Endelig! Gud ske lov!
Nej, ved De hvad, fru Hein, jeg er så uskyldig som sneen. Ha, ha, ha, det var aldeles galt sagt, for sneen har minst halve skylden.
Det har vi da alle tænkt.
Ja, at det var sneen? Men vi ventet frøkenen alt i formiddag.
Hvem i al verden kan forudse sligt? To timers forsinkelse! Dette ender med, at på vestbanen må vi rejse dagen forud, for å være sikker på å komme frem.
Ih, du min godeste, som jeg har været forskrækket over dig, mit barn!
Er du der, søde, dejlige tante Danmark! (omfavner og kysser hende, før den gamle er færdig.)
Du har sat os i sådan forskrækkelse, barn!
Hvorfor? Jeg vidste jo, du var her, og at det er din største fornøjelse å lave til fest! (kysser hende igjen.)
Det nægter jeg forresten slet ikke. Alle de glade mennesker! Men det er da virkelig så sin sag, når værtinden intet ser av det.
Nu skal jeg se, du kjære!
Nej, nu har du ingen tid igjen. Gjæsterne kommer.
De kommer ikke. Vi stoler på vestbanen, tante! Den tar sig nok en hvil på den anden side også! (ud mod højre.)
Altså opdækningen!
Ja, det er dette med de nye vaser … Jeg har sat dem … (Snart høres bjældeklang, dennegang av almindelige klokker.)
Tænd, tænd! (roper han til denne og iler ud.)
Der er en, som ikke har stolt på vestbanen, men har tat skyss. Kloge mand, hvem er du?
Men, kjære frøken, De må da ned og klæ Dem om!
Barn, barn, du må da ned å klæ’ dig om!
Jeg er jo avskåret fra mine rum!
Tilbage igjen! Kjøkkentrappen!
Nej, der er du ivejen! Heller tjenertrappen der inde! (peger ind til venstre.)
Du har ret. Jeg går ned tjenertrappen til venstre. Jeg håber Marie står færdig med alle mine sager?
Ja, barn, ja! Skynd dig!
Så vender jeg tilbage til mit! (iler ud til højre.)
Altså! (skynder sig mod venstre, da)
Frøken!
Hvad er det?
Hr. Storm er i telefonen!
Bedstefar!
Han vil da vel ikke komme?
Jo, hr. Storm mældte, at nu kom han, hvis der endnu var plads.
Hvad betyder dette? Han mældte sig jo syg? –
Hvad skal jeg svare?
Naturligvis, at han er velkommen!
Det skrækkelige menneske! Han kommer aldrig uden for å gjøre spektakel! Med ham kommer hele det gamle Norge! Slagsmål og forskrækkelse!
Har noget hændt? Jeg har ikke læst aviserne.
Ikke det jeg ved. – Jeg blir så bange, du!
Å pyt, så får vi moro, tante!
Det er en dejlig morskab! Jeg kan ikke for det, men det er som gulvet alt begynder å gynge.
Det er for tidlig, tante! Vent, til det går løs! – Farvel så længe! (ind til venstre.)
Er ikke alt én i trapperne? (spejler sig.)
Velkommen!
Godaften! – Bispinden kjender mig vel igjen?
Ansigtet –? Jo. Men navne i min alder –?
Balke. Stortingsmand Balke. Jeg har havt den ære å tale med bispinden ved en skolefest. Jeg er skoledirektør.
Nu husker jeg! De er sådan en vittig taler, hr. Balke.
Å –! – Jeg ser ingen gæster? Jeg er da vel ikke den første?
Jo, De er, hr. Balke! De andre kommer med toget. Og toget kommer aldrig.
Som skolemand er jeg vant til å være præcis. Her er faldt så megen sne, og da torde jeg ikke betro mig til vestbanen.
Der er atter en kjørende! – Er det første gang, De er her, hr. Balke?
Det er første gang jeg har den ære. Hvor her er vakkert! Og stort!
Ja, disse store gamle hus! De bygget ligesom ikke for sig selv alene i de tider. De hadde bestemt mere hjærtelag? Tror De ikke, hr. Balke?
He-he-he! (en dæmpet ironisk latter i fistel.)
Tænk Dem: Vi bor allesammen nedenunder i parterre. Her på første sal er alle rum (viser med begge hænder til begge sider) sammenhængende selskabsrum! Og fløjene gæsterum!
Ja, således bygger vi ikke nu.
Det synes mig, som vi ikke mere passer ind i denne ramme, hr. Balke! Ikke med vore klær og ikke med vore tanker.
He-he-he!
Sig mig, hr. Balke: er der hændt noget?
Hændt noget? Hvad mener bispinden med det?
Velkommen!
Tak! Fru bispinden kjender ikke mig?
Jo, det tror jeg dog. De har ofte været på tinget, ikke sant?
Nej, det er første gang. Mit navn er Sanne.
Å, er De bankchefen fra –
Nej, jeg er landmand. Befinder fruen sig vel hos os? Vinteren er stræng.
Men så sund og så ren!
Det er den.
Alle, som søger Norge for sundhedens skyld, skulde komme om vinteren.
De synes om vort land, fru bispinde?
Å, det dejligste land på jorden! – Bare her ikke var så megen politik! Ja, undskyld, jeg siger altid min mening.
Det er også det beste.
Sig mig hr. … hr. …?
Sanne!
Hr. Sanne, er her hændt noget?
Hændt noget? (ser på Balke.) Hvad mener bispinden med det?
I politiken, mener jeg. Her er jo intet andet i dette land.
Frøkenen ber bispinden være så god å komme et øjeblik ned!
Straks, straks! Undskyld, mine herrer! (Nejer statelig, og går ind til venstre.)
I sandhed, … de er …, de er smukke, disse tagmalerier.
De er – ikke ilde.
Jeg gad vide, hvem, som, – hvem som har gjort dem? Hvem, som kunde gjøre sligt dengang? – Heroppe hos os?
Å, de er vel bare kopier, ved jeg.
Ligevel! … Ligevel! Den forkortning –? H-m? Den forkortning, De?
Ja-ha.
Der kommer én til – også kjørende.
Jeg hører det, ja.
I sådanne rum, De, … i sådanne rum blir en ligesom … ligesom bedre. Man ligesom møder sit bedre menneske.
Ja, det kan undertiden trænges.
Finder De? – Jeg tror såmænd gjærne det! He-he-he!
God kvæld, mine herrer stortingsmænd! God kvæld! Er vi de eneste?
Det synes, som vestbanen tar sig ferier!
Hvorfor ikke? Den arbejder hele året.
He, he, he!
Nå, – I har havt en varm dag?
De mener: møde både formiddag og eftermiddag?
Å, jeg mener nok lidt mere!
Det er virkelig rørende efter så hed en kamp å se to av gladiatorerne gå her i fredeligt samkvem.
Ikke sant? Ikke sant? He-he-he!
Jeg gratulerer med avgjørelsen!
Kammerherren må vende gratulationen til hr. Balke.
Ja, jeg tar mod! Jeg tar mod! He-he-he!
Tænk, jeg mener begge to. Jeg mener os alle. Ministerskifte nu, netop nu, – vilde det ikke være meget ilde?
Det er i højeste grad min mening.
Og så krænke den gamle løve –?
Det passet godt ind.
De har sans for sådanne ulyd? Skjønt De er fra landet?
Når de er vel anbragt, så synes vi om dem på landet også.
Jeg er en neutral mand. Det behøves. Apropos om en neutral mand: Jeg hørte Paul Langes tale. Var den ikke superb?
Jeg kalder den et politisk mesterstykke.
Den avgjorde sagen. Ikke sant?
Derom kan der ikke være to meninger. Den var blant andet så upartisk.
Oprigtig talt, finder ikke De også det?
Oprigtig talt: nej.
Men beviset er jo der! Han bejler til ingen. Han går sin vej.
Paul Lange gjør aldrig noget for fordels skyld.
De hører nok ikke til excellencens beundrere?
Om jeg gjør? Jeg beundrer ham i den grad, at jeg skulde ønske, han nu blev bestyrer av vestbanen. Posten skal være ledig.
Jeg beklager et parti, som aldrig kan finde hæder hos sine modstandere.
Og jeg beklager et parti, som aldrig kan vinde uden ved forræderi.
Hvem er forrædere her?
Ja, hvem er det?
De, som sviger sin gamle, sejersæle chef! De er forrædere. Uden ham var de ingenting. Og uden ham er de heller ingenting.
De er da vel nødsaget til å svige den chef, som går over til fjenden? Hvad andet har hæderligt folk å gjøre?
Når samtalen er kommet så godt på glid, er jeg vist overflødig. Undskyld! (Går ud i gangen til venstre. Står lidt der, går så rask hen til trappen.)
De svarer ikke på det? Nej, der kan ikke svares. Hver den, som følger en slig chef over til fjenden, er nemlig også – forrrræderrr!
He-he-he!
Det er ikke til å le ad! Det er faen gale den skjændselsfuldeste dag jeg har levd.
He-he-he!
De herrer kjender ikke hverandre? Tør jeg forestille: hr. stortingspræsidenten, – og dansk godsejer hr. hofjægermester Bang, en slægtning av værtinden. Hofjægermesteren er kommet op til den årlige fest. (Herrerne hilser på hverandre, godsejeren meget ærbødigt.) Får jeg føre præsidenten ind til værtinden?
Har De hørt det siste?
Det siste?
Ja, hvad venstre-aviserne nu fortæller?
Ikvæld? Nej!
Aviserne, hele toget, alle!
Frøken Parsberg tar imod i den indre salon. I musikværelset.
Men hvad er det dog?
Skandale! Den største vi endnu har oplevet!
(Han gnider sine hænder, mens han holder dem langt ud fra sig.)Paul Lange er for evig prostitueret! Færdig, ødelagt!
Hr. biskop!
Hr. stiftamtmand!
Hr. biskop!
Hr. stiftamtmand!
Må jeg løse dette problem? – Hr. biskop! (hun byder ham armen.) Hr. stiftamtmand! (hun byder ham den anden arm og går ind med dem begge.)
Men hvad er det De siger –? Aftenbladene?
Aftenbladene meddeler Paul Langes egenlige mening om den mand, han forsvaret i formiddag!
Hans egenlige mening? Har han da to?
Paul Lange har altid to, – ofte flere.
Det er jo oprørende.
Hm! – I politiken er ingenting oprørende.
Men hvad går den ud på?
Den gamle chef har naturligvis været intrigant mod Paul Lange også. Det kan De da vide.
Og det fortæller bladene?
Altsammen! Rubb og stubb. Nokså stygge historier. Fortæller også, hvad Paul Lange selv har sagt om dem.
Og det stemmer vist ikke med, hvad han sa idag?
Nej, De kan tro! – Det er en fuldstændig skandale. –
Vi har forresten kjendt det længe.
Og ikke sagt det.
I politiken må sandheden vente, til nogen får brug for den.
– Jeg har en avis med, om De vil –? (tar den frem av lommen.)
Tak! Mange tak! (griber avisen, sætter sig hen og læser den med iver.)
Men så har vi jo ingen sejer vundet? Den moralske virkning går jo fanden i vold! Vi har heller lidt nederlag!
Det er naturligvis derfor de kjæltringer har offenliggjort dette!
Først forråder han venstre; men nu står da vi lige så forrådte!
Der er visse mænd, man aldrig skulde ta hjælp av!
Timeo Danaos et dona ferentes.
Ja, De ler, De?
Jeg synes, De også ler? (Begge ler.)
Men gudbevare mig! Har Paul Lange gjort de erfaringer om manden, som her står! Og forsvarer ham endda?!
De tar det så ivrig, unge mand!
Hadde De og de andre gamle tat dette (slår på avisen) ivrig, så hadde vi nu været spart for en landsskandale. For det er dette.
Jeg ber mine herrer å huske, hvor vi er! – Tal sagtere!
Ja, hvad skulde vi ha gjort?
Hvad I skulde ha gjort? –
Kom længer frem her! Og tal sagtere!
Straks I fik det å vide, at (ser sig om) den gamle ræv la sine veje om Paul Lange, fordi han var ham ivejen hos kongen, skulde I ha lat det bli kjendt! Straks, hører I!
Men der er faen gale, ikke længer moralsk sans igjen i gamle politikere!
Sagtere, unge politiker!
Vent, far, så blir De også træt av å gå rundt med en moralsk blæsebælg.
He-he-he!
På det svarer jeg ikke.
Hvad er det, vi står overfor her? En mand, som selv har erfaret – erfaret det igjennem sig selv! –, at regjeringens chef driver uærligt spil. Han har erfaret det længe før os andre. Men han tier. De, han betror sig til, tier også, tier allesammen!
Da så vi andre, vi småfolk, får tag i, hvordan vi styres, så vil vi også straks gjøre rent bord. Op med sandheden, væk med chefen!
Hvad sker så? Jo, han, som ved det bedre end vi andre, han lærer os i et veltalende foredrag, at vi har uret! Det er just den chef, vi skal ha! Og hans tale virker så meget stærkere, som han selv netop skal forlade regjeringen. Han står der så upartisk! Ja, jeg har aldrig oplevet magen!
Nej, det er jagu også enestående!
Husk, hvor vi er?
Ja, kan vi ikke gå ind i røgeværelset?
Jeg lover å tale sagtere.
Når så venstrebladene trykker op hele skandalen, nemlig hvad Paul Lange har måttet tåle, ikke én gang, men flere, og hvad han selv har sagt om det, trykker det av, netop som han står offenlig og roser ham, ja, så blir vort folk prostitueret! For av sådant dobbeltspil får vi vor karakteristik, enten vi synes det er retfærdigt eller ej.
Heri har I, (til Ramm) gamle herrer, medskyld! I har vidst dette – og sansynligvis meget mere! Men I tvang ikke Paul Lange til å tale, og I taug selv.
I politiken har alting sin tid.
Det vil si, at i politiken har intet værdi i og for sig; men bare for de mål det tjener.
Sagtere!
En net moral! Faen så net moral!
Jeg skal si Dem, min unge ven …
Lad mig! Lad mig!
Dennegang har min ærede ven fienden ret! Undtagelsesvis! (Man ler.)
Jeg skal gi en ny oplysning. Jeg har den fra første hånd. Dengang den gamle ræv la sine slu veje omkring Paul Lange, dengang var Paul Lange syg, egenlig sindssyg.
Det er rigtig. Mange sammenstødende omstændigheder.
Økonomiske vanskeligheder, har jeg hørt. Konens testamente hadde gjort ham arveløs?
Nej, nej!
Nåja, mig er det sligs slag, hvad det var, som ødela ham. Jeg elsker ham ikke! (Man ler.) Men dengang følte han sig ene og forladt og faldt i grublerier. Og var utvilsomt ved å ende sine dage.
Hvad for noget?
Jeg har det fra en, som ved det.
Det har jeg dog aldrig hørt.
Men jeg har hørt det!
Og nu spør jeg: hvad kan bevæge en mand, som intrigerne førte lige ud på livets grænse, hvad kan bevæge ham til å stå og rose intriganten?
Der er det!
Han må ha en grund for det, som bare han kjender!
Sagtere!
En grund, som bare han har fordel av! Vi andre tab, bare tab! Allesammen!
Så er det! Det er fuldkommen sant!
Grunden til denne landsskandale! Nævn mig den! Nævn mig grunden! Og lad os, alle partier, forene os mod spekulanten! I alle fald ikke forsvare ham. Han er skadelig for alle!
Det skal nok gå! Det tar bare lidt tid!
Gamle Storm!
Nu blir her moro, gutter!
Venit lupus!
Er det den rasende gamle?
Ja! (Da Sanne ses å bli nysgjærrig.) Har De aldrig sét ham?
Nej. Men jeg glæder mig til det. – Er det ikke frøkenens bedstefar?
Og plejefar.
Aldeles hensynsløs?
Fra før vikingetiden!
Jeg har hørt, den skal være ledig. Er det så? De ved jo alt!
Den er ledig.
Den er ledig. (De ses.) Det var det jeg tænkte. –
God kvæld, mine herrer. God kvæld!
God kvæld! Velkommen!
Her vil jeg være!
De vil vel først ind og hilse på Deres datterdatter?
Her vil jeg være! – Og hun kan komme hid!
Hvem er han der?
Sanne! Stortingsmand Sanne.
Radikaleren? Nå, sådan ser De ud? Næsten som et menneske, De også.
De befinder Dem vel?
Skidt! Men der hænder undertiden ting, som – som frisker på gamle lemmer! Her sætter jeg mig! (I sofaen til højre. Man samler sig om ham.) Her er godt å være!
Og vi er glad ved å se Dem!
Det tænkte jeg mig næsten. (Rækker sig fremover, dæmpet.) – Nå? Er han ikke lækker? – –
Ja, hvem mener De?
Hy-sss!
Men bedstefar –? At du vover det? Du, som er syg? (Han rejser sig.) Nej, bli endelig siddende! (tar hans hånd og hjælper ham til sæde igjen.)
Javist er jeg syg. – Men jeg vidste, det vilde glæde dig så, at jeg kom.
Ikke når du er syg, bedstefar! Ikke når du er syg.
Og jeg, som i min uskyld gik ud ifra, at jeg altid var velkommen?
Din erfaring siger dig det? Den er jo så rig.
Og i kvæld tænkte jeg, at jeg var så rent velkommen. Paul Lange kommer jo?
Paul Lange kommer. Og ham elsker du, bedstefar?
Ikke så meget som du, er jeg ræd?
Det var heller ikke å vente. For du elsker så mange.
Dog ingen som Paul Lange. Jeg tilstår det.
Å, hvad –? End Arne Kraft?
Det er sant. Arne Kraft elsker jeg endnu højere!
Ser du, bedstefar! Å, – jeg kunde nævne flere! –
Men nu må vi gå?
Hvorhen?
Ind til de andre. Der bydes the. Og snart får vi høre musik. Jeg har stort orkester og kor og sangere. Og jeg har reserveret en æresplads til dig.
Det er vel ved siden av hans excellence?
Der sidder en imellem dere.
Ja, det er vel så dig?
Det er mig.
Å nej, du! – Nej, jeg tror nok, jeg foretrækker å bli her.
Det var skade! Musiken vilde stemme dig så mild.
Tak, det behøver jeg ikke å bli. Det er jeg.
Vil ikke mine herrer komme ind?
Tak, du! Vi vil være her en stund sammen.
Og danne velfærdskommitté?
Og danne velfærdskommitté.
Jeg håber, den ikke blir så grusom som den første?
Desværre, vi har ingen guillotine å råde over. Ellers så –!
Der du er bedstefar –? Du undervurderer dig! (Hun går. Alle ler højlydt.)
Hun er ikke borte, hun!
Hun er jo også Deres datterdatter!
Men hun har altid været imod mig. Fra hun var barn. Altid forsøgt sig på det umulige. –
Og nu hørte I selv –?
Hvad mener De?
Hvad jeg mener –? Naturligvis det, hvorfor jeg er her.
Og det er –?
I hørte det selv? Paul Lange!
Det var jo spas.
Spas med alvor i!
Så højt kan han ikke stile? – –
Paul Lange?!
Frøkenen moret sig jo bare!
Alle disse rygter om hans frierier – –.
Jeg ved, hvad jeg ved! Og den karl ved, hvad han vil!
Det skal ikke undre mig, om vi i kvæld må høre forlovelsen deklareret!
Hvad siger De? Det er ikke muligt? Det overgår dog alt –? Nej, nej!
Frøken Parsberg gifter sig aldrig!
Og Paul Lange vogter sig nok for en kurv til!
Man kan også gjøre en skjælm uret!
Men ikke en frier!
Netop!
Ikke en frier! Og han hører til typen. I udlandet kalder de dem «stræbere»; men «friere» er det rette ord. De frier som skolegutter til læreren, som studenter til professoren, så til rige piger, så til vælgere og velyndere, så til ordener og høje stillinger. Og han har nådd alt! (med raseri.) Og han har nådd alt!
Trods Deres stadige protest! He-he-he!
Er De misundelig, Piene, far?
Paul Lange er min specialitet! (kyler avsted.)
Hans specialitet!
Ja, I må studere den mand! To gange før forlod han politiken. Og begge ganger var han assureret, før han gik.
Det er sant!
Ikke så højt!
Nej, sagtere!
Nu går han sin vej den tredje gang. Og er naturligvis atter assureret! Bare at faren nu er større. Så nu er han også højere assureret!
Forlovet med Frøken Parsberg? Ja, den assuranse er god nok!
Den er god nok!
Ja, I ler? Men med Tora Parsberg under armen er det han, som ler! Ler ad dere allesammen! – Kom nærmere hid!
Er der mere? (nærmere til.)
Er der mere?
Det bedste!
Det var som pokker! (kommer også.)
Det der med Tora Parsberg forklarer jo bare, hvorfor han tør gå. Det forklarer ikke, hvorfor han tør tale, i det samme han går. Tale for regjeringschefen! Som har gjort ham så meget ondt.
Der er det! Grunden! Grunden!
Dertil må han ha en særskilt grund!
Det er, hvad jeg siger!
Virtus post nummos!
Når jeg vil lokke noget frem, forsøger jeg med dem, som tror, de er klogere end andre.
Jeg forsøgte med kammerherren!
Nu –?
Gesantskabsposten i London er ledig.
Men husk, hvor I er!
Er han ikke en mester?
Stormester!
Paul Lange er forlovet med frøken Parsberg og skal bli gesant i London! Der har I det!
Fortes adjuvat fortuna!
(Lige ind i ansigtet på dem:) Bæ!
Er’n gælen?
Nej, men fuld. Politisk brændevin. (går.)
He-he-he!
Er det sant, det, om Paul Lange?
Jagu er det sant!
God kvæld, gammel’n!
God kvæld, du!
Her ligger begge partier lamslåt efter ham, – og selv rejser han av med profitten! He-he-he!
Jeg kan ikke for det; det er godt gjort! Jeg beundrer ham.
De’r godt hue på den karen!
Men, mine herrer, hvor blir der av indignationen? Vi kan da, minsjæl, ikke lage indignation av beundring?
Å – jo!
Indignationen skal nok komme!
Kemi! Bare kemi!
Der er han!
Ja, nu får vi se da!
God kvæld! (går fremover mod dem.)
Med én gang så stilt?
Har nogen av de herrer kommet i skade for å sige en vittighed?
Ja, desværre! Jeg.
Jeg har sommetider så ondt for å rejse mig.
Bliv endelig siddende! Nå, – hvad gjaldt så vittigheden?
Den var virkelig om Dem.
Og enda lyktes den ikke? (slipper hans hånd. Vender sig mod Ramm, som han med fortrolig hilsen vil ta i hånden.)
Nu forstår jeg vittigheden. Også jeg finder den dum. (Han vender sig mod Kammerherren.) Værtinden er derinde?
Ja, Deres excellence! (begge ud.)
Det gjorde I, minsjæl, godt!
Bravo! Bravo!
Det dør han av!
Den traf, – hvad?
Den vil han huske!
Den var av alle partier!
Intet vejer i politiken op mod en godt udført sammensværgelse! (sætter sig igjen, svært fornøjet.)
Det anet mig, det anet mig! For da jeg kjørte frem gjennem skogen i sneen ikvæld, var det, som jeg hørte ulvehyl. Dem hørte jeg i min barndom deroppe i fjældene, især om natten. Da var det som den gamle, hjemløse norske ånd ropte indover vor søvn! Den ropte klagende, truende: du syvsover, jeg gir dig aldrig fred! Aldrig mere fred! Op skal du! Og myrde skal du! Myrde videre!
Men det er jo en paroxysmus!
Det veke, det usunde skal du myrde! Det, som nu har hjemstavnsret i Norge. Du skal myrde det kvindesvage føleri og frihedsbumlerne! Myrde moderne nationalsvindel! Å, I sunde myrdelystne ulvehyl fra skogerne, fra oldtiden! Folkets vardøger! De hører, hvergang der skal gjøres ende på en av dem! – – (Han ser på dem og møder bare muntre fjæs.)
Barbarus hic ego sum, quia non intelligor nulli! (mumlende:) Ovids tristia, 5, 10, 37. (stryger krænket avsted under de andres latter.)
Nej, nej, nej! Det er stort, hvad han siger!
De er ikke hele mennesker, disse andre. Bare halve mennesker er de, eller mindre endda!
De hele mennesker, de er foran, de stormer på, de erobrer for slægten. Men disse, usselryggene, sentimentalisterne, de årker ikke det; de sakker agterud og blir der hos de svagfødte, hos stymperne, de udbrugte, – og hos kvindfolkene! Og steller og tukler med dem! Og vil ha os alle did for å gjøre det samme. Bagover vil de ha os! Deres tanker er sygestuens tanker, og deres program: når kommer krøblingernes tid?
Slige skal være med i politiken? Sætte kurs for slægten?
– I politiken, der skulde brøle av sund brunst som en stud?
Til helvede med skrapet!
Bravo! Bravo! (ler og roper. Alle samtidig.) Han er god, gamle Storm’en ikvæld! Jagu, er’n go’! En ægte norsk furustubb!
Men nu blir vi for højlydte igjen!
Å, det gjør ingenting! Jeg tar ansvaret på mig! Desuden, de hører bare musiken derinde!
Her er avtryk av korrekturarket på en artikel til imorgen. Jeg bad om flere for at I skulde få læse!
Her er ulvehylene altså på noder! He-he-he!
Beste kammerherre. De må si mig, hvad er det dog? Er det noget med Paul Lange? En skandale, – hvad?
Når menneskene i den grad er optat, så er det altid en skandale.
Men vær nu sød og sig mig, hvad det er! Jeg kan så ualmindelig godt lide Paul Lange. Men – han skal jo være så slem til å fri?
Det var i hans ungdom.
Men nu er han jo ungkarl igjen? – Jeg mener, nu er han jo atter ledig. Er det noget sådant?
Ja, det er.
Er det noget slemt noget?
Ja.
Hvad er det? Kjære, hvad er det dog?
Han har friet til prinsessen.
Det er da ikke muligt! – Kan sådant gå an?
Hun er ikke ganske ung længer.
Og han er excellence –? Man har hørt så galt før? Men ligevel –? Hvad tror De?
Ja, nu kommer den egenlige skandale.
Nu kommer den?!
Er der endnu mere? Gud!
Paul Lange har sagt, at – (ser sig om.)
Hvad?
At kongen har paryk.
Men det har jo ikke kongen?
Nej. Og det er netop skandalen.
Har Hans Majestæt fåt høre det?
Men hvordan kunde Paul Lange, som er en så klog mand –?
Det er ofte de klogeste, som er de dummeste.
Å, som dét er sant: Det er ofte de klogeste, som er de dummeste. (Stanser, slipper hans arm.) Min tossede godtroenhed! Det er ikke sandt?!
Nej, det er det heller ikke.
Men menneske dog –! Bank skal De ha! (Hun slår ham gjentagende med viften.)
Sådant holdt I på med i gamle dage! Før politiken kom!
Nå, den er da norsk nok! He, he, he!
Det skal gjøre sig! (Rejser sig.) Ja, nu går jeg ind og henter ham.
De henter ham?!
Hid ud?!
Ja – ha!
De får ham ikke hid ud igjen?
Det skal vi bli to om
Ja hvorledes?
Mig kan han ikke nægte en samtale, når jeg ber ham om den. Jeg er Toras bedstefar. (Avsted på stokken, fort.)
Betænk, hvad som vilde følge av det?
Just det ja!
Og husk, hvor vi er!
Netop det, ja!
De får ham ikke med!
Så –? Den, som gamle Stormen har sat kloa i, han har endnu aldrig sluppet! (ud til venstre.)
Den satan! Hvad vil nu ske?
Skandale, far! Skandale! Hvis jeg ikke var så nysgjærrig, så løb jeg min vej!
Men det er ikke sant alt, som står her!
Hvad faen gjør det? Når det virker! (Oprørt op mod Balke.) Den tosken kommer og siger, det er ikke sant?!
Det er jo netop, hvor sandheden ikke længer strækker til, at Piene begynder! –
Jeg er enig i, at en sådan mand må ud av politiken. Han skader.
Nå-ja, hvad så?
Ikke ved hvilkesomhelst midler!
En må passe på, når han har begåt en fejl, for faen!
Det kan være. Men –. Vil De si noget Håkonstad?
Ja, det var dettane med fejlen. Vi fejler aille. Men i politiken, når som en har gjort en fejl, så tar døm den fejlen og render til verdens ende me’n. Og et stykke tel. (Man smiler.) Hain har ailler gjort ainna end den fejlen. Og ingen ai’n har fejla end hain.
Og det blir lissom for mye.
Hr. Håkonstad forstår ikke, at det gjælder å sejre i øjeblikket! Vi har ikke mere end det øjeblik! Og så må alle midler være gode.
Det kan gå slemt ud over den enkelte, det.
Den enkelte? Hvad faen er den enkelte? Når han er ivejen. Selv om han er den største!
Ja, så sandelig har han fåt ham med sig!
Deres Excellence må forstå, at jeg har stærkere grunde end de andre. Deres Excellence skjønner, hvad jeg mener.
Jeg tror å forstå, hvad De sigter til.
Da har jeg en vis ret til å be Deres Excellence om å forklare Dem. Det sætter ondt blod, hvad De har gjort idag.
En anden gang. Og et andet sted. (vil gå.)
Men Deres Excellence kan ikke stå således i den offenlige mening, idet Deres Excellence vil indgå i –, jeg behøver ikke å fuldføre.
Ja, hvad vil De, jeg skal gjøre?
Slå snakket ned! Her, straks!
Foran de herrer, som har fornærmet mig? Nej. (vil atter gå).
Men når nu de herrer tror, at De har forrådt dem?
Jeg har absolut ingen forrådt. Jeg har alene sagt min oprigtige mening om en gammel højt fortjent mand.
Har Deres Excellence læst aftenbladene?
Jeg har læst dem. Og hvad der står, har med denne sag intet å bestille.
Har det intet med denne sag å bestille, at Deres Excellence anbefaler os en upålidelig regjeringsleder?
Som De har erfaring for er det?
Om ham sa De idag, at han trods alt var den, som bedst samlet det norske folk?
Det siger jeg endnu.
Hvad må så vi være for et folk!
Hvad må så vi være for et folk?
Folket kjender bare hans store gjerninger. Eller tror virkelig nogen, at den kapital av kjærlighed og beundring, han har samlet, nu er opbrugt? Er den det ikke, så har jeg ret. «Trods alt er endnu han den, som bedst kan samle det norske folk.»
Fremtiden skal vise, at det ikke er så. Det norske folk følger for godt med. Men selv om det var så, – der er én mand, som ikke kan bruge det argument, eller noget argument som støtter denne regjeringschef, – det er Deres Excellence.
Så? – Flere av dere, og deriblandt den mand, som nu talte, kjendte også til hans fejl; men taug. Taug og støttet ham, – så længe I var enige med ham!
Da stod vi med ham i oppositionen. Der virket disse fejl ikke stort. Men i spissen for landsstyret, – det er en anden sag!
Sådan er det!
Politiken opdrager ikke engle. Mænd med værre fejl end hans har ledet store folk og hører til politikens største navn.
Men vi er et lidet folk. For os gjelder ingen erobringsmoral. Ingen krigslove. Vi kan intet ved magt.
Skal vi vinde respekt, må det være ved det eksempel, et sundt folk gir.
Sådan er det. Sådan.
Forfølgelse av en enkelt mand er ikke sund.
I politiken gjælder det én ting ad gangen. Nu er det denne.
Enhver handler efter sin natur. Og skarpretterens fag ligger ikke for min?
(For sig selv.) Han svarer godt. Men han skal min sjæl under!
(højt.) Hvorfor gik Deres Excellence ikke Deres vej, da De blev så mishandlet av ham?
Man burde heller takket mig for, at jeg stod. Så den første venstre-regjering, landet har hat, kunde arbejde rolig videre. Derfor taug jeg.
Men nu, da De fandt det bekvemt å gå, hvorfor taug De ikke også nu?
Ja, hvorfor taug De ikke også nu?
Eller om De endelig vilde tale, hvorfor sa De ikke det samme som vi? De hadde dog gjort de samme erfaringer? Bare endnu værre?
Derpå har jeg allerede svaret. Og nu synes jeg, dette kan være nok. (vil gå.)
Deres Excellence må undskylde; men her menes, at De har hat en anden grund! (Han kommer nærmere:) En ganske særskilt grund – til å ta regjerings-chefens forsvar idag.
Hvad mener De med det?
Det ved De best selv!
Det er en infam bagvaskelse! (går.)
Der er Arne Kraft!
Arne Kraft! (Man vender sig.)
Han ved besked.
Og han taler ud, skal De se!
Det var godt, du kom!
Du er ikke enig i, hvad jeg har sagt idag. Men du kjender mine grunde til det. Sig dem nu her! Du alene kan det!
Hvad står på?
Du har dog læst bladene for i kvæld?
Jeg har læst «Dagbladet».
Netop.
Så kan du da omtrent forestille dig, hvad her står på.
Og du har kanske noget å oplyse?
Ja, jeg har noget å lægge til, hvad «Dagbladet» oplyser.
(Flere og flere strømmer ind fra venstre.)Jeg forstår så godt, at der Nordmænd nu kommer sammen, kjender de det, som kan de ikke tale om andet.
Paul Lange er en av de bedste, vi har. En av dem, som har videst omsyn og har udrettet mest. Storhjærtet som ingen anden, klog, hensynsfuld. Udenfor partierne, men ofte foran, når det gjaldt. Vi har ham meget å takke. Den forfølgelse, han har været udsat for, har bare gjort ham kjærere for os. Vi satte en forventning til ham, som bare én har havt større.
De æ saint!
Det er det!
Dette går galt!
Bøh!
Men så kom også det, vi oplevet idag, – – – ja, om nogen hadde sagt mig det igår, eller endnu i formiddag, at så vilde ske, jeg hadde sat mit liv ind på, at det var umuligt. Det er i sit slags det mest uventede, som har truffet mig. Jeg lider endnu så ved det, at jeg fattes ord.
Han må ikke forstå, hvad han har gjort. At hver en av os kjender det, som har vi lidt et nederlag ved ham, både de, som vandt, og de, som tapte.
Sådan er det.
Vi kjender det, som har han forrådt os allesammen. Som har vi hat en national ulykkesdag. Men ingen dypere end jeg. For vi er venner fra ungdommen av.
Du sa, du hadde noget å oplyse?
Ja.
For tre dager siden var jeg hos Paul Lange. Da var mistillidsvotumet netop fremsat.
Jeg kom for å minde Paul Lange om, at han umulig kunde støtte regjeringschefen. Han minst av alle.
Han minst av alle.
Så hadde vi en længere samtale om det. Hovedsummen var den, at uden retskaffenhed er ingen folkelykke mulig.
Sant! Fuldkommen sant.
Men derav fulgte, at staten ikke kunde ledes av en mand, som ikke var fuldt pålidelig.
Således er det! Det er, hvad vi har sagt.
Nuvel! (Langsomt og vægtigt.) Det indrømmede Paul Lange mig. Jeg forlangte ikke mere av ham, end at han skulde holde sig borte idag. Og det lovet han mig. (Sagte mumlen.)
Jeg hører netop av stortingets præsident, at han lovet ham det samme.
Dette er dog aldeles uhørt!
Det tror jeg dog ikke. Det er ofte hørt, at en mand under stærkt påtryk lover noget, som siden føles, ikke å være det, som passer ham.
«Passer ham!»
Derom vil jeg intet si. Men at det, «Dagbladet» oplyser, er sant, det kan jeg bevidne. Det har jeg beviser for.
Det har han beviser for.
Det har du (De) beviser for?
Ja. Og de er stærke.
Den mand er umulig!
Ja, jeg mærker, hensigten er å gjøre mig til det.
Hensigten er å gjøre politiken hos os retskaffen. Til et ærligt samråd av bra folk. Om muligt. Det er hensigten.
Det har du, min gamle ven, hjulpet til med. Stort og ædelt.
Hvad som nu har voldt, at vi, for å nå vort mål, må fjærne dig, – – du ved det. Jeg ved det ikke.
For os har du ødelagt så meget, som det i dette øjeblik gik an å ødelægge. Vi driver mange år tilbage på det. Det stod tvilsomt; nu er det avgjort. Hos alle de beste i landet vil dette bli en sorg. Du vinder aldrig mere deres tillid. Det gjør mig ondt. Men det er ikke længer til å hjælpe.
(Almindelig og dæmpet mumlen, deri udtryk skjældnes som:)«Dette var bra.» – «Dette vil gjøre vej.»
Nu har du dræpt mig. Jeg trodde ikke, det var du, som skulde gjøre det.
Undskyld, mine herrer, men I krænker min fest!
Min pige, vi vil bare – –
Den mand, hvis minde vi fejrer her i kvæld, han var også politiker. Men han sa så ofte: Jeg forstår ikke politiken! Den gaves os som frihed til å skabe den største form for menneskekjærlighed, og så gjør de den til den hadefuldeste menneskejagt! Den gik ud for å gi samfundet godt mod og sunde kår; men på vejen forgifter den mange sind.
Men når nu virkelig –
Om forladelse, bedstefar: en fest er et fredlyst sted! Gode feer står omkring og værger den. Og jeg er her deres øverste. Dersom jeg nu kunde sige, som den store konge i eventyrets rige sa, da han indbød til sin fest:
«Velkommen hid fra den forgjorte verden, I, som derude lider nød i eders menneskelighed! I, som ikke var kloge nok mellem ulvene, ikke onde nok for partivælden, ikke regelrette nok for stentavlerne, ikke usande nok for menneskehandelen.
I varme og gode, som ikke fant vej, fordi vingen var truffet. I, som humpet fra gjemmested til gjemmested for uklogskabs skyld, for mods skyld, for kjærligheds skyld!
Her skal I være de første! Menneskelighedens martyrer!»
Fest, fest! Alene fri og ædle følelser kan holde fest.
Men da jeg her har magten, så handler jeg i det minste således: – jeg vælger mig til fører ind mod festsalen den mand, som i alle vildfarelser synes mig den skyldfrieste.
(Fra højre falder orkestret ind med en marsch. Hun vender sig mod Paul Lange:)Deres excellence, – vil De gjøre mig den ære å føre mig tilbords?
Undertiden stiger en gud ned på jorden.
Hr. præsident, vil De føre min tante? (forbi til bedstefaren:)
Du ved, jeg altid har sværmet for det umulige.
Stulti, stolidi, fungi, bardi, blenni, buccones! (mumler.) Plautus, Bacchides. (hugger avsted ud og bort.)
Må jeg få æren av å føre Dem tilbords?
Nej.
De vil ikke spise?
Nej.
Skal jeg be om, at der kjøres frem?
Det skal jeg besørge selv.
(Da han mærker, kammerherren følger, stanser han og ser på ham:)Gå fanden ivold!
(avsted.)Men da må jeg jo følge Dem.
(Tæppet.)
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den politiske tragedien Paul Lange og Tora Parsberg ble utgitt i 1898.
Handlingen foregår i et politikermiljø. Paul Lange tåler ikke påkjenningene som de politiske kampene og Tora Parsberg utsetter ham for, og han begår selvmord.
Stykket har mange allusjoner til Ole Richter, som etter tøffe politiske kamper og press tok sitt eget liv i 1888. Bjørnson og Richter var nære venner, og skuespillet kan lese som et forsvarsskrift fra Bjørnsons side.
Se faksimiler av 2. opplag, 1898 (nb.no)
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.