Livsslaven

av Jonas Lie

X.

163Siden Madam Holman havde set, hvad Silla kunde tage sig for, – hun var aldeles himmelfalden over sin egen Blindhed! – var hun bleven anderledes stræng agtpaagivende – og ogsaa anderledes paa Udkig og Vagt mod Nikolai!

Lediggangens Frugter havde desværre aabenbaret sig, og mod den gaves der intet andet Middel end samvittighedsfuldt at overvaage at Silla arbejdede. Hun fik sandelig tage sig noget for, som der var Forslag og Hjælp i udover de lange lyse Vaaraftener og ikke bare rende efter Melken eller ud, hvergang nogen kom og bad hende fri!

Nikolai fik saaledes snart mærke, at Stillingen langtfra var forbedret, efterat hans Egenskab af Frier var aabenbar. Men, med alt det, at han ikke fik se mere end snyggeSnygg, hurtig. Glimt af hende engang imellem, var der dog i Virkeligheden gjort et stort Skridt fremad. Han havde nu blot at arbejde og tage i, og det gjorde han som en Kar; Hammer og Slægge gik i Næven som med Damp!

I visse Maader var han ogsaa nok saa beroliget, for, passede Madam Holman saa stridt 164paa ham, saa betryggede den samme Paapasselighed ogsaa mod andre! Det var godt at vide, at hun ikke længere var at træffe blandt de forfløjne Jenterne deroppe om Kvældene …

– Det grøssede dog koldtGrøsse koldt, løbe koldt. ned ad Ryggen paa ham, da han en Dag mødte unge Wejergang, som kom ud fra hans Mor. Han mysede blot ligegyldigt i Døren henover Nikolais Ansigt, som han ikke rigtig huskede ham, og spurgte derpaa indover igjen til Barbro, idet han nikkede til ham og gik: – «Er det Fyren?»

– «Hvad har han gjort her, Mor?»

«Ingenting!»

«Har Du laant Penge af ham?» vedblev han skarpt.

«Var det likt! … Var det likt! langtfra! ikke en Skilling, – saa haardt, jeg kunde trænge.»

«Hvad snakkede han om?»

«Han vilde tænde sin Cigar, som han gjør saa tit, naar han gaar nedover. Det kan nu vel ikke skade Dig noget! – og hellerikke nytter det at forbyde ham det, skulde jeg tro … hverken for mig eller Dig!» Det sidste tillagde hun rød af Harme.

165«Nej, jeg kan vist ikke forbyde ham det, Mor! – men husk paa, – laaner Du af ham, er hundrede og ét ude mellem os!»

«Aa Nikolai, Du er saa braa!Braa, hastig. – Nej var det likt… jeg laaner nok ikke!» Hun vendte sig i det samme og puttede noget, hun havde i Haanden, ned i Barmen. – «Nej var det likt!»

«Jeg kunde høre, han havde snakket om mig!»

«Nej, var det likt!»

«Jo vist, Mor!» trængte han mørkt paa.

«Om Dig? … Naa ja, jeg fortalte lidt om, hvordan Du strævede om Dagene for de fattige Skillingerne, Du maatte have til Madam Holman!» Barbro snakkede lidt rundt og forvirret.

«Og kanske om det med Silla ogsaa?» spurgte han prøvende.

«Aa nej da! det vidste han saa vel før. Det er nok ikke bare mig, som er om det heroppe i disse Slarvekrogene … Slarv, Sladder. og dyre mit Liv,Dyre mit Liv (en Ed). Nikolai! ikke er det kommet fra mig – i denne Dag!» lagde hun til.

«Da kunde Du for mig gjerne ha’ sagt det; – den Karen har godt af at vide, at hun er en bortlovet Jente!»

166«Ja var det ikke det, jeg sagde? – han tro’de bare ikke paa det!»

«Ne–i, det kan jeg tænke!» Nikolai stod i Vinduet og grublede … Disse Besøg af Wejergang …

– Han havde ogsaa nok af Spektakel og Kvalm at staa i om Dagene nede i Smedien. Det stod paa Hægten,Stod paa Hægten, var paa Nippet. om han skulde blive Mestersvend. Gamle Madam Ellingsen havde i den Anledning flere Gange budsendt ham, og det saa ud, som det nu skulde være godtsom afgjort.

Ved det Lag havde det staat en Stund mellem dem; nogen Slags Afslutning trykkede det ikke med, da der først var Tale om at tiltræde til Høsten.

Paa det sidste begyndte Nikolai imidlertid at finde, at Madamen bar sig noget uforstaaeligt ad.

Han mærkede ogsaa, at de snakkede og muddrede en hel Del i Smedien. Men, at det skulde være Madam Ellingsens Mening at trække sig ud af det, faldt ham først i Tanke, da en af Svendene en Dag haanlig stak ind:

167Der var vel ingen i Smedien, som tænkte paa at gaa ind i det Brød til Fortrængsel for Olaves? Indlod nogen sig paa det, fik han agte sig! … For hele Smedien holdt paa Olaves!

Det vidste Nikolai vel, at de saa surt til ham, fordi han stod der bestandig og ni’arbejdede, var gridsk paa Skillingen og støt nægtede at tage i med de andre til Øl eller en Dram.

Kammeratløs var han nu engang blevet! – og i denne Tid, da Spørgsmaalet om Mestersvenden stod paa Vippen, mærkede han, at hele hans Fortid rodedes og rørtes op igjen, saa det grumsede som GruggenGrugg, Grums. i en Kaffekop, – fra den gamle Politi– og Slagsmaalshistorie og lige til hans Barndoms Liv i Bordstablerne!

Disse gamle Historier var Nikolais ømme Saar. Altid trode han dem glemte, altid kom de igjen! – og nu led han forsmædeligt. Han arbejdede for ikke at røbe det med en Mine; men blid var han ikke, der han stod!

Bedst at faa Rede og Endskab med Madam Ellingsen jo før des heller!

Og Nikolai stod da ogsaa snart med Huen i Haanden inde i Stuen hos hende for at forhøre, hvorefter han havde sig at rette?

168Det tog lang Tid ud med mange Hummer og Hemmer, før hun fik Stangbrillerne af sig og saa sat dem ordentlig ind i Haaret igjen. Saa kom det da endelig med ha og ja frem: Det var aldeles uden Fornærmelse, – Madam Ellingsen vidste, han var Smed god nok! – men der var saa mange, som kjendte Olaves for saadan rigtig retskaffens og brav Kar, og hun var nu en gammel Kone, som trængte én, hun rigtig kunde tro sig til, – ja aldeles uden Fornærmelse for Nikolai; men hun fik nu betænke sig …

Det var den Besked, han fik, – og dermed i Baglaas den Udsigt, han havde stolet paa og henvist til for Madam Holman, da han begjærede Silla!

Næste Morgen, da han kom ned i Smedien, saa de alle saa glisende og flirendeGlisende og flirende, lattermild. ud. De vidste, at han havde været henne og faat Besked af Madam Ellingsen! … Men, tænkte de, at de skulde faa ham ærtetÆrte, tirre. og skræmt til at give det op, saa tog de fejl!

Olaves lod, som intet var, og bød endog høflig til med en Haandsrækning for at kløve over Stangjernet.

169Nikolai skjød blot Ryggen til:

«Jeg gaar aldrig ind i anden Mands Arbejde, og ikke raader jeg heller nogen til at trænge sig med Underfundighed ind i mit! – om der ikke skal gaa en Sveitsning over ham, saa Ryggen skal hedne som det røde Jernet der!» – mumlede han til med et Blik paa Olaves.

Der blev almindelig Taushed.

Men i Middagshvilen opstod der et helt Mudder og Snak om den Ting. For det havde alle hørt, at han havde truet Olaves stygt; – og Olaves tog da ogsaa for en Forsigtigheds Skyld Vidner paa hans Mund.

«Det saa ud, som han kunde bruge Slæggen til andet end at smede Bolter, om han fik slippe vidneløs til, den Karen!»

For Nikolai kunde de snakke saameget, som de vilde; han gjorde sit Arbejde han, og hørte ikke, Hægberg havde noget at udsætte paa det. En Skuffelse var han nu beredt paa!

Men ét vilde Nikolai gjøre, før han gav tabt, – gaa lige til Hægberg og greje ud for sig, saa fik Mesteren gi’ Vidnesbyrd for, hvem han vilde, om hun spurgte ham.

Med noget endeligt Svar fra Madam Ellingsen 170drøjede det imidlertid Uge efter Uge, – tilslut to Maaneder!

Hvad kunde Kjærringen mene? Hele Smedien undredes, – en Mestersvend maatte hun jo have til Høsten!

Endelig – en Morgen viste det sig i Skikkelse af en Budsending. –

– Det var imod Aften paa den stegende hede Sommerdag. I begge Stokværk ind til Gaarden i den graa Træbygning, hvor Madam Holman bode, stod de smaarudede Vinduer aabne og drak den Smule Kjøling, der var i Luften, medens Beboerne indenfor syslede mere eller mindre let klædte. En svag Luftning rørte kun af og til i de halv gjennemsigtige Trækgardiner eller i det hvide Tøj, der hang paa Snorerne over Gaardsrummet.

Indenfor Vinduet i første Etage lige over Kjælderlemmem stod en smal, mørkøjet ung Pige med opbrættedeOpbrættet, opsmøget. Ærmer travlt beskjæftiget ved Skruen paa Vandledningen, hvorunder hun havde en Balje med Vask. Hovedet saas snart over snart under Gardinet, kjølet og oplivet af den friske Vandsprut.

171Pludselig standsede hun forbauset.

Nikolai traadte ind med den flade Hue triumferende skudt over paa den ene Side:

«Verden er ret nok, siger jeg Dig, Silla! Det er bare om at gjøre, at alt er ordentlig og grejt fra Grunden af … Den som ingen Far har, faar være sin egen Far, ser Du!»

«Men Nikolai! … vidste Du, at Mor er ude?»

«Py–yt, hvad véd ikke jeg! – det sagde min Mor mig nu netop, at det var Vaskedagene hos Antonisens! … Men, ser Du, Silla! retnu lakker det – for, om Du vil vide det, saa er jeg idag buden at være Mestersvend hos Madam Ellingsen … Det blir bare ti Daler til om Maaneden det!»

«Mestersvend? Er det sandt, Nikolai?» hun gik tilbage fra Baljen og saa tvilende paa ham … «Kom hid med det kullede Ansigtet dit!» hun kastede hastig Vasken af Baljen. «Du er saa rent forgal svart! – Mestersvend, siger Du! … nej, er det rigtig sandt? – Aa, Du faar finde Dig i lidt Sprut, jeg kan jo ikke se Mestersvenden for bare Kulsværten! – – Hun spurgte ikke Olaves først da, Madam Ellingsen?»

«Nej, hun gjorde ikke det»

172«Og der var ingen, som stak Tungerne ud heller og gjorde Madamen ræd for Dig – slig som før?»

«Aa, Hægberg har nu vel gjort hende klog paa, at han ikke har havt nogen Skade af mig.»

« – Bare de ikke er ude igjen og gjør, hvad de kan! For, at Du skal gaa foran dem, det stikker og gnaver og piner nogen hver af dem – helst siden dengang, Du maatte gjøre Hjultapperne om for Olaves. Og saa spader de opSpade op, grave op. alt det gamle, de bare kan finde paa!»

«Aa–aa nej! – VæraVæra, Verden. er ret nok, siger jeg Dig, og Madam Ellingsen faar ta’ den Smed, som driver Smedien hendes bedst. Forresten er det skruefast, og Kontrakten gjort i Formiddag. Og det kunde vel trænges, for de Penge, Mor nu sidst fik laant, de. . de. . huit!» han plystrede, – «gaar samme Vej som de andre! … Det ryger, det ryger med hende Du! – Jeg synes, hun handler sig agterover jeg istedetfor frem … og at Fortjenesten gaar den bagvendte Vejen!»

«Nu er Du saa fin og poleret, at det skinner i Dig … Den Vej over med Haaret! – ellers blir Hanekammen for opstanasig … »

173«Jeg røg lige ud af Smedien, ser Du, for at komme herop med det og faa puttet det i Dig. Jeg var inde hos Mor først, og saa lovede jeg hende at gaa ned og kjøbe Makrel til Aftens … Der er kommet to SkøjterSkøjte, Skude. ind idag, siger de!»

Sillas Mine viste, at det var en Sensationsefterretning. De var begge Byens Børn, og til Makrellens Ankomst hæftede der sig en Række behagelige Minder og Forestillinger fra den Tid, de bode nede paa Pladsen ved Bryggerne.

Hun saa en Stund uvis ud.

«End, om jeg turde tage Tørklædet paa, og følge Dig?» udbrød hun … «Vent bare paa mig nedenfor, Nikolai! – saa vi ikke gaar sammen heroppe i Gaderne!»

Det var et Forslag, som ikke var let at staa imod – saa ivrigt, som hun tog det … Og saa var han jo blevet Mestersvend idag!

Hun var heller ikke sen om at faa den blaastribede Kjole paa og Tørklædet kastet paa Ho’det og komme efter ham.

Sammen skydsedeSkydse, kile afsted. de saa nedover; hun fornøjet snakkende som i gamle Dage, naar de havde stjaalet sig ud, han blot optaget af at se 174og høre hende. Og midt i Vejen drev de, alt andet end forsigtigt; der dampede hele Skyer af Støv for hvert Skridt! Nikolai saa bare Silla svartøjet, varm og munter midt i Røgen.

Nede i Staden var Gaderne i den varme Sommeraften usædvanlig folksomme henimod Fiskepladsen. Der var tydelig noget, som satte mere end almindeligt Liv og Rørelse. Henne paa Broen stod fuldt af Folk og hang over Rækværket og saa ned paa alle dem, som under Larm, Skrigen og Raab trængte sig frem for at faa sig en Makrel til Aftens.

Den grønlig–blaa, blanke Fisk, saa rund, stærk og hidsig, havbygget til lynsnar Fart, med Hovedet formet til Vandkløver og en spænstigSpænstig, elastisk. Pilfjær som Afslutning paa en næsten farlig smekker Spol,Spol, Hale. – den havde alt i to Dage nu skinnet paa Tofterne ved Fiskebryggen!

Endnu igaar Formiddag var den Raritet og kun for de mere velstaaende Borde; men alt ud paa Eftermiddagen kom nok en Skøjte ind, – der var gjort stort Fiske ude ved Hvaløerne, – og idag igjen to smækfulde, saa Markedet nu med ét var overfyldt.

175Javist var Makrellen kommet! … det vil sige den Makrel, som Arbejdsmanden kan kjøbe. Nu var den at faa for fem og sex Skilling Stykket baade inde ved Fiskebryggen og her oppe i Elven! Sælgekoner, som spekulerede, bar den i Kurve opover til alle Byens mere afsides Strøg.

Og Vej fandt den nu overalt, hvor der blot var et Hul for den at glide ind i, en Gryde eller Pande at blive kogt eller stegt paa, – ind i alle Kabyserne ude paa Havnen, fra de store, fornemme Dampskibe og Fuldriggere ned til Kogeovnene paa Vedjagterne og de smaa Dækskøjter, hvor Folk hvilte sig og stegte i Sommeraftenen, – ind i alle Baggaarde og Smaagader lige nede fra Kjælderne til oppe paa Kvistene! Arbejdere og Smaahaandværkere, Mænd og Koner gik i den lumre Kvæld med én og to og tre i Haanden, eftersom de havde Munde hjemme til. Der duftede stegt og brast Makrel over hele Kvarterer af Staden!

Varen maatte sælges, det var saa forbandet hedt! –

«Ja rigtig en velsignet Varme,» svarede døve Mor Andersen, «som skaffer al denne Makrellen over Byen!»

176Den Fisk har ogsaa havt sin Fordom at overvinde, enda den i al Beskedenhed ikke har anholdt om andet end gunstigst at faa slippe til at blive spist! Den har nu engang det Ord paa sig, at den er Nordsjøens Kannibal, rent ud en Menneskeæder, og at det mørke i dens Kjød er af druknede Matroser!

– Nikolai og Silla var ogsaa nede ved Baadene for at kapre deres Anpart af Aftenens Herlighed. Hun havde ikke boet nede ved Bryggerne sin Barndom igjennem for ingenting, og at tage ud den bedste Fisken lige under Næsen paa Kjærringerne, – det var hendes mindste Kunst!. . Hun stod ivrig pruttende og strakte sig udover Baaden:

«Tak saa særdeles, Mor! men det solbrændte Makrilskindet narrer I ikke ind paa mig! – Tag af dem, som ligger bagom der under Toften – de to, – netop dem, ja!»

Hun vejede dem i Haanden for at se, om de var faste og stive.

Nikolai greb alt i Lommen; men Silla kastede Makrellen foragtelig ned i Baaden igjen:

«De er jo saa gamle som alle Haugene … Haug, Høj. Øjnene døde som Hornruder!»

177«De vakkre … »

«Ti stille Du, Nikolai! – – Skal vi nøje os med dem tilaftens, Mor! saa faar I slaa af en Skilling eller to … »

De gik virkelig for fem Skilling Stykket.

«For en Handelskar, Du er, Nikolai!» ærtede hun ham paa Hjemvejen. «Men, ser Du, hvor store og friske de er? … »

Deroppe stod Barbro ude paa Trappen med Haanden over Øjnene og glommedeGlomme, stirre. efter, om Nikolai ikke snart kom med Fisken?

Den, som kom pent og adstadigt opefter Vejen, var Silla, og der blev en Prat med hende fra Trappen, til Nikolai endelig ligeledes dukkede op med de to Makreller.

Jo vist maatte Silla ind og kjende paa, hvordan de smagte; – det var ikke Spørgsmaal om, at Barbros Ære og overflødige Gjestfrihed taalte andet! …

Derinde ved Kogeovnen hos Barbro susede og brasede Makrellen i den lyse Kvæld. Den egne, lidt stramme Stegeduft steg stedse stærkere og appetitligere udover.

Saa skulde Stykkerne vendes med nyt Fedt i Panden, – nyt Sus! …

178Duften steg igjennem det aabne Vindu og langt ud i Gaden.

Barbro gik der saa stor og tung i Vendingen, medens Silla rap og hændig gav hende saa det ene saa det andet i Hænderne og skyndte ivejIvej, afsted. og var over Fisken baade med sit Ansigt og sine Formeninger, længe før Barbro fik summet sig.

Nikolais brede, fornøjede Ansigt fulgte hele Stegeprocessen med dybt interesseret Opmærksomhed:

En saadan Makrel er en Kar, som vil ha’ Steg den!»

Og saa endelig at faa tage Stykkerne lige fra Panden og op paa Brødet!

Aftenkjølingen begyndte at lufte svalt imellem de varme Husvægge. De tre, som sad der og gjorde sig tilgode ved Makrellen, havde Følelsen af en Festaften.

Og saa Mestersvend!…

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livsslaven

Romanen Livsslaven kom ut i 1883. Handlingen foregår i Kristiania og hovedperson er Nikolai som vokser opp i tøffe og fattigslige kår hos familien Holman. Moren Barbro fikk ham utenfor ekteskap og i stedet for å ta seg av sitt eget barn er hun blitt amme for barna til den rike generalkonsul Wejergang. Som «uekte» og fattig barn har Nikolai alle odds mot seg. Han havner lett i trøbbel og får tidlig stempel som bråkmaker. Til tross for at han flittig og målrettet jobber for et bedre liv, opplever han gang på gang nederlag og motgang.

Livsslaven er den av Lies romaner med tydeligst naturalistisk tendens og den ble også i samtiden oppfattet som deterministisk.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1883 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.