VII.

Nede i Hægbergs Smedie saa det ud, som der skulde være ikke blot blaa Mandag, men ogsaa blank Tirsdag. Paa en ensom Sjæl nær var der sort og folketomt. Udenfor Døren ventede en Række Jerngreb, Spader og Kobén, som skulde hvæsses for Vejarbejderne nede ved det nye Havneanlæg.

Hægberg gik med FangskindetFangskind, Skjødskind. ned over den ene Skulder vild som en Bersærk … Der gaves 107ikke mere ordentlige Svende og Drenge; men han skulde sige dem op Mand for Mand, saasandt han hed Hægberg!

En stod der da og gnog!Gnog, gnavede. Han havde ogsaa staat der ganske alene og ni’filetNifile, file af alle Kræfter. paa Svendestykket sit hele St. Hansdagen igaar. Men saadan er det, én turerTure, leve lystig. og én gnurerGnure, gnie. og er saa nidkjær paa Skillingen, at han gjerne lagde Sjælen sin i Varmen for den! … Arbejdskar brav nok bevares! og, havde han ikke havt det paa sig med Politiet, saa … jo, nej! – nej, jo, det blev han jo fri for, det er sandt! …

Den omtalte var Nikolai, som igjen var gaat ind paa Hægbergs Smedie for at faa endt sine Aar som Læredreng.

Naa endelig! … Der kom to luntende henover Tomten til Smedien.

Hægberg vendte sig og lod, som han ikke saa dem; det var vel betænkt, ikke Tider nu til at skille sig ved sine Folk. Han gik blot selv hen og tog et af Kobenene ud af Essen; og, da de to Syndere kom, stod han der selv lang, mager, stærk og graasprængt og slæggede, saa Gnisterne sprudede.

108Dette Mesteren uværdige Arbejde talte højere end de uvorneste Bebrejdelser, og, da han saa taus slængte Kobenet hen og tog fat paa at hvæsse et Greb, kjendtes det noksom, at der var lummert Vejr i Smedien.

Efterhaanden udover Formiddagen kom de med stirrende Blikke, bankende Tindinger og blege eller røde forvaagede Ansigter, én med et opsvulmet Øje og én med et Plaster skraat over Næsen. Stemmerne var hæse, og tause gik hver ivei med Arbejdet. Der maatte tages i, skulde de greje undafGreje undaf, klare. alt det Redskabsarbejde, som stod til Rest.

Der arbejdedes i et Kjør til ud paa Eftermiddagen næsten, uden at der blev talt et Ord over hele Smedien. Da befandtes det meste at være fra Haanden, og Hægberg selv gik ud til sine Forretninger i Byen.

De, som stod igjen i Travlheden, glindsede af Sved og, enten det var, fordi Arbejdet tillige havde været den bedste Kur for foregaaende Sankthansdags og Sankthansaftens Udskejelser, eller det var den almene Lettelse ved at Værkstedsmesteren var gaat, – én begyndte pludselig at 109synge op, et Par andre at gispe og strække sig i Velbefindende under sine frydefulde Erindringer; og saa brød Passiaren ud om, hvordan hver havde turet.

Kun Nikolai gav paa uforstyrret; han brød sig mere om et Naglehul i Hængseljernet paa sit Svendestykke end hele deres Sankthansturing! og, drev han nu bare paa, skulde det være færdigt til Maaneden var ude …

Hans fine Naglehammer slog tvært over deres Præk, – deres Tjæretønder og Vedstabler og gamle Husvægge, som de havde brændt … og saa Turing og Drik, saa de ikke havde en Skilling igjen ja, – hø, hø!

Hammeren skraldede tværtover det.

Jan Petter havde været i Baad udover paa Øerne og sét saamange Blus baade der og omkring i Fjeldene, at han ikke kunde faa Tal paa dem …

Ne–i, naar én er fuld! …

Hammeren smeldte igjen til.

En strakte sig og gispede med hele Sankthanshelgen i Kjæverne … «Oppe under Grefsenaasen der havde Punschen tilsidst flydt godtsom frit nedefter Bakken! … Søn af Wejergang havde git en gammel Baad fra Maridalsvandet 110og en halv Tønde Beg til Jenterne ved Fabriken … hørt Gauken gale og sjauet hele Natten … ranglet nedover, Klokken var mod otte» …

Hammeren smeldte ikke mere i.

«Søn af Wejergang … Fabrikpigerne hos Wejergang» – Nikolai stod urolig og uvis og hørte efter; en og anden Gang skjød et hastigt skarpt Øjekast bortover paa ham, som talte … Han vaskede Kulsoden af sig og var borte.

---

Silla havde været nede i Valsetstuen og hentet den sædvanlige Pot Aftenmelk, da hun ude i GrindenGrind, Led. mødte Nikolai. Han sagde, han havde sét hende gaa derind; men hun vidste godt, at han havde passet hende op.

«Du kan tro, jeg har moret mig i Sankthans, Nikolai!» hun holdt Spandet efter Hanken ud imod ham. «Du skulde bare vide … Nej aldrig i mine Levedage!» …

«Oppe i Grefsenaasen?»

«Hvor véd Du det, – sig, hvor véd Du det?»

111«Aa jeg – en af Smedesvendene var der oppe … Men ikke skjønner jeg, hvorledes Du kunde slippe didop for hende derhjemme!»

«Nej det stod ogsaa paa, kan Du tro!»

Hun saa sig om og sagde forsigtig hviskende: «Mor véd ikke andet end, at jeg har ligget og snud i Sengen hjemme hele Sankthansnatten. Hun skulde spise Sankthansgrød ude hos Moster i Asker, og jeg staa hjemme og stryge; men, da Klokken blev ni, tog jeg Farvel jeg og strøg min Kaas … Aa nej, Nikolai!» hun slog leende den ene Haand i den anden, «Du skulde have hørt, hvor hun skjændte igaarmorges, da hun kom, fordi jeg laa endnu! … Hørte Du, at vi blev trakteret med Punsch ogsaa!»

«Hvem gav Dig den?»

«Ja, det skulde Du have vidst! – Men Nikolai, Du fortæller det ikke. Det var en vis Person, som trakterede os» …

«Saa–aa, –»

«Han kom derop for at passe, at de ikke tændte Baalet op for nær Skogen … Ja, Du maa vide, Nikolai, det var ingen ringere end unge Wejergang! Der var Sankthanskalas hos hans Far; akkurat Klokken halv tolv skulde de se Ilden hjemmefra Trappen.»

112«Og saa trakterede han med Punsch? Dig ogsaa?»

«Netop mig! – hende med de svarte Øjnene, raabte han.»

«Han har kanske snakket til Dig før ogsaa?»

«Ja saamæn, – han véd saa inderlig godt, at jeg heder Silla! … Jeg møder ham hver evige Dag nu, maa Du vide.»

Nikolai gjorde en Gestus, som han kastede en Slægge i Bakken, – «Se saa!»

«Sidste Lørdag paa Kontoret, da han havde regnet en Krone formeget i Kontrabogen, sagde han, at jeg kunde beholde den og bruge den til Kager» …

«Hej, hej, nej sagde han det? Svært saa snil han er Du!» – Nikolai sagde det med noget, der skulde være Latter … «Hun er fælt snil Kokkejenten ogsaa, naar hun fodrer Gaasen for at faa Tag i den!»

Han stod med den ene Arm om Grindstolpen og saa paa hende en Stund; hun var blevet saa fin og net og granGran, fin. og næsten højere siden sidst. – «En ung jente, som ikke engang véd af, at hun er vakker … »

113Silla trak paa Læben; hele Minen var fuld af overlegen Benegtelse.

– «byder de hende en Kage eller et Tørklæde eller lidt Moro, saa strækker hun Halsen og tripper til … Jeg synes, Du kunde skjønne det paa alt det, Du ser omkring Dig, Silla! Hvormange af dem er det vel, som naar til at bli’ Kone for en redelig Arbejdskar? De naar til at danse et Par Gange, gjør de, og saa er Visen slut! – Og saa snil vil de nu være med Dig ogsaa, Silla! … Den Wejergang passer Dig nok op han! … Hvis ikke jeg passer ham op da!» – Han saa med ét bleg og styg ud.

«Er Du gal, Nikolai, – bær Dig da ikke saa!»

«Kan nok sige, jeg er gal, som har staat der og gnuret og gnud hele Maaneden paa Svendestykket og saa ladet Dig gaa heroppe mellem Ulvepakket … Men jeg er nu engang fød slig, at alt skal gaa i Baglaas jeg!»

Silla stod, som altid, naar Nikolai tog paa i den Tone, nedslagen og forsagt, den klække Skikkelse foroverbøjet stirrende ned for sig.

«Vi to, Silla!» vedblev han endelig med et Skut paa sig som en Resolution; men han skalv i Maalet, – «vi to … vi har nu ligesom været 114opfødt sammen! Og, slig som det var saa, – gik det i Baglaas for mig, var det endnu lettere for, at kunde blive en gal Vrid paa Dig, for jeg var stærk jeg; men Du var klæk og maatte smette som en Kat i Løgn og Ugreje bestandig. Og saa … saa … tænkte jeg saameget som … at vi to … som bestandig har holdt sammen, – og ikke har jeg havt nogen anden, som jeg kunde troTru, trofast. mig til, det véd Du, og ikke Du heller, Silla! – at vi slog os ihob … Og, vilde Du som jeg, saa –»

Han havde kneppetKneppe, folde. de brede Næver sammen om Grindstolpen, som han klemte den med al Kraften af sin undersætsige Skikkelse, medens han ventede paa Svaret. Han stirrede paa hendes bøjede Skikkelse; men hun saa ikke op. Og saa drog han igjen Pusten tungt; han følte han maatte fortsætte.

… «Og nu har jeg pint ihob nogle Skillinger, og ingenting kjøbt, og filt og filt saa trut paa Svendestykket, fordi at, naar jeg blev Svend, og saa et Aar til var gaat, og jeg fik lagt mig op lidt, saa … saa – kunde det hænde, Du med engang kom undaf baade FabriksubbetSub, Søle. og 115Bestyringen hjemme, og blev en real Smedkone, Silla! – Aldrig har Du havt nogen til at tage vare paa Dig slig som jeg, det véd Du, … og jeg skal være saadan imod Dig, saa Du ikke begriber det! … For den, som ikke har havt Far og ikke Mor, og, fra jeg var op i Politiet, er det ikke stort med Kammerater heller!» … Her overmandede Bevægelsen ham.

«Slig en urimelig vakker Smedkone, Du kunde bli’, Silla! – har nogen Øjne for en Smed, saa er det vel Du; det er, saa Gnisterne spruder i Kullene det! … Og saa komme hjem og faa se saameget som Snippen af det vesle, vakkre, svarte Ho’det dit i Stuedøren … Alt det, jeg bestandig har havt det som en Hund og værre end det – som en Tyv til, var det bare Moro altsammen, naar det kunde bli’ slig … Sin egen Stue med Laas for Dør og Kiste, – det var noget andet det, Silla! end at lade sig trække paa Dansesal og slænges om Væggene af fine Fyrer og Matroser!»

Det sidste, som han sagde vældig varmt opstemt, skulde han helst ikke have kommet med; thi fra at Silla stod der omtrent hjerteknust og overvældet med Graaden i Øjnene, blussede hun nu med ét op imod Beskyldningen.

116«Vil Du nu ogsaa nægte mig en liden Moro, Nikolai! Jeg skal ikke se nogen … ikke faa være med nogetsteds … Nej da! jeg skal være én, som aldrig har faat danse, – rigtig saadan en rar Fugl til at undres over, som først har været i Bur hos Mor og siden hos» – Stemmen raknedeRakne, svigte. og gik over i Graad. «Er det det, Du kalder at være snil mod mig, Nikolai? – Du vil nok prøve paa at gjøre mig ræd for Dig ogsaa!»

«For mig? – for mig, Silla?»

«Gaar jeg ikke der for dem allesammen som en Aarsunge, som Mor holder i en Traad! … Og saa kommer Du og vil hjelpe hende, Nikolai … Det er ret! Det er ret, stæng mig bare inde! … Aa jo, Du og Mor! – det kommer bare an paa, hvem der ta’r Magten over mig! Men Du skal vogte Dig, Nikolai!»

Hun satte sig i afmægtig Harme til at storgræde.

«Ja ja, græd Du, jeg siger ingenting jeg … Der er nok dem, som kan trøste Dig en liden Stund!» lagde han mørkt til.

Hun spratSprat op, sprang op. med ét op, gik hen og lagde Albuen fortrolig op til hans Skulder:

117

«Du kan da vel indse, at det er mig, som skal blive Konen din, Nikolai!» hun saa ham aabent varmt ind i Øjnene; det sortblikkende fregnegule Ansigt var endnu i Taarer.

«Ja vil Du det, Silla! saa skal Du faa se den, som kan tage i!»

… – «men Mor, Nikolai! – aa jeg er saa ræd, saa ræd bare for, at hun skal faa nys i, at vi mødes nogengang. Hun ser saa stivt paa mig, hvergang jeg har gaat et Ærinde, altid har jeg været saa forlænge borte!

Men Du kan tro, naar jeg sidder og stopper og lapper om Kvældene, saa tænker jeg iblandt, at Du kommer saa fin og rig, at Du ejer hele Hægbergs Smedie, saa Mor maa gi’ sig!»

«Nej, tænker Du paa det, Silla! … ja jeg skal komme da! Hun skal faa gi’ sig som Røg, om jeg staar der bare med Svendebrevet – og min redelige Næring til!» …

– Hvad var det, som var hændt den lyse dimmendeDimmende, disig. Sommeraften, hvori Fossen duredeDure, tordne, brumme. frem under Broen, Træerne ligesom svelledeSvelle, svulme. af bare nyt, sprættende Løv, og det glittrede som Solstik i Vinduerne her og der? Var han fuld, 118eller var det Kvælden, som havde en extra Sankthansrus? … Det sidste, han havde sét af Silla, var, at hun saadan halvt foroverbøjet skyndte sig hjemover med Spandet, og at hun havde sét sig om efter ham, da hun tog Vejen ind mellem Husene.

---

Verden var rigtig nok aligevel! … Naar han gjorde det ordentlig op, saa var den sletikke saa urimelig enda, om den end af og til kunde gaa i Baglaas; … og da – ja da fik en baade være stærk og nethændt,Nethændt, fingernem. om en skulde faa det op igjen! …

Nej den var ret nok! Det ser en først, naar en slipper indenfor … og derfor maa der være Politi og Mestere og GrejeGreje, Rede. paa alting, saa det kan gaa ilaas …

Nikolai stod og funderede og klinkede nede i Smedien; han havde nu ogsaa faat sit Svendebrev og saa alt rosenrødt. At han og Verden holdt paaHolde paa, være ifærd med. at blive forligte, det stod med lysende Træk ud af hele hans brede Ansigt. Den lave, 119stærke Skikkelse bevægede sig med en ny tilkommen, rask Frejdighed dernede i Arbejdet!

Han gik nu for Svendeløn og kunde lægge sig op en pen Klat om Ugen. En heldig Lirk i Laasen var det, at han aldrig turde forære Silla nogenting, hverken Tørklæder eller andet for Madam Holmans Skyld. Spart var spart, og hun skulde nok faa det i sin Tid.

Om Lørdagsaftenerne, bare han havde faat taget sig et lidet Tvæt med Kluden i Kjølevandet, bar det opover mod Fabrikbyen. Han gik med Hammer og Tang, en Jernplade eller et Laas i Haanden; det skulde se ud, som han blot færdedes i sit lovlige Arbejde. Og saa kom det an paa, om han paa Op– eller Nedturen kunde faa et Glimt af Silla.

Det var et rent Lotteri, og det hændte, at han akkurat traf Madam Holman istedetfor. Det fik han nu finde sig i; han saa ialfald lige ind i den Gade der i Husklyngen, hvor Silla gik mange Gange om Dagen. Men det, han havde værre for at finde sig i, var, at de Gange, han var heldig, gik hun med to, tre andre Fabrikpiger ved Armen, saa der knap var Tale om at faa mere end det ene Glimt og korte Nik af hende, før de drejede ind saa her og saa der!

120Hvad havde hun med at gaa og slænge om Kvældene med de vidtløftige Jenterne … var det for Silla det? Hun havde hverken Voxenhed eller Vet nok til at skjønne, hvad det var for noget, hun var oppe i der, og hvad en fin Fyr mente, som nikkede til hende – for de vakkre Øjnenes Skyld … Fornøje sig? – gaa rundt i Kværnen ja, til de kommer ud baade knuste og malede! …

Nej, … bare ud af det!

Og derfor fik han drive paa med at file og og file og lægge den ene Ugelønning paa den anden, til han havde faat Sølvkrogen stor nok til at hage hende til sig med.

Ja, var hun først hos ham! – han fortabte sig i Tanker om Husleje og Udlæggene til Bryllup.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.