Paul Lange og Tora Parsberg

av Bjørnstjerne Bjørnson

ANDEN HANDLING


Anden handling foregår ude på landet i et højloftet hus i empire stil. Hele første sal i dette hus er selskabsrum.

Op til disse rum fører fra parterre-forstuen to trapper, en på hver side. De ses ikke, bare den brede gang ses, som de fører op til. Der er høje vinduer ud mod gårdspladsen. Gjennem vinduerne skimtes længer borte tagene på de store udhus. De er tilsneede og skinner i elektrisk belysning.

Over gulvet ude i gangen et lyst tæppe med stormønstrede blomster. Samme slags tæppe indover salens gulv. De store dobbeltdøre mellem gang og sal er åbne.

Fra salen fører døre ind til begge sider. Taget er dekoreret. En leg av amoriner mellem blomster-guirlander. Farverne opfriskede. Guirlanderne løber videre nedover til store speil, fæstede i væggene. Væggene er rødlighvide med guld.

Møblerne er i samme stil; overdrag av lyst violet. I midten av salen et nokså stort bord, ovalt og buet. Stole sat hen til det. Længer fremme sofaer på begge sider og stole på siden av hver av dem, så de danner grupper.

Lampetter for elektrisk lys, som endnu ikke brænder. Salen ligger i halvmørke.

Første møde.

(Tom scene. Så høres om lidt dombjælder, fine klokker, de kommer nærmere, helt nær. Straks iler ind fra rummene til højre Kristian Østlie (i frøken Parsbergs livrée) og efter ham to andre livréklædte tjenere. Efter dem fru Hein, husholdersken, så glad og rask, som følte hun sig lettet fra en stor byrde.)


    Fru Hein.

Endelig! Gud ske lov!

(Alle ud mod trappen til venstre.)

    Tora Parsberg (høres nedenfra le og tale. Senere i trappen).

Nej, ved De hvad, fru Hein, jeg er så uskyldig som sneen. Ha, ha, ha, det var aldeles galt sagt, for sneen har minst halve skylden.


    Kristian Østlie (udenfor).

Det har vi da alle tænkt.


    Fru Hein (udenfor).

Ja, at det var sneen? Men vi ventet frøkenen alt i formiddag.


    Tora Parsberg (ind, klædt i pelsværk. Hun følges av fru Hein og Kristian Østlie. Østlie går videre ind til højre).

Hvem i al verden kan forudse sligt? To timers forsinkelse! Dette ender med, at på vestbanen må vi rejse dagen forud, for å være sikker på å komme frem.


    Fru Bang (klædt til fest, fint smagfuldt. Særeget for hende er en høj kappe med flagrende bånd. Hun kommer fra venstre, mens Tora Parsberg taler).

Ih, du min godeste, som jeg har været forskrækket over dig, mit barn!


    Tora Parsberg (som ikke så hende, vender sig straks mod hende, da hun hører hende tale. Henrykt:).

Er du der, søde, dejlige tante Danmark! (omfavner og kysser hende, før den gamle er færdig.)


    Fru Bang.

Du har sat os i sådan forskrækkelse, barn!


    Tora Parsberg.

Hvorfor? Jeg vidste jo, du var her, og at det er din største fornøjelse å lave til fest! (kysser hende igjen.)


    Fru Bang.

Det nægter jeg forresten slet ikke. Alle de glade mennesker! Men det er da virkelig så sin sag, når værtinden intet ser av det.


    Tora Parsberg.

Nu skal jeg se, du kjære!


    Fru Bang.

Nej, nu har du ingen tid igjen. Gjæsterne kommer.


    Tora Parsberg.

De kommer ikke. Vi stoler på vestbanen, tante! Den tar sig nok en hvil på den anden side også! (ud mod højre.)

Altså opdækningen!


    Fru Bang (efter).

Ja, det er dette med de nye vaser … Jeg har sat dem … (Snart høres bjældeklang, dennegang av almindelige klokker.)


    Kristian Østlie (kommer tilbage, springende. Han træffer en tjener som kommer udenfra:).

Tænd, tænd! (roper han til denne og iler ud.)


    Tora Parsberg (kommer i hast fulgt av fru Hein og fru Bang. Alle lysekroner stråler).

Der er en, som ikke har stolt på vestbanen, men har tat skyss. Kloge mand, hvem er du?


    Fru Hein.

Men, kjære frøken, De må da ned og klæ Dem om!


    Fru Bang (også).

Barn, barn, du må da ned å klæ’ dig om!


    Tora Parsberg.

Jeg er jo avskåret fra mine rum!


    Fru Hein.

Tilbage igjen! Kjøkkentrappen!


    Fru Bang.

Nej, der er du ivejen! Heller tjenertrappen der inde! (peger ind til venstre.)


    Tora Parsberg.

Du har ret. Jeg går ned tjenertrappen til venstre. Jeg håber Marie står færdig med alle mine sager?


    Fru Bang.

Ja, barn, ja! Skynd dig!


    Fru Hein.

Så vender jeg tilbage til mit! (iler ud til højre.)


    Tora Parsberg.

Altså! (skynder sig mod venstre, da)


    Kristian Østlie (kommer fort fra gangen til højre. Endnu udenfra:).

Frøken!


    Tora Parsberg (stanser).

Hvad er det?


    Kristian Østlie.

Hr. Storm er i telefonen!


    Tora Parsberg.

Bedstefar!


    Fru Bang (samtidig forskrækket).

Han vil da vel ikke komme?


    Kristian Østlie.

Jo, hr. Storm mældte, at nu kom han, hvis der endnu var plads.


    Tora Parsberg (ser på fru Bang).

Hvad betyder dette? Han mældte sig jo syg? –


    Kristian Østlie.

Hvad skal jeg svare?


    Tora Parsberg.

Naturligvis, at han er velkommen!


    Fru Bang.

Det skrækkelige menneske! Han kommer aldrig uden for å gjøre spektakel! Med ham kommer hele det gamle Norge! Slagsmål og forskrækkelse!


    Tora Parsberg.

Har noget hændt? Jeg har ikke læst aviserne.


    Fru Bang.

Ikke det jeg ved. – Jeg blir så bange, du!


    Tora Parsberg.

Å pyt, så får vi moro, tante!


    Fru Bang.

Det er en dejlig morskab! Jeg kan ikke for det, men det er som gulvet alt begynder å gynge.


    Tora Parsberg.

Det er for tidlig, tante! Vent, til det går løs! – Farvel så længe! (ind til venstre.)


    Fru Bang.

Er ikke alt én i trapperne? (spejler sig.)


Andet møde.


    Balke (fra trappen til højre, fulgt av Kristian Østlie, som straks fjærner sig).

    Fru Bang (nejer statelig).

Velkommen!


    Balke.

Godaften! – Bispinden kjender mig vel igjen?


    Fru Bang.

Ansigtet –? Jo. Men navne i min alder –?


    Balke.

Balke. Stortingsmand Balke. Jeg har havt den ære å tale med bispinden ved en skolefest. Jeg er skoledirektør.


    Fru Bang.

Nu husker jeg! De er sådan en vittig taler, hr. Balke.


    Balke.

Å –! – Jeg ser ingen gæster? Jeg er da vel ikke den første?


    Fru Bang.

Jo, De er, hr. Balke! De andre kommer med toget. Og toget kommer aldrig.


    Balke.

Som skolemand er jeg vant til å være præcis. Her er faldt så megen sne, og da torde jeg ikke betro mig til vestbanen.

(Bjælder høres av samme sort som sist.)

    Fru Bang.

Der er atter en kjørende! – Er det første gang, De er her, hr. Balke?


    Balke.

Det er første gang jeg har den ære. Hvor her er vakkert! Og stort!


    Fru Bang.

Ja, disse store gamle hus! De bygget ligesom ikke for sig selv alene i de tider. De hadde bestemt mere hjærtelag? Tror De ikke, hr. Balke?


    Balke.

He-he-he! (en dæmpet ironisk latter i fistel.)


    Fru Bang.

Tænk Dem: Vi bor allesammen nedenunder i parterre. Her på første sal er alle rum (viser med begge hænder til begge sider) sammenhængende selskabsrum! Og fløjene gæsterum!


    Balke (ironisk).

Ja, således bygger vi ikke nu.


    Fru Bang.

Det synes mig, som vi ikke mere passer ind i denne ramme, hr. Balke! Ikke med vore klær og ikke med vore tanker.


    Balke.

He-he-he!

(Begge ser ud i gangen til venstre. Derfra høres nogen at renske halsen og bruge lommetørklædet.)

    Fru Bang (nærmere til Balke, hurtig).

Sig mig, hr. Balke: er der hændt noget?


    Balke.

Hændt noget? Hvad mener bispinden med det?


    Sanne (ind fra venstre, bukker for fru Bang).

    Fru Bang (nejende).

Velkommen!


    Sanne.

Tak! Fru bispinden kjender ikke mig?


    Fru Bang.

Jo, det tror jeg dog. De har ofte været på tinget, ikke sant?


    Sanne.

Nej, det er første gang. Mit navn er Sanne.


    Fru Bang.

Å, er De bankchefen fra –


    Sanne.

Nej, jeg er landmand. Befinder fruen sig vel hos os? Vinteren er stræng.


    Fru Bang.

Men så sund og så ren!


    Sanne.

Det er den.


    Fru Bang.

Alle, som søger Norge for sundhedens skyld, skulde komme om vinteren.


    Sanne (lykkelig).

De synes om vort land, fru bispinde?


    Fru Bang.

Å, det dejligste land på jorden! – Bare her ikke var så megen politik! Ja, undskyld, jeg siger altid min mening.


    Sanne (som ikke har hilst på Balke, ser nu på ham).

Det er også det beste.


    Fru Bang (nærmere, hastig).

Sig mig hr. … hr. …?


    Sanne.

Sanne!


    Fru Bang.

Hr. Sanne, er her hændt noget?


    Sanne.

Hændt noget? (ser på Balke.) Hvad mener bispinden med det?


    Fru Bang.

I politiken, mener jeg. Her er jo intet andet i dette land.


    Kristian Østlie (fra venstre rask ind).

Frøkenen ber bispinden være så god å komme et øjeblik ned!


    Fru Bang (ivrig).

Straks, straks! Undskyld, mine herrer! (Nejer statelig, og går ind til venstre.)

(De to herrer står igjen.)

    Balke (går til højre, ser sig om. Han ender med å studere taget).

    Sanne (går til venstre, ser sig om. Også han ender med å studere taget).

    Balke (kommer i fare for å møde Sanne. Vænder).

    Sanne (ligeså).

    Balke (da de atter mødes, siger han uden å se ned:).

I sandhed, … de er …, de er smukke, disse tagmalerier.


    Sanne (også uden å se ned og efter å ha betænkt sig en stund, om han skulde svare:).

De er – ikke ilde.


    Balke.

Jeg gad vide, hvem, som, – hvem som har gjort dem? Hvem, som kunde gjøre sligt dengang? – Heroppe hos os?


    Sanne.

Å, de er vel bare kopier, ved jeg.


    Balke.

Ligevel! … Ligevel! Den forkortning –? H-m? Den forkortning, De?


    Sanne.

Ja-ha.

(Herskabsdombjælder høres.)

    Balke.

Der kommer én til – også kjørende.


    Sanne.

Jeg hører det, ja.


    Balke.

I sådanne rum, De, … i sådanne rum blir en ligesom … ligesom bedre. Man ligesom møder sit bedre menneske.


    Sanne.

Ja, det kan undertiden trænges.


    Balke.

Finder De? – Jeg tror såmænd gjærne det! He-he-he!


    Kammerherren (fulgt av Østlie, som straks forsvinder).

God kvæld, mine herrer stortingsmænd! God kvæld! Er vi de eneste?


    Balke.

Det synes, som vestbanen tar sig ferier!


    Kammerherren.

Hvorfor ikke? Den arbejder hele året.


    Balke.

He, he, he!


    Kammerherren.

Nå, – I har havt en varm dag?


    Balke.

De mener: møde både formiddag og eftermiddag?


    Kammerherren.

Å, jeg mener nok lidt mere!

Det er virkelig rørende efter så hed en kamp å se to av gladiatorerne gå her i fredeligt samkvem.


    Balke.

Ikke sant? Ikke sant? He-he-he!


    Kammerherren (til Sanne).

Jeg gratulerer med avgjørelsen!


    Sanne.

Kammerherren må vende gratulationen til hr. Balke.


    Balke.

Ja, jeg tar mod! Jeg tar mod! He-he-he!


    Kammerherren (from).

Tænk, jeg mener begge to. Jeg mener os alle. Ministerskifte nu, netop nu, – vilde det ikke være meget ilde?


    Balke.

Det er i højeste grad min mening.


    Kammerherren.

Og så krænke den gamle løve –?

(Jernvejsignalet høres. Alle står et øjeblik stille.)

    Sanne.

Det passet godt ind.


    Kammerherren.

De har sans for sådanne ulyd? Skjønt De er fra landet?


    Balke (ler).

    Sanne.

Når de er vel anbragt, så synes vi om dem på landet også.


    Kammerherren.

Jeg er en neutral mand. Det behøves. Apropos om en neutral mand: Jeg hørte Paul Langes tale. Var den ikke superb?


    Balke.

Jeg kalder den et politisk mesterstykke.


    Kammerherren.

Den avgjorde sagen. Ikke sant?


    Balke.

Derom kan der ikke være to meninger. Den var blant andet så upartisk.


    Kammerherren (til Sanne).

Oprigtig talt, finder ikke De også det?


    Sanne.

Oprigtig talt: nej.


    Kammerherren.

Men beviset er jo der! Han bejler til ingen. Han går sin vej.


    Sanne.

Paul Lange gjør aldrig noget for fordels skyld.


    Kammerherren.

De hører nok ikke til excellencens beundrere?


    Sanne.

Om jeg gjør? Jeg beundrer ham i den grad, at jeg skulde ønske, han nu blev bestyrer av vestbanen. Posten skal være ledig.


    Balke.

Jeg beklager et parti, som aldrig kan finde hæder hos sine modstandere.


    Sanne.

Og jeg beklager et parti, som aldrig kan vinde uden ved forræderi.


    Balke.

Hvem er forrædere her?


    Sanne.

Ja, hvem er det?


    Balke.

De, som sviger sin gamle, sejersæle chef! De er forrædere. Uden ham var de ingenting. Og uden ham er de heller ingenting.


    Sanne.

De er da vel nødsaget til å svige den chef, som går over til fjenden? Hvad andet har hæderligt folk å gjøre?


    Kammerherren.

Når samtalen er kommet så godt på glid, er jeg vist overflødig. Undskyld! (Går ud i gangen til venstre. Står lidt der, går så rask hen til trappen.)


    Sanne (nærmere til Balke).

De svarer ikke på det? Nej, der kan ikke svares. Hver den, som følger en slig chef over til fjenden, er nemlig også – forrrræderrr!


    Balke.

He-he-he!


    Sanne.

Det er ikke til å le ad! Det er faen gale den skjændselsfuldeste dag jeg har levd.


    Balke.

He-he-he!

(Et helt tog av herrer kommer. Foran kammerherren mellem to statelige mænd. Lige i døren siger:)

    Kammerherren.

De herrer kjender ikke hverandre? Tør jeg forestille: hr. stortingspræsidenten, – og dansk godsejer hr. hofjægermester Bang, en slægtning av værtinden. Hofjægermesteren er kommet op til den årlige fest. (Herrerne hilser på hverandre, godsejeren meget ærbødigt.) Får jeg føre præsidenten ind til værtinden?

(Begge ind til venstre; de fleste herrer efter.)

    Piene (iler frem til Balke).

Har De hørt det siste?


    Balke.

Det siste?


    Piene.

Ja, hvad venstre-aviserne nu fortæller?


    Balke.

Ikvæld? Nej!


    Piene (i oprør).

Aviserne, hele toget, alle!


    Kristian Østlie (ind fra venstre, melder).

Frøken Parsberg tar imod i den indre salon. I musikværelset.


    Alle (begiver sig ind til venstre).

    Balke (undervejs).

Men hvad er det dog?


    Piene (dæmpet).

Skandale! Den største vi endnu har oplevet!

(Han gnider sine hænder, mens han holder dem langt ud fra sig.)

Paul Lange er for evig prostitueret! Færdig, ødelagt!

(Det siste siges, idet de forsvinder i den åbne dør.)
Op ad trapperne kommer efterhånden bureaukratiets spisser (de militære i uniform), berømtheder, kunstnere og nogle yngre mænd. De kommer ind to og tre sammen. I flere av grupperne høres Paul Langes navn nævnt. Vi hører repliker som: «Han har dog aldrig villet tilhøre noget parti?» «Nej, han har forrådt alle partier.» «Hm? Alt blir gjort om til forræderi nutildags.» – Eller: «Han er dog en mærkelig mand.» «Ja, mærkelig til å puffe sig selv frem.» – Eller: «Det er ikke han alene, som er prostitueret.» «Nej, igrunden står de nu prostitueret allesammen.» «Således skulde de fotograferes.» – Eller: «Skidt på hejle greia!» «Ja, lad dem bare dræpe hverandre. Det er det bedste de kan ta sig for!»
Alle går lige ind døren til venstre.
Sist kommer to gamle, ærværdige. De kommer samtidig til døren fra gangen. Der bukker den ene for den andre, idet ingen av dem vil gå først ind.

    Herren (til venstre, som er den yngre).

Hr. biskop!


    Herren (til højre).

Hr. stiftamtmand!


    Den første.

Hr. biskop!


    Den andre.

Hr. stiftamtmand!

(En elegant ung mand går frem midt imellem dem, smilende og bukkende til begge.)

    De to gamle (ser forundret på ham, så på hverandre; de ler og går ind side om side).

    Fru Bang (kommer umiddelbart efter ind i salen, netop som de to gamle atter står bukkende til hverandre foran den næste dør).

Må jeg løse dette problem? – Hr. biskop! (hun byder ham armen.) Hr. stiftamtmand! (hun byder ham den anden arm og går ind med dem begge.)


    Ramm og Sanne (ind sammen fra døren til venstre).

    Sanne.

Men hvad er det De siger –? Aftenbladene?


    Ramm.

Aftenbladene meddeler Paul Langes egenlige mening om den mand, han forsvaret i formiddag!


    Sanne.

Hans egenlige mening? Har han da to?


    Ramm (ler).

Paul Lange har altid to, – ofte flere.


    Sanne.

Det er jo oprørende.


    Ramm (leende).

Hm! – I politiken er ingenting oprørende.


    Sanne.

Men hvad går den ud på?


    Ramm.

Den gamle chef har naturligvis været intrigant mod Paul Lange også. Det kan De da vide.


    Sanne.

Og det fortæller bladene?


    Ramm.

Altsammen! Rubb og stubb. Nokså stygge historier. Fortæller også, hvad Paul Lange selv har sagt om dem.


    Sanne.

Og det stemmer vist ikke med, hvad han sa idag?


    Ramm.

Nej, De kan tro! – Det er en fuldstændig skandale. –

Vi har forresten kjendt det længe.


    Sanne.

Og ikke sagt det.


    Ramm.

I politiken må sandheden vente, til nogen får brug for den.

– Jeg har en avis med, om De vil –? (tar den frem av lommen.)


    Sanne.

Tak! Mange tak! (griber avisen, sætter sig hen og læser den med iver.)


    Balke og Piene og én til (ind fra venstre).

    Balke.

Men så har vi jo ingen sejer vundet? Den moralske virkning går jo fanden i vold! Vi har heller lidt nederlag!


    Piene.

Det er naturligvis derfor de kjæltringer har offenliggjort dette!


    Ramm (hører samtalen, ler godt og stille).

    Balke.

Først forråder han venstre; men nu står da vi lige så forrådte!


    Piene.

Der er visse mænd, man aldrig skulde ta hjælp av!

Timeo Danaos et dona ferentes.


    Balke (til Ramm).

Ja, De ler, De?


    Ramm.

Jeg synes, De også ler? (Begge ler.)


    Sanne (rejser sig med avisen rasende).

Men gudbevare mig! Har Paul Lange gjort de erfaringer om manden, som her står! Og forsvarer ham endda?!


    Ramm.

De tar det så ivrig, unge mand!


    Sanne (til Ramm).

Hadde De og de andre gamle tat dette (slår på avisen) ivrig, så hadde vi nu været spart for en landsskandale. For det er dette.


    Balke.

Jeg ber mine herrer å huske, hvor vi er! – Tal sagtere!


    Ramm.

Ja, hvad skulde vi ha gjort?


    Sanne.

Hvad I skulde ha gjort? –


    Balke.

Kom længer frem her! Og tal sagtere!


    Sanne (gjør så).

Straks I fik det å vide, at (ser sig om) den gamle ræv la sine veje om Paul Lange, fordi han var ham ivejen hos kongen, skulde I ha lat det bli kjendt! Straks, hører I!

Men der er faen gale, ikke længer moralsk sans igjen i gamle politikere!


    Balke.

Sagtere, unge politiker!


    Ramm.

Vent, far, så blir De også træt av å gå rundt med en moralsk blæsebælg.


    Balke.

He-he-he!


    Sanne.

På det svarer jeg ikke.

Hvad er det, vi står overfor her? En mand, som selv har erfaret – erfaret det igjennem sig selv! –, at regjeringens chef driver uærligt spil. Han har erfaret det længe før os andre. Men han tier. De, han betror sig til, tier også, tier allesammen!

Da så vi andre, vi småfolk, får tag i, hvordan vi styres, så vil vi også straks gjøre rent bord. Op med sandheden, væk med chefen!

Hvad sker så? Jo, han, som ved det bedre end vi andre, han lærer os i et veltalende foredrag, at vi har uret! Det er just den chef, vi skal ha! Og hans tale virker så meget stærkere, som han selv netop skal forlade regjeringen. Han står der så upartisk! Ja, jeg har aldrig oplevet magen!


    Kristian Østlie (rask udenifra og ind til venstre).

    Piene (nok så stærkt).

Nej, det er jagu også enestående!


    Balke.

Husk, hvor vi er?


    Ramm.

Ja, kan vi ikke gå ind i røgeværelset?


    Sanne.

Jeg lover å tale sagtere.

Når så venstrebladene trykker op hele skandalen, nemlig hvad Paul Lange har måttet tåle, ikke én gang, men flere, og hvad han selv har sagt om det, trykker det av, netop som han står offenlig og roser ham, ja, så blir vort folk prostitueret! For av sådant dobbeltspil får vi vor karakteristik, enten vi synes det er retfærdigt eller ej.

Heri har I, (til Ramm) gamle herrer, medskyld! I har vidst dette – og sansynligvis meget mere! Men I tvang ikke Paul Lange til å tale, og I taug selv.


    Ramm.

I politiken har alting sin tid.


    Sanne (ivrigt).

Det vil si, at i politiken har intet værdi i og for sig; men bare for de mål det tjener.


    Balke.

Sagtere!


    Sanne (sagte, indtrængende).

En net moral! Faen så net moral!


    Ramm.

Jeg skal si Dem, min unge ven …


    Piene (trænger sig frem).

Lad mig! Lad mig!

Dennegang har min ærede ven fienden ret! Undtagelsesvis! (Man ler.)

Jeg skal gi en ny oplysning. Jeg har den fra første hånd. Dengang den gamle ræv la sine slu veje omkring Paul Lange, dengang var Paul Lange syg, egenlig sindssyg.


    Ramm.

Det er rigtig. Mange sammenstødende omstændigheder.


    Piene.

Økonomiske vanskeligheder, har jeg hørt. Konens testamente hadde gjort ham arveløs?


    Ramm.

Nej, nej!


    Kammerherren (fulgt av Østlie går fort fra venstre ud hoveddøren).

    Piene.

Nåja, mig er det sligs slag, hvad det var, som ødela ham. Jeg elsker ham ikke! (Man ler.) Men dengang følte han sig ene og forladt og faldt i grublerier. Og var utvilsomt ved å ende sine dage.


    Balke. Sanne.

Hvad for noget?


    Piene.

Jeg har det fra en, som ved det.


    Ramm.

Det har jeg dog aldrig hørt.


    Piene.

Men jeg har hørt det!

Og nu spør jeg: hvad kan bevæge en mand, som intrigerne førte lige ud på livets grænse, hvad kan bevæge ham til å stå og rose intriganten?


    Balke. Sanne. Ramm.

Der er det!


    Piene (stærkere, opmuntret av stemningen).

Han må ha en grund for det, som bare han kjender!


    Balke.

Sagtere!


    Piene (sagte indtrængende).

En grund, som bare han har fordel av! Vi andre tab, bare tab! Allesammen!


    Alle (sagte).

Så er det! Det er fuldkommen sant!


    Piene (med al anstrængelse, men sagte).

Grunden til denne landsskandale! Nævn mig den! Nævn mig grunden! Og lad os, alle partier, forene os mod spekulanten! I alle fald ikke forsvare ham. Han er skadelig for alle!


Tredje møde.


    Gamle Storm (høres udenfor).

Det skal nok gå! Det tar bare lidt tid!


    Balke.

Gamle Storm!


    Piene (gnider sig i hænderne).

Nu blir her moro, gutter!

Venit lupus!


    Sanne (dæmpet).

Er det den rasende gamle?


    Ramm.

Ja! (Da Sanne ses å bli nysgjærrig.) Har De aldrig sét ham?


    Sanne.

Nej. Men jeg glæder mig til det. – Er det ikke frøkenens bedstefar?


    Ramm.

Og plejefar.


    Sanne.

Aldeles hensynsløs?


    Ramm.

Fra før vikingetiden!


    Gamle Storm (udenfor og nærmere).

Jeg har hørt, den skal være ledig. Er det så? De ved jo alt!


    Kammerherren.

Den er ledig.


    Gamle Storm.

Den er ledig. (De ses.) Det var det jeg tænkte. –

God kvæld, mine herrer. God kvæld!


    Ramm. Balke. Piene.

God kvæld! Velkommen!


    Gamle Storm (som bruger en svær stok, langsomt fremover, mønstrende dem).

Her vil jeg være!


    Kammerherren.

De vil vel først ind og hilse på Deres datterdatter?


    Gamle Storm (som begynder å ta herrerne i hånden).

Her vil jeg være! – Og hun kan komme hid!

(De andre hilser ham på éngang ærbødigt og kjendt.)

    Kammerherren (går rask ind til venstre).

    Gamle Storm.

Hvem er han der?


    Ramm.

Sanne! Stortingsmand Sanne.


    Gamle Storm.

Radikaleren? Nå, sådan ser De ud? Næsten som et menneske, De også.

(Latter. Storm hen mod sofaen til højre.)

    Ramm.

De befinder Dem vel?


    Gamle Storm.

Skidt! Men der hænder undertiden ting, som – som frisker på gamle lemmer! Her sætter jeg mig! (I sofaen til højre. Man samler sig om ham.) Her er godt å være!


    Piene.

Og vi er glad ved å se Dem!


    Gamle Storm.

Det tænkte jeg mig næsten. (Rækker sig fremover, dæmpet.) – Nå? Er han ikke lækker? – –


    Balke.

Ja, hvem mener De?


    Gamle Storm.

Hy-sss!


    Tora Parsberg (kommer rask ind fra venstre. Alle viger ærbødig. Hun er i stort toilette).

Men bedstefar –? At du vover det? Du, som er syg? (Han rejser sig.) Nej, bli endelig siddende! (tar hans hånd og hjælper ham til sæde igjen.)


    Gamle Storm.

Javist er jeg syg. – Men jeg vidste, det vilde glæde dig så, at jeg kom.


    Tora Parsberg.

Ikke når du er syg, bedstefar! Ikke når du er syg.


    Gamle Storm.

Og jeg, som i min uskyld gik ud ifra, at jeg altid var velkommen?


    Tora Parsberg.

Din erfaring siger dig det? Den er jo så rig.


    Gamle Storm (slipper hendes hånd, som han har holdt fast).

Og i kvæld tænkte jeg, at jeg var så rent velkommen. Paul Lange kommer jo?


    Tora Parsberg.

Paul Lange kommer. Og ham elsker du, bedstefar?


    Gamle Storm (ser på hende).

Ikke så meget som du, er jeg ræd?

(Man ler, men meget diskret.)

    Tora Parsberg.

Det var heller ikke å vente. For du elsker så mange.


    Gamle Storm.

Dog ingen som Paul Lange. Jeg tilstår det.


    Tora Parsberg.

Å, hvad –? End Arne Kraft?

(Man ler friere.)

    Gamle Storm (livlig).

Det er sant. Arne Kraft elsker jeg endnu højere!


    Tora Parsberg.

Ser du, bedstefar! Å, – jeg kunde nævne flere! –

Men nu må vi gå?


    Gamle Storm.

Hvorhen?


    Tora Parsberg.

Ind til de andre. Der bydes the. Og snart får vi høre musik. Jeg har stort orkester og kor og sangere. Og jeg har reserveret en æresplads til dig.


    Gamle Storm.

Det er vel ved siden av hans excellence?


    Tora Parsberg.

Der sidder en imellem dere.


    Gamle Storm.

Ja, det er vel så dig?


    Tora Parsberg.

Det er mig.


    Gamle Storm.

Å nej, du! – Nej, jeg tror nok, jeg foretrækker å bli her.


    Tora Parsberg.

Det var skade! Musiken vilde stemme dig så mild.


    Gamle Storm.

Tak, det behøver jeg ikke å bli. Det er jeg.


    Tora Parsberg.

Vil ikke mine herrer komme ind?


    Gamle Storm.

Tak, du! Vi vil være her en stund sammen.


    Tora Parsberg.

Og danne velfærdskommitté?


    Gamle Storm.

Og danne velfærdskommitté.


    Tora Parsberg.

Jeg håber, den ikke blir så grusom som den første?


    Gamle Storm.

Desværre, vi har ingen guillotine å råde over. Ellers så –!


    Tora Parsberg (avbrydende).

Der du er bedstefar –? Du undervurderer dig! (Hun går. Alle ler højlydt.)


    Gamle Storm (stolt).

Hun er ikke borte, hun!


    Balke.

Hun er jo også Deres datterdatter!


    Gamle Storm.

Men hun har altid været imod mig. Fra hun var barn. Altid forsøgt sig på det umulige. –

Og nu hørte I selv –?


    Ramm (efter en kort stilhed).

Hvad mener De?


    Gamle Storm.

Hvad jeg mener –? Naturligvis det, hvorfor jeg er her.


    Balke (forsigtig).

Og det er –?


    Gamle Storm.

I hørte det selv? Paul Lange!


    Ramm.

Det var jo spas.


    Gamle Storm.

Spas med alvor i!


    Ramm.

Så højt kan han ikke stile? – –


    Gamle Storm.

Paul Lange?!


    Balke.

Frøkenen moret sig jo bare!

Alle disse rygter om hans frierier – –.


    Gamle Storm (avbrydende).

Jeg ved, hvad jeg ved! Og den karl ved, hvad han vil!

Det skal ikke undre mig, om vi i kvæld må høre forlovelsen deklareret!


    Alle (forbauses; der høres på én gang:).

Hvad siger De? Det er ikke muligt? Det overgår dog alt –? Nej, nej!

(Man ler.)

    Balke.

Frøken Parsberg gifter sig aldrig!


    Ramm (ler).

Og Paul Lange vogter sig nok for en kurv til!

Man kan også gjøre en skjælm uret!


    Piene (kommer skydende til:).

Men ikke en frier!


    Gamle Storm.

Netop!


    Piene.

Ikke en frier! Og han hører til typen. I udlandet kalder de dem «stræbere»; men «friere» er det rette ord. De frier som skolegutter til læreren, som studenter til professoren, så til rige piger, så til vælgere og velyndere, så til ordener og høje stillinger. Og han har nådd alt! (med raseri.) Og han har nådd alt!


    Balke (rask tilføjende).

Trods Deres stadige protest! He-he-he!

(Almen latter.)

    Gamle Storm (under latteren).

Er De misundelig, Piene, far?


    Piene.

Paul Lange er min specialitet! (kyler avsted.)


    De andre (ler og gjentar).

Hans specialitet!


    Gamle Storm.

Ja, I må studere den mand! To gange før forlod han politiken. Og begge ganger var han assureret, før han gik.


    Alle (ler).

Det er sant!


    Balke.

Ikke så højt!


    Ramm (sagtere).

Nej, sagtere!


    Gamle Storm (også sagtere).

Nu går han sin vej den tredje gang. Og er naturligvis atter assureret! Bare at faren nu er større. Så nu er han også højere assureret!


    De andre (ler igjen; men sagtere).

    Balke (derunder).

Forlovet med Frøken Parsberg? Ja, den assuranse er god nok!


    Flere (leende).

Den er god nok!


    Gamle Storm.

Ja, I ler? Men med Tora Parsberg under armen er det han, som ler! Ler ad dere allesammen! – Kom nærmere hid!


    Balke (nysgjærrig).

Er der mere? (nærmere til.)


    Piene (kommer kylende til:).

Er der mere?


    Gamle Storm.

Det bedste!


    Ramm.

Det var som pokker! (kommer også.)

(Man samler sig tættere om gamle Storm.)

    Gamle Storm (får dem såvidt fra sig, at han kan se, om der kommer nogen fra venstre. Da han ingen ser:).

Det der med Tora Parsberg forklarer jo bare, hvorfor han tør gå. Det forklarer ikke, hvorfor han tør tale, i det samme han går. Tale for regjeringschefen! Som har gjort ham så meget ondt.


    Piene.

Der er det! Grunden! Grunden!


    Gamle Storm.

Dertil må han ha en særskilt grund!


    Piene.

Det er, hvad jeg siger!

Virtus post nummos!


    Gamle Storm (ser sig atter om).

Når jeg vil lokke noget frem, forsøger jeg med dem, som tror, de er klogere end andre.

Jeg forsøgte med kammerherren!

(Dæmpet latter.)

    Balke (nysgjærrig).

Nu –?


    Gamle Storm.

Gesantskabsposten i London er ledig.

(Almen forundring. Man ser på hverandre. Det lysner i ansigterne, de blir glade og poliske. Det ender i en almen latter.)

    Sanne (som aldrig lar sig rive helt med).

Men husk, hvor I er!

(Latteren dæmpes, men vinder i intensitet.)

    Balke (dæmpet til Ramm).

Er han ikke en mester?


    Ramm.

Stormester!

(Latteren gjentages.)

    En (gjør bevægelser med benene som til reel).

    To stortingsbønder (kommer lokket av latteren. Den ene seksti år, den anden yngre).

    Piene (flyr op imod dem).

Paul Lange er forlovet med frøken Parsberg og skal bli gesant i London! Der har I det!

Fortes adjuvat fortuna!

(Lige ind i ansigtet på dem:) Bæ!


    De to stortingsbønder (forundres svarligen. Endelig kommer de frem).

    Den ældre.

Er’n gælen?


    Sanne.

Nej, men fuld. Politisk brændevin. (går.)


    Balke.

He-he-he!


    Den yngre (leende til Storm, som han tar i hånden).

Er det sant, det, om Paul Lange?


    Gamle Storm.

Jagu er det sant!


    Den ældre (hilser også på Storm).

God kvæld, gammel’n!


    Gamle Storm.

God kvæld, du!


    Balke.

Her ligger begge partier lamslåt efter ham, – og selv rejser han av med profitten! He-he-he!

Jeg kan ikke for det; det er godt gjort! Jeg beundrer ham.


    Den ældre stortingsbonde.

De’r godt hue på den karen!

(Latteren begynder på en frisk.)

    Gamle Storm (rejser sig).

Men, mine herrer, hvor blir der av indignationen? Vi kan da, minsjæl, ikke lage indignation av beundring?


    Flere.

Å – jo!

(Munterhed.)

    Ramm (under latteren).

Indignationen skal nok komme!


    Balke (overgiven).

Kemi! Bare kemi!

(Latteren stærkere.)

    Sanne (hysser).

    Piene (styrter nedover).

Der er han!

(Absolut stilhed.)

    Gamle Storm (sætter sig).

Ja, nu får vi se da!


Fjærde møde.


    Kammerherren (på venstre side av).

    Paul Lange (i elegant selskabsdragt).

God kvæld! (går fremover mod dem.)

(Intet svar.)

    Paul Lange.

Med én gang så stilt?


    Kammerherren (hele tiden på siden av Paul Lange).

Har nogen av de herrer kommet i skade for å sige en vittighed?


    Gamle Storm.

Ja, desværre! Jeg.


    Paul Lange (går lige på gamle Storm og rækker ham hånden).

    Gamle Storm (tar den, forsøger å rejse sig; men synes å ha svært for det).

Jeg har sommetider så ondt for å rejse mig.


    Paul Lange.

Bliv endelig siddende! Nå, – hvad gjaldt så vittigheden?


    Gamle Storm.

Den var virkelig om Dem.


    Paul Lange.

Og enda lyktes den ikke? (slipper hans hånd. Vender sig mod Ramm, som han med fortrolig hilsen vil ta i hånden.)


    Ramm (lægger begge sine hænder på ryggen).

    Paul Lange (blir ligbleg; får rank rejsning. Ser sig om. Hver den, hans blik falder på, lægger også hænderne på ryggen. Alle undtagen den ældre stortingsbonde, der holder sig noget avsides).

Nu forstår jeg vittigheden. Også jeg finder den dum. (Han vender sig mod Kammerherren.) Værtinden er derinde?


    Kammerherren (strålende).

Ja, Deres excellence! (begge ud.)


    Alle (bevæger sig, ler, taler).

    Gamle Storm (rejser sig rask på sin stok og udbryder).

Det gjorde I, minsjæl, godt!


    Piene (for sig selv i stor fryd, gnidende hænderne).

Bravo! Bravo!

Det dør han av!


    Ramm (til Storm samtidig).

Den traf, – hvad?


    Balke (samtidig).

Den vil han huske!


    Sanne (samtidig).

Den var av alle partier!


    Gamle Storm.

Intet vejer i politiken op mod en godt udført sammensværgelse! (sætter sig igjen, svært fornøjet.)

(Orkestret inde til venstre begynder. Kor med akkompagnement.)

    Piene (kommer frem, begejstret).

Det anet mig, det anet mig! For da jeg kjørte frem gjennem skogen i sneen ikvæld, var det, som jeg hørte ulvehyl. Dem hørte jeg i min barndom deroppe i fjældene, især om natten. Da var det som den gamle, hjemløse norske ånd ropte indover vor søvn! Den ropte klagende, truende: du syvsover, jeg gir dig aldrig fred! Aldrig mere fred! Op skal du! Og myrde skal du! Myrde videre!


    Ramm (sagte til de nærmeste).

Men det er jo en paroxysmus!


    Piene (uden å stanse).

Det veke, det usunde skal du myrde! Det, som nu har hjemstavnsret i Norge. Du skal myrde det kvindesvage føleri og frihedsbumlerne! Myrde moderne nationalsvindel! Å, I sunde myrdelystne ulvehyl fra skogerne, fra oldtiden! Folkets vardøger! De hører, hvergang der skal gjøres ende på en av dem! – – (Han ser på dem og møder bare muntre fjæs.)

Barbarus hic ego sum, quia non intelligor nulli! (mumlende:) Ovids tristia, 5, 10, 37. (stryger krænket avsted under de andres latter.)


    Gamle Storm (slår med stokken i gulvet).

Nej, nej, nej! Det er stort, hvad han siger!

De er ikke hele mennesker, disse andre. Bare halve mennesker er de, eller mindre endda!

De hele mennesker, de er foran, de stormer på, de erobrer for slægten. Men disse, usselryggene, sentimentalisterne, de årker ikke det; de sakker agterud og blir der hos de svagfødte, hos stymperne, de udbrugte, – og hos kvindfolkene! Og steller og tukler med dem! Og vil ha os alle did for å gjøre det samme. Bagover vil de ha os! Deres tanker er sygestuens tanker, og deres program: når kommer krøblingernes tid?

Slige skal være med i politiken? Sætte kurs for slægten?

– I politiken, der skulde brøle av sund brunst som en stud?

Til helvede med skrapet!


    De andre.

Bravo! Bravo! (ler og roper. Alle samtidig.) Han er god, gamle Storm’en ikvæld! Jagu, er’n go’! En ægte norsk furustubb!


    Sanne (sagtere).

Men nu blir vi for højlydte igjen!


    Gamle Storm.

Å, det gjør ingenting! Jeg tar ansvaret på mig! Desuden, de hører bare musiken derinde!


    Kristian Østlie (er under dette kommet ind udenifra og gir Piene et brev).

    Piene (åbner det rask).

Her er avtryk av korrekturarket på en artikel til imorgen. Jeg bad om flere for at I skulde få læse!

(leverer ud langspaltede avtryk.)

    Balke.

Her er ulvehylene altså på noder! He-he-he!

(De andre ler også og ordner sig i grupper to og tre om hvert eksemplar.)

    Gamle Storm (sætter sig med et alene).

    Piene (driver bag dem og nyder virkningen. Undertiden tygger han på sine negle. Blir han derunder altfor ivrig, holder han den ene hånd med den andre. Hører han fra en av grupperne en latter, eller en bemærkning som: «det er godt!», – så er han over dem og spejder ned i avtrykket efter, hvad det gjælder. Fra venstre kommer:).

Femte møde.

(Kammerherren under armen med:)

    Fru Bang.

Beste kammerherre. De må si mig, hvad er det dog? Er det noget med Paul Lange? En skandale, – hvad?


    Kammerherren.

Når menneskene i den grad er optat, så er det altid en skandale.


    Fru Bang.

Men vær nu sød og sig mig, hvad det er! Jeg kan så ualmindelig godt lide Paul Lange. Men – han skal jo være så slem til å fri?


    Kammerherren.

Det var i hans ungdom.


    Fru Bang.

Men nu er han jo ungkarl igjen? – Jeg mener, nu er han jo atter ledig. Er det noget sådant?


    Kammerherren.

Ja, det er.


    Fru Bang (ivrig).

Er det noget slemt noget?


    Kammerherren.

Ja.


    Fru Bang.

Hvad er det? Kjære, hvad er det dog?


    Kammerherren.

Han har friet til prinsessen.


    Fru Bang.

Det er da ikke muligt! – Kan sådant gå an?


    Kammerherren.

Hun er ikke ganske ung længer.


    Fru Bang.

Og han er excellence –? Man har hørt så galt før? Men ligevel –? Hvad tror De?


    Kammerherren.

Ja, nu kommer den egenlige skandale.


    Fru Bang.

Nu kommer den?!

Er der endnu mere? Gud!


    Kammerherren.

Paul Lange har sagt, at – (ser sig om.)


    Fru Bang.

Hvad?


    Kammerherren.

At kongen har paryk.


    Fru Bang (forstenes. Endelig siger hun:).

Men det har jo ikke kongen?


    Kammerherren.

Nej. Og det er netop skandalen.


    Fru Bang (forfærdet).

Har Hans Majestæt fåt høre det?


    Kammerherren (nikker mørkt. Han tar hendes arm igjen og vil gå med hende ud til højre).

    Fru Bang (stanser).

Men hvordan kunde Paul Lange, som er en så klog mand –?


    Kammerherren.

Det er ofte de klogeste, som er de dummeste.

(De går igjen.)

    Fru Bang.

Å, som dét er sant: Det er ofte de klogeste, som er de dummeste. (Stanser, slipper hans arm.) Min tossede godtroenhed! Det er ikke sandt?!


    Kammerherren.

Nej, det er det heller ikke.


    Fru Bang.

Men menneske dog –! Bank skal De ha! (Hun slår ham gjentagende med viften.)


    Kammerherren (mens han rømmer).

Sådant holdt I på med i gamle dage! Før politiken kom!

(begge ud til højre.)

Sjette møde.

(De læsende grupper blir færdige, den ene lidt efter den andre. Hver slutter leende og talende.)

    Balke.

Nå, den er da norsk nok! He, he, he!

(Der høres udbrud som: Ja, den vil virke! Den har han godt av! Den vil rive op!)

    Gamle Storm (er den siste).

Det skal gjøre sig! (Rejser sig.) Ja, nu går jeg ind og henter ham.


    Flere (forskrækket).

De henter ham?!


    Andre (ligeså).

Hid ud?!


    Gamle Storm.

Ja – ha!


    Ramm.

De får ham ikke hid ud igjen?


    Gamle Storm (på vejen).

Det skal vi bli to om


    Ramm.

Ja hvorledes?


    Gamle Storm.

Mig kan han ikke nægte en samtale, når jeg ber ham om den. Jeg er Toras bedstefar. (Avsted på stokken, fort.)


    Ramm (et stykke efter).

Betænk, hvad som vilde følge av det?


    Gamle Storm (videre).

Just det ja!


    Balke (iler også efter).

Og husk, hvor vi er!


    Gamle Storm (bestandig videre).

Netop det, ja!


    Ramm.

De får ham ikke med!


    Gamle Storm (stanser og vender sig).

Så –? Den, som gamle Stormen har sat kloa i, han har endnu aldrig sluppet! (ud til venstre.)


    Ramm.

Den satan! Hvad vil nu ske?


    Balke.

Skandale, far! Skandale! Hvis jeg ikke var så nysgjærrig, så løb jeg min vej!


    Sanne (til Piene).

Men det er ikke sant alt, som står her!


    Piene (hissig).

Hvad faen gjør det? Når det virker! (Oprørt op mod Balke.) Den tosken kommer og siger, det er ikke sant?!


    Balke (ned til Sanne).

Det er jo netop, hvor sandheden ikke længer strækker til, at Piene begynder! –

(Latter.)

    Sanne.

Jeg er enig i, at en sådan mand må ud av politiken. Han skader.


    Piene.

Nå-ja, hvad så?


    Sanne.

Ikke ved hvilkesomhelst midler!


    Piene.

En må passe på, når han har begåt en fejl, for faen!


    Sanne.

Det kan være. Men –. Vil De si noget Håkonstad?


    Den ældre stortingsbonde.

Ja, det var dettane med fejlen. Vi fejler aille. Men i politiken, når som en har gjort en fejl, så tar døm den fejlen og render til verdens ende me’n. Og et stykke tel. (Man smiler.) Hain har ailler gjort ainna end den fejlen. Og ingen ai’n har fejla end hain.

Og det blir lissom for mye.

(Man ler.)

    Piene (overlegent).

Hr. Håkonstad forstår ikke, at det gjælder å sejre i øjeblikket! Vi har ikke mere end det øjeblik! Og så må alle midler være gode.


    Sanne.

Det kan gå slemt ud over den enkelte, det.


    Piene.

Den enkelte? Hvad faen er den enkelte? Når han er ivejen. Selv om han er den største!


    Balke (forfærdet).

Ja, så sandelig har han fåt ham med sig!

(Man ordner sig.)

    Piene (bag de andre).

Syvende møde.


    Gamle Storm (til Paul Lange, som stanser lige ved døren).

Deres Excellence må forstå, at jeg har stærkere grunde end de andre. Deres Excellence skjønner, hvad jeg mener.


    Paul Lange.

Jeg tror å forstå, hvad De sigter til.


    Gamle Storm.

Da har jeg en vis ret til å be Deres Excellence om å forklare Dem. Det sætter ondt blod, hvad De har gjort idag.


    Paul Lange.

En anden gang. Og et andet sted. (vil gå.)


    Gamle Storm.

Men Deres Excellence kan ikke stå således i den offenlige mening, idet Deres Excellence vil indgå i –, jeg behøver ikke å fuldføre.


    Paul Lange.

Ja, hvad vil De, jeg skal gjøre?


    Gamle Storm.

Slå snakket ned! Her, straks!


    Paul Lange.

Foran de herrer, som har fornærmet mig? Nej. (vil atter gå).


    Gamle Storm.

Men når nu de herrer tror, at De har forrådt dem?


    Paul Lange (vender sig).

Jeg har absolut ingen forrådt. Jeg har alene sagt min oprigtige mening om en gammel højt fortjent mand.


    Gamle Storm.

Har Deres Excellence læst aftenbladene?


    Paul Lange.

Jeg har læst dem. Og hvad der står, har med denne sag intet å bestille.


    Sanne (opover, hissig).

Har det intet med denne sag å bestille, at Deres Excellence anbefaler os en upålidelig regjeringsleder?


    Gamle Storm.

Som De har erfaring for er det?


    Sanne.

Om ham sa De idag, at han trods alt var den, som bedst samlet det norske folk?


    Paul Lange (et par steg længer frem).

Det siger jeg endnu.


    Sanne (fremover).

Hvad må så vi være for et folk!


    Flere (gjentager sætningen).

Hvad må så vi være for et folk?


    Paul Lange.

Folket kjender bare hans store gjerninger. Eller tror virkelig nogen, at den kapital av kjærlighed og beundring, han har samlet, nu er opbrugt? Er den det ikke, så har jeg ret. «Trods alt er endnu han den, som bedst kan samle det norske folk.»


    Ramm.

Fremtiden skal vise, at det ikke er så. Det norske folk følger for godt med. Men selv om det var så, – der er én mand, som ikke kan bruge det argument, eller noget argument som støtter denne regjeringschef, – det er Deres Excellence.


    Paul Lange.

Så? – Flere av dere, og deriblandt den mand, som nu talte, kjendte også til hans fejl; men taug. Taug og støttet ham, – så længe I var enige med ham!


    Ramm.

Da stod vi med ham i oppositionen. Der virket disse fejl ikke stort. Men i spissen for landsstyret, – det er en anden sag!


    Flere (livligt).

Sådan er det!


    Paul Lange.

Politiken opdrager ikke engle. Mænd med værre fejl end hans har ledet store folk og hører til politikens største navn.


    Sanne.

Men vi er et lidet folk. For os gjelder ingen erobringsmoral. Ingen krigslove. Vi kan intet ved magt.

Skal vi vinde respekt, må det være ved det eksempel, et sundt folk gir.


    Alle.

Sådan er det. Sådan.


    Sanne.

Forfølgelse av en enkelt mand er ikke sund.


    Ramm.

I politiken gjælder det én ting ad gangen. Nu er det denne.


    Paul Lange.

Enhver handler efter sin natur. Og skarpretterens fag ligger ikke for min?


    Gamle Storm (har sat sig, denne gang i sofaen til venstre).

(For sig selv.) Han svarer godt. Men han skal min sjæl under!

(højt.) Hvorfor gik Deres Excellence ikke Deres vej, da De blev så mishandlet av ham?


    Paul Lange.

Man burde heller takket mig for, at jeg stod. Så den første venstre-regjering, landet har hat, kunde arbejde rolig videre. Derfor taug jeg.


    Gamle Storm.

Men nu, da De fandt det bekvemt å gå, hvorfor taug De ikke også nu?


    Flere (nærmere mod ham).

Ja, hvorfor taug De ikke også nu?


    Ramm.

Eller om De endelig vilde tale, hvorfor sa De ikke det samme som vi? De hadde dog gjort de samme erfaringer? Bare endnu værre?


    Paul Lange.

Derpå har jeg allerede svaret. Og nu synes jeg, dette kan være nok. (vil gå.)


    Stortingspræsidenten (og flere herrer kommer fra venstre).

    Gamle Storm (rejser sig, siger vendt mod Paul Lange).

Deres Excellence må undskylde; men her menes, at De har hat en anden grund! (Han kommer nærmere:) En ganske særskilt grund – til å ta regjerings-chefens forsvar idag.


    Paul Lange (mod ham).

Hvad mener De med det?


    Gamle Storm (lige på).

Det ved De best selv!


    Paul Lange (ligbleg; står en stund).

Det er en infam bagvaskelse! (går.)


Ottende møde.


    Arne Kraft (ses ude i gangen).

    Sanne (som ser ham først, glad).

Der er Arne Kraft!


    Flere.

Arne Kraft! (Man vender sig.)


    Ramm (sagte til Balke).

Han ved besked.


    Balke (ligeså til Ramm).

Og han taler ud, skal De se!


    Paul Lange (mod ham).

Det var godt, du kom!

Du er ikke enig i, hvad jeg har sagt idag. Men du kjender mine grunde til det. Sig dem nu her! Du alene kan det!


    Arne Kraft (ser på ham; men siger intet).

    Flere (kommer mod Arne Kraft og hilser på ham).

    Arne Kraft (til Sanne, som er ham nærmest).

Hvad står på?


    Sanne.

Du har dog læst bladene for i kvæld?


    Arne Kraft.

Jeg har læst «Dagbladet».


    Flere.

Netop.


    Sanne.

Så kan du da omtrent forestille dig, hvad her står på.


    Ramm.

Og du har kanske noget å oplyse?


    Stortingspræsidenten (ses å hviske til Arne Kraft).

    Arne Kraft (ser sig om og ser især på Paul Lange. Han taler under indre oprør).

Ja, jeg har noget å lægge til, hvad «Dagbladet» oplyser.

(Flere og flere strømmer ind fra venstre.)

Jeg forstår så godt, at der Nordmænd nu kommer sammen, kjender de det, som kan de ikke tale om andet.

Paul Lange er en av de bedste, vi har. En av dem, som har videst omsyn og har udrettet mest. Storhjærtet som ingen anden, klog, hensynsfuld. Udenfor partierne, men ofte foran, når det gjaldt. Vi har ham meget å takke. Den forfølgelse, han har været udsat for, har bare gjort ham kjærere for os. Vi satte en forventning til ham, som bare én har havt større.


    Den ældre stortingsbonde.

De æ saint!


    Sanne.

Det er det!


    Piene (sagte frem til gamle Storm, hvisker).

Dette går galt!


    Gamle Storm.

Bøh!


    Arne Kraft.

Men så kom også det, vi oplevet idag, – – – ja, om nogen hadde sagt mig det igår, eller endnu i formiddag, at så vilde ske, jeg hadde sat mit liv ind på, at det var umuligt. Det er i sit slags det mest uventede, som har truffet mig. Jeg lider endnu så ved det, at jeg fattes ord.

Han må ikke forstå, hvad han har gjort. At hver en av os kjender det, som har vi lidt et nederlag ved ham, både de, som vandt, og de, som tapte.


    Mange.

Sådan er det.


    Arne Kraft.

Vi kjender det, som har han forrådt os allesammen. Som har vi hat en national ulykkesdag. Men ingen dypere end jeg. For vi er venner fra ungdommen av.

(Stilt.)

    Ramm.

Du sa, du hadde noget å oplyse?


    Arne Kraft.

Ja.

For tre dager siden var jeg hos Paul Lange. Da var mistillidsvotumet netop fremsat.

Jeg kom for å minde Paul Lange om, at han umulig kunde støtte regjeringschefen. Han minst av alle.


    Flere (mumler efter).

Han minst av alle.


    Arne Kraft.

Så hadde vi en længere samtale om det. Hovedsummen var den, at uden retskaffenhed er ingen folkelykke mulig.


    Flere (dæmpet).

Sant! Fuldkommen sant.


    Arne Kraft.

Men derav fulgte, at staten ikke kunde ledes av en mand, som ikke var fuldt pålidelig.


    Flere (som før).

Således er det! Det er, hvad vi har sagt.


    Arne Kraft (ser på Paul Lange).

Nuvel! (Langsomt og vægtigt.) Det indrømmede Paul Lange mig. Jeg forlangte ikke mere av ham, end at han skulde holde sig borte idag. Og det lovet han mig. (Sagte mumlen.)

Jeg hører netop av stortingets præsident, at han lovet ham det samme.

(stærkere mumlen.)

    Sanne.

Dette er dog aldeles uhørt!


    Paul Lange (rolig).

Det tror jeg dog ikke. Det er ofte hørt, at en mand under stærkt påtryk lover noget, som siden føles, ikke å være det, som passer ham.


    Piene (bag de andre).

«Passer ham!»


    Arne Kraft.

Derom vil jeg intet si. Men at det, «Dagbladet» oplyser, er sant, det kan jeg bevidne. Det har jeg beviser for.


    Flere (dæmpet).

Det har han beviser for.


    Sanne og Ramm og Balke.

Det har du (De) beviser for?


    Arne Kraft.

Ja. Og de er stærke.


    Piene (bryder under den almene, næsten højtidelige stilhed frem fra de andre og roper:).

Den mand er umulig!

(Han forskrækkes over sig selv og styrter tilbage. Man ler.)

    Paul Lange.

Ja, jeg mærker, hensigten er å gjøre mig til det.


    Arne Kraft.

Hensigten er å gjøre politiken hos os retskaffen. Til et ærligt samråd av bra folk. Om muligt. Det er hensigten.

Det har du, min gamle ven, hjulpet til med. Stort og ædelt.

Hvad som nu har voldt, at vi, for å nå vort mål, må fjærne dig, – – du ved det. Jeg ved det ikke.

For os har du ødelagt så meget, som det i dette øjeblik gik an å ødelægge. Vi driver mange år tilbage på det. Det stod tvilsomt; nu er det avgjort. Hos alle de beste i landet vil dette bli en sorg. Du vinder aldrig mere deres tillid. Det gjør mig ondt. Men det er ikke længer til å hjælpe.

(Almindelig og dæmpet mumlen, deri udtryk skjældnes som:)

«Dette var bra.» – «Dette vil gjøre vej.»


    Paul Lange (går frem til Arne Kraft).

Nu har du dræpt mig. Jeg trodde ikke, det var du, som skulde gjøre det.

(Han lægger hænderne over sit ansigt. Man ser hans legeme dirre.)

    Arne Kraft (tar et steg bagover, som vaktes han mod et nyt syn på det).

    Tora Parsberg (blev hentet av sin tante og har ståt en kort stund uden å ses; træder nu frem, fulgt av tanten).

Undskyld, mine herrer, men I krænker min fest!


    Gamle Storm.

Min pige, vi vil bare – –


    Tora Parsberg (med en avværgende bevægelse).

Den mand, hvis minde vi fejrer her i kvæld, han var også politiker. Men han sa så ofte: Jeg forstår ikke politiken! Den gaves os som frihed til å skabe den største form for menneskekjærlighed, og så gjør de den til den hadefuldeste menneskejagt! Den gik ud for å gi samfundet godt mod og sunde kår; men på vejen forgifter den mange sind.


    Gamle Storm.

Men når nu virkelig –


    Tora Parsberg.

Om forladelse, bedstefar: en fest er et fredlyst sted! Gode feer står omkring og værger den. Og jeg er her deres øverste. Dersom jeg nu kunde sige, som den store konge i eventyrets rige sa, da han indbød til sin fest:

«Velkommen hid fra den forgjorte verden, I, som derude lider nød i eders menneskelighed! I, som ikke var kloge nok mellem ulvene, ikke onde nok for partivælden, ikke regelrette nok for stentavlerne, ikke usande nok for menneskehandelen.

I varme og gode, som ikke fant vej, fordi vingen var truffet. I, som humpet fra gjemmested til gjemmested for uklogskabs skyld, for mods skyld, for kjærligheds skyld!

Her skal I være de første! Menneskelighedens martyrer!»

Fest, fest! Alene fri og ædle følelser kan holde fest.

Men da jeg her har magten, så handler jeg i det minste således: – jeg vælger mig til fører ind mod festsalen den mand, som i alle vildfarelser synes mig den skyldfrieste.

(Fra højre falder orkestret ind med en marsch. Hun vender sig mod Paul Lange:)

Deres excellence, – vil De gjøre mig den ære å føre mig tilbords?


    Paul Lange.

Undertiden stiger en gud ned på jorden.


    Tora Parsberg (til stortingspræsidenten).

Hr. præsident, vil De føre min tante? (forbi til bedstefaren:)

Du ved, jeg altid har sværmet for det umulige.

(videre ind mod festsalen til højre.) (Almindelig udgang til højre, par efter par.)

    Arne Kraft (går ubemærket bort).

    Piene (kommer frem).

Stulti, stolidi, fungi, bardi, blenni, buccones! (mumler.) Plautus, Bacchides. (hugger avsted ud og bort.)


    Kammerherren (til gamle Storm).

Må jeg få æren av å føre Dem tilbords?


    Gamle Storm (har rejst sig og begynder, han også, å gå mod udgangen).

Nej.


    Kammerherren (efter).

De vil ikke spise?


    Gamle Storm.

Nej.


    Kammerherren.

Skal jeg be om, at der kjøres frem?


    Gamle Storm.

Det skal jeg besørge selv.

(Da han mærker, kammerherren følger, stanser han og ser på ham:)

Gå fanden ivold!

(avsted.)

    Kammerherren.

Men da må jeg jo følge Dem.

(Tæppet.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Paul Lange og Tora Parsberg

Den politiske tragedien Paul Lange og Tora Parsberg ble utgitt i 1898.

Handlingen foregår i et politikermiljø. Paul Lange tåler ikke påkjenningene som de politiske kampene og Tora Parsberg utsetter ham for, og han begår selvmord.

Stykket har mange allusjoner til Ole Richter, som etter tøffe politiske kamper og press tok sitt eget liv i 1888. Bjørnson og Richter var nære venner, og skuespillet kan lese som et forsvarsskrift fra Bjørnsons side.

Se faksimiler av 2. opplag, 1898 (nb.no)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.