IX.

Om Silla ikke var kommet som en Kile mellem Barken og Veden, hvor godt og usørgendes kunde Barbro nu ikke have levet! Ingen anden end hende var det, hun havde at takke for, at hun nu stod blottet for al den Hjælp, hunhun] rettet fra: kun kunde og efter hendes inderligste Overbevisning ogsaa burde havt af sin Søn Nikolai, – med den sikkre 145Fortjeneste, han hver evige Uge kunde lagt til Kjøbmandsskuffen, der, – hvordan det nu havde sig, – aldrig vilde opvise det beløb, den skulde!

At Barbro paa Landsens Vis undlod at indtage i Regningen, hvad der medgik til Fortæring for hendes egen vægtige Person, var ikke usandsynligt. Paa den anden Side var hendes altid beredvillige Gjestfrihed ved Kaffekjedlen ikke uden sin Bismag af Handelspolitik, – det, hun spenderede, var kun at betragte som en Udsæd, der vilde komme mangefold igjen i Skikkelse af Kunder!

Barbros Stue holdt paa det Vis paa at blive Mødestedet for Nabolagets kaffeslabererende Kræfter.

– Vejstolperne stod med Snehuer, SkavlerneSkavler, Snedriver. laa i Vejsiderne og indover Engene.

Medens Slæderne udenfor knirkede i Kulden og Døren ligesaa, naar nogen kom ind, – sad nu i Eftermiddag Mor Taraldsen, som koppede og satte Igler, og lange Mor Bækken og godgjorde sig ved den varme, rygende Kaffekop og Kandisen.

Mor Taraldsen udbredte sig over daarlig 146Vædske og fordærvede Tider og, hvordan det gik nedad Bakke i hver Næring, medens Mor Bækken mere og mere fuld af Indvendinger satte Ho’det til paa skjeve og rodede om i Koppen:

«Jeg husker lidt af den gamle Tiden jeg ogsaa . . og véd ikke, om den var bedre; – ellers kan hver synes, som han vil for mig, bevares!» – her laa det lange, gule Ansigt med de af sin egen Mening blinkende Øjne tværtover Kaffekoppen; – «men saa er nu Dagen ble’t længere for Arbejdsmanden nu! Æsch da! som de sad der i Mørket omkring i Gaardene og Stuerne med TyristikkenTyrstikken, Pind af fedt Fyrretræ. i Skorstensmuren for at se at spikkeSpikke, snitte. og spinde; – og der laa Gutterne lange Vinteren og rækedeRæke, drive. og gispedeGispe, gabe. i SengekoveneKove, Kammer. fra Klokken tre, fire om Eftermiddagen, til de endelig maatte drage sig ud med Løgten og stelle Hestene om Kvelden … Men Jordoljen, den har faat dem op af Sengefjælene den! Det er, som vi skulde ha’ Sol hele Vinteren nu, og Folk kan se at tjene en Skilling!»

«Ja, men saa er nu ikke alt ble’t brav paa det Vis heller . . naar de sidder og spiller Kort og dobler og drikker paa Værtshusene!»

147«Det er ikke Jordoljen, det er Gasen det! – men saa er nu vel den god for noget ogsaa . . baade i Gadeløgterne og oppe i Fabriken.»

«og til Fuldskab og Dans og Syndighed!»

Mor Bækken slog en Bugt paa sig ned til Koppen med Kindsiden og Hagen og op igjen for at modsige paa sindrigste Vis.

Men saa kom Anne Graver ind til Disken, – hun, som havde med Kirkegaardspyntningen, – og da fik én vare sin Mund.

Tak, som byder! hun var ikke imod at nyde en varm Skaal Kaffe i Kulden. Hun havde havt en travl Dag idag med den store Begravelsen; de hørte vel al Ringingen i Middags? Det var noget til aparte Mand! – Hun udbredte sig under Rov af diverse Stumper af Ligtalen om hans Værd og Betydning som Menneske og Borger af Byen. Der havde været Taler og saa utallig med sorte Hatte og Blomster, at én ikke kunde se Kisten … Ja, det var den tredie nu, de havde taget imod paa Nyaaret! – hun udstødte et Suk.

«En hører aldrig, hvad for Folk én har mellem sig, før de er døde!» kom det fra Mor 148Bækken. – «Havde han været saa paa Fattigmands Bedste, kunde de have sunget og blaast lidt om det, mens han levede … Det er nu kanske bagvendt; men» – hun lagde langsomt og mere og mere udtryksfuldt Ansigtet over Spilkummen.

Mor Bækken skulde nu altid have sine egne Udlægninger! – og saa slog Mor Taraldsen med afværgende Takt for Freden pludselig ned der lige i Fabrikbyen … Hun var gaat opover Gaderne igaaraftes med en overbunden Kop med Igler, og saa skulde Folk tro og tænke, at, naar de paa den lange Vej op fra Apotheket hverken kom ud for SkøjereSkjøer, Skjelm. eller Røvere, saa kunde én vel gaa fri heropefter! – men der kom de strygende, de store, voxne Jenterne den ene bag den anden paa Holke nedover Gaden med Skrig og Skraal, saa de kunde rive Folk overende … Koppen havde hun da mistet med alle fem Iglerne i, og, havde det ikke været Maaneskin, saa at hun kunde se at plukke dem op igjen paa Sneen, vilde hun forloret hver evige én! Det var denne Josefa og Gunda og Kalla bort i Gaden og saa denne lange Silla, – hun kom 149som et Spøgelse nedover. Jo–o Madam Holman, som er saa pen paa det, skulde se, hvad hun har for Datter, – naar Mørket falder paa!

Barbro nikkede for sig selv og tænkte, at Nikolai nok skulde faa høre, hvad Folk sagde!

«Jeg skal rigtig ud og se paa dem en Kvæld … ja saamen! – Ja det med Iglerne misbilliger jeg ganske og aldeles, det maa jeg paastaa! – Men Ungdomsblodet maa paa noget Vis faa røre sig … og, maa jeg spørge,» – her lagde Mor Bækken den ene Pegefinger paa den anden, – «har de nogen Maade at fornøje sig paa, naar de nu ikke skal danse og ikke skrieSkrie, glide. og ikke age paa KjelkeKjelke, Haandslede, Børneslede.?»

Men nu tog Hidsigheden Mor Taraldsen:

«Skal det være Skikkelse for anstændige Piger at rende med Sjau og Kommers, saa maa det vel være efter den nye Mode, Mor Bækken præker om! … Saa én ret efter om Hjørnerne, var der kanske dem, som var ude for at møde Gaaseflokken!»

«Da var det likere at tage fat paa dem da end de stakkars Jenterne!» lød det haardnakket fra Mor Bækken … «slige som han Fuldmægtigen 150nede paa Leverancen og han paa Magasinet og saa den fine Volontøren, den Wejergang oppe paa Fabriken, og Kammeraterne hans!»

Barbro stod henne ved Disken med en Kunde:

Der maatte ingen sige hendes Ludvig noget paa! Hun kjendte ham hun; – i fjorten Aar havde hun været over ham Dag og Nat og, havde hun en Skilling for hver Gang, han havde raabt og skreget paa Barbro!

Hun vilde have udbredt sig i Vidløftighed, om det ikke havde været ham, hun havde i Ryggen, som stod og skreg paa Grønsæben.

Og saa fik Igle– og Koppemor Taraldsen fortsætte sit om, at Pigerne stod og stak Ho’derne ud af hver evige Port opigjennem hele Gaden; hun saa det saa vel, naar hun kom hjem fra Iglesætting om Kvældene!

Hun og Anne Graver begyndte derpaa nærmere at mønstre Ungdommen. Der var dem, man ikke engang vilde snakke om, og dem, man nævnte med allehaande interessante Tvil og Formeninger, og endelig dem, man blot opholdt sig undrende ved, fordi man sletintet havde at sige om eller paa dem.

151Hvad Barbro angaar, saa mærkede hun sig vel, hvordan Ordene faldt om Silla, og var paa det rene med, at Nikolai skulde blive advaret; han skulde ialfald vide, hvad han gjorde, naar han gik hen og tog den Jenten! …

Og det var da hellerikke med Formindskelsesglas, hun lod ham se det, idet hun den ene Gang efter den anden slog paa alle de Farer, de unge Fabrikpiger deroppe var udsat for. Hun var instinktmæssig klog nok til ikke at nævne Silla, for at han ikke skulde tro, hun snakkede mod hende. Men for hver Gang, hun spillede hen paa det, saa hun godt, at det gik ind paa Nikolai og fuldelig gjorde den Virkning, hun ønskede.

– Hans Mor havde kommet med endel sligt ikvæld ogsaa, og han sad nu mørk og lyttede efter Støjen udenfor.

Det ene Følge efter det andet fór forbi nedefter Landevejen paa deres PigkjelkerPigkjelke, Kjelke, som drives frem ved Hjælp af Pigatav. under Hujen og Raab som Skygger derude i Maaneskinnet! – halvvoxne Gutter og Jenter, af og til et Kjelkeparti af fine Folk helt nede fra Byen. Opefter drog en lang Gut med Tauget over Skulderen og med Hælene stampende i. 152Bakken en Vedkjelke med et helt fuldproppet Følge af Jenter paa …

Han kunde ikke andet end holde et Øje ud igjennem Kjøkkenvinduet og lod paa det sidste Moderen, som sad inde ved Paraffinlampen, uden Svar.

… Det var Kristofa og Kalla de to, som stod der indenfor i Gaden og snakkede, medens de hele Tiden bare gled kort frem og tilbage paa den Stump Holke! De ventede paa nogen … Silla kanske? de stod jo lige ved hendes Gade! … Det kom vel an paa, hvem af dem, der turde vove at gaa ind og gjøre sig saa ubeskeden at spørge Madam Holman med mange kjære, vakkre, vene til, om hun vilde give Silla Lov til at gaa over til hende en liden Stund ikvæld? – Altid Løgn og Ugreje!Ugreje, Uorden.

Og der igjen et helt Kjelkefølge med fine Hatter og lysende Cigarer standsende og leende lige udenfor! …

Barbro holdt inde med BundingstikkenBundingstikke, Strikkepind. for at lytte.

«Slig Spektakel har vi nu hver Kvæld til langt paa Nat,» yttrede hun, – «saalænge Maanen skinner paa Føret!»

153Det løb hedt igjennem ham. – Skulde Silla ud i dette, saa kunde han lige saa godt lægge baade sig og Slæggen ned!

Jo, – der kom hun og saa sig om paa Hjørnet efter sine to Veninder …

«God Kvæld, Mor!» sagde han med ét og var ude af Døren.

«Dig, Nikolai!» udbrød Silla overrasket …

«Har Du sét noget til Kristofa og Kalla! – Jeg skulde saa endelig ha’ snakket med dem! Ikke? – Véd Du, hvordan jeg slap ud? Jeg skulde bare faa Katten ind til Natten. Jeg jagede den selv paa Dør og gjemte den saa pent under Bøgekarret ude i Skjulet! bare den nu ikke mjauer!»

Hun saa sig atter ivrig om, medens den langstrakte Skygge indover Sneen eftergjorde hendes smale Skikkelse og dukkende Bevægelser.

«Aa de, som lovede at bie paa mig!» …

«Det er nu vel ikke værre end, at de er strøgne afsted!»

«Værre? … de troede, jeg skulde være med dem ud ikvæld, og, har de ikke alt været her, saa kommer de kanske til at staa her og vente, – for jeg maa ind jeg, ser Du, ellers har jeg Mor ud paa Gaden efter mig! … Hør Du, Nik! vil Du være snil,» – hun greb ham i 154Trøjen og puffede ham frem og tilbage, – «saa find dem op for mig og sig dem, kan Du nu sige dem det ordentlig? – at jeg maa være pent inde ikvæld; men, hurra for frit! – imorgen og iovermorgen! … sig, at Mor skal være nede paa Vask hos Antonisens hele Slutten af Ugen, saa skjønner de nok altsammen! – Men bare faa fat i dem, Nikolai! saa de ikke skylder paa mig!»

Nikolai var ikke ufølsom for hendes Elskværdighed, heller ikke for, hvor kvik og vakker hun var; men det virkede netop modsat. Medens hun stod saadan og trak ham i Trøjen, hørte han hele Tiden Raabene borte i Landevejen.

«Ret saa! ret saa! Du vil slippe Dig rent løs nu da, Silla! … Ja, lad dem bare narre Dig brav ud imellem sig! – Men, at en ordentlig Pige lar sig trække med paa det Leven!» tilføjede han studst.

«En ordentlig Pige? … ordentlig Pige! – Maa jeg spørge, hvad skal hun ha’ for Moro da? … Det undrer mig rigtig, Nikolai! at Du ikke fandt Dig en saadan or–dentlig Pige, som gaar som et Lys i Ryggen, med Armene under Tørklædet og bare ligesom lader sig glide af Vanvare, naar hun kommer til en Holke, – ikke 155engang tør skele til en Kjelke, fordi hun er saa pen paa det! … Jo vist var det en saadan ordentlig én, Du vilde ha’! – Og, naar saa Du stod i Smedien og hamrede hele Dagen, og hun grov sig ned i Arbejde og laa paa alle fire med Ho’det bag Vaskebøtten hjemme i Stuen, saa havde Du det vel, som Du vilde! … Men det siger jeg Dig, Nikolai! at, skal der ikke være nogen Moro mere i Verden, – saa Farvel, kvit med den! … Jeg har maattet sidde længe nok indestængt hjemme!» …

Han rystede paa Hovedet … «Naar bare ikke alle de Ulvene var, som tuder derborte i Vejen! Men, ser Du, – de vil ogsaa more sig! – og … og den, som ringe er, faar vare for det, han har, mener jeg. – Og, vil Du som jeg, Silla! saa gaar vi ind til din Mor nu strax, – paa sætte Flekken!»Paa sætte Flekken, paa Øjeblikket. Han tog hende med det samme ved Haanden for at gjøre Alvor af det.

«Jeg mener, Du er gal, Nikolai!» udbrød hun angst; Beslutningen var ligesaa forfærdelig som uventet. – «Nej, nej, lad det være!» bad hun ivrig hviskende … «Tænk Mor! … Har Du rent glemt, hvordan Mor er? … Det er jo god Tid, naar vi faar noget at gifte os paa!»

156«God Tid? – nej for mig er det ingen god Tid, Silla! – jeg faar nu prøve at snakke fra.»

«Og hvordan skulde det gaa mig bagefter herhjemme? … Ikke er Du klædt til det heller … ikvæld!» …

«Aa–aa, bliv ikke ræd, Hr. Nikolai! – lad mig lige saa godt faa se Syn for Sagen med mine egne Øjne, hvor højt min Datter værdiges at agte sin Mor, som nu sidder her som en fattig, værgeløs Enke!»

Det var Madam Holmans egen Røst, hun stod der unaturlig stor i Porten.

«Jeg troede, jeg havde oplevet det værste, da Holman døde, og at jeg skulde forskaanes for at gribe mit eget Kjød og Blod ulovendes ude i Samtaler paa Gaden midt i Sneen. Hellerikke havde jeg troet, at den Per–son! nogengang skulde understaa sig at komme saa nær min Stue! … Du bare følger mig ind, Silla! … ind, ind, hører Du, strax!»

Hvis man kunde plukke op Bestanddelene i Madam Holmans sidste hvinende Fistel, vilde man fundet en hel Rigdomsgrube af Sjælsaffekter: krænket moderlig Værdighed, Harme, Foragt, Had og noget tungt, der skulde virke aldeles 157knusende og virkelig ogsaa lod Silla saagodtsom synke i Knæ; hun stod der uden at røre sig.

Nikolai var imidlertid hærdet en Smule siden gamle Dage; han var kommet til det, at der var andre, han nu var mere ræd for end Madam Holman. Han lod sig derfor heller ikke anfægte:

«Jeg maa nok bede om at faa gaa indenfor iaften aligevel jeg, Madam! – for jeg kom nu ikke hid ikvæld for at staa udenfor i Sneen. Det er til Madamen selv, jeg har Ærind.»

«Det er kanske ikke længere end, at det kan siges her paa Pletten, hvor vi staar,» svarede Madam Holman infamt. – «Kom hid, Silla!»

«Aa nej, saa langt er det ikke; men saa maatte jeg nok faa greje udGreje ud, forklare. et og andet, som hører til … »

Da Madam Holman fremdeles lod til at spærre Porten og blot igjen vinkede paa Datteren, tog Silla fra sin Fortabelse og Angst pludselig sit Parti. Det gjaldt nu bare at lukke Øjnene og staa sammen med Nikolai, og hun greb ham dristig ved Armen.

«Jo, Madam! – det er saa, som De sér … Vi holder sammen slig, som vi har gjort, helt 158fra vi var smaa! Og jeg kom iaften for at begjære hende og spørge, om vi kunde nyde godt af Madamens Lov og Samtykke. For med mit Svendebrev og min gode Fortjeneste … og, naar jeg aldrig drikker og … »

Nu handlede Silla med Fortvilelsens Mod; hun trykkede bag paa Nikolai, saa de alle tre – Madam Holman halv ufrivillig vigende, – kom igjennem Porten og derfra ind i Stuen, hvor Slaget saa stod! …

Medens Silla laa med Hænderne for Ansigtet paa en Stol henne i Mørket, og Nikolai med rolig Paagaaenhed vedblev at plædere sin Sag og gjøre bedst mulig indlysende, hvorledes han nu havde Udsigter til at blive Mestersvend og kunne forsørge hende, – indtog Madam Holman en mægtig fornærmet, afslaaende Holdning. Hun brugte hele sin Magtvælde; hun knejsede, og hun var harm, og hun faldt i yderste Forbauselse! Det saa jo næsten ud, som han mente, han igrunden kunde tage Datteren fra hende, enten hun sagde ja eller nej! Eller, hvad blev der igjen for et ældre Menneske at leve af, naar Manden var død, og Datteren, som kunde opholde hende, slog sig rent fra, fordi det faldt hende ind at gifte 159sig med en Smedesvend, der ikke kunde saa meget som vise Far for sig ved Vielsen?

Hun var i Begreb med at rejse sig til Værn paa Liv og Død for sine moderlige Rettigheder, da der pludselig randt et Lys op for hende. Hendes Øjne begyndte at stirre ind i et Fremtidsperspektiv … Hvis Nikolai nogengang kom til at forsvare de store Ord og Løfter, han nu gav, saa maatte hun i værste Fald, naar den Tid kom, kunne forlange at tage sit Bo hos dem!

Tanken hindrede hende imidlertid ikke i under dybe Suk at sælge enhver Indrømmelse i dyreste Mon.I dyreste Mou, saa dyrt som muligt.

Hun maatte sige, hun havde tænkt noget ganske andet for Silla end dette! … og, hvordan det nu blev, – aldeles ikke vilde hun vide af nogen Rending eller noget Kjærestevæsen dem imellem, før Nikolai var den, som viste lige saa mange Kontanter for sig som Holman!

Han havde havt hundrede Daler og sin gode Løn, og, naar Nikolai kunde lægge saa mange Penge paa Bordet for hendes Øjne, – saa var det Tid til at snakkes ved!

Hundrede Daler … det var da endelig et 160grejt Ord. Med det havde han hende i Skruestikken! …

Det var omtrent den Følelse, som regjerede i ham, da han en Stund efter sprang tværtover SnefondeneSnefond, Snedrive. for at forkorte Vejen og bankede paa hos Barbro. Han maatte have nogen at fortælle det til, – at Madam Holman havde fundet sig i, at Silla paa det Vis havde lovet sig bort til ham! …

Det var netop det samme Syn paa sin velovervejede Fordel, som ogsaa gik op for Barbro, medens hun bagefter om Natten laa og summede sig paa denne Efterretning. Hun rejste sin svære Person op i Sengen under den lysende Idé:

Men saa kunde hun jo bo hos Nikolai!

Denne Kræmmerhandelen aad hende aldeles op! – det formede sig ikke i hendes Tanke til, at hun aad den op.

Hun følte sig med ét ganske klarsynet over hele sin Stilling, – hvorledes det var bedst baade for hende og Nikolai, at hun sluttede Butiken itide, og hvorledes hun i dets Sted kunde gjøre usigelig Nytte ved at hjelpe den aldeles uerfarne Silla med Stellet hjemme, og dertil 161kanske tjene en Skilling med ude hos andre … Heller aldrig havde hun hørt andet end, at en Søn var pligtig til at forsørge Mor sin!

Søndagen efter var Madam Holman til Kaffe hos Barbro; men, eftersom Madam Holman taug om det passerede, taug ogsaa Barbro. Kun ledede hun engang Samtalen hen paa sin Søn Nikolai og mente, at han mulig til Høsten, naar Stuen ved Siden af blev ledig, kunde flytte didop. Det kunde ikke være formeget, naar det betænktes, hvorledes de bestandig havde været skilte!

Hvorfor Madam Holman i samme Øjeblik faldt i Tanker, kneb Munden sammen og takkede, hun skulde ikke have mere Kaffe! og noget uventet forkortede Visiten, skal lades usagt. Konstateres kan kun, at der fra samme Øjeblik begyndte en stille Kamp under Vandet mellem dem – i venligste Former, det maa tilføjes, om ikke andet saa for Madam Holmans Skyld.

Kaffebesøgene vedblev om mulig med stigende Hyppighed, og Barbro som Madam Holman diskuterede og drøftede derunder alt muligt – undtagen det ene, som laa dem paa Hjertet, – deres personlige Planer i Anledning af Nikolai og Silla. Paa det Punkt overvaagede de hinanden 162i diplomatisk Taushed som to Shakspillere, der ikke tør røre sig, før den ene har gjennemskuet, hvor den anden vil hen; – Madam Holman – midt under en eller anden strængt forbeholden Formening – opfangende alt med det lille, nøjagtige Ansigt og det kolde lerblaa Øje saa klart og smaaligt som gjennem den formindskende Bund i et Ølglas; og Barbro rund, gjestmild, stor og fed, med svære overflødige Træk og helst slaaende om sig med Tiden hos Generalkonsulen.

Men paa ét blev enhver af dem under alt dette stedse fastere: – Skulde hun end selv ikke kunne opnaa at bo hos dem, saa var hun ialfald den, som kunde sætte en Stopper for, at den anden kom og opfyldte Huset!

De to vordende Svigermødre holdt paa efter bedste Evne at umuliggjøre hinanden. Men om den stille beregnende Kamp, der foregik dybt paa Grunden under dem, havde Nikolai og Silla ingen Anelse.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.