naar man endelig vilde udfinde Noget, i sin Ubetydelighed kunde røbe, at hun ikke var af Blodet – ligesom man jo paa de hvideste farvede skal kunne opdage deres Herkomst af en Skygning paa Neglen. Hun satte ikke nok Pris paa de gamle, ærværdige Stykker, som vare nedarvede fra Svigerforældrene, og som gav denne Bolig en saadan karakteristisk Ynde, ja, man fortæller, at hun undertiden byttede bort eller solgte af disse kostbare Ting. Jeg kan ikke tilgive hende, at hun efter Gemalens Død tuskede disse herlige gamle Sager bort med nogle stygge Mahognimøbler. Ham erindrer jeg som en yderst sirlig gammel Mand, med snehvidt Haar og ædle, fornemme Træk, altid i sort Antræk, enten læsende eller vandrende med knirkende blanke Støvler og Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet; en sjelden Gang nærmede han sig os for i en dæmpet Tone at gjøre en eller anden behagelig Bemerkning, hvis Svar han dog hensynsfuld ikke afventede, da han var næsten stokdøv. Han led af enkelte Udbrud af Sindsforvirring, der kom, naar det blev varmt i Veiret, eller rettere, han led slet ikke under dem, thi da blev han egentlig rigtig fornøiet. Disse Udbrud ytrede sig paa en selsom Maade. Ligesom han i normal Tilstand var elskværdig, stille og fordringsfri, slog han nu om i det modsatte Hjørne. Han iførte sig sin røde Uniform med trekantet Hat, 47fæstede et Par forlagte danske Ordener paa sig, steg til Hest, og i dette Kostume gjorde han Besøg rundt i Egnen. Her traadte han op som den fornemme Herre, høimælt og overlegen, ødslede med Penge til høire og venstre, kneb de unge Piger i Kinden med et skjelmsk Ord, kort spillede den flotte Adelsmand. Karakteristisk var det, at han under disse Raptusser kjøbte igjen til uhyre Priser de gamle Klenodier, som engang vare solgte. Det gjorde et komisk uhyggeligt Indtryk at se den gamle Oberst, hvem man ikke kunde tænke sig uden i hin stille, ærværdige Skikkelse vandrede op og ned i sin Dagligstue, komme farende i rød Uniform ind paa Gaarden. Et Aristokratiets blodige, hvileløse Gjenfærd! Det manglede blot, at Synet havde vist sig hovedløst. Man fortalte, at denne periodiske Sindsforvirring havde han arvet efter Moderen, da hun, den stolte, fornemme Dame tilligemed Gemal overflyttede fra Christian den Syvendes yppige Hof til en forfalden, trist Bondegaard heroppe i Norge, hvor de boede et Par Aar, inden de kjøbte Mork. Da overfaldtes hun af en Melankoli, der grænsede til Vanvid, og som siges at have virket paa den ufødte.

Obersten havde havt en Søster, der havde været meget skjøn og elskværdig, men som døde i den fagre Ungdom af Sorg over ikke at maatte forenes med den Mand, hun elskede, en brav Militær. Maaske var det for at forsone hendes Manes, at Broderen siden ægtede hendes Selskabsjomfru. Hans lystige Anfald vare dog sjeldne, og Familien tog dem med hin Tids lette Filosofi, ligesom de heller ingen Stands gjorde i vor lykkelige Omgang. Hvilke hjertelige, 48sandt humane Mennesker! Hvor megen Moro og Munterhed, som dog holdtes i Ave af en Rest af det gamle fornemme Ceremoniel. Dette faldt dog ingenlunde trykkende, nei, det meddelte netop Glæden Intensitet og en vis Gratie. I Julene havde vi hele Maskeoptog, eller vi udførte disse kostumerede Lege, der dengang neppe endnu vare kjendte her, og hele Sceneriet og den gamle Garderobe kom os ret tilpas. Hvor hjertelig kunde Oberstinden le – og den gamle Jomfru, der idelig blinkede med Øinene! Saadanne Huse, og jeg kan gjerne sige saadanne Mennesker, eksistere nu ikke mere.

Obersten døde i 1839, og Familien flyttede bort. Det er noget saare vemodigt i et saadant gammelt elskeligt Huses Opløsning. Hvor mange Scener fra det første, næsten usynlige Tegn lige til den sidste Akt i det sørgelige Drama: Auktionen, Ødelæggelsen i sin Vederstyggelighed. Med Bedrøvelse hørte jeg, da jeg kom tilbage fra et Ophold i Udlandet, at denne allerede havde været, saa jeg kom forsent til at redde nogle af mine kjere gamle Sager. Nu vare de strøede for alle Vinde, og man kunde ikke en gang give mig Oplysning om, hvorhen de vare komne; man vidste kun, at to Bønder i Bygden havde kjøbt de tvende store Speil. Der var altsaa Haab om at kunne erhverve dem. Det var sande Pragtstykker, disse Speil; bag paa det ene af dem stod Venedig 1601, altsaa det Aar, Maria af Medicis blev formælet med Henrik den fjerde. De vare af et eneste Glas, af en pragtfuld Høide, omgivet af en Speilramme, der oventil ragede op i en majestætisk Top af slebne, kunstig sammenføiede Glas. Naar Lysene 49vare tændte, glimrede alt dette som lutter Diamanter. Hin Smag for det antike (Rokokomanien) havde dengang neppe begyndt at ytre sig, man levede endnu i bedste Forstaaelse med sine Birke- og Mahognimøbler, og eiede man et enkelt antikt Stykke, saa kunde man som oftest søge det paa Klædeskamret. Jeg véd kun, at jeg altid havde afskyet de dengang saakaldte moderne Møbler, der i Grunden slet ikke vare moderne, men egentlig kun udlevede Rester af den slette, stive, poesiløse Stil, der kom ind med Keiserdømmet, og at jeg, saalænge jeg kan mindes, har holdt af det gamle. Til denne rodfæstede Lidenskab kom endnu den særegne Pietet, jeg nærede for Bohavet paa M., hvortil der knyttede sig saa mange kjere Barndomsminder. Jeg havde altsaa intet andet at gjøre end at gaa paa Jagt efter de Sager, der vare solgte i Bygden. Bønderne havde givet 5 Spd. Stykke for Speilene, og selv om jeg skulde opdrive dem for det dobbelte, maatte det ansees som et rent Fund. Og hører nu, kjere Venner, hvordan det gik mig paa min Rokoko-Excursion. Om den end ikke er meget merkelig, vil den kunne levere et nyt og ganske originalt Bidrag til den Sandhed, at man ikke maa fæste sit Hjerte til noget her i denne Verden, ikke engang til gamle Møbler. Jeg vil fortælle mine Oplevelser ordret.

Det ene Speil var kjøbt af en Bonde, der boede en hel Mil nordlig fra mit Hjem. Jeg tog ud tilhest, og jeg tror, det regnede dygtig den Eftermiddag; men hvad gjorde det? For den rette Ivrer, der drager ud med den sikre Forhaabning om at erobre et ægte Stykke, gives der ikke Regn eller ondt 50)Veir. Jeg naaede Stedet og traf Manden staaende i sin Sval.

Er det kanske Lars Moestue selv?

Jo, det er nok det.

Er det ikke dig, som kjøbte det ene af de store Speil, der solgtes paa M. Auktion?

Jo, det var nok det au, sagde han.

Aa, maatte jeg ikke faa se det.

Nei, det var nok ikke beleiligt, det.

Ikke beleiligt? …

Nei, Gu’ bære mig, det gik nok rigtig gæli med den Speilen!

Aah? … Hvordan det? den er da vel ikke slaaet itu?

Nei, just ikke det, men da jeg skulde kjør’n him om Kvellen, saa kom jeg til aa kjør’n sund –

Kjøre den sund! Saa er den jo itu! men hvordan kunde det gaa til!

Aa, sagde Manden, jeg hadde vel lidt i Hue, som saa let kan hænde paa sligt et Sted, men slettes ikke saa jeg kan sie, at jeg ikke sandsede mig rigtig; det skal ingen kunne sie mig paa! aa saa la’ jeg mig oppe paa Lasse for aa stø’n lidt, det taalte han inte maatru!

Jeg overlader til enhver at tænke sig alle de Udraab, jeg udstødte i mit Indre. Ligeoverfor Manden kunde det rigtignok lidet nytte. Jeg vilde ikke se den, men jeg spurgte, om han kunde sige mig, hvor det andet Speil var.

Jo, den blev rigtig solgt til Østvold, nu huser jeg det ogsaa. Han Hans Østvold kjøbt’n. Jeg hadde 51vel lidt i Hue, som saa let kan hænde, men slettes ikke, saa jeg kan sie, at jeg ikke sandsede mig . . . .

Det var en dryppende, sterktduftende, men lys Sommeraften, saa jeg besluttede at holde ud og tage indom Østvold, om det end blev sent.

Jeg naaede Gaarden.

Er det ikke den Manden, som har kjøbt osv.

Nei, det var inte mig det, blev der svaret.

Men Manden paa Moestue forsikrede mig …

Aa var det ligt sig det da! Jeg kjøber nok ikke slige Speiler, jeg! Det maa være han gamle Hans deroppe i Nordgaarden da, men jeg har ikke fornummet nogen saadan Speile oppe hos ham heller.

Gamle Hans traf jeg ikke, men hans Kone forsikrede, at det beroede paa en ren Feiltagelse af Moestuemanden. Speilet blev ikke solgt til Østvold, men til Vestvold. Der boede hendes Søster, hun havde nylig seet Speilet hænge der.

Østvold og Vestvold!

Altsaa til Vestvold! Jeg repeterede for mig underveis ligesom en Formular, der skal aabne Døren til den forheksede Skat: Konen paa Østvold har seet Speilet hos sin Søster paa Vestvold, Konen paa Østvold har seet det hænge paa Væggen hos sin Søster paa Vestvold osv.

Ankom til Vestvold. Ved en liden hvidhaaret Fyr, som stod i Svalen og spiste paa et Smørrebrød, hvis Tykkelse syntes mig langt overskred Grændserne for, hvad man rimelig kan fordre af et Par Kjæver, fik jeg Konen ud, der sad i sin Væv indenfor.

Er det ikke Mor Vestvold, som er Søster til Konen paa Østvold?

52Jo, det er nok Søster mi det.

Saa er det vist dig, som kjøbte osv.

Jo, det var nok det; Frøkena faar være saa god aa gaa ind, sagde den venlige, pene Kone, idet hun hjalp mig ned.

I Stuen saa jeg mig forgjæves om efter det, jeg søgte.

Jo, det var ganske rigtig det, det var en gild Speile, men jeg solgte den igjen til Manden her borte paa Bjørge; han har bygget saa maatru, og saa syntes han, at han vilde ha’ en Speile.

Men det er ikke langt til Bjørge, det er bare Jordet bortover, lagde Konen til, da hun saa min Skuffelse, der grændsede til Forfærdelse. Frøkena rider snart bortom der. Han har bygget, han maatru, og saa syntes han, at han skulde ha’ sig en Speile.

Til den betegnede Gaard var det netop saa langt nedigjennem Dalen og bort over Jordene, at jeg havde Tid til at udfinde alle Muligheder for Speilets Ikketilstedeværelse der for med det sidste glippende Haab at opløse dem igjen i ligesaa mange Umuligheder. Han kunde ikke have solgt det igjen; thi han havde bygget, og saa syntes han, at han vilde ha’ osv. Konen har nylig seet det hænge paa Væggen i hans Nystue. Det skulde dog være besynderligt, om det paa den korte Tid var blevet slaaet itu! – Ildebrand kan ikke have ødelagt; thi Huset, det nye Hus, staar der jo. Desuden intet af, hvad jeg kan tænke mig, hænder, ergo er der ingen tænkelig Grund til, at jeg nu ikke skal se Speilet hænge paa Væggen lige for mine levende Øine.

Er Manden hjemme, spurgte jeg en Jentunge, 53der stod med en anden næsten ligesaa stor paa Armen.

Nei, han er inte.

Vil du være saa snild og vise mig den store Speilen, han kjøbte af Mor Vestvold? sagde jeg, dristig springende over Indledningen.

Nei, Speilen kan Dem inte faa se.

Hvorfor ikke det?

Han er inte hime.

Speilen?

Nei, han er hos Snedkeren, men imaaraa kan Dem nok faa sen, for da blier’en færdig.

Færdig, skreg jeg, min Gud, hvad har Snedkeren gjort med den? Var den itu . . . . Var den sund?

Nei, han er inte sund. Snedkeren har bare skøri’n op til Smaaspiler.

«Dann wendet sich der Gast mit Grausen,» staar det i den smukke Ballade, som Schiller kalder Polykrates’s Ring, – og saa gjorde jeg. Toppen af det gamle Klenodie – et Fnug af den sønderslagne Ædelsten – reddede jeg fra Vandalismen, efterat jeg Stykke for Stykke havde sammensanket Glassene, der vare forærede Børnene rundt omkring til Legetøi, og nu staar det paa Pulterkammeret mellem saa mange andre værkbrudne Minder.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.