Livsslaven

av Jonas Lie

XII.

Vinteren drog sig hen.

Det var i Begyndelsen af Februar i Markedet. Gaderne myldrede af Mennesker, og Sneen var i Tøen blevet til Puddersukker under Færdselen.

En broget Rad af Boder strakte sig fra Torv til Torv. Trompeterne basunede, Bajadserne skreg, Tombolaen gik rundt, Udraaberne hylte, Musiken fyldte salvevis Luften med skvadronerende Fanfarer, – og under dette rundt om i Byen Turing, Dans og Lystighed til langt udpaa Natten!

Dump Støj og Musik trængte opover til Fabrikbyen … Staden laa om Aftenerne nedenunder i øget Lysning.

Der laa som en Berusning i Luften, – og mangen utaalmodig higende Sjæl gik deroppe af 198dem, som havde strenge Øjne paa sig, medens der strømmede nok af den løse Slags nedover.

Ordet gik voxende fra Aar til andet om de store Markedsballer, om Hornmusik, kolørte Lamper i Haven og Kaxer,Kaxe, Matador. som trakterede. Det fristede og drog …

Allerede anden Markedsdag kom Kristofa, opaset af Iver, med Løsningen baade for sit og Gundas og Sillas Vedkommende … Penge til Billet og Kager med! – for dem alle tre!

Hun tede sig højst hemmelighedsfuldt, … snakkede hele Tiden om en vis Person, som hun – for aldrig det! – ikke turde nævne.

Silla havde endnu aldrig været med paa noget saadant, havde højst staat udenfor blandt de længselsfulde, der maatte lade sig nøje med at se paa de kolørte Lamper og høre efter Musiken. Nu var der endelig ogsaa en Mulighed for hende …

Aa! – om hun turde! …

Hun gik hele Formiddagen urolig med to røde, runde Pletter i Kinderne.

Ved Middagstid kom hendes Mor træt og forpustet op fra Byen:

199Hun havde maattet love Antonisens at staa i Kageboden paa Torvet i Markedsugen og hjelpe med Udsalget! – Det var sure Penge at tjene der i Kulden midt i al den Skrig og Skraal; men hun gjorde sin Pligt! – brugte ikke at vige, naar der var en Skilling at forhverve! Sluttet og indpakket blev der først Klokken tolv om Natten, saa at hun maatte være dernede disse Par Nætter …

Det begyndte at suse og ringe for Ørene paa Silla; – det var, som Døren gik op af sig selv for hende! Nu kunde hun, om hun vilde …

Hun blev næsten ræd.

Som hun efter Middagen skulde bringe en Del Vask hen i Gaden, strøg unge Wejergang pludselig tæt forbi hende.

Hun havde nær skreget i. Han var altsaa kommet tilbage! …

Hun turde ikke se op og følte, hun blev rød, men havde i Farten Indtrykket af, at han smilte og stirrede vist paa hende og saa nikkede.

Hun kjendte den fine Cigarduft, og havde havt en Fornemmelse af, at det ligesom knirkede i hans Klæder, naar han rørte sig, – noget, som forbandt sig med hendes af Kristofa opjagede 200eventyrlige Forestillinger om fornemme Herrer …

Det var ham, det var hun nu vis paa, som havde gi’t dem Billetterne!

Hjertet slog og flagsedeFlagse, slaa med Vingerne. indeni hende som en Fugl under Tilskyndelser og Forsætter til og fra …

Hjemme gik hun i Tanker, saa Madam Holman tilslut maatte spørge, om hun rent var blevet forstyrret?

Hun stjal sig til at staa og kige over Komoden i Spejlet …

Hendes Øjne, var de saa gruelig sorte? … Fregnerne var der enda. Der var Raad mod Fregner … men saa mange, som det vistes for, var der nu ikke, … der var saa fuldt af Prikker i det gamle Spejl og Huller i Kviksølvet! …

Madam Holman saa til sin Forundring Silla staa og gnide og aande og pudse paa Spejlet. Der maatte være kommet en ny Iver over Datteren!

– – Tredie Markedsdags Kvæld vandrede Nikolai ved Lygteskin opover til Fabrikbyen. 201Han havde holdt sin egen Markedsturing, kjøbt et Syskrin, hvormed han vilde overraske Silla, – et med Spejl indeni Laaget – og i Eftermiddag havde han sat Beslag paa det og et fint Laas for.

Paa noget Vis maatte det vel kunne lykkes at træffe hende og faa vist hende det, – slig oljende GlidingGliding, Glidning. og grejt Smæk der var i Laaset! …

Og Saxen og Naalehuset havde han lagt indeni. Hun skulde selv faa Nøglen i Forvaring, og han gjemme det.

Han havde slaat et Tørklæde om det og lagt to Kager ovenpaa; saa den skulde være mere end klog, som kunde falde paa, at det var andet end et Redskabsknytte, han bar! …

Han strøg tæt under sin Mors Vinduer, hvor det lyste, og keg ind, om Silla tilfældig skulde være derinde ved Disken, – og vandrede derpaa ligegyldig omkring ned– og opigjennem Gaderne.

Her var saa underligt øde og folketomt ikvæld! …

Og, – alt det han keg gjennem Porten og Plankeværket, – han var ikke Mand for at se Lys inde hos Madam Holman!

202Efterat have udtømt alle sine Kneb, stillede han sig saa paa Vagt en hel lang Stund, hvor Vejene krydsedes og tog op ved Valsetstuen.

Men ikvæld var Lykken nu engang ikke med; – han gik der med sit Syskrin! …

Mørkt var der overalt i Gaden undtagen et Stykke henne ved Lygtepælen.

Der gik nogen … der var hun!

Han skyndte sig.

Nej, det var denne Jakobine, som Silla gik saameget med isommer!

Det kunde ialfald ikke skade at spørge hende.

«Er Madam Holman kanske ikke hjemme ikvæld?» spurgte han hilsende.

«Nej, hun sidder nede i Markedet og sælger ud.»

Følgeslutningen randt op som en heftig Glæde hos Nikolai; – han maatte altsaa kunne gaa derind og træffe Silla!

« – og saa, naar Katten er ude, danser Musen paa Bordet!» vedblev Jakobine. At Smedesvenden gik der for Sillas Skyld, var nu en noksom kjendt Sag, og sin Ærgrelse over, at hendes tre Veninder havde faat Billetter og ikke hun, omgjorde hun nu til spydig Lystighed: – «Silla 203har nok ogsaa taget sig et lidet Trip til Byen!» lo hun.

«Silla?»

«Hvorfor ikke? Madam Holman sidder jo i Kulden og tramper og trakker med Fødderne dernede i Boden, hvorfor skulde ikke Datteren gjøre detsamme paa Markedsballet?» Jakobine gjorde i Vittigheder.

… «især, naar hun kanske har baade den, som vil danse med sig og spendere!» brændte hun yderligere af, da Nikolai lod til at staa noget stum.

«Hvem har sat i Dig den Løgn, Jente!»

«Lyver jeg, saa lyver Kristofa! – og, at Silla gik nedover sammen med hende og Gunda for et Par Timer siden, det saa jeg med mine egne Øjenstene … Han, jeg mener, har nok Raad til at spendere Markedsgang baade paa tre og sex … Men kanske de skulde paa Bibellæsning!» tilføjede hun og blinkede med det ene Øje.

«Hvad sluddrer Du om! Vaer bare Munden din!» udbrød han braat.

«Aa–aa,» lo hun op, «Du er nu vel ikke saa fremmed for ham; – han er jo næsten i Slægten … For, stort skal det være! – det 204fik vi da høre nok om af din Mor isommer, da hun fik ham til at betale den fine svarte Kjolen, og de ikke vilde borge hende mere for Sysager til Handelen!» …

Nikolai havde hørt nok.

Hans Mor havde pint ham ud til Blodet … og saa – aligevel sveget ham!

Han saa hende pludselig for sig i Ligegyldighedens kolde Lys.

Hun havde aldrig været nogen Mor for ham, – aldrig holdt saa meget som en NaglbredNagl, Negl. af ham! … Dette om en Mor havde bare været noget, han havde indbildt sig!

Han strøg Hænderne med en Gestus, som nu var han kvit det! … Den, hun brød sig om og kjendte sig Mor for, det var denne …

Han vidste ikke, om han selv tænkte Navnet, eller Jakobine havde sagt det; men det sang i Ørene paa ham, som efter en Hammer paa blank Ambolt, medens han fór nedover:

«Ludvig Wejergang!»

Moderen havde han røvet fra hans tidligste Barndom … Skulde han nu ogsaa faa slidt Silla fra ham?

205Tanken blev ham tilslut for umulig, og han sagtnede Farten.

Den Jakobine var altid saa fuld af Sladder og Løgn! Dette om Silla var Sludder og Vaas!

… At de tre Jenterne havde taget sig en Tur nedover for at se lidt paa Markedet, der var da ikke noget farligt i det? – og saa indbildte den jebmundedeJebmundet, grinende. Jakobine, som de ikke vilde have med, at de skulde paa Markedsbal alle tre!

Hi hi, hi, det var Silla, som havde fundet paa det! – han skulde nok fortælle hende, at han havde skjønnet det paa Flekken, med det samme hun kom med det!

Han rystede paa Hovedet; han følte sig et Øjeblik uhyre beroliget og faldt tilbage i de bittre Tanker paa sin Mor. . . . . .

Men, – om han gik derhen og saa lidt efter, kunde det ikke være afvejen; – de havde kanske fundet paa at gaa udenfor og høre paa Musiken!

– Paukerne fra Forlystelsesstedet dundrede Glæden ud i Luften paa lang Vej. Fra Menageriet ved Siden af smettredeSmettre, skralde. en gneldrendeGneldre, hvine. Trompet, 206og udenfor stod Folkemengden sort henover Gaden.

Det var ikke godt at vide, hvorfor dette skulde have den Virkning; men Uroen kom igjen over ham.

I den illuminerede Indgangsport luede Ildsnorerne og Snirklerne uvist i den raa blæsende Aften; de mattedes af og strøges ud i hele og halve Linjer og blaffede op igjen med voxende Lysskjær ned paa Sneen og det indstrømmende Publikum.

Her kunde han kun gaa Skridt for Skridt; men, medens han langsomt vandt sig frem, saa han sig om og ledte. Den Skikkelse, han spejdede efter, behøvede han blot at se Omridset af.

Blandt dem, som stod der udenfor, var hun ikke! …

Det var næsten kjedeligt nu, han havde belavet sig paa at træffe hende!

Han begyndte at tænke paa at vende Foden opover til Markedsboderne for at søge hende der, og hans Blik strejfede nu blot ligegyldig henover.

Hun? … hun, den leende, røde indenfor i Haven med den runde Hat og Boastumpen om 207Halsen over Jakken, – det var ingen anden end Gunda! …

Han holdt Aanden, som ventede han i næste Øjeblik at se flere nogetsteds i Tummelen der mellem Lamperne!

«Har De Billet? – Haven eller Ballet?» spurgtes der ved Indgangen.

Nikolai havde helst taget Billetter til det altsammen; men de Skillinger, han havde paa sig, rak kun til Haven.

– Lamperækken lyste langs Snevejene frem til en fuldt besat Restauration, ud af hvis Vinduer i anden Etage hvinede en kvindelig Sopran, af og til fulgt af rasende Haandklap.

Længere henne i Haven hvirvlede under en belyst Tagskjærm en fuldproppet Karussel rundt med skingrende Fanfarer.

Til begge Sider bevægede sig et ialfald for Sværdsidens Vedkommende højst forskjelligt og blandet Markedspublikum.

Han spejdede Haven igjennem; men i de dunklere Gange udenfor Hovedvejene saaes kun enkelte omdrivende, forfrosne Skikkelser, der syntes at svæve som længtende Møl om Lyset …

208Det var nede i den Bygning, hvorfra Musiken lød, den, som alle de Mennesker strømmede saa til og stod i saa tæt Hob udenfor, – at Ballet gik for sig!

Alt Blodet standsede ligesom med ét i ham, og han nærmede sig langsomt nølende, graa af Angst! …

En lang Stund stod han udenfor og stirrede ind i de store, lyse Vinduer. Der gik dunkle Skygger bag Gardinet, – Hoveder og Nakker i uafladelig Vexel.

Der … der, hvor Gardinet var krænget lidt tilside, saa han den rundhodede Gunda igjen; hun var saa nær ham med Nakken, at han kunde havt Lyst til at trykke Ruden ind og tilraabt hende om, hvor Silla var? …

Han kjendte Rystelsen af Gulvet og Hornmusiken dobbelt, der han stod; det var, som hele Ballet kom ind i Hovedet paa ham!

Der kom en skraa Skulder og en halv Ryg i Overfrak – med en Stok op af Lommen … og noget af en fin Hatteskygge …

Skikkelsen røg Cigar og bøjede sig, som han snakkede …

… Med hvem? … med hvem?

209For den var Ludvig Wejergangs den tynde, rette Ryg, der i Kryhed ligesom blot kunde bukke sig helt nede ved Hoften!

Og saa den Maade med Armen og Seglasset …

Nu blev han væk, han dansede vist! …

Det klarere Skimt, han kunde faa gjennem den lille Aabning af Gardinet, var tildunklet af Dug. Kun, naar en tung Draabe randt ned af Ruden indenfor i Varmen, kunde han i Striben opnaa en Brøk af et Glimt ind …

Der kom Wejergangs Skygge med Stokken og Hatten paa sin Plads igjen … og lavere et skjevt Omrids af et Kvindehoved, der bevægede sig livligt.

Atter forsvandt Figuren med Stokken, og Nikolai beredte sig til at passe paa.

Draaben græd netop en blank Rand ned af Ruden, og gjennem den saa han i næste Øjeblik noget af en dansende Skikkelse, – kun et Hoved, som ludede og et halvskjult Ansigt …

Han havde set nok … mere, end om han havde havt hundrede Lysekroner at se med!

Og lige efter var Nikolai inde i Strømmen foran Døren.

210Den aabnede og lukkede sig i et Væk for Indtrædende, som afleverede Billetter, og lod i Taageperspektiv tilsyne et broget Virvar af hede, blussende Ansigter.

Af og til kom et enkelt Par ud, hastende opover til den store Restauration.

Han overhørte baade Udbrud og Skoser …

«Naa da! naa da!» lød det inde i Mængden.

Nikolai arbejdede sig blot frem mod Døren … Stod han først der!

«Billet?»

Nikolai svarede ikke.

«Billet, Mand? … Billet?»

Nikolai trykkede sig i det Sted blot med et dristigt Skridt nærmere til.

Konstabelen gjorde en Bevægelse; men mødte noget i Nikolais Ansigt, som lod ham for Øjeblikket forsvare for sig selv at holde inde. Den paagaaende tause Haandværkssvend saa ud, som han var istand til at slaa! …

Døren vedblev at gaa op og igjen med samme Uafladelighed, og Konstabel saavelsom Billetør havde alt paa et Vis forsonet sig med den ihærdigt staaende; det saa jo næsten ud, som han var i lovligt Ærinde med den Byldt i Haanden; – da Nikolai pludselig satte Smedeskuldrene 211til og trykkede sig voldsomt ind imod Døren.

Billetøren stemmede sig forgjæves imod med Kroppen, – han havde Hænderne optagne.

Nikolai havde gjennem Aabningen set Silla komme rød, leende og fordanset nedover Salen sammen med Ludvig Wejergang; han mysede med Hatten trykket skjevt ned i Panden og Seglasset i det ene Øje saa overmodigt letfærdigt, som en saadan Kar bare var i sin lovlige Forretning, naar han ødelagde en ung Jente! …

Der var opstaat Larm og Mudder nede ved Døren.

«Ud med ham! Ud med ham!» …

Raabet lød tilslut over hele Salen. Det var et Mellemspil, hvorunder Publikum steg op paa baade Borde og Bænke for at prøve at se.

Nikolai vilde blindt brutalt brudt ind, om ikke Politivagten havde mødt imod i Døren og forenet sine Anstrengelser med Konstabelens, saa de fik trukket den stærke, uregjerlige Smedesvend ud.

Hans eneste Tanke, medens han med en vis koldblodig, maadeholden Lempe droges med dem 212udenfor i Halvmørket, var, at faa holde sig saa nær, at han kunde have Øje med Udgangsdøren. Han følte med indestængt Raseri, at han, om de drev ham, hellere slap Livet end forlod Haven nu!

Musiken holdt inde. Hede og forpustede strømmede endel Mennesker ud under en Pause i Dansen.

… Der kom Wejergang – og Silla undselig og halvt modstræbende med ham. Det bar opefter til Restaurationen …

Nikolai rev sig med et pludseligt Ryk løs og skjød sig i næste Øjeblik frem af Mørket ind imellem dem.

Silla udstødte et Forfærdelsens Skrig; men Nikolai laante hende blot et Blik og slængte hende bag sig – og stod saa Ansigt til Ansigt med Wejergang!

Den unge Løve skiftede Farve og famlede et Skridt tilbage for det voldsomme hadefulde Udtryk; – men, gjenkjendende sin gamle Fiende fra Skoledagene, hævede hans Læber sig haanligt.

Den Mine netop bragte Nikolai til at styrte ind paa ham og Wejergang til med et:

«Din brutale Slubbert!»

213at svare med Spadserstokken tvertover hans Ansigt, saa den knækkede:

«Hjelp! … Hjelp! … Politi!»

Nikolai havde slaat Næven i Wejergangs Frakkebryst, saa Knapperne reves op, da han kringsattes af tre Konstabler.

En ung Pige fløj alt i ét forfjamset mellem Næverne paa dem.

Publikum samlede sig mere og mere tæt omkring…

Det var Markedsslagsmaal i bedste Skikkelse; – og det med den lange, svarte Jenten til!

… «En gal Bulbider af en Smedesvend!

… I Arresten med ham!» – udstødte Wejergang forbittret, da han følte sig i Sikkerhed. «Der kan Du gruble saalænge! …

Du er aldeles ikke uundværlig, min Ven!» lagde han koldt tirrende til. «Den svartøjede Jenten skal nok more sig i Markedet aligevel!»

Ordene var neppe udtalte, før Nikolai havde slidt sig løs. Han svang Byldten med Skrinet, saa ingen kunde komme ham nær, og kastede sig derpaa som et Lyn ind paa Wejergang med et indbidt tænderskjærende:

«Det skal Du ha’ sagt for sidste Gang i dit Liv!»

214Den ene Haand famlede op mod Wejergangs Bryst, og den anden gav ham et Slag med den fulde Vægt af Skrinet, saa han tumlede om i Sneen!

Han rejste sig ikke igjen … rørte sig ikke …

Der blev Skrig og Opstyr mellem Publikum.

Enkelte raabte paa Mord, andre paa Læge …

Under alt dette larmede og fanfarerede Musiken fra tre Steder.

En højere Politifunktionær søgte at berolige, og diskrete Hænder bar den bevidstløse ud i en Slæde og kjørte til Hospitalet.

Publikums hele oprørte Harme vendte sig nu mod Ugjerningsmanden, der under stort Gelejde førtes ud.

For en Sikkerheds Skyld blev han ude i Porten belagt med Jern baade om Hænder og Fødder, hvilket skede under stor Tilstimlen fra Gaden.

Men, da der saa var Tale om at trække ham ind i Slæden, kastede Jenten sig saa fast over ham, at det var umuligt, at faa hende slidt fra. Hun vedblev til Guttestimlens Jubel og 215Moro at skrige og hænge ved endnu, da de havde faat ham op.

Det var ikke muligt for Politiet at komme afsted, alt det man sled og trak i hende … der røg Skjørtelinningen!

Gutterne hujede.

. … Slid! – riv! – træk Klæderne af mig!» …

«Saa ha’ da lidt Vet, Jente!» lød det fra en af Konstablerne.

… «I faar ikke ta’ ham! … faar ikke ta’ ham!» …

Hun vred og rev i hans Haandjern.

«Det er min Skyld! … Kan Du ikke sige det til dem, Nikolai!» hun skreg skjærende ud, – og Konstablerne nyttede Øjeblikket til at faa hendes Hænder løste.

Afsted fór Slæden med Silla uden Tørklæde bagefter, fulgt af Guttesværmen.

Hun saa Politistationen aabnes for Nikolai uden at kunne naa ham eller hindre det; … gik Time efter Time udenfor og lyttede og ventede, medens Konstablerne atter og atter betydede hende, at hun maatte begive sig hjem.

Da hun saa omsider vandrede fortvilet opover, 216standsede hun i et Væk; men oppe paa Broen over Fossen blev hun længe staaende …

Det durede saa underligt dernede i Mørket. … Det var, som hun paa noget Vis hørte til der! …

– Hun laa udover Natten med en dump Følelse af det hændte og vred sig under en usigelig Angst for Rækkevidden af Nikolais Gjerning.

Af og til udstønnede hun et pint Suk …

Hun kunde ikke blive kvit Synet af Haandbøjlerne og kjendte i Vildelsen det kolde Jern endnu i Hænderne, – indtil hun endelig kom ind paa den skjærende Følelse af, hvor ussel hun havde været imod ham! … Hun syntes, Nikolai maatte spytte af hende!

Hun laa og stirrede som i et Syn paa sig selv … hvorledes hun havde gaat der og ikke tænkt paa eller stundet mod andet end sin egen Fornøjelse, medens Nikolai, Smedgutten hendes, – han med de stærke Arme og de reale Øjnene, som nu sad bag Fængselsslaaen! – strævede og sled og sparede og tog i for dem begge to, – for at de kunde komme sammen!

Og, at han havde været ængstelig ræd for 217hende, skjønte hun ogsaa nu, – med engang – som et Skjæl var faldt fra Øjnene …

Bare han endnu holdt af hende! … Han havde sagt saa mildt og godt, at hun kom i Graad, naar hun tænkte paa det: «Gaa hjem, Silla!» – to Gange …

Havde hun vidst eller forstaat, hvad det var at holde af nogen, før netop nu? – det kanske var for sent! …

Tanken førte hende atter ind i Angsten, og under den steg der forvildede Billeder … Wejergang styrtende om og udstrakt paa Sneen … tilslut Nikolais Arme med Haandjernene rækkende op af Fabrikfossen!

– Hun laa søvnløs, til det blev Morgen, og saa det samme … Haandjernene i Fossen … og saa han, som vendte sig for Slaget og faldt … og saa det hele om igjen … rundt …

Hun sad der hel Dagen til det skumrede.

Hendes Uro drev hende nedover til Politistationen.

Der saas alt tændt Lys indover Gangene, og var saa mange Døre, hvoraf travle, uniformerede Mænd gik ind og ud. Ved Indgangene sad og stod forskjellige Mennesker og ventede …

Hun havde ikke Mod til at spørge.

218Hun gik i det tætte Snefog længe rastløs rundt om Bygningen …

Endelig bares det hende for, at hun maatte ind; – og i en Slags Tilstand, der gjorde hende ufølsom for Omgivelserne, blev hun tilslut taalmodig staaende tilsneet og hvid ved Porten, hvor Arrestlokalerne var.

Da den endelig gik op, vilde hun ind.

«Hvad skal Du?»

«Høre efter Nikolai.»

«Nikolai, – hvad for en Nikolai?»

«Han, som kom herind inat!»

«Er Du gal, Jente! … Morderen? – Er Du hans Søster?»

«Nej.»

«Det er vel det, – for den ryggesløse Karen har ikke langt igjen;» – han gjorde en betegnende Bevægelse med Haanden over Halsen. – «Han er død, han, som var ude for ham, – i Middags, og Morderen sidder nu for Vagt i Boldt og Jern!»

Hun havde ingen Fornemmelse af, hvordan det gik til, at Porten blev lukket for hende igjen … eller af, at det snede saa tæt og stille med Lys af Løgter gjennem Snesløret opefter Vejen 219… vidste ikke, hvorledes hun var kommet op paa Broen igjen.

Det var der, hun skulde være …

Dernede sad Nikolai med Haandjernene og rakte Hænderne op – og skreg … skreg efter hende!

– Næste Morgen saas et Stykke af en Kjole stikke op af den løse SnemørjeSnemørje, Snesjap. i Dammen. Hovedet var i det høje Fald fra Broen knust imod Iskanten.


Det var konstateret, at den unge Wejergangs Død direkte var foraarsaget ved det ham bibragte Slag, der havde trængt ind i Hjernen!

Og ikke skulde Indtrykket blive formildet ved Nikolais Opførsel for Retten. Han stod endnu med vild Sorg i sin Sjæl for Sillas Død og svarede at, om Wejergang havde havt sju Liv, han vilde taget dem!

Adspurgt om hans Forældre, vilde han først ingen have kjendt; men, da man gik ham nærmere paa Klingen, udbrød han, pegende paa en sværbygget 220Kone, som sad og græd henne paa Bænken:

«Hun heder Barbro … De siger, hun er min Mor … men han, som tog min Lykke i denne Verden, fik baade Kjærligheden og Morsmelken!»

Barbro jamrede.

Hans Far? – Det kunde være hele Byen det! – han saa sig rundt om paa Rettens Personale.

Det var Svar, som fuldkommen befæstede den Mening, som ogsaa fra først af var Publikums i denne opsigtsvækkende, stygge Mordsag, – at Retten her havde for sig en fræk, i Bylivets Bærme tidlig forhærdet Forbrydernatur!

Politiet selv havde Personen endnu i temmelig god Erindring fra hans voldsomme Færd og øvrige tvilsomme Forhold under Tyvssigtelsen. Og af hans Fortid, der blev gjennemsigtet, fremgik, at han alt fra sin tidligste Barndom havde udvist farlige Tilbøjeligheder, saa at der endog havde været Tale om at placere ham paa Stiftelsen for moralsk fordærvede Børn.

Fra hans Læreaar i Hægbergs Smedie kunde der overføres ham gjentagne Fakta, der beviste, 221at han var en til Slagsmaal og Voldsomhed tilbøjelig Person.

Ikke længere tilbage end ifjor havde han undsagt Olaves, – som Vidnerne opfattede det, – paa Livet; ligesom det af Forklaringerne i Retten fremgik, at han den paagjældende Aften ihærdigt havde efterstræbt den afdøde og lige før Gjerningen udtalt sin Agt at dræbe i Trudselen: «Det skal Du have sagt for sidste Gang i dit Liv!»

Et formildende Moment laa unægtelig i den Omstændighed, at der var en Kjærlighedshistorie med i Spillet, og at Handlingen syntes foranlediget af Jalusi. Paa den anden Side var det bragt paa det rene, at den ogsaa kunde betragtes som Udslaget af et gammelt Had allerede fra Barneaarene af …

Dommen lød paa Strafarbejde paa Livstid!

*

Nede i Voldgraven skjød man tilmaals blaf i blaf … Længere henne paa Fæstningspladsen ekserserede endel Soldater, medens der af og til lød et Hornsignal i den stille Formiddag …

222Med en Vagt af Gevaldigere førtes en liden Afdeling jernbelagte Fanger under raslende Ekko for hvert Skridt fra Arbejdet langs Volden hen mod Slaveriets indre Gaard.

Ved et Hul i Muren sagtnede den sidste af Fangerne lidt paa Gangen. Han kastede et langt Blik igjennem Aabningen.

Fjorden laa skinnende blaa nedenunder med talrige hvide Sejlere og en Damper med tyk Røg efter sig ned mod Vandet …

Han trak Aanden dybt, Næseborerne aabnede sig, og det brede Ansigt viste et stærkt Oprør.

De andre var alt en fem sex Skridt foran, og GevaldigerenGevaldiger, Fangevogter. satte i et Brøl paa Nummer sex og sexti og udbrød knarvurrent:

«Du vilde gi’t noget til for at kunne flyve ud nu, Nikolai?»

«Jeg tænker, det er det, vi alle er skabt til jeg!» svarede denne braat.

«Da skulde Du ogsaa stelle Dig, saa Du kunde vente Benaadning!»

Nikolai rystede bittert paa Hovedet; der skjød et Glimt fra de graa Øjne:

223«Slap jeg ud, saa kom jeg bare ind igjen … For, enten er det Verden, som skulde paa Slaveriet, eller ogsaa er det mig … og det sidste faar det vel staa ved!

Afsted klirrede det igjen …

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livsslaven

Romanen Livsslaven kom ut i 1883. Handlingen foregår i Kristiania og hovedperson er Nikolai som vokser opp i tøffe og fattigslige kår hos familien Holman. Moren Barbro fikk ham utenfor ekteskap og i stedet for å ta seg av sitt eget barn er hun blitt amme for barna til den rike generalkonsul Wejergang. Som «uekte» og fattig barn har Nikolai alle odds mot seg. Han havner lett i trøbbel og får tidlig stempel som bråkmaker. Til tross for at han flittig og målrettet jobber for et bedre liv, opplever han gang på gang nederlag og motgang.

Livsslaven er den av Lies romaner med tydeligst naturalistisk tendens og den ble også i samtiden oppfattet som deterministisk.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1883 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.