Livsslaven

av Jonas Lie

III.

Det var et farligt Hjørne, hvor den store, brede Gade til Latinskolen krydsede den smale, som gik til Almuskolen; og de Dage, det hændte, at Eftermiddagstimen for den sidste netop var den, da Latinskolen sluttede sin lange Formiddag, kunde det træffe, at det løsslupne, sprudlende Humør hos dem, der gik fra Skolen, kom i Kollisioner med det mørkere og bittrere hos dem, som netop skulde til den.

44Med sin fine Sælhundsrandsel paa Ryggen havde Ludvig Wejergang nu alt slidt Vejen der i flere Aar. For sit lille Hoved med Fuglenæsen, sin høje, haarløse Nakke og Maaden, han gik paa, havde han Øgenavnet Strudsen. Naar han mødte Nikolai, lod han, som han ikke kjendte ham, og Nikolai paa sin Side plystredePlystre, fløjte. og klamsedeKlamse, trampe. med Skoene i Brostenene.

Langs Rendestenen gik Almuskolens nye HolkeHolke, Glidebane. et godt Stykke ud i Latinskolegaden. Den var et Produkt af de manges Fælledsarbejde hele Ugen igjennem, og Tilfældet vilde, at Nikolai i Spidsen for en Kjede af Kammerater kom i fuld Fart hujende og skrigende nedover den, netop som Ludvig Wejergang og nogle andre strøg om Hjørnet. Unge Wejergang fik et Stød, saa han mistede Pennalet, og Penneskafter, Blyanter og Griffeler laa strøde udover.

«Tag op, din Slusk!»Slusk, Slubbert. skreg han til Nikolai, som var den, der var kommet an i ham. «]eg skal melde Dig hjemme, det kan Du stole paa! Naa tag op, eller … »

Et Spark sendte et Par løse Sneklumper til Svar.

45«Du skal nok bli’ bugtet,Bugte, bøje. er det det, Du vil? Far skal faa vide det enda idag, at Du er Førstemanden for Gadepøbelen her i Byen! – og, vil ingen anden sige Mor din det, saa skal jeg, om hun saa tuder og graaterGraate, græde. aldrig saa meget!»

«Du vil nok, jeg skal vride paa Strudsenæbbet dit?»

«Drist Dig bare! … Du véd kanske ikke, at vi betaler for Dig hos Blokmageren? Men jeg skal sørge for, at han pisker Skindet af Dig, til Du be’r om Forladelse, jeg! – slig én, som ikke engang véd, hvem Far hans er … og Moderen ønsker bare, han aldrig var til!»

Det sidste Ord var knapt ude af hans Mund, før Nikolai var over ham med Næver som et Par Slægger,Slægge, Forhammer. og i nogle salige Sekunder udhamredes ethvert Spor af Standsforskjel og Fødsel … Her skulde han kjende «baade Far sin og Mor sin!»

Det blev en af Almuskolens mindeværdige og berømte Dage den, da Ludvig Wejergangs Strudsenæse blev aftappet for sin Vin i Sneen; og to tre Skoleklasser af interesserede Tilskuere 46stod endnu den næste Middag og efterspejdede Spor af røde FlækkerFlæk, Plet. omkring i SnehaugenHaug, Dynge. ved Lygtepælen.

Men, stod Æren og Beundringen højt den hele Eftermiddag paa Skolen, – saa vidste han jo, at han hjemme vilde møde en hel anden Opfatning af Begivenheden, om hvilken de nu vistnok alt sikkert og prompte nok havde faat Besked fra Wejergangs.

Paa Hjemturen gik han langsommere og langsommere. Tanken paa, hvad der kunde vente ham, gjorde Foden stedse mere blytung, og, da han saa tilslut skiltes fra sin sidste Kammerat, standsede han med ét og bøjede om ved Høkeren, hvor Gadeløbet førte fra og ikke til Hjemmet …


Det var nu tredje Natten, Nikolai havde været borte, stod Madam Holman og forklarede Konstablen udenfor; – og det var ikke at undres over, om han ventede sig fortjent Løn og kjendte Ryggen svide … Forgribe sig paa 47bedre Mands Barn! og det Konsul Wejergangs, hans egen Velgjørers, Søn!

Men hvor kunde han være? Paa Tomten var det vist og sikkert, han ikke kunde holde til, nu paa denne Aarsens Tid.

Hans Tilhold var hellerikke let at hitte; thi det var noget nær som at søge i sin egen Lomme. Fælles med andre Ildgjerningsmænd dreves Nikolai nemlig af en uimodstaaelig Trang til – som Fluen, der sværmer om Lyset, – at forstikke sig nærmest mulig Stedet for sin Skræk og Angst, – der, hvor Madam Holman var, og han skimtede i Silla!

Holman laa om Natten og kjendte gjennem Rusen, at det var galt paafærde med Nikolai. Han hørte, hvor det dryppede og dryppede i Tøvejret udenfor plask. . pladask! Lyden kom med ens Melodi: Ni. . ko. . lai, Ni. . ko. . lai …

Han kunde miste Hilsen derude! …

Med et kraftigt Tiltag satte han sig op i Sengen. Hvor skulde Nikolai holde Hus uden under den gamle Vognkappe oppe paa Spærreloftet over Vognremissen, som stod der mugnet og istykker med aabent Gab mod Væggen?

Det var under Lyset af denne sin Idé, at han fór ud.

48Nikolai kjendte intet til Blokmagerens Næve; han sov lykkeligt endnu, medens han løftedes op efter Trøjekraven.

Det var først, da han stod oprejst paa begge sine Fødder, at han, lynsnart fattende Situationen, kastede sig overende og sparkede og spændte og skreg. Hjem vilde han ikke, de kunde før faa tyneTyne, myrde. ham! … før tage Hovedet af ham!

Hans Hæljern baade viste og lod føle, at han mente det; han var rent fra sig.

Havde han ham bare indenfor Døren, skulde Rottingen faa danse! – Blokmageren var kommet i fuld Ophidselse.

Madam Holman ventede i Døren med Lyset. Ved Skjæret saa hun et graahvidt Ansigt; Øjnene stirrende paa hende, medens det alt i et lød: «Ind faar I mig ikke … Er jeg født paa Gaden, kan jeg bli’ paa Gaden!»

Madamen modtog en Hilsen af de hvasse, graa, trodsige Øjne, – og undaf Blokmagerens Hænder, ude af Porten – væk var han!


Slagene paa Ludvigs Næse havde truffet Barbro lige i Hjertet. Men, da hun hørte, at 49Nikolai var rømt fra Blokmageren, og at der var Spørgsmaal om, at faa ham ind paa Anstalten for moralsk fordærvede Børn, blev der en Graad og Tuden. Hun havde havt nok Skam af Gutten, og dette kunde hun ikke overleve! Fruen maatte forhindre det! … Hun var sig bevidst at have gjort sin Pligt og mere end det i alle disse Aar, hun havde været Ludvigs og Lizzies Barnepige; men dette kunde hun ikke taale! … dette maatte Fruen hindre, ellers vidste hun ikke, hvad hun gjorde, eller hvad det blev til; hun var istand til ikke at blive der længere! …

Barbro sad og sukkede og græd i Barnekammeret, saa man næsten ikke turde gaa derind.

Saadanne Anfald plejede at vare højst en Dag; men dette gik nu paa i tre og forstyrrede Husbyggen! Saa fik Fru Wejergang sin Hovedpine og skulde have Eftermiddagssøvn, den vante Kur, hvorunder alt maatte være saa fjerstille om hende.

Det var Barbro, som plejede at værge om den ved at gaa og hysse og tysse helt ud i Kjøkkenet og holde Vagt ved Døren til Gangen. Men nu sad hun blot indenfor og snufsede.

50Lidt forundrede det hende, at Fruen hele Tiden laa saa taus uden at raabe paa hende. Paa den anden Side nød hun jo den Straffedom, hun holdt. Fruen skulde faa kjende, hvad det vilde sige, at staa imod hende, om det saa skulde vare hele Ugen! …

Det blev mørkt, og Fruen laa endnu. Hun laa, helt til Konsulen kom kjørende hjem imod Aftenen; hun ringede ikke efter Lys engang, da hun stod op.

Det var med Tørklædet om Hovedet, rød i Ansigtet og ganske forgrædt, at Fru Wejergang den Aften modtog sin Mand; hun var i en voldsom ophidset Sindstilstand og ganske skjælvende i Stemmen.

Hun vilde intet mindre end, at han skulde sige Barbro op!

Det var et Tyrani i Huset uden Lige … havde været det i mange Aar! … og, naar hun havde fundet sig i det uden at klage, – Wejergang vidste, at hun aldrig havde klaget! – saa var det for Børnenes Skyld. Men det var sandelig unødigt nu, og «det kan være noksaa godt at gribe Anledningen; hun er blevet altfor, altfor kjæphøj her i Huset!» …

51At Opsigelsen blev givet hende paa den mest paaskjønnelsesfulde og hensynstagende Maade, om end tillige urokkelig bestemt, det forstod sig af sig selv. Hele Fruens Omgangskreds var enig om, at de alle havde ventet paa, at Wejergangs dog engang vilde skille sig ved dette forvænnede Menneske!

Den eneste, som i Sjæl og Hjerte var forbauset, aldeles bedøvet som af et Tordenslag, og som længe ikke kunde forstaa Tingen, – at hun, Wejergangs Barbro, virkelig nu sad der opsagt baade fra Ludvig og Lizzie og hele det Hus, hvor hun var saa uundværlig, – det var Barbro!

Hun gik højtidelig krænket og ventede paa, at der skulde komme Ombestemmelse en af Dagene. Saa blev hun ydmyg for Fruen og græd for Børnene.

Men altid kun den samme Venlighed, der stedse slog Opsigelsen mere fast!

Og nu talte Fruen om et Gratiale, som Generalkonsulen vilde tilstaa hende ved Afrejsen …

Indigneret knyttede hun Hagebaandet paa sin stadseligste Hue og begjærede med fornærmet Værdighed Tilladelse til at gaa ind til Byen.

52Hvad dette skulde betyde, vilde Fruen nok faa vide, naar hun engang ud paa Dagen vendte tilbage. Det var intet mindre end, at det nu var hendes bestemte, urokkelige Hensigt at udbyde sig til andre, der vidste at paaskjønne hende anderledes end Wejergangs!

Sine harmfulde Skridt styrede hun lige til Amtmand Scheeles; de havde fire Børn og søgte efter Barnepige. Det var Generalkonsulens nærmeste Omgangsvenner, hvor hun blot behøvede at vise sig for at blive taget med Kyshaand. Hvormange Gange havde ikke Amtmandinden rost hendes Stel og talt nedladende med hende, naar de var der om Søndagene til Middag! Hun havde mere end én Gang prist Fru Wejergang lykkelig, som havde en saadan Perle i Huset, og sukket over, at hun selv ikke kunde finde Magen.

Men, hvor uheldigt var det ikke, – Amtmandinden beklagede det særdeles … de havde netop bestemt sig for en anden!

«Tænk, Scheele!» udbrød Amtmandinden, da hendes Mand kom ned fra Kontoret, – «der er Revolution henne hos Wejergangs, og den stormægtige Barbro Barnepige har faat Rejsepas. Hun har været her og budt sig til os … jeg 53vilde ikke eje det forvænnede Møbel for nogen Pris!»

– Barbro gik langt den Dag og til de bedste Huse. Hun havde Generalkonsulens lange, udmærkede Attest paa et stort, i tre sammenlagt Ark at fremvise, og vidste jo tillige, hvor hun var vel kjendt. Men saa stor og stiv og pyntet, hun stod ved Døren, og saa godt hun téde sig, – der var ingen, som havde Brug for hende!

Og sent om Aftenen, senere end nødigt, eftersom hun ikke gjerne vilde vise sig, kom hun skuffet og træt hjem igjen.

Det var virkelig, som hele hendes sikkrede Berømmelse gjennem alle disse Aar, al hendes Troskab som Guld, hele hendes Prestige som Amme og Barnepige hos Wejergangs nu med ét skulde være bare Luft! …

Saa saar, som hun gik der efter sit uheldige Felttog, var der mærkværdig nok heller ingen i Huset, som spurgte hende, hvordan det var gaat, – om end nok af skadefro Blikke fra de Medtjenere, hvis heldige eller uheldige Stjerne hos Fruen i saa mange Aar havde beroet paa hende. Og lige saa ofte, som hun søgte at bringe noget paa Bane for Fruen, lige saa regelmæssig 54bragte Fruen Talen over paa noget andet, – ja hun svarede endog engang afvisende, at Barbro maatte vide, at hun aldrig befattede sig med saadant.

Men Venlighederne tiltog, eftersom det lakkede mod Faredagen; – Barbro begyndte at faa Øje for denne Venlighedens Skrue, der drejede sig saa blidt, og stadig skruede hende længere ud af Huset! Generalkonsulen fik Nikolai anbragt paa Prøve som Læredreng nede i en Smedie ved Kranen, og af Fruen vankede der nu snart ét snart et andet Stykke, som hun skulde have til Afmindelse. Men da hun saa en Dag – meget betænkt af Generalkonsulen! – fik til Foræring en af hans gamle Rejsekufferter, lod hun pludselig sin store, tunge Person synke aldeles overvældet i Sæde paa den. Hun kunde ikke bringe over sit Sind, havde aldrig troet, at den Dag skulde komme, da hun skulde skilles fra Fruen og Ludvig og Lizzie … hun kunde ikke overleve det!

Det var en Appel lige til Generalkonsulen selv. Men Svaret var ikke netop, som Barbro ønskede det. Han klappede hende paa Skulderen og sagde:

55«Det glæder mig, min kjære Barbro, at Du indser, Du har havt gode Dage!» –

Da hun modtog Opgjør og sin Sparebankbog inde paa Konsulens Kontor, – den beløb sig til hundrede og fjorten Speciedaler, et Resultat, hvormed han sagde, hun burde være fuldkommen tilfreds, naar hun betænkte de store Udgifter, hun havde havt for Nikolai, – erklærede hun, at hun havde bestemt sig til at hvile ud en Tid, før hun tog sig Tjeneste, og havde akkorderet sig ind hos en Gaardmand oppe paa Landet … hun havde nu slidt for andre i fjorten Aar!

Den sidste Aften, som hun havde gruet saa for, gik lettere, end hun havde tænkt. Generalkonsulens var budne til Willocks Landsted med Børnene om Eftermiddagen, saa Afskeden blot kunde blive ganske kort, før de gik i Vognen.

Hun stod igjen med en Følelse i Fingrene af Lizzies fine, bløde Peltsværk, som hun havde strøget.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livsslaven

Romanen Livsslaven kom ut i 1883. Handlingen foregår i Kristiania og hovedperson er Nikolai som vokser opp i tøffe og fattigslige kår hos familien Holman. Moren Barbro fikk ham utenfor ekteskap og i stedet for å ta seg av sitt eget barn er hun blitt amme for barna til den rike generalkonsul Wejergang. Som «uekte» og fattig barn har Nikolai alle odds mot seg. Han havner lett i trøbbel og får tidlig stempel som bråkmaker. Til tross for at han flittig og målrettet jobber for et bedre liv, opplever han gang på gang nederlag og motgang.

Livsslaven er den av Lies romaner med tydeligst naturalistisk tendens og den ble også i samtiden oppfattet som deterministisk.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1883 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.