Livsslaven

av Jonas Lie

XI.

179Indemuret, som hun maatte sidde over Arbejdet de lange Aftener, medens Moderen passede hende som en Ørn, havde Silla ingen anden Udvej end at tage sit Mon igjen oppe paa Fabriken.

Der færdedes hun med sin undertrykte Trang ivrig interesseret, saa Øjnene lyste midt i Snakket og Hviskingen og Sladderen, mellem sine forskjellige Idealer, – Kristofa og Gunda, den i Gangen svirskeSvirsk, rask. Svenske–Lena og den mundkjæppe Jakobine. Kunde hun ikke selv være med, saa maatte hun ialfald høre Besked om, hvorledes de andre havde moret sig, og, hvad der ellers kunde være passeret. Paa det Vis levede hun det med paa anden Haand.

Det var naturligvis Kristofa, som forstod at sætte alt i et vist fængslende magisk Skjær. En liden Spadsertur, en Formodning om en Forlovelse, en Aften paa Dans, – alt formedes af hendes geschæftige Indbildningskraft til Begivenheder, der aldrig manglede sin Helt, – den interessante, mystiske Skikkelse, som snart var 180sét med Cigar, snart uden Cigar, snart lod, som han ikke kjendte dem, snart nikkede eller blot smilte! Angjældende kunde være en eller anden Bykavaller eller nogen ved Kontorerne deroppe, som ofte endog aldeles ikke anede, at hans Gaaen og Kommen sattes i bengalsk Belysning eller gav en saadan Ressonance i Hjerterne; – hvilket ikke udelukker, at der var andre, som baade anede og søgte sin Succes paa det!

Under Kristofas Trang til at udspinde voxede det til hele Romanstumper, dem Silla tog med opspilede Øjne, og som hun bagefter hjemme digtede videre.

Silla selv havde en liden Roman, som hun holdt for sig; – aldeles ikke turde hun fortælle Nikolai det!

Hun maatte passe paa, naar hun i Middagstiden skulde kjøbe noget for Moderen inde hos Barbro, – at Wejergang ikke stod derinde paa Nedvejen og tændte Cigaren! …

Sidst, hun nu igjen traf ham der, lo han og spurgte, om den svartøjede havde faat det med at rømme for ham? – han var da ikke saa forskrækkelig! … Hun var rent totalt forsvundet paa den senere Tid! Det var dem, som sagde, at hendes Mor holdt hende i Bur for en farlig 181Smedesvends Skyld, – var det sandt det? … Naar en ung Pige havde to saa svarte Øjne, skulde hun ikke gjemme dem undaf … Undaf, bort.

Og nu var der etslags ikke egentlig Krigstilstand heller; men han vidste vel, at hun passede sig og ventede, hvor længe det skulde være, indtil han var gaat bort fra Butiken!

Dette var som en Sprække af Sol ind igjennem et højt, afstængt Plankeværk!

Ellers gik det, den ene Dag som den anden, fra Surret i Fabriken lige ind i Arbejdet hjemme, og Madam Holman var ganske tilfreds med den Nytte, hun virkelig maatte sige, hun havde af Silla denne Sommer! At Datteren blev mere og mere storøjet, bleg og tynd, laa det ikke for hende at lægge Vægt paa; det viste bare, at Silla ikke var vant til pligtmæssigt Arbejde.

De sjeldne Gange, Nikolai fik Anledning til at snakke et Ord med hende, klagede Silla ynkeligt.

Hun talte sig saa forbitret, at hun græd, om alt, hvad de andre – alle andre! – fik Lov til, bare hun ikke! … Først havde hun hele sin Barndom og Opvæxt igjennem været korketKorke, proppe. 182ned i Kjælderhalsen paa Pladsen, og nu, – hun ligesom skulde være voxen, – var hun rent kommet ind paa Tvangsanstalten!

Efterat have stirret en Stund mørkt og trist paa dette, tog hendes Betragtninger en anden Vej, og hun begyndte med stor Heftighed at forudoptage i Tankerne, hvordan de skulde fornøje sig, – hun og Nikolai, – naar hun engang slap hjemmefra. Hun vilde more sig som al anden Ungdom, om de saa skulde holde Dans i deres egen Stue! – og ud i Baad om Kvældene og ro og fiske og om Søndagene tage med Mad ud i Skogen og rope saa højt, at det svarede i Aasen …

Hun var næsten vild og Øjnene brændende af al den Tvang og alt det Arbejde, hun gik under!

Men, naar hun ikke snakkede sig op, saa hun fortrykt ud, – mere og mere for hver Gang, syntes Nikolai. Hendes Ansigt stod for ham med et saadant klagende Udtryk.

Der var intet andet at gjøre end at bide Tænderne sammen og hamre, – og haabe paa Forløsningens Tid til Vinteren! …

– Jørgine Korneliussen i det andet Hus bortenfor, som naatlede for Skomageren, – det 183var saadan stilfærdig, pén Pige! Hende skulde Silla holde sig til, mente Madam Holman; det begyndte at gaa op for hende, at den Ting at indøve Pligten ogsaa kan have sine Grændser! Om Søndagene kunde jo den ene vexelvis besøge den anden, saa havde de dem under Øjnene baade her og der!

Og Madam Holman tillod endog, at Silla en Søndag skulde faa gaa med Jørgine en Spadsertur nede i Byen. En Fornøjelse maatte jo unge Mennesker have imellem!

Silla havde ventet hele Ugen paa den samme Søndag med en hidsig Utaalmodighed som en Fugl, der skal slippes af Buret, og den Morgen randt op over store Forventninger om, hvad Dagen skulde bringe …

SoddenSodd, Suppe. med Kaalrabien i tog det idag aldrig Ende med, saa der kunde blive Middag. Og bagefter skulde der igjen bies i det uendelige paa Jørgine, som ikke blev færdig med Pynten!

Endelig kom hun ud, snøret i Livet og med en hæklet Strimmel om Halsen. Hvad det var for Slags Olje– eller Fedtsubstants, hun havde 184faat klinet ind og fladet ned sit Haar med, skal lades usagt. Kun følte Silla sig med den brune Straahat og en slet, hvid Krave et Øjeblik ringe ved Siden af hende. Men hun tog med en vis Fart sin Veninde under Armen; – nu skulde de afsted og more sig! …

Og nedover til Staden bar det, – Silla utaalmodig tyggende i Bidslet for at komme tidsnok til at tage al Dagens Fornøjelse med.

I Gaderne og Parken vandrede i den pene Tid paa Søndags Eftermiddagen det store Publikum pyntet frem og tilbage og saa paa hverandre; og Silla og Jørgine havde en lang Stund nok med at gjøre hinanden opmærksom paa de fineste Dragter paa Moden, – især disse under Hagen frit svungne og derefter bagover paa Ryggen kastede lange, hvide, sejlende Slør! Dette til hvide Straahatte med lyseblaa eller lyserøde Baand og Roser blev Gjenstand for deres heftige Beundring.

De gik op og de gik ned, mistede af Syne og mødte igjen de samme Dragter og de samme stive, stille Søndagsansigter …

Dette var nu længst blevet gjentaget til Kjede, og Silla stod paa, at de skulde gaa andetsteds 185hen, hvilket da under Jørgines Ledning førte til en Tur rundt om Fæstningen.

Naturen var ikke deres Sag; de mødte kun en og anden træt, kjed Skikkelse, som øjensynlig ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig en saadan Søndags Eftermiddag, og af og til standsede og saa op ad Træerne.

En Skildvagt raabte sit langtrukne «Løs – af!» det lød som et vældigt GispGisp, Gaben. i Eftermiddagen! – Ud paa den stille, blanke Fjord laa Baade og Fartøjer og drev i Heden uden Vind …

Her var ingenting; og saa bar det nedover mod Havnen.

Der var ogsaa tomt og søndagsøde … Fartøjerne som uddøde!

Atter et Togt opad Gaderne!

Paa Torvet stod endel ledige Kræfter, som havde fundet den Udvej til en Søndagsfornøjelse at «bytte Klokker», medens Kirken bag dem ringede og optog en Menighed til Aftensang.

Trætte, kjede og tørstige fortsatte de Turen gjennem Gaderne, til de kom ind i den brogede Strøm af Mennesker, der bevægede sig nedover til Bryggen, hvor Dampskibe hvert Øjeblik lagde 186til og fra for at sætte Publikum over til Øerne.

Her opstod en Dissents.

Jørgine fandt, at det var saa fuldt af Folk og kanske upassende at gaa med Dampskibet nu, det begyndte at blive sént.

Men Silla mente, at de havde slugt Støv længe nok i Gaderne, og at de fik nytte den lille Tid, de havde. Vilde Jørgine kanske gaa hjem med den Fornøjelse, hun havde havt?

Det var svalt og luftigt at sidde i Vinden der forud paa Dampskibet og hvile sig efter al den forgjæves Omflakken i Heden!

Fra det fuldpakkede Dampskib gik det saa iland paa Øen, hvor Publikum efterhaanden fortabte sig indover de forskjellige skyggefulde Gange.

Lige ved Opgangen vinkede det store Fornøjelsessted, der dominerede Bugten, indbydende med alle Porte aabne, medens en Strøm af Dansemusik tonede udover. Indenfor var Liv og Lystighed.

Silla standsede for at kaste et Blik derind og høre Musiken, men Jørgine rev hende dybt forarget med sig.

Standse der for en anstændig Pige! …

187Silla fulgte langsomt med; de havde Dansemusiken glædevækkende, tændende hele Vejen indenfor Plankegjærdet, og hun drak den ind med begge Øren, medens Takten vuggede hende i Blodet.

Et Stykke ovenfor, hvor Stien bøjede bort, blev hun igjen staaende; hun kunde ikke slippe Musiken, og forargede derhos Jørgine ved at gaa lige ind til Stakitet og prøve paa at se ind.

Jørgine vilde gaa fra hende paa Flækken!Paa Flækken, lige paa Stedet.

… Hun maatte da have Ære for sig, og ikke staa der! Hun for sin Part holdt sig altfor god og var for pén om sit Rygte til engang at ville høre paa sligt Leven og gik helst lang Vej udenom! …

Hun var yderst indigneret.

Da begreb Silla sandelig ikke, at det tog Glansen af nogen af dem, om de stod der lidt og hørte paa! … og hellerikke, hvad de var ude efter! … Der, hvor der var lidt Liv og Lystighed, skulde de lukke igjen Øjnene og stikke Fingrene i Ørene! Men, hvor det var saa «pént og passende», havde de nu ogsaa havt det saa passelig morsomt! …

188Og hun vilde byde ud en blank Tolvskilling, om Jørgine kunde sige hende en «passende» Fornøjelse, naar de havde en Fridag, – de havde nu ledt baade vel og længe!

Hun drev afsted …

Det var endnu efter Jørgines Beregning pén Tid, før Aftentrafiken til Forlystelsesstedet begyndte, – den de tilbragte med diverse Spadserture i Vejene, dog ikke længere end, at de kunde holde Øje med Dampskibene, og staa betids blandt det store Publikum, som ventede i syv lange og syv brede paa Bryggen.

Trætte, fortrædelige og udtraskede naaede de saa endelig hjem udpaa Aftenen, hvor det arriverede, at Silla midt under, at hun aflagde sin Mor Regnskab over alle de Steder, hvor de havde været og moret sig, – sov ind paa Stolen!

Musiken gik igjen i hende, og hun drømte sig paa Bal …


Det duredeBure, suse (i Ovnen). nok saa hyggeligt inde hos Barbro i Tiden udover Høstkjøligheden, medens 189Folk, som ikke havde desbedre Raad, endnu kviede sigKvie sig, krympe sig. for at begynde at lægge i Ovnen.

Derfor var der ogsaa saa lunt at staa og hænge og snakke derinde ved Disken og endnu lifligere for de udvalgte, som opnaaede at blive budt med paa Kaffeskaalen.

Men i det sidste var Barbro langt fra saa jevn som før. Hun led af Humørsvexlinger, var snart unaturlig kneben, saa det saa ud, som hun vilde tælle Grynene eller Kaffebønnerne, og andre Dage igjen ved et nyt Lune rund sliphændtSliphændt, ikke paaholden. og tilgodeseende baade mod Gjester og Kunder.

Det maatte have sin Grund i, hvad det vilde; men sikkert var det, at hun af og til i stille Stunder faldt i Staver … Regningen for Sukker, Gryn, Mel og Kaffe stod igjen for Døren.

Pengeskuffen var alt andet end forberedt paa en saadan Præstation; det jamrede og skraldede i den, hvergang paa Dagen, hun trak den ind og ud.

Men ubønhørlig lakkede det udover med Tiden; – alt det, Ovnen durede hyggeligt i Stuen og lod, som intet var.

190Og saa langt var det nu kommet, at iovermorgen var Betalingsdagen!

Barbro var i en for hende aldeles unaturlig Extase. I Haab om at opnaa en allersidste yderligere Opsættelse havde hun i Eftermiddag udført den længe paatænkte Attakke paa Kjøbmanden nede i hans Kontor, men mødt totalt Afslag. Betalte hun ikke nu, efter alt det, hun havde lovet for sig, saa! – ja, saa saa det efter den Besked, hun fik, ud, som Hjulet med ét skulde standse!

Det var dette, Barbro gik med Stadshuen endnu løst opknyttet paa Hodet febrilsk urolig ind og ud og forklarede for Nikolai, der sad i Kjøkkenet.

Nikolais Mine tydede just ikke paa, at han saa noget Raad. Tvertimod, han sad forover med sammenbidt Mund og saa ned i Gulvet og drejede Tommelfingrene om hverandre. Hanekammen saavelsom Skulderstillingen og hele Udtrykket saa modstrittende ud.

Barbro satte sig hen ved Kogeovnen; hun drog Pusten tungt og sukkede af klemt Bryst …

Det blev til Eksekution det, saavist som hun levede! … og otte og tredive Daler var det!

191Nikolai vidste godt, hvor det nu skulde bære hen, og at hun blot ventede paa ham, – at han skulde give hende et Ord at hage sig i. – Men de Penge, han havde gnuret sammen, de sad nu anderledes fast i Tangen! Han vidste, hvad han vilde, – den Handelen gik saa blot længere og længere baglængs aligevel!

Barbro stønnede … Hun kunde lige saa godt gaa i svarte Jorden med én Gang!

Nikolai smekkede blot med Fingeren og saa dobbelt afgjort ned i Gulvsprækken.

Da Pausen havde varet ulidelig længe nok til, at det blev hende klart, at Svar ikke kom, begyndte hun sagte at græde.

Hun havde nok tænkt, snufsede hun, at, naar hun havde en Søn, som var Mestersvend, saa skulde hun ikke rigtig staa hjelpeløs i Verden!

«Du ved jo, Mor! hvor haard Nødighed jeg selv har om Skillingen!»

Igjen en haardnakket Taushed under fortsat Snufsen og Øjentørren fra Barbros Side!

«Det kunde kanske være at betænke, om Handelen var saa lønsom?» undslap det endelig Nikolai forsigtigt.

192Vilde han, hun skulde lægge sig overende som en Ko, de slagtede før Jul! udbrød hun lummer, – «ikke flere Penge, end dette var.»

«Bedst at slutte itide, mente jeg bare!»

Men de Ord var, som at tænde Ild paa Krudt; hun rejste sig op rød som en Tagsten … Ret saa! nu vilde han ogsaa, hun skulde lukke!

Hun fór, noget mindende om det af hende selv nævnte nyttige Dyr, naar det slider sig og skener,Skene, bisso. ind i Stuen og derpaa tilbage igjen …

Men, trode Nikolai, at hun vilde give op og fallere til Spot og Spe for alle Mennesker, saalænge hun blot behøvede at gaa ned og faa laant saapas hos’n Ludvig, – saa tog han fejl! …

Barbro var nu aldeles vild i Kammen.

Hun vilde ikke for anden Gang rent lade sig ruinere for Nikolais Skyld! Det kunde være nok med, at han havde omstødt hendes Velfærd engang før i Verden. – Jo–o, Nikolai behøvede sletikke at sidde med aaben Mund og se paa hende! … Hvorfor var hun vel blevet drevet fra Wejergangs Hus, hvor hun sad saa stort i det, uden fordi Nikolai havde brugt Haand mod 193Generalkonsulens Ludvig … Jo–o, han kunde undres saa meget han vilde; men det var derfor, hun blev jaget hjelpeløs ud i Verden fra Velstandskaar! … Og, da det saa kom til det, at Nikolai kunde have Lejlighed til at støtte hende med lidt, – saa havde han en anden at bruge Pengene til!

Men det harmeligste var, at Nikolai ogsaa vilde forbyde hende at ty til den, der var saagodtsom hendes eget Barn, naar Nøden stod paa!

Det blev der imidlertid ikke noget af! Vilde ikke han hjelpe hende, fik han finde sig i, at hun gik til den, som kunde, nu det stod paa, om Boden og hele Ernæringen skulde stænges! …

Ikke … dyre Død! vilde hun spille Fallit! – hun slog i Bordet saa Kobberskillingerne dansede inde i Skuffen.

… Det var enda godt, at det var i denne Uge, for i næste rejste han til Udlandet for et Par Maaneder, det havde han selv sagt herinde iforgaars, saa baade hun og Silla hørte paa det.

Nikolai sad ganske bleg. Trækkene om Munden rørte sig, som om de skalv, og han tørrede et Par Gange over Panden med Ærmet …

Der skjød et langsomt Blik op paa Moderen; 194det var, som han var bange for at komme til at hade hende!

«Du skal faa Pengene!»

Han kjendte, han havde Graaden i Halsen og maatte se til at komme afsted for at faa rase ud …

Det var Udsættelse igjen for ham og Silla til Vaaren! – og, hvor var Enden at se paa dette? …

Hans Haand rystede og famlede om Dørklinken.


Denne nye Oplysning, som hans Mor saa uventet var kommet med, at det var ham, der havde væltet hele hendes Velfærd overende, laa nu som nok en Sten og tyngede.

Det knugede ham som et moralsk Nederlag. Han kunde ikke frigjøre sig for den Tanke, at der var noget i det. Han følte sig afmattet paa Modet og gik nedslagen.

Igjen havde han mistet et Fjerdingaar paa Udsigten til Bryllup! … og, om Moderen krævede eller rettere affordrede ham Penge igjen til sin Baglængs–Handel, – hvad kunde han saa gjøre?

195Det var som et Arbejde uden Haab, og Mismodet begyndte at tage ham.

Naar han lagde sine Skillinger tilside i Blikdaasen om Lørdagen, var det med bittre Tanker. Ret som det var, kom hans Mor og slugte det hele, – som hun jo havde Ret til, siden han i sin Tid havde ødelagt alt hendes!

Han havde altid ment, at, naar det kom til Stykket, saa var det ham, som havde en Regning at kræve hos Moderen, fordi hun havde sat ham ind i Verden slig, at hun ikke kunde vise Far for ham og dertil sluppet ham.

Men nu saa det ud til at være akkurat omvendt! Hans Mor med hendes altopslugende Handel var det svære, retmæssige Gab for al hans Lykke.

Han begyndte at blive rent lej af sig!

Med alt dette dæmrede og ulmede der imidlertid en sagte Oprørsglød i ham, skjønt det under hans redelige Arbejden med sig selv for at komme tilbunds i Sandheden varede en Tid, før den blussede op.

Skulde han ogsaa lade Silla stryge med i samme Slug?Slug, Svælg.

196Svaret slog klart op, saa Luerne baade lyste og slikkede: –

Ikke saalænge der var FillenFille, Pjalt. igjen af det som hed Nikolai!

Og, hvad anbelanger hans Mor, at han kanske havde gjort det, som var til Ulykke for hende … Skulde han kanske ikke have slaat fra sig; men bare lade sig hundse og trakkeTrakke, trampe. ned saadan, som han nu igjen holdt paa at blive det? Hans Mor vilde med den Handelen bare stor og svær sidde dem ihjel, baade ham og Silla … De skulde ikke engang faa Lov og Ret til Suk for sig!

Men det blev ikke ham det!

Han havde banket Wejergang og angrede nu bare, at han ikke havde slaat mere. Var han kommet paa Jorden, vilde han være Menneske, – om de saa skulde tage Ho’det af ham for det bagefter!

Og af Pengene i Blikdaasen skulde Handelen deroppe i Stuen ikke gjødes med en eneste Skilling mere! Kom Moderen i Nød nogengang for Levemaaden, saa kunde hun vel finde en Plads i hans Stue; men at hun skulde sætte 197en Stopper for, at han fik nogen Stue, – nej Tak!

Han var blevet en anden Kar efter endelig at have gjort sig klar paa dette: Jo, han hed Nikolai, og var Mestersvend hos Madam Ellingsen!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livsslaven

Romanen Livsslaven kom ut i 1883. Handlingen foregår i Kristiania og hovedperson er Nikolai som vokser opp i tøffe og fattigslige kår hos familien Holman. Moren Barbro fikk ham utenfor ekteskap og i stedet for å ta seg av sitt eget barn er hun blitt amme for barna til den rike generalkonsul Wejergang. Som «uekte» og fattig barn har Nikolai alle odds mot seg. Han havner lett i trøbbel og får tidlig stempel som bråkmaker. Til tross for at han flittig og målrettet jobber for et bedre liv, opplever han gang på gang nederlag og motgang.

Livsslaven er den av Lies romaner med tydeligst naturalistisk tendens og den ble også i samtiden oppfattet som deterministisk.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1883 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.